NAK EN AND SKRIVEFORLAGET

Transkript

1 Andrea Poulsen NAK EN AND SKRIVEFORLAGET

2 ANDREA POULSEN NAK EN AND Læseprøve

3 NAK EN AND Copyright 2014 Andrea Poulsen All rights reserved Udgivet 2014 af Skriveforlaget, København Bogen er sat med Baskerville Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser.

4 Denne bog skal opfattes som en hyldest til udkantsdanmark. Nogle af scenerne er inspireret af virkelige hændelser, hvor andre er opdigtet ud fra fri fantasi. Andrea Poulsen

5 Onsdag den 8. november Lukket soveværelsesvinduet tjek! Taget alle stik ud af stikdåser tjek! Redt sengen og sat pyntepuderne korrekt, i farve og størrelsesorden tjek! Vandet blomster tjek! Smidt en ekstranøgle i Lauras postkasse tjek! Jeg slår rytmisk min pegefinger mod rattet i takt med, at jeg gennemgår min tjekliste i hovedet. Min liste over ting, der skal gøres, når jeg forlader min lejlighed i mere end tre dage, hvilket jeg ikke har prøvet de sidste fem år, og nu er jeg på vej til Langeland for at holde 14 dages ferie hos min mormor. 14 dages ferie på Langeland. To hele uger. 336 timer sekunder! Jeg mærker en latterlig panik vokse inde i mig, og den skønne ro er pist forsvundet. Hvad pokker skal jeg få tiden til at gå med i to uger? Og endnu værre, hvordan hulen skal jeg være i stand til at vinde det væddemål, jeg så kløgtigt har indgået med min samarbejdspartner, Laura, som jeg har et bryllups- og festarrangørfirma sammen med? Et væddemål, jeg indgik i halvberuset tilstand, og som i sin enkelhed går ud på, at jeg skal bevise, at jeg er i stand til at tilbringe 14 dage på Langeland. Hvis jeg forlader øen, før de fjorten dage er gået, er væddemålet tabt. Laura er stensikker på, at jeg ikke er i stand til at tilbringe mere end tre dage i udkantsdanmark uden at blive komplet vanvittig, hvorimod jeg hårdnakket fastholder, at det kan jeg sagtens og henviser til de vidunderlige somre, jeg som barn havde på øen hos mormor. Hvis man spørger Laura, så findes der ikke noget sted i hele verden, som er mere kedsommeligt end udkantsdanmark herunder Langeland. Så i lettere beruset tilstand ringede jeg til mormor som jeg for øvrigt ikke 5

6 6 har set siden hendes halvfjerdsårs fødselsdag for fem år siden og spurgte, om jeg måtte komme på en to-ugers ferie, hvilket ikke overraskende blev positivt modtaget, og hun begyndte omgående at remse alle de ting op, vi kunne foretage os sammen. Da hun nævnte ordene brodere og sylte, var jeg ved at tabe mobiltelefonen ned i min cocktail af rædsel og var tæt på at begynde at græde. En kold følelse kryber ind over mig. Hvad nu hvis mormor ikke har forstået at jeg bare ønsker fred og ro? En lille latter undslipper mig, og jeg griner lidt af mig selv. Selvfølgelig har hun forstået det. Jeg sagde det klart og tydeligt! Jeg vil vinde vores væddemål. Jeg nægter at tabe. Jeg hader at tabe og er for øvrigt jordens dårligste taber, hvilket giver sig udtryk i de vildeste vredesudbrud, på grænsen til det psykotiske og til at blive lagt i spændetrøjen og spærret inde på ubestemt tid. Gudskelov taber jeg sjældent. Men hvad tænkte jeg dog på, da jeg indgik det tåbelige væddemål? Hvorfor kan vi ikke bare indgå almindelige væddemål som at rappelle ned ad Rundetårn på hurtigste tid eller sådan noget? Jeg begynder at hyperventilere og mærker en klaustrofobisk fornemmelse komme krybende. Jeg hiver febrilsk at i kraven på min trøje, mens jeg forsøger at få kontrol over min vejrtrækning. Fremover er det bandlyst at indgå væddemål, når der er vin eller andre alkoholiske drikke indblandet. Jeg bliver så forbandet dumdristig, når jeg får mere end to genstande, og det ved Laura udmærket godt. Hun ved, væddemålet er vundet, før det overhovedet er begyndt. Hun er sikkert allerede i færd med at pakke kufferten. Klar til 14 dages luksusferie efter eget valg til en værdi af kroner. Derfor har jeg taget mine forholdsregler med hensyn til fremtiden og strammer fra nu af op på reglen omkring indtagelse af alkohol. Regel nr. 10: Hold igen med alkohol og undgå at blive beruset og pinlig. Jeg lover hermed mig selv, at reglen skal håndhæves som er det en paragraf, Folketinget har vedtaget omkring brugen af sprøjtemidler og fiskekvoter.

