prolog 5 KÆRE VÆRKFÆLLER! af Nina Malinovski 6 JUBILÆUMSDIGT af Mette Borg 8 FØR OG EFTER TAXA af Sven Clausen 16 SKULK af Jens Blendstrup 24

Transkript

1 DANSKE DRAMATIKERES 100ÅRS JUBILÆUM prolog 5 KÆRE VÆRKFÆLLER! af Nina Malinovski 6 JUBILÆUMSDIGT af Mette Borg 8 FØR OG EFTER TAXA af Sven Clausen 16 hyldest til billedskriverne af en hedengangen tastaturklimprer 19 Molière, sådan da 22 om at være et bræt af Claus Mandøe 23 SKULK af Jens Blendstrup 24 det er det hele værd! af Vivian Nielsen 26 Hun bliver skudt til sidst af Luis Buñuel 29 Tjekhov, nogenlunde 30 BIlleder, billeder, billeder Gerz Feigenberg & Anders Busk 32 Shakespeare, på en måde 43 ordene i ørerne af Jesper Bergmann 44 og Emma Gad! - og alle os andre FORBUNDSNYT parisparisparis 48 dramatiksymposium ved Hans Kragh-Jacobsen 50 efteruddannelse af Janicke Branth & Lise Jørgensen 51 fonde & legater 52 meddelelser 54 HOLBERGFOTO Christian Foghmar indholdsfortegnelse - Side

2 Andrea Vagn Jensen i Jokum Rohdes Kirken efter Célines forlæg. FOTO fra Kaleidoskops forestilling af Natascha Thiara Rydvald. Side

3 PROLOG Emma Gad, vi gider også Te os som teatertosse Nu hvor vi skal fylde år Vi er store, vi er stærke Det kan alle sagtens mærke Det er det der foregår Lad os fejre os der skriver Vores kamp og vores iver Vores langsomt bedre kår side

4 af Nina Malinovski, formand kære værkfæller! Sådan indledte Emma Gad sin tale på forbundets 10 års jubilæum i 1916 og det ville være ærgerligt, at sådan et godt og dækkende ord skulle gå i glemmebogen så derfor, kære værkfæller, et stort og hjerteligt tillykke med de 100 år i år! Det er både sjovt og også lidt forstemmende at læse Emmas tale til medlemmerne i For selvom der er løbet meget vand i stranden siden da, er mange omstændigheder samtidig så mærkeligt uforandrede. Baggrunden for forbundets stiftelse var, med Emmas ord, hendes egen dumhed. Hun havde solgt sit dramatiske værk med ret til videreforhandling, altså solgt sin ophavsret for en håndfuld småører. Det er præcis det samme slag, vi udkæmper nu. I dag kalder vi det den amerikanske model, og den går i al korthed ud på, at rettighedshaveren sælger retten til sit værk til producenten. I hele Europa kæmpes der i disse år for bevarelsen af ophavsretten og mod rettighedsudsalget. En anden ting, som vi i dag kan genkende, er tanken bag agenturet. Da vi 1996, på en ekstraordinær generalforsamling, spurgte medlemmerne, om vi skulle afskaffe agenturet på teatersiden, forbundets forhandlingsret, blev svaret et enstemmigt og rungende nej. Det er stadigt vigtigt, igen med Emmas ord, for den upraktisk anlagte digter at kunne kaste hele den pekuniære side af sagen over på et bureau, at have nogen til at forhandle rettigheder, honorarer og andre vilkår for sig. Og sidst, men ikke mindst, så er der sammenholdet eller fællesskabet, som Emma gang på gang understreger betydningen af. Vigtigheden af, at der findes et sted, hvor den enkeltes interesser beskyttes af de mange, det selv samme fællesskab, som vi i dag mener at kunne undvære, grundlaget for den faglige kamp, som stadig er nødvendig, og for menneskelig eksistens i det hele taget. Det er altså stadig vores fornemste opgave at være et stridbart forbund, at være vagthunde for den enkeltes interesser og opmærksomme på nye tendenser og tiltag af samme grund går der stadig ikke en dag, hvor der ikke er et eller andet at ordne. Og derfor føles det også godt ligesom Emma at kunne sige, at vi er tilfredse med det sted, vi står i dag - og i samme åndedrag, at vi stadig står midt i arbejdet, lige midt i kampen, hvor vi både kan se frem og tilbage, at vi stadig håber og vil en hel masse og aldeles ikke er tilfredse! Vores nordiske kollegaer giver ofte udtryk for et problem, som vi i Danmark ikke mener at lide under, nemlig at der på scener og filmlærreder spilles flere mandlige end kvindelige dramatikere og manuskriptforfattere. Måske snarere tværtimod. Og igennem Dramatikerforbundets historie har der da også altid stået stærke damer ved roret eller på broen: Emma Gad, Thit Jensen, Astrid Saalbach, Birthe Fischer og Susanne Godske, f.eks. Hatten af for dem! Og nu har skibet sørme sejlet i 100 år! En gammel og agtværdig skude, lidt leddeløs måske, men aldrig bange for en rask lille dans med bølgerne. Lettere frønnet af vind og vejr, men stadig sødygtig. En anelse skrøbelig i skroget, men så til gengæld stædig som bare fanden. 100 år er også lidt af en alder for sådan en skude. Og selvom flere af vores modstandere i årenes løb sikkert af og til har ønsket, at skibet havde været knapt så søstærkt, så har vi indtil nu modstået havets kræfter. Kære værkfæller, det havde ikke kunnet lade sig gøre uden jeres opbakning og sammenhold, og mit ønske er, at dette sammenhold vil vare ved mange, mange år endnu. Og at Danske Dramatikeres Forbund om endnu et århundrede kan se tilbage på de to foregående og sige, at det alt sammen var besværet værd, at kampen måske ikke er vundet, men heller ikke tabt, for vi gør stadig en forskel, uden os ville det hele se bare en anelse sortere ud, end det gør! Side

