Hit med pengene eller vi sladrer til pressen

Transkript

1 Mandag den 14. april 2008 Prioritering. Danmark har nu verdens højeste skattetryk, og hovedforklaringen er velkendt: det konstante udgiftspres på velfærdsstaten. Weekendavisen udbad sig forslag til finansiering hos nogle af dem, der for tiden vil have flere offentlige ressourcer til deres område. Hit med pengene eller vi sladrer til pressen Af ANNA LIBAK NR. 15, april 2008 Det er 30 år siden, at tidligere professor på statskundskab i Århus, Ole P. Kristensen, opfandt begrebet»asymmetriske udgiftsbeslutninger«. Men det er ikke gået i glemmebogen. Tværtimod. Som en fornem årgangsvin er»asymmetrien«blot blevet bedre og bedre med årene og er nu kulmineret med verdens højeste skattetryk.»kernen i asymmetrien er kort sagt, at presset for at øge de offentlige udgifter normalt vil være større end presset for at nedbringe dem,«forklarer Ole P. Kristensen, der i dag er direktør i Plantedirektoratet.»Det skyldes, at fordelene ved de fleste offentlige udgifter er tydelige, sikre og koncentrerede på relativt få mennesker. Mens omkostningerne ved at øge de offentlige udgifter omvendt er utydelige, usikre og spredte. Med andre ord, så er det ret klart, hvem der vil få gavn af pengene, og hvordan pengene vil gøre gavn, mens det er højst usikkert, hvem det vil skade: Udgifterne bliver jo fordelt på alle skatteborgere, så det er slet ikke sikkert, at det er nødvendigt med en egentlig skatteforhøjelse, og hvis det er, bliver den marginal.«og man behøver ikke overveje hans ord længe for at forstå, at han har ret: Det må være derfor, der altid er demonstrationer foran Christiansborg imod konkrete besparelser, men aldrig for diffuse skattelettelser. Hvem har nogensinde set en gruppe skatteborgere demonstrere imod en forhøjelse af ældrechecken? Eller for en afskaffelse af efterlønnen? Nærmest hver dag hører vi organisationer som Ældre Sagen og Kræftens Bekæmpelse efterlyse flere penge til deres område. Efterspørgslen er uendelig, men ressourcerne trods alt begrænsede. Jeg har en mistanke om, at det er dem, der råber højest og får sat deres sag på dagsordenen, som løber med pengene, og ikke nødvendigvis dem, der trænger mest. Burde de selv besinde sig på det?»jo, men det kan du ikke forvente af dem, og særlig ikke når du specifikt nævner interesseorganisationer. De beder jo hver for sig om relativt beskedne beløb, og de kan henvise til, at der er mange måder at finansiere det på. Vi har budgetoverskud i Danmark for tiden, og det kan man starte med at beskære. Og hvis det endelig en dag ender med en skatteforhøjelse, bliver den marginal, og det er højst uklart, hvem den rammer. Omkostningerne er usynlige, så derfor behøver disse organisationer ikke at forholde sig til dem.«meget mere værd Men kan det virkelig passe? At man kan nøjes med at bede om penge i offentligheden uden samtidig at anvise be-sparelser andetsteds på de enorme offentlige budgetter? Weekendavisen sætter sig for at ringe rundt til dem, der beder om penge for tiden, og spørge, hvor de skal komme fra. Den første, vi ringer til, er Morten Grønbæk, formand for Motions- og Ernæringsrådet (MER). Han beder ganske vist ikke om penge; han kæmper for at beholde dem. Regeringen har nemlig planlagt at nedlægge MER som led i skabelsen af et nyt nationalt Forebyggelsesråd. MERs årlige budget er på tre millioner årligt; penge, som måske, måske ikke skal overføres til det nye råd.

2 I Politiken siger du, at regeringen taber penge på det her. Men den sparer da tre millioner?»min pointe er, at Motions- og Ernæringsrådet er meget mere værd. Det består af 20 højt kvalificerede forskere, som mødes fire gange om året og drøfter, hvad man stiller op over for eksempelvis fedme blandt børn, fysisk inaktivitet og livsstilssygdomme i det hele taget. Så skaffer vi os et overblik over den nyeste forskning på de forskellige områder og sammenfatter resultaterne i rapporter. Det er et omfattende arbejde, som hovedsageligt foregår i forskernes fritid de aflønnes kun med et beskedent mødehonorar; langt størsteparten af budgettet går til sekretariat, tidsskrifter, lokaleleje og honorering af formand og næstformand.«jeg forstår, at I er mere værd. Men man sparer da stadig tre millioner?»jaja, men det kan ikke betale sig, for på længere sigt, så...«undskyld, jeg afbryder. Men hvis du skal finde tre millioner et sted, og du skal gøre det, ellers bliver I nedlagt, hvor så?»okay, jeg forstår godt spørgsmålet. Det er selvfølgelig nødvendigt med en prioritering af sundhedsområdet. Jeg vil slet ikke afvise, at en Lomborg på sundhedsområdet kunne være ønskelig, selv om det kan lyde kynisk. Jeg er fristet til at svare, at vi bør prioritere forebyggelsen af de store livsstilssygdomme, som virkelig koster sundhedsvæsenet dyrt i behandling. Det er trods alt vigtigere end små, sjældne sygdomme som alfa-1-trypsin-mangel (en medfødt lungesygdom, red.). Jeg har netop hørt, at sundhedsministeren alligevel selv om sundhedsstyrelsen vistnok har udtrykt tvivl om evidensen af behandlingen vil overveje, om patienter med Alfa- 1-antitrypsinmangel skal have tilbudt behandling med præparatet prolastin. Det er hundedyrt, og der er tvivl om behandlingens virkning. Eller nej... Selvfølgelig vil jeg ikke slå de mennesker ihjel. De skal da hjælpes, hvis man kan. Nej, skriv at vi kan hente de tre millioner fra de midler, der går til at holde debatmøder om, hvad der kan gøres på forebyggelsesområdet. Der er masser af den slags konferencer rundt omkring i Eigtveds Pakhus og andre fine steder! Det er da vigtigere at bruge pengene på et råd, som giver svarene, end på konferencer, der nøjes med at stille spørgsmålene.«alfa-1-antitrypsinmangel Inspireret af Morten Grønbæk ringer vi nu til professor Asger Dirksen, der i denne uge fik udvirket, at patienter med Alfa-1- antitrypsinmangel formentlig snart vil få tilbudt prolastin af det offentlige. Professoren oplyser, at 500 patienter med sygdommen er kendt af sundhedsvæsenet, men at man på basis af gen-hyppigheder estimerer, at omkring mennesker er født med den genetiske defekt i Danmark. Herfra bringer vi samtalen in extenso. Asger Dirksen, hvor mange dør årligt af sygdommen?»det spørgsmål kan du ikke bruge til noget som helst. Der dør mennesker i Danmark om året, og det interessante er, hvor længe de lever, det er ikke, om de dør. Det er et dumt spørgsmål, for vi dør alle sammen til sidst, uanset hvornår vi dør, så der dør lige så mange, som der fødes, uanset om de dør på deres etårsdag eller på deres hundredeårsdag. Der dør vel tredive om året med denne sygdom, og der fødes tredive om året.«men kan man forlænge deres levetid med behandlingen?»det er det, det handler om. Kan du ikke se, at det andet er et dumt spørgsmål?«ikke, hvis det havde drejet sig om tuberkulose. Man kan godt dø af tuberkulose.»ja, det er klart. Der kan du sige. Men hvor mange blåøjede dør der om året? Ja, lige så mange, som der fødes. Hvor mange rødhårede dør? Ja, lige så mange, som der fødes! Kan du se, hvad jeg mener? Logisk giver spørgsmålet ingen mening. Det giver mening at spørge, hvor mange, der dør, fordi de bliver kørt over af en bil, for man er ikke født til at blive kørt over af en bil. Og du kan spørge, hvor mange der dør af tuberkulose, for man er ikke født til at dø af tuberkulose men du kan ikke spørge, hvor mange af mine patienter, der dør om året, for de er faktisk født med denne her sygdom.«okay. Er det primært for at forøge disse patienters levetid, eller er det for at forbedre deres livskvalitet, at du mener, at det offentlige skal tilbyde dem behandling?»det er begge dele. Du må undskylde, hvis jeg er lidt træt, men jeg har sagt det tusind gange efterhånden: Det handler om, at hvis du har denne mangel, så nedbrydes dine lunger langsomt.«en sms tikker ind.»nu er der igen én, der vil have fat i mig, det er snart ikke til at holde ud efterhånden. Må jeg ringe til dig lidt senere?«nej, må jeg ikke hellere stille dig de sidste spørgsmål hurtigt? Jeg ringer til folk, der gerne vil have offentlige ressourcer til deres område. Og jeg spørger dem, om de har forslag til, hvor man kunne hente pengene. Vi har verdens højeste skattetryk, og derfor kunne man sige, at øvelsen ikke længere består i at fortælle, at det offentlige skal betale, men også i at fortælle, hvor det offentlige skal få pengene fra.

