Svanninge bjerge fra oldtiden til det 21. århundrede - et historisk overblik

Transkript

1

2

3 Svanninge bjerge fra oldtiden til det 21. århundrede - et historisk overblik Tekst og redaktion: Museumsdirektør Peter Thor Andersen, Faaborg Kulturhistoriske Museer Rapporten er en ændret og udvidet udgave af rapporten Svanninge Bjerge fra oldtid til 2007, udgivet af museet i Grafisk fremstilling og layout: Museumsinspektør Nicolai Garhøj Larsen, Faaborg Kulturhistoriske Museer Rapporten er skrevet med støtte fra Bikubenfonden 3

4 I n d h o l d s f o r t e g n e l s e Forord 4 Introduktion 6 Svanninge Bjerge fra oldtid til middelalder 9 Svanninge Bjerge fra middelalder til reformtiden i slutningen af 1700-tallet 13 Fra reformtiden i 1700-tallet til mellemkrigstiden 24 Fra mellemkrigsårene til Fra driftsskov til landskabshistorisk monument Svanninge Bjerge fra 2005 til Oversigtskort 54 4

5 F o r o r d I foråret 2007 påbegyndte Faaborg Kulturhistoriske Museer med støtte fra Bikubenfonden en gennemgang af kildemateriale og litteratur vedrørende kulturhistorien for Knagelbjerg Skov, som Fonden havde erhvervet i Sideløbende hermed blev de kulturhistoriske spor i skoven gennemgået. Resultatet foreligger i form af rapporten Knagelbjerg Skov. En kulturhistorisk gennemgang. Redaktion Peter Thor Andersen. September Den kulturhistoriske rapport om Knagelbjerg er en pendant til en rapport om Steensgaard Skov vest for Knagelbjerg, som Fonden havde erhvervet i Rapporten om Steensgaard Skov hedder Svanninge Bjerge Fra agerdyrkning og overdrev til reguleret skovdrift og nåletræsplantage. En landskabshistorisk undersøgelse af Signe Trolle Gronemann. Mod afslutningen af projektperioden, i sommeren 2007, fandt Fonden og museet det relevant at udarbejde en rapport, der samlede den historiske viden om det store område, som Fonden havde erhvervet og nu samlet betegnede Svanninge Bjerge. Ved at gå på tværs kan man følge ligheder og forskelle mellem de to delområders kulturhistorie op gennem historien og dermed få et samlet perspektiv på de kulturhistoriske spor og deres potentiale i et fremadrettet perspektiv. Samtidig kunne forløbet, der ledte til Fondens overtagelse af det store skovområde, beskrives sammen med de foreløbige tiltag i Svanninge Bjerge. Derved kan den lange, omskiftelige historie føres helt op til nutiden. I 2008 erhvervede fonden den lille ejendom Sandbjerggaard, der ligger sydvest for Steensgaard Skov. Denne ejendom blev i vinteren 2009 dokumenteret af museet i rapporten Gården i skoven. Sandbjerggaard Af Mette Broch Jacobsen. I nærværende rapport er historien om Sandbjerggaard skrevet ind i 5

6 den samlede historie om Svanninge Bjerge. Rapporten kan derfor ses som en foreløbig slutsten, der binder kulturhistorien sammen, men samtidig som en historisk fremstilling, der bygger bro mellem Svanninge Bjerges kulturarv og den fremtidige udvikling af området, der for alvor tager fart i disse år. Oversigtskortet bagerst er baseret på eksisterende kortmateriale, der venligt er stillet til rådighed for museet af landskabsarkitekterne Thing og Vainø. Museet vil benytte lejligheden til at takke lektor Per Grau Møller, Kartografisk Center, Syddansk Universitet for værdifulde kommentarer undervejs og for hans eget bidrag om højryggede agre i skovene, der indgår i Knagelbjergrapporten. Ligeledes skal rettes en stor tak til Lars Brorsen, forhenværende ejer af Knagelbjerg Skov, og til Torben Banke, forhenværende ejer af Sandbjerggaard, for mange værdifulde kommentarer. Endelig ønsker museet at takke Bikubenfonden for støtten til projektet. Peter Thor Andersen Museumsdirektør Faaborg Kulturhistoriske Museer marts

7 I n t r o d u k t i o n I årene fra 2005 til 2006 erhvervede Bikubenfonden det store, sammenhængende skovområde Svanninge Bjerge i De Fynske Alper. I 2008 købte Fonden tillige en mindre, skovklædt ejendom, Sandbjerggaard, sydvest for det store skovområde. Formålet med erhvervelsen er gennem målrettet udvikling og pleje af landskabet at skabe et Nationalt natur- og landskabshistorisk monument. Svanninge Bjerge bliver et sted, hvor skiftende tiders landskab skal kunne opleves og studeres fra istid til nutid. Det danske landskab har siden slutningen af bondestenalderen, dvs. for ca år siden, overvejende været et kulturlandskab. Fra da af var det ikke alene klima og geologi, der afgjorde landskabets udformning, men i lige så høj grad menneskelig virksomhed. I konsekvens heraf er en vandring gennem landskabshistorien også en vandring gennem vigtige elementer i kulturhistorien. Forandringer af et givent kulturlandskab glemmes ofte forbavsende hurtigt. Allerede efter få år kan det være svært at huske selv mindre ændringer i et landskab for de mennesker, der færdes i det. Det nye landskab bliver allerede på det tidspunkt opfattet som både naturligt og oprindeligt. Det gælder også for Svanninge Bjerge, der i hen ved 200 år har været anvendt til skovdrift og dermed præget af tæt kulturskov. Før den tid var landskabet imidlertid helt anderledes. Kulturhistorien kan sammen med naturhistorien åbne øjnene for en udvikling i landskabet, der ellers forbliver usynlig, og dermed kan historien berige vores oplevelse af samme kulturlandskab. Det er hovedsigtet med denne rapport at beskrive de store linjer i de forandringer af landskabet, der er sket op gennem kulturhistorien på den plet, der i dag ejes af Bikubenfonden. Derudover vil rapporten opridse det forløb, der førte til, at Svanninge Bjerge i starten af det nye årtusind gik fra at være en kulturskov blandt mange til at blive et 7