5 FOTO Anders Busk side

6 Som dramaturg og lærer ved Statens Teaterskole skriver jeg ofte en slags Huskedigte til mine studerende.. Huskedigtning er ikke sublim, men prøv at huske ved hjælp af et rim. Nathansens Indenfor Murene i en tidlig opførelse. FOTO Det Kongelige Teater jubilæumsdigt t i l D a n s k e D r a m at i k e r e s F o r b u n d Som Storm P. så Gustav Wied Amalie Skram fotograferet i Købmagergade af P. Fristrup af mette borg Emma Gad FOTO Polfoto 1900tallets begyndelse var sær dirrende nervøs og mærkelig visionær. Industrien voksed, klassekamp, snart krig og tvivlen om: hvem er jeg? - et angstens indre skrig. Dengang Nora gik blev intet mer det samme og det forsøgte flere at skildre og at ramme. Amalie Skrams Agnete var tyv, men helt forklaret menneskeligt, som kvinde, ærligt, sandt forsvaret. Kloge Emma Gad gav også kvinden stemme og stiftede et Forbund, det må vi ikke glemme! mens satyr n Gustav Wied åbner døren på klem for en splittet verden hvor to gange to er fem. Dog hvis man vil finde en dansk naturalisme hvor virk ligheden brydes i scenekunstens prisme er Ind n for murene - dets fine empati et særligt godt eksempel, uden føleri. Nathansen forener en solidaritet med næsten videnskabelig objektivitet. Lad stykket være uden Ibsens grumme bid men værdigt står det frem og lever i sin tid. Er der nogen der vidste at Broby Johansen har skrevet et drama om manden og kvinden i kamp mens koret skriger i Rama? det ekspressionistisk og dada, med stænk af Bauhaus og Schlemmer Broby kaldte det Bodsspil, et requiem for krop og stemmer. Tiden råber forgæves på Gud, den råber fortvivlet på mening men råbet forstummer, blir væk - og tilbage bli r livets forstening... eller er det nu også sådan? måske er tiden så hektisk fordi den i bund og grund tror på forandring - dialektisk. Svend Borberg skrev sin Ingen om sjælens sprængte jeg men også her er håbet i live og på vej hvis kaos bli r formidlet, forvandles og erkendes kan følelsen af intet og ingen måske vendes? Side