3 »Det giver da ingen mening at spørge den, der sidder med sygdommen! Han kan jo ikke sige, at cancer eller hjerteproblemer er mindre vigtige.«du behøver ikke foreslå besparelser på sundhedsområdet.»det giver ingen mening overhovedet. Man kan da ikke prioritere menneskeliv mod hinanden? Du kan ikke sige, at fru Hansen er mere værd end fru Jensen.«Jeg har ikke sagt, at du skal spare på sundhedsområdet...»nej, men det er jo sygdom, vi snakker om. Og det kan man ikke prioritere, menneskeliv er uendeligt meget værd. Du giver udtryk for en økonomisk tankegang, hvor man har begrænsede ressourcer og skal prioritere, og det er udmærket, når det er kolonialvarer og sådan noget, men det giver ingen mening inden for sundhedsvæsenet!«er sundhedspolitiske prioriteringer umulige?»lige præcis. De er umulige, og det kan man lige så godt være ærlig at indrømme, og det er også derfor, der ikke er en eneste politiker, som tør stille sig frem og sige noget.«der er altså ingen behandlinger, heller ikke på forebyggelsesområdet, hvor du vil sige: Jamen, mangler vi nogle penge, så tag dem herfra.»nej, det er der bestemt slet, slet ikke. Og derfor er det her et meget fascinerende problem, og min oplevelse af det er, at vi langsomt får privatiseret den her sektor, og det er ikke noget, jeg går ind for, men det er det, der helt tydeligt sker. En privatisering af sundhedsvæsenet. Det er helt klart det, vi er på vej til. Og så bliver løsningen, at man kigger i folks pengepung, og hvis pengene er der, så får de behandlingen, og hvis de ikke er der, så får de den ikke. Og det er en nem måde at løse problemet på og formodentlig den eneste, der er ikke noget alternativ.«men det sker jo ikke på dit område. Sundhedsministeren har netop tilkendegivet, at han vil hjælpe dine patienter?»ja, men hvor længe kan de blive ved med det, du? Der kommer jo hver dag nye behandlinger? Det kan de ikke blive ved med.«jamen, de kunne starte med at tage den diskussion nu, som du siger er umulig, og overveje, hvad vi rent faktisk kan finansiere? Og hvad det er mere rimeligt, at folk betaler selv?»ja, men det er der intet nyt i; nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, men jeg er snart tres år, og jeg har hørt denne diskussion i fyrre år. Og når der ikke er nogen, som er kommet videre med den, så er det, fordi det grundlæggende er en umulig diskussion, og det er det, jeg forsøger at sige til dig. Det er en floskel, at vi virkelig skal til at prioritere, at det skal ske nu; for det kommer ikke videre, for værsgo! Prioritér! Gå i gang!«men hvad koster din behandling per patient?»en halv million om året. Det er bare et tal. Måske er det mere. Det afhænger lidt af patientens vægt, ikke?«men hvad nu, hvis man fra det offentliges side sagde, at man ikke vil finansiere behandling af små sjældne sygdomme?»det er en helt vanvittig tanke, ikke? Det er lige så alvorligt at dø af en sygdom, som tilfældigvis er sjælden, som at dø af en, der er almindelig. Jeg forstår ikke argumentet. Det er et menneske, der dør. Kan du se det?«jeg kunne godt tænke mig, at du var lidt konstruktiv og foreslog om ikke andet, så at vi afskaffede efterlønnen...»det må du gerne citere mig for, jeg aner ikke, hvad det betyder, men det må du meget gerne citere mig for, det giver ingen mening, jeg ved ikke, hvad det er for noget. Jeg kan vist ikke få efterløn, så afskaf den endelig for min skyld. Det er noget vrøvl, ikke? Det handler slet ikke om, hvorvidt vi skal til at bygge færre skoler eller veje, det handler om, at sundhedsvæsenet æder alt til sidst.«det er også derfor, at jeg spørger forstandige mennesker, der ved noget om sundhedsvæsenet, hvordan man skal prioritere. Og jeg håber, at de ikke vil sige, at det skal vi give op, sundhedsvæsenet æder alt til sidst, og så bliver det hele privat.»det er ikke noget, jeg er glad for, men jeg er bare ikke naiv. Du hører stadigvæk til de naive, ikke?«jo.»som ikke har erkendt den udvikling.«

4 Jeg tager det gerne på mig.»nåh ja, men nu siger jeg bare, hvordan jeg ser det. I mine øjne er du naiv, for du tror stadigvæk, at der er en anden løsning på det, men jeg kan ikke se, hvad det skulle være. Folk ønsker ikke, at det bliver privat, men det er begrænset, hvad folk har indflydelse på, og det, de ikke kan gøre noget ved, er, at der hele tiden bliver nye dyre behandlinger, altså det er et resultat af forskningen og udviklingen og ellers skal du forbyde det, og det er der vel ingen, som tror på.«eller det offentlige kunne beslutte at nøjes med at behandle i stedet for at forebygge?»det varer også bare kort tid, så er de penge også væk. Problemet er, at den udvikling, der har været i sundhedsvæsenet i de snart fyrre år, jeg har været med, har været en eksponentiel udvikling; og om ikke ret mange år kan vi sagtens bruge hele nationalproduktet på sundhedsområdet.«sker det i alle vestlige lande?»over hele verden. Så snart du får et oplyst og frit samfund, har du det problem. Dybest set er det uløseligt. Det er meget, meget spændende. Eller spændende og spændende, det går bare på den måde.«er der andre, jeg burde ringe til og stille det samme spørgsmål, som jeg har stillet til dig?»så skal du ringe til en sundhedsøkonom; de vil bilde dig ind, at det her kan lade sig gøre. Den mest rabiate er Anita Alban.«Nej, det er ikke sundhedsøkonomer, jeg ringer til, det er folk, der beder om penge»jeg beder ikke om penge. Det gør mine patienter.«altså hør her: Du er citeret for i Jyllandsposten at sige: Det er klart, at det virker urimeligt, der er trods alt mennesker, der dør, mens vi venter, siger professoren bag undersøgelsen. Det er da dig, og ikke dine patienter, som udtaler sig.»ja, det er klart. Men jeg må jo tale mine patienters sag, jeg kan ikke gøre andet, de har jo hjulpet mig med at lave denne her undersøgelse, så må jeg jo være loyal over for dem og bakke dem op. Det er det, alle gør. Så hvis du ringer rundt, vil du finde, at uendelig mange bare meler deres egen kage og snakker ud fra sig selv. Du kan ringe til cancerprofessoren på Rigshospitalet, han vil fylde dig med informationer om, hvor vigtig cancer er, eller du kan tale med hjerteprofessoren, og han vil fortælle om, hvor vigtigt hjertet er, mens cancer er ligegyldigt, for det er bare gamle mennesker alligevel, ikke?