U L A N D S M A G A S I N E T

Transkript

1 U L A N D S M A G A S I N E T A P R I L F A G B E V Æ G E L S E N I U D V I K L I N G S L A N D E N E Fagbevægelsen kæmper mod fattigdom En stærk fagbevægelse, som slås for ordentlige løn- og arbejdsforhold, er et bolværk mod fattigdom i sin mest ekstreme form s i d e 2 Asbestens glemte ofre Arbejdere fra tidligere asbestminer i det sydlige Afrika dør på stribe uden erstatning s i d e 4 Det kunne have været Danmark Efter flodbølgen er en kvart million sri lankanere truet af fattigdom s i d e 6 Håb for offentligt ansatte i Mozambique Efter års kamp er de offentligt ansatte snart klar til forhandlinger med arbejdsgiverne Frygt for frihandel Fattige bønder og arbejdere i Mellemamerika får intet ud af frihandelsaftalen med USA Styrke til fattige kvinder Kvindeorganisationen SEWA tilbyder indiske kvinder arbejde, selvtillid og uddannelse s i d e 8 s i d e 1 2 s i d e 1 4 Ulandssekretariatet LO/FTF Council

2 Uligheden vokser Millioner af fattige mennesker arbejder uorganiseret i den uformelle økonomi som denne kvinde fra Rajasthan, der er fulgt med sin mand til storbyen Bombay, hvor hun fletter og sælger sine kurve på gaden. [Foto: Polfoto] Over én milliard mennesker i Afrika, Asien og Latinamerika lever i dag for én dollar om dagen altså under det niveau, som FN vurderer som den absolutte fattigdomsgrænse. Selv om vi i Norden i de sidste 60 år har nydt godt af en stabil økonomisk vækst, vokser fattigdommen stadig på store dele af kloden. Vi har længe vidst, at ulighederne mellem rige og fattige lande bliver større og større. Vi har også i den vestlige verden prøvet at gøre noget ved den voksende fattigdom. Et faktum er dog, at vi på verdensplan bruger 15 gange så mange kroner på militære udgifter som på fattigdomsbekæmpelse og udviklingsbistand. Et tal der taler for sig selv! Der er millioner af fattige arbejdsløse og underbetalte i verden, men heldigvis er der en lang række organisationer, der gerne vil gøre deres til at skabe en lidt bedre verden. Blandt dem er den danske fagbevægelse, som står for adskillige projekter i Afrika, Asien og Mellemamerika Øget globalisering og frihandel er nøgleord, når politikere og eksperter peger på løsninger i bekæmpelsen af fattigdommen. Men fattige landarbejdere i Afrika mærker intet til globaliseringen, og frihandelen er langt fra fri se bare på den massive støtte, USA og EU poster i landbruget. For eksempel får en dansk ko to (!) dollar om dagen i støtte. Globaliseringen har betydet, at investeringer i produktion og arbejdspladser i dag ikke er bundet af nationale grænser. Vi ser det herhjemme med udflytning af dansk produktion til andre lande. Desværre kommer disse investeringer sjældent de allerfattigste lande til gode. Klart nok, for hvem vil investere i et land, der ikke har en fornuftig infrastruktur eller et stabilt arbejdsmarked? Investeringer er absolut heller ikke en garanti for økonomisk lighed. Hvis der ikke er en reel fordelingspolitik, vil udenlandske investeringer kun komme ganske få til gode og i værste fald øge den nationale ulighed mellem rig og fattig. Ulandssekretariatet og dansk fagbevægelses holdning og historiske erfaring er, at økonomisk udvikling må reguleres i et vist omfang. Kernen i dette er, at der i de enkelte lande skal udvikles bæredygtige arbejdsmarkeder, hvor vækst, demokrati og respekt for menneskerettigheder går hånd i hånd. En stærk og organiseret fagbevægelse er en af betingelserne for et stabilt og bæredygtigt arbejdsmarked. Den støtte, dansk fagbevægelse yder til at styrke de faglige organisationer i de fattige lande på den sydlige halvkugle, er derfor helt central, når målet er at bekæmpe fattigdom og sikre økonomisk fremgang. Med en øget globalisering følger mange muligheder og mange faldgruber. I de seneste ti år har globaliseringen haft store konsekvenser for den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling i verden. Til gengæld er der en stigende global bevidsthed om fattigdom, miljøproblemer og menneskerettigheder. Med dette nummer af Ulandsmagasinet håber vi at give et beskedent bidrag til den nødvendige forståelse for de vilkår, som mere end én milliard mennesker lever under. Anders Stig Møller, sekretariatsleder Udgiver: Ulandssekretariatet Sommerstedgade 7, København V Telefon: mail@loftf.dk Ansvarshavende redaktør: Anders Stig Møller Redaktion: Lars Erik Siegumfeldt, redaktør og Mads Bugge Madsen Redaktionelle medarbejdere: Eline Sønderberg Holm, Cecilie Iuul samt Ægir Grafik og Journalistik Forsidefoto: Jakob Kehlet Grafisk tilrettelæggelse: Koefoed/Ægir Tryk: Datagraf A/S Oplag: ISSN A F J O U R N A L I S T G U N N A R L O M B O R G Men hvad kan fagbevægelsen gøre som Røde Kors, Læger Uden Grænser, UNESCO eller de mange andre NGO er ikke kan gøre meget bedre? Jamen, vi hverken kan eller skal erstatte andre NGO er eller operere på deres områder. Fagbevægelsen har nogle helt særlige kompetencer som betyder, at vi kan supplere på områder, som ellers risikerer at blive svigtet i ulandsbistanden. Vi kan dels være med til at opbygge en fagbevægelse i de fattige lande en fagbevægelse som er demokratisk i sin grundform og som sikrer minimumsvilkår og stabilitet på arbejdsmarkedet. Dels kan vi støtte rent fagligt eksempelvis når Danmarks Lærerforening eller BUPL skaber uddannelsesprojekter, som kommer voksne og børn i fattige lande til gode, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey. Hun peger på, at den danske fagbevægelse har en styrke i at kunne organisere og sætte ting i system. Den styrke bruger fagforeningerne i projekterne ude i verden, hvor opbygningen af faglige organisationer i en demokratisk ånd er med til at skabe en demokratisk tradition, der kan gennemsyre hele samfundet. Dermed bevæger fagbevægelsen sig ind på følsomme politiske områder, for det er en kendt sag, at magthavere i en række lande i Afrika, Asien og Latinamerika ikke er specielt begejstrede for en stærk fagbevægelse. Det sker jævnligt også i 2005 at fagligt aktive fængsles, tortureres eller myrdes på grund af deres arbejde for bedre vilkår til befolkningen og for at indføre demokratiske tilstande. SOM DANMARK I 1890 ERNE Vi skal hele tiden have os for øje, hvorfor vi er i de områder. Det gør én ydmyg at opleve folk, der ofrer sig for demokratiske principper i en kamp, som vi selv var igennem i Danmark i 1890 erne. Der som her er fagbevægelsen en grundpille i opbygningen af civilsamfundet. Vi må prøve at påvirke magthaverne til at forstå, at en stærk fagbevægelse er i alles interesse. En stærk fagbevægelse er også et bolværk mod fattigdommen i dens mest ekstreme form, fordi den vil kæmpe for at sikre en løn og et arbejdsmiljø, som arbejderen og hans familie kan leve med og ikke dø af, siger LO-formand Hans Jensen. Faglig solidaritet og Nogle af fagbevægelsens projekter støtter organisationer, der har fokus på demokrati og menneskerettigheder, og derfor udfordrer regeringer i visse lande. Støtten til de offentligt ansattes organisation i Filippinerne, PSLINK, stiller for eksempel spørgsmål ved korruptionen i landet. Men Bente Sorgenfrey mener, at det er helt i tråd med de politiske intentioner, der ligger bag den danske bistandshjælp, som jo netop skal kobles op på menneskerettigheder og udvikling af demokrati. Og netop der har fagbevægelsen en stor styrke, mener Bente Sorgenfrey. MANGE PROBLEMSTILLINGER Når dansk fagbevægelse i egne projekter eller gennem Ulandssekretariatet støtter i udviklingslandene, er det primære fokus på uddannelsen af tillidsfolk og opbygning af en faglig organisation, men ofte er det en opgave, der involverer en lang række andre problemstillinger. Arbejdsmiljø er et eksempel, fag-faglig uddannelse et andet, men også bekæmpelse af sygdomme som AIDS gennem projekter på arbejdspladserne og direkte fattigdomsbekæmpelse er ofte en integreret del af projekterne. Vi taler om lande, hvor måske kun ganske få procent af de mennesker, der arbejder i industri, landbrug og andre sektorer, er organiserede. Og når selv de organiserede lever et kummer- 2 ULANDSSEKRETARIATET APRIL/2004

3 Fagforeninger mod fattigdom A F J O U R N A L I S T E L I N E S Ø N D E R B E R G H O L M I 2005 sætter den internationale fagbevægelse fokus på fattigdomsbekæmpelse med en verdensomspændende kampagne. Målet er at få regeringsledere over hele kloden til at leve op til deres løfter om at halvere ekstrem fattigdom inden år 2015 ligt liv, så kan man tænke sig til, hvordan daglejere og løsarbejdere lever, understreger Hans Jensen. Og her kommer fagbevægelsen ind på områder, hvor også andre NGO er opererer. Det, mener jeg, ikke er et problem. Selvfølgelig skal vi ikke operere på andres områder det gør de meget bedre selv men vi kan samarbejde om at løse de store problemer fra hver vores platform. Vi er ofte nødt til at tage fat på fattigdommen, for at det faglige arbejde kan gå i gang. Det er ikke nemt at opbygge demokratiske traditioner på tom mave, siger Bente Sorgenfrey. BEKÆMP FATTIGDOM MED GLOBALISERING I dag er globalisering et ord, som vækker stærke følelser. Vi forbinder det ofte med danske virksomheder, der lader arbejdet udføre i dele af verden, hvor lønningerne er en brøkdel af herhjemme for eksempel i Østeuropa, i Indien eller Kina. Men midt i vreden over at vores arbejdspladser forsvinder, glemmer vi, at det samtidig betyder tusindvis af arbejdspladser til mennesker i de fattige lande, og dermed en vej ud af fattigdommen for mange familier. LO-formand Hans Jensen mener ikke, vi skal være bange for globaliseringen, selv om den rammer danske lønmodtagere. Han peger på, at der er mange grunde til, at det er godt, at der kommer flere jobs til udviklingslandene. Fagbevægelsen skal bare være med til at holde virksomhederne i ørerne, så de ikke slækker på vilkårene for arbejderne. Virksomhederne skal tværtimod være med til at trække hele niveauet op, så der skabes økonomisk vækst, som også de fattigste får glæde af. Lige meget hvad der sker, kan vi i Danmark ikke konkurrere på lønnen, men det er på langt sigt en fordel, at levestandarden i udviklingslandene øges. Det skaber også øget købekraft, som vore virksomheder nyder godt af, så på den måde er det hjælp til selvhjælp, mener LO-formanden. Bente Sorgenfrey mener heller ikke, at fagbevægelsen skal være imod globaliseringen, som faktisk har positive konsekvenser. I Thailand har udflytningen af globalisering går hånd i hånd arbejde fra vestlige virksomheder således betydet, at landet i dag har en stor middelklasse, som er med til at trække hele landet op af fattigdom. Det, vi skal gøre, er at skabe nye og bedre jobs herhjemme, samtidig med at vi arbejder for at løn, arbejdsmiljø og arbejdsvilkår i udviklingslandene forbedres gradvist, siger hun. Hun peger også på, at fagbevægelsen gennem påvirkning af investeringspolitikken i de store pensionsfonde som LD og ATP, kan være med til at fastholde virksomheder på en etisk og socialt ansvarlig kurs, når de opererer i udviklingslandene. FAGBEVÆGELSENS NICHE Mange vil mene, at det er en statslig opgave at støtte de fattige lande, og det er det da langt hen ad vejen også. Men i forvejen kanaliseres udviklingsbistanden gennem en lang række af ikke-statslige organisationer, som hver har deres speciale. Og her har fagbevægelsen sin naturlige niche, som vel ingen andre kan operere lige så effektivt i, mener Bente Sorgenfrey. Når man ved selvsyn ser de projekter, som den danske fagbevægelse deltager i ude i verden, så forstår man, hvorfor det er vigtigt, at netop vi er tilstede der. Det erkender de øvrige NGO er da også, fordi vi fungerer i et fint samspil med dem hvor vi har vores styrker, og de har Hans Jensen, LO-formand. Bente Sorgenfrey, FTF-formand deres. Og en af vores styrker er, at vi råder over så megen kompetence ikke mindst blandt medlemmerne som vi kan formidle til dem, siger FTF-formanden. Hans Jensen så gerne, at flere danske tillidsfolk og andre kom ud i verden og deltog i projekterne sammen med de lokale partnere. Og han vil gerne invitere fagligt aktive fra udviklingslandene til kurser herhjemme. Men det skal ske efter nøje overvejelse. Vi har jo ikke en uudtømmelig pengekasse, og vi skal have mest mulig gavn ud af hver en krone, vi giver i støtte. Og ofte får vi mest for pengene ved at gennemføre kurser og uddannelse i nærområderne, hvor folk med det samme kan se effekten af de projekter, vi søsætter, siger Hans Jensen. SOLIDARITET ANNO 2005 Regeringer over hele kloden har længe givet løfter om at gøre mere for at udrydde fattigdom. Værre ser det ud, når intentionerne skal føres ud i livet. Det modsætningsforhold sætter en verdensomspændende kampagne under navnet Global Call to Action Against Poverty (GCAP) fokus på i En af initiativtagerne er den internationale sammenslutning af frie fagforeninger, FFI. I år 2000 underskrev en lang række regeringsledere de såkaldte Millennium Development Goals, som blandt andet forpligtede landene til at arbejde for at halvere ekstrem fattigdom inden år Sandheden er, at der ikke er sket særlig meget. Hvis det fortsætter på denne måde, vil det tage 100 år, ikke 10 år, for mange af landene at nå målet, udtalte en afrikansk talsmand for GCAP, Wahu Kaara, i en pressemeddelelse, da kampagnen blev skudt i gang på World Social Forum i Brasilien i slutningen af januar. TERROR STJÆLER POLITIKERNES OPMÆRKSOMHED Generalsekretæren for FFI, Guy Ryder, som har været med til at starte kampagnen, understreger, at det vigtigste middel til at komme fattigdommen til livs, er at skabe flere og bedre jobs, hvor arbejdernes rettigheder bliver respekteret. På konferencen i januar blev det også påpeget, at fattigdom er i fare for at blive skubbet ud af politikernes dagsorden til fordel for temaer som terror og national sikkerhed. Men fattigdom udgør i virkeligheden en langt større trussel end bomber, og derfor er det netop nu altafgørende at holde fokus fast på fattigdomsbekæmpelse. Kampagnens kendetegn er hvide hovedbånd. Arrangørerne håber, at folk over hele verden vil iføre sig de hvide bånd i 2005 for på den måde at give deres holdning til kende. Læs mere om kampagnen på Begge de to formænd mener, at støtten til de fattige lande handler om noget så elementært som solidaritet. Solidaritet er et grundvilkår for fagbevægelsen. Mange danskere oplever, at solidariteten herhjemme var større tidligere, men måske har vi flyttet fokus til mennesker, der har det meget dårligere end os. Og selv om vi stadig skal kæmpe også herhjemme for lønmodtageres vilkår, så er det lige så vigtigt, at vi tager del i den globale udfordring, det er at skabe en bedre, mere demokratisk og mere retfærdig verden i de lande, hvor behovet er størst. Derfor har den danske fagbevægelse i højere grad end nogensinde en berettigelse som bistandsyder ude i verden, siger Hans Jensen, som suppleres af Bente Sorgenfrey: Solidaritet handler ikke om partipolitik. Det handler om, at medmennesker i andre lande slås for basale faglige rettigheder og levevilkår, som vi har fået tilkæmpet os herhjemme. Nu skal vi hjælpe andre med at få deres ret det er solidaritet anno 2005, påpeger hun. ULANDSSEKRETARIATET APRIL/2005 3

