enestående muntre erindringsbog.

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "enestående muntre erindringsbog."

Transkript

1 Boy, en usandsynligt pjusket hund af ukendt oprindelse, og nu den uomstridte herre over sin families husførelse, fortæller om sit oplevelsesrige liv i Provence i Frankrig i denne enestående muntre erindringsbog. Som en rendyrket paranoid, der lider af storhedsvanvid, er Boy en sammensat personlighed. Hans dagbog midt mellem Proust og Eeyore indeholder henvisninger til Voltaire og Machiavelli side om side med tips om håndtering af klodsede menneskefødder under spisebordet, amourøse og belærende indslag samt sammenstød med blikkenslagere og atletiske adspredelser krydret med muntre og anstrengende eventyr i det franske landskab. Boy s refleksioner over livet og forholdet mellem menneske og hund og hans indskudte åbenbaringer om den menneskelige tilstand der kommer fra et forfriskende nyt perspektiv, det vil sige cirka i knæhøjde, gør ham til en uimodståelig, om ofte ilter, følgesvend. A B

2 Et Hundeliv Udgivet af Lodrö Sangpo Forfatternes Bemærkning Dette er et ikke-skønlitterært værk, bortset fra visse passager. I tråd med den gængse skik for selvbiografiske værker, der er taget i brug af politikere i deres memoirer, har jeg justeret sandheden, hvor som helst den kunne falde ud til ugunst for mig selv. 1 2

3 gøede ad vinden. Men lykkeligvis er nogen af os udpeget af skæbnen til at overstige vor ydmyge begyndelse og have succes i denne konkurrencebetonede verden. Lassie er et godt eksempel. Eller det lille kræ, der tilbringer hele sit liv med hovedet på alt for skrå, mens han lytter til en ældgammel grammofon. Men hellere ham end mig, men på den anden side er der vel ikke meget at vælge mellem for terriere. Støjende små bæster med yderst begrænset intelligens, efter hvad jeg har erfaret. Efterhånden som mine memoirer folder sig ud, vil jeg beskrive mine fremskridt ad livets trange vej mere detaljeret hele vejen fra fødslen til min nuværende storhed, uden at forglemme tiderne med trængsler, månederne i vildmarken, hus-søgning, løjerlige møder, milepæle, vendepunkter og så videre. Men lad os for øjeblikket lade dette hvile og vende os mod mere grundlæggende ting: min fremtræden som en celeber person og min beslutning om at fremkomme med mine meninger på tryk. Skæbne, Berømthed, Proust og Mig. ivet er, som vi alle ved, uretfærdigt. Og godt det samme. Hvis alt var gået som planlagt, ville jeg stadig være lænket udenfor en eller anden bondegård ude hvor kragerne vender, og have levet på alt for små madrationer, mens jeg 3 4

4 Det hele begyndte, som disse ting jo så ofte gør, ved et rent tilfælde. En fotograf var kommet til huset for at få en gratis drink under påskud af at ville tage kunstneriske billeder af lavendel-bedet. Jeg ofrede ham ikke specielt megen opmærksomhed, udover en overfladisk snusen, men han satte sit glas fra sig længe nok til at tage et par uformelle portrætfotos. Jeg var i silhuet, husker jeg, med solen bag mig contre jour, som vi siger i Frankrig og jeg hørte ham mumle noget om den ædle vilde, mens jeg holdt pause for at vande geranierne. Jeg tænkte ikke videre over det på det tidspunkt. Nogle af os er fotogene andre ikke. Men et par uger senere der var jeg så, i et ugeblad. I fulde farver, halen opret det levende indbegreb af den frygtløse vagthund. Og så siger de at billeder ikke lyver. Åh hvilken uvidenhed. Efter dette var der ingen ende på det hele. Andre blade, eller i det mindste de der var vågne nok til at genkende stjerne kvalitet, når de så den, kom for at opsøge mig. Aviser, Tv-hold, forskellige beundrere fra nær og fjern samt et halvsuspekt par, der prøvede at sælge hundemad langt over udløbsdatoen alle kom de, og jeg gjorde mit bedste for at passe dem ind. Og så begyndte brevene at strømme ind. Jeg ved ikke, om du nogensinde har modtaget et brev fra en totalt fremmed med spørgsmål om dine mest personlige vaner. Jeg selv må have modtaget hundredvis af dem. Og nogen var oven i købet ret uforskammede. Jeg blev endda tilbudt sikker sex med en rottweiler (sådan noget findes ikke, hvis du spørger mig, ikke med de kæber). Nå, men det stod snart klart, at verden forventede et eller andet budskab fra mig. En opregning af mine principper måske, eller hvad der nu til dags er kendt som en vejledning til livet. Jeg grublede dybt over dette. Men i årenes løb har jeg fået ligesom et blødt punkt m.h.t. Proust. Han har godt nok en tendens til at blive ved og ved lidt for meget efter min smag, men vi har adskillige karakteristika tilfælles. Vi er begge franske selvfølgelig. Vi har begge en reflekterende natur. Vi er begge store beundrere af kiks creme-kiks for ham og kalk-berigede, kødbensformede ekstra knasende for mig. Så derfor, tænkte jeg ved mig selv, hvis han kan dele sine meninger om livet, kærligheden, sin moder, tebords delikatesser og søgen efter lykke, hvorfor så ikke jeg? Ikke fordi jeg husker min mor særlig godt, i virkeligheden, fordi hun forlod mig kort tid efter at have fået mig og de andre tolv. Nå ja, under de omstændigheder kan jeg ikke sige, at jeg bebrejder hende det, selvom det gjorde min tro på det moderlige instinkt noget anstrengt på det tidspunkt. Det var en mørk og tørstig tid, som du vil se. Men jeg afviger fra emnet. Litteraturen kalder, og jeg må forsøge at få orden på mine tanker. I det store og hele har 5 6

5 det været et heldigt liv på trods af min underprivilegerede begyndelse. Hundenes skytshelgen Sct. Bernhard, for de der ikke ved dette har været god mod mig. Men alligevel, erfaringen har fået mig til at danne mig visse meninger, og læsere med en særlig sart indstilling kan måske føle sig fornærmet af nogle af mine tilfældige bemærkninger om babyer, hygiejne, pudler og dyrlæger, som insisterer på at tage ens temperatur på den gammeldags facon. For disse bramfri kommentarer vil jeg ikke komme med undskyldninger. Til hvilken nytte er dagbøger som denne, hvis de ikke viser hele forfatteren med vorter og det hele. Problemer 7 8

6 il min fødselsdag kom der alt for mange, og jeg ville ikke selv have inviteret nogen af dem. Jeg kunne først ikke se dem, fordi det tager nogle dage før øjnene åbner sig, men de gjorde så sandelig deres tilstedeværelse bemærket. Prøv du at spise morgenmad med et fodboldhold, der alle sammen kæmper for at få fat i det samme stykke ristet brød, og du vil få en fornemmelse af, hvad det var, jeg måtte igennem. Totalt kaos, alle mod alle, albuer overalt og skråt op med bordmanerer. Da jeg var ret ung på det tidspunkt, kunne jeg selvfølgelig ikke forestille mig, at det kunne blive et problem, bortset fra lidt puffen og skubben ved spisetid. Hvor tog jeg dog fejl. Der var tretten af os alt i alt, og begrænsede leveringsmuligheder ved den mødrene barm. Problemet var, at moder var blevet helt overrumplet først af min fader bagved laden og derefter af vores ankomst i så stort antal, eftersom hun kun var udstyret til at forsyne et halvt dusin ad gangen. Selvklart betød dette, at vi måtte spise i hold med få timers mellemrum. Hun beklagede sig hele tiden over mangel på søvn, hvalpe-kløe og fødselsdepression. Nu når jeg ser tilbage på det, er det ikke så mærkeligt. Man hører al muligt nonsens i disse tider om enebarnets trængsler. Folk snakker løs på deres bekymrede måde om ensomhed, mangel på søskende-kontakt, for megen opmærksomhed fra forældrene, stille og ensomme måltider og alt det der. Lyder himmelsk, for mig at se. Simpelthen himmelsk. Hellere det end hver dag at skulle bokse ti omgange mod et dusin modstandere med kronisk mælketørst, hver gang man føler sig lidt brødflov. Det slider på en og er højst skadeligt for fordøjelsen Store familier burde være forbeholdt kaniner. Jeg er sikker på, at Proust ville være enig med mig i dette. Og det er, hvad med min stakkels udslidte moder også må have følt, for ikke så snart var vi alle mere eller mindre på benene og missede mod verden, end hun forsvandt. Bare sådan. Jeg husker tydeligt, da det skete. Midt om natten var det, og jeg var halvvejs sovende. Jeg rullede lige rundt for at få mig en smule næring, som man jo gør, og vågnede op, ved at jeg suttede på min broders øre. Vi blev faktisk begge noget chokerede, og han kiggede skævt til mig nogen tid derefter. Jeg kunne godt lide at vide, hvad søskende-kontakt entusiasterne ville have anbefalet i denne situation. Gruppe terapi, sandsynligvis, med en session med selv-følelses træning og et skud antibiotika til den skadelidte. Ingen af os fik megen søvn resten af den nat, som du nok kan forestille dig, og om morgenen knurrede vore maver, mens de svagere brødre begyndte at klynke. Da jeg jo er optimist, følte jeg mig sikker på, at den kære moder bare var smuttet ud for at få lidt voksen-selskab bag ved laden og ville komme tilbage i tide til morgenmaden. Men næh nej. Timerne gik, maverumleriet og klynkeriet blev mere og mere højlydt, og selv jeg begyndte at frygte det værste. Moderløs, omgivet af en flok pylrehoveder, og stadig med smagen af min broders øre i munden og uden nogen øjeblikkelig udsigt til noget mere nærende, var dette min første erfaring med livets skyggeside. Jeg har tit undret mig over, hvordan vi klarede os gennem de næste uger. Herren og Fruen i husholdningen fordelte ind i mellem en skål tynd mælk og nogle afgjort andenhånds levninger (den dag i dag kan jeg ikke mande mig op til at synes om kolde nudler), men det var en fattig og utilstrækkelig kost. Men på trods af det skulle man tro, 9 10

7 at de havde serveret første klasses bøfkød, med den ståhej de lavede. Hver dag kunne jeg se dem diskutere udenfor ladedøren, hun i sine tæppetøfler og han i sine støvler. Noget af det gik hen over hovedet på mig, men jeg var ikke alt for glad for den røde tråd i det, de sagde. For mange munde at mætte, penge ud ad vinduet, det kan ikke blive ved på denne måde, noget må der gøres, det er også din fejl, at hun slap ud af huset ved fuldmåne jeg har aldrig hørt en så ophedet debat om fordelingen af nogle få gamle kyllingeben og et halvt franskbrød, som havde kendt bedre dage. Men det var det eller ingenting, så vi tog til takke. Så begyndte vi at modtage besøg, og den gamle hykler i støvlerne skiftede melodien ud. Han bragte sine venner ind for at kigge på os og snakkede om os, som var vi familiens arvegods. Første klasses jagthunde, sagde han fra en lang linie af champions. Ulastelige gener. Man kan se det på hovedformen og det smukt bøjede skulderparti. Det er unødvendigt at sige, at han bare fandt på det alt sammen. Jeg vil vædde på, at han ikke engang havde set min fader; jeg havde i hvert fald ikke. Men han blev ved og ved, indskød bemærkninger om fremragende stamtavler og blodlinier, der gik helt tilbage til Ludvig den Fjortende. Det var en forestilling, som ville have fået en brugtvogns-forhandler til at rødme. De fleste af hans venner gennemskude ham, men der er jo altid nogle få enfoldige her og der, så en efter en blev mine søskende sendt af sted til nye hjem under dække af at være fuldblods jagthunde. Det viser bare, hvad man kan slippe af sted med, hvis man er en skamløs fupmager. Det er en lektie, som jeg tog til mig i den grad, og den har tjent mig godt mange gange siden. Jeg husker for eksempel den dag, jeg mødte en familie af vildsvin i skoven, men det er en anden historie. Du tænker måske på, hvordan jeg følte det, ved at se dem, der var mig nære og kære, forlade det fædrene hjem Berøvet, måske? Ensom og nedtrykt? Ikke lige. Der er godt og dårligt i enhver situation, og det tog mig ikke lang tid at regne ud, at færre munde at mætte betød mere for dem, der er tilbage. Hjerteløs og selvcentreret, siger du måske, men en tom mave ændrer ens syn på livet på mange måder. Desuden har jeg altid anset mig selv for at være den bedste af kuldet hvis du havde set de andre, ville du forstå hvorfor og jeg var således sikker på, at jeg en dag ville indtage min rette plads i tingenes tilstand med tre fulde måltider om dagen og en komfortabel køje inden døre. Ja ja, vi kan alle tage fejl. Jeg begyndte at lægge nøjere mærke til ham i støvlerne, da det klart var ham, der bestemte, og jeg plejede at smigre den elendige tølper, hver gang han var i nærheden. Min teknik var ikke så finpudset, som den er i dag, men jeg gjorde det bedste, jeg kunne, med en ivrig hale og frydefulde hvin, og jeg var vildfaren nok til at mene, at jeg gjorde fremskridt. Et eller andet sted under det utiltalende ydre, tænkte jeg, var der en venlig sjæl, som i sidste ende ville synes om mig. Men ak, der var mindre i ham end det så ud til. Du har sikkert hørt livet beskrevet som værende væmmeligt, brutalt og kort. Så her har du ham. Alt for frimodig med sine støvler, selv da, så det er derfor, jeg har haft en inderlig mistillid til fødder siden da. Men en dag slap han mig ud af laden, og jeg troede, at livet skulle til at tage en bedre drejning. Jeg forudanede i det mindste en skovtur, og måske en inspektion af mit nye logi med et hæderligt måltid for at fejre min ankomst i familiehjemmet. Åh ja, ungdommens enfoldige optimisme. Han tog mig over til en rodet del af haven fuld af 11 12

