GOLIAT DAVID GRINER. retorisk analyse af ytringer, der påvirker politisk ved at invitere til at grine ad en overmagt

Transkript

1 DAVID En GRINER retorisk analyse af ytringer, der påvirker politisk ved at invitere til at grine ad en overmagt GOLIAT K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T ET I N S T I T U T F O R M E D I E R, E R K E N D E L S E O G F O R M I D L I N G A F D E L I N G F O R R E T O R I K H E L E N E O L D G A A R D H A N S EN

2 - 1 -

3 This thesis examines humorous phenomena that affect political subjects by inviting an audience to laugh at a superior power or an authority. They are examined on the background of the hypothesis that there is something specifically attractive about humor that carries this quality and the assumption that these phenomena have a twofold opposite effect. To cast light on this, a paradigmatic case is examined: In in the 1980 s the Danish squat-movement made a fool out of the Danish police and with it the municipality of Copenhagen in short, the authorities. With this example the hypothesis and the assumptions are shown to have great potential: John C. Meyer s four functions of humor in communication are used to analyze the happenings of the event and the way they theoretically would affect the audience. On the basis of Gerard A. Hauser s insights on vernacular rhetoric and Leah Ceccarelli s call for a close textual-intertextual analysis an examination of the public opinions as they emerge through arguments and style in two Danish newspapers is conducted. On the grounds of the findings from these two analyses it is concluded first, that, as assumed, this type of humor phenomenon indeed does attract an audience towards the political case the humor was advocating for. On the other hand, they also seem to confirm the lesser positive assumption that the same event seems to over time function as a valve for the people s urge to rebel against authorities. A critique of Michael Billig s notion of humor as a disciplining force and his use of Mikhail Bakhtin s concept of the carnivalesque, forms a new foundation for explaining this effect. Based on the premise of political theory s statement, as put forward by M. Lane Bruner, that rebellious citizenship is essential for state health it is concluded that this is a very unfortunate effect and that all politically engaged citizens need to be aware of this humor function hidden in the course of time

4 - 3 -

5 INDLEDNING TEORI OG BEGREBER OVERMAGT MASTERPLOTS POLITISK PÅVIRKNING RETORISK YTRING, BEGIVENHED OG TEKST OFFENTLIG OPINION OG OPINIONSDANNELSE CASE: DET BESATTE HUS ALLOTRIA RYDNINGEN AF ALLOTRIA 11. JANUAR ET UDVALG AF EKSEMPLER MED SAMME DYNAMIK ANALYSE I: HUMORFÆNOMENETS FUNKTIONER HUMOREN I ALLOTRIA JOHN C. MEYERS FIRE HUMORFUNKTIONER OVERLEGENHED OG IDENTIFICATION, ENFORCEMENT & DIFFERENTIATION INKONGRUENS OG CLARIFICATION & DIFFERENTIATION SPÆNDINGSUDLADNING OG IDENTIFICATION HUMORENS PÅVIRKNING AF FORSKELLIGE PUBLIKUMMER DE ENIGE & DE UENIGE OG DEM DER VÆLGER SIDE NU ANALYSE II: OFFENTLIG OPINION DAGENE FØR TUNNEL-AKTIONEN UGERNE EFTER TUNNEL-AKTIONEN ÅRENE EFTER TUNNEL-AKTIONEN HUMORENS PÅVIRKNING AF DEN OFFENTLIGE OPINION VURDERING: DEN POLITISKE VENTIL METTE MØLLER VERSUS MICHAEL BILLIG & MIKHAIL BAKHTIN ALLOTRIA OG DET POLITISKE KARNEVAL DEN POLITISKE SAG VERSUS BORGER OG SAMFUND KONKLUSION LITTERATURLISTE

6 En essentiel kvalitet ved en sund stat er, at dens borgere har ret til at gøre oprør for eksempel ved brug af humor (Bruner 2005, 137). Gennem historien har oprør og modstand mod bestående politiske systemer betydet forandring, udvikling og fremgang. If there is no struggle there is no progress, som en berømt afroamerikansk borgerrettighedsforkæmper og tidligere slave sagde i 1857 (blackpast.org 2017). Og gennem historien har oprør og modstand mod forhold og systemer af enhver art været bistået af retorik, hvilket citatet på ikonisk vis også illustrerer. Retorik og politik har aldrig været to adskilte størrelser. Og måske har det også altid været sådan, men i de senere år synes det mere og mere tydeligt, at det retoriske fænomen humor også har et vist overlap med politik og det at ville påvirke noget politisk. Således blev for eksempel en komiker i 1994 valgt ind i Folketinget på blandt andet et valgløfte om mellemste invalidepension til folk uden humor (Jyllands-Posten 2011); i 2004 udkom en amerikansk undersøgelse med nyheden om, at unge amerikanere i stigende grad får deres politiske viden fra de humorbaserede late night tv shows (PewResearch Center 2004), og helt i samme boldgade skrev Zetland så sent som i december 2016 under overskriften Politisk satire er blevet en magtfaktor, at engang levede satiren i sit eget reservat på de etablerede medier, men i dag blander den sig mere og mere med de øvrige, seriøse nyheder, især på de sociale medier. Nogle ser endda mere nyhedssatire, end de ser nyheder, og det lægger et særligt ansvar over på satiren (zetland.dk 2016). Der findes mange andre eksempler på humoristiske tiltag, der tager livtag med politik og politiske emner, men dette speciale interesserer sig for en bestemt slags humoristiske fænomener, som ud over at de udspringer af noget politisk eller har et politisk sigte alle deler en anden bestemt kvalitet: Nemlig det, at humoren giver underlegne mulighed for at grine ad en overmagt. Valget om at undersøge disse bestemte humoristiske fænomener udspringer først og fremmest af en tese om, at der er noget særligt tiltrækkende ved præcis denne form for humor. Dernæst også en formodning om, at denne særlige tiltrækning kan - 5 -

