Om Vorherres Fødsel i en gammeldansk version 1. Om Vorsherræ 2 fødelssæ.

Transkript

1 Om Vorherres Fødsel i en gammeldansk version 1. Die Legende Von der Geburt unseres Herrn in einer altdänischen Fassung. La légende sur la naissance de Notre Seigneur en prose danoise ancienne. The legend about the birth of Christ in an Old Danish version. Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(snabela)gvdnet.dk Om Vorsherræ 2 fødelssæ. Scamt 3 ther effter tha kom eth both af Augustus keiser 4, at alle skulde fare til theris egeth fæderneland 5, oc thæt both var først giort af en høfdingh 6 a Syria ther het Syrinus 7. Tha for oc Josep met Maria til Betleem, forthi ath han war tæden 8 oc Maria af Judas byrd Dauidz fædern 9. Ther the foræ at veghen till Betleheem, tha sagde Maria til Joseph: iach seer tw folc foræ mek, annet 10 grætær oc annet glædis. Tha swarit Josep: sith qwær 11 aa diuræt oc holt tegh fasth oc mæll ey yuerwætis ord! Tha tedess 12 en fager swen foræ them i skindende clæde oc sagde til Joseph: thet ær ey yuerwætis ordh, hun mælte, hun soa Juthæ folc græte, forthi at the faræ fran there Gudh, oc hethærnt folk glædis, forthi at the timæ 13 kommæ skøth 14, ther han 15 iættæ 16 ethre forældre 17, Abraham, Ysaac oc Jacob. Ther han haffde thet sagt, tha bøth han 18 diuræt at stande, oc henne aff at faræ oc ganghæ in i en graff 19, forthi at the tyme ware komne ther hun skuldæ føthæ, oc gik 20 in i then myrke graff. Ther hun kom in, tha vort grauen om lius innen sosom 21 dagh, ther ee war førræ mirc. Hun 22 skien om lius innen ænse sooll vm sextæ timæ 23, at huerken dagh eller nat scortæ 24 theræ Gudz lius innæ 25. Ther føddæ hun then søn ther englæ stodæ omkringh och siungede oc sagde: Æræ væræ Vorherræ i himmerige, oc fryth 26 met folk i iørderige 27, ther godh villie have 28. Joseph var bortgangen, oc letæ at barnnende quinnæ 29 til barn føthels. Ther han kom aftær 30 med thom, tha haffde Maria fød søn 31. Tha stæddis han vtæ for grauen oc mælte til Mariam: iech hauer fult tegh hith kunnende quinne til barnfødels, Zelemi oc Salome 32, oc the stande hæræ oc giætæ 33 ey inganget for thet skin ther ær innæ. Ther Maria hørde thet, tha smiltæ hun 34. Tha sagde Joseph: spot ey ath, thu tharft æn theræ lækdom 35 vith 36. Tha bath Maria ath en skulde ingange af thom. Tha gik Zelemi in, oc Salome stoth vtæ. Tha sagde Zelemi til Mariam: lath mek hanlæ 37 thet. Ther hun hanleth hennæ, tha øptæ 38 Zelemi: Hærre, Hærræ miskunde 39 mek! iech hørde thet aldrigh førræ oc aldrigh soa iech thet, at spener 40 eræ fulle af mialk oc søn fød, oc moderen mø 41 at wære, oc engen smitte i hans fødelsse 42, och engen twangh 43 vith at hun fødde hannum af hennis lif. Oc hun var mø met hæfft 44, och ær mø i barnbyrdh 45 oc mø ther efftær 46. Tha Salome hørde thet, tha sagdæ hun til hin 47 anden: thet iech hørdæ tik sighe thet troer iech ey, vten iech soge thet, oc handlet thet. Tha gik Salome in oc mælte til Mariam: lat mek hanlæ thet, oc vidæ huath helder 48 thet ær sant eller ey. Ther Maria loth Salome hanle sigh, tha visnæth Salome handh 49. Fore then verc 50 och then angest tha øptæ hun oc græth oc sagdæ: Warherræ, thu kænde at iach ælstæ 51 oc fatuc man, oc iach tok icki vrætlic 52 aff viduee 53 oc faderløs børn, oc then ther thyrtug 54 var, giek aldrig slappe 55 fran mek. Jach ær nw vsæl vorden foræ myn vantro. Tha tediss en skynnende man foræ henne, oc meltæ till henne: gak til nornet 56, oc bith til hannum 57, oc han helær thet, forthi at han ær aluæ 58 i siit skøth 59. Oc Joseph hafde thre swene met sech, oc Maria en mø 60 met segh. Tha ginge vt aff graffuen mannige drakir 61. Ther hyne swene soghe them, tha øptæ the. Tha gik Jhesus aff sin moders skøt, oc stodh fore drakiræn, oc the vægthæ 62 hannum 63, oc han bøt thom, at the skulde