«og sådan gør du altså også.»nej, det gør jeg ikke. Eller officielt gør jeg selvfølgelig, det bliver jeg jo nødt til, men jeg er ikke så dum, at jeg ikke ved, at de andre områder naturligvis er lige så vigtige, hvorfor skulle de ikke være det?«jamen, mon ikke hjerteprofessoren vil sige det samme? Han var jo heller ikke blevet hjerteprofessor, hvis han var dum.»jaja. Men de gider slet ikke at tænke tanken om, at de andre områder er lige så vigtige. Hvorfor skulle de gå så langt. De kan bare sige, at deres område i hvert fald er vigtigere.«besparelser i vente Vi ringer fluks videre til formanden for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen, der i berlingeren har efterlyst flere skolepsykologer i København. Han melder umiddelbart pas og henviser til, at finansieringen er en politisk opgave. Lidt senere i samtalen anfører han dog, at Dansk Psykolog Forening har indgået en aftale med regionerne, så folk i aldersgruppen år med let til moderat depression kan få dækket 60 procent af udgifterne til psykolog. Det vil spare staten for mange sygedagpenge. De kan bruges til skolepsykologer. Der er et problem med kronologien. Det offentlige skal først øge udgifterne til psykologisk behandling før det offentlige sparer sygedagpengene, fordi folk bliver raske. Kan du ikke foreslå besparelser før flere udgifter?»det er en ganske kort tidshorisont. Folk bliver hurtigt raske og vender tilbage til arbejdsmarkedet.«samme tanke er professor i psykiatri, overlæge ved Center for Psykiatrisk forskning, Poul Videbech, inde på. I Weekendavisen har han kritiseret, at folk over 37 ikke også får dækket udgifterne til psykolog. Videbech fortæller, at det koster samfundet anslået 10 milliarder kroner årligt i tabt arbejdsfortjeneste, at folk lægger sig syge med depression, og det er vanvittigt, når det nu er billigt og hurtigt at behandle dem.

5 Men hvad nu, hvis mange flere begynder at gå til psykolog, fordi det offentlige dækker det meste af regningen? Også dem, der ikke ville blive væk fra arbejde.»det er rigtigt. Hvis man sætter en stærekasse op, kommer der en stær. Men sagen er, at der er så overordentligt mange penge at spare, fordi sygefravær er så meget dyrere end tidlig behandling, at vi stadig vil se en besparelse, hvis der kommer flere patienter. Men man burde i den nye aftale have sikret sig, at der blev henvist til netop psykologer med speciale i kognitiv terapi. For her er effekten dokumenteret.«kan jeg slet ikke presse en besparelse ud af dig, som går forud for de øgede udgifter til psykologbehandling?»hvis jeg får kniven for struben, vil jeg foreslå en afskaffelse af efterlønnen. Den blev indført i en tid med kæmpe arbejdsløshed for at sminke tallene; og tiden er fuldkommen løbet fra den. Men det er ikke noget, jeg har overvejet nærmere.«tilbage hos asymmetriens fader Ole P. Kristensen forhører Weekendavisen sig, om der er en øvre grænse for væksten i de offentlige udgifter.»så længe, der er vækst i økonomien, vil der være plads til vækst i de offentlige udgifter«, siger han.»men du spørger vel til, hvor stor en del af BNP, skatter og afgifter kan udgøre. Mange økonomer har brændt fingrene på det spørgsmål. Den tyske økonom Wagner, der levede omkring år 1900, sagde vistnok, at 10 procent af BNP var maksimum. Så det vil jeg helst undlade at sige noget skråsikkert om.«i dag udgør skattetrykket over 48 procent af BNP. Af ANNA LIBAK NR. 15, april 2008 Det er 30 år siden, at tidligere professor på statskundskab i Århus, Ole P. Kristensen, opfandt begrebet»asymmetriske udgiftsbeslutninger«. Men det er ikke gået i glemmebogen. Tværtimod. Som en fornem årgangsvin er»asymmetrien«blot blevet bedre og bedre med årene og er nu kulmineret med verdens højeste skattetryk.»kernen i asymmetrien er kort sagt, at presset for at øge de offentlige udgifter normalt vil være større end presset for at nedbringe dem,«forklarer Ole P. Kristensen, der i dag er direktør i Plantedirektoratet.»Det skyldes, at fordelene ved de fleste offentlige udgifter er tydelige, sikre og koncentrerede på relativt få mennesker. Mens omkostningerne ved at øge de offentlige udgifter omvendt er utydelige, usikre og spredte. Med andre ord, så er det ret klart, hvem der vil få gavn af pengene, og hvordan pengene vil gøre gavn, mens det er højst usikkert, hvem det vil skade: Udgifterne bliver jo fordelt på alle skatteborgere, så det er slet ikke sikkert, at det er nødvendigt med en egentlig skatteforhøjelse, og hvis det er, bliver den marginal.«og man behøver ikke overveje hans ord længe for at forstå, at han har ret: Det må være derfor, der altid er demonstrationer foran Christiansborg imod konkrete besparelser, men aldrig for diffuse skattelettelser. Hvem har nogensinde set en gruppe skatteborgere demonstrere imod en forhøjelse af ældrechecken? Eller for en afskaffelse af efterlønnen? Nærmest hver dag hører vi organisationer som Ældre Sagen og Kræftens Bekæmpelse efterlyse flere penge til deres område. Efterspørgslen er uendelig, men ressourcerne trods alt begrænsede. Jeg har en mistanke om, at det er dem, der råber højest og får sat deres sag på dagsordenen, som løber med pengene, og ikke nødvendigvis dem, der trænger mest. Burde de selv besinde sig på det?»jo, men det kan du ikke forvente af dem, og særlig ikke når du specifikt nævner interesseorganisationer. De beder jo hver for sig om relativt beskedne beløb, og de kan henvise til, at der er mange måder at finansiere det på. Vi har budgetoverskud i Danmark for tiden, og det kan man starte med at beskære. Og hvis det endelig en dag ender med en skatteforhøjelse, bliver den marginal, og det er højst uklart, hvem den rammer. Omkostningerne er usynlige, så derfor behøver disse organisationer ikke at forholde sig til dem.«meget mere værd Men kan det virkelig passe? At man kan nøjes med at bede om penge i offentligheden uden samtidig at anvise be-sparelser andetsteds på de enorme offentlige budgetter? Weekendavisen sætter sig for at ringe rundt til dem, der beder om penge for tiden, og spørge, hvor de skal komme fra. Den første, vi ringer til, er Morten Grønbæk, formand for Motions- og Ernæringsrådet (MER). Han beder ganske vist ikke om penge; han kæmper for at beholde dem. Regeringen har nemlig planlagt at nedlægge MER som led i skabelsen af et nyt nationalt Forebyggelsesråd. MERs årlige budget er på tre millioner årligt; penge, som måske, måske ikke skal overføres til det nye råd. I Politiken siger du, at regeringen taber penge på det her. Men den sparer da tre millioner?

