KINABLADET NR. 30 SOMMER 2006

Transkript

1

2 KINABLADET udgives af Dansk-Kinesisk Forening og udkommer fire gange om året (marts, juni, september og december). Foreningens medlemmer får bladet tilsendt gratis. Et årsabonnement på bladet uden medlemskab koster 175 kr. Kinabladet er medlem af Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter. Dansk-Kinesisk Forening er af Københavns kommune godkendt som en folkeoplysende forening. Redaktion: Flemming Poulsen (ansvarshavende) Fresiavej 3, 3450 Allerød. Tlf Mads Holst Jensen, Anette Kruse, Jette Mechlenburg, Signe Overgaard, Claus Seiden, Henrik Strube. Layout: Torsten Valeur Kalligrafi: Lan Wang Valeur DANSK-KINESISK FORENING blev stiftet 25. januar Dens formål er at være samlingssted for alle med interesse for Kina samt at formidle oplysning om Kina. Vedtægter, indmeldelse og abonnementstegning ved henvendelse til sekretæren. Hjemmeside: Formand: Signe Overgaard Birkegade 13, 1.sal, 2200 København N Tlf Mobiltlf.: dansk-kinesisk@webspeed.dk Sekretær og kasserer: Lene Løgstrup Engelholmvej 15, 2700 Brønshøj Tlf sekretariatet@dansk-kinesisk.dk KINABLADET NR. 30 SOMMER 2006 Lykken daler ned fra himlen... 3 Huang Quanxin om at møde en edderkop Kinas kvindelige yuppier... 4 Annette Dahl om en af middelstandens magtfaktorer i Kina Kinas nye nationalsymbol... 8 Hanna Liv Leanderdal om dæmningen over Yangtze Rigdomskløften må fjernes Ma Jisen om en betingelse for Kinas fortsatte vækst Landsbyer i rivende vækst Jette Mechlenburg om landsbyer, der har fået et løft Barske forhold ved Kinas samlebånd Mads Holst Jensen om kvindelige migrantarbejderes hverdag En skolehverdag i Yantai Magnus Jorem om disciplin og autoritet i kinesiske skoler En Kinabog for børn Jette Mechlenburg anmelder Kender du Kina? Ny formand for Dansk-Kinesisk Forening Signe Overgaard afløser Kjeld A. Larsen Til bryllup i Tianjin Gudrun Lindhard til kinesisk fest med 300 gæster Ri chang sheng huo Claus Seiden om kinesernes hverdag og tilværelse Arrangementer Besøg i Botanisk Have, Foredrag om virksomhedernes sociale ansvar, kinesiske studerende søger danske familier BG Bank Bogsalg og leje af skolekasser: Gudrun Lindhard, Istedgade 27, 1.tv., 1650 København V. Tlf guan@kabelmail.dk WEB-master: Henrik Strube Kastanie Allé 2H, 3.tv Vanløse Tlf hs@dansk-kinesisk.dk Medlemskontingent: Enkeltmedlemmer kr Parmedlemmer kr. Pensionister og studerende kr. Pensionistpar kr. Kollektivt medlemskab kr. ISSN Tryk: Birkerød Bogtryk Forsiden En gruppe kvinder i Kina stiler målbevidst efter at gøre karriere inden for erhvervslivet. De har mange højtlønnede lederjob at vælge mellem, og nogle sætter karrieren over familielivet. Specialmagasiner for karrierekvinder giver besked om alt, hvad en karrierekvinde har brug for. Læs artiklen Kinas kvindelige yuppier. 2

3 Lykken daler ned fra himlen I klassisk kinesisk litteratur blev en lille edderkop betegnet som kimen til lykke. Under Tang-dynastiet tegnede man en edderkop på væggen, den blev kaldt væg-penge. I andre optegnelser fortælles det, at en edderkop i hjemmet er tegn på, at en lykkelig begivenhed er forestående. At møde en edderkop er et varsel om, at lykken er på vej. Tekst og tegning: Huang Quanxin, maler og kalligraf, forsker i traditionel kinesisk kultur. (I Designs of Chinese Blessings, Sinolingua 2003). 3

4 kinas KVINDELIGE YUPPIER en af middelstandens magtfaktorer Kinas karrierekvinder var emnet for et foredrag, som cand.mag. i kinesisk kultur mv. Annette Dahl holdt i Dansk-Kinesisk Forening den 19. januar De er veluddannede, har let ved at få et højt lønnet job og lederstillinger i udenlandske firmaer i Kina og de fleste, om ikke alle, er på jagt efter en mand, som kan indfri deres krav til en ægtefælle. Af Flemming Poulsen Karrierekvinderne er godt stof i mange af de magasiner, der udgives i Kina, ofte i samarbejde med udenlandske forlag. Et af bladene giver i detaljer de karrierebevidste kvinder gode råd om, hvad de skal foretage sig i ugens løb, hvordan de skal gå klædt til hvilke begivenheder, hvad de skal købe osv. Karrierekvinderne kommer fra middelklassen. Hvem der hører til den gruppe i Kina kan defineres på mange måder. Annette Dahl går ud fra en kinesisk undersøgelse, der siger, at personer fra middelklassen skal have en høj, stabil indtægt mindst svarende til kr. om året. De skal være veluddannede med mindst en bachelorgrad, de skal have en høj stilling i det offentlige eller det private erhvervsliv. De skal købe luksusforbrugsgoder, have en ejerbolig og måske også den nye superforbrugsvare en bil. Desuden holder de ferie, enten i Kina eller i udlandet, og de bruger mange penge på deres børn, ikke mindst på deres uddannelse, der gerne må foregå på et universitet i udlandet. Man regner med, at omkring 11 pct. af Kinas indbyggere hører til middelklassen, og man går ud fra, at dette tal bliver fordoblet i de næste femten år. Der er en enorm forskel på levestandarden i byerne og på landet. I dag er 70 pct. af befolkningen bønder. Mange tjener kun hvad der svarer til 2200 kr. om året, så der er virkelig tale om en forskel sammenlignet med folk fra mellemklassen. Annette Dahl har som led i sine studier interviewet otte kinesiske kvinder i Shanghai om deres karrierer. Fire af dem fortalte hun om i forbindelse med foredraget. Tre af dem arbejder målrettet på at gøre karriere, den fjerde er en kontrast til de tre, for selv om hun har en høj uddannelse og sagtens kunne få et højt lønnet job, har hun fravalgt karrieren til fordel for familielivet sammen med mand, børn, forældre og svigerforældre. Skifter tit job Jin med det engelske kaldenavn Stella (af praktiske grunde har kinesere et udenlandsk navn, når de arbejder i et udenlandsk firma) er leder af personaleafdelingen i en amerikansk virksomheds Shanghai-afdeling. Hun har en bachelorgad i engelsk, men har ingen uddannelse i personaleledelse. Men takket være sine engelskkundskaber har hun haft mulighed for langsomt at arbejde sig op i internationale virksomheder, og hun er ifølge Annette Dahl et godt eksempel på den jobmobilitet også kaldet jobhopperi eller jobshopperi, som er så almindelig blandt de højtuddannede i Kina. Stella har skiftet job mange gange, siden hun blev færdig med sine universitetsstudier for fem år siden. Det foregår på den måde, at hun surfer rundt på internettet, hvor der er et væld af hjemmesider med ledige jobs. Så lægger hun sit cv med en kort præsentation af sig selv ind på en hjemmeside med et job, hun er interesseret i. Så bliver hun måske indbudt til en samtale, og er hun en medarbejder, virksomheden kan bruge, får hun udkastet til en kontrakt med hjem. Med det i hånden går hun til sin chef, fortæller ham eller hende, at virksomheden har tilbudt hende 3000 yuan (ca kr.) mere om måneden, end hun har i sin nuværende stilling (i et tysk medicinalfirma). Desuden får hun en titel, der placerer hende lidt højere oppe på rangstigen. Da hun er en nøglearbejder, som firmaet har investeret en del penge i for at uddanne hende til at varetage specielle opgaver, vil man nødig give slip på hende, så hun får en lønforhøjelse på 2500 yuan, så hun nu har yuan (ca kr.) om måneden. Manglende loyalitet Men hun fortsætter turen rundt på internettet, og tre måneder efter har hun et nyt job i kikkerten og får det. På den måde er hun foreløbig endt som personaleleder i en amerikansk virksomhed. Det går utroligt let med at få et nyt job, og Stellas måde at forøge lønnen på og stige i graderne er karakteristisk for middelklassens veluddannede kvinder og mænd. Det kan godt forekomme lidt illoyalt over for ens firma, i Danmark viser vi lidt større loyalitet over for arbejdspladsen, men sådan er det ikke i den gruppe, der er tale om her, sagde Annette Dahl. Det er ønsket om at få en højere løn, der får karrierekvinderne til at 4