7 Det var i hvert fald sådan Soya bed sig fast i psykoanalysens libido og last. Er mennesket virkelig ondt - ér det, eller bli r det? Soya søgte svar og lyt hvordan han si r det, når han fornyer replikken - et kort moderne sprog der har et andet, et almenmenneskeligt flow. Han elsker det groteske, han dyrker det vulgære når virkeligheden ændres dæmonisk til det sære. Kjeld Abells skitse til Melodien der blev væk, Riddersalen FOTO Teatermuseet Abell han er 19 - ser Spøgelsessonaten uden at forstå hvordan man gik og sa e den for det var på Casino at teksten blev leveret på tysk i gæstespil - men Abell var chokeret. Siden gav det franske dramas poesi Kjeld Abells eget værk en sproglig ny værdi. Han åbner sig som digter og tryller med fiktionen når ordene får krop så skaber han visionen. I Den blå Pekingeser om kunst og konsekvens står en kvinde over for et valg om eksistens. At være eller ikke - er tema i det stykke der slutter med begyndelsen til tro på liv og lykke. Men kun fordi en digter, André, som hun har kendt går gennem hendes krise og får sin egen vendt. Abell skaber regler i fri dramaturgi og anerkender kun den skabende fantasi teatret skal ikke ligne, teatret skal være han elsker at gi rummet skiftende atmosfære. Fiktionen bærer masker og bygges op i lag... Den frie tankes fristed er Abells hovedsag. Selvom Kaj Munk søger det stærke og fatale er hans bedste værker der hvor han tør tale enkelt og alvorligt med humor og med ærlighed SIDE 9

8 Morten Burian i H. C. Branners Søskende på Aalborg Teater FOTO Nils Krogh - så smukt i skuespillet Kærlighed. Alt det stof som gør, at Munk er inspireret - kristendom, romantisk drift - bli r da en integreret del af manden selv, lever i hans stykke... som Grundtvigs sjælekamp i werthersk Egelykke. H.C. Branner skriver med bundet temperament om menneskers undertrykte frihedstrang dybt følt er hans værdige berettelse om livet under nazistisk besættelse. Hos Knud Sønderby og Leck Fischer fornemmer man stor ømhed over for mennesker vi glemmer. Vel var de tre ikke li frem optimister men altid varme ukuelige humanister. Så r der jo PH, aristofanisk fræk fornyer af græsk komedie med sine handlingsrevyer han vender selveste Holberg for åbent tæppe på ho det i Op og ned med Jeppe. Poul Henningsen er munter og bister humanist og socialistisk kulturradikalist. To verdenskriges rædsler - Nietzsches Gud er død hvor finder man sit credo i metafysisk nød? Identiteten flyder - i kapitalens rovdrift - er det da virk lig vor tids groteske gravskrift? Side 10

9 Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Poul Henningsen, cigaretter og harmonika. FOTO Lars Hansen/POLFOTO side 11

10 Fra Jess Ørnsbos Majonæse. FOTO Det Kongelige Teater Fra Erling Jepsens Manden fra Estland på Husets Teater. FOTO Henrik Saxgren Jess Ørnsbo rider sit eget vilde ridt kæmpende imod alverdens lort og skidt med en særlig morskab der går op imod det fordømt forkerte - livsopløsning, rod.. Der er absurdisme parret med Artaud grusomhedens galde i Ørnsbos skriveklo! Mennesket er en kunstner - Ernst Bruun Olsen vil tro på menneskets kraft i sine skuespil derfor blir han ramt af oprigtig harme uden dog at miste poesi og varme når han ser forfaldet brede sig i takt med at idealer trues af pengene og magt. Teenagerlove lod valg af karriere betyde tab og død - en popkulturs misære moderne tragisk patos - en kæmp ne musical. Og når arbejderne gik til bal i Den Borgerlige var det snart forbi med idealer i det gamle socialdemokrati. Gaderne lå øde - Panduro på TV det var noget alle gerne ville se. Den borgerlige villa som freudiansk model bygget af fortrængning, flugten fra sig selv. Når karakteren rejste ned igennem id et gik Leif Panduro på ibsensk vis til biddet spændende som en krimi - tjekhovsk i replik Panduro på TV var fornem dramatik. Glade dramatikere med Finn Methling i forgrunden. Finn Methling møder verden i lyrisk grønne skygger Leif Petersen slår livet fast satirisk så det rykker Erling Jepsens drama åbner det normale for det magiske, groteske og det gale. Kaj Himmelstrup er absurdistisk realistisk... det danske drama er vidt spændende, artistisk Side 12