6 »Min pointe er, at Motions- og Ernæringsrådet er meget mere værd. Det består af 20 højt kvalificerede forskere, som mødes fire gange om året og drøfter, hvad man stiller op over for eksempelvis fedme blandt børn, fysisk inaktivitet og livsstilssygdomme i det hele taget. Så skaffer vi os et overblik over den nyeste forskning på de forskellige områder og sammenfatter resultaterne i rapporter. Det er et omfattende arbejde, som hovedsageligt foregår i forskernes fritid de aflønnes kun med et beskedent mødehonorar; langt størsteparten af budgettet går til sekretariat, tidsskrifter, lokaleleje og honorering af formand og næstformand.«jeg forstår, at I er mere værd. Men man sparer da stadig tre millioner?»jaja, men det kan ikke betale sig, for på længere sigt, så...«undskyld, jeg afbryder. Men hvis du skal finde tre millioner et sted, og du skal gøre det, ellers bliver I nedlagt, hvor så?»okay, jeg forstår godt spørgsmålet. Det er selvfølgelig nødvendigt med en prioritering af sundhedsområdet. Jeg vil slet ikke afvise, at en Lomborg på sundhedsområdet kunne være ønskelig, selv om det kan lyde kynisk. Jeg er fristet til at svare, at vi bør prioritere forebyggelsen af de store livsstilssygdomme, som virkelig koster sundhedsvæsenet dyrt i behandling. Det er trods alt vigtigere end små, sjældne sygdomme som alfa-1-trypsin-mangel (en medfødt lungesygdom, red.). Jeg har netop hørt, at sundhedsministeren alligevel selv om sundhedsstyrelsen vistnok har udtrykt tvivl om evidensen af behandlingen vil overveje, om patienter med Alfa- 1-antitrypsinmangel skal have tilbudt behandling med præparatet prolastin. Det er hundedyrt, og der er tvivl om behandlingens virkning. Eller nej... Selvfølgelig vil jeg ikke slå de mennesker ihjel. De skal da hjælpes, hvis man kan. Nej, skriv at vi kan hente de tre millioner fra de midler, der går til at holde debatmøder om, hvad der kan gøres på forebyggelsesområdet. Der er masser af den slags konferencer rundt omkring i Eigtveds Pakhus og andre fine steder! Det er da vigtigere at bruge pengene på et råd, som giver svarene, end på konferencer, der nøjes med at stille spørgsmålene.«alfa-1-antitrypsinmangel Inspireret af Morten Grønbæk ringer vi nu til professor Asger Dirksen, der i denne uge fik udvirket, at patienter med Alfa-1- antitrypsinmangel formentlig snart vil få tilbudt prolastin af det offentlige. Professoren oplyser, at 500 patienter med sygdommen er kendt af sundhedsvæsenet, men at man på basis af gen-hyppigheder estimerer, at omkring mennesker er født med den genetiske defekt i Danmark. Herfra bringer vi samtalen in extenso. Asger Dirksen, hvor mange dør årligt af sygdommen?»det spørgsmål kan du ikke bruge til noget som helst. Der dør mennesker i Danmark om året, og det interessante er, hvor længe de lever, det er ikke, om de dør. Det er et dumt spørgsmål, for vi dør alle sammen til sidst, uanset hvornår vi dør, så der dør lige så mange, som der fødes, uanset om de dør på deres etårsdag eller på deres hundredeårsdag. Der dør vel tredive om året med denne sygdom, og der fødes tredive om året.«men kan man forlænge deres levetid med behandlingen?»det er det, det handler om. Kan du ikke se, at det andet er et dumt spørgsmål?«ikke, hvis det havde drejet sig om tuberkulose. Man kan godt dø af tuberkulose.»ja, det er klart. Der kan du sige. Men hvor mange blåøjede dør der om året? Ja, lige så mange, som der fødes. Hvor mange rødhårede dør? Ja, lige så mange, som der fødes! Kan du se, hvad jeg mener? Logisk giver spørgsmålet ingen mening. Det giver mening at spørge, hvor mange, der dør, fordi de bliver kørt over af en bil, for man er ikke født til at blive kørt over af en bil. Og du kan spørge, hvor mange der dør af tuberkulose, for man er ikke født til at dø af tuberkulose men du kan ikke spørge, hvor mange af mine patienter, der dør om året, for de er faktisk født med denne her sygdom.«okay. Er det primært for at forøge disse patienters levetid, eller er det for at forbedre deres livskvalitet, at du mener, at det offentlige skal tilbyde dem behandling?»det er begge dele. Du må undskylde, hvis jeg er lidt træt, men jeg har sagt det tusind gange efterhånden: Det handler om, at hvis du har denne mangel, så nedbrydes dine lunger langsomt.«en sms tikker ind.»nu er der igen én, der vil have fat i mig, det er snart ikke til at holde ud efterhånden. Må jeg ringe til dig lidt senere?«nej, må jeg ikke hellere stille dig de sidste spørgsmål hurtigt? Jeg ringer til folk, der gerne vil have offentlige ressourcer til deres område. Og jeg spørger dem, om de har forslag til, hvor man kunne hente pengene. Vi har verdens højeste skattetryk, og derfor kunne man sige, at øvelsen ikke længere består i at fortælle, at det offentlige skal betale, men også i at fortælle, hvor det offentlige skal få pengene fra.»det giver da ingen mening at spørge den, der sidder med sygdommen! Han kan jo ikke sige, at cancer eller hjerteproblemer er mindre vigtige.«

7 Du behøver ikke foreslå besparelser på sundhedsområdet.»det giver ingen mening overhovedet. Man kan da ikke prioritere menneskeliv mod hinanden? Du kan ikke sige, at fru Hansen er mere værd end fru Jensen.«Jeg har ikke sagt, at du skal spare på sundhedsområdet...»nej, men det er jo sygdom, vi snakker om. Og det kan man ikke prioritere, menneskeliv er uendeligt meget værd. Du giver udtryk for en økonomisk tankegang, hvor man har begrænsede ressourcer og skal prioritere, og det er udmærket, når det er kolonialvarer og sådan noget, men det giver ingen mening inden for sundhedsvæsenet!«er sundhedspolitiske prioriteringer umulige?»lige præcis. De er umulige, og det kan man lige så godt være ærlig at indrømme, og det er også derfor, der ikke er en eneste politiker, som tør stille sig frem og sige noget.«der er altså ingen behandlinger, heller ikke på forebyggelsesområdet, hvor du vil sige: Jamen, mangler vi nogle penge, så tag dem herfra.»nej, det er der bestemt slet, slet ikke. Og derfor er det her et meget fascinerende problem, og min oplevelse af det er, at vi langsomt får privatiseret den her sektor, og det er ikke noget, jeg går ind for, men det er det, der helt tydeligt sker. En privatisering af sundhedsvæsenet. Det er helt klart det, vi er på vej til. Og så bliver løsningen, at man kigger i folks pengepung, og hvis pengene er der, så får de behandlingen, og hvis de ikke er der, så får de den ikke. Og det er en nem måde at løse problemet på og formodentlig den eneste, der er ikke noget alternativ.«men det sker jo ikke på dit område. Sundhedsministeren har netop tilkendegivet, at han vil hjælpe dine patienter?»ja, men hvor længe kan de blive ved med det, du? Der kommer jo hver dag nye behandlinger? Det kan de ikke blive ved med.«jamen, de kunne starte med at tage den diskussion nu, som du siger er umulig, og overveje, hvad vi rent faktisk kan finansiere? Og hvad det er mere rimeligt, at folk betaler selv?»ja, men det er der intet nyt i; nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, men jeg er snart tres år, og jeg har hørt denne diskussion i fyrre år. Og når der ikke er nogen, som er kommet videre med den, så er det, fordi det grundlæggende er en umulig diskussion, og det er det, jeg forsøger at sige til dig. Det er en floskel, at vi virkelig skal til at prioritere, at det skal ske nu; for det kommer ikke videre, for værsgo! Prioritér! Gå i gang!«men hvad koster din behandling per patient?»en halv million om året. Det er bare et tal. Måske er det mere. Det afhænger lidt af patientens vægt, ikke?«men hvad nu, hvis man fra det offentliges side sagde, at man ikke vil finansiere behandling af små sjældne sygdomme?»det er en helt vanvittig tanke, ikke? Det er lige så alvorligt at dø af en sygdom, som tilfældigvis er sjælden, som at dø af en, der er almindelig. Jeg forstår ikke argumentet. Det er et menneske, der dør. Kan du se det?«jeg kunne godt tænke mig, at du var lidt konstruktiv og foreslog om ikke andet, så at vi afskaffede efterlønnen...»det må du gerne citere mig for, jeg aner ikke, hvad det betyder, men det må du meget gerne citere mig for, det giver ingen mening, jeg ved ikke, hvad det er for noget. Jeg kan vist ikke få efterløn, så afskaf den endelig for min skyld. Det er noget vrøvl, ikke? Det handler slet ikke om, hvorvidt vi skal til at bygge færre skoler eller veje, det handler om, at sundhedsvæsenet æder alt til sidst.«det er også derfor, at jeg spørger forstandige mennesker, der ved noget om sundhedsvæsenet, hvordan man skal prioritere. Og jeg håber, at de ikke vil sige, at det skal vi give op, sundhedsvæsenet æder alt til sidst, og så bliver det hele privat.»det er ikke noget, jeg er glad for, men jeg er bare ikke naiv. Du hører stadigvæk til de naive, ikke?«jo.»som ikke har erkendt den udvikling.«jeg tager det gerne på mig.

8 »Nåh ja, men nu siger jeg bare, hvordan jeg ser det. I mine øjne er du naiv, for du tror stadigvæk, at der er en anden løsning på det, men jeg kan ikke se, hvad det skulle være. Folk ønsker ikke, at det bliver privat, men det er begrænset, hvad folk har indflydelse på, og det, de ikke kan gøre noget ved, er, at der hele tiden bliver nye dyre behandlinger, altså det er et resultat af forskningen og udviklingen og ellers skal du forbyde det, og det er der vel ingen, som tror på.«eller det offentlige kunne beslutte at nøjes med at behandle i stedet for at forebygge?»det varer også bare kort tid, så er de penge også væk. Problemet er, at den udvikling, der har været i sundhedsvæsenet i de snart fyrre år, jeg har været med, har været en eksponentiel udvikling; og om ikke ret mange år kan vi sagtens bruge hele nationalproduktet på sundhedsområdet.«sker det i alle vestlige lande?»over hele verden. Så snart du får et oplyst og frit samfund, har du det problem. Dybest set er det uløseligt. Det er meget, meget spændende. Eller spændende og spændende, det går bare på den måde.«er der andre, jeg burde ringe til og stille det samme spørgsmål, som jeg har stillet til dig?»så skal du ringe til en sundhedsøkonom; de vil bilde dig ind, at det her kan lade sig gøre. Den mest rabiate er Anita Alban.«Nej, det er ikke sundhedsøkonomer, jeg ringer til, det er folk, der beder om penge»jeg beder ikke om penge. Det gør mine patienter.«altså hør her: Du er citeret for i Jyllandsposten at sige: Det er klart, at det virker urimeligt, der er trods alt mennesker, der dør, mens vi venter, siger professoren bag undersøgelsen. Det er da dig, og ikke dine patienter, som udtaler sig.»ja, det er klart. Men jeg må jo tale mine patienters sag, jeg kan ikke gøre andet, de har jo hjulpet mig med at lave denne her undersøgelse, så må jeg jo være loyal over for dem og bakke dem op. Det er det, alle gør. Så hvis du ringer rundt, vil du finde, at uendelig mange bare meler deres egen kage og snakker ud fra sig selv. Du kan ringe til cancerprofessoren på Rigshospitalet, han vil fylde dig med informationer om, hvor vigtig cancer er, eller du kan tale med hjerteprofessoren, og han vil fortælle om, hvor vigtigt hjertet er, mens cancer er ligegyldigt, for det er bare gamle mennesker alligevel, ikke?«og sådan gør du altså også.»nej, det gør jeg ikke. Eller officielt gør jeg selvfølgelig, det bliver jeg jo nødt til, men jeg er ikke så dum, at jeg ikke ved, at de andre områder naturligvis er lige så vigtige, hvorfor skulle de ikke være det?«jamen, mon ikke hjerteprofessoren vil sige det samme? Han var jo heller ikke blevet hjerteprofessor, hvis han var dum.»jaja. Men de gider slet ikke at tænke tanken om, at de andre områder er lige så vigtige. Hvorfor skulle de gå så langt. De kan bare sige, at deres område i hvert fald er vigtigere.«besparelser i vente Vi ringer fluks videre til formanden for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen, der i berlingeren har efterlyst flere skolepsykologer i København. Han melder umiddelbart pas og henviser til, at finansieringen er en politisk opgave. Lidt senere i samtalen anfører han dog, at Dansk Psykolog Forening har indgået en aftale med regionerne, så folk i aldersgruppen år med let til moderat depression kan få dækket 60 procent af udgifterne til psykolog. Det vil spare staten for mange sygedagpenge. De kan bruges til skolepsykologer. Der er et problem med kronologien. Det offentlige skal først øge udgifterne til psykologisk behandling før det offentlige sparer sygedagpengene, fordi folk bliver raske. Kan du ikke foreslå besparelser før flere udgifter?»det er en ganske kort tidshorisont. Folk bliver hurtigt raske og vender tilbage til arbejdsmarkedet.«samme tanke er professor i psykiatri, overlæge ved Center for Psykiatrisk forskning, Poul Videbech, inde på. I Weekendavisen har han kritiseret, at folk over 37 ikke også får dækket udgifterne til psykolog. Videbech fortæller, at det koster samfundet anslået 10 milliarder kroner årligt i tabt arbejdsfortjeneste, at folk lægger sig syge med depression, og det er vanvittigt, når det nu er billigt og hurtigt at behandle dem. Men hvad nu, hvis mange flere begynder at gå til psykolog, fordi det offentlige dækker det meste af regningen? Også dem, der ikke

9 ville blive væk fra arbejde.»det er rigtigt. Hvis man sætter en stærekasse op, kommer der en stær. Men sagen er, at der er så overordentligt mange penge at spare, fordi sygefravær er så meget dyrere end tidlig behandling, at vi stadig vil se en besparelse, hvis der kommer flere patienter. Men man burde i den nye aftale have sikret sig, at der blev henvist til netop psykologer med speciale i kognitiv terapi. For her er effekten dokumenteret.«kan jeg slet ikke presse en besparelse ud af dig, som går forud for de øgede udgifter til psykologbehandling?»hvis jeg får kniven for struben, vil jeg foreslå en afskaffelse af efterlønnen. Den blev indført i en tid med kæmpe arbejdsløshed for at sminke tallene; og tiden er fuldkommen løbet fra den. Men det er ikke noget, jeg har overvejet nærmere.«tilbage hos asymmetriens fader Ole P. Kristensen forhører Weekendavisen sig, om der er en øvre grænse for væksten i de offentlige udgifter.»så længe, der er vækst i økonomien, vil der være plads til vækst i de offentlige udgifter«, siger han.»men du spørger vel til, hvor stor en del af BNP, skatter og afgifter kan udgøre. Mange økonomer har brændt fingrene på det spørgsmål. Den tyske økonom Wagner, der levede omkring år 1900, sagde vistnok, at 10 procent af BNP var maksimum. Så det vil jeg helst undlade at sige noget skråsikkert om.«i dag udgør skattetrykket over 48 procent af BNP. Af ANNA LIBAK NR. 15, april 2008 Det er 30 år siden, at tidligere professor på statskundskab i Århus, Ole P. Kristensen, opfandt begrebet»asymmetriske udgiftsbeslutninger«. Men det er ikke gået i glemmebogen. Tværtimod. Som en fornem årgangsvin er»asymmetrien«blot blevet bedre og bedre med årene og er nu kulmineret med verdens højeste skattetryk.»kernen i asymmetrien er kort sagt, at presset for at øge de offentlige udgifter normalt vil være større end presset for at nedbringe dem,«forklarer Ole P. Kristensen, der i dag er direktør i Plantedirektoratet.»Det skyldes, at fordelene ved de fleste offentlige udgifter er tydelige, sikre og koncentrerede på relativt få mennesker. Mens omkostningerne ved at øge de offentlige udgifter omvendt er utydelige, usikre og spredte. Med andre ord, så er det ret klart, hvem der vil få gavn af pengene, og hvordan pengene vil gøre gavn, mens det er højst usikkert, hvem det vil skade: Udgifterne bliver jo fordelt på alle skatteborgere, så det er slet ikke sikkert, at det er nødvendigt med en egentlig skatteforhøjelse, og hvis det er, bliver den marginal.«og man behøver ikke overveje hans ord længe for at forstå, at han har ret: Det må være derfor, der altid er demonstrationer foran Christiansborg imod konkrete besparelser, men aldrig for diffuse skattelettelser. Hvem har nogensinde set en gruppe skatteborgere demonstrere imod en forhøjelse af ældrechecken? Eller for en afskaffelse af efterlønnen? Nærmest hver dag hører vi organisationer som Ældre Sagen og Kræftens Bekæmpelse efterlyse flere penge til deres område. Efterspørgslen er uendelig, men ressourcerne trods alt begrænsede. Jeg har en mistanke om, at det er dem, der råber højest og får sat deres sag på dagsordenen, som løber med pengene, og ikke nødvendigvis dem, der trænger mest. Burde de selv besinde sig på det?»jo, men det kan du ikke forvente af dem, og særlig ikke når du specifikt nævner interesseorganisationer. De beder jo hver for sig om relativt beskedne beløb, og de kan henvise til, at der er mange måder at finansiere det på. Vi har budgetoverskud i Danmark for tiden, og det kan man starte med at beskære. Og hvis det endelig en dag ender med en skatteforhøjelse, bliver den marginal, og det er højst uklart, hvem den rammer. Omkostningerne er usynlige, så derfor behøver disse organisationer ikke at forholde sig til dem.«meget mere værd Men kan det virkelig passe? At man kan nøjes med at bede om penge i offentligheden uden samtidig at anvise be-sparelser andetsteds på de enorme offentlige budgetter? Weekendavisen sætter sig for at ringe rundt til dem, der beder om penge for tiden, og spørge, hvor de skal komme fra. Den første, vi ringer til, er Morten Grønbæk, formand for Motions- og Ernæringsrådet (MER). Han beder ganske vist ikke om penge; han kæmper for at beholde dem. Regeringen har nemlig planlagt at nedlægge MER som led i skabelsen af et nyt nationalt Forebyggelsesråd. MERs årlige budget er på tre millioner årligt; penge, som måske, måske ikke skal overføres til det nye råd. I Politiken siger du, at regeringen taber penge på det her. Men den sparer da tre millioner?»min pointe er, at Motions- og Ernæringsrådet er meget mere værd. Det består af 20 højt kvalificerede forskere, som mødes fire gange om året og drøfter, hvad man stiller op over for eksempelvis fedme blandt børn, fysisk inaktivitet og livsstilssygdomme i det

10 hele taget. Så skaffer vi os et overblik over den nyeste forskning på de forskellige områder og sammenfatter resultaterne i rapporter. Det er et omfattende arbejde, som hovedsageligt foregår i forskernes fritid de aflønnes kun med et beskedent mødehonorar; langt størsteparten af budgettet går til sekretariat, tidsskrifter, lokaleleje og honorering af formand og næstformand.«jeg forstår, at I er mere værd. Men man sparer da stadig tre millioner?»jaja, men det kan ikke betale sig, for på længere sigt, så...«undskyld, jeg afbryder. Men hvis du skal finde tre millioner et sted, og du skal gøre det, ellers bliver I nedlagt, hvor så?»okay, jeg forstår godt spørgsmålet. Det er selvfølgelig nødvendigt med en prioritering af sundhedsområdet. Jeg vil slet ikke afvise, at en Lomborg på sundhedsområdet kunne være ønskelig, selv om det kan lyde kynisk. Jeg er fristet til at svare, at vi bør prioritere forebyggelsen af de store livsstilssygdomme, som virkelig koster sundhedsvæsenet dyrt i behandling. Det er trods alt vigtigere end små, sjældne sygdomme som alfa-1-trypsin-mangel (en medfødt lungesygdom, red.). Jeg har netop hørt, at sundhedsministeren alligevel selv om sundhedsstyrelsen vistnok har udtrykt tvivl om evidensen af behandlingen vil overveje, om patienter med Alfa- 1-antitrypsinmangel skal have tilbudt behandling med præparatet prolastin. Det er hundedyrt, og der er tvivl om behandlingens virkning. Eller nej... Selvfølgelig vil jeg ikke slå de mennesker ihjel. De skal da hjælpes, hvis man kan. Nej, skriv at vi kan hente de tre millioner fra de midler, der går til at holde debatmøder om, hvad der kan gøres på forebyggelsesområdet. Der er masser af den slags konferencer rundt omkring i Eigtveds Pakhus og andre fine steder! Det er da vigtigere at bruge pengene på et råd, som giver svarene, end på konferencer, der nøjes med at stille spørgsmålene.