#75 / 76 - NOVEMBER ÅRGANG

Transkript

1 #75 / 76 - NOVEMBER ÅRGANG

2 Danskfagets fremtid - På banen! Danskfagets fremtid er en eviggrøn diskussion. Faget får som det centrale færdighedsog dannelsesfag altid meget opmærksomhed. De seneste år har ikke været nogen undtagelse, de har tilmed været præget af inspirerende dybdeboringer og kulegravninger i og omkring faget. Med Uddannelsesredegørelse 2000 startede debatten om kernefaglighed, diskussionen føres nu videre i Fremtidens danskfag, som er en i princippet altomfattende - netbaseret og processuel - endevending af faget fra vugge til grav. Dertil kommer så hele den stadige strøm af publicity, f.eks. i forbindelse med læsefærdighedsrapporterne, og det der til enhver tid kunne kaldes den folkelige debat om de unge og deres dansk. Også aftagerne, som det med et ejendommeligt udtryk hedder om dem, der skal dele viden med vores elever fremover, taler om dansk. Mange er på banen for at mene noget om faget. Og det er stort set godt. Men hvad mener vi selv, vi dansklærere? Ja selvom vi er fortrolige med alle tænkelige synsvinkler og synsvinkelskiftene, så står vi vist indimellem lidt betuttede - skiftevis som Bahnsen eller som Harry i DSB-reklamerne - eller som seeren, der ønsker fred for alle de reklamer. Men lad os endelig komme på banen! Vi synes endda diskussionen er på sin plads nu. Vi står overfor en gymnasiereform, og selv om bekendtgørelsen for dansk på hhx ofte roses, så skal der også justeringer til her. Det sætter vi fokus på i dette nummer af hsd. Vi hilser også aktiviteter og rapporter fra Fremtidens danskfag velkommen. Indtil nu er der kommet to delrapporter, som kan læses på hjemmesiden danskfagetsfremtid@hum.ku.dk. Alt dette og sikkert meget mere er forudsætningen for de artikler som nærværende nummer af hsd består af. Hsd har bedt en række centrale skikkelser i danskfaget, i og uden for handelsskolen, komme med bidrag. Disse er udvalgt nøje for at give diskussionen både højde og relevans. Det hele er tænkt som igangsættere af diskussionen ude på skolerne - og for at vi skal kunne modstå forenklingens fristelser til at sætte fremtiden på dumme formler. Der er ingen genveje til bjergets top i dansk, og det kan være svært at overskue det hele nedefra/udefra. Nogle bidragydere taler med kølig respekt for funktionalitet andre glødende om engagement og kunstens nødvendighed, nogle taler om nostalgi, nogen om paranoia, andre leverer fremtidsmusik eller slår et slag for fortællingen. I Dansklærerforeningens eget bidrag her (som i en lidt kortere udgave, som et indspil, kan læses på ovenstående hjemmeside) fremhæves det, at hvis dansk skal fortsætte med at være et centralt, opdateret, rummeligt færdigheds- og dannelsesfag, så ville det være en god ide, at give det tiden dertil. Som dronningen sagde forleden, da hun indviede en jernbaneforbindelse, ting tar tid. Og som vismanden 1 sagde om bjerget: Hvad bjerget er, kan jeg ikke forklare. Men jeg sidder på bjerget 1 Hans Magnus Enzensberger, Fremtidsmusik,

3 De fleste af bidragyderne deltog for nylig med indlæg på Dansklærerforeningen/HSs Landskursus på Grand Hotel i Odense. Herfra kan man i referat læse i Birgit Nielsens artikel. Desuden findes HS-bestyrelsens årsberetning, som også kan læses som et indlæg i debatten, i det i september udkomne særnummer af Dansk Noter. En enkelt af bidragyderne var ganske særligt indbudt: Forfatteren Jan Sonnergaard. Han fik ved denne lejlighed overrakt Champagneprisen 2002 af formanden. Bo Tao Michaëlis gav dertil alle fremmødte en festtale. Champagneprisen uddeles hvert andet år af dansklærerne i handelsskolen til én, der har bidraget med noget særligt fremragende til glæde for dansklærerne og deres elever. Tidligere modtagere af Champagneprisen er professor Anne Marie Mai og forfatteren Naja Marie Aidt. Dansklærerforeningens motivation for at give Jan Sonnergaard prisen, der består af 10 flasker champagne, blev formuleret ved overrækkelsen af Jørn Schmidt: Jan Sonnergaard er født 1963 i København og bor på det ydre Nørrebro, hvor han finder mange af motiverne til sit forfatterskab. Han debuterede i 1997 med novellesamlingen Radiator. I 2000 udkom Sidste søndag i oktober, også noveller. Derudover har han skrevet en del artikler til aviser og tidsskrifter, og han engagerer sig i det hele taget med selvfølge i sin samtid. Han har kæmpet på ytringsfrihedens barrikader helt ind i retslokalet, og vundet.. Og så stiller han beredvilligt op til at møde vores elever. Jan Sonnergaard vil gerne overraske, drille, narre og provokere, men vigtigst er det, at teksten har en mulighed for at påvirke.derfor har forfatteren også en forpligtelse til at komme påbanen. Det handler ikke om socialrealisme, men der skrives helt klart på en indignation. Novellesamlingen Radiator fik typisk for ham navnet, fordi en kritiker engang udtalte, at en sådan titel ikke kunne tænkes på en skønlitterær bog. Jan Sonnergaard gør med sine tekster både det mulige og det umulige nærværende. Om den foretrukne genre, noveller, siger Jan Sonnergaard selv, at det er som med CD ere, korte numre med utallige variationsmuligheder, et handy, ungt medie, der er befordrende for eftertanken. Jan Sonnergaard får champagneprisen for sine levende og engagerede teksters skyld, og fordi teksterne gerne læses af vores elever. Man kunne sige, at både teksterne og eleverne klarer sig godt sammen i klasserummet. Det er endnu en god kvalitet. Egentlig var det meningen, at hsd # 75skulle have været et dobbeltnummer bestående også af en lyrik- sektion. Men der blev ikke plads til lyrik i dette grandiose jubilæumsnummer om danskfagets fremtid. Eller gjorde der? Lyrik nu eller ej, døm selv! I hvert fald udkommer hsd med et selvstændigt lyriknummer til april. Og lad os så se at få gang i diskussionen! Indlæg modtages som altid her i hsd med kyshånd. På banen! joes 3