11 Astrid Saalbachs Miraklernes Nat på Det Kongelige teater. FOTO Huset Mydtskov og hvis man er en Saalbach også pessimistisk. Her taber mennesker håret, har kvalme og er tomme angste for nuet, angst for hvad der skal komme man søger og man vil så gerne noget andet hvorfor er det så svært, ja ofte så forbandet? Det er fortvivlelsen i kierkegaardsk betydning som Saalbach trækker frem i dialektisk brydning... for under hendes drama vibrerer lyse klange - det føler man ofte i hendes mørke sange. Hun skriver sjældent klassisk, men vælger episoder og hendes symbolik har karakter af koder sproget er præcist - alting udvalgt - stramt sjæledramasandt, samfundskritisk ramt. Line Knutzon - trickster - omvendt og alvorlig bag komediemasken røbes det hun syns det går ret dårligt med at være menneske i al umenneskelighed - men tricksteren er narren, der aldrig kan slås ned. Hun mistror det sprog som magt og medier taler og derfor blir hun dada-absurd i billedet hun maler. Når livet er smukt men leves uden skønhed da kalder det på Lines vrede, mod og ømhed. side 13

12 Man leder efter mening, det hele er fragmenter det emne sætter gang i flere unge talenter. Man stiller spørgsmålstegn ved det vi kalder fakta Gerz Feigenberg vil søge, undre sig, iagtta det onde og det gode er ikke absolutter og skæbnen er måske hvad tilfældet beslutter. Poul Borum og Morti Vizki i et afslappet øjeblik for mange år siden. Peter Asmussen går ind i en blålig sort duende i muntre sørgespil om frysende forbrændte mennesker der flygter og forvrænger imens de både søger og ubevidst fortrænger. Man genkender Heideggers tanke om døden som erkendelse hvis ikke livet skal leves i tomhedsfornemmelse. Teater er et magisk sted, anstændigt, relevant - det formulered Morti Vizki engang så elegant med humor og med vid og stærke dissonanser vakte han med dramaet alle vores sanser. Kerneløse mennesker går ensomt rundt i Sne flere uden retning og uden livsidé. Ensomheden gnaver i kroppen og forstanden sprogligt kan de tale men sjældent til hinanden. Fra Gerz Feigenbergs Tilfældighedens Engel på Det Kongelige Teater. FOTO Huset Mydtskov Side 14

13 Dalager, Lollike, Anna Bro, Thor Bjørn Krebs og Rohde - det truer med at sprænge mit jubilæumsdigterhoved - men det er et frugtbart kaos - jeg ser det somvældigt inspirerende kreativt og heldigt at så mange skriver og skriver så forskelligt alt fra ateistisk til mytisk, mystisk, helligt. Vivian Nielsen, Boberg, Nicolas Bro med flere - der er gang i det drama de yngre leverer. Fra Simon Bobergs Galskab i Turbinehallerne. FOTO Thomas Busk Det samme gælder filmen, men her er jeg en gæst - huskedigter n kender teaterkunsten bedst. Det ville ellers ha været rigtig sjov me at vove sig ud og skrive lidt om dogme. og hylde alle de rukovske rekrutter som også skriver drama, men det nok bedst jeg slutter. Nu standser trafikken på Kongens Nytorv der kimer kirkeklokker som om det var nytår Holberg får en raptus da han hører hvordan Oehlenschläger synger Der er et yndigt land. Ingen tvivl om herrernes længsel og mening: de ville gerne ha stået i fagforening. Jam n se hvor de gamle drenge letter sig i sædet og ønsker Danske Dramatikere TILLYKKE MED JUBILÆET! Mette Borg, april 2006 Claus Flygare, Marina Bouras og Tina Gylling Mortensen i Nicolas Bros Stolthed er kolossal 2005 Fra Christian Lollikes Underværket. FOTO Fredrik Clement side 15