«alfa-1-antitrypsinmangel Inspireret af Morten Grønbæk ringer vi nu til professor Asger Dirksen, der i denne uge fik udvirket, at patienter med Alfa-1- antitrypsinmangel formentlig snart vil få tilbudt prolastin af det offentlige. Professoren oplyser, at 500 patienter med sygdommen er kendt af sundhedsvæsenet, men at man på basis af gen-hyppigheder estimerer, at omkring mennesker er født med den genetiske defekt i Danmark. Herfra bringer vi samtalen in extenso. Asger Dirksen, hvor mange dør årligt af sygdommen?»det spørgsmål kan du ikke bruge til noget som helst. Der dør mennesker i Danmark om året, og det interessante er, hvor længe de lever, det er ikke, om de dør. Det er et dumt spørgsmål, for vi dør alle sammen til sidst, uanset hvornår vi dør, så der dør lige så mange, som der fødes, uanset om de dør på deres etårsdag eller på deres hundredeårsdag. Der dør vel tredive om året med denne sygdom, og der fødes tredive om året.«men kan man forlænge deres levetid med behandlingen?»det er det, det handler om. Kan du ikke se, at det andet er et dumt spørgsmål?«ikke, hvis det havde drejet sig om tuberkulose. Man kan godt dø af tuberkulose.»ja, det er klart. Der kan du sige. Men hvor mange blåøjede dør der om året? Ja, lige så mange, som der fødes. Hvor mange rødhårede dør? Ja, lige så mange, som der fødes! Kan du se, hvad jeg mener? Logisk giver spørgsmålet ingen mening. Det giver mening at spørge, hvor mange, der dør, fordi de bliver kørt over af en bil, for man er ikke født til at blive kørt over af en bil. Og du kan spørge, hvor mange der dør af tuberkulose, for man er ikke født til at dø af tuberkulose men du kan ikke spørge, hvor mange af mine patienter, der dør om året, for de er faktisk født med denne her sygdom.«okay. Er det primært for at forøge disse patienters levetid, eller er det for at forbedre deres livskvalitet, at du mener, at det offentlige skal tilbyde dem behandling?»det er begge dele. Du må undskylde, hvis jeg er lidt træt, men jeg har sagt det tusind gange efterhånden: Det handler om, at hvis du har denne mangel, så nedbrydes dine lunger langsomt.«en sms tikker ind.»nu er der igen én, der vil have fat i mig, det er snart ikke til at holde ud efterhånden. Må jeg ringe til dig lidt senere?«nej, må jeg ikke hellere stille dig de sidste spørgsmål hurtigt? Jeg ringer til folk, der gerne vil have offentlige ressourcer til deres område. Og jeg spørger dem, om de har forslag til, hvor man kunne hente pengene. Vi har verdens højeste skattetryk, og derfor kunne man sige, at øvelsen ikke længere består i at fortælle, at det offentlige skal betale, men også i at fortælle, hvor det offentlige skal få pengene fra.»det giver da ingen mening at spørge den, der sidder med sygdommen! Han kan jo ikke sige, at cancer eller hjerteproblemer er mindre vigtige.«du behøver ikke foreslå besparelser på sundhedsområdet.

11 »Det giver ingen mening overhovedet. Man kan da ikke prioritere menneskeliv mod hinanden? Du kan ikke sige, at fru Hansen er mere værd end fru Jensen.«Jeg har ikke sagt, at du skal spare på sundhedsområdet...»nej, men det er jo sygdom, vi snakker om. Og det kan man ikke prioritere, menneskeliv er uendeligt meget værd. Du giver udtryk for en økonomisk tankegang, hvor man har begrænsede ressourcer og skal prioritere, og det er udmærket, når det er kolonialvarer og sådan noget, men det giver ingen mening inden for sundhedsvæsenet!«er sundhedspolitiske prioriteringer umulige?»lige præcis. De er umulige, og det kan man lige så godt være ærlig at indrømme, og det er også derfor, der ikke er en eneste politiker, som tør stille sig frem og sige noget.«der er altså ingen behandlinger, heller ikke på forebyggelsesområdet, hvor du vil sige: Jamen, mangler vi nogle penge, så tag dem herfra.»nej, det er der bestemt slet, slet ikke. Og derfor er det her et meget fascinerende problem, og min oplevelse af det er, at vi langsomt får privatiseret den her sektor, og det er ikke noget, jeg går ind for, men det er det, der helt tydeligt sker. En privatisering af sundhedsvæsenet. Det er helt klart det, vi er på vej til. Og så bliver løsningen, at man kigger i folks pengepung, og hvis pengene er der, så får de behandlingen, og hvis de ikke er der, så får de den ikke. Og det er en nem måde at løse problemet på og formodentlig den eneste, der er ikke noget alternativ.«men det sker jo ikke på dit område. Sundhedsministeren har netop tilkendegivet, at han vil hjælpe dine patienter?»ja, men hvor længe kan de blive ved med det, du? Der kommer jo hver dag nye behandlinger? Det kan de ikke blive ved med.«jamen, de kunne starte med at tage den diskussion nu, som du siger er umulig, og overveje, hvad vi rent faktisk kan finansiere? Og hvad det er mere rimeligt, at folk betaler selv?»ja, men det er der intet nyt i; nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, men jeg er snart tres år, og jeg har hørt denne diskussion i fyrre år. Og når der ikke er nogen, som er kommet videre med den, så er det, fordi det grundlæggende er en umulig diskussion, og det er det, jeg forsøger at sige til dig. Det er en floskel, at vi virkelig skal til at prioritere, at det skal ske nu; for det kommer ikke videre, for værsgo! Prioritér! Gå i gang!«men hvad koster din behandling per patient?»en halv million om året. Det er bare et tal. Måske er det mere. Det afhænger lidt af patientens vægt, ikke?«men hvad nu, hvis man fra det offentliges side sagde, at man ikke vil finansiere behandling af små sjældne sygdomme?»det er en helt vanvittig tanke, ikke? Det er lige så alvorligt at dø af en sygdom, som tilfældigvis er sjælden, som at dø af en, der er almindelig. Jeg forstår ikke argumentet. Det er et menneske, der dør. Kan du se det?«jeg kunne godt tænke mig, at du var lidt konstruktiv og foreslog om ikke andet, så at vi afskaffede efterlønnen...»det må du gerne citere mig for, jeg aner ikke, hvad det betyder, men det må du meget gerne citere mig for, det giver ingen mening, jeg ved ikke, hvad det er for noget. Jeg kan vist ikke få efterløn, så afskaf den endelig for min skyld. Det er noget vrøvl, ikke? Det handler slet ikke om, hvorvidt vi skal til at bygge færre skoler eller veje, det handler om, at sundhedsvæsenet æder alt til sidst.«det er også derfor, at jeg spørger forstandige mennesker, der ved noget om sundhedsvæsenet, hvordan man skal prioritere. Og jeg håber, at de ikke vil sige, at det skal vi give op, sundhedsvæsenet æder alt til sidst, og så bliver det hele privat.»det er ikke noget, jeg er glad for, men jeg er bare ikke naiv. Du hører stadigvæk til de naive, ikke?«jo.»som ikke har erkendt den udvikling.«jeg tager det gerne på mig.»nåh ja, men nu siger jeg bare, hvordan jeg ser det. I mine øjne er du naiv, for du tror stadigvæk, at der er en anden løsning på det,