8 ukrudt og rustne oliedunke og ældgamle traktordæk, lagde en løkke om min hals og slog den anden ende af rebet rundt om stammen på et platantræ og stod så lidt væk og betragtede mig. Jeg ved ikke, om du nogen sinde har kigget på folk, der prøver at afgøre, om de skal have lam eller oksekød i en slagterbutik, men det var sådan han så ud tankefuld og beregnende. Jeg hoppede op og ned et par gange og udførte en behersket glædesdans, og kvalte næsten mig selv med løkken, og gav så op og sad der i støvet. Vi stirrede på hinanden. Han suttede på sit overskæg. Jeg forsøgte mig med et ynkeligt klynk. Han gryntede og gik tilbage ind i huset. Og det var så den mystiske dybe kommunikation mellem menneske og hund. Og der var jeg så hele sommeren bundet, kedende mig, og søgende hvad lise jeg kunne finde i platantræets skygge. Fra tid til anden kom han over og kiggede op og ned ad mig på den der tankefulde måde, men bortset fra det var der meget lidt afveksling. Jeg gøede en hel del bare for at have noget at lave, og kiggede på myrer. Travle små fyre, myrer. De kan stadig fascinere mig, når de løber hid og did, øjnene fremadrettede, i rækker og geled, skulder ved skulder. Store byer er ligesådan, hører jeg, med millioner af mennesker, der går fra det ene hul til det andet og så tilbage igen. Løjerlig måde at leve sit liv på, men sådan er det. Jeg havde fået for vane at tilbringe natten rullet sammen i et af de gamle traktordæk, og en morgen vågnede jeg op og opfangede en afgjort forandring i luften. Den havde en duft af en anderledes årstid i sig, og der var en tykt lag af dug på gummiet. Sommeren var forbi. Jeg ved nu, skønt jeg ikke vidste det dengang, at starten på efteråret bringer den primitive længsel, der ligger og lurer i menneskets bryst, frem i lyset, og især i min del af verden. Mænd samles, bevæbner sig til tænderne og går ud for at kæmpe med agerhøns, kaniner, fasaner eller hvad som helst ellers, der rører på sig i buskene. Det vides, at det er hændt, at de har skudt hinanden, hvilket er forståeligt, hvis man har haft en anstrengende dag med kaninerne og absolut vil kunne bringe noget med hjem til konen. Men jeg afviger igen fra emnet. Jeg var kommet frem fra mit dæk, havde strakt mig og ordnet mine sædvanlige gøremål og forventede endnu en kedelig dag som så mange andre, da hvad jeg kun kan beskrive som en fremtoning kom marcherende ud af huset. Det var ham med støvlerne, og i stedet for hans sædvanlige undertrøje og mølædte bukser var han majet ud i fuld jungle kamuflage - spættet brun-grøn kasket og dertil hørende jakke, patronbælte, en taske slynget over den ene skulder og et gevær over den anden, Nimrod, Jægeren, i karnevalskostume. Da han kom nærmere, fangede jeg duften af gammelt blod fra hans taske en stor forbedring, må jeg sige, i stedet for den sædvanlige aroma af hvidløg, tobak og sved og jeg fornemmede, at noget var under opsejling. Og ganske rigtigt, han løsnede mit bånd og betydede med sin støvle, at jeg skulle komme med ham i vognen. Jeg kan godt se, at dette måske ikke lyder som starten på den perfekte dag for dig, men jeg havde været bundet for enden af det reb i månedsvis, så du kan nok forestille dig, at jeg opfattede dette som det helt store eventyr. Der er trods alt en grænse for ens interesse for myrer. Så af sted vi drog og forlod efter et stykke tid vejen for at bumpe op og ned på en meget ujævn markvej, før vi stoppede. Nimrod steg ud, men fik mig til at blive i vognen. Jeg kunne høre gøen, så jeg kiggede ud ad ruden. Tre eller fire andre vogne hver med en hund indeni at 13 14

9 dømme efter lydene var parkeret i en skovrydning. Nimrod og hans venner spankulerede omkring, klappede hinanden på ryggen på en mandig måde og sammenlignede bevæbning og militære regalia. En flaske af et eller andet blev frembragt og gik på omgang, og en af krigerne fremdrog en pølse, som blev hakket i stykker med en kniv, der var stor nok til at kunne have flænset en hval, og konsumeret, som om ingen af dem havde set mad i dagevis. Og så havde de endda oven i købet også fået morgenmad. Derefter var der mere aktivitet angående flasken, gøningen døde ud, og jeg må have døset hen. Det næste, jeg husker, var at blive hevet ved nakken ud af vognen og beordret ind i skoven. De andre hunde syntes at vide, hvad der skulle gøres, så jeg gjorde det samme. Vi satte næserne til jorden og løb rundt på en måde, der så ud til at have et formål, med den bevæbnede afdeling til at danne bagtrop. De lavede støj nok til at skræmme alle væk, der ikke lige netop var stokdøve, og enhver fugl med blot en halv hjerne (en fasan for eksempel) ville være draget bort til en sikker siddeplads på taget af politistationen længe før vores ankomst. Men man kan aldrig regne med kaniners opførsel. En af de andre hunde standsede pludselig og indtog en positur, som man af og til ser i gamle malerier af den landlige skole hovedet strakt fremad, nakke, rygrad og hale i en perfekt lige linie, med den ene pote hævet, som om den havde trådt i noget ulækkert. Jeg tror, den tekniske betegnelse er at pointe. Nå men jeg traskede over for at se, hvad der foregik, og der, trykkende sig under en busk, var der en kanin, der rystede som en geleklump og helt klart ikke var i stand til at afgøre, om den skulle rulle om på ryggen og spille død eller prøve at løbe fra det. Der blev stor opstandelse blandt tropperne bagved os, og forskellige instrukser blev givet videre, hvilket jeg ignorerede. Det var trods alt min første kanin, og jeg ville gerne kigge nærmere på den. En pæn frokost var i mine tanker, husker jeg, da jeg sprang frem efter den, men den må have læst mine tanker. Den sprang mellem mine ben og væk, og så brød tredje verdenskrig løs. Du må lige forstå, at jeg aldrig havde været i kamp før, og jeg var således ikke forberedt på den forfærdelige larm fra adskillige geværer, der blev affyret samtidig lige hen over hovedet på mig. Du har ingen anelse om, hvilket chok det var for hele systemet, så jeg laver derfor ingen undskyldninger for mine handlinger. Instinktet tog over, og jeg skyndte mig væk fra skudlinien hurtigere end kaninen. Faktisk tror jeg, at jeg overhalede ham på vej tilbage til sikkerheden under bilen. Jeg kunne ikke komme ind i den, så jeg dykkede ned under den, og jeg var netop ved at få pusten tilbage og var i færd med at lykønske mig selv med min heldige flugt fra 15 16

10 dødens gab, da jeg blev klar over, at jeg ikke længere var alene. Jeg kunne høre lyden af latter, og et meget fuldmodent sprog, som jeg genkendte som stammende fra Nimrod. Han var den eneste, der ikke grinede. Han brølede ad mig, at jeg skulle komme ud, men jeg fandt det bedst at blive, hvor jeg var lige i øjeblikket, og lade ham genvinde sin fatning. Han begyndte at sparke på siden af vognen til forøget munterhed fra de andre medlemmer af selskabet, og da det ikke virkede, kom han ned på alle fire, puffede til mig med skæftet på hans gevær, åbnede døren til bilen og hjalp mig ind med sin støvle. Turen hjem var ikke nogen stor social succes. Jeg vidste, at jeg ikke havde klaret det med den færdighed og snilde, som var forventet af mig, men det var trods alt min første tur ude. Hvordan skulle jeg kunne kende spillets regler? Med henblik på at fremme harmonien og et stille liv forsøgte jeg mig med nogle undskyldende tilnærmelser, men alt, hvad jeg fik ud af det, var et drag over nakken og en strøm af ukvemsord. Hvad jeg ikke havde forstået, var selvfølgelig, at jeg havde fået ham til at lige så dum ud, som han var, overfor hans ligemænd (som i øvrigt ikke var meget bedre stillet, hvis man skal dømme efter deres udseende, men i det mindste havde de sans for humor). Folk er ret følsomme, med hensyn til hvordan de opfatter sig selv, har jeg opdaget. Ét lille knæk i deres spejlbillede af selvforherligelse og de surmuler i timevis. Eller de lader deres dårlige humør gå ud over det nærmest tilgængelige emne. I dette tilfælde mig. Så det var tilbage for enden af rebet og i unåde nogle dage, mens Nimrod og jeg overvejede vore respektive stillinger. Han ønskede tydeligvis en jagtkammerat, fast 17 18

11 overfor vinge og skud. Mine ambitioner gik mere i retning af hjemlig-hygge, måske med en smule lettere vagttjeneste og et tag over hovedet. Ikke at jeg er modstander af jagt ud fra moralske overvejelser, må du forstå. Hvad mig angår, er en død kanin lettere at få has på end en bevægelig. Det er larmen fra de der geværer, jeg ikke kan klare. Jeg har ekstremt følsomme ører. Det endelige strå kom nogle få dage senere, da Nimrod besluttede, at han ville trække mig gennem noget elementær træning og feltøvelser. Han kom ud af huset bærende på sin bøsse og et formløst pelsbundt en af hans skrækkelige gamle undertrøjer, tror jeg det var, rullet sammen med et kaninskind rundt om. Han smuttede rebet af min hals og pressede bundtet op under min næse et par sekunder, mens han mumlede noget om duften af vildt, idet han dog glemte, at han havde brugt undertrøjen til at tørre fingrene i, da han rodede med sin vogn. Det er ikke nemt at oparbejde nogen sand entusiasme over for en stærk odør af dieseldunster, men jeg gjorde mit bedste for at virke opvakt og ivrig, og så begyndte næste trin i denne farce. Han kastede bundtet ind i en klump ukrudt tyve meter væk og lagde sine hænder ned på mig for at forhindre mig i at komme i nærheden af det. Jeg havde ikke til hensigt at komme i nogen som helst nærhed af det, og da slet ikke med en skydegal galning bag ved mig, så jeg sad bare der og afventede den videre udvikling. Han syntes at tage dette som et bevis på eksemplarisk tilbageholdenhed og feltkundskab, og smilede skævt til mig med, hvad, jeg tror, han selv syntes var et anerkendende smil. Bieng sagde han. Ça commence bieng. Hvad nu? Skulle vi vente på, at undertrøjen og dens pelsfrakke kom ud fra ukrudtet og overgav sig til de overvældende magter? Skulle vi snige os ind på den og fange den i et uopmærksomt øjeblik? Mens vi overvejede, hvad vi skulle gøre, lagde jeg mig ned en fatal fejlbedømmelse af situationen viste det sig, fordi det begrænser ens starthastighed fra stedet. Jeg kiggede ikke engang på ham, så jeg så ham slet ikke hæve geværet. Men da det gik af, var jeg væk og gemt i et af traktordækkene, hurtigere end du kunne sige bang. Har du nogen sinde set en mand totalt miste kontrollen over sig selv? Det er ikke noget kønt syn, især ikke hvis han vifter med en bøsse i din retning og sprutter af arrigskab, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte lægge noget mere solidt mellem os begge. Med et eneste spring var jeg ude af traktordækket og bagved platantræet, før han kunne få rebet tilbage om min hals. Vi gik rundt og rundt om træstammen adskillige gange, han bandende som en besat, mens jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at se tilpas brødebetynget ud, alt imens jeg bakkede baglæns for fuld fart. Ikke nemt må jeg lige sige, men jeg syntes, det var mere sikkert end at tilbyde ham min bagende, selvom han sikkert ville have ramt forbi, da han jo ikke var nogen særlig skarpskytte. Det kunne måske være endt med en udmattet våbenhvile, hvis det ikke lige havde været for ankomsten af en af hans kumpaner, som stod der med tårerne strømmende ned ad kinderne ved synet af os, der legede, hvad der må have set ud som en energisk sangleg rundt om træstammen. Nu, når jeg tænker efter, må det have været latterliggørelsen, der var ansvarlig for min efterfølgende adresseændring. Du må have opdaget dette selv. Der er dem iblandt os, der bare ikke kan tage en spøg. Begivenhederne udviklede sig derefter hurtigt og 19 20

