At være - eller ikke være sig selv?

Transkript

1 I artiklen argumenteres der for, at Sørens Kierkegaards tænkning om selvet er relevant i vores moderne samfund, og at den kan omsættes til handling i et supervisionsforløb. Artiklen er en introduktion til masteropgaven med samme titel. Masteropgaven findes på At være - eller ikke være sig selv? En artikel om Søren Kierkegaards psykologi som rammesætning for supervision af ledere i det moderne samfund Baggrund Som autoriseret organisationspsykolog er jeg uddannet indenfor en bred vifte af psykologiske teorier, som jeg knytter an til i min praksis som konsulent og i supervision af ledere, der ønsker at arbejde med deres personlige lederskab. Ofte opsøger de supervision, fordi de har været udsat for en såkaldt 360 graders evaluering og er blevet rundtossede af de mange - og endda modstridende vurderinger af dem som ledere og som personer. Jeg har savnet psykologisk teori med fokus på personligheden som forståelses- og handleramme i supervisionen, og har gennem min masteruddannelse i Søren Kierkegaaard, og i særdeleshed gennem mit masterprojekt om Selvet hos Kierkegaard, fundet mulige svar på min søgen. Om disse svar og om Kierkegaard som moderne selvpsykolog handler denne artikel. Kierkegaard som psykolog Når så få psykologer er optaget af Kierkegaard, kan det skyldes, at han i Synspunkt for min forfattervirksomhed erklærer sig som religiøs forfatter, men Begrebet Angest og Sygdommen til Døden kalder han selv psykologiske tekster. Jeg har læst og fortolket Kierkegaards forfatterskab i et psykologisk perspektiv og foretaget nedslag i værket, hvor Kierkegaard selv definerer teksten som psykologisk. Når Kierkegaard er relevant for mig, er det, fordi han er voksenpsykolog, og fordi han 1

2 har fokus på hin enkelte, hvilket betyder, at hans udgangspunkt er menneskers forskellighed, og det betyder, at han er humanist. Han bruger selvet som forklaringsbegreb på det at være menneske i tilværelsen, og selvet er jo et godt psykologisk begreb, men Kierkegaards beskrivelse af selvet ligner ingen andres, for der er hverken tale om et kerneselv eller et socialkonstruktionistisk selv, der er til forhandling. Selvet er ifølge Kierkegaard, det vi skal blive til. Til beskrivelse af selvets tilbliven bruger han psykologiske begreber, hvor nøglebegreberne er angst, vilje, refleksion, passion, tvivl og fortvivlelse, og bevidstheden er helt afgørende i Kierkegaards psykologi om selvet. Det særligt menneskelige For at forstå Kierkegaards psykologi er det helt centralt at forstå hans grundsyn på mennesket. Mennesket er både sjæl og legeme og dermed et splittet væsen. Men ifølge Kierkegaard er sjæl og legeme båret af ånd. Ånden er noget tredje, det, der får sjæl og legeme til at udgøre en syntese. Ånden holder altså sammen på splittelsen. Ånd er strengt taget et religiøst begreb, men det kan godt forstås psykologisk. Ånd betyder nemlig at kunne forholde sig, hvilket Kierkegaard formulerer noget kryptisk: Men hvad er Aand? Hvorpå han selv giver svaret: Aand er Selvet, som atter rejser et nyt spørgsmål Men hvad er Selvet? og svaret lyder Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. (SKS 11,129). Ånd er at kunne forholde sig, og man kan sige, det er en særlig menneskelig kompetence at kunne forholde sig, eller at det er det særligt menneskelige for ingen andre væsner kan forholde sig. Selvet er at forholde sig til det, der sker helt konkret og forholde sig til, hvordan man forholder sig. Det er et privilegium, vi som mennesker har fået. Kierkegaard skriver det således: det at have et Selv, at være et Selv, er den største, den uendelige Indrømmelse, der er gjort Mennesket (SKS 11,137), og konsekvenserne af denne, den største indrømmelse, er psykologiske. Med indrømmelsen følger nemlig en pligt til og et ansvar for at blive sig selv. Man kan ikke blive en anden, og man kan ikke komme af med sig selv. Man kan ikke engang glemme sig selv, når man sover. 2