2 skade engen man. Maria oc Josep ræddis, at han skulde skades aff thom. Tha komme oc lage oc 64 mange andree diur til thom i øthknen 65, oc fuldhe thom, oc neghthe there houeth til hannum, oc tedhe thom vegen. Ther Maria so the mange diur, tha reddiss hun. Tha sagdæ Jhesus til henne: rædis ey, the ær ey komen fore thin skadæ, mæn tegh til tieneste. Ther han haffde thet sact, tha var rætzlen borthæ aff theris hiarte, oc fuldæ thom bodæ fæ 66 oc diwr, oc engen skaddis af annen. Oc the haffde two øxæn 67 fore en voghn ath føræ theris costæ 68 mæth 69. A then tredie dagh tha mødæs 70 Maria in i øtken fore sol bryn 71, oc Josep fuldhe henne vnder eth palme træ. Ther Maria sath vnder trææth, tha soa hun vp at thet haffde megell fruct a segh. Tha sagde hun til Joseph: iech vilde gerne ædæ af thennæ fruct. Tha swarede Josep: huore skal thet vordæ? trææt ær megit høgt oc mek ticker 72 illæ væræ at vy haue ey drick at swolæ 73 aua 74. Tha sagde Jhesus til trææt: neg tech nedær fore myn moder oc foa 75 henne aff thin fruct! Oc trææt negtes i stath foræ Maria fødær 76, oc the toghæ aff fructen. Ther fructen var afftagen, tha loa trææt negt oc vildæ, at thet skulde vpreses met han both, ther thæt negdes met. Tha sagdæ Jhesus til trææt: ræth tech vp oc styrkis, oc var lottagen 77 met the træ i myn faders paradiis ær, oc lath vp en athre 78 af 79 thinæ rødær ther vy mughe vatn affange. Effther thet ordh tha rætæ thet sigh vp, oc brustæ vp kelde om røderen, oc the fynge øffræt 80 vatn oc glæddis. Annen daghen 81 ther the fore borth, tha vende Jhesus sigh til trææth och meltæ: iech sigh tegh af mit both, ath een aff thine grene skall plantes in i paradiis. Mæden han meltæ thet, tha koom en engell oc togh en gren af trææth i sin handh oc fløgh at himmellen. Tha drøffdes the alle soa, ath the wordæ sliksame ensæ the varæ døthæ 82. Tha meltæ Jhesus til them: hwy rædis ether hiartæ? Vidæ i ey at then palme iech loth føræ till paradis 83, thet vordhær alle hellughen til skæmten 84? Tha sagdhe Joseph til Jhesum: Hærræ, aff mikil hedæ brennær oss, aff 85 thu liker, tha farum 86 aff strandh veghen rolic 87. Tha swareth Jhesus: rædiss ey Josep, iach skall skæmme 88 væghen fore tegh, soa ath thæt vy skuldæ faræ i thrætiuge 89 daghe, thet fulkomme wy i thenne enæ dag. Thær thet war melt, tha soghæ the bierge i Egyptæ landh 90 oc there stathæ. Tha glædiss the och ginge innen i en stath ther heth Sotynen 91, oc forthi at thæræ war ængin the mattæ hærberge at 92, tha ginge the in i mynsteræt 93. Ther Maria kom i mynsteræt met barnet, tha fiulle alle the affgudæ 94 i mynsteret var a theræ antladh. Tha kom both til hertugen yuer staden 95 oc han kom i stath til mønstæræt met syn hær. Ther han kom in oc han soa, at the affgudæ loghe aa jorden, tha gik han til Mariam oc bat til 96 barneth, ther hun hafdæ in i siit skøth. Siden 97 mæltæ han til alt hans folk oc sagdæ: vare thettæ ey Gudh aluoldende 98, tha loghe voræ gudæ ey soa nither foræ hannum. Nu bæræ the vitne om at thæt ær theræs Gudh 99. Om vi gøræ ey thet same 100, thaa muge vy ventæ oc vgge 101, ath oss kommer noger nøth yuer, sosom thet kom yuer Pharao konningh 102, ther ey wilde høræ Gudh oc forhathæ 103 at byddæ 104 til hannum. 105 Scamt ther efftær tha sagdæ engellen till Joseph: faar affter till Juthæ land, the ære nw dødæ ther lettæ at barneth. Tha togh han barnet ok moderæn, oc foor efftær til Israel. Thær han hørdæ, at Archelaus var konning i Judea effter Herodes hans fadhær, tha ræddis han tith at faræ. Tha war han aa mynt i syffne 106, at han skuldæ faræ til Galylea. Oc han for tith oc var i en stath hedær Nazareth. Barnet voxtæ och styrctess fult met snyllæ oc Gudz nadhe var met hannum. 1 Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859). Trods den af Brandt valgte titel er altså medtaget denne tekst samt en let bearbejdelse af Matthæus-Evangeliet kap Endvidere er medtaget Visio Sancti Pauli, en i middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste. Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Matthæus kap , kaldet Aff Vorherræ pyne = Om Vorherres (døds-)kvaler, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv.

