"III. Eksempelvis er den årlige pension pr. 1. januar 1994 beregnet til ,13 kr. medens den i den "nye" gamle ordning kun er ,65 kr.

Transkript

1 Kendelse af 22. august J.nr Medlem af pensionskasse burde ikke have været anset som part. Spørgsmålet om forringelse af pensonskassetilsagn og tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt henvist til domstolene. (Kirsten West Andersen, Suzanne Helsteen, Finn Møller Kristensen, Christen Sørensen og Niels Larsen) K har i skrivelse af 25. november 1996 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 22. november 1996 (j.nr ) har meddelt hende, at tilsynet ikke kunne foretage sig mere i anledning af hendes klage over, at A Pensionskasse har nedsat hendes pensionstilsagn. Sagens omstændigheder: A Pensionskasse førte i årene drøftelser med Finanstilsynet om ændringer i pensionskassens ydelsesmønster og om overgang til nyt beregningsgrundlag. Ønsket om overgang til et nyt beregningsgrundlag var blandt andet foranlediget af de senere års faldende renteniveau og af 3. livsforsikringsdirektiv, der fastsætter regler for, hvor høj grundlagsrente, der må benyttes ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser. Som led i disse drøftelser afholdt tilsynet møde med pensionskassen den 5. april 1995, hvorunder tilsynet i overensstemmelse med sin daværende praksis meddelte pensionskassen, at i det omfang ændringerne medførte nedsættelse af eksisterende medlemmers pensionstilsagn, krævede ændringerne vedtagelse, såvel af parterne i de overenskomster der foreskriver medlemskab af pensionskassen, som af pensionskassens generalforsamling. Den 30. maj 1995 vedtog pensionskassens generalforsamling herefter at indføre et nyt beregningsgrundlag for alle bidrag fra og med 1. januar Generalforsamlingen vedtog desuden at indføre et ændret ydelsesmønster for medlemmer, der optoges fra og med 1. januar 1996, samt for eksisterende medlemmer, der ønskede dette. Den 27. juni 1995 anmeldte pensionskassen herefter i henhold til 30 i lov om forsikringsvirksomhed de nødvendige ændringer i det tekniske grundlag. I efteråret 1995 udsendte pensionskassen til sine medlemmer, herunder klageren, en valgblanket, hvorpå medlemmerne ved afkrydsning kunne vælge mellem gammel og ny ordning. Af en medsendt information fremgik det imidlertid, at uanset om klageren valgte gammel eller ny ordning, ville hendes pensionstilsagn blive forringet. Klageren satte kryds i rubrik A: "Jeg ønsker den gamle ordning" og returnerede valgblanketten til pensionskassen den 31. oktober 1995.

2 Samtidig skrev hun til pensionskassen, at det ikke kunne være rigtigt, at hendes pensionstilsagn ville blive forringet, selvom hun valgte gammel ordning. Endvidere skrev klageren: "III Eksempelvis er den årlige pension pr. 1. januar 1994 beregnet til ,13 kr. medens den i den "nye" gamle ordning kun er ,65 kr. IV Gruppelivssummen er pr. 1. januar 1994 opgjort til kr. medens den i den "nye" gamle ordning kun er opgjort til kr. Hvor er resten af pengene? En forskel på kr.! V Jeg har, senest indkomståret 1994 fået påført min årsopgørelse 1.151,00 kr. netop til skattedækning af mine opsamlede midler i forbindelse med tidl. nævnte gruppelivssum pr. 1. januar 1994 på kr. VI Vil PBU da refundere den af mig indbetalte skat i forhold til nedsættelsen af gruppelivssummen pr. 1. januar 1994 på kr. og den "nye" gamle ordning på kun kr.? VII Er den af mig påpegede forskel i beløbene i min gamle pensionsordning og den af A Pensionskasse foreslåede "nye" gamle ordning lovlig? VIII