14 Før og efter TAXA af Sven Clausen Senior-producent, DR TV-Drama - en hilsen fra 2860 Søborg Så enkelt som overskriften antyder, er det jo ikke. Forandring foregår over tid, og først når man kraner op, i dette tilfælde over perioden på DR i 1990 erne hvor TV-Teater blev til TV-Drama, ser man måske et vist perspektiv. Det er en periode, hvor produktionsselskabet TV-Drama bliver en af de største arbejdspladser for danske dramatikere i kraft af et format, som vi herhjemme tidligere kun kendte som import eller som dramatiseringer af litteratur: den lange tv-serie. Status for produktionen 12 år senere her i 2006: De sidste 2 episoder Krøniken, de sidste 8 af Ørnen, 24 episoder Jule-eventyr samt cirka 12 episoder af helt nye serier og dertil Per Flys nye serie. Det giver tilsammen 35 timers nyproduktion, og det er jo en volumen, der vil lægges mærke til. Selvfølgelig har der altid været dramatikere på spil i DR, også da vi hed TV-Teatret. Teatrets dramatikere, dramatikeren som oversætter og så de mange forsøg med danske TV-spil kulminerende med Leif Panduros succeser. Dette repertoire-mix, og dermed også en stor og fastansat stab af DR dramaturger og produktionsfolk, fastholdes helt frem til omkring Først her stopper definitivt produktionen af teatertekster til fordel for dramatik, skrevet direkte til mediet. Det er her, DR for første gang beslutter sig for en lang, prime-time tv-serie. Der er behov for en volumen, som teaterteksterne hidtil har givet, uden at belaste budgettet med bl.a. dekorations-byggeri til et modsvarende antal tv-film. Der blev diskuteret gevaldigt dengang hos tv-direktør og fiktionschef om, hvorvidt public-service-begrebet kunne holde til en sådan popularisering. Det blev derfor kortvarigt en strategi, at seriebudgettet blev en tilskrivning, en øgning af TV-Teatrets budget, således at de smallere aktiviteter kunne opretholdes i uændret omfang. Valget faldt på Landsbyen. Peter og Stig Thorsboes serie var med Tom Hedegaard som instruktør blevet produceret med 6 episoder om året henover 3 år. Og i diskussionerne om hvilke forfattere og hvilket tema, der skulle på banen til den nye satsning, vandt jeg gehør for, at vi med de 18 eksisterende afsnit rigeligt havde den pilot og de publikumstest, og ikke mindst den dedikation til genren fra forfatterside og fortrøstning mht. forsyningssikkerhed (manuskripter) fra producentside, som måtte være grundlaget for beslutningen. Manusskrivning, mens der produceres; 12 måneder i samme dekoration, med samme cast - men med skiftende instruktører - var konceptet, og dertil kom så Rumle Hammerich, nyudnævnt dramachef, med en forpligtelse til - og ambition om at re-lancere TV Drama som produktionsselskab. Det visuelle look, paramount møder og præmis, var begreber, der dukkede op i forberedelsesfasen. Og trods træghed i visse faggrupper blev 1995 et lærerigt år med en begyndende indsigt i det nye format, baseret på film- og ikke TV produktion. Peter og Stig allierede sig med 6-8 episodeforfattere, og så gik det ellers over stok og sten baseret på storylines af brødrene og med final draft skrevet af Peter og Stig på skift, inden Peter stak af til filmbranchen, og Stig alene bar ansvaret. Når man producerer tv-serier, er tiden den største modstander. I alle faser. Men det, at en forfatter ganske få dage efter at have afleveret en episode til optagelse kan se resultatet i klipperummet, er en fantastisk mesterlære og optimering af instrumentet. Var vendepunktet i scenen effektivt? Kan der virkelig reduceres så meget i dialogen takket være andre udtryksmidler? Var der Side 16