3 Håndskriftet, der findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4), anser Brandt for at være opstået omkring Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del konservative træk. Om disse, se Brandts udgave s samt hans ordliste s Teksten er tydeligt tænkt som en fortsættelse af den tekst i Hellige Kvinder, som Brandt kalder Om Joachim oc Anna og Maria, idet dens første del står på håndskriftets fol. XXXIr som også rummer afslutningen af Om Joachim oc Anna og Maria. Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: hun = hun, tw = to, vnderlige = underlige. v kan skrives v, u eller w: verc = værk, yuerwætis = overvættes, swen = svend. i skrives ofte y: tyme = time, hyne = hine, myn = min. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder. Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: dansk mælte til Mariam, svarende til latin: ad Mariam dixit. Om teksten Vorsherræ fødelssæ skriver Brandt i sit efterord s at den er en noget fri Gjengivelse af historia de nativitate Mariæ et de infantia Salvatoris [= Historien om Marias fødsel og Frelserens barndom. PEJ] den bekjendte apokryfiske Fortælling, der er Grundskriftet til den senere så udbredte Folkebog Jesu Barndoms Historie. Jesu Barndoms Bog blev udgivet af J. P. Jacobsen og R. Paulli i: Danske Folkebøger fra 16. og 17. Århundrede. Bind 1, s København 1915 (efter Gotfred af Ghemens tryk 1508). Teksten analyseres i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 Hellige Kvinder, s , med angivelser af eventuelle forlæg. Om sådanne skriver Tue Gad s : Den danske tekst rummer overensstemmelser med flere af Tischendorfs texter af Pseudo-Matthæus, men følger dog gennemgående den text, som Tischendorf kalder C og som er Thilos hovedtext. Om forholdet mellem Tischendorf og Thilo skriver Tue Gad s. 88, note 6: I nyere behandlinger regnes gerne med Tischendorfs [længere. PEJ] version som hovedversion, men efter hvad jeg har set i håndskrifter og kataloger, er det tvært imod den korte version hos Thilo, der er den almindeligt forekommende. Det er den også der er oversat til dansk i Hellige Kvinder. Den gammeldanske tekst i Brandts udgave står som fortsættelse af teksten Om Joachim oc Anna oc Maria, hvilket forklarer de indledende ord: Scamt derefter tha Disse ord svarer til En klosterbog fra middelalderens slutning s. 133, lin. 23ff eller A Danish teacher s Manual S. 402, lin. 17ff. Forkortelser: Thilo = J. C. Thilo (ed.): Codex Apocryphus Novi Testamenti. Tomus I. Leipzig Heri: Historia de Nativitate Mariae et de Infantia Salvatoris, s (efter et parisisk håndskrift. Bemærk: GldO citerer Thilos udgave som latinsk forlæg. Tischendorf = Constantin v. Tischendorf (ed.): Evangelia Apokrypha. Liber de ortu beatæ Mariæ et Infantia Salvatoris samt (Leipzig 1853), s. 53ff (efter et håndskrift i Vatikanet). Liber de Infantia Salvatoris = Liber de Infantia Salvatoris, udgivet på latin i: Marius Kristensen (ed.): En klosterbog fra middelalderens slutning (København 1933), s , samt i: Sigurd Kroon m. fl. (ed.): A Danish teacher s Manual of the Mid-Fifteenth Century (Lund 1993), s. 402, lin. 17ff - begge efter håndskriftet AM 76, 8 o på Københavns Universitetsbibliotek. Legenda Aurea = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850). Vulgata Clementina = en ældre Vulgata-version. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: Nova Vulgata = Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning = den autoriserede danske bibeloversættelse fra GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser

4 gengives som e. - I mine henvisninger angives seddelnummeret, i reglen efter søgebegrænsninger som Hellkv (= Brandts udgave) eller Religion. Kalkar = Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), Bd København vorsherræ: herræ er genitiv singularis. På et ældre sprogtrin får den type an-stammer i gen. sgl. -a, altså herra. Men efterhånden får gruppen -s i gen. sgl., påvirket af a-stammerne. Vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen vorsherræ, som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2) og vorherræs (f. eks. 48,9; 63,10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene har budt på forskellige former. 