BILLER DANMARKS FAUNA ALMINDELIG DEL VICTOR HANSEN LARVEAFSNITTET MED 290 AFBILDNINGER DANSK NATURHISTORISK FORENING VED

Transkript

1 DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HÅNDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF DANSK NATURHISTORISK FORENING Bd. 63 VICTOR HANSEN BILLER XIX ALMINDELIG DEL LARVEAFSNITTET VED SV. G. LARSSON MED 290 AFBILDNINGER I KOMMISSION HOS G. E.C.GADS FORLAG KØBENHAVN 1957

2 Udgivet med støtte af Carlsbergfondet og undervisningsministeriet (tipsmidlerne) KØBKNHAVN BIANCO LUNOS BOGTRYKKEIU A-S

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Side Forord 5 Imagines 1. Diagnose; morfologi 7 2. Systematik Biologi og indsamling Præparation, bestemmelse og ordning af en samling Oversigt over familierne 41 Larver 1. Morfologi Systematik Biologi Klækning Præparation og opbevaring Oversigt over familierne 121 Oversigt over billers tilknytning til planter 149 Fortegnelse over billebindene i Danmarks Fauna 224 Litteratur 225 Navnefortegnelse 1. Latinske navne Danske navne

4

5 FORORD V^^^^^^^/ Med dette bind afsluttes gennemgangen*^ ttmeriie^ store gruppe i Danmarks Fauna. Udgivelsen af de 19 bind^) har strakt sig over næsten 50 år og det har derfor ikke kunnet undgås, at de ældste bind på visse punkter er blevet forældet, bl. a. fordi fund af nye arter stadig kommer til. Redaktionen håber derfor, at det må lykkes at udsende et supplementsbind, der kan bringe hele værket up-to-date. Indtil dette bind udkommer, må interesserede henvises til de artikler om nye billefund, som med mellemrum trykkes i»entomologiske Meddelelser«fra Dansk entomologisk Forening. Når det er lykkedes at bringe dette værk til afslutning og derved at skaffe danske insektsamlere et billebestemmelsesværk, som kun få andre lande ejer magen til, skyldes det først og fremmest forfatteren til de fleste af bindene, højesteretsdommer, dr. phil. Victor Hansen, som med usvækket energi og entusiasme har arbejdet sig igennem det ene bind efter det andet. For denne vældige arbejdsindsats bringer Dansk naturhistorisk Forening Victor Hansen en hjertelig tak. Det var oprindeligt hensigten, at alle bindene skulle have indeholdt et afsnit om larverne. Imidlertid ^) En fuldstændig fortegnelse over disse bind findes på side 225. I nærværende bind henvises til disse billebind ved anførelse af deres nummer, f. eks. : X, p. 6.

6 6 kræver behandlingen af larverne så megen original videnskabelig forskning, at det ikke har været muligt for forfatteren til disse afsnit, dr. phil. Sv. Gisle Larsson at følge med i Victor Hansens tempo, og da det derfor ville have sinket udgivelsen af bindene meget væsentlig, valgte vi fra og med bd. 13 at udelade larveafsnittene. Ingen beklager dette mere end redaktionen, og den håber da også engang at kunne udgive de manglende larveafsnit i et særligt bind. Til en lang række af de udgivne bind har Garlsbergfondet ydet betydelig økonomisk støtte, uden hvilken det næppe havde været muligt at udgive værket. Dansk naturhistorisk Forening benytter denne lejlighed til at bringe Garlsbergfondet sin ærbødige tak for disse store tilskud. Red.