3 Valget af gaven Hos Kierkegaard er selvet givet af Gud, men uanset, hvem giveren kan tænkes at være, er selvet en gave. Der er altså et eller andet, som er det givne. Man er fx født ind i en historisk tid, i en bestemt familie, med særlige forudsætninger for et eller andet, og man er også født med en krop, der kan have sine karakteristika. Man vælger ikke alt dette givne, men man vælger selv, hvordan man forholder sig til det, og når man tager ansvar for det givne, så vælger man sig selv. Man har sin frihed til at vælge sig selv, men hos Kierkegaard er frihed under bestemmelsen mulighed og nødvendighed. Mulighed og nødvendighed er hinandens modpoler, og det ene kan ikke tænkes uden det andet. Alt er altså ikke muligt, for noget er nødvendigt, og det betyder, at den enkelte også har nogle begrænsninger. Det nødvendige begrænser mulighederne, mens mulighederne udvider begrænsningerne, men begge er sider af samme sag. Der er ikke tale om konkrete muligheder og begrænsninger, men om frihed til selv at finde frem til muligheder og begrænsninger, der er i overensstemmelse med det givne. De bliver først til konkrete muligheder og begrænsninger i det konkrete levede liv med begivenheder den enkelte må forholde sig til. Opgaven Selvet er altså både en gave og en opgave. Opgaven er at syntetisere mulighed og nødvendighed, og det vil sige at rumme modpolerne. Videre er opgaven at blive det mulige og at komme til at kende sin grænse. Denne opgave er dog ikke løst en gang for alle, for opgaven løses i takt med, at nye begivenheder og situationer kontinuerligt finder sted. Man lærer så at sige sig selv og sine begrænsninger at kende i vekselvirkning med det konkrete liv, man nu engang lever, og man bliver mere og mere bevidst om sine muligheder og nødvendigheder. Med øget bevidsthed kan også mulighederne øges eller begrænsningerne begrænses. Eller man kan finde muligheder i det nødvendige og begrænse muligheder med det nødvendige. Man indvirker på omgivelserne, som virker på én. At kende sig selv som forskellig fra alle andre er målet, men målet er ikke et bestemt selv med nogle på forhånd givne muligheder og begrænsninger. Det er et konkret selv, der hvert øjeblik forholder sig til spørgsmålet Er det Mulige ved at være blevet virkeligt derved blevet mere nødvendigt end det var? (SKS 4,272). Herved læres mulighed og begrænsning at kende i livets konkrete begivenheder, og da begivenheder kontinuerligt sker, er der kontinuerligt synteser af mulighed og nødvendighed at forholde sig til. Det er så at sige indbegrebet at eksistens. 3

4 Processen Selvet er en proces og ikke et produkt eller et kerneselv, man skal blive. Selvet er et forhold, der forholder sig til syntesen af mulighed og nødvendighed, og syntesen veksler i et begivenhedsrigt liv, hvor den enkelte må forholde sig til realiteterne for at komme i tvivl om, hvorvidt syntetiseringen af mulighed og nødvendighed er i overensstemmelse med det selv, man er i færd med at lære at kende. Selvet reflekterer over tvivlen og bliver bevidst om egne ideale forestillinger om muligheder og grænser i hver eneste situation, hvert øjeblik. I hvert nu er fortiden indlejret, og den bliver en del af fremtiden, så hvert øjeblik kræver nærvær. Nærvær er et nøglebegreb og en markør for selvets tilblivelse. At være sig selv kan kendes på nærvær. Det er en indre styret proces, som påvirkes udefra. Selvet bliver konkret i vekselvirkning med det konkrete levede liv med begivenheder, der giver tvivl, og som kræver refleksion. Bevidstheden om muligheder og begrænsninger øges i takt med, at nye begivenheder finder sted, og de sår tvivl, kræver refleksion og nye handlinger. Der er ikke tale om en afgrænset mængde af muligheder og nødvendigheder, for grænserne flytter sig med den øgede bevidsthed. At flytte grænserne er, hvad friheden bruges til. Man kan sige, at skibet bygges, mens det sejler. På den måde lærer den enkelte sig selv at kende, og det er det samme som at adskille sig fra andre. At kende sig selv er ifølge Kierkegaard, at finde sin plads i samfundet, finde den ide for, hvilken man vil leve og dø, lære pligtens intensitet at kende og ikke lade sig distrahere af alt det, der ikke har med opgaven at gøre. Det er at følge sin passion og lade andet ude af betragtning og spørge sig selv: Hvad kan jeg udrette? Fortvivlelse Det er en kompleks opgave at blive sig selv, og det er da også forbundet med fortvivlelse at være i processen. Fortvivlelse betyder på tysk splittelse, og det giver god mening at forstå fortvivlelsen som fortvivlelse over at være splittet, altså over en manglende forholden sig til syntetiseringen af mulighed og nødvendighed. De fleste mennesker springer ifølge Kierkegaard over, hvor gærdet er lavest. De er for magelige og orker ikke at forholde sig til sig selv, at løse opgaven, men de er fortvivlede, uanset de ved det eller ej. 4