4 A F J O U R N A L I S T J A K O B K E H L E T Asbestens glemte ofre Asbestminen lidt uden for Piggs Peak i Swaziland lukkede for fem år siden, men de fleste minearbejdere husker endnu arbejdet i de dybe minegange. Helt tydelige bliver erindringerne, når de hoster blod op af deres ødelagte lunger Asbestminerne producerede bogstaveligt talt bjerge af affald, som beboerne i områderne nu må leve side om side med. Bulembu Asbestos Mines Swaziland Ltd. De hvide bogstaver står sirligt øverst på det falmede skilt. SOX er der skrevet med rød spray skråt hen over den nederste del. Sidstnævnte er moderne skrivemåde for et ikke særlig pænt engelsk skældsord og sandsynligvis en sidste salut fra en afskediget arbejder til mineejerne, da minen lukkede i I dag ligner minebygningerne en udbombet krigsskueplads. Et par mænd på en traktor kører rundt blandt murbrokkerne og leder efter dele fra de enorme maskiner, som kan sælges til skrot. Meterhøje ukrudtsplanter skyder op fra alle revner i betonfundamenterne tilsyneladende upåvirkede af, at deres rødder er begravet i støv, der er livsfarligt for mennesker. Arbejdernes boliger ligger op ad bjergsiden og ligner et forladt færøsk fuglebjerg. Vinduer og døre er pillet ud af de små huse, og de sorte huller stirrer tomt ned over de enorme bjerge af affaldsprodukter fra minen, som uden tvivl skal blive liggende som ar i den frodige natur til evig tid. I mange år tjente 3000 minearbejdere deres løn i asbestminen, men de betalte igen med deres helbred. I dag bor mange af dem, der stadig er i live, i området, og man behøver ikke at søge længe efter beretninger om asbest-arbejdets konsekvenser. Næsten alle kender til sygdom og død som følge af arbejdet i minerne. ELPHAS ARBEJDEDE 30 ÅR I ASBESTSTØV I en lille samling lerklinede hytter ud til vejen mellem Piggs Peak og grænsen til Mozambique bor Elphas Dlamini. Han er 53 år og arbejdede 30 år i minen frem til lukningen i En stol bli- Ndwandwa Losmasanto har aldrig fået nogen erstatning efter sin mand, John Matsabatsabas død af asbestose. Hun lider selv af sygdommen efter mange års vask af mandens arbejdstøj. [Fotos: Jakob Kehlet] Søger asbestofre i flere lande De sydafrikanske asbestmine-arbejdere har fået millioner af kroner i erstatning fra ejerne af de nu nedlagte miner, men alt for få har gjort krav på pengene. Derfor skal minearbejderforbundet nu ud og opsøge arbejderne. Mange af dem bor i nabolandene Det er et luksusproblem men ikke desto mindre et problem. Alt for få minearbejdere har gjort krav på de penge, som flere menneskerettighedsorganisationer og det afrikanske minearbejderforbund, NUM, har hentet hjem i erstatning fra de firmaer, der ejede de nu nedlagte asbestminer i Sydafrika. Erstatningssummen blev placeret i en fond, og nogle af midlerne er delt ud til ofre og efterladte, der kan dokumentere en sammenhæng mellem arbejdet i minen og lungelidelser. Der er ikke kommet så mange ansøgninger om erstatning, som vi havde forventet. Mange er sikkert døde, mens andre ikke er opmærksomme på muligheden for at få erstatning, siger vicegeneralsekretæren i NUM, Archie Palane. Derfor bliver næste opgave for NUM at finde frem til personer, der ikke ved, at de har krav på erstatning. Ud over arbejderne, der havde deres daglige gang i minegangene, kan personer, der har boet i nærheden af minerne, søge erstatning. Det samme gælder pårørende. Undersøgelser viser nemlig, at man sagtens kan få svær sygdom, selv om man kun er i indirekte kontakt med asbestminen for eksempel ved at bo sammen med en minearbejder eller i nærheden af mineskakten. SPREDES MED VANDLØB Desuden er det påvist, at asbestaffald spredes med vandløb, så personer, der bor langt fra en mine kan få asbest-relaterede lidelser, hvis bopæl og mine for eksempel er forbundet med en flod. Mange arbejdere i de nu nedlagte asbestminer 4 ULANDSSEKRETARIATET ARPIL/2005

5 ver sat frem til ham, så han kan sidde ned, mens han fortæller. Elphas Dlamini trækker vejret to-tre gange så ofte som raske mennesker, og selv for ukyndige er det tydeligt, at de røntgenbilleder, han finder frem, viser to lunger, der ikke er meget værd mere. Samme besked fik han af lægen, da han gik til tjek kort tid efter, at han var holdt op med at arbejde i minen. Asbestose hedder den sygdom han lider af, og som langsomt men sikkert vil gøre ham fuldstændig invalid og slå ham ihjel. Barske realiteter, som ingen i det lille samfund lægger skjul på. Nabokonen blander sig i snakken og fortæller, at tre personer i nabolaget er døde af asbestose i løbet af kort tid. Elphas Dlamini lytter resigneret. De seneste fire år er det gået tilbage for mig. Jeg kan ikke længere kravle op på bjerget, og jeg kan heller ikke arbejde længere. Jeg gør ingen nytte mere. Han fik, hvad der svarer til 4000 kroner i godtgørelse, da minen lukkede. Det var en slags kompensation for, at minen ikke længere kunne brødføde sine ansatte. Erstatning for sit ødelagte helbred har han ikke fået. Jeg har aldrig bedt om erstatning, fordi jeg ingen informationer har fået om, at det kunne lade sig gøre, siger Elphas Dlamini og slår opgivende ud med hånden. For hvordan skal en fattig mand uden uddannelse kunne finde vej frem til den erstatning, han retmæssigt har krav på? INGEN BESKED I FEM ÅR A F J O U R N A L I S T J A K O B K E H L E T kom fra nabolandene Mozambique og Zimbabwe, og derfor er det endnu sværere at finde frem til dem. Men det er ikke desto mindre et arbejde, der skal sættes i værk, fastslår Archie Palane. For at modtage erstatning skal asbest-offeret eller de pårørende kunne dokumentere, at den syge person rent faktisk har en af de svære lidelser, som stammer fra arbejde i minerne. Det er nogenlunde nemt at påvise, så længe den syge endnu er i live. Problemerne opstår, når den asbestose-ramte person dør, og de efterladte bagefter beder om erstatning. Det bedste bevis vil naturligvis være, hvis de efterladte sørger for, at et stykke af den afdødes lunge bliver gemt på et laboratorium, men her kommer vi i konflikt med afrikansk skik og brug. Traditionen siger Længere nede ad markvejen bor Ndwandwa Losmasanto i et usselt blikskur. Hun er enke efter John Matsabatsaba, der døde den 16. juli 1999 efter at have kastet en masse blod op. Han arbejdede i minen fra 1954 til Da var hans helbred så dårligt, at han ikke længere kunne arbejde. Ndwandwa henter en plasticpose med alle lægeerklæringerne, dødsattesten og breve fra de engelske advokater, som har sagsøgt mineselskabet på vegne af hendes mand. Jeg har ikke hørt noget fra advokaterne siden 2000, men det tager sikkert lang tid at få sagen afgjort, siger Ndwandwa. Hun er selv syg af asbestose efter i mange år at have vasket asbestfibrene ud af mandens arbejdstøj en situation, der er typisk for pårørende til asbestarbejdere. Hendes mands bror, Solomon, dukker op. Han er også syg af asbestose efter at have arbejdet i minen en kort årrække som maler. Hvis jeg tæller efter, tror jeg nemt at jeg kunne nævne mellem 50 og 100 af mine kolleger her fra området, der er døde af asbestose gennem årene, siger Solomon. LUFTFILTRE BRØD JÆVNLIGT SAMMEN I papirbunken ligger også en undersøgelse af arbejdsforholdene i minen, som advokatfirmaet Leigh, Day & Co. fra London har fået udarbejdet. Det er horribel læsning. Der var ingen foranstaltninger til at rense luften i minerne før Derefter blev der lavet nogle filtre, som imidlertid brød sammen en gang om ugen. Der var ingen masker til arbejderne før 1976 og ingen advarsler om asbestfibrenes farlighed. Før midten af 70 erne var der heller ingen helbredstjek af arbejderne. Og sådan fortsætter beskrivelserne af arbejdsmiljøet i minerne side efter side. Ndwandwa Losmasanto håber stadig på, at der en dag dukker en erstatning op, som kan forsøde hendes usle tilværelse en smule. De seneste år har hun levet på naboernes nåde. Jeg er nærmest tigger, konstaterer hun og samler papirerne sammen i posen og lægger dem tilbage i hytten til næste gang, der skulle komme nogen forbi, der kunne være interesseret i at kigge på hendes sag. På advokatfirmaet Leigh, Day & Co s hjemmeside kan man i en kortfattet medddelelse læse, at de engelske advokater har assisteret Swazi National Union of Mine Workers med at føre sag mod asbestmine-ejerne T&N Plc. i foråret Men sagen er henlagt, fordi T&N Plc. er gået konkurs. Den nedslående oplysning vil næppe nå frem til Ndwandwas lille hytte. Elphas Dlamini arbejdede i asbestminen i 30 år og har fået lungerne ødelagt af asbestose. Han har aldrig fået erstatning. nemlig, at man ikke må fjerne dele fra en afdød persons krop inden begravelsen, forklarer Archie Palane. Vi prøver at overbevise vores medlemmer om, at det kan koste dem dyrt at holde traditionen i hævd. Til gengæld vil de kunne søge erstatning mange år efter en persons død, hvis de har husket at få udtaget et stykke lunge vel at mærke, hvis det viser sig, at den pågældende havde lidt skade, siger Archie Palane. De sydafrikanske asbestminer lukkede i begyndelsen af 90 erne, da der ikke længere var efterspørgsel efter det farlige produkt. En enkelt sydafrikansk mine forarbejder dog stadig det materiale, der kaldes blå asbest. Ifølge Archie Palane forekommer der også i dag asbestminedrift i Zimbabwe. FN BØR LÆGGE PRES PÅ REGERINGEN I ZIMBABWE Zimbabwes landsorganisation ZCTU efterlyser, at FN s sikkerhedsråd mere aktivt stiller spørgsmålstegn ved regeringspartiet ZANU PF s ledelse af landet. Det sagde Timothy Kondo, som er seniorrådgiver i ZCTU, under et besøg i Danmark i marts måned. Her opfordrede han Danmark til at bruge formandskabet i FN s sikkerhedsråd til at sætte situationen i Zimbabwe på dagsordenen. Han pointerede, at ZCTU ikke føler sig svigtet af det internationale samfund, men at det er vigtigt at holde fast og øge presset for at hjælpe demokratiet på vej. Samtidig understregede han, at det fokus som FN-organet ILO har på undertrykkelse af arbejdstagerrettighederne i Zimbabwe, er noget Zimbabwes regering tager alvorligt. Erfaringen er, at hver gang de mange overtrædelser bliver debatteret i ILO, vælger regeringen at løsne jerngrebet om de aktive i fagbevægelsen. LÆRERE I ØSTAFRIKA STYRKER SAMARBEJDET Den 10. marts godkendte Finansudvalget det nye regionale program, som Danmarks Lærerforening og Ulandssekretariatet i samarbejde med lærerorganisationerne i Østafrika står bag. Både Kenya og Tanzania har inden for de seneste år indført gratis grundskole for alle børn, og det betyder et voldsomt behov for flere skoler, undervisningsmaterialer og ikke mindst motiverede og veluddannede lærere. Gennem programmet vil de lokale organisationer få bedre muligheder for at påvirke udviklingen inden for uddannelsessystemet i de enkelte lande. Samtidig bliver deres indbyrdes samarbejde styrket. Danmarks Lærerforening begyndte samarbejdet med lærerorganisationen i Kenya for mere end 20 år siden, og i de seneste 10 år er samarbejdet gennem Ulandssekretariatet blevet udvidet til også at omfatte lærerne i Tanzania, Uganda og på Zanzibar. AFRIKA FÆLLES PLATFORM I DET SYDLIGE AFRIKA 3F og Ulandssekretariatet har besluttet at styrke det fælles udgangspunkt for arbejdet i det sydlige Afrika. Tidligere har Ulandssekretariatets repræsentant i regionen haft kontor i Swaziland, men han udvider nu sit arbejdsområde og rykker ind i et kontorfællesskab med 3F i SID s hidtidige regionale kontor i Mozambique. Hensigten er for begge parter at styrke samarbejdet og gøre det nemmere og mere effektivt at opsamle erfaringer og koordinere arbejdet såvel i Mozambique som i resten af regionen. ARBEJDSGIVERE I ZIMBABWE BEDER FAGBEVÆGELSEN OM HJÆLP Zimbabwes landsorganisation ZCTU skal hjælpe en gruppe arbejdsgivere i byggebranchen med at forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne i landet. Arbejdsgiverne har selv henvendt sig til ZCTU i frustration over, at Zimbabwes arbejdstilsyn ikke formår at give arbejdsgiverne den nødvendige hjælp til at forebygge ulykker og forbedre arbejdsforholdene. Sagen er et godt eksempel på, hvordan alliancer på arbejdsmarkedet opstår, når institutionerne i et land bryder sammen. Ulandssekretariatet støtter ZCTUs arbejde med at uddanne sikkerhedsrepræsentanter og forbedre arbejdsmiljøet i Zimbabwe. ULANDSSEKRETARIATET APRIL/2005 5

