Familiens rolle i Den tyske ideologi. Magnus M. Ziegler 2012 Københavns Universitet

Transkript

1 Familiens rolle i Den tyske ideologi Magnus M. Ziegler 2012 Københavns Universitet 1

2 Indhold 1. Abstract side 3 2. Indledning side 4 3. De historiske handlinger side 5 4. Arbejdet side Arbejdets karakter i almindelighed side Fremmedgjort arbejde side 8 5. Familien side Familien som udtryk for arbejdsdeling side Staten som ophævet familie side Forholdet mellem stat og familie side Hegel side Arendt side Konkluderende bemærkninger side Bibliografi side 21 2

3 1. Abstract This paper deals with the role that labour, estranged labour and the family plays in Karl Marx work The German Ideology, which he co-authored together with Friedrich Engels. The paper proposes that the family, as the original unit of production, is also the original division of labour and thus a source of estranged labour and estrangement. Since the pater familias handles the division of labour, the women, children and elderly becomes his slaves in the sense that they are unfree because they are unfree to produce. It is further proposed that modern capitalism is a projection of this original division of labour, where the state takes the role of pater familias as it ensures the capitalist class right to divide and control labour, and where the proletariat takes the role of slaves that are unfree to produce as they want. To add some perspective the link between the state and family is traced backwards from Marx, to G.W.F. Hegel s work, and forwards to the work of Hanna Arendt. 3

4 2. Indledning Meget er sagt og skrevet om Karl Marx arbejdsbegreb og tilhørende analyse af kapitalismen. Jeg vil i denne opgave forsøge at anlægge et andet perspektiv på det end, vil jeg mene, det sædvanlige: forbindelsen til begrebet om familien, som det udtrykkes i Den tyske ideologi (1845) med støtte i andre tekster som blandt andet fragmentet Fremmedgjort arbejde (1845) med flere. Den læsning, jeg her vil søge at fremstille, er som følger. Grundlaget for den menneskelige historie (forstået som ideologi og bevidsthed) er eksistensen af mennesker. Betingelsen for eksistensen af mennesker falder i tre momenter, de historiske handlinger. De er 1) produktion af subsistensmidler til livets underhold, 2) reproduktion og behovsudvidelse, og 3) seksuel reproduktion. Disse foregår i et miljø, der har karakter af socio-økonomiske relationer. Disse socioøkonomiske relationer udgør menneskets væsen, arbejdet. Den første socioøkonomiske relation, det vil sige den første form for arbejde, er familien. Den udgøres af en kulmination på tre de historiske handlinger. Familien er den første form for arbejdsdeling, der af Marx defineres som tilstedeværelsen af en ekstern magt med beføjelse til at disponere over fremmed arbejdskraft, i familiens tilfælde patriarken. Arbejdsdelingen producerer fremmedgjort arbejde. Når en fremmed magt disponerer over individets arbejde, bliver det fremmed for individet. Dette producerer fire distinkte former for fremmedgørelse: 1) fremmedgørelse fra produktet, 2) fremmedgørelse fra produktionen, 3) fremmedgørelse fra arten, og 4) fremmedgørelse fra hverandre. På denne måde skaber familien fremmedgjort (falsk) bevidsthed: ideologi. Marx bemærker, at arbejdsdeling desuden er lig med privatejendom. I familien ligger dermed i kimform betingelsen for kapitalismens produktionsforhold, og kapitalismen er da netop også en ekstern magt med beføjelse til at disponere over fremmed arbejdskraft. Min hovedkonklusion er altså, at kapitalismen er en reproduktion af den arbejdsdeling og dermed fremmedgørelse, der findes i kimform i familien. Derudover vil jeg søge at påvise, at staten derfor optræder som en art dobbeltfremmedgjort form for denne arbejdsdeling, idet den sikrer kapitalistklassens interesser samt at denne opløsning af familieforholdene i staten stammer fra Hegel. Jeg vil desuden gøre nogle bemærkninger om forholdet mellem frihed og nødvendighed hos Hanna Arendt sat i forbindelse med Marx analyse af spørgsmålet og den løsning de to henholdsvis finder på problemet. Således vil jeg altså forsøge at besvare spørgsmålet A-2 om forholdet mellem arbejde og fremmedgørelse. 4

5 3. De historiske handlinger Den første forudsætning for al menneskelig historie er naturligvis eksistensen af levende, menneskelige individer 1, skriver Marx i starten af Den tyske ideologi. Hvad skal vi forstå ved denne umiddelbart trivielle konstatering? For det første at Marx anlægger en radikalt materialistisk tilgang til spørgsmålet om ideologien (som er det, han benævner menneskelig historie ). Det er ifølge Marx ikke muligt at tænke sig nogen bevidsthed eller andet uden først at tænke sig eksistensen af menneskelige individer. Marx er på dette tidspunkt (anno 1845) blevet omvendt til en radikal materialisme gennem læsningen af Ludwig Feuerbach 2. F. Engels har senere beskrevet effekten af Feuerbachs værker: Man muß die befreiende Wirkung dieses Buchs [Wesen des Christenthums] selbst erlebt haben, um sich eine Vorstellung davon zu machen. Die Begeisterung war allgemein: Wir waren alle momentan Feuerbachianer. 3 Marx selv kommenterer også andetsteds (allerede i 1842), at den eneste vej til sandhed og frihed er gennem Feuerbach. 4 Som sådan er der derfor intet overraskende i, at Marx stiller eksistensen af mennesket som betingelse for menneskelig virksomhed. Marx fulgte grundigt med i naturvidenskabernes udvikling 5, og vi kan derfor i vid udstrækning regne med en naturvidenskabelig definition af, hvad Marx mener med, at der eksisterer levende individer, hvad det vil sige at være i live: respirere, udføre egenhændig bevægelse, optage næring (metabolisme), formere sig, vokse et cetera. For det andet må vi konkludere, at der ligger mere i den betingelse, Marx opstiller, end blot det at være til. Hvis den naturvidenskabelige definition på liv alene var betingelsen, ville alt fra planter til dyr også producere bevidsthed, men det er imidlertid ikke tilfældet. Samtidig er det fra et materialistisk synspunkt som sagt en temmelig triviel konstatering. Der er to aspekter at tage i betragtning. For det første det, der adskiller mennesket fra dyrene og definerer det som artsvæsen, dets livsaktivitet: arbejdet. Desuden de tre momenter af det at være til som levende menneskelige individer, som Marx kalder de historiske handlinger. 6 De historiske handlinger udgøres ifølge Marx ikke så meget af konkrete handlinger (forstået i samme betydning som det er en handling at bygge et hus eller gå en tur). Der er heller ikke tale om forskellige trin af en udvikling eller lignende. Derimod er 1 Marx, Den tyske ideologi, p Schleifstein, Indføring i studiet af Marx, Engels og Lenin, p Engels, Ludwig Feuerbach und der Ausgang der klassischen deutschen Philosophie, p. 7 4 Marx, Luther als Schiedsrichter zwischen Strauß und Feuerbach, p. 2 5 Engels, Anti-Dühring, p Marx, Den tyske ideologi, pp

6 der tale om momenter eller sider af den sociale virksomhed. 7 Netop denne tilgangsmåde er karakteristisk for den dialektiske metode, skriver Lenin: Dialektik er levende mangesidet erkendelse (med et evigt stigende antal sider) med et uendeligt antal nuancer i enhver tilnærmelse til virkeligheden 8. Hvad er da disse tre (historiske) sider af betingelsen for menneskelig historie? Den første historiske handling består i produktionen af subsistensmidler, det vil sige mad og drikke, bolig, klæder og endnu mere 9. Det er produktionen af selve det materielle liv, en betingelse, der er evigt gyldig og som i dag som for tusinder af år siden hver dag og hver time må opfyldes 10. Ved enhver tilnærmelse til det materielle forudsættes en produktion af det materielle. Ved denne produktion forstår vi: opretholdelsen af det liv, der er betingelsen for en sansning af det materielle. 11 Den anden historiske handling består i, at tilfredsstillelsen af den første handling fører til en behovsudvidelse, til nye behov. Både i den forstand, at når vi har spist den mad, der er, skal vi have mere mad, og i den forstand, at der opstår nye behov (forvænthed). Dette redegør den senere Marx for som reproduktionen af kapital 12 og problemet med profitratens tendens til fald: alle konsumerede varer skal hele tiden genproduceres, før profitten kan øges. Før mennesket kan dække sine nye behov, er det hele tiden nødt til først at gen-dække de gamle. Den tredie historiske handling, eller historiske forhold, er den seksuelle reproduktion af mennesker: relationen mellem mand og kvinde, ældre og børn, familien 13, netop emnet for denne undersøgelse, som vi nu ser spiller en afgørende rolle i betingelsen for den menneskelige historie. Vi vender mere udførligt tilbage hertil. Vi har altså nu tre aspekter af det, at der findes levende, menneskelige individer : produktionen, behovsudvidelsen og familien. Dermed har vi også fundet ud af, at denne første forudsætning ikke er så triviel endda. Vi vender os nu mod menneskets livsfunktion inden vi undersøger dens forbindelse med familien og undersøger arbejdet, både som det umiddelbart fremtræder hos Marx i Den tyske ideologi og i andre værker. 7 Ibid., p Lenin, Om dialektik, p. 3 9 Ibid., p Ibid., p Også Rousseau kaldte i Samfundskontrakten det at opretholde sig selv for menneskets første lov 12 I en sådan grad at henvisningerne til reproduktion fylder fire sider i Kapitalens registerbind! 13 Ibid., p. 114, Marx fremhævning 6

7 4. Arbejdet 4.1 Arbejdets karakter i almindelighed Idet menneskene producerer deres subsistensmidler, producerer de indirekte selve deres materielle liv 14. Med det materielle liv må vi i forhold til arbejdet forstå: den legemlige organisation af arbejdet. Der er nemlig i arbejdet ikke tale om ren reproduktion af legemlig eksistens denne henligger til de historiske handlinger og udgøres alene af produktionen. Her er tale om produktionen af mennesket selv. Det, arbejdet producerer, er ideologi eller bevidsthed, såvel som liv, det vil altså sige menneskets væsen. Som individerne udtrykker deres liv, således er de og videre: hvad individerne er afhænger altså af de materielle betingelser for deres produktion 15. Hvad arbejdet skaber er altså ikke blot individer men tillige sociale og politiske relationer 16, idet al produktion altid foregår ved indtrædelse i sådanne. Og vi husker, i parenthes bemærket: Men det menneskelige væsen er ikke noget abstraktum, der er det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af de sociale relationer (VI. Feuerbach-tese) 17. Bevidsthed, social struktur og i sidste ende stat kommer af det, individerne virkelig er, det vil sige: hvordan de producerer. Mennesket er ikke blot producent af sine materielle livsbetingelser men qua disse også af sine åndelige. Det er ikke bevidstheden, der bestemmer livet, men livet, der bestemmer bevidstheden 18, skriver Marx. Vi må kan dermed lave lave en begrebslig distinktion mellem arbejde og produktion. Produktion er frembringelsen af et produkt, dette være sig materielt (subsistensmidler) eller åndeligt. Arbejdet derimod er den aktivitet, hvorigennem mennesket både producerer et materielt produkt (eksempelvis en vare) og et åndeligt produkt: mennesket selv. Arbejdet er altså den første historiske handling tilført en yderlige dimension, nemlig produktionen af bevidsthed. Det er en tilsvarende distinktion blandt andre Hanna Arendt ønsker at lave, når hun skelner mellem work (arbejde) og labour (produktion, fremstilling) 19. Vi arbejder, inden vi tænker, og arbejdet producerer ikke bare vores livsfornødenheder men tillige vores bevidsthed, vores samkvemsform. Produktionen er en økonomisk relation, og alle økonomiske relationer er sociale relationer, fordi de foregår i en social sfære, og fordi varer i virkeligheden skjuler en social relation 20. Vores arbejdsmåde stiller betingelserne for vores sociale samkvem. Marx skriver: 14 Marx, Den tyske ideologi, p Ibid., pp Ibid., p Marx, Teser om Feuerbach, p Marx, Den tyske ideologi, p Arendt, Menneskets vilkår, f.eks. pp el Som Marx i rig grad har uddybet det i Kapitalen 7

8 Summen af produktivkræfter, kapitaler og sociale samkvemsformer, som hvert individ og hver generation forefinder som noget givet, er den reale grund til det, som filosofferne har forestillet sig som substans og menneskets væsen, som de har apoteoseret og bekæmpet 21 Hvis arbejde er det da, der skaber mennesket? Det kan kun være arbejderens. Det direkte forhold mellem arbejde og objekt findes i forholdet mellem arbejderen og produktet. Kapitalisten har kun et sekundært forhold til produktet (varen). I en betragtning af arbejdet må det altså være arbejderens forhold til produktionen, vi skal betragte. Det er netop i dette forhold, vi skal finde kilden til den afhændelse, arbejderen oplever i forhold til produktet. 4.2 Fremmedgjort arbejde I produktionen af mennesket bliver arbejderen skabt som et økonomisk begreb. Arbejderen objektiveres, hans arbejde omdannes fra naturnødvendig formålsbestemt produktiv virksomhed til arbejdskraft, 22 og dermed producerer arbejdet ikke længere blot mennesket men derimod mennesket som vare. Jo mere arbejderen producerer, desto mindre bliver han imidlertid selv (hans arbejdskraft) værd som vare, og derved stiller hans arbejdsprodukt sig over for ham som et fremmed væsen; det er hans arbejde legemliggjort som en ting, en objektivering af arbejdet. 23 Arbejdet er det, der skaber arbejderen. En objektivering eller legemliggørelse af arbejdet er derfor for arbejderen også et tab af realitet og et tab af objektet, både i abstrakt og konkret forstand. I abstrakt forstand fordi det, der skaber ham som menneske, bliver nedlagt i noget uden for ham stående. I konkret forstand fordi arbejdskraftens faldende værdi betyder, at tabet af virkelighed bliver så reelt, at arbejderen bliver så uvirkelig, det er muligt: og lider sultedøden. Objektiveringen som tab af objekt er så reel, at arbejderen vitterlig frarøves de mest nødvendige objekter. Jo flere objekter arbejderen producerer, jo mindre bliver hans arbejdskraft værd og des færre objekter kan han selv besidde. 24 Det er en trældom for objektet, fordi arbejderen er nødt til at fortsat at sælge sin arbejdskraft for at producere flere af objekter, der forbliver uden for hans rækkevidde, ja, arbejdet selv bliver til en genstand, som han kun kan skaffe sig med den største anstrengelse og med de mest uregelmæssige afbrydelser 25. Dette fører til, at arbejderen forholder sig som en fremmed til produktet af sit arbejde. Han lægger sit liv i genstanden og mister derved herredømmet over det. Marx 21 Marx, Den tyske ideologi, pp Marx, Kapitalen, 1. bog, p Marx, Fremmedgjort arbejde, p Ibid., p Ibid., p. 3 8

9 bemærker: det er det samme med religionen 26 det vil sige med ideologien. Jo af sig selv arbejderen nedlægger i den, jo mere taber han herredømmet over den og bliver gjort til dens slave. Som grundlag for arbejdet er naturen nødvendig for skabelsen af mennesket og dermed arbejderen, men jo mere han tilegner sig sig selv ved en bearbejdning af naturen, des mere frarøves han den natur (subsistensmidler) han tilegner sig ved. Denne dobbelte bevægelse skabelse og frarøvelse er det ultimative slaveri. Vi husker, at det første moment i de historiske handlinger var tilfredsstillelsen af behov. Men det objekt, arbejderen skaber ved sin produktion, er ikke til tilfredsstillelsen af hans egne behov. Hans arbejde (hans arbejdsprodukt) er ikke hans, det tilhører en anden ligeså vel som hans arbejdskraft gør det. Det tilhører ikke bare den, hvis behov hans arbejde skal dække (med al sandsynlighed en arbejder som han selv), men tillige og især den, der som fremmed har magten til at disponere over det. Deri består arbejdets afhændelse gennem dets objektivering. Arbejdet er som objektiveret noget, der står uden for ham selv. Det er ikke hans væsentlige væsen 27, men noget der ydmyger hans legeme og ruinerer hans ånd 28, og som konsekvens bliver, at arbejderen først føler sig hjemme uden for sit arbejde, hvor ellers de dyriske funktioner hører hjemme, som ikke er kendetegnende for mennesket men blot naturlige. Derved bliver det menneskelige (arbejdet, det fri) til det dyriske (tvangsarbejdet, det nødvendige) og omvendt: dyriske funktioner som at spise, drikke, sove et cetera bliver det eneste sted, hvor arbejderen kan være fri, være menneskelig. Det skal ikke forstås som at spisen, drikken, kopuleren ikke også er del af menneskelivet (de er en del af de historiske handlinger), men de er det kun i samspil med arbejdet; taget for sig selv, som endelige abstraktioner, er kønsdrifter og æderi rent dyriske. Dermed har vi karakteriseret to aspekter af fremmedgørelsen: tingsfremmedgørelsen og selvfremmedgørelsen. Af disse to svarer tingsfremmedgørelsen til dels til den første historiske handling, idet den omhandler arbejderens forhold til de subsistensmidler, han producerer, og som behersker ham. Selvfremmedgørelsen svarer til dels til den anden historiske handling, idet den omhandler arbejderens forhold til den proces, hvorigennem objekterne bliver til, og som er den konstante reproduktion eller arbejdet. Den første form for fremmedgørelse er altså en fremmedgørelse fra objektet. Den anden form for fremmedgørelse er en fremmedgørelse fra arbejdet. Begge træder de uden for mennesket og behersker ham. En tredie form for fremmedgørelse er en fremmedgørelse for arten. Idet mennesket i teori og praksis gør sin art til objekt og behandler sig selv som forhåndenværende, levende art, forholder mennesket sig til sig selv som frit og universelt. 26 Ibid., p Ibid., p Ibid., p. 6 9

10 Mennesket lever af den uorganiske natur, og jo mere universelt mennesket er end dyret, des mere universelt er det område af den uorganiske natur, mennesket lever af. På den ene side optræder den uorganiske natur planter, sten, luft, lys et cetera som en del af den menneskelige bevidsthed. På den anden side optræder den menneskelige bevidsthed, den uorganiske åndelige natur, som en del af menneskets praktiske liv. I dette praktiske liv optræder menneskets universalitet, idet naturen optræder som direkte livsmiddel for mennesket, og idet naturen udgør materie, genstand og værktøj for dets livsaktivitet, dvs. arbejdet. På denne måde optræder den uorganiske natur som menneskets uorganiske legeme, det vil sige det, mennesket lever af og i denne forbindelse med naturen optræder mennesket som universalitet og art. Mennesket bliver imidlertid fremmed for arten, når det fremmedgjorte arbejde for det første fremmedgør mennesket fra naturen (som jo er dets legeme ) og for det andet fremmedgør det for sig selv, det vil sige for dets egen livsaktivitet (arbejdet) og aktive funktioner. Fremmedgørelsen fra arten fører til, at artslivet bliver et middel for det individuelle liv, idet individet først fremmedgøres fra arten, hvorefter dette abstrakte individuelle liv gøres til artslivets eget formål i en abstrakt og fremmedgjort form. Artslivet bliver reduceret til et middel for det individuelle liv, hvorefter det individuelle abstraheres fra det generelle og ophæves som det universelle livs formål som fremmedgjorthed. Arbejdet, selve menneskets produktive liv, fremstår som et middel til intet andet end det individuelle livs opretholdelse. Hele artslivet er indeholdt i livsaktiviteten (i menneskets tilfælde det produktive arbejde), og en fremmedgørelse fra denne aktivitet er derfor i sig selv en fremmedgørelse fra arten og artslivet. Det er gennem samfundets arbejdsaktivitet, mennesket han bindes sammen som artsvæsen. 29 Dyret er rent intuitivt sin livsaktivitet, mennesket gør den derimod til en genstand for granskning, for vilje og bevidsthed. Fordi menneskets livsaktivitet, arbejdet, er en bevidst aktivitet, bliver mennesket som art også et bevidst væsen, det vil sige gør sig eget liv til objekt. Det er dette forhold, fremmedgørelsen vender om, således at mennesket, fordi det er et bevidst væsen, gør sin livsaktivitet til intet andet end et middel for sin eksistens. I arbejdet viser mennesket sig som netop artsvæsen, sin universalitet. Mens dyr udelukkende producerer til sig selv (reder, bistader, abens primitive redskab et cetera), producerer mennesket universelt. Selv uden et akut fysisk behov vil mennesket stadig producere, fordi arbejdet er dets livsaktivitet med Arendts udtryk: vita activa. 30 Den fjerde form for fremmedgørelse er menneskets fremmedgørelse fra hverandre. Når det menneske, der er fremmedgjort fra sit artsvæsen, konfronteres med sig selv, konfronteres det med et andet menneske; når det artsfremmede menneske 29 Jævnfør Agamben 30 I hendes Menneskets vilkår mm. 10

11 konfronteres med et andet menneske, konfronteres det med sig selv og sin egen fremmedgjorthed. Menneskets fremmedgørelse for sig selv viser sig netop først som virkelig i dette forhold: I den virkelige verden, i praksis, kan selvfremmedgørelse kun vise sig i det virkelige, praktiske forhold til andre mennesker. 31 Når mit arbejdsprodukt er mig fremmed, tilhører det en anden: mennesket selv. Eller rettere, et andet menneske end arbejderen. Mennesket selv er den fremmede magt, der behersker mennesket. Fremmedgørelsen er kun virkelig i forholdet til andre mennesker. Hvis arbejdsproduktet altså optræder som noget fremmed, fjendtligt og uafhængigt, så er det fordi, det ejes af en, som er fremmed, fjendtlig og uafhængig. Mennesket skaber ved sit arbejde ikke blot det forhold, det står i til produktet men også dets forhold til andre mennesker og deres forhold til arbejderens produkt og produktion hvad der også vil sige arbejderen selv, da mennesket er dets eget første produkt. Men når arbejderen står i det forhold til sit produkt, at det ejes af en eller anden, der er fremmed, fjendtlig og uafhængig i forhold til arbejderen, så må det også betyde, at arbejderen selv (som sit arbejdes første produkt) ejes af noget ditto. Det er dette, der i Den tyske ideologi menes med, at kvinden og børnene er mandens slaver 32 og i øvrigt i almindelighed med udtrykket lønslaveri. Al arbejdsdeling bliver i sidste ende udtryk for en fundamental here-slave-dialektik mellem arbejderen og Den Anden (forstået som det fremmede, fjendtlige og uafhængige ). Netop som det gør sit eget produkt til et tab, til et produkt der ikke tilhører det, sådan frembringer det den uproduktives herredømme over produktionen og produktet. 33 Det er med andre ord arbejderens forhold til sit produkt, der skaber arbejdets forhold til kapitalisten. Privatejendommen er således produktet af det fremmedgjorte arbejde. Der foregår en vekselvirkning mellem privatejendommen som produkt af afhændet arbejde og som det middel igennem hvilket arbejdet afhænder sig selv, afhændelsens realisation. 31 Ibid., p Marx, Den tyske ideologi, p Marx, Fremmedgjort arbejde, p

12 5. Familien 5.1 Familien som udtryk for arbejdsdeling Vi bemærkede ovenfor, at kvinden og børnene i familien optræder som mandens slaver, ligesom lønarbejderen optræder som slave for kapitalisten, fordi ejer produktet af hans arbejde og dermed også ham. Vi har også bemærket, at den tredie historiske handling (seksuel reproduktion) stod i direkte forbindelse med arbejdet og kulminerede i familien. Vi skal nu se nærmere på dette. Som udgangspunkt defineres familien altså her som en rent seksuelt betinget social relation, relationen mellem mand og kvinde 34. Men, skriver Marx også, det er også den første og i begyndelsen eneste sociale relation. Al produktion foregår i en social sammenhæng, og vi må derfor også forstå, at familien er den første produktionsenhed eller socio-økonomiske relation, om vi vil. Marx skriver, at arbejdsdelingen for det første beror på den naturlige deling af arbejdet i familien og for det andet er udtryk for den både kvantitativt og kvalitativt ulige fordeling af arbejdet og dets produkter 35, som ligeledes finder sin kim og får sin første form med familien, denne den første socio-økonomiske relation. Som tidligere nævnt er denne ulige fordeling et udtryk for et slaveforhold: konen og børnene er mandens slaver 36. α) For det første er der ikke nødvendigvis tale om en ulige fordeling af arbejdsbyrden. Der er derimod tale om en ulige fordeling af magten. β) For det andet, og i forlængelse heraf, at der ikke er tale om et slaveforhold i traditionel forstand (og dog: måske netop den mest traditionelle). Der er ikke tale om, at manden ejer konen og børnene eller på anden både begrænser deres personlige frihed, her forstået som de borgerlige frihedsrettigheder og retten til ren fysisk, fri udfoldelse (igen, undtaget måske på nogle højere udviklede stadier af den borgerlige familie). Der er derimod tale om, at manden besidder en magt til at disponere over fremmed arbejdskraft 37, det vil sige konen og børnenes, idet han leder og fordeler arbejdet bemærk allerede her forbindelsen til kapitalistens rolle. Dette er en kilde til fremmedgørelse. Arbejdet er netop også en produktion af mennesket selv, og arbejdskraften er mennesket forvandlet til økonomisk begreb, og den, der ikke disponerer over sin egen arbejdskraft er dermed ikke fri til at disponere over sig selv i både den mest abstrakte og konkrete forstand. De bliver ufri i den hegelianske forståelse af ordet frihed som overensstemmelse mellem væsen og fakticitet. Arbejdet er menneskets væsen, og den manglende kontrol med det, som det giver at nedlægge sit arbejde i et fremmed objekt (jævnfør ovenfor) betyder en tab af realitet, fakticitet, en uoverensstemmelse med væsenet og dermed et tab af frihed. 34 Marx, Den tyske ideologi, p Ibid., pp , Marx fremhævning 36 Ibid., p Ibid., p

13 Denne uoverensstemmelse optræder også i en anden form, nemlig som ideologi eller falsk bevidsthed. Om end arbejdet er fremmedgjort, er det stadig arbejde og producerer derfor mennesket og dets bevidsthed. Men den bevidsthed, der produceres (familien som ideologi) stemmer ikke overens med fakticiteten. Det fremmedgjorte arbejde i familien producerer falske former for det sociale (det vil sige økonomiske liv), det vil sige produktionsforhold (familien), der er ude af trit med produktivkræfterne (mennesket). Dermed er grundlaget givet for et tredie aspekt, der populært sagt kan siges at optræde som en art syntese af de første to (α og β), nemlig: γ) I arbejdsdelingen optræder et modsætningsforhold mellem det enkelte individs interesse (og i udvidet form den enkelte families) og fællesinteressen. 5.2 Staten som ophævet familie Denne fællesinteresse optræder (ad modus Rosseau) imidlertid ikke som en sum af enkeltinteresser men står derimod som en fremmed magt 38, som underkuer og behersker mennesket. Fra at optræde på individplan bringes fremmedgørelsen altså nu op til samfundsplan. Fra at det enkelte menneske er ufrit i familien, fordi det beherskes af en fremmed magt, bliver alle mennesker nu ufri, fordi de beherskes af en ditto, nemlig almenviljen eller menneskets legemlige organisation: ideologien. Arbejdsdelingen først den familiære og siden den samfundsmæssige behersker os ved at låse os fast i en social virksomhed, som vi ikke selv er frie til at vælge: du er fisker, du hyrde, du filosof et cetera. Vi beherskes i modstrid med vores særinteresse som frie af fællesinteressens nødvendighed. En nødvendighed, der tager sin fremmedgjorte form i staten, der netop udvikler sig som et instrument til arbejdsdeling mellem de individuelle produktionsenheder (her: familier) og derfor som sit grundlag sætter arbejdsdelingens princip; i sin grundform tjener staten til at styre, hvem der har beføjelsen til som en ekstern magt at fordele arbejdet, hvem der er besiddere og besiddelsesløse, altså privatejendommens princip: I øvrigt er arbejdsdeling og privatejendom identiske udtryk det ene udsiger i relation til produktionsaktiviteten det samme, som det andet udsiger i relations til produktet af aktiviteten. 39 Således findes allerede i familiens arbejdsdeling og ulige magtfordeling kimen til det ulige samfund, til klasserne, til klassesamfundets stat. Klassekampens formål er netop at ophæve særinteresse til fællesinteresse. Kampen for særinteresser er netop, hvad der nødvendiggør for det første en illusorisk almen interesse og for det andet staten. Mens almenviljen tjener som et 38 Ibid., p. 116, min fremhævning 39 Ibid., p

14 medierende og pacificerende redskab, tjener staten til praktisk indgriben og kontrol gennem den illusoriske almene interesse 40. Der er altså tale om et teoretisk (ideologisk, socialt) aspekt og et praktisk (naturligt, produktivt) aspekt de samme to, som vi fandt i produktionen af livet. Denne spaltning er opstået som følge af spaltningen mellem fælles- og særinteressen og kan følgelig kun ophæves med en ophævelse af denne, og en betingelse for en sådan ophævelse er en sætten af verdenshistoriske og empirisk universelle individer 41, det vil sige hvis det store flertal er gjort ejendomsløse og derved udgør en virkelig, empirisk fællesinteresse, der står overfor den illusoriske og abstrakte almenvilje 42. Her mærker vi for alvor Hegels spøgelse: ophævelsen af fremmedgørelsen og historiens endemål (hos Marx: kommunismen) kan kun findes gennem det universelle, gennem det verdenshistoriske og det empiriske individs indtræden i det fælles (Hegel: i den absolutte ånd). Marx selv slutter konkluderende, og vi må citere ham i fuld udstrækning: Den samkvemsform, som betinges af de eksisterende produktivkræfter på alle hidtidige historiske trin, og som atter betinger disse, er det borgerlige samfund. Dette har, som det klart fremgår af det, som vi har sagt ovenfor, som sine forudsætninger og sin basis den simple familie og den sammensatte familie, det såkaldte stammevæsen Ibid., p. 118, Marx fremhævning 41 Ibid., pp , Marx fremhævning 42 Ibid., p Ibid., p

15 6. Forholdet mellem stat og familie 6.1 Hegel Vi har nu påvist endog med Marx egne ord hvordan klassestaten har sin oprindelse i det simple familiebegreb, og vi har allerede undervejs givet nogle antydninger til Hegel. Vi bør dog undersøge nærmere i hvor høj grad denne tanke om familiens opløsning i staten kommer fra Hegel. I Retsfilosofi skriver Hegel, at åndens virkelighed består i dens momenters form i en objektivering. Denne objektivering foregår fra den første spæde begyndelse som bevidsthed over selvbevidstheden og til den absolutte viden (som beskrevet i Åndens fænomenologi) og passerer på vejen gennem sædeligheden, der er, hvad der interesserer os, når vi taler om staten. Det første umiddelbart sædelige moment den første form ånden som sædelighed antager er familiens. Det er den naturlige sædelige ånd 44. Denne enhed fortabes imidlertid i en spaltning mellem de selvstændige individer og den formelle almenhed, der i skikkelse af forfatning (retsgrundlag) tjener til at sikre ejendomsretten, en sikring der tager form af staten. Allerede her ser vi bevægelsen fra familie til stat og forbindelsen til ejendomsretten og Marx. Blot er der en klar forskel: hvor staten hos Marx optræder som undertrykkende fremmedgjorthed, ses den hos Hegel som en sammenføjning af særinteressen og almenheden, noget der sikrer både personen og almenheden. Den er ikke bare det medierende men det ophævende, den har syntetisk karakter. Familiens grundegenskab er kærligheden, der udgøres af en følende enhed 45, og selvbevidstheden det vil sige mennesket har derfor i familien først og fremmest karakter af enhed. Kærligheden udtrykker i begrebets natur en bevidsthed om en art af enhed med en anden (selvbevidsthed), men denne følelse er ikke i sig selv sædelig, dertil er den for naturlig, det vil sige tilfældig, kontingent. I kærligheden findes en modsætningens dialektik mellem på den ene side det aspekt, at man optræder som uselvstændighed i forbindelsen med en anden men på den anden side det aspekt, at man opnår gyldighed, vinder sig som person 46, som netop selvstændighed i den anden. Man opgiver sin for-sig-væren til gengæld for en mig-viden 47. Det vil sige: i det man optræder i enhed med en anden selvbevidsthed, erkender man den andens selvbevidstheds anerkendelse af en, og man opnår derfor bevidsthed om sig selv som selvstændighed. Denne modsætning opløses netop i 44 Hegel, Retsfilosofi, p. 172, Hegels fremhævning 45 Ibid., p Ibid., p Ibid., p

16 sædeligheden staten hvori ikke følelsen af kærlighed men derimod enheden som lov tjener som grundlaget for foreningen i familien. I familien indtræder personerne i de af deres køn forudbestemte roller. Manden som det aktive køn og kvinden som det passive. Manden er udtryk for en åndelighed, der spalter i a) den begrebslige tankes selvbevidsthed, og b) viljen til at opnå et objektivt formål 48 det vil sige selvbevidsthed og vilje. Kvinden er udtryk for en åndelighed, der opretholdes i på den ene side viden og vilje til det substantielle som konkret individualitet og på den anden side i følelsen. Manden er det, der her interesserer os mest. Hegel skriver: Det første køn er, i sit udadvendte forhold, det, der besidder magt, og som er virksomt; [ ] Manden har derfor sit virkelige substantielle liv i staten 49. Staten, eller i hvert fald mandens liv i staten, er altså en syntetisk sammenføjning af selvbevidsthed og vilje udtrykt i det mandlige køn. α) For sig værende personlig selvstændighed; den begrebslige tankes selvstændighed γ) Staten, magt, virksomhed, dyr β) Den frie almenheds viden og vilje; viljen til at nå et objektivt formål Af naturlig vej gennem børnene, det vil sige reproduktionen opløses familien, og spaltes i en flerhed. Når børnene når skels år og alder, anerkendes de som personer og flytter til nye familier, enten i skikkelse af familieoverhoveder eller hustruer. Således opløses familien ved personlighedens princip 50, og det er også denne personlighed, der danner grundlaget for det borgerlige samfund, som familien opløses i. Den konkrete person, der, som specifik person, er sit eget formål står relation til andre specificiteter, og stå derfor overfor almenheden. Som før hos Marx får vi altså en modsætning mellem det enkelte individ og det almene, staten. Hos Hegel er der som nævnt ovenfor imidlertid ikke tale om en undertrykkende stat men om en fuldendelse af åndens sædelige moment, og denne modsætning er en produktiv, dialektisk modsætning, der i sidste ende leder til et højere (syntetisk) stadium. Det er også tilfældet hos Marx, men givet det materialistiske grundlag, er hans højeste et andet: kommunismen. Imidlertid bliver den også til gennem netop en modsætning mellem individ og almenhed. Først i det kapitalistiske samfund mellem den stat, der er mindretallets og det store flertal og 48 Ibid., p Ibid., p. 179, min fremhævning 50 Ibid., p

17 siden i socialismen mellem den stat, der er det store flertals og mindretallet. I sidste ende må enhver stat imidlertid bryde sammen med det fremmedgjorte arbejdes (det vil sige arbejdsdelingens, tvangsarbejdets og privatejendommens afskaffelse). Vi kan også hos Hegel læse om forholdet mellem individ og behov. Vi husker hos Marx, at mennesket netop taber sig selv i tilfredsstillelsen af et behov, der ikke er hans eget. Hegel skriver: I det borgerlige samfund er ethvert individ sit eget formål, og alle andre er intet. Ikke desto mindre er dette individ ikke i stand til at opnå det fulde og hele omfang af sit formål uden de andre; altså tjener disse som et middel for hans specifikke behov. 51 Hos Hegels individ genfinder vi altså både Marx arbejder og kapitalist: både den, der er nødt til at arbejde for at opretholde livet men derved objektiverer sig selv og taber objektet ved at arbejde for andre, og den der anvender andre som et middel for at opfylde sine egne specifikke behov. I virkeligheden er denne sidste også et udtryk for menneskets generelle situation ifølge Marx, idet det netop er kendetegnet for det artsfremmedgjorte menneske, at det, der burde udgøre menneskets væsen (livsaktiviteten, arbejdet) ender med at tjene som blot middel. Hermed nogle pointer om forholdet mellem stat og familie i Hegels optik set i forhold til Marx. 6.2 Arendt Forholdet mellem stat og familie kan vi også genfinde hos en af Marx store beundrere såvel som kritikere, Hanna Arendt. I sin beskæftigelse med forholdet mellem polis og oikos beskæftiger hun sig netop med forholdet mellem stat og familie set i forhold til spørgsmålet om frihed og nødvendighed. Ligesom vi hos Marx har skelnet mellem produktion og arbejde, skelner Arendt (som også nævnt ovenfor) mellem arbejde og fremstilling og tilføjer hertil handlingen. 52 Disse tre udgøre tilsammen momenter af det, Arendt kalder vita activa, der indtil en vis grænse kan sammenlignes med Marx livsaktivitet. Allerede her er der væsentlige forskelle: arbejde og fremstilling er ganske vist økonomiske handlinger, men ifølge Arendt kan de tænkes at udføres i ensomhed. En sådan tanke er for Marx umulig: alle økonomiske relationer er sociale relationer, og produktion såvel som arbejde foregår derfor altid i en social sfære. 51 Ibid., p Arendt, Menneskets vilkår, pp

