Ode til en kat. Nogle positive overvejelser over den apostolske trosbekendelse

Transkript

1 Ode til en kat Nogle positive overvejelser over den apostolske trosbekendelse 1

2 Forsiden er oprindelig en forside til et kirkeblad tegnet af Allan Herrik i

3 Lidt om trosbekendelsens historie Udtrykket den apostolske trosbekendelse kendes vistnok første gang fra et brev, sikkert fra biskop Ambrosius af Milano til pave Siricius fra 390: Lad dem agte apostlenes bekendelse, som den romerske kirke altid har bevaret uplettet. Denne bekendelse, som kaldes den gammelromerske og måske stammer helt tilbage fra det 2. århundrede, var dog ikke helt identisk med den bekendelse, vi bruger i dag, idet der er foretaget en del teologisk og måske poetisk bestemte tilføjelser: Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er født af Helligånden og jomfru Maria, som under Pontius Pilatus er korsfæstet og begravet, tredje dagen genopstået fra de døde, opfaren til himmelen, sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Og på Helligånden, en hellig kirke, syndernes forladelse, kødets opstandelse. I 1. Timoteusbrev, som antagelig er et pseudopaulinsk brev fra begyndelsen af det 2. århundrede skriver forfatteren i kap. 6,12ff: Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør. For Guds ansigt, for ham, som giver alle ting liv, og for Kristus Jesus, som aflagde den gode bekendelse under Pontius Pilatus, byder jeg dig: Hold buddet, uplettet og uangribelig, indtil vor Herre Jesu Kristi tilsynekomst Man kan diskutere udtrykket den gode bekendelse, som jo kunne være trosbekendelsen, selv om det er lidt svært at forestille sig Jesus selv fremsige trosbekendelsen foran Pontius Pilatus. Men hvem ved? Første gang vi støder på den nuværende bekendelse er I skriftet De singulis libris canonicis scarapsus (Uddrag fra enkelte kanoniske bøger) af munken Sct. Pirmius mellem 710 og 714. Karl den Store, der herskede over Frankerriget , sørgede for at denne apostolske bekendelse blev udbredt i riget, og den blev snart gældende i hele den vestlige kristenhed. Bekendelsen brugtes først og 3

4 fremmest ved dåb og præstevielse. Desuden reciteredes den i tidebønnerne. Den anvendtes ikke i gudstjenesten og blev alene brugt i den vestromerske kirke. 1 Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, Himlens og jordens skaber. Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaren til himmelen, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse, og det evige liv. Amen. En senere trosbekendelse, som også er gældende for Den danske Folkekirke, er den nikænske, der blev vedtaget på kirkemøder i Nikæa og Konstantinopel i det 4. og 5. århundrede: Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber. Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlene og blev kød ved Helligånden af jomfru Maria 1 Hentet bl.a. fra 4

5 og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredjedagen ifølge Skrifterne og opfor til Himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som æres og tilbedes med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv. I Danmark fortrængte den apostolske trosbekendelse den nikænske i begyndelsen af 1800-tallet og kom til at spille en fremtrædende rolle ved gudstjenesten sammen med den gamle forsagelse som indledning: Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Forsagelsen findes bl.a. i biskop Kyril af Jerusalems dåbsforordning fra det 4. århundrede, hvor kandidaterne tog opstilling udenfor kirken med ansigtet vendt mod vest, Egypten(slavekår), solnedgangen og dødsriget og forsagede Satan, inden de blev omvendt og ført ind i kirken mod øst, solopgangen og Paradisets nye liv til dåb og trosbekendelse. 2 Forsagelsen før trosbekendelsen er et særligt grundtvigsk fænomen, der er slået an her til lands, men ikke andre steder, og jeg synes egentlig ikke rigtig, den passer. Den synes at falde for banalitetskriteriet det siger sig selv, at vi forsager den onde djævel og dermed forfladiger den på en måde hele bekendelsen til en intetsigende, banal børneremse. Anderledes saft og kraft ville der være i forsagelsen, hvis den gjaldt kejseren, templet eller verden (altid forstået som magtens verden(civilisationen)), men det er jo ikke så pænt, selv om jeg har en begrundet mistanke om, at det kunne have været en oprindelig formulering. Fremhævelsen af den apostolske trosbekendelse skyldtes først og fremmest N.F.S. Grundtvigs indflydelse og hans mageløse opdagelse af trosbekendelsen, som han på et tidspunkt mente, stammede direkte fra Jesus selv. Det kan man måske diskutere, men 2 Se Karen Armstrong: Sagen Gud s. 122ff. 5

6 med mit kendskab til trosbekendelsen kan jeg levende sætte mig ind i hans begejstring. Grundtvig opdagede, at trosbekendelsen i gudstjenestens fællesskab omkring bordet og badet (nadver og dåb) var det urokkelige grundlag, menigheden skulle bygge på, nu hvor den rationalistiske teologi havde sået berettiget tvivl om Bibelens bogstavelige autoritet. Grundtvigs opdagelse af trosbekendelsen har haft og har stadigvæk stor betydning for dansk kirkeliv, men det er også mit indtryk, at trosbekendelsen i vore dage er noget undervurderet blandt medlemmerne af folkekirken. Måske fordi mange har skullet lære den udenad som konfirmander, hvilket sjældent fremmer forståelsen, men nok mest fordi den med rette er blevet opfattet som et manifest for de indviede en form for kontraktlig forpligtelse i forhold til kirken og måske også i forhold til Gud. Når jeg siger med rette, er det fordi, bekendelsen af troen fra starten er blevet brugt som adgangsbillet til og kendemærke på menighedens eksklusive fællesskab og stadig bruges som tilspørgsel og dermed betingelse for indvielsen ved dåben. Det er den, der spørges til, når det skal afgøres, om man er rettroende, og det skal det åbenbart ofte. Men at bruge trosbekendelsen som våben i kampen om den rette tro, svarer nogenlunde til at ville slå hinanden ihjel med roser. Kan man stille betingelser for dåben i form af den tro, som vi ellers betragter som en fri gave? Og kan fremsigelsen af trosbekendelsen gælde som en form for juridisk bindende edsaflæggelse og endnu værre som afsondring fra de såkaldt vantro? Et skræmmende eksempel herpå var dommen over præsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøll, der i 2003 havde chokeret store dele af dansk og udenlandsk kirkeliv med sine offentlige udtalelser om, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud. 60 % af den danske præstestand ønskede angiveligt Grosbøll ud af kirken, og de kirkelige myndigheder antog enevældige og til tider farceagtige træk i deres behandling af sagen. Grosbøll måtte i al offentlighed stå skoleret overfor biskoppen i Roskilde og fremsige trosbekendelsen! Således ydmygede og marginaliserede Den danske Folkekirke anno 2003 den frie teologiske tanke. Dét var det chokerende i den sag ikke Grosbølls spændende og nødvendige opgør med oplysningstidens bastante gudsforestilling. 3 Dertil kommer, at trosbekendelsen ofte nok er blevet opfattet bogstaveligt eller som en antagelse af givne fakta, hvilket har fået en del moderne mennesker til at vende sig fra den og fra kirken nogle gange endda med en slet skjult foragt. Og det er egentlig både synd 3 Grosbøll skrev i 2003 bogen En sten i skoen, og i 2004 udkom hans prædikensamling Til Sagen. I 2009 udsendte han Ugudelige prædikener. Alle bøger på ANIS. 6