12 temmelig smertefuldt. Da det endelig var lykkedes ham at trænge mig op i et hjørne, gav han mig et par smertefulde snerter med enden af rebet og smed mig ind bag i vognen. Jeg hørte ham råbe ad sin kone hvilket kors hun dog måtte bære den stakkels kære gamling før han satte sig tilbage i bilen, snerrede af mig og kørte af sted i rasende fart, som om han var for sent på den til en god vens begravelse og ikke ville komme for sent til festen. Jeg holdt mig pænt af vejen, udenfor rækkevidde bag i vognen og grublede. Vi skulle ikke ud at jage igen, kunne jeg se, da han ikke havde sin fordømte bøsse med sig eller sin fjollede hat. Det var ligeså åbenbart, at dette ikke var en fornøjelsestur. Han havde stadig denne vredladne holdning i hoved og skuldre, og han kørte alt for hurtigt for hans begrænsede evner og fysiske koordineringsevne, mens han tudede i hornet ad alt og alle og svajede rundt om hjørnerne som en etbenet fulderik. Videre og videre gik det, op ad bakke det meste af tiden, indtil vi gjorde et bumpende holdt lidt væk fra vejen. Jeg gjorde klar til yderligere ubehageligheder, og da han steg ud og kom om til bagenden af vognen, smuttede jeg hen på førersædet, bare for det tilfælde at han havde planer af voldelig art i tankerne. Vi kiggede på hinanden, han gennem den åbne bagdør og jeg hen over ryggen på førersædet. Han nikkede og gryntede, og holdt så en pølse hen under næsen på mig. Det var svinekød, kan jeg huske, med lige den rette mængde fedt og en vidunderlig krydret aroma. Men da jeg lænede mig frem for at tage den, vendte han sig og kastede den ind i buskene. Et langt kast var det oven i købet, for en der ellers altid beklagede sig over sin gigt. Nå, jeg tror nok, du kan regne ud, hvad der skete. Jeg for efter pølsen, idet jeg tænkte, at dette var lige min form for jagt og dykkede ind i underskoven, med næsen på fuld overtid, mens jeg følte, at nu var tingene måske alligevel ved at se lidt lysere ud. Spændingen ved jagten må have fået overtaget, for jeg var ikke bevidst om nogen som helst lyd bagved mig. Desuden er jeg ikke, hvad man kan kalde lydløs, så jeg har sikkert lavet en pæn mængde støj, mens jeg masede mig gennem bevoksningen. Under alle omstændigheder, efter ti minutters frugtesløs snusen omkring standsede jeg for lige at orientere mig, kiggede mig tilbage og så, at noget ligesom manglede. Landskabet var helt øde. Ingen vogn, ingen mand. Han var stukket af mens jeg var beskæftiget andetsteds. Jeg fandt i øvrigt heller aldrig pølsen

13 I Mellemtilstanden fsat og efterladt. Det var de ord, der langsomt dæmrede for mig efter at have afsøgt den tomme horisont for et glimt af vognen og dens bedrageriske ejer. Jeg tog dette som et vink om, at mine tjenester ikke længere var påkrævet på Chateau Fortvivlelse, og uden nogen presserende forpligtelser havde jeg masser af tid til at tage bestik og overveje fremtiden. Det var et vendepunkt, ingen tvivl om det, og hvad jeg har opdaget om vendepunkter er, at de er, hvad du gør dem til. Der er gode og dårlige, solskin og skygge, bitre og søde og så videre. Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt? Har hver sølvstribe en sky? Den slags ting. Som jeg har nævnt, er jeg af natur optimist, og jeg begyndte således at overveje de lyse sider. Jeg var nu fri til at løbe rundt, hvorhen min næse drog mig. Der var ikke nogen umiddelbar fare for et spark i ribbenene eller øredøvende ekspeditioner med en gruppe bevæbnede idioter. Og mine hidtidige logi- og fodrings-forhold kunne, som du har set, dårligt have været værre. At lade disse bag sig var ikke nogen hård byrde. Der var imidlertid et problem, som begyndte at trænge sig på, sådan som problemer jo har det med at gøre. Uanset hvilke andre evner jeg end besad, var jeg ikke af naturen udstyret til at klare mig selv. Det er forskellen mellem hunde og katte. Smid en kat ud af bilvinduet i vildmarken (og jeg skal da være den første til at give en hjælpende pote), og før du ved af det, mæsker han sig i en drossel-kotelet og har frit slag med enhver rede eller kaninhul, som han nu lyster

14 Med andre ord, han ville have besvaret vildmarkens kalden ved at være blevet vildgænger og blive et rigtigt vilddyr. Det er der hele tiden hos katte, ved du nok, instinktet. Man kan ikke stole på dem, og de har desuden en eller to ulækre personlige manerer, efter min mening, men det er sådan bare lidt apropos. Mens jeg rumsterede rundt med alt dette, begyndte jeg at tænke over hundens stilling, i hvad der løseligt bliver kaldt et civiliseret samfund. Jeg tør nok antage, at du er bekendt med dette udtryk, som har været som et snærende halsbånd om vore halse i ja, åh nok så mange år, den veldædige gamle vits om en mands bedste ven opfundet, er jeg sikker på, af en eller anden sentimental gammel støder med en svaghed for den våde snude og det tilbedende blik, og jeg går skam helt ind for det. Men hvad folk lader til at glemme, når de bliver vådøjede, og tågerne griber dem, er dette: arrangementet mellem menneske og hund er delvist praktisk. Venskab kan for så vidt være godt nok hvis det ikke var for venner, ville jeg trods alt ikke være her i dag men man kan ikke afvise vigtigheden af en varm seng, rigelige rationer og den fri rådighed over et komfortabelt hus. En af mine mere begavede forfædre må have indset dette for adskillige tusind år siden og være kommet til den konklusion, at mennesket var hans mest oplagte underholds system. Vi hunde har vore evner og talenter, det er sandt, men kan vi garantere et hyggeligt og vejrsikret ly? Igen nej. (Og det kan katte, selv med deres utålelige arrogance heller ikke). Og således er denne vise forfader kommet frem til den afgørelse, i hine primitive tider længe før opfindelsen af kennelklubber og puddel-skønhedssaloner, at blive et hjemligt tilbehør i den menneskelige husholdning. Mennesket, der er yderst modtageligt for smiger, valgte at tage dette som et tegn på venskab, broderskab, sand kærlighed og alt det andet, og på denne måde blev myten skabt. Lige siden har hunde nydt fleksible arbejdstider, problemløs kost og logi og, med en smule held og minimal indsats, tilbedelse. Det er i hvert fald teorien bag det, skønt min korte erfaring op til da havde ladet en smule tilbage i enhver henseende, fra de venlige ord til de basale bekvemmeligheder. Og nu var tingene gået fra slemt til værre. Jeg havde et par eftertænksomme øjeblikke, mens jeg sad der i ensom majestæt deroppe i bakkerne, og der var endda den flygtige tanke at prøve at finde tilbage til den djævel, jeg kendte, med støvler og det hele. Heldigvis blev jeg distraheret af lyden af en bil, og jeg banede mig vej tilbage ad markvejen til selve vejen, med håbet spirende som til evig tid. Bilen passerede mig uden at sagtne farten. Det var der da også andre, der gjorde i løbet af formiddagen på trods af vennesæle nik og velkomst hilse-hoppen på min side. Jeg eksperimenterede med at sætte mig midt på vejen, men de kørte bare rundt om mig, med hornene tudende og chauffører, der udviste en decideret mangel på sympati. Det gør ens tro på den menneskelige natur en smule anstrengt efter en tid. Men til sidst dæmrede det for mig, at mit held måske kunne vende, hvis jeg kunne fange et menneske til fods. Man kan ræsonnere med mennesker til fods, hvilket man ikke kan, når de suser forbi med firs kilometer i timen. Der er ikke nogen mellemvej med biler, hvis du forstår, hvad jeg mener. Og jeg besluttede derfor at finde nogle fodgængere. Det var nu lettere sagt end gjort, fordi min gamle jagtkammerat havde valgt at sætte mig af på et sted, der lidt lignede, hvad jer har hørt om New Zealand træer, buske, 25 26

15 bjerge og meget lidt andet. En fryd for dem, der holder af uspolerede panoramaer, vil jeg tro, men ikke opmuntrende for den ensomme rejsende, der søger selskab og underhold. Og derfor, med vinden i ansigtet, drog jeg af sted for at se, om jeg kunne finde civilisationen. Timerne gik, og det må have været midt på eftermiddagen, da jeg opfangede den svage, velkendte duft af kloaker og diesel-dunster. For dig har dette måske ikke nogen særlig betydning og måske endnu mindre tiltrækning, men for mig betød det folk. Og ganske rigtigt, fra toppen af den næste bakke kunne jeg se en gruppe gamle stenbygninger, og som jeg kom tættere på, var jeg i stand til at spore tegn på aktivitet, travlhed og jag og lyden af stemmer. Ikke ulig myrer, sådan set, men mere støjende. Du må huske på at mine hidtidige erfaringer med menneskelige beboelser havde været begrænset til den simple forfaldne ruin, hvor jeg blev født. Og dette var således en åbenbaring for mig dusinvis af huse, og tilsyneladende hundredvis af mennesker. Et eller andet sted blandt dem, følte jeg helt sikkert, måtte min fremtidige sjæleven være at finde. Det er fejlagtige forestillinger som disse, der hjælper dig til at sætte en fod foran den næste ved slutningen af endnu en hård dag. Landsbyen syntes mig enorm, gader førte væk i alle retninger, mærkelige og vidunderlige aromaer i enhver brise, folk der slentrede omkring på denne formålsløse måde, som de nu gør, når de ikke har ret meget i hovedet, udover hvad de skal have til aftensmad. En gruppe af dem var stoppet for at pladre med hinanden på et hjørne, og det var her jeg lærte en værdifuld lektie om overlevelse. Folk synes ikke at være i stand til at snakke med hænderne fulde. Spørg mig ikke hvorfor, men når to eller tre samles for at diskutere verdens problemer, bliver taskerne sat ned på jorden på en meget praktisk måde, så de i min højde kan undersøge sagerne. (Mit hoved ville være et sted mellem dine knæ og din talje og i behændig højde over toppen på en uovervåget taske). Man skal ikke tøve når lejlighed gives, så jeg befriede et franskbrød, der stak op af en taske og trak mig tilbage med det under ly af et bord udenfor landsbyens fortovscafe. Jeg havde lige afsluttet med de sidste krummer, og var netop ved at overveje en tilbagevenden til tasken, da en hånd kom til syne. Den klappede mig på hovedet, forsvandt, og kom tilbage med en sukkerknald. Jeg kiggede op og fik ved det næste bord øje på et ungt par, der kiggede vennesælt på mig og lavede de der lettere imbecile lyde, som mennesker altid tror taler tydeligt om venskab til et hundeøre. De gør det samme med babyer også, har jeg lagt mærke til. Men stemmens toneleje var indbydende, og en venlig hånd er en behagelig forandring fra en bestøvlet fod, så jeg gjorde mig 27 28