7 7 Nu jeg tænker over det, så er regel nr. 10 den eneste regler, jeg nogle gange slækker på, men fra nu af skal det være slut. Min liste indeholder 122 regler. En liste der løbende bliver opdateret med flere nyttige regler. Det er ikke, fordi jeg ikke har råd til at betale, hvis jeg taber. Faktisk ruller millionerne hurtigere ind på kontoen, end jeg kan nå at omsætte dem til varer og fornøjelser. Hvis det fortsætter på denne måde, vil jeg opføre en pengetank og ligesom von And tage mig en velfortjent svømmetur i alle mine penge hver morgen, afsluttet med en tur i saunaen og med velduftende olier. Men det handler om ære. Jeg skal simpelthen vinde. Om jeg så skal booke en stand-in, så er det det, jeg gør, og betaler glædeligt det, det koster. Åh gud, hvor jeg dog elsker penge og den frihed, de fører med sig. Nogle samler på frimærker, porcelænsfigurer, nisselandskaber, jeg derimod samler på penge, en hobby, jeg har haft siden barn, hvor hver en krone, jeg modtog, røg ind på bankkontoen. Bankbogen benyttede jeg som godnatlæsning, dengang man havde bankbøger, før netbank og det papirløse samfund. En beskæftigelse, jeg stadig ynder i mit voksne liv, når det kniber med at falde til ro efter en hektisk dag. Der findes intet i denne verden, der har en mere beroligende effekt end at læse en kontoudskrift med en masse nuller og et stort plus foran. Jeg har slidt for at nå hertil, hvor jeg er i dag, og er på ingen måde kommet sovende til den succes, jeg har opbygget. Det sidste par år har været aldeles gunstige. Et solidt afkast vælter hver måned ind på min konto, penge, der kvartalsvis formerer sig, sætter små stiklinger, der vokser og yngler videre i form af den fordelagtige indlånsrente, jeg har forhandlet mig frem til hos banken. Præcis som et bøgetræ, der drysser sine frø på jorden, nye skud, der arbejder sig op gennem jorden, vokser sig store, smider frø, flere bøgetræer, og inden man ser sig om, så har man skabt en skov. Jeg kan ikke lade være med at smile og mærker glæden strømme rundt i kroppen. Det har været det hele værd, også selv om det har betydet, at jeg har været nødt til at give afkald på en masse andre ting, såsom hygge med venner, ferier og alt det der. Jeg blinker kort, trækker ud, lægger an til endnu en overhaling og giver spee-

8 8 deren et lille tryk, og vupti, så er jeg uden om bilen, og afstanden øges markant på blot få sekunder til den nu bagvedliggende bil. Sulten melder sig, da jeg nærmer mig Lundby og grillen i svinget før byskiltet, så jeg beslutter at aflægge grillen et besøg for at få den værste sult stillet med en ristet hotdog. Et øjeblik gransker jeg min hjerne og prøver at komme i tanke om, hvornår jeg sidst har indtaget en ristet hotdog. Det er mindst to år siden. Dog er jeg ikke blandt dem, der er røget med på sundhedsbølgen og kun spiser fødevarer, hvor ordet kulhydrater ikke indgår på varedeklarationen på bagsiden af indpakningen. Jeg respekterer folks valg om at give afkald på visse madvarer og omlægge deres livsstil og bakker dem op i deres beslutning, men for mit eget vedkommende er jeg ikke klar til at give afkald på kulhydrater og søde sager og bliver det nok heller aldrig. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden kartofler, ris og pasta. Jeg synes, jeg har fundet en god balance og spiser varieret. Argh det er måske ikke helt korrekt, for sandheden er den, at jeg ofte vælger den nemme løsning og smutter forbi den asiatiske nede på hjørnet på vej hjem fra kontoret. Det er trods alt nemmere end selv at forestå madlavningen, og så er thaimad min livret. For øvrigt er jeg til fare for mig selv og mine omgivelser, når jeg får stukket en skarp kniv i hånden. Jeg egner mig ikke i et køkken. Der burde laves en lovgivning, der forhindrer personer som mig i at nærme sig et køkken. I en hurtig vending drejer jeg ind foran grillen og parkerer tæt op ad en stor sten, der fungerer som afgrænsning mellem de store træer og det asfalterede område, for at give ekstra plads til de andre nyankomne biler. Jeg vil jo nødig risikere, at min højtelskede bil får en ridse. Ikke overraskende tiltrækker den dyre Mercedes staks en masse opmærksomhed. Det er næppe dagligt, en bil af den kaliber parkerer foran grillen, i hvert fald når jeg sammenligner med de bilmærker, der er parkeret her, hovedsagelig familiebiler af mærker som Opel, Mazda og en enkelt VW. To unge fyre sætter sig straks i bevægelse hen mod bilen for at se nærmere på vidunderet, men stopper brat med overraskelsen skrevet i ansigtet, da de ser en kvinde bag rattet. Det havde de tydeligvis ikke forventet.