7 og skam og efter min mening også lidt uretfærdigt, om end forståeligt nok. Mere herom senere. Mit eget kendskab stammer tilbage fra min tidligste barndom i skole, hjem og kirke, hvor trosbekendelsen altid spillede en rolle, og så er jeg historisk-kritisk teolog og har som præst gennem 28 år fremsagt trosbekendelsen offentligt flere tusind gange i forbindelse med gudstjenester og kirkelige handlinger. Men det er især i de senere år, trosbekendelsens dybe og provokerende poesi har bevæget mig. Ikke mindst skylder jeg den østrigsk-amerikanske psykolog og benediktinermunk, David Steindl-Rast tak for hans gennemgang af trosbekendelsen i bogen Deeper Than Words fra 2010, 4 hvor han har sat ord på mange af de tanker, jeg selv har gået og tumlet med gennem årene. Men jeg står også i gæld til mange andre, der har kæmpet med nyformuleringer af kristendommen bl.a. religionshistorikeren Karen Armstrong, teologiprofessor Marcus Borg, biskop J.S. Spong og teologiprofessor J.D. Crossan og ikke mindst da til den sære rødbrogede kat, der lever omkring vores hus. Svanninge Bakker juli Jeg har oversat bogen til dansk, men den anses tilsyneladende ikke for egnet til udgivelse. Det gav anledning til lidt ærgrelse, men også til nærværende skrift. 7

8 Indledning For nogen tid siden stod der en tilløben kat udenfor vores dør. Køn var den sandt for dyden ikke med sine tilfældigt spredte røde og hvide aftegninger, og kær var den heller ikke, skulle det vise sig. Jeg har haft en del katte i mit liv. Den første faldt ned fra himlen eller taget var det vel da jeg var barn. En gråstribet killing, der fik navnet Kikkemis og blev min, og i nogle år var vi sammen om alt. Den lå hos mig om natten og suttede på min flip måske fordi den selv var blevet forladt som lille. Vi gav hinanden tryghed og glæde i en barsk verden. Men alle kattene har haft det til fælles, at vi havde en form for gensidigt forhold aldrig som min første kat, men alligevel. Det var sjovt eller rart at være sammen med dem, fordi de så at sige udviste menneskelige træk i deres leg eller kælenhed. Det gør denne kat ikke. Den er aldeles uden for menneskelig rækkevidde. Hver gang vi nærmer os, hvæser den, og forleden rev den mig på hånden, da jeg prøvede at ae den. Og det på trods af, at vi gennem snart et år har fodret den dagligt med den allerfineste kattemad. På trods af vores imødekommende og yderst venlige og ikke mindst gæstfri holdning. Vi anser den for at være sindssyg i middelsvær grad. Sådan skal en kat ikke være synes vi. Det, vi er mest fortørnede over, er dens totale mangel på taknemmelighed. I stedet for at spinde og gnide sig kælent op ad vores ben, når vi kommer med de mest udsøgte retter, hvæser den ad os og slår ud efter den hånd, der fodrer den. Skøre kat. På et tidspunkt bliver vi vel så trætte af den, at vi overlader den til sin egen skæbne, hvis vi da ikke ligefrem får den skudt. Det er selvfølgelig en mulighed, men nu kan man jo anskue kattens opførsel forskelligt. Som dødirriterende og utaknemmelig eller måske i virkeligheden som ærlig og redelig. Den opfører sig som en normal vildkat ville gøre - en kat der nægter at lade sig domesticere som så mange af sine artsfæller. Kom mig ikke for nær! Måske irriteres vi på den, netop fordi vi ikke kan gøre den tam og sød gøre den til vores, men den gør jo bare, hvad den skal og er sig selv. Den tigger ikke som andre domesticerede katte med ynkelige mjav, men den sidder og venter tålmodigt på sit måltid udenfor vinduet. Kommer det ikke, går den sin vej. Til gengæld for mad fanger den en del mus omkring huset, og det er vi jo taknemmelige for. Måske er jeg i virkeligheden bare misundelig på vildkattens måde at være på, omend den forekommer mig lidt ensom i sin ophøjede, hvæsende frihed. For af en eller anden grund får den mig til 8

9 at overveje mit gudsforhold og dermed mit forhold til mine medmennesker og til mig selv. For man kunne jo godt vove det spørgsmål, om den Gud, vi beder til og bekender os til tror på, som det hedder - ønsker domesticerede (søde) mennesker, der viser deres taknemmelighed mod og afhængighed af deres herre - f.eks. gennem lovprisning, bekendelse og bøn, sådan som det vel er tilfældet for de fleste såkaldt religiøse mennesker - eller om den Gud, Jesus forkynder i modsætning til religionen - i virkeligheden ønsker sig frie vilde mennesker, der som katten bare gør, hvad de skal? Mennesker, der bare lever ærligt og redeligt? 5 Hvis jeg opfatter mig selv som afhængig af eller underlagt en eller anden herre, så lever jeg på en anden måde, end hvis jeg opfatter mig selv som et frit og uafhængigt menneske. Jeg lever så at sige med en form for skyldighed overfor denne højere instans, som jeg i det mindste skylder respekt, men også lydighed og hengivenhed. Jeg tror, mange mennesker opfatter deres gudsforhold som sådan - og sådan opfatter de fleste mennesker vel også deres forhold til deres forskellige herrer. Det er i hvert fald, hvad det hierarkisk opbyggede samfund gerne ser, og hvad mange religioner derfor også handler om. At elske Gud og næsten opfattes på den måde som en skyldighed. Som et herre-tjener forhold, hvor tjenerne skylder deres ophav eller herrer alt og derfor forventes at vise denne skyldighed i form af æresbevisninger og taknemmelighed og et liv i overensstemmelse hermed heraf betegnelsen gudstjeneste. Præcis det, som katten pure nægter. Og så tænker jeg jo på mit eget liv, som i langt højere grad minder om et hundeliv end vildkattens liv. Denne evige trang til at gøre Gud og hvermand tilpas denne evige søgen efter anerkendelse efter at være god nok. Denne logren og smilen og nikken i en evig jagt på at stå sig godt og have gode relationer. Er det ikke det, vi ser omkring os fra politikernes kunstigt tillærte, diplomatiske og evigt smilende optræden i medierne over menighedens ritualiserede sukkende knæfald for den kære og søde Gud til vores egen fjendtlighed mod de andre dem udenfor? Og jeg tænker på, at det er det, vi fra første færd opdrages til med pisk og gulerod opdrages til at opgive vort selv, så vi kan blive gode og lovlydige samfundsborgere. Grenen skal bøjes, mens den er ung, som det lutherske opdragelsesmantra lød for ikke så længe siden. For det rene menneske er så fuldt af synd og fordærv og vildskab, at det helst skal smides ud med dåbsvandet. Men er det rigtigt, at vi er født vilde og først gen- 5 Tænk på evangeliernes mange advarsler mod det religiøse hykleri f.eks. i Bjergprædikenen (Matt. kap. 6) og se senere om Fadervor. 9