7 have både en positiv og en negativ effekt. Formodningen går på, at denne bestemte form for humor på én gang besidder nogle funktioner, der kan få et publikum til at være mere positivt stemt over for den politiske sag, humoren plæderer for, men at den samtidig har en skjult funktion, der fungerer som en ventil og gør, at viljen til at kæmpe for den givne sag flader ud i stedet for at blive styrket. Hvordan det kan hænge sammen vil jeg indkredse ved at undersøge en retorisk ytring i form af en case med netop de to nævnte kvaliteter, som jeg vil underkaste en retorisk kritik baseret på en kvalitativ, hermeneutisk tekstanalyse. Casen, jeg vil undersøge, er den retoriske begivenhed, det blev, da en gruppe københavnske husbesættere, bedre kendt under det mere fyndige dobbeltlogogram BZ, i 1983 overraskede danskerne, medierne, politiet og muligvis også sig selv ved at forsvinde fra det besatte hus Allotria, da en enorm politistyrke kom for at fjerne dem. Kortere sagt: Min fremgangsmåde vil være at indlede med et teoriafsnit, der introducerer de teoretiske begreber og fænomener, som indledningen her tager for givet. Det drejer sig om overmagt, retorisk ytring, politisk påvirkning og offentlig opinionsdannelse, men også om H. Porter Abbotts narrativteoretiske begreb masterplots, som bliver holdepunktet for tesen om det særligt tiltrækkende ved den slags humor, jeg undersøger. Efter dette vil jeg beskrive casen og mine kildekritiske overvejelser i forhold til den, så grundlaget for analysen og vurderingen er på plads. Herunder ligger der også et mindre afsnit om andre retoriske ytringer med samme kvaliteter, som jeg kort beskriver for at placere casen iblandt andre eksempler på det, den altså repræsenterer. Dernæst følger to kapitler med de primære analyser. Det første ser på, hvilke humorfunktioner der er til stede, når en ytring får et publikum til at grine ad en overmagt, og hvordan de påvirker forskellige grupper af publikum. Den teoretiske grundtekst her er John C. Meyers Humor as a Double-Edged Sword: Four Functions of Humor in Communication (2000), som jeg kombinerer med de tre klassiske humorforklaringsteorier overlegenhed, inkongruens og forløsning. Det bruger jeg til i en nærlæsning af casen at finde, analysere og beskrive de elementer i den, der har været med til at gøre den sjov og virkningsfuld for de forskellige publikumsgrupper, der har været vidner til begivenheden. Det andet analysekapitels første opgave er at svare på, hvordan den offentlige opinion blev påvirket. Her tager jeg udgangspunkt i for det første Gerard A. Hausers tanker om vernakulær retorik og offentlig opinion, som præsenteres i teoriafsnittet, og for det andet Leah Ceccarellis opfordring til ikke bare nærlæsning close textual analysis men close textual-intertextual analysis, som præsenteres først i dette kapitel som en del af dets - 6 -

8 indledende metodeafsnit. Det bliver til en intertekstuel nærlæsning af stil og argumenter i de to dagblade Politiken og Berlingskes dækninger af rydningen af Allotria henholdsvis 10 dage før og to uger efter rydningsdagen, ligesom jeg vil se de efterfølgende års jubilæumsartikler nærmere i sømmene. Kapitlets næste opgave er så at besvare, hvordan humoren har spillet en rolle, i at den offentlige opinion blev påvirket, som den gjorde, og det gør jeg ved at se tilbage til det første kapitels fund og koble dem med fundene her. Herefter kommer et vurderende kapitel, som tager udgangspunkt i den opdagelse, at den hidtil anvendte teori ikke fyldestgørende har kunnet besvare alle de fund, der er fremkommet i analysen. Her vil jeg inddrage en pointe fra Michael Billig, som problematiserer humors positive funktioner understøttet af Mikhail Bakhtins carnivalesque-begreb. Denne pointe vil jeg præsentere og ud fra en kritik, Mette Møller kommer med, og så vil jeg sammenholde en bestemt funktion, hun ser i humor, med Billigs pointe og fundene i analysen af allotriacasen. Til sidst vil jeg med hjælp fra M. Lane Bruners undersøgelse af den politiske karnevalsprotest vurdere alle disse fund og nogle af deres konsekvenser for et samfund som vores. Med udgangspunkt i denne retoriske kritiks kvalitative, hermeneutiske tekstanalyse kan vi altså få en idé om, hvad de retoriske funktioner i dette specifikke humorfænomen er, og hvordan de påvirker et retorisk publikum. Med hjælp fra retorisk teori, politisk teori og humorteori bliver det muligt at sige noget om, hvad borgere, der vil ytre sig om politiske sager, ud fra et retorisk synspunkt skal være opmærksomme på, hvis deres ytring inviterer til at grine ad en overmagt. Hvis de giver David mulighed for at grine ad Goliat

9 Tesen og problemformuleringen indleder specialet med flere relativt abstrakte ord, der hver især kræver en introduktion. Både i forhold til, hvilken betydning jeg tillægger dem, og hvordan jeg bruger dem i resten af specialet. Det drejer sig om fem begreber eller fænomener, der alle udfoldes herunder. Tre af dem masterplots, retorisk ytring og offentlig opinionsdannelse er forankret i henholdsvis narrativ og retorisk teori. De andre to overmagt og politisk påvirkning har begge rod i Habermas offentlighedsmodel, men jeg vil også selv definere begreberne yderligere for at komme frem til definitioner, der er særligt anvendelige i forhold til at kunne besvare netop problemformuleringen. Habermas offentlighedsmodel er relevant i denne forbindelse af flere grunde. For det første og helt overordnet er Habermas svær at komme udenom i sammenhæng med dette speciale, da hans forskning har stor indflydelse på forskning inden for blandt andet kommunikation, offentlighed og medier alle tre områder, specialet er forankret i. Modellen beskriver offentligheden som et særligt rum eller område, også kaldet en offentlig sfære, der findes mellem forskellige statslige autoriteter på den ene side og de enkelt individer eller borgere på den anden side (Bruhn Jensen 2013, 167). Klaus Bruhn Jensen skriver om offentlighedsmodellen, at den illustrerer nogle strukturer i samfundet, der er så fundamen-tale, at man let kan komme til at tage dem for givet (Bruhn Jensen 2013, 167), og det mener jeg er særligt rammende i forbindelse med den magtrelation, der er mellem stat og borger, og som er en stor del af den dynamik, jeg undersøger i casen. Modellen opdeler offentlig-heden i stat og samfund, hvor samfundet er inddelt i henholdsvis det private område og det offentlige som område, og det er altså her, i samfundet, at individerne og borgerne befinder sig. Over for - 8 -