4 paranoid nostalgi Af Bo Tao Michaëlis, lektor ved Birkerød Statsskole, kritiker og forfatter Det var en tysk læge ved navn Hofer som i begyndelsen af tallet begyndte at operere med et nyt fænomen, som han navngav efter de græske ord for hjemlængsel og sygdom. Således kom begrebet nostalgi til verden. Hofer fandt sine nostalgiske symptomer hos en tysk pige, som længtes så meget efter sin hjemstavn at hun blev syg og måtte gå til sengs. Men ellers mente vor tals doktor at syg-dommen især hørte hjemme hos bjergbønder i Schweiz. Alpine mennesker som blev ramt af en anden luft og et andet klima, når de steg ned fra højderne til lavlandet, en forandring som steg dem til hovedet og fremkaldte sygdommen nostalgi. Ondet blev taget så alvorligt at den i datidens faglitteratur på tysk blev kaldt for den schweiziske syge. I løbet af tallet blev fænomenet også interesseområde for franske læger, især de som ledsagede enten Solkongens og siden Napoleons soldater i krige udenfor Frankrigs grænser. Man lagde mærke til at nostalgi har flere faser. Først begyndte soldaten at fable om hvordan familie og venner ville modtage ham med åbne arme, når han kom hjem igen. Nærmest paradisiske forestillinger om hvordan livet ville være ved hjemmets arne eller i armene på den kære hustru. Symptomer Efterfølgende faser hos patienten og husk på at hæren marcherede krigerisk videre var søvngængeragtig apati afløst af spontan nervøsitet, konstant mave-onde, voksende spisevægring og andre fysiske symptomer, som med tiden ville hindre soldaten på slagmarken at yde det optimale. I vore moderne dage vil sådanne militære sygdomstegn hos den menige blive medicinsk og psykologisk diagnosticeret og klassificeret som kronisk krigsstress, det menneskelige sammenbrud overfor krigens grusom-heder der i 1.Verdenskrig hed granatchok. I det civile liv har ordet nostalgi imidlertid overlevet som en hang efter gamle dage, barndommens rige eller blot en anden tid, end den man rent faktisk lever i. Nostalgi i danskfaget Når jeg begynder min tekst med denne medicinhistoriske indgang, er det ikke kun for at være morsom på mit fags, dansk i gymnasiet, vegne i relation til dets fremtid. Jeg mener reelt at faget er ramt af en form for nostalgi, som næsten gør gamle Hofers diagnose for realistisk. Og at denne nostalgi er paranoid, fordi den er opstået i en art anger betonet forfølgelsesvanvid om ikke at leve op til de borgerlige dannelsesidealer, man en gang for år siden tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved. En paranoia som har været traumatisk hæmsko for at tage den udfordring op som ligger manifest og latent i senmodernitetens dynamiske dannelsesbegreb. Et eller andet sted skete der et paradigmeskift i fagets selvforståelse. Måske i 1980erne, måske endog et sted i nærheden af Murens fald og markedskræfternes sejr på alle fronter? Det var godt at Jerntæppet rustede helt væk. Og det var nok også godt at samme rust tog meget af 1970-ernes dansk faglige revolutionsromantik med sig, rapporter fra gulvspande, social-realisme fra den grå hal og knækprosaisk bekendelseslitteratur. Pludselig dumpede ikke så få dansklærere ned fra ideologier-nes alpetoppe. Befandt sig med et på det mere jordnære lavland, gennemskåret af nye kanaler som alle førte tilbage til et politisk krav om at vende fortidens litterære ligemageri ryggen og gå tilbage til den store, skønne litteratur med og uden en kanon. Legitimt blev det nu rigtigt at gå tilbage til litteraturen med stort l og især den smukke historie om samme. Litteraturhåndbogen blev en bestseller og slog pengene ikke til, blev det til Fra runer til graffiti. Desværre blev det også legitimt at smide noget af det bedste fra forne tider ud, nemlig det udvidede tekstbegreb, som jo også gjaldt massemedier, tv og hele den (post)-moderne tegnverden. Nuvel, arkitektur-historien beholdt man gerne med måde. Sådan lidt stilhistorisk renæssance og barok, der kunne afstedkomme et alibi for en studietur til Firenze og Rom. Sådan lidt florentinsk kirkehistorie med gamle Dante som guide og så tallets kække danske guldalderdrenge ved Tiberens bredder. Endog kunne man nostalgisk genoptage sit eget storborgerlige dannelsesideal, som mange politisk korrekt havde gemt væk i de socialbevidste og feministiske 1970ere. Farvel til den borgerlige offentligheds-model, Adorno og Frankfurterskolen og avisen på fagets pensum. 4

5 En lus mellem to negle Men nostalgi er jo som bekendt aldrig hvad den har været. Og et eller andet sted, når elever var kommet hjem fra dannelsesturen i dansk, begyndte larmen igen i klassen. Dansklærerens mangel på sans for den anderledes dannelseskultur, ungdommens som i det lange løb alligevel aldrig lytter til nostalgiske undervisere endsige diverse forældregenerationer,ville alligevel ikke sidde helt stille på stolen i klasselokalet. Samtidig begyndte de samme borgerlige kredse som for 20 år siden havde sendt 1970ernes litterære værdirelativisme ned i et rødt hul, at svigte alliancen med dansklærere og deres litteraturhistoriske lange fortælling,guldaldermodellens kassetænkning med de kronologiske ismer og den litterære kongerække. Således blev danskfaget en lus mellem to negle. Den ene er en liberalistisk verdensanskuelse som pludselig kræver bæredygtige komepetancer i en global sammenhæng, kaldet handel og vandel. Den anden kom fra klasseværelsets elever som gerne vil have deres egen kultur sat i relation til alt andet, anderledes og nok også altmodisch. Således også gerne i rammer af en litteraturhistorie, som selvfølgelig altid skal være en del af vort fags nødvendige rygrad. Men begge negle presser voldsomt på og vor stakkels lus synes i mine øjne at være ramt af nostalgiens apati. Nuvel vi læser stoffet og levere varen og håber at man vil lade os gøre sålunde, så længe magten endnu er at finde i nordsjællandske hjem med klaver. Med andre ord vi håber småparanoide at de vil lade os være i fred i museet. I mellemtiden ser vores elever Robinson Ekspeditionen og Ricki Lake Show. Og Langt fra Las Vegas. Og der lever vi jo heldigvis ikke selv, vel? Men hvor længe får vi lov til det? At bo et helt andet sted end vore elever? Burde vi en gang for alle ikke vaccineres mod nostalgi og forfølgelsesvanvid og se at komme tilbage til fremtiden? 5

6 HSD # 77 UDKOMMER APRIL 2003 DEADLINE 20. FEBRUAR 2003 TEMA: LYRIK I ØVRIGT ARTIKLER OM LITTERATUR, MEDIER, SPROG OG UNDERVISNING. BIDRAG INDSENDES TIL HSD -REDAKTIONEN, Rathsacksvej 7, 1862 Frederiksberg C Tekster afleveres i Word på diskette eller som vedhæftet fil på jsc@dansklf.dk 6

7 DANSK FREMTID FAGETS Af Jan Sonnergaard, forfatter Egentlig havde jeg tænkt mig at åbne dette korte foredrag med et citat, der ville være rigtigt fængende, rigtigt catchy, og rigtigt ung med de unge: Jeg havde tænkt mig at åbne med et kort citat fra Grunge gruppen Nirvana, et citat, der siger: Just because you re paranoid, that don t mean they re not after you Dette er jo et såre sandt citat, og man kan bruge det til alt muligt. Så det besluttede jeg mig for at gøre... indtil jeg fandt ud af at pladen Nevermind er over 10 år gammel, og slet ikke moderne, og ikke det mindste catchy længere, hvis man går efter at være ung med de unge. Men spørgsmålet er så, om den ikke kan have noget at sige alligevel...? Spørgsmålet er måske også, om det egentlig er så vigtigt om ting er gamle eller nye - også i dansklærersammenhænge. Aktualitet er måske ikke altid ensbetydende med relevans, heller ikke selvom det virker som om at netop dét er et dogme blandt de dansklærere, der har fingrene i jorden og skal få de unge mennesker til at læse litteratur (hvilket man alt for mange steder siger, at de af princip ikke vil). Lad os tale lidt om paranoia Ligeså lang tid som jeg overhovedet kan huske tilbage, har man talt om at der er noget galt med ungdommen. Da jeg selv gik i gymnasiet talte alle om, at vi var en såkaldt nå-generation - det var så lige bortset fra dem, der ikke var det, og som f.eks. var BZ ere eller punks. De var nemlig fascister. Iflg. den gængse mening blandt årige gymnasielærere. En generation før, med al respekt kunne vi kalde det Bo Tao Michaelis generation... der var det endnu værre. Der var de hippier, og hvad endnu, endnu værre var: DE RØG HASH! Generationen før var de umoralske og fordærvet af amerikansk negerjazz, og generationen før dét var de kommunister, hvis ikke lige de var så elitære, at de kunne undvære hovedet. Ungdommen har altså altid fordærvet sig selv: Med punkrock eller med hippiemusik eller med tåbelige tegneserier og kriminalromaner og negermusik fra USA eller med skadelige kommunistiske ideologier. Det er det samme man hører i dag. De unge gider ikke læse, de har alt for meget erhvervsarbejde til at følge undervisningen, bogen er død, og al ånd og kultur er blev-et udkonkurreret af internettet og DVD en. Hér er den eneste redning dansklæreren, der kæmper sin tapre Don Quixote lignende kamp for at vende tingene til det bedre, for at redde det, der reddes kan. Sådan siger myten nu, sådan sagde den dengang jeg selv var ung, sådan sagde den da Bo Tao Michaelis var ung, sådan sagde den da min far var ung, sådan sagde den da hans far var ung. Problemet er bare, at det aldrig har været rigtigt. Litteratur skal slet ikke forstås på den måde. God litteratur er bedre end dårlig musik, et godt digt er bedre end en dårlig film, en god koncert er bedre end en dårlig roman, men et dårligt teaterstykke er ikke bedre end en god film og et dårligt digt er heller ikke bedre end en god tvdokumentar. Litteraturen er et blandt utallige andre kulturelle udtryksformer. Og hvis der Fotsættes næste side 7