10 nem opdragelsen kan gøre os håb om at blive menneskelige? Eller er det i virkeligheden opdragelsens og religionens indlæring i forstillelse, hykleri og løgn, der gør os til umennesker? Naturligvis i den bedste mening. Sæt nu, at jeg ikke opfatter mig selv som afhængig eller skyldig? Hvis jeg så at sige opfatter mig selv som u-skyldig? Hvis jeg nu har den opfattelse, at livet nok er Guds gave, men en fri gave i den forstand, at den ikke kræver noget til gengæld? Heller ikke denne velopdragne og skyldige taknemmelighed, som jeg bør vise Gud og hvermand? Denne evindelige høflighed, vi opdrages til, og som typisk nok betyder det, som passer sig ved hoffet. Dette spind af skrevne og uskrevne regler for, hvad man bør og ikke bør som et ordentligt menneske. Hvad nu, hvis jeg blot tør være mig selv, som jeg nu er med en selvfølgelig ret til det liv, jeg har fået en ret, jeg ikke først skal gøre mig fortjent til gennem mere eller mindre korrupt eller halelogrende adfærd? Hvad nu, hvis jeg ikke vil finde mig i at skulle bukke og skrabe mig til det liv, Gud allerede har givet mig? Ja, populær bliver man i hvert fald ikke - hverken som kat eller som menneske. Man bliver heller ikke taget alvorligt, og da slet ikke som kristen, for de fleste opfatter vel kristendommen som én stor skyldighed én stor taknemmelighedsgæld mod den Jesus, der ofrede sit liv for mig, 6 og på et eller andet tidspunkt vil man vel få en diagnose eller ligefrem blive korsfæstet. I hvert fald falder man fuldstændig udenfor fællesskabet som den sært uhøflige kat, og ensomheden lurer om hjørnet. Det er åbenbart ikke nok at være sig selv nok. Eller er det? Hvad var det i virkeligheden, Jesus kæmpede og døde for? Tag nu ikke fejl. For selvfølgelig findes der en ægte og stærk følelse af taknemmelighed, som man får lyst til at udfolde i glæde og gengæld f.eks. overfor kærligheden, men man kan aldrig skylde eller forordne taknemmelighed så at sige. Ægte taknemmelighed kan kun komme indefra aldrig udefra, som når jeg som barn blev tvunget til at sige tak til Gud og hvermand for mad og gaver og hjem og opvækst og jeg ved ikke hvad. Husk at sige pænt tak! Husk at bede pænt husk at være ydmyg og taknemmelig for alting. Måske ikke så underligt, at jeg begyndte at stjæle i Brugsen. Skal jeg være skyldig, så lad mig være det ordentligt. For det meste af det, vi opdrages til at være taknemmelige for manglede jo bare. Det manglede da bare, at jeg fik en god og tryg opvækst og mad hver dag og gaver til jul og fødselsdag. Det mangle- 6 Se senere under afsnittet om Jesus. Karen Blixen siges at have ytret til udsagnet om, at Jesus havde givet sit liv for hende: Nej, tak, det skal De endelig ikke gøre. 10

11 de da bare, at jeg har et sted og et fællesskab i familien og i landet, som jeg kan være en del af. Eller for at sætte sagen på spidsen: det manglede da bare, at samaritaneren hjalp den døende mand i grøften og ikke gik forbi som de hellige, der i lignelsen udstilles som perverse i al deres hellighed. 7 Næstekærlighed og medmenneskelighed og barmhjertighed er ikke de store og dybe og enestående tilkæmpede følelser, vi udråber dem til de er det naturlige og jeg vil mene medfødt menneskelige, som da bare manglede. 8 Vi er som mennesker så at sige beregnet eller skabt til at tage os af hinanden, og når vi alligevel kan finde på ikke at gøre det, skyldes det bl.a. de sære forkvaklede købmandsovervejelser om, hvorvidt det nu kan betale sig for mig. Vi sætter så at sige hele det kalkulerende apparat i gang, inden vi handler eller som regel undlader at handle. Og dette apparat er efter min mening ikke medfødt det er en tillært konstruktion. Ligesom den tillærte taknemmelighed er det. Det handler i grunden om, hvordan jeg bedst kommer frem i verden. 9 Hvordan jeg gennem ydmyg taknemmelighed og skyldighed er med til at styrke mine eksklusive fællesskaber i hjem, samfund og kirke og dermed i sidste ende mig selv. 10 Trosbekendelsen handler i høj grad om fællesskab - om hjemlighed i forhold til Gud og mennesker og den kan sagtens opfattes som en form for troskabsed og kærlighedserklæring til den bestemte hjemlige kreds, som fremsiger den sammen: Vi er de sande troende. På den måde kan trosbekendelsen som ingenting bruges til at afsondre sig fra de andre med fra dem, der ikke tror som os og dermed indhylle os i et trygt og eksklusivt trosfællesskab. Men trosbekendelsen advarer samtidig imod enhver form for eksklusivitet mod dem-og-os tankegangen, som er så besnærende. Den advarer mod at gøre billederne på fællesskabet til andet og mere end billeder. Vi må ikke ophøje f.eks. familien eller fædrelandet eller vores særlige kirkesamfund til guddommelighed, for så går det galt, så herligt identitetsskabende det end kan forekomme. Så mister vi selve pointen i trosbekendelsen ja, i menneskelivet. 11 Når vi kalder 7 Luk 10,33ff 8 K.E. Løgstrup var inde på tanken med sin beskrivelse bl.a. i bogen Norm og Spontaneitet fra af de såkaldt suveræne livsytringer som barmhjertighed, tillid, åbenhed osv. Det er dem, der kommer først, men som eftertanken ofte tilbageviser. 9 Husk på Abrahamsons berømte digt: Min søn, om du vil i verden frem, så buk! 10 Se senere om forholdet mellem eros og agape. 11 Jesus advarer stærkt imod de eksklusive fællesskaber i familien, samfundet og i religionen se f.eks. Matt. 10,37: Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. 11