5 skifte arbejde, men skiftet fører også andre eftertragtede goder med sig, nemlig mulighed for at udvikle sig arbejdsmæssigt og personligt. Ud over en god uddannelse lægger karrierekvinderne stor vægt på den kulturelle dannelse. Begge dele fås ved jobskifte, fordi den nye arbejdsgiver kan tilbyde nye kursus og flere kompetencer, som medarbejderen kan få brug for, næste gang hun søger et job. Men den vigtigste grund til at skifte job er lønnen. Hvert jobskifte betyder lønstigning, så Stella har nu en månedsløn på yuan (ca kr.), en fordobling på et par år. Det er betydeligt mere end gennemsnittet på under 4000 yuan (ca kr.) om måneden. Det er specielt højtuddannede og nøglemedarbejdere, der jævnligt er på jagt efter et nyt job. Medarbejdernes ustandselige jobskift er naturligvis et stort problem for virksomhederne. Der er mange metoder til at holde på en værdifuld medarbejder, fx medarbejderaktier og andre goder, der kan minde om forholdene under maoismen, hvor ansættelse i offentlige virksomheder medførte, at man som supplement til en ikke særlig høj løn fik forskellige goder som billig bolig, børnehaver, sygesikring, uddannelse og et socialt sikkerhedsnet. Noget tilsvarende bruger virksomhederne nu for at holde på medarbejderne. Yuppierne og karrieren Ægteparret Jin (Stella) og Tan har besluttet, at de ikke vil have et barn. Jin er bange for, at et barn vil sætte hendes karriere på spil, og hun går målrettet efter at nå, hvad hun har sat sig for. Hun stilede efter først at blive mellemleder og derefter egentlig leder. Det har hun nået nu som leder af personaleafdelingen i den amerikanske virksomhed. Næste skridt er at komme op på chefniveau, for der er lønnen høj. Hun har fået at vide, at hendes chef i det tyske firma, hvor hun før var ansat, tjente yuan (ca kr.) om måneden, og den løn vil hun gerne op på, for så kan hun få råd til at købe en bil og andre forbrugsgoder. Hun siger selv, at hun (og hendes mand, der arbejder i et hollandsk firma, men endnu ikke tjener så meget som hun) hører til gruppen af xiao zi, dem man i den vestlige verden kalder yuppier. Denne gruppe er moderne, vestligt orienterede erhvervsfolk, der har fået en høj uddannelse, har lært engelsk eller et andet fremmedsprog, har antaget en vestlig livsstil og har råd til at købe dyre, udenlandske forbrugsgoder. Og en ting til: xiao zi-gruppens medlemmer har ud over en høj uddannelse også, hvad Stella kalder dannelse. Herved adskiller xiao zi sig fra en anden gruppe af middelklassefolk, nemlig dem, der har tjent formuer på mere eller mindre ærlig vis. De mangler ifølge Stella dannelse. Stella og hendes ligesindede har tjent sig op i systemet på hæderlig vis og er veluddannede, kulturelt og arbejdsmæssigt. Det er, som om der er to middelklasser: de, der har fået en uddannelse, og de, der tjener formuer ved korruption og svindel. Dannelse er vigtig, det er vigtigt at have stil og smag. De dannede yuppier køber ikke kinesiske varer, for det er der ingen prestige i, det er derimod et stort statussymbol at købe en vare, der er mærket med Sony eller Siemens eller Panasonic eller Mercedes. Middelklassens alliance med styret Middelklassen er en særdeles vigtig gruppe for den kinesiske regering såvel som for udenlandske virksomheder, fastslår Annette Dahl. Det er en ressourcestærk gruppe, som regeringen er glad for, fordi dens medlemmer grundlæggende er tilfreds med regeringens politik. Det er ikke gået, som nogle spåede, nemlig at det kommunistiske styre ville være tvunget til at indføre politiske forandringer, fordi middelklassen ville forlange det. Det er en udvikling, man har set på Taiwan, hvor middelklassen krævede politiske forandringer og fik det, så Taiwan nu har en parlamentarisk regering. Det er ikke sket i Kina, for her har middelklassen og den kommunistiske regering lavet en slags alliance, en social kontrakt, der giver middelklassen mulighed for at tjene mange penge og købe luksus forbrugsgoder for til gengæld ikke at protestere mod den manglende demokratiske udvikling. Til gengæld har regeringen fået store problemer med landbefolkningen, som protesterer og demonstrerer og gør oprør. Det kan give sig udslag i, at den lokale skatteopkræver og de lokale kadrer bliver overfaldet, eller embedsmænds huse bliver brændt ned. Men i de store byer på Østkysten kommer der formodentlig ikke noget oprør som i For de udenlanske virksomheder er middelklassen vigtig, fordi den er målgruppen for deres produkter. Middelklassens pengestærke medlemmer er vilde med at købe udenlandske varer. Så de står stærkt i det Jin og hendes mand Tan betegner sig selv om yuppier. Jin stiler efter at blive chef med en kæmpeløn. Af hensyn til karrieren har hun besluttet, at hun ikke vil have et barn. Billedet er fra deres bryllup. (Privatfoto). 5

6 Foredragsholderens karriere Annette Dahl blev færdig fra Aarhus Universitet i august 2005 som cand.mag. i kinesisk sprog, kønspolitik, kommunikation og kultur. Hendes speciale var Livsstil på tryk. Under studiet specialiserede hun sig inden for forbrugerkultur, karrierekvinder og medier i et kinesisk perspektiv. Siden sin eksamen har hun arbejdet som freelance konsulent. Hun holder foredrag og arrangerer kurser om kinesisk kulturforståelse og interkulturelle kompetencer i jobsituationer. Desuden underviser hun i kinesisk sprog. I begyndelsen af 2006 har hun begyndt sin egen konsulentvirksomhed, c3consulting, der med hendes egne ord klæder danske virksomheders medarbejdere på til at overvinde udfordringer i deres arbejde med kineserne. Jeg undersøger, hvad det er, virksomheden ikke ved om Kina, hvilke problemer den har i kommunikationen med sine kinesiske samarbejdspartnere, og derefter designer jeg foredrag og kurser, så de præcis opfylder de behov, den enkelte virksomhed måtte have. Kursuset kan dreje sig om kinesisk sprogundervisning, kommunismens magt i det moderne kinesiske samfund, den kinesiske middelklasse storforbrugerne i det 21. århundrede. Indholdet kan også være mere forretningsbetonet som Takt og tone under forretningsbesøget i Kina. Annette Dahl er 32 år, er gift, har to børn og bor i Århus. kinesiske samfund, både over for regeringen og over for virksomhederne. På udkig efter en mand De to andre karrierekvinder, Annette Dahl havde med i sit foredrag, har meget til fælles med Stella, men der er også forskelle. Den 26-årige marketinguddannede Jean Hong hører til en gruppe, der populært betegnes som parasit-singler. Hun bor hjemme hos forældrene, men snylter på dem, for hun tager ikke del i husholdningen og betaler heller ikke noget for at bo hjemme. Hun er i virkeligheden ikke single, for hun har en kæreste, men hun vil ikke gifte sig med ham. Han er ikke ægteskabsværdig hans uddannelse er ikke god nok, han har ikke tilstrækkeligt høje ambitioner. Men Jean Hong er på udkig efter en, hun kan gifte sig med. At finde en mand er hendes mest presserende projekt, siger hun. Der er i Kina tradition for, at en kvinde skal have fundet sig en mand, inden hun fylder 30. Jean Hong føler, at hun er udsat for et pres fra sine omgivelser, fordi de hele tiden siger til hende, at nu må hun altså se at blive gift. Der er ved at gå panik i hende, for, som hun siger, hun nærmer sig de 30 og er stadig ugift. Så er der ikke så længe til de 40, og så bliver hun aldrig gift. Manden, hun er på udkig efter, skal kunne forsørge hende, så hun kan gå hjemme og være en traditionel kinesisk husmor, eller hun skal i det mindste være i stand til at trappe ned på karrieren. Han skal også tjene så meget, at de kan holde en luksuriøs livsstil. Hun har skiftet job flere gange og har nu yuan (ca kr.) om måneden som leder af receptionistafdelingen i et fransk firma. Drømmen om at være husmor Den tredje karrierekvinde, den 27- årige Ivy, har en bachelorgrad i historie, men hun fandt det kedeligt at undervise, og ansættelse på et bibliotek var heller ikke tiltrækkende, så hun søgte i stedet ind i det private erhvervsliv, og der har hun skabt sig en fin karriere. Det specielle ved Ivy er, at hun er individualist, hun har købt en toværelsers lejlighed, hun bor alene og holder meget af at være hjemme. Hun har ikke så travlt med at komme ud. At have det rigtige tøj på og se de rigtige mennesker er ikke så vigtigt for hende. Men hun ville gerne have en mand. For hende gælder det ikke om at blive gift, inden hun er 30. Men hun vil helt sikkert have en mand, for hun bryder sig i virkeligheden ikke så meget om at deltage i et karriereræs. Hun har gjort karriere, fordi hun så tjente nok til at klare sig selv og have egen lejlighed. Men hun drømmer meget om rollen som husmor, og i modsætning til de andre taler hun om kærlighed, hun skal være forelsket i den mand, hun vil giftes med. Han skal have en god karriere og være i stand til at forsørge hende, for hun vil gå hjemme og passe mand og barn. Hun arbejder i det føromtalte hollandske firma, og det er hendes tredje arbejdsplads, de to andre var også udenlandske. Hun refererede til firetegnsudtrykkene xiangfu jiaozi (støtte mand, opdrage barn) og xianqi liangmu (dydig hustru, god moder) til at vise, hvad hun stiler efter. Hun vil leve op til de forventninger, samfundet stiller til hende. Så forskellige de tre end er, har de et fælles mål: at blive gift. Farvel til karriereræs Den fjerde kvinde Annette Dahl interviewede i Shanghai, Zhang Tong, var en slags kontrast til de tre. Hun er 38 år, gift, har en datter, og sammen med manden bor de hos hendes forældre. Men hun er ikke nogen parasit, hun snylter ikke på sine forældre, hun deltager i husholdningen, betaler sin del af udgifterne, det hele fungerer som én familie. Hun arbejder i en statsejet virksomhed, her har hun været i femten år. Hun er uddannet kemiingeniør, har altså en høj uddannelse, men har aldrig skiftet job. Hun tjener kun 2500 yuan (ca kr.) om måneden. Hun har ingen drøm om at gøre karriere. På mange måder hviler hun 6