16 selv behagelig. Jamen altså, man skulle tro, de aldrig havde set en hund før. Mere kurren, flere klap på hovedet og sukkerknalder kom ned i en fed og hurtig strøm, alle tegnene på kærlighed ved første blik. Da jeg var en nybegynder på det tidspunkt, optog jeg dette som en invitation til at følge efter dem, da de forlod cafeen, og jeg traskede bagefter dem, idet jeg tænkte det vil jeg ikke nægte at en blød seng og et nyt liv lå lige rundt om hjørnet. Kald mig bare naiv, om du vil, men eftersom min erfaring med menneskelig adfærd havde været begrænset til overfusninger af den ene eller den anden slags, var jeg uvant med venlighed og antog mere, end jeg skulle have. Problemer begynder ofte, har jeg lært, når en venlig handling bliver taget for pålydende. Jeg havde grund til at tro, eller det troede jeg da, at mit møde med disse unge personer ved cafeen ville være begyndelsen på et vidunderligt forhold. Men ak, de så det ikke på helt samme måde, og da vi nåede deres bil, var der par pinlige øjeblikke med puffen rundt, mens jeg forsøgte at stige ind sammen med dem, der endte med et fast skub udefter og bildørens smækken lige ovenover min næse. Der er en morale her et sted om fremmede, der bringer gaver. Jeg kan godt tage det filosofisk nu, men det var et afgjort tilbageskridt på det tidspunkt. En mindre bemidlet hund kunne have fortvivlet. Jeg har kendt spanieler, for eksempel, som har tendens til at falde helt sammen, rulle rundt og vifte med benene i luften ved det første tegn på modgang. Ikke jeg. Bøjelighed, det er det det drejer sig om. Fremad og opad. Så jeg besluttede derfor at gøre mig selv glad som folk så ofte gør, har jeg hørt ved at gå ud og købe ind. Mens jeg arbejdede mig nedad gaden, blev jeg standset i mine skridt af en duft af himlen, der syntes at komme fra en åben dør: frisk, råt kød. Svinekoteletter, lammekøller, hjemmelavet pølse, linser og indvolde, marvben, oksekød, og ikke en sjæl var at se, da jeg fulgte efter min næse indenfor. Den døsige summen af et fjernsyn kom fra et rum ude bagved, men bortset fra det, var der stille som graven. Jeg kunne endda høre klikken af mine egne poter på det savsmuld-dækkede gulv, da jeg banede mig vej hen imod denne overflødighed af herligheder lagt frem på et hvidskrubbet træbord. Jeg tænkte, at jeg lige ville ose et par øjeblikke, før jeg besluttede mig, idet jeg ikke havde indset, at den ubeslutsomme kunde ofte går glip af de bedste tilbud. Men jeg var begrænset til, hvad jeg kunne bære i munden, og jeg havde ikke lyst til at snuppe et stykke affaldsben ned fra disken, hvis der var en chance for højreb. Det kaldes udøvelsen af et oplyst valg. Jeg skal love for, at jeg ikke fik noget ud af det, sådan som begivenhederne udviklede sig. En række grisetæer havde netop tiltrukket sig min 29 30

17 opmærksomhed, og jeg stod og overvejede mellem dem og et nydeligt stykke kalvekød, da der kom et øredøvende brøl fra bagenden af butikken. Ind fra venstre kom slagteren, med øjne der var ved at falde ud af hovedet på ham af raseri, mens han så sig om efter forstærkninger. Lykkeligvis var det første våben, han kom i besiddelse af, en kost snarere end en bensav eller en kødøkse, og han var ikke alt for ferm med den, så han fik væltet en række glas af henkogt and, så vidt jeg husker i sin iver efter at komme i kontakt med mig. Dette hjalp med til at spolere hans sigte, og jeg klarede lige at hoppe over resterne og gøre min exit med blot et overfladisk slag fra kosten over mit bagparti. Jeg lader dette gå videre, som noget man bør huske, når man går ud og køber ind. Det var på tide at genoverveje min taktik. Hvis episoden med slagteren var noget, man kunne gå ud fra, var der en vis fordomsfuldhed i landsbyens butikker overfor hunde. Mærkværdigt egentlig, når man tænker på, hvilket øjeblikkeligt postyr børn kan forårsage, og jeg har aldrig oplevet dem blive truet med angrebsvåben, men sådan er det åbenbart. Én regel for nogen og en anden regel for andre. Og så var det, det slog mig, mens jeg betragtede en mand og en bastard forlade bageriet uden at blive overfaldet. Måske var det ikke alle hunde, der kaldte denne krigeriske indstilling frem; måske var det bare uledsagede hunde. Jeg gik hen ad gaden til charcuteributikken og ventede udenfor for at sætte plan B i værk. Som så mange store ideer var den enkel. Jeg ville hægte mig midlertidigt på en kunde, der var på vej ind i butikken. Når jeg først var indenfor, ville vi dele os op for at se til vore respektive gøremål, og jeg ville så forlade butikken, fuldt lastet, mens min personlige indkøber distraherede indehaveren. Det syntes idiotsikkert. Der kom nogle opmuntrende dufte svævende ud fra charcuteriet. Ikke helt på højde med den rødblodede righoldighed fra slagerbutikken, men nok til at sætte fantasien i sving, og det var med en skarp sans af forudanelse, at jeg skannede gaden for en tænkelig medskyldig. Jeg havde aldrig set så mange mennesker før, og jeg tror min livslange interesse i menneskelig adfærd begyndte den eftermiddag for så lang tid siden. Alle former, alle aldre, alle størrelser, bumpende af sted sammen uden nogen af den interesse for hinanden, som en gruppe hunde ville udvise. Ingen snusning, ingen gåen omkring hinanden, ingen ceremoniel benløftning yderst lidt af hvad jeg ville kalde social kontakt bortset fra et lejlighedsvist nik med hovedet eller gribning af hænder. Jeg er vant til det nu selvfølgelig, men jeg kan huske, at jeg tænkte, hvor mærkeligt det var, denne mangel på interesse. Måske noget at gøre med bymæssig overbefolkning, skulle det ikke undre mig. Det må sløve sanserne. Jeg var så optaget af at betragte denne forbipasserende parade, at jeg nærmest hoppede, da jeg følte en kvindes hånd klappe mig på hovedet. Da jeg kiggede op, så jeg en tom indkøbstaske og et smilende ansigt, og så var hun væk, gennem døren og ind i det velduftende charcuteri. Grib øjeblikket, sagde jeg til mig selv. Og som en skygge var jeg der bagved hende, og gav min bedste imitation af en ledsaget hund i officielt ærinde. Det var et rigtigt charcuteri af den traditionelle slags. Så mange af dem i disse tider ligger ikke inde med andet end dåser og æsker og mysteriøse klumper indpakket i plastik, men her var der rigtig føde. Det meste af det nøgent store humpler ost, bjerge af pølser, røgede skinker og lange rækker 31 32

18 af færdigkogte retter. Franskmænd nægter ikke sig selv noget, som du nok ved, og her var der alt fra krebinetter af indbagt kylling til terriner, som fik mine øjne til at løbe i vand. Min ledsager gjorde holdt foran grøntsagerne, som dog aldrig har vakt min store interesse, så jeg smuttede ned ad den snævre gang mellem hylderne, mens jeg ignorerede den flygtige fristelse fra kikseafdelingen, da jeg kom ned i bagenden af butikken. Det var her, skattene var stillet til skue, og jeg var meget indtaget i den hjemmelavede lasagne. Men det var ikke tiden til at fortabe sig i overvejelser. Efter min forrige oplevelse chez slagteren, havde jeg ikke i sinde at nøle, og mine bagben var strakt helt ud med forpoterne på disken og mine kæber netop ved at omslutte et kilo af den bedste røgede skinke, da helvede brød løs neden for mig. Hvis man var i det gavmilde hjørne, kunne man have beskrevet kilden til problemet som en anden hund et forfærdeligt, magert lille objekt i knæhøjde med en rotte, med en absurd tæt sammenkrøllet hale, der så ud som en orm i krampe, og en gennemtrængende høj falsetstemme, der kunne have opvækket de døde. Et øjeblik troede jeg, han havde fået sine juveler i pålægsmaskinen, men det var såmænd bare hans ynkelige forsøg på at gø. Selv så sulten som jeg var, var det mig umuligt at tage mig yderligere af skinken, da han begyndte at tage småbidder ud af min ankel, og det var mens jeg prøvede at ryste ham af mig, at et bjerg på ben, med et surt udtryk og et forklæde dukkede frem bagfra for at deltage. Jeg erindrer også vagt en kagerulle. Alt i alt syntes det uklogt at dvæle længere. Det var så den velkomst jeg modtog fra landsbyens butiksindehavere, og jeg kan kun sige, at du ikke skal stole på disse postkort med joviale indfødte, der storsmiler vennesælt til kameraet. De to, jeg mødte, ville have givet Genghis Khan mareridt. (De siger, at han plejede at spise hunde, når han løb tør. Jeg formoder, at vi har gjort lidt fremskridt siden da). Jeg vendte tilbage til mit forrige tilflugtssted under cafebordet og reflekterede lidt. En afvisning og to forsøg på at tage mit liv i takke for et lille brød og en håndfuld sukkerknalder. Eftermiddagen havde ikke været noget fremragende triumftog, og nu var skyggerne ved at blive lange, og jeg var stadig ikke nærmere til kost og logi, end da dagen begyndte. Morgendagen ville bringe nye glæder og muligheder, var jeg sikker på, men i mellemtiden var der problemet med, hvor jeg skulle tilbringe natten. At blive under bordet eller søge ly i det store uvisse, det var spørgsmålet. Det blev besvaret af caféejeren, der var bevæbnet med den allestedsnærværende kost, som alle landsbyboere syntes at have ved deres side, øjensynlig for at afværge en mulig invasion. Han begyndte at feje dagens levninger ud fra bordene og ud på gaden til almindelig fornøjelse for offentligheden kan jeg forestille jeg mig. Som han arbejdede sig hen imod mig, mødtes vore øjne. Kosten blev rejst i angrebsstilling. Jeg ville gerne have tilbudt en lille erkendtlighed for hans hilsens hjertelighed, men der var ikke tid til selv et hurtigt løft af benet. Atter måtte jeg forlade stedet i hast for at søge fred i de landlige omgivelser. Jeg var godt udenfor landsbyen, mens jeg funderede over min første smag af den menneskelige venligheds mælk, da min næse blev vakt af en decideret modenhed i luften Den kom fra enden af en snæver passage, hvor en stor bøtte var væltet og dens indhold spredt ud over græsset. Jeg kom nærmere, med næseborene vibrerende, og fandt ud af, at problemet med middagsmaden havde løst sig selv. Jeg 33 34

19 studerede menuen. Jeg holder aldrig op med at være forundret over, hvad folk smider væk. Ben, skorper, kråser, absolut anvendelige sardiner alt dette og meget mere var anbragt som juveler mellem de tomme dåser og papir og plastik. Idet jeg skubbede en aflagt sko til side, skulle jeg lige til at støve første ret af en lækkerbisken af kylling i gele, hvis jeg husker rigtigt da jeg hørte en knurren. Faktisk var det mere som en snerren. Uvelkommende snarere and munter, i hvert fald. Jeg så op for at se forreste halvdel af an hund stikke ud fra bøtten, med læberne tilbagetrukket, blottede tænder og nakkehårene i fuldt alarmberedskab, selve indbegrebet af Fido der forsvarer hjemmets arne. Jeg holder af at mene, at jeg ikke er uden mod, især når modstanderen helt klart er ældre, dårlig til bens og betragteligt mindre end mig selv, hvilket alt sammen passede på ham her. Jeg prøvede derfor at ignorere ham en stund, mens jeg gjorde kål på kyllingeskindet og gik videre med en temmelig god osteskorpe. Men jeg er sikker på, at du vil give mig ret i, at det ikke er let at nyde maden, når der er en konstant og meget trættende hvinen i gang i meget kort afstand fra dit øre. Jeg har hørt, at det samme gælder for middagsselskaber, der indbefatter investerings-bankmænd. Du vil sikkert vide dette bedre end jeg, men øjensynlig har de det med at blive ved og ved og ved. Sådan var det også med vor ven i bøtten. Men bortset fra dette lille irritationsmoment, sørgede jeg ret pænt for mig selv og blev tilstrækkeligt styrket til at overveje spørgsmålet om sovearrangementet for den kommende nat i et mere forhåbningsfuldt skær. Efter nogle få minutters fouragering trådte et tydeligt mønster igennem. Førende væk fra landsbygaden for hver få hundrede meter var der små stier, hver af dem med et hus for enden. Og hver sti syntes at have sin egen bøtte, i stil med den som min pibende middagsfælle havde indtaget. Ved at anvende logikkens love uddrog jeg, at alle disse bøtter ville indeholde et spiseligt udvalg af den ene eller anden art ikke noget der ville få ørerne til at rejse sig måske, men nok til at holde sammen på krop og sjæl, ubevogtede og let tilgængelige. Snusning bekræftede min teori, og jeg kan huske, at jeg følte mig ret taknemmelig over at næse og hjerne arbejdede sammen på denne for maven så bedste måde. Med morgendagens morgenmad således sikret vendte jeg min opmærksomhed mod nattens logi, og her begyndte jeg at løbe ind i vanskeligheder. Jeg må have besøgt et halvt dusin huse med henblik på at rulle mig sammen i et par fredfyldte timer i et udhus, men hvor end jeg vendte mig, blev jeg mødt med en byge af trusler, alarm råb og lyde af almindelig misbilligelse. Ikke i dette tilfælde fra mennesker, men fra min egen art. Hvert etablissement havde i det 35 36