15 Fra Nikolaj og Julie, Krøniken, Taxa og Landsbyen. FOTO Bjarne Bergius Hermansen, Mike Lollöffel, Heidi Maxmiling og Ulla Voigt. tilstrækkelig balkon i scenens udgang? Ud af klipperummet og hjem til næste afsnit med de nyvundne erfaringer. Jeg husker også, at vi blev forbløffede over, hvor mange plots et 30 minutters format kunne bære, blot vi evnede at flette scenerne rigtigt. En erkendelse, der blev afgørende for manuskriptarbejdet på TAXA, hvor Stig Thorsboe igen mødte nye episodeforfattere, flere af hvilke siden selv har taget ansvar for tv-serier: Adam Price, Søren Sveistrup. For formatet var kommet for at blive. Samtidig med de daglige optagelser på Landsbyen begyndte forberedelserne til den næste serie. Og nu med direktionens krav til seertal og bevidstgørelse af målgruppen de unge voksne. TAXA blev Danmarks første moderne tv-serie, og den bragte som ønsket ungdommen tilbage til DR, foran skærmen, men så sandelig også i produktionsmiljøet. Som alle førstegangsoplevelser er der selvsagt meget omkring TAXA, der er bevaret i erindringen, men lige nu er det begrebet begejstring, der presser sig på. Den begejstring Stig Thorsboe, Anders Refn og jeg delte over udenlandske forbilleder som Hill Street og NYPD Blue, serier som blev en afgørende inspiration, for det formsprog vi valgte og den arbejdsmetode, der nu voksede frem: Hovedforfatteren rykkede frem på forsædet ved siden af produceren og instruktøren i afgørende beslutningsprocesser, som på film ligger hos instruktøren og produceren. Jeg fik af DR lov at studere produktion af en lang række serier, begyndende i Sverige, videre via England til USA, og jeg lærte at skelne mellem vilkårene for den daglige Soap og så Prime Time serien, hvor den første er vokset ud af tv-branchens flerkamerateknik, mens den sidste trækker på traditionerne fra filmbranchen. Og jeg opdagede, at alle de amerikanske serier, som vi herhjemme beundrede, ikke alene var skrevet af - men også produceret af: Forfatteren, eller makker-parret forfatter og producer. One vision, som de kalder det over there, er erkendelsen af, at fordi produktions-kravene på en tv-serie kræver et stafetløb mellem skiftende instruktører, så bliver forfatteren den konstante størrelse og eneste person med overblikket på indholdssiden. Derfor sidder forfatteren til eksempel med i klipperummet som garant for den enkelte scenes optimering i forhold til scenens fortid og fremtid i seriens livscyklus. At instruktøren på en episode i USA så kun har en enkelt klippedag til sin rådighed, hvorefter forfatter og producer tager over, er efter Europæisk målestok, herunder min egen, heller ikke den optimale løsning. I stedet er det som bekendt lykkedes herhjemme startende med Landsbyen, videreført gennem Lars von Triers Riget og løbende udviklet gennem TV-Dramas serier at blande filmens og TVs produktionsformer, og i respekt for såvel forfatter som instruktør udnytte kompetencerne i begge lejre. Det er en brobygning, der ikke findes andre steder i verden. TV-serien betyder stort volumen og dermed stort behov for arbejdskraft. Genren stiller også krav om nytænkning, den bør være i konstant bevægelse. Ud fra disse betragtninger grundlagde vi med TAXA en stræben efter at blande erfaring med nyt talent. Ikke mindst på forfatter- og instruktørfeltet. Allerede på Filmskolen møder vi i dag kommende forfattere. Som episodeforfatter - og såmænd også som ankermænd/kvinder på nye formater - tilbyder vi job til mindre erfarne dramatikere, ofte direkte fra Filmskolen. Det giver en synlighed og bemærkning i CV et, som i flere tilfælde har givet adgang til andre opgaver. Mig bekendt er det i år første gang, Filmskolen på manuskriptlinjen har optaget elever, der har søgt ind med den ambition af skrive tvserier. Det lover godt for fremtiden og det kvalitets niveau, vi søgte at grundlægge med TAXA. (artiklen er en lettere omskrivning af et bidrag til Filminstruktørernes jubilæumstidsskrift 2006) side 17

16 >Jubilæumstegning af Tomas Lagermand Lundme Side 18

17 Fra August Bloms Atlantis. FOTO Nordisk Film > HYLDEST TIL BILLEDSKRIVERNE af en hedengangen tastaturklimprer Her fra efterlivet ser man først hvad filmen egentlig er, forstår dens væsen: Det liv vi lever er en lille strimmel: imens vi lever strømmer lyset klart igennem strimlens frames så der bliver liv. Når man er død, som jeg, er lyset slukket men hvert et billed findes stadigvæk. Se, her er et fra en der hed Atlantis fra Nordisk Film i fordums stumme dage. Den var af August Blom, som kom og gik. Så ser jeg et fra Tre Små Mænd, en animeret, af stormen der hed Robert Petersen. Så drejer hjulet, og der blændes op for en gigant så vild som få, den store Carl Theodor, den store mester-drejer, som fylder vores øjne, vores hjerter endnu med Vredens Dag, Vampyr og mere. Han ændrer hele filmen som begreb. Hvor Dreyer er på knæ foran sin Skaber er Bjarne og hans Astrid Henning-Jensen i oprør mod en uretfærdig verden, fra Ditte Menneskebarn til Barndoms Gade, mens skellet mellem høj og lav fortælles med lune og med kærlighed om Harry, en fattig mand der får en kammertjener, Sofie Gråbøl i Barndommens Gade. side 19