7 mere i sig selv end de andre, som har et hektisk liv. Men hun har det også nemt, begge forældre er pensionister, forældrene afleverer datteren i skole, laver mad og køber ind. Zhang har en lang arbejdsdag, men de ydre rammer er ordnet for hende. Hendes mand arbejder også i en statsejet virksomhed. Hun har ingen vestlige forbrugsgoder i hjemmet, om aftenen ser hun tv sammen med de andre, hendes kerne er familien. Hun drømmer ikke om en lederrolle, for hende er det at lede folk noget med at skælde ud eller irettesætte dem. Hun er tilfreds med sin livsstil, vil ikke bytte med andre kvinder, har ingen trang til at anskaffe forbrugsgoder, så hun har ikke brug for flere penge. De kan fint leve af deres løn, blandt fordi en del af huslejen bliver betalt af staten. Annette Dahls konklusion på mødet med karrierekvinderne er, at de har et væld af muligheder, men de støder også på konflikter. De skal kombinere en moderne livsstil med traditionelle kongfutsianske retningslinier, der faktisk er genopstået som reaktion på de mange livsmåder, den enkelte kineser har fået i det moderne kinesiske samfund. De kongfutsianske leveregler skaber nemlig nogle faste rammer gennem nogle bestemte roller, som kvinderne kan indtage, og hvor samfundet har bestemte forventninger til deres handlingsmønstre. Magasiner for karrierekvinder Annette Dahl har også kinesiske medier på programmet og benyttede lejligheden til at fortælle om magasiner for karrierekvinder. Der findes i Kina magasiner for alt muligt: modemagasiner, magasiner om hjemmets indretning, bryllupsmagasiner, computermagasiner osv. Langt de fleste udgives i samarbejde med et amerikansk eller fransk eller engelsk forlag. De er store, 400 sider, og koster 20 yuan (ca. 15 kr.). Annette Dahl har skrevet speciale om et japansk-kinesisk modemagasin for karrierekvinder kaldet Rayli. Bladet er et eksempel på, hvordan kinesiske medier fremstiller kinesiske kvinder. I modereportagen En uge fortælles på dokumentarisk måde, hvordan kvinden dag for dag ugen igennem skal klæde sig til forskellige begivenheder, hvilke restauranter hun skal lade sig se i, hvor hun skal handle, hvad hun skal købe, hvordan hun skal mødes med kæreste og venner osv. Det er som en manual i rigtig optræden på hver af ugens syv dage. I magasinets reportager optræder tre kvinder: Den mandlige, dvs. den udadvendte kvinde, hende der har kontakt med kunderne, laver markedsanalyser og får solgt varerne. Den klassiske, dvs. den yngste, chefens sekretær, samt den ideelle, den søde pige, reportagens midtpunkt, der er lidt højere oppe i hierarkiet end de to andre. Hun er 30 år, men har ingen kæreste. Men det får hun, og om søndagen mødes de alle tre for at fejre den store begivenhed. Mandebladene Der er også magasiner for mænd. Den metroseksuelle mand, som der er talt så meget om i Europa og USA, er også nået til Kina, i hvert fald i medierne ham, som bruger penge på creme, dyr parfume, lækkert tøj osv., men det er uklart, om han virkelig eksisterer, eller om det bare er et mediestunt, sagde Annette Dahl. I hvert fald køber mange mænd disse mandeblade. Den største forskel mellem modemagasiner i Europa og USA og de kinesiske mandeblade er, at man ikke ser den samme seksualisering af manden i udenlandske magasiner som i de kinesiske. Det er måske noget af det, der slog mig mest, da jeg begyndte at se nærmere på maskulinitetsbegrebet i Kina, sagde Annette Dahl. Det var lige før jeg rødmede, når jeg kiggede i et kinesisk mandeblad, fordi mændene ikke har så meget tøj på. På flere billeder sidder mænd tæt op ad hinanden, rører ved hinanden og udtrykker en seksualitet, som man i vestlige magasiner normalt kun ser med kvinder som modeller. Et kinesisk mandeblad som Gentlemen skriver om karriere, biler, kvinder, dyre ure, alkohol osv., ganske som i tilsvarende vestlige magasiner. En reklame for badebukser i et kinesisk mandeblad. De mandlige modeller i kinesiske blade for mænd afspejler ofte i langt højere grad end vestlige blade en utilsløret seksualitet med billeder af let påklædte mænd. 7

8 kinas NYE NATIONALSYMBOL DÆMNINGSPROJEKTET i DE TRE KLØFTER Arbejdet med at bygge en dæmning med tilhørende vandkraftværk ved Yangtzeflodens berømte turistattraktion skrider planmæssigt frem og vil være færdigt i Projektets vicegeneraldirektør oplyste i marts 2006, at selve dæmningen ventedes at være færdigbygget i maj Af Hanna Liv Leanderdal Cand. mag. i kinesisk Man gyser og fascineres på en og samme tid. Kinas nye nationalsymbol er en dæmning af enorme dimensioner. Projektet har fra starten været kontroversielt og rummer store menneskelige og miljømæssige omkostninger, men også interessante perspektiver for Kinas indre regioner, som indtil videre ikke har mærket Den 185 meter høje og 2309 meter brede dæmning ved Xiling-kløften i nærheden af Yichang skal, når byggeriet er færdigt i 2009, forsyne Østkina med el-energi, hindre oversvømmelser og forbedre skibstrafikken mellem Chongqing og Shanghai. (Foto: Hanna Liv Leanderdal). meget til Kinas økonomiske vækst. I byen Yichang arbejder arbejdere i døgndrift på at færdiggøre verdens største dæmningsprojekt. Ud over selve dæmningen bygges et vandkraftværk, en skibselevator til mindre både og en skibssluse i fem niveauer til containerskibe. Det er umuligt at stå ved De Tre Kløfter og betragte dæmningsprojektet uden at blive den mindste smule imponeret. Bygningsarbejder af denne størrelsesorden har det med at gøre indtryk. Men mere end selve dæmningen er det de vidtstrakte konsekvenser, opførelsen af dæmningen har, der bevæger sindet. Projektet har været et af de mest kontroversielle i nyere kinesisk historie. Om få år står det færdigt, og som en positiv modvægt til den massive kritik kan det om dæmningen siges, at den kan være med til at højne levestandarden i nogle af Kinas fattigste provinser, som stadig halter langt bagefter kystregionerne. Alternativet til kulkraftværker Beslutningen om at gennemføre det kontroversielle projekt blev truffet af den kinesiske regering i Miljøforkæmpere og andre kritikere har lige siden kritiseret beslutningen og kaldt dæmningsprojektet for et vanvittigt prestigeprojekt, som kun har til formål at bevise over for verden, at Kina er en kommende stormagt, økonomisk såvel som teknologisk. Fra officielt hold har begrundelsen for projektet været at tæmme Yangtze, forhindre de tilbagevendende oversvømmelser, der hvert år kræver menneskeliv, og ikke mindst via vandkraftværket at skaffe elektricitet til Kinas indre regioner. Kinas forbrug af elektricitet er stærkt stigende, og projektet skal ses som et led i regeringens bestræbelser på at finde alternativer til det meget forurenende kul, som stadig er Kinas primære energikilde. Når vandkraftværket i 2009 kører på fuld kapacitet, vil det kunne producere den samme mængde elektricitet som 15 atomkraftværker. Da projektet blev skudt i gang, regnede regeringen med, at det ville kunne dække 10 pct. af Kinas energibehov, et tal, der i den mellemliggende periode er halveret til fem pct. Kinas ubrudte vækst og status som verdens fabrik betyder, at behovet for elektricitet synes umætteligt. 1,2 mio. tvangsflyttes I takt med at dæmningsbyggeriet færdiggøres, hæves vandstanden i området. I hundredevis af kinesiske landsbyer og steder af arkæologisk interesse langs Yangtzes bredder er allerede sunket i flodens dyb. Det har betydet tvangsflytning af omkring 1,2 mio. mennesker. Op mod en million af disse mennesker er allerede blevet genhuset, og resten vil blive det i nær fremtid. Langs flodens bredder ses forladte spøgelsesbyer, og det møjsommelige arbejde med at rive de gamle huse og landsbyer ned ses overalt. De materialer, der kan genbruges, transporteres længere op ad bjerget til de flunkende nye byer, som med deres hvide og lyse farver står i skarp kontrast til de gamle forladte huse nedenfor. Sejler man ned gennem De Tre Kløfter, fanges blikket af store hvide skilte, hvorpå tallene 156 og 175 er påmalet med sirlig håndskrift. Skiltene gør besøgende og lokale opmærksom på, hvor vandet vil komme til at gå. I løbet af 2006 hæves vandstanden til 156 meter og i 2009 til de endelige 175 meter over havets overflade. Når det sker, vil den kunstige sø, der skabes bag dæmningen, strække sig 600 kilometer ind i landet til millionbyen Chongqing. På min vej op ad Yangtze møder jeg hr. Chen. Han er bonde, men tjener af og til en ekstra skilling ved at arbejde på turistbådene. Pludselig peger han mod en hvid plet langt oppe ad bjergsiden: Kan du se det hvide hus deroppe?, spørger han og tilføjer med et bredt smil: Det er mit barndomshjem. En af hr. Chens kollegaer udbryder, at om så vandet steg 500 meter, ville det ikke påvirke Chen og hans familie. Vi griner alle højt, og mændene tilføjer eftertænksomt, at ikke alle er så heldige. Tvangsflytningerne af de mange lokale har ikke været uproblematiske. Korruption og sjusk i forbindelse med 8