8 I 1907 malede en af Fynbomalerne, Jens Birkholm, Svanninge Bakker og Faaborg Fjord set fra Lerbjerget, der da var tilplantet med nåletræ. Malerne, hvis hovedværker hænger på Faaborg Museum for fynsk Malerkunst, valgte ofte motiver fra bakkerne eller De fynske Alper, som de også kaldes. Netop omkring århundredsskiftet blev bakkerne så at sige malet ind i dansk identitetshistorie takket være Fynbomalerne og stiftelsen af Faaborg Museum i Maleren og forfatteren Achton Friis, der sejlede rundt i Det sydfynske Øhav med en anden af malerne, Johannes Larsen, begræd i 1930 erne, at de urørte bakker var blevet granbefængte. Olie på lærred. Faaborg Kulturhistoriske Museer. udvalgt område, som skal vise landskabets historie. Endelig vil rapporten afslutningsvis henlede opmærksomheden på de synlige spor, der endnu kan erkendes i landskabet. Denne oversigtsrapport baserer sig for en stor dels vedkommende på dybdegående fremstillinger af Svanninge Bjerges kulturhistorie, der er samlet i flere delrapporter, fordi skovområdet blev erhvervet af Fonden ad flere omgange. Først blev Steensgaard Skov i den østre del af Svanninge sogn købt i 2005, i 2006 blev Knagelbjerg Skov i den vestlige del af Brahetrolleborg sogn købt. Endelig blev ejendommen Sandbjerggaard erhvervet i Steensgaard Skov blev erhvervet i Områdets kulturhistorie er beskrevet i rapporten Svanninge Bjerge Fra agerdyrkning og overdrev til reguleret skovdrift og nåletræsplantage af Signe Trolle Gronemann. Knagelbjerg Skov blev erhvervet i Områdets kulturhistorie er beskrevet i rapporten Knagelbjerg Skov. En kulturhistorisk gennemgang Redaktion Peter Thor Andersen. Ejendommen Sandbjerggaard blev erhvervet i Dens historie er beskrevet i rapporten Gården i skoven. Sandbjerggaard Af Mette Broch Jacobsen, Faaborg Kulturhistoriske Museer.

9 En grundig kortlægning af Svanninge Bjerges kulturhistorie indebærer umiddelbart to vanskeligheder. For det første kan et område, der er afgrænset ved moderne ejendomsskel, ikke forstås isoleret fra de historiske ejerforhold og de samfundssystemer, området tidligere var en del af. Derfor må de geografiske rammer til stadighed overskrides for at forklare, hvad der foregik i Bjergene. For det andet er kildematerialet meget uens over tid. De sidste 200 år er præget af et meget rigt skriftligt kildemateriale fra arkiverne, og vi kan derudover i grove træk beskrive udviklingen yderligere 200 år tilbage i tiden ved hjælp af skrevne kilder. Anderledes stiller sagen sig for perioden forud for 1600-tallet, hvor der er meget få skriftlige kilder. I hele den lange periode fra stenalderen til 1600-tallet er det hovedsageligt arkæologiske data, der kan give oplysninger om kulturhistorien i et givent lokalområde. For Svanninge Bjerges vedkommende er der imidlertid ikke gjort fund af betydning, men omvendt er der heller ikke lavet udgravninger. Derfor er de arkæologiske kilder fra selve skovområdet tavse. De to baggrundsrapporter om Steensgaard og Knagelbjerg Skov beskriver i konsekvens heraf i realiteten alene områdets historie fra midten af 1600-tallet til nutiden. Rapporten om ejendommen Sandbjerggaard skal ikke forholde sig til dette problem, da ejendommens ældre historie er en integreret del af Steensgaard Skov Rapporten. Imidlertid giver rapporter, som afgrænses ved det tilgængelige kildemateriale, et skævt billede af kulturhistorien, hvis de står alene. Nærværende rapport vil derfor forsøge at komme med enkelte overordnede betragtninger om områdets historie op til 1600-tallet baseret på den, desværre, meget sporadiske viden vi har fra de arkæologiske fund fra hele området, der omkranser Svanninge Bjerge. Oplysningerne er suppleret med tolkninger af stednavnemateriale fra området. 9

10 S v a n n i n g e Bj e r g e f r a o l d t i d t i l m i d d e l a l d e r Fra stenalderen og helt frem til 1700-tallet var Svanninge Bjerge et område, man bevægede sig op i fra bebyggelser, der lå nedenfor Bjergene. Området blev anvendt mere eller mindre ekstensivt, men det var tilsyneladende ikke et sted, mennesker bosatte sig. Denne grundstruktur er ikke overraskende, når man betragter topografien, jordbundsforholdene og afstanden til vandveje og vandressourcer. Allerede for år siden kunne man finde mennesker bosat i området umiddelbart op ad Svanninge Bjerge. Nærmere bestemt mod øst, ved den vestlige bred af Arreskov Sø, hvor der er fundet pilespidser (såkaldte mikrolitter) fra Maglemosekulturen. 2 Det var ganske typisk for denne jægerkultur at bosætte sig nær vandløb og søer, der fungerede som transportvej og fødekilde. Herfra gik de på jagt ind i skoven efter for eksempel urokse. Man kan således godt forestille sig, at man kunne møde jægere i den nye pionerskov i Svanninge Bjerge allerede på det tidspunkt. I de efterfølgende perioder (Kongemose- og Ertebøllekultur år før kristi fødsel) blev klimaet meget mildere, og vandstanden steg. Hvor Fyn i Maglemosekulturen var landfast med Nordtyskland, førte den stigende vandstand og den samtidige landsænkning til dannelsen af Det sydfynske Øhav i Kongemose- og Ertebølletid. Den nye tids mennesker orienterede sig netop mod havet og dets ressourcer, hvorfor deres bopladser fortrinsvis blev anlagt ved kysten og i fjorde. Der er dog også spor ved Arreskov Sø efter aktivitet fra disse perioder. For år siden begyndte landbrug at blive en vigtig del af fødegrundlaget. Efterhånden blev bopladserne til stabile bygder, der lå samme sted i flere årtier, og landskabet blev i det hele taget præget af landbrugskulturen. Ud over langhuse til dyr og mennesker og små 2 Det kulturhistoriske Centralregister (Kulturarvsstyrelsen) Sognebeskrivelsesnummer 27 og 50, Øster Hæsinge sogn m.m. 10

11 Stendysse i Pipstorn Skov. Foto Nicolai Garhøj Larsen. agre blev kulturlandskabet præget af markante gravmæler i form af storstensgrave, for eksempel stendysser. I de kystnære bakker omkring Faaborg kan man endnu i dag se en række dysser fra bondestenalderens landbrugssamfund. Det gælder ikke mindst i Pipstorn skov, der ligger ved foden af De fynske Alper. Der er dog ikke registreret storstensgrave i Svanninge Bjerge. 3 Man skal i stedet forestille sig, at Svanninge Bjerge endnu i bondestenalderen henlå som overvejende urskov, mens landskabet nedenfor i stadig større grad var ved at blive til et kulturlandskab. Da bronzealderen tog sin begyndelse for år siden, var landbruget væsentligt intensiveret. Landskabet var nu i store træk et kulturlandskab. Der var stadig store områder med skov, men en del af denne var gammel landbrugsjord, der efterfølgende var sprunget i skov. Oldtidens agerbrug var svedjebrug, dvs. en metode, hvor man først afbrænder et stykke skov, dyrker den og flytter videre, når jorden er udpint. I bronzealderen havde denne metode været anvendt i så mange århundreder, at en stor del af urskoven var afbrændt tid efter anden. Netop 3 Naturama anfører i deres rapport Naturhistorien i Svanninge Bjerge fra 2007 pag. 102, at undersøgelser i Det Kulturhistoriske Centralregister vil kunne godtgøre, om der har været storstensgrave i Svanninge Bjerge. Som det fremgår af denne rapport, er der ikke registreret storstensgrave i Bjergene, og der er heller ikke foreløbig fundet spor af storstensgrave eller høje ved besigtigelser. 11

