Præst i en helt særlig landsby.

Transkript

1 Præst i en helt særlig landsby. af Line Rudbeck, sognepræst i Skanderborg og i Landsbyen Sølund Det er onsdag formiddag. Kirkeklokkerne lyder i kirkerummet, som så småt er ved at blive fyldt op af en forventningsfuld menighed. I døråbningen stopper flere op, og skal lige vise præsten noget, eller fortælle hende, hvad de har på hjerte. Én skal vise et medbragt postkort fra sin bror, en anden vil gerne kigge nærmere på præstens krave og en tredje vise sit nyklippede hår frem, men overhales af en ung mand, der har lyst til at give kys og knus, inden han går ind og finder en plads og giver sig til at studere prædikestol, alterparti og glasmosaikker. Tidligere på dagen svømmede der delfiner rundt på væggene i kirkerummet, og de besøgende havde mulighed for at lave sig en kop kaffe, spise en medbragt madpakke og nyde musik og billeder. Landsbyen Sølund ligger meget smukt mellem bøgeskoven og søerne i Skanderborg, og er hjem for 237 voksne mennesker med en udviklingsalder der er lavere end de flestes. Siden august 2006 har landsbyen haft sin egen præst, og i marts 2010 blev landsbyens kirke indviet ved en festgudstjeneste med medvirken af biskop Kjeld Holm. Ligesom menigheden er også kirken helt speciel. Egentlig er den blot et rum med hvide vægge og store vinduer, der kan dækkes helt af hvide mørklægningsgardiner. Ved få tryk på en touch-skærm, monteret på den ene væg, begynder de 8 ophængte projektorer at summe, og på et øjeblik er rummet forvandlet til en kirke, med altertavle, prædikestol, orgelpulpitur og glasmosaikker. Ved yderligere tryk på touch-skærmen er kirken blevet til et hav fuld af delfiner, en uvejrsdag ved Vesterhavet, en rejse i solsystemet, en tur i Legolands monorail eller noget helt femte. I rummet et det muligt, virtuelt at opleve eller genopleve spændende besøg fra den virkelige verden, og at trække den verden, som kan ligge for langt væk, eller synes for overvældende, ind i kendte og trygge omgivelser. Snoezelhus I 2009 påbegyndte man i Landsbyen Sølund opførelsen af Guldhornet, verdens største sansehus eller snoezelhus, som er den faglige term. Begrebet snoezel opstod i Holland i 1970 erne, og er sammensat af de hollandske ord snuffelen og douzelen, som på dansk betyder at snuse og at døse. Ordet betegner et særligt sanserum eller sansehus, som bruges til forskellige pædagogiske og terapeutiske formål, som for eksempel afslapning eller sansestimulering. I Guldhornet har tekniske landvindinger gjort det muligt at skrue både op og ned for sanseindtryk, og selv at vælge hvordan ens omgivelser skal påvirkes. Dette gør, at huset er meget velegnet for mennesker, der er basalt under- eller overstimulerede, og det giver dem mulighed for at mærke sig selv, og få forskellige sansemæssige oplevelser, lære noget eller bare nyde et af de mange fantastiske rum, sammen med en pædagog, venner, pårørende eller en besøgsven. Det er i husets café-rum, at det er muligt at komme i kirke. På den måde har beboerne i Landsbyen Sølund fået et rum, hvor de kan mødes til gudstjeneste, hvor de kan udøve deres religiøsitet og tro. Rummet vækker sanserne I processen med at opføre Guldhornet indgik fra starten muligheden for at lave et visuelt og virtuelt kirkerum, som en naturlig følge af, at landsbyen har sin egen præst. Før Guldhornet og dermed Landsbyen Sølunds egen kirke stod færdig, afholdt vi gudstjenester og andagter for landsbyens beboere andre steder. Dels en månedlig gudstjeneste i Skanderborg Slotskirke, og dels andagter rundt i boenhederne, på aktivitetstilbuddene samt i landsbyens café og beboerhus. Med opførelsen af Guldhornet har landsbyen fået en kirke. Mange forbinder den med en rigtig kirke,