9 genhusningsarbejdet har været et tilbagevendende tema i medierne. Derudover har mange specielt den ældre generation haft modvilje mod at forlade nabofælleskabet, deres jorde og forfædregrave. Mange yngre har taget en mere pragmatisk holdning, for når det nu ikke kan være anderledes, kan man jo lige så godt benytte sig af de muligheder, som situationen byder: Har du en lejlighed på 60 kvadratmeter, og ønsker du at flytte ind på 100 kvadratmeter, betaler du kun for de 40 kvadratmeter, forklarer Zhu Hui en ung kvinde, som glæder sig over, at hun i den nye lejlighed har to badeværesler og således ikke længere behøver at dele med svigerforældrene. Opsparing og lån har givet hendes familie mulighed for at skifte den gamle faldefærdige bolig ud med lidt moderne bekvemmelighed. Men ikke alle har den mulighed, og heller ikke alle har været så heldige blot at blive rykket 100 meter op ad bjerget. Der har været flere eksempler på, at folk er blevet tvangsflyttede til fjerntliggende provinser, hvor den talte dialekt og vaner er fremmedartede, og hvor lokalbefolkningen ikke har været begejstret for at skulle tage imod de mange tilflyttere. rensningsanlæg, som efter planen skal opføres inden Men det er ikke bare vandkvaliteten, der udgør en trussel mod livet i floden. Den kinesiske stør har levet i Yangtze i 140 millioner år og svømmer normalt fra havet og 3500 kilometer op ad Yangtze for at yngle. Denne migration er fisken nu afskåret fra, og det vides ikke, om den vil kunne tilpasse sig de nye omgivelser. Perspektiver for Vestkina På trods af de store menneskelige og miljømæssige omkostninger rummer projektet også interessante perspektiver. Den billige elektricitet og det faktum, at containerskibe i 2009 vil kunne sejle direkte til og fra byen Chongqing, åbner nye muligheder for Kinas indre regioner, som på trods af tre årtiers reformpolitik stadig kun har mærket et meget begrænset løft i levestandarden. Chongqing blev i 1997 udråbt af regeringen til at være Kinas nye vækstcenter og det lokomotiv, som skal trække de indre regioner ud af fattigdom. I samme forbindelse tog man en bid af den omkringliggende Sichuan-provins og udvidede Chongqings grænser, således at byen nu er Kinas største med 31 mio. indbyggere. Da den kinesiske regering indførte de økonomiske reformer og besluttede at lade visse regioner blive rige først, regnede man med, at en dominoeffekt ville trække de indre regioner med sig. Det er ikke sket, og det har betydet, at en enorm skævvridning har fundet sted mellem Kinas rige kystområder og de fattige provinser inde i landet. Den kinesiske kapitalisme har skabt hundredtusinder af millionærer og en ny mellemklasse eller mellemlaget, som kineserne selv har døbt denne gruppe. Imidlertid er størstedelen af kineserne stadig fattige, og ca. 10 pct. lever under fattigdomsgrænsen. Uligheden er ikke til at tage fejl af, og denne åbenlyse Mange byer og landsbyer langs Yangtze oversvømmes, når vandet dæmmes op i 175 meters højde over havoverfladen. 1,2 mio. beboere har forladt eller skal forlade deres hjem og flytte til nye omgivelser. I forgrunden en af de forladte byer, der vil blive oversvømmet. På den anden bred, højt over den nye vandlinie, er bygget nye boliger til dem, der skal genhuses. (Foto: Hanna Liv Leanderdal). Risiko for en miljøkatastrofe? Ud over problemerne med tvangsflytningerne har kritikere peget på, at projektet kan blive en miljømæssig katastrofe, hvis regeringen ikke sætter massivt ind på at rydde ordentligt op, inden jordene oversvømmes. Den omfattende industri, man har haft i området, har betydet, at jordene er fyldt med kemiske affaldsstoffer. Det kan få konsekvenser for vandkvaliteten og livet i og omkring floden. Hertil kommer, at spildevand stadig i stor udstrækning ledes direkte ud i Yangtze. Når dæmningen nedsætter flodens løb, og floden ikke længere flyder direkte ud i havet, kan forureningen koncentreres betydeligt, ligesom bakterier og sygdom lettere kan spredes under sådanne betingelser. Regeringen er dog klar over problemet og har allerede afsat midler til 200 nye 9

10 uretfærdighed har skabt en voksende utilfredshed, der gør det bydende nødvendigt for regeringen at komme de fattige provinser i møde. De massive investeringer i Chongqing er udtryk for, at regeringen tager opgaven alvorligt, og dæmningsprojektet er en vigtig brik i bestræbelserne på at bringe rigdom til regionen. Den massive omtale af projektet i ind- og udland har desuden betydet, at turister strømmer til i hobetal og den voksende turistindustri er blevet en stor indtægtskilde. Xiao Xiong, som jeg møder ombord på det krydstogtskib, der sejlede mig op ad Yangtze, er ikke i tvivl om årsagen til, at hun og hendes kollegaer har været så heldige at få arbejde: Naturligvis kom her også turister, før dæmningsprojektet gik igang. De Tre Kløfter har altid været kendt som den smukkeste del af Yangtze, men i de senere år er turismen steget markant. Alle udlændinge såvel som kinesere vil se kløfterne, inden vandet stiger. Min egen og mine medpassagerers blotte tilstedeværelse bekræfter tendensen. Aftenstemning ved en af Yangtzes Tre Kløfter. Når dæmningen er færdig, vil vandstanden stige til 175 meter over havets overflade, men rejsebureauerne forsikrer, at sejladsen gennem De Tre Kløfter fortsat vil være en storslået naturoplevelse. (Foto: Hanna Liv Leanderdal). Kinas stolhed Når regionen ser positivt på fremtiden hænger det yderligere sammen med muligheden for at containerskibe fra 2009 vil kunne sejle ad Yangtze direkte fra Chongqing til Europa og resten af verden. Dette skaber en forventning om ny vækst og øgede eksportmuligheder, ikke bare for Chongqing, men for alle de omkringliggende provinser blandt andet Sichuan, Tibet og ikke mindst Kinas to fattigste provinser, Guizhou og Gansu. Man regner med, at transporten på Yangtze vil blive femdoblet fra 2009, samtidig med at transportudgifterne vil falde med omkring 35 pct. Udover den nye transportåre på Yangtze er regeringen i gang med en omfattende udbygning af vej- og jernbanenettet. Den splinternye og smukt designede lufthavn, som åbnede i december 2004, emmer af international klasse og er endnu et vidnesbyrd om regeringens planer med byen. Sidst, men ikke mindst, skal fordelagtige skatteregler og billig arbejdskraft være med til at trække kapitalstærke virksomheder til. Danmark har allerede øjnet de nye muligheder og åbnede i januar 2005 et handelskontor i Chongqing. Kinesiske aviser har brugt ord som et mirakel og Kinas stolthed og kaldt dæmningsprojektet for Kinas største bedrift siden opførelsen af den kinesiske mur. Om det nye nationalsymbol vil blive Kinas stolthed kommer i høj grad an på regeringens evne til at løse de mange problemer, som følger i kølvandet på projektet. Magter de opgaven, er perspektiverne spændende. Løses problemerne derimod ikke, kan projektet let blive den sociale og miljømæssige katastrofe, som kritikere frygter. Taberne vil i så fald blive de mange millioner kinesere, som bor langs Yangtzes bredder. Fakta om dæmningen og det hydroelektriske kraftværk..projektet blev skudt i gang i Antal mennesker flyttes: 1,2 mio..dæmningens højde: 185 meter over havets overflade, længde: 2309 meter, bredde ved toppen: 18 meter, ved bunden: 120 meter..pris: 180 mia. yuan (ca. 140 mia. kr.).antal vandturbinegeneratorer: er taget i brug. Installering af de øvrige 12 ventes at begynde i Vandkraftværkets elproduktion forventes at kunne dække fem procent af Kinas energibehov..slusesystemet til store skibe omfatter to kanaler, en opstrøms og en nedstrøms, hver med fem slusekamre i forlængelse af hinanden..skibselevatoren vil stå klar i 2009 og vil kunne løfte mindre både, der vejer op til 3000 ton. 10

11 rigdomskløften MÅ FJERNES en BETINGELSE FOR MERE ØKONOMISK VÆKST Kløften mellem rig og fattig, mellem levevilkårene på landet og i byerne, gjorde indtryk på journalisten og forfatteren Ma Jisen, der bor i Beijing, da hun i november 2005 besøgte sin fødeby, Wuhu, samt tre landsbyer i Anhui-provinsen. Hendes konklusion er, at kun hvis levestandarden på landet kommer op på højde med byernes, kan Kinas økonomiske vækst fortsættes. Ma Jisen foretog rejsen til Anhui sammen med Kinabladets medarbejder Jette Mechlenburg, der fortæller om sine indtryk på side 14. Af Ma Jisen Journalist, forfatter Beijing I Anhui-provinsen med hovedstaden Hefei besøgte Ma Jisen og Jette Mechlenburg Ma Jisens fødeby Wuhu og tre landsbyer. Tre dages besøg i tre landsbyer i Guangde amt i Anhui-provinsen har været en uforglemmelig oplevelse for mig, for jeg har ikke været ude på landet siden Jeg kan ikke lade være med at sammenligne hvad jeg så nu med tilværelsen på landet, hvor jeg boede for 30 år siden. Takket være vores vært, Xiao Daxiang, kunne vi besøge flere bondefamilier og få en snak med folk der. Xiao Daxing har været leder af amtets udlandskontor, der tager sig af gæster fra udlandet, men er nu pensioneret. Fra 1959 til 1974 besøgte jeg nu og da landdistrikter i omegnen af Beijing, i Shanxi-provinsen i nord og i Hunan- og Jiangxi-provinserne i syd. Alt, hvad jeg stiftede bekendtskab med der, var folkekommuner. Medlemmerne af folkekommunerne kunne ikke foretage sig andet end at dyrke markerne kollektivt. Hvad de tjente, blev udbetalt i naturalier ved slutningen af året eller efter høst i form af korn, kul eller kål, og den andel, de fik, blev bestemt ud fra deres arbejdspoints, som afhang af deres arbejdsindsats. Uddelingen af disse naturalier var en stor begivenhed i alle landsbyer, men jeg blev ofte trist til mode ved at se den primitive måde, fordelingen foregik på. Bønderne fik deres andel på kadrernes nåde og barmhjertighed de havde mistet retten til deres jord, de havde ikke noget at skulle have sagt, hverken over produktionen eller over distributionen. Landmænd som fabrikejere I årene siden 1980 erne har jeg læst om forandringerne på landet. Nu fik jeg lejlighed til at se dem med mine egne øjne. Den helt afgørende forandring er afskaffelsen af folkekommunerne og indførelsen af private familiebrug, der slutter kontrakt med staten om, hvad og hvor meget der skal avles og sælges til staten. Bønderne har det helt anderledes nu. Folk i de tre landsbyer, vi besøgte, lever hovedsageligt af landbrug, men har beskæftigelse ved siden af. Fx driver en af dem, vi besøgte, en virksomhed til produktion af tøj, og en anden har åbnet en lille butik. Det betyder, at de ikke kun har indkomst fra det stykke jord, de har kontrakt på at dyrke, men også fra den virksomhed, de driver ved siden af. Andre bønder er slet ikke bønder mere, selv om de stadig er registreret som landboere. Det er fx tilfældet med en, som ejer en fabrik, der producerer kunsthåndværk af bambus. Han kan få al den bambus, han skal bruge, fra bambusskovene uden for landsbyen og laver vifter, der eksporteres til Japan og Sydkorea. Det giver en årlig eksportindtægt på 15 mio. yuan (ca. 11 mio. kr.). Samtidig med at han selv tjener godt, skaffer hans fabrik arbejde til flere hundrede landsbyboere, som så også får flere penge mellem hænderne. Også andre fabrikker i landsbyen fremstiller varer af bambus. En laver møbler til kunder i USA, andre laver spisepinde eller lignende mindre artikler. Landsbyboerne har ikke glemt, at folkekommunerne ikke tillod deres medlemmer at udnytte bambusplanterne, der voksede lige i nærheden, og at de var tvunget til kun at dyrke jorden og led under fattigdom. Vores værts lillesøster og hendes mand tjener penge på at stille billard, spillemaskiner og computere op i gaderne i deres landsby til glæde for de unge, som kommer for at få lidt morskab om aftenen. Der er her tale om individuelle forretningsdrivende. Kollektivlandbrug blev opgivet for mere end to årtier siden, og i dag klarer folk sig meget bedre, end noget medlem af en folkekommune kunne drømme om. Spådommen om, at folk ville komme til at lide under kapitalismen, hvis man opgav kollektivbrugene, holdt ikke stik. Folk her er enige om, at den værste tid oplevede de efter Det Store Spring Fremad i 1958, hvor der var hungersnød. Vores værts far døde af sult dengang. Rige og fattige landsbyer Var det områdets bedste landsbyer vi så? Nej, det var gennemsnitslandsbyer. Vores vært fortalte, at andre steder i Anhui-provinsen er der bedre stillede landsbyer. Der er meget rige 11