7 Biller. (Coleoptera). Imagines. 1. Diagnose; morfologi. Billerne hører til de insekter, der har fuldstændig forvandling {holometabole insekter), d. v. s. at der af ægget kommer en larve, der er helt forskellig fra den fuldt udviklede bille (imago), og at der mellem larvestadiet og imagostadiet er indskudt et hvilende puppestadium. Blandt insekterne med fuldstændig forvandling er billerne især karakteriseret ved følgende: munddelene bidende, 1. brystring veludviklet og mere eller mindre frit bevægelig. 2. og 3. brystring ubevægelige, hver med et par vinger, det bageste par klare flyvevinger, det forreste pår hårde og uigennemsigtige (vingedækker eller dækvinger), i hvilestilling som regel sluttende tæt sammen langs midten i en ret linie, dækkende dels flyvevingerne, dels 2. og 3. brystring (med undtagelse af et lille, ofte trekantet rodparti af 2. brystrings ryg, rygskjoldet eller scutellum) samt hele eller størstedelen af bagkroppen. Denne bestående af et større antal, indtil 10, ringe. Ydre bygning (morfologi) hos imago. Hovedet (caput) er indleddet i en hule fortil i 1. brystring og derved mere eller mindre bevægeligt forbundet med denne, bagtil ofte indsnøret til en hals (collum), fortil

8 8 undertiden forlænget til en snude (rostrum). Oversiden benævnes bag øjnene issen (vertex), mellem og foran øjnene panden (frons), hvis forreste parti ofte er afgrænset som et mundskjold (clypeus); foran dette findes overlæben (labrum). Hovedets sider benævnes bag øjnene tindinger (tempora), foran øjnene kinder (genae) ; dets underside har et midtparti, strubepladen (guld), der på hver side begrænses af en strubesøm, men undertiden er forsvundet, så at strubesømmene er forenede til en midtsøm. På hovedet findes et par sammensatte øjne (oculi), der kun meget sjældent mangler eller er rudimentære, et par, hyppigst 11-leddede følehorn (antennae), hvis bygning kan være meget forskellig, se fig. 11, og munddelene. Meget sjældent findes på panden et eller to usammensatte øjne (ocelli). Munddelene (fig. 1-4) er som ovenfor nævnt bidende. Mellem overlæben foroven og underlæben forneden findes et par kindbakker (mandihulae) og et par kæber (maxillae). Disse sidste består af hængsel (cardo), stamme (stipes) med inderflig (tyggeflig, lobus internus eller lacinia), yderflig (palpeflig, lobus externus eller galea) og et stykke (palpiger eller squama), der bærer den oftest 4-leddede kæbepalpe (palpus maxillaris). På hovedets underside foran strubepladen findes hagen (mentum) og foran denne underlæben (labium), dannet Fig. 1. Løbebille (Pterostichus lepidus). Undersiden; ben og følehorn på den ene side fjernede. Kp: kæbepalpe, Lp: læbepalpe, Fh: følehorn, K: kindbakke, Hg: hage, 0: øje, Str: strube, Strs: strubesøm, Prs: pronotums sidedække (epipleur), Esi, Esg, Esg: 1., 2. og 3. brystrings episterner, Emj, Enig, Emg: 1., 2. og 3. brystrings epimerer, Brj, Brg, Brg: pro-, meso- og metasternum, Vds: vingedækkernes sidedække (epipleur). Hi, Hg, Hg: for-, mellem- og baghofte. Tg, L3, Skg, F3: bagbenets hoftering (trochanter), lår, skinneben og fod, 1-6: bugled. Tv: bagbrystets tværsøm.

9

10 10 Fig. 2. Staphylinus olens. Undersiden; benene på den ene side fjernede. 1-6: bugled.

11 11 af det 3die par munddele, med tungen {liguld), et par ofte manglende bitunger (paraglossae) og et par oftest 3-leddede læbepalper (palpi lahiales), anbragt på en palpestamme. Brystpartiet (thorax) består af første, anden og tredje brystring (prothorax, mesothorax og melathorax). pulpeflighang^el Fig Staphylinus olens. Til venstre: højre kæbe. Til højre: underlæben. Hver brystring består af ryg (pronotum, mesonotum og metanotum), bug (prosternum, mesosternum og metasternum) og to sidestykker (pleurae), hver delt i en ep istem fortil og en epimer bagtil. Pronotum (i litteraturen ofte unøjagtigt kaldet thorax) er synligt, medens meso- og metanotum er dækkede af vingedækkerne, dog er et lille, ofte trekantet midtparti fortil på mesonotum (rygskjoldet, scutellum) i reglen frit, fremtrædende bag pronotums rod, fortil i vingedækkesømmen. Pronotum har ofte på hver side et ombøjet stykke, synligt fra siden, pronotums sidedækker eller epipleurer. Hos rhyncophorerne har pronotum som regel ingen pleuralsømme og derfor ingen pieurer, således at alle dets dele er smeltet sammen.

12 12 Yingedækkerne (elytra) støder i hvilestilling som regel sammen med deres inderrand (sømmen, sutura) i kroppens symmetriakse og har langs yderranden som regel et ombøjet parti, vingedækkernes sidedækker eller epipleurer. Undertiden f. eks. hos rovbillerne, er vingedækkerne forkortede, således at de ikke dækker hele bagkroppen, og meget sjældent, f. eks. hos Skt. Hansormens hun, mangler de helt. Flyvevingerne (alae) er klare, i hvilestilling sammenfoldede på langs og oftest også på tværs; undertiden mangler de eller er rudimentære. Flyvevingernes ribbenet frembyder karakterer af stor fylogenetisk, systematisk betydning. Tre hovedtyper kan udsondres: 1) Adephaga-typen (f. eks. hos løbebiller), jfr. fig. 5, der mellem radial- og medianribberne har tværribber, som danner kantede felter, 2) Staphylinoidea-typen (f. eks. hos rovbiller), jfr. fig. 6, der mangler tværribber, og hvis to medianribber ikke er indbyrdes forbundne, og 3) Cantharid e-typen (f. eks. hos blødbillerne), jfr. fig. 7, hvis to medianribber forener sig spidsvinklet med hinanden til een ribbe, der fortsætter til vingens yderrand. Hertil kommer som en særlig type Ptiliidevingen (f. eks. hos Acrotrichis), jfr. fig. 8, der er fj erformet. Benene (pedes) (fig. 1 og 2), et par på hver brystring, er med deres hofte indleddet i en hofteskål (acetabulum) på brystundersiden og består af hofte (coxa), hoftering (trochanter), lår (femur), skinneben (tibia) og fod (tarsus), hvis endeled (kloleddet) oftest har to kløer (unguiculi) og undertiden mellem disse et Fig Flyvevinge af Adephaga-type (fig. 5), Staphylinoidea-type (tig. 6), Cantharide-type (fig. 7) og Ptiliide-type (fig. 8). M: medianribber, R: radialribber, T: tværribber.

13 13 Fig. 5. Fig. 6. Fig. 7. Fig. 8.