10 det står staten, der har ansvar for og pligt til at sikre sådan noget som almene retsforhold og produktionsbetingelser, men samtidig har monopol på volds- og magtsudøvelse (Bruhn Jensen 2013, 168). Her finder vi en anden grund til offentligheds-modellens relevans for dette speciale. I den case, jeg analyserer, der fungerer som paradig-matisk eksempel på humor, der inviterer til at grine ad en overmagt, eksisterer magt-relationen netop mellem statslige autoriteter og borgere. Og det skal vise sig, at der opstår et særligt grundspørgsmål, som deltagerne i debatten kommer til at kredse om, der har at gøre med, hvordan denne fundamentale struktur mellem stat og borger i samfundet skal vare-tages, og om den overhovedet kan tages op til diskussion. Dette forhold er også helt i tråd med Bruhn Jensens beskrivelse af Habermas offentlighed som et rum for forhandling af forholdet mellem statens råderum og borgernes private områder (Bruhn Jensen 2013, ). Denne forhandling kan for eksempel ske ved mediernes mellemkomst, hvilket er endnu en grund til modellens relevans. I [den offentlige sfære] har enhver [...] mulighed for at fremføre og debattere samfundets mål og midler i allerbredeste forstand. Ligesom andre institutioner findes offentligheden ikke noget bestemt sted, men er et sæt af handlinger eller interaktioner, der formidles af ikke mindst medierne (Bruhn Jensen 2013, ). I specialets andet analysekapitel er mediernes formidling af borgeres og statens handlinger og interaktioner med hinanden udgangspunkt for en analyse af offentlig opinion, hvor man kan se, at nogle af samfundets grundlæggende strukturer kommer til debat. Men en overmagtsrelation eksisterer ikke kun mellem staten og forskellige instanser i samfundet. Og selvom casen dog er et eksempel på dette, er det et paradigmatisk eksempel, der også skal kunne beskrive humor i andre typer af magtrelationer. Derfor vil jeg uddybe, hvad jeg mener, når jeg anvender og stiller spørgsmål med begrebet overmagt. Det skal altså ikke stå i kontrast til Habermas offentlighedsmodel, men supplere den, så det tilsammen kan være udgangspunkt for en vurdering af denne type humors konsekvenser i andre magtrelationer også. Med overmagt mener jeg en specifik relation mellem to instanser, hvor den ene er den anden overlegen på et eller flere relevante parametre i forhold til det, der er på spil, og hvor denne overlegenhed kan bruges til at opnå et gode eller udøve en eller anden form for magt over modparten. Instanserne kan være individer eller grupper, som repræsenterer enten sig selv eller et system, en idé eller en værdi, og de kan kombineres på kryds og tværs. Der er altså tre pladser i overmagtsligningen, der skal udfyldes: Hvem er den overlegne, hvem er den underlegne, og hvilket parameter er denne magtrelation baseret på? Det er sidstnævnte forhold, der er den afgørende faktor for, hvordan de to andre pladser bliver udfyldt. Dette betyder, at karakteren af forholdet mellem to grupper, hvoraf den ene er en overmagt, og den anden er den, der mister et gode eller udøves magt over, er betinget af, at de relevante parametre forbliver de samme. Disse parametre bestemmes og kan ændres af det, der er på spil, og hvem der kan dømme i den givne sag. Hvem er for eksempel overlegen i forholdet mellem en chef og en ansat? På arbejdspladsen er det sandsynligvis chefen, der bestemmer den ansattes opgaver og har magten til at afskedige ham, fordi parametrene her vil være, hvilke mandater og beføjelser de hver især har. Hvis de to senere er interesseret i den samme - 9 -

11 person på en bar, kan den ansatte muligvis være chefen overlegen, hvis den interessante person går mere op i parametrene ansigtstræk, højde og synlig muskelmasse. Det måske bedst kendte eksempel på sådan en kamp mellem en overmagt og en underlegen er fortællingen om David og Goliat. Den historie fortæller om den lille David, der skal i tvekamp mod den store og stærke Goliat, som da også håner og griner ad David, da han ser ham, fordi de relevante parametre i en tvekamp på den tid normalt er størrelse og styrke. Ingen tror på, at David kan vinde denne fysiske duel, men han vinder den øjensynligt ulige og forudbestemte kamp ved at ændre de relevante parametre til intelligens og præsicion. H. Porter Abbott beskriver i The Cambridge Introduction to Narratives (2008) det fænomen, han kalder masterplots, som bliver et afgørende begreb her. Masterplots er nogle grundlæggende narrativer, som går igen i forskellige former i de historier, vi fortæller til og om hinanden, og som mennesker sandsynligvis ubevidst genkender og ser sig selv og deres eget liv i og igennem (Abbott 2008, 46). En del af definitionen lyder: Recurrent skeletal stories, belonging to cultures and individuals that play a powerful role in questions of identity, values and the understanding of life (Abbott 2008, 236). Det er historier, hvis grundstruktur er genkendelig for os omend selve historiens udtryk kan antage forskellige former og som på afgørende måder er forbundet til vores grundlæggende værdier, ønsker og frygt (Abbott 2008, 46). Når fortællinger bliver brugt i kommunikation og som argumentation, kan de altså have en betydelig retorisk funktion, fordi de trækker på den enorme emotionelle kapital, der ligger gemt i disse masterplots (Abbott 2008, 46). Fortællingen om David og Goliat er eller bygger på en af den slags masterplots, og det er her, specialets hovedtese har sit udspring og henter en del af sin antagelse om, at der er noget særligt tiltrækkende ved den form for humor, hvor man som underlegen får mulighed for at grine ad en overmagt. Denne antagelse kommer dels fra Abbotts beskrivelse af masterplots som en slags kulturel lim, der binder samfund sammen ved at danne mytologiske strukturer, som er behagelige og måske ligefrem beroligende for os, og som det kan være ubehageligt for os at forsøge at bestride (Abbott 2008, 47 48), netop fordi de kommunikerer til noget helt grundlæggende i os. Og dels kommer den fra min egen fornemmelse af, at historien om David og Goliat finder resonans i min egen selvforståelse måske som menneske, måske som dansker, københavner eller en tredje kulturel afgræsning og den fornemmelse er blevet bakket op i løbet af min undersøgelse. Den fornemmelse ser i hvert fald ud til at gælde andre end mig selv. Således skrev Berlingske i deres leder dagen efter rydningen af Allotria, at Det ligger dybt i den menneskelige natur at nære en vis sympati for den jagede part (Berlingske 1983m, 8), og 33 år senere bliver Naser Khader citeret for at sige, at The Danish love when the small fight against the big [ ] That is a part of the Danish narrative (Financial