6 A F J O U R N A L I S T L O T T E L A D E G A A R D sri lankanere er truet af fattigdom, vurderede den Asiatiske Udviklingsbank få uger efter, at tsunamien bankede landsbyer og liv fra hinanden. Det skete bl.a. i Galle distrikt i den sydlige del af Sri Lanka et område med næsten dansk levestandard forventet nogen hjælp fra andre. Hverken fra sin egen regering eller fra den store verden. Familien var som så mange andre i Telwatte landsby i den nordlige del af Hikkaduwa-området i Galle distrikt ikke rig, ikke fattig. Bare almindeligt godt tilfreds: Vi var ved at bygge en etage mere på vores hus, og jeg havde lige fået et banklån til at gøre tilbygningen færdig. Fire af vores børn er voksne, og den ene af dem er fisker. De to yngste går stadig i skole. Det vil sige... sådan var det, siger E.M. Chandrasiri. For fiskeri er der ikke længere noget af, eftersom næsten alle både i Hikkaduwa blev smadret af tsunamien. Og skolen er også i ruiner, så det bliver ikke i år, at den yngste søn skal have sin 10. klasses eksamen. HJÆLP TIL GENHUSNING Paradoksalt nok blev det den nye, halvfærdige etage, der reddede familien. Mens huse kollapsede, kokospalmer fik kappet toppene af og otte togvogne fløj igennem luften og landede i nabohusene, klyngede familien sig til de halvmurede vægge, mens vandet ruskede forbi dem. Vi havde et rigtigt godt hus, et rigtigt godt liv. Nu har vi det simpelthen så dårligt. Vi lever kun for børnene. Jeg ved ikke, om der kommer flere bølger, og jeg er bange, for jeg har set så mange døde. Alene blandt vores naboer er 40 blevet slået ihjel, de fleste var med toget på vej hjem. Vi vil aldrig igen blive i stand til at tænke på en fremtid fra nu af vil jeg leve en dag ad gangen og intet samle sammen. Vi har aldrig oplevet noget lignende før, og nu har vi intet tilbage. Vi kan ikke engang starte forfra og nå at få et ordentlig liv, inden vi dør, hvis vi ikke får hjælp, siger Chandrasiri. Den eneste hjælp, han indtil videre har fået, er til gengæld meget værdsat, selvom arbejdet først lige er startet. ASF-Dansk Folkehjælp har med støtte fra den danske fagbevægelse indledt byggeriet af omkring 1000 træhuse i Galle distrikt, og familien glæder sig til at flytte ind i den midlertidige genhusning. Det bliver hårdt at bo otte personer på så lidt plads, men det er trods alt godt at få en slags liv igen. Og måske kommer I eller andre og hjælper os med at genopbygge vores hus en dag? Jeg er meget, meget glad for, hvad I gør for os. Det kunne have været Danmark Galle lå på alle måder langt fra den stereotype udgave af tredje verden: Her var ingen slumhytter, ingen børnearbejdere, og kun enkelte turistmindede tiggere gjorde opmærksom på, at landet trods alt stadig var at finde i udviklingsafdelingen. Fiskere, hotelejere, restauratører, tømrere, elektrikere og taxachauffører. Køkkener med kakler, børneværelser med bamser og fiskekuttere a la Vesterhavet i Hikkaduwas nye havn. Bortset fra stednavnene kunne det lige så godt have været Danmark. Få, men hårdtslående bølgeslag kastede den 26. december hundredetusindvis af mennesker med noget nær dansk levestandard ud i det store intet. Hikkaduwa har siden 1970 erne levet godt af turisme og en velvoksen fiskeindustri, og da området oven i købet er blandt Sri Lankas frodigste, har det i mange år været både tætbefolket og velfungerende. Og så er der alligevel langt til Danmark: Når en fyrværkerifabrik eksploderer i Kolding, bliver de berørte familier evakueret, genhuset og får offentlig hjælp til at genfinde livet. Mange har oven i købet private forsikringer. HVERKEN RIG ELLER FATTIG I Sri Lanka venter mange tsunami-overlevende stadig på, at deres egen regering skal få øje på, hvor dårligt de har det. Forsikringer er langt fra allemandseje, og det kunne egentlig også være lige meget, for det tog ikke forsikringsselskaberne mange minutter at konstatere, at de ikke dækker tab i forbindelse med tsunami. Hvem ville forresten også have tænkt på at inkludere et ord, der var totalt fremmed for de fleste indtil for få uger siden? E.M. Chandrasiri er elektriker og har brugt hele sit voksne liv på at skabe gode rammer for sin kone Mallika og deres tre sønner og tre døtre. Han har aldrig Elektrikeren E. M. Chandrasiri og hans kone Mallika i Telwatte i Sri Lanka må starte helt forfra, efter tsunamien smadrede deres hus og tilværelse den 26. december De får hjælp af ASF Dansk Folkehjælp, som opfører omkring 1000 træhytter til genhusning. [Fotos: Lotte Ladegaard] INDIEN SRI LANKA Læs mere om ASF's arbejde og indsamling på Tegningerne af bølger og lig afslører, hvad de sri lankanske tsunami-ramte børn går og tumler med. 6 ULANDSSEKRETARIATET ARPIL/2005

7 Nyt liv til Akurella ASIEN Børnene i Sri Lankas flygtningelejre leger igen med støtte fra den danske fagbevægelse og ASF Dansk Folkehjælp. [Foto: Lotte Ladegaard] A F J O U R N A L I S T L O T T E L A D E G A A R D FOKUS PÅ SOCIAL DIALOG I FILIPPINERNE Arbejdsgiverne i den offentlige sektor i Filippinerne skal styrke samarbejdet og evnen til at tale og forhandle med medarbejdernes repræsentant, PSLINK, som er den største organisation for offentligt ansatte i Filippinerne. Det var formålet med en konference om social dialog i Filippinerne, hvor repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, KL, Danmarks Lærerforening og Ulandssekretariat deltog. Også den filippinske arbejdsminister var med på konferencen. Ulandssekretariatet og FTF støtter PSLINK i at udvide organisationens kapacitet til at indgå i forhandlinger om løn- og ansættelsesforhold for landets 1,6 millioner offentlig ansatte. Børnene er klar, da holdet dukker op en lørdag morgen i starten af februar. Medarbejderne og de frivillige fra ASF-Dansk Folkehjælp har kun været i landsbyen Akurella én gang før, men for børnene var det en milepæl: De leger igen Kan vi spille cricket i dag?, brøler en lille fyr og bliver overdøvet af en lidt større pige: Nej, vi vil spille badminton! Få minutter efter flyver både fjer og bolde igennem luften, mens de voksne stadig sidder helt paralyserede på ruinerne af deres huse. Først da en vandpumpe på den anden side af de meterhøje murbrokker går i gang, og den grønne slange spyr tøndevis af snavset havvand ud fra brønden, vågner de op. Hvor leg bringer normalitet for børn, virker rent vand bogstaveligt talt helende og rensende på de voksne i tsunamiens Sri Lanka. I over en måned har indbyggerne i Akurella og de andre landsbyer langs kysten i Galle distrikt i syd kæmpet for at finde en slags mening i det enorme angreb, tsunamien helt uventet udsatte dem for en ligeså solbeskinnet formiddag som i dag. Men det er først, da vandingeniøren Peter Reeves fra ASF- Dansk Folkehjælp dukker op med sin grønne pumpe, at akurellanerne for alvor vågner op. Mens den offentlige brønd langsomt tømmes for havvand, store sten og forrådnede græstotter, begynder mændene i landsbyen helt manisk at fjerne væltede mure, og inden brønden er helt ren, er pladsen omkring det livgivende sted ryddet for kvaste mursten. Nogle organisationer renser kun den øverste halvdel af brønden, men folk vil se, hvad der er på bunden, siger Peter Reeves. Et sted fandt landsbyboerne for eksempel et lig i deres brønd, og Peter Reeves fortæller, at han har fisket halskæder, tøj og halve huse op. Ofte er brøndene det eneste, der stadig eksisterer i landsbyen, og for folk virker det helende at få adgang til rent vand og opleve, at vi kan redde resterne af lidt af det, der var engang. Derfor finder mange mennesker også først energien til selv at gå i gang med oprydningsarbejdet, når vi renser deres brønd. NU MÅ VI TIGGE Selvom Nila Priyanghika Hettiarachchi ikke længere har nogen brønd at rense, hjælper ASF-Dansk Folkehjælp også hendes familie. Nila Priyanghika Hettiarachchis hus lå lige på den anden side af hovedvejen, der løber langs havet. I dag er der kun fundamentet tilbage, og hun er næsten sikker på, at det aldrig bliver til hus igen: Regeringen har besluttet, at ingen må genopbygge deres huse, hvis de ligger indenfor 100 meter fra havet. Det betyder, at vi er tvunget til at flytte længere ind i landet. Det er jeg ked af, for jeg er sikker på, at der aldrig kommer en tsunami igen, og vi har levet her i så mange år. Under alle omstændigheder koster det mange penge at bygge, og dem har vi ikke. Min mand er sergent i hæren, men selv med hans løn tog det os 20 år at nå til det punkt, hvor vi var den 26. december. På få minutter mistede vi alt, hvad vi ejede. Vi var ikke tiggere. Nu er vi nødt til at bede andre om hjælp. Alligevel har vi været heldige. Vores seks børn er i live, siger Nila Priyanghika Hettiarachchi med følelserne hængende uden på. Da den første flodbølge kom, var hele familien inde i huset. De lukkede og låste alle døre og vinduer, de bad, og huset holdt. Derefter gik den yngste søn ned til havet bare for at konstatere, at mere vand var på vej. Familien løb og løb, til de nåede en bakke, og da de fulde af gru vendte hjem en uge senere, var der intet. En hel måned sov de sammen med 500 andre mennesker i templet, derefter skaffede munkene presenninger, der gør det ud for en slags interimistiske telte. Indtil i går har familiens tomme telt været det eneste omdrejningspunkt. LIDT SOM FØR Det var som et fængsel. Vi sad der alene og kunne kun være kede af det. Før tsunamien havde jeg travlt med at lave mad, gøre rent og passe børn. Vi havde et godt liv. Her er intet at lave, heller ikke for børnene. Men så dukkede ASF-Dansk Folkehjælp op med leg og sport, og pludselig er det hele lidt som i vores tidligere liv, hvor børnene altid rendte rundt udenfor, siger Nila Priynghika Hettiarachchi. Selvom leg er noget af det vigtigste for børn, der har haft umenneskeligt barske oplevelser, tilbyder ASF-Dansk Folkehjælp med støtte fra den danske fagbevægelse også i løbet af de næste seks måneder forskellige øvelser, hvor børnene via tegninger, dagbøger og lege kan bearbejde det eneste, de i dag har overskud til at tegne: Bølger med lig. Samtidig giver børnenes leg deres lige så rystede forældre et hårdt tiltrængt pusterum til at få lidt hold på deres egne forslåede følelser. Læs mere på ASF Dansk Folkehjælps hjemmeside: HANS JENSEN I CAMBODJA Formanden for LO i Danmark, Hans Jensen, var i begyndelsen af marts i Cambodja for at besøge Ulandssekretariatets projekt, som er støttet af LO og FTF. Projektet gennemføres i samarbejde med International Labour Organisation, ILO, og har som mål at bringe de forskellige rivaliserende fagforeninger tættere på hinanden. På den måde vil fagbevægelsen stå stærkere i kampen for at forbedre forholdene for de cambodjanske arbejdere forhold, som er karakteriseret af dårlige sikkerhedsforhold, ringe arbejdsmiljø og tvungen overtid. Samtidig anerkender mange arbejdsgivere ikke fagforeningerne, og Cambodja har ikke en lov, der sikrer de offentligt ansattes ret til at organisere sig. ARBEJDSMILJØINSTITUT SKAL HJÆLPE FNV Den Hollandske fagbevægelses bistandsorganisation, FNV, har hyret Ulandssekretariatets regionale arbejdsmiljøinstitut i Thailand til et to-årigt projekt. Instituttet skal hjælpe FNV med at opbygge fagbevægelsens kapacitet på arbejdsmiljøområdet i Indonesien, Bangladesh, Pakistan og Filippinerne, blandt andet ved at sørge for, at fagforeningerne får nogle konkrete strategier omkring arbejdsmiljø. Den første workshop i forløbet blev afholdt i Filippinerne i midten af marts måned. PSLINK-FORKVINDE BETALTE SIG FRA UBERETTIGET FÆNGSELSSTRAF Annie Geron, som er forkvinde for den største organisation af offentligt ansatte i Filippinerne, PSLINK, måtte for nylig betale kaution for at sikre sig, at hun ikke røg i fængsel uden retssag. En nu afgået højtstående embedsmand havde sandsynligvis bestukket en dommer til at udstede en arrestordre for bagvaskelse på Annie Geron. Arrestordren menes at være en hævnaktion sat i værk af Dante Liban, den tidligere direktør for Technical Education and Skills Development Authority (TESDA), som er det institut, der udsteder udrejsetilladelser til musikere og kunstnere i Filippinerne. Annie Geron var for tre år siden hovedkræften bag afsløringen af en omfattende korruptionsskandale med Dante Liban som hovedperson. ULANDSSEKRETARIATET APRIL/2005 7

