Fattigdommens mange ansigter. dokumentation alternative konferencer mod fattigdom og social eksklusion 2. og 3. november 2010

Transkript

1 dokumentation alternative konferencer mod fattigdom og social eksklusion 2. og 3. november 2010 foto: Hans Christian Hansen Flygtninge- og indvandrerfamilier på starthjælp eller kontanthjælp er blandt de mest udsatte for fattigdom i Danmark. Denne familie består af en dansk mor, en far, der er flygtet fra Libanon i 80 erne og otte børn. Når huslejen er betalt har de ca kr. tilbage at leve for. - Vi sidder på gulvet og spiser. Der er ingen af os, der har senge. De to store piger har deres eget værelse, ellers sover vi alle sammen i et rum med madrasser på gulvet, fortæller moren. Billedet er fra udstillingen Fattigdommens Ansigter i anledning af EU s fattigdomsår. Fattigdommens mange ansigter To dages alternativ fattigdomskonference på Kofoeds Skole gjorde status over fattigdomsåret og satte fokus på løsninger, der peger fremad. Og efterlod ingen i tvivl om, at Danmark står over for store udfordringer med at inkludere de fattigste og mest udsatte i stedet for at ekskludere. Af journalist Tina Juul Rasmussen I dag gør vi status og spørger: Hvordan ser det ud med fattigdommen, og hvad er der sket i fattigdomsåret? Det sidste er forholdsvist nemt der er ikke sket så meget igen. Sådan indledte Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening, sin velkomst til to dages alternativ fattigdomskonference på Kofoeds Skole i starten af uge 44. Ugen, som var udpeget til at have særlig fokus på fattigdom og social udstødelse i anledning af det europæiske fattigdomsår. Kofoeds Skoles Multihal, som husede arrangementet, var til lejligheden udsmykket med pjecer og fotos, som i ord og billeder fortalte historier om mennesker i Danmark og resten af Europa, der FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 1

2 lever i reel fattigdom. Bag den alternative konference stod Københavns Kommune, Socialpolitisk Forening og EAPN. Vi er et A- og et B-hold Jens Aage Bjørkøe, forstander på Kofoeds Skole igennem de seneste godt 30 år, gik som den første på talestolen og slog fast, at han slet ikke betvivler, at armoden findes han ser den dagligt på skolen. Også den ekstreme ligesom social eksklusion, elendighed og lidelse også eksisterer. - Men jeg har også lært, at forholdene er komplekse. Derfor værdsætter jeg, at såvel Det Europæiske Fattigdomsår som debatten om fattigdom er med til at gøre opmærksom på, at fattigdom og social eksklusion er et stort og voksende problem i Danmark. Mange fagfolk på området vil nok være enige i det, men blandt almindelige danskere fornemmer jeg en vis tøven: Er fattigdommen virkelig kommet tilbage? Men understregede Jens Aage Bjørkøe den klassiske, materielle fattigdom i Danmark er ikke stor. Set i en historisk og international målestok er den faktisk nærmest ikke-eksisterende. Så når begrebet fattigdom har fået en revival i den socialpolitiske debat i forbindelse med EU s fattigdomsår, er det med til at skabe mere forvirring end klarhed, mente han. For i debatten, som fokuserer mest på den materielle side af sagen, overser vi det helt store fattigdomsproblem, der plager vores samfund: - Problemet er ikke fattigdom, men social eksklusion. Vi er delt op i et A-hold med arbejde, karriere, familie og aktiv deltagelse i samfundslivet, og et B-hold på offentlig forsørgelse. Det er det, jeg kalder Den Nye Fattigdom, og her taler vi om helt anderledes store dimensioner end den materielle fattigdom. Hvis det skal give mening at tale om fattigdom i Danmark i dag, skal vi væk fra de tungt ladede forestillinger om forhutlede mennesker, der sulter, sagde Kofoeds Skoles forstander og var som udgangspunkt positivt stemt overfor en fattigdomsgrænse: - Den ville sætte os bedre i stand til at vurdere omfanget af den materielle fattigdom herhjemme. Den ville også være en markør på vores fælles opfattelse af, hvor grænsen for en anstændig økonomisk og materiel levefod skal være. Men jeg tror samtidig ikke, at det fattigdomsproblem, vi har i dag, alene kan løses gennem større sociale ydelser. Under Den Nye Fattigdom er det karakteristisk, at mange lider nød på grund af personlige problemer, sagde Jens Aage Bjørkøe og uddybede: - En del har komplekse, psykosociale tilpasningsvanskeligheder ofte med tilknyttede alkohol- og andre misbrugsproblemer. Og de stigende krav til uddannelse og effektivitet på arbejdsmarkedet har medført en stor frasortering og marginalisering af de svageste. Det særlige ved nutiden er, at personkredsen, som har behov for hjælp, er langt mere varieret sammensat end tidligere. Den Nye Fattigdom er individuel, ofte psykosocial og sociokulturel, og den kræver komplekse og helhedsorienterede løsninger. Og for den enkelte er konsekvensen af Den Nye Fattigdom ikke sult og materiel nød, men eksklusion og marginalisering fra fællesskaberne i vores samfund: Arbejdsmarkedet, sociale og kulturelle netværk. Fattigdommen reproducerer sig selv Tilmed kommer det sociale system til kort i forhold til de menneskelige problematikker, det skal løse i forbindelse med Den Nye Fattigdom. For selvom arbejdet de fleste steder i det offentlige system tilrettelagt bliver efter smukke humanistiske principper, oplever man systemets jernhånd gribe ind og vælte alt til side, sagde Jens Aage Bjørkøe: - Formynderi, frustration, fremmedgørelse og fjendtlighed er de indlysende og destruktive elementer, som kommer i spil. Det viser sig gang på gang som en hel basal mangel på kvalitet i indsatsen fra det offentlige hjælpeapparat. Man kan sige, at Den Nye Fattigdom løbende reproducerer sig selv. De initiativer og metoder, vi tager i brug, ser desværre ikke ud til at ændre noget særligt på tingenes tilstand. Budskabet er: Du passer ikke ind - der er ikke brug for dig! De er ekskluderet af det selv samme system, som egentlig er til for deres skyld - og samtidig henvist til systemet for at få hjælp. Mange oplever det som Kafkask, når de løbende skal bruge den sparsomme tid, der er afsat til et møde med deres sagsbehandler, på at genfortælle hele deres historie til endnu en ny en i rækken. Så rundede Bjørkøe af det synlige fattigdomsproblem er kun toppen af isbjerget, og det er affødt af en eksklusionsmekanisme, som træder i kraft lang tid før, at den enkelte vælger at sætte sig på gaden for at tigge. - Hvis vi vil vinde i kampen mod