3 Som nævnt vælger jeg den gamle ordning i fuld tillid til at A Pensionskasse får bragt overensstemmelse i de af mig ovenfor påpegede forhold og hvilke misforhold, der ellers måtte være. IX Jeg forbeholder mig ret til at gå videre med de rejste problemstillinger ved relevante myndigheder, der har forbindelse til pensionsspørgsmål." Den 2. november 1995 orienterede klageren Finanstilsynet om sagen, og den 8. november sendte hun tilsynet sit materiale i sagen, idet hun samtidigt anmodede om tilsynets vurdering af, om det havde været lovligt at ændre hendes pensionsforhold som det tilsyneladende var sket. I anledning af klagerens og andre pensionskassemedlemmers henvendelser til Finanstilsynet, anmodede tilsynet pensionskassen om en udtalelse. Dette meddelte tilsynet til klageren, men gjorde hende samtidig opmærksom på, at hun ikke blev part i forholdet mellem tilsynet og pensionskassen, jf. 240 c, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed. Den 19. december 1995 udtalte pensionskassen følgende: "... Finanstilsynet har bedt om, at udtalelsen omhandler den medlemskreds, som er optaget før , og som vælger at forblive under den gamle ordning. Der henvises også til, at EU's 3. livsforsikringsdirektiv ikke har virkning for allerede indgåede aftaler. Indledningsvis skal bemærkes, at selv valg af den gamle ordning medfører ændringer i ydelsesmønsteret. For bidraget fra suppleres ydelserne -inden for en øvre grænse på 10% af pensionsbidraget- med ugiftesum og alderssum for medlemmer, der pr er under 55 år, og for alle bidragsbetalende medlemmer ændres gruppelivssummernes størrelse, og betalingen omlægges fra en finansiering over overskuddet til et forlods fradrag i pensionsbidraget. De pensionsydelser, der kan opnås for de opsamlede værdier pr , svarer helt til det gamle pensionsregulativs ydelser. Det vil sige uden ugiftesum og alderssum. Dette skete i øvrigt efter telefonisk krav fra Finanstilsynet, idet det oprindeligt var oplægget også at tilknytte alderssum og ugiftesum for disse værdier. Udviklingen af det nye pensionskoncept er sket over en flerårig periode og efter konsultationer med Finanstilsynet.

4 Det nye koncept inkl. overgangsregler blev første gang diskuteret med Finanstilsynet i september 1993 på basis af et forudgående indsendt materiale. Dette svarede stort set til de endelige modeller. Det blev her slået fast, at den sædvanlige beslutningsprocedure - bestyrelse og overenskomstparterne - kunne beslutte anvendelsen af fremtidige bidrag. Finanstilsynet tog forbehold for så vidt angik allerede opsamlede værdier, hvor det henstod, om en generalforsamling eventuelt suppleret med en urafstemning ville kunne ændre ydelsesmønster for allerede opsamlede værdier. Motiveringen for, at bestyrelse og overenskomsparter kan beslutte for så vidt angår bidrag, er, at det er overenskomstparterne, der via lønoverenskomsten beslutter, hvor bidragene indbetales til, og de kunne derfor også beslutte at stoppe indbetaling til pensionskassen og oprette en ny pensionskasse for fremtidige bidrag. En noget uhensigtsmæssig måde at opnå de samme resultater ved. Med hensyn til beregningsgrundlag lå det allerede dengang klart, at en fremtidig grundlagsrente ikke måtte ligge over 3%, således at en ny pensionskasse skulle anvende denne lave rente. 3. livsforsikringsdirektiv krævede dette, men var på daværende tidspunkt ikke implementeret i dansk lovgivning, men Finanstilsynet foruddiskonterede dette i alle de nye selskaber og pensionskasser, som blandt andet blev oprettet i kølvandet på udbredelsen af arbejdsmarkedspensioner i begyndelsen af 1990'erne. De overordnede mål i det nye pensionskoncept er: -et mere moderne og fleksibelt ydelsesmønster herunder en gruppelivsordning, som forbedres på invalidesumsiden. -en omlægning af betalingen for gruppelivsordningen til et fradrag i pensionsbidraget. -ens beregningsgrundlag for alle nye penge. -indførelse af unisex-grundlag. -større mulighed