BLYANTEN OG VISKELÆDERET

Transkript

1 John Chr. Jørgensen BLYANTEN OG VISKELÆDERET om kunstnerisk produktion og kritik Download fra Spring nr. 17, Copyright, Forlaget Spring Når vi anmeldere skal begrunde vores eksistens, plejer vi at henvise til bogmarkedet det store antal udgivelser, som gør en sorteringsmekanisme nødvendig og til avismarkedet, hvor anmeldelserne anses for godt læsestof, fordi de bærer skarpe meninger og personlige lidenskaber med sig og derfor sætter gang i debatten. Så længe det litterære marked eksisterer, vil der med betydelig sandsynlighed være steder, hvor bognyheder løftes frem til vurdering, altså litterære anmeldelser, skriver jeg til sidst i min bog om kritikersproget Sprogblomster i spinatbedet, som udkom i efteråret 1999 og synspunktet holder stadig. Henvisningen til markedet denne selvkørende karrusel er selvfølgelig en kedsommeligt jævn begrundelse for anmelderiets eksistens. Der findes da også mere ideelle grunde. For eksempel har kritikere (og her siger jeg med vilje ikke anmeldere, for nu handler det ikke om et erhverv, men om en ideal aktivitet) yndet at se sig selv i billedet af gartneren med lugejernet, manden (eller kvinden), der sørger for at luge ukrudtet væk, så de rigtige, smukke blomster kan få lys og opmærksomhed. Selv har jeg altid holdt meget af det billede af blyanten og viskelæderet, som Poul Henningsen kreerede, da han i 1930 skrev om Kritiken som Kulturfaktor i en artikel i ugebladet Ekko nr. 8: Kritikens Kunst værdsættes almindeligvis ikke højt, men værre er det, at dens gennemgribende Betydning for Kulturen næsten ikke bemærkes. Kritik, det er noget med at rakke ned paa en Teaterforestilling eller en Bog. Ingen tænker paa, at saadan speciel Kritik blot er et isoleret Eksempel paa en almindelig Aandsvirksomhed, der er lige saa uundværlig som Produktionen. I Blyanten og Vidskelæderet har vi de to Midler, der karakteriserer Produktionen og Kritiken. Hver eneste Sætning som læses, er vi Forvejen gaaet gennem en 223

2 kritisk Skærsild. Arkitekten producerer maaske 20 Skitser af den samme Ting, og gennem Kritik vælger han den ene ud, der duer. Det er ganske naivt at tro, at Vidskelæderet er et tarveligere Instrument end Blyanten, selv om Blyanten er dets Forudsætning. Kritikken findes allerede i produktionen. Den kritiske institution anmelderne med deres særlige vilkår og funktioner er således blot en specialisering af en almen aktivitet. Den kritiske institution er altså ikke andet end et viskelæder, der har emanciperet sig? Lad mig gemme svaret på det spørgsmål lidt. I sin artikel om Kritiken som Kulturfaktor udvidede PH tankegangen til hele spillet mellem produktion og kritik i samfundet et spil, der ikke mindst er nødvendigt i det demokratiske samfund. Det kritiske mindretal er ligeså betydningsfuldt for parlamentarismens værdi som det produktive vedtagende flertal, erklærede PH. En betingelse for, at kritikken som litteraturkritikken blot er en specialiseret variant af kan fungere som kulturfaktor, er imidlertid, at den kan vende sig mod sig selv. Det lagde PH stor vægt på, og med rette. Hvis kritikken ikke selv kan kritiseres, har den sat sig uden for de spilleregler, den påberåber sig. Kritikeren må kunne stå skoleret for enhver dom, han fælder. Det indebærer, at kritikeren fælder dommen for egen regning. Eller med PH: Kritikere hører ikke hjemme i Flokke. Idet jeg tilslutter mig det synspunkt, vil jeg rejse tvivl om berettigelsen af at tale om anmelderne en bloc, sådan som forfattere almindeligvis gør det. Man kan rigtignok finde mange fællestræk i de tekster, vi kalder anmeldelser det er det, jeg har gjort i min bog om kritikersproget men når det gælder anmelderne, deres stilarter og holdninger, ja, såmænd også deres faglige baggrund, deres medier og deres ansættelsesforhold, så er de næsten lige så forskellige som forfattere i almindelighed. Ja, faktisk er anmeldere en slags forfattere i den forstand at de producerer nogle tekster. Selv om kritikerens ideelle begrundelse skal ses i billedet af viskelæderet, så fører han dog også blyanten, idet han skriver sin anmeldelse. Anmelderen producerer tekster, der har det særlige ved sig, at de tager udgangspunkt i og fælder dom over andres tekster. Anmelderi er meta-forfatteri. Det bliver det ikke højere og finere af. Men 224