9 9 Jeg kanter mig ud af bilen, svinger tasken hen over skulderen og begynder med så hurtige skridt, de høje hæle tillader, at gå hen mod grillen. Jeg kan mærke alles blikke rettet mod mig, da jeg træder ad døren, og modtager omgående et elevatorblik, hvor jeg bliver målt fra top til storetånegl af en mand, jeg vil skyde til at være omkring de halvtreds, som sluttet af med et løftet øjenbryn. Specielt mit hår får en del opmærksomhed. Okay, det er nok ikke så ofte, at man ser en person med orange hår på disse kanter. For tre måneder siden var det lilla. Hvilken farve det skal være næste gang, har jeg endnu ikke besluttet. Hvad skulle det være? spørger den unge ekspedient smilende bag disken uden at lade sig forstyrre af mit, ja, måske lidt særprægede udseende, men bevarer professionelt øjenkontakt. Jeg gider ikke se ud som alle andre og bruger bevidst mit hår som mit varemærke, sådan lidt i stil med Beckham der løbende skifter frisure. En elefanthud med hele slænget. Ø-Pølse, naturligvis, siger jeg muntert, mens jeg grådigt indsnuser duften af friture og grillmad og mærker mundvandet strømme til ved tanken om at sætte tænderne i en ristet hotdog. Vi har desværre ikke Ø-Pølser, kommer det fra ekspedienten med stor beklagelse i stemmen. Har I ikke Ø-Pølser? Nej, nu må I sgu stoppe. hvordan kan man vælge ikke at sælge Ø-Pølser, når man er så tæt på Langeland? Jeg peger med fingeren i retning af Langeland. Ekspedienten trækker let på skuldrene. Nåh, men så tror jeg, at jeg springer over. Nu havde jeg lige glædet mig til at indtage en sprød Ø-Pølse, den eneste type pølse, jeg bryder mig om. Noget slukøret forlader jeg grillen og begynder at gå hen mod bilen. Vinden får mit hår til at hvirvle op, og jeg må gribe fast i et par vildfarne totter, som hele tiden lægger sig ind over mine øjne. Himlen er trods alt stoppet med at spytte regndråber, men at dømme ud fra de sorte skyer, der er begyndt at trække sig sammen, er det nok nærmere et spørgsmål om tid, før regnen begynder igen. Sådan har vejret været hele dagen, vekslende som meteorologerne så fint kaldte det.

10 10 Adskillige tilskuere har samlet sig rundt om min bil. Mænd med funklende øjne, der glinser og glimter ved synet af en Mercedes i millionprisklassen. Jeg giver den lille gummidims et lille tryk, og bilens lygter blinker. Mændene og en enkelt kvinde retter blikket mod mig, da jeg trisser hen til bilen, og jeg sender dem et varmt smil, ikke overdrevet, men et lille, forsigtigt smil. En fyr henvender sig til mig, da jeg lægger hånden på håndtaget. Er det din bil? spørger han med et strejf af mistro i stemmen. Øh, ja Jeg slår let ud med hænderne, som om jeg vil sige: Hvad tror du selv? At jeg har stjålet den på Nettos parkeringsplads? Er det din mand der har købt den til dig? spørger han med let sammenknebne øjne og panden lagt i en dyb rynke. For det første er jeg ikke gift, og for det andet har jeg selv købt og betalt den kontant! Jeg er ved at blive godt irriteret og begynder at tælle til ti i mit stille sind. Det er langt fra første gang, jeg er blevet stillet det spørgsmål, som jeg finder en anelse diskriminerende. Hvorfor er det svært at tro, at en kvinde er i stand til at finansiere sin egen bil? Da jeg skulle købe bilen, tog jeg en kammerat med, bare for hyggens skyld. Bilsælgeren strøg direkte hen til min kammerat, hvorimod jeg var total luft, han ikke så meget som skænkede mig et blik og blev temmelig lang i ansigtet, da det gik op for ham, at det var mig, der var køberen, og ikke min kammerat. Jeg nægtede naturligvis at handle med sælgeren og modtog en undskyldning og en klækkelig rabat af forhandleren. Skarpheden i min stemmen får fyren til at træde et skridt tilbage, som om han fornemmer min irritation. Jeg åbner bildøren og lader mig glide ind på sædet, smækker døren hårdt i og kaster arrigt tasken fra mig på passagersædet, starter motoren, sætter i gear, kører stille ud fra pladsen og fletter ind mellem en Skoda og en WW. Min mave knurrer faretruende. Ikke så sært i betragtning af, at jeg ikke har fået noget at spise i dag, og nu er klokken halv to. Ikke engang morgenmad! Jeg spiser altid morgenmad, ellers forvandles jeg til et monster, og desuden nægter min hjerne at tænke uden morgenmad, men her i morges lykkedes

