Det sproglige Lysthus Den lange Nat

Transkript

1 Det sproglige Lysthus Den lange Nat 1

2 2

3 Forfatterkollegiet Det sproglige Lysthus Den lange nat F O R L A G 3

4 Den lange Nat Copyright 2011 af M. C. Holms Skoles Forlag Forfatterkollegiet "Det sproglige Lysthus" m.fl. Omslag: Oda Lauritsen Sats: Gorm Wæhrens Bogen er sat med Times og Arial og trykt hos Søe-Knudsen, Stoholm ISBN

5 Forfatterkollegiet Det sproglige Lysthus består af elever fra klasse på M. C. Holm Skole samt tidligere elever fra 6. klasse: Mia Gyrup Jensen, Sanne Lank Krath, Elina Nyby Kristensen, Catalina Reyes, Maria Attermann, Michee Nzapa, Maria Christensen, Oscar H. Østergaard, Nanna Simonsen, Ada Kaluta lærer Lene Rosgaard og forfatter Oda Lauritsen. Bogen er lavet ud fra ideer fra eleverne og derefter sammenskrevet kapitel for kapitel. I processen er indlagt forskellige øvelser om sanser, personbeskrivelser og skrive- og fortælleøvelser. Den lange Nat findes også som e-bog på M. C. Holms Skoles hjemmeside i printvenlig version. 5

6 6

7 1. Kapitel De mødtes hver torsdag eftermiddag på Biblioteket. Det var nu ikke så meget bøger de kiggede i. De havde opdaget, at der kom nye spil hjem hver torsdag formiddag, og de skulle da prøves. "De fantastiske Fem", som de kaldte sig selv, bestod af to piger og tre drenge. Julie, Johanne, Nikolaj, Søren og Viktor. Sommetider brokkede pigerne over, de var i mindretal, og ville ha' en pige mere med, og så kunne de jo bare kalde sig "De fantastiske Seks". Det vil drengene ikke være med til. Og Viktor afgjorde det med, at så blev de et lige antal, og det var usmart, når de skulle stemme om noget. Siden har de ikke diskuteret det. Der var ganske rigtig kommet nye spil. De sad i det lille aflukke, der var lavet, for ikke at forstyrre dem, der gerne vil læse. De havde heldigvis rådighed over de to computere, og skiftedes uden større problemer. Tiden fløj af sted og lige da et spil var ovre og de skulle skifte for at starte et nyt, gik først lyset ud og bagefter bliver skærmene sorte. Og stilheden er skræmmende. - Ups! sagde Nikolaj. - Vi er vist låst inde, konstaterede Julie med en hvisken. - Så må vi jo ringe hjem, sagde Viktor fornuftigt. - Og hvor er det lige, din mobil er? spurgte Søren. - I min taske, svarede Viktor og sagde så - Shiit! 7

8 - Hva' er der los? - Tasken står henne ved et af bordene, og hvis vi bevæger os, mumlede Viktor, - så starter alarmen, gjorde Julie sætningen færdig. - Ja, sagde Johanne, og så bryder helvede løs. De satte sig forsigtigt ned på gulvet, De fantastiske Fem, og spekulerede på, hvad de nu skulle gøre. Og så havde de jo denne konkurrence om, hvem der hurtigst kunne får den bedste idé. Noget de brugte meget, når de havde rodet sig ind i noget, og skulle finde den bedste undskyldning for at undgå alt for meget ballade. Forklaringer, der kunne strække sig lige fra fornuftige forklaringer til historier, der var så eventyrlige, at de kunne klare frisag og score nogle billige point på fantasien. Men lige nu, var der ikke så mange løsninger. Tiden gik, og som deres øjne vænnede sig til mørket, kiggede de stjålent på hinanden for at finde svar på en masse spørgsmål, som de ikke lige kunne stille. - Okay, sagde Nikolaj til sidst, skal vi blive her i nat? - Er vi bange, eller hva'? spurgte Viktor en anelse provokerende. - Ih, nej, sagde Julie, jeg har aldrig følt mig så godt tilpas som nu. - Fint, sagde Johanne, så får du lov at blive. Men jeg er den, der er gået. Johanne blev siddende, så helt gået er hun ikke, tænkte Julie, mens hun overvejede, hvilket forslag, hun havde lyst til at komme med. - Jeg maver mig hen til min taske, sagde hun så og lagde 8

