Juleaften den 24. december 2013 Vor Frue kirke kl Tekst: Luk 2,1-20 (Hartmanns juleliturgi) Salmer: 94, 103, 104, 119.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Juleaften den 24. december 2013 Vor Frue kirke kl 16.30. Tekst: Luk 2,1-20 (Hartmanns juleliturgi) Salmer: 94, 103, 104, 119."

Jan Poulsen
8 år siden
Visninger:

1 1 Juleaften den 24. december 2013 Vor Frue kirke kl Jesper Stange Tekst: Luk 2,1-20 (Hartmanns juleliturgi) Salmer: 94, 103, 104, 119. Du soles sol fra Betlehem hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit paradis Julen kommer med fred. Den fred, der kommer indefra, når vi forsoner os med vores liv. Julen ikke blot kommer med fred, den fortæller også, hvordan freden kommer. Freden kommer med den fortælling, som fortæller om freden! Jeg kan måske bedst forklare det med en historie fra den jødiske mystik. Der går i hasidim-sekten en historie om sektens grundlægger og rabbi Baal Shem Tov. Når han havde en bestemt vanskeligt arbejde at udføre, gik han ud i skoven, tændte et bål og mediterede i bøn. Og det, han skulle udføre, blev gjort. Da man et slægtled senere stod overfor det samme arbejde, gik man ud til det samme sted i skoven. Man kunne ikke længere tænde bålet, men man

Julen ikke blot kommer med fred, den fortæller også, hvordan freden kommer. Freden kommer med den fortælling, som fortæller om freden!

2 kunne stadig de bønner, som hørte til meditationen. Og det, man skulle have udført, blev udført. Endnu et slægtled senere kunne man hverken tænde bålet eller huske de meditationer, som hørte til bønnen. Men man gik ud til det samme sted i skoven. Og det var nok. Da der var gået endnu et slægtled, og man igen stod overfor det vanskelige arbejde, som skulle udføres, satte rabbien sig ned i sin gyldne stol og sagde: vi kan ikke tænde ilden, vi kan ikke sige bønnerne, vi kender ikke længere stedet i skoven, men vi kan fortælle historien. Og denne historie havde samme virkning, som det man før havde gjort. Sådan er det med julefreden. Vi kender ikke stedet, Jesus blev født, vi ved ikke, hvornår det var, og vi kan ikke længere tilbede barnet i krybben. Men vi kan fortælle historien. Og det er denne historie, som giver os freden akkurat som dengang. Fred til mennesker med Guds velbehag. Vi kan ikke sige, hvorfor det er sådan, men vi kan sige, hvordan det sker. Det sker ved fortællingens kræfter. Fortællingen er begyndelsen og slutningen i enhver forsoning. Selvfølelse og selvværd er ikke givet med livet. det dannes efterhånden, som vi får historie. Vi er i særlig grad vores fortælling. 2

Da der var gået endnu et slægtled, og man igen stod overfor det vanskelige arbejde, som skulle udføres, satte rabbien sig ned i sin gyldne stol og sagde: vi kan ikke tænde ilden, vi kan ikke sige

3 Da præsten Morten Pontoppidan for hundrede år siden udgav sin genfortælling af bibelen, begyndte han sin fortælling med Moses. Altså ikke som den autoriserede bibel med skabelse og syndefald. Han fortalte om hittebarnet Moses, som blev bjærget op af Nilen af Faraos datter og siden ammet af sin egen mor. Farao havde befalet, at jordemødrene skulle smide hebræernes drenge i Nilen. Der var for mange af dem Men Moses blev overladt til sin skæbne i en lille kurv af siv på Nilen. Hvem var han, dette hittebarn? Han var sin fortælling, som han fik af sin amme. Jo, ser du, fortalte hans mor og amme i begyndelsen var Jakob og hans brødre, som drog til Ægypten på grund af hungersnød nej, i begyndelsen var Isak og hans hidsige hustru Rebekka, som fødte tvillingerne Esau og Jakob nej, i begyndelsen var Abraham, som hørte Guds kald langt ud mod øst ved Ur i Kaldæa Og dog, når vi nu har god tid : i begyndelsen, dengang jorden var øde og tom og Guds ånd svævede over verdensdybet, lød skaberordet, som kaldte din verden frem. Og så ruller hele fortællingen Sådan bliver Moses til Moses ved sin slægts historie, som skal vise sig at være hele menneskeslægtens historie. Det er selvfølgelig Pontoppidans svar på det moderne spørgsmål efter identitet. Hvem er jeg? Men det er også det fundamentale svar, eller hvad 3

Der var for mange af dem Men Moses blev overladt til sin skæbne i en lille kurv af siv på Nilen. Hvem var han, dette hittebarn? Han var sin fortælling, som han fik af sin amme.