12 Gud far, betyder det ikke, at far er Gud. Det fællesskab, trosbekendelsen - og dermed kristendommen - handler om, er et universelt fællesskab blandt alle mennesker, og det betyder igen, at de eksklusive fællesskaber, vi selv er dele af i familien og fædrelandet og menigheden så at sige taber terræn i forhold til noget andet. Det er måske derfor, det oprindeligt hed: Jeg tror og ikke Vi tror, som vi plejer at sige i kirken. Fordi trosbekendelsen ikke vil tages til indtægt for vore egne etablerede fællesskaber. Mere om det senere. Døm mig nu ikke for hårdt. Kærligheden til min elskede og til familien og til fædrelandet er kommet for at blive. Det er noget af det bedste, vi ved, og for så vidt kan jeg, hvis jeg ellers turde, dø for både det ene og det andet, om så det gælder, hvis jeg elleres er romantisk eller patriotisk nok. Det ligger jo også i selve kærlighedens væsen. Virkeligt elske kan man vel kun til døden os skiller, som bryllupsritualet så smukt siger det. Men det betyder ikke, at denne form for eksklusiv kærlighed dermed også er identisk med Guds rige eller med Gud i ordets egentlige betydning. Den eksklusive kærlighed, vi dyrker, er kun en forsmag på den kærlighed, vi kalder Gud. Selv det bedste, vi ved, peger hen på noget endnu større, og giver os en anelse om noget fuldkomment absolut eller evigt. Det, trosbekendelsen kalder Gud er altså noget mere end det, de fleste vil anse for det størst tænkelige, nemlig den hjemlighed, som fællesskabet omkring familien og samfundet og måske religionen giver os. Men alle disse fællesskaber har det ved sig, at det på en eller anden måde er relative og begrænset af tid og rum begrænset til den eller det, jeg nu lige elsker, men ind i og omkring det relative fletter og føjer sig det absolutte det, som vi kun kan ane og aldrig helt begribe med vores begrænsede intellekt, selv om det er fuldt og helt til stede her og nu og altså ikke afventer en eller anden salighed efter dette begrænsede liv. Menneskelivet er altså større end som så. Det er derfor trosbekendelsen på sin egen sublime måde forsøger at sprænge rammerne for vores allermest indgroede opfattelser af tilværelsen, sådan som evangelierne også forsøger det med deres beskrivelse af et menneske, der gik langt ud over det menneskelige i normal forstand - ikke mindst hvad kærlighed og fællesskab angår. Evangeliet sender ligesom en føler ind i vore dybeste og mest bortgemte og måske endda forbudte hjertekamre for dér at vinde gehør for det virkeligt guddommelige og virkeligt menneskelige, og det er som sådan, man bør lytte til det og til trosbekendelsen og ikke som vi plejer, når vi kun lytter efter det, der bekræfter os i vore tillærte fordomme - hvis 12

13 vi da overhovedet lytter. Den gamle surdej må ud, så det nye kan komme til. 12 Dette grænseløse mere skildres ofte mystisk som et overnaturligt mirakel af den ene eller anden art (jomfrufødsel, opstandelse, himmelfart osv.) eller som et liv efter døden, hvor kun det gode i livet er tilbage, men også dette er billeder på en særdeles nærværende eller i evangeliets sprog: evig virkelighed. Og som nævnt skal man være varsom med at gøre billeder på det guddommelige til selve det guddommelige, for så størkner forståelsen på halvvejen. De gamle kaldte det ligefrem afgudsdyrkelse, når vi således skabte Gud eller Guds rige i vort eget idealbillede. Evangeliet er altså noget andet og mere end en bekræftelse på samfundets indoktrinerede idealer bl.a. om fællesskab og kærlighed og dermed også om religion i gængs forstand. Det er også noget andet og meget mere end en guddommelig bevissamling af overnaturlige hændelser, der skal få os til at falde på vore ansigter og tabe både næse og mund af benovelse. 13 I 1. Kor. 13 forsøger Paulus at beskrive dette mere som den ubegrænsede og ubetingede, gådefulde kærlighed (agape), vi kun kan se stykkevis som i et tåget spejlbillede, men som vi ikke for alvor kan leve foruden. Den kærlighed, vi kender og praktiserer (eros), er i virkeligheden kærlighed til os selv og vores selvrealisering, men den virkelige kærlighed søger ikke sit eget og den ophører aldrig. Trosbekendelsen er for mig at se så lidt som kristendommen i øvrigt en form for erklæret mirakeltro ikke udover det fantastiske mirakel, at livet overhovedet er til. Jeg tror ikke på det såkaldt overnaturlige og slet ikke som bevisførelse for det guddommeliges indgriben i verden. Det mirakuløse er for mig et billedsprog, der søger at beskrive det ekstraordinære eller det sandt menneskelige et fremragende og særdeles levende sprog, der ofte bruges i dagligdagen, uden at billederne derfor tages bogstaveligt. Mange gør det alligevel ikke mindst i religiøs sammenhæng - som udtryk for forståelig ønsketænkning eller sand fortvivlelse, men det er farligt at leve på en forventning om det mirakuløse sådan rent bogstaveligt som brud på naturlovene for man risikerer at drømme sig væk fra og dermed gå glip af kampen for det virkelige, ganske jordbundne og konkrete menneskeliv at gå glip af nuet og evnen til at elske livet, som det er, fordi man hele tiden lever i håbet om en bedre fremtid eller om et saligt liv på den anden side. Og bitterheden er til at tage Kor. 5,6ff 13 Ikke mindst Den katolske Kirke tager mirakler meget alvorligt og sender jævnligt gejstlige kommissioner ud for at efterprøve påståede miraklers troværdighed. 13