12 for bronzealderens vedkommende er der en spinkel mulighed for, at der har været landbrug i Svanninge Bjerge. På Svanninge landsbys udskiftningskort fra 1798 kan man se signaturer, der kunne indikere gravhøje på Lerbjergs nordlige skråning og længere mod nordvest på begge sider af den nuværende Odensevej. Eksistensen af disse høje er ikke siden blevet bekræftet, og det er en mulighed, at det er naturlige formationer, som optræder på udskiftningskortet. Var der høje i landskabet for 200 år siden, var det sandsynligvis kuplede høje fra bronzealderen. Der er dog, som nævnt, ikke registreret fund i Bjergene hverken fra bronzealderen eller fra oldtiden i øvrigt. I et speciale om Knagelbjerg Skov fra 2002 er der optegnet hulveje, som ofte forbindes med oldtiden, blandt andet bronzealderen. De pågældende hulveje er imidlertid anlagt i det 20. århundrede og dermed ikke spor efter oldtidsaktivitet. 4 Bronzealderfolket har dog med sikkerhed boet i nærheden, idet der i tørvemoser syd for Arreskov Sø er gjort fund efter ofringer. 5 Det er almindelig anerkendt inden for stednavneforskningen, at de landsbynavne, der ender på inge, er blandt de ældste, og at en del af disse kan være anlagt tilbage i jernalderen. Omkring Svanninge Bjerge findes landsbyerne Svanninge mod vest og Fleninge mod nordøst, der har denne endelse. Fleninge er i dag en integreret del af stationsbyen Korinth. 6 Begge landsbyer har formentlig ligget på samme sted siden i hvert fald yngre jernalder. Syd for Bjergene lå der fra middelalderen og frem gården Høbbet, som hørte under det kloster, der i dag er Brahetrolleborg gods. Høbbet havde jorder i den sydlige ende af den nuværende Knagelbjerg Skov Hald, Jakob og Kristian Nielsen: Knagelbjerg-Høbbet Skovdistrikt. Driftsplan Speciale ved skovbrugsstudiet, juli Sektion for Skovbrug. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. 5 Se Det kulturhistoriske Centralregister (Kulturarvsstyrelsen) Sognebeskrivelsesnummer 22, Øster Hæsinge sogn. 6 I middelalderen bestod det nuværende Brahetrolleborg sogn af to sogne: Fleninge mod vest og Haagerup mod øst.

13 Fund fra førromersk jernalder (500-0 før kristi fødsel) viser, at der med stor sandsynlighed var en bebyggelse i jernalderen, hvor middelalderbebyggelsen siden kom. 7 Hvorvidt der i jernalderen var marker i den sydlige del af Bjergene, hvor siden Høbbet havde marker, kan ikke afgøres. I det hele taget kan man ikke sige noget nærmere om karakteren af den bebyggelse, der i den sene oldtid lå på samme sted, hvor Høbbet siden kom til at ligge. I jernalderen var Bjergene formentlig stadig først og fremmest et område, hvor den afgørende ressource var skovene. Denne ressource blev endnu mere vigtig i denne periode, da fremstilling af jern ud fra myremalm krævede trækul i betydelige mængder. Ved bredden af Arreskov Sø er der fundet myremalm. Man kan således forestille sig miler i Bjergene, hvor der blev fremstillet trækul i jernalderen. Hvor den ældste gruppe af landsbynavne dateres til jernalder, regnes landsbyer med endelsen torp til vikingetid eller middelalder. I den periode blev nye landsbyer anlagt for at finde plads til en stadig større befolkning. Landsbyen Gærup, der ligger umiddelbart øst for Knagelbjerg Skov er en del af denne nye bebyggelsesbølge. Der er dog bemærkelsesværdigt nok slet ikke gjort fund fra vikingetid i hele egnen omkring Svanninge Bjerge. 7 Se Det kulturhistoriske Centralregister (Kulturarvsstyrelsen) Sognebeskrivelsesnummer 38, Brahetrolleborg sogn. 13

14 S v a n n i n g e Bj e r g e f r a m i d d e l a l d e r t i l r e f o r m t i d e n i s l u t n i n g e n a f 1700-t a l l e t Ved indgangen til den danske middelalder omkring år 1100 var bebyggelsesstrukturen omkring Svanninge Bjerge stort set på plads. Mod vest var den store landsby Svanninge og mod øst den noget mindre landsby Gærup. Mens de to skove, der i dag udgør Svanninge Bjerge, den nuværende Steensgaard Skov og den nuværende Knagelbjerg Skov, efter alt at dømme havde haft et ensartet udseende op gennem oldtiden, blev udviklingen for disse to områder forskelligartet i middelalder og renæssance. Baggrunden for disse forandringer var, at egentlig landbrugsdrift i form af marker og græsning med sikkerhed holdt sit indtog på udvalgte steder i den nuværende Steensgaard Skov i middelalderen. Den vestlige del af dette område, som i historisk tid blev Bjergene, mistede sin skov senest i renæssancen og blev til en form for overdrev, der tilmed blev en integreret del af Svanninge landsbys marksystem, om end kun med ganske få og spredte agre. Knagelbjerg Skov forblev derimod relativt skovrig helt frem til reformårene i tallet. Også i øst kom der dog enkelte spredte agre og overdrev. For at få en forståelse af denne forskelligartede udvikling er det nødvendigt både at inddrage udviklingen i landbrugsteknologien i perioden og de forskellige ejere og brugere i de respektive dele af Svanninge Bjerge. Netop ved indgangen til middelalderen skete der en afgørende forbedring i landbrugets teknologi, som skulle få stor betydning for landbosamfundets evigt sårbare eksistensøkonomi. Arden havde været brugt som plov siden oldtiden, men nu blev hjulploven (også kaldet muldfjælsploven) indført, og den fik hurtigt en enorm udbredelse og betydning. Med denne nye plov kunne jorden blive vendt frem for blot at blive løsnet, og det blev muligt at indføre den dyrkningsmetode med højryggede agre, som der endnu er spor efter flere steder i Svanninge Bjerge. Metoden blev bibeholdt helt frem til 1800-tallet. 14

15 Udsnit af udskiftningskort (original 1 kort) fra 1784, der viser en del af Sollerup Vænge med højryggede agre. I bunden det nybyggede Gærup Teglværk. Kort & matrikelstyrelsen. Agrene havde en høj ryg i midten og rener (eller render) i siderne, som blev skabt ved, at jorden systematisk blev vendt ind mod midten, når bonden kørte med ploven. 8 Der kunne være op til en meters forskel mellem højden i midten og renen i siden. Afstanden tværs over ageren kunne variere fra 10 til 20 meter. Læng- 8 Se mere om højryggede agre i Per Grau Møllers artikel Højryggede agre i Svanninge Bjerge i Knagelbjerg Skov. En kulturhistorisk gennemgang Redaktion Peter Thor Andersen. 15