18 Claus og Larsen i Ballings Midt om natten fra FOTO Nordisk Film af hr. Bent Christensen, der let jonglerer med vid og alvor i en skønsom blanding, fulgt op af Balling og hans Bahs, der mestrer den store kunst at fange en nation i humor og i epos og i hverdag i anekdotisk blomstrende forløb, som ikke havde været meget uden fru Nørgård og hr. Hammerich og flere som skrev loyalt men også digted frit. Panduro var panoptikon og revser, han rev i sjælen og servered østers så gaderne lå øde hver en gang. Og Rifbjerg viste årene så stille, Sven Holm fik munter sygdom gjort til sjov, mens Gabriel Axel slog store slag, forsøgte sig med patos og med vildskab i oprør mod det store dumheds-hav. Så blev det tid til Per og smukke navler Hans Hansen, og Hans Kristensen og Søren gjorde Kragh på nye tiders tankeliv da Jacobsen og flere baned vejen for gadefilm og ungdomsfilm og gas. Men der var mer end ungdomsdrøm i dette i Emmas skygge vokser vældigt lys. I Wendels smukke boulevarderier er der et syn af altings poesi, og Jon og Bang og Henning Sulten Carlsen fortæller om de vilde overdrev. Linda Wendels filmatisering af Kirsten Thorups Baby. Fra Matador. Side 20

19 Med uret: Bille Augusts Pelle Erobreren fra1987, Henning Carlsens Sult fra 1966, Annette K. Olesens Forbrydelser med manuskript af Kim Fupz Aakeson, Terkel i Knibe med manuskript af Mette Heeno & Anders Matthesen. Per Flys Arven med manuskript af Per Fly, Dorte Høeg, Kim Leona og Mogens Rukov. Nedenfor plakat til Søren Kragh-Jacobsens film efter Hans Hansens roman Vil du se min smukke navle. Den Bille som er August finder Pelle men ikke uden hjælp fra Billeskov, og Enquist, ja og Reuter, sådan er det: hvis der skal drejes skal det skrives først! Det gør de så, Kim Fupz og Thomas Jensen Og Thorsboe-brødrene og Søren Sveistrup Og Vidø, Heeno, Høgh og Kim Leona, Niels Vørsel, ja, og mig og mange andre foruden dem var al den storhed tom. For ingenting kan filmes før det findes Nedskrevet, i et manus, i en ånd. Det sker så tit, at den, der skrev, bliver borte, Som jeg er blevet borte i min grav. Jeg er den tavse, glemte manusskriver Der ligger her og ryster i min jord Fordi jeg tror jeg stadig er en giver Så fuld af smukke billeder og ord. side 21

20 > Til det at skrive drama Du er for klog, kollega, til ej at ville lytte til disse dybe tanker om hvad man skal benytte til det at skrive drama, at gøre kød til ånd: det vigtigste at have, det er en sikker hånd der aldrig valent hviler, men skriver i en strøm og uden nogen tøven gør virklighed af drøm. Så skal man have en kvinde, der elsker alt man gør der véd man er en ridder, som vil og kan og tør. Og dertil kommer vinen og den skal være stærk så Spiritus kan fylde ens kunstnervom og -værk. Så skal man have en vrede, som fylder én med ild imod alverdens dumhed, som gør én gal og vild; mod gerrighed og glubskhed, og løgn og hykleri, mod dem der lokker andre, fyldt op af fup og svig, mod liderlige magtmænd og selvoptagne skvat der tror de finder frelse i fanatismens nat. Hvis nu man har alt dette, så er et drama klart med blæk sat på papiret, og fuldendt, og parat på to et halvt sekund og jeg lyver så det suser! Der findes bare én ting, der virklig os beruser - ja, os der skriver stykker, med hvin og grin og gråd - kun én ting insprerer, så det betyder noget, så sproget danser dejligt, intrigen, den er skøn: Den ene ting er enkel: min løn, min løn, min løn! Molière, a peu près Side 22