14 og føle på, når det forventede mirakel udebliver, hvad det jo altid gør. Er dette konkrete liv fra fødsel til død ikke godt nok? kunne man spørge. Skal der virkelig mirakler til, for at gøre menneskelivet acceptabelt? Så man kan elske livet? 14 Det er en stor skam, at opfattelsen af de såkaldt hellige tekster (især Bibelen og Koranen) ikke mindst i løbet af det 20. århundrede er blevet knyttet i den grad til en bogstavelig og færdig tolkning, at troen som sådan opfattes som en bastant tro på det overnaturlige. Fundamentalismen oprindeligt et amerikansk fænomen fra slutningen af 1800-tallet - som har spillet og spiller en stor rolle i de tre bogreligioner kristendom, jødedom og islam er i allerhøjeste grad blevet brugt som identifikationsfaktor for de sande troende dvs. dem, der tog Skriftens ord bogstaveligt læs: alvorligt. Parret med en til tider aggressiv intolerance har denne identifikation trukket et blodigt spor op gennem det 20. og 21. århundrede i alle tre religioner. Jeg vil påstå det omvendte: Man kan umuligt tage Skriften alvorligt, hvis man reducerer den til en beretning om rent faktuelle begivenheder eller for så vidt til juridisk bindende og eviggyldige lovtekster. Læg mærke til, hvordan mange autoriserede bibeludgaver er trykt netop som officielle beretninger eller lovbekendtgørelser i to velordnede kolonner. Sådan ville man næppe udgive en digtsamling. 15 Skriften er skrevet af mennesker i et mytisk/poetisk sprog, som man står sig ved at tage dybt alvorligt, for det er det eneste sprog, vi har, der kommer i nærheden af at udtrykke de dybeste sandheder om vores uudgrundelige menneskeliv sandheder som vi til enhver tid arbejder på at fortolke og nyformulere. Hvis vi mener, at vi er færdige med det arbejde, fordi vi én gang for alle har formuleret den endelige sandhed, dør vi som mennesker og forstener som samfund. 16 Det sidste ord om Gud og om menneskelivet er endnu ikke sagt og bliver det Gud ske lov aldrig. Tro i trosbekendelsens betydning må aldrig forveksles med antagelse (det skal nok passe) eller overbevisning. Den videnskabelige metode, som er vældig god for videnskaben, er desværre ofte siden oplysningstiden blevet overført til det åndelige eller hjertelige liv med katastrofale konsekvenser til følge. Så kommer det hele til at 14 Spørgsmålet gentages senere i afsnittet om det evige liv. 15 Lidt på samme måde som når jeg selv forsøger at give denne bog en vis videnskabelig troværdighed gennem en overdreven brug af fodnoter. 16 Skræmmende eksempler herpå er de jødiske og muslimske og såmænd også kristne såkaldt ortodokse (rettroende) eller islamistiske bevægelser, der med vold og magt søger at gennemføre deres rædselsregimer under henvisning til Guds lov. 14

15 handle om definitioner - om hvorvidt ubeviselige påstande er rigtige eller forkerte efter min (vores) mening om Gud er til om Jesus gik på vandet om Helligåndens gerning - men det har selvsagt intet med hjertets tillid at gøre. Til gengæld kan det næsten ikke undgå at føre til had og krig og vold, når alle partout skal være enige om den samme en gang for alle vedtagne definition. Når menneskehjertets tro bliver fordrejet til den ene rette overbevisning. Dette fremgår i øvrigt også af trosbekendelsen, som vi skal se senere. Trosbekendelsen er opbygget trinitarisk dvs. ud fra den opfattelse, at Gud som sådan er utilgængelig og skjult for mennesker, men at vi gennem jøden Jesus, som de kaldte Kristus, og i kraft af Helligånden kan få et unikt indblik i Guds væsen og dermed i meningen med vores menneskeliv. Det, som vi i vores kultur kalder Gud, er den mening med livet, alle mennesker længes efter, og tro på Gud er bl.a. hjertelig tillid til, at vores længsel også bliver opfyldt at vi så at sige oplever os selv som dele af den dybe, hjemlige sammenhæng, vi kalder Gud. Jesus er formidlet til os gennem den jødiske Bibels ord, men hvis ord skal skabe liv og begejstre, må de gøres levende, og det er det, man kalder Helligåndens værk. Sagt på en anden måde: Det, vi her hos os ved om Gud og dermed om os selv - ved vi fra Bibelen, som også er kilde til trosbekendelsen, men når vi siger, at vi af hjertet tror på den Gud, så er det på grundlag af en forbindelse, der er større og dybere end ord og menneskelig visdom. Ord kan måske overbevise, men der skal mere end ord til for at skabe tro. Som nævnt skal der livserfaring og hjertets samtykke til, men der skal mere til endnu. Det er dette mere, som kristne kalder og sjovt nok også personificerer som Gud Helligånd. Denne dybe følelse af hjemlighed og genkendelighed i det, der bliver sagt. Trosbekendelsens tre led udtrykker alle den samme ene tro på Gud blot med forskellige ord, som når man siger: Jeg nyder hverdagen, dens gentagelse og dens gøremål. Hverdagen er gentagelse og gøremål. Gentagelse og gøremål er hverdagen. Mysteriet om treenigheden er lige så gammelt som kirken selv. 17 Det var åbenbart vigtigt, at Jesus ikke blot fornuftigvis blev opfattet som Guds profet eller et særligt stort menneske, men som udtryk for Guds eget væsen, så at sige. Guds søn. I den mystiske forklarelse på bjerget i Mark. 9,2-8 optræder Jesus sammen med Moses og Elias, de to store fra Det gamle Testamente, og her udpeger Gud selv Jesus som sin elskede søn overfor de skrækslagne disciple. 17 Treheden findes allerede i Matthæusevangeliet, der vel stammer fra 80 erne, i den såkaldte missionsbefaling: idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (Matt. 28,19). 15

16 Det var den uudsigelige og utilnærmelige jødiske Gud selv, der blev menneske i Jesus fra Nazareth i kraft af Helligånden. Det er inkarnationens store omvæltende og dybt provokerende mysterium, som den rene fornuft til enhver tid må forkaste. 18 Betegnelsen trosbekendelse er vistnok egentlig et juridisk udtryk mere end et poetisk. Bekendelse kan jo betyde forskelligt. Min mormor skulle bekende, når hun sad og spillede Bridge med sine døtre det vil sige bekende eller indrømme, at hun havde den kulør, som blev spillet, hvilket hun ikke altid huskede på sine gamle dage. Som barn skulle jeg gå til bekendelse, det vil sige indrømme, at jeg havde lavet ulykker. Jeg skulle så at sige bekende mine synder. Men kan man indrømme en tro? Måske i forfølgelsestider, hvor det at være kristen kunne betyde døden, og hvor man ligefrem blev anklaget for at være det, men måske benægtede, indtil man endelig måtte indrømme. Vendingen det kan du ikke være bekendt siger ligeud, at det er for dårligt det kan du ikke stå inde for. At være noget (eller nogen) bekendt betyder vel egentlig at være kendt med at være fælles med, så det, jeg bekender, er en del af min person. Så måske kan man sige, at min trosbekendelse er et udtryk for, at jeg godt vil være Jesus og det, han står inde for, bekendt. Men kan jeg være Gud bekendt? Eller Jesus? Er det ikke snarere omvendt? Kan Gud være mig bekendt? Apostlen Peter ville ikke være Jesus bekendt, dengang han benægtede, at han kendte ham 19 endda efter at have bekendt Jesus som Kristus, den levende Guds søn 20. Til gengæld ville Jesus godt være Peter bekendt alligevel. 21 For Gud er ikke kun Gud for de rette troende eller bekendende. Gud tror på mennesket slet og ret. Hvis man kan sige det på den måde. Gud skabte mennesket og så, at det var godt. 22 Eller som evangeliet siger det: Gud lader jo sin sol skinne på onde og gode og sin regn falde på retfærdige og uretfærdige. 23 Men bekendelse kan vel også bare betyde en offentlig erklæring. Man bekender sig officielt til dette eller hint, og det er vel sådan, de fleste opfatter trosbekendelsen. Som en erklæring højtideligt aflagt ved dåben og konfirmationen, hvor den opfattes som betingelse for at kunne indgå i fællesskabet eller blot fremsagt eller 18 En glimrende indføring i treenighedens mystiske univers findes i Karen Armstrong: Sagen Gud, Anis Mark.14,66ff 20 Mark. 8,29 21 Joh. 21,15ff Mos.1,31 23 Matt. 5,45 16