16 den af en ager kunne være flere hundrede meter. Der skulle mindst fire heste til at trække den tunge plov, som tilmed var svær at vende. Derfor var lange agre hensigtsmæssige. De højryggede agre lå gerne på tværs af en bakke, så vand kunne ledes væk både i renerne og på den pløjede overflade. Var der et tørt år, stod kornet godt i nærheden af renen, mens der omvendt var sikkerhed for en vis dyrkningssucces for kornet på agerens ryg ved en våd sommer. Ryggen var derudover velegnet, fordi der blev samlet frugtbar muld på ryggen takket være pløjemetoden. Systemet sikrede dermed, at der kom en vis mængde korn hvert år uanset vejret, og det var vigtigt i et samfund, som skulle være selvforsynende, og hvor forsyningssikkerheden langt fra kunne tages for givet. De markante højryggede agre kan stadig genfindes i områder, der blev opgivet som landbrugsjord omkring år På det tidspunkt kom den nye svingplov, der skabte en plan flade i stedet for rygge. Derfor er alle spor af agrene for længst pløjet væk på de moderne marker, mens sporene stadig er tydelige, hvor der blev anlagt skov for 200 år siden. I Svanninge Bjerge blev der anlagt skov i næsten hele området i de første årtier efter år 1800 bortset fra den vestlige del af Steensgaard Skov, som først blev inddraget til skov omkring 1870, og Sandbjerggaard, der blev skovklædt i midten af det 20. århundrede. Derfor kan udbredelsen og fordelingen af højryggede agre give et godt billede af hvilke dele af Bjergene, der blev dyrket fra middelalderen og frem. Blot kan det være vanskeligt mere præcist at datere agrene, da det som nævnt var den samme metode, der var i brug gennem år. Det viser sig, at der er flere systemer af højryggede agre i den østlige del af Steensgaard Skov. At der ikke er fundet agre i den vestlige del kan, som antydet ovenfor, skyldes, at denne del var agerjord langt oppe i 1800-tallet. I Knagelbjerg Skov er der et stort system mod syd og enkelte agre i den nordlige del og mod øst. Dette mønster passer ganske fint med oplysninger fra de ældste kilder 16

17 om den lokale landbrugsjord i og omkring Svanninge Bjerge. Den vigtigste kilde er den store matrikel fra Baggrunden for matriklen, der var i brug i næsten 200 år, var indførelsen af enevælden eller absolutismen i Den nye centralmagt ønskede at få et overblik over fordelingen af landbrugsjord lokalt og denne jords beskaffenhed for at skabe et effektivt og retfærdigt grundlag for udskrivning af skat. Derfor blev der mellem 1681 og 1683 iværksat et imponerende arbejde, hvor alle agerstykker i landsbyernes marker landet over blev opmålt og boniteret. På det tidspunkt var systemet i landsbyer som Svanninge og Gærup, at landsbyens samlede jord var opdelt i enkelte marker eller vænger, disse var igen opdelt i åse, og åsene bestod hver især af et stort antal lange, smalle agre, det vil sige de højryggede agre, vi endnu finder. Hver bonde havde agre fordelt i så at sige alle åse for at sikre en retfærdig fordeling af god og dårlig jord. For at hindre et fuldstændig uoverskueligt virvar af agre havde hver bonde eller rettere fæstegård i reglen agre efter en bestemt rækkefølge, som blev fulgt i hver ås. Gård nummer 1 havde måske fast den første ager og så fremdeles. Landsbyens bønder havde ikke alene deres jord i fælles marker, de dyrkede også efter den samme omdrift. Hver mark blev sået med den samme afgrøde, og efter et par år fik alle agrene i denne mark lov at ligge brak et år eller mere, så agrene ikke blev udpint. I den periode var der fælles græsning for landsbyens kreaturer i marken. Dette komplicerede system blev målt op og nedfældet af landmålerne i 1680 erne til brug for den store matrikel. For Svanninges vedkommende var der fire marker og et vænge til byens 30 gårde og 11 huse. Den ene af markerne lå i den vestlige del af Svanninge Bjerge og blev meget passende kaldt Bjerge Mark. På en del af denne mark blev der godt 100 år efter matriklen udlagt jord til skovbrug. I 1600-tallet var der imidlertid ikke nogen form for træbevoksning i denne mark. Landsbyen havde et overordnet dyrkningssys-tem, hvor to marker blev dyrket med boghvede og rug, mens de andre lå i fællig, det vil sige de hvilede og fungerede som græsning. 17

18 Bjerge Mark kunne dog ikke nøjes med en hvileperiode på et par år. Jorden var så dårlig, at man lod den hvile i årevis. Man skal heller ikke forestille sig, at hele marken blev pløjet, når den skulle dyrkes. Snarere skal man forestille sig, at udvalgte agerskifter blev taget ind til dyrkning. Rundt om agrene var der lyng på de mest uvejsomme bakker, vandhuller og tørvemoser. Marken oppe i Bjergene fungerede først og fremmest som overdrev til græsning for kreaturerne, om end de sandede, lyngklædte jorder var ringe dertil. Kreaturerne stod tøjrede og kunne, når de slap fri af tøjret, gøre deres til at ødelægge de spæde afgrøder. Enkelte steder i mosehullerne blev der gravet tørv med spader af bønderne. Området rummede trods alt mange vigtige ressourcer. Svanninge havde hårdt brug for græsningsmulighederne også på dårlige jorder. Særligt hesteholdet var stort, da hjulploven krævede megen trækkraft. Ploven skulle bruges både på fæstebondens egen jord og til hoveri på hovedgårdsjorden. De fleste bønder i Svanninge gjorde hoveri ved Østrupgård mod nord, selvom Steensgaard lå nærmere. De to godser hørte ellers fra 1737 under samme godsejer. Godserne blev i 1751 lagt sammen med hovedgården Hvedholm og gjort til et stamhus. Fra 1758 hørte hovedgården Damsbo også med i godskomplekset. I 1797 blev stamhuset et grevskab under navn af Brahesminde. Agerbrugets kulturlandskab havde med andre ord indtaget hele den vestlige del af Bjergene ved afslutningen af renæssancen. Der var ingen træer, hvilket formentlig skyldes en kombination af, at der var fældet træer til bygningstømmer, redskaber og brændsel op gennem middelalder og renæssance, og at de nye vækster, der spirede frem, var kvalt af lyng og ødelagt ved græsning. I den nordøstlige del af den nuværende Knagelbjerg Skov fandt man 18