8 Danskfagets fremtid Efter at rocken er d hvor der er en mulighed for ellers er bare en gran af sandhed i rygtet om, at unge mennesker ikke længere gider læse bøger, så er det præcist hér man skal tage fat, også som dansklærer. Man skal forsøge at godtgøre, at bogen som produkt jo eksisterer side om side med f.eks. en CD eller en DVD. En bog er et udtryk i en tid og i en sammenhæng. Den er ikke et socialt ikon, den er ikke nødvendigvis en erkendelse som er forbeholdt specielt borgerlige mennesker med en speciel høj IQ. En bog er et udtryk for en holdning og en erkendelse om sin egen tid eller en anden tid. Det eneste negative, der er at sige om en bog er at den er dyr her i landet. Det er hér, der er en dobbelt udfordring, eller en tredobbelt. Den første udfordring er at overbevise de unge mennesker om, at litteratur... hører med. Ikke at litteratur nødvendigvist er godt, for det er det ikke, ikke under alle omstændigheder. Den litteratur, dansklæreren holder af, er heller ikke nødvendigvis god. Der findes ingen kanon. Det kan man så begræde eller man kan tage det til efterretning. Det bedste er at tage det til efterretning, for selvom vi alle bliver oversvømmet af informationer fra nær og fjern, er litteraturen stadig det mest seriøse bud på det, jeg helt abstrakt vil kalde MENING. Første udfordring er at anskueliggøre, at litteraturen selvfølgelig er et tegn og en tolkning af den tid, vi lever i, og at det burde være ligeså oplagt at læse i hvert fald et par bøger om måneden, hvis man gerne vil vide, hvad det er for et samfund man befinder sig i. Eller hvis man gerne vil vide hvilken slags menneske man selv AL KUNST HANDLER OM AT FORSTÅ EN TOLKNING AF SIN SAMTID, OG AT FÅ INPUTS. ET INPUT FRA EN GAMMEL BOG KAN VÆRE MERE CHOKERENDE END ET INPUT FRA EN NY er. Eller hvis man gerne vil vide, hvilke slags mennesker de andre er. Ethvert ungt menneske orienterer sig jo under alle omstændigheder alle vegne om alt, hvad der angår hans samtid. Internet, DVD, rock/tekno/hiphop etc. Litteraturen ér der jo i forvejen hvad angår rap og hiphop - det er jo poesi med metrik - men den klassiske skønlitterære bog er der jo også, med sit eget bud på en tolkning af nutiden (f.eks.). Og når den er der, er det måske først og fremmest fordi den er den eneste og den sidste frie udtryksform: En bog er jo ikke underlagt de forskellige segmenteringer og markedsanalyser, som helt og fuldt definerer og bestemmer TV, musik og sågar avisbranchen. Der bliver rask væk udgivet bøger af forfattere med et grimt fjæs og en dårlig figur. Der bliver aldrig udgivet CD er med grimme vokalister. Der bliver aldrig ansat decideret grimme tv- værter. Ethvert indlæg i en avis passer næsten altid til avisens profil, som altid stemmer næsten fuldstændigt overens med det segment, avisen iflg. markedsanalyserne ønsker at ramme. Kun litteraturen rummer nu om dage et fuldstændigt ærligt og u-manipuleret udsagn. Og den første udfordring for dansklærerne er at få de unge mennesker til at forstå dét. At den eneste undergrund, der findes er litteraturen. Den anden udfordring er at få folk til at forstå, at man ikke nødvendigvis kun behøver læse noget, der er nyt. Dette hænger fuldstændigt sammen med det, jeg netop har sagt før: Al kunst handler om at forstå en tolkning af sin samtid, og at få inputs. Et input fra en gammel bog kan være mere chokerende end et input fra en ny. Der findes adskillige debutanter, der er langt mere konservative end klassikerne. Balzac er f.eks. meget mere rå og harsk overfor snart sagt enhver borgerlig trend, end f.eks. Christina Hesselholdt. Hvis man sammenligner kan den nye litteratur sagtens være mere konservativ end den gamle. Hvis man for eksempel vil vide noget om magtforhold, som de tager sig ud i det politiske Danmark, er der helt sikkert mere grund til at læse Scherfig end der er til at læse Hanne Vibeke Host. Det kan være de skriver om det samme - men Balzac og Scherfigs analyser er meget bedre og ondere end Holsts, så derfor kommer man uvilkårligt frem til den absurde pointe, at klassikerne i grunden kan være langt mere vedkommende end det aktuelle. Det er dette der er den anden udfordring: At forsøge at få de unge mennesker til at finde alternativer til den nyeste merkantile opfindelse. Det nye hit. Den nye trend. Det nye reality-tv-program. Med en konservativ formulering kunne man sige: Det er dansklærerens opgave at bidrage til den almene dannelse. De unge mennesker skal stifte bekendtskab med TRADITIONEN. Ikke fordi litteratur skal være en slags borgerlig distinktions-ikon. Men fordi der er så meget at hente, og fordi litteraturhistorien tit kan give ligeså meget ammunition som den helt aktuelle litteratur. Tit er det sådan at det gamle kan være mere ekstremt end det nye. Den anonymt udgivne bog Bonaventuras nattevågen 8

9 d, findes der kun et sted, at finde et ærligt udsagn. g det er i litteraturen. Danskfagets fremtid fra starten af 1800 tallet er langt længere ude end nogen avantgarde bog, der er udgivet i Danmark de sidste 30 år. Den mystiske eksilrusser med pseudonymet Agajev og hans bog Roman med kokain er næsten mere skræmmende og moderne end noget jeg selv, Jakob Ejersbo eller Mike Hellstrøm eller hvem der ellers er, nogensinde har udgivet om stoffer og misbrug. En bog er ikke bedre fordi den er ny, eller fordi den er gammel. Men under alle omstændigheder giver en roman eller digtsamling eller novellesamling langt bedre svar og rejser meget mere relevante spørgsmål end de moderne medier, der for tiden løber med al opmærksomheden. Hvis man kan gøre de unge mennesker opmærksom på, at det faktisk er ligeså nødvendigt at orientere sig i litteraturen som at gøre det på nettet eller i biograferne eller på musikscenen, så er man allerede i gang med at skabe et menneske, der er i stand til selv at tage stilling. Så er man igang med at skabe et menneske, som det er blevet lidt sværere at manipulere. Så har man gjort en forskel. For nu at bruge en af de værste reklamefloskler, der huserer for øjeblikket. Den tredje udfordring er mere påtrængende end nogensinde før. Den går ud på at lære de unge mennesker, at manipulation kan tage mange former. De farligste former er dem, der aldrig viser sig direkte. Det er reklamernes segmentanalyser. Det er avisernes markedsanalyser. Det er tv-stationernes erklærede forsøg på hele tiden at finde den gyldne mellemvej, at finde middle of the road, ikke at støde nogen, og altid at pakke et givet budskab ind i så meget vat, at den sagesløse tv-kikker slet ikke opfatter, at budskabet i virkeligheden var modbydeligt eller halvfarligt eller problematisk. Dansklærerens tredje og mest alvorlige udfordring er at gøre de unge mennesker opmærksom på at manipulationen lurer alle vegne nu om dage. Og et meget godt våben til denne afsløring er at gøre de unge mennesker opmærksom på, at kun litteraturen er til at stole på. Litteraturen lyver, den forvansker, den digter. Men den gør det åbenlyst, man forventer intet andet og læserne bliver skuffede hvis den ikke gør det. Men til forskel fra så meget andet bliver de også skuffede, hvis der ikke samtidig er en høj grad af sandhed i litteraturen. Litteraturen er det sidste sted, hvor der bliver sagt noget, som ikke er betinget af markedsanalyser og segmentering. Efter at rocken er død, findes der kun et sted, hvor der er en mulighed for at finde et ærligt udsagn. Og det er i litteraturen. Den holder ikke hver gang, for som sagt findes der jo også meget dårlige bøger. Og som sagt skal man ikke læse en dårlig bog, bare fordi det er en bog, og ikke f.eks. en tv-reklame. Personligt har jeg bare den opfattelse, at selvom man bliver snydt af den dårlige bog, så har man dog væsentligt mere med sig hjem, end hvis man bliver snydt af den dårlige tv-udsendelse. Skønlitteraturen ér simpelt hen mere hæderlig end alt andet. Litteraturen er ganske vist ikke specielt god til at gøre opmærksom på sig selv. Reklamebudgettet for en ny bog er en promille af, hvad det er på en ny film eller CD. Men netop derfor er litteraturen det bedste sted at starte en hvilken som helst diskussion, netop fordi litteraturen er så meget mere fri af alle mulige kommercielle eller politiske hensyn end de konkurrerende medier. Hvis undervisning skal dreje sig om andet end tilegnelse af nogle bestemte tekniske færdigheder, er det et must at få de unge mennesker til at læse så meget skønlitteratur som det overhovedet er muligt. Gammel eller ny, dansk eller udenlandsk, så er litteraturen den eneste alvorlige modgift mod den regn af manipulationer som vi bliver udsat for i snart sagt alle andre medier. Danskfagets fremtid er den samme som den altid har været. Nemlig at forsøge at skabe nogle selvstændigt tænkende mennesker. Dét er jo en konstant kamp, det ér jeg klar over. Det er også derfor jeg er så glad for at modtage champagnelegatet idag. Derfor har jeg tilladt mig selv at være lovligt højtravende. Og dét kan jeg gøre værre endnu: Dansklærernes fremtid er den samme som den var for 200 år siden. Som Immanuel Kant formulerede det, drejer oplysning sig om: - Menneskets udgang af den selvvalgte umyndighed... Den bedste hjælp på vejen ud af denne selvvalgte umyndighed er litteraturen. Champagnelegatet viser, at jeg selv bliver anset for at være en hjælper i denne proces, og det er jeg både rørt over og taknemmelig for. Mange tak for dét! 9