17 sunget i fællesskab ved gudstjenesten med den lille ændring af jeg til vi vi står sammen om den fælles bekendelse. Begge dele kan diskuteres, hvad det også er blevet. For både bekendelsen som betingelse for optagelse og at ændre jeg til vi markerer på en måde den samme eksklusivitet: Det er den trosbekendende kristne, der er den rette, så at sige, men som sagt kan man ikke være rettroende overfor Gud kun overfor sit eget eksklusive fællesskab. Der går loge i det, hvilket burde være uforeneligt med den hellige almindelige kirke, som vi skal se senere. I det følgende vil jeg forsøge at nærme mig trosbekendelsen ud fra en mere poetisk tilgang. Mest fordi jeg tror på trosbekendelsen, så at sige jeg tror, der er meget mere i den end juridiske statements for de indviede eller for den sags skyld en række definitioner af den rette tro meget meget mere. Jeg gør mig ingen illusioner om at levere en udtømmende fortolkning, men jeg prøver at kradse lidt i overfladen ud fra min teologi og min livserfaring. For mig er trosbekendelsen et forsøg på at løse den umulige opgave at udtrykke det uudsigelige i ord, hvilket bl.a. fremgår af en overdreven brug af paradokser. Næppe er en sætning færdig, før den modsiges af den næste. Næppe har vi svunget os op i de poetiske og åndelige højder med guddommelig undfangelse og mirakuløs fødsel, før vi lander med et brag på Golgata. På den måde nærmer den sig mystikken, som er den redningsplanke, vi har til rådighed, når ord og tanker ikke slår til, og måske endda forplumrer det, vi egentlig ville udtrykke. Gud er almægtig ja, for han er vores far. Jesus er Guds søn ja, for han er født af Maria. Jesus er død ja, han lever. Han er nedfaren til dødsriget ja, han er opfaren til himmels. Kirken er hellig ja, for den er almindelig. Selve opbygningen af trosbekendelsen i det trinitariske Fader, Søn og Helligånd bygger på en mystisk selvmodsigelse: Gud er én ja, for han er tre. Som et mytisk sindbillede på sindet, der nok er ét, men som lever i en treklang mellem hukommelse, fornuft og vilje (kærlighed), som Augustin siger. Eller som Østens mystikere formulerer treklangen mellem ord, forståelse og stilhed, der hver for sig føder hinanden i en evig uudgrundelig runddans. Når jeg tror på trosbekendelsen, indebærer det selvfølgelig også, at jeg tager den for givet Jeg skal ikke rette noget eller ændre noget til det bedre eller mere spiselige, sådan som det ellers er blevet moderne måske bortset fra enkelte ord i oversættelsen. Jeg opfatter trosbekendelsen som en kostbar gave fra livet selv måske en af de største. Og selvfølgelig har den det som alle andre gaver 17

18 den skal åbnes. Ikke med skepsis, mistro eller bedrevidende foragt, men med barnlig, glædelig forventning. Så lad os forsigtigt løsne båndet. 18

19 Credo Jeg tror! At kunne sige det er vel noget af det største og smukkeste, et menneske kan udtrykke. Jeg tror! Det vil jo sige, at jeg hengiver mig i dyb tillid til noget udenfor mig selv. Erkender mig selv som en del af noget mere et fællesskab - og lægger mit liv i dets hænder. At tro er måske det modsatte ikke af tvivl, men af selvoptagethed - at tro udelukkende på sig selv, som John Lennon synger i sangen God : I just believe in me. Derfor er tro meget nært forbundet med at elske. Det latinske credo (jeg tror), som indleder trosbekendelsen på originalsproget, er sammensat af cor (hjerte) og do (jeg giver). Jeg giver mit hjerte det vil sige, at mit liv ikke blot afhænger af mig selv, men af den eller det, jeg giver mit hjerte til. Og at erklære sin tro eller bekende sin tro er altså en form for kærlighedserklæring til noget andet og mere end blot mig selv: Her er jeg, men se lige, hvad jeg er med i. Jeg er her ikke blot for at overleve så godt og længe som muligt, 24 men jeg er her også for at give mit guddommelige fællesskab genlyd. Det er min konklusion på den erfaring, jeg får ved at betragte og leve livet. Det er det, som er skabelsens mening: at give mit guddommelige fællesskab genlyd. Det er mit ansvar så at sige, mit svar på livets gave. Jeg ser det i naturen 25 herunder hos katten - som er én stor genlyd af det guddommelige, i form af spiring, vækst, modenhed og død, og jeg ser det, når mennesker udlever deres bestemmelse. Det gør godt. Og det gør ondt, når det ikke sker. Jeg ved godt, at hvis man så at sige afidylliserer naturen, åbner der sig en barsk barsk verden med tænder, klør og blod i stride strømme i en stadig kamp for at overleve. Men sådan er naturens orden nu engang. Menneskelivets orden er til gengæld ganske anderledes, og det er en fatal fejltagelse at overføre naturens orden på samfundslivet og dermed legitimere den stærkestes ret. Tanken dukker nu og da op i visse kredse. På mit nuværende livsstadium udspringer min tro altså mere af min erfaring end af den overleverede trosbekendelse. Eller man kan måske sige, at trosbekendelsen bekræftes af min egen erfaring, og dermed bliver overleveringens formuleringer og billeder mine formuleringer og billeder. Mit hjerte genkender, nikker og samtyk- 24 Som det hedder i omkvædet til min yndlingsjulesalme Lad det klinge sødt i sky: Født er Herren af en mø, og vi ej fødes til at dø. Den danske Salmebog 2002 nr Som H.A. Brorson gør det i sin salme: Op al den ting, som Gud har gjort. Den danske Salmebog 2002 nr