2 og dermed også et rum, som mange har oplevelser i og med. Oplevelser, som huskes af beboernes kroppe og sanser, og som derfor vækkes til live, når de træder ind i rummet. Det er ikke udelukkende positive oplevelser, beboerne har fra et kirkerum. Det kan være ved en kirkelig handling, man har følt sig allermest anderledes, fordi de lyde eller bevægelser, som ens handicap forårsager, fremstod alt for tydeligt, eller fordi det er i kirken, man har taget afsked med et elsket menneske. Hos de fleste er det dog positive minder, der vækkes til live i kirken, og for alle gælder det, at der i den virtuelle kirke føjes glade erindringer og følelsen af at være velkommen, som man er, til de oplevelser, kroppen og hukommelsen gemmer på. Selvom teknikken er af den mest avancerede slags, så en strømafbrydelse kan lukke kirken, er ikke alt i rummet virtuelt. Der er et rigtigt alterbord med dug, lysestager, friske blomster i vaser, kalk, disk, bibel og salmebøger Der er runde borde og stole, som menigheden har mulighed for at sidde ved og på, foruden den plads, der er gjort til kørestole og til dem, der gerne vil gå rundt og opleve gudstjenesten fra forskellige vinkler i rummet. Gennem højttalerne, der er monteret i loftet, ringer kirkeklokkerne til gudstjeneste, og en forprogrammeret lydside med præ- og postludium kan afspilles, og salmesang fra den ipod, som kan kobles til systemet, kan understøtte salmesangen i løbet af gudstjenesten. Gudstjenesteformer og kirkerum er ikke nødvendigvis en given ting, da menigheden ikke altid passer ind i en bestemt skabelon. Men som præst i Landsbyen Sølund føler jeg mig meget privilegeret over at have muligheden for at holde gudstjeneste i den virtuelle kirke, som landsbyens forhenværende forstander Maurits Eijgendaal tog initiativ til. Orglets urlyde Gennem mine fem år som præst i Landsbyen Sølund har jeg med stor fornøjelse, og til glæde for landsbyens beboere, afholdt gudstjenester i Slotskirken, som ligger i umiddelbar nærhed af landsbyen. Det helt store plus ved Slotskirken er orgelet, hvis store lyd og musikalske muligheder landsbyens beboere er glade for. Med fare for at kaste mig ud på usikker grund, vil jeg referere en teori, jeg engang har hørt, men hvis ophav jeg desværre har glemt; nemlig de, at orgelets toner minder om de urlyde og -toner, vi kender fra fostertilstanden i mors liv, og som derfor vækkes til live i os ved lyden af orgelmusik, og giver kroppen en følelse af tryghed og ro. Det passer i hvert fald til den oplevelse af ro og fredfyldthed, jeg kan se brede sig over menigheden også over de meget urolige og udagerende - når orgelet sætter i gang. I vores virtuelle kirke må vi nøjes med et orgel, der projiceres op på væggen, og hvis toner kommer fra en cd. Det er en af grundene til, at vi holder fast ved en månedlig gudstjeneste i Slotskirken, for at være i det gamle kirkerum, og altså ikke mindst for at høre orgelet bruse. Alt andet, der er med til at skabe rammen for en gudstjeneste, kan vi opnå i vores virtuelle kirkerum, og vi er altid fulde huse ved gudstjenesterne. Den nødvendige tryghed Den virtuelle kirke har åbnet en mulighed for, at man kan gå i kirke i landsbyen, som dermed har fået et kirkerum i trygge omgivelser. For en stor del af landsbyens beboere er det simpelthen for uoverkommeligt og utrygt at gå til gudstjeneste i Slotskirken, fordi den ligger for langt væk og fordi der er for mange lyde og sanseindtryk. For lige så fascinerende og trygt kirkerummet og orgelet kan virke på mange, ligeså uoverskueligt kan det virke på andre. Blandt landsbyens beboere er nogle af de allersvageste borgere i vores samfund, men den virtuelle kirke giver dem mulighed for at gå til gudstjeneste i trygge og velkendte omgivelser, og for at være med i kirkerummet, samtidig med at de kan blive skærmet for alt for mange indtryk og alt for mange mennesker. Det hænder, at en i