21 AF CLAUS MANDØE Påskedag, morgen, 8:16. Jeg sidder her, midt i opløbet på min nye forestilling, NOAS ARK, og skal skrive noget om dét at skrive dramatik. Jeg har udsat det af tidsnød, tror jeg nok, og så på grund af noget andet, jeg ikke har vidst hvad er. Men nu ved jeg det. Det er simpelthen fordi, jeg ingenting véd. Det er sådan det er. Jeg er dum som et bræt. Jeg er ikke i stand til at sige noget fornuftigt om mit eget arbejde. Jeg starter et sted, som jeg tror er vældig klogt og velvalgt (men det skal siden vise sig, at jeg tog grueligt fejl), og så krydser jeg mig frem, fra A til Z, fra X til B, skriver og smider væk, roder lidt i et hjørne, ser dårligt fjernsyn, læser i en bog, stopper op ved et fedtet spil kort, som jeg bliver ved med at have en fornemmelse af skal være med. Jeg falder i staver. Jeg går på gulvet og prøver ting af, og så leder jeg videre, til en vis grad planløst, mens bittesmå områder fortætter sig og bundfælder, og der begynder at dukke klumper op, som jeg tror måske er forestillingen. Jeg er ikke en gang rigtig dramatiker, jeg er bare én, der fortæller en historie. Og til det må man jo have en tekst. Jeg sætter mig ikke ned med en klar vision og en disposition og begynder at skrive, 48 sider til aflevering den 20. Jeg roder bare rundt i halvmørke og kan ikke ophøje et eneste af mine valg til at være dét afgørende sted, som forestillingen vokser fra. Men i de lykkelige tilfælde udfælder der sig gradvist mere og mere, som får substans, som bliver til krop og historie på gulvet. Jeg bliver virkelig skarpere og skarpere, mere og mere klar over, hvad der skal med, og hvad der ikke skal med - på et område på størrelse med en knappenåls prik er jeg suveræn: Jeg ved alt, hvad der er at vide dér. Og så kan man begynde at stramme til, at trække snorene sammen, indsnøre klumpen i præsentabel form og afskære vildskud og vidløftigheder, prøve forsigtigt af foran et lille udvalgt prøvepublikum, gå tilbage og rette til eller måske ligefrem radikalt ændre dét, man troede var formen, så det rigtige, det levende kan komme blævrende ud af sin æggeskal. Til forestillingen har fundet sin form. Og er færdig. Og man igen bliver kastet af, udelukket, magien slukket, og det dér bløde sted, hvor der kunne æltes og smages og undersøges og prøves, for hvis skyld man måtte undvære sin nattesøvn i måneder, er borte. Vejen derind er lukket. Og jeg er igen dum som et bræt. FOTO Jane Vorre Om at være et bræt side 23

22 sk u lk FOTO Danmarks Radio En chesterfieldlæderstolsrapport om det at skrive drama mod deadline af jens blendstrup Når jeg skal i gang med noget, laver jeg kaffe hele tiden. Jeg laver en kande og glemmer den, for så er jeg nødt til at lave en ny kande, som jeg også glemmer indtil der ikke er mere kaffe, og jeg må ned og handle. Nogen gange bliver jeg ligefrem fysisk aktiv og synes med ét, der skal laves noget i haven. Så står jeg der med en skovl og leder efter ting, der trænger til at blive puttet ned i jorden. Engang gravede jeg ligefrem en død hyld ned igen, selvom jeg havde brugt timer på at få den op måneder før. Men det var også en slem deadline, hvor jeg skulle skrive om tøj. Jeg har jo ikke en skid forstand på tøj. Men jeg sagde ja alligevel, fordi jeg havde mange måneder tilbage før deadline, da jeg sagde ja til at skrive om tøj. Nogen gange er det mere smertefrit. Så er det bare de der hundrede dukker, som mine børn går og smider, der skal lægges i system med hovedet den ene vej, mens bamserne skal pege den anden vej. Og på den måde går tiden jo. Faktisk skal tiden helst gå. Ja faktisk skal tiden helst blive alvorlig kritisk, før jeg endelig kommer i gang. Det skal være, så tiden vælter ind over mig, og pligterne kalder og døden ikke kan udskydes. Så bliver det bedst, for så er der ikke tid til at sidde og fimse og file og lave gesimser i teksten. Så er det bare ord, der skal ud og bum bum bum lægges i en hulens fart. Og det er sådan set lige meget, om det er en stor tekst eller en lille tekst. Der skal simpelthen laves lusk, før der sker noget. Nogen gange bruger jeg ligefrem den ene opgave som katapult for at komme hen til den anden. Så begynder jeg simpelthen en mental hetz mod den ene opgave, som simpelthen er så snotdum, at den skulle skydes, og nu lægger jeg den kraftedme på is og skulker hen til den anden. På den måde foregår der mange mærkelige ting, når jeg skal i gang. Jeg har også engang været så vred på et plot til en novellesamling, at jeg simpelthen printede det og frøs det ned i kummefryseren, som jeg så glemte alt om, indtil min kone fandt det mellem det hakkede oksekød og nogle hindbær. Hvad laver den tekst der? Jeg var vred på den, sagde jeg. Den var kraftidiotisk! Og holdt det iskolde papir og fortrød, jeg havde været så ond mod det stakkels plot. Men det hjalp af en eller anden grund alligevel, Side 24