12 I en af landsbyens fabrikker fremstilles bambusvifter, der eksporteres til Japan og Korea. Nogle af fabrikkens arbejdere er medejere af bambusskovene. (Foto: Jette Mechlenburg). Bambusskovene ved landsbyen Gaofeng leverer råmateriale til fabrikation af eksportvarer, der giver landsbyens virksomheder en millionintægt og skaffer arbejder til hundreder af landsbyens beboere. I folkekommunernes tid var det forbudt at udnytte bambusskovene, landsbyboerne måtte kun beskæftige sig med landbrug. (Foto: Jette Mechlenburg). landsbyer i Jiangsu, Zhejiang, Henan, Shanxi og andre provinser og også nogle i omegnen af Beijing og Shanghai. I disse avancerede landsbyer nyder bønderne godt af alle de former for moderne faciliteter, som byboere har. Samtidig er der også meget fattige landsbyer i de sydvestlige og nordvestlige provinser som Guizhou og Shaanxi, hvor barske naturforhold som bjergrige omgivelser og mangel på vand gør livet hårdt. Kina er kolossalt stort, og naturforholdene varierer i meget høj grad fra egn til egn. Gennemsnitligt er livsbetingelserne for det store flertal af landbefolkningen langt ringere end for byboere. Da vi besøgte en bonde i en af landsbyerne, kom hans kone ind i gummistøvler og med jord på hænderne. Hun kom lige fra marken, hvor hun var ved at sprede insektgift. Det er et hårdt arbejde at blande giften med vand og bære den tunge beholder på ryggen, mens hun sprøjter hele marken. Det samme sker, når der skal sås, plantes ris og lignende. Den gennemsnitlige jordstørrelse per person er mindre end to mu (0,13 ha eller 1332 kvadratmeter). Dvs. at en familie på fire har lidt mere end 0,5 ha eller ca kvadratmeter jord. Når man taler om små landbrug, må det være svært for danskere at forestille sig, at en kinesisk bonde har så lidt jord. I Kinas landområder må næsten alt arbejde gøres med håndkraft. Der er ikke råd til maskiner, og der er heller ikke jord nok til, at det kan betale sig at bruge maskiner. Takket være kontraktsystemet kan en bondefamilie holde sulten fra døren, men i det lange løb er man nødt til at gå over til stordrift for at effektivisere landbruget. Nyt syn på landboernes forhold Tiderne skifter. Nu handler det ikke blot om at bønderne ikke behøver at bekymre sig om mad og klæder. Det er på høje tid at fjerne den brede kløft mellem levevilkårene i by og på land i Kina. Når jeg ser tilbage kan jeg undre mig over, at man fandt det naturligt, at folk på landet havde en 12

13 ringere tilværelse end folk i byerne, og at man, i stedet for at mindske kløften mellem by og land, sendte folk fra byerne til landområderne for at reducere det økonomiske pres i byerne, hvilket kun gjorde forholdene i landområderne værre. Det var det, der skete, da 20 millioner byboere blev sendt til landsbyerne på grund af akut fødemangel efter Det Store Spring Fremad, og 30 millioner børn under kulturrevolutionen blev sendt ud på landet, når de var færdige med mellemskolen. Heldigvis har man fået et nyt syn på problemet med landområderne, efterhånden som de økonomiske reformer er gennemført: Det vil være umuligt at gøre Kina til et mere velstående samfund uden at forbedre forholdene for landbefolkningen. Følgende kendsgerninger taler for sig sig selv: I 2004 var der 900 mio. bønder i Kina, dvs. 75 pct. af befolkningen. Bøndernes indkomst er lav sammenlignet med byboernes. Fra 1978 til 2001 er Kinas bruttonationalprodukt tredoblet med en årlig vækstrate på 9,35 pct., mens landboernes indkomst ikke viste nogen væsentlig stigning. Den stigning, der registreredes, kom hovedsageligt fra arbejde i byerne eller på virksomheder uden for landbruget. Faktisk kommer 62 pct. af bøndernes indkomst alene fra landbruget, og denne del af indkomsten er faldet de senere år. Kløften mellem indkomsten per person i byerne og på landet er blevet større, nemlig 2,72:1 i 1995, 2,92:1 i 2002 og 3,1:1 i I absolutte tal var det i 2004 henholdsvis 9422 yuan og 2936 yuan, svarende til 3,2:1. Levevilkårene blandt bønderne varierer. I 2001, hvor den gennemsnitlige indkomst per person var 2366 yuan, var indkomsten for 58 pct. af bønderne under gennemsnittet. De, som havde en indkomst mindre end 1000 yuan, udgjorde 13,2 pct. Med andre ord, flere end 100 millioner bønder er forarmede, og af dem lever 20 millioner i yderste fattigdom. Løfte om forbedringer På baggrund af den nationale økonomis meget hurtige vækst har regeringen nu sat forbedringer af vilkårene for landbrug, for landbrugsområderne og for bønderne højt på dagsordenen. Forskellige politiske tiltag er gennemført med det formål at øge landbefolkningens indkomster. For at nå dette mål er der taget skridt til at reducere bøndernes udgifter og samtidig øge deres indkomst. Regeringen har fx fra 1. januar 2006 afskaffet den særlige landbrugsskat (der har været i kraft i 2600 år), og der ydes nu tilskud til korndyrkning. Lige muligheder er afgørende for at mindske kløften mellem fattige og rige. Regeringen har bebudet, at bevillingerne til at udbygge infrastruktur, uddannelse og sundhedsvæsenet på landet vil blive øget. Ud over det vil regeringen fortsætte med, hvad den har gjort de seneste år, nemlig at værne om den opdyrkede jord, sikre bøndernes lovbestemte rettigheder og udvide forsøget med støtte til ældre og forsøget med et kooperativt sundhedssystem. Næsten alle lande har gennemgået en udvikling fra landbrugssamfund til industrisamfund, og udviklingen af industrien skyldtes støtte fra landbruget. Det har taget Kina alt for lang tid at indse nødvendigheden af at det nu er industrien, der skal yde støtte til landbruget. Opgaven er vanskelig. Men jeg hylder det danske ordsprog: Bedre sent end aldrig. I landsbyen Dongting og andre steder kan man opleve det synlige udtryk for de senere års forbedring af levestandarden: Side om side med de gamle lerklinede huse ses nu moderne huse, ofte med solvarme på taget. (Foto: Jette Mechlenburg). 13