10 Tid til dansk INDLÆGGET HER FINDES I EN KORTERE FORM SOM INDSPIL PÅ FREMTIDENS DANSKFAGS HJEMMESIDE. Af Jørn Schmidt, formand i Dansklærerforeningen / HS Fremtidens danskfag fremhæver i sine to delrapporter nogle områder, der trænger til at blive opprioriteteret i danskundervisningen. I den forbindelse siges det at danskundervisningen skal give eleverne i ungdomsuddannelserne nyttige kompetencer, og hvis ikke vi formår at lære vores elever alle de adækvate teknikker, vil de af dem, der fejler, være ilde stedt. De vil komme bagerst i køen. Og man vil med rette kunne hævde, at det også vil være dansklærernes skyld. Rapporten regner med fire basale kulturteknikker: Lytte, læse, tale, skrive. Når rapporten understreger dette, som vel ingen dansklærer nogensinde har været uenig i, er det med det klare sigte at bede os se efter, om værktøjet og teknikken nu også er i orden, og at bede os gøre mere plads i danskfaget til det sproglige arbejde. Rapporten tenderer samtidig i retning af at skubbe litteraturundervisningen sådan lidt sidelæns ud af centrum, et indtryk der forstærkes af nogle af de andre vigtige anbefalinger, som især drejer sig om en fornyelse i korpusset af tekster i dansk med mere fra hverdagens teksttyper og om en øget inddragelse af it og nye medier. Nogle har set disse vægtninger som udtryk for værktøjstænkning, og har hævdet at dette kunne betyde, at med funktionalitetsorienteringen i dansk kunne vi komme til at tage fagligheden ud af fagligheden. Det sproglige arbejde udføres bedst i forbindelse med litteraturlæsning og ikke som isolerede tekniske manøvrer. Vi i HS kan sådan set ende med at være enige med alle om lidt af hvert, men det kan vi jo ikke bruge til noget. Vi tager den derfor lige forfra: For ret at mestre hverdagens mange sprog skal de unge i dansk lære at anvende videnskabens sprog og at opleve kunstens sprog. Videnskabens er rationelt, abstrakt og logisk med en præcis målsætning. Analysen udvikler og klarlægger og muliggør en saglig vurdering. Kunstens sprog er både sanseligt og konkret som hverdagens sprog og genstande, og abstrakt og præcist som videnskabens sprog. Danskfaget tager sit udgangspunkt i hverdagen, som skal magtes og anvender på den ene side videnskaben som et værktøj og et erkendelsesmiddel, den såkaldte faglighed, og bruger på den anden side kunstværket som et middel til oplevelse og erkendelse og som en genstand for analysen. Blandt de mange krævede kompetencer må vi derfor ikke glemme eller nedprioritere den æstetiske kompetence eller den narrative, disse er både noget næsten naturligt og et kulturelt produkt, en nødvendig del af dannelsesprojektet. Og her handler det ikke blot om at kende eller kunne andres fortællinger, men om selv at skrive en synopsis og en drejebog, om at være mester i eget liv. Hvorfor ikke kalde det fiktionskompetence 1? Det er altså ikke så enkelt endda, at pille ved faget dansk. Så for ikke at komme til at ødelægge mekanikken i værket må vi besinde os på opgaverne, at de er mange og hænger sammen. Det er også vigtigt at fastholde, at i hvert fald i handelsskolen skal danskfaget rumme meget: Ny og ældre litteratur, nye og klassiske medietyper - samt sprogundervisning og tydning af tegn i bred forstand. Ingen forestiller sig vel i ramme alvor noget mindre end dette. Lad os derfor se lidt nærmere på det hele. Dansk er mange ting. Vi ønsker mere tid til dansk Situationen for dansk på hhx er i øvrigt ikke helt så gunstig, som Fremtidens danskfags 2. delrapport kunne give det indtryk af. Nogle særlige forhold omkring danskundervisningen på hhx må indledningsvis nævnes: - Dansk er ofte det eneste kulturfag i fagrækken. Sprogfagene arbejder kun nødtørftigt med kulturtekster, og andre kulturfag er valgfag og bliver sjældent benyttet. 1 Udtrykkets proveniens er lidt uklar, men jeg ved, at en gammel John Lennon-fan ofte har brugt det. Imagine! 10

11 dansk til tiden - SSO opgaver kan på hhx udarbejdes også i C-niveaufag, altså ikke-studierettede fagniveauer. Det betyder at forholdsvis få vælger at skrive denne studieforberedende opgavetype i A-niveaufaget dansk med sit høje niveaukrav (også taksonomisk). Det betyder, uanset hvad man tidligere har sagt, en niveausænkning af SSO en, og det betyder, at dansk i praksis også her mister undervisningstid. - En del af den mere funktionelle tekstproduktion indøves i den relevante merkantile kontekst i andre fag som salg og service, afsætning og it. - Hhx har forholdsvis mange tosprogede elever. Disse særlige forhold peger på nogle af hovedpointerne i denne respons: Dansk skal have mere tid. Det studieforberedende aspekt og kulturdimensionen kan styrkes gennem mere tid til danskundervisningen. I dansk på hhx arbejdes naturligt med det udvidede tekstbegreb. Den rummelighed i faget, som modsvarer tidens mediebillede, er vi glade for (Fremtidens danskfags 2. delrapport noterer netop hhx-bekendtgørelsens bredde med tilfredshed). Bekendtgørelsen muliggør en bred dækning undervisningsmæssigt af de tre fire faglige tekstkorpusser: Litteratur, sprog, massekommunikation - og nu også nye medier. Problemet er, at områderne hver for sig altid har taget tid, og tilsammen mere tid end der er. Der har altid skullet kæmpes mod tiden, men nu er situationen ved at blive prekær. Hvorfor nu det? Flere forhold skaber et stadig øget pres, vi nævner her nogle af de vigtigste i flæng: - Den sproglige udvikling hos eleverne, som ofte er akavet og kompleks set fra et skolesynspunkt. Dvs. der er mange såkaldte sproglige fejl at komme efter for en dansklærer. Fortsættes næste side 11