for, at de pensioner, der opnås, kan blive værdifaste. I april måned 1995 blev det endelige koncept diskuteret med Finanstilsynet. Her havde Finanstilsynet skiftet holdning for så vidt angår beslutningskompetencen for indførelse af et nyt beregningsgrundlag fra , idet der ud over overenskomstparternes og bestyrelsens godkendelse tillige blev krævet en generalforsamlingsbeslutning, hvilken fremkom på generalforsamlingen i maj Konkret om EU's 3. livsforsikringsdirektiv i forbindelse med grundlagsrente er der i materialet til medlemmerne oplyst, at dette fremover pålægger Finanstilsynet at

5 sørge for, at pensionsselskaber og pensionskasser ændrer den fremtidige garanterede rente. Om pensionskassens beslutninger hertil er anført, at det nye lovkrav betyder, at pensionskassen for fremtiden højst vil garantere en rente på 2,6%. Dette skal ses i lyset af den ovenstående procedure beskrivelse og de overordnede mål. I tilknytning til den konkrete medlemshenvendelse skal for en ordens skyld bemærkes, at de af medlemmet oplyste dækninger pr er regnet uden indførelsen af arbejdsmarkedsbidrag eller betaling af gruppelivsdækning over præmie. Korrigeres der for dette, vil det sige, regnes der tilsvarende uden arbejdsmarkedsbidrag og gruppelivsbidrag ved beregningen pr , vil invalidepensionen efter blive reduceret med 9% og alderspensionen med 6%. Her er forudsat, at alderssummen i alder 65 konverteres til alderspension. Alle oplyste dækningsniveauer er regnet på det oplyste statustidspunkt og er eksklusive fremtidige reguleringer for fremtidig bonus. De fremtidige bonusreguleringer vil blive større på det lavtforrentede grundlag. Her er i højere grad en mulighed for ved hjælp af bonustilskrivning at bevare købekraften, Dette bunder i, at overrenten (forskellen mellem depotrente og den garanterede grundlagsrente) bliver større for det nye beregningsgrundlag. Iøvrigt tilstræbes parallellitet i bonusfaktorerne i de to grundlag, således at depotrente, risikopræmie og administrationsomkostninger for det enkelte år bliver ens uafhængigt af beregningsgrundlaget. Konkluderende kan således siges, at der i pensionskassen er gennemført en procedure, der har været i overensstemmelse med de forhåndsdrøftelser, der har været ført med Finanstilsynet, og som efterfølgende er blevet godkendt af pensionskassens kompetente organer." Herefter overvejede tilsynet, blandt andet i lyset af reglerne i bekendtgørelse nr. 609 af 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale, det principielle spørgsmål under hvilke betingelser afgivne garanterede pensionstilsagn fra tværgående pensionskasser kan forringes. Ovejelserne førte til, at tilsynet, efter at spørgsmålet havde været behandlet på et møde i Forsikringsrådet den 13. september 1996, besluttede at skærpe sin hidtidige praksis, således at nedsættelse af pensionstilsagn fremtidig kun kunne ske med det enkelte pensionskassemedlems accept. Da tilsynet samtidig fandt, at pensionskassens beslutning om nyt beregningsgrundlag i dette tilfælde var truffet ud fra fejlagtige oplysninger til generalforsamlingen, pålagde tilsynet den 15. oktober 1996 pensionskassen at gentage beslutningsproceduren, og at dette skulle ske efter den ny praksis. Afgørelsen lyder således: "... skal Finanstilsynet herved meddele, at spørgsmålet om, på hvilke betingelser tværgående pensionskasser fremover kan nedsætte de over for medlemmerne afgivne