9 sig fladt ned. - Godt, grinede Søren, tag lige min taske med. Julie knurrede til svar og begynde at glide hen over gulvet. De andre kiggede efter hende, mens de holdt vejret. Men lige da hun fik fat i sin taske, lød der et brag og alarmen gik i gang med en infernalsk lyd, der fik de øvrige til at holde sig for ørerne og Johanne til at glide tilbage med en hurtighed, der forbavsede hende selv. Så lød en masse trampen og en stemme der kommanderede - Herovre. Børnene krøb sammen. Det måtte være dem, der blev hentydet til. Men det var det ikke. Fodtrinene bevægede sig i den modsatte retning og under rumdeleren kunne de ane nogle lysglimt som blev området afsøgt med lys fra lommelygter. Nikolaj kiggede rundt og fik øje på en dør lidt væk. - Kom, hviskede han, der er en dør derhenne. Vi gemmer os! - De tumlede nærmest oven i hinanden ind i det rum, der ikke var særlig stort. - Hvorfor skal vi gemme os? spurgte Viktor, jeg troede, vi skulle hjem. - Jeg tror ikke, det er politiet, svarede Nikolaj, for så ville de prøve at tænde lyset. Og forresten tror jeg heller ikke, at politiet ville smadre ruderne. - Tror du ikke? sagde Viktor tvivlende. De tav alle sammen, og prøvede om de kunne finde ud af på lydede, hvad der egentlig foregik. - Tror I det er tyve? spurgte Julie, og hvad er der at stjæle på et bibliotek? 9

10 - Der er nok de sjældne bøger, forklarede Nikolaj, jeg har set dem. - Det er rigtigt, sagde Johanne langsomt og fortsatte: Jeg har set et sted, at biblioteket her har lånt nogle dyre bøger, som skal bruges til udstilling. Biblioteket har fødselsdag. Har I ikke set alle de plakater, der er sat op allevegne? Hun kiggede rundt for at høste bifald for sin viden, men måtte konstatere, at mørket gjorde det umuligt for dem at se hinanden. Lyden af mere glas der knustes nåede dem og derefter en lyd mere. Det var sirener. - Shyss! mumlede Søren. De kommer herhen. De mavede sig hurtigt ind i et hjørne. Et stativ væltede og noget tøj faldt ned over dem. De kunne høre, at døren blev åbnet. - Vi gemmer dem her, så henter vi dem senere. Og så er vi smuttet! Lyde som noget, der blev skubbet ind på en hylde, en dør der blev smækket i og derefter hurtige fodtrin og derefter tavshed. - Er det nu, vi er smuttet? hviskede Viktor. - Hvis vi kan nå det. - Tag jeres tasker. Så spæner vi! De smækkede døren op, snuppede deres tasker og benede hen til døren, der var nem at komme igennem. - Godt der er mørkt. Skynd jer! pustede Viktor. De nåede lige ud og smuttede ind i en port, inden en politibil kom drønende. - Skal vi da ikke fortælle politiet, hvad vi så? indvendte Søren. 10

11 - Vi så jo ingenting. Og så vil vi bare få skylden for det hele, svarede Nikolaj. De gik gennem porten og bagom til en smøge, der førte dem ud i en af sidegaderne. Der skiltes de efter de blev enige om at snakke sammen lidt senere. Og lovede hinanden ikke at nævne noget om, at de havde været låst inde på biblioteket. - Hvad skal vi sige hjemme? spurgte Johanne, der havde dårlig samvittighed, fordi klokken var så mange. - Vi må hellere finde på noget, så vi alle fem siger det samme. Altså stak de hovederne sammen og blev enige om, hvad de skulle sige. Som på tælling ringede de alle hjem og undskyldte, at de var forsinket, men de havde glemt tiden, da de havde prøvet et nyt spil. Det var som sædvanlig Nikolaj, der først kom i tanker om det, så han sendte samme sms til de andre: "Hvornår tror I, de vil hente de bøger, de har gemt inde i pulterrummet? Skal vi ikke holde øje med dem?" Alle svarene var det samme: "Hvordan?" Fra Nikolaj: "Jeg tager vagten i morgen. Sig til læreren, at jeg er syg." Fire svar: "Okay." Næste dag pakkede Nikolaj sin taske som sædvanlig, snuppede madpakken i køleskabet og sagde hej til sin mor, inden han gik ud ad døren præcis samme tid, som han plejede. Nikolaj drejede ned at en sidegade og hen mod biblioteket. Han ankom samtidig med en af bibliotekarerne, der stod og 11