5 Selvet og fortvivlelse er hinandens forudsætninger, og det hænger sammen med, at det kræver vilje at blive sig selv. Nogen vil gerne blive sig selv, men de kan ikke rigtig komme af sted med det. Andre vil ikke være sig selv. De vil selv hitte på et selv, eller de vil være en anden end sig selv. Men Kierkegaards klare pointe er, at man kun kan blive det givne selv, hverken mere eller mindre, og man kan altså heller ikke blive den bedste udgave af sig selv. Derimod kan man godt være ude af sig selv, ved siden af sig selv eller ikke rigtig sig selv. Kierkegaard kalder fortvivlelsen en mangelsygdom. Manglen på mulighed betyder, at alt er nødvendigt, mens manglen på nødvendighed betyder, at alt er muligt, og begge dele får som konsekvens, at selvet tabes, kvæles, forflygtiges eller opsluges af afgrunden, hvilket er angstprovokerende tilstande, og det kan blive forståeligt at ville af med sig selv. Også fortvivlelsen er som selvet kompleks, for den enkelte kan både ønske at komme af med sig selv og ville være sig selv på en og samme tid. Derfor er svaghed og trods fortvivlelsens følgesvende, og al fortvivlelse ender med at være fortvivlelse over sig selv, sin svaghed og det faktum, at man ikke kan blive sig selv uden det nødvendige, for man må bøje sig for sin grænse. Fortvivlelsen kan genkendes som trods og svaghed, hvilke er fortvivlelsens skikkelser eller fremtrædelsesformer. Det kan ikke udelukkes, at den fortvivlelse Kierkegaard beskriver som et vilkår i selvet, er det man i dag i stigende omfang diagnosticerer som depression med henblik på medicinsk behandling. Behandlingen er dog ifølge Kierkegaard ikke medicin, men at løse opgaven med at forholde sig til verden og til sig selv som splittet og modsætningsfyldt for at blive konkret, hvilket er det samme som en syntese af modsætninger og det kræver nærvær. Modpol til fortvivlelse er ikke lykke, det er tro. Det er her Kierkegaard markerer sig som religiøs forfatter. Han er slet ikke optaget af lykke og mener endda, at fortvivlelsen bor inderst inde i lykken. For Kierkegaard er målet ikke at opnå lykke i tilværelsen. Målet er at blive gennemsigtig for sig selv, kongruent med sig selv eller autentisk. At miste sig selv går ifølge Kierkegaard upåagtet hen i verden, hvor der i øvrigt slet ikke spørges efter et selv. Han skriver, at hvis man mister en hustru, et ben, en arm eller ti rigsdaler, så spørger folk da til det, men at miste sig selv interesserer ingen sig for. Men tab af selvet kan faktisk godt opleves af omverdenen, for det kan kendes på manglende nærvær. Man er fjern for sig selv og dermed også for andre og det er en alvorlig sag. 5