3 scamt: kort (tid) 4 tha kom eth both af Augustus keiser etc.: indledningen svarer nogenlunde til NT, Lukas-Evangeliet, kap. 2, v fæderneland: Thilo s. 373 har patriam = hjemegn. Tilsvarende ses ikke i Vulgata, Lukasevangeliet kap. 2. Om brugen af ordet fæderneland, se GldO, opslagsordet fætherneland. Førsteleddet fætherne er genitiv pluralis, således at fætherneland skal forstås som fædrenes land. Det fremgår også tydeligt af skrivninger som seddel 3: forlot sit fædhernes land; seddel 4: til theres fædhernes land; seddel 14: myth fæderns land etc. - med nydannet s-genitiv, se Johs. Brøndum- Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. III (København 1935), s. 182, 473, pkt høfdingh: Vulgata Clementina og Thilo s. 374 har praeside (ablativ af praeses) = (1992) statholder. 7 Syrinus: endnu i Vulgata Clementina og hos Thilo s. 374 kaldes han Cyrinus. I Nova Vulgata er navnet Quirinus. 8 tæden: derfra 9 Tha for oc Josep met Maria til Betleem, forthi ath han war tæden oc Maria af Judas byrd Dauidz fædern: fædern = slægt (på fædrene side). If. legenden Om Joachim oc Anna oc Maria i samlingen Hellige Kvinder s. 1 var Marias fader Joachim af Judas slæct og hendes moder Anna af siit [hans. PEJ] egith slæct, af Dauid konnings byrdh. Thilo s. 374 har: Necesse autem fuerat, ut et Joseph cum Maria proficisceretur in Bethleem, quia exinde erat, et Maria de tribu Juda et de domo ac patria David = Så måtte Josef drage med Maria til Betlehem fordi han var derfra, og Maria [var] fra Juda s stamme og fra Davids hjemegn. Liber de Infantia Salvatoris s. 402 har: necesse fuit ut ioseph cum maria proficisceretur in bethleem quia erat ioseph et maria de tribu iuda et de domo et patria dauid = Så måtte Josef drage med Maria til Betlehem, fordi Josef og Maria var af Juda s stamme og af Davids hus og hjemegn. - Citaterne bygger på Lukas- Evangeliet (NT), kap. 2, v. 4: (Vulgata) Ascendit autem et Ioseph a Galilaea de civitate Nazareth in Iudaeam in civitatem David, quae vocatur Bethlehem, eo quod esset de domo et familia David = (1992) Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt. - Det er interessant at se at Vulgata oplyser at Josef (men åbenbart ikke Maria) er af Davids hus og slægt; Liber de Infantia Salvatoris lader dem begge være af denne slægt, mens den gammeldanske version alene lader Maria være af Davids slægt. Grunden til dette skred er at oldkirkens og middelalderens teologer henholdt sig til skriftsteder i GT hvor det siges at den kommende Messias skal være af Davids slægt, især citeres Esaias Bog, kap. 11, v. 1: (1992) Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod og v. 10: På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed. Isai var Davids fader, på gammeldansk i reglen kaldet Jesse. I NT gentages igen og igen at Josef er af Davids hus, men at hans hustru skal føde én der skal frelse sit folk, se f. eks. i Matthæus-Evangeliet, kap. 1, v ; eller i Lukas-Evangeliet, kap. 1, v , samt kap. 1, v. 35 hvor der siges at barnet skal undfanges ved helligånden, og kap. 1, v hvor Zakarias profeterer at barnet af Davids hus er en Messias. Kristus omgivelser kalder ham Davids søn, se f. eks. Matthæus-Evangeliet kap. 9, v. 27 og kap. 20, v. 31, eller Lukas-Evangeliet kap. 18, v Da Messias altså er af Davids slægt, og Josef ikke er faderen, har eftertiden lavet en redaktionel ændring og ladet Maria være af denne gamle slægt. 10 annet annet: det ene det andet 11 sith qwær: sid stille. Thilo s har sede et tene te in jumento tuo = sid stille og hold (dig fast) på dit ridedyr. 12 tedess: viste sig. Se GldO, infinitiven te. 13 timæ: tid 14 skøth: snart. Se GldO, opslagsordet skjut. 15 han = Gud 16 iættæ: lovede. Se GldO, infinitiven jatte. 17 forældre: forfædre. Thilo s. 376 har patribus = fædre. 18 han = englen. Thilo s. 376 har: jussit angelus stare jumentum = englen bød muldyret at standse. 19 graff: hule. Thilo, s. 376 har speluncam subterraneam = en underjordisk grotte, (klippe)hule. At fødslen fandt sted i en hule, ses også i Gunnar Knudsen (ed.): Mariager Legende-Haandskrift (København ) s. 372, hvor der om den hellige Jeronimus står: Ther effther bøgdhe han sik syn graff i then hwlæ, i hwicken herræn law i krybben. At Kristus var født i en stald, var også en kendt opfattelse i senmiddelalderen, således hos Christian Pedersen, se GldO, opslagsordet II stal, sb., søgebegrænsning ChrPed.Skr.I. (Jært.; 1515) og ChrPed.Skr.II. (Jært.; 1515). - Der står ikke noget med en stald i Lukas-Evangeliet kap. 2, v. 7, det eneste sted i NT hvor fødselen skildres. Om stedet har Vulgata