3 menigheden ligger med en pædagog i hånden på den vandseng, som står i det fjerneste hjørne. Eller at en anden sidder i nogle stole bagerst i rummet, med en pædagog på begge sider, og dermed omgivet af tryghed og mennesker, der kan hjælpe hende til på kort tid at komme hjem, hvis deltagelse i gudstjenesten alligevel bliver for overvældende en oplevelse. Beboerne i Landsbyen Sølund lever meget i deres sanser. Rigtig mange har en kognitiv udviklingsalder på under to år, og det er nødvendigt at tage det i betragtning, når jeg planlægger gudstjenesterne. Det betyder blandt andet, at gudstjenesterne har en meget enkel og stram liturgi, og at alt skal tale til sanserne. Derudover er det vigtigt i gudstjenesten at have fokus på relationen mellem præsten og den enkelte i den gudstjenestefejrende menighed, og på relationen menigheden imellem. Den store og den lille klokke Efter klokkeringning og præludium begynder gudstjenesten i det virtuelle kirkerum med, at jeg går rundt med en lille klokke og ringer for hver enkelt beboer. Kirkeklokkerne, som sættes i gang fem minutter inden gudstjeneste begynder, kalder beboerne til gudstjeneste og byder dem velkommen i kirkedøren. Og med den lille klokke, der senere ringer for hver enkelt, bliver hvert menneske set og budt velkommen til gudstjeneste. Den indledende runde med klokken plejer at afføde mange smil og øjenkontakt. Også med dem, der ofte undgår dette. Efter klokkerunden ønsker vi det bedste for hinanden, nemlig at Vorherre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med os alle, før vi synger første salme. Første salme efterfølges af en prædiken. Hvor jeg som præst ved en almindelig højmesse i Skanderborg sogn med ord forkynder det glade budskab, må jeg ved mine gudstjenester i Landsbyen Sølund ofte være det glade budskab, og med min krop og rekvisitter og i min relation med beboerne illustrere og forkynde evangeliet. Jeg forsøger at komme rundt til alle i menigheden flere gange i løbet af gudstjenesten, med noget, der symboliserer dagens tema et lys, en stjernekaster, en vifte, der kan lave vind og skabe liv og bevægelse, et nybagt og duftende brød og så videre. Rigtig mange i menigheden kan godt lide af få noget med hjem fra en gudstjeneste. Det kan for eksempel være et klistermærke med en blomst på, som skal minde om, at vi er Guds hænder i verden, og at vi skal bruge de hænder til at bringe glæde, kærlighed og nærvær til vores medmenneske, så vi kan hjælpe med til at deres liv kan blomstre. Eller det kan være et lys, de kan tænde derhjemme efter gudstjenesten, hvis temaet for gudstjenesten har været lys og Jesus som verdens lys. Efter prædiken synger vi endnu en salme, og nogle gange fejrer vi nadver efterfølgende. Fadervor og velsignelsen, som bliver sagt og lyst inden sidste salme, er elementer, som menigheden sætter stor pris på. Mange beder med på fadervor, og næsten lige så mange løfter armene og hjælper mig med at lyse velsignelsen. Efter sidste salme nyder vi godt af, at kirken også er Guldhornets café. Lynhurtigt bliver mørklægningsgardinet, der dækker det lille køkken, kørt op, og krus, kaffe, småkager og frugt bliver fordelt rundt på bordene. Under kaffen har jeg mulighed for at komme rundt og høre de historier og oplevelser, som mange gerne vil dele. Det er også under kaffen, at det er muligt at

4 prøve præstekraven, blive fotograferet sammen med præsten eller blot sidde ligeså stille og nyde sin kaffe, måske holde i hånd med sin pædagog eller kigge på alle de andre. Tydelig religiøsitet Salmer, bønner og velsignelsen er som nævnt et vigtigt element i gudstjenesten og i mit arbejde generelt med mennesker der er hæmmede i deres udvikling. For mange vækker de kendte salmer, fadervor eller velsignelsen positive og trygge associationer til eksempelvis deres konfirmationsforberedelse, som rigtig mange har været meget glade for. Eller til gode stunder i barndomshjemmet, eller hos en bedstemor, som bad fadervor med dem eller sang salmer. Rigtig mange beboere i Landsbyen Sølund har en tydelig religiøsitet og tro, som de gerne vil have et rum til at