12 Tid til dansk, dansk til tiden...sprog, nye medier, dansk for to-sprogede, international litteratur og ændrede evalueringsformer. Ja tak! Mere af det hele, for at danskfaget kan bevare kvaliteten og kompleksiteten i sin rummelighed. - Sproget eller sprogene, som er præget af modernitetens såkaldt ikke-lineære kommunikationmåder, hvor strukturer fra film, tv og nye medier slår ind. - Slutmålet for undervisningen er naturligvis stadig den klassiske klarhed og omtanke. Der skal arbejdes frem mod en klar velargumenteret eller velformuleret fremstilling, mundtligt og skriftligt. - Den såkaldte medieeksplosion, der anfægter skriftkulturen eller rettere sagt, hvor der udvikler sig en mangfoldighed af teksttyper, der skal beherskes. - Elevgrundlaget, som nu med 50% af en ungdomsårgang i de gymnasiale uddannelser ofte er fra ikke-boglige hjem. Og som nævnt, hhx har mange tosprogede elever. - Ønsket om at forny og ajourføre tekstmassen (med nyeste tid-tekster og nye medie-tekster). - Ønsket om at give eleverne en både grundigere og stadig mere sofistikeret skoling i genrebeherskelse - og hermed i æstetiske og narrative kompetencer. Vi siger helhjertet ja tak til forslagene fra Fremtidens danskfags 2. delrapport om mere: - sprog - nye medier - dansk for to-sprogede - international litteratur - ændrede evalueringsformer Ja tak! Mere af det hele, for at danskfaget kan bevare kvaliteten og kompleksiteten i sin rummelighed. Men rummelighed uden disse konstituerende karaktertræk - faglig kvalitet og kompleksitet - nej tak! Udfordringerne er således i vækst. At læse, skrive, lytte og tale er noget både kvantitativt og kvalitativt andet end simpel Ole bole og litterær kanon. Det er vi også enige med delrapporten i. Vi er sikkert også enige i, at det ligefrem er godt for danskfaget, det må ikke stagnere i berøringsangst med det udvidede tekstbegreb. Men der er en fare for, at vi og eleverne beskæftiger os ukritisk med flere nye teksttyper, simpel kvantificerbar øgning og fornyelse ligger lige for. Tekster i skriftlig dansk skal skrives og ikke produceres ved tryk på tasterne marker alt - kopier - indsæt. Eksempelvis har en stor del af de dansklærere, som har deltaget i det i øvrigt spændende forsøg med it til den skriftlige danskeksamen på hhx, sporet sådanne tendenser i tekstproduktionen (se hsd # 74; heri berøres også et andet problem, nemlig de forholdsvis flere massekommunikationsopgaver i opgavesættene). På den anden side kan vi sagtens forestille os nye skrivemåder og evalueringsformer, men sammenhængen mellem erklærede kvalitative undervisningsmål og nye prøveformer skal sikres, så en udvikling af elevfærdigheder, -kompetencer, kulturteknikker og dannelse stimuleres kvalitativt. Vi tager altså gerne handsken op! Den medieskabte verden er udfordringen, set fra en humanistisk synsvinkel - den er ikke bare et sæt ready mades. Den nødvendige litteraturlæsning, tekstanalyse og tolkning Der skal læses litteratur, og vi kan ikke tage noget tid herfra. Litteraturen skal stadig være repræsenteret i sin mangfoldighed, denne skal udfoldes fra det oplevelsesrettede over det analytiske til den eksistentielle tolkning, med interesse både for forskellige formers brugsrettethed og legende formålsløshed. Det skønlitterære værk er et medie blandt stadig flere andre - nye og glimrende. Spredningen i elevernes forudsætninger og parathed til at fordybe sig i læsningen er stor, vejen til oplevelse,analyse og fortolkning samt vurdering er lang. Det er heller ikke så enkelt, at man bare kan sige lad os befri danskfaget for sine litteraturhistoriske byrder! Med befrielsen smides barnet ud med badevandet. Det særlige ved det litterære værk er jo som bekendt både 12

13 Tid til dansk, dansk til tiden Udfordringerne er således i vækst. At læse, skrive, lytte og tale er noget både kvantitativt og kvalitativt andet end simpel Ole bole og litterær kanon. dets udsagn om det konkrete individuelle tilblivelsespunkt og dets almene gyldighed. Dets kompromisløse historicitet - dets glokalitet, for nu at bruge dette modeord inden for en tidsdimension! Turgenjevs Fædre og sønner læses principielt på samme måde som Manns Tonio Kröger eller Sonnergaards Radiator. Malinovskis samling af digte i Glemmebogen læses som S.U.T., Dan Turèll og Østkyst Hustlers. Den historiske læsning på hhx er af indlysende grunde besværlig. Seneste hhxbekendtgørelsesreform tog hul på problemet ved at indføre et forholdsvis kort obligatorisk delforløb. Hermed blev der peget både på det historiske aspekt, den nødvendige dybde så at sige, og på informationssamfundets flade bagside: historieløsheden. På en måde kunne man sige, at det historiske snarere skulle styrkes end svækkes! Men styrkes på en helt anden måde end ved således, som det her blev gjort, at udlægge en serie historiske trædesten. Styrkes! - Hvordan så? Det spørgsmål burde uddannelsesstyrelsen se nærmere på i stedet for at stikke halen mellem benene. Igangsæt forsøg med læsning af litteratur fra perioder! Periodelæsning kan som emnelæsning bringe teksterne i samtale med hinanden, så de ikke hver for sig skal segne som levende tekster ved at skulle være demonstrative og eksemplariske trædesten i et historisk forløb. Eksempelvis kunne det også gøres på dekonstruktiv vis. Man kunne sagtens forestille sig en Holberg tekst læst i en helt anden sammenhæng af oplysningstidstekster end den vante: P.O. Enquists Livlægens besøg, Encyklopædien, Laclos brevroman i oversættelse, Farlige Forbindelser, og i uddrag, og sammen med Steven Frears udstyrsstykke af en filmatisering af dette pikante og kyniske værk! For nu at ryste posen lidt. Endelig er vi enig med delrapporten i at det hele - herunder de ændrede krav til lærergerningen og fagets stadige fornyelse af genstandsområderne - kræver nytænkning i forhold til både uddannelse og efteruddannelse, men det er måske nok nytænkning men i hvert fald ikke kvalitetstænkning at lufte muligheden for, at fagets lærere skal uddannes andre steder end på universitetet. Medieundervisningens svage faglige basis i de gymnasiale uddannelser Et sidste problem som skal tages op her, som først i anden omgang er danskfagligt, er medieundervisningen. Vi kan ikke lade medierevolutionen blot være medierevolution og så lave business as usual. Nye medier skaber nye receptionsformer, ny æstetik og nye eksistentielle indhold. Danskfaget kan ikke alene rumme dette. Området fortjener også sit eget fag. Desværre er faget kun et valgfag, der kun findes nogle steder. Af hensyn til den mediefaglige kompetenceudvikling i de gymnasiale uddannelser burde det i en eller anden form være obligatorisk. Men hvilken? Det må også afklares. Vores indledende og stadige bekymring skyldes, som det ses, ikke angst for forandringer. Vi siger derfor tak til Fremtidens danskfag for invitationen og udfordringen. Lad os sætte mere tid af til en forandring! 13

14 nutid Danskfagets & fre eller noget om faktorernes orden i fortælling og syntaks Helle Romme, fagkonsulent for hhx Dansk er det eneste 3 årige obligatoriske fag i hhx-uddannelsen. Det vil sige faget har en sammenhængsfunktion som klassens stamfag og fælles A-niveau-fag. Artiklen bygger på mit indlæg på foreningens landkursus, hvor arbejdstitlen var: Fagets aktuelle situation, tendenser og muligheder. Jeg prøver måske at sige, at ethvert menneske vel i lige så høj grad er en ansamling af historier som af molekyler. Jeg er blandt andet, hvad jeg har læst op gennem årene. Det forsvinder ikke. Det aflejres i mig som et, hvad skal jeg sige, sediment. Så du mener de historier, du har hørt, er lige så vigtige som de gener, du har fået. ( ) Du mener altså, at et menneske også kan forandre sig, fordi det hører en bestemt historie? Netop. Måske består livet i at samle på historier, sagde Aksel, at samle sig et arsenal af gode fortællinger, sådan at man kan sætte dem sammen på forskellige, komplicerede måder, som et DNA. Hvis du har ret, så gælder det ikke om at manipulere med generne, men med historierne fra livet, sagde Jonas Jan Kjærstad, Forføreren Fra kapitlet Klodernes klode. Vi er med nomadekredsen i byen, og Axel og Jonas (trilogiens hovedperson) er blevet hængende over en del calvados: Sandhederne kommer altså fra kåde, berusede unge. Påstande eller indsigter om at man kan få livserfaringer gennem andres erfaringer, at fortællingen er menneskelig livsytring og at historiernes rækkefølge har erkendelsesmæssig betydning. Lad denne fantastiske tiltro til fortællingens livskraft stå som klangbund for følgende udredning af vores fags tilstand og fremtidige muligheder. Sammenhæng og studiekompetence Dansk er det eneste 3 årige obligatoriske fag i hhx-uddannelsen. Det vil sige faget har en sammenhængsfunktion som klassens stamfag og fælles A-niveau-fag. I praksis betyder det at dansk er det eneste fag, elevernes først bliver målt i efter 3 år. Det er et vilkår der sætter fokus på det lange seje træk, fordybelse og evne til at overføre viden og kunnen fra et område til et andet, fra et år til et andet. Modsætningen hertil er de mere modulopdelte fag ( fx salg & service, afsætning og tilvalgsfaget afsætning A), har afsluttes hvert fag for sig, og i regelen er der lærerskift fra år til år. Med andre ord på grund af danskfagets position i hhx-uddannelsen, har faget en stor betydning for elevernes tilegnelse af studiekompetence. Det er en forpligtelse og udfordring at have som fag, desuden betyder det ofte i hverdagen, at vi må tumle med de problemer elevernes skole- og klasseskift medfører. Det vidner en del censorhenvendelser ved denne sommers mundtlig eksamen om. Identitet og profil Fagets indhold og identitet ligger tæt, nogen mener for tæt, op ad det almene gymnasiums danskfag. Alligevel trives danskfaget med hovedsagelig andre nabofag, det vil sige flere merkantile og samtidsorienterede fag end æstetiske, historiske og kulturelle. Og det er derfor naturligt for de fleste hhx-dansklærere at danskfagets genstandsområde også 14

15 tid i hhx indeholder kunst, billeder, film og historiske perioder fra før industrialiseringen. Fagets køn Faget hører til i en tvekønnet skoleform. Det vil sige der går lige mange drenge og piger på hhx, nogenlunde sammenligneligt med det matematiske gymnasium, hvorimod de øvrige gymnasieformer er meget kønnede. Alt andet lige giver det basis for god pingpong i klasserummet og et elevkrav om alsidighed i materialevalg og emner. (jeg henviser til 2. delrapport om fremtidens danskfag, som har et lidt polemisk afsnit om det kønnede danskfag i det sproglige gymnasium). Fagets genstandsområde Faget er organiseret i emnekredse og emner, hvor emnekredsene tilskrives størst vægt, da de mest direkte er grundlaget for den mundtlige prøve. Desuden accentueres, qva bekendtgørelsens mindstekrav, periodelæsning, nyeste tid og massekommunikation. Fagets hovedområde er sprog og litteratur, står der i vores bekendtgørelse, men i praksis er det nok snarere litteratur og medier. Sprog knyttes oftest til undervisningen i skriftlig dansk og til det obligatoriske sproglige emne. I 2. delrapport om fremtidens danskfag udstilles Råd og vink i dansk på hhx som vinduespynt. Altså i vinduet har vi varen sprog og litteratur, mens inde i forretningen findes kun litteratur. Nu har ikke mange i arbejdsgruppen været inde i forretningen, så analysen af hhx-danskfaget bygger mest på en kritisk tekstanalyse af fagplaner og råd og vink, men der kan jo også gemme sig meget interessant mellem linjerne i en tekst! Alligevel ligger sandheden nok nærmere i mediers og de multimedieproducerede teksters placering i hhx-dansk. Den sproglige del af faget kan vi finde i arbejdet hermed. Resultaterne af analysen af SSOtitlerne i 2001 viste, at de sproglige og medieorienterede emner var repræsenteret, men stadig langt fra de litterære i omfang. I øvrigt ofte skrevet af drenge! Den danske stil Faget har obligatorisk skriftlig eksamen. En prøveform som understøtter det brede tekstbegreb. I forsøget med elektroniske opgaver i dansk gives tillige muligheder for at skrive med baggrund i multimedietekster, musik, tale, hypertekst og levende billeder, som ikke kan forefindes på det flade papir. Den danske stil måler såvel elevens skrivekompetence som evne til metodisk tekstanalyse og vurdering. De frie emner: skriv om findes ikke. Ser vi på resultaterne af denne sommers stile, viser de at: Formidlingsopgaverne skrives af lidt flere elever end tidligere år, men der er stadig lidt uklarhed omkring vurderingskriteri-erne, bl.a. pga. den meget opdelte opgave. Den æstetiske opgave ( hvor foto, maleri eller digt er tekstgrundlaget) er sværest for eleverne, hvis man kan dømme Fortsættes næste side 15

16 Danskfagets Nutid og fremtid i HHX ud fra karakterer-ne. Eleverne fanges ind af sagen og glem-mer at analy-sere på formen. Det sker ikke i samme grad i Matadoropgaven (fra it-sættet), måske fordi opgaveformuleringen giver lov til at udfolde sig om Agnes udvikling. Den litteraturhistoriske opgave vurderer censorerne først rigtig kommer til sin ret, når alle hjælpemidler er tilladt. Alligevel viser karaktergennemsnittet i denne opgavetype i it-sættet, hvor alle hjælpemidler er tilladt, sig at være lavere. Sagen er at vi ikke rigtig endnu ved, hvad brug af hjælpemidler fuldt ud betyder for kvaliteten af elevernes stile. Opgavekommissionerne er meget opmærksomme herpå, it- kommissionen er yderligere opmærksom på inspirationsmaterialets funktion, når alle hjælpemidler er tilladt. Hensigten er jo at elevernes mulighed for at tjekke deres viden og oplysninger skulle smitte kvalitativt af på såvel stilens form som indhold. Ingen er jo interesseret i bevidstløse afskrifter af litteraturhånd-bøgerne. På den anden side skal det heller ikke være sådan at skoler der ikke har råd til at udlevere fx Litteraturen Veje til alle elever, på forhånd giver deres elever et handicap. Her har inspirationsmaterialet en lighedseffekt. Den essayistiske opgave behøver jf. bekendtgørelsesændringen ikke længere fremover at være tilstede. Det forekommer imidlertid lidt barskt umiddelbart at fjerne den, når over 1/3 af eleverne vælger denne opgavetype (deraf en stor del af drengene, uden at jeg har dokumentation i form af tal herfor), derimod arbejder kommissionerne meget med at opgaveformuleringen ikke lægger op til for meget: Jeg synes., men derimod op til at skulle skrive om et sagforhold i en bestemt genre, eller som en bestemt afsender, med baggrund i kendskab til forskellige teksttypers sproglige og argumentatoriske virkemidler. Novelleanalysen har i flere år været en bestseller, en udtagelse er Mit for-færdelige ansigt i it-sættet i år, her var flere og andre, nok lettere tekster at gå til. Den typiske novelleanalysebesvarelse er noget skematisk og ikke så kreativ, i den forbindelse er der en løbende diskussion i censorkorpset om hjælpespørgsmålenes velsignelse. I opgavekommissionerne diskuteres det om en genindførelse af begrebet fortolkning kunne bevirke at opmærksomheden ledes videre end til detailanalysen. Rapportskrivning Fagets skriftlige dimension kommer desuden til udtryk i rapportskrivning på 2. år. Et skriftligt forløb som er tænkt i relation til allerede læste emnekredse altså en danskfaglig rapport. Vi ved meget lidt om hvordan det går med den rundt om på skolerne og i de enkelte klasser, da den blot nævnes på pensumlisten ( hvis læreren husker det ), den indgår ikke i nogen prøveform. I år har en enkelt skole fået godkendt et forsøg med at flytte rapportskrivningen til 14 dage i den relativt lange eksamensperiode på første år. Erfaringerne herfra vil vise, om koncentrationen af skriveprocessen og den tidligere placering i skoleforløbet kan have en gunstig indflydelse på dels skrivepædagogikken og dels elevernes skrivekompetence også i andre fag. Større skriftlig opgave Den større skriftlige opgave i faget skrives af ca. 12% af eleverne, et dalende antal elever siden SSO blev indført. Over 80% af titlerne kan betegnes som litterære og heraf skrives 70% af piger, så selvom danskfaget i hhx ikke kan betegnes som kønnet, synes den litterære del og især forfatterskabslæsning at tiltale det ene køn mere end det andet. 16