5 blot et reclinavit eum in praesepio, quia non erat eis locus in diversorio = (1992) og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. 20 gik: der menes at Maria gik. 21 om sosom: ligeså som. 22 hun = graven/ grotten, da gammeldansk grav er hunkøn. Thilo s. 377 har: Ad ingressum vero Mariae coepit tota spelunca splendorem habere = men da Maria trådte ind, antog hele grotten et strålende skær. 23 vm sextæ timæ: i den sjette time = ved middagstid. Thilo s. 377 har hora diei sexta = i dagens sjette time. 24 scortæ: manglede. Se GldO, infinitiven skorte. 25 at huerken dagh eller nat scortæ theræ Gudz lius innæ: Thilo s. 377 har: nec in die nec in nocte lux ibi divina defuit quamdia ibi Maria fuit = hverken om dagen eller om natten manglede det guddommelige lys så længe Maria var der. 26 fryth: skal læses frith = fred. 27 iørderige: If. GldO, opslagsordet jortherike, søgebegrænsning Hellkv, kender samlingen Hellige Kvinder kun typen jortherike med ø i førsteleddet. Derimod har jorth i samme tekstsamling ikke ø. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. I (København 1928), Æræ væræ Vorherræ i himmerige, oc fryth met folk i iørderige, ther godh villie have: citat fra Lukas-Evangeliet, kap. 2, v. 14 (Vulgata Clementina): Gloria in altissimis Deo, et super terram pax hominibus bonae voluntatis = Ære være Gud i det højeste og fred på jorden for mennesker af god vilje, eller (1992) Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! 29 barnnendæ quinnæ: quinnæ er her pluralis. barnnendæ quinnæ forekommer if. GldO, opslagsordet barnendekone, seddel 2, kun på dette sted. Seddel 1 har følgende interessante, håndskrevne oplysning (fra Kaj Bom): Ordet - som Kalk. I. [= Kalkar, bd. I. PEJ] kun har fra HellKv 9,22 - er nok at forklare som et falsum: skriveren har foregrebet barn i barn føthels lige efter; det rette er kunnende quinne (til barnfødels), som står lidt senere (10,2). Og orddannelsen er i sig selv mere end mystisk. - Thilo s. 377 har: Jam enim dudum Joseph perrexerat ad quaerendam obstetricem = nu var Joseph for lidt siden gået ud for at finde en jordemoder, men s. 379 introducerer han Selemi et Salomen obstetrices = jordemødrene Selemi og Salome. 30 aftær: tilbage 31 Ther han kom aftær med thom, tha haffde Maria fød søn: den hurtige fødsel er omhyggeligt noteret, nok ikke af kliniske, men måske snarere af bibelske grunde, sml. 2. Mosebog, kap. 1, v. 19: (1992) Men jordemødrene svarede Farao:»Hebræerkvinderne er ikke som de egyptiske kvinder. De er mere livskraftige, og de har født, inden jordemoderen når at komme.«- Middelalderen lagde stor vægt på at tolke passager i GT som pegende frem på Kristi komme. Ligesom Farao ville dræbe de nyfødte drengebørn blandt israelitterne, dræbte Herodes de nyfødte drengebørn i Betlehem i håb om at få ram på den nyfødte konge, altså på Jesus. 32 kunnende quinne til barnfødels, Zelemi oc Salome: kunnende quinne = dygtige kvinder. Thilo s. 379 har Selemi et Salomen obstetrices = jordemødrene Selemi og Salome. 33 giætæ: kan. Se GldO, infinitiven gite, se søgebegrænsning HellKv, seddel 15. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VI (København 1971), s anfører det under sideformen gæta. Thilo s. 397 har possunt = kan. 34 tha smiltæ hun: fordi hun vidste at barnet var kommet til verden uden smerte og uden urenlighed i form af blod, ligesom hendes jomfruelighed forblev fuldt bevaret lækdom: da Thilo s. 379 har medicina, er lækdom vel i betydningen lægemiddel eller lægehjælp. Sml. GldO, opslagsordet lækedom. 36 thu tharft æn theræ lækdom vith: du har endnu behov for deres lægelige kunnen. Om tharft: se Se GldO, infinitiven thurve. 37 hanlæ: da objektet er thet, er betydningen vel tage sig af. Se GldO, infinitiven handle. Thilos s. 379 har: dimitte me, ut tangam te = tillad mig at jeg rører dig. Liber de Infantia Salvatoris s. 405, lin. 19 har Cumque permissit se maria structari, som udgaven i en fodnote med rette mener er en fejl for scrutari = blive undersøgt, så sætningen burde have lydt: Cumque permissit se maria scrutari = da Maria tillod at hun blev undersøgt. Tischendorf s. 75 også scrutari. 38 øptæ: råbte. Se GldO, infinitiven øpe. 39 miskunde: hav barmhjertighed! 40 spener: bryster 41 mø: jomfru. Thilo s. 379 har ordet virginem (akkusativ af virgo) = jomfru. 42 engen smitte i hans fødelsse: Thilo s. 379 har Nulla pollutio in nascentem facta est = der var ingen forurening ved fødselen. Nøjere forklaring leverer Liber de Infantia s. 405 som har Nulla pollutio sanguinis facta est in nascente = der var ingen blodig forurening ved fødselen. 43 twangh: pine, smerte. Thilo s. 379 har tilsvarende dolor = smerte. Sml. GldO, opslagsordet thvang, søgebegrænsning Religion. 44 met hæfft: mens hun var gravid 45 i barnbyrdh: under fødslen