20 ker. Tro kan ikke læres. Hvis ikke der er en hjertelig klangbund, er trosbekendelsen blot en remse af døde bogstaver. Da jeg var spæd, gav mit liv guddommelig genlyd uden at jeg vidste det selv jeg var en ubevidst del af Gud så at sige. Jeg levede fuldt og helt. Måske er det det, Jesus taler om, når han i Mark. 10,14f påstår, at hvis ikke vi bliver som spædbørn, kommer vi slet ikke ind i Guds rige. Vi bruger citatet ved barnedåben og måske som begrundelse for samme, men giver det mening at spørge virkeligt troende spædbørn, om de tror, sådan som vi gør det ved barnedåben? Men som jeg voksede op blev jeg på grund af min tiltagende selvbevidsthed nødt til at sætte mig udenfor det guddommelige liv for at betragte det og dermed erfare og erkende det. Den rene væren og hvilen i Gud fortonede sig mere og mere og blev til små glimt, og livet blev kompliceret gennem opdragelsens skyldbetonede og konsekvensberegnende vejledning i ret social adfærd og de deraf følgende anstrengelser på at undgå dommen og straffen. Jeg spiste af kundskabens træ og opdagede mig selv 26 i en dybt kompliceret sammenhæng med andre og for så vidt også med Gud, og resten af mit liv har været præget af længsel efter at komme hjem til min barndoms tabte genlyd. 27 Et af midlerne hertil er religionen eller troen, om man vil. Denne møjsommelige vandring ud og hjem hører, så vidt jeg kan skønne med til ethvert menneskes liv. Som sådan er troen universel. Den gælder alle mennesker på tværs af overbevisninger, religiøse og kulturelle forskelle. Tro er et grundlæggende menneskeligt begreb og langtfra et særligt begreb for særligt religiøse eller særligt indviede. At tro på Gud er et udtryk for ærefrygt for og ikke mindst forbavset glæde over livets umådelige storhed bag om alle de barrierer, vi selv og andre sætter op for livet, og det er den tro, trosbekendelsen forsøger at udtrykke. Man kan selvfølgelig vælge vandringen fra og blive hjemme så at sige, i sin barnetro eller i den overleverede tradition, hvad en hel del mennesker jo gør, men så tror jeg, man risikerer at miste en dyrebar del af menneskelivet. Spørgsmålet er, om vi ikke netop er Mos. 3, Vi kender historien om den lille treårs pige, der bad om at få lov til at være alene med sin nyfødte lillebror. Forældrene tøvede, men gav sig til sidst, men de satte babyalarmen til. Og så hørte de pigen hviske: Fortæl mig om Gud. Jeg har næsten glemt ham. Selv har jeg oplevet et blik så fuldt af dybde, visdom og fred fra vores ældste søn i minutterne efter, han var blevet født, så jeg aldrig glemmer det. Men det var jo nok bare en tilfældighed. 20

21 skabt til denne vandring om ikke den er en del af vores bestemmelse? Tro er lige så lidt en præstation som kærligheden er det. Tro som præstation kan være troskab, hvor man kan være tro eller utro, men det er noget andet end hjertets tillidsfulde tro. Det har mere at gøre med at holde aftalen eller være loyal. Det er muligt, trosbekendelsen på et tidligt tidspunkt har været brugt som alternativ til troskabseden til kongen eller kejseren for eksempel i forbindelse med dåben og dermed optagelse i menigheden, hvilket ville have gjort det livsfarligt at fremsige den, og det kan man godt kalde en præstation, 28 men grundlaget - troen selv - er en fri gave, som livet giver, når det vil. Ofte når man mindst venter det. Der er altid en undertone af længsel, når man taler om tro og om kærlighed. Altid lever vi på afgrundens rand. Og lige så lidt som kærligheden er troen noget, man har som sin ejendom. Man kan længes efter den og ville den, men aldrig eje den. Troen følges altid af sin tvilling, tvivlen. Man kan således ikke være troende i den forstand, selv om udtrykket ofte er blevet brugt til at kategorisere visse religiøse mennesker med på godt og ondt. Troen eller tvivlen kommer til udtryk i de som regel fortvivlede - valg og handlinger, man foretager sig i sit liv. Om man f.eks. spørger sig selv, om det eller det kan betale sig for mig, eller som regel for sent - spørger, om det virkelig er Guds mening. På den måde er en lovsang om troen som trosbekendelsen måske en hjælp til at leve sit vanskelige liv, der ofte nok kolliderer med skæbnen og andres liv i den evige kamp om magten og æren. 28 En af de tre dødssynder i de første menigheder var netop frafald fra troen, som ligefrem kaldes bespottelse af ånden, der aldrig skal tilgives (Matt. 12,31f). De to andre synder var mord og hor. 21

22 Jeg tror på Gud fader den almægtige, himlens og jordens skaber. 29 I kølvandet på den famøse Grosbøllsag om præsten der ikke troede på Gud i 2003 blev jeg og flere andre fynske præster interviewet til en fjernsynsudsendelse. Kirken i Farver hed programmet, som Egon Lausen stod for. Han havde bl.a. fået den ide, at vi iført præstekjole skulle svare på det enkle spørgsmål: Tror du på Gud? Som den eneste nægtede jeg at svare på spørgsmålet, hvad der kan forekomme underligt, især for en præst, men dels er spørgsmålet slet ikke så enkelt, som det lyder (jf. indledningen), og dels følte jeg det vibrerende inkvisitoriske underspørgsmål: Er du en af vore? Men det, som jeg var mest usikker på, det var spørgsmålet om, hvad man egentlig mente med ordet Gud? Hvad er det egentlig, vi siger, når vi siger, vi tror på Gud? Siger vi for eksempel, at vi tror på, at Gud er til? Altså en bekræftelse på selve Guds eksistens som sådan. I modsætning til de såkaldte ateister, der angiveligt ikke tror på Gud? Jeg mener ikke, dette spørgsmål har været relevant for den tid, hvor trosbekendelsen blev affattet. Det, vi kalder Gud, var en integreret del af tilværelsesforståelsen og stod ikke til diskussion. Der var ingen ateister før oplysningstiden i 1700-tallet. Evangeliet handler ikke om, hvorvidt Gud er til, men om, hvordan den Gud er, som er til. For der er mange muligheder. På Jesu tid kunne senatet i Rom ophøje særligt fortjenstfulde mennesker til guder og gudesønner, som det skete med Julius Cæsar og hans adoptivsøn, den senere kejser Augustus og mange andre. Der var det græske parnas af olympiske guder for forskellige forhold i tilværelsen hver med deres dramatiske fortællinger tilknyttet som spejl af menneskelivet mere eller mindre skildret som mennesker i overstørrelse. Det samme billede finder vi her i Norden med Asgårds forsamling af guder og de mange stærke livsfortællinger, der knytter sig til dem. Og så var der jo den jødiske, den ene sande Gud, som de hævder skaberen og opretholderen ikke blot af jødefolket, men af hele verden. Men også denne gud skildres i Bibelen som et menneske i overstørrelse, en hersker, der kan tale og handle og blive vred og fortryde sin vrede og vise barmhjertighed osv. Ganske som muslimernes senere Allah og i øvrigt som alverdens regenter. Så det er vel ikke så underligt, at min egen gudsforestilling fra barnsben har været knyttet til en særdeles majestætisk og stor per- 29 Credo in Deum Patrem omnipotentem, Creatorem caeli et terrae. 22