11 11 det mig altså at få hjernen i sving uden indtagelse af føde. Nå, ja, hvis man lige ser bort fra tre chokoladekiks, jeg fandt i skuffen på kontoret i morges, eller rettere sagt i nat. Jeg mødte ind klokken 05 for at færdiggøre et udkast til et nyt kundeemne, der har bestilt os til at arrangere deres bryllup på Hawaii. Den ordre vil jeg have. Jeg er helt pjattet med de udenlandske arrangementer, så her til morgen afleverede jeg det fedeste oplæg, som jeg ikke et sekund er i tvivl om, kunden vil godkende. Jeg kan simpelthen mærke det, i hver en fiber i kroppen. Flere penge til det kan jeg lide. Gud hvor er det en dejlig fornemmelse at tænke på penge. Mobilen begynder at synge sin velkendte melodi. Den har ringet mindst halvtreds gang, siden jeg forlod København. Hurtigt hænger jeg sneglen på mit øre. Det er Ida, siger jeg muntert. Jamen, hej Jo tak det går fint Prøv at ringe til Laura, for jeg holder ferie Nej, nej, ikke noget udenlandsk Jamen det er fint Godt Ja, vi snakkes. Hej. Ferie og ferie nu må vi se. Jeg har ikke holdt ferie de sidste fem år og er ærlig talt lidt usikker på, hvordan man bærer sig ad med at holde ferie. Jeg ved godt, det lyder åndssvagt, men for en sikkerheds skyld har jeg taget et par sager med samt en stak magasiner og en krimi, som har modtaget gode anmeldelser på nettet, i tilfælde af, at kedsomheden skal indfinde sig, hvilket den sandsynligvis vil inden fireogtyve timer. For pokker da! Jeg drejer hovedet og kigger bagud over skulderen og bander højlydt, da jeg i samme øjeblik passerer skiltet ved campingpladsen, der reklamer for Ø-Pølser. Skal jeg vende bilen og kører tilbage? Nej, det vil være for tåbeligt, og for øvrigt ikke ligefrem hensigtsmæssigt at foretage en U-vending før dæmningen. Trafikken begynder at blive tættere i begge retninger og tvinger mig til at sænke farten til de lovmæssige 80 km/t, hvilket føles som 30 km/t. En stank af rådden tang trænger ind i kabinen ved Siø-dæmningen. Føj! jeg vrænger på næsen og skynder mig at slukke for varmen og ventila-

12 12 toren i håb om, at det kan holde stanken lidt på afstand, og vifter heftigt med hånden foran næsen. Utålmodig presser jeg den forankørende bil, men finder det nytteløst, da jeg ser den lange kø af biler snegle sig frem over Siø mod Langeland, så jeg øger i stedet afstanden med flere bilers længde. Jeg sukker opgivende og benytter i stedet tiden til at kigge ud over vandet. Der er hvidt skum på de små bølger, som vugger på række efter hinanden. Rastløsheden begynder at runge hult ved tanken om to ugers ferie. Jeg er vant til, at der konstant er gang i den. Jeg ser sjældent fjernsyn, og hvis jeg gør, er det nyhederne for at holde mig ajour med hvad der sker rundt om i verden, og søndagshygge med danske serier som Forbrydelsen og Rejseholdet, når de pryder skærmen. Ud over det har jeg ganske enkelt ikke plads i kalenderen til at spilde tiden foran fjernsynet. Når jeg ikke er på arbejde, er jeg ofte ude og mænge mig for at skabe kontakter. Mindst én gang om ugen er jeg til en eller anden reception for at gøre opmærksom på firmaet. Bare min tilstedeværelse ved et arrangement kan give en ny kunde, da vores forretning hovedsagelig får nye kundeemner via anbefaling fra vores egne kunder. En sjælden gang byder chancen sig også til en tur op ad den røde løber. Jeg stiller mig hellere end gerne op til at blive fotograferet selv af SE og HØR for det giver omtale, masser af omtale, og holder mit navn frisk i alles erindring. Langelandsbroen er i sigte, og den byder mig majestætisk velkommen til Langeland. Personligt synes jeg, broen er et smukt kunstværk med sin bue. Som barn sang jeg altid Bro, bro, brille, når vi kørte over broen. Jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken om mig som barn på bagsædet, skrålende på livets løs. Vejarbejde på broen sætter endnu en gang min tålmodighed på prøve, da jeg bliver tvunget til at holde for rødt ved lysreguleringen, i forbindelse med reparation af broen. Jeg giver mig til at iagttage de orangeklædte mænd, der arbejder på broen og er i færd med at svejse, men vender koncentrationen tilbage mod vejbanen, idet lysreguleringen skifter fra rød til grøn, og følger som