6 Forståelses- og handleramme i supervision af ledere Med Kierkegaards begrebssætning af selvet og den tilhørende fortvivlelse fremskrives en forståelses og handleramme for mig i opgaven med at supervisere ledere, der ønsker nye perspektiver på deres personlige lederskab. Det vil blive for omfattende at redegøre for et helt forløb, men her skal blot skitseres den begrebsramme, der kan arbejdes indenfor, når formålet med supervisionen er at øge lederens bevidsthed om sig selv ved at undersøge syntetisering af mulighed og nødvendighed i lederskabet. Præmisserne for sådan samtale med en leder er Kierkegaardske eller rettere sokratiske. Sokrates var Kierkegaards forbillede, og det også blevet mit i samtale med ledere om deres personlige lederskab. Opgaven er i sokratisk forstand at være hjælper af lederens egen hjælp til sig selv. Lederen kender sandheden om sig selv, men ved endnu ikke, hun kender den. Sådan en samtale kalder Kierkegaard sand hjælpekunst eller maieutik. Det, i coachingsammenhænge meget populære citat, At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der (SKS 16,27), er ligeledes en præmis. Opgaven bliver at møde lederen, hvor lederen er og videre at stille de gode undersøgende spørgsmål. Herefter drejer det sig om at omsætte Kierkegaards terminologi, som beskrevet ovenfor, til spørgsmål, der undersøger følgende 5 foci i lederens personlige lederskab: 1. De første undersøgende spørgsmål kan man kalde kontekstafklaring. Det drejer sig først om at lederen bliver bevidst om den vekselvirkning, hun indgår i med arbejdskonteksten. Hvordan virker den på hende, og hvordan virker hun på den. 2. Dernæst gælder det bevidstheden om lederens ide, passion, eller man kunne kalde det vision og mission. Det er vigtigt at støtte fastholdelse af begge dele. 3. Videre spørges ind til lederens tvivl om mulighed og begrænsninger i lederens konkrete sager, hun tumler med. Splittelsen italesættes, og det samme gør hendes ideale forestillinger om sig selv som en god leder. 4. Refleksion over konkrete muligheder og begrænsninger er næste udfordring i samtalen. Den foregår som en samskabende proces mellem mig og lederen, og den munder ud i syntetisering af mulighed og nødvendighed. Det betyder, at lederen finder frem til konkrete handlinger, hvor mulighed og nødvendighed går op i en højere enhed, og hun forholder sig til denne syntese, hvilket er det samme som at forholde sig til sig selv. Hun finder frem til 6

7 det rigtige for hende at gøre, hvorved hun bliver gennemsigtig for sig selv. Hun er ikke længere i tvivl. 5. Hun bliver bevidst om, hvad hun vil gøre, og hvorfor hun handler som hun gør, eller hun bliver autentisk, hvilket er et nøglebegreb for god ledelse. I samtalen forbereder hun sig til at møde sine vilkår med bevidsthed om, hvordan hun kan indgå i vekselvirkning med dem, og hun bliver robust i mødet med sin omverden. Kierkegaard som moderne psykolog Ovenstående er et, måske noget kontroversielt, eksempel på, hvordan Kierkegaards psykologi om selvet fra midten af 1800-tallet kan omsættes til rammesætning for supervision af ledere i det moderne samfund. Et samfund hvor vækst er et mantra, hvor organisationer presses til at øget produktivitet, til konstant udvikling og til at afsøge nye muligheder. Dette pres ender hos individet. Selvudvikling og selvdannelse er blevet moderne begreber, der indfanger det moderne menneskes eget individuelle projekt med at realisere sig selv, og der indsættes en illusion om, at vi kan forvente os alt af vores liv, at alle muligheder er åbne, men det er helt overset, at ikke alle har kompetencer til at udnytte alverdens muligheder. Med Kierkegaards begreb om selvet er alt netop ikke muligt, og intet kan blive anderledes end, hvad der er muligt og nødvendigt. For så vidt fjerner Kierkegaard med sit fokus på individet den moderne støj fra mange stemmer, der alle har meninger og stiller krav, hvorved ens egen forholdemåde til begivenhederne kan overdøves med risiko for, at man ikke kommer til at kende sig selv og ikke accepterer sine muligheder og begrænsninger. Kierkegaards korte budskab er, at man må kende sig selv før, man bevæger sig ud i verden. Med kendskab til sig selv reduceres risikoen for, at man projicerer sine uhensigtsmæssige egenskaber over i andre, og dermed fremmes den gode kommunikation. Det er en vigtig pointe i forhold til at forstå kommunikation i al almindelighed og i særdeleshed i ledelse og samarbejde. Referencer: 7

8 Ikke tilbøielig just til at beskjæftige mig med den vistnok stundom saare vanskelige Opgave: at ville forstaae Andre, bestræber jeg mig desto mere for at forstaae mig selv. (Brev 312, 1850) Kierkegaard, S (1843) Enten-Eller, Anden Del. SKS, 3 Kierkegaard, S (1844) Philosophiske Smuler. SKS, 4 Kierkegaard, S (1844) Begrebet Angest. SKS, 4 Kierkegaard, S (1849) Sygdommen til Døden. SKS, 11 Kierkegaard, S (1859) Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. SKS, 16 Kierkegaard, S (2012) Johannes Climacus. SKS, 15 Susanne Ploug Sørensen er ph.d. cand.pæd.psyk.aut. og master i Søren Kierkegaard. Hendes masterprojekt har titlen At være - eller ikke være sig selv? Et psykologisk spørgsmål? Hele masteropgaven med referencer kan læses på mens artiklen her er tænkt som en formidling af opgavens pointer. 8