6 pensionstilsagn har været behandlet på Forsikringsrådets møde 13. september Samtidig har Forsikringsrådet taget stilling i den verserende klagesag, hvor K har klaget over nedsættelse af sit pensionstilsagn. Finanstilsynet har herefter ændret sin hidtidige praksis, således at garanterede pensionstilsagn fremover alene kan forringes med det enkelte medlems udtrykkelige accept. Begrundelsen herfor er, at der med de skærpede krav til information til livsforsikringstagere om præcis angivelse af, hvilke garantier der gives, ikke fremover bør kunne herske tvivl om, hvad den enkelte pensionskasse har garanteret af pensionsydelser og forsikringselementer iøvrigt, og at det derfor er rimeligt tilsvarende at skærpe de principper og afledte procedurer, som pensionskasserne skal følge ved forringelse af pensions-tilsagnene. Det fremgår af ovennævnte skrivelse fra pensionskassen, at beslutningen om ændring af ydelsesmønsteret er sket ud fra en oplysning om, at EU's 3. livsforsikringsdirektiv krævede en nedsættelse af grundlagsrenten for fremtidige indbetalinger. Dette er ikke rigtigt, idet direktivet alene vedrører fremtidigt indgåede forsikringsaftaler; der henvises i denne forbindelse også til Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 963 af 12. december 1995 om grundlagsrente for livsforsikringsvirksomhed. Dette er efter tilsynets opfattelse en så væsentlig misinformation, at tilsynet må vurdere pensionskassens beslutning som værende ugyldig. På baggrund af ovenstående pålægger tilsynet pensionskassen at gennemføre en ny beslutningsprocedure i overensstemmelse med tilsynets ændrede praksis, hvorunder der gives korrekt information om retsgrundlaget, og som indebærer, at pensionstilsagnene for de pr. 1. januar 1996 gældende bidrag kun kan forringes med det enkelte medlems udtrykkelige accept. Tilsynet har i dag på baggrund af nærværende afgørelse meddelt K, at tilsynet har pålagt pensionskassen at ændre beslutningsproceduren, hvorefter Finanstilsynet for sit vedkommende anser klagesagen for afsluttet...." Samtidig orienterede Finanstilsynet klageren om afgørelsen. Imidlertid fremkom pensionskassen herefter med nye oplysninger om det materiale, der var blevet forelagt generalforsamlingen, hvorefter tilsynet den 22. november 1996 trak sit pålæg om gennemførelse af en ny beslutningsprocedure tilbage således: "... I denne anledning skal Finanstilsynet meddele, at spørgsmålet om det af pensionskassen besluttede ændrede ydelsesmønster pr. 1. januar 1996 har været til fornyet behandling på Forsikringsrådets møde den 19. november Finanstilsynet skal herefter, på baggrund af de nye oplysninger i sagen, ændre sin afgørelse af 15. oktober 1996 til pensionskassen, således at tilsynet ophæver sit pålæg til kassen om at gennemføre en ny beslutningsprocedure. Tilsynet har herved

7 lagt afgørende vægt på, at den information om ændring af ydelsesmønstret pr. 1. januar 1996, der ifølge de nye oplysninger blev givet på selve generalforsamlingen den 30. maj 1995, korrekt udtrykker, på hvilket regelgrundlag generalforsamlingen kunne træffe afgørelse. Den fejlagtige påstand om EU-direktivkravet vurderer Finanstilsynet derfor som genoprettet i tilstrækkeligt omfang til, at beslutningen kan anses som gyldig. Endelig har tilsynet lagt vægt på, at beslutningen om at ændre ydelsesmønstret blev vedtaget enstemmigt af de delegerede på generalforsamlingen. Finanstilsynet skal imidlertid kraftigt påtale, at pensionskassen ikke har informeret sine medlemmer korrekt om baggrunden for nedsættelsen af grundlagsrenten, men gentagne gange fejlagtigt har oplyst overfor medlemmerne, at grundlagsrentenedsættelsen, også for nuværende medlemmer var bestemt af EU's 3. livsforsikringsdirektiv. Tilsynet skal i denne forbindelse henvise til pensionskassens informationsbrochure til medlemmerne, hvori det oplyses at, "der er vedtaget et EUdirektiv, der pålægger Finanstilsynet at sørge for, at alle pensionsselskaber og pensionskasser ændrer den fremtidige garanterede forrentning af medlemmernes opsparing...", samt til kassens skrivelse