udøve i fællesskab, og hjælp til at få sat ord på. Til det er salmeskatten, bønner og ritualer vigtige, ikke mindst fordi de jo kan låne os et sprog for alt det, vi ikke selv har et sprog for. Det gælder i virkeligheden i alle sammenhænge, hvor vi synger salmer og bruger ritualer og bønner, hvad enten vi er børn eller voksne, har udviklingshæmning eller er normalt udviklet. Og det element bliver særligt tydeligt i en sammenhæng, hvor mange har et meget begrænset talesprog og ordforråd. Muligheden for at låne ord er noget, som jeg benytter mig af i de mange sjælesørgeriske samtaler, jeg har i Landsbyen Sølund. Så forskellige opgaver Inden jeg vender tilbage til den virtuelle kirke, vil jeg tage læseren med ud på en kort rejse i nogle af de opgaver, jeg har som præst i Landsbyen Sølund. En dag kunne starte med et besøg hos en kvinde, der bor i egen lejlighed, er velfungerende og har et godt sprog. Efter sine forældres død har hun haft behov for at tale om tabet, savnet, døden, håbet og det liv, der heldigvis stadigvæk er tilbage til hende. Efter hende besøger jeg en ung mand med et begrænset sprog. Hos ham må sjælesorgen gøres tilgængelig i sin reneste form: I nærvær, fadervor, trosbekendelsen, velsignelsen og salmer, som vækker minderne frem hos ham fra en konfirmationsforberedelse fuld af tryghed og glæde. Ved lyden af de velkendte ord og melodier breder der sig en ro over ham, og han smiler over hele ansigtet, som han ellers ofte vender bort fra verden. Senere igen besøger jeg en beboergruppe i en lille halv time, hvor vi er samlet i opholdsstuen og synger nogle salmer, og på den måde laver et lille afbræk i dagens rutiner. Endelig besøger jeg en mand, som har været slæbt igennem forsorgen og institutionsverdenen i over 60 år. Han er derfor fuld af ar på sjælen, og kæmper med nogle voldsomme forestillinger om døden og efterlivet. Vi har haft mange samtaler, udfordret de religiøse billeder, han kom med, og fået givet dem en anden kulør. Jeg har ikke haft det så godt, som efter jeg mødte dig, kan han finde på at sige til mig. Det siger han, fordi jeg kan tilbyde et rum, hvor vi kan tale om indersiden, som vi kalder det om sjælen, det åndelige og troen. Sjælesorg i arbejdet med udviklingshæmmede kræver tid, gentagelse, små ritualer kort sagt: en tilpasning til det enkelte menneskes særlige behov. Kirkerum og pusterum Og tilpasningen til det enkelte menneskes særlige behov er noget af det, det virtuelle kirkerum er ideelt til. Som nævnt er kirken en del af verdens største sansehus, som ligger i Landsbyen Sølund. Mange har skullet øve sig i at komme ind i huset, og efterhånden som det er blevet trygt og velkendt, har de kunnet lukke nye oplevelser ind, som for eksempel en gudstjeneste. I det meste af guldhornets åbningstid, også selvom der ikke er gudstjeneste, er kirkerummet tændt, altså valgt som det rum, de 8 projektorer med deres lys skal kalde frem. Og på samme måde, som mange af os

5 søger ind i kirken herhjemme eller under ferier i udlandet, for at finde en smule ro midt i virvaret og travlheden udenfor, sådan kan jeg se, at mange af vores beboere og deres pædagoger bruger rummet. Som et pusterum, og et sted til fordybelse i hverdagen. En af de helt store gevinster ved at udvide forestillingen om, hvad en kirke og et kirkerum er, er for mig at se den, at det er muligt at være kirke på steder, hvor der er behov og brug for en kirke, og hvor omstændighederne gør, at det ikke er muligt at benytte en af de 2354 kirker, vi har i Danmark. Hvad end det er et kirketelt på en festival, den virtuelle kirke i Landsbyen Sølund eller en helt tredje eller fjerde måde at bygge en kirke på, giver det mulighed for at være kirke i omgivelser og på måder, som kan give menigheden på det pågældende sted mulighed for at møde evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser, og til at få et rum til bøn, eftertanke, ro og fordybelse.