13 en myre bilerne foran, der på rad og række snor sig efter hinanden, som om de følger et duftspor, der er afsat af den forreste myre for at angive ruten til den efterladte flødeskumskage på skovbunden. Som barn havde jeg de sjoveste ferier på Langeland. Hver sommer, uden undtagelse, tilbragte jeg syv uger hos mormor, væk fra København, ud på landet til den friske luft. Jeg fik hurtigt venner, som jeg hvert år så frem til at tilbringe min sommerferie med. Sune, som jeg for øvrigt er blevet venner med på Facebook for et års tid siden, Magnus, Jesper og Steen: En pige, fire drenge. Vi dannede vores egen lille klub, hvor vi nægtede de andre børn adgang, selv om de bønfaldt os om at blive en del af klubben. Vi var de seje børn, som de andre børn i Tranekær så op til og hungrede efter at være sammen med. Det var en fantastisk tid! * Jeg blinker fra og lægger mig ind i svingbanen, drejer til venstre og kører gennem Simmerbølle, en lille landsby med en kirke, børnehave, vindue og dørfirma, og Ø-pølsefabrikken. Ø-Pølser! Hvis jeg kender mormor ret, så har hun adskillige pakker Ø-Pølser liggende i fryseren. Jeg vil komme til at leve af Ø-Pølser de næste to uger. Noget, jeg kan se frem til, er mormors dejlige mad, for hvis der noget, hun kan, så er det at lave god, gammeldags mad. Det ender sikkert med, at jeg kommer tilbage til København og ligner en Lolitadukke, stor og fyldig med alt for meget luft. Tullebølle! Nu nærmer jeg mig målet, et par kilometer til, og så er jeg i Tranekær. Jeg rykker lidt uroligt rundt på sædet, kan ikke finde hvile længere og synes, jeg er begyndt at få krampe i den ene balde, temmelig upassende. Efter rideskolen ændrer vejen sig fra at være en lige strækning til en vej, der bugter sig op og ned i form af små bakker, der vrider sig gennem landskabet, der stadigt er smukt på trods af, at efteråret er sat ind. Kornmarkerne er forvandlet til stubmarker og træerne er begyndt at smide overfrakken. 13

14 14 Efter en skarp snoning af vejen med kirken højt placeret på venstre hånd åbner landsbyen Tranekær sig foran mig. Jeg sætter bilen ned i et lavere gear og triller langsomt gennem byen, hvor lygtepælenes top er formet som kongekroner og dermed understreger den magt og pragt, der før i tiden herskede i Tranekær. Jeg blinker af og drejer ned ad den lille sidevej, som fører hen til mormors hus, der ligger idyllisk med udsigt til Tranekær Slot. Kan man ønske sig en mere eksklusiv udsigt? Jeg lister forsigtigt bilen ind i den smalle indkørsel, der er belagt med perlegrus, som giver sig til at synge under bilens dæk. Forsigtigt lukker jeg bildøren helt op og når tidsnok at fange døren, da et vindpust forsøger at blæse den i, før jeg overhovedet har haft en chance for at komme ud. I en hurtig vending hiver jeg nøglen ud af tændingen, rækker ud efter tasken på passagersædet og svinger benene ud i perlegruset. Jeg noterer mig, at perlegrus ikke er det nemmeste underlag at bevæge sig på i tårnhøje hæle. Vinden gør det bestemt ikke nemmere. Med den ene hånd støttende på bilen arbejder jeg mig frem til bilens bagsmæk, åbner, hiver to af taskerne ud af bagagerummet og lader de andre ligge til senere. Balancerende med en rejsetaske i hver hånd og en håndtaske dinglende på det ene håndled begynder jeg at gå op mod huset, som er et bindingsværkshus i to etager. Meget specielt, meget unikt, med et hvidt træstakit, der skiller huset og vejen fra hinanden, med fine rosenbuske i forhaven, der får huset til at fremstå endnu mere idyllisk. I betragtning af taskernes vægt går det forbløffende godt med at holde balancen, selvom det ene vindpust efter det andet drillende forsøger at få mig ud af kurs. I rask tempo skridter rundt om hjørnet og videre om til bryggersdøren. Bryggerset var oprindelig et udhus, som mormor fik inddraget til beboelse tilbage i halvfemserne, da hun var træt af alt det snavs, der blev trukket med ind i køkkenet. Jeg lader den ene taske dumpe mod jorden og trykker dørhåndtaget ned med den nu fri hånd og slår døren op. Hej, det er bare mig, råber jeg og bliver straks mødt af en gøen fra husets