14 landsbyer i RIVENDE UDVIKLING lokalsamfund, der har fået et løft I fortsættelse af den foregående artikel af Ma Jisen om et besøg i provinsen Anhui fortæller Kinabladets medarbejder her om modernisering af en mellemstor provinsby, om dens universitet med studenter fra alle verdensdele, om en bilfabrik, der eksporterer biler til arabiske og afrikanske lande, om eksport til Japan af bambusvifter, om lerhuse, der udskiftes med toetagers murstenshuse og om en middag sammen med de privilegerede. Af Jette Mechlenburg Anhui er en af Kinas fattige provinser. Det var i Anhui-provinsen, i landsbyen Xiaogong, at bønder første gang trodsede de lammende begrænsninger, folkekommunerne satte for menneskeligt initiativ og produktion. I 1978, efter en lang periode med tørke hvor mange døde af sult, besluttede bønderne at opdele jorden mellem sig og dermed opløse folkekommunesystemet, hvor alle var fælles om dyrkning af korn, og hvor enhver selvstændig anden produktion blev betragtet som vejen til kapitalisme. Det blev begyndelsen til det familiebrugssystem, som i dag er praksis i hele Kina. Wuhu, Ma Jisens fødeby ved Yangtzes sydlige bred, en mellemstor provinsby på indbyggere, var en vigtig koncessionshavn i sidste halvdel af 1800-tallet. Nu er byen i fuld gang med gennemgribende modernisering. En bymidte med promenade omkring sø og tempel og forretningsgågade, som kan måle sig med Wangfujing i Beijing. En pulserende trafikblanding af supermoderne biler, cykler, cykelrickshawer og gående. Smalle gyder med lavprisfødevare-markeder og eksklusive restaurantgader. Vi konstaterer, at også i provinsbyerne kan man få alt, hvad verdens metropoler kan præstere, side om side med traditionelle ting, fx elvaskemaskiner og trævaskebrætter, Gucci-skindstøvler og kludesko. Vores vært i Wuhu, den 62-årige Xie Changgen, er nu pensioneret professor ved Anhui Normal University. Han giver stadig forelæsninger og er desuden ansat i et stort og kendt advokatfirma. Som 22-årig jurist blev han sendt til et højtliggende bjergområde i Tibet. Her var han i 16 år, de otte i fængsel under Kulturrevolutionen anklaget for kontrarevolutionær virksomhed. Han blev frikendt og rehabiliteret i På et tidspunkt siger han til mig med et vidende smil, at i Kina er retsforhold og politik endnu ikke adskilt. Internationalt universitet Anhui Normal University indførte i 1984 som det første i Kina internationale studier og har nu studerende fra alle verdensdele og samarbejde med flere europæiske universiteter. Vi besøger det nye universitet, som er under opbygning syd for byen: 22 ha jord med plads til studerende, eksproprieret udviklingsjord som før var landbrugsjord for vel 500 landbrug et prestigeprojekt som enhver større by kunne ønske sig. Store undervisningsblokke er opført, flere er på vej, med alt hvad moderne undervisning kræver. Rækker af studenterboliger hvor vasketøjet flagrer, og tæpperne er lagt ud i den sparsomme novembersol; indendørs opvarmning er der ikke syd for Yangtze. Vi bliver inviteret ind på et værelse af en flok unge piger, som glade fortæller om deres held ved at være her. De bor fire på hver værelse. Hver har en køje med skrivebord og skab nedenunder i lyse farver. Vi besøger også Wuhu College for Technology og ser biblioteket, hvor der foruden de papirbøger findes bøger i en database bogtrykalderen springes over, når Kinas nye store generationer gør deres indtog på uddannelsesstederne. Biler til eksport Vi har fået tilladelse til at se Kinas store bilfabrik, Qirui (kendt på eksportmarkedet som Chery), i industriudviklingszonen Weda, nord for byen. I zonen passerer vi kæmpestore virksomheder, bl.a. Conch, som er bygningsfirma nr. 1 i Kina og som producerer alt fra beton til plastvinduer, og Meide, som producerer alt i elektrisk udstyr. Også Chery bilfabrikken er enorm, lige så imponerende indenfor som udenfor. I store, lyse haller kører rækker af nye biler langsomt af sted på samlebåndene og bliver færdigmonteret ved håndkraft. I motorfabrikken er alt til gengæld fuldautomatisk. Overalt er der rent og næsten støjfrit. Chery blev grundlagt i 1997 og begyndte at sælge biler i Alt her er kinesisk innovation og produktion, fortæller vores rundviser med stolthed. Her arbejder 8000 mand inklusive det store center for forskning i energibesparelse og miljøbeskyttelse. De ansatte er veluddannede, mange har en universitetsgrad. En del oversøisk uddannede ingeniører kommer tilbage hertil. Bilerne bliver solgt hovedsageligt til arabiske og afrikanske lande. Prisen er fx yuan for luksusbilen og for den lille økonomiske Ququ. Senere hører jeg, at Cherys biler ikke har bestået den europæiske test for sikkerhed og rust, og fabrikken har endnu ikke udviklet sin egen dieselmotor. Men det varer vist ikke længe, før kinesiske biler kan konkurrere med Vestens. Berømt bambusskov Fra Wuhu tager vi tre dage til Guangde sydøst for Wuhu, og til landsbyer i Guangde amt. En kvindelig lærer, der underviser på den lokale partiskole (der kan åbne døren til en karriere i partiet eller den offentlige administration) er med os sammen med vores vært, Xiao Daqiang, der har været hendes studerende. Han har været chef for udlandskontoret i Guangde, der tager sig af besøgende fra udlandet, men er nu pensioneret og leder af et privat turistbureau. Han er vokset op i små kår, hans familie var 14

15 fattige bønder. Faderen døde af sult i 1960 efter Det Store Spring Fremad, og Xiao måtte som 13-årig gå ud af skolen for at tage sig af familien. Han lærte sig traditionel medicin og blev så kendt i landsbyen, at han blev sendt på partiskole, hvad der førte med sig at han blev optaget i landsbyledelsen. Senere kom han igen på partiskole, og hver gang blev han forfremmet først til leder af landsbyen og til sidst leder af udlandskontoret. Alt det fortæller han, mens vi kører fra sted til sted ad et imponerende nyanlagt vejnet. Teglværker er der mange af og store cementfabrikker i det frugtbare landskab. Guangde er berømt for sin bambusskov, et af de ti berømte bambusområder på verdenskortet, så selvfølgelig går vi en tur i en skov under de høje grønne svajende bambus på vejen til Gaofeng, landsbyen som er et lysende eksempel på en udviklet lokalindustri på basis af de lokale resurser, her bambus. Fabrikation ved håndkraft På bambusfabrikken i landsbyen Gaofeng modtages vi af en ung kvinde i stramme sorte fløjlsbukser, højhælede sorte støvler og dunjakke, direktøren viser det sig, 30 år og uddannet i økonomi. Hun er også den der sætter gryden på bordet til frokosten, som vi spiser sammen med hendes mand, lille datter og tanten, der har lavet maden. Snakken går om, hvordan det før var forbudt at udnytte bambussen. Forkert politik, og folket lider nød rigtig politik, og folket får det bedre, fastslår Xiao med et glimt i øjet. På fabrikken foregår alt ved håndkraft fra den grovere udskæring til den fine afpudsning af de mængder af vifter i alle afskygninger, der bliver produceret her med eksport for øje, hovedsageligt til Japan. Hun fortæller, mens hun viser rundt i den gammeldags fabrik. Her arbejdes på akkord i et roligt tempo, ser det ud til. Arbejderne har hver en lille part af den lokale bambusskov, som de suverænt råder over. Her på fabrikken har arbejderne valgt at sætte en del af deres løn i skoven og få den ekstra indtægt, salg af bambus giver. Den nyligt valgte landsbyleder dukker op. Han lønnes nu af staten kan ikke som før selv trække sin løn op af de lokale folks lommer, indskyder Xiao og han fortæller om forsøg med ny sygesikring, der skal komme bønderne til gode, om landbrugsskatten, som er afskaffet, og om at bønderne i veludviklede landsbyer som her får tildelt bystatus med rettigheder som en bybo. Fra ler til mursten Vi gør holdt i Dongting, Xiaos barndomsby, og stopper ved et af de nye huse, vi har set mange af på vejen. Her bor hans kones søster med mand og svigermor, datter, svigersøn og barnebarn. Der er solvarmeanlæg på taget, hvilket findes mange steder. Vi bliver hjerteligt modtaget. Det er tydeligt at se, at Xiao er vellidt, og de folk, vi møder, husker ham som manden, der støttede dem i småt og stort. Vi bænkes i den store stue på traditionelle små træstole. Halvdelen af stuen er lager for rissække. Nabokonen kommer til lige fra marken, ligesom husets frue kvik, slank og køn 50-årig, kortklippet med guld i ørerne. Mens vi drikker te og spiser frugt, går snakken livligt, også om før hvor alle led nød, til nu hvor de er i stand til at forbedre deres tilværelse med deres egne hænder. Det synlige udtryk er husene, som er skiftet ud igennem de sidste ca. 20 år fra lerhus med stråtag til toetages murstenshus med tegl og den selvbevidsthed og åbenhed, de møder os med. Middag med de privilegerede Den sidste aften i Guangde inviterer den nuværende chef for Udlandskontoret, som også har været studerende på partiskolen, os til afskedsmiddag på en ny restaurant i bambusskovens udkant. Den ejes af en af byens tre rigeste, de nyrige som har fundet måder at tjene penge på. Hans restaurant bliver besøgt af folk i store sorte biler, de holder i rækker udenfor, og der er selskaber i alle gæsterum i det toetages bjælkehus han har ladet opføre. Det hele er illumineret, som var det juleaften. Vores vært har to banketter kørende han er nemlig også leder af et investeringskontor i Guangde og farer ud og ind ad døren. Han har inviteret tre unge forretningsmænd til at underholde os. Den ene, en sympatisk ung mand som egenhændigt har opbygget et større byggefirma, har sin 11-årige søn med og fortæller, at han har sendt drengen til Zhejiang-provinsen til en bedre skole, end han kan få i Anhui yuan betaler han hver måned for kost og logi ud over skolepengene. Hans dreng skal stå på fars skuldre og have en god uddannelse, ikke som han selv knokle for at arbejde sig op, er ordene. Ma bemærker, da vi forlader stedet, at vi i aften har spist med de privilegerede. En del af virkeligheden At uligheden i Kina er vokset mellem by og land, og at den eneste udvej for millioner af bønder er at søge ind til de store byer, er en kendsgerning. Rundt omkring i landet ulmer vreden, og bønder protesterer med demonstrationer og direkte oprør. Men det er ikke hele billedet af Kina. Hvad vi så og oplevede under vores besøg i det sydøstlige Anhui, er også en del af den kinesiske virkelighed, og her var vi vidne til en rivende udvikling, som løfter hele lokalsamfundet. De bønder, vi mødte, er nok med vores målestok fattige, men de oplever helt tydeligt et bedre liv, og de kan se muligheder for større og større fremgang. De har taget tilværelsen i deres egne hænder. 15

