Sagnet om Jesus. Indledning. Georg Brandes ( ). Udgivet 1925

Transkript

1 Sagnet om Jesus Georg Brandes ( ). Udgivet 1925 Indledning Menigmand i Schweiz og mange andre Lande har i mer end 600 Aar ikke draget i Tvivl, at Wilhelm Tell var en Landmand fra Bürglen i Kanton Uri, en Svigersøn af Walter Fürst, ligeledes fra Uri. Da han 18. November 1307 ikke tog sin Hat af for den Hat, som den østerrigske Landfoged Hermann Gessler i Altorf havde rejst paa en Stang som Tegn paa Østerrigs Overhøjhed, befalede Fogden Tell som berømt Bueskytte at skyde et Æble af Hovedet paa sin Søn. Ellers maatte Drengen dø med ham. Tell traf Æblet, men tilstod, at den anden Pil, han havde stukket til sig for det Tilfælde, han ikke traf Æblet, var bestemt for Gessler, hvorpaa denne lod ham fastholde og bringe til sin Borg. Storm paa Vierwaldstättersøen bragte Skibet i Fare, og Tell blev frigjort for sine Lænker for at styre Baaden. Med et vældigt Spring sprang han fra den i Land og stødte den paany ud i Søen. Derefter skød han i Hulvejen ved Küssnach den ridende Foged ned. Han kæmpede 1315 i det store Slag ved Morgarten for Schweizernes Frihed, døde 1354 ved Forsøg paa at redde et Barn fra Drukning i Schächenbach. Der findes i Schweiz ikke mindre end tre TellKapeller. I Nærheden af den ældgamle Landsby Bürglen betegner nu et lille Kapel, der er smykket med Malerier af Tells Liv, Stedet, hvor det Hus laa, der engang var Tells Bolig. Umiddelbart bag det rager den vedbendomspundne Ruin af et Taarn ii Vejret, hvor i gamle Dage, da Nedre-Uri endnu hørte til Zürichs Frauenmünsterstift, Herskabets Majordomus skal have boet. Dog i Egnen har man i lange Tider hævdet, at Taarnet hørte til et Slot, som tilhørte en Herr von Attinghausen, en Adels mand, om hvem det fortælles, at han var Svigerfader til Tell. Han kaldes derfor Walter, Fürst von Attinghausen. I Aarenes Løb paastodes det, at ogsaa Tell havde været Adelsmand, og Marschall Fidel von Zurlauben, af Johannes von Müller kaldt det levende Schweizerarchiv, har i sin Fortegnelse Materiale ID: TXT da Side 1 af 78

2 over Uri-Adelen en Afbildning af Wilhelm Tells Vaabenskjold. Kapellet ved Bürglen blev stiftet 1582, indviet i Maj Tellpladen og Redningsspringet nævnes første Gang i en Schweizerkrønike, der er sammenskrevet mellem 1467 og Paa Tellpladen blev der neppe rejst noget Kapel før Midten af det 16. Aarhundrede. Fra 1561 fandt en Korsfart til Tellpladen Sted og fra 1582 var den af Kanton Uri befalet afholdt hvert Aar og under Ledelse af Øvrigheden i Embedsdragter. Det tredje Tellskapel er det ved Küssnach, ved den Hulvej, hvor det dræbende Skud skal have truffet Fogden. Her er et og andet, hvorved man studser. Flækken og Slottet Küssnach blev først i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede forenede med Landet Schwyz. Hvad havde altsaa den Schwyzer Landfoged Gessler her at gøre? Endnu større bliver Besynderligheden, naar man betænker, at den saakaldte Gesslerborg ligger ved Foden af Rigi, lige ved Flækken Küssnach. Fogeden, der paa Vejen fra Uri landede i Küssnach, havde altsaa kun nogle hundrede Skridt at gaa for at være i sin Fæstning og hvile sig ud fra Søfartens Skræk. Skal han have havt nogen Berøring med Kapellet, maa han uden Plan eller Hensigt have ladet sin Borg ligge og i Stormnatten være redet den lange Vej til Immensee for at naa til den Hulvej, hvor han kunde blive skudt fra det Sted, hvor Kapellet ligger. Forklaringen er, som nutildags vel bekendt, den simple: Wilhelm Tell har aldrig existeret. En Landfoged ved Navn Gessler har aldrig existeret. Hele Efterretningen om Schweiz's Tilblivelse ved Forbundet paa Rütli er et Sagn. Men det har, som mindre almen vitterligt, kostet Møje at faa Sandheden anerkendt. Bernerpræsten Uriel Freudenberger anmodede i 1752 gennem Venner Gejstligheden i Uri om at gendrive Tvivlerne paa Tells Existens ved Hjælp af de saa talrigt foreliggende Tell-Dokumenter kom Svaret i Skikkelse af en Række Falsknerier udgav saa Freudenberger sit Flyveskrift "Guillaume Tell, fable danoise", der blev dømt til offenlig at brændes. Det er en Misforstaaelse, Materiale ID: TXT da Side 2 af 78

3 naar det i Værket "The Folklore of Fairy Tale" af Maclod Yearsley (London 1924) hedder (Side 196), at Freudenberger selv blev levende brændt. Men at man ikke var ham god, det er sikkert. Den, der udtaler en Sandhed, som vender op og ned paa et Folks kæreste Forestillinger, maa være forberedt paa nogen Forfølgelse og mange Skældsord. Man mindes blot den Forfølgelse, der 75 Aar senere i en lignende Anledning blev sat i Scene i Tyskland imod David Friedrich Strauss. Saa simpel, som Freudenberger mente, var Løsningen af Wilhelm Tell Gaaden nu ikke. Sikkert nok var det Fremstillingen af Folkesagnet om Palnatoke hos Saxo Grammaticus (omkring 1180), der ad literær Vej var naaet til Schweiz og havde givet Anledning til Sagnet om Tell. Grimm udtalte i sin Mytologi, at Kong Haralds Død for Skyttens Haand var historisk, Æbleskuddet derimod mytisk, men den i nordiske Oldtidsforhold langt anderledes bevandrede, grundlærde Konrad Maurer negter ogsaa Palnatokes historiske Existens. Han er i Sagnet oprindeligt ikke nogen Dansk, men en Finne-Høvding. Og der er megen Mytologi i det dræbende Pileskud. Ordet Tell's Grundbetydning er en Daare, en der handler i Blinde (som Hødur, naar han træffer Balder). Og Sagnet er universelt. Den persiske Digter Farîd Uddîn Attâr, født 1119, fortalte 1175 i sit Digt om Fuglenes Sprog om en Konge, der havde en Yndlingsslave. Denne lagde han et Æble paa Hovedet, skød med Pile derefter og spaltede det bestandig, til Slaven blev syg af Frygt. Ogsaa i Tell's Spring fra Baaden er der megen Mytologi. Det er et staaende Træk gennem Tiderne, at den Gud, der bekæmpes af Dæmoner, eller den Helt, der trues med Døden, ved et Vidunderspring frelser sig fra Forfølgernes Efterstræbelser. Glaukos-Pontios f. Ex. havde været en Fisker, var sprunget ud i Havet og blev i den Bøotiske By Anthedon dyrket som en Gud; ved Havets Bred var der i Oldtiden et Sted, som hed "Glaukos's Spring". Da ved det Aar 1006 den angelsachsiske Digter Cynewulf behandlede Jesu Liv, ordnede han sin Fortælling om Himmelfarten saaledes, at han lod Materiale ID: TXT da Side 3 af 78