19 også en mark eller rettere et vænge. Gærup landsby drev sammen med landsbyen Fleninge mod nord og Nybygd gårde mod syd et bælte af marker, der hovedsageligt lå øst for den nuværende skov. Et vænge lå dog i den nordøstlige del af nutidens Knagelbjerg Skov. Det blev kaldt Sollerup Vænge, formentlig på grund af, at det grænsede op til Sollerup nord for Rislebækken. Der var i hvert fald ikke noget dyrkningsfællesskab med Sollerup. I den sydlige ende af vænget var der ifølge matriklen lidt skov i ringe forfatning. De første åse, der lå tættest på højderyggen, var sandede og måtte hvile i flere år. Andre steder, formentlig hvor der senere blev anlagt husmandssteder, var jorden god. Enkelte åse, eller skifter, som man lokalt kaldte dem, havde navne, som er ganske sigende. For eksempel Skovmose skifte. 9 Den nordvestlige del af Knagelbjerg Skov, hvor landskabet er meget kuperet, henlå i 1700-tallet som overdrev, og det gjorde den formentlig også, da matriklen blev udarbejdet i 1600-tallet. Det kan ikke afgøres, hvem der benyttede dette ingenmandsland, men det kan ikke afvises, at også Svanninge mod vest benyttede området. Det store stengærde på tværs af Bjergene hører en langt senere tid til. I den sydlige del af Knagelbjerg Skov var billedet et noget andet. Her var endnu i slutningen af 1700-tallet et eksisterende skovområde, om end skoven var præget af bøgepur, det vil sige mere et buskads end en egentlig skov. Mod syd blev skoven afgrænset af gården Høbbet, som havde egne marker uden forbindelse til Gærup, Fleninge og Nybygd gårdes marker. Det er formentlig Høbbets gamle marker, der afslører sig i det store system af højryggede agre, som er bevaret lige nord for Nyborg-Bøjden landevejen. 9 Placeringen af vænget (marken) kan ud fra udskiftningskortet fra 1784 bestemmes med stor sikkerhed. Placeringen af de enkelte dele af marken, åsene, kræver dog en større rekonstruktion af markens opdeling, der kan gøres ud fra kildematerialet, men en sådan opgave overstiger, hvad der har været muligt inden for de tidsrammer, museet har haft til opgaven. Hvis en sådan rekonstruktion blev foretaget, kan man stedfæste de til tider bemærkelsesværdige stednavne, som området havde i 1600-tallet. 19

20 Mens den vestlige del af Svanninge Bjerge ganske enkelt blev en del af marksystemet under Svanninge landsby i løbet af middelalderen, om end en marginal del, blev den østlige del, som det fremgår, i samme periode nærmest til en mosaik bestående af skov, overdrev og marker. For at forstå denne struktur, er det nødvendigt at se på godshistorien i området op gennem middelalderen. Sydfyn er rig på hovedgårde. Omkring Svanninge Bjerge ligger således, hvis man følger horisonten rundt med uret, Arreskov, Brahetrolleborg, Holstenshuus, Hvedholm, Steensgaard og Østrupgård. Alle disse eksisterede, da matriklen blev udarbejdet i 1600-tallet, men kun få af dem kan føre deres historie tilbage til den tidlige middelalder. Undtagelserne er Brahetrolleborg og Arreskov. Klosterordenen Cistercienserne indviede i 1172 et helt nyt kloster på Sydfyn kaldet Insula Dei (Guds Ø) eller Holme Kloster. Dette kloster er lig den senere herregård Brahetrolleborg, hvilket man i øvrigt tydeligt kan se på hovedbygningen og kirken. 10 Tæt ved lå kongsgården Arreskov, der lå nær den nuværende herregård med samme navn ved Arreskov Sø. Denne kongsgård er formentlig ældre end klostret. Navnet henviser efter alt at dømme til, at gården væsentlig bestod af store skove, som var kongens arvegods, det vil sige kongens arvede skov. Det er nærliggende at antage, at hele det skovrige område mellem Arreskov Sø, Brændegårds Sø og Nørre Sø var krongods før klostrets anlæggelse i slutningen af tallet. På Valdemar den Store og ærkebiskop Absalons tid var det danske riges storpolitik i nogen grad dikteret af de stadige magtkampe mellem kejser og pave på det europæiske kontinent. Ved at give pavens favoritorden, Cistercienserordenen, en del af krongodset til anlæggelse af et nyt kloster kunne den danske kongemagt opnå støtte fra paven Klostrets historie er indgående behandlet af Mikael Venge i På sporet af Holme kloster, artikel i Fynske Årbøger Pag Klostrets indvielsesår, 1172, baserer sig på en krønike, men bekræftes af, at en abbed fra klostret allerede er nævnt i et brev fra Rapportens oplysninger om Høbbet stammer også fra denne artikel.

21 Holme Kloster. Træsnit fra Hypotypsis Arcium. Skellet mellem Holme Kloster og krongodsområdet Arreskov gik i senmiddelalderen tværs over Arreskov sø og over mod Knagelbjerg og ejendommen Høbbet, som var med i Holme Klosters besiddelse. Høbbet var en af de forpagtergårde, som hørte under klostret og som formentlig er anlagt af munkene. I alt kender vi til forpagtergårde, der hørte under klostret og senere herregården. Klostrets munke var dygtige landmænd, formentlig blandt landets dygtigste. De opdyrkede stille og roligt det store, skovrige godsområde, og i den forbindelse har de formentlig anlagt nye gårde, som senere blev forpagtet ud. Navnene på gårdene afslører, at der er tale om rydninger i skoven. For eksempel Brændegård. Derudover viser stednavnene, at de er navngivet fra et centralt punkt, fra klostret. De er så at sige en del af klostrets kulturlandskab. 21

22 Høbbet. Ukendt Kunstner. Olie på lærred Privateje. Bemærk det nøgne landskab i baggrunden. Den højeste bakke bag gården er Lerbjerget. At Høbbet havde en særstatus i forhold til de omgivende landsbyer, og at den var omgivet af skov, bekræftes af flere kilder fra senmiddelalderen. Der nævnes en betydelig bøge- og egeskov ved Høbbet i 1498 og næsten 200 år senere, i 1660 erne, nævnes Knagelbjerg enemærke, det vil sige en skov, der var afgrænset fra det omgivende bondeland. I dette tilfælde fordi skoven hørte direkte under hovedgården. Høbbet hørte da også på samme tid til Haagerup sogn, som ellers alene dækkede den østlige del af det nuværende Brahetrolleborg sogn, idet den vestlige del hørte under Fleninge sogn. At Høbbet skulle høre under den anden kirke giver kun mening, når man ser ejendommen som fuldt integreret i hovedgården, som lå i Haagerup sogn. Denne status beholdt ejendommen efter reformationen, hvor Holme Kloster blev adelsgods først under navn af Rantzausholm og siden Brahetrolleborg. Brugen af ejendommen ændrede sig formentlig heller ikke væsentligt. Der blev skovet herfra til eget brug og til kongen, og godsets svin gik på olden. 22

23 I en ganske kort periode på cirka 10 år efter reformationen havde godserne Hvedholm og Holme Kloster (Brahetrolleborg) i øvrigt den samme adelige ejer. Det vil sige, at Svanninge Bjerge i den periode hørte under en og samme ejer, ligesom de gør efter Nogle skove eller enemærker såsom Knagelbjerg enemærke var også vildtbaner. Det vil sige hegnede og tilpassede til jagt. Denne funktion ved skovene hører med i en almen skovhistorie. Imidlertid er det mest sandsynlige, at herskabet på Brahetrolleborg gik på jagt i Storskoven ved hovedgården. Det er også ved denne, at man finder de eneste sikre spor efter karpedamme og dermed de dambrug, som blev indført i Danmark i renæssancen. Overleveringen placerer også damme ved Rislebækken i den nordlige del af Knagelbjerg Skov, men disse oplysninger må regnes for meget usikre og i øvrigt usandsynlige givet den lange afstand til hovedgården. Svanninge Bjerges højderyg fra Rislebækken i nord til Høbbet i syd udgjorde i senmiddelalderen ikke alene en sognegrænse. Den udgjorde Holme klosters vestlige grænse. Alt tyder på, at samme grænse i Valdemartiden havde været grænse mellem bondeland og adelsland mod vest og kronens skove mod øst. Det kan ikke afgøres, om landsbyerne Gærup og Fleninge oprindelig hørte med i klostrets gods, om de var en del af kronens ejendom eller eventuelt var adelsgods. Imidlertid kom de under alle omstændigheder ind under klostret i senmiddelalderen. Bønderne i disse landsbyer forblev under godset til 1800-tallet. I al den tid var der uafbrudt skov i den sydlige del af Knagelbjerg ejerlav, hvor der da heller ikke er fundet nogen spor efter dyrkning (Området lige nord for Nyborgvejen med de bevarede højryggede agre tilhørte ikke Knagelbjerg ejerlav, men derimod Høbbet, som var et selvstændigt ejerlav. Det tredje ejerlav i den senere Knagerlbjerg Skov, er Gærup ejerlav. Hele Steensgaard Skov er en del af Svanninge ejerlav). De ekstensivt dyrkede landsbymarker vest, nordvest og nordøst for Knagelbjerg kan være dyrket allerede i den tidlige middelalder og 23

24 eventuelt være sprunget i skov igen midlertidigt efter Den sorte Død i midten af 1300-tallet, som nærmest halverede bondebefolkningen. Disse mulige udviklingstræk kan man ikke sige meget om på det foreliggende grundlag. Det står alene fast, hvordan Bjergene var opdelt ved afslutningen af renæssancen, hvor befolkningen for længst igen havde nået det niveau, den havde i den tidlige middelalder. Svanninge Bjerge var blevet et grænseland i historisk tid, hvor Danmark blev opdelt i en række geografiske enheder fra landsbyen med dens marker til sogne og godsgrænser. På et enkelt punkt var Bjergene dog ikke en grænse, men snarere et centrum, og det var i herredsinddelingen. Herrederne menes at være fra slutningen af vikingetiden og dermed en smule ældre end sognene. Sogne hænger sammen med indførelsen af skat til kirken, tiende, som kendes fra begyndelsen af 1100-tallet. Med indførelsen af denne skat blev det nødvendigt at vide hvilke ejendomme, der hørte under en given kirke. Ordet sogn kommer af at søge samme kirke. Herreder henviser til hæren, til militær udskrivning, og senere var herredet primært en retslig enhed med et herredsting. Svanninge Bjerge hører under Sallinge herred, der har navn efter en landsby nord for De fynske Alper. Herredet bandt et område fra Horne og øerne i syd til Midtfyn mod nord sammen. Bønderne skulle dermed over Alperne for at komme til den lokale herredsret, som var deres værneting. Dette gjaldt dog ikke bønderne under Brahetrolleborg, som havde eget ting på herregården i form af et såkaldt birketing. 24

25 F r a r e f o r m t i d e n i 1700-t a l l e t t i l m e l l e m k r i g s t i d e n I løbet af cirka 50 år fra 1780 erne til 1820 erne forandrede landskabet i Svanninge Bjerge sig dramatisk. Hævdvundne principper for landbruget og skovbruget, der havde fungeret siden middelalderen, blev tilsidesat til fordel for nye, vidensbaserede principper, som var inspireret fra udlandet. Nogle af principperne var mere skrivebordsløsninger end praktiske, erfaringsbaserede løsningsforslag og fik også en kort levetid. Overordnet var perioden imidlertid kendetegnet ved en succesfuld, nærmest total omkalfatring af tænkemåden omkring landbrug og skovbrug og en følgelig ændring af kulturlandskabet. I denne periode fik de to dele af Bjergene igen en parallel udvikling, som var præget af, at det ordnede skovbrug vandt indpas næsten overalt. Landskabet blev opdelt i zoner, som hver alene havde en enkelt driftsmæssig funktion. Hvor et område tidligere på en og samme tid havde haft lidt spredte træer, enkelte agre og overdrev til græsning, blev arealet nu hegnet ind med stendiger eller jordvolde og gjort til enten skov eller mark. Enkelte områder blev ikke udlagt til skov. I øst, i Knagelbjerg Skov, blev der anlagt husmandsbrug og et teglværk midt i skoven. I vest, i Steensgaard Skov, var der først anlagt en del lodder til bønderne i Svanninge landsby. Imidlertid blev disse lodder gradvis taget ind til skov. Undtagelsen var den lod, hvor gården Sandbjerggaard blev bygget sent i 1800-tallet. En af de mest driftige aktører i Danmark i reformperioden var den lokale Johan Ludvig Reventlow, der drev baroniet Brahetrolleborg fra 1777 og drev det frem til sin død i Han og hans godsfunktionærer inspirerede mange andre godsejere og deres funktionærer, blandt andet på nabogodset, stamhuset Hvedholm, der fra 1797 var et grevskab under navn af Brahesminde. Dette grevskab ejede blandt andet Svanninge landsby. Baroniet Brahetrolleborg var oprettet i 1672, 4 år efter, at Birgitte Trolle, enke efter Manderup Brahe, havde overtaget godset Rantzausholm 25

26 Owaihi kort før nedrivningen i Foto Kai Brorsen. og givet det et nyt navn efter hendes og mandens slægt. Fra 1722 overtog slægten Reventlow godset. Johan Ludvig Reventlow ( ) havde arvet godset i 1775, og han drev det fra han var myndig i 1777 til sin død i Han og hans broder, Christian Ditlev Frederik Reventlow, storgodsejer på Lolland og statsminister under den enevældige konge, var meget optaget af tidens nyeste impulser fra udlandet om agerdyrkning, skovbrug og fæstebøndernes stilling. Johan Ludvig Reventlow kunne allerede åbne en skole for bøndernes børn i 1784 i Gærup tæt på Knagelbjerg Skov, og i de næste år åbnede yderligere to skoler indenfor baroniet. Få år efter, i 1788, blev hoveriet afløst og bøndernes landsbyer blev udskiftede. En del gårde og huse blev flyttet ud af landsbyerne og alle fik samlet deres jorder omkring deres respektive ejendomme. To husmandssteder eller rettere boelsteder blev flyttet fra Gærup landsby ud til det gamle Sollerup vænge, som ellers i hovedsagen blev udlagt til skov. Derved blev husmandslodderne helt omgivet af skov. Husene var blevet navngivet Owaihi og Petu af digteren Jens 26