fattigdommen, skal vores sociale system og uddannelsessystemet, familiepolitikken og arbejdsmarkedet være langt bedre til at imødekomme individuelle behov hos ressourcesvage mennesker. Behovet er, at vi som samfund indretter os på at skabe rum, arbejdspladser og aktiviteter, hvor også ressourcesvage mennesker kan opleve personlig succes og en mening med livet. Vi skal inkludere i stedet for at ekskludere. Det er vor tids socialpolitiske og samfundsmæssige udfordring lever i fattigdom Den udfordring tog Mikkel Warming, socialborgmester i Københavns Kommune (Enhl.) imod med åben pande, men dog med fokus på netop den materielle fattigdom. En fattigdom, kommunen kortlagde i en undersøgelse for tre år siden. - Og den bekræftede stort set alle de teser, man kan have om fattigdom: At fattigdom har sociale konsekvenser, og at manglen på penge markant øger risikoen for at få sociale problemer. Og at der altså er en sammenhæng mellem fattigdom og social problemer, sagde Mikkel Warming. Blandt andet derfor har Københavns Kommune på baggrund af en rundspørge blandt københavnere lavet sin egen fattigdomsgrænse, som slår fast, at en enlig i arbejde uden børn er fattig, hvis han har under kr. om måneden at leve for eller 100 kr. om dagen til at dække alle udgifter. Tilsvarende findes der andre tal for enlige med børn, familier osv. FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 2

3 - På den baggrund ved vi, at næsten københavnere lever i fattigdom i mindre end et år, mens lever i fattigdom i to-tre år, og næsten lever i fattigdom i mere end fire år. Eller med andre ord lever københavnere i løbet af et år lever i fattigdom det svarer til 17,7 procent. De er på kontant- eller starthjælp eller er folkepensionister. Vi ved også, at 75 procent af alle enlige kontanthjælpsmodtagere i København lever i fattigdom, og blandt starthjælpsmodtagerne er det op mod pct. Og vi ved, at der er kommet omkring flere fattige til de seneste år, selvom København i dag er rigere end nogensinde før, konstaterede socialborgmesteren. Mikkel Warming kunne også fortælle, at det er områderne med mange almene boliger, som huser flest fattige. Og at de sociale problemer i ghettoerne udspringer af fattigdom. - Det ville være rart, om regeringen ville forholde sig til det i stedet for antallet af paraboler og udgangsforbud efter kl. 22, bemærkede han og viste slide på slide, der dokumenterede hovedstadens geografiske lommer af fattigdom, afsavn, sundhedsproblemer osv. Lommer, som er gennemgående i de almene boligområder og er et mønster, der bekræftes af kommunens såkaldte belastningsindeks. - Vi kan også se af fattigdomsundersøgelsen, at der er en massiv overvægt af etniske minoriteter blandt de fattige i København 30 procent af indvandrere og efterkommer lever i fattigdom. Og de bor de samme steder. Vi er ved at skabe en underklasse i Danmark - og den er i høj grad brun i huden. Mikkel Warming tilføjede, at den yderste konsekvens af fattigdom er hjemløshed, og det oplever københavnere, fortrinsvis mænd på kontanthjælp eller førtidspension. Man kan godt dø af sult på gaden Mikkel Warming opregnede også kommunens initiativer, som skal bekæmpe symptomerne på fattigdom: Bydelsmødre, netværksindsats og væresteder for unge marginaliserede, fleksibel udlejning og mere nuanceret befolkningssammensætning i ghettooområder, gældsrådgivning, gratis skolemad til fattige børn m.m. Og ikke mindst en hjemløsestrategi med det ambitiøse mål at give alle dem, som sover på gaden, et permanent sted at bo senest i 2013 ved hjælp af særboliger. - Der er en myte om, at ingen kan ligge på gaden og dø af sult i dag, hvis man er dansk statsborger. Men jo - det kan man godt, takket være de stramme beskæftigelsesregler. For når kommunes gadeplansmedarbejdere møder en ny borger på bænken på Vesterbro, er sandsynligheden for, at han får dagpenge, meget ringe. Og hvis du lever et kaotisk liv med misbrug osv., møder du ikke op til din kontrolsamtale, og så får du taget din kontanthjælp. Du kan heller ikke få førtidspension, for du ikke er stærk nok at få lavet en arbejdsprøvning. En tredjedel af den opsøgende gadeplansindsats går med at få disse mennesker tilbage ind i kontanthjælpssystemet igen. Vi har forvitret vores velfærdssamfund væk en basal tryghed. Så jo, man kan godt dø af sult på gaden i dag, konstaterede Mikkel Warming og gentog, at vejen til at bekæmpe kriminalitet og sociale problemer går gennem en bekæmpelse af fattigdommen. - De familier i Tingbjerg, vi tilbyder en ny start ved at flytte til et andet sted kombineret med massiv social indsats, er kendetegnet ved stort set ikke at have nogen penge. Det må vi erkende, få lavet en fattigdomsgrænse og få gjort noget ved ydelserne, for de er med til at fastholde nogle borgere i et liv, vi normalt ikke ville kalde værdigt - og som kunne være bedre, sagde Københavns socialborgmester. Den europæiske tråd At EU vælger at udpege et europæisk fattigdomsår er langt fra en tilfældighed, kunne Fritz von Nordheim Nielsen fra Generaldirektoratet for Beskæftigelse i EU berette. EU s handlingsprogrammer mod fattigdom og social eksklusion startede allerede i slutningen af 1970 erne. Siden 2000 har medlemslandene i Lissabon-processen set det at mindske social eksklusion og tilvejebringe større social samhørighed som en af de vigtige målsætninger for en modernisering af medlemsstaterne, der i øvrigt skulle resultere i økonomisk vækst, bedre konkurrencedygtighed og højere beskæftigelse. Dette 10 års program sluttede i år, og da den hastige, økonomiske vækst før finanskrisen ikke rigtigt har formået at nedbringe den sociale eksklusion og fattigdomsrisikoen, besluttede Rådet i 2008 at gøre 2010 til et europæisk år, hvor man fokuserede på fattigdomsbekæmpelsen, fornyede den folkelige og politiske tilslutning til at gøre noget ved den og udpegede nye måder at indkredse og begynde at tackle den på. Året har allerede sat sig betydelige resultater, både i det nye europæiske 10-årsprogram for strukturreformer, Europa 2020, hvor man har besluttet at reducere antallet af personer, der lever i fattigdom og social eksklusion med 20 millioner - samtidig med, at medlemslandenes på ny fokuserer på, hvad der i nationale sammenhænge kan og bør gøres ved fattigdommen, forklarede Fritz von Nordheim Nielsen og bemærkede, at fattigdomsåret har haft en effekt: - Det europæiske fattigdomsår synes også at