12 kiggede nærmest forstenet på den store krydsfinerplade, der var sat i døren. - Hvad er der sket? spurgte han. - Der har været indbrud, svarede bibliotekaren helt ulykkelig. Hun låste op og gik inden for. Nikolaj fulgte lige efter. - Vi har ikke åbent endnu, sagde hun, da hun opdagede, at han gik med ind. - Tror du, det gør noget, at jeg finder nogle bøger, jeg skal bruge til en opgave? Jeg skal nok være stille. Nikolaj lagde al sin høflighed i ordene. Bibliotekaren åndede ud og sagde så okay og fortsatte: - Men du må ikke komme i nærheden af montren, der er brudt op. - Selvfølgelig ikke, skyndte Nikolaj sig at svare. Han gik over til reolen med bøger om fysik og kemi. Fandt nogle stykker og satte sig over ved et bord, hvor han kunne holde øje med døren. Heldigvis var der en klokke der ringede, hver gang døren gik op, så han skulle ikke sidde og glo på døren hele tiden. Så var tiden også blevet dræbende lang. Heldigvis havde han fundet en rigtig god bog med nogle interessante oplysninger, som han kunne bruge i skolen. Han fandt en blok i tasken og lavede nogle notater til senere brug. Dørklokken ringede, og to personer kom ind. De gik over til bibliotekaren og fortalte, at de kom fra pressen, og ville gerne høre, om der var forsvundet noget af værdi ved indbruddet i aftes. Bibliotekaren gloede på dem og svarede så affejende, at hun 12

13 ikke havde nogen kommentarer. Politiet havde ikke fortalt hende noget. - Må vi godt tage et billede? spurgte ham med kameraet. - Nej, det må I ikke, og vi har for resten slet ikke åbent endnu. - Døren var da ikke låst. - Nej, svarede hun hvast, men det bliver den, når jeg låser efter jer! Nikolaj fulgte spændt optrinet og listede sig til at tage et billede af dem med sin mobil, mens de var optaget af at diskutere med bibliotekaren. - Må vi have lov til at forsøge senere? spurgte den første venligt. - Prøv over middag, så er stadsbibliotekaren her. Det kan jo være, han ved mere end mig, blev der svaret, og de to uheldige pressefolk måtte se sig eskorteret uden for. Nikolaj funderede over det underlige i, at de to pressefolk ikke hverken var blevet sure eller fornærmet. De var da ikke blevet behandlet særlig pænt. Og med det han havde hørt om journalister, så... - Du kan trække noget kakao i automaten, hvis du bliver tørstig, sagde bibliotekaren venligt. - Tak. Nikolaj smilede stort og tænkte, at det nok ikke blev så slemt at være vagt. Han kiggede i bogen igen og læste interesseret om nogle forsøg, de ikke har haft i skolen. Han ville låne bogen med og give til læreren. Deres fysiklærer var heldigvis med på lidt af hvert. Han vendte tilbage til virkeligheden, da dørklokken ringede 13

14 igen. Denne gang er det to mænd i jakkesæt og lette frakker. Han ventede spændt på at finde ud af, hvem de var. De gik over til bibliotekaren og viste deres politiskilt mens de præsenterede sig som værende fra kriminalpolitiet. Nikolaj rejste sig lydløst og listede ind bag den reol, der er nærmest, så han kunne følge med i, hvad de snakkede om. - Har I en liste over de bøger, der er forsvundet? - Jeg lavede den i aftes, svarede bibliotekaren. Nikolaj hørte raslen af papir og så stilhed, hvor de nok kiggede på listen. - Det er meget sjældne eksemplarer. De skulle lokke publikum til, når vi fejrer vores fødselsdag i morgen. Det er frygteligt, det der er sket. Vi havde endda taget alle forholdsregler. Bøgerne var låst inde og vi har tyverialarm, forklarede bibliotekaren. - Ja, svarede den ene politimand tørt og fortsatte: I havde sandelig også gjort opmærksom på, at de var her. Vi har set jeres plakater. Er alle bøgerne væk? - De fleste. Vi har stadig nogle i en kasse, som ikke er stillet frem endnu. - Hvor? - Inde på kontoret. Det er heldigvis de mest værdifulde. Vi har kontrolleret, at de er der! Det sidste blev sagt næsten i trods. - Der bliver vel sat vagt på i nat, så der ikke sker mere. - Naturligvis. Vi skiftes til at være her, og der vil være tændt lys over det hele. - Så må vi håbe, det er nok. Vi kigger os lige omkring. 14

15 Nikolaj holdt vejret mens han listede nærmere. Mon de ville opdage bøgerne i pulterkammeret? Betjentene gik frem og tilbage i rummet, og Nikolaj syntes der gik en evighed, inden de nærmede sig døren til rummet, hvor bøgerne var. - Der er der rengøringsting og gammelt tøj, sagde bibliotekaren og fortsatte: vi kigger alligevel. Døren blev åbnet og der lød et udbrud: - Hvor er de her bøger kommet fra? - Det-det ved jeg ikke. Bibliotekaren nærmest stammede. - Tager dem lige med ud. Nikolaj var lige ved at glemme al forsigtighed og gå hen til dem, men noget holdt ham tilbage. Tænk, hvis de skulle finde ud af, at han vidste noget. Der lød mumlen og udbrud og til sidst sagde bibliotekaren: - Det er dem, vi mangler! - Og du ved ikke, hvordan de er kommet derind? - Nej. Og jeg var der ikke i går, fordi jeg havde fri. Så det er ikke mig! Det sidste lød næsten som en protest. Nikolaj listede tilbage og satte sig. Nu var der vel ikke mere for ham at gøre. Bøgerne var fundet. Men lidt efter tænkte han - det ved tyvene ikke. Så han bestemte sig for at blive. Lidt senere kom nogle personer, som han kunne forstå var teknikere, der skulle undersøge rummet for fingeraftryk og lignende. Ikke fordi de forventede at finde noget, for hvis det var garvede tyveknægte, så havde de nok haft handsker på. Senere igen kom glarmesteren, der skulle sætte andet glas i montren 15

16 Tiden slæbte sig af sted, men endelig ved totiden kom resten af gruppen og satte sig hos ham. De så alle fire spændt på ham. Han satte dem ind i, hvad der var sket, og bagefter sad de alle sammen og så spekulative ud. - Nu hvor er bøgerne væk, hvad skal vi så? spurgte Johanne. - Jeg har tænkt på, at vi skal finde ud af, hvem de er, tyvene. Jeg er sikker på, de kommer tilbage. Og jeg tror, at det var dem, der udgav sig for at være pressefolk. Hvis jeg sender jer allesammen det billede, jeg tog af dem, så må vi jo prøve, om vi kan genkende ham. Søren nikkede: - Enig. Vi må blive her til lukketid og i morgen er der en masse halløj på grund af fødselsdagen. Så kan vi gå rundt li'som alle andre. Det kan jo være, at tyvene tænker på samme måde. Og de tror jo, at bøgerne er der endnu. - Skal vi ikke spille lidt? spurgte Julie. - Så må vi dele os. Nogen af os skal jo holde udkig, svarede Viktor. - Nå, ja. - Jeg bliver her sammen med Nikolaj. Så kan I andre spille, sagde Johanne. De tre andre smuttede over til computerne, men vendte slukørede tilbage og fortalte, at computerområdet var spærret af. - Det er da ikke nødvendigt, at vi bliver alle fem. Jeg kan godt blive, til de lukker, sagde Nikolaj og Johanne tilbød også at blive. - Hvis der sker noget, får I besked, ellers møder vi her i morgen, når det hele starter klokken ti. 16

17 - Jeg tror ikke, jeg vil være detektiv, når jeg bliver stor, sagde Nikolaj, da de andre var smuttet og fortsatte: Det er for kedeligt. - Nåh, hvor synd, drillede Johanne og sagde: Hvad er det for en bog, du kigger i? - Kemiforsøg, svarede Nikolaj. - Hvor spændende! Johanne var ikke så vild med fysik og kemi. - Var der nogen der spurgte, hvorfor jeg ikke var i skole? - Vi sagde, at du pjækkede, men regnede med at komme om en uges tid. - Det er rart med lidt ferie. Nikolaj grinede, men fik så travlt med at se mod døren. - Der er de to pressefolk igen! - Er du sikker? - Næsten. De glor så mærkeligt. Hvis det viser sig, at de er fra pressen, så er vi lige vidt. - Så må vi bare holde ekstra øje med døren til pulterrummet, sagde Johanne. - Nu gik de igen, sagde Nikolaj. Johanne sad lidt, så sagde hun, at det kunne være, de ville hente dem efter lukketid, hvortil Nikolaj kunne fortælle, at der ville være vagt på hele natten. Eller måske kommer de styrtende ind, når bibliotekaren er alene tilbage, hvortil Nikolaj sagde, at så måtte de hellere blive lige til lukketid. - Og det bliver så tre timer mere, sagde Johanne og prøvede at lyde som om det var en god nyhed. - Jeg finder lige en bog, jeg kan læse i. 17