3 heller ikke lavere og snylteragtigt. Om anmeldelsen som tekst er dårligere eller bedre end den bog, den forholder sig til, må afhænge af en konkret vurdering. Nogle af de anmeldelser Georg Brandes skrev, var ubetvivleligt mere kreative og langtidsholdbare end de bøger, han anmeldte. Men i almindelighed har en avistekst på 500 ord selvfølgelig svært ved at gøre sig gældende som ord- og tankekunst i sammenligning med en roman på 500 sider. Så meget må kritikeren indrømme forfatteren, som så på sin side må medgive, at det at skrive kritik er en form for tekstproduktion, forfattervirksomhed. Jo mere man beskæftiger sig med anmeldelser (det lyder måske utroligt, men jeg har gjort det i teori og praksis igennem tredive år), des mere interessante bliver de ved deres forskellighed og formrigdom. Og jo mere man beskæftiger sig med d herrer anmeldere (ja, efterhånden er der heldigvis kommet en hel del kvinder til), des mere tilbøjelig bliver man til at betragte dem som individualiteter mestre, svende og lærlinge inden for et og samme håndværk. Følger man anmelderne nøje, vil man komme til at kende dem for det personlige stempel, de sætter på deres tekster. For nu at tage et prominent eksempel: Berlingskes, nu Weekendavisens Jens Kistrup er genkendelig på sin journalistiske stil, fortællende og dramatiserende, med et væld af indskud mellem tankestreger og næsten altid kritik i form af spørgsmålstegn. Kistrups stil er dialogisk nogle mener monologisk! og han betragter sit arbejde som en slags pædagogik. Andre kritikere ser først og fremmest på sig selv som analytikere f.eks. Torben Brostrøm og det afsætter en helt anden stilart. Andre igen virker i rollen som skarprettere, med de redskaber, den håndtering nu kræver. Der findes altså flere slags kritikere, og inden for den enkelte afart også flere slags individualiteter, kloge og dumme, skrivetalenter og klamphuggere. At slutte fra kritikernes forskellighed til kritikkens subjektivitet er en meget almindelig fejl. Gør man sig den ulejlighed at gå en negativ og en positiv anmeldelse af en og samme bog nærmere efter i sømmene, vil man ofte se, at kritikerne faktisk refererer til nogle af de samme kriterier, men at de blot afvejer dem forskelligt. For den ene anmelder kan det være fatalt, at en forfatter skriver videre i en andens stilart. En anden anmelder kan tage mere afslappet på originalitetskriteriet og f.eks. lægge vægt på, at bogen er godt skruet sam- 225

4 men eller troværdig i sin virkelighedsskildring. Kritik er hverken subjektiv eller objektiv. Kritik er relativ. Den fældes ud fra givne kriterier som kritikeren i det enkelte tilfælde kan håndtere mere eller mindre intelligent og konsekvent. Problemet med de korte anmeldelsestekster er, at de sjældent levner plads til at redegøre for præmisserne. Dem er læseren selv nødt til at læse ud af dommene. Men det kan faktisk lade sig gøre. Kigger man nøje efter, vil man se, at der et sted i den negative anmeldelse ligger en positiv vurdering, som hele anmeldelsen såmænd kunne have været skrevet op på, hvis anmelderen havde ønsket det. Men hvorfor vælger kritikeren så at vægte det ene eller det andet kriterium? Ja, her kommer der et subjektivt moment ind. Kritik er en umiddelbar, forholdsvis hurtig reaktion på en bog. Reaktionen kan være idiosynkratisk, for eksempel reagerer anmelderen stærkt på noget, han opfatter som et krukket kunstsyn i en roman, selv om han egentlig godt kan se, at romanen har kvaliteter som fortællekunst. Hvis samme kritiker senere skal skrive om selvsamme bog i en litteraturhistorie, vil han sandsynligvis accentuere sin vurdering på en anden måde. Anmeldelser er tekster skrevet til tiden. Det medium, anmelderen skriver i, kan kræve sin særlige stil. Man kan heller ikke se bort fra, at der ligger en dæmonisk fristelse og lurer på anmelderen. Jo mere han gør sig til og jo højere han råber, des mere bliver han lagt mærke til og citeret andre steder. Selv begavede mennesker falder for fristelsen. Da Carsten Jensen i sin tid skrev i Det fri Aktuelt, drak han en ekstra slurk cyankalium for at sikre sig, at hans giftigheder blev spyet videre ud i de større aviser. Quotability er et fæmonen i tidens medieverden, også den kommercielle og politiske del af den. Det gælder om at blive lagt mærke til. Uanset hvad. Anmeldere ligger under for ganske almindelige menneskelige egenskaber f.eks. forfængelighed og ambition. Hvorfor skulle de dog ikke det? De anmeldelser, en Lars Bukdahl skriver i Weekendavisen, bærer præg af et brændende ønske om at blive set og hørt. Behovet for at se sig selv udefra selvrefleksivitet er karakteristisk for vor tid, en psykologisk grundstruktur hos unge mennesker, mener visse socialpsykologer. Hvorfor skulle typen ikke manifestere sig som anmelder? Kanske får vi en dag en højakademisk analyse af tidssignifikante narcissistiske aspekter af Lars Bukdahls recensionsvirksomhed. Nå, der er ingen grund til alvorlig bekymring, for anmeldere er i længden afhængige af deres troværdighed det retorikerne kalder ethos. 226

5 Hvis deres spradebassemanerer og citérlighed fører til notorisk vanvittige domme over kunstværker, får de en kortvarig kometkarriere. Læserne mister tilliden til dem. Deres redaktører, som har banket deres overskrifter i vejret og løftet deres spektakulære domme frem på forsiden, bliver pludselig forbeholdne og spørger om, anmelderen nu ikke er begyndt at gentage sig selv og om der mon ikke skal en ny ungdom til. Medieverdens kynisme rammer også mediekongerne. Vejen fra berømmelsens tinde til glemslens hul kan være forbavsende kort. Trøst dig, forfatter. Anmelderen kan i længden kun overleve på den tillid, han skaffer sig hos sine læsere. Hvis Lars Bukdahl virkelig er håbløs, er han allerede på vej til at afskaffe sig selv. Forfattere har i det hele taget gode grunde til at slå koldt vand i blodet over for, hvad de opfatter som urimelig kritik. En anbefalelsesværdig metode er at betragte kritikerne som det, de (vi) er ikke en juridisk instans, ej heller en sammentømret forening af dørvogtere, men gartnere, der svinger lugejernet i forskellige stilarter, stående på forskellige plateauer. Eller om man vil: stykker viskelæder af varierende type og kvalitet. 227