4 Jesus udføre sex Vidunderspring, af hvilke først det sidste førte ham tilbage til Himlen. Som aandeligt ubegavet har Tell tidligt i Sagnet faaet tre Formyndere: Wernher Stauffacher, Walter Fürst og Arnold Melchthal. De slutter sig sammen paa Rütli og bliver det schweiziske Edsforbund. Tell er udelukket fra deres Sammenkomster. Alt er i lige Grad opdigtet og uvirkeligt. Det er en Plet paa den store schweiziske Historiker Johannes v. Müllers Ære, at han af Frygt for at miste sin Popularitet, skønt personligt ganske klar over, at der intetsomhelst Historisk var i Sagnet om Tell og Gessler, kun har udtalt sig svævende og uklart derom. Ved Schillers skønne, af Goethe inspirerede, Tragedie "Wilhelm Tell" blev Tell's Betydning som schweizisk Nationalhelt og som Personliggørelse af Frihedskærlighed fastslaaet for alle Tider. Tell er bleven saaledes ét med Staten Schweiz, at hans Billed længe har staaet paa de schweiziske Frimærker. Han har aldrig været til; men det gør ham intet Afbræk; han er og bliver et virksomt Ideal, og han behersker som Forbilled Sindene. Det Samme gælder om en Skikkelse, der som han tilhører Sagnets Verden, men har udøvet en ganske anderledes gennemgribende Indflydelse paa europæisk og amerikansk Sjæleliv. 1 En højst forvirrende Omstændighed ved Redaktionen af den Samling mindre Skrifter, der efter Marcus 14, 24 besynderligt benævnes "Det ny Testamente", er den, at disse Skrifter ikke er stillede i Tidsorden, de ældste forrest, de senere efter deres Affattelsestid. Denne er vistnok ikke ganske sikker; men sikkert er det, at den aldeles ikke stemmer med den Orden, i hvilken Skrifterne staar. Hvad der gør Spørgsmaalet særlig vanskeligt er, at de fleste Skrifter er blevne underkastede Omarbejdelser, Sløjfninger og Tilføjelser, saa de Materiale ID: TXT da Side 4 af 78

5 forskellige Partier af samme Skrift er af forskellig Dato. For halvhundrede Aar siden var de fremskredne tyske Teologer, Udgiverne af den saakaldte "Protestantenbibel" fra 1872, ti overmaade lærde og dygtige Mænd, enige om, at Apokalypsen, den saakaldte "Johannes' Aabenbaring", det Værk, der staar sidst i det Ny Testamente, i Virkeligheden var skrevet allerførst. Nutildags er fremskredne Forskere tilbøjelige til den Antagelse, at Johannes' Aabenbaring oprindeligt slet ikke har været et kristeligt Værk, men et jødisk, og først ved senere Omarbejdelse har antaget sin nuværende Form. Alligevel er der trods Omarbejdelsen Intet, der tyder paa, at den overnaturlige Skikkelse, om hvilken her berettes, har noget tilfælles med den unge Tømrer eller Murer og Lægprædiikant fra Galilæa, om hvem der i Evangeliet efter Marcus fortælles. Messias kommer i Skyerne, har en Røst som den Basuns, om hvilken Jesaia taler (27, 13). Han raaber: "Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste," Udtryk, som Jahve i det gamle Testamente anvender om sig selv (Jesaia 48, 13). Han staar imellem syv Guldlysestager, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel, der under Brystet er bundet op med et Guldbælte. Hans Hoved og Haar er hvidt som Uld eller Sne; hans Øjne er som Ildsluer; hans Fødder ligner det skinnende Kobber, naar det drages glødende af Ovnen: hans Røst er som mange Vandes Lyd; han har syv Stjerner i sin højre Haand, og et tveegget skarpt Sværd gaar ud af hans Mund. Hans Ansigt er som Solen, naar den skinner i sin Kraft." Forfatteren har havt Daniels Bog liggende for sig og har dels kopieret, dels varieret det Sted, hvor det hedder (7, 9): "Hans Klæder var hvide som Sne, og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol Ildsluer, Hjulene derpaa brændende Ild." Heri synes man at have en fra Daniels Bog stammende sværmerisk Forestilling, der lang Tid senere er bleven trukket sammen til det idylliske Billede af en omvandrende og manende ung Mand, som adskillige Partier af Evangelierne udviser. Materiale ID: TXT da Side 5 af 78

6 Disse anonyme Opbyggelsesbøger, hvis Indflydelse paa den europæiske og amerikanske Menneskehed har været umaadelig, men hvis historiske Værd er yderst ringe, har faaet Plads i det Ny Testamente langt foran Pauli Breve, skønt disse i deres ikke mange ægte Partier giver Indblik i betydeligt tidligere Tiders Følemaade. Dette Forhold har foraarsaget ubodelig Skade, udbredt en Mangfoldighed af uovervindelige Fordomme, gjort det næsten umuligt for en sandere Opfattelse af historiske og sjælelige Kendsgerninger end den tilvante at trænge igennem endog hos den forstandigere Del af Menneskeheden. 2 I det attende og nittende Aarhundrede rettede hvad man med Misbilligelse kaldte Fritænkeri sig mod Troen paa saakaldte Mirakler. Efterhaanden havde der dannet sig den Forestilling, at det, der benævnes Naturlove, var et paalideligt Udtryk for det guddommelige Væsen, og Enkelte indsaa Urimeligheden og Usandsynligheden af, at en Guddom eller et særlig inspireret Menneske skulde lægge sin højere Natur for Dagen ved at gøre Brud paa guddommelige Love. Rationalister opfattede disse Mirakler som naive Udsmykninger af historiske Begivenheder eller som bevidste Tildigtelser, der skulde bibringe Tro paa overnaturlige Evner. Paa selve det historiske Grundlag tvivledes der ikke. Kunde man blot blive af med de saakaldte Undere, stod for Fritænkerne Religionens Kærne, "Fornuftreligionen" tilbage. I England som i Frankrig og i Tyskland, for Lord Cherbury, Toland og Collins, for Fontenelle, Meslier og Voltaire, for Reimarus, Mendelssohn og den alle overlegne Lessing er Miraklerne, dette Naturstridige, der berettes som historisk, i Grunden Fæstningen, det gælder om at faa stormet, eller Valpladsen, paa hvilken og om hvilken der kæmpes. Endnu i 1863 gik Renan med sit "Vie de Jésus" kun ud paa, af de mytiske Slagger at udskille den lille Jesusskikkelse af Elfenben, som han havde frembragt ved en Blanding af Kritik, Folkepsychologi og sentimental Digterevne, idet han som Model til Skikkelsens Blidhed og overlegne Ironi tog sig selv og som Model til Materiale ID: TXT da Side 6 af 78

7 dens strenge og truende Holdning overfor kirkeligt Hykleri tog Lamennais efter dennes Brud med Rom. Nu ligger der ikke længere nogen Vægt paa det Spørgsmaal, som for halvhundred Aar siden sysselsatte de religiøst Interesserede. Spørgsmaalet om Miraklers Mulighed eller Sandsynlighed er faldet bort af sig selv, stilles ikke mere, optager kun dem, der vil afsløre Taskenspillere, Aandeforevisere eller Helbredere ved en Suggestion, der skal udgives for Trolddom. Spørgsmaalet er nu et helt andet og større. De, der har studeret Oldtids-Religionsformer, véd tilfulde, at Idealbilledet af den med Urette Martrede og Lidende, den, som pines, netop fordi han er god og retfærdig, den, hvem menneskelig Ondskab har udset til sit Offer og som udstaar Lidelsen for de Andres Skyld, var skildret og med beundrende Lidenskab fremstilt længe før den Tidsalder, i hvilken den historiske Jesus skal være kommen til Verden. Messias- Skikkelsen som lidende, d.v.s. Personliggørelsen af det jødiske Folk som undertrykt og mishandlet af Nabofolkene, men dog stærkere end de, fordi dette Folk var Sandheds og Retfærdigheds Talsmand, dette Ideal af Højhed, ufortjent Kval, overlegen Menneskelighed, fandtes allerede hos den anden Jesaia, ligesom dette Ideal under Dvælen ved Sokrates's aandelige Overlegenhed, der lønnedes med forsmædelig Død, anderledes formet, aabenbarede sig for Platon. Med andre Ord: Christusskikkelsen som et Ideal af Aandsoverlegenhed, Menneskekærlighed, Barmhjertighed, Renhed, var mange Aarhundreder ældre end den højsindede Almuesmand fra Galilæa, der for 1900 Aar siden som historisk Skikkelse siges at have virkeliggjort dette Forbillede, og Skikkelsen vil paany i Aarhundreder overleve ham, selv om han som Menneske formodentlig aldrig har været til. Der ligger da dybest set ingen Vægt paa, hvorledes dennes jordiske Levned siges at have formet sig. Vi spørger ikke mer, om Jesus blev til ved et Mirakel eller helbredede ved Mirakler eller drev Djævle ud ved et Mirakel - vi véd ikke mer, Materiale ID: TXT da Side 7 af 78

8 hvad Djævle er, og véd ikke mer hvad der forstaas ved Jomfrufødsel og lignende Mirakler. Det er Spøgelser, vi aldrig har set og aldrig skænker en Tanke. 3 Det Fængslende er da ikke: Mirakel eller Ikke- Mirakel; men det har sin store Interesse at se Myter og Legender danne sig. En begyndende Bibellæser studser f. Ex. ved at Jesu Korsfæstelse, ifald den ellers har fundet Sted, er bleven lagt Datidens Jøder til Last. Det er jo dog en given Sag, at Jøderne i Datidens Palæstina ikke havde nogen Jurisdiction. De var altsaa ganske og aldeles ude af Stand til selv at dømme nogen. Men fremdeles er det overmaade uklart, hvad Interesse de skulde have af at faa Jesus dømt fra Livet ved Overhæng af den romerske Statholder. Det er usandsynligt, at denne vilde give efter for et saadant Overhæng. Saa lidet som det kunde falde den engelske Vicekonge i Indien ind at dømme en Hindu til Døden for afvigende Anskuelser angaaende Buddha's Lære, saa lidet kan det tænkes, at en romersk Procurator vilde gribe ind i Anledning af en Beskyldning som den, der Marcus 14, 54 (ovenikøbet ifølge mod hinanden stridende Vidnesbyrd) fremsættes mod Jesus. Han skal have sagt: "Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder." Det fortolkes som bekendt i Johannesevangeliet symbolsk. Men opfattet bogstaveligt som hos Marcus 14, 58 tager det sig ikke samfundsfarligt ud. Ifald i vore Dage en Mand anklagedes for at have sagt "Jeg vil nedbryde Christiansborg, men i Løbet af tre Dage genopbygge det, aandeligt skønnere", saa vilde Retten først undersøge, om han virkelig havde sagt det, dernæst om den Anklagede havde gjort noget Forsøg paa Nedbrydelse af det jordiske Christiansborg, og fandt den dette ugjort, vilde den afvise Sagen. En Undersøgelse af, om der var gjort Anstalter til Opførelsen af et himmelsk Christiansborg, tør betragtes som udelukket. Materiale ID: TXT da Side 8 af 78

9 Romeren vilde naturligvis først have skaffet sig Underretning, om der af den Anklagede faktisk var gjort noget Forsøg paa Nedrivelse af Templet, og naar dette blev benegtet, vilde han have forstaaet, at Ytringen, ifald den overhovedet var falden saadan, maatte forstaas sindbilledligt eller poetisk, og have afvist Sagen som sig uvedkommende. Vi kan med Sikkerhed vide dette, thi vi kan i "Apostlenes Gerninger" (18, 12), hvor der undtagelsesvis optræder en historisk Person, og hvor det Meste derfor synes troværdigt, læse, hvad Svar Senecas Broder, Julius Annæus Gallio, der (kun Aar 51 til 52) var Procurator for Achaia, i dette Aar gav, da Jøder i Korinth anklagede Paulus for "at overtale Folket til en Gudsdyrkelse imod Loven": Dersom Talen var om nogen Uretfærdighed eller Misgerning, I Jøder, vilde jeg, som billigt er, høre paa Jer. Men er det en Strid om Lære og Navne og om den Lov, I har, saa maa I selv se til; jeg vil ikke være Dommer over disse Ting." -- Der forekom rundt om i det gamle Testamente Udsagn, der kunde udlægges som passende paa en nu opstaaet Messias. I 5. Mosebog 18, 15 var der jo lagt Moses de Ord i Munden: "En Profet af din Midte, af dine Brødre ligesom mig skal Herren din Gud oprejse dig; ham skal I høre." I Johannes Evangeliet (6, 14) anføres disse Ord umiddelbart efter Fortællingen om Bespisningen af 5000 Mand med 5 smaa Brød. Derefter sagde Menneskene: Dette er sandelig den Profet, der skulde komme til Verden. I "Apostlenes Gerninger" (3, 22) beraaber Petrus sig paa samme Udsagn af Moses. Der er nogle Steder i Profeten Zacharias, hvorfra øjensynligt Motiver til Handlinger, som tillægges Jesus, er hentede. Der staar hos Zacharias (9, 9): "Fryd dig saare, Zions Datter, raab med Glæde, Zions Datter, se din Konge kommer til dig, han er retfærdig og frelst; sagtmodig og ridende paa et Æsel, paa et ungt Æsel, Æselindens Føl." Der staar hos Zacharias (14, 21): "Og der skal ingen Kananit være mere i den Herre Zebaoths Hus den Dag," hvad der kunde betragtes som en Opfordring til at tillægge Jesus den i og for sig ellers saa urimelige Fordrivelse fra Templets Forgaard af de Kræmmere, som solgte Duer, der Materiale ID: TXT da Side 9 af 78

10 skulde ofres, og som vexlede den Mønt, der skulde ydes. Man tænke sig en Reformator, der fordrev de Koner, som sidder udenfor Notre Dame Kirken og sælger Voxlys til dem, som vil brænde dem til Afdødes Ære! 4 Er man ved Sammenligninger af denne Art bleven mistroisk, saa forekommer det En snart indlysende, at Jesu Lidelseshistorie umuligt kan være gaaet til, som den i Evangelierne er fortalt. Man slaar op i det gamle Testamentes 22. Psalme og finder det 2. Vers: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Det er jo den døende Jesus' Udraab paa Korset. Hvor forunderligt, at Jesus skal være død med et Citat paa sine Læber! Og hvem hørte det? I det ældste Evangelium er der ingen af hans egne tilstede; Apostlene (eller som de dèr kaldes: Disciplene) var jo alle flygtede (Marcus 14, 50) og Peter havde endog fornegtet ham. Ifølge Matthæus's senere og mindre paalidelige Vidnesbyrd saa' en Mængde Kvinder i stor Afstand (apo makrothen) til; disse synes at være der, fordi Fortælleren har fundet det altfor usømmeligt, at Jesus døde uden at have en eneste af sine Kære i sin Nærhed. Men han opstiller dem udtrykkeligt i det Fjerne, saa de umuligt kunde høre den Døendes sidste Ord. I den samme Psalme, der maa være Aarhundreder ældre end den Tid, i hvilken Lidelseshistorien skal være foregaaet, staar der videre: "Alle de, som ser mig, spotter mig; de vrænger Mund og ryster paa Hovedet." Det Selvsamme siges om den Korsfæstede (Matthæus 27, 39). I Psalme 22 hedder det videre: "De Ondes Hob har omringet mig; de har gennemboret mine Hænder og mine Fødder." Deraf ikke blot Stedet hos Johannes (20, 25), hvor Thomas vil se Naglegabet i Jesu Hænder, men øjensynligt den overleverede Maade, paa hvilken i kristelig Kunst den Korsfæstede er fremstilt med gennemborede Hænder og Fødder uden det smalle Sæde (sedile), hvorpaa den Martrede blev sat med i Reglen sammenbundne (ikke til Træet naglede) Materiale ID: TXT da Side 10 af 78

11 Fødder. Torturen var smertelig nok endda. I Septuaginta-Oversættelsen, der her er brugt, har Psalmen i Vers 17, hvor der tales om den Bande Forbrydere, der har omringet den Talende, det misforstaaede: de har gravet i mine Hænder og Fødder (hvad senere blev til: de har gennemboret mine Hænder og Fødder) i Stedet for de hænger sig som en Løve i mine Hænder og Fødder. Man saa heri en Hentydning til Korsfæstelse. I Psalme 22, 19 staar fremdeles: "De deler mine Klæder imellem sig og kaster Lod om mit Klædebon." Dette er da øjensynligt Kilden til Matthæus 27, 35, hvor det fortælles, at de som havde korsfæstet Jesus, delte hans Klæder og kastede Lod om dem. Studiet af en eneste Psalme er altsaa nok til at bringe den Læsende paa Sporet og vise ham, hvorledes Lidelseshistoriens Enkeltheder er sammenplukkede af Udsagn i det Gamle Testamente, stadig med Vendingen, at saaledes skete det, fordi en gammel Spaadom skulde gaa i Opfyldelse - en Tankegang som for den Nulevende har mistet sin Mening. Han ser kun den mosaikagtige Sammenstykning af gamle Skriftsteder, man har kunnet udenad, fortsat til de dannede en Art Hele. Der tales i Psalmerne (41, 10) om et Forræderi fra dens Side, hvem den Talende stolede paa, ja med hvem han spiste Brødet. Der siges endvidere, at det var ikke en Fjende, som haanede ham, ikke en Avindsmand, som gjorde sig stor paa hans Bekostning, men et Menneske, med hvem han omgikkes og i hvem han saa en Ven. I "Apostlenes Gerninger" (1, 16) udlægges disse Steder ligefrem som en Spaadom om Judas, saa det for os kommer til at tage sig ud, som har disse Steder leveret Omridsene til Judasskikkelsen. Psalme 69, 22 der lyder: "De gav mig Galde at æde og Eddike at drikke for min Tørst" viser paany, hvorledes Træk efter Træk af Lidelseshistorien er hentet fra det gamle Testamente. Det slaar En atter hos Jesaia (49, 6): "Jeg hengav min Ryg til dem, der slog mig, og mine Kinder til dem, der rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt." Materiale ID: TXT da Side 11 af 78

12 I "Visdoms Bog" staar 2, 12 ff.: "Lad os undertrykke den Retfærdige. Han gør os ingen Gavn og staar vore Gerninger imod og bebrejder os vore Synder imod Loven... Han foregiver at have Guds Kundskab og kalder sig selv Guds Barn. "Vi anses af ham for Skarn, og han holder sig fra vore Veje som fra Urenlighed... han roser sig af, at Gud er hans Fader. Lad os dog se, om hans Ord er sande, og forsøge, hvad Ende det vil tage med ham. Er den Retfærdige Guds Søn, saa vil Gud hjælpe ham og fri ham af Modstandernes Haand. Lad os prøve ham med Haan og Pinsler, at vi kan lære hans Sagtmodighed og Udholdenhed at kende. Lad os dømme ham til en skændig Død!" I Jesaia 11 staar det bekendte Sted: "Der skal opstaa et Skud af Isaii Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt. Og Herrens Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Gudsfrygts Aand... Han skal dømme de Ringe med Retfærdighed og holde Ret for de Lidende i Landet med Oprigtighed, og han skal slaa Voldsmænd med sine Munds Ris og dræbe de Ugudelige med sine Læbers Aande... Og Ulven skal gaa hos Lammet, og Pantheren ligge hos Kiddet. Kalven og Løven og Fedekvæget skal være sammen, og en lille Dreng skal drive dem. Og Ko og Bjørn skal græsse sammen, og Løven skal æde Græs som Oxen. Det diende Barn skal lege ved Snogens Hul, og det afvænnede Barn gribe fast om Slangens Rede." Her varsles om paradisiske Tilstande, som Jesus i Evangelierne ikke fordrister sig til at vente indførte i Jordelivet. Men Jesu Lære findes udpræget hos Jesaia 58, 7: "Den Faste, jeg finder Behag i, er at du deler dit Brød med den Sultne, at du lader de Elendige og Omflakkende komme i dit Hus. Naar du ser en Nøgen, at du saa klæder ham... da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, din Retfærd drage foran, Jahves Herlighed slutte Toget." Ogsaa Helbredelsesmiraklerne er foregrebne hos Jesaia. Mt. 8, 17 Det skulde fuldbyrdes, hvad der er talt af Jesaia: Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme. Mt. 11, 5 siger Jesus: De Blinde ser, de Lamme gaar, de Spedalske Materiale ID: TXT da Side 12 af 78

13 renses, de Døve hører. Jesaia 35, 5: Naar Herren kommer, skal de Blindes Øjne aabnes, de Døves Øren høre, den Halte springe som en Hjort, og den Stummes Tunge synge. - Frigørelsen er ikke mindre foregrebet hos Jesaia: Han har sendt mig at helbrede dem, som har et sønderknust Hjerte, og forkynde de Fangne Frihed, de Bundne Løsladelse. Hos Jesaia staar (53): "Han skød frem som et Rodskud af tør Jord; han havde ingen Skikkelse eller Skønhed; vi saa ham, men intet Ydre der kunde tiltrække. Han var foragtet, ikke at regne blandt Mænd, fuld af Pine, forsøgt i Sygdom. Som En, for hvem man skjuler sit Ansigt, ringeagtet, vi regnede ikke med ham." Lidelseshistorien, som er sammenskrevet paa Grundlag af Stemninger og Klager, der er hentede fra det gamle Testamente, viser sig særligt underbygget ved Skildringerne af det personliggjorte Israels Lidelser hos den anden Jesaia. Her findes allerede den i Oldtidsreligionerne som senere i Kristendommen udbredte Forestilling om, hvorledes den ene lider i den andens Sted, paa hans Vegne. Vicariatlidelsen er allerede et Midtpunkt her. Hos Jesaia staar (53, 4): "Han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore Smerter, mens vi regnede ham for plaget, slagen af Gud, og elendig. Men han blev gennemboret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger; Straffen blev lagt paa ham, saa vi fik Fred, og vi fik Lægedom af hans Saar. Vi foer alle vild som Faar; vi vendte os hver sin Vej; men Jahve lod vore Misgerninger komme over ham... Han har baaret vor Synd, og han vil gaa i Forbøn for Syndere." I Ap. G. 8, 28 bliver tilmed det Sted hos Jesaia, hvor Talen er om den Retfærdige, der som et Faar føres til Slagterbænken, udtrykkeligt overfor en æthiopisk Gilding, som spørger, udlagt om Jesus. 5 Sir James Frazer, vel vor Tidsalders største Mytolog, siger i "The Golden Bough": "Overførelsen af det Onde, Grundsætningen om Materiale ID: TXT da Side 13 af 78

14 Vicariatlidelsen, er den almindelige Opfattelse og Praxis hos Racer, der staar paa et lavt Trin af social og intellectuel Kultur. Den forekommer i den klassiske Oldtids Historie, saa længe Folkene endnu er stedte i Barbari. Det typiske Exempel er Ifigenias Ofring." Dyrkelsen af den syriske Guddom Attis havde den sjælelige Rensning ved Udgydelsen af Blod tilfælles med Kristendommen. Betegnende nok blev efter dens Ritus den indviede Oxes Blod udgydt netop paa det Sted, hvor nu St. Peters- Kirken staar. Ingen betragter mere Johannesevangeliet som et Vidnesbyrd om det historisk Skete; det er lutter Symbolik, lutter Teologi. I det vender den Messiasopfattelse, som existerede talrige Aarhundreder forinden, tilbage i forynget Form. Alt hvad de tidligere Evangelier - de saakaldte Synoptikere - har meddelt bliver her Sindbilled og Mystik. Antallet af de Mirakler, der her fortælles, er syv. Det er paa den syvende Dag, Sabbatsdagen, at den Lamme helbredes. Den lange Række Aar, han har ligget vanfør, symboliserer det jødiske Folk, der har ventet paa Messias. Selve Helbredelsen betegnes (5, 17) som et Sindbilled paa Jesu hele Gerning. Mangfoldiggørelsen af Brødene er et Sindbilled paa Uddelingen af Livets Brød. Det Mirakel, at Jesus gaar paa Vandet, betyder, at Messias er sejrrig, er Aand, er Ordet, som vender tilbage til sin Evighed. Den Blindfødtes Helbredelse betyder, at Messias er Verdens Lys; Lazarus's Opvækkelse, at han er Livet. Der er her en stærk Tal-Mystik. Jesus vandrer tre Gange i Galilæa, tre Gange i Judæa; hvert Sted udfører han tre Mirakler; tre Gange angiver han Judas som Forræder, 13, 18, 21, 26. Jesus staar op af Graven den tredie Dag; han aabenbarer sig derefter tre Gange. Dette Evangelium synes affattet i det andet Aarhundredes første Halvdel. Men saavidt det kan skønnes, er de sammenstykkede, overarbejdede Kompilationer, som kaldes Synoptikerne, vel fra en Snes til et Halvhundred Aar senere end Pauli ægte Breve. Materiale ID: TXT da Side 14 af 78

15 Paulus, d.v.s. den lille Saul har været en hidsig og farlig lille Mand, om hvem det i Apostl. Gern. fortælles, at han fik en Plads som Arbejder i Korinth hos det fra Rom under Claudius uddrevne jødiske Teltbyggerpar, Aquila og Priscilla. Disse to - siges der - havde været indviklede i de Tumulter, som Suetonius taler om paa det berømte og besynderlige Sted, han synes at have afskrevet efter en eller anden Aarbogs-Forfatter. Han siger: "Da Jøderne, ophidsede af Chrestus, stadigt afstedkom Optøjer, fordrev han (Claudius) dem fra Rom." Chrestus var dengang et almindeligt Navn paa Slaver og Frigivne. Det forekommer 80 Gange paa Indskrifter, som blev fundne i Rom under Peterskirken, da den under Sen-Renæssancen blev udvidet. Aquila og Priscilla maa have været blandt de af Rom udviste Jøder. De levede af at bygge Telte eller Hytter, og de tog den lille, ildfulde, uberegnelige og ustyrlige Saul fra Kilikien i deres Tjeneste som Medarbejder. De ægte og de uægte Epistler, der gaar under hans Navn, er meget ældre end Evangelierne. Epistlernes Forfatter har iøvrigt aldrig set Jesus, og véd, eller meddeler, ikke det allerringeste om hans Levnedsløb. Den saakaldte Paulus har kun den rent teologiske Opfattelse af Jesus: Denne er (Kolossenser 15, 16) "den usynlige Guds Billede, al Skabningens Førstefødte; thi ved ham er alle Ting skabte, de i Himlene og de paa Jorden, de synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller Fyrstendømmer eller Magter; alle Ting er skabte ved ham og til ham." Vi er visselig med Bestemmelser som disse langt fra den unge veltalende og begejstrede Søn af en Bygmester i Galilæa, der for sin rent aandelige Agitation skal være bleven henrettet af den romerske Landshøvding i Jerusalem. Vi er maaske endnu længer fra blot den svageste Gnist af sund Menneskeforstand. Materiale ID: TXT da Side 15 af 78

16 I lange Tider har der været Strid om, hvilke Partier af de Paulus tillagte Breve der maatte opfattes som ægte, og i hvilke man skelnede senere Tilføjelser, ikke at tale om dem, der slet ikke kunde være af ham. Ægte er efter al Sandsynlighed kun Galaterbrevet, Romerbrevet og delvis første Korintherbrev. Skærende usandsynlig er dog i Galaterbrevet Fortællingen om de "tre Aars Ophold i Arabien" efter Omvendelsen; den skal vise Uafhængigheden af Petrus. Spørgsmaalet har formentlig i vore Dage tabt noget af sin Interesse. De Paulinske Skrifter kan, om de end er betydeligt ældre end Evangelierne, være antedaterede. Adskillige har, som Hollænderen Van Manen, med Styrke hævdet, at Intet tyder paa, der i det første Aarhundrede har existeret nogen "Apostel", som forkyndte paulinske Tanker. Oprettelsen af større Menigheder, der ikke længer var jødiske, men kristelige, maa sandsynligst henføres til det andet Aarhundrede. En tilsyneladende halvt skemtefuld, men højst alvorligt ment Formodning af den fremragende engelske Bibel forsker, Thomas Whittaker, gaar ud paa, at den virkelige Grundlægger af historisk Kristendom har Ypperstepræsten Kaiafas været med det "Raad til Jøderne", der af Forfatteren til det fjerde Evangelium paastaas inspireret ham ved guddommelig Indgivelse: "I forstaar slet Ingenting, I betænker ikke heller, det er os gavnligt, at ét Menneske dør for Folket, for at ikke det hele Folk skal fordærves. Dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde dø for Folket" (Johannes 11, 50 til 51). Og Kaiafas er en historisk Personlighed, kendt og nævnt som saadan af Flavius Josephus, noget, der ikke kan siges om Jesus, da Falskneriet i Antiquiteterne 18, 3 jo forlængst er anerkendt endog af de mest konservative Forskere. Der har existeret en med Josephus samtidig Historieskriver, der som han var baade Krigsmand og Historiker. Han skal have været en Landsmand Materiale ID: TXT da Side 16 af 78

17 af Jesus i nærmeste Forstand, da han stammede fra den Egn, hvor Jesus siges født. Det er Justus fra Tiberias; han skrev ligesom Josephus om "Krigen imod Jøderne" og desuden "en Krønike over de jødiske Konger fra Moses til Agrippa 2". Begge disse Værker er nu gaaede tabt, men i det niende Aarhundrede blev de læst af Fotios, der undrede sig over at saa lidet dèr som hos Josephus blev Jesus nogensinde nævnt. 6 Der forekommer ingen som helst paalidelig Omtale af Jesus hos Roms hedenske Skribenter. Den tidligste Henvisning findes i et af den yngre Plinius's Breve til Kejser Trajan fra Aar 111 eller 112, da Plinius var kommen i Egenskab af "legatus pro prætore" til Provinserne Bithynia og Pontus, og skal have fundet Egnen der befængt med Kristendom. - Men er Brevet ægte? Det bør dog bemærkes, at dette Brev er naaet til Efterverdenen i et Haandskrift, som er adskilt fra Resten af Plinius's Breve, og at Plinius i sine Breve om de Kristne omtaler "Clemens fra Rom" som en kendt Mand, der har skrevet de Epistler, som tillægges ham. Ægte kan af de Clemens Romanus tilskrevne Breve efter almindelig Samstemning kun det første fra den romerske Menighed til Korintherne være. Det blev ikke anerkendt før ved det Aar 170. Hvorledes skulde Plinius have Kendskab til det? Denne Omstændighed gør Omtalen af de Kristne i Plinius's 96. Epistel yderst mistænkelig. Plinius skriver her til Trajan: "Hvad dem angaar, som negtede, at de var Kristne, saa følte jeg mig berettiget til at frikende dem, saasnart de i min Nærværelse havde anraabt Guderne og æret dit Billede. Disse (som hævdede, ikke at være Kristne) ærede allesammen dit Billede og forbandede Christus. Men de hævdede, at deres hele Forseelse eller Fejltagelse laa i, at de i Overensstemmelse med deres Skik samlede sig paa en eller anden forudbestemt Dag før Daggry og skiftevis sang en Sang (carmen) til Christus som til en Gud. (Christo quasi deo.)" Ifald, hvad der er højst usikkert, dette Brevsted er ægte, saa har Plinius i de Kristnes Færd set en Fare, forsaavidt denne nye Gud som var bleven indpodet paa den gamle nidkære jødiske Gud, Materiale ID: TXT da Side 17 af 78

18 til hvem de sang Hymner, var uforenelig med Kejserdømmets andre Guder, hvem disse Messias- Dyrkere ikke vilde ofre Røgelse og Vin, og uforenelig med Dyrkelsen af den guddommelige Kejser. Der findes alt i alt kun to Hentydninger til Christus i den latinske Literatur. De staar hos to romerske Skribenter, der levede i Overgangstiden fra det første til det andet Aarhundrede. Disse Steder findes hos Tacitus og Suetonius, begge to Venner af den yngre Plinius. I Tacitus's stilistisk stærkt arrangerede "Annaler" staar der (15, 44) angaaende Roms Brand under Nero: "Nero mistænkte visse Personer for at være Ophavsmænd til denne Forbrydelse. Dem dømte han til den grusomste Tortur. Det er dem som hades for deres Infami og som vulgært kaldes "Chrestiani". Ophavet til Navnet (Christus) er bleven dømt til Døden under Tiberius's Regering af Procuratoren, Pontius Pilatus." Der synes ikke for nogen upartisk Kritiker at kunne herske Tvivl om, at dette Sted er et Indskud, en Skriftforfalskning, udført langt efter Tacitus's Tid af en eller anden kristen Munk eller dog kristen Afskriver. Sætningen er formuleret ganske i Overensstemmelse med den kristelige Overlevering, som denne efterhaanden dannede sig. "Chrestiani", hvad i græsk Udtale er det samme som "Christiani", er et Navn, Tacitus ikke, da han skrev "Annalerne", kan formodes at have kendt. Det græske Ord Christus for Messias kom først i Brug under Trajan. Ingen af Evangelisterne anvender Ordet "Kristne" om dem, der fulgte Jesus. Det eneste Sted, hvor Omvendelse af Hedninge nævnes (Apost. Gern. 11, 20) lader denne Omvendelse udgaa fra Antiochia. Tacitus nævner her ikke Navnet Jesus, synes ikke at kende det, troer øjensynligt, at Christus er et Personnavn, véd ikke, det betyder Messias. Særlig mistænkeligt er det, at ret som han var en Kristen fra senere Tid, taler han om Pilatus, som var denne en Personlighed, hans Læsere maatte antages at kende, uden videre Forklaring. Materiale ID: TXT da Side 18 af 78

19 Intet Værk af Tacitus er naaet til os uden forfalskende Indskud. Gibbon's Tro paa Textens Renhed i de ældste Tacitus-Manuskripter er længst opgivet. Der er saa meget kraftigere Grund til at antage Stedet for uægte, som hvad Tacitus fortæller eller rettere hvad der er lagt ind i hans Skrift om Neros Forhold til de Kristne, umuligt kan være sandt. Det lader sig ikke tænke, at der allerede paa Nero's Tid skulde have dannet sig i Rom en Menighed af Jesu Tilhængere, saa stor, at den kunde tiltrække sig offenlig Opmærksomhed og Befolkningens Had, saa denne vilde beskylde den for at have stukket Byen i Brand. Og hvorledes skulde Tacitus, der aldrig tog Jødernes Lære alvorligt men (efter Tertullian) troede, at Jødernes Gud, som han ikke skelnede fra de Kristnes, var et Menneske med Æselshoved som paa den bekendte Graffit - hvorledes skulde han betragte en lille jødisk Sekts Nærværelse i Rom som en Fare for Kejserriget? Ingen Fornuftig troer nutildags paa Legenden, om at det var Nero selv, der stak Ild paa Rom. Suetonius, som mistænker ham, kender ikke til noget Rygte, der udpegede ham som Ophavsmanden. Der var ingensomhelst Grund til at Nero skulde anklage de Kristne for at have afstedkommet Ildebranden. De kaldte sig selv for Jessæanere eller Nazaræanere eller de Udvalgte eller de Hellige o.s.v. og blev almindelig betragtede som Jøder. De iagttog Mose Lov, og Befolkningen kunde ikke skelne dem fra de andre Jøder. De holdt sig stille og gjorde sig saa lidet bemærkede som muligt. Historien om de levende Fakler, der er kommet til os gennem Tacitus, synes Foster af en ved Læsning af Fortælling om senere kristne Martyrier ophidset Indbildningskraft. Ildstraf gaves der ikke i Rom paa Neros Tid. De Haver, hvori de levende Fakler skal have været anbragte, var tagne i Brug til Ly for de Ulykkelige, der ved Roms Brand var blevne husvilde; de var fulde af Telte og Træskure, mellem hvilke ingen kunde falde paa at opstille Baal for Misdædere. De hedenske Skribenter kender intet til denne Rædsel. De ældste kristne Forfattere kender heller ikke "de levende Fakler", der dog var saa egnede Materiale ID: TXT da Side 19 af 78

