Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 17. februar 2013 kl søndag in fasten Matt. 4,1-11 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 17. februar 2013 kl søndag in fasten Matt. 4,1-11 Salmer: Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden:»har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?«kvinden svarede slangen:»vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.«men slangen sagde til kvinden:»vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.«kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spist. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spist. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet. Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam:»Hvor er du?«og han svarede:»jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.«han spurgte:»hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?«adam svarede:»kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spist jeg.«gud Herren spurgte så kvinden:»hvad er det, du har gjort?«hun svarede:»slangen forledte mig til at spise.«da sagde Gud Herren til slangen:»fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.«til kvinden sagde han:»jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.«til Adam sagde han:»fordi du lyttede til din kvinde og spist af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.«1 Mos 3,1-19 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«men han svarede:»der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. «Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. «Jesus sagde til ham:»der står også skrevet: Du må ikke udæske Herren din Gud.'«Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham:»alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig. Da svarede Jesus ham:»vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. «Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11 Når man ser fremstillinger af det djævelske er det som oftest i en lidt for letbenet form noget med en adfærd, der bryder med den herskende moral; sex udenfor de overskuelige rammer, grådighed, som enhver kan sige sig selv eller let erfare, 1

2 ikke fører noget godt med sig, det grove, det plumpe, det frastødende, som man med god moral kan lægge afstand til. Det er som om god moral og sjælsstyrke holder Djævelen på afstand. Men de felter er for grove og simple til de bibelske fremstillinger af Djævelen. Djævelens område er menneskets tro på Gud. Djævelens talent er den gyngende grund, det tvetydige, det dunkle, det sumpede; Djævelens talent er det snigende, det krybende, det springende, det pludselige. Så let som ingenting kan mennesker forledes, når det drejer sig om troen på Gud. Og det er hér, på troens felt, at Djævelen er formidabel og for stærk for mennesker. Mennesket er ikke ondt eller godt; mennesket er svagt og nemt at forføre; hærdning og forhærdelse er ikke løsningen. Eva lod sig lokke det var næsten for nemt: for i virkeligheden gik slangen teologisk til værks. En lille rift af tvivl i Evas sind var nok til et brud. Mon Gud virkelig har sagt? Mon? Det lille ord sår angsten; det lille ord rummer hele verdens vægtfylde i sig; den holdes ud i en tynd tråd. Slangen er snigende, snedig, sumpet den giver sig ikke til kende som ren ondskab, der kan genkendes og tages afstand fra. Den er teolog. Den vil hjertens gerne tale om Gud. Hellere end gerne. Gud er faktisk yndlingsemnet. Optakten er from, en tilbeder ønsker at tale med en anden tilbeder, sådan troende til troende, intimt, hjerteligt. Sådan over lidt frugt og en kop kaffe ude i haven en solrig eftermiddag. Slangen forsvarer Gud og sætter fælden ved at overdrive det Eva har sagt: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af noget træ i haven? Eva korrigerer straks, hun går lige i fælden: Vi må spise af alle træerne, bare ikke det træ, som står i midten af haven. Så skal vi dø. Slangen forbliver from og forsvarer Guds grænseløse godhed i Guds navn, kære Eva, tror du virkelig så lidt på Gud? Skulle Guds godhed virkelig være begrænset, kan det være rigtigt, at Gud vil forholde jer noget? Tænker du nu ikke alt for småt om den gode Gud, smukke Eva? Du er vel ikke blasfemisk? Skulle Gud virkelig sætte grænser for jer, som han elsker så højt? Nej, lille Eva, det er virkelig at gøre Gud for lille og snæverhjertet. Og fornægter du nu ikke selve skabelsen ved ikke at leve hele dig ud? Er det ikke ugudeligt? Frugten fra træet i midten giver muligheder, det bryder grænser ned, det er en udvidelse af livet. I skal på ingen måde dø, men Gud ved, at jeres øjne vil åbnes og I bliver som Gud til at kende alt. De vil blive voksne, få erfaring og 2

3 det har slangen jo ret i. Dens snedighed består i, at den hverken taler sandt eller falsk. Den sår tvivl i Evas hjerte om Guds godhed Guds forbud kommer i virkeligheden af Guds skinsyge. Tvivlen er sået, angsten er sået, verden og skabelsens fylde hænger i en tynd tråd. Kun med et lille, fromt ord: Mon..? Djævelen er først farlig, når han bevæger sig ind på troens område, og opfordrer os til ikke at tro mindre, men mere. For nu er mere pludselig mindre, og mindre pludselig mere deri ligger tvetydigheden, det sumpede område. Det skal Jesus snart erfare. Igen møder Djævelen mennesket med et lille ord hvis Hvis du er Guds søn, så kan du vel lave stenene om til brød. Hvorfor sulte? Hvad ædelt er der i at sulte? Hvis du er Guds søn, så kast dig ud fra templets tinde Guds engle vil gribe dig. Først et luftigt svar om, at mennesket lever af hvert ord, der udgår af Guds mund, og dernæst at han ikke vil udfordre Gud; mon ikke Djævelen hér får introduceret tvivlen og angsten i Jesus? Djævelen kunne ligeså godt have spurgt, om ikke Jesus nu udviser alt for lidt tillid til Gud, som han siges at være søn af. Det er samtalen med Eva om igen. Historien ender jo på god, opbyggelig vis med at Jesus modstår fristelserne og engle kommer og sørger for ham. Det vises, hvilken slags Messias Jesus ikke vil være: han befrier ikke fra næringssorger, han er ikke den stærke mand, der fratager os ansvaret, han er ikke ude på politisk magt. Han modstår fristelsen til at forblive den magtfulde Gud, han satser hele butikken, omdefinerer alt, hvad mennesker forstår ved Gud. Alt dét frasiger han sig. Alligevel balancerer det hele på en knivsæg; det er ikke sikkert, at englene fremstår helt så utvetydige længere... måske kan Jesus også være kommet lidt i tvivl om, hvor de engle egentlig kommer fra. Er deres omsorg en del af fristelsen? Er det Guds godhed, de kommer med? Nu har Jesus i hvert fald gjort sig Adams og Evas erfaringer med teologisk slangetale og med, hvilken formidabel modstander Djævelen faktisk er. Jesus laver faktisk et bespisningsunder, han kaster sig faktisk ud på det dybe, da han går i døden på et kors, og han siger faktisk til sidst: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Forskellen er den ene, at han modtager det hele af Guds hånd og ikke af Djævelens. Det er Matthæus forkyndelse. Det er også svært at se forskellen, for vi lever, ser og tænker på tvetydighedens præmisser. Der er endda dem, der et sted siger, at Jesus uddriver dæmoner ved Beelzebub. De 3

4 kender slangens væsen, og ved, at slangen da så nemt som ingenting kunne fremstræde i det godes skikkelse. Måske har den rift, Djævelen satte i Jesu sind, da han ikke kastede sig ud, naget ham lige siden, måske har den til sidst afgjort for ham, at korset var det ultimative sted at forkynde Guds rige fra at synge Guds pris under henrettelse. Og alligevel kommer tvivlen også dér frem, midt i den mest heroiske handling overhovedet: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? I sandhed, Jesus taler som en af os. Et sandt menneske, ikke en supermand, ikke en Gud, der blot ligner et menneske, men som ér et menneske. Hvis du er Guds søn, så træd ned fra korset, så vi kan se og tro. Hvis! Kristi sidste fristelse består han ved at blive på korset, eller er det netop at falde for fristelsen nemlig at kaste sig ud fra templets tinde, så at sige, og håbe på, at engle vil gribe ham. Har han udfordret Herren sin Gud? Har Djævelen krammet på ham her? Er det pest eller kolera? Det er lige meget. For afstanden mellem mennesker og Gud er overvundet; syndens afstand er borte: Jesus levede et liv som vores på vores præmisser, han mærkede tvivlen, slangens bid i hælen, han forstår os, han blev et menneske ligesom os, der kan græde, fortvivle, miste håbet, rase, blive fristet, se verden hænge i en tynd tråd, føle sig langt fra paradis, frygte, mærke angst. Og det drejer sig ikke om vores tro på Kristus, for den kan meget let fordrejes, for vi er svage, det drejer sig ikke om vores tro på bibelens ord, for den kan meget let vrides, for vi er svage, det drejer sig ikke om antallet af vores bønner, hvor rene af hjertet vi er, i hvor høj grad det lykkes os at forsage Djævelen, for han er ikke rigtigt til at kende utvetydigt, han er sumpet, dunkel, taler hverken sandt eller falsk, han har let spil overfor os og vores tro på og tillid til Gud. Så det er godt, ja, det er selve evangeliet, at det ikke drejer sig om vores tro, men om de ord, der blev sagt over dig i dåben: jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Jeg er med dig. Uanset din styrke, dit håbs lys, din kærligheds magt, uanset din kamp med det tvetydige, det sumpede, din tvivl, din fortvivlelse. Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Også i ørkenen. Det er ikke en tro, et sindsmønster, men et løfte fra en stemme, vi bekender som Herre. En rift i sindet har vi nok, men det er ikke en rift mellem os og den levende Gud, for han prøvede den også og så er vi to, det er dét han siger til 4

5 dig. Så er vi to. Og så længe vi er to, er der ingen afstand. Gud er hos dig, og når Gud er hos dig som den, der kender dine prøvelser og din svaghed, så må talen om tro og ikke-tro forstumme for på dét område, troens område, er Djævelen en mester, fordi han hverken taler sandt eller falsk på nogen genkendelig måde. Hinsides det, vi kalder troen på Jesus Kristus, og de teologiske spørgsmål om sand tro og falsk tro, mere og mindre tro, som er en sump uden lige, hinsides dét finder vi Kristus. Ikke troen på Kristus. Men Kristus. Ham, der er med dig alle dage, uanset dit hoveds spind og dit hjertes forvirring. For det er som et sådant menneske, du er døbt og indlemmet i Guds liv og åndedræt. Lyset skinner smukkest, når det falder gennem de blyindfattede glasmosaikker, der på engelsk hedder stained glass plettet vindue. Dét er Guds herligheds glans, at det udtrykker sit sande væsen, når det brydes i det plettede vindue. Guds evangelium rent og purt. Amen! 5