23 son derude et sted, som det nok var bedst at stå sig godt med. Det billede, der kommer nærmest til denne almægtige Gud, er nok Michelangelos billede i det Sixtinske kapel i Rom af Gud, der skaber liv i den sløve Adam med spidsen af sin finger, mens Eva kigger forførende frem bag Guds brede ryg. Dette gudsbillede mindede i mangt og meget om min store hvidhårede præstefar, så jeg forstod godt udtrykket Gudfader. Denne gud kunne jeg bede til i min aftenbøn om at passe på os alle sammen, og vi takkede ham ydmygt før hvert måltid for alle hans gode gaver. Og så er jeg jo vokset op ved foden af kirken i samklang med gudstjenester, klokkeringning og meget mere, som alt sammen var med til at forme et ydmygt og måske lidt frygtsomt gudsforhold i mit barnesind. Du skal frygte og elske Gud! som Martin Luther skrev igen og igen i sin katekismus. Du skal frygte og elske Gud! Så det gjorde jeg jo nok. Jeg mindes en situation, hvor jeg ikke kunne få mig til at udtale ordet Himmel af lutter ærefrygt, tror jeg. Og der var en hel del, som den gode Gud helst ikke så på trods af alles forsikringer om Guds kærlighed. Og så var der jo Djævelen, som jeg også frygtede, og et Helvede, der ventede alle onde efter døden i al evighed. Så det var nok slet ikke så nemt at være lille mig, hvilket måske kan forklare en hel del sådan rent psykologisk. Hvorfor sidder jeg stadigvæk her som 65-årig og kæmper med trosbekendelsen? Før sang man roligt salmer i fattet tro på Gud. Men gammel enfold falmer som løv og slettes ud i denne jævndøgnstid, hvor hjerterne er delte og med sig selv i strid. Sådan skrev Ole Wivel i 1959 i sangen: Der truer os i tiden - med noget, der ligner en hyldest til gamle Ane i Kæret, der levede og døde på sin afklarede, enfoldige tro på Gud. Min far havde i øvrigt Rembrandts billede af Gamle Ane hængende i guldramme på sit kontor den milde gamle kone med sin bibelbog. Jeg tror, drømmen om Gamle Ane lever i os alle, men jeg tror også, det er en drøm. Hjerterne har såmænd altid været delte og med sig selv i strid, selv om de ikke altid har fået lov til at udtrykke denne tvivl, og sådan skal det vel også være i erkendelse af, at vi er levende mennesker og ikke bare dresserede dyr. Du skal frygte og elske din tvivl og dit stridende menneskehjerte. Det, vi kalder Gud, og som vi udmaler med så mange billeder, forbliver skjult for os. Gud ske lov. Måske kan vi tyde 23

24 dette eller hint i vores liv som Guds spor eller Guds aftryk, men det er som sagt farligt, for det, vi mener om Gud, er ikke nødvendigvis særlig guddommeligt. Men vi får hjælp, for den Gud, vi tror på, er den Gud, Jesus forkyndte og levede efter, og det er også den Gud, trobekendelsen udmaler for os med sine billeder: far, almægtig, skaber af alt, hvad der er til. Men det kræver en del overvejelser, for dermed siger vi også, hvem Gud ikke er for os. Gud er ikke specielt kejseren eller kejserens guder ej heller jødernes eller grækernes eller noget andet folks særlige Gud. Nej, den Gud, vi tror på, er som det enkelte lille menneskebarns kærlige far, beskytter og egentlige ophav. Den gudsforestilling, der lyser ud af evangelierne, er vel nærmest en forestilling om det enkelte undertrykte menneskes forsvarer overfor alverdens normale, magtfulde guder. Som Jesus, der forsvarer ægteskabsbrydersken i Joh. 8,3-11 eller børnene i Mark. 1,13ff. eller kvinderne i Luk. 7,36ff og Mark. 14,3ff eller toldere og syndere i Mark. 2,13ff og Luk. 19,1-10 eller røveren på korset Luk. 23,39ff osv. Som vi skal se, er der ikke tale om en Supergud, der styrer og regerer hverken menneskers adfærd eller verdens gang efter sin mægtige vilje det har altid været op til mennesker selv som frihedens og ansvarets besværlige gave. Men det betyder ikke, at Gud så også har trukket sig tilbage fra verden, som man ellers godt somme tider kunne få en fornemmelse af, og som de såkaldte deister hævdede det i 1700-tallet. Han er, som vi siger i nadverritualet levende til stede iblandt os med al sin kærligheds rigdom med sit ord og med sin ånd. Så den Gud, Jesus og trosbekendelsen taler om, er en ganske anderledes provokerende Gud end de sædvanlige magtfulde guder, mennesker til alle tider har bøjet sig for. Det er så at sige en Gud, der bøjer sig for sit skaberværk bøjer sig for hvert enkelt menneske som en far, der glad og stolt overlader magten og æren og ansvaret for jorden til næste generation, men som bliver på gården med gode råd og kærlig vejledning. Og som enhver far glæder han sig til at se os tage hånd om tilværelsen. Man kan vel også sige, at den Gud, vi tror på og bekender os til, er den Gud, der tror på os som giver os liv og frihed og ansvar. Ganske modsat denne verdens herskere og deres guder, der tager liv og ansvar og frihed fra mennesker og reducerer dem til undersåtter og slaver til middel for deres egen magt. At sige far som det første, man siger om Gud, er et helt afgørende udsagn. Man kunne jo også ud fra Bibelen have sagt så meget andet magtfuldt. Eller man kunne bare have sagt Almægtig. Men vi siger far, fordi Jesus åbenbart gjorde det og dermed for at 24