15 ruhårede gravhund, Thorkild, der med logrende hale kommer halsende ud i bryggerset for at byde den nyankomne gæst velkommen. Hej, Thorkild, hviner jeg, mens jeg løfter den sidste taske indenfor og lukker døren. Thorkild hopper op og ned ad mine ben, begejstringen vil ingen ende tage. Jeg sætter mig på hug og begynder at gnubbe ham bag det ene øre, hvilket jeg husker, han er helt pjattet med, og snart kaster han sig om på ryggen, parat til den store nussetur på maven, mens han brummer saligt. Din lille bandit, kvidrer jeg. Mig eller hunden? Mormor er kommet til syne i døråbningen mellem køkkenet og bryggerset, med armene korslagt og det helt store smil skruet på. Mest henvendt til hunden, siger jeg og holder inde med at klø Thorkild på maven, til hans store ærgrelse. Skuffet stabler han sig på benene og forsvinder i retning af køkkenet. Jeg går hen til mormor med åbne arme, trykker mig ind mod hendes krop og borer smilende ansigtet ind mod hendes skulder. Hvor har jeg dog savnet dig, mormor, siger jeg, indånder den velkendte duft og konstaterer, at hun stadig benytter den samme parfume med et strejf af jasmin og appelsinblomst, som hun altid har gjort, og som dufter af mormor, på den gode måde altså, ikke gammelmandsduft. Denne duft er noget ganske specielt, så beroligende. Jeg har også savnet dig, min pige. Hun skubber mig lidt væk fra sig og betragter mig på afstand, fører så en hånd op til mit ansigt og lader håndfladen glide hen over mit kindben. Hvor er du dog tynd! En bekymret mine trækker hen over hendes ansigt. Alt for tynd, men ud over det så ser du nu ganske godt ud. Hun flytter blikket til mit hår. Hvad er der galt med din naturlige hårfarve? Hun tager fat om en hårtot og hiver den hen til sig med en let hovedrysten mens hun vurderer hårets struktur. Ødelægger farven ikke håret? Der er intet galt med min egen hårfarve, men jeg har bare brug for noget mere livligt. Jeg trækker let på skuldrene. Og nej, det ødelægger ikke håret i hvert fald ikke så meget. * 15

16 16 Mormor, Magda Mosegaard, pensioneret folkeskolelærer, rundede de 75 år i foråret. Ikke at det kan ses, hun holder sig godt alderen taget i betragtning. Hun har en fin, glat hud med overraskende få rynker, varme brune øjne hvorimod jeg har smaragdgrønne øjne fra min fars side og et langt, gråt velplejet hår, der smyger sig om hendes ansigt og ned midt på ryggen. Hun står et kort øjeblik og betragter mig med varme øjne. Lad os komme ind i varmen, så sætter jeg lige en kande kaffe over, siger hun, drejer omkring og går ind i køkkenet, hvor hun tager elkedlen, fylder den med vand og trykker på knappen. Jeg løfter det ene ben og lægger en hånd rundt om skoens hæl, og med største forsigtighed vrikker jeg foden ud af skoen. Jeg gentager processen med det andet ben, mens jeg støtter mig op ad væggen med den frie hånd for ikke at miste balancen, tager skoene i hånden og sætter dem øverst på skostativet under knagerækken og hænger min frakke på knagen ved siden af mormors termojakke. Da jeg træder ind i køkkenet kan jeg konstatere, at det har været underlagt gevaldig renovering, siden jeg sidst har været her. De mørke køkkenelementer er skiftet ud med lyse og venlige skabslåger, gulvet er afhøvlet i stedet for linoleum, og væggene er blevet malet cremefarvet. Det eneste, der er tilbage, er det store egetræsbord, der som minimum er hundrede år gammelt, og som mormor har arvet fra sin mor. Hvis bordet bliver trukket ud fra væggen kan der sidde ti personer rundt om det, og det har dannet ramme om adskillige hyggelige familiesammenkomster. For mit eget vedkommende har jeg gennem barndommen brugt oceaner af tid ved bordet med at tegne og lege. Det vækker dejlige minder. Køkkenuret vækker derimod pinlige minder. Mormor købte det på loppemarkedet i Tullebølle, da jeg var omkring ti år. Hun var lige så stædig som sælgeren i boden og nægtede at gå de fem kroner op i pris, som sælgeren gav som sin sidste pris efter en halv times forhandling. Efter yderligere ti minutters forhandling fandt sælgeren og mormor en acceptabel løsning for de fem kroner, der skilte dem, da sælgeren forlangte at få to breve persillefrø fra mormors