17 Danskfagets Nutid og fremtid i HHX Fagets kerne Fagets kerne er tekstanalysen, selvom analysemetoderne ofte ikke er eksplicitte. Der er ikke så stor tradition for krav om metodekritik, men derimod krav om anvendelse af viden og redskaber. Dette var en slags status over faget, som jeg ser det lige nu. Denne status afslører desuden at fagkonsulenten i hhx mest har kendskab til den skriftlige dimension af faget. Konsulentbesøg i den daglige danskundervisning eller i forbindelse med det praktiske pædagogikumsforløb hører ikke til hhx-virkeligheden. Desværre. Men lad os kigge lidt ind i fremtiden og se på fagets muligheder. En fremskrivning af et fag... Forudsætningen for disse tanker og ideer er selvfølgelig at faget eksisterer i et selvstændigt merkantilt gymnasium med lige megen vægt på det merkantile som på det gymnasiale, det er jo til enhver tid en politisk beslutning. Jeg vil i den forbindelse henvise til den seneste EVA-rapport Profiler på hhx og htx, idet den konkluderer: at ville begge dele på én gang, er et dilemma for profilen. Med dette forbehold in mente forestiller jeg følgende virkelighed for dansk i hhx: Faget vedbliver med at være et treårigt A- niveau, men får måske større støtte af et mere gymnasialt samfundsfag og afsæt-ningsfag, og kravet om at stå for elevernes studiekom- petenceudvikling bredes ud på profilfagene. Desuden skærper skolerne kravene til at overflyttede elever skal have deres pensumlister med sig, og de sørger for ekstra undervisning til de elever, der ikke ellers kan leve op til pensumkravene inden endt uddannelse. Altså jeg forestiller mig ikke en modulopdelt løsning, da den næppe matcher studiekompetencekravene. Fagets genstandsområde er de mangfoldige teksttyper, med henblik på genreog virkemiddelbevidsthed. Det æstetiske formsprog har en vægtig plads, da danskfaget er det eneste obligatoriske fag der naturligt formidler disse teksttyper og sprogform. (med mindre de merkantile sprogfag ændrer kurs). Periodelæsning og historisk læsning er nedtonet som et krav for sin egen skyld, men læses derimod med udgangspunkt i en fælles nutidig orientering ( som jo ofte er film, teater og tv- serier, før det er bogen), det vil sige, det er aktuelle problemstillinger som styrer historiske afsøgninger ( fx Naser Khaders udsagn og tekster om muslimernes ære og skam kan starte en undersøgelse af sekularisering og oplysningstidens tanker og tekster) Eller nye films tilbøjelighed til at finde eksotiske skuepladser (Jeg er Dina, Breaking the Waves, Barbara) som udtryk for noget autentisk, kan være afsæt for undersøgelser af lignende træk i romantikkens litteratur og malerkunst. Faget er stadig i en tvekønnet skoleform og det smitter af på faget, således at det bliver mere orienteret mod teksttyper fra den politiske, økonomiske og internationale verden. Faget indeholder journalistik og kendskab til den nationale og internationale medieverden. Og fx fylder nu Leif Davidsens romaner lige så meget i SSO-titlerne som Tove Ditlevsens. Faget er organiseret i et antal læsemåder som de nuværende emnekredse (måske en ny betegnelse), dog med et krav om at metoderne eller læsemåderne er ekspliciteret. Hver kreds af tekster har sit problemfelt eller ledetråd. Periodelæsning kan fx handle om at få hold på modernitetsbegreberne eller oplysningsideerne. Andre læsemåder kan være intertekstuel, tematisk eller genremæssig som i dag, dog med den forskel at litterære og ældre tekster ikke har forrang for mediebårne eller nutidige tekster. Den danske stil findes stadig som en gymnastiksalseksamen. Opgaverne forefindes på en cd-rom eller direkte hentet fra skolens intranet, så en bred variation af teksttyper kan være repræsenteret. Opgavetyperne vil indeholde såvel tekstanalyse som tekstproduktion ud fra kendskab til genrer, stil, kommunikationmodeller, argumentation, billedsprog, fortolkningsrammer og epoker. Fortsættes næste side 17

18 Danskfagets Nutid og fremtid i HHX der er tale om et forløb og en helhed og dermed en måde at bringe orden på. Det er ikke kun eventyret, der er en fortælling. Dagens nyheder bliver bragt i fortælling. Formålet er at måle elevernes skrivekompetence i en indivi-duel og deadline-orienteret situ-ation, desuden måles elevernes evne til at orien-tere sig og selektere i et stort materiale ud fra en på forhånd fastsat opgaveformulering. En delmængde af studiekompetencen. Rapportskrivningen i faget er bredt ud til flere skrivepædagogiske aktiviteter, fx basis-skrivekursus på 1. år, skriveøvelser i forbindelse med svært tilgængeligt stof. Større projektarbejder kombineret med mundtlige forsvar. Skrivepædagogik og retorik for en tydeligere plads på hhx. SSO i dansk findes stadig, men med flere drengeopgaver, fx politisk retorik, international nyhedsformidling, intertekstualitet i reklamer, krigsreportager, finansformidling, anmelderi osv. De større skriftlige opgaver i dansk vil være mere erkendelsesproducerende end de er i dag, hvor mange opgaver er reproduktion af en litterær tradition. (Jeg henviser til eksempler på såvel tradition som fornyelse i SSOundersøgelsen fra 2001, den ligger tilgængelig på Undervisningsministeriet s hjemmeside). Kravet til fremtidens professionelle dansklærer er at hun kan eksplicitere sit fagsyn, sine normer og sin didaktik, og at hun har et sprog at tale om sprog med. De unge elever, vi i fremtiden har i hhx, har ikke en enhedskultur med fælles grundlæggende værdier, det de har til fælles er en forbrugskultur, tøj, musik, medier og fremtidsdrømme. Herfra må dansklæreren møde de unge, ikke med hån eller næsegrus ungdomsfascination, men med en eksplicit anderledeshed. Kerne eller streng i fremtidens danskfag Gerne ville jeg kunne sige: Kernen i mit fag er fortællingen. I konklusionen af Fremtidens danskfag, 2. delrapport lyder det under overskriften: Og hvad skal det hele så ende med? (altså hele arbejdet med at besinde sig på fagets kerne, for at gøre plads til alt det andet der er vigtigt at lære) Det skal for alle være inspirerende at have dansk. Det skal give alle: læselyst, skrivelyst, talelyst og lyttelyst. Det skal give lyst på at:udnytte erhvervede kommunikations-færdigheder og det skal først og sidst give appetit på mere. Dansk er nøglen til et rigere og bedre liv i kraft af at kunne åbne for vidtstrakte riger af viden og oplevelser. Det nytter ikke noget som helst, det her, hvis dansk er noget som hører til henne i skolen og ikke bliver brugt til noget udenfor, enten fordi faget er for fint til den slags eller fordi det faktisk mangler jordforbindelse. Danskfaget skal påtage sig sin store del af ansvaret for at skabe initiativrige, læreivrige og vidende ung og voksne der kan selv og vil selv, alene og i fællesskab ellers kan det hele være lige meget. Det lyder jo besnærende, især det med at skole og virkelighed skal hænge sammen, men ved lidt nærmere eftersyn handler det om at danskfaget skal stå for de kommunikative kompetencer og de sociale kompetencer. Beskæftigelsen med de æstetiske erkendeformer er ikke med som kompetence, men er blevet til vidtstrakte riger af oplevelse. Jeg savner at vi pointerer fortolknings- og erkendelseskompetencer. Kan jeg være sikker på at det kommer af sig selv qua sproget og sproget i brug? Den kommunikative kompetence bør udvides med en narrativ kompetence ( fortolkning, erkendelse, meaningmaking ). Der er et uhyggeligt behov for orientering i al kommunikationen vel vidende at én orientering kan være lige så sand som en anden. (jf. modernitetsvilkåret). Fortællingen rummer i sin natur (eller konstitueres ved) en sekvensrækkefølge, den er konstrueret i forhold til de virkelige hændelser, og meningen med fortællingen kan afhænge af sekvensernes placering, men der er tale om et forløb og en helhed og dermed en måde at bringe orden på. Det er ikke kun eventyret, der er en fortælling. Dagens nyheder bliver bragt i fortælling. Krige og udenrigskriser har deres fortælling. Reklamen er en fortælling. Til fortællingen hører også agentiviteten, en handlen mod et mål, en menneskelig rettethed, som det grundlæggende i såvel syntaksen som i handlingen. Desuden ligger der en følsomhed over for det kanoniske, det politisk korrekte eller det mod-kanoniske, oprøret, konflikten, dæmonien. Det ligger i såvel sematikken som i tematikken. Og endelig er der fortællerperspektivet, fortællingen er fortalt af nogen, den er ikke stemmeløs, prosodien eller holdningen. Jeg taler altså for at danskfaget skal bidrage også med en narrativ kompetence, dette at kunne ordne sin viden og erfaring i scener og plot, såvel som i kronologier og kategorier, og dette at kunne aflæse narrationens overbevisende eller manipulerende kraft. 18