12 Times 2016). Sidst, men ikke mindst tør jeg holde fast i den antagelse, fordi den bliver bakket op af Michael Billigs teori og syn på humor, som jeg som lovet vender tilbage til i slutningen af specialet. Noget tyder altså på om det er bevidst eller ubevidst for os, om det gælder for danskere eller alle mennesker at der er en forståelse af os selv som nogen, der har vis forankring i den dynamik, der er mellem en overmagt og en underlegen. Vi genkender og værdsætter masterplottet om den lilles kamp mod den store, og vi bliver tilfredsstillede, når David finder en måde at vinde over Goliat på når vi finder en måde at vinde over dem, der er os overlegne. Det er netop en stor del af det, humoren giver os mulighed for. Når noget humoristisk stiller et styrkeforhold til skue, kan det være med til at ændre det spørgsmål, der bliver stillet, og dermed de parametre, der er relevante at dømme ud fra. Specialets hovedtese siger altså, at der er noget særligt tiltrækkende ved humor, der giver underlegne mulighed for at grine ad en overmagt, og problemformuleringen kobler det til humor, der forsøger at påvirke politisk, og i den forbindelse til rydningen af Allotria, der som nævnt skal fungere som paradigmatisk case. Mange af BZ-bevægelsens handlinger herunder også deres forsvinden fra Allotria vil jeg betegne som politisk aktivisme, men det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal betyde, at casen kun er paradigmatisk for traditionel politisk aktivisme, men for alle ytringer, der forsøger at påvirke politisk ved at invitere til at grine ad en overmagt. Jeg vælger dog et politisk aktivistisk eksempel som case, fordi politisk aktivisme har flere kvaliteter, der gør det særligt interessant som studieobjekt i denne forbindelse. Retorik handler om at påvirke, og det gør politisk aktivisme også, ligesom jeg vil påstå, at politisk aktivisme netop besidder den kvalitet, at det udfordrer en overmagt. Som sagt vil jeg senere gøre det tydeligere, at den humordynamik, jeg vil undersøge, ikke kun findes i traditionel politisk aktivisme, men ser ud til at gå igen på tværs af tider og genrer som et fænomen, vi altid er tiltrukket af. Men når jeg har valgt at undersøge dette fænomen netop i traditionel politisk aktivisme og ikke et af de andre steder, det eksisterer, er der en grund til det. Retorik vil påvirke humor påvirker, og af alle de steder, jeg har fundet den særlige form for humor, der virker med David-Goliat-dynamikken, er politisk aktivisme den, der påvirker mest. Jeg mener altså, det er her, man vil kunne se den størst mulige effekt af den påvirkning, den form for humor udøver, hvilket gør det til det retorisk mest interessante sted. Her vil jeg kort introducere de overordnede, to forskellige måder, jeg i denne sammenhæng mener, det er relevant at tale om at påvirke politisk på: indefra og udefra. Her vil begrebet politisk aktivisme også kunne hjælpe med at forstå, hvorfor jeg vil definere det, efter jeg har defineret politisk. Når jeg siger politisk, sigter jeg til de politiske beslutninger, der forhandles og træffes af politiske magthavere i en eller anden form for beslutningsorgan som for eksempel et

13 parlament. Det ligger tæt op ad Bruhn Jensen, der definerer politik som det særlige sæt af sociale handlinger, der fastlægger og fordeler værdier med gyldighed for et helt samfund, hvilket han kalder den klassiske forståelse af politik (Bruhn Jensen 2013, 171). I Habermas offentlighedsteori mener jeg, det giver mening at se alt, der ligger under statens område, som noget, der har at gøre med politik. Det vil sige alle de økonomiske, juridiske, ideologiske og fysisk voldelige indgreb, staten kan foretage i samfundet, hvis udstrækning forhandles og besluttes i den politiske offentlighed og i staten, i beslutningsorganet parlamentet (Bruhn Jensen 2013, 168). Over for det beslutningsorgan kan man påvirke politisk indefra eller udefra. Som politiker eller på anden måde højtstående med direkte adgang til politikerne kan man handle direkte mellem sig selv og beslutningsorganet uden om andre borgere altså politisk påvirkning indefra i staten og til dels i den politiske offentlighed. Politisk påvirkning udefra vil jeg betegne som handlinger, der forsøger at påvirke beslutningsorganets behandling af en given sag inden for statens fire nævnte indgrebsområder, begået af individer eller instanser uden direkte adgang til beslutningsprocessen. Disse handlinger vil jeg mene primært foretages i den politiske og kulturelle offentlighed og i socialsfæren, ganske ofte af politiske aktivister. I et temanummer af Dansk Sociologi om blandt andet aktivisme defineres aktivister som aktive medborgere der på forskellig vis engagerer sig socialt og politisk i den civile sfære for at forandre og forbedre samfundet ved at kommunikere konflikt og/eller løsninger dér hvor ingen andre kan eller vil (Harrebye og Thomassen 2015, 18). Som udgangspunkt mener jeg godt, at man kan være aktivistisk uden at være politisk ved for eksempel at være aktiv i sine børns fodboldklub, hvor man bager kager til udflugter eller træner miniputterne en gang om måneden; som indsamler til Kræftens Bekæmpelse en gang om året; eller som valgtilforordnet en gang hvert fjerde år. Alt sammen aktive handlinger, der ikke har som direkte mål at påvirke den politiske dagsorden eller påpege et problem, men som jeg ikke desto mindre vil definere som aktivistiske. Men med den sociologiske definition rammer vi ned i det mere interessante brændpunkt, hvor den aktivistiske handling har en intention om at påvirke den politiske dagsorden ved enten at kommunikere direkte til de politiske magthavere eller ved at kommunikere til andre borgere, som kan være med til at påvirke dem. Jeg kalder det bare politisk aktivisme. Dette er politisk handling udefra, og her kommer David-Goliat-dynamikken frem, idet magthaverne netop er magthavere og altså befolkningen og aktivisterne overlegne, mens aktivisterne er dem, der med andre midler end dem, magthaverne går til kamp med, kan få overtaget og muligvis ændre politiske beslutninger og påvirke dagsordener. Med alt det her vil jeg til sidst påstå, at alle ytringer, der forsøger at påvirke politisk ved at invitere til at grine ad en overmagt, er politisk aktivisme, omend ikke i den traditionelle form. Det er en måde at forsøge at påvirke politisk udefra, og i analysen viser det sig at blive relevant i forhold til den diskussion, der opstår i kølvandet på rydningen af Allotria

14 Traditionelt har politisk diskurs været et centralt omdrejningspunkt for retorik, og store politiske taler fremstilles ofte som paradigmatiske eksempler på gode retoriske handlinger, der bliver analyseret igen og igen, og som det, vi især kan lære en masse af. Men denne smalle forståelse af retorikkens område er ikke længere så dominerende. Mange teoretikere anført af Kenneth Burke, der udvider definitionen af retorik som persuasio til at handle om retorik som identifikation (Burke 1969, 49 65), har gjort retorikkens område og forståelse af tekst bredere og udvidet det til også at inkludere for eksempel genstande, symboler og handlinger. Hauser uddyber denne burkeanske forståelse af rhetoric as symbolic inducement in which all human symbolic forms become forms of inducement, or rhetoric (Hauser 1999, 105) således: Ud fra denne bredere retoriske tekstforståelse har jeg valgt den ytring eller begivenhed, allotriarydningen var, som retorisk tekst, og det er denne tekstforståelse, jeg sigter til, når jeg spørger, hvordan en humoristisk ytring kan påvirke en politisk sag. Herfra vil jeg blot benævne enhver retorisk handling eller begivenhed i denne forstand tekst eller ytring. Gerard A. Hauser danner med sin bog Vernacular Voices (1999) baggrunden for min forståelse og brug af begreberne offentlig opinion, public opinion, og offentlig opinionsdannelse, opinion formation. Hauser indleder bogen med at fastslå, at et demokrati er baseret på den præmis, at offentlighedens mening skal have indflydelse på, hvilken retning samfundet har og tager Yet what counts as such an opinion, how we learn its content, and how it gets represented is anything but certain. (Hauser 1999, 1). Så blandt andet det er hans bog et bidrag til at finde ud af. I kapitlet Reading Public Opinion from Vernacular Rhetoric fremlægger han sine hovedanker mod den eksisterende teori på området offentlig opinionsdannelse og giver sit bud på, hvordan vi burde se på det i stedet. Ifølge Hauser er der to dominerende syn på offentlig opinionsdannelse a rational deliberation model that depicts the policies of the state as legitimated by the consensus-producing deliberations of interested citizens og objectivist theory [which] advances an opinion poll model that discovers the will of the people in the statistical findings of survey research (Hauser 1999, 83). Begge teorier er problematiske, idet de henholdsvis enten lader en begrænset elite

15 danne og repræsentere den offentlige mening og eller overser kompleksiteten i de menneskelige processer, der producerer den offentlige mening (Hauser 1999, 83 84, 108, 109). Han foreslår i stedet a vernacular rhetoric model, der er en empirical disposition toward the dialogue of informal discourse, som vil give en dybere forståelse for offentlig opinion end nogen af de to andre modeller (Hauser 1999, 83). Ifølge denne teori skal vi se på vernacular discourse as the talk among a public s members og analysere det (Hauser 1999, 109). Hauser kobler altså den offentlige opinionsdannelse til retorik ikke kun blandt elitens medlemmer, dog også her, men især blandt de menige medlemmer af samfundet og den måde, hvorpå de skaber og tolker de forskellige diskurser, der berører dem. En offentlig opinion er et produkt af diskurs, som skal læses ud af den dialogiske proces, der foregår mellem medlemmer af samfundet: En offentlig opinion kan altså ikke måles ved en håndsoprækning eller ved at sætte lighedstegn mellem opinionen og særligt aktive samfundsmedlemmers holdning. I stedet skal den især tolkes ud fra vernakulære udvekslinger, der på dialogisk vis både skabes og tolkes af befolkningen og derfra kan komme til at indgå i den politiske dialog, der samtidig kan give et indblik i en offentlig opinion (Hauser 1999, 85). Som sagt ovenfor kommer denne vernakulære retorik til syne i alle slags symbolske handlinger, der alle kan forstås som retorisk tekst. Så både sproglige og symbolske handlinger opfattes og tolkes af medlemmer af samfundet, som tolker på dem og selv danner en mening, som de i en eller anden form kan udtrykke, hvilket igen kan opfattes og tolkes af andre. Ud af denne multilog som altså tæller både vernakulær og institutionel retorik kan man læse en offentlig opinion (Hauser 1999, 109). En vigtig pointe er, at Hauser ikke mener, at der eksisterer én offentlighed, som man kan læse én samlet opinion ud fra. Derimod eksisterer der flere offentligheder, publics, som opstår ud af et emne eller en problemstilling, issue, (Hauser 1999, 103). Det er her, der opstår vernakulære samtaler af forskellig art, som man kan undersøge og på den måde udfinde deres opinion ud fra (Hauser 1999, 97). Grundlaget for en offentlighed er altså en offentlig opinion, som opstår, når en signifikant gruppe af folk retorisk engagerer sig i et bestemt emne (Hauser 1999, 98). Der er ikke nødvendigvis konsensus i sådan en offentlighed, men en [c]ollective opinion [...] formed by the shared activity of communication (Hauser 1999, 97, 101). Og når man er en del af sådan en offentlighed, bidrager man selv til den offentlige opinion ved at deltage retorisk, ligesom man bliver påvirket af de bidrag, der kommer fra andre medlemmer af den samme offentlighed. Det er deres bedømmelse af den givne problemstilling, der tæller (Hauser 1999, 99)

16 Rydningen af det besatte hus Allotria i 1983 vil fungere som paradigmatisk case for netop den humor, der er i spil, når underlegne bliver givet mulighed for at grine ad en overmagt, der udstilles og latterliggøres. Allotria er interessant i sig selv, men kan stå som eksempel på denne form for humor, som opstår og eksisterer mange steder i vores samfund fra forskellige afsendere og med forskellige mål, men alle med den samme grundlæggende David-Goliat-dynamik og med de samme humorfunktioner. Dynamikken går igen i en variation af steder og ser ikke ud til at tilhøre en bestemt tidsånd, men nærmere at eksistere som en fast del af et humor-repertoire, publikummer bliver tiltrukket af. Efter jeg har præsenteret casen, vil jeg kort beskrive et udvalg af andre fænomener, der illustrerer dette forhold. En undersøgelse af den dynamik giver mulighed for bagefter at undersøge humors betydning for, hvordan den offentlige opinion påvirkes, hvilket jeg vil gøre i næste kapitel. Og der vil det vise sig, at der især over tid vil være en mærkbar påvirkning af den offentlige opinion, hvilket har betydning for mit kildemateriale. Til at beskrive casen bruger jeg nemlig hovedsageligt DR s dokumentar 24 timer vi aldrig glemmer BZ ernes flugt fra Allotria, som blev produceret og sendt første gang i 2010 altså 27 år efter begivenheden fandt sted. Det betyder, at selvom DR s researchere sikkert er kompetente, vil de, deres interviewpersoner og en del af deres kildemateriale og altså i sidste ende hele dokumentaren uvægerligt være påvirkede af de næsten tre årtier, der er gået siden begivenheden, samt de ændringer i den offentlige opinion, der således vil være indtruffet. Når jeg alligevel vælger at bruge dokumentaren som kilde, er det, fordi den af alt det materiale, jeg har fundet om rydningen, ret enestående samler beskrivelser af forløbet både op til, under og efter rydningen, ligesom den inkluderer politets og mediers optagelser fra dagen og i dybden interviewer nogle involverede parter. Dette sidste har jeg ikke kunnet finde i samtidige kilder. Så med mindre andet er angivet, kommer detaljerne om begivenheden fra dokumentaren. Min primære kildekritik går således på at forholde mig til, at DR s fremstilling af begivenheden nødvendigvis er redigeret, og at den netop følger en

17 struktur, som vil være påvirket af de næsten 30 års vinkling af den offentlige opinion, der er gået forud for produktionen. Det har jeg forholdt mig til i min reproduktion af deres reproduktion af begivenhederne ved at være opmærksom på flere forhold: Jeg har blandt andet undgået at gengive ladede vendinger og udtryk, som i højere grad er udtryk for de fortællendes følelser end de faktiske hændelser, som fakta. I dokumentaren interviewes to af de involverede kerne-bz ere og en tredje københavner, som efter eget udsagn befandt sig i periferien af BZ-miljøet. Når det er udtalelser fra dem, der beskriver begivenhedernes gang, har jeg nævnt det, så det er klart, at det er en personlig beretning og ikke nødvendigvis historiske fakta. Hvor det er nødvendigt, har jeg suppleret dokumentaren med og henvist til mine egne fund i aviser fra dagene omkring rydningen. Jeg har søgt i samtlige aviser, der udkom i Danmark i januar 1983 og bestræbt mig på kun at anvende oplysninger, der uden store variationer går igen i flere kilder. I omfanget af specialet har jeg ikke med god grund kunnet tage opgaven på mig at søge historiske kilder på andre måder. I sidste ende er det heller ikke specialets primære opgave så præcist at formidle de nærmere omstændigheder omkring begivenheden, men at undersøge den som retorisk tekst. Når alt det er sagt, har jeg selvfølgelig ikke kunnet undgå at blive påvirket af dokumentarens og alle andre senere artiklers tilbageskuende fremstilling det er der ingen vej udenom. Kapitlet, der analyserer den offentlige opinion, vil netop tage dette forhold op og undersøge og beskrive, hvordan publikums syn på en humoristisk begivenhed som rydningen af Allotria blev påvirket også over længere tid. "Der er dage, hvor skolegårdslegen røvere-og-soldater rykker ud i virkeligheden. Hvor den mest fantasifulde løber med sympatien, mens det er sværere at pege på, hvem der egentlig vandt legen." Sådan indledes DR s dokumentar 24 timer vi aldrig glemmer om en af danmarkshistoriens mest berømte flugtaktioner og den dag, bz'erne gravede sig ind i danskernes hjerter, som beskrivelsen af programmet lyder på mediestream.dk, hvor man kan tilgå programmet, når det ikke genudsendes eller ligger tilgængeligt på dr.dk. I de følgende to kapitler vil jeg finde ud af, hvad det er ved begivenheden, der gør, at den ender med at blive så berømt og beskrevet med netop sådan nogle formuleringer. Her først et overblik over, hvad der skete. Det er om morgenen tirsdag d. 11. januar 1983, og Nørrebros gader er ved at blive lukket af rundt om Korsgade 45, hvor BZ-højborgen Allotria har haft til huse i over otte måneder. Tiden op til denne dag har været præget af mange og ofte voldelige kampe mellem BZ erne og politiet. BZ erne har smidt med brosten og ved en enkelt lejlighed et lokum ud af et vindue og ned i hovedet på nogle betjente, og politiet har affyret skud. Der er skader på begge sider af frontlinjen, som det efterhånden bliver til, og om aftenen mandag d. 10. januar 1983 står det klart for beboerne i Allotria, at de vil blive ryddet meget snart. De to

18 BZ ere i DR s dokumentar, Ulrikke Olsen og Martin Bernsted, fortæller, hvordan nogle af politimændenes koner kommer løbende ind i Allotrias gård og advarer dem om, at de skal se at komme væk; at det vil være livsfarligt at blive; at politidirektøren, Poul Eefsen, der af Københavns overborgmester, Egon Weidekamp, er blevet bedt om at gøre noget ved BZproblemet, vil slå dem ihjel. Som den mere perifere BZ er i dokumentaren Martin Kongstad siger, var rydningsdagen på forhånd udset til at blive sådan en krigsdag, simpelthen, hvilket også bakkes op af, at der deltager mellem 800 og betjente en for Danmark rekordstor politistyrke i aktionen, der udføres med sjældent set mange og store indsatsgenstande: Præcis klokken ni om morgenen rykker busser, kraner og vandtankvogne med brandsprøjter ind på grunden foran Allotria, lyder det i speaken på et gammelt nyhedsklip, der vises i dokumentaren. Over det hele svæver en helikopter, og der er depoter af tåregas parat (Information 1983a). Man ser politets egne optagelser af den container, der bliver hejst op på Allotrias gavl i tredje sals højde. Herinde befinder medlemmer af antiterrorkorpset sig ifølge Kongstad, og de bryder muren ind med trykluftbor, mens vandkanonerne kontinuerligt sprøjter ind over huset. Klokken 9.35 melder politiet på deres egne optagelser om, at det er gået overordentligt godt igennem, der er et ret så stort hul ind i bygningen, men at der ikke er til at se nogen personer eller noget. På trods af det kastes der røgbomber ind, inden kampklædte betjente stormer huset (Aarhuus Stifts-Tidende 1983b), men som politiet selv konstaterer: Der er stille og roligt inde i Allotria, og det bliver der ved med at være. Det sidste, man ser til BZ ernes tilstedeværelse, er det banner, der ensomt vejrer i et af husets vinduer: Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås (Information 1983b). Der bliver ikke nogen krig i Allotria. På den anden side af den nedbrudte brandmur trykkede BZ er Ulrikke Olsen et par timer forinden, fortæller hun, på den dertil indrettede alarmklokke i Allotria og vækkede dermed de omtrent 30 tilbageværende BZ ere med beskeden om, at nu blev de ryddet, hvilket en journalist kom løbende og advarede dem om, da politiet begyndte at spærre Nørrebros gader af. Derfra forløb planen, som den skulle, fortæller Martin og Ulrikke: BZ erne sørgede for at gøre sig synlige inde i huset ved for eksempel at hænge banneret op i vinduet, hvorefter de tog kedeldragter på, gik ned i kælderen og kravlede hele vejen gennem den tunnel, de havde brugt den sidste måned på i al hemmelighed at grave under Korsgade, og steg op i VVS-forretningen på den anden side. Der stod både mester, hans kone og alle svendene og stirrede på de omkring 30 BZ ere, der én efter én kravlede op af gulvet. Men efter BZ erne forsvandt ud gennem bagdøren og op i det overdækkede lad af en lastbil, der blev guidet væk fra det urolige område af en hjælpsom betjent, var der ingen af dem, der tog affære. Som Martin Bernsted afslutter fortællingen: De gjorde intet bagefter. De skænkede bare en ny kop kaffe, tog sig en frisk basse og satte sig ned og nød showet. Der var ikke én, der gik ud og adviserede politiet. Det måtte de selv finde ud af. Og det tog politiet lang tid, før de fandt ud af det. Rigtig lang tid