8 Basale A F J O U R N A L I S T J A K O B K E H L E T rettigheder i sigte De er vel bange for, at vi vil skabe problemer, konstaterer Manuel Abudo Momade som svar på, at det har taget Mozambiques regering 18 år at tage sig sammen til at udforme en lov, der giver offentligt ansatte samme rettigheder som andre arbejdere i Mozambique. Manuel Abudo Momade er generalsekretær i SINAFP, de offentligt ansattes fagforening, der blev dannet i 2001, men som stadig ikke har fået lov til at sætte sig til forhandlingsbordet med arbejdsgiverne. Nu skulle en ny lov, der giver SINAFP ret til blandt andet at forhandle overenskomster, være lige på trapperne. Vi har lige fået en ny regering og en ny arbejdsminister, og vi har allerede bedt om et møde med hende, så vi forhåbentlig kan få arbejdet gjort færdig, siger Manuel Abudo Momade. Og der er nok af problemer at tage fat på blandt den offentlige sektors ansatte. Mange har en løn på under 500 kroner om måneden, og det er lavt selv i et fattigt land som Mozambique. Desuden kniber det også for de offentlige arbejdsgivere at give medarbejderne den forfremmelse, de har krav på og hvis det sker, er det ofte uden tilhørende lønstigning. Et tredje forhold, som kommer op igen og igen, når man drøfter arbejdsforhold for offentligt ansatte i Mozambique, er en særlig medicinordning, som skulle gøre det muligt for offentligt ansatte at få gratis medicin på offentlige hospitaler. Ordningen fungerer bare ikke. Og endelig skal SINAFP også kigge på ligestilling mellem kønnene. Her er det ikke overraskende kvinderne, der trækker det korteste strå, når der skal forhandles løn. SVÆRT AT SKAFFE PENGE Arbejdet med at give de offentligt ansatte de mest basale faglige rettigheder begyndte helt tilbage i 1987, da Mozambiques LO, OTM, fik dannet og legaliseret fagforbund for stort set alle arbejdere i Mozambique på nær de offentligt ansatte. Op gennem 90 erne blev der taget flere initiativer til at danne et egentligt fagforbund for offentligt ansatte, blandt andet med støtte fra den italienske fagbevægelse. Men dels var der problemer med at skrabe penge nok sammen, dels var regeringen nølende overfor at give lovmæssig tilladelse til at organisere offentligt ansatte med alt, hvad det medfører af krav om højere løn og ret til at strejke. Men i 2001 lykkedes det at få de finansielle ender til at nå sammen og få dannet SINAFP. I forbindelse med dannelsen af det nye forbund indgik OTM en aftale med regeringen om, at der inden for tre måneder skulle tages initiativ til at få ændret loven, så SINAFP kunne få lov til at operere på arbejdspladserne. Men som det ofte sker i Mozambique blev arbejdet forsinket og forsinket. Og så kom valget i januar Men nu er Manuel Abudo Momade helt sikker på, at den nye lov er indenfor rækkevidde. Nu kan arbejdet ikke trækkes længere. Loven skal vedtages snart, siger han. IKKE POLITI OG MILITÆR Dermed er der banet vej for, at forbundet for alvor kan begynde at søge medlemmer blandt den vidt forgrenede gruppe af ansatte i den offentlige sektor lige fra sygeplejersker til ansatte på ministerielle kontorer. Alle ansatte i det offentlige kan blive medlemmer af SINAFP på nær militærfolk og politibetjente, siger Manuel Abudo Momade. SINAFP har i øjeblikket omkring 6000 medlemmer på papiret, men de er endnu ikke begyndt at betale kontingent. På visse arbejdspladser især i ministerierne er SINAFP tyvstartet med at lave aktiviteter og hverve medlemmer, men det er stadig helt op til den enkelte lokale arbejdsgiver at afgøre, om fagforeningsmedlemmerne må forstyrre kollegerne med deres budskab eller ej. Men selv om der er mange konfliktfulde emner at tage fat på, når SINAFP får lov til at blive modspiller til de offentlige arbejdsgivere, så mener Manuel Abudo Momade også, at fagbevægelsen kan være en nyttig medspiller i udviklingen af den offentlige sektor. En manøvre, der er tiltrængt. Mange ansatte i den offentlige sektor i Mozambique har ikke tilstrækkelige kvalifikationer til at udføre deres arbejde på fornuftig vis. Mozambique er ganske vist et 3. verdens land, men vi skal også lære den nye teknologi at kende, så vi kan møde fremtidens udfordringer, siger Manuel Abudo Momade. Han vil derfor dels presse de offentlige arbejdsgivere til at arrangere kurser i ny teknologi, dels presse sine medlemmer til at deltage. Sundhedssektoren er et særligt indsatsområde. Ofte kan sygeplejersker ikke betjene ny teknologi, og det giver selvsagt problemer. PENSIONEN ER SIKRET SINAFP skal også selv i gang med at uddanne sine tillidsfolk, så de kan blive aktive modspillere til arbejdsgiverne, når det bliver nødvendigt. Med tiden håber jeg, at vi kan få skabt lige så gode forhold for de offentligt ansatte, som man har i den private sektor. Den eneste fordel, vi har i den offentlige sektor i øjeblikket, er at vi har garanti for at få udbetalt vores pension, fordi staten ikke kan gå bankerot håber jeg da ikke, siger Manuel Abudo Momade med et grin. SINAFP har siden oprettelsen fået støtte fra HK/DANMARK, der med Danida-midler i ryggen blandt andet har styrket arbejdet med at nå ud til medlemmerne. Generalsekretær i SINAFP, Manuel Abudo Momade, har en stor opgave foran sig med at hverve medlemmer og forhandle med de offentlige arbejdsgivere i Mozambique. [Foto: Jakob Kehlet] De offentligt ansatte i Mozambique har hidtil ikke haft mulighed for at organisere sig. Men efter mange års tovtrækkeri med regeringen ser det nu ud til, at det endelig lykkes for offentligt ansatte at få samme rettigheder som andre arbejdere i landet 8 ULANDSSEKRETARIATET ARPIL/2005

9 Nu mangler vi bare et kontor Tilskud til transport, hjælp til medicin og 90 dages barselsorlov efter komplicerede fødsler. Der er nok af basale krav at tage fat på i den lokale fagforening under SINAFP, dannet af de offentligt ansatte i Mozambiques hovedstad Maputo A F J O U R N A L I S T J A K O B K E H L E T Selv om alle ministerier skal yde tilskud til transport til medarbejderne, er det langt fra alle, der gør det, understreger Domingo Agostinho, som arbejder i Sundhedsministeriet. [Foto: Jakob Kehlet] Det aldrende airconditionanlæg er fornuftigt nok slået fra. Der mangler nemlig flere ruder i vinduet i rummet på anden sal i bygningen i det centrale Maputo, og derfor ville den gamle koldlufts-maskine kæmpe en forgæves kamp mod heden, der strømmer ind fra gaden. Men selv om de sveder, ser de otte bestyrelsesmedlemmer i SINAPF s lokalafdeling i Maputo ikke ud til at være utilfredse med lokalet, som de har lånt af Mozambiques LO, OTM. Indtil videre vælger bestyrelsen at følge reglen lidt er bedre end intet. Fagforeningen, der i dag har 3046 medlemmer, har nemlig endnu ikke fået sit eget kontor. Medlemmerne er ikke begyndt at betale kontingent endnu, så hvor skulle pengene til husleje komme fra? De otte ildsjæle mangler kvadratmeter og penge til gengæld er de rige på ideer til, hvad de vil kaste sig ud i, når deres moderforening SINAFP forhåbentlig snart bliver legal modspiller til arbejdsgiverne (se artikel på side 8). Først og fremmest skal vi have flere medlemmer. Ganske vist hører halvdelen af samtlige SINAPF s medlemmer hjemme i vores kreds, men set i forhold til antallet af offentligt ansatte i Maputo, er kun hver tiende medlem af fagforeningen på nuværende tidspunkt, siger Alberto Zefaunias, der er formand for lokalafdelingen. Den næstvigtigste opgave, han peger på, er at få uddannet tilstrækkeligt med tillidsfolk, så opmærksomheden omkring den nye fagforening når helt ud på arbejdspladserne. MEDICIN-ORDNINGEN SKAL FUNGERE Når fundamentet for at udføre fagforeningsarbejde er skabt, skal der tages fat på at forbedre forholdene for medlemmerne, og én uretfærdighed hidser i særdeleshed de otte bestyrelsesmedlemmer op: En af de få fordele ved at være offentligt ansat i Mozambique er den særlige medicin-ordning. Hvis den fungerede ordentligt, ville den give de offentligt ansatte ret til at gå til læge og få ordineret medicin i tilfælde af sygdom. Medicinen skulle derefter kunne afhentes gratis på hospitalet eller et apotek. Når en offentligt ansat henvender sig for at få medicinen udleveret, får den pågældende for det meste den besked, at hospitalet eller apoteket ikke har medicinen, forklarer Alberto Zefaunias. Medicinhjælpen er ellers en fast aftale med de offentlige arbejdsgivere, men blandt de otte bestyrelsesmedlemmer er der enighed om, at den procentdel af deres løn, som skulle gå til ordningen, bliver kanaliseret andre steder hen. Derfor er der ingen penge til at betale hospitalerne for medicinudlevering, og derfor får de offentligt ansatte de sære søforklaringer, hver gang de ønsker at benytte sig af ordningen. Hvor pengene ender, har de otte bestyrelsesmedlemmer ingen forslag til. Og det interesserer dem heller ikke. Det væsentligste er, at ordningen kommer til at fungere fornuftigt, for pludselig sygdom og deraf følgende medicin-indkøb kan meget nemt vælte en mozambiqansk familieøkonomi. SYGEPLEJERSKER MANGLER BESKYTTELSES-TØJ Bestyrelsen glæder sig til at kunne sætte sig til forhandlingsbordet med arbejdsgiverne og kæmpe sig til nogle ordentlige lønninger, men der er også mange andre problemer, som trænger sig på. Arbejdsmiljøet har alt for lav prioritet især på sygehusene. Hospitalerne har ikke masker og andet beskyttelsesudstyr, som man bør bruge for at undgå selv at blive smittet af meget syge mennesker. Det samme gælder sygeplejersker, der arbejder med røntgenstråler. De har heller ikke den fornødne beskyttelse, siger bestyrelsesmedlem Rebeca Sigia Vilaneulos. Kvindernes vilkår er et andet emne, som ligger bestyrelsen på sinde. Når en kvinde føder i Mozambique har hun ret til 60 dages orlov, og derefter har hun ret til at give sit barn bryst i en halv time på alle arbejdsdage uden at blive trukket i løn. Bestyrelsen vil kræve, at de stramme krav lempes, så en kvinde kan få op til 90 dages barselsorlov, hvis der er komplikationer i forbindelse med fødslen. Kvinderne har også meget sværere ved at opnå forfremmelse end mænd, og kvinderne får heller ikke altid samme løn som mændene, selv om lovgivningen siger, at der skal være lige løn for lige arbejde. Til gengæld har kvinderne en fordel frem for mændene med hensyn til pensionsalder. Mændene kan først gå på pension som 65-årige, mens kvinder kan trække sig tilbage allerede som 60-årige. Denne regel synes bestyrelsesmedlemmerne er glimrende, men de skal lede lidt efter argumenterne for dette brud på ligestillingstanken. Til sidst skærer én af kvinderne igennem. Kvinden arbejder meget mere i hjemmet, så i virkeligheden har hun to jobs. Derfor er det kun rimeligt, at hun har ret til at trække sig tilbage lidt tidligere, siger Rebeca Sigia Vilaneulos. STORE LOKALE FORSKELLE Mozambique strækker sig 2000 kilometer langs den afrikanske østkyst, og består af alle nuancer på skalaen fra moderne storby til primitiv jordhytte-landsby. Derfor er der også stor forskel på, hvilke krav SINAPF-medlemmer i forskellige dele af landet stiller til forbedringer af deres arbejdsliv. Det betyder, at det i høj grad er op til de lokale SINAPF-bestyrelser at formulere medlemmernes krav. Maputo-bestyrelsen har formuleret et påtrængende krav til arbejdsgiverne, som hænger nøje sammen med, at de bor i en millionby. Udgifterne til transport er en væsentlig udgift hver måned, og arbejdsgiverne lever heller ikke på dette punkt altid op til deres forpligtelse. Nogle medlemmer bruger helt op til en tredjedel af deres løn på transport. Vi vil kræve, at arbejdsgiverne hjælper til med at betale regningen. Alle ministerier skal faktisk yde tilskud til transport i dag, og nogle af dem har endda deres egne busser til at transportere de ansatte til og fra arbejde. Men andre ser stort på aftalen, siger Domingo Agostinho, der selv arbejder i Sundhedsministeriet. Med de mange krav og ønsker, som den nye fagforening har, kunne man forestille sig, at arbejdsgiverne ville være afvisende overfor SINAPF s spæde aktiviteter på arbejdspladserne. Men billedet er igen flertydigt. Nogle ministerier accepterer vores aktiviteter, mens andre arbejdspladser ikke vil have, at vi forstyrrer arbejdet. Men det er også meget forskelligt, hvor mange initiativer, der tages på de enkelte arbejdspladser. Nogle steder er vi langt med forhandlinger med arbejdsgiverne, andre steder sker der intet, siger Alberto Zefaunias. ULANDSSEKRETARIATET APRIL/2005 9