20 mindste to residerende hunde, og ud fra den ståhej de gjorde, skulle man tro, at jeg havde til hensigt at stikke af med familiens sølvtøj. Heldigvis var de fleste af dem fastgjort med kæder eller reb til et eller andet uflytteligt objekt. Dette begrænsede deres morderiske instinkters udfoldelse, og jeg var i stand til at sætte dem på plads ved at afmærke deres territorier med benet løftet lige netop uden for rækkevidde af deres savlende kæber. Det anses for en fornærmelse, forstår du, i stil med at komme med nedsættende bemærkninger om en persons dårlige smag i gardiner, og jeg må sige, at det drev flere af dem til frådens rand. En af dem et stort, skabet skrummel med tænder i overstørrelse kastede sig selv så heftigt frem i sin kæde i sin entusiasme for at få fat på mig, at han må have beskadiget sine stemmebånd. Hans gøen blev pludselig til en piben, og han så udpræget beskæmmet ud. Det manglede bare. Men disse flygtige fornøjelser ville ikke bringe mig nærmere til en god nats hvile. Det havde været en lang, begivenhedsrig og instruktiv dag, og jeg var træt nok til ikke at være alt for pernitten med, hvor jeg lagde mig hoved. Så længe det var i god afstand fra koste og kæber, ville det være fint. Jeg gik en runde om det sidste hus, igangsatte endnu en hysterisk symfoni af hylen og gøen, og dykkede ned for natten blandt buskene i skovbrynet. Den romantiske forestilling om skove, som jeg er sikker på, du kender, er at de er fredfyldte lysninger og bladfyldte hyggekroge. Moder Naturs rolige havn, et sted for stille eftertænksomhed. Du skulle bare prøve at bo der, sådan som jeg gjorde gennem de næste uger. Min vedvarende erindring om skoven er støjen. Fuglenes larm og deres skrækkelige morgenkor ved det første gry, jægere og deres bøsser om dagen, den endeløse raslen og puslen af natlige skabninger, ugler der brølede hele natten igennem hele arrangementet er min ide om en dårekiste. Man vender og drejer sig og længes efter en ubrudt slumren. Det nåede et stade, hvor jeg begyndte at gøre natlige udflugter til landsbyen for at få en smule lise for spektaklet. Så længe jeg holdt en klog afstand til slagteren og min anden sparringspartner i charcuteriet, havde jeg fri adgang til stedet og fik lov til at hænge rundt i fred. Der var endog en eller to af de mindre barbariske landsbyboere, der begyndte at genkende mig og tilbyde mig venskabets hånd. Men, som før, blev hånden trukket tilbage, så såre jeg prøvede at konvertere det til noget mere permanent. Jeg var på vej tilbage til landsbyen efter en nat i skoven, hvor dens samlede befolkning havde valgt netop mit lille hjørne af den som stedet for en gevaldig diskussion. Eller det kan måske have været parringssæsonen, selvom jeg ikke er helt klar over ugler og deres vaner, så jeg kan ikke være helt sikker. Hvad grunden end kunne være, var det en skinger og søvnløs nat, og jeg følte mig ret nedslidt, som jeg der spadserede hen ad vejen. Udslidt og mat kunne man sige, med næsten intet af min sædvanlige fjedren og ånd i gangen. Jeg hørte en bil bag mig og hoppede ned i grøften, for at lade den passere. Men den standsede. Ud steg den kvindelige fører, og jeg kunne straks se, at det var en sindsfælle ud fra en meget enkel handling. I stedet for at glo ned på mig fra stor højde, foldede hun sig sammen så at vore ansigter var mere eller mindre i samme niveau. Det kan synes en lille ting for dig, men for en hund indikerer det en hel del sympati, et ønske om at kommunikere på lige fod og, lad os ikke glemme, almindelig gode manerer. Prøv at se på det på denne måde. Hvis du konstant blev tiltalt af nogen, 37 38

21 der gloede ned langs deres næse fra et sted et godt stykke over dit hoved, ville du heller ikke bryde dig om det. En simpel mangel på høflighed, ville du mene, og du ville have helt ret. Så du kan forstå, hvorfor jeg besvarede Madames ouverturer med fyndige bevægelser med hale og krop, små hvin af henrykkelse og en venlig pote på hendes knæ. Vi forblev i denne stilling i adskillige minutter, kommunikerende ved grøftekanten, og så syntes hun at komme til en beslutning. Hun åbnede bildøren. Mine ører begyndte at hænge igen og mit humør dalede, fordi tidligere erfaringer havde lært mig at genkende dette som et forstade til et hastigt farvel, med bilen drønende af sted mod solnedgangen og deres velbårne efterladt til at klare sig videre som før, den ensomme vandrer. Men ikke denne gang. Jeg blev inviteret til at hoppe ind, hvilket jeg gjorde, og gjorde mig så uiøjenfaldende som muligt på gulvet. Forestil dig min overraskelse, for ikke at nævne en pludselig strøm af genvakt håb, da jeg blev opfordret til at sidde på sædet ved siden af min nye bedste ven. Vi har alle vores måde at vise entusiasme og spænding på. Mennesker stavrer omkring og klasker hinanden på ryggen, når de føler, det er tid og sted for det, jeg foretrækker at gnave på et eller andet. Ikke på en aggressiv måde, forstår du nok, men bare for at demonstrere anerkendelse af den forhåndenværende situation. Og derfor gik jeg i gang med at gnave på en tilgængelig sikkerhedssele, som vi der kørte væk fra landsbyen tilbage ad vejen og drejede ned ad en markvej mellem to vinmarker. Den førte til et hus ikke ulig nogle af de andre, som jeg havde besøgt i disse forløbne uger, selv ned til den velkendte lyd af andre hunde, der gøede efter mit blod. Der var to af dem, og de var heller ikke bundet, som jeg så fra passagersædets sikre post. Det tog en del lokken fra Madame at få mig ud af bilen og introducere mig for velkomstkomiteen, men til min lettelse var de begge tæver en pjusket gammel kone, med fjern lighed med en jagthund og en sort Labrador med en halten. De syntes harmløse nok, og da først formaliteterne var overstået, trissede de af for at kollapse i haven. På dette tidspunkt var jeg begyndt at tillade mig selv at føle, at der kunne være mere på programmet end bare et besøg. Madame havde et tankefuldt udtryk i øjet, mens hun plukkede fragmenter af gennemtygget sikkerhedssele ud af mit kindskæg og tog mig med indenfor, mens hun mumlede noget om det andet medlem af husholdningen. Lad det bare ikke være en kat, husker jeg, at jeg tænkte ved mig selv, eller en morderisk sag med støvler og bøsse. Sjovt som disse tanker farer gennem hovedet på en i de afgørende øjeblikke i ens liv

22 Det viste sig at være den anden halvdel af ledelsen ubevæbnet og barfodet, hvilket var en god start, og som så lettere forundret ud. Vi udvekslede artigheder, men jeg kunne fornemme at han ikke helt delte Madames følelser, for de gik over i et hjørne for en tête-à tête og overlod mig til at kigge lidt på mine omgivelser. Jeg er ikke nogen stor kender af ejendomme fra noget som helst synspunkt, men det syntes ganske tilstrækkeligt til at tilfredsstille mine fordringer have for og bag, den utæmmede vildmark i behagelig lang afstand bagved huset, tæpper på gulvene og duften af to tæver, hvor man end vendte sig. Det var tydeligt, at de ikke sov ude i det grove. Alt i alt ville det såmænd passe mig udmærket. Og eftersom der var to hunde, der allerede residerede her, hvad forskel kunne så en tredje gøre. Jeg gik hen, hvor ledelsens konference var i gang, og rejste et lyttende øre. Der syntes at være to emner under debat, med Madame bestemt på min side, og den anden halvdel fanget et sted mellem pro og kontra. Var tre hunde for mange? Og hvis ikke hvor ville jeg så passe ind? Der blev fremført et halvhjertet argument om, at mine tidligere ejere burde findes, men Madame bankede det yderst smart på hovedet og kørte løs på forpint måde om mishandling, underernæring og mangel på sengetidsprivilegier. Så bevægede hun sig over på mere personlige kommentarer om min urene hud, fremtrædende knogler og almene tilstand af misligholdelse, og afsluttede med en forbøn på mine vegne om intensiv pleje og opmærksomhed. Det var musik for mine øren, og jeg bevægede mig over for at læne mig op ad hendes ben som en støttende gestus. Hun vandt til slut det gør koner sædvanligvis, har jeg bemærket og det blev vedtaget at jeg skulle blive i en prøveperiode. Og jeg vidste, hvad det betød. Hvis jeg holdt min sti ren, opførte mig høfligt overfor de to tæver og passede lidt på, hvordan jeg forholdt mig til den anden halvdel, var jeg inde i varmen. Jeg husker, som var det i går, hvordan jeg rullede mig på græsset efter mit første ordentlige måltid i ugevis, mens ledelsen kiggede på fra husets dør, solen skinnede på min mave, og alt var vel i verden. Hvilket øjeblik

23 Natmanøvrer og en Konfrontation med Hygiejne esten af den dag bekræftede mine første indtryk, og det så virkelig meget ud til, at jeg var landet på fødderne. Om eftermiddagen tog vi en spadseretur ad stien bagved huset, og jeg begyndte at ændre mine synspunkter angående skoven. Den havde visse fordele, hvis anvendt udelukkende til rekreative formål et udmærket udvalg af træer, små og skrækslagne skabninger, der krabler væk, når man springer efter dem, hule og spændende lyde i underskoven. Jeg stødte endda på det modne lig af en due, som jeg rullede mig i i flere minutter, idet jeg var særlig omhyggelig med disse svært tilgængelige steder som bag på ryggen og bag ørerne. Alt i alt et underholdende sted at besøge. Jeg kunne ikke tænke mig at bo der, naturligvis. Og nu behøvede jeg det ikke engang. Vi vendte tilbage til huset, og der var mere mad. Jeg var ikke vant til en sådan overflod og efter at have spist, klarede jeg kun lige netop at stavre hen under bordet for en siesta, hvor jeg brugte den velpolstrede Labrador som hovedpude. Da jeg vågnede, var mørket faldet på. Stadig lidt omtåget, blev jeg klar over hviskede diskussioner mellem ledelsen der komplimenterede sig selv, uden tvivl, over det gode forsyn, der havde ledet mig til deres dør. Faktisk opfangede mit rejste øre et anderledes og mere ildevarslende budskab. Mine soveforhold var under overvejelse, og der syntes at være en helt unødvendig bekymring over at lade mig blive inde i huset. Jeg tror, den vedvarende duft af velrådnet due omkring min nakke og 43 44

24 skuldre kan have været nævnt, og der var også tale om at lade mig være fri til at opsøge min tidligere adresse, hvis jeg ønskede det. Jeg troede, at jeg havde gjort det helt klart, at jeg var yderst tilfreds og ikke burde forstyrres under bordet, men folk kan være bemærkelsesværdigt ufølsomme til tider, og jeg blev gennet ud i natten og ført til et udhus på siden af huset. Jeg indrømmer, at det var en forbedring, i forhold til hvad jeg havde været vant til et tykt tæppe, en skål vand, natmads-kiks, hengivne klap og bemærkninger om god vilje men det var ikke indendørs. Og indendørs var, hvor jeg ønskede at være, med hovedet hvilende på en kraftig Labrador, mens jeg sov familiemedlemmets søde søvn. Men i nat skulle af en eller anden grund ikke være natten, og da lysene blev slukket, var jeg forladt der, stirrende på stjernerne gennem den åbne dør til mit beskedne kammer. Jeg funderede, som man nu gør i sådanne øjeblikke, over de forvirrende drejninger, livet kan tage. Op det ene øjeblik, ned det næste, så tæt på og dog så langt væk, den personlige erfarings righoldige vægtæppe og så videre. Hvad ville Proust have gjort i en lignende situation?, tænkte jeg. Tude efter sin mor velsagtens, men han ville da for det første i det mindste ikke have befundet sig i en udbygning. Han var altid indendøre, så vidt jeg husker. Jeg tænkte, at det var værd at prøve med et eller to ynkelige hyl, komplet med hulkende vibrato mod slutningen, og ventede for at se, om lysene blev tændt. Og ganske rigtigt det blev de, og ud kom ledelsen, fulde af omsorg over, om jeg kunne være blevet voldeligt overfaldet i min seng af en militant markmus. Da de fandt mig uskadt og klar til at ledsage dem ind i huset, ændrede stemningen af sympati sig med et. Strenge ord blev udvekslet, og jeg fik besked på at lægge mig til ro. Der er lejligheder, hvor argumenter er frugtesløse jeg har ladet mig fortælle, at det er tilfældet, når man har at gøre med blikkenslagere og sagførere og jeg fornemmede, at dette var en af dem. Jeg sukkede et dybfølt suk, og selv om mine suk er rene kunstværker, lange og inderlige og uendeligt rørende, havde dette ingen som helst effekt. To hjerter af sten, indhyllet i deres slåbrokker, overlod mig til mine ensomme overvejelser. Jeg spekulerede stadig på, hvordan jeg kunne overbevise dem om deres vildfarelse, mens jeg døsede hen. Du kender det med, at man kan sove på et problem? Underbevidstheden går i gang og spekulerer løs ud på de små timer, og om morgenen voila! Løsningen præsenterer sig selv. Det er nøjagtigt, hvad der skete for mig, for jeg vågnede 45 46