19 Om aftenen er politidirektør Poul Eefsen på tv fra en pressekonference, hvor han ifølge Martin Bernsted er meget lang i ansigtet, da han giver svar på opfattelsen Politiet til grin (Aarhuus Stifts-Tidende 1983a), der har spredt sig i Danmark i løbet af dagen: Hvis det er at være til grin, vil jeg gerne være til grin (Information 1983c). Allotria skal som sagt fungere som paradigmatisk case, idet jeg mener, den David-Goliatdynamik, der findes i den, går igen i en variation af steder og ikke ser ud til at tilhøre en bestemt tidsånd, og at netop den dynamik udøver en bestemt tiltrækning på os, hvorfor den eksisterer som en fast del af et humor-repertoire, vi som publikum bliver tiltrukket af. Her vil jeg derfor kort beskrive et udvalg af lignende fænomener, der bringer noget af den samme dynamik til torvs, men som har forskellige afsendere og forskellige mål og opstår og eksisterer på forskellige tider. Det første eksempel finder vi således i december 2009, da tre greenpeaceaktivister i gallatøj fra H&M og lejede limousiner med politiblink fra BR Legetøj (Information 2010) kører og spadserer direkte igennem politiets mangedobbelte afspærringer og ind i Drabantsalen på Christiansborg, nogle få meter fra dronningen og hendes store gallamiddag, og foran den rullende verdenspresse fremdrager to skriggule bannere med deres budskab på, inden de bliver fængslet i næsten tre uger hen over både jul og nytår (Ekstra Bladet 2009). Det udstillede både politiets fejlbarlighed, miljøorganisationens kreativitet og hele den ironiske forestilling, klimatopmødet i manges øjne var og blev, hvilket resonerede hos både pressen og publikum inklusiv enkelte politikere, som ikke tøvede med at gengive og prise udstillingen i dagene, der fulgte. Nogen mente, det var det eneste morsomme øjeblik under hele klimatopmødet (Politiken 2010); mange mente, Greenpeace skulle takkes for deres indsats (f.eks. Ekstra Bladet 2010); flere understregede, at politiet og hele sikkerhedssystemet var til grin (f.eks. Berlingske 2010); og enkelte sammenlignede aktivisterne med folkeheltene fra Olsen-banden (f.eks. Politiken 2009). Netop Olsen-banden er et andet godt eksempel. Ifølge filmenes wikipediaside er det nogle af de mest sete og elskede danske film. De portrætterer et socialrealistisk arbejderklassemiljø, der har politiet og samfundets top som primære modstandere, og som ofte får sine oplysninger fra højtstående samfundsborgere, som åbenbart også sidder i fængsel. Men det er ikke kun danskerne, der er vilde med den fortælling. Filmene er genindspillet i både Sverige og Norge, og de originale film genudsendes kontinuerligt i Tyskland, efter de blev populære i DDR og Østeuropa, fordi de kunne slippe igennem den kommunistiske censur, da styret mente, at Olsen-banden gjorde grin med de kapitalistiske autoriteter (Wikipedia). Autoriteterne er også dem, der oftest står for skud hvert nytår, når de to satiretegneseriehæfter Svikmøllen og Blæksprutten udkommer som humoristiske kommentarer til det forgangne år. De er begge udkommet i mere end 100 år og danner således grundlag for den

20 tradition, en masse danske dagblade har for at gengive højtstående samfundsborgere og toneangivende personligheder som dyr, som karikaturer eller i det hele taget bare i dumme eller pinlige situationer, som vi kan grine ad sammen. Det er den samme tendens, vi ser i de populære revyer både de store, kendte, men også i de efterligninger, studentergrupper og andre kan finde på at lave på for eksempel universiteterne og i de mere moderne late night talkshows i både Danmark og især i USA, hvor folk som Anders Breinholt og Jon Stewart udstiller dagens eller ugens nyhedspersoner. Man kunne også nævne, da en tysk komiker i starten af 2016 udløste diplomatisk krise mellem Tyskland og Tyrkiet, fordi han skrev et grimt digt om præsident Erdogan, som efterfølgende krævede komikeren retsforfulgt, hvilket kansler Merkel under stort pres til sidst accepterede, selvom 82 procent af den tyske befolkning var imod det (DR Nyheder 2016). Eller Adam og Noah, der de seneste par år i deres videoer, bøger, tv-shows og tearterforestillinger har gjort grin med det stereotypiske Danmark, danskerne og alle deres fordomme og samtidig har karikereret og stereotypificeret den mellemøstlige indvandrer; en af de største minoriteter i Danmark. Eller da Julemandshæren i 1974 fik københavnske børn til at græde og voksne landet over til at grine, da politiet var nødt til at tage gaverne ud af hænderne på børnene og arrestere de søde julemænd, der lige havde givet gaverne til dem. Og da begivenheden i 2006 blev optaget i den danske Kulturkanon. Eller alle de ting, YesMen nogensinde har gjort. Der er utallige eksempler på ytringer og begivenheder, der som de ovennævnte viser, at den form for humor, der findes i Allotria, går igen og igen, og bliver ved med at tiltrække publikum. Så herfra får Allotria lov til at repræsentere denne dynamik og stå model til denne undersøgelse

21 Specialets overordnede tese antager, at der er noget særligt tiltrækkende ved humor, hvor man som underlegen får mulighed for at grine ad en overmagt. Men hvad er dette særligt tiltrækkende? Det spørgsmål vil jeg til dels besvare i dette kapitel ved at se på, hvilke humorfunktioner der er til stede, når en ytring eller begivenhed får os til at grine ad en overmagt. Det gør jeg med udgangspunkt i John C. Meyers fire humorfunktioner, som han beskriver i sin Humor as a Double-Edged Sword: Four Functions of Humor in Communication fra 2000, samt de tre klassiske humorforklaringsteorier, som har været beskrevet og brugt af en række fagdiscipliner siden antikken. De vil hver især bidrage med perspektiver og forhold, der gør sig gældende, når et publikum bliver påvirket af humor, der opstår i et ulige magtforhold. Men hvad er det ved humor, der gør den så berigende og så indflydelsesrig? Sådan spørger Meyer i starten af artiklen, efter han har konstateret, at det grundlæggende sociale fænomen humor er allestedsnærværende, nydelsesfuldt og behageligt, og at dét, at humor bliver ved med at dukke op i retoriske sammenhænge, antyder, at kommunikatører også mener, at humor er persuasiv (Meyer 2000, 310). Dette persuasive element af humor lægger han op til, at vi bør undersøge nærmere, og artiklen fokuserer med hans egne ord på, hvordan retorer bruger humor, når de konstruerer tekst, messages. Det er en videreudvikling af det fokus, en del forskning traditionelt har haft: at forsøge at bestemme årsagerne til humor, hvorfor den eksisterer, og hvorfor mennesker opfatter noget som humoristisk og sjovt (Meyer 2000, 311). Ud fra det perspektiv har mange faggrene siden antikken klassificeret humor i og undersøgt humor ud fra tre dominerende traditioner overlegenheds-, inkongruens- og spændingsudladningsteorierne. En fælles problemstilling for disse tre traditionelle humorteoretiske forklaringsmodeller er, at de påstår at forklare alle forekomster af oplevet humor hos mennesker. Det kan de ikke, er langt de fleste enige om nu, men Meyer bruger alligevel nogle sider på at gennemgå dem én for én af flere grunde:

22 For det første fordi de er nødvendige (Meyer 2000, 316), for selvom de ikke hver især kan forklare alt, kan de tilsammen, hvis man applicerer dem på den samme tekst, forklare en del, og herfra udspringer Meyers eget ærinde med artiklen (Meyer 2000, ). Desuden finder Meyer, at hver enkelt humorforklaringsteori ser ud til at være specielt anvendelig for retorer i hver deres specifikke retoriske situationer grundet hver deres indvirkning på mennesker (Meyer 2000, 316), og så er vi ved Meyers ærinde igen. Han vil altså skifte fokus fra teorier, der beskriver, hvad det er, der får mennesker til at synes, noget er sjovt, til teorier, der undersøger, hvilke persuasive og altså retoriske funktioner der eksisterer i humor. Meyers egen teori bevæger sig videre fra de tre klassiske humorforklaringsteorier ved at fremlægge en effect-based taxonomy of humor (Meyer 2000, 316) de fire humorfunktioner i kommunikation, han nævner i artiklens titel. Med dem vil han i stedet for kun at forklare, hvorfor nogen synes, noget er sjovt, også vise, at en anerkendelse af a variety of characteristics in a single instance of humor suggests that the inclusion of humor in messages has the potential to fulfill a variety of rhetorical goals (Meyer 2000, ). Det er vigtigt at erkende, siger Meyer, at uanset hvordan humor opstår eller har sin oprindelse om det er som overlegenhed, inkongruens, spændingsudladning eller noget fjerde vil humorens effekt eller funktion i en tekst variere based upon other variables that mediate the humor (Meyer 2000, 316). Den vigtigste variabel for humor som for retorik er, at den er situationsafhængig. Herunder ligger den nok mest grundlæggende komponent for den skiftende situation, nemlig publikum. Her læner Meyer sig op ad Victor Raskin, når han opridser, hvilke variabler i publikum der har betydning for, om det vil opfatte noget som sjovt, og hvilke effekter humoren ville kunne have på det. Det drejer sig overordnet om to ting: For det første om publikums fortrolighed med social scripts, modes of communication, and experiences og for det andet om dets evne eller mulighed for at foretage egne og frie valg, i forhold til hvad det vil opfatte som sjovt (Meyer 2000, 316). For at et publikum skal kunne opfatte noget som sjovt, kræver det altså, at det først og fremmest har et kendskab til og forforståelse for de sociale spilleregler og kulturelle koder, der eksisterer i den situation, der sker noget potentielt humoristisk i. Men de koncepter, der skaber humoren, må heller ikke være for kendte eller genkendelige. For at et publikum skal opfatte noget som sjovt, skal der nemlig være et element af overraskelse or an unexpected symbolic event, så publikum kan fange joken og opleve et nyt perspektiv på situationen (Meyer 2000, 316). Det skal publikum dog selv vælge at gøre hvis de er en situation, hvor de kan og må det og det gør de ved at udfylde et entymemisk hul i kommunikationen, siger Meyer, hvilket understreger den overskyggende pointe: Humoropfattelse er publikumsbaseret. I det følgende vil jeg ud fra en kombination af alle de tre klassiske humorteorier og Meyers fire retoriske humorfunktioner pege på forskellige årsager til, at forskellige publikummer har kunnet synes, at begivenheden var sjov i den givne situation, og her vil jeg samtidig besvare kapitlets grundlæggende spørgsmål: Hvilke humorfunktioner har en effekt på allotriacasen, og hvad kan det sige om, hvad der får forskellige publikummer til at grine ad en overmagt?

23 Humor er grundlæggende et socialt fænomen, og den dominerende pointe i Meyers artikel er, at humor på én gang kan have både samlende, uniting, og adskillende, divisive, funktioner i sociale situationer. Ved at se på de variende grader af publikums fortrolighed med og forhold til de emner, der er til stede i en potentielt humoristisk situation, udfinder han altså fire retoriske funktioner ved humor, der kan være i spil for publikum i sådan en situation. De fire funktioner er identification og clarification, enforcement og differentiation, og de kan placeres på et kontinuum i nævnte rækkefølge, hvor de to første funktioner virker samlende, og de to sidste virker adskillende i forskellig grad. Meyer mener som sagt, at de tre humorteorier, selvom de ikke kan stå alene, er nødvendige, og det er blandt andet, fordi de hver især giver mulighed for, at en eller flere af de fire humorfunktioner opstår i deres kølvand (Meyer 2000, 317). Ud fra den tanke vil jeg her først beskrive de fire humorfunktioner. Derefter vil jeg en ad gangen beskrive en klassisk humorforklaringsteori og dens hovedidé og med den se på, hvorfor rydningen af Allotria kan siges at opfattes som sjov. I den analyse vil jeg nævne den eller de humorfunktioner, Meyer mener der kan opstå heraf. Til sidst vil jeg vende tilbage til dem alle fire og forklare, hvor jeg kan se, der er noget at hente i forhold til casen og det spørgsmål, dette kapitel vil besvare. Den første humorfunktion identification gør præcis det, den lover, nemlig at lade en retor og et publikum identificere sig med hinanden, hvilket både gør retorens troværdighed større og opbygger den samlede gruppes sammenhold. Det kan ske, ved at retor ved hjælp af humor forsøger at forløse spænding og på den måde få publikum til at føle sig overlegne, fordi de kan få et mere ligestillet forhold til retor, når de griner sammen af for eksempel en spændingsforløsning eller en følelse, der bliver kommunikeret via humor, som ellers ikke ville have haft en socialt acceptabel måde at komme ud på (Meyer 2000, ). Det er altså en samlende funktion. Den anden samlende humorfunktion clarification forklarer også mere eller mindre sig selv. Den er samlende omend i mindre grad end identification fordi afklaring fjerner tvivl. Humorbrug kan på en behagelig måde afklare sociale normer og opfattelser og på den måde reducere spændinger og sprede god stemning mellem de forskellige parter i kommunikationen. Det kan for eksempel være gennem mindre brud på etikette, som man kan grine ad sammen. Humoren stammer fra den relativt milde forseelse, der i disse tilfælde vil være mindre fokus på end på den forventede norm, der er i fokus (Meyer 2000, ). Humorfunktionen enforcement gør noget af det samme som clarification, idet humoren her også kan lære publikum noget om sociale normer. Her er der dog tale om en mildt