27 Baggesen, der tilbragte sommeren 1787 på den sydfynske herregård. Owaihi var en lettere omskrivning af navnet på Tahitis havn, O-whaiurna. Navnet havde Baggesen formentlig hentet i den tyske udgave af opdagelsesrejsende, kaptajn James Cooks dagbøger, udgivet fra 1774 til Owaihi lå nordligst i Knagelbjerg. Mod syd lå Petu, der formentlig var en lettere omskrivning af navnet på skovriget i Ludvig Holbergs værk Niels Klim. Dette rige blev kaldt Potu. Værket blev oversat til dansk af Jens Baggesen og udgivet i I 1886 blev den nordlige del af Owaihis jord inddraget til skov, i 1894 den østlige del og i 1898 den sidste del mod syd. I 1947 var huset ikke længere beboet, og i 1950 blev boelstedets to udhuse nedrevet. I 1958 var turen kommet til stuehuset. Siden blev der opført et redskabsskur på stuehusets sokkel. Petus jord blev tilplantet mellem 1894 og 1897, og bygningerne blev nedrevet i For Owaihis vedkommende er der i øvrigt som noget temmelig enestående bevaret en summarisk dagbog fra 1800-tallet. Husmandsstedernes jord blev formentlig pløjet med den nye svingplov, for der er ikke fundet spor efter højryggede agre på de nye matrikler, ligesom der heller ikke er er spor efter disse agre på Petus jordlodder. De omfattende nybyggerier i forbindelse med udflytningen af godsets gårde og huse gjorde det relevant for Johan Ludvig Reventlow at anlægge lokale teglværker. Sammen med tømmer fra skovene var teglsten helt nødvendige ved de mange nybyggerier. Derfor opførte han tre teglværker på sin ejendom, hvor der var naturlige forekomster af ler til teglbrænding og adgang til brændsel til ovnene (stævningsskov). Alle tre værker blev oprettet i 1780 erne. Et af disse blev lagt vest for Gærup i den nuværende Knagelbjerg Skov på sin egen jordlod. Dette værk nåede som det eneste af de tre værker på godsets område at eksistere over en længere periode. Nærmere bestemt lidt over 100 år. 27

28 Gærup Teglværk Foto Kai Brorsen. På et kort fra 1780 erne kan man se, at der var opført en ovn til teglbrænding vest for sognevejen, der løber syd-nord op gennem den østlige del af Knagelbjerg Skov. Ud over ovnen til brænding af sten var der øst for samme vej to lange bygninger, som efter alt at dømme var tørrelader. Her lå de nyformede tegl til tørring før brændingen. Endelig var der et lille fritliggende hus i bindingsværk. Teglværket kunne nyde godt at to lokalt betingede ressourcer. Dels forekomsten af moræneler, hvor navnet på den nærliggende sø Lergraven afslører, at det oprindeligt er en råstofgrav. Dels brændsel til at fyre med i ovnene. Få år efter anlæggelsen i 1780 erne blev der opført et stuehus til teglværksbestyreren. Denne var en lokal tjenestekarl, som efterfølgende var oplært i det nye fag. I 1830 erne var teglværket blevet en omfattende virksomhed med 3 faste arbejdere foruden teglværksbestyreren og 3 daglejere, det vil sige arbejdsfolk, som kunne hyres, når der var spidsbelastning. 28

29 Udhuset ved teglværkets gamle bestyrerbolig, der her er fotograferet i 1930 erne, er bevaret frem til nutiden, hvorimod boligen er ombygget. I en periode var boligen skovfogedbolig. Foto: Kai Brorsen. Produktionen kan der ikke siges meget om. Brændte mursten er der givetvis blevet fremstillet ligesom tagsten. Ovnen og bestyrerboligen på værket blev tidligt teglhængt ifølge brandtaksationerne. Der kan også være fremstillet ubrændte sten og eventuelt drænrør senere i 1800-tallet. Produktion af drænrør kendes blandt andet fra Horne fra slutningen af 1800-tallet. Da var dræn udbredt i det danske landbrug. Teglværket fik som nævnt en længere levetid end de to øvrige, som Johan Ludvig Reventlow anlagde. I slutningen af 1800-tallet blev der bygget en ny bestyrerbolig på teglværket. Imidlertid blev produktionen indstillet i Værket var for lille, råstofmængderne for beskedne, og distributionsomkostningerne ved at fragte sten fra den afsidesliggende skov til kunderne var blevet for høje. Stuehuset blev ombygget til skovfogedbolig og siden ombygget totalt mellem 1939 og 1943, hvor skoven havde fået ny ejer. Den sidste tørrelade blev nedrevet i En mindre bindingsværksbygning vest for de tidligere tørrelader fungerede under Anden Verdenskrig som illegalt våbendepot for mod- 29

30 standsbevægelsen. Den faldt sammen under en renovering i Hvor den stod, er i dag et nyere udhus. I dag kan man endnu se den ombyggede bestyrerbolig, lergravssøen og den branddam, der meget betryggende blev anlagt tæt på ovnen. Boelstederne og teglværket blev ikke lagt i et område, der var helt blottet for bebyggelse. Allerede i midten af 1700-tallet var der opført en skovfogedbolig ved Knagelbjerg Skov. En indikator på, at skoven havde et vist omfang på dette tidspunkt. Skovfogedboliger på afsides liggende steder var en hensigtsmæssig foranstaltning, idet en af fogedens vigtige opgaver var at slå hårdt ned på ulovlig skovhugst. Havde fogeden boet i Gærup landsby, ville det have været vanskeligere at straffe disse bønder, som da ville have været naboer. Skovfogedboligen kaldet Knagelbjerghuset havde oprindelig noget jord nord for huset. Efter udskiftningen blev der udlagt jord syd for huset, og der kom i øvrigt også en adgangsvej fra hovedvejen (Nyborgvejen) til dette hus, i lighed med vejen til teglværket. Fæsteren fra 1830 erne til midten af 1800-tallet hed Ludvig Ditlev Frandsen, og efter hans død var det enken, Ditlevs enke, der fæstede huset. Hun har lagt navn til ejendommens populære navn. Den nuværende ejendom på stedet er dog ikke lig den gamle fra 1700-tallet. Denne blev nedrevet i I 1884 blev der opført et hus til tre skovarbejdere med familie. Det er dette, der endnu ligger i skoven. Jorden blev inddraget til skov i Nordvest for Knagelbjerghuset blev ved udskiftningen udlagt jord til endnu en lille ejendom. Denne blev kaldt Ny Knagelbjerghus. Grunden blev først bebygget i 1817, og huset blev nedrevet i 1930 erne. Fra 1941 fungerede jordlodden som planteskole, det vil sige som et sted, hvor nye træer fik lov at vokse til, før de blev plantet ud. I den senere Steensgaard Skov lå der ikke ejendomme, og der kom tilsyneladende ikke som i Knagelbjerg Skov ejendomme i perioden frem til det 20. århundrede. Der er dog mulighed for, at der kan have været et skovfogedhus ganske kortvarigt. I Steensgaard Skov er der en lille 30