19 RDansk - et oplæg Steen Lassen, lektor og studielektor i undervisningsministeriet og medlem af styregruppen for Fremtidens danskfag I Det var med en vis tøven, at jeg accepterede redaktionens opfordring til at skrive et debatoplæg om fremtidens danskfag på hhx. Mine tøven skyldes for det første helt banalt, at det jo er en vanskelig opgave og for det andet, at jeg skal afklare ret præcist det gamle spørgsmål om, hvem jeg er. Eller rettere sagt: hvem jeg ikke er i denne sammenhæng. Det er nødvendigt at understrege, at det efterfølgende er skrevet i min egenskab af at være dansklærer og altså ikke i min egenskab af at være ansat i Undervisningsministeriet. Synspunkter og visioner er således mine personlige, og ministeriet er ikke nødvendigvis enig med mig. Jeg er i denne rolle blot mig selv. II Mit udgangspunkt er at se danskfaget som en del af hhx-uddannelsen. Det interessante er, hvad eleven har lært som dimittend og fx ikke om det er sket i det ene fag eller det andet. Jeg har altså ingen kronjuveler, som absolut skal reserveres dansk; hvis andre fag er bedre til noget bestemt, så skal de gøre det. Og vice versa. Og hvis fagene bedst kan løse en opgave i fællesskab, så skal de gøre det i fællesskab. Dansk er en brik (jo-jo, en vigtig brik) i dette puslespil. Dansk skal på lige fod med de andre fag bidrage til elevens dannelse. I Evalu- eringsinstituttets seneste rapport, Profiler på hhx og htx, anbefales det, at der sættes fokus på dannelsesbegrebet i forhold til de erhvervsgymnasiale uddannelser. Det er jeg enig i. Vi har bl.a. i uddannelsens formål nogle brede og lidt vage beskrivelser af et dannelsesbegreb, men vi har absolut behov for at få sat flere ord på og efterfølgende se på, hvorledes fagene så bidrager til dette dannelsesprojekt. Jeg forestiller mig et bredt dannelsesbegreb, som altså ikke kun tager afsæt i uddannelsens profilfag, og som eksempelvis vil være væsensforskelligt fra det dannelsesbegreb, der kendetegner det almene gymnasium. Danskfagets rolle på hhx og dets bidrag vil derfor også være forskelligt. Vi har i en periode nok været for optaget af, at faget skulle have samme funktion som det har i det almene gymnasium og er derfor måske kommet til at ligne det for meget. Vi skal i højere grad til at arbejde med et danskfag, som har sin egen funktion i vores uddannelse og som er forskelligt fra andre uddannelsers danskfag og deres funktion. Og kort fortalt tror jeg, at det indebærer en drejning af vores fag. Sådan på overskriftniveau (og for den læser, der gerne vil stå af nu) forestiller jeg mig et mere internationalt orienteret danskfag, mere vægt på sproglig bevidsthed og mere it og mindre dansk litteratur. De nærmere mellemregninger og overvejelser kommer nedenfor. III Uden at inddrage begrebet kernefaglighed og arbejdet med personlige kompetencer eller andre varme begreber synes jeg at kunne konstatere, at de fleste dansklærere føler de har travlt. Trods fagbilagets forholdsvis rammeprægede karakter oplever mange, at det kniber med tiden og især at det kniber med anvende undervisningsformer, som umiddelbart tager lidt længere tid. Hvor meget får de egentlig læst, hvis jeg laver projektarbejde? tænker jeg som dansklærer og svarer selv: det går nu hurtigere og er fagligt mere betryggende, hvis jeg selv gennemgår det. Måske skulle vi under alle omstændigheder til at lære at læse lidt færre tekster og så læse dem omhyggeligt? Mit udgangspunkt er derfor, at hvis man skal lave noget, som man ikke laver i dag, må der ske en reduktion af det, vi laver i dag. Man kan ikke fylde flere obligatoriske ting ind i faget uden at fjerne andre. Og det sidste er som bekendt sværere end det første. Det er en smal sag at sige, at dette burde man også gøre og hint er også vigtigt det er straks sværere at få nogen til at sige, hvad der så ikke skal være en del af faget mere. Og utvivlsomt også vanskeligere at opnå enighed om, hvad der skal ud. Men jeg vover pelsen. Fotsættes næste side 19

20 Dansk- et oplæg IV For mig er det en del af hhx profil, at uddannelsen er internationalt orienteret. Udover mængden af fremmedsprog får eleven også en international horisont omkring samfundsøkonomiske forhold i bred forstand. Den dimension er ikke så tydelig i de andre gymnasiale ungdomsuddannelser. Dette internationale islæt bør danskfaget også understøtte. Jeg forestiller mig ret konkret eksempelvis et krav om, at der skal læses udenlandsk litteratur (i oversættelse), så eleverne bl.a. får et indtryk af ideernes og kunstformernes mere grænseløse udbredelse. For at blive endnu mere konkret: hvorfor bilde dem ind, at Det moderne Gennembrud var Georg Brandes opfindelse? Hvorfor ikke lade dem læse en af de tekster fra udlandet, der var baggrunden for Brandes forelæsninger? Andre og mere nutidige eksempler kan man selv lave. Det internationale islæt skal ikke kunne klares ved at se fire Hollywood-film, og man kan heller ikke nøjes med at læse nogle tekster fra det land, hvor man skal på studietur. Det bliver for smalt. Og for at komme et par automatreflekser i forkøbet: Nej, jeg forestiller mig ikke, at eleverne pludselig kan have overblik over Verdenslitteraturen med stort begyndelsesbogstav og i bestemt form, når vi godt ved, at de i dag har vanskeligt nok med at få overblik over den danske litteratur. Og jeg forestiller mig heller ikke, at danskfaget bør ændre navn til idéhistorie eller kulturfag. Men mindre kan godt gøre det. Jeg forestiller mig blot et mere internationalt orienteret fag end det meget nationale, vi har i dag. Lade de åbne grænser så at sige også inspirere faggrænserne på hhx. For et sådan mere internationalt orienteret danskfag vil også få nye samarbejdsrelationer til undervisningen i fremmedsprog, primært engelsk. Og så kan vi måske også blive bedre til eksempelvis at anvende de tekstanalytiske færdigheder, som eleverne får i danskfaget, mere bredt i andre fag. V Det kommunikative bør vægtes højere, og det gælder både fagets mundtlige og skriftlige side. Eleverne har brug for færdighederne i mange andre fag (og så sandelig også efter eksamen), men jeg mener det må være dansk, som påtager sig opgaven mere markant end i dag. Mundtlig dansk forstået som andet og mere end evnen til at svare på dansklærerens tekstanalytiske spørgsmål har haft trange kår. Ikke så mærkeligt, når der sidder op mod 30 elever i klassen. Men alligevel skal det mere i fokus som et område, vi bevidst arbejder med. For min skyld gerne med udgangspunkt i retorikken og under alle omstændigheder med det formål at højne elevens sproglige bevidsthed og opmærksomhed på sproglige virkemidler. Og selv om det lyder som en selvmodsigelse kan dele af dette arbejde udmærket foregå skriftligt. På den skriftlige side skal eleverne blive bedre til at udnytte it s muligheder og vi skal blive bedre til at undervise dem i det. De senere års markante stigning i anvendelsen af it i skriftlig dansk har ikke sat sig de mulige kvalitative spor i elevernes besvarelser. Vores skrivepædagogik skal udvikles, så eleverne ikke blot bruger it som en tidsbesparende skrivemaskine, hvor teksten måske kan krydres med lidt smart layout, men lærer at udnytte fx de redigeringsmuligheder, der ligger i it, så slutproduktet bliver bedre. En lidt firkantet konstatering fra rollen som censor siger, at den tid, der er vundet ved ikke at skulle skrive kladde i gammeldags forstand, i bedste fald er brugt til at gøre stilene lidt længere ikke meget bedre og i værste fald til blot at gå lidt tidligere. Jeg må også indrømme, at jeg i stille stunder spekulerer over, om månedlige stileretninger med ledsagende rettereduktion monstro er den bedste udnyttelse af de afsatte ressourcer, set fra elevens side. Eller spurgt lidt mere provokerende: er det 20