6 46 mø ther efftær: påstanden om Marias evige jomfruelighed går tilbage til kristendommens tidligste tid. Den er ubibelsk. 47 hin: den 48 helder: enten 49 tha visnæth Salome handh: Salome er genitiv; se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. III (København 1935) 492, pkt fore then verc: på grund af den smerte. Thilo s. 380 har tilsvarende prae dolore = af smerte. Sml. GldO, opslagsordet værk, søgebegrænsning Religion. 51 ælstæ: elskede. Se GldO, infinitiven ælske. If. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II, (København 1932), 369, bortfalder konsonanten k i trekonsonantgruppe lk, nk, rk, sk med følgende konsonant, altså ælsktæ ælstæ. 52 vrætlic: læses urætlik = på uredelig vis. 53 viduee: enker. Læses vidve. Singularis if. GldO vidve. 54 thyrtug: fattig. Se GldO, opslagsordet thurftigh. 55 slappe: tomhændet 56 nornet: spædbarnet. GldO, opslagsordet norn, har ikke belæg med formen nor, som ordet ellers lyder på nyere dansk. 57 bith til hannum: Thilo s. 380 har adora eum = tilbed ham. Muligvis skelner oversætteren ikke så stærkt mellem bithje til og tilbithje, se materialet i GldO. 58 aluæ: herefter mangler et blad håndskriftet. Den sidste ordrest var måske begyndelsen på aluældigh (læses alvældig). Det tabte svarer til Thilo s Der sker følgende: den vantro jordemoders hånd bliver helbredt, fordi hun angrer sin skepsis angående Marias jomfruelighed. Derefter følger dele fortalt efter første del af Lukas-Evangeliet Kap. 2 (v. 1-38) og Matthæus-Evangeliet kap. 2. I teksten efter det forsvundne blad er Josef, Maria og Jesus på flugt mod Ægypten (sml. Matthæus-Evangeliet kap. 2, v ). 59 i siit skøth: Maria er lige steget af muldyret og den lille gruppe vil hvile sig ved en grotte (spelunca). Maria har sat sig med Jesus på sit skød. Sml. Thilo s. 393: habebat Jesum in gremio = hun havde Jesus på sit skød. 60 mø: ung pige. Thilo s. 393 har puella = (ung) pige. 61 drakir: krybdyr, slanger. GldO s eksempelmateriale under opslagsordet drake viser, at det kan være et fabeldyr, men det bruges undertiden også om i naturen almindeligt forekommende dyr, og er vel i så fald en slags krybdyr (se f. eks. seddel 18, 21, 23). Thilo s. 393 har dracones, et ord der if. C. Th. Jensen og M. J. Goldschmidt: Latinsk-dansk Ordbog (Kjøbenhavn 1949), opslagsordet draco, anvendtes om større, uskadelige slanger. 62 vægthæ: Brandt mener i sine noter s. 114 at det er en Fejlskrift for negte (nejede). Et har linjer senere noteres at ørkenens dyr neghthe there houeth til hannum = bøjede deres hoved for ham. Se GldO, infinitiven neghje, der bl. a. betyder bøje sig, tilbede. Thilo s. 393 har adorauerunt eum = tilbad ham. 63 underligt nok udelades herefter det, der kunne svare til Thilo s. 393, nemlig omtalen af et citat fra GT, Salmernes Bog, også kaldet Davids Salmer, salme 148, v. 7: Tunc adimpletum est quod dictum est per prophetam dicentem: laudate dominum de terra drachones = Da blev det fuldbyrdet, som er sagt af profeten som sagde: Lovpris Herren I krybdyr på jorden. - Vulgata (hele skriftstedet) Laudate Dominum de terra, dracones et omnes abyssi = (1992) Lovpris Herren på jorden, alle I havdyr og store dyb. 64 oc: også 65 øthknen: ørkenen. Den oprindelige form er øthken, jf. GldO. Den nyere form ørken synes at dukke op omkring Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II (København 1932), fæ: kvæg. Thilo s. 395 har bobus et asinis (ablativ flertal) = okser og æsler (nominativ singularis: bos, asinus). 67 øxæn: okser. Ental okse (ofte stavet oxæ). 68 costæ: ting, sager. Thilo s. 395 har necessaria = det nødvendigste. 69 Oc the haffde two øxæn fore en voghn ath føræ theris costæ mæth: sætningen virker helt løsrevet. Den er en sidste rest af en længere udredning om de idylliske forhold blandt dyrene i ørkenen, mens fredsfyrsten er til stede. 70 mødæs: trættedes. Se GldO, infinitiven møthe. 71 sol bryn: solens brænden 72 ticker: synes. Se GldO, infinitiven thykje. 73 swolæ: svale, læske os. Se GldO, infinitiven svale. 74 aua: af. Brandt skriver i en note s. 102: ligner en Bøjningsform af Forholdsordet af, som vi bruger i Tale, om ej i Skrift. Der tænkes på vendinger som: Er skruen ae? Sml. Kalkar bd. I, s. 11, opslagsordet Ave, bio. 75 foa: giv! 76 Maria fødær: Maria er genitiv. Formen er lidt løjerlig, idet oversætteren gengiver en (fornemmere?) latinsk nominativform, hvor den gammeldanske genitiv ville have lydt Marie fødær eller (ældre) Mariu fødær. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. III (København 1935) 492, pkt. 2.