25 med en plan. Der hvor jeg helt havde taget fejl, var, at jeg havde overvurderet den menneskelige intelligens. I det store og hele kan man ikke benægte visse fremskridt så som opfindelsen af lammekoteletter og centralvarme, men mange mennesker er mærkeligt uimodtagelige for nuancer. Antydningen, det diplomatiske vink, den forblommede udtalelse disse passerer ofte fuldstændig hen over hovedet på dem, og menneske og hund finder sig selv kiggende på hinanden gennem en tåge af ikke-forståelse. Sådan var det med ledelsen og mig. Venlige mennesker ganske vist, så det ud til, men ikke alt for kvikke i opfattelsen. Der var brug for klarere signaler, men de måtte udøves med en vis delikatesse. Man kan være for ligefrem nogen gange, og det kan ende i tårer, som en bull-terrier af mit bekendtskab opdagede, da han begyndte at spise møbler, fordi han følte sig uelsket. Næh, finesse, det der sagen, og jeg tror, du vil være enig med mig i, at min plan var et mønster på snedighed og charme. Der var en behagelig, frisk fornemmelse i luften da jeg kom frem fra mit boudoir, med lige netop nok brise til at bære et interessant udvalg af nabolagets aromaer frem til min næse. Jeg opdagede andre hunde ovre mod øst, blandet med en lokkende duft af levende høns, og jeg gjorde et mentalt notat om at aflægge dem et besøg, så snart de hjemlige skærmydsler var blevet løst. Hønen, forstår du, er denne lykkelige kombination af sport og næring. Den løber og skråler på den mest tilfredsstillende måde, mens den bliver jagtet, og er også yderst velsmagende, når først fjerene er blevet skaffet af vejen. En meget nyttig fugl, til forskel fra de fleste. Med min plan således fast formuleret, gik jeg op mod huset. Der var stille, da jeg lagde øret mod døren, skodderne var lukket, ingen antydning af aktivitet indenfor. Jeg havde besluttet mig for ikke at gø til fordel for mindre konventionelle metoder og begyndte at kradse på det nederste af døren. Det tog nogle få minutter, men til sidst havde jeg held med at opildne de to tæver som jo burde have været oppe og omkring på dette fremskredne tidspunkt, da det allerede var godt over daggry og de løftede deres hoveder som en anden trup anden-klasses sopraner og begyndte at hyle og skråle i fin stil, hvilket var nøjagtigt, hvad jeg ønskede. De ville nedbringe den fulde vægt af misbilligelse over deres hoveder for at vække husholdningen, og jeg ville sidde der udenfor, med lukket mund, så god som guld og så stille som en træstub. Det varede ikke længe, før døren blev åbnet, og ud for de to gale tøser helt opkørt af ophidselse, efterfulgt af ledelsen der gned deres øjne og blinkede mod morgensolen. Trin et succesfuldt gennemført. Da jeg først var helt sikker på at have deres fulde opmærksomhed, gik jeg tilbage til udbygningen, indsamlede mit tæppe og slæbte det hen til døren, mens jeg logrede undervejs. Sådan, tænkte jeg for mig selv. Hvis ikke det viser en sandt ønske om at komme ind i huset, så ved jeg ikke, hvad der skal til. Men for at være på den sikre side gled jeg over til Madame, tog blidt hendes håndled i munden og trak hende tilbage i huset, mens jeg udstødte små overbevisende lyde undervejs. Jeg slap hendes håndled og indtog en siddende stilling under bordet med ret ryg, samlede fødder og hovedet let på skrå, den noble og velopdragne hund og afventede udviklingen. De satte sig begge på hug foran mig, og jeg gav dem endnu et par små dæmpede hvin. De var lige ved at bukke under, det kunne jeg mærke, da jeg bemærkede at Madame rynkede på næsen, og så brugte hun et ord, der på det tidspunkt ikke betød noget for 47 48

26 mig: toilettage (soignering o.a.). Ja, så vidt jeg vidste på det tidspunkt, kunne det betyde hvad som helst, det kunne have været en ny eksotisk morgenmad, eller navnet på hendes svigermor, så jeg holdt bare stillingen og prøvede at udvise entusiasme efter bedste evne. I lyset af den efterfølgende oplevelse havde jeg nok gjort klogere i at holde en vis afstand, indtil den gennemtrængende duft af død due var dampet noget af, men vi kan alle være bagkloge. Det vigtigste var, at både tæppe og jeg selv blev tilladt at forblive i huset, og jeg tog dette som et stort fremskridt. Jeg moslede hjælpsomt rundt i køkkenet med de andre, mens morgenmaden blev anrettet og spist, og jeg vaklede lidt mellem, hvorvidt jeg skulle blive under bordet eller skulle vove et smut ud i haven, da jeg blev kaldt ud til bilen. Det så ud til, at den anden halvdel og jeg skulle ud på en ekspedition. Vi ankom til en landsby, som jeg vagt huskede fra mine rejser, og stoppede foran et hus, som, selv på afstand, havde den inæsefaldende stærke og utiltalende duft af desinfektionsmidler omkring sig. Dette blev værre, da vi kom indenfor, og jeg var instinktivt ved at sætte i bakgear for at bakke ud, da jeg blev grebet i for- og bagdel af to kødfulde unge kvinder, bragt ind i rædselskabinettet og løftet korporligt op i et bad. Traumatisk er det eneste rigtige ord til at beskrive, hvad der derefter skete. Gennemblødt af vand, indsmurt i sæbe, skyllet og sæbet ind og skyllet igen, og det var bare ouverturen. Der efterfulgte en uendelig session med en miniature græsslåmaskine, og så et angreb med sakse, der klippede løs på ører, overskæg, hale og andre følsomme områder. Den endelige nedværdigelse var en tilstøvning med et pulver, der lugtede som en blanding af Evening in Paris og ukrudtsdræber. Nøgen, parfumeret og dybt beskæmmet, blev jeg til sidst afleveret i ventesalen for afhentning. En puddel var derinde, kan jeg huske, kiggende ned på mig indestængt i hendes ejerindes håndtaske, og smiskede på den måde, som de nu gør, når de ved sig sikkert udenfor rækkevidde. Bare vent, sagde jeg til mig selv. Når de er færdige med dig, vil der ikke være andet tilbage end et yap og fire poter. Jeg er ikke alt for glad for pudler, som du sikkert kan fornemme, men jeg følte faktisk alligevel en snert af sympati for hende. Så dette var altså toilettage, og for min del ligger det på højde med hundekenneler, lydigheds kurser, endetarmstermometre og overvåget cølibat som en af menneskehedens store fejltagelser. Men det var nu tid for endnu en overraskelse. Jeg blev kørt tilbage til huset og hilst velkommen, som om jeg havde vundet i Lotto kiks, endeløs klapning, hvin af henrykkelse og beundring, fotografier, en fire-retters helte-modtagelse, hvilket jeg alt sammen fandt lettere forunderligt. Det havde 49 50

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Light Island! Skovtur!

Light Island! Skovtur! Light Island! Skovtur! En tidlig morgen står de 4 drenge op, og spiser morgen mad. Så snakker de om at tage ud i skoven og sove. Da de er i skoven leder de efter et sted til teltet. Zac går ind imellem

Læs mere

Enøje, Toøje og Treøje

Enøje, Toøje og Treøje Enøje, Toøje og Treøje Fra Grimms Eventyr Der var engang en kone, som havde tre døtre. Den ældste hed Enøje, fordi hun kun havde et øje midt i panden, den anden havde to øjne som andre mennesker og hed

Læs mere

Sebastian og Skytsånden

Sebastian og Skytsånden 1 Sebastian og Skytsånden af Jan Erhardt Jensen Sebastian lå i sin seng - for han var ikke rask og havde slet ikke lyst til at lege. Mor var blevet hjemme fra arbejde, og hun havde siddet længe hos ham,

Læs mere

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det. De 2 sten. Engang for længe siden helt ude, hvor jorden ender, ved havet lå 2 store sten. De var så smukke, helt glatte af bølgerne, vindens og sandets slid. Runde og lækre. Når de var våde skinnede de,

Læs mere

Hør mig! Et manus af. 8.a, Henriette Hørlücks Skole. (7. Udkast)

Hør mig! Et manus af. 8.a, Henriette Hørlücks Skole. (7. Udkast) Hør mig! Et manus af 8.a, Henriette Hørlücks Skole (7. Udkast) SCENE 1. INT. I KØKKENET HOS DAG/MORGEN Louise (14) kommer svedende ind i køkkenet, tørrer sig om munden som om hun har kastet op. Hun sætter

Læs mere

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står 1 Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står på en gade midt i bilosen. Han er meget lille slet

Læs mere

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt SKYLD En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt H en ad vejen så man en lille fyr komme gående. Han var ikke særlig stor, nærmest lidt lille. Bare 45 cm høj. Han var bleg at se på. Hans øjne

Læs mere

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849. Taarup, 18. Maj 1849. Kære elskede Kone! Dit Brev fra den 11. modtog jeg den 16., og det glæder mig at se, at I er ved Helsen. Jeg er Gud ske Lov også ved en god Helsen, og har det for tiden meget godt,

Læs mere

Babys Søvn en guide. Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn?

Babys Søvn en guide. Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn? Babys Søvn en guide Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn? Små børn har behov for meget søvn, men det er bestemt ikke alle, der har lige let ved at overgive

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

Professoren. - flytter ind! Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til:

Professoren. - flytter ind! Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til: 1 Professoren - flytter ind! 2015 af Kim Christensen Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til: Shelley - for at bringe ideen på bane Professor - opdrætter - D. Materzok-Köppen

Læs mere

2. scene. og jeg kommer tilbage. Dig og mig. Et nyt fantastisk rige. Jeg lover det. ORESTES - Hvor fanden er de henne?! ELEKTRA - Hvad?

2. scene. og jeg kommer tilbage. Dig og mig. Et nyt fantastisk rige. Jeg lover det. ORESTES - Hvor fanden er de henne?! ELEKTRA - Hvad? 2. scene Elektra og Orestes. Orestes pakker, leder efter noget. Rasende. Elektra stirrer på ham, mens han brøler og smider med tingene. Hun er fjern i blikket, ryster. ORESTES - Hvor fanden er de henne?!

Læs mere

Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe.

Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe. 1. 1. INT. TRAPPE/SPISESTUE Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe. (Kamera i bevægelse)vi følger disse billeder på væggen og ender i spisestuen og ser

Læs mere

1 EXT. - LEJLIGHED TAG - DAG 1. Albert (11) leger på taget med sin ven Theodor (11) ALBERT

1 EXT. - LEJLIGHED TAG - DAG 1. Albert (11) leger på taget med sin ven Theodor (11) ALBERT 1 EXT. - LEJLIGHED TAG - DAG 1 Albert (11) leger på taget med sin ven Theodor (11) De laver fakler og leger at de er i krig. BOOM POW! Albert kaster sig ned til jorden og tager en dyb indånding. Han tager

Læs mere

Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH)

Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH) 1 Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH) Hej Maja velkommen her til FH. Jeg vil gerne interviewe dig om dine egne oplevelser, det kan være du vil fortælle mig lidt om hvordan du

Læs mere

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014 Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing 7 minutter 28. Oktober 2014 Idé: (C) 2014 Robin Holtz Robin Holtz robin@copenhagenpro.com 40 50 12 99 1 INT. - TANDLÆGEKLINIK, VENTEVÆRELSE - DAG

Læs mere

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården Der var engang et stort slot, hvor der boede en prinsesse, en konge, en dronning og en sød tjenestepige. Lige

Læs mere

1 Historien begynder

1 Historien begynder LÆS STARTEN AF 1 Historien begynder Rikka galoperede gennem skoven. Hendes hjerte hamrede i brystet, og hun var træt. Alle fire ben gjorde ondt, men hun kunne ikke stoppe nu. Klahons Drømmejæger havde

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES

ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES 20 PSYKOLOG NYT Nr. 20. 2004 HISTORIE Marianne er kronisk anorektiker. I snart 30 år har hun kæmpet forgæves for at slippe fri af sin sygdom. Fire gange har hun

Læs mere

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere PrikkeBjørn stopper mobbere. Af Charlotte Kamman Det var en solrig dag, dag klokken igen ringede ud til frikvarter i skolen. PrikkeBjørn glædede sig til

Læs mere

Tillykke med din nye kanin

Tillykke med din nye kanin Tillykke med din nye kanin Afkomsattest Født: Køn: Farve: Race: Opdrættet hos Opdrætters navn Højre øre Venstre øre Registreret Solgt d. Købers navn: Fuldmagt Garanti Far Farfar Farfars far Farfars mor

Læs mere

kvinden fra Kanaan kan noget usædvanligt hun kan ydmyge sig det kan vi vist alle sammen

kvinden fra Kanaan kan noget usædvanligt hun kan ydmyge sig det kan vi vist alle sammen 1 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte:»forbarm dig over mig,

Læs mere

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede.

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En anden slags brød Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En lille fåremavet sky hænger højt oppe over søen. Hænger helt stille, som om den er kommet i tvivl om, hvor den egentlig er på vej hen.

Læs mere

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh..

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh.. MANUSKRIPT Scene 1: Gang + farens soveværelse om aftenen. Anna står i Hallen og tørrer hår foran spejlet. Hun opdager en flimren ved døren til farens soveværelse og går hen og ser ind. Hun får øje på sin

Læs mere

Gudstjeneste, Domkirken, søndag d. 15. marts 2015 kl. 15.00 25 års jubilæum for Reden Søndag: Midfaste, Johs. 6, 1-15 Salmer: 750, 29, 192, 784

Gudstjeneste, Domkirken, søndag d. 15. marts 2015 kl. 15.00 25 års jubilæum for Reden Søndag: Midfaste, Johs. 6, 1-15 Salmer: 750, 29, 192, 784 Gudstjeneste, Domkirken, søndag d. 15. marts 2015 kl. 15.00 25 års jubilæum for Reden Søndag: Midfaste, Johs. 6, 1-15 Salmer: 750, 29, 192, 784 I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Jeg vil

Læs mere

Jespers mareridt. Af Ben Furman. Oversat til dansk af Monica Borré

Jespers mareridt. Af Ben Furman. Oversat til dansk af Monica Borré Jespers mareridt Af Ben Furman Oversat til dansk af Monica Borré Jespers mareridt er en historie om en lille dreng som finder en løsning på sine tilbagevendende mareridt. Jesper overnatter hos hans bedstemor

Læs mere

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole NUMMER 111 Et manuskript af 8.c, Maribo Borgerskole 5. Gennemskrivning maj 2009 1 SC 1. EXT. VED HUS OG PARKERINGSPLADS (BOLGIBLOK OG P-PLADS) SOMMER DAG Man ser Victor (SUNE) sidde og sove op af en stor,

Læs mere

I en kokos nøddeskal. Mathias Sanderhage og William Smed

I en kokos nøddeskal. Mathias Sanderhage og William Smed I en kokos nøddeskal Af Mathias Sanderhage og William Smed INT. SFO, FÆLLESRUM - EFTERMIDDAG FADE IN: Ludwig sidder alene ved et bord og tegner fugle. ULTRANÆR/POV: Ludwigs hånd tegner fugle med oliefarver,

Læs mere

De gyldne og de grå 12-12-2011 19:02:00

De gyldne og de grå 12-12-2011 19:02:00 12-12-2011 19:02:00 De gyldne og de grå De gyldne elever, dem der kan det hele. Får ikke nok faglig udfordring i folkeskolen. Men hvordan kan man give dem det uden at svigte de grå, dem der har det svært

Læs mere

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han 1 Johannes elskede fugle. Han syntes, at det at kigge på fugle var noget af det dejligste, man kunne foretage sig i sit liv. Meget dejligere end at kigge på billeder, malerier eller at se fjernsyn. Hver

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Hendes opgave er at bevogte den gyldne skål. Da hun mistede den, blev hun forvist til jorden.

Læs mere

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG ØEN 2 E N AF DE FØRSTE DAGE SER jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til

Læs mere

hun sidder der og hører på sine forældre tale sammen, bliver hun søvnig igen. Og hun tænker: Det har været en dejlig dag! Af Johanne Burgwald

hun sidder der og hører på sine forældre tale sammen, bliver hun søvnig igen. Og hun tænker: Det har været en dejlig dag! Af Johanne Burgwald En dag med Skraldine Skraldine vågner og gaber. Hun rækker armene i vejret og strækker sig. Nu starter en ny dag. Men Skraldine er ikke særlig glad i dag. Hendes mor er på kursus med arbejdet, og det betyder,

Læs mere

HISTORIEN OM HVAD DER KAN SKE NÅR MAN ÅBNER SIN HOVEDDØR

HISTORIEN OM HVAD DER KAN SKE NÅR MAN ÅBNER SIN HOVEDDØR HISTORIEN OM HVAD DER KAN SKE NÅR MAN ÅBNER SIN HOVEDDØR AF KIT KJØLHEDE LAURSEN AUGUST 2006 DER VAR ENGANG TRE GODE VENNER: BETTEMAND, LANGØRE OG GRØNSKOLLING. EN DAG MØDTES DE FOR AT HYGGE SIG. SE HER

Læs mere

MENNESKEJÆGERNE SVÆRDET & ØKSEN BIND 3

MENNESKEJÆGERNE SVÆRDET & ØKSEN BIND 3 MENNESKEJÆGERNE SVÆRDET & ØKSEN BIND 3 58 Mørket havde for længst sænket sig over Paravalis. Inde i byens mange huse var lysene pustet ud og de fleste af beboerne hvilede i halmsenge. De mange kroer og

Læs mere

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr Brorlil og søsterlil Fra Grimms Eventyr Brorlil tog søsterlil i hånden og sagde:»siden mor er død, har vi ikke en lykkelig time mere. Vores stedmor slår os hver dag og sparker til os, når vi kommer hen

Læs mere

Det blev vinter det blev vår mange gange.

Det blev vinter det blev vår mange gange. 1 Hortensia Der var engang den yndigste lille pige. De første mange måneder af hendes liv, levede hun i en blomst. Den skærmede hende og varmede hende. Hun blev født en solrig majdag, hvor anemonerne lige

Læs mere

Beskeden. Et manuskript af. 10.y & x. Fredericia Realskole. 6. Gennemskrivning, oktober Side 1 af 14

Beskeden. Et manuskript af. 10.y & x. Fredericia Realskole. 6. Gennemskrivning, oktober Side 1 af 14 Beskeden Et manuskript af 10.y & x Fredericia Realskole 6. Gennemskrivning, oktober 2010 Side1af14 SC 1. EXT. PÅ VEJ TIL SKOLE DECEMBER DAG Maria (16)kommer cyklende på vej til skole. Hun ser Bolette ind

Læs mere

Julemandens arv. Kapital 13

Julemandens arv. Kapital 13 Kapital 13 Klimaet var behageligt på Galapagos på denne tid af året. Der var 23 grader og en lille hvid sky strøg ind foran solen nu og da og gav lidt skygge. Johnny så op mod toppen af plateauet på midten

Læs mere

De 12 ord den fra hvis man ved sagde hver der lige

De 12 ord den fra hvis man ved sagde hver der lige Den gamle mand Baldur fortalte børnene fortællinger fra tidernes morgen. Hvert 10énde år vender dragerne tilbage fortalte Baldur. Børnene gispede. Hvert drageæg rummer magiske kræfter fortsatte Baldur.

Læs mere

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet.

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet. EXT. VED DØR PÅ GADE. NAT MORDET Tre unge mænd ude foran en trappeopgang til en lejlighed i et mørkt København efter en bytur. Berusede folk og andre skøre skæbner råber og griner på gaden. Den ene af

Læs mere

MIN. kristendom fra top til tå MINI KATEKISMUS MARIA BAASTRUP JØRGENSEN. ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN

MIN. kristendom fra top til tå MINI KATEKISMUS MARIA BAASTRUP JØRGENSEN. ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN MARIA BAASTRUP JØRGENSEN ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN KATEKISMUS kristendom fra top til tå MIN MINI NÆSE FOR SKABELSE Første Mosebog kapitel 1 og 2 Engang var der ingenting, kun mørke og stilhed. Verden

Læs mere

Prinsessen og den magiske hytteost

Prinsessen og den magiske hytteost Prinsessen og den magiske hytteost 2 For længe, længe siden var der et lille bitte kongerige, der hed Danmark. I kongeriget boede kong Kornelius og hans datter prinsesse Perle på et stort slot. 3 4 Kong

Læs mere

Alle de væsener. De der med 2 ben traskede rundt på jorden. Det var Jordtraskerne, det hed de, fordi de traskede på jorden.

Alle de væsener. De der med 2 ben traskede rundt på jorden. Det var Jordtraskerne, det hed de, fordi de traskede på jorden. 1 Sådan går der mange mange år. 1 Alle de væsener En gang for mange mange år siden blev skabt et væsen uden ben. Den måtte være i vandet, ellers kunne den ikke komme rundt. Så blev skabt en med 2 ben,

Læs mere

Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar.

Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar. 1 Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar. Vi skal bare væk fra den gård, sagde Tue. Så langt som muligt, sagde

Læs mere

HERNINGSHOLMSKOLEN. Prale-Patrick. Gennemskrivning 9. Mette Møller Grout & Jon Nørgaard Poulsen 03-06-2009. Til Station-Next, Nisse. Manuskript.

HERNINGSHOLMSKOLEN. Prale-Patrick. Gennemskrivning 9. Mette Møller Grout & Jon Nørgaard Poulsen 03-06-2009. Til Station-Next, Nisse. Manuskript. HERNINGSHOLMSKOLEN Prale-Patrick Gennemskrivning 9 Mette Møller Grout & Jon Nørgaard Poulsen 03-06-2009 Til Station-Next, Nisse. Manuskript. 1. Ext. Bænk i skolegården. Dag. PATRICK og JOSEFINE sidder

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det Det store juletræ Det er begyndt at blive koldt for fingrene, og selv om vi trækker huen godt ned om ørerne, er de godt røde. Vi beslutter os for at gå hjem til Per, han mener også, at det er ved at være

Læs mere

"AFSKED" CLARA KOKSEBY

AFSKED CLARA KOKSEBY "AFSKED" Af CLARA KOKSEBY AFSKED (TIDL. ENGLEFJER) RODEN 1, STATION NEXT Endelige manuskript 1. EXT. KIRKEGÅRD - FORMIDDAG (6) og hendes far (34) står sammen med ca. 7-10 mennesker klædt i sort rundt om

Læs mere

Historien om Tankernes Hus

Historien om Tankernes Hus Historien om Tankernes Hus På en måde kan man godt sige, at tankerne bor inde i hovedet. Forestil dig, at tankerne bor i et hus med mange rum, hvor du kan bevæge dig rundt og opdage dem. Når du skal opdage

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

Kursusmappe. HippHopp. Uge 13. Emne: Min krop HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1

Kursusmappe. HippHopp. Uge 13. Emne: Min krop HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1 Kursusmappe Uge 13 Emne: Min krop Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1 HIPPY HippHopp Uge13_minkrop.indd 1 06/07/10 12.03 Uge 13 l Min krop Hipp og Hopp mødes stadig hver

Læs mere

Du er død! Du er død!

Du er død! Du er død! Du er død! Mandag morgen blev jeg vækket af en underlig lyd. Hvad var det? Sten mod glas! Lyden rev i mig. Rev mig ud af søvnen. Pludselig forstod jeg. Sten mod glas Der var nogen, som kastede sten på

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns)

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Den grønne have Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Dette skete for ikke så lang tid siden, i landet med det rødhvide flag. Det var efterår, og tre børn havde vovet sig 5 ind i den have, hvor der engang havde været

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

Evangeliet er læst fra kortrappen: Joh 14,1-11

Evangeliet er læst fra kortrappen: Joh 14,1-11 1 3. søndag efter påske II. Sct. Pauls kirke 17. april 2016 kl. 10.00. Salmer:674/434/219/206//230/430/379/efter bortsendelsesordene: Hos dig er glæde (129 salmer nr. 936)/375 Åbningshilsen Lagde I mærke

Læs mere

Han sneg sig over til det lille bord ved vinduet. Her plejede hans mor at sidde med sin krydsogtværs. Der satte han sig på kanten af stolen og skrev:

Han sneg sig over til det lille bord ved vinduet. Her plejede hans mor at sidde med sin krydsogtværs. Der satte han sig på kanten af stolen og skrev: Mopsy og Daddy Cool Biffer stod tidligt op. De andre lå stadig og sov i Svend-fra-Skovens hule. Han gik op til lande - vejen og begyndte at gå tilbage mod sommer - huset. En landmand gav ham et lift på

Læs mere

Kursusmappe. HippHopp. Uge 30. Emne: Venner HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 30 Emne: Venner side 1

Kursusmappe. HippHopp. Uge 30. Emne: Venner HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 30 Emne: Venner side 1 Uge 30 Emne: Venner Kursusmappe Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 30 Emne: Venner side 1 HIPPY HippHopp Uge30_venner.indd 1 06/07/10 11.45 Uge 30 l Venner Det er blevet sommer. Solen skinner,

Læs mere

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Klaveret Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Skrevet af Louis Jensen For lang tid siden faldt et klaver i havnen. Dengang var min bedstemor en lille pige med en stor, rød sløjfe

Læs mere

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?)

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?) 1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?) 1. Jesus har undervist en masse i løbet af denne dag. Hvorfor tror du at Jesus foreslår, at de skal krydse over til den anden side af søen?

Læs mere

Kapitel 1. Det l a nge blik

Kapitel 1. Det l a nge blik Kapitel 1 Det l a nge blik Kirurgen sagde:»jeg vil foretage en nethindeoperation på dit venstre øje.«det var gode nyheder, men så fortsatte han med at sige, at jeg skulle rekreere mig efter operationen

Læs mere

Og i det at Hans sagde det, faldt der er en sten ud af Kates hjerte. Åh Hans! Jeg var blevet forhekset. En dag for mange år siden, kom der en heks og

Og i det at Hans sagde det, faldt der er en sten ud af Kates hjerte. Åh Hans! Jeg var blevet forhekset. En dag for mange år siden, kom der en heks og Tom og skønheden I den lille landsby var der mange goder man kunne tage på markedet og handle frugt og grønt og tage til slagteren og købe den lækreste flæskesteg. Eller man kunne gå en tur i det fri og

Læs mere

Gro var en glad og en sød lille pige, der var lige så gammel som dig, og en dag var hun på besøg hos sin mormor.

Gro var en glad og en sød lille pige, der var lige så gammel som dig, og en dag var hun på besøg hos sin mormor. Gro var en glad og en sød lille pige, der var lige så gammel som dig, og en dag var hun på besøg hos sin mormor. Mormor var ved at fjerne de visne blomster i haven og havde slet ikke set, at Gro var gået

Læs mere

I armene på russerne. Tidligt om morgenen den 7. april 1944 blev jeg vækket af geværskud.

I armene på russerne. Tidligt om morgenen den 7. april 1944 blev jeg vækket af geværskud. I armene på russerne Tidligt om morgenen den 7. april 1944 blev jeg vækket af geværskud. Havde det bare været kanonskud, ville det nærmest have virket beroligende, for så havde russerne stadig været et

Læs mere

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen Tryllefrugterne fortalt af Birgitte Østergård Sørensen Der var engang en mand og en kone; de havde en søn, der hed Hans. Manden passede en hel købstads kreaturer, og det hjalp Hans ham med. Så kom han

Læs mere

Nicole Boyle Rødtnes. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Nicole Boyle Rødtnes. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Nicole Boyle Rødtnes Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Vi var ti år, da zombie-virussen brød ud. Det hele startede, da et krydstogtskib sank. Flere hundrede druknede. Alle troede, det var et uheld.

Læs mere

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan Beretningen om Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan 25. februar 2009-1. udgave Af Feltpræst Oral Shaw, ISAF 7 Tormod Trampeskjælver får en ny ven Det var tidlig morgen, og den danske viking

Læs mere

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole Klovnen Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole 8. gennemskrivning, 20. september 2010 SC 1. INT. S VÆRELSE DAG (17) ligger på sin seng på ryggen og kigger op i loftet. Det banker på døren, men døren er

Læs mere

Tyven. Annika Ta dig nu sammen, vi har jo snart fri. Bo kigger på armen for at se hvad klokken er, han glemmer igen at han ikke har noget ur.

Tyven. Annika Ta dig nu sammen, vi har jo snart fri. Bo kigger på armen for at se hvad klokken er, han glemmer igen at han ikke har noget ur. Tyven SC 1. INT. KLASSEN VINTER MORGEN. Klassen sidder og laver gruppearbejde i klasseværelset. De har religion. sidder og arbejder sammen med. De sidder og arbejder med lignelsen om det mistede får. Man

Læs mere

Men Mikkel sagde bare vi skal ud i den brand varme og tørre ørken Din idiot. efter vi havde spist morgen mad tog vi vores kameler Og red videre.

Men Mikkel sagde bare vi skal ud i den brand varme og tørre ørken Din idiot. efter vi havde spist morgen mad tog vi vores kameler Og red videre. Det var midt på formiddagen. vinden havde heldigvis lagt sig jeg Mikkel og min ven og hjælper Bjarke stod i stævnen og så ind mod Byen Mombasa hvor vi skulle ligge til vi skulle ligge til. vi skulle Møde

Læs mere

Eventyrakademiets serie. www.fortælling.dk

Eventyrakademiets serie. www.fortælling.dk PRØVESIDER Eventyrakademiets serie www.fortælling.dk Andre titler af samme forfatter: Drys fra himlen til mit jeg, en digtsamling, 2013 Fortæl med held, 2014 (Eventyrsamling) Eventyrakademiets serie Når

Læs mere

Se på mig jeg taler til dig

Se på mig jeg taler til dig TINGENE OMKRING MIG Rundt om mig er der en masse teknisk udstyr, som du skal vide noget om. Når du kender lidt til det, kan det hjælpe dig til, at du føler dig mere rolig og tryg de første dage, når du

Læs mere

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL Kirsten Wandahl BLÅ ØJNE LÆSEPRØVE Forlaget Lixi Bestil trykt bog eller ebog på på www.lixi.dk 1. Kapitel TO BLÅ ØJNE Din mobil ringer. Anna hørte Felicias stemme. Den kom

Læs mere

Side 3.. Håret. historien om Samson.

Side 3.. Håret. historien om Samson. Side 3 Håret historien om Samson 1 Englen 4 2 En stærk dreng 6 3 Løven 8 4 Hæren 12 5 Porten 14 6 Samsons styrke 16 7 Dalila 18 8 Et nyt reb 20 9 Flet håret 22 10 Skær håret af 24 11 Samson bliver slave

Læs mere

fører mig ud af sygehuset. De smider mig ind i bilen, og vi kører mod anstalten.

fører mig ud af sygehuset. De smider mig ind i bilen, og vi kører mod anstalten. Zombie I byen kunne man efterfølgende se Louisa gå tur med sin mor. Som et såret dyr, der fulgte efter sin ejer, altid med nakken bøjet, altid føjelig. Hun gik med små, trippende skridt, skiftede mellem

Læs mere

Nicole Boyle Rødtnes. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Nicole Boyle Rødtnes. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Nicole Boyle Rødtnes Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Vi var ti år, da zombie-virussen brød ud. Det hele startede, da et krydstogtskib sank. Flere hundrede druknede. Alle troede, det var et uheld.

Læs mere

Bliv afhængig af kritik

Bliv afhængig af kritik Bliv afhængig af kritik - feedback er et forslag og ikke sandheden Kritik er for mange negativt ladet, og vi gør gerne rigtig meget for at undgå at være modtager af den. Måske handler det mere om den betydning,

Læs mere

Lindvig Osmundsen Side 1 27-08-2015 Prædiken til 12. s.e.trinitatis 2015.docx

Lindvig Osmundsen Side 1 27-08-2015 Prædiken til 12. s.e.trinitatis 2015.docx Lindvig Osmundsen Side 1 Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Mark. 7,31-37. Kan du høre mig? Jeg kan ikke høre dig. Når man bliver over 60 så får lyden på fjernsynet en ekstra streg eller

Læs mere

Håndteringsøvelse (se hvalpetræning del 1)

Håndteringsøvelse (se hvalpetræning del 1) Hvalpetræning del 1 Samling i rundkreds om træningsleder på eget medbragt tæppe. Tæppet er et sted hvor hunden, skal forholde sig i ro, og være glad for at være. Starter med at hvalpen skal sidde stille

Læs mere

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88 historier LOGO historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 IDAS ENGEL 1 IDAS ENGEL historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 2 3 Ida skulle i skole. For første gang. Det

Læs mere

ER DENNE HISTORIE SAND?

ER DENNE HISTORIE SAND? ER DENNE HISTORIE SAND? Dette er en bog om h å b. Men set i lyset af det postyr, der tidligere er opstået i forbindelse med udgivelsen af erindringer, der har indeholdt tvivlsomme fakta, er det rimeligt

Læs mere

Ønskerne. Svend Grundtvig ( ). Udgivet 1876

Ønskerne. Svend Grundtvig ( ). Udgivet 1876 Ønskerne Svend Grundtvig (1824-1883). Udgivet 1876 Der var engang en fattig kone; hun havde en eneste søn. Han hed Lars, men han blev kaldt Doven-Lars, for han var så urimelig doven, at han ingenting gad

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, der anviste vejen. Siden så vi dem aldrig mere. 8 9 Dagen

Læs mere

Velkommen! Bogen her vil snakke om, hvad der er galt. Altså, hvis voksne har det meget skidt, uden man kan forstå hvorfor.

Velkommen! Bogen her vil snakke om, hvad der er galt. Altså, hvis voksne har det meget skidt, uden man kan forstå hvorfor. Velkommen! Bogen her vil snakke om, hvad der er galt. Altså, hvis voksne har det meget skidt, uden man kan forstå hvorfor. Alle mennesker har alle slags humør! Men nogen gange bliver humøret alt for dårligt

Læs mere

Gudstjeneste for Dybdalsparken 12.06.14

Gudstjeneste for Dybdalsparken 12.06.14 1 Gudstjeneste for Dybdalsparken 12.06.14 290 I al sin glans nu stråler solen 291 Du som går ud 294 Talsmand 42 I underværkes land jeg bor En mand kommer gående hen ad vejen, han er på vej til Nidaros,

Læs mere

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse Materialer Vis, hvad du kan Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse INDHOLD Aktivitet 1, 2 og 3 Samtalebillede: Idrætslektion Aktivitet 4. Skønlitterær tekst 3.-4. klasse: Fablen Løven og musen (version

Læs mere

Hungerbarnet I. arbejde. derhen. selv. brænde. køerne. husbond. madmor. stalden. Ordene er stave-ord til næste gang.

Hungerbarnet I. arbejde. derhen. selv. brænde. køerne. husbond. madmor. stalden. Ordene er stave-ord til næste gang. Hungerbarnet I Da Larus var 11 år skulle han ud at arbejde. Hans far fik en plads til ham hos en bonde. Da de skulle gå derhen fik Larus en gave. Det var en kniv hans far havde lavet. Der var langt at

Læs mere

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden.

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden. Alle Vores hjerter på et guldfad Vilkårene blev for ringe Vil du med ud at gå en tur Vil du med ned til stranden Vi var kun os to Vi var kun os ti tilbage Vi var kun os tre til ceremonien Vi var en familie

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

- Jeg vil have et barn. Og jeg skal ikke snakkes fra det en gang til, for jeg er ikke længere nødt til at rette mig efter andre. Denne gang er valget

- Jeg vil have et barn. Og jeg skal ikke snakkes fra det en gang til, for jeg er ikke længere nødt til at rette mig efter andre. Denne gang er valget 1 - Jeg vil have et barn. Og jeg skal ikke snakkes fra det en gang til, for jeg er ikke længere nødt til at rette mig efter andre. Denne gang er valget helt mit eget. Hun så forlegent ud over klassen,

Læs mere

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers Forlag1.dk Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid 2007 Maria Zeck-Hubers Tekst: Maria Zeck-Hubers Produktion: BIOS www.forlag1.dk

Læs mere

Simon og Viktoria på skovtur

Simon og Viktoria på skovtur Simon og Viktoria på skovtur En fantasihistorie tegnet og fortalt af eleverne i 3.klasse på Rønnebæk skole 2009 Simon og Viktoria gik en tur ud i skoven. Og så så de en giraf og de så også en løve. De

Læs mere

2. påskedag 28. marts 2016

2. påskedag 28. marts 2016 Kl. 9.00 Burkal Kirke Tema: Møde med den opstandne Salmer: 229, 236; 241, 234 Evangelium: Joh. 20,1-18 "Sorg er til glæde vendt, klagen endt!" Disse linjer fra en julesalme kan passende stå som overskrift

Læs mere

Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. 1 Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde:»det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul,

Læs mere

I det samme løfter en pige hovedet og stirrer vildt ud i luften. Døren åbens og Julie går ind, døren lukker efter hende. JULIE

I det samme løfter en pige hovedet og stirrer vildt ud i luften. Døren åbens og Julie går ind, døren lukker efter hende. JULIE Ida og Anna 1 1 SCENE 1,1 - GÅRDEN Julie banker på døren. 2 SCENE 2 KLASSELOKALE I det samme løfter en pige hovedet og stirrer vildt ud i luften. 3 SCENE 3 - HALL Døren åbens og Julie går ind, døren lukker

Læs mere