18 For Arendt er handlingen den eneste del af vita activa, der altid må foregå i samspil med andre mennesker og udgøres af politikken. Arbejdet og fremstillingen finder sted i den private sfære, hjemmet, οικος (hos familien). De to begreber dækker for Arendt imidlertid ikke over det samme, som arbejde og produktion hos Marx; arbejde er det, som er den første historiske handling hos Marx, det vil sige den simple naturnødvendige formålsrettede produktion til opretholdelse af livet, mens fremstilling er artes: produktionen af ting eller tingslighed med det formål at stræbe efter udødelighed. Det, der ikke kan gøres alene og som derfor kun kan udføres i den offentlige sfære er handlingen, der er politik, og som udføres i πολις eller staten. Vi ser altså, at handlingen som sit vilkår har pluraliteten 53, den er den eneste form for aktivitet, der udspiller sig direkte imellem mennesker uden at være materielt formidlet 54, det vil sige bundet af nødvendigheden. Der er altså tale om et skarpt skel mellem det nødvendige, som finder sted i familien (οικος), og det, der bliver det frie, og som finder sted i det staten (πολις): politik. Dermed ser vi det omvendte af forholdet hos Marx. Hos Marx er det netop i særinteressen (som arbejder) vi er frie, modsat den nødvendighed, der præger den såkaldte fællesinteresse eller almenvældet (staten). Det er i det fri arbejde, vi finder det menneskelige, mens det er i basale funktioner som at spise, sove, kopulere et cetera vi finder det dyriske. For Arendt henligger begge disse til det dyriske, det vil sige det nødvendige. En ting følger hun Marx dog: i familien regerer patriarken despotisk, og kvinder, børn og ældre er hans slaver. Dette forhold forstyrres imidlertid i hvad, vi kan kalde den moderne forskydning i forholdet mellem οικος og πολις og mellem den private og offentlige sfære; Arendt ser netop Marx filosofi og hans forvrængning af hvad hun ser som et mere oprindeligt begreb om arbejde som et udtryk for denne forskydning. Den moderne forskydning sker ved den industrielle revolution og overgangen fra det kristen-romerske middelaldersamfund til det moderne samfund. Denne nyere tids samfundsopfattelse 55 udgøres af en ny socialsfære, som hverken er offentlig eller privat, og som har nationalstaten som sin politiske form 56. I denne nye sfære bliver skellet mellem det frie og det nødvendige udtværet og det sociale projiceres ind i det frie (i πολις) og bliver gældende på samfundsplan, hvad der ses ved en tilbagevenden til en familie-opfattelse af samfundet. En sådan, mener Arendt, er netop udtrykt ved nationalstaten, der betragter folket som en stamme, på en familiær måde, og hvor vi ser begreber som socialøkonomi, nationaløkonomi og økonomi i det hele taget, der i semantikken viser de tydeligste spor af οικος og nødvendigheden. Dette er netop Marx opfattelse. Det nødvendige, som Arendt i en angiveligt mere oprindelig opfattelse, henligger til det private, trækker Marx ud i det offentlige 53 Ibid., pp Ibid., pp Ibid., pp Ibid., pp

19 og gør til både frit og socialt. Marx er for så vidt enig i, at det private er blevet forskudt til et samfundsmæssigt plan, men for Marx er det en konsekvens af den oprindelige fremmedgjorthed i familien altså en oprindelige uret mens det for Arendt er en konsekvens af en forvrængning af en oprindelig retmæssighed. Denne forvrængning truer med at ødelægge mennesket 57, idet det, der skiller mennesket fra dyrene, handlingen og friheden, er blevet reduceret til udelukkende at dreje sig om den gensidigt afhængige bestræbelse på at sikre livet selv og intet andet 58, altså at sikre det nødvendige. Marx er til dels enig og skriver om effekten af det fremmedgjorte arbejde (årsagen til forvrængningen): Ganske vist producerer arbejdet vidunderlige ting for de rige - men for arbejderen producerer det afsavn. Det producerer paladser - men rønner for arbejderne. Det producerer skønhed - men forkrøbling for arbejderen. Det erstatter arbejdet med maskiner - men sætter nogle arbejdere tilbage til en barbarisk arbejdsmåde, og gør den anden del af dem til en del af maskinen. Det producerer ånd - men det producerer idioti, kretinisme for arbejderen. 59 Men hvor Arendt finder løsningen på forvrængningen ved at sende arbejdet tilbage til nødvendighedens domæne, finder Marx sin løsning ved at ophæve det til frihedens; kun ved afskaffelsen af det fremmedgjorte arbejde gennem afskaffelsen af dets former: tvangsarbejdet, arbejdsdelingen, privatejendommen kan mennesket finde sin frihed. 57 Ibid., pp Ibid., pp Marx, Fremmedgjort arbejde, p. 5 19

20 7. Konkluderende bemærkninger I vores formulering af problemet opstillede vi tre hovedpointer for læsningen af Marx begreb om familien sat i forhold til begreberne om arbejde og fremmedgørelse: Mennesket finder sin oprindelse som homo faber, det vil sige arbejdende, i de historiske handlinger, som udgør betingelsen for eksistensen af menneskelig historie Dette arbejde foregår inden for sociale relationer, og den første sociale relation er familien; i familien finder arbejdsdelingen sin første form, og derved begynder produktionen af fremmedgjort arbejde, som ender i en fremmedgørelse af mennesket fra 1) sit produkt, 2) sit arbejde, 3) sin art, og 4) hverandre Arbejdsdelingen er samtidig kimen til klassedelingen og med det staten som klasseinstrument; denne opløsning af familien kommer fra Hegel Jeg mener, det i denne besvarelse er lykkedes at påvise, at dette er en mulig læsning af Marx, skønt andre sikkert kunne opstilles, og der med garanti er meget i denne læsning og i de anvendte tekster generelt, der skriger på nærmere uddybning og undersøgelse. 20

21 8. Bibliografi NB: Alle webudgaver af tekster er overført til normalsider, og ved henvisninger angiver det anførte sidetal således en omtrentlig placering i teksten. Arendt, Hanna: Menneskets vilkår. Gyldendal, København, 2005 Engels, Friedrich: Anti-Dühring. Sputnik, København og Progres, Moskva, 1984 Hegel, G.W.F.: Retsfilosofi. Det Lille Forlag, Frederiksberg 2004 Lenin, V.I.: Om dialektik. Web-udgave: Marx, Karl og Friedrich Engels: Den tyske ideologi. I: De store tænkere Karl Marx, Berlingske Forlag, København, 1970 Marx, Karl: Kapitalen. Bibliotek Rhodos, København, 1970 Marx, Karl: Teser om Feuerbach. I: De store tænkere Karl Marx, Berlingske Forlag, København, 1970 Marx, Karl: Fremmedgjort arbejde. Web-udgave: Marx, Karl: Luther als Schiedsrichter zwischen Strauß und Feuerbach. Webudgave: Schleifstein, Josef: Indføring i studiet af Marx, Engels og Lenin. Forlaget Tiden,