af 6. februar 1996 til K, hvori det anføres, at "Finanstilsynet i Danmark har på baggrund af et EU-direktiv pålagt pensionskasser og pensionsforsikringselskaber at nedsætte den garanterede rente", at årsagen til nedsættelsen af hendes pensionstilsagn bl.a. er "en lavere opgørelsesrente, der er blevet pålagt A Pensionskasse for fremtidige pensionsbidrag", og at "det ikke kun er medlemmerne i A Pensionskasse, men alle medlemmer/forsikrede i pensionskasser og pensionsforikringsselskaber, der har fået forringet vilkårene for deres pensionsordninger". Finanstilsynet skal ligeledes kraftigt påtale, at pensionskassen - direkte adspurgt, jf. tilsynets skrivelser af 6. og 17. november ikke har givet tilsynet et fuldt dækkende billede af forholdet i sin redegørelse af 19. december Finanstilsynet pålægger pensionskassen at drage omsorg for, at information af kassens medlemmer såvel som oplysninger til Finanstilsynet er i fuld overensstemmelse med de faktiske forhold og er klart og præcist formuleret. I denne forbindelse pålægges det pensionskassen at orientere sine medlemmer om den fejlagtige information og at give en korrekt og fyldesgørende information om det retsgrundlag, der lå til grund for beslutningen om nedsættelsen af grundlagsrenten. Endvidere pålægges det pensionskassen at korrigere de fejlagtige oplysninger, som kassen særskilt har givet enkelte medlemmer, herunder K. Pensionskassen pålægges endelig inden 2 måneder at indsende en redegørelse for hvilke foranstaltninger, kassen har foretaget. Finanstilsynet har i dag på baggrund af nærværende afgørelse meddelt K, at tilsynet, på grundlag af de nye oplysninger i sagen, har ændret sin afgørelse af 15. oktober 1996 til pensionskassen, således at tilsynet ophæver sit pålæg til kassen om at gennemføre en ny beslutningsprocedure vedrørende den foretagne ændring af pensionstilsagnene, hvorefter Finanstilsynet for sit vedkommende anser klagesagen for afsluttet"

8 I meddelelsen til klageren, den påklagede afgørelse, skrev tilsynet blandt andet: "... På baggrund af [pensionskassens] nye oplysninger må tilsynet ændre sin afgørelse af 15. oktober 1996, idet [pensionskassen] efter det nu foreliggende materiale har behandlet nedsættelsen af grundlagsrenten i overensstemmelse med de dengang gældende regler. Nedsættelsen af Deres pensionstilsagn er således også blevet behandlet korrekt. Tilsynet kan herefter ikke foretage sig mere i sagen. Man skal dog oplyse Dem om, at Finanstilsynet i dag har pålagt [pensionskassen] at informere om og korrigere de fejlagtige oplysninger, som kassen har givet. Finanstilsynet anser herefter for sit vedkommende sagen for afsluttet." Afgørelsen indeholder sædvanlig vejledning om muligheden for at indbringe afgørelsen for Erhvervsankenævnet. I klageskrivelsen til Erhvervsankenævnet, der er suppleret ved skrivelse af 25. januar 1997, har klageren i det væsentlige gentaget, hvad hun har fremført over for Finanstilsynet, herunder særlig henvist til sin skrivelse af 31. oktober Klageren mener ikke, det kan være rigtigt, at pensionskassen kan ændre hendes pensionstilsagn uden hendes samtykke og da slet ikke, når hun er blevet stillet i udsigt at kunne bibeholde hidtil opnået status. I det mindste må en ændret ordning efter klagerens mening sikre, at allerede afgivne tilsagn ikke forringes. Klageren mener at de fejl, der er begået i forbindelse med beslutningen om ændringen, som tilsynet selv har påvist, bør føre til en ny informationsrunde til medlemmerne med efterfølgende generalforsamling for at få gennemført en korrekt behandling. Endvidere mener klageren, at 3. livsforsikringsdirektiv ikke kræver nogen ændring af hendes pensionstilsagn, idet den garanterede mindsterente kun skal gælde for fremtidige