17 17 persillehøst, hvilket hun modvilligt accepterede. Siden den dag takkede jeg pænt nej tak til at tage på loppemarkeder og andre arrangementer, hvor der var risiko for, at mormor ville udfolde sig som den helt store købmand. Den velkendte, stemningsvækkende duft i køkkenet rammer mig helt ned i tæerne. Det dufter skønt af mormor og hygge, og den sentimentale tilstand indfinder sig som et trylleslag i min krop. Stik dine fødder i et par hjemmesko. Her er en smule fodkoldt. Mormor nikker mod et par hjemmesko i ruskind med pelskant. Ikke ligefrem den nyeste mode, men behagelige og varme for fødderne. Hurtigt stikker jeg fødderne i de anviste sko, går hen til køkkenbordet og læner hoften ind mod bordpladen, mens jeg iagttager mormor, der bukker sig ned og hiver en mørkeblå termokande frem fra hjørneskabet. Hun sætter den på køkkenbordet, åbner overskabet oven over kaffemaskinen, rækker ud efter kaffedåsen og tager et kaffefilter fra øverste hylde. Kaffefilterets kant foldes i en hurtigt vending og stoppes ned i tragten, og dybt koncentreret og med spids mund begynder hun at måle kaffe af med måleskeen. Hvorfor bruger du ikke kaffemaskinen? Jeg nikker mod kaffemaskinen, der står ved siden af elkedlen. Kaffemaskinen! Den bruger jeg til aftenkaffen, når der kun skal laves to kopper, om morgenen og eftermiddagen er det denne her, der bruges. Hun klapper let på termokanden og sender mig et smil. Fordiiii? spørger jeg hjælpende. Fordi det er nemmere med den gammeldags Madam Blå. Mormor tager elkedlen og hælder kogende vand ned i tragten lidt efter lidt i takt med, at vandet løber gennem papirfilteret. Da termokanden er fyldt til randen, løfter hun kaffetragten med tilhørende kaffefilter op af termokanden, sætter den ned i køkkenvasken, skruer låget på med et fast tag og tager den med hen til bordet. Værsgo at tage plads, siger mormor og åbner køleskabet, tager en skål fra hylden og giver lågen et skub med sin skulder, så den lukker i igen.

18 18 Æblekage! Jeg spiler begejstret øjnene op og klapper hænderne mod hinanden. Sikke en dejlig overraskelse. Den gode, gammeldags, med æbler fra haven, rasp, makroner og flødeskum. Mormor smiler bredt. Og med hjemmelavet ribsgele som tilbehør. Fuld af iver trækker jeg skålen over til mig og øser en god portion over på tallerkenen. Derefter rækker jeg ud efter glasset med ribsgele og lægger en klat som pynt på toppen af æblekagen. Med skeen i hånden går jeg straks i gang med at indtage kagen. Nøj, hvor smager den godt! Det er jo helt vildt, det smager som en drøm, og så er det oven i købet sundt, med alle de æbler. Æh, måske ikke helt sundt, nu jeg tænker over det, men det smager forrygende, og det er jo det, der er vigtigst! Mormor tager plads på stolen overfor og skænker sig en kop kaffe. Kaffe? Mormor kigger spørgende på mig. Ja tak. Jeg skubber koppen over mod hende og fortsætter med at skovle æblekage ind i munden. Er det æbler fra haven? Mormor nikker og tager en skefuld æblekage over på sin tallerken. Det har været en god æblehøst i år. Mormor har adskillige æbletræer i haven. Hun har altid elsket sin have og nyder gerne en kop kaffe under det store kirsebærtræ eller luger lidt ukrudt. Hvor mange kasser blev det til i år? Mormor er et stort konkurrencemenneske, når det handler om at dyrke de bedste og største afgrøder i forhold til landsbyens andre beboere, og er som regel vinderen. På nær et år, hvor en tilflytter snød og købte grøntsager et andet sted fra, men påstod, han selv havde dyrket afgrøderne, indtil han en dag blev taget på fersk gering af en forbipasserende med bagagerummet stoppet med grøntsager. Så blev han frosset ud af lokalsamfundet og valgte siden hen at fraflytte øen. Det er jeg faktisk ikke helt sikker på. Hun sidder lidt og prøver at regne efter. Gunnar, Henning og Ingrid har også fået nogle æbler, men der er i hvert fald rigeligt med æbler til vinteren. Du kan få en kasse med hjem!