16 barske FORHOLD VED KINAS SAMLEBÅND Viden om migrantarbejderne I de overordnede, principielle diskussioner om arbejdernes rettigheder er der til tider tendens til at betragte arbejderne som én stor anonym, passiv skare. Men i takt med udviklingen af den handlingsorienterede linie er man blevet mere opmærksom på vigtigheden af et nuanceret kendskab til de arbejdere, som det hele drejer sig om. På fabrikkerne i Kinas kystprovinser er op mod 100 pct. af arbejderne migrantarbejdere, der er kommet fra fjerne egne af Kina. Nu bor de på fabrikkernes sovesale, og de spiser i fabrikkernes kantiner. Otte ud af ti af disse arbejdere er kvinder i alderen år. Anonyme kilder har fortalt mig, at man foretrækker at ansætte unge kvinder af den simple grund, at de er de letteste at kue. På konferencen i Shenzhen præsenterede Yang Jing hvad hun vidste om de kvindelige arbejdere på fabrikkerne, og det var meget. Hun arbejder for ICO ( Institute of Contemporary Observation Institut For Samtidsiagttagelse), der er en fastlandskinesisk NGO for arbejderrettigheder. Yang Jing arrangerer kurser for de kvindelige arbejdere, interviewer dem og har i det hele taget daglig omgang med dem. Hun er med gakvindelige ARBEJDERES HVERDAG PÅ VERDENS FABRIK Billige varer strømmer ud til hele verden fra kinesiske fabrikker. Det har givet Kina tilnavnet Verdens fabrik. At kinesiske eksportvarer kan sælges så billigt skyldes, at eksportindustriens arbejdere er lavtlønnede og næsten uden rettigheder over for arbejdsgiverne. Kinabladets medarbejder har forsket i sagen. Af Mads Holst Jensen Research Fellow Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS), København Migrantarbejder ved symaskinen i en kinesisk fabrik, der producerer amerikanske flag. De kvindelige migrantarbejdere lever et hårdt liv med lang arbejdstid og ringe løn og beskyttelse. (Foto: Oxfam, Hong Kong. laourreporteng.pdf). I november 2005 sad jeg i toget fra Guangzhou sydpå til Shenzhen og betragtede de fabrikker, som ligger langs sporet på det meste af strækningen. Nogle af fabrikkerne var moderate fireetages bygninger, og andre var som borge i beton. Det var aften, og man kunne se ind ad fabrikkernes vinduer, ind i hallerne, som var oplyst af rækker af neonrør. Her stod rækker af arbejdere ved rækker af maskiner. Man kan undre sig over, hvordan disse arbejdere mon har det, og jeg har nærmet mig nogle svar gennem min forskning de sidste par år. Jeg fik meget mere at vide, da jeg kom til Shenzhen, hvor jeg deltog i en konference om de fabrikker og deres arbejdere, som jeg havde betragtet fra toget. Her følger de svar jeg foreløbig har fundet på spørgsmålene: Hvordan har disse arbejdere det? Hvad er deres trængsler, bekymringer, glæder og behov? Besvimer ved samlebåndene Arbejdsintensiv, relativt lavteknologisk produktion til de tilsyneladende umættelige eksportmarkeder er dynamoen i Kinas eksplosive udvikling. Kina har nu verdens største eksportproduktion af tøj, accessories, møbler og legetøj. 6 af de 12 milliarder par sko, som sælges årligt på verdensplan, produceres i Kina, og sådan kunne man blive ved. Kina kaldes med rette Verdens fabrik. Men arbejdsforholdene på Verdens fabrik lader meget tilbage at ønske. Der er utallige beretninger om kinesiske fabriksarbejdere, som besvimer ved samlebåndene af udmattelse, som snydes for løn, som må finde sig i kummerlige forhold på fabrikkernes sovesale, indtil de en dag fyres, fordi de har mistet lemmer i maskinerne, har fået mén efter deres arbejde med opløsningsmidler eller bare er blevet for langsomme til at følge med akkorden. Ingen frie fagforeninger Spørgsmålet om, hvordan man fra Vestens side skal forholde sig til de barske realiteter på Verdens fabrik, har fået afgørende betydning for Kinas videre integration i de globale markeder og leverandørkæder. Man kan konstatere, at arbejderne mangler frie fagforeninger, der kan tale deres sag. Alle lovlige fagforeninger i Kina er underordnet paraplyorganisationen All China Federation of Trade Unions (ACFTU), der refererer direkte til den politiske top. I erkendelse af at der ikke findes nogen umiddelbar løsning på dette overordnede, principielle problem, har vestlige virksomheder, NGOer osv. valgt en mere praktisk orienteret linie, der stiler mod at udbedre de forhold, som umiddelbart volder problemer for arbejderne i deres daglige arbejde på fabrikkerne. Gennem diverse initiativer og pilotprojekter fokuserer man på forholdene omkring løn og arbejdstid samt arbejdernes sikkerhed og sundhed. 16

17 ranti en af dem, der har størst indsigt i kvindernes liv, tanker og følelser. Så her var jeg ved kilden til en forståelse af, hvordan de kvindelige migrantarbejdere har det. I det følgende vil jeg referere hvad hun fortalte. Den ensomme ankomst med firetoget Arbejderne er som nævnt år, de fleste er i den yngre ende af aldersspektret og har relativt begrænset livserfaring. Kvinderne, der nok nærmest må betragtes som piger, føler sig revet ud af familiens trygge favn i det velkendte landsbymiljø Yang Jing brugte ligefrem det klassiske kinesiske udtryk at vende ryggen til (familiens) brønd og forlade hjemstavnen (bei jing li xiang). Nu skal de stå på egne ben og finde deres plads på fabrikken i den skræmmende storbyjungle. De skal vænne sig til klimaet, kosten og døgnrytmen. Mange af pigerne kommer fra tempererede egne af Kina, og det er hårdt for dem at arbejde i de dårligt ventilerede fabrikshaller i Shenzhens subtropiske klima. Deres opvækst har gennemgående været præget af god tid til hvile, og mødre som gerne serverede mad for dem, når de var sultne. På fabrikken skal de hvile og spise i de korte pauser, som bryder de lange arbejdsdage. De skal også lære en uoverskuelig mængde nyt på rekordtid. De skal lære fabrikkens komplicerede system af formelle og uformelle regler. De skal lære at betjene maskinerne, og de skal hurtigst muligt opøve evnen til at følge med de hæsblæsende akkorder. Og sidst, men ikke mindst: De skal lære at navigere i de sociale netværker og hierarkier, der omgærder alt liv på fabrikken. De får en hård tid, hvis de ikke lærer at indynde sig hos diverse sjakbajser, betjente og skrankepaver i fabrikshallerne og på sovesalene, og de skal finde deres plads i den hakkeorden, som ofte gælder blandt kollegerne. Pigerne gennemlever kort sagt et nærmest traumatisk skift fra den kærlige omsorg, som prægede deres barndom, til det rå krav om tilpasning, som de nu bliver mødt med. Pigerne nævner samstemmende ensomhed (gudu) som den følelse, der dominerer deres første tid på fabrikken. Nogle lærer at klare sig, men andre kommer ikke over chokket og rammes af depression, apati og afmagtsfølelse. Kærlighedens trange kår I betragtning af at pigerne hver dag, ofte syv dage om ugen, arbejder til de er segnefærdige, kunne man formode, at de ikke havde overskud til meget andet end at spise og sove i deres sparsomme fritid. Men behovet for romantik kan få selv den trætteste pige til at finde skjulte energireserver. Yang Jing forklarede, at pigerne jo er i den fase i deres liv, hvor skønheden blomstrer og appetitten på det modsatte køn ingen grænser kender. Ensomhedsfølelsen styrker også drømmen om et kæresteforholds fortrolighed. Men her støder pigerne på et meget håndgribeligt problem. Omstændighederne kræver, at de typisk må søge en partner blandt de andre ansatte på fabrikken, men her er der jo gennemsnitligt kun én fyr per otte piger. Misforholdet mellem udbud og efterspørgsel giver anledning til diverse forviklinger og sorger. Det er således ikke ualmindeligt, at en fyr har tre fire kærester samtidig, og som ene haner i kurven vrager fyrene ofte pigerne efter forgodtbefindende. Hertil kommer, at de fleste fabrikker har regler, der i praksis udelukker muligheden for at have et parforhold. Uvidenhed præger pigernes kønslige omgang med deres kærester, og de færreste af dem forstår vigtigheden af at beskytte sig. Kønssygdomme florerer, og HIV/AIDS forekommer. Nogle af pigerne bliver gravide uden selv at Det er meget svært for pigerne at komme fra de hjemmevante landsbyer til fabrikkerne i storbyjunglen. De skal lære at følge med de hæsblæsende akkorder og finde deres plads i hakkeordenen. Mange af pigerne rammes af en nærmest traumatisk ensomhedsfølelse. (Foto: ICO). 17

18 vide det, og det er ikke ualmindeligt, at pigerne tolker deres morgenkvalme som sygdom og gætter på, at deres svulmende maver nok bare skyldes, at de har taget på. Andre piger ved godt, at de er gravide, men forsøger at skjule det så længe som muligt. Dette kan blandt andet resultere i, at fostrene tager skade af de opløsningsmidler, som pigerne arbejder med. Sexchikane Pigerne er udsat for diverse former for sexchikane. Sjakbajserne er typisk mænd, og deres position giver dem rig mulighed for at forulempe pigerne med sjofle bemærkninger, berøringer og i værste tilfælde voldtægt. Som om det ikke var nok, chikaneres pigerne også af tilnærmelser fra andre piger og kvinder på fabrikkerne. For eksempel berettede en pige over for Yang Jing, at en anden pige på Op til 90 pct. af arbejderne på kystprovinsernes fabrikker er kvindelige migrantarbejdere i alderen år. Man foretrækker at ansætte de purunge piger, fordi de er de letteste at kue. Men blandt andet Institute of Contemporary Observation (ICO) arrangerer kurser, der styrker pigernes bevidsthed om deres rettigheder. Billedet viser en ICO-medarbejder i aktion. (Foto: ICO). hendes sovesal udsatte hende for diverse seksuelle tilnærmelser. Det er relativt almindeligt på fabrikkerne at omtale sexchikane begået af mænd, men pigen fandt det uovervindeligt svært at fortælle nogen om tilnærmelserne, fordi de blev begået af en anden pige. Til sidst så hun ingen anden udvej end at flygte fra fabrikken. Nogle piger finder sig i sexchikane begået af kvindelige tilsynsførende på sovesalene af frygt for ellers at blive udelukket fra det uformelle system af privilegier, som de tilsynsførende kontrollerer. Mange af disse beskrivelser minder om dem, man hører fra fængsler verden over, og ligheden er ikke tilfældig. Visse fabrikker håndhæver således slet og ret udgangsforbud for arbejderne. Men udgangsforbud eller ej føler pigerne typisk et dybt afhængighedsforhold til fabrikkerne, der jo trods alt er deres eneste base i storbyjunglen langt fra den trygge hjemstavn. Shopping og forlystelser Pigerne er født i 1980 erne og er derfor børn af reformkina. Selvom de typisk kommer fra regioner, som står på sidelinien af det økonomiske opsving, eller som ligefrem er blevet rendt over ende af markedskræfternes fremmarch, er pigerne alligevel præget af det livssyn, der følger med øget velstand. Mange af deres forældre kan huske den tid, hvor man ikke kunne tage basale livsfornødenheder for givet, men pigerne er børn af en tid, hvor man kan forvente mere end det basale. De har kort sagt fået færten af forbrugersamfundets forventninger om shopping og forlystelser. Men pigerne bliver svært skuffede, når udgangstilladelser og den sparsomme fritid giver dem mulighed for korte ekskursioner ud i fabrikkernes omgivelser. Her finder man oftest kun mudrede veje og pladser, hvor interimistiske markeder tilbyder varer af ringeste kvalitet. Hertil kommer, at markederne hjemsøges af bondefangere og lommetyve, som vil tilrane sig pigernes sparepenge. Pigerne har også ringe mulighed for at få stillet deres forlystelsestrang. Nogle fabrikker har etableret karaokebarer eller lignende, men ofte er pigerne henvist til de omkringliggende etablissementer, der mest af alt fungerer som mødesteder for prostituerede, alfonser og deres kunder. Behovet for respekt og reformpresset nedefra Institute of Contemporary Observation har i den senere tid i forskellige sammenhænge gjort opmærksom på, at disse piger, som er født i 1980 erne, repræsenterer en ny generation af arbejdere. Pigerne er vokset op i en tid, hvor kontrollen ovenfra trods alt er trådt mere i baggrunden, og hvor informationsstrømmen fra den omgivende verden har været langt mere udbredt. Resultatet er, at de unge arbejdere navigerer ud fra en bredere horisont af informationer og valgmuligheder og er blevet mere bevidste om deres 18