7 77 war lottagen met: vær en del af. lottagen er en præteritum participium, se GldO, infinitiven lottake. Thilo s. 396 har esto consors = vær en del (af). Dermed synes Jesus at helliggøre træet, ligesom fromme personer ved deres helliggørelse optages i paradis. Ordet lottake bruges - hvilket fremgår af citater fra GldO, søgebegrænsning Religion - ofte i betydningen at blive en del af det guddommelige, eller af det djævelske. Se seddel 2, 4, 5, 7, 9 etc. 78 athre: (vand)åre. Thilo s. 396 har venam = (vand)åre, (venam: akkusativ af vena). Meningen er vel, at træet har sine rødder ved vandårerne i jorden. 79 aff: da Thilo har ex = fra, betyder aff vel fra. 80 øffræt: overflod. Sml. GldO, opslagsordet øvret. 81 Annen daghen: næste dag. Thilo s. 397 har die autem altera = men næste dag. 82 Tha drøffdes the alle soa, ath the wordæ sliksame ensæ the varæ døthæ: - drøffdes = frygtede såre. Thilo s. 397 har blot Cumque haec viderent, facti sunt velui mortui = Da de så det, var de som døde. Liber de Infantia Salvatoris s. 414, lin har ceciderunt in faciem suam et facti sunt tamquam mortui = faldt på deres ansigt og var som døde. 83 Vidæ i ey at then palme iech loth føræ till paradis: if. GldO, opslagsordet palme, kan dette ord både betyde palmetræ og palmegren. Da Thilo s. 397 om træet kun bruger palma eller arbor palmae (= palmetræ), men om en gren kun bruger ramus, og sætningen Vidæ i ey at then palme iech loth føræ till paradis i Thilos udgave s. 397 lyder An nescitis, quoniam palma haec, quam feci transferri in paradiso = Eller ved I ikke, at den palme jeg lod bringe til paradis - da må det gammeldanske palme på dette sted betyde palmetræ. 84 skæmten: glæde. Thilo s. 397 har loco deliciarum = et glædens sted. 85 aff: hvis. Se GldO, opslagsordet æf, søgebegrænsning HellKv, seddel 3. Samlingen Hellige Kvinder synes kun at bruge formerne af / aff. Sml. Thilo s. 398 som tilsvarende har si = hvis. 86 farum: lad os drage. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII (København 1974), s Brøndum-Nielsen kalder formen imperativ 1 pluralis. 87 rolic: Thilo s. 398 har requiescendo = for at finde ro. 88 skæmme: afkorte. Sml. adjektivet skam = kort. 89 thrætiuge: tredive 90 Egyptæ landh: formen er ikke sjælden. I GldO skal ordet - noget uhensigtsmæssigt - søges under opslagsordet land. Typen egipte land findes således også i M. Lorenzen (ed.): Mandevilles Rejse (København 1882), s. 4, lin. 16 (Egyptæ landh), i Christian Molbech (ed.): Henrik Harpestrengs Danske Lægebog (København 1826) s. 54 (egyptæ land) eller i Marius Kristensen (ed.): En Klosterbog fra Middelalderens Slutning (København 1933), s. 80, lin (fra Lucidarius, Egypthæ land). Sml. GldO, opslagsordene egiptefolk, egiptekunung, egipterike. Opslagsordet egiptekunung, seddel 2 har egypto konung (fra Sjælens Trøst), med en henvisning (uden citat, men formen er egypto konunger) til den gammelsvenske Själinna tröst. Opslagsordet egipterike har kun én seddel med belægget egypto rige (fra Sjælens Trøst), med henvisning til egyptoland i den gammelsvenske Själinna tröst. 91 Sotynen: Thilo s. 398 har Sotinen. Tischendorf s. 85 har ligeledes Sotinen og lader denne by ligge in finibus Hermopolis = i Hermopolis-distriktet. 92 thæræ war ængin the mattæ hærberge at: hærberge at = finde husly hos. Thilo s. 398 har nullus erat notus apud quem potuissent hospitari = der ikke var nogen de kendte som de kunne finde husly hos. 93 mynsteræt: templet. Thilo s. 399 har templum. Ordet mynster kan i gammeldansk bruges om hedenske og jødiske templer, samt om den troende sjæl som tempel for Herren. Ordet synes ikke at være blevet brugt om en kirkebygning, som engelsk minster eller tysk Münster. 