10 Mellemamerikansk frygt for Arbejderne på eksempelvis kaffeplantager i Mellemamerika frygter at frihandelsaftalen vil fastholde dem i fattigdom. [Fotos: Anne Poulsen] A F J O U R N A L I S T A N N E P O U L S E N Engang var det våben, USA brugte til at kontrollere de mellemamerikanske lande med i dag er det frihandel. Men resultatet er det samme, mener Sergio de Castro, redaktør på det økonomiske tidsskrift El Observador Económico i Nicaragua. Derfor bør landene i Mellemamerika gå sammen i én region Sergio de Castro er dybt skeptisk overfor frihandelsaftalen CAFTA Central American Free Trade Agreement som omfatter 37 millioner mennesker i Mellemamerika i en frihandelsaftale med USA. De mellemamerikanske lande står svagt overfor USA. De har hverken erfaringen eller kapitalen til at kunne stå distancen med de amerikanske virksomheder. Vores produkter kan ikke konkurrere med de amerikanske. For vi har simpelthen ikke den infrastruktur, der skal til for at gøre os konkurrencedygtige. Det er vi kun, så længe vi har arbejdere, som ikke får en ordentlig løn. Men er det den form for konkurrence, vi ønsker? Er det det, som skal være vores mål med en frihandelsaftale? spørger Sergio de Castro. Konsekvensen er efter hans mening, at de mellemamerikanske markeder vil blive oversvømmet af billige amerikanske landbrugsvarer, som ikke bare truer småbønderne, men også fødevaresikkerheden. Køen af arbejdsløse vil vokse og vokse. Og der vil ske markante forringelser i offentlige ydelser som uddannelse og sundhed, samtidig med at nogle af dem ligefrem vil falde bort. Problemet er, at regeringerne i Mellemamerika ser landene som virksomheder. Det gælder ikke mindst Nicaraguas liberale regering. Vi har en regering, som ser indbyggerne som billig arbejdskraft. Hvis nogen kritiserer de lave lønninger i for eksempel maquila-industrien (frihandelszoner kendetegnet ved grov udnyttelse af arbejderne, red.), så forsvarer regeringen sig med, at det er en af de fordele, Nicaragua kan tilbyde udenlandske investorer. EN ANDEN UDVIKLINGSMODEL Vores økonomiminister har ligefrem kaldt de lave lønninger for "Nicaraguas komparative fordel". Nicaragua er blevet et land, som er til salg for den højestbydende. Der er ingen visioner overhovedet, hvad angår befolkningen, siger Sergio de Castro. Frihandelszonerne, som især inden for de seneste 10 år er skudt op over hele Mellemamerika, gør absolut intet godt for Nicaragua, mener Sergio de Castro. For selv om de har skabt arbejdspladser for især den fattigere del af befolkningen, så er der tale om arbejde under lønog arbejdsvilkår, som minder om slavelignende forhold, og som bryder med selv de mest basale menneskerettigheder. Maquila-industrien tilfører ikke nogen bæredygtig kapital til landet. Den opkvalificerer eller uddanner ikke arbejdskraften. Den gør intet godt for landet overhovedet. Det er sandt, at maquila erne har skabt en del arbejdspladser her i Nicaragua. Men der er tale om en ekstremt dårlig løn for et ekstremt hårdt og opslidende arbejde, og maquila-arbejderne tjener kun lige nok til at opretholde et eksistensminimum. Udvikling er ikke at fastholde et eksistensminimum. Udvikling er at forbedre det. Vi bliver nødt til at beslutte os for, hvilken udviklingsmodel, vi ønsker os for Nicaragua. Er det en model, som blot sikrer en hurtig reproduktion af kapital. Eller er det en model, som vil indebære en reel udvikling for befolkningen. Det er det, som er det store spørgsmål, påpeger Sergio de Castro. FATTIGE OG UNDERERNÆREDE José Angél Bermúdez Lazo er sekretariatsleder i den nicaraguanske landsorganisation FNT. Han mener ikke, at de mellemamerikanske lande er rustede til at følge med den øgede globalisering og liberalisering. Der mangler i bund og grund en demokratisk udvikling i disse lande. Der skal alfabetiseres, der skal uddannes, og civilsamfundet skal i højere grad inddrages i beslutningsprocesserne. Mange af landene her i regionen har været i krig i årevis. Derfor er det en region med masser af analfabeter, masser af uuddannet arbejdskraft, og dermed også masser af fattige og underernærede mennesker, siger José Angél Bermúdez Lazo og nævner en række eksempler: Der er folk, som sulter her. Der er folk i disse lande, som lever for én dollar om dagen, og der er store områder, hvor der hverken er vand eller elektricitet. Der burde være fødevaresikkerhed i disse lande, men i Honduras er der nogle områder, hvortil der kommer lastbiler fra FN og deler mad ud ligesom i Afrika. Guatemala er et af de lande, der producerer flest fødevarer i regionen. Alligevel er det det land i regionen, som har flest underernærede børn. Og hvordan kan det være, at El Salvador kun producerer 48 procent af det, de selv spiser de er ikke engang selvforsynende, hvad mad angår. I stedet for at producere den mad, de selv skal spise, lever bønderne af pengeoverførsler fra USA. Summen af de penge, som pårørende i USA sender hjem til deres familier i Mellemamerika, er større end den, der tjenes på eksport af kaffe og sukker. Der mangler altså meget, førend disse lande kan gøre sig gældende i en globaliseret verden på en konkurrerende måde, siger José Angél Bermúdez Lazo. Der findes ingen individuelle løsninger for de enkelte lande i Mellemamerika. Hver især er landene på ingen måde stærke nok til at klare sig. Derfor er fagbevægelsen nødt til at tænke og handle både lokalt og regionalt. Der er kun én mulighed for at overleve på det globale marked, og det er som én samlet region. 10 ULANDSSEKRETARIATET ARPIL/2005

11 frihandel Mellemamerika er en region med masser af uuddannet arbejdskraft og derfor også masser af fattige og underernærede mennesker. FAKTA Nicaragua er et af de fattigste lande i Latinamerika og er afhængigt af nogle få landbrugsprodukter. Ifølge FNs Udviklingsprogram, UNDP, lever 70 procent af befolkningen i fattigdom. Arbejdsløsheden og underbeskæftigelsen er høj. Næsten halvdelen af alle nicaraguanere er helt eller delvist uden arbejde. Areal: km 2 (ca. tre gange så stort som Danmark) Antal indbyggere: 5,2 mio. Hovedstad: Managua Statsoverhoved: Præsident Enrique Bolaños Geyer (liberal) Sprog: Spansk (officielt). Engelsk og amerindianske sprog tales på den atlantiske kyst. Religion: Katolikker 80% BNI pr. indbygger (2003): 754 USD. Gennemsnitlig årlig vækst i BNI ( ): 3,5% Valuta: Córdoba Kilde: Udenrigsministeriet A F J O U R N A L I S T A N N E P O U L S E N Stemmer fra Nicaragua Frihandelszoner er skudt op over hele Mellemamerika, og fagforeningsfolk fremhæver, at zonerne betyder slavelignende løn- og arbejdsforhold. JORGE ALVARADO, INDEHAVER AF EN SPROGSKOLE I MATAGALPA, NICARAGUA: USA s prioritet er at lave penge. Derudover er de ligeglade med de enkelte lande. Landene i Mellemamerika er ikke klar til frihandelsaftalen, men USA giver os ikke noget valg. Vores arbejdsstyrke har ikke den uddannelse og den tekniske formåen, der skal til for at kunne konkurrere med de amerikanske produkter. Men vi får aftalen, det er sikkert. Hvis USA vil have aftalen, er der ingen måde, vi kan stoppe den på. Så må vi se at finde ud af, hvordan vi bedst drager fordel af den. Hvordan vi bedst udnytter den til gavn for det nicaraguanske folk. Historien har gjort vores følelser overfor USA meget blandede. Nicaraguanerne betaler stadig i dag af på den indblanding, vi har haft fra USA her i landet. Hvad enten det er børn, som vokser op uden deres forældre, eller det er forældre, som har mistet deres børn i borgerkrigene. USA har altid haft en stor indflydelse her i landet. Men vi står med et dilemma: På den ene side ønsker vi, at USA skal hjælpe os, på den anden side ønsker vi ikke, at USA skal blande sig i vores anliggender. For nu vil vi vide, hvad det vil sige at styre vores eget land. Vi har måske endnu ikke fundet det perfekte system i forhold til, hvordan vi gør det. Men nu vil vi gøre vores egne erfaringer. ELDA GUILLET, MBA-STUDERENDE VED UNIVERSIDAD HISPANOAMERICANA I MANAGUA, NICARAGUA: USA har den idé, at de kan købe Nicaragua. Alt hvad de gør i regionen, gør de i egen interesse. Men det er ikke godt for et fattigt land som Nicaragua at lade amerikanerne komme ind og overtage kontrollen med alting. USA ønsker faktisk ikke at hjælpe den mellemamerikanske befolkning, men tværtimod at udnytte den. Frihandelsaftalen er udelukkende en fordel for USA, hvis eneste interesse i aftalen er at få adgang til et større internationalt marked. For hvad kan vi dog tilbyde et land, som støtter sit eget landbrug så kraftigt. Hvis USA virkelig ønskede at hjælpe, så skulle landet hjælpe den nicaraguanske regering med at forbedre folks liv. Hvis det bare handler om at sælge produkter til os, er det ikke en ordentlig måde at hjælpe på. Den billige arbejdskraft er et vigtigt argument for USA for at være her. Men jeg har ikke gået på universitetet i 5-6 år for at blive betalt 200 dollar om måneden. USA styrer verden som en stor forretning. Hvis de virkelig vil hjælpe og udvikle, så skal de da være velkomne. Men jeg ønsker ikke, at de kommer her for at udnytte os. ULANDSSEKRETARIATET APRIL/