19 19 Gunnar, Henning og Ingrid er nogle af mormors venner, som hun har kendt siden skolen. Det vil jeg gerne. Thorkild sukker dybt i kurven, hvor han tager en velfortjent eftermiddagslur. Hunden har rundet de syv år i foråret. En vidunderlig hund, meget velopdragen, men mormor har også brugt to år på hård træning, hver eneste dag. Sådan er det med gravhunde, hvis man lægger mange timer i opdragelsen, får man en vidunderlig hund, vælger man derimod at slække på opdragelsen, får man til gengæld en møg irriterende hund. Jeg ved, mormor af flere blev frarådet at anskaffe sig en gravhund på grund af dens ry som en stædig hund, men hun valgte gudskelov at fastholde sin beslutning. Mormor nipper forsigtigt til den dampende hede kaffe. Hvordan går det ellers i København? Hun kigger på mig over brillekanten. Travlt. Kunderne strømmer til, hvilket jo er godt. Jeg øser en skefuld mere over på min tallerken, selv om jeg godt kan mærke, at jeg nok burde holde lidt igen. Men? Mormor kigger afventende på mig. Det er tre måneder, siden jeg har haft en fridag. Ikke engang søndagene har jeg haft fri, så nu kan jeg godt mærke, jeg er ved at kør flad. Min krop siger fra. Jeg skubber til æblekagen med skeen. Tre hele måneder Det er jo helt vildt, nu jeg tænker over det. Ikke så sært, jeg har følelsen af at være blevet kørt over af en tromle. Du er nødt til at lære at passe bedre på dig selv. Mormor tager en slurk kaffe og ser mig ind i øjnene med et bedrevidende udtryk i ansigtet. Jeg ved det, jeg ved det. Jeg løfter afværgende hånden. Der er bare så meget hele tiden. Jeg skubber tallerkenen over til siden og sukker dybt. Jeg har altid haft krudt i bagdelen, selv som barn, hvor jeg altid havde gang i et eller andet projekt. Jeg husker tydeligt, at jeg havde en lille frugtbod herude ved vejen, hvor jeg solgte alt godt fra mormors have, jordbær, pærer, blommer og ærter, der hvert år gav en indbringende indtjening. Pengene røg direkte ind på bankkontoen, hvor de kunne få lov til at stå og samle renter. Ikke så sært,

20 20 at jeg er nået så langt. Helt ærligt, jeg har et tocifret millionbeløb på kontoen, det er faktisk godt gået. Jeg sidder og bliver helt høj ved tanken og mærker en pragtfuld følelse sprede sig i hver en celle i kroppen. Jeg rækker ud efter min taske, jeg har sat fra mig på stolen ved siden af, stikker hånden ned og roder rundt, til jeg finder det, jeg søger. Jeg fisker mobilen op af tasken og kaster flygtigt et blik på displayet. Fire ubesvarede opkald! Blodet stiger til mine kinder og fylder dem med varme, og jeg udstøder et tankefuldt lille suk. Normalt har jeg telefonen ved hånden hele tiden og kan godt mærke, at jeg har det svært med at lade den ligge i tasken. Det er lidt af en afvænning, jeg står over for de næste to uger. Faktisk har jeg allermest lyst til at ringe hver enkelt op og hjælpe dem med deres problem, eller hvad det nu er, deres opkald drejede sig om. Jeg har dog været så smart at ændre min mobilsvarer og gjort opmærksom på, at jeg afholder ferie de næste to uger, og henvist til Laura. Jeg lægger mobilen fra mig på bordet, og rækker ud efter termokanden, og hælder en sjat af den varme brune væske oven i den halvkolde kaffe i min kop, og skruer låget forsvarligt til på kanden. Tror du ikke, at I skulle begynde at overveje at ansætte nogle folk til at hjælpe jer? Mormor rejser sig, tager æblekagen og stiller den tilbage i køleskabet. Vi har ansat en assistent her i sommer. Jeg tager en stor sluk af kaffen, som pludselig virker temmelig kraftig i smagen, skærer ansigt og sætter koppen fra mig. Men det hjælper jo ikke så meget, når der bliver ved med at strømme nye kunder til. Lydløst skubber jeg stolen tilbage og tager min kop og tallerken med hen til køkkenvasken. Ikke at vi klager, for det er jo dejligt, at forretningen går strygende. Så må I jo ansætte en mere. Mormor skruer låget af termokanden, hælder det overskydende kaffe ud i vasken og skyller kanden under den varme hane. Jeg ved godt, hvor denne samtale fører hen. Inden længe folder mormor sig ud i det helt store foredrag om sundhed som den helt store forsker, og hvis jeg