18 Altså læste Johanne, og Nikolaj kiggede videre i kemibogen, kun afbrudt at de gange, hvor dørklokken ringede. Men tyvene eller pressefolkene kom ikke igen, og ved lukketid låste bibliotekaren efter dem. Derefter skyndte de sig hjem for at undgå alt for megen ballade. De skulle passe på, for ellers fik de bare forbud mod at komme der mere, sagde Johanne. Der var mange mennesker mødt op for at være med i fejringen af Bibliotekets fødselsdag. Borgmesteren sagde en masse pæne ord, inden han klippede snoren og gav plads for menneskemylderet. Fire af De fantastiske Fem havde møvet sig frem i forreste rækker og de var inden for, før Julie kom styrtende forpustet og helt rød i hovedet. - Jeg skulle absolut lave noget, inden jeg fik lov til at gå, jamrede hun og pegede på sin lillebror, der nærmest blev slæbt med. - Og så måtte jeg tage Oliver med, fortsatte Julie. - Hej, Oliver, sagde Johanne. - Hej, sagde han og vred sig løs fra sin storesøster. - Du bliver nødt til at holde mig i hånden, vrissede Julie, - ellers bliver du bare væk.. Du skal være god mod de små, sagde Viktor og spurgte Oliver, om han hellere ville holde ham i hånden. - Ja, sagde Oliver og sådan blev det. - Mor kommer lidt senere, sagde Julie. De lod sig føre rundt i folkemængden og fik set de bøger, der havde ligget i pulterrummet. 18

19 - De er godt nok fine, sagde Søren og blev stående lidt og kiggede på dem. - Og gamle, føjede Nikolaj til. Så blev de puffet væk af andre, der ville beundre bøgerne, og pludselig var de helt ovre i modsatte side af døren, som de skulle holde øje med. Det var næsten umuligt at se noget som helst. Søren var den højeste, så Nikolaj bad ham holde udkig, mens han prøvede at sno sig gennem den kødrand, de var midt i. Døren var lige foran ham, da et kraftigt puf sendte ham tilbage igen. Han drejede hovedet og fik øje på de to såkaldte pressefolk. Han klemte sig ind mod en reol og hagede sig fast i en af hylderne, mens han holdt øje med dem. Den ene af mændene stillede sig foran døren og den anden åbnede den og smuttede ind. Han havde en sportstaske i hånden. Da manden med tasken var inde fulgte den anden efter, og døren gled i. Der var tilsyneladende ingen, der havde bemærket noget. Nikolaj ventede på Søren, der havde bemærket, at døren var gået og blevet lukket igen, og lidt efter var han ovre hos Nikolaj. - Hvad skete der? hviskede han. - De er der inde, hviskede Nikolaj tilbage. De lyttede ved døren og hørte det rumstere. - De bliver nok godt sure, når de finder ud af, at bøgerne er væk. Men hvad gør vi bagefter? spurgte Nikolaj. - Følger efter dem, sagde Søren. - Har du noget papir med dig. Og noget at skrive med? 19

20 - Ja. Men hvorfor det. - De har garanteret en bil et sted. Så ta'r vi nummeret, og så går vi til politiet. - Selvfølgelig, sagde Søren. Lidt efter havde de andre snoet sig igennem med Oliver på slæb. - Jeg vil ha' en sodavand! forlangte Oliver, der havde fået øje på bordet, hvor der var sat forskellige lækkerier frem. Og han var også træt af at blive slæbt rundt. - Ti stille! hvæsede Julie, ellers kan du selv gå derover. Og så bliver du væk. Oliver surmulede, men holdt da mund, så Nikolaj kunne fortælle, hvad der var sket, og hvad de havde bestemt. - Nu går vi lidt væk, og holder øje. De må snart komme ud, sluttede Nikolaj. De ventede og ventede, men døren forblev lukket. - Tror I, de bliver derinde til lukketid? hviskede Johanne. - Det er godt nok mystisk, sagde Viktor. - Måske skulle vi bare sådan tilfældig åbne døren? Nikolaj så nu ikke ud, som om han havde lyst til det. - Er der en af jer, der har en lommelygte? spurgte Viktor. - Her, sagde Nikolaj. - Okay, er der nogen, der går med? - Jeg melder mig frivilligt, sagde Søren. - Også jeg, sagde Johanne og Viktor i kor. - Og jeg er barnepige, sagde Julie misfornøjet. Nikolaj tænkte sig lidt om. - Så må du holde øje med, hvad der sker, sagde han endelig 20