12 LATINAMERIKA A F J O U R N A L I S T E L I N E S Ø N D E R B E R G H O L M LØSARBEJDERE ORGANISERET Gennem de seneste år er det lykkes for den nicaraguanske landsorganisation FNT at få organiseret op mod arbejdere heriblandt mange unge som ikke er i fast job. De arbejder i den såkaldte uformelle økonomi som løsarbejdere, gadesælgere, daglejere eller lignende. Ved at melde sig ind i en fagforening har arbejderne større chance for at komme ud af fattigdom og forbedre deres rettigheder, og derfor ser FNT den øgede organisering som en meget positiv udvikling. Ulandssekretariatet støtter FNTs arbejde. CSTS I EL SALVADOR FÅR STADIG STØTTE Det nationale samarbejdsforum CSTS i El Salvador, som repræsenterer næsten 50 faglige organisationer i det mellemamerikanske land, får stadig støtte fra den danske fagbevægelse. Ved udgangen af 2004 stoppede Danida støtten til El Salvador, fordi landet passerede fattigdomsgrænsen på $US per capita. Derfor havde Ulandssekretariatet ikke længere mulighed for at støtte organisationen med Danidamidler. Men LO og FTF valgte at fortsætte med at støtte CSTS med en driftsbevilling til kontoret i hovedstaden San Salvador, i første omgang indtil sommeren CSTS arbejder nu på at skabe en ny, samlet konfederation, som skal finansieres af egne kontingenter. Andre donorer har også vist interesse for at støtte organisationen. SUCCES TIL NICARAGUAS FAG- BEVÆGELSE VED KOMMUNALVALG Ved kommunalvalget i Nicaragua stillede repræsentanter for landsorganisationen FNT, som Ulandssekretariatet støtter, op i 152 kommuner. Det lykkedes for en stor del af dem at blive stemt ind. FNT har nu folk siddende i 62 kommuner med 11 borgmesterposter, 110 rådsmedlemmer, 72 overrådsmedlemmer (Consejales Principales) og 38 suppleanter. Desuden har Sandinist-partiet, som FNT støtter, borgmesterposter i 87 kommuner. Det betyder, at fagbevægelsen i fremtiden vil få langt større indflydelse på lokaludviklingen i Nicaragua. OFFENTLIGT ANSATTE I HONDURAS I STREJKE Hele den offentlige sektor i Honduras var lammet af arbejdsnedlæggelser i midten af marts måned. De offentligt ansatte strejkede for at få regeringen og præsident Ricardo Maduro til at udbetale den løn, som forgængeren i præsidentembedet Carlos Roberto Flores havde lovet at give de offentligt ansatte med tilbagevirkende kraft. Under hans ledelse indførte regeringen et dekret, som gav de ansatte i staten ret til en lønstigning, men det vil den nuværende regeringen ikke anerkende. Fagforeningerne i Honduras gav regeringen en frist til at opfylde kravene, og da det ikke skete, gik arbejderne i strejke. Landsforeningen i Honduras, CUTH, som Ulandssekretariatet støtter, bakkede op om arbejdernes beslutning om at nedlægge arbejdet. Fribillet til USA s De fattige i Guatemala kommer til at betale dyrt for frihandelsaftalen med USA, frygter befolkningen og fagbevægelsen. Men regeringen har indtil videre valgt ikke at lytte til de talrige indsigelser, og flere er dræbt under demonstrationer Torsdag den 1. marts genlød gaderne i Guatemala City af protestråb fra op mod stemmer. Under mottoet Befolkningen siger nej! gik fagforeninger, ungdomsbevægelser, repræsentanter for bønderne og den indianske befolkning samlet på gaden for at vise deres utilfredshed med regeringens kurs især i forhold til frihandelsaftalen CAFTA, som Guatemalas regering har indgået med USA. I ugerne efter fulgte talrige demonstrationer over hele landet. Hvad der startede som rolige protester udviklede sig dødeligt i midten af marts måned, da mindst to demonstranter blev dræbt og adskillige andre sårede af politiet og hæren. FRIHANDEL ER FOR DE RIGE Det ændrede dog ikke på præsident Oscar Bergers beslutning om at underskrive frihandelsaftalen. Regeringen begrunder sin støtte til CAFTA med, at den gør det lettere at handle med USA. Den holdning deler centret for fælles faglig uddannelse i Guatemala, Fundación Mario López Lavarre, som Ulandssekretariatet støtter men gevinsten af den øgede handel vil aldrig nå ned til fabriksarbejderen, bonden eller kaffeplukkeren. Arbejderne kommer tværtimod til at betale en høj pris for at give de multinationale selskaber større spillerum, skriver centret i en åben erklæring: "Det er almindeligt kendt, at CAFTA kun vil komme de Nordamerikanske virksomheder og en minoritet af lokale virksomheder til gode. ( ) CAFTA er ikke mere end en ny måde for det kapitalistiske mindretal at gøre sig rig på bekostning af det fattige flertal", hedder det blandt andet i erklæringen. DÅRLIGE ARBEJDSFORHOLD Fagbevægelsen er bekymret for, hvordan de fattige og arbejderne vil være stillet, når frihandelsaftalen begynder at sætte sit præg på arbejdsmarkedet i Guatemala. CAFTA stiller ingen krav til arbejdsmiljøet. Fagforeningerne i Guatemala tvivler derfor på kvaliteten af de arbejdspladser, som kan opstå i kølvandet på frihandelsaftalen, for én ting er at have et arbejde noget andet er at få en anstændig løn, arbejde under sikre og sunde forhold og at have ret til at være med i en fagforening. De lokale faglige ledere er meget usikre på, om eventuelle nye arbejdspladser kommer til at opfylde de krav. Dårlige erfaringer med mange af de multinationale selskaber, som i dag er til stede i de 285 frihandelszoner såkaldte maquilas som allerede er etableret i Guatemala, hjælper ikke på bekymringerne. Zonerne fungerer som en slags stat i staten og er fritaget for at opfylde landets regler om løn, arbejdstider og sikkerhed og i langt de fleste tilfælde har fagforeninger ingen adgang. Kun i tre ud af de 285 maquilas er fagforeningerne til stede i dag. Samtidig frygter fagbevægelsen konsekvenserne for de mange småbønder og små virksomheder i Guatemala. På grund af landbrugsstøtten i USA vil de have svært ved at konkurrere med de lave priser på amerikanske landbrugsprodukter. REGERING LYTTER TIL FIRMAERNE Frihandelsaftalen ventes først for alvor at træde i kraft i Men allerede nu er befolkningen bange. Regeringen er nemlig så småt begyndt at vise, at den lytter til firmaerne i stedet for befolkningen. Det viser et konkret eksempel fra den fattige landsby San Marcos i Guatemala. Her har den Canadiske minegigant Montana i lang tid været mødt af protester fra lokalbefolkningen og kirkelige organisationer, fordi den bruger det giftige stof cyanid til at udvinde guld og sølv fra et bjerg. Det har ført til forurenet grundvand, som er til fare for befolkningens sundhedstilstand. Som kompensation har præsident Oscar Berger bedt Montana om at opføre et hospital og en teknisk skole i landsbyen for til gengæld at få lov til at blive i San Marcos i ti år. LØBER FRA ANSVAR Fagbevægelsens holdning er derimod, at det er statens ansvar at sørge for hospitaler og skoler, og at de multinationale selskaber ikke burde kunne købe sig til at opføre sig, præcis som de vil. Den ser det som en glidebane, hvis staten begynder at lægge ansvaret fra sig. Indtil videre er der dog ikke meget, der tyder på, at Guatemalas regering vil lytte til befolkningens eller organisationernes protester. Nødråbene fra alle hjørner af landet rykkede ikke på beslutningen, og heller ikke et brev sendt til præsidenten og vicepræsidenten fra centret for arbejdsmarkedsstudier i Guatemala, CEAL, ser ud til at have haft nogen indvirkning på beslutningen. I brevet appellerer centret til regeringslederne om at lade demokratiet råde i stedet for at presse befolkningen til at indrette sig. Centret for fælles faglig uddannelse, Fundación Mario López Lavarre, vender sig i stedet mod det internationale samfund: "Vi beder verdenssamfundet om at være med os og deltage i kampen for værdighed for Guatemalas arbejdere, som lægger under for USA s imperialistiske planer. En nation, som ikke synes at bekymre sig om Guatemalas demokratiske konstruktion", skriver uddannelsescentret i sin erklæring. Fattige arbejdere i Mellemamerika får næppe gavn af frihandelsaftalen med USA. [Foto: Anne Poulsen] 12 ULANDSSEKRETARIATET ARPIL/2005

13 erhvervsliv Højlydte protester og demonstrationer mod CAFTA-aftalen her den 9. marts 2005 i Guatemala City har ikke formået at ændre magthavernes beslutninger. [Foto: Polfoto] FAKTA OM CAFTA USA og de mellemamerikanske lande blev i december 2003 enige om en aftale, der udvidede den nordamerikanske frihandelszone NAFTA til også at omfatte Mellemamerika. CAFTA Central American Free Trade Agreement inddrager 37 millioner mennesker i Mellemamerika i en frihandelsaftale med USA. Det omfatter landene Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua. USA FAKTA OM GUATEMALA Fredsaftalen i 1996 afsluttede 36 års borgerkrig i Guatemala. En Sandhedskommission fra 1998 har estimeret, at der under borgerkrigen var omkring brud på menneskerettighederne. Det inkluderer blandt andet 626 massakrer. Brud på menneskerettighederne fortsætter i dag, og menneskerettighedsforkæmpere og ansatte i restvæsenet er ofte udsat for overfald og trusler. Guatemala har den mest ulige jordfordeling i Latinamerika. Endnu værre ser det ud med fordelingen af nationalindkomsten denne er blandt de mest ulige i verden. Det skønnes, at omkring 57 procent af befolkningen i Guatemala lever i fattigdom. Ca. 22 procent lever i ekstrem fattigdom. Det står særlig slemt til for den oprindelige indianske befolkning, hvoraf ca. 72 procent lever i fattigdom. Siden midten af 90 erne er økonomien vokset med ca. 4 procent årligt, mens væksten pr indbygger har været betydeligt lavere med en vækst på ca. 1,4 procent årligt. De vigtigste årsager til den ringe økonomiske vækst er faldet i kaffepriserne, tørkesituationer og konsekvenserne af 11. september, som har betydet reduceret handel med USA. De vigtigste eksportprodukter er kaffe, sukker og bananer. HONDURAS GUATEMALA EL SALVADOR NICARAGUA COSTA RICA Kilde: Udenrigsministeriet ULANDSSEKRETARIATET APRIL/

14 Fra udnyttelse til stolthed En usikker tilværelse i tobaksmarkerne er forvandlet til et liv i en kooperativ planteskole med kortere arbejdsdag og økonomisk tryghed. Kvindeorganisationen Sewa støtter kvinderne i at ændre dagligdagen, den har sørget for kurser i jordbrug, og efter arbejdstid er der en times undervisning til alle. Nu kan Dhuliben på 45 skrive sit eget navn A F J O U R N A L I S T T I N E A L B I N U S Efter vi startede planteskolen, bliver jeg ikke længere udnyttet. Nu har jeg fået shakti! siger Dhuliben Ishurasbhai Parmar, 45 år. Man behøver ikke at kunne forstå den spinkle kvindes modersmål, gujarati, for at forstå, at shakti betyder styrke og selvtillid. Mens hun fortæller, lyser hendes øjne, og hun retter ryggen og udstråler al den styrke, hun taler om. Dhuliben er et af i alt medlemmer af den indiske kvindeorganisation Sewa, og medlemsskabet af Sewa har betydet store forandringer i hendes liv. Tidligere arbejdede jeg i tobaksmarkerne. Det var hårdt arbejde med 10 timers arbejdsdage og en dagsløn på 20 rupees (knap tre kr.). Og ingen løn i de perioder, hvor der ikke var noget at lave i marken, fortæller hun. I dag er Dhuliben gruppeleder i et lille kooperativ uden for landsbyen Devpura, hvor hun sammen med 14 andre Sewamedlemmer for fem år siden etablerede en planteskole. De to og en halv hektar jord ejes af staten, men med Sewa s hjælp har kooperativet forhandlet sig til retten til at dyrke jorden i foreløbig 15 år. Gennem Sewa har kvinderne været på kursus i jordbrug, og med slid og arbejdsiver har de forvandlet den tørre jord til et frugtbart stykke land, hvor de dyrker grøntsager, blomster og medicinske urter. Med jævne mellemrum får de besøg af landbrugskonsulenten, 21-årige Naynaben, der er ansat af Sewa til at rådgive en række mindre, kooperative planteskoler uden for Gujarats hovedstad Ahmedabad. KAN FORSØRGE FAMILIEN Tidligere var vores tilværelse altid usikker. I dag ved vi, at vi også har arbejde i morgen. Vi kan nøjes med at arbejde syv timer om dagen og alligevel tjene 35 rupees (ca. 5 kr.) om dagen. Det er nok til at forsørge familien, forklarer Dhuliben. Produkterne fra planteskolen afsættes via Sewa s salgs- og marketingskontor. Kontoret formidler kontakt mellem fx, planteskolen og gadehandlere i Ahmedabad. De kvindelige gadehandlere, der sælger afgrøderne fra trækvogne eller kurve langs fortovskanten, er også medlemmer af Sewa. Ved det direkte samarbejde mellem Sewamedlemmer undgås mellemhandlere, der snupper en god del af fortjenesten. Den kortere arbejdsdag levner tid til en times daglig undervisning. Ingen af kvinderne i kooperativet har som børn gået i skole og lært at læse, skrive eller regne. Som en del af Sewa s program for Livslang læring, kommer der hver eftermiddag en lærer til kooperativet, og under det store banyan-træ øves der flittigt bogstaver og tal. Nu kan jeg skrive mit eget navn. Jeg kan læse på bussen, hvor den kører hen. Og først og fremmest har jeg fået selvtillid. I dag forhandler jeg med regeringens repræsentanter om vores jord det havde jeg aldrig haft mod til tidligere, siger Dhuliben stolt. Kvinder i Sewa-kooperativet i landsbyen Raspol undervises efter arbejdstid i læsning, skrivning og regning. [Fotos: Tine Albinus] Kantaben Manubhai Mecwan (tv) er en af de mange indiske kvinder, der har fået en ny og bedre tilværelse i Sewa s kooperative planteskole. 14 ULANDSSEKRETARIATET ARPIL/2005

15 Sewa driver en bank, hvor medlemmerne kan få mindre lån til at skabe sig en ny tilværelse. [Fotos: Tine Albinus] SEWA S STÆRKE KVINDER Fem kvinder med hver deres historie har et til fælles: de er alle aktivt engageret i den indiske kvindeorganisation Sewa Shobhna Macwan er 25 år og, helt usædvanligt i indiske landsbyer, fraskilt. Hendes mand forlod hende uden varsel for at søge lykken i England. Trods hendes ægteskabelige status, nyder Shobhna stor respekt i sin landsby. Hun er nemlig en af Sewa s lokale repræsentanter en såkaldt spydspids der koordinerer aktiviteterne i landsbyerne med teamledere og distriktskoordinatorer. A F J O U R N A L I S T T I N E A L B I N U S Indiens fattige kvinder får styrke Kantaben Manubhai Mecwan arbejder i tobaksmarkerne omkring landsbyen Mehraw. Markerne ejes af en storbonde, der efter pres fra Sewa har indgået aftale om en mindsteløn, der sikrer Kantaben en dagsløn på 40 rupees (knap seks kr.). Et andet af Sewa s mål for de selverhvervende kvinder er fuld beskæftigelse. Dette er Kantaben endnu ikke sikret. I monsuntiden, der varer 4-5 måneder, har hun intet arbejde og dermed ingen indtægt. I Indien er 93 pct. af arbejdsstyrken uden fast ansættelse over halvdelen af dem kvinder. De arbejder som gadehandlere, markarbejdere, cigaretrullere, bygningsarbejdere, vævere og vaskekoner på daglejerbasis. Ofte er arbejdet fysisk hårdt, og de er ikke er sikret en minimumsløn der gør, at de kan forsørge deres familie. I delstaten Gujarat har kvindeorganisationen Sewa siden 1972 organiseret de selverhvervende kvinder og støttet dem i kampen for at forbedre levevilkårene for dem selv og deres familier Grauriben Somabhai Vankar er medlem af et vævekooperativ i landsbyen Sinhol. Sammen med to andre kvinder optog hun i 1992 et lån i Sewa Bank til finansiering af væve. Gennem Sewa fik de et kursus i mønsterdesign, og de sælger nu deres produkter gennem Sewa s salgskontor. Grauriben har i dag en dagsløn på ca. 45 rupees (ca. 7,50 kr.). Madhuben Ravjibhai Parmar er 52 år og har de seneste 18 år arbejdet som sundhedsarbejder i Khenand-området i Gujarat. Hun er lønnet af Sewa og dækker flere landsbyer. Med to års sundhedsuddannelse bag sig, organiseret af Sewa, tager hun sig af mindre alvorlige sygdomme, assisterer ved fødsler, tilser småbørn og ældre beboere, ligesom hun ved alvorligere sygdomme kan henvise til læge eller hospital. Amsurben Rajnikant Parmar arbejder i tobaksmarkerne omkring landsbyen Rasnol. Men hver eftermiddag mellem kl. 14 og 15 mødes hun med 15 andre kvinder til en times undervisning som en del af Sewa s program for Livslang læring. Amsurben har aldrig tidligere gået i skole, men fremviser nu stolt sit bevis for, at hun har bestået det første af i alt tre års uddannelse. Hun kan nu alfabetet, tælle til 50 på sit eget sprog og til 20 på engelsk. Hun kan også skrive sit eget navn. Når uddannelsen er færdig om to år, forventer hun at være i stand til at læse en stemmeseddel. Vores medlemmer er selverhvervende og løsarbejdere, der ikke er vant til at stå sammen. Er man vaskekone uden fast arbejde, kæmper man hver dag med de andre vaskekoner om at få lidt arbejde, der kan skaffe mad til ens børn, siger Sewa s generalsekretær Namataben Bali. Indien er ikke et velfærdssamfund; den enkelte må sørge for sig selv. Derfor er det vigtigste for vores medlemmer at finde en fælles platform og opleve, at de faktisk kan forbedre deres vilkår ved at stå sammen. Organisationen Sewa tager udgangspunkt i at ni ud af ti på det indiske arbejdsmarked ikke er i et egentligt ansættelsesforhold, men tilhører den såkaldte uformelle økonomi. Sewa er en fagforening, der fokuserer bredt på medlemmernes behov. Og medlemmerne kommer fra de fattigste og dermed mest udsatte grupper i det indiske samfund. Derfor er økonomisk selvstændighed, uddannelse, sundhed, børnepasning og boligforhold lige så vigtige emner for Sewa som løn- og ansættelsesforhold. Sewa organiserer kun kvinder. Sewa har sine rødder i delstaten Gujarat og er inspireret af statens store søn, Mahatma Gandhi, der ledede den ikke-voldelige modstand mod det britiske kolonistyre ud fra principper om ligeværdighed og social retfærdighed. Sewa har stadig størstedelen af sine medlemmer i Gujarat, men er nu spredt til yderligere seks delstater. Ca. 1/3 af Sewa s medlemmer er fra byerne, mens de resterende 2/3 bor i landområderne. Sewa får støtte fra fonde, statslige støtteordninger og udenlandske organisationer bl.a. har KAD og Ulandssekretariatet siden 1998 været involveret i et projekt, der støtter organisering og uddannelse i Sewa. Udover ekstern støtte betaler alle medlemmer et årligt medlemsgebyr på fem rupees (knap 1 kr.) et lille beløb, men principielt vigtigt: Vi tror ikke på velgørenhed. Sewa s opgave er at støtte kvinderne til at blive stærkere på viden og muligheder, så de kan forbedre livet for dem selv og deres familie, siger Namataben Bali. KVINDERNES BANK Fattige kvinder, der ikke kan skrive deres navn, som medbringer skrigende spædbørn i banken, og som kun har brug for at låne rupee (ca. 140 kr.), er ikke de etablerede bankers ønskekunder. Men deres behov for en god bankforbindelse kan være lige så stort som alle andres om ikke større. Derfor blev Sewa Bank etableret i Med blot 50 rupees (ca. 7 kr.) som indskud, kan et Sewa-medlem åbne en bankkonto. Efter et år kan kontohaveren låne op til rupees (ca kr.). De fleste af Sewa s medlemmer kan ikke læse, skrive eller regne. Derfor undervises kunderne i de basale principper i opsparing, låntagning, renter og tilbagebetaling. Lånes der penge til etablering af fx. planteskoler eller vævekooperativer, gives lånet til gruppen, og alle hæfter solidarisk. 95 pct. af lånene i Sewa Bank betales tilbage mod kun gennemsnitligt 80 pct. i andre indiske banker. Sewa Bank låner kun penge ud til projekter, som kan forbedre levevilkårene for låntageren. Produktionsmidler som en væv, en symaskine eller en trækvogn vil finde nåde hos bankrådgiveren. Derimod kan der ikke lånes til fx. en datters bryllup eller medgift. TRYG BØRNEPASNING Mange indiske børn vokser op på mors arbejdsplads: kvinderne er nødt til at tage deres småbørn med på tobaksfabrikken, i marken eller på byggepladsen, fordi der ikke findes pasningsmuligheder. En del børn må passe sig selv, mens mor har lange arbejdsdage, og Sewa har derfor oprettet små vuggestuer og børnehaver i en lang række landsbyer. Her passes børn fra 0 til 6 år i små, trange lokaler, men under betryggende forhold, af kvinder, der alle har gennemgået et Sewa-kursus i pasning af mindre børn. Forældrene betaler 20 rupees (knap 3 kr.) om måneden for pasning af deres barn. Mange steder har Sewa formået at få økonomisk støtte til børnepasningen fra arbejdsgiverne, der ser fordelen i, at kvinderne er bedre arbejdskraft, når de ikke forlader markarbejdet for at trøste et grædende barn eller bærer på et spædbarn samtidig med, at de slæber mursten. ULANDSSEKRETARIATET APRIL/

16 Ud over de tekniske færdigheder bliver børnene på BILS-skolen undervist i sundhed, arbejdsmiljø, godt arbejdsliv og rettigheder på arbejdsmarkedet. A F J O U R N A L I S T E L I N E S Ø N D E R B E R G H O L M Autoværksted skal hjælpe børnearbejdere De færreste børnearbejdere i Bangladesh får en uddannelse, og fremtiden som ufaglært byder på dårlige arbejdsforhold og ringe løn. Men et nyt autoværksted i provinsen Tongi skal hjælpe de unge i gang med en mekanikeruddannelse. Lokal arbejdsgiver er positiv Dansk Metal og Ulandssekretariatet støtter nu arbejdsmarkedsinstituttet Bangladesh Institute of Labour Studies (BILS) i at etablere et værksted, hvor tidligere børnearbejdere kan komme i lære som automekanikere. Værkstedet skal ruste de unge til at finde et fast job med anstændig løn og gode arbejdsforhold eller til at blive selvstændige automekanikere. Det vil blandt andet betyde, at en dansk automekaniker skal til Bangladesh for at hjælpe med at opbygge værkstedet. BILS har gode erfaringer med at uddanne unge mekanikere. Indtil videre er det sket på en skole, hvor de unge kan tage basisuddannelser inden for forskellige fag. Uddannelsen er adgangsbilletten til en læreplads og i sidste ende et job. Mohammed Munir Hossain på 14 år er tidligere børnearbejder og har fået undervisning på skolen. Nu er han i lære som mekaniker, og derfor måtte han droppe sit arbejde i en biograf, hvor han solgte chips og drikkevarer. Han får ikke løn fra sin læreplads, og derfor må han klare sig med lidt penge, han får fra BILS hver anden eller tredje dag. Jeg mistede selvfølgelig min tidligere indkomst, men jeg tror på, at det kun er for en periode. Jeg regner med at få et godt job efter ét år, siger Mohammed Munir Hossain, som en dag gerne vil være selvstændig. Når han bliver uddannet mekaniker, vil han kunne tjene taka om måneden, hvilket svarer til danske kroner. Set med danske øjne ikke en formue, men det er fire-fem gange mere, end han kan tjene som ufaglært. FAMILIEN HAR BRUG FOR INDTÆGT Værkstedet, som efter planen åbner til oktober, skal i modsætning til skolen tage rigtige kunder ind. Det betyder blandt andet, at de unge vil få løn, mens de er under uddannelse. På den måde bliver risikoen for, at børnene falder fra på grund af pengemangel, meget mindre. Netop frafald er et stort problem blandt skolebørn i Bangladesh. Familierne kan simpelthen ikke undvære børnenes indtægt, og derfor bliver de unge nødt til at vælge skolen fra. BILS-skolen er derimod indrettet sådan, at de unge kun sidder på skolebænken tre timer om dagen. På den måde har de tid til at tilegne sig viden og forbedre muligheden for en bedre fremtid samtidig med at de tjener penge til mad og tøj. Kun halvdelen af de ca. 10 mio. børnearbejderne i Bangladesh går i skole. Dels fordi fattigdom tvinger børnene til at arbejde, dels fordi mange forældre ikke kan se formålet med en uddannelse. Det traditionelle uddannelsessystem uddanner nemlig ikke til specifikke job, og arbejdsløsheden og konkurrencen om jobbene er stor. En almindelig skolegang garanterer ikke nødvendigvis et bedre job, end de unge ellers ville kunne få. Derfor mener mange forældre, at det er bedst for børnene så tidligt som muligt at lære at tjene deres egne penge for eksempel ved at køre rickshaw, samle affald eller sælge chokolade på gaden. LÆRER OM RETTIGHEDER BILS-skolen adskiller sig netop ved at give de unge nogle færdigheder, de kan gå ud at bruge på et bestemt job, som arbejdsgiverne i lokalområdet efterspørger. Atuar Rahman er direktør i transportfirmaet Nagar Sheba Transport, Ltd. og har ansat to lærlinge fra BILS-skolen. Der er efterspørgsel på folk med teknisk know-how. Der er ingen tvivl om, at skolen gør et godt stykke arbejde, og flere NGO er burde gøre det samme, siger Atuar Rahman, som er meget tilfreds med sine to lærlinge og også vil anbefale andre at ansætte lærlinge fra skolen og det fremtidige værksted. De tekniske færdigheder er ikke det eneste, de unge mekanikerlærlinge bliver undervist i. Uddannelsen handler også om at give de unge viden om deres rettigheder på arbejdsmarkedet. Sundhed, arbejdsmiljø og godt arbejdsliv står derfor også på skemaet. Denne viden minimerer nemlig risikoen for, at arbejdsgiverne kan slippe af sted med at krænke de unges rettigheder, som det sker på mange arbejdspladser i Bangladesh. Børnene oplever desuden, at deres status i samfundet og personlige selvværd vokser, når de får nogle færdigheder. FAKTA: Autoværkstedet er en del af det såkaldte Child Labour Elimination Project (CLEP), som også skolen hører under. CLEP projektet startede i Tongi-Gazipur provinsen i 2001 og udvidede i 2003 aktiviteterne til også at omfatte Mirpur og Keranigonj provinserne. Skolen uddanner foruden mekanikere unge inden for vævning. Mekanikerlærlingene skal især lære at reparere motorcykler og motordrevne rickshaws, da der er efterspørgsel på netop denne service i lokalområdet. De unge er som regel år, når de begynder på skolen. Læs mere om børnearbejde i Bangladesh på S T I L L I N G S A N N O N C E DANSK MEKANIKER SØGES Danske automekanikere er blandt verdens bedste. Derfor er det oplagt at bruge dansk hjælp til at etablere mekanikerværkstedet i Bangladesh. Dansk Metal og Ulandssekretariatet søger en dansk mekaniker, der har lyst til at tage til Dhaka i Bangladesh i 3-6 måneder og sætte mekanikerværkstedet på skinner i løbet af Du skal kunne: Tale og læse noget engelsk Være god til at organisere Have lyst til at møde fremmede kulturer Kende arbejdsgange og systemer i et autoværksted Være tålmodig og venlig i pressede situationer Det er en fordel, hvis du har opholdt dig i et fattigt udviklingsland før, og at du er vant til at bruge internettet. 16 ULANDSSEKRETARIATET ARPIL/2005 Hvis du vil høre mere om projektet, kan du kontakte Ulandssekretariatet på telefon

17 U L A N D S M A G A S I N E T I N T E R N A T I O N A L A R B E J D S M I L J Ø D A G 2 8. A P R I L Asbest den langsomme dræber I landsbyen Piggs Peak i Swaziland mærker beboerne de dødelige eftervirkninger af en lukket asbestmine 30 år efter, at de første sundhedsforanstaltninger blev taget Udluftning og foranstaltninger til at rense luften var et ukendt begreb i asbestminen lidt uden for Piggs Peak i Swaziland indtil Herefter blev der lavet nogle filtre til at fjerne de farlige partikler fra luften men filtrene brød sammen mindst én gang om ugen. Først i 1976 blev masker stillet til rådighed for minearbejderne, som også måtte vente til midten af 70 erne med at få helbredstjek og i det hele taget blive advaret om faren ved at indånde asbestfibrene. SYGDOMMEN RAMMER MANGE ÅR SENERE 30 år efter, at de mest nødvendige sundhedsforanstaltninger blev taget, lider hele området omkring minen af asbestens hærgen. Følgesygdommene asbestose og en speciel asbest-lungekræft udvikler sig nemlig først mange år efter, at en person har været eksponeret for asbest. Den uhyggelige kendsgerning satte sit tydelige spor, da Ulandsmagasinet var på besøg i Piggs Peak. En lokal beboer fortalte, at tre personer var døde af asbestose for nylig. Elphas Dlamini på 53 år arbejdede i minen i 30 år og har i dag svære åndedrætsproblemer. Han gør sig ingen forhåbninger om at vende tilbage til en normal tilværelse. De seneste fire år er det gået tilbage for mig. Jeg kan ikke længere kravle op på bjerget, og jeg kan heller ikke arbejde længere. Jeg gør ingen nytte mere, siger han. En af naboerne, Solomon, er selv syg efter at have arbejdet som maler i minen i en kort årrække. Han fortæller, at deres situation er helt almindelig. I årevis tjente 3000 minearbejdere til føden i asbestminen. Mange er døde, og mange har i dag så ødelagte lunger, at de hoster blod op og har svært ved at trække vejret. Hvis jeg tæller efter, tror jeg nemt, at jeg kunne nævne mellem 50 og 100 af mine kolleger her fra området, der er døde af asbest-lunger gennem årene, siger Solomon. ASBESTSTØV SPREDES MED VASKETØJ Minearbejderne i Piggs Peak udsatte ikke bare sig selv for det livsfarlige arbejdsmiljø, men spredte også ufrivilligt faren til deres omgivelser. Det mærker Ndwanwda Losmasanto på sin egen krop. Hendes mand arbejdede i minen fra 1954 til Fem år senere døde han med ødelagte lunger. Men fordi Ndwanwda Losmasanto vaskede sin mands tøj og dermed var i nærkontakt med de små asbestfibre i årevis, lider også hun i dag af asbestlunger. KUN FÅ ASBESTMINER TILBAGE Mangel på efterspørgsel og større fokus på de følger, som asbest kan få for mennesker, har betydet, at der i dag ikke er flere asbestminer i Swaziland. Ifølge det afrikanske minearbejderforbund NUM brydes de farlige fibre stadig i Zimbabwe, mens der i Sydafrika er en enkelt mine tilbage. Men i landsbyer som Piggs Peak spøger den lukkede asbestmine stadig. Eftervirkningerne vil kunne mærkes mange år endnu. Ulandssekretariatet LO/FTF Council