have animeret Danmark til at tage nogle diskussioner, man ikke har taget længe. Det er bekymrende at høre bedømmelsen fra en mand med så stor erfaring som Jens Aage Bjørkøe, at det danske sociale system i et længere perspektiv på mange måder har vist sig ude af stand til at mindske den sociale eksklusion og forhindre en stigning i den materielle fattigdom. Diagnosen kan være rigtig, og danskerne bør naturligvis diskutere årsagerne til det, og hvad de kan gøre ved det. For det ville jo være uendeligt trist, hvis jeg måtte tage hjem og fortælle, at et af de mest velstående og i øvrigt meget velfungerende lande i EU efter mange årtiers betydelig indsats af penge og personale må erkende egentlig ikke at magte at gøre noget for at mindske fattigdommen og den social eksklusion at det sociale system i Danmark er et vrangbillede på, hvad det gerne vil være. Derfor er det godt at høre, at debatten nu tilføres nye analyser og ny energi, at man forsøger at overvinde års fornægtelse, og at forskellige kræfter tager skridt FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 3

4 til udvikle nye målrettede initiativer. Det er betryggende at vide, at en myndighed som Københavns Kommune forsøger at starte et sted, både med en definition, en kortlægning og ny initiativer over for den materielle fattigdom og dens konsekvenser, herunder også den meget ringe sundhedstilstand hos fattige og udstødte. Sidstnævnte er i øvrigt en af de tematiseringer af ulighedens og fattigdommens konsekvenser, man har forsøgt sig med i EU, sagde Fritz von Nordheim Nielsen og redegjorde for EUhistorikken bag fattigdomsbekæmpelsen. Dødvande blev brudt Efter fire handlingsprogrammer kom fattigdomsbekæmpelsen i EU-regi i midten af 1990 erne ind i et dødvande. Man kunne ikke blive enige om at komme videre, men fandt endelig i forbindelse med Lissabon-programmet i 2000 sammen om et samarbejde, der skulle styrke social inklusion. Det blev forankret i den nye arbejdsform, man kaldte den åbne koordinationsmetode. En arbejdsform, som tillod tæt samarbejde mellem landene, samtidig med at den nationale selvbestemmelse over disse politikker forblev uændret. - Man gjorde brug af nogle nye instrumenter i processen. Man oprettede SPC, et stående samarbejdsudvalg mellem landenes socialministerier, der fokuserede på gensidig hjælp til at forbedre den sociale sikring og dens effektivitet. Det gav et omdrejningspunkt om alt socialt, som siden blev skrevet ind i Lissabon-traktaten, fortalte Fritz von Nordheim Nielsen. Men tingene gik ikke helt som tænkt, og frustrationerne bredte sig. Trods kraftig økonomisk vækst blev den sociale ulighed og fattigdom ikke mindre, som Lissabon-processen havde lagt op til. Og derfor forslog EU-kommissionen et europæisk år til bekæmpelse af social lighed og fattigdom. - Der er fire hovedformål med fattigdomsåret: At anerkende, at mennesker, som lever i fattigdom og social eksklusion, har ret til et værdigt liv som en aktiv del af samfundet. At vi alle har et fælles og individuelt ansvar for at bidrage til at bekæmpe fattigdom. At vi skal fremme et mere sammenhængende samfund, fordi det gavner alle. Og at vi alle skal handle for at forny den folkelige og politiske tilslutning til at bekæmpe fattigdom og social eksklusion, forklarede Fritz von Nordheim. 84 mio. lever i fattigdom At behovet er til stede fortæller den europæiske fattigdomsstatistik tydeligt: I 2008 var 17 procent, svarende til 84 mio. indbyggere i EU, i risiko for fattigdom. Børnefattigdommen er 20 procent, men med store forskelle fra f.eks. Belgien til Rumænien. Og der er en gruppe mennesker, the working poor, som er i fuldtidsarbejde, men ikke tjener nok til at holde fattigdommen fra døren. Det vil den nye 2020-strategi, som handler om strukturreformer og vækst med tre indbyrdes forbundne, fælles prioriteter, forhåbentlig råd bod på. De handler om intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst. Strategien rummer også fem konkrete målsætninger, herunder at beskæftigelsesprocenten skal hæves til 75 procent, at flere unge skal have en erhvervsuddannelse, og som tidligere nævnt at antallet af fattige i EU skal reduceres med 20 millioner. - Stemningen i EU er, at der skal leveres på det her. Der er vedtaget syv flagsskibsinitiativer, hvoraf det ene drejer sig om at etablere en europæisk platform til bekæmpelse af fattigdom. Debatten om, hvordan man skal definere den fattigdom, der skal mindskes, har imidlertid været heftig. Drejer det sig om dem, der har mindre end en bestemt andel af gennemsnitsindkomst? Drejer det sig kun om dem, der er præget af markant materiel forarmelse? Eller er det først og fremmest dem, der slet ikke har kontakt til arbejdsmarkedet og lever i familier, hvor ingen har et job? Danmark har for eksempel ikke kunnet acceptere, at de fattige skulle defineres via den fattigdomsgrænse, som EU har fastsat til 60 procent af et lands medianindkomst. Uenigheden knytter sig naturligvis til forskelle landene imellem, både i fattigdommens ansigter og i politiske orienteringer og prioriteringer. Og naturligvis handler den også om angst for, om man faktisk kan levere. Hvis den danske erfaring er, som Jens Aage Bjørnø foreslår, at man ikke rigtig har kunnet opnå resultater trods mange års indsats, er det vel forståeligt, mente Fritz von Nordheim Nielsen. Men EU-landene er dog blevet enige om noget: Man vil kombinere tre måder at definere fattigdom på: For lav relativ indkomst, materiel forarmelse og arbejdsløshed. Næste øvelse bliver, at landene skal sætte nationale mål for sig selv og deres bidrag til det fælles europæiske mål, som forpligter alle. - For man nåede trods alt til enighed om at løfte 20 mio. ud af fattigdommen inden 2020, konstaterede Fritz von Nordheim Nielsen. Stemmer fra Udkantsdanmark Efter den teknokratiske EU-gennemgang var det tid til et sceneskift. Lyset i hallen blev slukket, deltagerne lukkede øjnene, og i en halv time fyldte lyden af fem fattige danskeres stemmer rummet: En mand på starthjælp, tre enlige mødre og en midaldrende kvinde, som for første gang i næsten 20 år havde nogle tusinde kroner på lommen overskuddet fra salget af den andelslejlighed, hun ikke længere havde råd til at bo i. Det var Kenn Carlsens lydmontage Når en krone gør en forskel, som er optaget i Københavns Sydhavn og på Lolland. Og historierne om de pinagtige og skamfulde afsavn, især kvinderne og deres børn lider som følge af en tom pengepung gjorde indtryk: En mor, der roligt og fattet fortæller, hvordan hun må sælge tomme flasker og tømme de sidste tokroner ud af sparegrisen for at få råd til at købe to slags grøntsager til den pastaret, hun skal medbringe til forældremødet i sønnens børnehave. Hvordan hun overvejer at blive hjemme fra mødet, da hun ser, hvor uindbydende retten ser ud, men vælger at tage af sted alligevel, fordi sønnen glæder sig. Hvordan hun flovt forsøger at gemme sin skål bagest på bordet, som bugner af lækkerier fra de andre forældre, inklusive endnu en pastaret med kød. Og hvordan FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 4

5 hun og sønnen, som de eneste, spiser af deres egen ret. Men som moren konstaterer på vejen hjem: Man må jo se det positive i det. Så var der pasta til mig og min søn. Så vi gik hjem og spiste mere pasta, mens vi så tegnefilm i fjernsynet. Vi ved, hvad det vil sige at være fattig Dagens to sidste indlæg var båret af den forskningsog dokumentationsmæssige indsats: Hvad ved vi om fattigdom hvad siger undersøgelserne? Først var Finn Kenneth Hansen fra Center for Alternative Samfundsanalyse (CASA), som indledte med at slå fast, at vi ikke kun taler om fattigdom, fordi det er fattigdomsår. Der er de seneste ti år også kommet meldinger fra de private, sociale hjælpeorganisationer, som har kontakt med de fattige. Og de rapporterer, at situationen er værre end tidligere. Læg dertil den almindeligt stigende ulighed i samfundet, de nye sociale ydelser, som automatisk falder til et lavere niveau efter seks måneder samt flere rapporter om fattigdom i Danmark, bl.a. fra SFI og fra Det Økonomiske Råd (2006). Så flere ting har betydet, at vi har fået fattigdom på dagsordenen, fastslog Finn Kenneth Hansen og spurgte: - Hvad ved vi så om fattigdom i Danmark? Vi har ingen permanent forskning om fattigdom og ingen fattigdomsgrænse at måle efter, så vi er altså afhængige af de opgørelser og rapporter, der kommer af og til. Og der er mange forståelser af dansk fattigdom. Men det, vi i hvert fald ved noget om, er, hvad det vil sige at være fattig i Danmark. Finn Kenneth Hansen har selv medvirket til en undersøgelse om konsekvenserne af at leve på de laveste ydelser og her var hovedkonklusionerne klare: - Det siger sig selv: Det er svært at få pengene til at slå til. Man lider en masse afsavn, og man har gæld. Vi har også kigget på, om hensigten med de nedsatte ydelser at tilskynde folk til at søge arbejde virker efter hensigten? Og nej, de lave ydelser tilskynder ikke til at søge arbejde. Tværtimod bliver man modløs og opgivende, var det klare resultat. Og med de udsagn, vi lige har hørt fra dem på de nedsatte ydelser (lydmontagen, red.), svarer det jo meget godt til vores resultater, sagde han og uddybede: - Generelt har husstanden svært ved at få pengene til at slå til, men der er markante forskelle, afhængig af indkomsttype: Kun to procent af de beskæftigede har svært ved at få pengene til at slå til. Det gjaldt for 17 procent af dem på dagpenge, men tallet var 67 pct. blandt dem på introduktionsydelse og starthjælp. Og 80 procent af dem kan ikke gøre det samme som de fleste andre på grund af deres økonomi. Samme mønster går igen, når det gælder afsavn, forklarede Finn Kenneth Hansen. Familierne undlader at gå til tandlængen, give gaver til fødselsdage, købe lægeordineret medicin, have telefon i hjemmet og betale husleje, el og gas. Børnefamilierne undlader f.eks. at købe nye sko til deres børn. Samlet set lider 70 procent af deltagerne over fem afsavn. Og gæld er endnu en stor udfordring for dem. Det er dyrt at være fattig, og de fleste på nedsatte ydelser tror ikke på, at deres lave indkomst fører til arbejde. Derimod ved de, at den fører til fattigdom og gæld. Svært at blive enige Finn Kenneth Hansen refererede desuden til en undersøgelse af sociolog Heidi Sørensen, der ser på, hvordan fattigdom forstås baseret på artikler i de fem største dagblade og holdninger hos socialordførerne fra alle partier i Folketinget: - Den viser, at der er fem måder at tale om fattigdom på: Nogle mener ikke, at der er fattigdom i Danmark - den er udryddet for lang tid siden. Nogle afviser fattigdom af metodiske årsager, f.eks. at EU s fattigdomsgrænse ikke duer til noget. Nogle mener, at vi har fattigdom, men at det er den enkeltes eget ansvar. Nogle mener, at fattigdom ikke har noget med økonomi at gøre, men skyldes kulturelle årsager. Og så er der dem, der mener, at fattigdom netop har noget med økonomi at gøre. Og alle disse fem forståelser er repræsenteret i Folketinget. Så derfor kan jeg godt forstå, at det kan være svært at blive enig, sagde Finn Kenneth Hansen. Hans sidste spørgsmål lød: Skal vi have en fattigdomsgrænse i Danmark? CASA har i samarbejde med en række organisationer nedsat en arbejdsgruppe, som har set på fattigdomsgrænser i andre lande og på, hvad den danske debat har drejet sig om. - Der er stor enighed i arbejdsgruppen om, at vi bør have en fattigdomsgrænse. Selv statsministeren anerkender, at vi har lommer af fattigdom, så det at få en fattigdomsgrænse kunne være en anerkendelse af fattigdommen, og den kunne være et måleapparat for antallet af fattige en mulighed for at følge, om tallet stiger eller falder, og om vi bruger pengene på den rigtige måde. Vi ville også få en større viden om de fattiges problemer og et grundlag for en egentlig fattigdomspolitik, sagde Kenneth Finn Hansen og redegjorde for, at arbejdsgruppen anbefaler årlige opgørelser af fattigdommen i Danmark. Man anbefaler desuden at kombinere tre forskellige metoder, når fattigdomsudviklingen i Danmark skal gøres op. - For det første ved at måle den relative fattigdom altså hvor mange penge, man har sammenlignet med ens medborgere. For det andet ved at se på, hvad det som minimum koster at leve et anstændigt liv i Danmark og for tredje ved at se på, hvilke afsavn børn og voksne lider. Ikke svært at måle fattigdom Han blev efterfulgt af dagens sidste oplægsholder, lektor Morten Ejrnæs fra Aalborg Universitet. Han lagde sig i sin forgængers spor ved at tale om fattiges levevilkår, deres strategier til at håndtere fattigdommen og ghettodiskussionen. Han konstaterede, at de målinger, som kan definere omfanget af fattigdommen i Danmark, er ganske enkle. - Hvis vi tager to kriterier ud rådighedsbeløb og afsavn kan vi meget nemt gøre op, hvor mange der er fattige. Og jo flere kriterier vi inddrager, jo klogere bliver vi. Det er altså ikke så svært. Men hvordan håndterer den enkelte fattige så denne fattigdomssituation? Vi kan se, at den problemløsende FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 5

6 strategi, der handler om at prøve at komme ind på arbejdsmarkedet via kurser eller ved være opsøgende i forhold til arbejde, er meget sjælden blandt mennesker på de laveste ydelser. Vi ser derimod en desperadostrategi med kriminalitet og andre kreative måder at forøge sine muligheder for at klare afsavn, herunder massiv gældstagning, som har lagt familier øde på kort tid. Der findes også tilbagetrækningsstrategier, som vi hørte i lydmontagen at folk håndterer voldsomt følelsesmæssigt problematiske situationer ved at resignere. De gør intet fremadrettet, sagde Morten Ejrnæs og tilføjede, at når julen atter står for døren, og vi ser folk søge hjælp hos de velgørende organisationer, er det kun en meget lille andel, som får hjælp. - Organisationerne gør et stort og meget vigtigt stykke arbejde. Både fordi de lindrer nøden hos dem, der finder frem til de velgørende organisationer, og fordi de gør opmærksom på det stigende behov for hjælp. Men det er kun toppen af isbjerget, for størstedelen af nøden forbliver skjult. Langt de fleste fattige sidder isolerede uden kontakt med velgørende organisationer, sagde Morten Ejrnæs og tilføjede, at mulighederne for at bryde ud af fattigdommen generelt er meget dårlige, fordi modtagerne af de laveste ydelser har dårligt helbred og lavt uddannelsesniveau. - Over 50 procent på starthjælp og introduktionsydelse har dårligt helbred. Det gælder kun fem procent af de beskæftigede og dagpengemodtagerne. Nøjagtigt det samme gør sig gældende med hensyn til uddannelsesniveau. Så denne gruppe er altså helbreds- og uddannelsesmæssigt blokeret i at reagere på de incitamenter, der ligger i lovgivningen, til at få arbejde konstaterede Morten Ejrnæs. Ingen sammenhæng mellem minoriteter og kriminalitet Han sluttede af med at runde ghettodebatten og kom her med en opsigtsvækkende pointe: - Når man kigger ned over regeringens liste af 29 udvalgte boligområder, er det karakteristiske, at der stort set ingen sammenhæng er mellem forekomsten af etniske minoriteter og kriminalitetsraten! Og det er jo interessant, når stort set alle tiltagene går ud på at begrænse etniske minoritets tilstedeværelse i disse kvarterer. Faktisk har nogle af kvarterne med den højeste kriminalitetsrate den laveste forekomst af etniske minoriteter. Men derimod er der en vis sammenhæng mellem andelen på forsørgelsesydelser og kriminalitetsraten. Den tendens peger vel snarere på, at der er fattigdom knyttet til de laveste ydelser, og at det er et socialt problem, der er medvirkende til at skabe kriminalitet. Og så det er jo forbløffende at lave et ghettoudspil fra regeringens side, som undgår at nævne fattigdom med ét ord, skønt man i de seneste ti år systematisk har øget fattigdommen specielt i disse kvarterer, konstaterede Morten Ejrnæs og sluttede af med denne bandbulle: - Hvis man fortsætter med at køre i ghettosporet, vil det føre til en yderlig stigmatisering af etniske minoriteter og hele boligkvarterer og bortlede opmærksomheden fra den regeringsskabte fattigdom. Når vi samlet ser på det her, står vi i en situation, hvor man kan tale om en gradvis afvikling af socialpolitikken og en udvikling af en arbejdsmarkeds- og udlændingepolitik, for de to tendenser er kædet sammen. Og vi går fra en ligestillingsorienteret, human, solidarisk socialpolitik, der integrerer til en markedsorienteret arbejdsmarkedspolitik og en fremmedfjendsk eksklusionspolitik, der ekskluderer de svageste og stigmatiserer etniske minoriteter desintegrerer og polariserer. Man måler på alt andet Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, indledte den alternative konferences anden dag. Han gik direkte til biddet med debatten om en dansk fattigdomsgrænse, der konsekvent afvises af regeringen som måleinstrument. - Nu tror jeg ikke, det er fordi, at regeringens embedsmænd ikke er i stand til at fastlægge en fattigdomsgrænse, der både er meningsfuld og retvisende. Det er nok snarere et ideologisk spørgsmål, når regeringen ikke vil fastsætte og indføre en fattigdomsgrænse, der kan måle fattigdom. Lidt paradoksalt er det, for regeringen står ellers ikke tilbage, når det gælder om at måle i anden sammenhæng, men det er en anden sag, kommenterede Jann Sjursen, der ganske enkelt ikke forstår, at den sag skal være så svært at komme i mål med, men blot kunne konstatere: - Rådet for Socialt Udsatte og en lang række andre organisationer er fortsat enige med regeringen om at være uenige om en fattigdomsgrænse. Men ét er debat, noget andet virkelighed, sagde Jann Sjursen. De kommunale besparelser er ganske virkelige, lige som beskæringerne af Satspuljen og den effektløse aktiveringsindsats, som har formået at bringe de udsatte grupper længere væk fra arbejdsmarkedet. Det er en decideret skandale. Ikke bare har man brugt ni mia. kroner, uden at det har haft en effekt. Man har reelt gjort en gruppe mennesker dårligere stillet i forsøget på at hjælpe dem. Rigsrevisionens beretning viser med al ønskelig tydelighed, at indsatsen skal have et serviceeftersyn, som det hedder. Det tør mildt sagt siges - og mere end det: Der skal langt større sammenhæng i den sociale og beskæftigelsesmæssige indsats, hvis vi skal inkludere og ikke ekskludere socialt udsatte grupper. Der er også lyspunkter De kommunale besparelser rammer også de udsatte, bl.a. gennem lukning af væresteder og alternative plejehjem osv. Men det er også et spørgsmål om prioritering, pointerede rådsformanden. - Som når man i Næstved Kommune beslutter at bevilge 15 mio. kr. til en ny tribune til et nyt stadion til byens fodboldhold i landets næstbedste række og samtidig vedtager et sparekatalog, der banker handicap- og psykiatriområdet tilbage til et niveau, hvor der for nogle gruppers vedkommende er tale om ren opbevaring, sagde han, men roste samtidig kommuner, som har oprettet udsatteråd. Ligesom han glæder sig til arbejdet med de indikatorer for FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 6

7 fattigdom, regeringen har påtaget sig at arbejde med. Så selvom der er et stykke vej hjem for Danmark, er der små lyspunkter: - Fattigdom skal diskuteres, og jeg synes trods alt, at temaet som sådan nu er ved at have bidt sig fast, måske som en af frugterne i EU s fattigdomsår. Og vi har endda fået en minister, der tage ordet i sin mund. Udfordringen til os alle er at fortsætte debatten og samtidig at bekæmpe fattigdom og eksklusion i praksis. Der er nok at tage fat på fattigdomsår eller ej, sluttede Jan Sjursen. Fine billeder af fattigdom Socialminister Benedikte Kiær (K) var forhindret i at deltage på grund af finanslovsforhandlingerne og sendte i stedet afdelingsleder i Socialministeriet, Astrid Ravnsbæk. I ventetiden debatterede salen bl.a., om udstødelsen af mennesker i dagens Danmark kan forklares med et forandret og mere kynisk menneskesyn. - Jeg synes, det er en hård konklusion at skulle drage. Men jeg synes faktisk, at aktiveringsindsatsen med både enormt pengemæssigt spild og store menneskelige omkostninger er et eksempel på, at vi har ændret syn på mennesker. I stedet for at trykke dem ned bør man jo se på, hvad der kan motivere og hive dem op. Det er ganske uhyggeligt at møde mennesker, som har masser af problemer at slås med, med en holdning om, at de nok lidt selv er ude om det. Og sanktionere, hvis de ikke kan opfylde systemets krav, selvom de f.eks. er hamrende mødeustabile, ikke kan styre deres eget liv og samtidig skal navigere mellem jobcenter og sagsbehandlere. Det er en urimelig forventning at have til dem. Men jeg vil ikke tillægge andre et dårligt menneskesyn, svarede Jann Sjursen. I mellemtiden havde Astrid Ravnsbæk indfundet sig i salen og gik på talerstolen med socialministerens tale, som blandt andet roste eleverne på Kofoeds Skole for deres fotoudstilling om fattigdomsåret. - De er med til at sætte fokus på fattigdomsdebatten, og billederne siger rigtig meget om, hvad det vil sige at være fattig i Danmark i dag. For det kan være svært for os andre at sætte ord på fattigdom svært at beskrive, hvordan det føles at rage rundt udenfor Mariakirken på Vesterbro efter et desperat fix. Eller som enlig mor ikke at kunne give sine børn den opvækst, man så brændende ønsker for dem. Og endnu sværere at sætte tal på med en relativ fattigdomsgrænse, som ikke siger ret meget om problemets omfang. Det gør os ikke klogere på, hvordan vi målretter løsningerne. Fattigdom handler selvfølgelig også om økonomi, men også om meget andet. Det er et komplekst problem, sagde Astrid Ravnsbæk og fortsatte: - Derfor er det afgørende at gøre folk i stand til at komme ud af den, og derfor har regeringen sat et arbejde i gang med retvisende fattigdomsindikatorer. Formålet er at sikre et bedre vidensgrundlag for en målrettet socialpolitisk indsats. For selvom Danmark er et af de lande i EU med størst lighed og et meget effektivt socialt sikkerhedsnet, er det en ringe trøst for dem, som oplever fattigdom. Derfor er der behov for handling, sagde Astrid Ravnsbæk og remsede en række regeringsinitiativer op, bl.a. Barnets Reform og Hjemløsestrategien, som til sammen har kostet i nærheden af halvanden milliard kroner. Et nyt tiltag, som er på vej, er forsøg med familiehuse, som skal hjælpe sårbare, unge mødre til at være rollemodeller for deres børn og skabe velfungerede familier. Familiehusene bliver forankret som et partnerskab mellem kommunerne og de frivillige organisationer. - En anden sag er en ny strategi for civilsamfundet, som skal styrkes. Ikke for at lappe huller i velfærden eller spare penge, men for at skabe ramme for mere innovation for den sociale indsats. Civilsamfundet kan nemlig noget andet. Frivillige kan ofte komme i kontakt med borgerne, inden de bliver en sag i forvaltningen, med en rummelighed, som det offentlige ikke har. Regeringens mål er, at halvdelen af befolkningen deltager i frivilligt arbejde i 2020, og art der skabes en frivillighedskultur, hvor det er helt naturligt at involvere sig og tage ansvar for andre medborgere er frivillighedsår med en mulighed for at sætte fokus på netop dette. Ministertalen nåede også omkring den optrappede kamp mod hårde stoffer og det stigende antal narkorelaterede dødsfald. Ligesom indsatsen i de 29 boligområder, som benævnes ghettoer, blev nævnt: - Regeringen vil ikke acceptere et parallelsamfund og vil et opgør med ghettodannelse, men det kan ikke løses med politi alene. Alle instrumenter må i spil og indrettes efter problemerne, sagde Astrid Ravnsbæk og leverede også ministerens ros til organisationerne bag Stop Fattigdom Nu, men understregede, at tilgangen hos organisationerne og hos regeringen er forskellig. Stop Fattigdom Nu har imidlertid bidraget til at brede debatten om fattigdom og social udstødelse ud. Børn lyver om fattigdom Efter ministerens ord fik de private organisationer - Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet og SAND, de hjemløses landsorganisation ordet under overskriften Der er brug for helhed i indsatsen. Første indlæg var fra Bente Ingvarsen fra Red Barnet, som præsenterede tilhørerne for tre danske børn, der møder konsekvensen af at vokse op i fattigdom. Et af dem er Jakob på otte år, som bor alene med sin mor Britta i en forstad til København. I Jakobs skole har børnene ti kroner med til madboden hver fredag. Men Jakobs mor har kun råd til at give Jakob fem kroner med. Jakobs venner er blandt andet begyndt at spørge ham om, hvorfor han kun har fem kroner med. Hans mor kan mærke, at det er meget svært for Jakob hele tiden at svare kammeraterne. Jeg siger til Jakob, at han bare kan sige, at han har brugt de første fem kroner på noget andet eller finde på en anden historie, for han skammer sig sådan, siger Britta. Men vi er jo faktisk begge meget ensomme med vores historie. For jeg vil ikke stemples og fortæller ikke andre end de nærmeste venner, at vi er fattige, citerede Bente Ingvarsen Britta og konstaterede: FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 7

8 - Jakob og Britta skammer sig og bærer alene rundt på deres historie, fordi de i et rigt samfund som vores har kroner og en børnecheck tilbage hver måned, når huslejen er betalt. De penge skal dække alt fra mad og tøj til fodbold, tandlæge, briller, fødselsdag og jul. Det er svært. Og hun fortsatte: - Børn udgør den største gruppe fattige i Danmark derfor er det vigtigt, at der også anlægges et børneperspektiv i fattigdomsbekæmpelsen. Ifølge Arbejderbevægelses Erhvervsråd levede børn i fattigdom i Tager vi de studerende fra, er tallet børn. Det er alt for mange børn, sagde Bente Ingvarsen og forklarede, at børns fattigdom især er kendetegnet ved, at de vokser op hos enlige forsørgere, at deres voksne er arbejdsløse, at de har indvandreforældre eller efterkommere af indvandrere, at de bor i familier, der lever på de lave ydelser, at deres forældre ikke har en kompetencegivende uddannelse, og at de bor i storbyer eller i Udkantsdanmark. - Nogle af konsekvenserne for børns opvækst i fattigdom er materielle afsavn, bl.a. ensformig eller for lidt kost. De oplever også sociale afsavn, når de er afskåret fra at deltage i kammeraternes fritids- og online-liv i de digitale medier, måske egentlig social eksklusion og i visse tilfælde mobning. De lever et tabuiseret liv, skjuler og bortforklarer fattigdommen, bekymrer sig for deres voksne, beder ikke om noget og stiller deres egne ressourcer til rådighed. De lever et oplevelsesfattigt liv, trives dårligt i skolen har dårlig indlæring, sagde Bente Ingvarsen. Hvis disse børn skal have et bedre liv, skal de først og fremmest have forældre, som selv kan forsørge dem. Er det ikke tilfældet, skal de have kompenserende indsatser, f. eks, i form af tilskud til en cykle, spejderkontingent eller en mobiltelefon. - Men vi hører fra sagsbehandlere i kommunerne, at det er meget vanskeligt at yde hjælp til børn pga. fattigdom, uden der er en egentlig foranstaltningssag på barnet, bemærkede Bente Ingvarsen. Og skal børn virkelig hjælpes ud af konsekvenserne af et liv i fattigdom, er et fritidspas ikke nok, konstaterede hun. Der må en helhedsorienteret indsat til for hele familien. - Et rimeligt forsørgelsesgrundlag, der holder familien ude af fattigdom og giver værdighed og håb til forældrene. Det må sikres, at ingen børnefamilier sættes ud af deres bolig. Der skal være en social indsats på kommunalt niveau, der kompenserer for børns materielle og sociale afsavn. Og her er ingen nemme løsninger, så der må udvikles gode ideer og metoder. Hvad med for eksempel en national udviklingspulje til at udvikle indsatser mod konsekvenser af børnefattigdom, spurte hun og opfordrede regeringen til at erkende og acceptere, at der er fattigdom i Danmark. - Bekæmpelse af børnefattigdom også er et rettighedsspørgsmål. Ifølge FN s børnekonvention er det sådan, at barnet har ret til en levestandard som er tilstrækkelig for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling. Børnekonventionen slår også fast, at børn har ret til oplæring og gratis skolegang, og endelig at barnet har ret til hvile, fritid og leg og til at deltage i kunst og kulturliv. Det, synes jeg, at Danmark skal leve op til. Etniske minoritetsbørn mest udsatte Sektionsleder Mette Blauenfeldt fra Dansk Flygtningehjælp talte videre om minoriteter og fattigdom og kunne føre tråden om de fattige børn direkte over på de etniske minoritetsbørn: - SFI er netop kommet med undersøgelse af børn i Danmark, hvor én konklusion er, at etniske minoritetsbørn er meget mere udsatte end danske børn: 44 procent af alle 3-19årige børn af indvandrere og efterkommere lever i familier, hvor ingen af de voksne er i beskæftigelse. Mere end halvdelen af etniske minoritetsfamilier lever i boliger, hvor der mindre end et rum pr. person, og de oplever i højere grad dårligere boliger med fugt, støj, forurening. Og etniske minoritetsbørn deltager sjældnere i fritidstilbud og bruger færre kulturtilbud, sagde Mette Blauenfeldt. Og fra en endnu ikke offentliggjort undersøgelse af langtidsvirkningerne af starthjælp, citerede hun et barn, som fortæller, hvad det betyder f.eks. ikke at få så mange lommepenge som de andre: Man skulle aflevere 25 kr., så fik du sådan en madkupon, og så krydser de af... jeg havde jo ikke noget. De sidder der og spiser og jeg tænker: Hvad fanden skal jeg gøre, skal jeg bare tage hjem? Tal fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd dokumenterer også, 0,6 procent af danskerne er langvarigt fattige, mens 5,4 procent af indvandrere fra mindre udviklede lande er langvarigt fattige, og overrepræsentationen forøges: Fra 2001 til 2007 er væksten i gruppen på 35 procent for danskere og 88 procent for indvandrere fra mindre udviklede lande, fremlagde Mette Blauenfeldt. - Vi er så langt ude nu, at vi hører historier om flygtninge på starthjælp, som ikke har råd til at købe ordentlig mad til børn, de køber stort set aldrig frugt, kød højst en gang om ugen, og de køber mad, der er tæt på eller har overskredet udløbsdaten, sagde hun og nævnte igen de laveste ydelser som fattigdomsskabende for denne gruppe, hvor 94 procent af modtagerne af starthjælp og introydelse har etnisk minoritetsbaggrund. - I kroner og ører får et par med to børn halvdelen af, hvad en person på kontanthjælp modtager ( kr. mod kr. før skat, red.). Og hvad har man så at leve for? Det kan være svært at vide, når man ikke vil måle, påpegede hun. Samtidig er den tværfaglige og helhedsorienterede indsats, som er nødvendig for at hjælpe disse mennesker, kun blevet vanskelige efter kommunalreformen, bemærkede Mette Blauenfeldt, som slog til lyd for: - Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge skal være tværfaglig og helhedsorienteret med sammenhæng mellem forsørgelse, beskæftigelse, familie og helbred og samfundsdeltagelse. Flygtninge skal have lige adgang til kvalificeret sundhedsbehandling uden lange ventetider og med nødvendig tolkebistand. De skal have mulighed for at udnytte deres uddannelse, videreuddanne sig i Danmark og have lige adgang til job. Deres børn skal støttes i deres indlæring og uddannelse. Og flygtningefamilier bør FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 8