94 affgudæ: Thilo s. 399 har idola (pluralis af idolum). Thilo s. 399 har efter styrtet følgende (med et citat fra Esaias Bog, kap. 19, v. 1): quam quod impletum esset, quod propheta Isaias praedixerat: Ecce dominus veniet super nubem levem, et commovebuntur omnia manu facta Aegyptiorum a facie ejus = således at det blev fuldbyrdet, som profeten Esais havde forudsagt: Se, Herren vil komme på en hurtig sky, og alle ægypternes håndgjorte værker vil rystes for hans åsyn. Ved det noget upræcise manufacta tænkes der muligvis på GT, Daniels Bog, kap. 14, v. 3 (5), hvor profeten if. Vulgata siger: non colo idola manufacta, sed viventem Deum = jeg dyrker ikke menneskegjorte afgudsbilleder, men den levende Gud. - I Vulgata Clementina lyder Esaias-citatet: Ecce Dominus ascendet super nubem levem, et ingredietur Ægyptum, et commovebuntur simulacra Ægypti a facie ejus = Se, Herren hæver sig på en hurtig sky og kommer til Ægypten, og Ægyptens afgudsbilleder vil rystes for hans åsyn. - I Nova Vulgata er ascendet erstattet af vehitur = rider. Den danske bibeloversættelse fra 1992 har tilsvarende: Herren rider på hurtige skyer og kommer til Egypten; Egyptens guder ryster for ham. 95 both til hertugen yuer staden: Thilo s. 400 har: Tunc Afrodisio duci illius civitatis cum nuntiatum fuisset = da der var blevet sendt bud til Afrodisius, hertugen over staden. 96 bat til: Thilo s. 400 har adoravit = tilbad. 97 siden: derefter 98 aluoldende: læses al-voldende = almægtig.

8 99 thæt ær theræs Gudh: Thilo s. 400 har Nisi hic deus esset, dii nostri coram eo in facies suas minime cecidissent = Hvis ikke han var Gud, var vore guder ikke faldet på deres ansigt i hans nærvær. Liber de Infantia Salvatoris s. 417, lin har: hic nisi esset dominus horum deorum nostrorum = hvis ikke han var herre over disse vore guder. Tischendorf s. 87 har: nisi hic deus esset deorum nostrorum = hvis ikke han var gud over vore guder. 100 thet same = tilbeder Kristus. 101 vgge: frygte. GldO kender kun dette ene eksempel på ugge. If. Kalkar, bd. IV, s. 623, opslagsordet Ugge, go. findes på gammelislandsk verbet ugga. Sml. engelsk ugly, som er låneord fra oldnordisk uggligr (jf. W. Skeat: A Concise Etymological Dictionary of the English Language (Oxford 1897) s jf. GT, 2. Mosebog kap (incl.). 103 forhathæ: ringeagtede. Se GldO, infinitiven forhæthe. 104 byddæ: GldO, infinitiven bithje, søgebegrænsning HellKv, seddel 28, opfatter betydningen som bede. byddæ er vel så en ganske usædvanlig skrivning for bydhæ eller bydæ, som læses bidhæ/ bidæ. GldO, infinitiven bithje, med søgebegrænsningen HellKv, viser ellers infinitiven skrevet som bidæ, bidhæ, bithiæ, bidiee, bedhæ. Da imidlertid Thilo s. 400 har qui deum audire contemsit = som foragtede at adlyde Gud, bør man overveje den mulighed, om vi har at gøre med en ganske usædvanlig skrivning af infinitiven lythe = adlyde, hvor l ved en fejl er blevet skrevet b. Infinitiverne til verbet lythe skrives if. GldO normalt lydhæ, lydhe, lyde o.l. - Tischendorf s. 87 har ikke noget der kan tolkes som bede eller lyde. 105 de sidste linjer refererer NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 2, v : (1992) v. 19 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten v. 20 og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.«v. 21 Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. v. 22 Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, v. 23 og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret. - Samt NT, Lukas-Evangeliet, kap. 2. v. 40 (1992) Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. 106 tha war han aa mynt i syffne: da blev han påmindet i søvne. Thilo s. 400 har: non post multum tempus dixit angelus ad Joseph = ikke lang tid efter sagde en engel til Joseph. Matthæus-Evangeliet, kap. 2, v har: (Vulgata) Defuncto autem Herode, ecce apparet angelus Domini in somnis Ioseph in Aegypto dicens = (1992) Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger...