Kim Ursin. Samfundet. omkring os. 5. udgave

Transkript

1 Kim Ursin Samfundet omkring os 5. udgave

2 Samfundet Omkring Os er udgivet af DaMat v/ Kim Ursin Bonderup Østergade 15, Bonderup 9690 Fjerritslev. Tlf.: Hjemmeside: Konto: Fotos er uden copyright tilknyttet medmindre andet er skrevet. Ansvarshavende redaktør: Kim Ursin Samfundet Omkring Os er sat med Garamond 13pkt. Hvis du kan lide bogen vil jeg opfordre dig til at give et mindre beløb til forlaget, fx 10, 15 eller 20 kroner på konto: Hvis du vil støtte mig som kandidat henviser jeg til hjemmesiden DaMat Kim Ursin udgave Oplag: Siden 1. udgaven i 1998 er bogen downloadet ca gange. As is Da bogen er til gratis download, er bogen as is, dvs. at der nok vil være stave- og slåfejl, og det må du leve med.

3 Kim Ursin Samfundet Omkring Os 5. udgave DaMat

4 Indholdsfortegnelse Forord Brug din stemme 8 Kapitel 0 Om forfatteren 10 Kapitel 1 Definition af styreformer 13 Demokrati 13 Diktatur 14 Diktatur eller tvivlsomt demokrati 14 Det kommunistiske demokrati 15 Anarki 16 Kapitel 2 Definitionen af politik 17 Rammerne for politik 17 Marslows behovspyramide 18 Kapitel 3 Grundlæggende demokrati 19 Repræsentativt demokrati 20 Storkredse 20 Hvilken person må stille op? 21 Hvilket parti må stille op? 21 Hvem må stemme? 21 Uvalgbar 21 Partiliste eller sideopstillet 21 Kandidaten 21 Forholdsvalg og enkeltmandskredse 23 Spærregrænse 23 Industrielt demokrati 23 Økonomisk demokrati 23 Konkurrencedemokrati 24 Nærdemokrati 24 Ophævelse af demokrati 25 4

5 Kapitel 4 Demokratiets historie 26 kapitel 5 Folketinget 31 Hvordan kommer et parti i Folketinget 31 Grundloven 32 Magtdelingslære 32 Regeringen 33 Hvem sidder i Folketinget 34 Partikrise eller ej 34 Folkeafstemning 35 Kapitel 6 Folketinget og den politiske proces 36 Hvordan bliver en lov til 36 EU 36 Handlingsrammer 36 Folketing kontra regering 37 Folketinget 37 Kapitel 7 Kommune og valg 40 Store og små kommuner 41 Regionsråd 41 Kapitel 8 Bevægelse, interesseorganisation og partier 43 Interessefremføring og korporatisme 43 5

6 Kapitel 9 Vælgere og ideologi 45 Klassepartier og ideologi 45 Ideologier i korte træk 47 Marginalvælgere 48 Kvinder 48 Klasseskel - relativ fattigdom 48 Mediernes rolle 49 Populisme 50 Realpolitik Kapitel 10 Partier i Danmark Gennemgang af alle større partier 56 Kapitel 11 Mediernes rolle 77 Meningsmålinger 77 Politiske tricks 78 Kapitel 12 EU og erhvervslivet 81 Udvikling i erhvervslivet 83 Fra landbrug til service 83 Frihandel 84 Kapitel 13 Økonomi 86 Keyness økonomiske teori 86 Friedmans økonomiske teori 87 Det økonomsiske kredsløb 88 BNP som rigdomsmåler 88 Big Mac indeks 89 Finanspolitik 89 6

7 Kapitel 14 De økonomiske balanceproblemer 91 Arbejdsløshed 91 Kontanthjælp og dagpenge 93 Betalingsbalance 95 Statens budget 96 kapitel 15 Livsformer Kapitel 16 Flygtninge og indvandrer 101 De historiske fejl 101 Udstødelsen 103 Integration 105 Forskellen på indvandrere og flygtninge 106 Flygtninge 107 Kapitel 17 Kunsten at tyde et indlæg 109 Kapitel 18 Store begivenheder 113 Kanslergade forliget (1929) 113 Samarbejdspolitikken ( ) 114 Oliekrise (1970erne) 115 Kartoffelkuren (1986) 117 Efterlønssagen (1998) september Kapitel 19 Analyse: Efter valget Efterord 122 Reklame 123 7

8 Forord Brug din stemme Hele samfundet omkring dig er politisk opbygget, og hvis du ikke forstår de grundlæggende mekanismer, så stiller du dig selv udenfor indflydelse og dermed til en vis grad udenfor indflydelse på dit liv. Politik kan virke kedeligt og svært at forstå. Nogle gange virker det som om det det ikke noget med én selv at gøre. Mere end 14 % stemmer ikke, når der er Folketingsvalg, endnu flere bliver hjemme, når der er afstemninger til EU eller Kommunevalg. Politik kan synes som noget ligegyldigt. Men intet kan være mere forkert. I denne bog kommer jeg igennem de grundlæggende begreber om demokrati, politik, økonomi og livsformer, ligesom der er sat mere fokus på politiske tunge emner som flygtningedebatten, realpolitik og lignende. Jeg bruger mange eksempler og nogle begreber forklares mere end en gang for forståelsens skyld. Følgende ændringer er sket siden 4. udgave: Ny stor format Om forfatteren er tilføjet Styreformer er forklaret mere grundigt Demokratiets historie er udbygget Milton Friedmanns økonomiske teori er tilføjet Den økonomiske politik er gennemgået mere grundigt Data om partierne er opdateret Partiernes historie er tilføjet Mediernes rolle er belyst Afsnit om realpolitik er tilføjet Flygtninge og indvandrer kapitlet er udbygget Kunsten at tyde et indlæg er tilføjet Flere store begivenheder er tilføjet Analyse efter valget er tilføjet Korrekturlæsning er atter sket Om at jeg er kandidat Da jeg læste samfundsfag i tidernes morgen var det sådan at læreren flere gange understregede at han ikke havde en holdning, det var soleklart at manden lå et sted mellem Enhedslisten og SF, det var jo fair nok, men det irriterede mig at han ønskede politiske debatter på klassen, men han nægtede selv at deltage. Læreren var komplet holdningsløs og gled af på alt. Jeg følte, at det dræbte ethvert tilløb til debat i klasseværelset. 8

9 Det skyldes formentlig at lærerne i halvfjerdserne og firserne blev anklaget for at indoktrinere eleverne (til fordel for venstrefløjen), hvilket var noget pjat, hvis de virkelig indoktrinerede eleverne, må man da sige de har gjort et utroligt dårligt stykke arbejde, for gennem de sidste 30 år har der været borgerligt styre i landet i de 20 år. Når du læser denne bog, så ved du, hvad jeg mener, og det står klart i bogen, hvad jeg mener, der hvor du ikke er enig med mig, kan du bruge mine holdninger til at spejle dine egne holdninger, for på den måde selv overveje, hvad du mener. Du vil på intet tidspunkt være i tvivl om, hvornår det er en holdning og hvornår det er fakta. Mit mål er ikke, at du nødvendigvis stemmer på Liberal Alliance, selvom jeg gerne ser det og meget gerne personligt på Kim Ursin men at du tager stilling og beslutter dig til at bruge din stemme. Selvfølgelig er du ikke enig i alt, hvad et parti står for, det er end ikke kandidaterne, derfor vil mit råd til dig være, at overveje grundigt hvilke ting der betyder mest for dig og så finde det parti, der arbejder for det. Forudsætningen for at kunne tage den beslutning, er at du forstår i hvert fald det meste af hvad politik egentlig er. Brug i undervisningen Sproget i denne bog er sådan at de fleste elever fra 7.klasse og op kan læse det, hvis du synes denne bog er for omfattende, vil jeg henvise til den forkortede udgave, som du ligeledes kan finde på DaMats hjemmeside, Den gennemgår kort politik, men har ingen uddybende forklaringer med og er renset for politiske holdninger, og den bør derfor ikke stå alene i undervisningen. As is Da bogen er gratis, så er bogen fortsat as is, dvs. at der nok fortsat vil være stave- og slå-fejl, og det må du leve med. Jeg vil naturligvis meget gerne høre, hvis du opdager meningsforstyrrende fejl. Hvis du kan lide bogen vil jeg, som altid, opfordre dig til at give et mindre beløb for bogen. Kim Ursin 9

10 Kapitel 0 Om forfatteren Mit navn er Kim Ursin, født i 1973 i Slagelse og opvokset i Jylland, hvor jeg har boet næsten hele mit liv. Jeg er uddannet lærer, siden 1991 har jeg blandet mig i den politiske debat gennem læserbreve og ved at deltage i demonstrationer og den slags. De første erfaringer Første gang jeg stiftede bekendtskab med politik og omkostningerne ved at være politisk aktiv var i 1997, hvor det blev heftigt debatteret om Tønder Kaserne (hvor jeg selv arbejdede) eller om man skulle lukke Haderslev Kaserne. I et læserbrev forklarede jeg, at det naturligvis måtte være Tønder Kasserne, da det kun påvirkede ca. 200 familier, mens 1000 familier blev påvirket i Haderslev. Dette uddybede jeg så i TV Syd. For mig og se var det en fuldstændig logisk betragtning. Dagen efter måtte jeg stå ret ved en presseofficer, der råbte og skreg. Det blev ikke bedre, da jeg med loven i hånden påpegede, at jeg havde udtalt mig som privatperson. Ikke desto mindre endte det med at jeg blandt mange kollegaer fik skylden (eller æren af), at egenhændigt have lukket kasernen. Hold da helt op, man tillade min mening vægt, tænker jeg også den dag i dag. I 1998 havde en artikel på min daværende hjemmeside, hvor jeg bl.a. skrev at flygtninge skulle lære dansk og de flygtninge, der ikke var berettiget til at være her, skulle sendes hjem. Det affødte massivt kritik. Jeg blev kaldt både racist og nazist og det komiske er måske det, at det jeg talte for og blev kaldt racist for, er i dag langt mere moderat end det, som venstrefløjen går ind for. Det er meget interessant at se hvordan politikken flytter sig i takt med vælgerne. Det med at have en politik og så holde fast i den uanset vælgernes mening eksisterer ikke rigtig længere. Kim Ursin (foto Erik Zahl 2011) Ind i politik Gennem det meste af mit liv har jeg overvejet at stille op til Folketinget, men der har hele tiden været et problem, nemlig at finde et parti, der gik ind for det, jeg står for, nemlig personlig frihed, lav skat og bekæmpelse af arbejdsløshed. Umiddelbart var Poul Nyrup 10

11 svaret for mig, og den politik, der blev ført fra da også lige min kop the, godt hjulpet af at jeg ikke kunne fordrage den anden statsministerkandidat Uffe Ellemann. Nyrup skabte fremgang og vækst. Men den offentlige sektor voksede og det ene forbud afløste det andet. Så kom Fogh med Minimalstaten, men da han blev formand forsvandt enhver vision i processen. Den borgerlige fløj blev til socialdemokrater, flere forbud, skattestigninger (nu kaldt afgifter) og halve løsninger på alt, imens sloges socialdemokraterne internt og valgte derefter en, i mine øjne, inkompetent formand, så jeg stod der. Jeg ville gerne blande mig i den politiske debat, men i mine øjne var jeg partiløs. Det var jeg indtil Liberal Alliance kom på banen, her var endelig et parti, der ønskede at komme papirvældet til livs, endelig et parti, der arbejdede ud fra viden og ikke følelser og fornemmelser. I starten lignede LA dog et dødfødt projekt, men med en helt utrolig viljestyrke og masser af arbejde lykkes det for Anders Samuelsen og Simon Emil Amitzbøll at løfte projektet og gøre det troværdigt. Endelig et parti, der ville sikre både vores velfærd, sikre lav skat, personlig frihed og få vores administration under kontrol. Og jeg lagde mærke til noget interessant, partiet gik ud og sagde noget ganske upopulært, såsom at afskaffe efterlønnen da de stod til 0,0% i meningsmålingerne. I LA leflede man ikke for laveste fællesnævner, her erklærede man, at dette er vores politik, stem på os, hvis I er enige eller vælg et andet parti. Det er noget, der tiltaler mig, altså den med at man har en politik og så må vælgerne tage stilling. Det her med at løbe efter en folkestemning er jeg meget imod. Hvis Liberal Alliance ikke var kommet til, så ville jeg formentlig fortsat gå og tænke over, hvor jeg egentlig skulle stille op eller bare stemme ved næste valg. Politik handler om holdning, viden og hvad der er praktisk muligt Jeg må indrømme at jeg er blevet rystet over, hvor stor uvidenhed nogle har omkring politik, ja selv kandidater til Folketinget virker til ikke at kende til det meste fundamentale som magtdelingslære, grundloven, betalingsbalance etc., som man bare skal kende til for at kunne forholde sig til en politisk debat. Hvordan skal man træffe en beslutning uden at have viden, som jeg flere gange kommer ind på i bogen, så handler politik om at man har en holdning, men så sandelig også om viden. Hvis man hverken har det ene eller det andet, så ender man med at stemme ud fra hvem der virker flink, men så 11

12 bliver man altså et meget nemt offer for kandidaten, men også for en avisholdning. Mange aviser og tv stationer har fået politiske kommentatorer, der forsøger at forklare politiske handlinger som om det var en fodboldkamp. Meningsmålinger bliver til historien, mens de politiske budskaber forsvinder. Og man skal være godt og grundig naiv for at tro på, at disse kommentatorer ikke har en dagsorden - nemlig at dreje tingene så det bliver negativt, fordi negative historier sælger bedre. I Liberal Alliance var vi nødt til købe annoncer for at fortælle om vores politik, fordi det eneste aviserne ville skrive om, var hvor mange procenter vi lå til i meningsmålingerne, vores politiske budskaber blev mødt med et skuldertræk - i bedste fald - det var svært at formidle, så heller en meningsmåling fuldt op af en kommentator, der kunne fortælle lidt om den meningsmåling. Hvordan pokker skal man som vælger kunne træffe informeret beslutninger på den baggrund? Det er strengt nødvendigt at man som vælger kender bare lidt til hvordan det politiske system er opbygget, men det er så sandelig også vigtigt at man kan gennemskue debatten og ligeså vigtigt forstår, hvad der ikke bliver sagt. Ellers ender det med at man stemmer i blinde eller måske ud fra en mere eller mindre tilfældig sag, hvor en politiker erklærer at nu skal der ske noget. Jo mere viden du har, jo bedre kan du forstå, hvad der sker i politik, fx er det påstanden fra SSF at der er blevet mere relativ fattigdom i Danmark de seneste ti år, hvis man ikke ved hvad relativ fattigdom er, kan man forledes til at tro, at der er kommet flere fattige i Danmark - og det er jo skidt, ergo må regeringen have fejlet. Men relativ fattigdom betyder bare at i forhold til gennemsnittet er der blevet flere fattige, men det fortæller intet om, om der er kommet flere fattige. Det fortæller blot det, at i forhold til en gennemsnits dansker, er der kommet flere fattige, men er gennemsnitslønnen steget i samme periode, så kan det sagtens betyde, at de fattigste faktisk er blevet rigere, men bare ikke i forhold til de rigeste. Sagt med andre ord, hvis min nabo stiger med kr. om året og jeg kun stiger med kroner, så er jeg blevet relativt fattigere end naboen, men jeg har jo altså fortsat fået kroner mere om året end tidligere. Jeg håber, at du med denne bog kan blive klædt bedre på til at forstå den politiske proces og dermed få større indflydelse på dit liv, for uden viden risikerer du at blive stemmekvæg for den pæneste og den mest veltalende politiker og det er ikke nødvendigvis den politiker, du er enig med. 12

13 Kapitel 1 Definition af styreformer Ethvert land ledes på bestemt måde, det kalder man en styreform. Nationalstaten som vi kender den i dag, har dog ikke eksisteret i altid. Helt frem til midten af 1800 tallet var en stat, grundlæggende et stykke jord som en bestemt konge/ diktatur styrede efter forgodt befindende. Landområder blev byttet væk og stater opstod og forsvandt igen. De lokale følte naturligvis tilknytning til sit område, men den almindelige bonde var der næppe større forskel på om man havde en tysk eller en dansk konge, de blev fortsat flået i skatter. Efterhånden udviklede nationalstaten sig dog, her siger man at der er tale om et folk, som bebor et afgrænset område, taler samme sprog, har fælles historie, fælles kultur og vilje til sammenhold som nation i forhold til andre folkegrupper. I Afrika blev nationerne tegnet på et kort af kolonimagterne uden hensyn til disse ting, det har gjort at i mange lande er konstante konflikter og at landene nu brydes op i mindre nationer, nogle gange under voldsomme borgerkrige. En kort definition af 5 styreformer: Demokrati Et demokrati forudsætter som udgangspunkt: Alle myndige statsborgere kan stemme En person, en stemme Frie og hemmelige valg Valg mellem konkurrerende partier En repræsentativt valgt forsamling Beslutninger i de repræsentative organer tages ud fra flertalsprincippet. I et demokrati er der pressefrihed, i mange demokratiske lande er der dog begrænsninger alligevel i form af begrænsninger på hvilken form for reklamer der må bringes og hvornår der må findes nøgenhed. I et demokrati er der ikke censur, dvs. ingen fra staten læser aviser eller ser fjernsprogrammer igennem inden det kommer ud, men der er regler som skal overholdes og gør man ikke det, kan der rettes kritik fra statens pressenævn. Økonomisk er demokratiske lande oftest mere velstillede 13

14 end ved andre styreformer, ligesom borgerne generelt har højere levestandard. Formentlig handler det om at den personlige frihed opfordrer borgerne til at arbejde for sig selv og ikke for staten. Diktatur I et diktatur er der ikke stemmeret, typisk bestemmer én person eller kreds af personer alt. Borgeren udenfor denne kreds har ingen mulighed for at påvirke disse beslutninger. Et diktatur har oftest et stærkt militær bag sig. Militæret har det med at gribe ind, hvis tingene ikke går som militæret ønsker det. Mens en demokratisk valgt skal sørge for at behage de stemmeberettigede, så må et diktatur sørge for at behage dem, der støtter dennes position. Et diktatur har kun begrænset pressefrihed eller slet ingen pressefrihed. I de fleste diktaturstater kan det være livsfarligt at skrive eller sige det forkerte. Her er ordet forkert, ment i forhold til den siddende magt. Økonomisk er nogle af landene rige, men der er meget stor ulighed i disse lande, dem der støtter diktatoren har ofte meget mere end den almindelige borger, man siger at der er meget stor ulighed i samfundet. Diktatur eller tvivlsomt demokrati Nogle lande har noget, der på den ene side er minder lidt om demokrati og på den anden side diktatur. I nogle lande har pressen rimelig stor frihed til at skrive og sige det meste, men omvendt må den siddende regering ikke kritiseres. Eller ikke kritiseres alt for meget. Journalisterne skal forsøge at navigere efter en række uskrevne regler og resultatet bliver derfor oftest at den siddende regering ikke modtager kritik. I Iran er der jævnligt valg. Her bliver der valgt et parlament og en præsident. Et parlament er en folkevalgt forsamling, mens præsidenten er valgt direkte i befolkningen, og altså ikke nødvendigvis har opbakning fra parlamentet. Men bag denne facade gemmer der sig et præstestyre, som ikke kan vælges af befolkningen. Præstestyret skal godkende alle regler og love som regeringen og præsidenten vedtager. Præstestyret skal ligeledes godkende alle kandidater til valg. I praksis har det betydet, at alle kandidater skal være rettroende muslimer, og hvem der er rettroende bestemmes suverænt af præstestyret. Hvis man er 14

15 imod et præstestyre, så er man ikke rettroende, med denne logik i hånden er præstestyret reelt sikret magten. I sådanne lande er pressen underlagt en streng censur, dvs. at pressens tekster bliver læst igennem, inden de bliver offentliggjort. Dermed er der tale om et meget begrænset demokrati, hvor folkets stemme i bedste fald har meget begrænset indflydelse eller slet ingen i praksis. Det meste af Mellemøsten og Afrika er i dag lande med enten diktatur eller et tvivlsomt demokrati. Det kommunistiske demokrati Kommunisme anses, af kommunisterne, som demokratisk, fordi det står enhver arbejder frit for at melde sig ind i partiet og gennem den vej at få indflydelse. Hvorvidt det kan kaldes demokratisk, er man dog nødt til at stille sig spørgende overfor. Først og fremmest er det kun arbejderen, der må melde sig ind. Dermed vil man altså fra starten have udelukket alle, der ønsker et helt nyt styresystem. Dermed opfyldes der ikke det krav, man kan stille omkring demokratiet at alle voksne personer kan stemme, der er ligeledes heller ikke konkurrerende partier og endelig er der ikke valg. Ud fra at man kan melde sig ind i partiet hævder kommunister, at der alligevel er tale om demokrati, fordi man kan stille forslag gennem partiet. Ligeledes er det den kommunistiske tankegang, at partiet altid vil gøre det, som er i almenvellets interesse og derfor er der ikke brug for mere end et parti. Når man ser på den måde som kommunismen er blevet og bliver praktiseret på, vil man blive nødt til at konkludere at kommunismen ikke er demokrati, men en diktaturform. Det er dog vigtigt at forholde sig til, at den måde kommunisme er praktiseret på ikke hænger sammen med den oprindelige teori. I teorien skulle enhver borger i et kommunistisk land være berettiget til den samme løn, samme bolig og samme luksus, uanset deres evner. Ifølge Karl Marx er dette, fordi lægen ikke er mere værdifuld end rengøringskonen, der rengør operationsstuen. Hvis kommunisme skulle fungere i virkeligheden ville det kræve, at alle acceptere dette og at alle ydede deres bedste uden et økonomisk intimcement. Dette har i praksis vist sig ikke at være muligt. 15

16 I teorien skulle ethvert medlem kunne forslog forandringer, og de forslag, der var i almenvellets interesse ville så blive vedtaget. I praksis havde enhver, der stillede kritiske forslag, det dog med at forsvinde eller blive sendt i arbejdslejr. Kommunisme var standard i den tidligere Østblok, i dag praktiseres kommunisme kun i ganske få lande og ingen lande har formået at praktisere den kommunisme som Karl Marx lagde op til. Kommunistiske lande blev, og bliver, i praksis drevet som diktatur, hvor pressen er underlagt streng censur og folk der ønsker forandringer har det med at forsvinde. Anarki Mest af alt er anarki fravaret af styreform, alle klarer sig selv som man nu bedst kan og vil klare sig. Der er ingen centralstyring, ligesom regler og love er ophævet eller kun er gældende i små grupper. Der risikerer at opstå anarki ved borgerkrig eller ved naturkatastrofer, hvor myndighederne mister kontrollen over dele af landet. 16

17 Kapitel 2 Definitionen af politik Hvad er politik? Man kan definere politik med følgende sætning: Politik drejer sig om den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for samfundet (David Easton) Politik handler altså om en omfordeling af værdier. Staten tager en vis del af ens indkomst og omfordeler den til andre ting, som staten vurderer, er i almen interessen. Det kan være sundhedssystemet, uddannelsessystemet, forsvaret eller noget helt andet. Politik handler om at staten tager nogle beslutninger og befolkningen følger dem. Hvis man ikke gør det, vil det få konsekvenser. Man kan tvinge en politisk model ned over hovedet på befolkning gennem længere tid, men er erfaringen viser at, på et tidspunkt vil der blive gjort oprør. Den tidligere østblok er et eksempel på dette, den franske revolution er et andet. Rammerne for politik Rammerne for politik ændres konstant. Demografiske forhold, befolkningssammensætningen, spiller ind. I den kommende tid vil der blive flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder på arbejdsmarkedet. Det tyder at færre mennesker skal forsørge flere mennesker. Det vil påvirke landets politik fx med øget skattetryk, øget pensionsalder, mindre pension, mindre service eller andre ting. De økonomiske rammer også sætter en naturlig ramme for landets politik. Det vil ikke være forkert at påstå, der kommer et krav om øget demokrati i takt med den økonomiske udvikling. Det kan skyldes, at et økonomisk veludviklet land har højere uddannelsesniveau. Det kan også hænge sammen med, at når de elementære behov er opfyldt, øges overskuddet til at beskæftige sig med andre ting. (Maslovs behovspyramide) Et autoritært styret land har som regel en mindre udviklet økonomi. Det kan også sættes omvendt op. Demokrati øger befolkningens interesse for samfundet, og dermed mulighederne for økonomisk vækst. Men dette vil næppe i sig selv give en bedre økonomi og dermed bedre 17

18 levestandard. Naturens økosystem, naturens balance sætter også rammer for de politiske beslutninger. Det kan betyde at man fx lægger afgifter på drivhusgasser, CO2 afgifter eller lign. Nogle landes politiske beslutningstagere er mere økologiske bevidste end andre. Man kan også sætte det op sådan, at når landets basale behov er opfyldt, kommer der overskud til at beskæftige sig med fremtidens samfund. selvrealisering Anerkendelse Sociale behov Behov for tryghed Fysiologiske behov Marslow s behovs pyramide. Hvert behov skal være opfyldt i rimelig grad, før man kan gå et trin op. Behovspyramiden er bredt brugt i den vestlige verden som sandheden, men imidlertid ligger der ingen videnskabelige undersøgelser bag teorien. 18

19 Kapitel 3 Grundlæggende demokratiteori Et demokrati forudsætter som udgangspunkt: Alle myndige statsborgere kan stemme En person, en stemme Frie og hemmelige valg Valg mellem konkurrerende partier En repræsentativt valgt forsamling Beslutninger i de repræsentative organer tages ud fra flertalsprincippet. Ikke alle lande har alle seks punkter i lige stor udstrækning. I Sverige skal borgeren tage en af partiernes stemmeseddel, inden man går ind i stemmeboksen og så der jo ikke længere tale om hemmelig afstemning. Minimum vil dem, der styrer valgstedet jo kende ens politiske overbevisning. Det er blevet drøftet i EU om man så har hemmelig afstemning. I Danmark kræves der underskrifter, før et parti må stille op til Folketinget, til gengæld er man så sikret et præsentationsprogram på tv samt adgang til en afsluttende tv debat på valgaftenen. Det er en del af DR s public service aftale. I Sverige kan enhver stille op, til gengæld er man ikke sikret tv tid, ligesom det kræver en ret stor økonomi at opstille, da partiet skal betale trykningen af stemmesedlerne. Almindeligvis anses det vigtigste at dog, at enhver kan stemme frit og at kandidaterne kan udføre deres politiske virke. I Danmark kan alle politikere generelt arbejde frit. Heldigvis er det et særsyn med livvagter i Danmark til andre end statsministeren, men i nogle lande er det almindeligt at selv menige politikere og kandidater må have livvagter. Men også i Danmark kan det have ubehagelige konsekvenser at være politisk aktiv. Det er dog ulovligt at fyre nogle pga. politisk overbevisning. Således måtte Danske Bank betale en rekord erstatning, da man fyrede en mand, der var politisk aktiv i NSAB (Nynazistisk parti). Generelt er der i Danmark dog meget højt til loftet og det er kun de absolut færreste, der behøver frygte repressalier ved at være politisk aktiv. 19

20 Repræsentativt demokrati Ifølge den danske grundlov er der repræsentativt demokrati i Danmark. Vælgerne bestemmer ved hjælp af valg repræsentanter til Folketinget, deraf navnet repræsentativt demokrati. Storkredse Ved Folketingsvalg er landet opdelt i 10 storkredse. I hver storkreds bor der ca stemmeberettigede. I hver storkreds vælges der repræsentanter til Folketinget. Man kan vinde et kredsmandat eller et tillægsmandat. Ved kommunevalg er kredsen det samme som den pågældende kommune, og der vælges byrådsmedlemmer i hver kreds. Landet er inddelt i 10 storkredse og 98 kommunekredse. Hver storkreds er på ca vælgere, dog er Bornholm også en storkreds, uanset antallet af vælgere. Grafik: Andreas Müller 20

21 Hvilken person må stille op? I Danmark er det tilladt for enhver, der må stemme, at stille op. I nogle lande med tvivlsomt demokrati skal kandidaterne godkendes, i fx Iran skal alle godkendes af Præsterådet, i andre lande er det militæret, der skal godkende folk. Ofte ser man, at det bliver misbrugt af magthaverne til at beholde magten. I de fleste vestlige lande er det tilladt for enhver at stille op og der er kun ganske få begrænsninger. Hvilket parti må stille op? Partier, der er i Folketinget må stille op. Ligeledes må ethvert parti udenfor Folketinget stille op, såfremt partiet kan samle ca underskrifter (1/175 af stemmerne ved sidste folketingsvalg, svarende til et mandat) Der er som sådan ingen begrænsninger på, hvad et parti må gå ind for. Hvem må stemme? 18 år Myndig Dansk statsborgerskab Har bopæl i riget Uvalgbar Hvis man har lavet en forbrydelse, der er så slem at man er uværdig til at repræsenterer landet, kan man erklæres uvalgbar. Men selv, hvis man er uvalgbar, så man må gerne stille op, man risikere bare at blive erklæret uvalgbar bagefter af det organ man er valgt til. Partiliste eller sideopstillet Et politisk parti kan vælge at opstille en spidskandidat og derefter nogle kandidater, der står alfabetisk på listen. Kandidaterne er sideordnede opstillet, dvs. at den eller de som får flest stemmer bliver valgt (underforstået at en på listen bliver valgt). Modsætningen er partilisten, hvor bestemmer partiet i hvilken rækkefølge kandidaterne bliver valgt, upåagtet af personlige stemmetal. Så fald ville jeg personligt nok have svært ved at motivere mig til det helt store, hvis jeg stod som nr. 8 på listen. Man kan ligeledes diskutere om det særlig demokratisk at gøre det på den måde. Men det er en partipolitisk debat, der skal tages i hvert enkelt parti. Kandidaten Det er op til hvert enkelt parti, hvordan partiets kandidater udvælges. 21

22 Nogle partier udvælger deres kandidater på åbne møder, hvor partiets medlemmer kan stemme om dem, andre partier lader bestyrelsen udvælge dem på samme måde, som man udvælger folk til jobs. I Liberal Alliance er vi opstillet sideordnet ellers er jeg da heller ikke sikker på, jeg personligt ville bruge så meget tid på et valg. Ulempen er at det i værste fald kan blive en alle mod alle kamp om at få den eller de pladser i Folketinget. Alternativet ville være at partiet havde opstillet listen, udover det åbenlyse problem med at motivere kandidater længere nede på listen til at kæmpe, så vil det også på mig virke forkert at en kandidat, der får fx 300 stemmer kan komme ind selvom en anden kandidat fra samme parti får 3000 stemmer. Det kan hurtigt blive sådan, at man ikke får de bedste kandidater gjort til Folketingsmedlemmer, men derimod dem, der har hængt flest plakater op eller har de mest spidse albuer. I Liberal Alliance udvalgte partiets ledelse, som er valgt af os medlemmer, spidskandidaterne, mens de lokale kandidater blev valgt af storkredsbestyrelsen. Denne fremgang har mødt modstand i pressen. Personligt er jeg tilhænger af den, jeg kan som almindeligt medlem ikke sætte mig ind i fx 30 kandidaters egnethed og så udvælge de ti spidskandidater. Jeg har valgt partiledelsen og så må jeg have tillid til deres dømmekraft, ellers skal jeg jo stemme på nogle andre på landsmødet. Partiledelsen må omvendt have tillid til lokalforeningernes dømmekraft, de kan ikke sidde og tage stilling til flere hundrede mulige kandidater. Alternativet havde været at bede medlemmerne møde op og stemme på hvilke kandidater de synes er mest egnede. Men igen, kan man forvente at et almindeligt medlem skal bruge sin tid på at gennemgå personernes fordele og ulemper? Det kan hurtigt blive den som holder den bedste tale eller er mest kendt i forvejen, og at man er en god skuespiller bliver man jo ikke nødvendigvis en god politiker af. Jeg synes, at det er en god måde vi har valgt at gøre tingene på, men du behøver ikke være. Det er til gengæld vigtigt, at du overvejer, hvad du synes er godt og hvorfor. De fleste partier har mange åbne møder, dvs. også for ikkemedlemmer, og jeg vil opfordre dig til deltage i nogle af dem ved de partier, som du føler dig knyttet til. 22

23 Forholdsvalg og enkeltmandskredse I Danmark er det sådan, at vi har forholdsvalg. Kun få stemmer spildes på den måde. Man får altså det antal pladser som ens procentvis stemmeantal berettiger til. Det betyder også at Folketinget vil have mange forholdsvis små partier. I nogle andre lande, fx England og USA, har man enkeltmandskredse, dvs. at landet er inddelt i kredse, den person, der får flest stemmer får mandatet. Det betyder at lande som England og USA har meget få partier og at der er meget store politiske spændinger internt i partierne. Der opstår derfor næsten partier internt i partierne. Ved enkeltmandskredse kan et lille parti risikere at få fx 20% af stemmerne uden at blive repræsenteret, og det kan man synes er et demokratisk problem. Spærregrænse I Danmark er spærregrænsen 2 %, dvs. får man under 2 % af de afgivne stemmer bliver man ikke repræsenteret og stemmerne er spildte. I Tyskland er spærregrænsen 5% og i Sverige 6%. Tidligere var spærregrænsen minimum stemmer, hvilket i nogle valg (pga. valgdeltagelsen) kunne være mere end 3% af stemmerne. Forskellige former for demokrati ideologier Disse former for demokrati eksisterer oftest i de fleste lande, men det er vidt forskelligt i hvilket omfang. Industrielt demokrati Lønmodtagerne kan gennem samarbejdsudvalg påvirke ledelsen i firmaet. Det kaldes industrielt demokrati, og det benytter langt de fleste virksomheder i et eller andet omfang. Medarbejderens stemme bliver hørt, men medarbejderne har kun sjældent stemmeret og hvis de har, er det kun i begrænset omfang. Hvis lønmodtageren får andel i overskuddet, der eksempelvis placeres i nogle fonde, der igen giver ejerandel af virksomheden, kan lønmodtageren påvirke bestyrelse og på den måde påvirke virksomheden kurs. Økonomisk demokrati I erne arbejdede man aktivt på at indføre økonomisk demokrati, hvilket betyder at medarbejderen havde del i ejendomsretten til produktionen. Planerne blev aldrig gennemført til fulde, da både venstre og højrefløjen var imod forslaget. Venstrefløjen mente, at det ville skabe en mærkværdig blanding af arbejder og kapitalismen. Hvis arbejderen var en del af virksomheden ville lønmodtageren 23

24 dermed også blive kapitalist og ville få et modsætningsfyldt forhold til forurening og fyringer. I dag er økonomisk demokrati dog alligevel blevet en del af lokale lønforhandlinger, i mange virksomheder er det almindeligt at medarbejderen har aktieoptioner som en del af lønnen, dvs. at medarbejderen kan købe en del af virksomheden til en særlig god kurs. Ofte skal medarbejderen dog beholde dem et vist antal år, før de må sælges videre og atter andre bliver pålagt at sælge dem, hvis man skifter arbejdsplads. Dermed er fordelen - og ulempen - ved økonomisk demokrati at medarbejderen yder en ekstra indsats for at virksomheden skal klare sig godt og det er en måde at fastholde lønmodtageren på. Men en egentlig kollektiv ejendomsret er der ikke sket. I stedet har staten oprettet ATP, som en måde at drive virksomhed på. Dette er sket med grundlæggende set stort held. Konkurrencedemokrati: Dette kan anses som en bekvem styreform. Man skal aflevere sin stemme med jævne mellemrum. Det gør det muligt for forskellige eliter (kandidater, partier) at kæmpe om magten på en retfærdig og ordnet måde. Deltagelsesdemokrati: Denne ideologi afhænger af i hvor høj grad befolkning inddrages i beslutninger, som vedkommer dem. Borgerne antages at lære demokratiet ved at udøve det. Det er et positivt frihedsbegreb, da det antages at staten gerne må gribe ind for at sikre demokratiet og det enkelte individs rettigheder. Nærdemokrati Der udøves, så meget demokrati i nærområdet som det er praktisk muligt, fx spørges eleverne i skolen til råds og kan vælge elevråd, der kan sidder med ved skolebestyrelsesmøder, og kan ytre ønsker til ledelsen. Demokratiet har mange fordele, men også ulemper Per definition er demokrati godt og den eneste rigtige styreform. Fordele opvejer da også i rigt omfang ulemper. Fordelene er først og fremmest at borgerne har indflydelse på eget liv og dermed også borgerens lyst og glæde ved at arbejde og uddanne sig, hvilket igen giver dynamik og dermed fremgang til landets bedste. Som jeg kommer ind på i kapitel 1, så er motivationen til at yde sit bedste ikke optimal i andre styreformer. 24

25 Men der er også ulemper. Demokratier er mere tøvende overfor krig, hvilket både kan være en fordel og en ulempe. I 1930 erne er der næppe tvivl om at havde Tyskland været omgivet af et par enevældige konger, så havde Hitler næppe sluppet af sted med sin opbygning af hæren og brud på fredstraktaterne. Omvendt er fred garanten for vækst og velstand og dermed er det også en fordel ikke at gå i krigen uden en meget god grund. Ulempen er også den at det kan være svært for et land at gøre det bedste for landet som helhed, for landets politikere skal vælges af folket. Og folket vil naturligt nok vælge politikere, der vil gøre det bedste for dem og ikke nødvendigvis for landet som helhed. Politikere må altså navigere mellem hvad der bedst på lang sigt og på hvad vælgerne vil acceptere. Ulempen - og fordelen - et demokrati har, er også at selv de meste tossede kan blive valgt på demokratisk vis. Jacob Haugaard blev valgt på at love medvind på cykelstierne og bedre vejr. Ophævelse af demokrati Hvis landets eksistens er truet kan der indføres undtagelsestilstand, hvor de fleste demokratiske regler ophæves. Det burde give statslederen mulighed for at træffe hurtige beslutninger. Det er den udøvende magt, der overtaget styringen i så fald, dvs. regeringen og monarken. I 1920 fyrede Christian d. 10 statsminister Zahle, da denne ikke ville udskrive nyvalg. Det førte til påskekrisen, og i en måned havde man en statsminister, der var embedsmand og ikke valgt af folket. Næste gang demokratiet blev sat ud af kraft var under dele af 2. verdenskrig, hvor besættelsesmagten Tyskland indsatte en regering bestående af embedsmænd, officielt med Erik Scavenius som statsminister selvom denne forsøgte at aflevere sin afsked i

26 Kapitel 4 Demokratiets historie Demokratiet opstod formentlig i Athen i det antikke Grækenland. I bystaten blev væsentlige beslutninger truffet af en forsamling på op mod 5000 mænd. Kvinder, fremmede statsborgere og slaver havde dog ikke hverken tale eller stemmeret. Når en borger i Athen havde aftjent sin værnepligt på 2 år kunne han deltage i forsamlingen, og når han var fyldt 30 år kunne han vælges som embedsmand. Demokrati betyder, at folket skal bestemme. Det har i praksis dog vist sig at være svært for store forsamlinger at blive enige. Romerriget havde et senat, hvor borgere fra hele riget i Rom skulle træffe beslutninger på vegne af andre personer og i sin grundform er det den form for demokrati, vi har i dag. Det kaldes repræsentativt demokrati, fordi de folkevalgte repræsenterer andre borgere. Men med Romerrigets omdannelse til diktatur, og senere kollaps i år 476, forsvandt demokratiet som styreform i Europa. Det islandske Alting blev oprettet så tidligt som i 930. Altinget vedtog bl.a. at kristendommen skulle være landets religion. Også i Danmark var der gennem store dele af middelalderen en form for demokrati, hvor kongen var den største høvding blandt høvdinge. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at den form for demokrati, der eksisterende i middelalderen ikke havde meget med demokrati at gøre set nutidens øjne. Det var kun eliten, der havde ret til at tale og stemme, og frie valg eksisterede slet. Så det er kun ved at strække demokratibegrebet til det yderste, at man overhovedet kan tale om demokrati, før vi kommer til slutningen af 1700 tallet. Men frem til enevældens indførelse havde adelen dog en vis indflydelse på samfundet, ligesom at bønderne havde en smule indflydelse på deres egen skæbne. Enevælden I 1660 blev enevældet indført i Danmark efter et ydmygen- 26

27 de nederlag til svenskerne. Frederik d. 3 blev derfor den første enevældige konge i Danmark. Enevældig betød, som ordet siger, at kongen bestemte alene. Kongen virkede som Guds stedfortræder på Jorden. Det var en konges pligt og ret at herske. Hvis man stillede sig imod dette princip, satte man sig dermed op mod Guds beslutning, der jo havde indsat kongen, ifølge kirke og monarken. Dermed var enhver indflydelse fra befolkning helt væk. Demokratiet genindføres Frem til 1776 var Europa og hele den vestlige verden styret af monarker og despoter. Der var meget stor forskel mellem rig og fattig. Samfundet var opdelt i samfundsklasser, som der op gennem tiden blev stadig større spændinger mellem. I Frankrig eksploderede det i 1789, hvor bønderne sultede, mens Ludvig d. 14, der kaldte sig selv for Solkongen. Han blev kendt for de berygtede ord: Staten, det er mig. Han levede i overdådig luksus med sit hof og havde kun meget ringe kontakt til sit folk. Den franske konge var ikke officielt enerådig. Ludvig d. 14 havde en regering til at hjælpe ham med at lede landet. Han måtte ligeledes søge samtykke med stænderforsamlingerne, men det yderst sjældent de var samlet på nationalt plan. Det sidste møde inden 1788 var således i Ludvig 14. af Frankrig Malet af Hyacinthe Rigaud 1701 Generalstænderforsamlingen, var sammensat af de tre stænder: Gejstligheden: Præster og andre kirkelige Adelen: Dem der havde en kongelig titel, fx greve Tredjestanden: Borgerskabet og de øverste lag blandt bønderne En del provinser havde sine egne stænderforsamlinger, og disse provinser nød privilegier på en række områder og disse privileger ville man forsvare. Kun gejstligheden havde en landsdækkende organisering, mens adelen havde retsvæsenet, som boldværk mod ændringer, mens tredjestanden ikke havde noget landsdækkende. Kongemagten forsøgte flere gange at gennemføre reformer, der skulle skabe mere lighed i landet, men blev stoppet af højesteret, der først og fremmest beskyttede adelen. 27

28 Revolutionen i 1789 blev udløst af modstanden i årene mod de sidste forsøg på reform under den kongelige regerings ledelse. I denne strid fik regeringens politik, som gik ud på at udjævne privilegierne, kun meget lidt støtte fra grupper indenfor tredjestanden, der ligeledes i et vist omfang nød godt af adelens fordele. Det hele endte dog med, at de gik med til at lytte til regeringen og kongemagten, mod at man afskaffede enevælden. Dette førte frem til kravet om sammenkaldelse af generalstænderne. Dette krav måtte regeringen, som var næsten bankerot, bøje sig for i Bønskrifter til kongen viser, at kravet om repræsentative organer var fælles for de tre stænder, men da alle forskellige motiver, kom det alligevel til at ende galt. Tredjestanden krævede dobbelt stemmer, hvilket regeringen gav dem, men om der skulle tælles per hoved eller stand blev man ikke enig i, for på den anden side havde man adelen, der forsøgte at fastholde kongemagten og deres privilegier, hvilket tredjestanden var imod. Rundt omkring i landet blev det til oprør, dette oprør kunne formentlig forholdsvis nemt være blevet nedkæmpet, men adelen og tredjestanden ville ikke være med at til overlade det til kongemagten (at nedkæmpe oprøret). De ville heller ikke selv nedkæmpe oprøret, da det så ville være et brud med monarkiet, hvilket ville svække deres forhandlinger. Dermed endte det med at man i stedet efterkom store dele af oprørenes krav, bl.a. at afskaffe tiende og feudalafgiften. Dermed blev salget af korn baseret på frivillighed og markedet blev mere frit. Bønderne, der dels havde været tvunget til aflevere korn til adelen, dels havde været tvunget til at sælge korn for at skaffe penge til skatter, havde nu mindre brug for penge. Dette førte til forsyningskrise til byerne og førte i den sidste ende til folkerevolutionen, der smed kongemagten på porten. Den franske revolution Efter den blodige revolution spredte de demokratiske vinde sig overalt i Europa, hvor hof og adelen frygtede lignende opstande. På den ene side, havde kongemagten i Frankrig forsøgt at ændre på 28

29 tingene i tide, men de var blevet modarbejdet og havde endt med kompromis på kompromis, der i den sidste ende kostede hele hoffet livet. En sådan situation frygtede andre landes monarker naturligt nok. Den franske revolution blev først afsluttet endeligt i 1794, hvor samfundet havde taget en dramatisk drejning og med Napoleons opstigning til magten, var det sidste ord endnu ikke sagt. Det kan kun anbefales at læse mere om denne meget spændende periode i Europas historie. I denne bog vender vi tilbage til Danmark. En stille revolution i Danmark I Danmark blev det til en meget lille og helt ublodig revolution i 1848, da en demonstration foran hans slot krævede en ny forfatning, der gjaldt Danmark og Slesvig. Kongen havde få timer forinden afsat sit ministerium og kunne derfor træde frem og love borgerne en ny forfatning et år efter. Allerede inden Frederik d. 7 underskrev den første grundlov i 1849 havde han sine betænkeligheder og mente ikke, den ville være til fordel for Danmark. Grundloven betød nemlig at Danmark havde en helt umulig situation. Danmark havde et demokrati i landet og et enevældigt styre i Slesvig- Holstein. Med novemberforfatningen (1863) forsøgte regeringen at få samlet riget som et demokrati, hvilket gav Preussen en undskyldning for at starte krigen mod Danmark. Den krig, der som bekendt endte med nederlaget ved Dybbøl og endegyldigt slog fast, at Danmark ikke længere militært kunne være med. Men nederlaget ved Dybbøl havde ikke kun negative konsekvenser. Det var om noget det nederlag, der samlede riget og gjorde Danmark til en nation. Grunden til at Danmark i dag er en selvstændig nation skulle vise sig ikke at handle om militær eller diplomatisk magt, men derimod vores unikke placering. Således turde tyskerne ikke tage hele landet i 1864, da det ville give dem kontrol over adgangsvejene til og fra Østersøen. Det ville med sikkerhed føre til krig mod både Sverige og Rusland. Stormagterne var altså enige om, at det var en fordel, at de danske farvande var styret af et lille militært ubetydeligt land. Dette forstod de danske politikere og valgte at acceptere den ny rolle i Europa. Fra dette tidspunkt i historien stoppede det danske militær med at spille en betydningsfuld rolle. 29

30 Dette øgede Danmarks velstand ganske betydeligt, da man fremover kun brugte få penge på militæret. I Danmark fik kvinder stemmeret i 1915 og fra 1978 blev stemmeretten sat ned til at alle 18-årige må stemme, medmindre de er umyndige, og det er kun meget få i Danmark. 30

31 Kapitel 5 Folketinget Der er 179 pladser i Folketinget. Heraf vælges de 175 i Danmark, 2 i Grønland og 2 på Færøerne. Mandaterne bestemmes af befolkningsantallet og geografi i Danmark. En særregel betyder dog at Bornholm har to mandater, uanset antallet af borgere. Hvordan kommer et parti i Folketinget? Partiet skal opnå mindst 4 mandater, for at blive repræsenteret i folketinget. Dette kalder man for spærregrænsen. Begrundelsen er, at det vil være umuligt, eller handlingslammende for landets politik, hvis Folketinget bestod af et utal af små partier med 1 eller 2 mandater. Antal vælgere Antal mandater = x 100 Antal, der stemmer Undtagelsen er, hvis en enkelt person, der stiller op i kreds skaffer nok stemmer til et kredsmandat, i så fald trækker denne person partiet ind i Folketinget, også selvom partiet har mindre end 2% af stemmerne. Fremskridtspartiet fik 3 mandater ved valget i 1998 med Kirsten Jacobsen i spidsen på denne måde. Kun en enkelt gang er det lykkes for en løsgænger at blive valgt, nemlig i Her blev Jacob Haugaard valgt ind på at love mere medvind på cykelstierne og flottere julegaver. Jacob Haugaard blev dog mere realpolitisk, da han først blev valgt ind og fik i sin valgperiode oprettet et alkoholafvænningshjem på Bornholm (m.m.). For at stille op til Folketinget skal man sandsynliggøre, at ens parti har en vis opbakning, dvs. at man skal indsamle og få godkendt underskrifter, (1/175 af stemmerne ved sidste folketingsvalg, svarende til et mandat), cirka Hvis man vil stille op som løsgænger til folketinget skal man samle blot underskrifter. Et parti, der er repræsenteret i Folketinget skal ikke samle underskrifter, da partiet jo har fremvist en vis opbakning. Der er ingen tvivl om at en sådan regel forhindre useriøse partier i at stille op, men det er ligeledes en ordning, der møder kritik, fordi flere partier udenfor Folketinget mener, det er urimelig svært, at få en godkendt underskrifterne af In- 31

32 Magtdelingens lære Montesquieu ( ) udformede magtdelingslæreren, som vestlige demokratier arbejder efter. Staten skal altid være opdelt i tre dele, som kontrollere hinanden. Dette burde sikre individets rettigheder. Lovgivende magt: Folketing Den udøvende magt: Regering, politi Den dømmende magt: Domstole Man anvender udtrykket retsstat om de lande, hvor denne magtdeling foregår. denrigsministeriet. Underskriveren skal både underskrive for partiet og efterfølgende skal denne bekræfte sin underskrift. Indenrigsministeriet mener, at det ellers er for nemt at snyde med underskifterne. Ethvert parti må stille op til Folketinget, hvis man kan indsamle underskrifter nok til det, og der er som sådan ingen begrænsninger på, hvad et parti må gå ind for. I 2005 gik Minoritetspartiet fx til valg på at afskaffe den seksuelle aldersgrænse og indføre borgerløn. Partiet opnåede dog kun ganske få tusinde stemmer. Men i Danmark må man arbejde demokratisk på stort set alt. Hvem må stille op? I kapitel 2 er forklaret, hvem og hvordan man stiller op. Grundloven Samtlige love i landet er underlagt grundloven, dvs. at man ikke kan vedtage love, der er i modstrid med denne. Grundloven er lavet sådan, at den kan forhindre et parti i at overtage magten af demokratiske vej, som Adolf Hitler gjorde i Et parti kan altså ikke ændre grundloven eller afskaffe demokratiet selvom de opnået et flertal i Folketinget. Hvis et parti fx ønsker at afskaffe demokratiet eller monarkiet kan dette dog godt lade sig gøres, så skal partiet blot have ændret grundloven. Dette sker efter et kompliceret sæt regler. Grundlæggende kræver det at 66% af Folketinget skal støtte ændringen, derefter skal befolkningen stemme om dette. Hvis befolkningen støtter ændringen kan den dog først vedtages efter der har været nyt folketingsvalg, hvor der igen skal være flertal for ændringen med mindst 66% af stemmerne. En grundlovsændring er altså ikke noget man bare lige gør. Dermed har man sat en effektiv bremse i at et populært parti kan lave uoprettelig skade på kort tid. Samtlige love i landet er underlagt grundloven, dvs. at man ikke kan vedtage love, der er i modstrid med denne. Statsministeren skal ifølge grundloven udskrive valg minimum hvert fjerde år, hvis statsministeren nægter at gøre det, skal militæret afsætte regeringen og udskrive valg, og nægter de at gøre det, så er det, at man taler om der er sket et stats- 32

33 kup. Det er aldrig sket i Danmark og intet tyder på, det vil ske, så det er for Danmarks vedkommende langt ude i teorien. Regeringen Regeringen vælges ikke direkte af folket. Den vælges af Folketinget. Efter et folketingsvalg, udpeges der af kongen/ dronningen en forhandler. Det er i den person fra det parti, som man forventer, vil danne regering, og personen vil derfor formentlig blive statsminister. En regering er den udøvende magt (se boks s. 28), den består af en statsminister og en række ministrere, der er ansvarlige for hvert deres område. Der er intet krav om at ministre skal være folkevalgte. Ministrene udpeges af statsministeren og skal godkendes af den siddende regent. Vi skal mange årtier tilbage, før regenten har afvist en minister, i dag er det en formel sag. Regeringen behøver ikke have et flertal bag sig, men det må ikke have et flertal imod sig. Forhandleren skal så have kontakt med hvert enkelt parti for at høre, hvem partiet vil pege på som statsleder. I praksis giver dette oftest ikke de store problemer, da dette ofte gennem valgkampen op til valget er blevet afklaret. Det vil være helt usandsynligt at et socialistisk parti skulle pege på en borgerlig regering eller omvendt, men det er muligt. Det står oftest hurtigt klart, hvem der skal danne regering. Dette er typisk allerede en realitet på valgaftenen. I firserne tog det dog længere tid, her var landet uden regering i mere end tre uger, fordi den siddende statsminister Poul Schlüter ikke umiddelbart kunne sikre sig at der ikke var flertal imod sig selv, mens der heller ikke var flertal for Socialdemokratiets Svend Auken. En regering kan altså godt have forholdsvis få mandater, den skal så bevæge sig rundt, således den ikke får et flertal imod sig. Hvis regeringen får et flertal imod sig ved et lovforslag, er den ikke tvunget til at gå af, men kan ikke gennemføre forslaget og må acceptere et nederlag. Nogle gange fører det til at regeringen går af, men en regering kan også fremlægge et forslag, som den ved vil blive nedstemt. Det sker så af taktiske årsager overfor vælgerne, der kan se, hvem der stemmer imod. Det kan også ske det, at oppositionen, altså partierne der 33

34 ikke er regering, pålægger regeringen at gennemføre en politik, som regeringen ikke ønsker. Så siger man der er flertal udenom regeringen. Regeringen skal følge Folketingets flertal. Ellers kan den blive udsat for et mistillidsvotum, som vil tvinge den til at gå af. Hvem sidder i Folketinget? Vælgerne bestemmer, hvem der skal sidde i folketinget, men det er partierne og deres medlemmer, som bestemmer, hvem der opstilles som kandidater. Hvis man vil opstille til Folketinget må man altså finde et parti, der vil opstille én (medmindre man vil opstille som løsgænger eller oprette sit eget parti). Et parti som Liberal Alliance har cirka 6000 medlemmer, af dem er omkring 1000 aktive medlemmer, og af de 1000 er måske 200 interesseret i at stille op. Det er altså en meget lille del af vælgerne, som bestemmer, hvem de andre vælgere kan stemme på. Dette ser ikke særlig demokratisk ud, men det er dog op til én selv, at opsøge denne indflydelse gennem medlemskab af et parti. Partikrise eller ej? Medlemstal i et parti Stemmetal ved sidste valg = Organisationsprocent Alle partier har forholdsvis lave procenter, men afspejler dog hvor et stort bagland partiet har. For mange partier har organisationsprocenten været nedadgående i de senere år, men Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og i særdeleshed Liberal Alliance har oplevet markant medlemsfremgang de senere år. Den lave aktivitet fra borgerne generelt har gjort, at man taler om en krise for demokratiet. Nogle snakker om at folketinget ved at give 20 kr. pr. stemme, har fremmedgjort vælgere og de folkevalgte. Man kan måske hævde, at folketinget er blevet en del af statens administration. Andre hævder, at det er den manglende interesse som nødvendiggjorde dette skridt. Da Poul Nyrups regering indførte 20 kroner pr. stemme, var begrundelsen at gøre partierne uafhængig af lobbyisme. Dermed mente regeringen, at man bedre kunne lave den politik, der var bedst for landet i stedet for at lave politik ud fra hvem, der har støttet partiets kampagner. 34

35 Man kommer dog ikke udenom at systemet støtter de etablerede partier, således vil et parti som Socialdemokraterne efter et valg modtage 20 kroner x 1 million stemmer, mens et lille parti som Kristendemokraterne vil modtage 20 kroner x stemmer. Alle partier skal offentligt oplyse bidrag på over kroner. Dette sker ligeledes for at modvirke lobbyisme. Ved at skabe stor gennemsigtighed er det hensigten at vælgerne kan gennemskue, hvilke partier der modtager støtte fra hvilke interesseorganisationer og firmaer. Liberal Alliance er ofte blevet kaldt for Saxo Bank partiet, fordi vi har modtaget temmelig store summer penge fra banken til at markedsføre partiets mærkesager. Saxo Bank er dog langt den eneste sponsor af partiet, Mærsk er en anden storsponsor. Men når man tænker nærmere over det, er det vel egentlig ikke mærkeligt at banker, firmaer og andre vælger at støtte netop Liberal Alliance. Vi går ind for at sænke selskabsskatten, fjerne topskat og hæve bundfradraget (og meget andet naturligvis). Vores motiv til dette, er at vi ønsker at få gang i væksten og dermed reducerer arbejdsløsheden, mens deres motiv er at tjene flere penge. Man kan altså sige, at vi ønsker det samme ud fra vidt forskellige motiver, men det ændrer ikke på, at vi ønsker det samme. For vælgeren er det altså muligt at se, hvem der betaler til hvilke parti. Hvis man er uenig med den beslutning har man mulighed for at handle andre steder, ligesom man kan beslutte at handle med et firma, hvis det støtter det parti man selv støtter. Folkeafstemning Ved en folkeafstemning stemmes der om en bestemt sag. Det kan eksempelvis være om medlemskab af EF som i Dette kaldes direkte demokrati. Nogle folkestemninger er vejledende afstemninger, folketinget vil derfor ikke være tvunget til at følge beslutningen, men jeg har ikke fundet et eksempel på man i Danmark ikke har fulgt en sådan afstemning. Denne form for demokrati bruges imidlertid ikke ret meget, da man ikke kan forlange at landets borgere skal tage stillingen til de mindste ting. Det kan ligeledes være svært for en borger at sætte sig ind i om det er en fordel eller ulempe med fx en bro. Derfor vælges repræsentanter. 35

36 Kapitel 6 Folketinget og den politiske proces En lov er et sæt regler, som skal forsøge at regulere samfundet, så der ikke opstår anarki og lovløshed. En lov kan være årevis om at blive til, mens andre bliver til på få dage. Hvordan bliver en lov til? Alle love skal behandles tre gange. Ved første behandling er der en principiel drøftelse af lovforslaget, dette sker i forskellige udvalg. Derefter kommer det en tur omkring Folketinget, hvor det drøftes af partiets ordfører på området. Derefter er det tilbage i udvalget, hvor det bliver 2. behandlet, processen gentages før lovforslaget kommer til afstemning i Folketingssalen. Partierne ved altså godt, om et lovforslag vil blive vedtaget eller ej. EU EU spiller en ikke ubetydelig rolle for vedtagelsen af love i Danmark. Danmark kan blive pålagt at ophøje direktiver til lov, dvs. at EU har besluttet en fælles lovgivning som skal vedtages i de enkelte lande. Nogle ting er altså ikke bestemt direkte af Danmark, men bestemt at EU, hvor Danmark kun spiller en vis rolle. EU traktater har altså til formål, at give EU suverænitet på bekostning af de enkelte lande. Alle kan sætte sig ind i, at det ikke nytter meget at kun Danmark stopper forurening af Østersøen, hvis Polen fortsætter forureningen. Omvendt kan EU også dikterer lovgivning som er i direkte modstrid med danske interesser. Omkring år 2000 forbød Danmark ukrudtsmidlet RoundUp, fordi man mente det skadede miljøet, men da resten af EU ikke var enig i den danske forskning endte det med at Danmark måtte acceptere salg af dette. Handlingsrammer Danmark er ikke længere en ø i en Europa eller verden. Danmark er et lille land, som handler med resten af verden. Derfor er de fleste også enige om EU er en god ting - i hvert tilfælde som handelsunion. Hvis Danmark har meget højere afgifter på erhvervslivet kan en virksomhed flytte sin produktion til et andet EU land. 36

37 Det er i dag ligeså nemt som at flytte fra en kommune til en anden. Derfor drejer det sig om harmonisere (ensarte) landenes lovgivning. Det sker via. EU direktiver. EU integrationen har medvirket til en stigende tendens til at styrke regering og administration på bekostning af Folketinget. Her taler vi om at korporatismen kommer til at spille ind. Det menige folketingsmedlem har svært ved at sætte sig ind i lovforslag, fordi han ikke har det ekspertpanel som regeringen har til rådighed. Man taler om at folketingsmedlemmet bliver fremmedgjort overfor jobbet, og ikke til fulde kan forstå de love, han er med til at vedtage. Det er således nemt at forstille sig, hvordan den enkelte borger må føle sig, når end ikke Folketingsmedlemmerne forstår de vedtagne love. Folketing kontra regering Langt de fleste love forslås af regeringen. Det skyldes, at de har adgang til et netværk af embedsmænd og eksperter. Det har Folketingets medlemmer ikke, dette kan set fra en demokratisk synsvinkel være betænkeligt. Da det netop kan gøre det svært ved det enkelte folketingsmedlem at forstå, hvad personen stemmer for eller imod. Det giver god mulighed for at lobbyister kan komme til. Lad os kort gennemgå hvad de forskellige opgaver er for Folketinget, og dets organer. Folketinget (179 medlemmer) Vedtager love efter 3 behandlinger. 1. behandling: Principiel drøftelse af lovforslag 2. behandling: Enkelte paragrafer diskuteres, ændringsforslag kan stilles. Drøftelse af forslaget i sin helhed 3. behandling: Ændringsforslag stilles Afstemning om ændringsforslag Herefter om hele forslaget Bestemmer regeringsdannelse og hvor længe en regering kan sidde Kontrollere den siddende regering med forspørgelser og motiverede dagsordner. Åbningsdebat Finanslov debat Forespørgselsdebatter Debat om offentlig anliggende 37

38 Stående udvalg Hvert ministerium har et udvalg, hvert udvalg har 17 medlemmer (valgt efter partiernes størrelse). "Lovværksted" Enhver borger i Danmark kan få foretræde for et udvalg. Modtager repræsentanter for interesseorganisationer Formandsposten bestemmes af et flertal udenom regeringen De fleste love er allerede (reelt) vedtaget her, inden de når ud til afstemning Præsidium Folketingets "bestyrelse" De fem største partier er repræsenteret. En formand og fire medlemmer Ombudsmand Klageinstans Hvis man har klaget til alle andre instanser kan man bagefter klage til ombudsmanden. Ombudsmanden aflægger hvert år en beretning til Folketinget Står under Folketinget, dog følges hans beslutning i de fleste tilfælde. Statsrevisorer Revision af finansloven og dens udførelse Revisionen gennemgår finansloven, og ser om der bruges for lidt eller for meget. Der er tale om en kritisk revision. Partiernes folketingsgrupper De personer, som er valgt ind i folketinget Hver gruppe har formand og næstformand Gruppen er ofte mere eller mindre enerådig for partiets politik Ved meget vigtige sager indkaldes partiets hovedbestyrelse I Danmark er der stor partidisciplin, dvs. at alle i partiet stemmer det samme - Medmindre stemmeafgivningen er givet fri i en sag. Partiet kan ekskludere et medlem, men denne mister ikke retten til at sidde i Folketinget af den grund. Alle folketingsmedlemmer er valgt personligt 38

39 Forholdstalsvalg Folketingsvalg - Fakta Valg hvert 4. år eller når regeringen væltes eller den udskriver valg. Statsministeren kan til enhver tid udskrive valg med 3 ugers varsel. For at stille op kræves at partiet enten sidder i folketinget eller har ca underskrifter. Enhver myndig danskstatsborger må stille op, hvis denne har 150 underskrifter. 179 mandater Spærregrænsen er 2% (=4 mandater) Opstillet kandidater opstilles af partiets aktive medlemmer, evt. hovedbestyrelse En regering må ikke sidde med et flertal imod sig. Den siddende regering kan forsætte efter valg, hvis den ikke har et flertal imod sig. 39

40 Kapitel 7 Kommune og valg En kommune er et nærområde, der styres decentralt. Dette kaldes for nærdemokrati. Som navnet fortæller, betyder det demokrati i nærmiljøet. Ved kommunevalg er stemmeprocenten en smule lavere end ved folketingsvalg. Antal vælgere Stemmeprocent = x 100 Antal, der stemmer Kommunerne har selvstyre i et vist omfang. Der kan dog stort set ikke rokkes ved skattetrykket, mange opgaver er pålagt af Folketinget, og de økonomiske frie rammer er dermed bundet på en lang række områder. Staten udstikker hvert år en lang række rammer, for hvordan kommunerne skal forvalte deres penge, man kan derfor med rette påstå, at selvstyret er begrænset. Det er dog i vidt omfang op til det enkelte byråd at beslutte lokale processer fx vejnettet, sundhedsservice og undervisningsniveauet. Folketinget har dog vedtaget en lang række mindstekrav, som skal opfyldes. I 2007 blev de 270 kommuner lagt sammen til 98 kommuner. Det er hensigten, dette skal give mere ensartede behandling i kommunerne og at det skal give mindre administration per borger og i den sidste ende koste mindre. Her i 2011 er dette dog ikke tilfældet, tværtimod er administrationsomkostningerne eksploderet. På skoleområdet bruger man i dag 19% af pengene på administration. Der kan være stor forskel på hvilken service hver enkelt kommune giver borgerne. Dette skyldes mange faktorer. I Århus har man en befolkningstæthed pr. km2 på 629. Dvs. at der bor 629 mennesker på hver kvadratkilometer. Til sammenligning så har en kommune som Jammerbugten en befolkningstæthed på 45. Tidligere bestod en kommune som Jammerbugten af fire små kommuner, der hver havde sit rådhus, hver sin borgmester og hver sin administration. Dette kostede mange penge, ved at skabe et større befolkningsgrundlag i hver kommune, 40

41 forventes det, at hver enkelt opgave vil koste mindre per borger. I 2007 (i 4. udgave af denne bog) skrev jeg at, det ville blive afgjort hvorvidt det lykkes om et par år. Det tyder desværre på at kommunerne ikke er blevet billigere at drive. Dels er udgifterne til kommunerne fortsat med at vokse, dels er administrationsomkostningerne vokset massivt. I snit blev der i 2010 ansat 65 nye personer hver dag i kommunerne, 30 af dem var administrativt personale, i samme periode er der nedlagt mere end 5000 lærerstillinger, men også hjemmehjælp, rengøring etc. er blevet beskåret. Dermed begynder der at tegne sig et billede af at kommunalreformen ikke bliver den forventede succes. Store og små kommuner Det er naturligvis sådan at en arealmæssig stor kommune har nogle ulemper og fordele i forhold til fx skoledistrikter og lægedistrikter, men har måske så fordele ved andre dele af driften, fx vil landkommuner bruge færre penge på lysreguleringer og færre penge på vejnettet, da vejnettet bliver mindre slidt end i byerne. En lille kommune har kun få - hvis nogen - stordriftsfordele. For at kompensere for at fx undervisningssystemet i en lille kommune koster mere pr. indbygger end i en stor kommune, har man lavet en udligningsordning, hvor de rigeste betaler til de fattige kommuner. En kommune har et byråd. Et byråd er folkevalgte borgere, der har til opgave at styre kommunen og fastsætte kommuneskatten for den enkelte kommune. Den skat ligger typisk mellem 18-22%. Regionsråd Amterne blev opløst per 1. januar 2007 og blev afløst af 5 regioner. Regionernes primære opgave er indenfor sundhedsvæsenet. Dvs. hospitaler, sygehuse, psykiatri og handicappede. Derudover har de ansvaret for regionens kulturelle udvikling. Regionerne kan ikke udskrive skatter og er pålagt at løse opgaverne indenfor nogle nøje, af staten, fastsatte økonomiske rammer. Samtidig er flere opgaver splittet mellem regionsrådene og den enkelte kommune, det har vist sig at give store problemer. Genoptræning af nogle ting er fx op til kommunerne, mens andre ting er op til regionsrådene, og det har ført nogle groteske sager med sig, hvor borgerne bliver fanget midt imellem. 41

42 Personligt mener jeg, at regionsrådene er oprettet med det ene formål at skiftende regeringer har en syndebuk for fejl og økonomisk kaos i sundhedssystemet. I Liberal Alliance har vi arbejdet længe på at få nedlagt regionerne, og i sommeren 2011 begyndte flere partier at være åben overfor dette. 42

43 Kapitel 8 Bevægelse, interesseorganisation og partier Parti: Har et samlet program for samfundsudviklingen Har et valgprogram og stiller op til valg Har et bagland, medlemmerne er organiseret Græsrodsbevægelse Baseret på en enkeltsag, fx Dyrenes Beskyttelse Har ikke en samlet plan for samfundet Stillet ikke op til politiske valg Spontant opstået på en enkeltsag Medlemmerne er i langt mindre grad organiseret Evt. aktionsformer Interesseorganisation Søger aktivt politisk indflydelse, Repræsentere en bestemt gruppe. fx LO og DA Udfører lobbyisme Organiseret bagland Interessefremføring og Korporatisme Hvordan får interesseorganisationerne indflydelse? Interesseorganisationer får indflydelse bl.a. gennem trepartsforhandlinger. Dvs. at industrien, arbejdere og regering diskuterer forskellige muligheder for at nå et mål. Eksempelvis Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Landsorganisationen af fagforbund (LO) samt den siddende regering. Organisationerne kan også prøve at få indflydelse gennem lobbyisme. Her tillægges der ingen større vægt på regeringens farve og sammensætning. De prøver i stedet at fremlægge deres synspunkter og påvirke beslutningsprocessen. Det vil være næsten umuligt at komme igennem med særinteresse, derfor fremføres der som regel almeninteresse som argument. Det er dog værd at bemærke man udmærket kan forklæde en særinteresse som en almeninteresse. 43

44 Eksempel: Hvis DA taler for lavere mindsteløn, vil de ikke lægge vægt på at det vil skaffe større profit, men i stedet lægge vægt på at det vil forbedre landets konkurrenceevne og dermed forbedre beskæftigelsen, hvilket igen vil føre til en bedre økonomi for landet som helhed. Dermed er det i almen interesse at sænke lønningerne, at det fører til højere profit vil ikke blive prioriteret. Lobbyisme anses ikke som noget positivt, da det som regel vel være særinteresser skjult bag argumentation om almeninteresse (se ovennævnte eksempel). For at undgå alt for meget lobbyisme og for at undgå at interesseorganisationer køber sig til indflydelse skal alle bidrag over kroner til partier oplyses og være offentlig tilgængelig. Korporatisme Korporatisme er en betegnelse for, hvordan modstående interesseorganisationers interessevaretagelse kan forenes i et samarbejde, som fører til fælles beslutninger. Det kan ske direkte mellem de to parter, eller det kan ske med staten som tredje part. Det sidste er det mest almindelige i Danmark. Igennem korporatisme får staten stillet ekspertbistand til rådighed. Det handler altså om at staten og interesseorganisationer skal prøve at finde en fælles løsning, der tilfredsstiller alle parter et langt stykke hen af vejen. Korporatisme i Danmark kommer til udtryk igennem trepartsforhandlinger. Man arbejder her ud fra hver organisation og stat har samme overordnet målsætning. Det anses for givet at hverken arbejdsgiver, arbejdstager eller stat ønsker øget inflation og forværret konkurrenceevne. Man forventer altså at alle parter arbejder for almeninteressen. 44

45 Kapitel 9 Vælgere og ideologi Vi har allerede talt om folketinget og den politiske proces, Nu skal vi kigge på vælgerne. Bevægelige vælgere: Vælgere opdeles i to grupper: Kernevælgere, er personer, som stemmer på det samme parti to eller flere valg i træk. Marginal vælgere, er personer, som skifter part fra valg til valg Når der føres valgkamp er det primært en kamp om sidstnævnte gruppe, mens man forventer kernevælgerne vil blive på deres plads. I starten af århundredet henvendte hvert parti sig til hver sin gruppe borgere, og hvert parti havde hver sin avis. I dag er kun de færreste aviser partiaviser og alle partier forsøger at finde vælgere i alle samfundslag. I Danmark er der en stigende tendens til øget antal marginalvælgere, hvorfor vi også ser mere intense valgkampe, hvor partierne henvender sig til alle grupper borgere. Klassepartier og ideologi De forskellige partier henvendte sig i det meste af sidste århundrede altså til forskellige grupper i samfundet. Socialdemokraterne henvendte sig til arbejderklassen og lavere uddannet, mens Venstre henvendte sig til bønder, og Konservative til de selvstændige. Men dette mønster passer i stigende grad dog ikke i dag. I dag er partier mere fragmenterede, men hvor der bl.a. kan tales om elitebaserede partier, massebaserede partier, etniskbaserede partier og valgbaserede partier. Partierne i dagens folketing kan man dog grundlæggende opdele i borgerlige og socialistiske partier, dog kan partier fint arbejde sammen af den grund. 45

46 En ideologi udtaler sig om hvordan et samfund burde være. Venstre Højre = Socialisme = Liberalisme/konservatisme Nogle typiske træk: Venstre (socialisterne) Stor offentlig sektor Prioritering af beskæftigelse Styring af marked Højre ("de borgerlige") Lille offentlig sektor Prioritering af lave skatter Markedskræfter Socialisterne (venstre side af Folketinget) i dagens folketing er Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale De borgerlige (højre side af folketinget) i dagens folketing er Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Man kan snakke om at venstre side af folketinget ønsker at beskytte og formynder over befolkningen. Dermed undgår man at alt for mange "falder igennem". Den højre side går mere ind for princippet om "sin egen lykkes smed". Det er op til den enkelte hvorvidt man får succes eller fiasko i livet. Dette er en meget firkantet opstilling, og det er gennem de sidste tyve år blevet stadig svære at fastholde denne akse. Både socialdemokraterne og partiet Venstres politik har været præget af at søge mod midten. Det vil sige, at ingen partier i dag går ind for at afskaffe arbejdsløshedsunderstøttelse, bistand og en lang række andre sociale ydelser. Der er heller ingen partier, der længere arbejder for rendyrket socialisme eller for rendyrket liberalisme. Man taler om, at der er trangt på midten af dansk politik. Dette skyldes i høj grad at partierne kæmper om marginalvælgerne, som vi vender tilbage til senere i kapitlet. Bemærk i øvrigt at selvom DF er reformsocialister, så samarbejder de mest med de borgerlige partier. Realpolitik har imidlertid gjort at dette, da ingen socialistiske partier har ønsket at samarbejde med dem. 46

47 Ideologier i korte træk Konservatisme (Konservative) At fastholde det nuværende som har vist sin bæredygtighed og uundværlighed, fx skoler, kirke De svage i samfundet skal beskyttes, men kun i nødvendigt omfang. Socialisme (EL og SF) Planlægningsøkonomi, så produktionen ikke forårsager arbejdsløshed og miljøødelæggelse. Kapitalismen er af det onde, og skal bekæmpes. Marxistiske tankegang. Robin Hood politik. Reformsocialisme (S, R og DF) Markedsøkonomi under kontrol Privatiseringer bør ikke ske Miljø prioritering Hård beskatning af erhvervslivet Robin Hood politik Liberalisme (ingen) Ejendomsret er ukrænkelig Staten skal ikke blande sig i mere end højst nødvendigt. De svage må klare sig selv Minimal stat Socialliberalisme (Liberal Alliance og Venstre) Ejendomsret er ukrænkelig Staten skal ikke blande sig i mere end højst nødvendigt. De svage i samfundet skal hjælpes til at kunne klare sig selv. Mindre stat Personlig frihed Grøn ideologi (alle partier) Vægt på miljøet Miljøet som en afgørende faktor i alle beslutninger Nazisme (DSNB) Der findes en overlegen menneskerace, hvis ret og pligt det er at herske over de øvrige racer. I Danmark har denne ideologi ikke slået igennem, og partiet NSAP har kun få gange kunne samle nok underskrifter til at stille op til kommunevalg. Det er værd at bemærke at de fleste partier i Danmark har taget lidt fra alle ideologier. Man kan også stille sig spørgende overfor om ret mange af partier i dag er tro mod deres ideologi. I de sidste ti år, hvor Venstre har haft regerings- 47

48 magten er der kommet flere offentligt ansatte, statens budget er øget og der er kommet over 2000 nye regler og forbud, der har indskrænket borgernes frihed. Under Nyrup regeringen blev der privatiseret massivt, selvom dette faktisk er imod deres grundlæggende ideologi. Marginalvælgere Som tidligere nævnt forsøger partierne i dag er være mere brede for at få flest stemmer. Marginale vælgerne er i dag mange og dvs. at man kan flytte på dem, mens kernevælgeren kun meget svært flyttes. Marginal vælger antallet øges og det kan skyldes: Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Klasseskel eksisterer ikke i samme grad Mediernes indflydelse Kvinder Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, kom der samtidig en ny flok vælgere, som hver havde, eller fik, deres selvstændige mening. Før frigørelseskampen var det almindeligt, at kvinderne stemte det samme som deres mand. I dag forsøger partier ofte at henvende sig direkte til kvinder ved at tale om bløde værdier, da det antages at kvinderne helst vil tale om dette. Klasseskel - relativ fattigdom Klasseskellet i Danmark eksisterer fortsat, men slet ikke i samme grad som tidligere. Selv de fattigste har det markant bedre end for 100 år siden. For 100 år siden var der en reel risiko for at ens børn sultede, mens vi i dag taler om relativ fattigdom, så talte man dengang om fattigdom. Relativ fattigdom betyder at man har væsentlig færre penge til rådighed end gennemsnittet, men fortsat har penge til mad, tøj, sko og husleje. Man har ikke fastsat en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, men oftest betragter man en person som fattig, hvis denne har under halvdelen af, hvad en gennemsnitsdansker har i løn. Selvom det giver mening at tale om begrebet, så er der indbygget et problem i selve begrebet. Når landet bliver rigere vil der komme flere relativt fattige, mens der kommer færre, når landet oplever nedgang i rigdom. I Danmark er der kommet flere relativt fattige de sidste ti år. Der har været en stor økonomisk vækst, så mens mange er blevet rigere, så er der nogle, der ikke har øget sin 48

49 indtægt, men da der har været økonomisk krise de sidste to år er antallet af relativt fattige danskere faldet, fordi flere er blevet mindre rige. Man kan så diskutere, om denne gruppe reelt er blevet fattigere eller rigere. Hvis naboen har fået kroner mere til sig selv om året og jeg kun har fået 1000 kr., er jeg så blevet 1000 kroner rigere eller 9000 kroner fattigere? Man kan også vende den om og spørge om jeg er blevet rigere fordi naboen er blevet fattigere. Klasseskellet er blevet mindre og dermed giver det mindre mening at tale om arbejderparti eller et borgerligt parti, fordi det er blevet mindre klart, hvem der er hvem. Udtryk som de borgerlige og arbejderklassen eksisterer dog fortsat, men uden samme betydning som tidligere. Mediernes rolle Før i tiden havde hvert parti sin egen avis. Det betød at man ikke læste modpartens argumenter. I dag beskæftiger langt de fleste aviser sig med alle partier. Hvert partis holdning kommer altså til udtryk. Dette har forøget marginalvælgerne, og har gjort at partierne kan hente vælgere fra alle dele af samfundet. Mediernes indflydelse er i dag massiv, således har Internettet ændret måden at tale med vælgerne på. I dag har næsten alle kandidater/folketingsmedlemmer mere direkte adgang til vælgerne enten via blogs eller via Facebook. Men avisernes indtog på nettet har også gjort at de har en meget kortere deadline, det har den fordel at der kommer flere ting frem, men det har også den ulempe at selv ret banale historier kan komme til at fylde urimelig meget. I mere end fjorten dage - 24 timer i døgnet - måtte Henriette Kjær således lægge ryg til at hendes mand var en svindler. Facebook opdateringer bliver brugt som kilder og mere eller mindre eksperter bliver brugt som hurtige kilder til mere eller mindre lødige historier. Flere politikere har efterlyst mere indhold frem for form. I sommeren 2011 holdt Anders Samuelsen en tale på Bornholm, hvor EB var tilstede. Fokus blev, at der kun var 30 tilhører (i øvrigt i silende regn), mens man intet skrev om, hvad der egentlig blev sagt fra talerstolen. Et andet eksempel var at Helle Thorning var på besøg i Libyen og at hun der havde medbragt en rød taske, til gengæld kunne man intet læse om, hvad mødet handlede om og hvad hun var der for. Det bliver svært for vælgerne at træffe in- 49

50 formerede beslutninger ud fra sådanne dækninger af politikernes gøren. Marginal vælgerne øges derved, men hvad værre er, så har de svært ved at træffe beslutning, der handler om politisk overbevisning frem for om man kan lide personen eller ej. Populisme Denne, negative, betegnelse bruges på en person eller parti, som ikke har en rigtig ideologi, men som tager stillingen alt efter hvad der er populært at sige. Her tænker man ikke så meget på højre/venstre men går op i enkeltsager. Der tænkes end ikke på partiets ideologi, der tænkes på, hvad der kan tiltrække stemmer. Man kan hævde den idealistiske tankegang nedprioriteres, og politik markedsføres som alt andet. Selvom dette egentlig er en negativ betegnelse, så har praksis vist, at alle partier i dag markedsfører sig som om de solgte vaskepulver. Kun ganske få partier har klippefaste holdninger, men ændrer holdninger i takt med befolkningsstemningen. Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har ændret deres politik ganske markant de sidste ti år. Venstres formand gik ind for minimalstaten frem til valget i 1998, hvor de ikke vandt regeringsmagten. SF og S har de sidste to år ændret stort set hele deres politik. I 2008 gik S således ind for at fjerne efterlønnen, mens de i dag kæmper for at bevare den. I 2005 lød det fra formanden Helle Thorning at både folkepension og efterlønnen måtte begrænses, men det var meget upopulært og man har ændret mening. Nogle partier går altså efter at vejre morgenluft, dvs. at de ser hvad der er populært og skynder sig at sige noget om det. Det sker ofte efter en tv udsendelse eller en avisartikel at en person fra et parti træder frem og kræver handling. Realpolitik I Liberal Alliance har vi de samme holdninger i dag som da vi lå på 0,0% af stemmerne. Dansk Folkeparti har også de samme holdninger som de altid har, man kan til gengæld godt diskutere om at partierne altid stemmer overens med disse holdninger. Der er nemlig nogle gange ikke altid overensstemmelse mellem realpolitik og ideologisk politik. Det er det, som vi skal se på i dette afsnit. Eksempel: Dansk Folkeparti gik til valg på at bevare efterlønnen 50

51 uændret, men den økonomiske realpoliti tvang partiet til at være med til at forringe efterlønnen fra 5 til 3 år. Mod at gå med til at forringe efterlønnen fik partiet indført øget grænsekontrol, selvom de to sager jo intet har med hinanden at gøre. Men DF ved at dette betyder meget for deres vælgere og regeringen havde brug for at stemmerne, derfor gik de med til en handel, som formentlig ikke har den helt store betydning for kriminaliteten, selvom det markedsføres sådan. Nogle gange er en del af handlen ligefrem at et parti får lov til at få præsentationen overfor medierne. Her kom DF til at markedsføre aftalen så godt, altså som om at grænserne blev lukket, at EU reagerede voldsomt. I virkeligheden er der tale om at ca. 1 ud af 1000 biler bliver kontrolleret. Men markedsføringen af en aftale er vital for at kunne sælge ens forhandling til sine vælgere. Eksempel 2: I dette eksempel tager jeg vores eget forlig med regeringen, fordi jeg kender meget til det. Liberal Alliance var en af arkitekterne bag at dagpengeperioden blev forkortet fra 4 til 2 år. Dette er i fuld overensstemmelse med partiprogrammet og hvad vælgerne i sin tid stemte for ved at stemme på partiet. Men det, der er interessant er forløbet. LA fremlagde en vækstplan, der i store træk lød, selskabsskatten halveres, bundskatten hæves og topskatten fjernes, maksimalt 40% skat, multimedieskatten afskaffes. Papirarbejdet reduceres, diverse erhvervstilskud skulle væk, og så kommer det interessante: For at dels finansierer det, dels for at sikre arbejdskraft nok, fjernes efterlønnen og dagpengeperioden halveres. Inden jeg vender tilbage til, hvori paradokset består, så lad mig forklare hvad de forskellige ting betyder og hvorfor vi ønsker det. Selskabsskatten er på 25% i Danmark, i EU er den i gennemsnit 23,2 % og i Bulgarien er den blot 10%. Det betyder at hver gang en dansk virksomhed tjener 100 kroner, så skal 25 kroner betales til staten, mens en bulgarsk virksomhed skal betale 10 kroner for hver tjent 100 kroner. Et dansk forlag som mit eget skal altså lægge tjene mere end mine bulgarske konkurrenter for at være konkurrencedygtigt. Er mit overskud på 1 million før skat, så har jeg altså kroner at investere i firmaet, mens min bulgarske 51

52 konkurrent har kr. at investere. I praksis slæber den danske virksomhed altså rundt med et anker om fødderne. Resultatet er at mange danske virksomheder enten flytter til udlandet eller går fallit. Andre vælger at lade sig opkøbe af et udenlandsk selskab og slipper gennem skattelovgivningen for at betale skat overhovedet. Vores tanke er, at hvis selskabsskatten er lavere end vores nabolandes, så vil man flytte sin virksomhed til Danmark, og dermed arbejdspladserne. Bundskat, er det beløb man skal tjene, før man begynder at betaler skat. Hvis man hæver denne grænse, så tjener folk mere for det samme arbejde. Det kan betyde at timelønnen falder. Det vil i særdeleshed være en fordel for lavtlønsområderne. Man vil altså tjene det samme på at arbejde det samme. Topskat betales ikke kun af de rigeste, faktisk betaler man topskat allerede ved i indtægt, dvs. man skal betale 62% af hver krone man tjener udover de kr. Argumentet for at have topskat er, at det skaber større lighed i samfundet, hvilket er rigtigt. Men det har også den ulempe at læreren ikke gider arbejde ekstra og at lægen ligger og lægger fliser frem for at betale sig fra det. Hvis man fjerner topskat vil man altså kunne få flere til at arbejde mere, men endnu vigtigere man kan få lægen til at hyre en gartner frem for at denne selv lægger fliserne i haven. Det vil skabe arbejdspladser, for husk på at vi har lige sikret at timelønnen blev lavere. Derudover ønskede vi så nogle (for firmaet) administrative tunge skatter væk, ligesom erhvervslivet ville miste nogle tilskudsordninger, som ligeledes kan være administrativt tunge at danse med. Ideen var altså den, at man lavede en vækstplan, der ville skaffe mange ekstra arbejdspladser til Danmark i de kommende år, for at sikre at der var arbejdskraft nok, skulle dagpengeperioden nedsættes, ligesom raske 60-årige ikke måtte forlade arbejdsmarkedet før de var 65 år. Den pakke, der endte med at blive vedtaget var, at halvere dagpengene, fordi det ville spare mange penge. Ja, javel ja, men uden en vækstpakke risikerer man jo at de bare går fra en ydelse til en anden. Det giver absolut ingen mening. Så vores tanke var den at ja, nu fik vi så gennemført en del af vores politik, det trak i den rigtige retning, og så var den naturlige konsekvens af at halvere dagpengene, at man sikrede der kom flere arbejdspladser til landet. Desværre er det ikke gået sådan, tværtimod er der kommet endnu flere afgifter, endnu flere blanketter at udfylde. 52

53 Men hvad var alternativet for Liberal Alliance, der havde de afgørende mandater? Partiet kunne have droppet at stemme for halveringen, som er en del af partiprogrammet, det ville partiets vælgere have meget svært ved at forstå. Der ville også være en ganske betydelig risiko for at være blevet til grin i processen, fordi det jo netop var partiet, der havde presset på for at få dagpengene halveret. I stedet valgte partiet at være tilfreds med at få gennemført reformen og så arbejde videre på at få gennemført de øvrige vækstreformer senere. Man kan sige at partiet anså det som sandsynligt, at når man halverede dagpengeperioden ville det naturlige skridt være at sikre væksten efterfølgende. Dette mål endte regeringen, da også med at nå til enighed om, men langt fra på den måde som LA forstiller sig vækst. Regeringen har valgt at give forskellige tilskud til håndværkere og lave nogle offentlige investeringer, det private erhvervsliv fik en fedtskat og et par andre afgifter. Det vi kan konkludere om realpolitik er: For et parti handler det om at trække Folketingets beslutninger i den rigtige retning i forhold til sin egen ideologi. Som du kan læse, er realpolitik altså en blanding af holdning, viden og hvad der er praktisk muligt indenfor de rammer samfundet har. Det er vigtigt, at man har en holdning til spørgsmålet. Holdningen afgør, hvordan man vælger, at gribe problemet an. Hvis man ser arbejdsløse som dovne hunde, der bare skal have et spark, vil man naturligt nok gribe problemet anderledes an, end hvis man ser arbejdsløshed som e menneskelig tragedie. Men en holdning uden viden er helt håbløst, det nytter ikke noget at tale om høj arbejdsløshed og jeg tror at, i politik handler det om at indsamle viden omkring det konkrete emne og forhåbentlig være så modtagelig overfor den viden, at det enten bekræfter eller afkræfter et problem, og endnu vigtigere at man kan benytte denne viden til at komme med løsninger eller løsningsforslag, altså hvad der er praktisk muligt. 53

54 Kapitel 10 Partier i Danmark Som vi har gennemgået i de forrige kapitler, så er der repræsentativt demokrati i Danmark. Lidt firkantet og meget forenklet betyder det, at man skal stemme på et parti til et valg, kun de færreste kan finde partier, som de er helt enige i, og vælger dermed et parti, der ligger rimelig tæt på ens egne mærkesager, dvs. de sager som betyder mest for en. Hvert parti har forskellige mærkesager, hvilket vil sige de sager, som er dem, der betyder mest for dem, hvis man melder sig ind i et parti og er aktivt, er det oftest nødvendigt, at man kan tilslutte sig disse sager. Man snakker tit om de borgerlige, midten og socialisterne. Det skyldtes at man i gamle dage havde partier der repræsenterede bestemte grupper i befolkningen. Fx var socialdemokraterne et parti for arbejdere, dvs. at paritet arbejdede altså mere eller mindre kun for at forbedre arbejdernes vilkår i samfundet. Venstre henvendte sig til landbruget og De Radikale henvendte sig til husmænd (folk, der boede på landet uden at være bonde) og lærde. Man talte derfor om at partierne lå omkring en politisk akse, men efterhånden gav den ikke længere mening, fordi der kom flere og flere partier og hvert parti holdt sig ikke kun at tale for sin gruppe. I dag kan man tale om den social-liberalistiske akse og den grønne-markedskræfter akse. På den modsatte side kan du se, hvor de forskellige partier ligger. De fire begreber. Socialistiske partier (i Danmark) går ikke ind for at indføre kommunisme, men ønsker en høj social profil, altså velfærdsydelser, godt sundhedsvæsen, måske endda borgerløn, stor offentlig sektor. Liberalisme i Danmark har, i sin oprindelig ideologi (forklaret tidligere) trange kår og liberalisme i Danmark er derfor ikke det samme som at afskaffe alle velfærdsydelse, privatisering af alt og ingen statsindblanding. Liberalisme i Danmark er nærmere lave velfærdsydelse, privatisering af det, der kan privatiseres, lav skat, personlig frihed, fokus på at erhvervslivet har gode kår osv. 54

55 Grøn ideologi betyder at man tænker grønt i alle beslutninger, fx hvis Danmark har brug for mere strøm, at man så tænker vindmøller, selvom kulkraft vil være billigere. Naturen er et fælles ansvar. Markedskræfter betyder at det er markedskræfterne der skal bestemme, fx om det skal være vindmøller eller kulkraft, naturen er ens eget ansvar, fx at borgeren kan købe vindkraft energi eller lade være. Der er meget stor forskel på, hvordan man placerer dem på På de kommende sider kan du læse om de danske partier, der stiller op til Folketinget eller er i gang med at samle underskrifter. Ved hvert parti skriver jeg hvad jeg tror der sker efter det kommende valg. Grøn ideologi EL SF Soc Q DF Rad Socialisme V K liberalisme I markedskræfter

56 Enhedslisten (Ø) Partiets historie Enhedslisten er Danmarks mest venstreorienterede parti, der er repræsenteret i Folketinget. Partiet blev dannet af VS, DKP og Socialistisk Arbejderparti (SAP) i EL kom første gang i folketinget i Partiets opbygning er en kollektiv ledelse, hvilket ved flere finanslovsforhandlinger har givet problemer for folketingsgruppen, da denne ikke kan gøre noget uden at have opbakning fra bestyrelsen først. Som folketingsmedlem af EL modtager man ca kroner i løn, resten af lønnen som folketingspolitiker (ca ) går til partikassen. EL er det eneste parti, hvor der er et rotationsprincip, dvs. at ingen politikere må sidde mere end 8 år. Politisk leder: Kollektiv ledelse Ideologi: Socialisme Kernevælgere: Arbejdere, arbejdsløse, unge, udsatte grupper Mærkesager: Imod NATO og EU, økologi, arbejdsløshed Arbejdsløshed: Bør have førsteprioritet Kriminalitet: Er et symptom på arbejdsløshed og sociale problemer Sundhed: Legalisering af rushmidler Uddannelse: Flere penge, færre elever i klasserne Offentlig sektor: Stort velfærdssamfund Miljø: Tænke grønt i alle beslutninger EU: Er grundlæggende imod, men for handelsunion Flygtninge: Ser ikke noget problem, forbedret integration De sidste 4 valg EL fik i 1998 fem mandater og var SR regeringens støtteparti, dog var det begrænset med indflydelsen, hvilket måske var begrundelsen til at partiet gik et tilbage i I 2005 fik partiet seks mandater, men har ikke haft nogen indflydelse. Op til valget i 2007 valgte man at opstille fundamentalisten Asmaa Abdol, der nægtede at give hånd til mænd og erklærede sig godt tilfreds med at danske soldater blev dræbt i Irak. Partiet styrtdykkede i meningsmålingerne op til valget og de tabte 2 mandater og over 30% af stemmerne i forhold til sidste valg. Hun er siden blevet bedt om ikke at opstille ved det kommende valg. Nyere betydningsfulde personer Asmaa Abdol skulle formentlig tiltrække muslimske vælgere, da hun var tildækket med tørklæde, men undervejs i sin 56

57 valgkamp lykkes det for hende at erklære sig tilhænger af den irakiske modstandsbevægelse, der lavede terror mod civile og dræbte danske soldater. Hun nægtede at give hånd og formåede at sætte sharialoven over grundloven. Igen og igen forklarede hun det med misforståelser. Valget blev en katastrofe for EL, der mistede mere end 30% af stemmerne og kun lige akkurat blev repræsenteret i Folketinget. Hun blev siden, ifølge rygter, bedt om ikke at stille op igen. Senest gjorde hun sig bemærket ved at nægte at følge de almindelige sikkerhedsregler i en lufthavn. Det er sjældent én person i den grad har smadret et helt parti, derfor anser jeg hende som betydningsfuld. Efter valget EL har efter et valg reelt ingen indflydelse, de har malet sig op i en krog, hvor de kun kan sige ja til S-SF s politik, alternativet er at vælte regeringen, hvilket vil være helt utænkeligt. EL vil forsøge at få rullet dagpenge og efterlønsreformen tilbage, men det er helt usandsynligt, der er flertal for det. 57

58 Socialistisk Folkeparti (F) Partiets historie SF er et venstreorienteret parti, hvis ideologiske udgangspunkt er socialismen. Partiet blev stiftet af den af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) ekskluderede kommunist Aksel Larsen i SF tog fra starten afstand fra diktaturet i Sovjetunionen, fordi partiet mente, at socialismen er udtryk for en udvidelse af demokratiet, ikke det modsatte, således tog SF også afstand fra en voldelig omstyrtelse af samfundet. Med Gert Petersen og i særdeleshed senere Holger K. Nielsen blev SF et parti, der bevægede sig fra protestparti til et parti, der indgik i praktisk politik. I dag er lederen Villy Søvndal. Politisk leder: Villy Søvndal Ideologi: Reformsocialisme Kernevælgere: Arbejdere, unge, offentlig ansatte Mærkesager: Arbejdsløshed, offentlig sektor Arbejdsløshed: Kortere arbejdstid, orlovsordninger Kriminalitet: Symptom på social ulighed Sundhed: Ser den nuværende som pinlig og skal forbedres Uddannelse: Forbedring af Folkeskolen Offentlig sektor: Forbedret og forstørres indtil dette er nået. Miljø: Alternativ energi, grøn ideologi EU: Kritisk tilhænger Flygtninge: Tage maksimalt 3000, hjælp i nærområder De sidste 4 valg I 1998 havde SF 13 mandater, hvilket de også holdt ved valget, hvor de fortsatte samme SR regeringens støtteparti. Det er dog langt fra de 26 de havde i firserne. I 2001 tabte partiet et mandat og mistede enhver indflydelse. Da partiet yderligere mistede et mandat i 2005 var faktum at daværende formand Holger K. Nielsen godt nok var respekteret i befolkningen, men ikke kunne sælger stemmer og han blev derfor udskiftet med den nuværende og jævnaldrende formand. Det lykkes for partiet ved valget i 2007 at gå frem til 23 mandater, altså plus 12 mandater. Siden da Villy Søvndal og hans støtter trukket partiet tættere på Socialdemokraterne. Nyere betydningsfulde personer Holger K. Nielsen indførte at partiet arbejdede med kompromisser, hvilket var ukendt tidligere. 58

59 Efter valget Villy Søvndal og Helle Thorning går til valg sammen og har grundlæggende den samme politik, hvilket absolut ikke er uden omkostninger i forhold til baglandet, der er utilfreds med den højredrejning der er sket på fx indvandring/ flygtninge området, hvor man stort set har adopteret Dansk Folkepartis politik. Mange i baglandet mener man har givet køb på SFs grundholdninger for at komme til magten, hvis den glipper, er der risiko at for at den uro bluser op. Udover det vil SF vælgerne opdage, at partiet enten må føre en politik, der ligger væsentligt fra partiets partiprogram eller også vil mange vælgere opdage, at der ikke er overensstemmelse mellem det der blev sagt før valget, og hvad der bliver ført af politik efter valget. 59

60 Socialdemokraterne (A) Partiets historie Socialdemokratiet blev stiftet i efteråret 1871 af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff for at organisere voksende arbejderklasse på et socialistisk grundlag, der sikrede arbejderne retfærdige levevilkår. I 1924 blev partiet det største parti med 36,6 procent af stemmerne, og dannede regering med Thorvald Stauning som statsminister. Partiet er hovedarkitekten bag vores velfærdssamfund. Fra havde Socialdemokraterne stort set magten konstant med få undtagelser var den længste periode uden partiet sad i regeringen. Partiet var sidst i regering fra , med Poul Nyrup som statsminister. Politisk leder: Helle Thorning-Smith Ideologi: Reform socialisme Kernevælgere: Arbejdere, offentlig ansatte, arbejdsløse Mærkesager: Arbejdsløshed, velfærdsstaten Arbejdsløshed: Ses som flaskehalsproblem, efteruddannelse Kriminalitet: Forebyggelse, ser arbejdsløshed som grund. Sundhed: Forbedres ved bedre lønninger, import af læger Uddannelse: Forbedres gennem mere efteruddannelse Offentlig sektor: Så stor som det er nødvendigt Miljø: Mere vind og sol energi EU: Positiv Flygtninge: En stram, human politik De sidste 4 valg I 1998 gik S et mandat frem, men daværende leder og statsminister blev fældet på efterlønssagen og ved valget i 2001 måtte partiet aflevere 11 mandater og regeringsmagten. Mogens Lykketoft blev leder året efter, men det endte med valgnederlag i 2005 og han forlod samme aften formandsstolen. I stedet blev den urutineret Helle Thorning-Smith valgt ved valgkamp med få stemmer mere end Frank Jensen, der siden trak sig fra landspolitik. Ved valget i 2007 led hun ikke kun den tort ikke at blive statsminister, men Socialdemokraterne gik 2 mandater tilbage og fik det dårligste valg nogensinde i partiets historie. Nyere betydningsfulde personer Anker Jørgensen fik skylden for at Danmark var tæt på fallit i firserne, dette er ikke hele sandheden, da (heller) ingen borgerlige partier ville hjælpe med at indføre de nødvendige reformer. Ikke destro mindre huskes han som den sidste arbejder, der ledede landet og nyder i dag respekt overalt, hvor han færdes. 60

61 Poul Nyrup Rasmussen byggede videre på den politik, der var lagt af Poul Schlüter og hans politik førte til at Danmark fik rekordlav arbejdsløshed og massiv privatisering, til trods for dette voksede den offentlige sektor voldsomt i hans regeringstid. Efter valget Socialdemokraterne har lanceret Fair Løsning sammen med SF, som bl.a. går ud på at alle skal arbejde 1 time mere om ugen, dette skal efter planen indbringe 15 milliarder ekstra til statskassen. Ingen eksperter er enige i den vurdering, til trods for talrige henvendelser til partiet, er det ikke lykkes at få et svar på, hvordan det giver andet end øget arbejdsløshed at hæve arbejdsugen fra 37 til 38 timer. Dertil kommer, hvordan det skal gennemføres. Der er kun en ting, der virker sikkert med Socialdemokraterne, det er at de går efter magten, men det er helt umuligt at få svar på, hvad de egentlig vil bruge magten til. Der hele drukner i indpakning og meget lidt indhold, der konstant ændrer sig alt efter, hvilken vej de politiske vinde blæser. Hvis Socialdemokraterne ikke vinder regeringsmagten, er der lagt op til et blodigt opgør i partitoppen. Hvis de vinder magten, tyder alt på at samfundet vil fortsætte med nogenlunde samme politik bare med flere skatter og afgifter. 61

62 Radikale Venstre (B) Partiets historie Partiet opstod i 1905, da en gruppe i Venstre mente, at Venstre havde svigtet en del vælgere. Dengang var et af de store punkter at sænke valgretten til 21 år. De Radikale har ofte været i koalitionsregeringer, hvor de har haft stor indflydelse til trods for relativ få mandater. Partiet har samarbejdet med både højre og venstrefløjen gennem årene, og arbejdede således i firserne sammen med den borgerlige regering og i halvfemserne sammen med socialdemokraterne. Politisk leder: Margrethe Vestager Ideologi: Socialliberalisme Kernevælgere: Akademikere, lærere, intellektuelle Mærkesager: Uddannelse, sænkning af skatter, miljø Arbejdsløshed: Bekæmpes ved forbedret konkurrenceevne og EU Kriminalitet: Forbyggende indsats, lav arbejdsløshed Sundhed: Forbyggende indsats, personligt ansvar Uddannelse: Faglighed og opbygning af det hele menneske Offentlig sektor: Udbygges og forbedres med (efter)uddannelse Miljø: Bæredygtigt, økologisk og økonomisk EU: Tilhænger Flygtninge: Anstændig behandling, kan være en gevinst for landet De sidste 4 valg I 1998 havde partiet ligget stabilt omkring 7-10 mandater i en længere periode, hvilket hverken valget i 1998 eller 2001 ændrede på. Men i 2005 gik man 9 mandater frem og havde 17 mandater, men det var alligevel begrænset med indflydelsen. Det fik partiet til at pege på daværende leder Marianne Jelved som statsminister og forsøge den anden vej som de kaldte det. Pressen døbte det hurtigt til den forkerte vej, og i 2007 opstod Ny Alliance som resultat af længere tids utilfredshed. Partiet gik ved valget samme år tilbage med 8 mandater og partiet skiftede formand til den nuværende. Nyligt betydningsfulde personer Niels Helveg Petersen var blev valgt første gang i 1966 og derefter 12 valg i træk. Han var formand for partiet fra og økonomiminister fra Marianne Jelved kom i Folketinget i 1987 og blev formand et år senere. Hun var formand frem til 2007 og har været økonomiminister i små ti år under skiftende Nyrup regeringer. 62

63 Efter valget Det er lykkes for Vestager i sidste øjeblik at begynde at lave realpolitiske forhandlinger med VK regeringen. Derfor betyder det i virkeligheden måske ikke det helt vilde for Radikale, hvem der vinder statsministerposten. Hvis Løkke fortsætter har de tydeligt fremvist at de ønsker indflydelse, men vinder Helle Thorning er der mulighed for at komme i regering, men det er en regering, som de på afgørende punkter virker til at være uenige med. Derfor virker det mere og mere usandsynligt, at de går ind i regeringen, men derimod bliver et støtteparti, der vil tage sig betalt fra sag til sag for at støtte regeringen. Radikale har afvist at rulle dagpengereformen tilbage, og de har indgået aftale om at forringe efterlønnen, dette vil de holde fast i. 63

64 Liberal Alliance (I) Partiets historie Partiet med Naser Khader i spidsen opstod som udbrydergruppe af Det Radikale Venstre efter længere tids utilfredshed. Partiet kom ind med 5 mandater i I sommeren 2008 skrottede man partinavnet, hele partiprogrammet og smed de resterende medlemmer ud. Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll designede derefter en liberal politik sammen med Leif Mikkelsen, hvor man har fire mærkesager, max 40% skat, færre forbud, gang i væksten og mindre bureaukrati. Medlemmerne begyndte hurtigt at strømme til og partiet ligger i dag til at 8-10 mandater. Medlemmerne har pt. ikke den store indflydelse på partiets politik, men dette vil blive ændret efter valget i Politisk leder: Anders Samuelsen Ideologi: Socialliberal Kernevælgere: Liberale fra alle samfundslag Mærkesager: 40% skat, færre forbud, gang i væksten og mindre bureaukrati Arbejdsløshed: Bekæmpes ved forbedret konkurrenceevne, max 40% skat m.m. Kriminalitet: Forbyggende indsats, lav arbejdsløshed Sundhed: Forbyggende indsats, personligt ansvar Uddannelse: Ønsker reform, der bygger på viden og ikke følelser. Offentlig sektor: Der ansættes 930 hver gang 1000 går på pension. Miljø: Bæredygtigt, både økonomisk og økologisk EU: Handelsunion, imod at fjerne forbeholdene. Flygtninge: Anstændig behandling, for indvandrer gælder åbne grænser og lukkede kasser. Det sidste valg Partiet blev, under navnet Ny Alliance, valgt ind i 2007 med 5 mandater. Partiet gik derefter i opløsning af forskellige grunde, den væsentligste var dog at Samuelsen, Seeberg og Kahder slet ikke havde afstemt forventningerne med hinanden inden partiet blev startet, så for Samuelsen var det er liberalt projekt, og for Kahder et projekt, der handlede om at holde DF udenfor indflydelse. Siden da har partiet ændret navn, kommet med et partiprogram og valgte at smide alle resterende medlemmer ud. Siden da er partiet vokset til lidt over 6500 medlemmer. 64

65 Nyligt betydningsfulde personer Anders Samuelsen har egenhændigt genfødt partiet og har sikret at der er et liberalt alternativ til de nuværende partier. Partiet kendetegner sig ved at tage betaling på de fire mærkesager og ellers stemme for resten. Efter valget LA peger på Lars Løkke som statsminister, i mangel af bedre. LA er meget kritisk overfor den siddende regering. Fordelen er, at hvis den fortsætter, bliver det med stor sandsynlighed sådan at LA vil være tungen på vægtskålen, hvilket vil give stor indflydelse. Partiet vil så kræve betaling på mærkesagerne for at stemme for regeringens politik. Hvis Helle Thorning bliver statsminister vil partiet fortsat forhandle og søge indflydelse, men den bliver helt sikkert mindre end ellers. Partiet har i meningsmålinger det sidste år ligget og svinget mellem 8,8 % og ned til 2,5%, så det er svært at forudsige valget. Liberal Alliance er helt sikkert at finde i Folketinget efter valget, men om det er med 5, 8 eller 16 mandater synes helt åbent. Liberal Alliance har haft forbløffende stor indflydelse det sidste år, hvor det er lykkes at få halveret dagpengeperioden, få forringet efterlønnen og nu ser det ud til at der danner sig flertal for at nedlægge regionerne. Til gengæld måtte LA erkende at man stod udenfor finansloven 2010, da regeringen ikke ville imødekomme kravene om at fjerne multimedieskatten, iværksætterskatten, fjerne fedtskatten og udligningsskatten for pensioner. 65

66 Venstre (V) Partiets historie Partiet blev stiftet i 1870 og var dengang et modspil til partiet Højre, som det altså var til venstre for, deraf navnet. Venstre ville sikre frie valg, lighed for loven og ytringsfrihed. I 1901 havde partiet 76 ud af 114 pladser i Folketinget). Gennem de næste 100 år havde Venstre i flere omgange regeringsmagten i forskellige koalitionsregeringer og var bl.a. med til at genoprette økonomien med Kanslergadeforliget og Kartoffelkuren. Venstre har haft regeringsmagten siden 2001 først med Anders Fogh Rasmussen som statsminister (til 2009) derefter overtog Lars Løkke Rasmussen. Politisk leder: Lars Løkke Rasmussen Ideologi: Social liberalisme (hævder de) Kernevælgere: Selvstændige, privat ansatte, landmænd Mærkesager: Frihed, lighed, personligt ansvar Arbejdsløshed: Beskæres af dagpengeperiode, kontanthjælpsloft Kriminalitet: Strengere straffe Sundhed: Færre, men større og bedre, hospitaler Uddannelse: Flere gennem systemet hurtigere. Offentlig sektor: Skal vokse mindre end den private sektor. Miljø: Fælles EU regler, ingen grønne afgifter indtil da EU: Særdeles varm tilhænger Flygtninge: Stram politik, hjælp i nærområder, madpakkeordning, tvangshjemsendelse. De sidste 4 valg I 1998 måtte daværende leder Uffe Elleman Jensen konstatere, at han var mindre end 1000 stemmer fra at blive landets statsminister, han valgte umiddelbart efter at gå af som formand, hvorefter Anders Fogh Rasmussen blev valgt. Venstre der havde opnået et uændret 42 mandater i 1998, i 2001 gik man frem til 56 mandater og blev landets største parti. Partiet dannede regering med De Konservative med DF som støtteparti. I 2005 gik partiet 4 mandater tilbage, men de beholdte regeringsmagten. Venstre er under Anders Foghs ledelse blevet beskyldt for at være forvandlet til et Socialdemokrati light, og at man har glemt de liberalistiske tanker for at tækkes midtervælgerne, dvs. marginalvælgerne. I 2007 gik partiet yderligere 6 mandater tilbage og Lars Løkke overtog formandsposten og dermed statsministerposten i Nyere betydningsfulde ledere Uffe Ellemann gjorde Venstre i firserne til et stort parti på bekostning af De Konservative. Han tabte formentlig rege- 66

67 ringsmagten, da han hånligt erklærede sejren for sikker dagen før valget i Anders Fogh Rasmussen vil blive husket som den første venstre statsminister der blev genvalgt. Han vil også blive husket som en katastrofal leder, der først og fremmeste havde en ambition om at beholde magten. Under hans ledelse lykkes det at gennemføre en kommunalreform, der øgede administrationen, en politireform, der fjernede politiet fra gaderne og satte dem foran computerskærmen og en sundhedsreform der ikke havde nogen virkning, ligesom de lykkes at lave adskillige skolereformer uden at blande fagkundskaben ind i processen. Fogh vil blive husket som en landets absolut dårligste statsministre nogensinde. Efter valget Hvis det lykkes for Venstre (og Konservative) at beholde regeringsmagten vil de formentlig for første gang være uden absolut flertal med DF. Det vil formentlig bane vejen for at der sammen med Radikale og Liberal Alliance kan føres liberal politik. Hvis de taber magten er det ikke nødvendigvis sikkert at Lars Løkke går som formand, det er muligt han satser på et hurtigt comeback, alt efter hvordan mandatsammensætning i Folketinget er blevet. Venstre bliver ved et nederlag sikkert som forvandlet og vil fremføre sig som et liberalt parti. Venstre har gennemført dagpengereform, efterlønsreform, fået gennemført en kommunalreform, politireform og en sundhedsreform, deres opgave er nu at få de ting til at fungere efter hensigten. Regionerne bliver formentlig nedlagt, hvis regeringen fortsætter. 67

68 Konservative Folkeparti (C) Partiets historie Partiet blev stiftet i 1915 og udspringer fra partiet Højre, som man ønskede en fornyelse af. Konservative kæmpede for at indføre værnepligt og styrkelse af landets forsvar, bedre uddannelse, bekæmpelse af alkohol og bevarelse af folkekirke. Partiet har i flere omgange været i forskellige regeringskoalitioner, og havde fra statsministerposten (Poul Schlüter). Konservative har været i regering siden Politisk leder: Lars Barfod Ideologi: Konservative Kernevælgere: Middelklasse, rige, selvstændige, funktionærer Mærkesager: Gud, konge og fædreland, mindre skat Arbejdsløshed: Beskæres af dagpengeperiode, kontanthjælpsloft Kriminalitet: Strengere straffe, flere fængsler Sundhed: forbedres ved import af læger, behandling i udlandet Uddannelse: Forbedres gennem mere efteruddannelse Offentlig sektor: Opretholdes på nuværende niveau. Miljø: Økonomi før miljø EU: Positiv Flygtninge: Hjælp i nærområder, madpakkeordning, tvangshjemsendelse, når det er muligt. De sidste 4 valg Efter flere store skandaler i halvfemserne med magtkampe, efter Hans Engel kørte galt i en brandert, blev partiet næsten halveret i 1998, hvor de gik fra 27 til 16 mandater. I 2001 beholdt de samme mandattal og overtog sammen med Venstre regeringsmagten, i 2005 vandt de to mandater. Siden da er både Bengt Bendtsen og Lene Espersen blevet gået som partiformænd. Men også Lars Barfod er blevet beskyldt for at være for samarbejdsvillig med Venstre og DF og lade partiets mærkesager være for meget i baggrunden for at tækkes marginalvælgerne. Partiet fik i 2007 et uændret valg og har fortsat 18 mandater, meningsmålingerne har dog været katastrofale de sidste to år. Nyere betydningsfulde ledere Poul Schlüter samlede partiet efter en række blodige interne kampe. Han blev lidt hånligt kaldt for parfumesælgeren og blev set som en middelmådig leder, der kun skulle være der i 68

69 ganske kort tid. Jeg har ikke kunne finde begrundelsen til tilnavnet parfumesælgeren, for han er uddannet advokat. Imidlertid lykkes det for ham at samle partiet og sikre nogle gode valg. Han var landets statsminister fra , hvor det lykkes for hans regeringer at vende en truende bankerot til økonomisk fremgang, som Poul Nyrup kunne bygge videre på. Hans Engel var en lovende og populær formand, da han kørte galt i en brandert. Han tog konsekvensen og trak sig helt ud af politik. Det hjalp dog ikke partiet, der kastede sig ud flere formandsopgør, der sendt partiet ned på 10% af stemmerne. Efter valget Hvis det lykkes for Konservative (og Venstre) at beholde regeringsmagten vil de formentlig for første gang være uden absolut flertal med DF, som De Konservative har et anstrengt forhold til. Det vil formentlig bane vejen for at der sammen med Radikale og Liberal Alliance kan føres mere borgerlig politik. Det vil der være brug for, for efter ti år i regering har man stort set ikke fået gennemført noget af sin egen politik. Af samme grund ser man og vil man se de mest mærkværdige markeringer fra partiet. Seneste markering kom i juli11 forslog at give kriminelle en økonomisk bonus for at stoppe den kriminelle løbebane, det kom samme dag, som partiet forslog at begrænse kontanthjælpen til 2 år. Lars Barfod vil formentlig, som nyvalgt leder, fortsætte efter valget uanset udfaldet. Konservative har gennemført dagpengereform, efterlønsreform, fået gennemført en kommunalreform, politireform og en sundhedsreform, deres opgave er nu at få de ting til at fungere efter hensigten sammen med Venstre. Regionerne bliver formentlig nedlagt, hvis regeringen fortsætter. Konservative har krævet skattelettelser de sidste ti år, men der er blevet opkrævet mere i skat år for år. De Konservative har brug for at få gennemført nogle af deres mærkesager. 69

70 Dansk Folkeparti (O) Partiets historie Partiet blev dannet i 1995 af fire udbrydere af Fremskridtspartiet, dette skete efter at Pia Kjærsgaard og andre højtstående medlemmer havde tabt en afgørende afstemning. Ifølge Kjærsgaard havde Kim Behnke lavet et kup for at blive formand ved at der var sket et mystisk antal nyindmeldte på meget kort tid (faktisk samme dag, som der var afstemning). På forholdsvis kort tid har partiet opnået stor indflydelse på flere områder. Partiet er ofte kritiseret for at være topstyret, og for at ekskludere medlemmer, der udtaler sig kritisk om topstyringen, ligeledes bliver hvert enkelt medlem vurderet inden man får lov til at melde sig ind. Politisk leder: Pia Kjærsgaard Ideologi: Konservativ socialisme Kernevælgere: Ældre, offentlig ansatte, arbejdere Mærkesager: Flygtninge, dyrevelfærd, ældres forhold Arbejdsløshed: Alle skal i arbejde Kriminalitet: Strenge straffe, sænke den kriminelle lavalder Sundhed: Opprioriteres Uddannelse: Opprioriteres Offentlig sektor: God og stor Miljø: Vigtig EU: Imod selve konceptet Flygtninge: Hjælpe i nærområdet, hjemsendelse af flygtninge, når det kan lade sig gøres. De sidste 4 valg I 1998 var DF til valg for første gang og modtog 13 mandater, som dog ikke kunne bruges til en stor indflydelse, da den daværende SR regering, kraftigt ansporet af CD, ikke ville arbejde sammen med dem. I 2001 gik partiet frem til 22 mandater. I første omgang troede de fleste af det skyldtes terrorangrebet i september 2001, men i 2005 gik partiet yderligere frem og understregede dermed at partiet var kommet for at blive. Siden 2001 har det været støtteparti for VK regeringen og har opnået stor indflydelse. I 2007 fik partiet et mandat mere og er lige nu på 25 mandater. Nyligt betydningsfulde personer Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Christian Thulesen-Dahl står for den daglige ledelse af partiet og styrer reelt hvordan alle skal stemme og opføre sig. 70

71 Efter valget Efter valget tyder alt på at DF må forberede sig på en ny tid, hvor de ikke er tungen på vægtskålen. Hvis der kommer en SSF regering, vil de formentlig blive holdt udenfor indflydelse, helt upåagtet af at de er mere enige med venstrefløjen end med de borgerlige partier. Hvis regeringen fortsætter må DF forberede sig på at VK regeringen ikke kan nøjes med at DF, men også skal have enten R og LA med ved forhandlingsbordet. Imidlertid har DF fremvist gennem ti år, at de ønsker indflydelse og kan kompromisets kunst, så det skal nok gå. DF har lagt stemmer til dagpengereform, efterlønsreform, kommunalreform, politireform og en sundhedsreform, deres opgave er nu at få de ting til at fungere efter hensigten. Derudover har de fået styrket grænsekontrollen og fået indført et pointsystem for udlændinge. DF har med stor dygtighed fået gennemført meget af deres politik, men der er også kommet nogle knaster, således gik man til valg på ikke at ændre efterlønnen, hvilket er sket. 71

72 Kristendemokraterne (K) Partiets historie Partiet blev stiftet i 1970 som reaktion på pornoens frigivelse og abortloven. Partiets ideologi er den kristne tro og en etisk grundholdning til alle livets facetter. Partiet gik længe ind for at forbyde abort, men har i dag valgt at acceptere at dette er en kvindes ret. De går ind for en grøn profil og et medmenneskeligt udgangspunkt. De sidste 4 valg Efter at have siddet udenfor Folketinget kom partiet igen i folketinget i 1998, man klarede valget i 1998 med få tusinde stemmer, kun for at ryge ud af folketinget igen i Partiet kom heller ikke i Folketinget i De fik ca stemmer, hvilket er mindre end halvdelen af hvad der kræves for at komme ind. Den eneste grund til partiet er repræsenteret er, at Per Ørum valgte at melde skifte fra Konservativ til Kristendemokraterne. Partiet har ved det kommende valg slået sig sammen med Fælleslisten og de stiller kun op i udvalgte kredse, hvor de går efter et kredsmandat. Efter valget Kristendemokraterne kommer ikke i Folketinget efter et valg og mit bud er at det bliver nedlagt derefter sammen med Fælleslisten. Kristendemokraterne stemte for finansloven i 2010 uden at få ret meget for det, men det lykkes da at få afsat 25 millioner til sociale indsatser. 72

73 Og alle de andre Gennem tiden har der været et utal af partier, der har stillet op til Folketingsvalg, nogle er blevet valgt ind, endnu flere er det ikke lykkes for. Jeg ser her på nogle af de mange partier, der nåede at spille en rolle på hver sin måde. Centrum Demokraterne Partiet blev stiftet i 1973 af Gladsaxe borgmester Erhard Jacobsen i utilfredshed med Socialdemokraterne. De arbejdede for at forbedre forholdene for husejere og bilejere. CD havde meget stor indflydelse gennem firserne og halvfemserne og fik gennemført en del af deres politik mens de sad i regering først med Schlüter og siden Nyrup. I 2001 røg partiet ud af folketinget og har siden oplevet formandskrise og er i dag generelt anset som et dødt parti, der blot venter på at blive nedlagt. Fælleslisten Det opstod som protest mod et nyt supersygehus i Vestjylland. Til trods for mere end to år på bagen, har de ikke formået at indsamle de nødvendige underskrifter. De stiller op på samme liste som Kristendemokraterne. Efter valget vil partiet nok blive nedlagt igen. Fokus På partiets hjemmeside skriver man: Ønsker du også bedre balance i den måde, vi forbruger og udnytter vores naturressourcer på? Og ønsker du også en langt bedre forebyggende indsats overfor fysiske og psykiske sygdomme, overfor alkohol- og narkomisbrug, over for hjemløshed og over for kriminalitet? Så er partiet Fokus noget for dig. Udover det er partiet meget optaget af dyrenes forhold. Partiet har ikke formået at samle nok underskrifter til at stille op, og tiden er ved at rinde ud for at nå det. Det Humanistiske Parti stillede op for anden gang i 1990, hvor partiet fik det laveste antal stemmer noget parti nogensinde har fået ved et valg, nemlig 763 stemmer. Ifølge partiets hjemmeside, så har de ikke mistet modet og vil stille op igen. Det bliver ikke i Demokratisk Fornyelse stillede op i 1994 primært for at melde Danmark ud af EU, at indføre folkeafstemning om et emne, hvis ønskede det. Partiet oplevede et katastrofevalg og fik lige knap stemmer, under 0,3% af de afgivne stemmer. Det lykkes ikke for partiet at samle underskrifter nok til valget i 2001, hvorefter det blev opløst. Fælles Kurs blev stiftet af Preben Møller Hansen og fik 4 mandater ved valget i Partiet sikrede sig en plads i hi- 73

74 storien dels ved at nægte at pege på hverken Poul Schlüter eller Svend Auken, men derimod Preben Møller Hansen som statsminister, dels ved at have en formand, der konstant blev irettesat for grimt sprog fra talerstolen. De nåede at stille adskillige mistillidserklæringer til regeringen, men ellers var den generelle opfattelse at Fælles Kurs og Preben Møller Hansen i særdeleshed var pauseklovne, og pauseklovne stopper med at være sjove på et tidspunkt. Ved de efterfølgende valg nåede partiet ikke over spærregrænsen, de kunne efterfølgende ikke samle nok underskrifter og fik øgenavnet Fælles Konkurs. I 2001 blev partiet endeligt opløst. Fremskridtspartiet kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 med 28 mandater, men partiets stifter Mogens Glistrup havde svært ved at holde sammen på partiet. Partiet kom primært ind på at afskaffe papirnusseri og sænke skatten. Siden valget i 1973 gik partiet mere eller mindre tilbage ved de fleste valg. I 1984 gik de ti mandater tilbage til blot 6, hvorefter Pia Kjærsgaard overtog ledelsen, hvor partiet blev stabiliseret på omkring 12 mandater. Mogens Glistrup nåede derefter både at afsone en skattedom, blive smidt ud af partiet og vende tilbage igen i Inden valget i 2001 nåede hele folketingsgruppen at forlade partiet og blive løsgængere. I 2001 havde Fremskridtspartiet taget den ellers ekskluderet Mogens Glistrup tilbage, der i mellemtiden havde forsøgt uden held at komme i folketinget med et nyt parti. Valgkampen blev et trist farvel til både Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup, der i en alder af 75, slet ikke havde kræfter til valgkampen. Partiet fik blot stemmer (0,6%), hvilket var noget af en kontrast til valget 28 år tidligere, hvor de fik stemmer. Minoritetspartiet opstillede første gang i 2005, hvor det fik omkring 8000 stemmer. Partiet talte bl.a. for borgerløn, afskaffelse af den seksuelle lavalder og for en mere humanistisk og grøn politik. De fik lige under 9000 stemmer og Rene Engelbreth Larsen valgte efter valgnederlaget at gå som leder, så vidt vi ved, er der ikke udpeget en ny og det er tvivlsomt om partiet genopstiller. Retsforbundet Fra var Retsforbundet flere gange inde i Folketinget, første gang partiet røg ud var i 1960, hvor de opnåede 2,2% af stemmerne, men da spærregrænsen dengang var stemmer faldt de for denne. Siden da røg de ind og ud af Folketinget flere gange, for tilslut at ryge ud i 1981 og siden har man ikke været repræsenteret. Deres politik går på 74

75 den såkaldte Georgisme efter den amerikanske filosof Henry George ( ), der gik ind for at personen ejede alt, hvad denne producerede, mens naturens ressourcer skulle beskattes herunder jord. De stillede sidste gang op på samme liste som Minoritetspartiet i Listen fik tilsammen omkring 8000 stemmer. Partiet eksisterer fortsat, men de stiller ikke op til valget i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) DNSAP var et dansk nationalsocialistisk parti, der havde sin storhedstid under Besættelsen. DNSAP's første leder eller fører var Cay Lembcke, der efter et kup i parti-ledelsen i 1933 afløstes af Frits Clausen. Partiet var en efterligning af det tyske nazistparti med stor beundring for Adolf Hitler. Et hovedprogrampunkt var en etnisk udrensning af jøderne - uden at have en specifik plan. DNSAP deltog i i folketingsvalgene fra Partiet fik i ,8% (tre mandater). Besættelsen 9. april 1940 førte til en medlemstilgang. Både tilstrømningen af nye medlemmer og besættelsesmagtens interesser førte til rygter om et nazistisk kup. En nazistisk magtovertagelse i Danmark blev overvejet af den tyske gesandt i Danmark i slutningen af 1940, men han besluttede at vente, til Tyskland havde vundet krigen. DNSAP forsøgte med uniformerede massedemonstrationer at berede grunden for et kup i sommeren 1940, men blev forhindret af københavnerne, der gik til angreb. Uden en magtovertagelse begyndte demoraliseringen at melde sig. I februar 1941 splittedes DNSAPs folketingsgruppe og partiet endnu engang, da den ene af partiets tre MF ere meldte sig ud. En overgang fandt partiet i kampen mod Sovjetunionen en sag, der kunne samle. Hvervningen til Waffen SS og Frikorps Danmark blev fra 1941 bl.a. organiseret af DNSAP. Ved folketingsvalget i 1943 fik DNSAP igen 3 mandater (men lidt flere stemmer). Fra da gik det kun ned ad bakke: Fra april til december 1943 mistede partiet næsten medlemmer, og "føreren" Frits Clausen forsøgte, tiltagende alkoholiseret, at redde sit omdømme ved at melde sig til tjeneste på Østfronten. Han blev tvangsindlagt på et SShospital til afvænning. Hjemme i Danmark gik partiet i opløsning i interne kampe om, hvor meget det skulle støtte tyskerne. Efter 2. verdenskrig mistede partiet sin opbakning i befolkningen, men nogle få forsøgte at drive partiet videre. Det blev gendannet i sep- 75

76 tember 1951 under ledelse af Sven Salicath, men forsvandt i løbet af 1980erne, da de gamle aktive forsvandt. Den nuværende Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse opfatter sig selv som en efterfølger til DNSAP. Ved sidste kommunevalg fik de 73 stemmer. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) Det blev stiftet på en konference i Fredericia af tre udbrydergrupper fra Socialdemokratiet den 9. november 1919 under navnet Danmarks Venstresocialistiske Parti. I 1920 skiftede partiet navn til DKP - Danmarks Kommunistiske Parti. Partiet var stærkt inspireret af Den Russiske Revolution i 1917, hvor kommunister havde overtaget magten i Rusland. Partiet blev repræsenteret i Folketinget første gang i 1932, det blev forbudt i 1941, da Tyskland angreb USSR. Mange kommunister kom derefter i (dansk) fangelejr, 150 endte med i 1943 at blive overflyttet til den tyske KZ lejr Stutthof, hvor 21 mistede livet. I 1945 fik de deres bedste valg med 12% af stemmerne og 18 mandater, derfra gik det ned af bakke. I 1956 invaderede Sovjet Ungarn. DKP blev i 1958 splittet i SF (der tog afstand fra den russiske invasion) og DKP blev fik blot 1,1 % ved valget i Først i 1973 kom man igen i Folketinget, men røg endegyldigt ud i 1979, hvor man manglede omkring 2500 stemmer for at blive repræsenteret. I dag er DKP en gren af Enhedslisten og har ca. 300 medlemmer. 76

77 Kapitel 11 Mediernes rolle I de senere år er der sket en stigende mediebevågenhed overfor det politiske arbejde. Man taler om at medierne er en ny statsmagt. Medierne bringer enkeltsager op, og/eller sætter fokus på dele af samfundet. Det kan fx være sundsektoren, indvandring eller noget helt andet. Da befolkningen ikke længere stemmer efter klasse tilhørsforhold, spiller mediernes rolle en stadig stigende rolle. Det samme gør måde, hvorpå borgerne i dag læser/ser medierne. Politikerne skal derfor lære at kommunikere kort og effektivt, fordi politikeren oftest kun har få minutter til at sige selv et kompliceret budskab på en måde, som bliver forstået af flest muligt. Internettet har, som tidligere nævnt, gjort at den grundige gennemarbejdet journalistiske historie er blevet mere sjælden, men omvendt har nettet givet politikeren mulighed for direkte kommunikation med flere vælgere end tidligere, fx med Facebook og blogs. Men også her støder politikerne på problemet med at fastholde vælgerne. Meningsmålinger og politiske kommentatorer Det samme gør meningsmålinger, som giver politikerne et vink med en vognstang, om deres politik er "korrekt" eller ej. Det gør at politikerne i et vist omfang er tvunget til at lave populære beslutninger eller i hvert fald ikke for upopulære beslutninger. Populisme kommer dermed nemt til at herske på bekostning af ideologi og fornuft. Mogen Kristiansen, politisk kommentator på TV2 News udtrykte efter en meningsmåling det således efter at LA var nede på 4,8% tilslutning mod 5,9% måneden før: Hvis Liberal Alliance ikke kommer med en ny politik, så kan det være de slet ikke kommer i Folketinget. Man kan ikke bare sige det samme igen og igen og så tro, det går godt. Efter min mening er det helt forkert. En politiker bør vel ikke skifte standpunkt, fordi vælgerne er uenige. Burde politik ikke handle om at fremlægge sine synspunkter, og så tager vælgerne stilling til dem? Men vi ser det, som Mogens Kristiansen siger. Politikere, der 77

78 forsøger at finde den rette stemning og siger det som befolkningen nok helst vil høre. Det kaldes med et negativt udtryk for populisme. Politiske kommentatorer er blevet meget populære, de analyserer politiske handlinger og mulige motiver til handlinger og deres indflydelse er stor. I starten var det formentlig meningen at de skulle oversætte politik og gøre det nemmere at forstå, men man kan begynde og spørge sig selv om det ikke er meget magt at give til en enkelt person? Man taler om medierne kan have en dagsorden. Dagsorden skal ikke misforstås, sådan at medierne går efter et bestemt parti for at skade dette parti, men derimod at medierne går efter at skabe en historie. Mit eksempel kommer fra Liberal Alliances landsmøde i marts 2011, her holdt vi et rigtigt positivt og konstruktivt møde med mange taler og stor fest om aftenen. TV2 var tilstede hele dagen og sendte massivt fra landsmødet. Imidlertid var dette ikke en rigtig god historie til Nyhederne om aftenen, derfor fravalgte man alle de mange positive vinkler og valgte i stedet at fokusere på et utilfreds medlem af ud af 1500 medlemmer, der var mødt frem. TV2 med Henrik Qvortrup som politisk redaktør kom efterfølgende i voldsom skudlinje for at fordreje sandheden for at skade Liberal Alliance. Det tror jeg ikke var formålet, formålet var at skaffe en negativ vinkel, fordi negative historier har det med at sælge bedre og altså dermed skaffe flere seere og i den sidste ende flere reklamekroner. Det er en tendens i mainstream pressen generelt, negative historier fylder mest, det er sjældent man læser om fx et vellykket ulandsprojekt, mens man til gengæld ofte hører om de mislykkes projekter. Det er der flere læsere i. Politiske tricks Regeringen er oftest dem som holdes ansvarlig for landets politiks succes og fiasko. Dette er for det meste rimeligt, da det kun er sjældent, der kommer et flertal udenom regeringen, hvor regeringen bliver pålagt at lave en lov, som den selv er imod. Lige når der er regeringsskifte har den afgående regering dog for vane at give den nye regering skylden for alt som de ikke selv er lykkes med. Omvendt vil regeringen give den tidligere regering skylden for ting, der ikke lykkes. Det er (desværre) sjældent at man oplever en minister eller regering, der erkender at en politik ikke er lykkes. 78

79 Det er vigtigt, at man som vælger lære at gennemskue de politiske tricks, for regeringen er afhængig af vælgernes gunst og derfor forsøger den at fremstå bedst muligt og måske fremstille oppositionen skidt i processen. Omvendt vil oppositionen gerne overtage regeringen og vil forsøge at fremstå som problemlæsere, og få regeringen til at fremstå dårligt. Eksempel 1 Miljøministeriet besluttede i et internt notat, der næppe skulle være offentliggjort, at dårlige nyheder altid skulle flankeres af to gode nyheder. Ministeriet benægtede det, men det ændrede ikke på, at talte man efter, så kom der aldrig en dårlig nyhed uden der var to gode med. Eksempel 2 Det er upopulært at skære ned på den offentlige sektor, da mange vælgere kan mærke det på deres egen krop, fx ved at deres børns uddannelse bliver forringet. Dette siger man derfor ikke direkte. I 2002 blev gymnasierne beskåret med 1 milliard kroner, året efter blev gymnasierne styrket med 200 millioner og yderligere 200 millioner i Dermed lykkes det for regeringen at fremstå som om de generelt havde styrket uddannelsen, selvom de havde beskåret den med 600 millioner. Eksempel 3 Et andet politisk trick er præsentationen af forbedringer, så de ser bedre ud end de i virkeligheden er. Da regeringen besluttede at styrke efteruddannelse af uddannelsessektoren blev det præsenteret ved at fastslå at folkeskolen fik 200 millioner, gymnasierne 200 millioner, universiteterne 200 millioner. For de fleste lyder det som om man tilfører 600 millioner, sandheden er dog at folkeskolen, gymnasierne og universiteterne fik efter uddannelse for 200 millioner i alt. Ved at præsentere hver part for sig kom tallene til at se bedre ud. Selvom man kan synes det er forkert at benytte sig af politiske tricks, så er det udbredt hos alle partier. Som vælger er man nødt til at lære disse tricks ellers bliver man snydt. Man skal altså både være opmærksom på hvad der bliver sagt, men også hvad der ikke bliver sagt. 79

80 Politisk korruption Korruption i dansk politik er uhyre sjældent, selvom nogle politikere har bevæget sig på gyngende grund. Da Frank Jensen, daværende justitsminister i Nyrup regeringen ( ), ringede til statsamtet for at fremskynde sin broders skilsmisse, gjorde Jensen sig skyldig i noget, der kunne opfattes som magtmisbrug. Jensen mente, han havde ringet privatperson, men måtte efterfølgende erkende, at det kunne opfattes som at lægge pres på offentlig myndighed, når han ringede (i kraft af sin stilling). Regulært magtmisbrug var Brian Mikkelsen tæt på at lave, da han sendte en mail til DR s general direktør, hvori han redegjorde at regeringen var utilfreds med stationens kritik af regeringen og at det satte regeringens velvilje på prøve. Da DR er afhængig af licensmidler, som er vedtaget af regering og folketinget blev dette opfattet som magtmisbrug. Det er dog vigtigt at skelne mellem denne lette magtmisbrug og korruption. Hverken Frank Jensen eller Brian Mikkelsen gjorde noget ulovligt, men kun noget kritisabelt. Erik Ninn Hansen gjorde sig skyldig i korruption i to omgange, første gang var i 1968, hvor regeringen blev pålagt at ingen må registreres alene pga. lovligt politisk virke, Ninn Hansen besluttede at praksis skulle forsætte som altid. Sagen kom først frem i 2009 og det blev besluttet ikke at forfølge den, formentlig fordi Ninn Hansen er højt op i årene. I 1987 bad han sit ministerium at undlade at behandle tamilers asylansøgninger, hvilket han i 1995 bi en rigsret blev i dømt 4 måneders betinget fængsel for. I kommunalpolitik har der været et par sager de seneste tyve år, men generelt er politisk korruption i Danmark minimal og specielt set i forhold til udlandet. Derfor fylder de ganske få sager også meget i mediebilledet, fordi sagerne netop er så specielle. 80

81 Kapitel 12 EU og erhvervslivet EU medlemskabet Danmark tilsluttede sig 1/ EF (det Europæiske Fællesmarked). I 1972 stemte 66% for medlemskabet, dette tal er siden faldet ganske betydeligt, og i dag finder du ikke mange glødende tilhængere af EU, heller ikke i Folketinget. I 1992 stemte 51% imod den Europæiske Union, hvilket gav chokbølger i Europa. Afstemningen afslørede, at der i næsten alle lande er ganske betydelig modstand mod EU, i de få lande, der afholdte folkeafstemning om emnet, var modstanden over 40%, næsten 47% af den franske befolkning stemte nej. EU s største problem er, at det ikke har synderlig folkelig opbakning. I næste alle lande er over 30% imod EU i sin nuværende form. Den 18. Maj 1993 stemte Danmark igen om traktaten, denne gang med fire undtagelser. Den afstemning gav 57% for, men dog også at hele 43% var imod. De fire undtagelser er det militære samarbejde, det retslige samarbejde, den økonomiske union og eu borgerskab. Modstanden mod EU går ikke på, hvorvidt vi skal have et samarbejde, men mere hvor tæt samarbejde vi skal have. EU kaldes for bureaukratisk og udemokratisk. EU blander sig i for meget, siger kritikerne. Groteske eksempler har været vinkler på agurker, og kvoteordninger. Det har betydet at danske vinavlere f.eks. ikke må dyrke vin, fordi Danmark ifølge EU ikke kan dyrke vin. Gennem mere end fire årtier har landene heller ikke kunne blive enige om, hvorvidt hovedensædet skal være i Strassburg eller Bruxelles. Derfor flytter man i bogstaveligste forstand mellem de to byer, dette rejsecirkus koster europæiske skatteborgere mindst 2 milliarder ekstra hvert år. Heller ikke et fælles andetsprog har man kunne blive enige om og det gør at alt skal oversættes til hver sit nationale sprog. Men der er også store fordele ved EU, fx indenfor miljøområdet. Det giver ikke meget mening at Danmark stopper forureningen af Østersøen, hvis de resterende lande ikke gør det samme. Dog har mange lande et andet, og mere, afslappet forhold til miljø end Norden. Det er ligeledes en fordel, at de åbne grænser betyder, at du 81

82 ligeså vel kan handle i Belgien som på Sjælland. Men for langt de fleste almindelige borgere er det svært at se den umiddelbare fordel af EU. EU er da også flere gange lanceret som garanti for sikkerhed og fred i Europa, og det vil da også virke utænkeligt at to EU lande skulle gå i krig mod hinanden. Dog har EU ingen fælles hær, så det kan ske. Det vil ikke være forkert at påstå, at Danmark stort set kun er med på grund af de økonomiske fordele, og i forventning om at Europas Forenede Starter alligevel aldrig bliver til andet end snak. I EU har man en fælles møntfod, der kaldes euro. I Danmark har vi fortsat vores egen krone og dette bliver næppe ændret lige med det samme. Der har været holdt afstemning om at indføre euro, men dette førte til ydmygende nederlag for den daværende Nyrup regering. Siden har det været debatteret om, der skal komme en ny afstemning, men euroen har været under pres det seneste år, da flere lande ikke har overholdt de økonomiske spilleregler og er på rangen af fallit. Danmark sørger dog for at overholde alle regler for euroen, man siger at kronen er bundet til euroen. Eurolande skal ha- Grafik: Torben Mark Pedersen 82

83 ve en gæld, der er under 60% af BNP og underskuddet på landets statsbudget må ikke være mere end max 3% af BNP. Som det ses på foregående side, så har EU som samlet overtrådt disse vækst og stabilitetskrav under et, mens Danmark ikke har gjort det. Derfor er store dele af EU da også kommet i økonomiske problemer og det synes utænkeligt at Danmark vil tilslutte sig fælles mønt på nuværende tidspunkt. En EU traktat, der afgiver suverænitet fra Danmark til EU, hvilket det at skifte møntfod er, skal gennem en folkeafstemning, det pålægger grundloven folketinget. Udvikling i erhvervslivet For erhvervslivet er EU en klar fordel, da danske virksomheder både importere og eksportere meget, så har det haft en stor betydning, at der ikke længere er toldmure indenfor EU, og det er i dag ikke mere kompliceret at sælge til kunder i Athen end i Albertslund. Erfaringer gennem de senere år har også fremvist at det er ligeså nemt og godt at have sin virksomhed i et andet EU land, som det er at have den i Danmark. I det sidste år har mere end arbejdspladser flyttet på den anden side af grænsen, fordi skatterne og dermed er timelønnen, er lavere, hvilket giver firmaerne større profit. Man siger, at den danske konkurrenceevne er under pres, og det er noget som politikerne må finde en løsning på. Det kan fx være at sænke skatterne eller på anden måde, gøre det mere attraktivt at have sin virksomhed her i landet. I Liberal Alliance mener vi løsningen er at sænke selskabsskatten, sænke skatten til max 40% og hæve bundskatten, det vil betyde at timelønningerne vil falde over tid, men arbejderen vil have det samme udbetalt, men det vil forbedre konkurrenceevnen. Fra landbrug til service Vi taler om at Danmark har udviklet sig fra et landbrugssamfund til industrisamfund og nu til servicesamfund. Primær sektor : Sekundære sektor : Tertiære sektor : landbrug, fiskeri, minedrift. Udvinding af stoffer fra naturen Industri og håndværk. Viderebearbejdning af råstoffer Handel, service og administration. Op mod 70-80% af arbejdsstyrken befinder sig nu i den tertiære sektor. 83

84 I 1800 tallet var 60% beskæftiget i den primære sektor, denne andel er nu under 6%. I dag afhænger en virksomheds størrelse ikke af dens antal af medarbejdere. I dag er det produktiviteten og viden som er afgørende. Men også her er Danmark presset og man ser også en tendens til at så snart en virksomhed bliver stor eller mellemstor, så flytter den til udlandet, hvor det er mere profitabelt at bringe virksomhed. Frihandel Selvom det meste af EU s primære sektor er under 10%, så bruger EU over halvdelen af sin økonomi på forskellige landbrugsstøtte ordninger. Hvilket har medført hård kritik af EU s støtteordning. Grunden til den store kritik bunder ud i et skørt paradoks. EU s landmænd producerer med tilskud, fx betaler EU op til 2 kroner for hver tomat, der står i køledisken, men langt fra alt kan sælges i EU, derfor eksporterer man det til bl.a. Afrika. Dette er jo umiddelbart godt, da Afrika jo mangler mad, det kan vi se i fjernsynet. Men, her går det galt. EU sælger tomater til Senegal. Da EU giver tilskud til den europæiske bonde, betyder det at tomaterne kan sælges billigt til Senegal. Det er godt for EU s økonomi, ud fra import -eksport scenariet, som vi tidligere har gennemgået. Det er naturligvis ikke godt for Senegals økonomi at skulle importere. EU s landbrug gør det dermed meget svært for afrikanske bønder at sælge deres egne tomater, da de ikke får tilskud. Man taler om at EU dumper priserne. Mange afrikanske landbrug må derfor opgive at producere, hvorved der skabes arbejdsløshed. Dermed bliver Senegals økonomi dårligere, og landet kan måske ikke betale for fødevare og landet må nu låne penge af EU for at købe varerne eller landet får fødevarerne som nødhjælp. På den måde er EU s landbrugsordning, forhåbentlig utilsigtet, med til at fastholde afrikanske borgere i arbejdsløshed og dermed håbløshed. Flere partier, bl.a. Enhedslisten, har derfor peget på landsbrugsordningen som et problem og at frihandel formentlig vil hæve afrikansk levestandard og dermed på længere sigt fjerne hungersnød og flygtningestrømme til EU. 84

85 I 2008 begyndte EU at lave en liberalisering af landbruget, men en almindelig landmand får fortsat næsten kroner for hver 100 hektar han dyrker. Til sammenligning får en afrikansk bonde omkring 150 kroner, i øvrigt betalt af EU s landbrugsstøtte ordning. EU vil sætte dette beløb, og selvom det umiddelbart kan virke fornuftigt, kan man jo spørge om man ikke bare kunne fjerne støtteordningen i EU? De Sydamerikanske lande presser også på for at fjernet støtten, da de kun i begrænset omfang kan komme ind på markedet, hvor EU holder priserne kunstigt lave, men politikerne er naturligt nok bange for at det vil udkonkurrere landbruget i Europa, for så kommer vi måske til at stå i den situation som de fleste afrikanske lande står i. Dette kan man naturligvis debattere, tilhængere af landbrugsordningen spørger bl.a. om EU s borgere vil acceptere lavere levestandard for at udlandets levestandard kan gå op. Modstanderne vil mene, at EU s landbrug er brudt sammen økonomisk, og at landbruget må lære at stå på egne ben inden det ødelægger Europas økonomi. 85

86 Kapitel 13 Økonomi Økonomisk teori En økonomisk teori prøver at forstå økonomien og dermed forudsige, hvad der vil ske under bestemte økonomiske forhold. Her er de to mest kendte og anerkendte. Keynes ( ) John Maynard Keynes (5. juni april 1946) var engelsk økonom. Han regnes normalt som grundlæggeren af makroøkonomien med sit berømte værk The General Theory of Employment, Interest, and Money fra Nøgleordene i Keynes økonomiske teori er at udbud og efterspørgsel følges ad. Produktionens omfang og beskæftigelse vil afhænge af efterspørgselen, en anden afgørende faktor er muligheden for at afsætte sin produktion. Forbrugskvote og opsparingskvote Husholdningernes indkomst bestemmer, hvor stor del der bruges og hvor stor del, der spares op. Dermed udleder han, at jo mindre indkomsten er, jo mere vil blive brugt i procent til forbrug. Den fattiges forbrugskvote vil derfor i procent være højere end den riges. Den riges husholdning vil spare mere op end den fattige, dermed vil den riges opsparingskvote altså være højere end den fattiges. Keynes mener ikke markedet overladt til sig selv kan opsluge arbejdsløshed og dermed af sig selv afskaffe kriser. Først og fremmest fordi lønningerne næppe vil falde, uanset hvor meget arbejdsløshed der kommer. Fagforeningerne vil holde lønnen oppe. Han forslog at staten kunne stimulere landets økonomi. Dermed øges landets forbrugskvote ved fx at give bistandshjælp. Hvis den arbejdsløse ikke modtog nogen penge, kunne denne heller ikke bruge nogen penge, hvorved muligheden for afsættelse af virksomhedernes produkter ville blive forringet. Kritikken af Keynes er dog at det ødelægger den naturlige balance mellem udbud og efterspørgsel, samt at hvis regerin- John Maynard Keynes regnes som faderen til moderne makroøkonomi. Foto: bragt med tilladelse 86

87 ger stimulere økonomien på det forkert tidspunkt kan det føre til overophedning af landets økonomi, dvs. at virksomhederne ikke kan følge med i efterspørgslen af varer og må enten afvise ordre eller importere (kvalificeret) arbejdskraft udefra, hvilket jo ikke afskaffer arbejdsløsheden. En anden grund til arbejdsløshed kunne være mismatch, dvs. ufuldkommenheder på arbejdsmarkedet, udbud og efterspørgsel passede ikke sammen. Milton Friedmans økonomiske teori Milton Friedman ( ) var en amerikansk økonom, mest kendt for sit arbejde inden for makroøkonomien og for sin støtte til laissez faire-kapitalisme. Grundlæggende skulle økonomien altså passe sig selv. I 1976 fik han tildelt Nobelprisen i økonomi for sine arbejder inden for forbrugsanalyse, monetær historie og teori samt stabiliseringspolitik. Milton Friedman er ligeledes kendt for sine ideer om naturlig arbejdsløshed, monetarismen. Milton Friedman ( ) Denne grænse, som ikke er fastlagt, men varierer alt efter hvilke forhold m.v. der er til stede i landet, vil yderligere økonomisk-politiske tiltag for at nedsætte ledigheden kun føre til overophedning og øget inflation, idet kravene om kvalificeret arbejdskraft fra erhverslivet ikke vil kunne imødekommes af de ledige. Der skabes såkaldte flaskehalse. I 70 erne var monetarismen et brud med Keynesianismen, da der nu skulle accepteres en naturlig arbejdsløshed, som man kun kunne ændre på gennem langsigtet strukturpolitik. Hvis man kunstigt forsøger at sænke renten ved at åbne mulighed for en større efterspørgsel af varer, vil det blot resultere i en forventning om inflation, hvilket dernæst vil igangsætte en ukontrollerbar løninflation, som i den sidste ende vil føre til øget arbejdsløshed pga. dårlig konkurrenceevne. For at kontrollere økonomien ville det bedste altså være at kontrollere pengemængden og altså dybest set undlade at gøre alt for meget i både op og nedgangstider, men derimod accepterer at økonomien nogle gange går op og andre gange går ned. 87

88 Det økonomiske kredsløb Danmark består af en stor privat sektor og en stor offentlig sektor, man kalder sådan en økonomi for en blandingsøkonomi. Det har gennem de senere år været hensigten at mindske den offentlige sektor, mens den private sektor skulle vokse. Denne plan er imidlertid ikke lykkes, og i dag er 51% forsørget af staten enten gennem passiv forsørgelse som fx bistandshjælp, pension eller lign. eller ved at arbejde i det offentlige. Man kan tale om offentligt forbrug og privat forbrug. Staten kan direkte styre det offentlige forbrug, mens det kun indirekte kan styre det private forbrug ved hjælp af skatter og afgifter. Når skiftende regeringer alligevel ikke har beskåret den offentlige økonomi, som man jo bare kan gøre, så handler det om at regeringer ønsker at blive genvalgt og offentlige besparelser eller forringelser af service om man vil er et meget upopulært emne. BNP som rigdomsmåler Bruttonationalproduktet (BNP) ses som måler for et lands rigdom og velstand. Det er et forsøg på at opgøre samtlige erhvervsproduktion, altså både privat og offentlig produktion. Regnestykket ser således ud: Offentlige udgifter for de ydelser der stilles til rådighed, minus overførselsindkomster + privat sektors produktion - Råstoffer, halvfabrikater og tjenesteydelser som leveres til hinanden = BNP Hvis man ser på BNP per indbygger, kan man sammenligne landenes velstand. Anvendelighed af BNP Det er svært at vurdere, hvorvidt BNP egentlig er et brugbart redskab. BNP tager udelukkende hensyn til produktionen, ikke til hverken levestandard eller befolkningens købekraft eller varernes kvalitet. Et andet problem med BNP er at den kun bruger registrerede produktion. I Danmark passes langt de fleste børn udenfor hjemmet, mens dette ikke er tilfældet i de fleste afrikanske lande, men børnene bliver jo alligevel passet. 88

89 Da BNP heller ikke måler produktionen i hjemmet, vil et land som Danmark, der ikke har mange hjemmegående forældre, få mere i BNP end et land, hvor der er mange hjemmegående forældre. Den sorte økonomi er ligeledes et problem. Her tales der om den ulovlige produktion, fx narkohandel, svindel og sort arbejde, det må af naturlige grunde baseres på et skøn. Dog kan BNP benyttes som en vejledende indikator. Big Mac indeks En populær og sjov måde at opgøre landenes købekraft på, er det helt igennem uofficielle Big Mac indeks. McDonalds har forretninger i de fleste af verdens lande og menuen er identisk og burde koste det samme. Ved at se på prisen kan man derved se landenes økonomiske styrke. Danmark har længe ligget i toppen af dette indeks. I 2007 skulle man betale 5,08 dollars, mens man i Kina kan slippe med 1,48 dollars. Selvom indekset er lidt for sjov, så giver det alligevel en god indikation af lønforholdene rundt om i verden. Finanspoliti Finanspolitik er bestræbelsen på at udforme statens skatteopkrævning og udgiftsafholdelse på en sådan måde, at den har bestemte virkninger på samfundsøkonomien. Ved højkonjunktur føres kontraktiv finanspolitik, dvs. at staten skrumper ind. Ved lavkonjunktur føres ekspansiv finanspolitik, dvs. at staten vokser. Ifølge Keynes vil udbud og efterspørgsel altid gå i sinuskurver. Når der er højkonjunktur vil opsparingen øges blandt de rigeste, der simpelthen ikke har noget sted at placerer deres profit. På et tidspunkt vil det påvirke samfundsøkonomien negativt, der er for mange penge, der er inaktive. Dermed vil forbrugskvoten falde, hvilket vil føre til lavkonjunktur. Forudsætningen for Keynes teori er altså at staten bliver mindre ved højkonjunktur, men dette er ikke sket i Danmark (eller nogle andre europæiske lande), hverken under Nyrup-, Fogh- eller Løkkeregeringen er staten skrumpet, tværtimod. Det gør, at vi her i 2011 med lavkonjunktur ikke kan pumpe penge ud i samfundet, men tværtimod må lave spareplaner 89

90 for at komme igennem krisen. Dermed bliver krisen formentlig hårdere end den behøvede være. Man har tværtimod ladet renten falde voldsomt for at holde gang i hjulene, hvilket Friendmann advarede imod, ligesom man lod rentefrie lån på huse blive indført stik imod økonomernes anbefalinger. Begrundelsen til at man ikke trak økonomien sammen skal formentlig ses i lyset af at regeringen har været angst for vælgernes reaktion på dette. Dermed kan man spørge om vælgerne i kraft af deres reaktionsmønstre ikke er medskyldige i dette svigt? Man kan også vende den om og spørge om det ikke er enhver politikers ansvar tage upopulære beslutninger, som man ikke kan forvente den almindelige borger kan sætte sig ind i de fulde konsekvenser af? 90

91 Kapitel 14 De økonomiske balanceproblemer En forudsætning for at følge med i den politiske debat er at man har styr på den økonomiske side af politik, hvilket også involvere arbejdsløshed, da arbejdsløshed (eller mangel på arbejdsløshed), betyder meget for statens budget. Tre store balanceproblemer: Arbejdsløshed Betalingsbalance Statens budget Arbejdsløshed Arbejdsløshed betyder, at man ufrivilligt ikke har et arbejde og skal forsørges af andre. Inddeling af arbejdsløshed Sæsonkorrigerede arbejdsløshed Hjemsendelsesledighed Friktionsledighed Strukturarbejdsløshed Teknologisk arbejdsløshed Langtidsledighed Arbejdsløsheden er større eller mindre alt efter sæsonen. Mange sodavandsbryggerier har fx flere ansat om sommeren end om vinteren. Når arbejderen sendes hjem pga. dårligt vejr, mangel på produktionsmidler eller ved nedlagt produktion i forbindelse med jul og nytår. Det sidstnævnte gør, at arbejdsløshedsforsikringen er med til at betale for virksomhedens omkostninger. Når folk i kortere perioder (dvs. op 1-3 måneder) er ledige mellem jobskifte. Der er nok arbejde, men de ledige er placeret geografisk forkert og/eller er ikke uddannet til de jobs som er til rådighed. Når en virksomhed fritstiller arbejdskraft pga. forbedret teknologi. Dette forbedre dog tit konkurrenceevnen og kan på længere sigt give jobs igen. Nogle økonomer henviser dog til at nogle virksomheder blot fritstiller gevinsten og altså ikke investere den på ny i virksomheden, hvilket på sigt kan blive et samfundsøkonomisk problem. Når man gennem længere tid, mere end 2 år, er uden arbejde. 91

92 Hvem er arbejdsløs? Man taler om, at der er sket en polarisering på det danske arbejdsmarked. Nogle klarer en lang uddannelse og de krav som samfundet stiller, mens en anden gruppe opgiver på halvvejen. Uddannelse anses som yderst vigtigt, særligt i vores samfund med stigende krav til betjening af teknologi. Restgruppe Den gruppe som ikke får en erhvervs kompetencegivende uddannelse. Dem som kun får Folkeskolen Dem som kun får EFG basisår Frafaldet ved lærlinge og EFG uddannelser Frafaldet ved gymnasiale uddannelse Dem som kun får en gymnasial uddannelse. Disse personer vil altid stå sidst i køen, når jobansøgningerne skal sorteres, naturligvis sagt lidt firkantet. Det er bestemt også muligt at en landmand vil foretrække en person med kun 9. klasse frem for en akademisk uddannet som medhjælper. Men der bliver færre og færre jobs, der ikke kræver en uddannelse, dermed er sandsynlighed for arbejdsløshed markant højere for ufaglærte end for faglærte. Man snakker om holddeling: A holdet Høj uddannelse, gode arbejds- og lønforhold. B holdet Rutine opgaver, periodevis arbejdsløshed C holdet Dem som "aldrig" kommer i arbejde. Desværre også i høj grad ældre veluddannet fra både A og B holdet, der snart skal på efterløn. Der en højere arbejdsløshed blandt kvinder, og der ligeledes højere arbejdsløshed blandt indvandre og deres børn, end blandt højtuddannet. Kvinder er mest beskæftiget i "lavere" stillinger. Denne tendens er dog hastigt aftagende. I Danmark tyder alt dog på, at det handler om kvindernes valg af karriere snarere end muligheder. Ligeledes er det naturligt at kvinders karriere har et par stop undervejs (børn) Udstødning fra arbejdsmarkedet Arbejdsløshed anses af næsten alle som noget negativt. Udstødte af arbejdsmarkedet er dem som ikke kan komme i arbejde, selvom de gerne vil. Dog medregnes ikke pensionister af alle former. Modtagere af offentlige ydelser i kort tid medregnes heller ikke (sygedagpenge, kort tids arbejdsløshed). 92

93 Årsager til udstødning: Som ved arbejdsløshed Samt: Nedslidning Fysisk eller psykisk nedslidning, som gør én ude af stand til at arbejde. Manglede kundskaber Fx indvandrere, der ikke formår at lære sproget tilstrækkeligt Kriminalitet Handicap Misbrug Så grov kriminalitet at ingen vil ansætte personen Store psykiske eller fysiske handicaps, der gør personen ude af stand til at arbejde. Desværre er der en tendens til at arbejdsgivere, private såvel som offentlige, fravælger handicappede alene fordi de er handicappede og må ske kræver særlige hjælpemidler eller hensyn. Misbrug af fx stoffer, alkohol eller mad gør personen ude af stand til at arbejde. Kontanthjælp og dagpenge I Danmark, og i de fleste andre lande, kan man optjene dagpenge ved at arbejde. Hvis man mister sit job, får man en lille løn udbetalt af staten, der kaldes for dagpenge. I Danmark får man max 90% af sin tidligere løn og maksimalt 766 kroner (før skat) pr. dag. Man kan altså maksimalt få en løn på ca kroner før skat, til sammenligning har en skolelærer ca plus pension. Man kan få denne ydelse i op til 2 år i en periode på 3 år. Der er en lang række regler, der skal overholdes og uhyrlige mængder papir, der skal udfyldes. Hvis man ikke opfylder betingelserne mister man sine dagpenge. Derefter kan man (måske) modtage kontanthjælp. Kontanthjælp er en slags overlevelseshjælp, hvor man får ca kroner (før skat) samtidig med at man oftest skal i aktivering, dvs. man skal arbejde 37 timer hver uge udover at søge arbejde. Derudover må man ikke have nogen formue. Kontanthjælp har vist sig i praksis at være en form for parkering af de svageste i samfundet, for de stærkeste finder hurtigt et arbejde med udsigten til kontanthjælp. 93

94 I Danmark bruger vi 14 milliarder på at aktivere folk, dvs. at holde arbejdsløse beskæftiget med mere eller mindre nyttige ting, men det kan også bruges af kommunen til at dels holde andre ude af beskæftigelse og som billig arbejdskraft. En virksomhed kan få en arbejdsløs i såkaldt jobtræning, og det benyttes i stort omfang og det benyttes endda meget af kommunerne selv. Man bruger dermed arbejdsløse som billig arbejdskraft og sparer derved den almindelig, og højere, løn. Aktiveringsprojekter i bl.a. Odense og Ålborg går på at ordne havearbejde for pensionister, fx at slå græsplænen hver anden uge gennem en sæson for 400 kroner, hvilket ingen private firmaer kan hamle op med, dermed mister firmaerne arbejde og må afskedige folk, som så bliver arbejdsløse og måske ender i aktivering som havemand. I Danmark er der dog et dilemma angående dagpenge, dilemmaet er følgende: Arbejdsklare personer på dagpenge tager ikke (eller kun sjældent) et arbejde, der giver mindre end dagpengene, det kan ikke betale sig. Tidligere var dagpengeperioden 4 år, men blev i juli 2010 sat ned til 2 år. Ideen er, at det vil få dagpengemodtageren til at tage et lavtlønsarbejde. Dilemmaet har været at nogle job ikke kunne besættes af arbejdsklare personer, fordi lønnen var for lav. Regeringen håber dermed, at flere almindelige, men dårligt lønnede, jobs kan besættes uden at hente udenlandsk arbejdskraft. Tanken er efter min mening god nok og vi i Liberal Alliance var da også et af partierne bag aftalen, alligevel er vi absolut ikke tilfreds med situationen. Forudsætningen for at dagpengemodtageren finder et job med udsigten til kontanthjælp (udfra heller et 25 timersjob til end for 37 timer) må nødvendigvis være at arbejdet eksisterer, hvilket kræver at regeringen laver gode betingelser for erhvervslivet. Se afsnittet realpolitik fra s. 46. Reel arbejdsløshed Den reelle ledighed er under konstant debat, nogle arbejdsløse er reelt ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, fx narkomaner, hjemløse, psykisk syge etc., men de står alligevel i statistikken som arbejdsløse. De modtager kontanthjælp Andre holdes kunstigt ude af statistikken, det kan være ledige i jobtræning, ledige i job med løntilskud eller ledige på efteruddannelse. 94

95 I Danmark er den officielle ledighed på cirka personer, men der næsten i den erhvervsaktive alder der er udenfor arbejdsmarkedet, foruden studerende og pensionister. Det er omkring 25-27% af arbejdsstyrken. Tallene fra 2005 er hentet fra Danmarks Statistik Lav eller højkonjunktur Arbejdsløshed hænger nøje sammen med konjunktursvingerne. Ved lavkonjunktur er der flest arbejdsløse, og omvendt ved højkonjunktur. Men i dag er det dog ikke nok at blot se på om Danmark har høj eller lavkonjunktur. Da Danmark handler med resten af verden bestemmes arbejdsløsheden ligeledes af om der mulighed for at afsætte produktionen. Vi kan udlede at: Højkonjunktur hos vores handelspartnere giver højst sandsynligt højkonjunktur i Danmark. I gamle dage handlede Danmark primært med Tyskland og England, men i dag handler vi med mange lande spredt over hele verden, hvilket har vist sig at være en god ide, da vi ikke i samme omfang er sårbare overfor lavkonjunkturer hos vores handelspartnere, vi kan flytte salget til et andet land. I starten af årtusindet var der således lavkonjunktur i flere europæiske lande, uden det i væsentligt omfang påvirkede den danske arbejdsløshed. Man kan sige, at Danmarks finanspolitik virkede efter hensigten. Men i 2011 tyder alt på, at det meste af den vestlige verden er på vej mod lavkonjunktur og det vil formentlig påvirke Danmark negativt, medmindre at vi aktivt gør noget, for at modvirke dette. Betalingsbalance Betalingsbalancen er en samlet opgørelse over forholdet mellem Danmark og udlandet. Når en virksomhed eksporter et produkt påvirker det betalingsbalancen positivt, mens det påvirker betalingsbalancen negativt at købe produkter i udlandet. Ved import sendes der altså penge ud af landet, mens der ved eksport hentes penge ind i landet. I Danmark importerer vi meget, men vi eksporter ligeledes meget, og mange virksomheder importerer råstoffer og eksporter efterfølgende den færdige vare. Det er altså bedre for dansk økonomi at købe en dansk sko 95

96 end at købe en japansk. Betalingsbalancen har verdens ledere vedtaget altid skal ende på nul. Hvis Danmarks samlede regnskab fx giver 10 milliarder i overskud, giver Danmark derfor enten et andet land et lån på 10 milliarder, betaler af på vores gæld eller øger valutareserverne med 10 milliarder, eller en kombination. Siger man betalingsbalance siger man også kapitalposter, som er en opgørelse af investeringer og låneoptagelse i Danmark mellem Danmark og udlandet. Kapitalbalancen viser altså status mellem kapitalposterne i forhold til udlandet. Overskud på betalingsbalancen vil hermed være det samme som underskud på kapitalposterne. Det vil sige: Overskud på betalingsbalancens løbende poster vil altså nedbringe gælden til udlandet med et tilsvarende beløb (og omvendt). Danmark har gennem tiden optaget meget store lån i udlandet, fordi betalingsbalancen har været negativ. Gælden til udlandet har været på mange hundrede milliarder, dertil kommer en stor indlandsgæld. Staten går der ind og låner penge af private danskere via statsobligationer, men det er ikke forbeholdt danskere at købe statsobligationer. Statens budget Statens budget har meget stor betydning i et land som Danmark, hvor statens budget er meget stort og udgør halvdelen af landets samlede økonomi. Når statens budget ikke balancerer låner staten penge enten i udlandet eller via statsobligationer. Det kan stimulere økonomien, men det giver naturligvis den slagside at renterne skal betales. Dem der modtager renterne, er dem der har købt statsobligationer, men alle er med til at betale renterne. Staten kunne også vælge en pengeudpumpning, men det fører som regel til prisstigninger (inflation), fordi der er for mange penge i omløb. Statens budget er på omkring 940 milliarder kroner. Når der forhandles finanslov er det altså kun en meget lille del af den samlede økonomi man debattere i Folketinget. Statens pengeforbrug Statens budget et steget ca. 15% de sidste 10 år og er nu på 96

97 940 milliarder danske kroner. Det kan skyldes mange elementer, men en af anklagerne er at staten ikke bruger skatteborgernes penge med størst mulig omtanke og derfor bruger flere penge end nødvendigt, med deraf følgende højere skatter end nødvendigt. Milton Friedman forklarer de generelle indstillinger til penge sådan (se illustration): 1. You spend your own money on yourself. 2. You spend your own money on someone else. 3. You spend someone else's money on yourself. 4. You spend someone else's money on someone else Når man bruger sine egne penge (1) på sig selv og man vil derfor sikre sig, at man opnår maksimal værdi for pengene, samt at man har brug for tingene. Hvis man er på restaurant, så sikrer man sig at få den billigste ret, som man mener, smager bedst. Når man bruger sine egne penge på andre (2) er man meget opmærksom på ikke at bruge for meget, men man bekymre sig mindre om den anden får maksimal udbytte. Hvis man altså er på restaurant, så sikre man sig at få den billigste ret, som man kan være bekendt at give, mens man bekymre sig mindre om modtagerens oplevelse. Når man bruger andres penge på sig selv (3), så er man kun opmærksom på oplevelsen og ikke prisen. Hvis man altså er på restaurant, så sikre man sig at få den ret man vil have uanset prisen, som man jo ikke behøver tænke over. Men hvad sker, der så når man bruger andres penge på andre (4). Man bekymrer sig ikke om økonomien og forsøger heller ikke at få størst mulig værdi for penge. Det offentlige vil altså af helt naturlige grunde komme til at bruge flere penge end godt er. Dem, der forvalter pengene følger ikke noget ejerskab til dem og så er det nemmere at bruge dem. 97

98 Han fortæller at sagsbehandlere jo er gode mennesker, der gerne vil gøre det bedste for andre mennesker og derfor vil give klienterne hjælp, men da det ikke er deres egne penge sikre de sig ikke at pengene bliver brugt optimalt og de er heller ikke økonomiske bevidste om brug af pengene. I Danmark har man forsøgt at imødegå dette ved at lave mange selvforvaltende enheder, sådan at sagsbehandlere og offentligt ansatte føler større ansvar for pengene end ellers, dette synes umiddelbart som en god ide, men man kan også fremføre den kritik af det system, at man har fået rigtig mange ledere og mellemledere, samt at selv almindelige medarbejdere bruger meget tid på at administrere økonomi og dermed mindre tid på at løse kerneopgaven. Økonomisk politik kort Økonomisk politik drejer sig om at påvirke økonomien, så bestemte mål fremmes. Ekspansiv finanspolitik Kontraktiv finanspolitik Pengepolitik Når staten stimulerer økonomien, fx ved skattesænkelser, tilskudsordninger m.v. Når staten sammentrækker økonomien, fx ved at udskrive skatter uden at bruge de ekstra penge. Påvirkningen af økonomien ved hjælp af rente og penge. Hvis der trykkes flere penge kan det føre til inflation (priserne stiger). Der må altså ikke være flere penge i omløb end statens har reserver til, ellers forsvinder tilliden til pengene (der repræsenterer guld) og man ønsker flere og flere penge for at sælge sit produkt. Finanspolitikkens virkninger måles med den såkaldte finanseffekt. Hver gang staten sætter skatten op eller ned påvirkes finanseffekten, ja faktisk påvirkes finanseffekten hver gang der laves ændringer i finanspolitikken, medmindre skattesammensætningen og skattesatser forbliver de samme. Åben eller lukket økonomi En stor del af Danmarks handel foregår med udlandet, samlet udgør handlen med udlandet omkring 35% af BNP, med så høj udlandshandel kaldes Danmark for en åben økonomi. Andre lande, fx Nordkorea, handler næsten ikke med udlandet. Deres økonomi kaldes for lukket økonomi. 98

99 For åbne økonomier er det vigtigt at ens virksomheder er konkurrencedygtige med udlandet. Konkurrenceevne politik Politikken handler om at forbedre landets virksomheders muligheder for at konkurrere både indenfor eksport og muligheden for at tage kampen op med importerede produkter, herunder kvalitet og kvantitet. I Danmark havde man i firserne en køb dansk kampagne. Indkomstpolitik Det gør ud på at styre indkomstdannelsen, dvs. at styre landets lønninger under eller på linje med de lande man konkurrere imod. Det kan ske ved at opfordre til løn tilbageholdenhed eller ved at gribe ind i overenskomstforhandlingerne. Efter kronens fastlåsning til euro anses indkomstpolitik som den mest effektive måde at sikre landet betalingsbalance på. Man kan sige at: forbedret konkurrenceevne --> øget eksport --> flere arbejdspladser 99

100 Forskellige livsformer: Kapitel 15 Livsformer En livsformteori antager at en gruppe mennesker opfører sig på en bestemt måde i sammenhæng mellem arbejdsliv og produktionsliv kontra kulturelle vaner og værdier. Borgerskabets livsform Selvstændig livsform Karriere livsform Lønarbejder livsform Marginaliseret livsform Husmor livsform Baglands livsform Arbejde uddelegeres til andre. Arbejde vælges til og fra alt efter interesse Konservativ ideologi Ingen klar skillelinie mellem arbejde og frihed Man arbejder det som er nødvendigt for virksomheden. Selvstændigheden er dominerende ideologi. Man bruger fritiden på at uddanne sig, så man bliver bedre på arbejdet. Arbejdet anses som en fornøjelse Anser sig selv som ansvarlig for sin lykke eller ulykke Arbejde er et nødvendigt onde, for at kunne få fritid. Klar adskillelses af arbejde og fritid Tilhænger af stor offentlig sektor Folk i den erhvervsaktive alder, som forsørges af staten. Forsøg på selv at underholde sig selv. Hjemmegående og passer hus, mand og børn Ægtefælle som sørger for at modparten kan klare sig bedre på jobbet. Selvom der ofte kan være sammenfald mellem de forskellige livsformer, så er det dog tydeligt, at man generelt i livet er en af dem. En lønarbejderlivsform kan godt leve et liv som karrierelivsform, men vil så være utilfredsstillet med sit arbejde og sit liv. 100

101 Kapitel 16 Flygtninge og indvandrer Gennem de sidste år har flygtninge og indvandringsdebatten fyldt mere og mere, flere valg er blevet afgjort alene på den konto. I dette kapitel vil jeg forsøge, så objektivt som det er muligt, at gennemgå følgende: De historiske fejl Integration Forskellen på indvandrer og flygtninge De fremmede er et begreb, der dækker over indvandrer, flygtninge og andengenerationsindvandrer. Begrebet kan være negativt ladet, hvilket dog ikke har været min hensigt i dette kapitel. De historiske fejl Da Danmark i slutningen af halvtresserne og tresserne oplevede en massiv mangel på arbejdskraft førte det i første omgang til nul procent arbejdsløshed og til at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, men da dette ikke var nok, begyndte Danmark at importerer arbejdskraft, primært fra Tyrkiet. Man kan altså sige, at økonomien blev overophedet, og et enigt Folketing valgte at importere arbejdskraft udefra for at dæmpe overophedningen. Hvis man ikke havde gjort det, ville Danmark have mistet nogle ordrer, men det er ikke det store problem med overophedning, problemet er at det presser lønningerne i vejret, hvilket, som beskrevet tidligere i bogen, skader konkurrenceevnen og dermed landet i den sidste ende. Da kun få (åbenbart) tænkte på, at der kunne komme arbejdsløshed en dag fik alle statsborgerskab uden de store betænkeligheder. Ligeledes fejlede man på alle områder med at gøre dem til en del af Danmark, således lærte mange hverken dansk eller noget om dansk kultur, mange tog deres familie med herop og da indvandrerne kunne forsørge sig selv gav heller ikke dette problemer. Men det gav et parallelsamfund, men igen: Da alle var i arbejde gav det ingen problemer. Jeg kommer tilbage til, hvorfor dette er så afgørende. I praksis gav de over indvandrer fra primært Tyrkiet altså ingen problemer i tresserne og halvfjerdserne, men da oliekriserne i 1973 og 1979 kom, begyndte problemerne. Landet blev ramt af lavkonjunktur, der resulterede i arbejdsløshed. Socialdemokraternes daværende formand Anker Jørgensen 101

102 kunne ikke gennemføre de nødvendige økonomiske reformer, da der ikke var flertal for dem. Resultatet var, at Danmark i starten af firserne var tæt på økonomisk kollaps. Anker Jørgensen mente, at kurverne ville vende igen, hvilket de som bekendt ikke gjorde. Resultatet blev derfor at den socialdemokratiske regering blev tvunget til at overlade magten til den såkaldte firkløverregering (konservative, Centrum Demokraterne, Kristendemokraterne og Venstre) i starten af firserne. I firserne var skiftende regeringer under Poul Schlüters ledelse nødt til at gennemføre meget skrappe økonomiske foranstaltninger, der rettede økonomien op igen, men ligeledes gav den effekt som Anker Jørgensen havde frygtet, nemlig massiv arbejdsløshed. Arbejdsløsheden blev officielt på over personer, men reelt formentlig det dobbelte, men fine pensionsordninger gjorde, at mange over 50 stoppede på arbejdsmarkedet, men ligeledes var der mange unge, der blev helt overladt til sig selv på bistand. Dagperioden var på 9 år og nogle gik i 9 år på dagpenge. Det blev simpelthen en livsstil for dem at være uden arbejde. Men dem, der ikke var i dagpengesystemet måtte klare sig med en bistandshjælp og det kunne man ligeledes gå på i årevis uden udsigt til arbejde og dermed forbedret levestandard. Dette førte kun til dels til bitterhed mod regeringen, men ligeledes en, malplaceret, misundelse på de indvandrer, der fortsat var i job. De tager vores job lød det. Faktum var dog at arbejdsløsheden blandt indvandrerne var langt højere end blandt danskere, selv i dag er arbejdsløsheden højere blandt indvandrere end blandt danskere. Dem, der ikke var i arbejde, blev skældt ud over at de modtog dagpenge/ kontanthjælp og derfor var indirekte skyld i landets problemer. Op gennem firserne begyndte der ligeledes at komme store flygtningestrømme fra Irak og Iran (pga. krigen), og mange danskere havde svært ved at acceptere, dels at nogle af dem kom i arbejde, dels at man fik endnu flere at slås med om arbejdet, dels at der kom endnu flere på overførselsindkomst og dels at opførte de sig underligt. Hvilket egentlig var meget naturligt, da man intet gjorde for at lære dem hverken dansk eller noget om dansk kultur. De blev overladt til sig selv i et land, der var vidt forskelligt fra deres eget land. Faktum var dog det, at indvandrer og flygtninge generelt 102

103 havde meget svært ved at finde arbejde, når mange af indvandrerne alligevel blev i landet skyldtes det, dels at de fik bistandshjælp eller var dagpengeberettiget, dels at mange havde boet her tyve år og deres børn ikke kendte andet end Danmark, og dels at der var endnu ringere mulighed for arbejde i hjemlandet. Udstødelsen Der hersker i dag ingen tvivl om at de fremmede er mere kriminelle end danskere. Dette er understøttet af Justitsministeriet. Det er generelt er svært for kriminelle at få arbejde. Disse kriminelle udgør ofte en del af det, vi kalder restgruppen, hvis personen samtidig ikke kan sproget tilstrækkeligt, ikke kan kulturen og er ufaglært, så begynder der at tegne sig et billede af en gruppe, der ikke har det nemt på arbejdsmarkedet. Men hvorfor er de så mere kriminelle? Lad mig se på det ved at se på nogle af de mest almindelige udsagn nævnt i debatten gennem de sidste 15 år. Genetisk Nynazister mener at indvandrer og særligt den muslimske race er genetisk mere kriminelle end den hvide race. Dette er noget sludder, faktisk behøver man ikke engang debattere påstanden, for med afkodningen af menneskets DNA, blev det fastslået at alle mennesker i verden er af samme race. Udseendet betyder altså ikke noget, sorte og hvide er af samme menneskerace, og dermed falder hele racebegrebet til jorden og vi vil ikke bruge mere plads på det i denne bog. Jeg vil blot konstatere, at der er (få) personer, der mener denne påstand helt alvorligt. I Danmark er der under 100 nynazister, men de fylder meget i mediebilledet. Kultur De klumper sig sammen i ghettoer og taler deres eget sprog, er en anden påstand. Langt de fleste af de oprindelige indvandrer lærte kun minimalt dansk. Det var ikke nødvendigt for at få et job og passe det. Det blev altså først et problem ikke at kunne dansk, da mange rutine jobs forsvandt, fx at stå ved et samlebånd. I dag kræves der uddannelse for at have de fleste jobs, og det fik kun de færreste, endnu værre var det måske, at det gjorde mange af deres børn og børnebørn heller ikke. Dette kan synes ulogisk, men egentlig er det en naturlig konsekvens. De fremmede talte ikke vores sprog og søgte derfor hurtigt sammen, ja mange kommuner samlede dem ligefrem, dermed gjorde man det legalt og almindeligt at tale sit eget sprog. 103

104 Dansk blev dermed 2. sproget for mange af de fremmede. Hvilket igen gjorde det meget sværere for dem at få sig den nødvendige uddannelse, som nutidens arbejdspladser kræver. Dermed øges risikoen for udstødelse, og dermed også kriminalitet og marginalisering af den enkelte. Mange af de fremmede har udtrykt bitterhed mod Danmark, dette kan synes helt urimeligt, men må igen ses som en naturlig konsekvens. Deres bedsteforældre kom til landet som gæster, men endte med at blive set skævt til. Mange af bedsteforældrene kunne ikke klare det danske samfundsstigende krav og det er naturligt at denne bitterhed er ført videre til deres børn, der altså heller ikke lærte ordentlig dansk og derfor opsøgte de samme bydele, hvor der boede ligesindede og igen gik det videre til næste generation. For der er faktisk en mental forskel på danskere og i særdeleshed folk fra mellemøsten. Her anses det som mandens pligt at forsøge sin familie, når manden ikke er i arbejde, mister han sin status og endnu værre sin selvagtelse. Det påvirker naturligt nok den familie, hvor børnene vokser op. Børnene fik så heller ikke fik lært ordentlig dansk og ikke kunne få lektiehjælp. Nogle hører først dansk, når de starter i skolen, og dermed får dansk som 2. sprog. Der er her tale om det, man kalder den sociale arv. Man kan sige, at de fremmede på den måde bliver fremmedgjort overfor det samfund de lever i. Derfor kan det synes som en naturlig konsekvens af dette, at mange fremmede henter deres familie fra hjemegnen, da danskere er mærkelige, for mange har ikke tillært sig den danske kultur og ved simpelthen ikke, hvad den går ud på. I et fremmedgjort samfund, opvokset i bitterhed og uden mulighed for at klare sig i uddannelsessystemet ender mange af de fremmede i gruppe C (kap. 13). Og det er i gruppe C, at vi finder langt størsteparten af de kriminelle. Nogle vil endda hævde, at de ikke havde andre muligheder end kriminalitet, hvilket selvfølgelig er noget sludder. Man vælger selv om man vil være kriminel. At kriminaliteten er større blandt de fremmede end blandt danskere er altså ikke så overraskende, når det kommer til stykket. Men det har dog, og naturligt nok, forstærket udstødelsen af gruppen og virker dermed selvforstærkende. Dette skal ikke ses som en undskyldning, men en forklaring, eller viden omkring den forhøjede kriminalitet blandt etniske grupper, og den viden skal vi bruge til at stoppe kriminalite- 104

105 ten, for der er ingen undskyldning eller accept af kriminalitet fra min side. Hvordan den sociale arv brydes er straks er helt andet spørgsmål og det har man da også forsøgt at gøre på forskellige mere eller mindre vellykkede måder. Her vil jeg fortælle om nogle af dem. Integration Skiftende regeringer har gjort forskellige tiltag for at bryde den onde spiral. Man taler om øget eller bedre integration, når det kommer til praktisk handling og praktisk problemløsning har det dog været så som så med løsningerne. Nyrup regeringen indførte den såkaldte starthjælp, hvor meget hjælp, der er tale om kan man dog stille sig tvivlende overfor, for starthjælpen er blot udtryk for at man får en væsentlig lavere bistandshjælp, for danskere er det kun den første måned, mens det kan være helt op til 7 år for fremmede borgere. Starthjælpen, der dengang hed integrationsydelse, blev fjernet igen efter kort tid, fordi resten af folketinget mente den var fremmedfjendsk, men dog genindført efter regeringsskiftet i 2001, nu med et andet navn, starthjælp. Målet er, at få flere fremmede ud på arbejdsmarkedet (fordi de så forsvinder fra restgruppe C). Starthjælpen har haft en positiv virkning, men spørgsmålet må være, om det er den faldende arbejdsløshed og stigende beskæftigelses skyld eller om det er starthjælpens. De socialistiske partier mener dette, mens, ikke overraskende, de borgerlige partier, der indførte starthjælpen, mener det er pga. af starthjælpen at så mange fremmede er kommet i arbejde. Nu hvor arbejdsløsheden er stigende kommer der måske syn for sagen. Umiddelbart er der dog intet der tyder på at indvandrer bliver mere afskediget end danskere, det synes udelukkende at handle om uddannelsesniveau Den nuværende regering har valgt at øge straframmerne for kriminalitet og gjort det muligt udvise kriminelle ikke-danske statsborgere. Den grundlæggende ide er, at man ikke samler på kriminelle. Det må dog siges, at være symptombehandling og ikke en løsning i sig selv. Man har givet kommunerne besked på at sprede nye flygtninge over hele landet og har endda indført stavnsbånd for dem de første tre år, hvor de altså ikke må flytte til en anden by eller bydel uden kommunens accept. Børn bliver i dag sprogtestet allerede i 4 års alderen, hvis 105

106 barnets sprog ikke er udviklet nok eller ikke kan dansk, så sættes der ind med sprogstøtte. Forældrene kan blive pålagt at sende deres børn i børnehave. Man taler altså om, at regeringen forsøger at bryde den sociale arv, dvs. at uudannede forældre får uddannede børn, at arbejdsløse forældre får arbejdende børn, at kriminelle forældre ikke får kriminelle børn, at socialt svage forældre ikke får socialt svage børn osv. osv. Den sociale arv er dog i praksis særdeles svær at bryde, og det gør opgaven vanskelig at resultaterne først viser sig efter årtiers indsats. Specielt pigerne har dog vist sig at være meget modtagelige og andelen af piger, der tager en uddannelse er faktisk højere blandt de fremmede end blandt danskere. Debat uden viden Som du kan læse, er realpolitik altså en blanding af holdning, viden og hvad der er praktisk muligt indenfor de rammer samfundet har. Det er vigtigt, at man har en vis holdning til spørgsmålet. Holdningen afgøre hvordan man vælger, at gribe problemet an. Hvis man ser et multietnisk samfund som en gevinst, vil man naturligt nok gribe problemet anderledes an, end hvis man er imod et multietnisk samfund. Men en holdning uden viden er helt håbløst, det nytter ikke noget at tale om høj kriminalitet og jeg tror at, i politik handler det om at indsamle viden omkring det konkrete emne og forhåbentlig være så modtagelig overfor den viden at det enten bekræfter eller afkræfter et problem, og endnu vigtigere at man kan benytte denne viden til at komme med løsninger eller løsningsforslag, altså hvad der er praktisk muligt. Du har sikkert hørt vi skal bare sende alle perkere ud. Sætningen er i sig selv nedsættende omkring en gruppe borgere, men lad os for et kort sekund gå ind i sætningen. Hvem er disse perkere? Er det alle indvandrere? Er det folk med en bestemt religiøs overbevisning? Er det nogen fra et bestemt land? Og hvor skal vi egentlig sende dem hen? Udsagnet giver ingen mening, og det er derfor helt umuligt, at debattere ud fra dette standpunkt. At debattere politik uden viden er umuligt at gøre uden at spilde sin tid. Forskellen på indvandrer og flygtninge Indvandrer er personer, der er kommet til landet for at arbejde og/eller bosætte sig. Personerne kunne, i mange tilfælde, ligeså vel være blevet i deres hjemland, men ønsker at prøve lykken her i landet. 106

107 Det er fx indvandrer fra USA, England, Norge osv. Som udgangspunkt skal man være selvforsørgende for at kunne indvandre til Danmark, der officielt har haft indvandringsstop de sidste godt 40 år. Det er meget svært at komme til Danmark og bosætte sig, selv hvis man har et arbejde på hånden. Man kan få en arbejdstilladelse, hvilket giver en lov til at arbejde i landet, men ligeledes at man ved arbejdsløshed skal forlade landet igen. Indvandrer kommer primært fra vestlige lande, men der er også mange familiesammenførte fra andre lande. Indvandrer får dog (indirekte) statsstøtte til danskundervisning og har ret til sundhedssektoren. Kan man klare en danskprøve har man ligeledes adgang til uddannelsessystemet. Indvandrer er altså personer, der ikke må ligge samfundet til last, da man ikke ser dem som forfulgte personer, og altså ligeså vel kunne være i deres eget land. Her er det sådan, at staten ikke vurderer en begrundelse som kærlighed, som en grund til at være i landet. Hvis man er kæreste med en indvandrer, der ikke kan forsørge sig selv, så vil denne person blive afvist. Man kan så også vælge at gifte sig med kæresten, men så skal man fortsat kunne forsørge denne. Derudover bliver parrets samlede tilknytning til hvert land vurderet. Det er vores indstilling i Liberal Alliance at vi skal have åbne grænser, men til gengæld skal alle indvandrere selv tegne diverse forsikringer og have et job på hånden, hvis de mister jobbet, må de forlade landet igen. Vores slogan er: åbne grænser og lukkede kasser. Det betyder alle, der kan og vil klare sig selv er velkomne, mens alle andre ikke er det. Flygtninge er en helt anden sag, som vi nu skal se på. Flygtninge Der er 2 slags flygtninge, selvom man officielt ikke skelner sådan. Reelle flygtninge er personer, der er forfulgt af deres lands regering eller er flygtet fra hungersnød, krig eller lignende. Personerne har altså ikke som sådan valgt Danmark for at prøve lykken, men har søgt efter et mere sikkert sted at være. Disse personer er altså havnet i Danmark af nød og vil være berettiget til at være i landet, indtil det er sikkert at vende hjem. De skal behandles ordentligt, vi i Liberal Alliance mener at de skal lære dansk fra dag 1 og skal i en form for aktivering. 107

108 Det værste, der kan ske, hvis det viser sig at de er bekvemmelighedsflygtninge, er at de har lært noget dansk, og det er der ingen, der har taget skade af. Der findes også de såkaldte bekvemmelighedsflygtninge, der er personer, der kommer fra områder af verden, hvor der nok er ubehageligt at være, der er måske både censur, terror, jævnligt hungersnød eller lignende. Men personerne er ikke forfulgte personligt og har derfor intet krav på at komme til Danmark. For de flygtninge bliver opholdet i Danmark ikke særlig godt. De ender med sidde i en lejr bag pigtråd og kan vente i årevis på at blive sendt ud igen, medmindre de rejser frivilligt. Som jeg tidligere nævnte, så er måske den vigtigste ingrediens i politik viden, og derfor kan en debat omkring flygtninge, indvandrer og lignende nemt blive helt håbløs, fordi mange ikke har den viden eller er præget af fordomme og følelser. 108

109 Kapitel 17 Kunsten at tyde et indlæg Følgende indlæg blev bragt på 180grader.dk og Nordjyske.dk i juni 2011 Centralstyring betyder at arbejdet bliver styret et sted i landet. Det blev læreruddannelsen op til Undervisningsministeriet bestemte timetal, hvad der skulle stå i undervisningsplanerne og altså hvilken undervisning, der skulle til før en lærerstuderende kunne blive lærer. Ministeriet havde altså det fulde ansvar for uddannelsen. Ude på læreruddannelsen havde man undervisere, en rektor og en enkelt sekretær. Rektors ansvar var at overse at undervisning foregik godt nok, at fordele arbejdet og det var ikke et særsyn at rektor havde et enkelt hold eller to. De studerende fik 2500 timer fordelt over fire år plus praktik. Men i 1990 erne skulle der ske noget med læreruddannelsen, man droppede at ministeriet havde ansvaret, i stedet gav man hver læreruddannelse en sum penge og bad dem om at uddanne lærerne. Den centrale styring forsvandt dermed og ministeren havde altså ikke længere det direkte ansvar. Det var ude på undervisningsstedet. Resultatet lod ikke vente på sig. I 1998 var undervisningstimerne faldet til 1700 og i 2010 var det nede på 1300 timer. Administrationen er tordnet i vejret. I 2000 blev 8 % brugt på administration, i 2010 var det 33 %. Fra 2002 til 2010 er uddannelsen oven i købet blevet beskåret med en tredjedel. Husk hvad jeg skrev om ansvaret, det var ikke længere ministeriets. Og som havde undervisningsministeren læst mine tanker, så lyder det: han ser ingen sammenhæng mellem færre penge og færre timer til de studerende (Undervisere juni11). Det er vel egentlig interessant. Man forventer altså ikke at undervisningen bliver påvirket af, at man bruger færre penge!! Bliver den så heller ikke bedre af flere penge? Giv friheden tilbage Undervisningsministeriet kunne læse dette ved at man ganske enkelt tog ansvaret tilbage. Det er nærmest tragikomisk at høre om metodefrihed og selvstændighed, når det egentligt blot indbefatter at man sidder i små grupper og debattere om et fag skal have 100 eller 150 timer, mens man ved at fjerne denne metodefrihed kunne give 300 timer. 109

110 Det har intet med frihed at gøre, hvis ministeriet igen har ansvaret for uddannelsen, så kan underviserne koncentrere sig om det, de er bedst til, nemlig at planlægge og gennemføre undervisning. Nogle gange skal man spørge sig selv om hvad frihed egentlig er. Er det frihed at sidde og debattere økonomi, når man egentlig ikke har forstand på det eller har interesse i det? Men tør man? Men det kræver selvfølgelig at regeringen at man tør tage ansvaret for succes og dermed også risikoen for fiasko. Derfor bliver det nok ikke til noget, og det er uanset om det er en borgerlig eller socialistisk regering. Nu hvor du har læst indlægget, kommer din opgave som læser. Nemlig at forstå blogen og motivlæse den. Der er nogle påstande, som skribenten henviser til, nemlig Undervisere juni11, et opslag på nettet vil kunne bekræfte tallene, men hvis det kommer fra en folketingskandidat kan du være ret sikker på at det er kontrolleret en ekstra gang, inden det kommer i trykken. Det bør man i hvert fald gøre, for som folketingskandidat har man fjender. Det skal forstås på den måde, at der er 179 pladser i Folketinget og ikke flere, så selvom der måske er to lige egnede kandidater, så er der fortsat kun 1 plads de slås om. Lad os i fællesskab tyde indlægget: Centralstyring betyder at arbejdet bliver styret et sted i landet. Det blev læreruddannelsen op til Undervisningsministeriet bestemte timetal, hvad der skulle stå i undervisningsplanerne og altså hvilken undervisning, der skulle til før en lærerstuderende kunne blive lærer. Ministeriet havde altså det fulde ansvar for uddannelsen. Ude på læreruddannelsen havde man undervisere, en rektor og en enkelt sekretær. I dette afsnit bliver præmissen for indlægget gjort klart. Ministeriet kan måske med rette hævde at det foregik i samarbejde med fagfolk, og hvis man er meget emsig kan man hævde, at jeg påstår en enkelt minister bare sad og slyngede tal ud til højere og venstre. Hvis det sker, kan det beskrives som en forsvarsreaktion, og du kan være sikker på, at skribenten er inde på noget af det rigtige. Medmindre selvfølgelig at præmissen kan afvises og svarskribenten godtgøre dette. 110

111 Rektors ansvar var at overse at undervisning foregik godt nok, at fordele arbejdet og det var ikke et særsyn at rektor havde et enkelt hold eller to. De studerende fik 2500 timer fordelt over fire år plus praktik. Her kommer det første data, det er rimelig nemt at kontrollere om 2500 timer passer. Hvis der er skribent, der hævder at timer blev aflyst og tallet måske derfor kun er 2450, så bliv mistænkelig. Er svarskribenten ude i et ærinde om at afspore debatten, og så må vi nødvendigvis spørge os selv: Med hvilken begrundelse? Mulige begrundelser kan være at svarskribenten ønsker politikeren skal fremstå utroværdigt, det kan også være for at stoppe en ubehagelig debat. Men i 1990 erne skulle der ske noget med læreruddannelsen, man droppede at ministeriet havde ansvaret, i stedet gav man hver læreruddannelse en sum penge og bad dem om at uddanne lærerne. Den centrale styring forsvandt dermed og ministeren havde altså ikke længere det direkte ansvar. Det var ude på undervisningsstedet. Faktuelt er der ikke meget at komme efter, men man kan ikke være i tvivl om, at jeg indirekte kalder det ansvarsforflygtigelse, ministeriet er gået efter at have en syndebuk, hvis uddannelsen bliver en fiasko. Man kan fortsat hævde, at ministeriet har ansvaret, men det er min påstand, at nu har man flyttet ansvaret fra ministerkontoret ud til det enkelte uddannelsessted. Ministeren kan altså nu skælde uddannelsesstedet ud, tidligere ville ministeren være tvunget til at forholde sig direkte til kritikken. Det er ubehageligt, og vi er tilbage ved min tidligere påstand i bogen, angsten for vælgernes reaktion. Det er altså min påstand, at ministeren nu kan vaske hænder, hver gang der er kritik. Resultatet lod ikke vente på sig. I 1998 var undervisningstimerne faldet til 1700 og i 2010 var det nede på 1300 timer. Administrationen er tordnet i vejret. I 2000 blev 8 % brugt på administration, i 2010 var det 33 %. Her fortæller jeg at jeg har ret i min påstand. Uddannelsen er ikke blevet bedre, tværtimod. Det er selvfølgelig klart, jeg har ret i min påstand. Mit udgangspunkt, da jeg skrev indlægget var jo netop disse tal. Havde tallene fremvist det modsatte, havde jeg ikke skrevet indlægget. Til gengæld skriver jeg ikke, hvorfra tallene kommer, så på det her tidspunkt, skal man altså være på vagt. Fra 2002 til 2010 er uddannelsen oven i købet blevet beskåret med en tredjedel. Husk hvad jeg skrev om ansvaret, det var ikke længere ministeriets. Og som havde undervisningsministeren læst mine tanker, så lyder det: han ser ingen sammenhæng mellem 111