21 og fortsatte: - Hvis vi nu bliver slået ned, skal du sørge for, at der kommer nogen og hjælper os. - Så må jeg hellere blive hos Julie, sagde Johanne, men er det ikke lidt risikabelt? - Det er bogtyve og ikke voldsmænd, sagde Søren fortrøstningsfuldt. - Måske bliver de voldsmænd, tilføjede Julie. - Nu må I ikke gøre os bange, grinede Nikolaj, selvom han var en lille smule nervøs for, hvad der ville ske inde bag døren. Man er vel ikke en kryster, tænkte han og sagde højt: - Vi går ind nu. Han tog i døren, der heldigvis ikke var låst, og så var de inde. Nikolaj tændte lygten og lyste rundt. Der var ingen. Han tog mod til sig og skubbede til tøjet på stumtjeneren. Stadig ingen. - Er du sikker på de gik ind - eller at de ikke er kommet ud endnu? - Bombe! sagde Nikolaj. Nu hvor han var sikker på, de ikke var der, blev han mere modig og afsøgte rummet fra en ende af. Da han nåede til enden af en af reolerne så han en lem, der var fjernet. - Har I hørt noget om en hemmelig udgang? spurgte han. De havde Viktor og Søren ikke. - Prøv og se her! De kantede sig om til ham. Han lyste ned på lemmen og hullet, der kom til syne. - Vil det sige, at de bare er forsvundet den vej ud? - Åbenbart, sagde Nikolaj og fortsatte - Hvad gør vi nu? - Sætter efter dem, sagde Søren. 21

22 - Der er ikke ret meget plads, indvendte Viktor. - Hvis to voksne mænd kan komme igennem, kan vi også, sagde Søren. - Jeg er den første, for jeg har lygten, sagde Nikolaj og satte sig på knæ og lyste ind i hullet. - Der er masser af plads. Og der er stentrappe der fører hen til et sving, sagde Nikolaj. Forsigtigt og lige efter hinanden kom de gennem hullet og stod lidt efter oprejst. Der var en isnende kulde i tunnelen. Uvilkårligt lynede de alle deres jakker. - Nu skal vi være forsigtige, hviskede Nikolaj og fortsatte: - Vi ved jo ikke, om de er lige om næste hjørne. De har sikkert problemer, fordi de ikke har bøgerne med. - Ja, hviskede Viktor tilbage og fortsatte - det er måske professionelle kunsttyve, der stjæler på bestilling. Du må hellere slukke lyset. Måske kan vi høre noget, hvis vi er helt stille. Længe stod de musestille og lyttede. Kulden fik dem til at trippe, for på den måde at få lidt varme i fødderne. - Der er ingenting, hviskede Nikolaj endelig og spurgte: Skal vi fortsætte? Ligesom han tændte lyset kom noget mørkt flyvende imod dem. De gav et dæmpet skrig fra sig og Nikolaj slukkede hurtigt lyset. 22

23 2. Kapitel Julie og Johanne stirrede konstant på døren. De havde stillet sig så tæt på, at de regnede med at kunne høre, hvis der skete noget voldsomt bag den. Men der skete ingenting. Pludselig sagde Julie: - Hvor er Oliver nu henne? Bliver du, mens jeg prøver at finde ham. Mor bliver tosset, hvis der sker ham noget. Den lille forkælede unge! Julie havde en fornemmelse af, hvor han var, og ganske rigtig. Han stod henne ved lækkerierne og guffede i sig med et saligt udtryk i fjæset. - Sagde jeg ikke, du skulle blive sammen med os? hvæsede hun og greb ham i armen. - Nu kommer du med her! - Julie! lød en advarende stemme. Julie vendt sig modvilligt. - Er det virkelig så slemt at passe på sin lillebror en halv times tid? - Hun vil hellere være sammen med drengene, sagde Oliver og rakte tunge til Julie. - Hvad har I så travlt med? spurgte hendes mor og kiggede bestemt på Julie. - Ingenting, sagde Julie og fortsatte: Vi vil gerne se de bøger, der er udstillet og sådan noget. Og så smuttede Oliver, selvom han havde lovet at blive sammen med os. Du ved selv, hvor vild han kan være, sluttede hun og tav så. Bare nu ikke der er sket noget. Hun skottede hen til døren. - Du har åbenbart travlt, sagde hendes mor syrligt og sagde: - Kom, Oliver, så går vi. - De holder vagt ved en dør. Og... sagde Oliver. 23