9 have lige adgang til kontanthjælp og ikke straffes økonomisk for deres børns mulige problemer, sluttede Mette Blauenfeldt. Løsninger for hjemløse ikke en vinder Ask Sejstrup, sekretariatsleder i SAND, de hjemløses landsorganisation, var ikke begejstret for udgangspunktet i en helhedstankegang og løsninger på hjemløseområdet: - Det er sgu ikke en vinder! For man kan ikke sige, at de store visioner endnu er kommet på banen her. Så jeg vil starte lidt anderledes - for en helhed består som bekendt af flere dele. Og hvad kendetegner egentlig en hjemløs? Ja, i hvert fald mangel på bolig, økonomiske problemer hjemløse er typisk arbejdsløse eller førtidspensionister. De har også ofte et misbrug, psykiske problemer eller en egentlig diagnose, somatisk sygdom og store sociale problemer. Til sammen betyder det, at der i de fleste kommuner skal mindst tre forvaltninger i spil for at løse disse problemer. Samtidig har vi embedsmænd, som skriger om vandtætte skodder mellem forvaltningerne, sagde Ask Svejstrup, der også skød kommunernes forsøg på at tænke helhedsorienteret ned. - Den kommunale helhedstanketang blev forsøgt indtænkt i kommunalreformen. Dengang talte man om én indgang nu taler vi om mindst tre. Samtidig bad de om at overtage det sociale område, fordi man kunne arbejde med forebyggelse på et helt andet niveau i kommunerne, tæt på borgeren. Den har vi heller ikke rigtig set endnu. De lovede en ensretning af reglerne men tværtimod har der været en mangfoldighed af opfindsomhed for at slippe for at give ydelserne. Og så var der nærhedsprincippet: Jo tættere, vi har borgeren på os, jo mere kan vi gøre. Ideen er god nok, men problemet er, at de ikke tænker fagligt, men kun økonomisk. Og der er altid nogen, som har større stemme end de hjemløse pensionisterne, børnene, cyklisterne. Så - forsøget på at tænke helhedsorienteret er ikke lykkedes endnu, konstaterede Ask Svejstrup og erklærede sig enig i en fattigdomsgrænse, men kom med et nyt udspil: - Et rådighedsbeløb på kr Har man mere end det til rådighed hver måned, må staten nemlig lønindholde for gæld. Og det må nogle jo have tænkt over, siden man har lavet netop den grænse. Jeg er også enig i, at vi skal fjerne alle nedsatte ydelser. Og vi må have en form for fremskudt sagsbehandling og visitation for at indfange alle dem, der ikke kan finde ind i systemet. De skal ind på en boform, hvor man kan arbejde videre med problemerne og have en fra personalet som gennemgående sagsbehandler. Og så vil jeg slutte af med at sige: Se nu lidt humoristisk på det. For nylig var jeg på en konference, hvor Ole Birk Olesen (folketingskandidat for Liberal Alliance, red.) sagde om det at være hjemløs: Det kan vel sammenlignes med en lang Roskilde Festival den ultimative frihed, hvor man kan slå sig løs sammen med sine venner. Kommunen skal overholde loven Den efterfølgende debat mellem salen og panelet af politikere og repræsentanter for de private organisationer kom blandt andet til at dreje sig om, hvor mange barrierer det sociale system rummer for socialt udsatte, og om en fremskudt sagsbehandling kunne være en løsning. - Kommunerne er jo underlagt den beklagelige detalje, at de skal overholde loven - også når den er dum, og det er den tit og ofte, f.eks. når sagsbehandlerne ikke må give ydelser på baggrund af fattigdom. Eller når beskæftigelseslovgivning er menneskefjendsk - så er det svært ikke også at lave menneskefjendsk sagsbehandling, sagde Mikkel Warming, socialborgmester i Københavns Kommune og bedyrede, at han godt vil være med til at se på en fremskudt sagsbehandling. Den daglige leder af Kofoeds Skoles grønlænderarbejde gjorde opmærksom på grønlændere som en overset minoritetsgruppe. - Jeg savner en særskilt anerkendelse af det arbejde, vi laver herude for grønlændere. Vi må kæmpe for det hele tiden, sagde hun. Debatten rundede også gældsproblematikken, som for nogle hjemløse handler om gæld til blandt andet DSB på op til en halv million kroner. Og DSB vil ikke stille billige togkort til rådighed, som måske kunne løse problemet for nogle. Mikkel Warming refererede et forgæves forsøg for fire år siden på at få DSB i tale om netop det. - Det kunne vi måske prøve igen med en fælles henvendelse fra os og SAND, foreslog borgmesteren, som også måtte tage slag for, at det er så vanskeligt at komme igennem på telefonen til en sagsbehandler i kommunen. - Hvis jeg sad nu og sagde, at det ikke kan passe, ville I grine. Jeg kan bare sige, at vi arbejder på det. Vi har omstruktureret for at lave en fælles modtagelse, hvor man kommer ind og bliver behandlet færdig med det samme. Så det er både op og ned, men noget, der stadig skal arbejdes med. Lederen af sundhedsteamet i Københavns Kommune efterlyste også fremskudte kompetencer til de medarbejdere, som bl.a. behandler hjemløse på gaden. Mikkel Warming konstaterede, at det er et teknisk spørgsmål, som hænger sammen med snitfladerne i kommunen, men ville kigge på forslaget. Mette Blauenfeldt pointerede, at i forhold til den helhedsorienterede og koordinerede sagsbehandling har Dansk Flygtningehjælp set mange kreative løsninger i kommunerne. - Selvfølgelig skal kommunerne overholde lovgivningen, men vi har f.eks. oplevet, at når man viser lidt mod og kreativitet, og ikke altid holder fast i de vandtætte skodder mellem forvaltningerne, men f.eks. tør invitere klienterne med, så sker der nogle andre ting. Så det kan jeg kun opfordre til. Resultater fra de frivillige Per K. Larsen fra EAPN rundede de to dages alternativ konference af med at konstatere, at processen ikke stopper her. - Regeringen er i gang med et udspil i forhold til indsatsen frem til Planen skal afleveres til EU næste forår, så følg med i dialogen på området. For der er langt mere politik inden for EU s rammer end FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 9

10 i Danmark. Vi har også hørt, at fattige vandrer på tværs af grænser, blandt andet fra østeuropæiske lande, en udfordring, som kun kan løses indenfor EU s grænser. Frem til 2020 vil man tale om en øget frivillig indsats, stærkere national platform og årlige målinger af fremskridtene. Og Danmark vil også skulle acceptere målinger af frem- og tilbageskridt så igen: Følg med i dialogen. Endelig vil jeg sige, at Københavns Kommune har lavet en fremragende rapport i 2002 om det opsøgende arbejde blandt udstødte, og der er intet i lovgivningen, som forhindrer, at kommunen kan flytte sin kompetence herud eller følge de anvisninger, man får fra sociale organisationer eller gadeplansmedarbejdere. Så vi kan glæde os over, at de frivillige sociale organisationer får større indflydelse de kommende år. Vi må håbe, at det kan give nogle resultater. Links Se udstillingen Fattigdommens ansigter her: Læs rapporten Livet på de laveste sociale ydelser en kvalitativ undersøgelse om livsbetingelser og copingstrategier her: Se CASAs forslag til en dansk fattigdomsgr ænse her: Se mere om sociolog Heidi Sørensens undersøgelse Hvordan forstås fattigdom i Velf ærds Danmark? her: Lydmontagen Når en krone gør en forskel : Hjemmeside om udsatte grønlændere: Kampagnen Stop Fattigdom Nu: Den alternative konference var arrangeret af: FATTIGDOMMENS MANGE ANSIGTER 10