19 behov og rettigheder. Yang Jing uddybede dette i sin præsentation, og hun understregede, at der blandt pigerne er et udtalt behov for at blive respekteret. De protesterer mod at blive kaldt bondeknolde (tubaozi), dumme grise (benzhu) og lignende. I særdeleshed modsætter de sig nedsættende betegnelser for deres faggruppe, såsom små arbejdssøstre (dagongmei) og bondearbejdere (mingong). Pigerne vil omtales som arbejdere (gongren), og netop denne betegnelse signalerer en formel opgradering af deres status. Betegnelsen anvendes i Kinas arbejdsmarkedslovgivning om en bestemt faggruppe, der har krav på en række af de rettigheder, som lovgivningen foreskriver. Pigernes krav har stadig kun symbolsk snarere end konkret betydning. For det første lader håndhævelsen af arbejdsmarkedslovgivningen meget tilbage at ønske, og for det andet viser forskellige undersøgelser, at pigerne ikke nærer en klassebevidsthed i gængs forstand. Men pigernes krav kan alligevel ses som udtryk for, at den nye generation af arbejdere er ved at træde i karakter. Søger til mere attraktive områder Pigernes stigende bevidsthed om deres valgmuligheder, behov og rettigheder viser sig også ved manglen på arbejdskraft i visse områder af Kina. Der er arbejdsløshed på op til 20 pct. i Kinas indlandsprovinser, og hidtil har fabrikkerne i kystprovinserne uden videre kunnet tiltrække den overskydende arbejdskraft. Men i 2003 begyndte dette billede gradvist at ændre sig, og året efter lukkede hver femte fabrik i visse områder i kystprovinserne på grund af mangel på arbejdskraft. Den primære årsag er simpelthen, at migrantarbejderne søger andre steder hen. Ved hjælp af sms og andre kommunikationsveje udveksler de efterretninger om de mere attraktive områder at søge arbejde i. Dette fænomen får stigende opmærksomhed, og i foråret 2006 er man internt i Kina begyndt at diskutere, om fænomenet kan hæmme Kinas evne til at levere den billige produktion, der jo har været dynamoen i den økonomiske udvikling. Man må simpelthen mere seriøst overveje, hvad man kan gøre for at tiltrække og fastholde arbejdskraft, og et stigende antal fabriksledere tager nu selv initiativ til at opnå et mere nuanceret kendskab til arbejderes behov. Man kan indvende, at beskrivelserne af arbejdernes trængsler, bekymringer, glæder og behov har en marginal betydning i forhold til de overordnede principdiskussioner om frie fagforeninger osv. Etableringen af for eksempel et diskotek for pigerne kan heller ikke på nogen måde opveje betydningen af svære arbejdsmarkedspolitiske reformer. Men vigtigheden af reformer udelukker ikke vigtigheden af engageret dialog med arbejderne, hvori de kan pege på de problemer, som går dem på i deres daglige liv og arbejde på fabrikkerne. Dialogen virker begge veje, og kurser som dem arrangeret af Institute of Contemporary Observation medvirker til at styrke arbejdernes bevidsthed om deres situation og ikke mindst deres muligheder for selv at medvirke til at forbedre den. Herved bliver det internationale, toppolitiske pres for reformer gradvist suppleret med et pres internt, nedefra i Kina. Der er mere om ICO på Liu Kaiming (Foto: finance.sina.com.cn) Institut for samfundsiagttagelse Liu Kaiming grundlagde Institute of Contemporary Observation (ICO) i Shenzhen i Det er en af de meget få kinesiske NGOer der beskæftiger sig med arbejderrettigheder. Liu Kaiming har en ph.d. grad i litteratur og har arbejdet som journalist for Shenzhen Lovtidende. Her fik han indgående kendskab til arbejdsmarkedslovgivningen og de utallige brud på den. Det var baggrunden for, at han stiftede ICO, der har 20 medarbejdere og 120 frivillige med ham selv som administrerende direktør. ICO har analyseret arbejdsforholdene på over 200 fabrikker. Omkring migrantarbejdere har modtaget juridisk bistand fra ICO, der også står for undervisning i rettigheder, kultur og faglige kompetencer. Ifølge ICO har kurserne og andre tiltag direkte eller indirekte gavnet over arbejdere. ICO opererer i et politisk minefelt, men har hidtil klaret frisag. En del af forklaringen er, at ICO har udbredt international støtte. Ford Foundation, Oxfam, det amerikanske udenrigsministerium, Oslo Universitet og Dansk Institut for Menneskerettigheder er blandt ICOs sponsorer. Jeg kender Liu Kaiming som en ildsjæl, der med nærmest hektisk intensitet giver sit bidrag til at forbedre forholdene for Kinas arbejdere. Mads Holst Jensen 19

20 en SKOLEHVERDAG i YANTAI disciplin OG AUTORITET i KINESISKE SKOLER Eleverne i mange kinesiske skoler lærer streng disciplin og respekt for autoriteter, og skolearbejdet er lagt an efter at forberede eleverne til eksamen. Men forandringer er så småt på vej. Af Magnus Jorem engelsklærer, Yantai Den 20-årige Magnus Jorem studerer statskundskab på Københavns Universitet, men flyttede til Kina i august 2005 for at arbejde som engelsklærer i et år. Hans interesse for det kinesiske samfund blev vakt under en studietur i marts 2005 til Shanghai og Beijing sammen med en gruppe medstuderende. I efteråret 2006 vender han tilbage til studierne i København. Klokken var 05.45, og det var min første morgen som engelsklærer i Yantai, en kystby på Shandonghalvøen, som adskiller Det Gule Hav fra Bo Hai bugten. Aftenen før var jeg blevet vist hen til min lejlighed, der ligger på femte sal i skolens administrationsbygning, med udsigt over fodboldbanen. Mens jeg gned søvnen af øjnene, kunne jeg skimte 3700 elever gøre morgengymnastik nede på fodboldbanen, marcherende og svingende med armene i takt til melodien, som havde vækket mig, yi er san si, yi er san si (en, to, tre, fire...). Det er ingen overdrivelse at sige, at den kinesiske skolehverdag er fundamentalt anderledes end den danske. Eleverne er på skolen fra tidlig morgen for at gøre gymnastik til sen aften, gerne til kl. 22, når de, som ikke bor på skolen, cykler hjemad. I løbet af dagen har de to pauser, som mange naturligt nok benytter til at sove i. Eksamen, eksamen, eksamen... Sammenligner man det kinesiske skolesystem med det danske, vil man finde, at undervisningen i langt højere grad er rettet mod en eksamen, som både er nøglen til universitet og karriere og til en prestigemæssig konkurrence for den enkelte elev såvel som for skolen som helhed. Konceptet mianzi, det sociale ansigt, kommer her i spil: skoler, hvis elever kommer ind på gode universiteter, bliver belønnet med godt omdømme. Der er både månedlige og årlige eksaminationer i hvert fag, som al undervisningen er lagt an efter at forberede eleverne til. På hvert trin er der seks normale klasser og tre eliteklasser, hvor de elever, der får de bedste resultater ved de årlige eksaminer, placeres. I senior 3 klasserne, som svarer til det sidste år på et dansk gymnasium, handler alt om at forberede sig til den endelige adgangseksamen til en højere læreanstalt. Selv om eksamen spiller en stor rolle, ved skolerne ikke altid, hvornår der skal holdes eksamen. I mine første måneder som engelsklærer ved denne zhongxue (hvor eleverne er i aldersgruppen år), irriterede det mig, at undervisningen blev aflyst på grund af eksamen, uden at jeg fik besked på forhånd. Den første gang det skete tænkte jeg, at grunden var, at mit samarbejde med skolen var nyt, og at min kontaktperson ikke kunne engelsk. Den tredje måned det skete, gik jeg ind på lærerværelset med det samme for at høre, hvornår den næste eksamen så skulle holdes. Svaret var, at rektor ikke havde informeret om det endnu. Da jeg efterhånden fik kontakt med rektor, som foretrak at holde sig i kulissen, var svaret, at sådanne afgørelser træffes centralt i kommunen, og at skolen med kun én eller to dages varsel får at vide, hvornår der skal holdes eksamen. Styret fra oven Skolernes ledelse er klart mere hierarkisk opbygget end det er tilfældet ved europæiske gymnasier. I kinesiske skoler ved man, hvad man behøver at vide, og gør, hvad man bliver bedt om at gøre, og stiller helst ingen yderligere spørgsmål. Alderen har også meget at sige, så skolens administration er præget af den ældre, mandlige generation samtlige i ledelsen er mænd over 50 år. Der er mange ansat i administrationen, blandt andet er der tre vicerektorer, som alle lægger stor vægt på deres titler. Det er også tydeligt, at hierarkiet ikke ender med rektor, for han bøjer sig for de lokale partiledere. Dette medfører en politisk indflydelse på skolen, som gør det sværere for skolens ledelse selv at planlægge og styre. Dog findes der også eksempler på, at politik påvirker skolesystemet positivt. Regeringens målsætninger for befolkningens engelskkundskaber er, at alle kinesere efterhånden skal kunne tale engelsk, og at Kina vil fremstå som et internationalt orienteret samfund ved De Olympiske Lege i Beijing i Selv i en mindre by som Yantai kan fremgangen mærkes, da den unge generations engelskkundskaber langt overgår den ældres. Det er ikke usædvanligt for en udlænding 20