24 - Vi kigger på de bøger, der er i montren derovre, afbrød Julie og sendte Oliver et lynende blik. Bare nu ikke den lille møgunge snakkede alt for meget. - Jeg smutter, sagde hun hurtigt og skyndte sig tilbage til Johanne. - Så slap vi da for ham, sagde hun og i samme åndedrag: - Er der sket noget? - Intet, svarede Johanne mismodigt. Julie kiggede efter sin mor, der var blevet stående og kiggede spekulativ efter hende. Så tog hun Oliver i hånden og de gik. - Vi kan da ikke blive stående her. Johanne var utålmodig. Julie rystede på hovedet. Der var stadig masser af mennesker omkring dem. - Hvis du holder øje med, om nogen kigger herhen, så prøver jeg at lempe døren op. Sæt de ligger derinde og er bundet eller sådan noget. - Okay. Johanne afsøgte hele området og hviskede så: - Nu! Hurtigt åbnede de døren og smuttede ind. - Er det ikke lidt dumt, hviskede Johanne og fortsatte: - Vi kan jo ikke se noget som helst. - Shyssh, hviskede Julie tilbage, jeg hørte noget. Men nu var der helt stille. - Jeg synes der er mere koldt, end sidst vi var her, sagde Johanne lidt efter. - Da var vi også pakket ind i gammelt tøj, slog Julie det hen. Pigerne blev stående og lyttede. - Tror du ikke, der er noget lys herinde, forsøgte Johanne så. - Det var der ikke den anden aften. 24

25 - Da var lyset i hele Biblioteket også blevet afbrudt. Julie famlede sig tilbage til døren og afsøgte området omkring dørkarmen, og pludselig var der lys. Nu kunne de se hele rummet, der kun var et par meter på hvert led. Stumtjeneren der væltede aftenen før, stod pænt oprejst med en masse tøj på, og hylderne var fyldt rengøringsmidler. I hjørnet stod en støvsuger og en rengøringsvogn. - De er væk, sagde Julie og lignede et stort spørgsmålstegn. - Som sunket i jorden, medgav Johanne. - Du har ret. Julie bevægede sig langsomt hen til enden af reolen og kiggede om bag den. - Ups! sagde hun. - Hvad? Johanne gik nærmere og fortsatte, - Jeg sagde jo, der var lidt koldt. Hun kiggede ind i hullet. I det samme lød en blafren og undertrykte skrig. Johanne og Julie trak sig uvilkårligt tilbage og så på hinanden. Pigerne krøb uvilkårligt tæt sammen. Nu var der ikke bare koldt. Der var også uhyggeligt. Julie var den, der først sagde noget: - Skal vi vende om? - Og lade drengene i stikken? - Jeg tænkte mere på, om vi skulle be' om hjælp? - God idé. Og hvor mange tror du, der vil tro på os. - Næh. Julie overvejede, - og slet ikke hvor de har travlt med at fejre fødselsdag. De samlede mod og kiggede ind i tunnelen. Der var dunkelt og helt stille. - Måske var det bare en vej ud, og så var tyvene forsvundet og drengene var gået ind i biblioteket igen, sagde 25

26 Johanne. Det var Julie enig i. - Skal vi gå tilbage? - Det er nok ikke så farligt, sagde Julie ikke helt overbevist. - Men hvis det er sådan, kan vi jo gøre det samme. Så er vi da sikker på, at der ikke er sket dem noget. De begyndte at gå. Langsomt og lidt frygtsomt. Johanne greb Julies hånd, da de skulle ned ad trappen, der var stejl og trinene meget ujævne. Noget mørkt susede forbi deres hoveder, og de var lige ved at falde. - Flagermus, sagde Johanne. - Så er det en slags grotte. Julies hjerte bankede helt oppe i halsen. - Kom, hviskede Johanne. Hun holdt stadig godt fast i Julies hånd. De kom ned ad trappen og drejede om et hjørne, hvor noget svagt lys skinnede et stykke borte. Johanne hviskede, at det nok var udgangen og trak Julie efter sig. Hun bevægede sig forsigtigt, den ene fod foran den anden, for i det svage lys var det ikke nemt at se noget. De nærmede sig endelig det svage lysskær, der også gjorde stien mere synlig, og Johanne fik mere fart på. Lyset kom fra en åbning, der mindede om en port, og de måtte bøje sig for ikke at støde imod. Og det var ikke udgangen men en slags grotte, hvor der i den ene ende stod en lygte og lyste svagt. Pigerne standsede og så sig undersøgende rundt. Væggene var hugget ud i jorden, der var lidt leret og luften var kold og lidt kvalmende. Der var noget affald på gulvet, der lignede eskrementer fra flagermusene. I nærheden af lygten var en stor kiste. De listede hen til kisten og kiggede undersøgende 26