forsikringsaftaler. Ved skrivelse af 27. november 1996 har Erhvervsankenævnet gjort klageren opmærksom på, at det spørgsmål ankenævnet kan behandle er, om Finanstilsynet har været berettiget til at anse sagen for afsluttet, men at nævnet ikke vil kunne behandle sagens realitet, det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt pensionskassen har været berettiget til at nedsætte hendes pensionstilsagn. I en udtalelse om sagen af 24. januar 1997 har Finanstilsynet vedrørende sagens retlige omstændigheder blandt andet udtalt: "... K's klage vedrører i realiteten ikke den afgørelse, som tilsynet har truffet over for hende om at kassen har behandlet nedsættelsen på grundlagsrenten korrekt i overensstemmelse med de dengang gældende regler, men en afgørelse truffet over for kassen om den korrekte procedure for nedsættelse af grundlagsrenten. Efter tilsynets opfattelse er K ikke part i denne sag. Der henvises til Erhvervsankenævnets kendelse af 4. november 1993 i sagen B mod Finanstilsynet (Erhvervs-ankenævnets journalnummer ). Finanstilsynets påstand i sagen er derfor, at den afvises."

9 Den 29. april 1997 har Erhvervsankenævnet skrevet således til Finanstilsynet: "Det fremgår af det af klageren, K, indsendte materiale at Finanstilsynet uanset 240 c, stk. 6 i lov om forsikringsvirksomhed, jfr. Erhvervsankenævnets kendelse af 4. november 1993 (B mod Finanstilsynet) har behandlet sagen også som klagesag i forhold til K, jfr. bl.a. Finanstilsynets skrivelser af 15. oktober 1996 og 22. november 1996 til klageren. Det fremgår endvidere af det af klageren indsendte materiale, at Finanstilsynet med skrivelsen af 22. november 1996, der indeholder den endelige realitetsafgørelse i forhold til klageren, har givet ankevejledning til Erhvervsankenævnet, uanset at tilsynet er bekendt med at nævnet er lovmæssigt afskåret fra at behandle klagen som partsklage jfr. 240 c, stk. 6 i den nævnte lov. I den anledning skal jeg udbede mig en supplerende redegørelse, herunder om hvorfor den af ankenævnet udbedte redegørelse, jfr. Finanstilsynets skrivelse af 24. januar 1997 til nævnet, ikke behandler eller dokumenterer den partsklagesag, som Finanstilsynet har truffet gentagne afgørelser i og som efter tilsynets anvisning er indbragt for ankenævnet." Ved skrivelse af 12. maj 1997 har Finanstilsynet besvaret anmodningen således: "I tilsynets skrivelse af 22. november 1996 til K er der desværre ved en fejl blevet anvendt tilsynets sædvanlige ankevejledning og ikke den, som tilsynet siden 1995 i overensstemmelse med de retningslinier, der blev afstukket af Erhvervsankenævnet i forhold til 240 c, stk. 6 har anvendt i klagesager over indholdet i et instituts tekniske grundlag m.v. Dette er meget beklageligt. På baggrund af Erhvervsankenævnets fortolkning dengang tilrettede tilsynet i 1995 alle de standardkoncepter, der anvendes ved klagesagsbehandling på livs- og pensionsforsikringsområdet. Til din orientering vedlægges et samlet sæt af de nuværende standardkoncepter samt kopier af skrivelser fra tilsynet, som viser, hvordan vi formulerer ankevejledningen m.v. I den aktuelle sag, hvor tilsynet som nævnt desværre anvendte en fejlagtig ankevejledning i det afsluttende brev, har tilsynet dog i tidligere skrivelse af 17. november 1995 til K gjort opmærksom på, at hun ikke ville blive "part i forholdet mellem tilsynet og pensionskassen, jf. 240 c, stk. 6" i LFV. Dette undskylder selvsagt ikke, at der blev anvendt en forkert ankevejledning i den afsluttende skrivelse. På baggrund af... henvendelse[n] har jeg indskærpet over for sagsbehandlerne, at de i klagesager skal være særlig opmærksomme på hvilken EDB-makro, der anvendes ved brevudskrivningen, således at klageren får den rette vejledning.