20 til heftig Propaganda. Den første Omtale af dem forekommer i en navnkundig Forfalskning fra det fjerde Aarhundrede, den opdigtede Brevvexling mellem Seneca og Apostlen Paulus. En fyldigere Omtale af dem findes hos Sulpicius Severus, der døde 403, men blandet med saadanne kristelige Legender som Simon Magikerens Død eller Peters Bispedømme i Rom. Sulpicius's Udtryk stemmer i Reglen Ord for Ord med Tacitus's. Det er tvivlsomt, om det Manuskript af Tacitus, som Sulpicius Severus har benyttet, overhovedet indeholdt den berømte Passus om de Kristne - "odium generis humani". Ellers vilde de andre kristne Forfattere, som benyttede Tacitus, dog have kendt den. Sandsynligheden taler for, at Stedet i "Annalerne" (15, 44) blev overført til Tacitus fra Sulpicius til Guds Ære af en eller anden Klosterbroder, for at styrke kristen Overlevering ved hedensk Vidnesbyrd. Saa vidt skønnes, foreligger der da ikke i samtidig romersk Literatur nogen ægte Udtalelse, der peger i Retning af Jesus som historisk Personlighed. 7 Efter nogen Tids Forløb fik Paulus i Korinth Besøg af to Meningsfæller Silas Silvanus og Timotheus, der siges at have bragt ham Meddelelse om en Menighed, som var bleven grundet i Thessalonica for Midler, der med rund Haand var blevne skænkede af Byen Philippi's Beboere, blandt hvilke der var en rig og gæstfri Purpurkræmmerske ved Navn Lydia fra Byen Thyatiræ. Hun gav Paulus og hans Følgesvende Husly og underholdt dem (Brev til Philippenser 4, 16, Apostl. Gern. 16, 14 til 15). Paulus, der i Virkeligheden var Udbrederen af den kristelige Religion, kan intetsomhelst meddele om Jesu Personlighed og har aldrig set ham, saa lidt som de, iøvrigt navnløse, Evangelister nogensinde har set ham. Naar han (1. Kor. 9, 1) udraaber: "Har jeg ikke set vor Herre Jesus Christus?" sigtes til Luftsynet ved Damaskus. Og hvad populært kaldes Marcus's, Lucas's o.s.v. Evangelium vil jo efter Textens Ord (Katá) kun udtrykke, at Evangeliet siges opskrevet af en, der tilhørte den nævnte Discipels Kreds, ingenlunde, at han var Materiale ID: TXT da Side 20 af 78

21 Ophavsmanden. Intet bliver desuden nedskrevet af disse Evangelier, før Paulus har virket i Aaringer. Denne Paulus har med al sin Ildhu, saavidt skønnes, været en uhyggelig Personlighed, en af de Sygelige, hos hvem Begejstring slaar om og bliver Afsky, 1nens Had slaar om og bliver opbrusende Sværmeri. Al historisk Viden er jo usikker; det Ord er sandt, at den historiske Sikkerhed beror paa de Dødes Taushed. Men hvad Kilderne meddeler os er dette: Da den ulykkelige Stefanus skulde stenes for hans afvigende Messias-Tro, lagde de første af Bødlerne deres Kapper, som generede dem under Steningen, for Fødderne af en ung Fanatiker, Saul, der efter sit eget Udsagn, som anføres, fandt Behag i Mordet og derfor gerne forvarede deres Klæder, som udførte det. Han ansaa det i sin blinde Lidenskab for sin Skyldighed at gøre noget imod Nazaræerne. Det gjorde han da ogsaa i Jerusalem, hvor han skaffede sig en Fuldmagt fra Ypperstepræsten til at lade mange af de Hellige kaste i Fængsel; han skal, naar de blev stenede, have givet sin Stemme dertil. Dette menes sket Aar 37. I Aaret 38 foregik hans pludselige Omvendelse. Han var baade før og efter den en Ivrer af Fag. 8 Han var født Aar 10 eller 12 i Tarsus i Kilikien. Han latiniserede først, da han gjorde sig til Hedningenes Apostel, sit Navn Saul til Paulus. Hans Familie stammede fra Gischala i Galilæa, mente at tilhøre Benjamins Stamme. Hans Fader var romersk Borger, havde enten erhvervet denne Titel ved Tjenester, han havde vist, eller ogsaa kan han have arvet den fra en af sine Forfædre, der havde tilkøbt sig den. Familien hørte, som alle bedre jødiske Familier, til Farisæernes Parti. Selv da han havde brudt med Partiet, beholdt han Materiale ID: TXT da Side 21 af 78

22 dets Iver og Sjælsspænding, Hvasheden i dets Udtryksmaade. Tarsus var dengang en blomstrende By, Befolkningen græsk og aramæisk. Jøderne var talrige dér som i alle Handelsstæder. Sansen for Literatur var udbredt, og ingen By, end ikke Athen eller Alexandria, var rigere paa videnskabelige Institutioner. Ikke at Saul fik en omhyggelig hellensk Opdragelse. Jøderne gik sjældent i de Skoler, hvor der meddeltes verdslig Kundskab. I Skolerne lærtes først og fremmest et rent Græsk. Havde Saul lært det, saa havde Paulus ikke skrevet eller vel snarere dikteret sit sære, saa ugræske Sprog, fremmed i dets Vendinger, fuldt af aramæiske og syriske Talemaader, som neppe har kunnet forstaas af en dannet Græker paa hans Tid. Uden at undse sig ved sin Mangel paa, hvad Datiden forstod ved Dannelse, kalder han sig selv (2. Korinthier 11, 6) "idiotes to logo", ulærd i Tale, naturligvis kun for at hævde, hvor lidet det kommer an derpaa. Han har øjensynligt tænkt i det Syrochaldæiske Sprog, ligesom det var Modersmaalet, han helst talte, ogsaa naar han talte med sig selv eller hørte Stemmer tale i sit Øre. Hvad han forkynder, har da intetsomhelst Forhold til græsk Filosofi. Det saa tidt nævnte Citat af Menander's tabte Skuespil "Thais: Slet Omgang fordærver gode Sæder" var blevet en Talemaade, som anvendtes af mangfoldige, der aldrig havde læst Menander. De to græske Citater, som forøvrigt findes, forekommer i Breve, der neppe er ægte. Det ene, Stedet (Titus 1, 12) hvor det hedder: "En af dem, deres egen Profet, har sagt: "Kretenserne er altid Løgnere, onde Dyr, lade Buge" er en Sætning, som tillagdes Epimenides, der levede i det 6. Aarhundrede før vor Tids regning og i Oldtiden ansaas for en stor Sandsiger. Det andet Sted (Apostl. Gern. 17, 28) lyder: "Thi i ham lever og røres og er vi, som jo ogsaa nogle af Jere Digtere har sagt." De Digtere, hvorpaa her er tænkt, er Aratos fra Kilikien og Kleanthes fra Lykien. Hos dem er ved Ordet "ham" ment Zeus. Det ses, at næsten hele den unge Sauls Dannelse skyldtes Talmud; han lader sig mere lede af Ord Materiale ID: TXT da Side 22 af 78

23 end af Tanker; et Ord bringer ham til at forfølge en Tankerække, som ligger langtfra Udgangspunktet. Et enkelt Sted (Kapitel 13) hæver første Korintherbrev sig til saa ophøjet Flugt, at faa Steder kommer det nær i Begejstringens Gløden og Veltalenhedens Strøm. Det maa indrømmes, at Stedet rigtignok af en saa sjælden Kender som van Manen betegnes som et sildigt Indskud. Det er de skønne Ord: "Talede jeg med Menneskers og Engles Tungemaal, men havde ikke Kærlighed, da var jeg skrigende Malm og skraldende Metalbækken. Og havde jeg profetisk Gave og vidste alle Hemmeligheder og al Kundskab, og havde jeg al Tro, saa jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet." Der følger endnu et Dusin ligesaa værdifulde Udbrud, Glimt af en Ildhu, hvortil der i Aarhundreder ikke havde været eller vilde komme Mage. Men man eftergaa, hvor besynderligt dette smukke Afsnit er indfattet. I kedsommelige, spidsfindige Redegørelser som det forrige Kapitels langsommeligt udstrakte Lignelse om at, som i Menneskelegemet Lemmerne hænger sammen, bør Menigheden ogsaa holde sammen, dette med saadanne Argumenter som: Hvis Foden vilde sige: fordi jeg ikke er Haand, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon den derfor ikke hører til Legemet? Og dersom Øret vilde sige: fordi jeg ikke er Øje, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon det derfor ikke hører til Legemet? o.s.v.. i det Uendelige. Eller man eftergaa, hvad der følger paa den ophøjede Lovprisning af Kærligheden. Et Kapitel, der er saa svagt i Tanken og saa løst i Tankegangen, at man paa Dansk baade i den gamle Vaisenhus-Oversættelse og i Lindbergs har maattet give Stedet en lettere fattelig Mening ved istedenfor Textens Advarsel imod "at tale med Tungen" (som det nu hedder "i Tunger") en Udstøden af usammenhængende Lyd under Ekstase, har maattet sætte: at tale i fremmede Tungemaal. Saa kommer Sætningen til at lyde: Thi den, som taler i fremmede Tungemaal, taler ikke til Mennesker men til Gud; ingen forstaar ham, men han taler Hemmeligheder i Aanden. Hvem der taler i Tunger, han forbedrer sig selv; men den som spaar, opbygger Menigheden o.s.v.. De tommeste Talemaader. Materiale ID: TXT da Side 23 af 78

24 9 Sauls Fader havde tidligt bestemt ham til Rabbi, men havde efter Skik og Brug givet ham en Profession. Han blev Teltmager, arbejdede med det grove Lærred, som kom fra Kilikien, eller han murede Hytter. Han var formueløs og yderst høflig. Naar ikke Lidenskab gjorde ham vredagtig og vild, var han velopdragen, endog hjertelig, iøvrigt pirrelig og tilbøjelig til Skinsyge. Hans Ydre synes at have været skrøbeligt. Efter kristne Oldskrifter, hvis Troværdighed er usikker, men hvis Skildring ikke synes greben ud af Luften, var han grim, lille, firskaaren, skrutrygget. Hvor han taler om sit Legeme (som i 2. Korinther 11, 30; 12, 5, 9, 11) gør han opmærksom paa sin legemlige Svaghed, der danner en saa udpræget Modsætning ti! Styrken af hans Aand. Han skildrer sig selv som en Mand, der trods sin aandelige Overlegenhed er syg og udtømt, i sin Fremtræden uden noget, der gør Effekt, men saaledes beskaffen, at han i sit Indre har oplevet Henrykkelsestilstande, under hvilke han ikke vidste, om han var i Legemet eller udenfor det. Han har desuden en hemmelig Skavank, "en Pæl i Kødet", der er givet ham af Gud for at hindre ham i at forfalde til Hovmod. Pælen bestaar i at "Satans Engel slaar ham med Næverne" (2. Korinth. 12, 7). Han har tre Gange bedet Gud befri ham for den og tre Gange faaet det afslaaende Svar: "Min Naade er dig nok." Pælen i Kødet er ikke Udtryk for nogen kønslig Tiltrækning; han lader os ofte nok vide, hvor kold han er af Temperament. Se især 1. Kor. 7, 7: Jeg vilde, at alle Mennesker var, som jeg selv er, d.v.s uden Attraa til nogen Kvinde. Han kom ung til Jerusalem og formodes ung at være gaaet i Gamaliels Skole. Denne kaldtes Farisæer, men var lemfældig skønt streng. Saul derimod udviklede sig til en vild Fanatiker, ophidset og ophidsende; indtil Raseri klamrende sig til den nationale Fortid. Da den første Menighed i Jerusalem spredte sig, foer han rundt til de andre Byer. Materiale ID: TXT da Side 24 af 78

25 I Damaskus synes det som havde der paa et Tidspunkt da Romervældens Myndighed ved Udbruddet af Caligula's Galskab var nedbrudt, dannet sig en Gruppe, der troede, Messias var kommen. Saul synes til Gengæld fra Ypperstepræsten Theofilus, Hanan's Søn, at have skaffet sig en Fuldmagt til at arrestere disse Frafaldne og føre dem bundne til Jerusalem. Saa endelig lader det, som om han i det jordiske Paradis, som Haverne nær Damaskus var, selv lededes ved sin Bøddelrolle, mindedes dem, han havde forfulgt og ladet martre, troede at se et lysende Syn i Skyerne, og hørte en Stemme paa hans Modersmaal advare og formane ham. Han fik et epileptisk Anfald, fra hvilket han vaagnede omstemt, omvendt. 10 I ethvert Tilfælde er han efter sit Ophold i Damaskus forvandlet; han er selv lutter Haab og Tro, han gaar foran de Flokke, han drager til sig, som en Ildsøjle. Er det af den Kærlighed, han saa skønt har lovprist, at han flammer? Den kommer over ham som Varmegysninger, brænder ingenlunde i ham som en hellig Lampe. Det første, det bedste Exempel vil vise det. Der har dannet sig en lille Menighed i Korinth: men der som allevegne gik megen Kødelighed i Svang. De Messias-Troende, hvem man havde lært, at nu gjaldt Moseloven ikke længer, men Alt var dem tilladt, førte et højst utugtigt Liv. Kvinderne viste sig uden Slør. Det fælles Kærlighedsmaaltid, til hvilket Nadveren sluttede sig, var udartet til vilde Ædegilder. Man købte paa Torvet af det Kød, der var blevet tilovers fra Ofringerne til de græske Guder, og lod sig det smage godt; mange undsaa sig end ikke for at tage Del i de hedenske Offer-Festligheder. Dog det fæleste Budskab, som naaede Paulus, var dette, at En af Menigheden endnu i Faderens Levetid havde indgaaet Ægteskab med sin fraskilte Stifmoder. Paulus er ude af sig selv. Han raser. Skønt Synderen oprigtigt angrer, det beroliger ham ingenlunde. Han stiller (i i. Korinth. 5, 3 til 5) i det selvsamme Brev, der strømmer over af Hymnen til Kærlighedens Pris, et straffende Mirakel i Udsigt. Han har besluttet i Herrens Navn, i Menighedens Materiale ID: TXT da Side 25 af 78