31 matrikel op mod sognediget, matrikel nr. 78b, som ligger helt omgivet af den store matrikel 78a, som helt fra starten i 1800-tallet var udlagt til skov for grevskabet Brahesminde. Den lille lod, 78b, var oprindelig udlagt til skovfogedlod og kan kortvarigt have været bebygget. Det er dog ikke sandsynligt, da der hurtigt kom en skovfogedejendom ved Hesbjerg Plantage syd for skoven, syd for landevejen Bøjden-Nyborg. Jordlodden i Steensgaard Skov lå pudsigt nok lige op mod sognediget og den jordlod i Knagelbjerg Skov, hvor der en periode i 1800-tallet lå ejendommen Ny Knagelbjerghus. Hvor Brahetrolleborg havde lagt to husmandssteder midt i Knagelbjerg Skov, havde Brahesminde udmatrikuleret en række lodder, bjerglodder, vest for grevskabets skov. DIsse lodder, som lå ud til landevejen mellem Faaborg og Odense, var en del af fæstet for bønderne i Svanninge. Fra 1870 erne og frem sørgede greven for at inddrage lodderne til skov, når et fæste ophørte. Dermed blev en stor del af de lodder ændret fra bondejord til herregårdsskov og en del af det, der siden blev betegnet Steensgaard Skov sammen med den oprindelige skov. 15c 9b 10b 11b 8c 16k 17d 18c 36a 31b 78a 78b Udsnit af Svanninge Bjerge, der viser Steensgaard Skovs matrikler og - fremhævet - Sandbjerggaards matrikel. Som det fremgår, var den store lod, matrikel 78 a, fra starten i det tidlige tal en samlet skovpart. Modsat var området vest herfor oprindeligt seperate lodder, der tilhørte de enkelte fæstebønder i Svanninge og fik under betegnelsen bjerglodder. Først i anden halvdel af 1800-tallet blev de indlemmet i Steensgaard Skov. Sandbjerggaards lod adskiller sig fra disse, da den i 1865 blev fæstet bort og året efter bebygget. Skitsen er baseret på Signe Gronemanns skitse p. 7 i hendes rapport om Steensgaard Skov fra

32 Sandbjerggaard set fra syd o Bemærk, at der endnu ikke var plantet skov. Ukendt fotograf. Inden den omfattende indlemmelse af lodder havde skolelæreren i Svanninge, Frederik Christian Petersen, i 1865 fæstet en af lodderne, 15c. Året før havde han fæstet en lod vest for landevejen, 23b, ved den langt senere restaurant Skovlyst. I 1869 fæstede den driftige lærer en tredje lod, 20b, mod syd ved Rallebæksgyden. I 1873 blev han ejer af de tre matrikler. Af skødet kunne læreren se, at han var pligtig at levere tiende til sig selv, da det endnu var en pligt at levere kvægtiende med mere til præst og degn/lærer. Allerede i 1866 lod lærer Petersen en gård bygge på matrikel 15c. Denne gård blev til Sandbjerggaard. Skolelæreren flyttede dog aldrig selv ud på gården, som tilsyneladende i stedet var beboet af en yngre, ugift karl. Allerede i 1882 blev Sandbjerggaard overtaget af en ny ejer, Knud Pedersen Rasmussen. Da denne i 1901 solgte gården til sin svigersøn, blev det røde hus ved landevejen, matrikel 15f, bygget som aftægtshus. Huset blev kaldt Knuds Hvile. I Knud Pedersen Rasmussens tid, i 1883, bekostede Svendborg Amt en tilplantning med fyr og gran på en del af matrikel 23b vest for 32

33 Odensevej. Dermed kunne en del af sandflugten, der generede blandt andet postvognen mellem Odense og Faaborg, undgås. Derudover blev Sandbjerggaard ikke tilplantet i denne periode. Efter denne gennemgang af ejendomshistorien i 17- og 1800-tallet bemærker man særligt den skarpe opdeling mellem arealer til skov og til landbrug. Reformtiden i slutningen af 1700-tallet var kendetegnet ved, at fremskridtsvenlige godsejere som Reventlowbrødrene forlod de principper for agerbrug og skovbrug, som havde været holdt i hævd siden Arilds tid. Allerede i midten af 1700-tallet begyndte overjægermester Carl Christian Gram, der havde det overordnede ansvar for kronens skove, at overveje mulighederne at skabe et ordnet og reguleret skovbrug. Sigtet var at undgå den stadige formindskning af vedmassen, som var et resultat af græsning i skovene, planløs hugst og manglende systematisk nyplantning og såning af træer. Med hjælp fra praktikeren, Johan Georg von Langen, indførte han helt nye principper i kronens skove. Skovene blev inddelt i indhegnede afsnit, hvor der efter en systematisk plan skulle plantes eller sås, således at et enkelt afsnit blev tilplantet eller sået til på en gang. Herefter skulle dette afsnit fredes, indtil træerne havde nået en vis størrelse. For bøgetræernes vedkommende efter 100 år. Først da skulle afsnittet have fældet træerne, hvorefter det kunne plantes til på ny. Græsning var bandlyst. Der var ikke tålmodighed fra enevoldsregeringens side til at vente på, at træerne nåede rette højde, og skovfunktionærerne fandt det nærmest absurd at fælde efter sådanne planer, der slet ikke tog hensyn til enkelttræers størrelse. Med planerne var et nyt princip dog introduceret, ligesom pioneren von Langen fik indført nåletræer som vækst. Også indhegnede planteskoler, hvor de nye træer blev opelsket, blev indført af ham. 33

34 Uanset myndighedernes utålmodighed bredte der sig en stigende forståelse for, at de mange funktioner for skovområder var et problem. Skovene burde kun bruges til skovdrift, mens græsning og andre funktioner på arealet måtte lægges andetsteds. Derfor kom fredsskovsforordningen fra 1805, der påbød alle private skovejere at indhegne de egentlige skovarealer. Til gengæld kunne træer uden for disse arealer frit fældes. På det tidspunkt var det ordnede skovbrugs princip allerede indført i det små i Svanninge Bjerge. Reventlow havde i 1786 antaget forstmanden Georg Wilhelm Brüel for at få skabt en moderne driftsplan for skovene under Brahetrolleborg. Han lavede også en række hugstplaner og planlagde muligvis enkelte tilplantninger. Overordnet blev de fleste planer dog til skrivebordsplaner. Til gengæld blev der hugget en del i skovene dels for at skaffe tømmer til de mange udflyttede gårde og huse på godset og dels for at skaffe likvide midler til godset. Først med ansættelsen af den tyske forstmand, Carl Vincentz Oppermann, i 1806 kom der en mand, der kunne forene teoretiske overvejelser med praktisk håndelag. Oppermann var da 22 år gammel og kom til at virke helt frem til I Oppermanns tid på Brahetrolleborg blev godsets skovbrug i Knagelbjerg og andre steder på godset et foregangsbrug, der både inspirerede omegnens godsejere og driftsplanerne i de kongelige skove. Først 30 år efter Oppermanns ansættelse var det nye skovbrug almindelig udbredt i landet. Oppermann foretog systematiske udhugninger i bøgeskovene for at få lys og luft til de nye træer, og han fulgte op med andre hugstperioder op gennem træernes levetid. Herved skabte han træer med en stor vedmasse og dermed en stor værdi. Fra 1811 og frem blev dårlig agerjord og overdrev i Knagelbjerg tilplantet med nåletræ. Skovfyr blev sået, og rødgran blev plantet ud. Træerne blev plantet og sået, så de stod tæt, hvorved der blev opnået velformede træer til bygningstømmer, når der skulle gennemhugges. Nåletræerne skulle ideelt set stå 50 år, men de 34