På forscenen står en stor, gammel lænestol. En vinklet trappe, der kan bestiges, skærer igennem - eller går rundt og bag om bobinetterne.

Transkript

1 7 Scenografien består af bobinetter til projektion af lysbilleder og filmklip. Lysbillederne er dokumentar- scenografier, hvorimod filmklippene primært er redigerede scener fra Astas film. På forscenen står en stor, gammel lænestol. En vinklet trappe, der kan bestiges, skærer igennem - eller går rundt og bag om bobinetterne. Lyset er i scenerne i teatret centreret omkring lænestolen; dunkelt, kun nogle enkelte lamper. I fortiden er lyset alm. fleksibelt spillelys. I filmscenerne - både når de indspilles, når de afspilles, og når Asta i 3. Akten træder ind i sin indre filmverden - er lyset præget af klare farver; blå, rød, stærk gylden, grøn. Farverne fra tidens tintede og tonede film. På samme måde veksler lysbilleder og filmprojektioner mellem sort/hvid og enkelt-, evt. dobbeltfarver - alt efter om projektionerne fungerer som scenografi eller er en del af Astas indre verden.

2 9 ÅBNING Vi er på et forladt teater i Nordtyskland, Scenerummet ligger hen i mørke - Johanne : Her er mørkt. Hvorfor siger de, vi skal vente her, når der er bulderravende mørkt? Asta : De tror vel bare de siger Heil, så bli r der lys! Alting skal man gøre selv. Johanne : Pas nu på! Asta : Men selvfølgelig, hvis de har taget strømmen - Johanne : Her lugter af støv - Asta : Teaterslam. Minut for minut, aften efter aften, år ud og år ind har angstens sved bredt sig i kostumerne, forgrenet sig ud i rekvisitter og sufitter og ædt sig ind i hver eneste krog som krystalliseret støv. Av for helvede! Scenen oplyses delvis i et sekund. Johanne : Der var noget! Asta : Det sprang, lortet. Det er gammelt. Johanne : Kom du noget til? Asta : Nej, jeg lever - herude i mørket - nu har jeg den -

3 10 Afgrænset lys op på forscene ks. Johanne står i periferien. Hun er 60 år og stærkt krumbøjet. Asta : (træder ind i lyset) Næsten. Asta er 56 år, ved god statur. Johanne : Lys er lys - Asta : Der er jo ingen der skal se os - Johanne : - nu ka vi da i det mindste se hinanden. Asta : (ser ud i salen) Tomt. Johanne : Hvad havde du forventet? Asta : Rotter? Johanne : Asta! Asta : Jamen, jeg kan ikke tage dem alvorligt. Johanne : Nej, det er det der er livsfarligt. Asta : Han lignede en tvebak. Johanne : Du sku ha ladet ham undersøge bilen. Asta : Det gør han alligevel nu. Og så finder han kostumerne, ta r cognacen og be r om en autograf, og så må vi rejse videre. Heldigvis er vi begge over den alder, hvor man indbyder til voldtægt. (råber) Ta det roligt. Vi har forstået; det er jer, der har hjemme i Tyskland. Vi rejser jo!... hjem! ks: kongeside - publikums venstre. ds: dameside - publikums højre.

4 11 Johanne : Så længe de bare holder sig i Tyskland. Asta : Ørnen ligger på rede. Det er ikke sundt at forestille sig, hvad den ruger på - man skulle ellers mene, der var rigelig plads i Das Grosse Vaterland til en gnom. Johanne : Asta!! Johanne får et ildebefindende. Asta : (meget bekymret) Er det skidt? Fryser du? - Jeg henter dem. De hunde! Vi sku bare ha kørt videre - deklameret vores eget Lebensraum og fortsat. Asta vil gå ud. Johanne : La dem være - det går hurtigere hvis du ikke presser dem, sådan er de - Asta : Vi har krav på en læge. Johanne : - du har ikke krav på noget som helst - du er uønsket - efter ordre fra Der Führer - Asta : Det er min skyld. Vi sku ha rejst for længe siden - Asta får stavlet Johanne ned i den alt for store lænestol. Johanne : Det havde du aldrig gjort. Hvad sku du stille op med dig selv i Danmark? De har aldrig villet kendes ved dig... (opgiver at argumentere) Det havde alligevel ikke gjort nogen forskel. Det ved du. Asta : Nej, det ved jeg ikke. Johanne : Jo, du ved. Du vil bare ikke indrømme det. Asta : Du overlever os alle sammen.

5 12 Johanne : Frist ikke skæbnen. Asta : (ler højt) Nej. Du har ret. Frist ikke mere skæbnen. Den har travlt nok, som det er. Johanne : Man kan så længe man kan, så kan man ikke mere. Du skabte din egen tid.... Nu har de andres indhentet dig. De ser dig ikke længere som evig. Hvor går Asta hen uden sin evighed - alene i deres verden? Det bekymrer mig - Asta : Jeg går til min søster. Johanne : Virkeligheden. Virkeligheden, Asta. Den er større end både du og jeg. Asta : Man skulle mene, jeg havde bevist det modsatte. Johanne : Du drømmer. Asta : Er du svimmel? Johanne : Du har altid været smukkest når du drømmer. Allerede da vi var små - du var så grim - så helt forkert - Asta giver sig til at lede i kulissen. Johanne : - stritører og alt for store, komisk store øjne - men når du så spillede - en anden, du blev en anden, jeg ku - jeg ku ikke få øjnene fra dig - jeg ville så gerne være dig, altså ikke dig, men den anden - men jeg var bare yndig - lige meget hvad jeg gjorde - (kalder) Asta! Asta : Jeg er her. I begge udgaver...

6 Johanne : Lad være med at afbryde mig - hvad leder du efter? Asta : En madras. Nogle puder. Hvad som helst, der kan muntre lidt op på den her kulisse. 13 Johanne : Jeg så ind i et par store, mørke øjne. Jeg så og følte kun dem. Det var meget smukt. Som en sfinks. Asta : (finder et gammelt kostume) Se nu her! Gud har ikke forladt os. Johanne : Ligesom dengang - hvor var jeg nu - Asta : Du så ind i et par øjne - Johanne : Ja! Hvis det er døden, vil jeg gerne dø. Asta : (lægger kostumet om Johanne) Du skal ikke dø. Johanne : Det ved du ingenting om. Asta : Jeg tillader det ikke. Så enkelt er det. Du holder ud, til vi kommer til Danmark. Johanne : Man kan ikke kæmpe imod. Det er dumt, Asta - dumt. Du skal altid ha din vilje. Asta : Pjat. Johanne : Jeg får lyst til at dø, bare for at bevise at du ta r fejl. Asta : Du gi r for let op. Det har du altid gjort. Nu holder du ud - og hvis du ikke vil, så vil jeg for dig - Johanne : Døden har sin egen vilje - ligesom kærligheden. Asta : Snak. Tving dig selv til at tænke på noget andet. Johanne : På hvad?

7 14 Asta : Tænk på det smukkeste du ved - hvad er det smukkeste, du ved - Johanne : Asta - Die Asta - Det smukkeste jeg ved, det er Asta. Mener du, virkelig, at hvis jeg tænker stærkt nok på Asta - så dør jeg ikke? Asta : Ikke lige nu, i hvert fald. Johanne : Du må da kunne høre hvor tåbeligt - Asta : Du er håbløs - du var aldrig blevet skuespillerinde. Johanne : Nej. Asta : Tænk. Jeg sidder lige her. Det skulle vel ikke være så svært at komme i tanke om hvordan jeg ser ud. Johanne : Du har forandret dig Asta : Vel har jeg ej. Essensen er den samme. Asta er Asta. Basta. Tænk så. Johanne : - du var så smuk. Forførende smuk. Hele biografen græd. Den halve verden græd. En flimrende lysplet toner frem på bobinettet og vokser sig langsomt større - til fuld lærredsstørrelse. Vi ser slutscenen fra filmen Afgrunden - Asta føres ned ad trappen, anholdt efter mordet på sin elskede. Blågrøn tintning. Johanne : Undtagen mig. Jeg lo. Det kom helt bag på mig. Jeg var så lettet. Det var som en genopstandelse. Da vidste jeg, at jeg havde set rigtigt - al den tid jeg havde troet på min skæve, mærkelige Asta og slidt hænderne til blods, for at hun skulle blive skuespillerinde. Alt samlede sig i dette øjeblik. Som om jeg

8 15 altid havde vidst, at det lå et sted ude i fremtiden og bare ventede, lå og ventede på at du skulle vokse dig ind i det. Et forspildt liv - det hed scenen - selv kinopianisten glemte at spille - så smuk var du -