112 færre penge og færre timer til de studerende (Undervisere juni11). Det er vel egentlig interessant. Man forventer altså ikke at undervisningen bliver påvirket af, at man bruger færre penge!! Bliver den så heller ikke bedre af flere penge? Endnu en påstand og reference til en udtalelse, denne gang er kilden med, så kan man undersøge det, hvis man vil. Der er også et angreb på den ansvarlige minister, der hævder en påstand, jeg finder absurd, dette ønsker jeg læseren lægger mærke til. Giv friheden tilbage Undervisningsministeriet kunne læse dette ved at man ganske enkelt tog ansvaret tilbage. Det er nærmest tragikomisk at høre om metodefrihed og selvstændighed, når det egentligt blot indbefatter at man sidder i små grupper og debattere om et fag skal have 100 eller 150 timer, mens man ved at fjerne denne metodefrihed kunne give 300 timer. Det har intet med frihed at gøre, hvis ministeriet igen har ansvaret for uddannelsen, så kan underviserne koncentrere sig om det, de er bedst til, nemlig at planlægge og gennemføre undervisning. Nogle gange skal man spørge sig selv om hvad frihed egentlig er. Er det frihed at sidde og debattere økonomi, når man egentlig ikke har forstand på det eller har interesse i det? Men tør man? Men det kræver selvfølgelig at regeringen at man tør tage ansvaret for succes og dermed også risikoen for fiasko. Derfor bliver det nok ikke til noget, og det er uanset om det er en borgerlig eller socialistisk regering. En bredside mod regeringen og et løsningsforslag, som man så kan overveje. Mit motiv med artiklen er først og fremmest at få læreruddannelsen og dermed Folkeskolen forbedret, i adskillige indlæg taler jeg for at lærerne skal undervise noget mere. Jeg skriver at underviserne igen kan koncentrere sig om at undervise, jeg siger altså mellem linjerne at underviserne er helt uegnet til at lave økonomi og drive et undervisningssted. Men der er selvfølgelig også det motiv, at læseren skal synes det er et godt forslag og det burde ind i Folketinget. Når du læser et læserbrev, en blog eller et debatindlæg, så tænk over følgende: Hvad står der i indlægget? Hvad står der ikke i indlægget? Hænger det sammen med din viden på området? Hvad er motivet bag indlægget? Overvej, hvad din holdning er til emnet. 112

113 Kapitel 18 Store begivenheder Politik kan tolkes, analyseres og drejes alt efter politiske tilhørsforhold. I dette kapitel vil jeg se på nogle få sager, der ændrede dansk politik. Sagerne er analyseret subjektiv, og skal ikke ses som en endegyldig løsning. For at kunne lave disse analyser, som du ligeledes kan lave, så kræves der blot, at man følger med i politik og at man har de grundlæggende redskaber på plads. Kanslergadeforliget (1929) I 1929 blev USA ramt af Wall Street krakket, der på få timer forvandlede USA's overklasse til fattige, endnu flere blev arbejdsløse, USA var derfor nødt til at tilbagekalde sine lån i udlandet. Tyskland blev særdeles hårdt ramt og fik arbejdsløshed på over 25%, inflation og fattigdom. De tre ting, der var en medvirkende faktor til at Adolf Hitler kunne blive valgt til kansler i Statsminister Thorvald Stauning (tv.), Danmark blev i første omgang ikke socialminister K.K. Steincke (i midten) og Venstres forhandlingsleder Oluf Krag under ramt, men efterhånden som flere og flere lande blev ramt af fattigdom, havde forhandlingerne Danmark intet sted at sælge sine varer og i 1932 var arbejdsløsheden oppe på over 32%. Kanslergadeforliget blev indgået den 30. januar Forliget har navn efter Staunings lejlighed i Kanslergade på Østerbro, hvor forhandlere fra Venstre søndag formiddag den 29. januar mødtes med repræsentanter for regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Her valgte man at sænke kronekursen med 10%, så det blev billigere at købe danske varer og dyrere at købe udenlandske, det øgede eksporten. Forliget indebar et et-årigt forbud mod lockouter og strejker, samtidigt blev overenskomster forlænges ved lov, dvs. at arbejdere bevarede deres bestående lønninger. Arbejdsgiverne fik ikke gennemført en 20% reduktion af lønningerne. Derudover brugte regeringen anledningen til at starte velfærdssamfundet med sygehuse og skolegang og skabte dermed arbejdspladser. Der blev bl.a. indført arbejdsløshedsunderstøttelse. Der blev startet en række statsbyggerier, ligesom der var en sænkning af ejendomsskatter, en udvidelse af grundskylden og en konvertering af gæld på landbrugsejendomme. 113

114 Under besættelsen blev kong Christian X et stærkt symbol på national uafhængighed. Dette billede blev taget på kongens fødselsdag i Resultatet lod ikke vente på sig og i 1936 var Danmark igen i omdrejninger. Staunings regering blev i øvrigt genvalgt. Samarbejdspolitikken ( ) Den 9. april 1940 besatte Tyskland Danmark næsten uden militærmodstand, den danske regering valgte derefter at lave en samarbejdspolitik. Det er debatteret meget både historisk set og i medierne om det var den rigtige politik, man førte dengang. Altså skulle Danmark have gjort som Norge, have kæmpet imod overmagten og dermed tabt med æren i behold. Men Danmark havde ikke oprustet hæren, næsten ingen flåde og intet flyvevåben selvom krigstrommerne havde lydt i årevis. Man havde end ikke mobiliseret hæren, da England erklærede Tyskland krig efter invasionen af Polen (sammen med USSR). Fra flere sider tyder meget på at Danmark enten kendte datoen for invasionen eller ligefrem at invasionen var aftalt på forhånd. Uden jeg skal tage stilling til de Erik Scavenius ( ) oplysninger, så er det velkendt at Danmark lå strategisk og Werner Best ( ) vigtigt, fordi Tyskland skulle bruge råstoffer fra Norge, og man har formentlig også været nervøse for om England ville landsætte tropper i Danmark, hvis Danmark havde nægtet dette ville de allieret også nemt kunne have besat Danmark. Under alle omstændigheder kan den tyske invasion ikke være kommet som en stor overraskelse. Danmark var primært et transitområde uden den store interesse fra tysk side. Efter invasionen blev der dannet samlingsregeringer bestående af de fire største partier, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. I første omgang virkede det til, at den danske plan om mere eller mindre at lade tyskerne bruge Danmark som motorvej til Norge og port til Nordsøen virkede efter hensigten. Regeringen blev dog tvunget til at gøre konstante indrømmelser og tilpasninger, men det lykkes i første halvdel af besættelse at undgå jødeforfølgelse og opretholdelsen af en rimelig levestandard. Dog blev det forbudt at være kommunist og mange kommunister blev anholdt, mens andre fortsatte med at lave aktivi- 114

115 teter i det skjulte. Werner Best kom til Danmark i 1942 og blev øverste tyske myndighed og lavede en tilpasningslinje overfor danskerne, der mere og mere modvilligt accepterede besættelsen, mere og mere modvilligt fordi tyskernes besættelse forringede levestandarden mere og mere. Werner Best fortsatte tilpasningslinjen, men sabotager, i starten organiseret af kommunisterne, begyndte at ramme tyskerne, ligesom den generelle modstand voksede i takt med at tyskerne led nederlag i USSR. I august 1943 valgte regeringen at gå af, efter at tyskerne havde stillet en række krav efter omfattende arbejdsnedlæggelser i landet. Tyskland indførte undtagelsestilstand og der var departementsstyre resten af krigen. Som svar på modstanden etablerede tysk militær og politi en langt hårdere magtanvendelse, der førte til afvæbning af det danske forsvar, forsøg på at pågribe de danske jøder, til arrestation og deportation af det danske politi samt indførelse af dødsstraf for sabotage og angreb på besættelsesmagten. Set med nutidens øjne virker det til, at det netop var den hårdere linje, som avlede endnu mere modstand, samt det faktum at det i 1944 stod klart, at Tyskland ville tabe krigen. Samarbejdet og det gode personlige forhold mellem Erik Scavenius og Werner Best gjorde at Best valgte at advare modstandsbevægelsen ved at lade datoen for en razzia for jødeanholdelserne blive lækket, kun 200 jøder blev derfor fanget, sandsynligvis var det stærkt medvirkende til at han efter krigen slap med at blive dødsdømt og senere benådet i 1951, hvor han blev udvist af Danmark. Erik Scavenius fik historisk set et ilde rygte for samarbejdspolitikken. Det er meget nemt i dag at fordømme den politik, men den daværende regeringen gjorde det, den mente var bedst for landet, og mens det tog resten af Europa lang tid at komme sig ovenpå krigen, så var Danmark i fulde omdrejninger allerede få år efter. Men havde alle tænkt sådan, havde vi nok fortsat været besat i dag. Oliekrise (1970erne) Siden 2. verdenskrig havde Danmark (og resten af Vesten) oplevet en øget velstand. Biler og el-artikler som køleskabe og fjernsyn var blevet hvermandseje, desuden var boligerne blevet større og dermed mere ressourcekrævende. Førhen havde det meste arbejde været manuelt. Men efterhånden havde maskiner opnået en stigende betydning på 115

116 arbejdspladserne. Alt dette havde medført et stigende energiforbrug, som olie var hovedkilden til. Den 6. oktober 1973 udbrød der krig i Mellemøsten mellem Israel på den ene side og Egypten samt Syrien på den anden. OPEC vedtog på et møde den 17. oktober 1973 at nedskære deres olieproduktion og samtidigt sætte priserne op. Selv om nedskæringen reelt var beskeden, udløste beslutningen dramatiske prisstigninger. Fra oktober til december 1973 steg prisen på en tønde råolie fra 3 til 11,65 dollars. Størstedelen af denne gevinst gik til de olieeksporterende lande. Således steg Saudi-Arabiens olieindtægter fra 2,7 milliarder dollars i 1972 til 22,6 milliarder i Det medførte det panik i Vesteuropa. Fra myndighedernes side blev der gjort en lang række tiltag for at spare på olien. I offentlige bygninger blev temperaturen sænket, kun lys i hver anden gadelygte og der blev indført bilfrie søndage. Desuden modtog private en lang række råd om at man burde lukke for varmen om natten, tage brusebad i stedet for karbad osv. De mange sparetiltag kunne ikke ændre på den kendsgerning, at den dyre olie medførte, at de europæiske industrilande fik et underskud på betalingsbalancen. Desuden havde menigmand nu langt færre penge til rådighed til køb af forbrugsgoder (fordi de brugte pengene på opvarmning). Dette medførte en mindsket efterspørgsel på varer, hvilket resulterede i at virksomhederne måtte afskedige ansatte. 1960ernes fulde beskæftigelse var blevet afløst af 1970'ernes arbejdsløshed, hvilket skabte en negativ spiral, når folk blev arbejdsløse brugte de færre penge og dermed blev der behov for færre produkter, som på ny førte til nye fyringer. Som følge af politiske uroligheder i Iran i halvåret , skete der et nyt fald i olieproduktionen. Dette skete samtidigt med at Europa oplevede en streng vinter. Konsekvensen blev, at dollarprisen på en tønde råolie fra oktober 1978 til juni 1979 steg fra 12,70 til 36. Dette medførte yderligere betalingsbalanceunderskud og øget arbejdsløshed i den vestlige verden, hvilket forstærkede den negative spiral landene allerede var inde i. Socialdemokratiet, der stort set siden 1955 havde siddet på regeringensmagten havde udbygget velfærdsstaten voldsomt i de gode tider i halvtresserne og tresserne, hvor både beskatningen var steget og udgifterne til det offentlige budget var vokset voldsomt, derfor var det begrænset, hvor meget man havde at stå imod med, og man endte med at måtte optage store lån i udlandet, mens man håbede på at vilkårene 116

117 ville ændre sig. Politisk vilje til de nødvendige økonomiske reformer var der ikke hverken flertal eller vilje til. Kartoffelkuren (1986) Der var mange grunde til, at det var tæt på at gå helt galt for Danmark i halvfjerdserne og firserne. Oliekriserne i 73 og 79 var et af de helt store problemer. Anker Jørgensens regeringer op gennem halvfjerdserne forsøgte med flere tiltag at imødegå krisen, men havde modsat efterfølgeren Poul Schlüter, den tanke, at Danmark kunne arbejde sig ud af krisen. I 1982 overtog Poul Schlüter og firekløverregeringen regeringsmagten, og gennemførte i 1986 kartoffelkuren, navnet fordi den blev gennemført op til skolernes efterårsferie (kartoffelferien). Indgrebet betød at det blev dyrere at låne penge til forbrug og boligbyggeri. Den kontraktive finanspolitik virkede efter hensigten og allerede året efter var underskuddet på betalingsbalancen reduceret fra 36 til 20 milliarder. Forbruget i landet gik i stå i årene efter kartoffelkuren og folk valgte at spare op. Nedgangen i landets aktivitet fik konsekvenser på arbejdsmarkedet, hvor ledigheden steg til eksplosive højder, over personer var uden arbejde i firserne, hvilket medførte at samfundet kom til at betale mere i overførselsindkomster, men generelt er indgrebet betragtet som det, der sikrede Danmarks langsigtede økonomi og fik Danmarks økonomi tilbage på rette spor. Da Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog regeringsmagten i 1993 overtog han et land i fremgang, og kunne gennemfører ekspansive reformer, der igen satte Danmark i gang. Fra har Danmark befundet sig i en højkonjunktur, også selvom flere af vores handelspartnere har haft store økonomiske problemer. De sidste tre år har Danmark befundet sig i lavkonjunktur. Maastricht-traktaten (1992) Denne traktat blev indgået i Maastricht i 1991 mellem medlemslandene i det daværende EF, der omdannede EF til Den Europæiske Union (EU). I Danmark blev traktaten i 1992 nedstemt ved en folkeafstemning. Det fik daværende leder af CD Mimi Jacobsen til at udbryde at danskerne var dumme, ved valget året efter blev partiet halveret og kommentaren blev trukket frem af modstanderne i de kommende valgkampe. Danmark fik indført en række forbehold angående fælles mønt, fælles forsvarspolitik, fælles retspolitik og unionsstatsborgerskab ved topmødet i Edinburgh senere samme år. Det kaldes de fire undtagelser. 117

118 Bredt i befolkningen, specielt blandt modstanderne, var der bitterhed over at regeringen lod den samme traktat gå til valg igen. Da Edinburgh aftalen blev vedtaget fik unionsmodstanderne bekræftet alle fordomme om, at alle lande ikke var lige i EU og at Danmarks vetoret ikke var gældende. På valgaftenen i 1993 var der store uroligheder på Nørrebro, hvor betjente endte med at skyde på demonstranterne, der smadrede stort set hele bydelen. Det kaldes de værste optøjer i Danmark nogensinde. Regeringen tabte 14 mandater ved folketingsvalget samme år, men kunne dog fortsætte. Efterlønssagen (1998) Ganske få dage før valget i 1998 sprang daværende Venstreformand og statsministerkandidat Uffe Ellemann Jensen en bombe i valgkampen, da han for åben skærm fortalte, at S-R regeringen ønskede at ændre efterlønnen. Efterlønnen er en dansk velfærdsordning, som betyder at man kan trække sig tilbage før pensionsalderen. Ordningen blev indført i 1979 af Anker Jørgensen pga. stigende ungdomsarbejdsløshed og var kun ment for de hårdest belastede grupper i forhold til nedslidning. I dag skal man være medlem af en A-kasse og indbetale regelmæssigt til ordningen i mindst 25 år. I 1998 var efterlønsordningen en ordning, der ikke krævede indbetalinger og gjaldt fra man fra 60 år. Uffe Ellemann mente, at SR regeringen ønskede at ændre dette. Poul Nyrup benægtede det var tilfældet og fortalte i meget klare vendinger, at efterlønnen bestod uændret efter valget. S-R regeringen blev genvalgt med ganske få tusinde stemmer og få måneder efter annoncerede regeringen, at efterlønnen blev ændret til en indbetalingsordning i mindst 25 år samt at efterlønsalderen blev hævet til 62 og pensionsalderen sænket til 65. Selvom juraeksperter er enig om at Nyrup ikke, rent teknisk, løj i valgkampen, så efterlod sagen det indtryk og var reelt den enkeltstående sag, der gjorde at regeringen var i modvind i sin sidste periode, således formåede Nyrup ikke at drage fordel af, at NATO, og dermed Danmark, blev angrebet 11/ og krigen mod terror startede. Der har været flere teorier fremme omkring efterlønssagen, bl.a. at hvis ordningen ikke var blevet ændret, så ville samtlige EU borgere være berettiget til efterløn og alternativet derfor havde været at afskaffe den. Nyrup bør ifølge EU eksperter derfor roses for at have reddet ordningen. Nyrup endte dog med at få et spark ud af statsministerstolen. Et par år senere stillede han op til EU parlamentet og fik over personlige stemmer. Nyrup var tilgivet i befolkningen. 118

119 11. september 2001 Siden Dansk Folkeparti kom i Folketinget i 1998 havde partiet forsøgt at sætte en dagsorden, der hed udlændinge i Danmark. Partiet mente, at flygtninge søgte hertil pga. bistandshjælp, høj levestandard og at deres kultur (her forstået muslimsk kultur) var en trussel mod nationen. Denne dagsorden var det lykkes i en vis grad at få frem. Det store problem er den debat var, og er, efter min mening dog det, at man aldrig formåede at skelne mellem reelle flygtninge og bekvemmelighedsflygtninge, og begge sider af salen endte med at råbe ukvemsord efter hinanden. Centrum Demokraterne var det parti, der var mest positiv overfor indvandring og så ikke de store trusler, som DF fortalte om. Det handlede om bedre integration uden CD dog på nogen måde specificerede, hvad det betød. Statsminister Poul Nyrup havde set skriften på væggen og forsøgte at få vedtaget stramninger i udlændingepolitikken, men fik ikke opbakning fra sit eget parti, ligesom CD afviste enhver stramning, og Mimi Jacobsen, partileder for CD, ikke forspildte nogen chance for at fortælle DF, at de ikke var stuerene, et udtryk som Nyrup ligeledes sagde fra talerstolen i Folketinget. Med angrebet 11. september 2001 ændrede dansk politik sig fra dag til dag. Det kan naturligvis synes utroligt, at et angreb på World Trade Center skulle påvirke dansk politik, men det skyldes ikke kun voldsomheden, men mest af alt, at muslimske ghettoer brød ud i fest over angrebet. Ved det efterfølgende valg røg CD ud af folketinget, DF blev fordoblet og den i forvejen upopulære regering (efterlønssagen) fik ikke et ben til jorden i den efterfølgende valgkamp, hvor midten af dansk politik blev fjernet. Regeringsskiftet var en realitet. 119

120 Kapitel 19 Analyse: Efter valget 2011 Senest i november 2011 holdes der Folketingsvalg. Her er min analyse af hvad der sker. Valgkampen Reglerne siger at kun statsministeren kan udskrive valg, selv hvis regeringen kommer i mindretal, er det fortsat statsministeren, der skal udskrive valget. Regeringen kan nemlig også vælge at gå af, uden at udskrive valg, det skete sidst i 1991, hvor Poul Nyrup regeringen efterfølgende overtog. Lars Løkke skal udskrive valg minimum tre uger før valget, der senest kan komme søndag d. 13. november. Valgkampen har reelt været i gang et stykke tid, det tyder på at den bliver mere beskidt end nogensinde. Fagforeningen 3F blev i maj taget med bukserne ned, da det kom frem, at de med medlemmernes penge havde betalt detektiver for at opspore snavs på udvalgte ministrene. Samtidig er der allerede nu blevet brugt et trecifrede millionbeløb på reklamer i aviser og på nettet. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får flertal sammen med Enhedslisten. Det er ikke nødvendigvis et ønskescenarium for Helle Thorning, for med den konstellation er hun nødt til at indfri løftet om at droppe efterlønsreformen, som hun egentlig nok er ganske godt tilfreds med at Lars Løkke og Pia Kjærsgaard tog skraldet for. Det næste problem hun vil støde på er at EL vil have dagpengeperioden op til 4 år igen, og det vil store dele af baglandet i S og SF også. Med en rød regering vil SSF være tvunget ud i at skulle gennemføre Fair Løsning, som ingen økonomer tror på og endnu færre forstår. Bl.a. skal de ud og få overtalt vælgerne til at arbejde mere, mens de skruer op for skatten. Det bliver næppe en nem opgave. Til gengæld kan hun forvente en EL, der kan trynes, for deres eneste alternativ til at sige ja, er at vælte regeringen. Det synes helt usandsynligt. Der er dog ikke meget, der tyder på at S-SF-EL kan danne flertal alene. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får flertal sammen med Enhedslisten og Radikale. Denne situation er formentlig noget nemmere for Helle Thorning. Hun slipper for at ændre efterlønnen tilbage igen, dermed er hun heller ikke tvunget til at skulle overtale vælgerne til at arbejde mere, mens skatterne stiger. Hendes problem er at De Radikale på det seneste har fremvist at de ikke bare stemmer ja til SSF s politik. Helle Thorning vil opleve 120

121 at De Radikale vil tage sig dyrt betalt. Hun kan helt sikkert derfor være nødt til at forhandle med alle partier i Folketinget. Problemet bliver for Helle Thorning at det parti SSF er mest enig med er DF, som de har gjort sig grundigt uvenner med. Der vil næppe være nogen tvivl om at Venstre pludselig bliver meget liberale igen og Konservative vil råbe på skattelettelser. Liberal Alliance vil kæmpe for at få gennemført sin politik, men det er op af bakke. Venstre og Konservative får flertal med Dansk Folkeparti. V og K har haft et fint sammenarbejde med DF gennem de sidste ti år, men de sidste to år har fremvist at Lars Løkke har et ønske med at have magten, modsat Fogh, der havde som mål at beholde den. DF er på den måde en hæmsko. For Liberal Alliance er det et skrækscenarium, ligesom det stensikkert vil føre til en blodig magtkamp hos Socialdemokraterne. EL og SF vil fortsætte med at være helt udenfor indflydelse. For LA og Radikale er det langt fra ønskeligt. Heldigvis for dem, tyder intet på at det bliver sådan efter et valg. Venstre og Konservative får flertal med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance Dette er det mest sandsynlige resultat, hvis regeringen fortsætter, men der er også den mulighed at LA og R tilsammen kan have nok stemmer til at bringe DF udenfor indflydelse. Det er selvfølgelig ikke et mål i sig selv, men det giver mulighed for at VK regeringen vil kunne føre borgerlig politik, spørgsmålet er så om man vil. Lars Løkke vil kunne manøvrere meget mere frit end tidligere, pludselig vil han have LA støtteparti, men De Radikale har fremvist tydeligt gennem de sidste seks måneder at de heller ikke har den store tiltro til den socialistiske finanspolitik. Forudsætningen for at scenariet bliver virkeligt er bestemt tilstede, det virker helt usandsynligt at VKO fortsat har suverænt flertal efter valget, men at R og LA tilsammen kan mønstre mandater synes til gengæld ikke sandsynligt. Lige nu har de to partier tilsammen 14 mandater, men dog har flere meningsmålinger givet LA mandater og Radikale ligeledes stykker og så er der trods alt ikke langt op. 121

122 Efterord Jeg håber at du med denne bog føler dig bedre klædt på til de kommende valg, som kan betyde meget for din fremtid. Som jeg flere gange nævner, så handler politik om holdninger, viden og hvad der er praktisk muligt. Det er vigtigt, du forsøger at klarlægge dine holdninger og derefter opnår viden om, hvem der arbejder for disse holdninger og endelig gør dig klart, i hvilket omfang det er realistisk, at de bliver gennemførte. Ligeledes håber jeg du ikke har følt dette som en partibog, men at du kan bruge mine holdninger til at få klarlagt dine egne og dermed føler dig bedre rustet til at tage politisk stilling, din stemme tæller, 14 % procent valgte ved sidste valg at blive hjemme og det er simpelthen dumt, hvis du fralægger dig ansvaret for landets fremtid og du vælger per definition at støtte den regering, der vinder valget, fordi din stemme kunne have valgt den anden side. Valget er dit, men jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at bruge din stemme. 122

123 Reklame Kim Ursin LAD OS FÅ DEN JYSKE FORNUFT TIL CHRISTIANSBORG Kim Ursin Bonderup Østergade Fjerritslev

124 Reklame Gang i væksten Vi ønsker alle at der også i fremtiden er et velfærdssamfund, derfor er det helt nødvendigt, at vi får gang i væksten (=flere arbejdspladser). Selskabsskatten skal halveres og reglerne skal forenkles, sådan at virksomheder bruger sin tid på at udvikle og lave produkter, frem for administration og papirarbejde. Danmark har verdens højeste skattetryk for virksomheder, det er klart, de flytter til udlandet og de tager arbejdspladserne med. Vi skal have produktionsvirksomheder i Danmark, vi kan ikke alle leve af at tegne, male og slå på tromme. SKAT Skatten skal ned på max 40% og bundfradraget hæves. Det vil koste blot os blot 37 ud af et budget på knap 1000 milliarder. Topskatten gør, at lægen ligger og lægger fliser, giv ham dog mulighed for at hyre en gartner til det og lad ham arbejde med det, han er bedst til. Efterlønnen skal væk, det er asocialt og fjendsk at kasserer unge raske mennesker på 60 år. Den nuværende ordning er en asocial ordning. Mange lavtlønnede med hårde jobs har ikke pengene til at vælge ordningen. Dem, der ikke kan arbejde, skal have pension. Det har ikke noget med alder at gøre. EFFEKTIVITET Vores skattekroner bruges bedst ved at vise offentligt ansatte tillid. Så behøver vi ikke aflevere op mod 70% af vores indtægt i form af skatter og afgifter. I dag ansættes der hver eneste dag 65 nye personer i det offentlige. Hver 3. af dem sættes til at skrive journaler og udfylde skemaer. Lad de offentligt ansatte udføre deres arbejde. Spark de få ud, der ikke gør det i stedet for at lave meningsløs kontrol på alle. Hvorfor spilde tiden på, at skrive hvilken slags ble Fru Jensen bruger? Hvorfor ikke bare hjælpe hende på toilettet?

125 Reklame FRIHED I Liberal Alliance har vi en vision om at alle har ret til arbejde, alle har ret til at bestemme over sit eget liv. Statens opgave er at skabe rammer for, at du kan leve det liv, du ønsker. Ikke det liv politikerne tror du ønsker. Det er ikke op til København at fortælle dig om du må ryge, drikke eller æde dig ihjel, ligesom det ikke er København, der skal bestemme, hvad du må varme huset op med. Det er heller ikke en flok mere eller mindre moralske politikere, der skal bestemme, hvem der skal gå i seng med hvem. Vi er voksne mennesker, der godt kan træffe egne beslutninger om vores eget liv. LUKKEDE KASSER, ÅBNE GRÆNSER Vi bruger enorme kræfter på at holde grænserne lukkede for at holde de folk ude, vi har besluttet nok er kriminelle. Det virker ikke. Vi mener at enhver udlænding, der har et job må være i landet, naturligvis skal man så tegne forsikringer, så man ikke ligger samfundet til last. Hvis man har børn får de adgang til den danske folkeskole ligesom man får adgang til danskundervisning. Det er faktisk meget generøst. Mister man sit arbejde må man finde et nyt indenfor 3 måneder, ellers må man rejse hjem igen. Husk at indvandrer har selv valgt at tage til Danmark. Flygtninge er en helt anden sag.