4 skal vi kalde det, - funderingen af den menneskelige væren. Vi er fortællingen om os. Vi kunne sige om julen, at Gud valgte at fortælle sin historie om mennesket. Gud gjorde det ved selv at blive menneske. Menneske er ikke noget, vi er, menneske er noget, vi bliver. Og Gud blev menneske, for at vi skulle blive det. Svend Åge Madsens forfatterskab handler i helt særlig grad om at blive til det, vi skal være, gennem vores fortælling. Det kan være en kedsommelig affære at være menneske. Madsen forsøger i en roman (Se dagens lys) at løse problemet ved at indføre et udskiftningssamfund, hvor man hver morgen vågner til en ny identitet. Man trækker simpelthen sit selvværd og sin selvfølelse i en automat, som den ene dag gør en til skolelærer, den næste til redaktør med kone og børn. Sådan løser han det moderne samfunds største problem, som er kedsomheden, og som i øvrigt også er en af de klassiske dødssynder. Kedsomhed. Det går godt med et udskiftningssamfund, lige indtil den dag to mennesker forelsker sig i hinanden. Så er der pludselig ikke så meget ved at blive skiftet ud. Den, der føler sig elsket, får lyst til at være sig selv ikke kun den ene dag men hver eneste dag. Han får opelsket sit selvværd og sin selvfølelse. 4

Svend Åge Madsens forfatterskab handler i helt særlig grad om at blive til det, vi skal være, gennem vores fortælling. Det kan være en kedsommelig affære at være menneske.

5 Madsen har det vist med evangeliet som med de fleste andre religioner. De er interessante. Og det er så det. Men man kunne sige, at det meget præcist er den historie, evangeliet fortæller, når det fortæller menneskets historie. Evangeliets fortælling om det menneske, som fødtes i en stald, er en kærlighedserklæring til mennesket i os alle. Til vores fortælling, vores historie, som den nu engang er. Gud fortalte sin historie med os, og vi har siden kunne fortælle vores egen i lyset af den. I dag ville vi sige: i lyset af Betlehemsstjernen. Når vi på den måde bliver til dem, vi er, altså ved fortællingens kræfter, opstår der en rummelighed i os, som også giver plads til den, der er ganske forskellig fra os. Psykologien er meget enkel. Når vi vinder identitet og selvtillid i vores fortælling behøver den anden, vores medmenneske, ikke at blive offer for vores frustrationer over ikke at kunne mærke eller finde os selv. Freden, julefreden, er vejen til forsoning. Og freden har sit ophav i fortællingen om mennesket, som fødes under stjernen en nat i Betleham. Vi kender ikke stede, vi kender ikke tiden og vi ved ikke, hvilke ord hyrderne brugte til at lovprise barnet, men vi kan fortælle om det. 5

Evangeliets fortælling om det menneske, som fødtes i en stald, er en kærlighedserklæring til mennesket i os alle. Til vores fortælling, vores historie, som den nu engang er.

6 Som vi gør det igen denne jul. Og den fred, fortællingen sænkede over verden engang, sænker fortællingen hver gang den høres, som I nok kan mærke det Det er det, der er det glædelige ved julen. Glædelig jul. 6

Relaterede dokumenter

Lindvig Osmundsen. Prædiken til Juleaften 2015. 25-12-2015. side 1. Prædiken til Juleaften 2015. Tekster. Luk. 2,1-14

Lindvig Osmundsen. Prædiken til Juleaften 2015. 25-12-2015. side 1. Prædiken til Juleaften 2015. Tekster. Luk. 2,1-14 side 1 Prædiken til Juleaften 2015. Tekster. Luk. 2,1-14 For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. De ord kan sættes som overskrift over julen. Gaven er Guds. Julen