27 på den. Der var en krog, der holdt låget lukket. Johanne rakte hånden frem og uden at vide hvorfor, bankede hun på låget. Julie skulle lige til at tysse på hende, da der lød nogle halvkvalte lyde dernede fra. Julie holdt sig for munden for ikke at skrige, mens Johanne fjernede krogen og åbnede kisten. Bukket sammen i kisten lå Søren. De hjalp ham op. Han rystede sig og begyndte at trampe rundt. Begge hans ben sov. - Hva' laver du dernede? spurgte Johanne. - Venter på jer. - Hvor er de andre? Søren kiggede rundt: - Væk, tror jeg. Johanne kiggede ned i kisten. Og kiggede en gang til: - Er du klar over, hvad du lå ovenpå, Søren. - Næh. Han gik hen og stak hovedet frem: - Det var som pokker! Han stak hånden ned og da han trak den tilbage, stirrede han overrasket på en syvarmet lysestage. Den var tung og meget smuk. - Flere tyvekoster, sagde han og de andre stirrede måbende på den. Men der var mere. Ure og smykker, nogle af dem i fløjlsetuier, som var de hentet lige i en guldsmedeforretning. - Jeg tror, de har en nicheforretning, sagde Julie. - Altså ikke kun bøger. - Men hvor er Nikolaj og Viktor? Johanne trak dem tilbage til virkeligheden. Pigerne så spørgende på Søren, der fortalte, at de listet stille frem efter lyden af stemmer, og at han selv var forrest og så 27

28 havde de to mænd opdaget ham. Nikolaj og Viktor nåede tilbage til gangen, hvor de måtte have gemt sig, for det var kun ham, tyvene havde fået fat i. De spurgte først om en hel masse, men han var så bange, at han ikke kunne sige noget som helst og så havde de gjort kort proces og puttet ham i kisten. - Jeg lå ikke ret godt, sluttede Søren, men det tror da pokker. Han pegede på lysestagen. - Du har stadig ikke fortalt os om, hvor de andre to er, sagde Johanne. - Jeg ved det ikke. Jeg håbede bare på, at de var løbet tilbage og så ret hurtigt ville skaffe mig ud af kisten. Det er godt den er gammel og utæt, ellers var jeg blevet kvalt. - Vi har ikke set dem, og vi kommer lige fra pulterrummet, sagde Julie. - Måske er de fulgt efter tyvene, foreslog Søren. - Altså gør vi det samme, sagde Johanne og begyndte at gå. De andre fulgte efter. Gangen de kom ind i, var ganske smal og de måtte gå krumbøjet, for ikke at støde hovedet mod loftet. Efter en tid krummede gangen og der blev mørkere. - Nu gad jeg godt have Nikolajs lygte, mumlede Søren. Mørket mindede ham for meget om den tid, han var spærret inde i kisten. - Der er lys der forude, hviskede Julie. - Måske er vi snart igennem. Gangen syntes endeløs men pludselig var de ved udgangen, der endte bag er tæt krat lige op ad en mur. - Kirkegårdsmuren, hviskede Søren. - Det er derfor det har været nemt at komme frem og tilbage. Her er jo ingen. Han kiggede rundt og der var alligevel nogen. Lidt derfra var en 28

29 gammel kone i færd med at luge på et gravsted. - Vi går den modsatte vej, hviskede Johanne. Ude på parkeringsplads foran kirken kiggede de sig søgende omkring. Der var ingen. Ikke så meget som en enkelt bil. - De er nok alle sammen på biblioteket, sagde Johanne. - Men det løser ikke vores problem. Er Nikolaj og Viktor fulgt efter, eller er de blevet fanget af tyvene? - Måske er de under jorden endnu? Der er måske flere huler og gange. Hvad gør vi? Søren skulle lige til at sige, at de måtte tilbage igen, men det var for uhyggeligt. I stedet foreslog han, at de gik tilbage til biblioteket og undersøgte, om de var der. - Og så bagefter? spurgte Julie. Søren svarede ikke og Johanne begyndte at gå. Der var dejligt inden for på biblioteket. Først kiggede de rundt for at se, om de to drenge var der. Så styrede Julie over til bordet og tog et glas saftevand og et par småkager. - Vi må hellere få noget at arbejde på, hvis vi skal der ned igen. - Hvor skal I ned? lød en stemme bag dem. De vendte sig og lige bag ved dem, stod de to tyve. - I må hellere følge med os, lød det truende. - I går bare foran os, og hvis I så meget som piver, så... Søren mærkede noget koldt der blev presset mod hans ryg. Han begyndte at gå. De to andre var lige ved siden af ham. - Jeg tror, de har en revolver, hviskede Søren. - Hold mund, knurrede den ene af tyvene. - Nu følger I bare efter mig. 29