18 Bevidsthed om godt arbejdsmiljø er det vigtigste Mange arbejdere på havne, i miner og på fabrikker i Ghana ved ikke, hvad et godt og sundt arbejdsmiljø vil sige. Og måske er deres arbejdsgiver ikke engang klar over, hvordan lovgivningen på området er. En af de største udfordringer for at skabe sundere og sikrere forhold for de ansatte er derfor at udbrede viden på arbejdspladserne. Det fastslår Kofi Asamoah, som er vicepræsident i Ghanas landsorganisation Trade Union Congress (TUC). Nogle arbejdspladser har retningslinjer for arbejdsmiljøet. Men en ting er, at kravene er der. Noget andet er at være opmærksom på, at reglerne og lovgivningen findes, og at leve op til dem, siger Kofi Asamoah. Han forklarer, at der er problemer med arbejdsmiljøet inden for stort set alle fag. Mange arbejdere bliver udsat for kemikalier på deres job, havnearbejdere færdes under tunge maskiner uden sikkerhedsforanstaltninger, og minearbejdere går rundt i støv uden at have maske på. TUC arbejder på at få arbejdsmiljø ind i overenskomsterne for at forpligte arbejdsgiverne til at leve op til nogle standarder for sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne. Samtidig vil landsorganisationen lave komitéer på fabrikkerne, som skal overvåge, at reglerne overholdes, og at medarbejderne bliver undervist i arbejdsmiljø. LOVGIVNING FORÆLDET Ghanas lovgivning og kontrol på området er nemlig langt fra så god, som vicepræsidenten kunne ønske sig. Derfor er det nødvendigt, at fagbevægelsen sætter ind. Lovgivningen på området er ikke tidssvarende. Desuden er den statslige kontrol med, at reglerne overholdes, alt for dårlig. Der mangler ressourcer og personale til at foretage kontrolbesøg, og derfor må vi selv sikre, at arbejdsgiverne overholder reglerne, siger Kofi Asamoah. Størst er problemerne dog blandt løsarbejdere, daglejere, gadesælgere og lignende mænd og kvinder, som er beskæftiget i den såkaldte uformelle økonomi. Da de ikke har en fast arbejdsgiver, er det meget svært for fagforeningerne at få dem organiseret. Det begrænser mulighederne for at føre tilsyn med deres forhold, deriblandt arbejdsmiljø. Vores medlemsorganisationer er meget aktive for at få arbejderne i den uformelle sektor organiseret. Kun på den måde kan vi få formidlet den nødvendige viden om arbejdsmiljø til løsarbejderne, siger vicepræsidenten. Gadehandlere som denne pige er ikke organiseret i fagforeninger, og deres vilkår er derfor oftest endnu dårligere end andre fattige arbejderes. Vicepræsidenten for TUC Kofi Asamoah er i Danmark i forbindelse med International Arbejdsmiljødag den 28. april, hvor han vil besøge virksomheder, skoler og fagforeningskontorer for at fortælle om arbejdsmiljø i Ghana. PESTICIDER: Pesticider er en fællesbetegnelse for sprøjtemidler, som forebygger og nedbryder plantesygdomme og sørger for, at planterne ikke bliver angrebet af insekter. Det er forskelligt fra land til land, hvilke pesticider myndighederne tillader. Fordi pesticiderne er designet til at nedbryde levende organismer, kan de i for store mængder udgøre en fare for de mennesker og dyr, der færdes i nærheden af dem. Plantagearbejdere risikerer forgiftning Udgiver: Ulandssekretariatet Ansvarshavende redaktør: Anders Stig Møller Redaktør: Lars Erik Siegumfeldt Tekst og redigering: Jakob Kehlet, Eline Sønderberg Holm og Ægir Grafik og Journalistik Foto: Jakob Kehlet og Jens Lærke Grafisk tilrettelæggelse: Koefoed/Ægir Tryk: Datagraf A/S Oplag: Mellemamerikanske plantagearbejdere udfører deres arbejde med risiko for at blive alvorligt syge. I de centralamerikanske lande er det nemlig helt almindeligt, at afgrøderne sprøjtes med pesticider, som udgør en sundhedsrisiko for mennesker. Særligt slemt står det til i Nicaragua, hvor mellem 90 og 100 procent af alle landarbejdere ifølge tal fra Pan American Health Organisation, PAHO, dagligt udsættes for sprøjtemidler i deres arbejde. Arbejdsmiljøforholdene er meget dårlige i Nicaragua. Det er ikke rimeligt, at mange arbejdere bliver forgiftede eller risikerer at blive forgiftede på plantagerne, fordi ejerne sprøjter med giftige kemikalier. Det kan ende med, at de ansatte får kræft, siger José Ángel Bermúdez Lazo, som er sekretariatsleder i den nicaraguanske landsorganisation FNT. Organisationen arbejder blandt andet for at forbedre arbejdsmiljøet på banan-, sukker-, og kaffeplantagerne i Nicaragua. Den danske fagbevægelse støtter bestræbelserne på at ændre forholdene, og især 3F prioriterer dette arbejde højt. Det er ikke kun voksne, som udsættes for sundhedsrisikoen. Det handler også om børn helt ned til otteni år, som arbejder i plantagerne, siger José Ángel Bermúdez Lazo. Brugen af pesticider i Mellemamerika er steget ULANDSMAGASINET SÆRNUMMER INTERNATIONAL ARBEJDSMILJØDAG 2005

19 El Salvadors arbejdsgivere: Ingen straf for farligt arbejdsmiljø På fabrikker, plantager og byggepladser i El Salvador sker der arbejdsulykker hver eneste dag. Både småulykker som resulterer i mindre skrammer og alvorlige hændelser med dødelig udgang. Ulykkerne kan forhindres med selv de mest basale sikkerhedsforanstaltninger. Men det kniber med arbejdsgivernes motivation til at forbedre forholdene. For i El Salvador er der ingen lovmæssige krav til sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne. Det betyder, at der ikke er nogen mulighed for at straffe arbejdsgiverne. Arbejdsministeriet kan kun give påtaler, forklarer Sandra Marithza Zelaya. Hun er ansvarlig for ILO-programmet for menneske- og arbejdstagerrettigheder, som gennemføres i samarbejde med CSTS, et samarbejdsforum for næsten 50 fagforeninger i El Salvador. Formelt set har virksomhederne i El Salvador ansvaret for at opfylde et sæt retningslinjer for arbejdsmiljøet. Og hvert år gennemfører arbejdsministeriet da også inspektioner på arbejdspladser inden for f.eks. industri og landbrug for at tjekke, om retningslinjerne bliver fulgt. Men selv om tilsynene afslører, at 60 procent af alle virksomheder ikke lever op til minimumskravene, kan arbejdsgiverne ikke engang få en bøde. Regeringerne i El Salvador har gjort halvhjertede forsøg på at få lavet en egentlig lovgivning på området. Senest i 2001, da Arbejdsministeriet dannede en kommission af repræsentanter for arbejderne, sundhedssektoren og de private virksomheder. Den fik til opgave at lave et forstudie til en lov, som skulle erstatte retningslinjerne. Men forslaget blev afvist med det argument, at det var for indholdsløst. Alt i alt blev det altså ved de gode hensigter, mener Sandra Marithza Zelaya. Ud over at de ansatte risikerer at komme til skade på jobbet, udsætter mange arbejdere i El Salvador hver dag sig selv for skadelige sundhedsforhold på arbejdspladsen. En undersøgelse har vist, at 30 procent af virksomhederne i de såkaldte maquilas frihandelszoner er usunde at opholde sig i. Der er dårlig ventilation og ingen metoder til at beskytte sig mod støv og larm. Generne er på et niveau, hvor det absolut ikke er harmløst, fastslår Sandra Marithza Zelaya. Sandra Marithza Zelaya er i Danmark i forbindelse med International Arbejdsmiljødag den 28. april. Hun tager rundt på blandt andet arbejdspladser, skoler og fagforeningskontorer for at fortælle om de forhold, som arbejderne i El Salvador dagligt udsættes for. KONFERENCE SKAL SKABE BEDRE ARBEJDSMILJØ FOR LØSARBEJDERE I ASIEN Thailandske kvinder, som tjener til føden ved at flette kurve og væve tæpper i små landsbyproduktioner, udsættes for kemiske stoffer i deres arbejde. Men de har ikke nogen formel arbejdsgiver, og derfor er de færreste med i en fagforening, som kan kæmpe for at forbedre de forhold, kvinderne arbejder under. Det er blot et af de mange eksempler på det dårlige arbejdsmiljø, som præger arbejdet for løsarbejdere, daglejere og små selverhvervende. Nu sætter Ulandssekretariatets regionale arbejdsmiljøinstitut i Thailand fokus på at skabe et bedre arbejdsmiljø for den gruppe af arbejdere, som ikke har en fast arbejdsgiver. I foråret er instituttet vært for en konference om emnet, hvor fagforeninger fra hele Asien er inviteret til at deltage. Ulandssekretariatets regionale rådgiver i Thailand, Jesper Randbæk Christensen, mener, at der netop nu er et stort behov for at få sat fokus på problematikken. I Asien er der en klar tendens til, at flere mennesker arbejder på kontrakter og som løsarbejdere i stedet for at være fastansatte. Det er meget svært at få gruppen i tale, fordi arbejderne i den uformelle økonomi sjældent er medlemmer af en fagforening. Derfor er der behov for at give fagforeningerne nogle redskaber til, hvad de kan gøre for at forbedre arbejdsmiljøet for løsarbejderne, siger han, og peger på oplysning som et af de absolut vigtigste elementer. Ofte ved arbejderne nemlig ikke, hvad de kan gøre for f.eks. at beskytte sig selv mod kemiske stoffer i deres arbejde. gennem årtier. Og udviklingen er gået hånd i hånd med en manglende forståelse for de sundhedsrisici, der kan være forbundet med dagligt at opholde sig tæt på pesticider, vurderer PAHO. AKUT PESTICID-FORGIFTNING Ifølge organisationen bukker omkring tre procent af de landarbejdere, som arbejder i nærheden af pesticiderne, under for et akut anfald af pesticid-forgiftning. Det kan i værste fald have dødelig udgang. Langt mere almindeligt er det, at bivirkningerne langsomt sniger sig ind og først viser sig efter mange år. Det sker for eksempel i form af skader på centralnervesystemet, svækket immunforsvar, kræft eller sterilitet. Sidste år blev regeringen i Nicaragua tvunget til at få øjnene op for problemerne med de farlige sprøjtemidler. I marts 2004 belejrede tusindvis af tidligere bananarbejdere pladsen foran Nationalforsamlingen. Det lykkedes dem at få regeringens tilsagn om, at den ville igangsætte en undersøgelse af omfanget af de skader, som tre multinationale bananselskaber påførte arbejderne på deres plantager i 70 erne og 80 erne. Selskaberne benyttede sprøjtemidlet Nemagon, som blev forbudt i USA allerede i slutningen af 70 erne. Alligevel fortsatte banangiganterne med at bruge Nemagon indtil 1985, hvor også Nicaragua forbød det. Det skønnes, at op mod tidligere plantagearbejdere i dag lider af alvorlige bivirkninger, som for eksempel kræft og sterilitet, efter at have arbejdet med stoffet. Regeringens løfter er dog blevet ved snakken. I begyndelsen af marts i år demonstrerede Nemagonofrene derfor endnu engang i Nicaraguas hovedstad Managua for at få landets ledere til at handle. Sekretariatsleder i FNT José Ángel Bermúdez Lazo er i Danmark i anledning af International Arbejdsmiljødag 28. april. Han vil tage rundt i hele landet for at holde foredrag og møder om arbejdsmiljø i Nicaragua. ARBEJDSMILJØ VERDEN RUNDT ILO anslår, at omkring to millioner mennesker hvert år dør af skader eller sygdomme, som de har pådraget sig på deres arbejdsplads. De traditionelle skadelige faktorer som for eksempel larm og kemikalier er ikke længere de eneste sundhedsrisici, som arbejderne kæmper med. De senere år er nye faktorer som stress og stillesiddende arbejde foran en computerskærm kommet til. Kun 15 procent af den globale arbejdsstyrke har adgang til rådgivning om arbejdsmiljø. De mest fattige arbejdere er også dem, der er mest udsat for usundt og farligt arbejde. Nogle arbejdere er eksponeret for et uacceptabelt dårligt arbejdsmiljø. Det gælder især arbejdere i landbrug, fiskeri, minedrift, byggebranchen og sundhedspleje. Den globale arbejdsstyrke består af omkring 2,6 milliarder mennesker. Udover den formelle arbejdsstyrke er op mod 170 millioner børn i alderen 5-17 år beskæftiget i jobs, hvor deres sundhedstilstand er i fare. Kilde: Asian-Pacific Newsletter on Occupational Health and Safety, november 2004 ULANDSMAGASINET SÆRNUMMER INTERNATIONAL ARBEJDSMILJØDAG 2005

20