12 men jeg kan ikke se, hvad det skulle være. Folk ønsker ikke, at det bliver privat, men det er begrænset, hvad folk har indflydelse på, og det, de ikke kan gøre noget ved, er, at der hele tiden bliver nye dyre behandlinger, altså det er et resultat af forskningen og udviklingen og ellers skal du forbyde det, og det er der vel ingen, som tror på.«eller det offentlige kunne beslutte at nøjes med at behandle i stedet for at forebygge?»det varer også bare kort tid, så er de penge også væk. Problemet er, at den udvikling, der har været i sundhedsvæsenet i de snart fyrre år, jeg har været med, har været en eksponentiel udvikling; og om ikke ret mange år kan vi sagtens bruge hele nationalproduktet på sundhedsområdet.«sker det i alle vestlige lande?»over hele verden. Så snart du får et oplyst og frit samfund, har du det problem. Dybest set er det uløseligt. Det er meget, meget spændende. Eller spændende og spændende, det går bare på den måde.«er der andre, jeg burde ringe til og stille det samme spørgsmål, som jeg har stillet til dig?»så skal du ringe til en sundhedsøkonom; de vil bilde dig ind, at det her kan lade sig gøre. Den mest rabiate er Anita Alban.«Nej, det er ikke sundhedsøkonomer, jeg ringer til, det er folk, der beder om penge»jeg beder ikke om penge. Det gør mine patienter.«altså hør her: Du er citeret for i Jyllandsposten at sige: Det er klart, at det virker urimeligt, der er trods alt mennesker, der dør, mens vi venter, siger professoren bag undersøgelsen. Det er da dig, og ikke dine patienter, som udtaler sig.»ja, det er klart. Men jeg må jo tale mine patienters sag, jeg kan ikke gøre andet, de har jo hjulpet mig med at lave denne her undersøgelse, så må jeg jo være loyal over for dem og bakke dem op. Det er det, alle gør. Så hvis du ringer rundt, vil du finde, at uendelig mange bare meler deres egen kage og snakker ud fra sig selv. Du kan ringe til cancerprofessoren på Rigshospitalet, han vil fylde dig med informationer om, hvor vigtig cancer er, eller du kan tale med hjerteprofessoren, og han vil fortælle om, hvor vigtigt hjertet er, mens cancer er ligegyldigt, for det er bare gamle mennesker alligevel, ikke?«og sådan gør du altså også.»nej, det gør jeg ikke. Eller officielt gør jeg selvfølgelig, det bliver jeg jo nødt til, men jeg er ikke så dum, at jeg ikke ved, at de andre områder naturligvis er lige så vigtige, hvorfor skulle de ikke være det?«jamen, mon ikke hjerteprofessoren vil sige det samme? Han var jo heller ikke blevet hjerteprofessor, hvis han var dum.»jaja. Men de gider slet ikke at tænke tanken om, at de andre områder er lige så vigtige. Hvorfor skulle de gå så langt. De kan bare sige, at deres område i hvert fald er vigtigere.«besparelser i vente Vi ringer fluks videre til formanden for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen, der i berlingeren har efterlyst flere skolepsykologer i København. Han melder umiddelbart pas og henviser til, at finansieringen er en politisk opgave. Lidt senere i samtalen anfører han dog, at Dansk Psykolog Forening har indgået en aftale med regionerne, så folk i aldersgruppen år med let til moderat depression kan få dækket 60 procent af udgifterne til psykolog. Det vil spare staten for mange sygedagpenge. De kan bruges til skolepsykologer. Der er et problem med kronologien. Det offentlige skal først øge udgifterne til psykologisk behandling før det offentlige sparer sygedagpengene, fordi folk bliver raske. Kan du ikke foreslå besparelser før flere udgifter?»det er en ganske kort tidshorisont. Folk bliver hurtigt raske og vender tilbage til arbejdsmarkedet.«samme tanke er professor i psykiatri, overlæge ved Center for Psykiatrisk forskning, Poul Videbech, inde på. I Weekendavisen har han kritiseret, at folk over 37 ikke også får dækket udgifterne til psykolog. Videbech fortæller, at det koster samfundet anslået 10 milliarder kroner årligt i tabt arbejdsfortjeneste, at folk lægger sig syge med depression, og det er vanvittigt, når det nu er billigt og hurtigt at behandle dem. Men hvad nu, hvis mange flere begynder at gå til psykolog, fordi det offentlige dækker det meste af regningen? Også dem, der ikke ville blive væk fra arbejde.

13 »Det er rigtigt. Hvis man sætter en stærekasse op, kommer der en stær. Men sagen er, at der er så overordentligt mange penge at spare, fordi sygefravær er så meget dyrere end tidlig behandling, at vi stadig vil se en besparelse, hvis der kommer flere patienter. Men man burde i den nye aftale have sikret sig, at der blev henvist til netop psykologer med speciale i kognitiv terapi. For her er effekten dokumenteret.«kan jeg slet ikke presse en besparelse ud af dig, som går forud for de øgede udgifter til psykologbehandling?»hvis jeg får kniven for struben, vil jeg foreslå en afskaffelse af efterlønnen. Den blev indført i en tid med kæmpe arbejdsløshed for at sminke tallene; og tiden er fuldkommen løbet fra den. Men det er ikke noget, jeg har overvejet nærmere.«tilbage hos asymmetriens fader Ole P. Kristensen forhører Weekendavisen sig, om der er en øvre grænse for væksten i de offentlige udgifter.»så længe, der er vækst i økonomien, vil der være plads til vækst i de offentlige udgifter«, siger han.»men du spørger vel til, hvor stor en del af BNP, skatter og afgifter kan udgøre. Mange økonomer har brændt fingrene på det spørgsmål. Den tyske økonom Wagner, der levede omkring år 1900, sagde vistnok, at 10 procent af BNP var maksimum. Så det vil jeg helst undlade at sige noget skråsikkert om.«i dag udgør skattetrykket over 48 procent af BNP. Weekendavisen - Vimmelskaftet 47, 3. sal, DK-1161 København K Om ophavsret