10 Ankenævnet udtaler: Tilsynet er opmærksom på, at fejlen er uheldig ikke mindst i lyset af den verserende sag for Folketingets Ombudsmand vedrørende D. Der er på ingen måde tale om en ændret holdning til partsbegrebet, men om en beklagelig fejl i et konkret tilfælde." Det fremgår af sagen, at Finanstilsynet i årene med A Pensionskasse har ført forhandlinger vedrørende det tekniske grundlag i forbindelse med gennemførelse af et ønske fra kassen om overgang til et nyt beregningsgrundlag ved nedsættelse af grundlagsrenten. Efter at kassen på en generalforsamling den 30. maj 1995 havde vedtaget at indføre et nyt beregningsgrundlag, genoptog Finanstilsynet bl.a. foranlediget af en henvendelse fra klageren forhandlinger med kassen, særlig om proceduren når ændringerne ville forringe garantitilsagn, som kassen tidligere havde afgivet. Den 15. oktober 1996 traf Finanstilsynet efter behandling i Forsikringsrådet afgørelse overfor kassen og pålagde den at gennemføre en ny beslutningsprocedure bl.a. således at garanterede pensionstilsagn alene kan forringes med det enkelte medlems udtrykkelige accept. Det fremgår af afgørelsen, at Forsikringsrådet samtidig har taget stilling til den verserende klagesag fra K om nedsættelse af hendes pensionstilsagn. Tilsynet underrettede K om afgørelsen. På foranledning af A Pensionskassen blev drøftelserne mellem Finanstilsynet og kassen påny genoptaget. Efter fornyet behandling i Forsikringsrådet ændrede Finanstilsynet ved skrivelse af 22. november 1996 den tidligere afgørelse af 15. oktober Finanstilsynet ophævede sit pålæg til kassen om at gennemføre en ny beslutningsprocedure. Samtidig meddelte Finanstilsynet K, at man havde ophævet pålægget og gav uden forbehold klagevejledning til Erhvervsankenævnet efter 247 a i lov om forsikringsvirksomhed. Det tiltrædes, at Finanstilsynets afgørelse af 15. oktober 1996 og 22. november 1996 er truffet af tilsynet som tilsynsmyndighed i forhold til pensionskassen. Klageren er ikke part i denne sag, jfr. 240 c, stk. 6, i lov om Forsikringsvirksomhed, uanset den retlige og faktiske interesse, som klageren åbenbart har i afgørelserne. Finanstilsynet burde derfor ikke have behandlet sagen tillige som klagesag overfor K, således som det er udtrykt i de 2 nævnte afgørelser. Afgørelserne kan derfor heller ikke indbringes for Erhvervsankenævnet af K, fordi nævnet ikke efter loven om Erhvervsankenævnet har kompetence til at behandle andre sager end klager fra en part. Det er således endvidere en fejl, at Finanstilsynet, som tilsynet efterfølgende har bekræftet, har givet generel klagevejledning til Erhvervsankenævnet i forbindelse med afgørelsen af 22. november Den endelige afgørelse af spørgsmålet om på hvilket grundlag forringelsen af det af kassen givne tilsagn kan gennemføres i forhold til klageren og spørgsmålet om betydningen af den over for klageren trufne positive afgørelse af 15. oktober 1996, der senere er tilbagekaldt, henhører således under domstolene.