14 14 lille efterled (onychium). Fodleddenes antal kan være forskelligt og er højst 5. Forhofterne, sjældnere også mellemhofterne, har undertiden et vedhæng (trochantinus), der, når det er fritliggende, er synligt fortil i den udvendige del af hofteskålen (fig. 13, b). Bagkroppens (abdomens) ringe består hver af et rygled (tergit) og et bugled (sternit). De rygled, der er dækkede af vingedækkerne, er kun svagt kitiniserede. Det sidste, ofte udækkede, rygled benævnes pygidium, Bag dette findes undertiden (hos hannen af nogle Nitiduliner) et lille efterled. Billerne er særkønnede. Oftest forekommer han og hun omtrent lige talrigt, men undertiden er hannen meget sjældnere end hunnen. Dette gælder f. eks. hos nogle rovbiller (Stenus tars al i s-gruppen), blødbiller (M alt h o de s-arter), jordlopper (H alt i c a- arter) og barkbiller (Xyleborus-arter). Hos eghjorten er omvendt hannerne langt talrigere end hunnerne. Nogle arter, f. eks. af snudebilleslægten Otiorrhynchus, forplanter sig partenogenetisk og kendes kun i hunformer. Hos mange biller er hannen let kendelig ved ydre, sekundære kønsmærker såsom større hoved (mange rovbiller), længere (f. eks. mange træbukke) eller særligt formede følehorn (f. eks. kamdannede hos nogle smeldere), særligt formede kæbepalper (f. eks. hos nogle pselapher) eller kindbakker (f. eks. eghjorten og nogle Agathidium-arter), større øjne (f. eks. Malthodes, Malthinus og O xytelu s-arter), særlige dannelser på pronotum (nogle torbister, nogle Blediu s-arter, Byctiscus-arter), længere ben, udvidede for- eller for- og mellemfødder (f. eks. mange løbebiller og vandkalve), fortykkede lår (f. eks. Oedem er a-arter, nogle pselapher), særlige sporer eller torne (især endetorne) på skinnebenene (f. eks. mange

15 15 snudebiller), afvigende fodledsantal (f. eks. Gryptophagus), kraftigere kløer (f. eks. By rrhu s-arter), særlige kendetegn på vingedækkerne eller på brystringene eller bagkroppens ryg- eller bugled (f. eks. mange rovbiller og Malth o de s-arter). Hyppigt har hannen slankere kropsform (f. eks. mange træbukke) og undertiden afvigende farvetegning. Hos skt. hansormene er hunnen vingeløs eller har kortere vingedækker. Meget sjældent forekommer hos en art to forskellige hanformer (f. eks. har nogle By thinu s-arter en hanform med simple og en med stærkt fortykkede ben) eller hunformer (f. eks. har nogle Dytiscu s-arter en hunform med riflede og en med glatte vingedækker og nogle andre vandkalvearter en hunform med og en uden mikrochagrinering på vingedækkerne). Hannens parringsorgan (aedeagus) består af penis og som regel to sidestykker, paramererne, der dog undertiden er sammenvoksede. Organet har ofte karakterer af stor taksonomisk værdi, og i moderne coleopterologi må man ved enhver usikkerhed med hensyn til forms artsberettigelse ty til en undersøgelse af hannens parringsorgan. En sådan undersøgelse har i mange tilfælde givet forbløffende resultater, der har muliggjort en sikker artsadskillelse af former, hvis bestemmelse hidtil voldte uoverstigelige vanskeligheder. Men det må erindres, at manglende (synlig) forskel i to formers parringsorgan naturligvis på ingen måde kan siges at udelukke deres artsberettigelse. Også hunnernes sædkapsel (spermatheca, receptaculum seminis) har undertiden afgørende taksonomisk betydning. Nogle biller^), f. eks. Cychrus, nogle Agabusarters han, ådselgraverne, skarnbasserne, næsehorns- 1) Se V, p. 113, VI, p. 77 og 110, VIII, p og XI, p. 28. en

16 16 billen og adskillige træbukke, er i stand til at frembringe knirkende lyde ved at gnide lister eller riflede partier på to sammenstødende legemsdele, ofte vingedækker og bagkrop eller baghofte, mod hinanden. Lysorganer findes også hos nogle biller, i Danmark kun hos skt. hansormene (Lampyridae)^). 2. Systematik. Udredelsen af det indbyrdes slægtskabsforhold mellem de forskellige billegrupper på grundlag af den gennem tidernes stedfundne udvikling (deres fylogenetiske forhold) hører til de vanskeligste problemer indenfor coleopterologien, og man er endnu ikke nået til et i alle henseender sikkert fylogenetisk system for inddeling af billefamilierne. Mange vanskeligheder gør sig her gældende, ikke mindst den, at kendskabet til mange gruppers larveformer er ufuldstændigt. I nyere tid er man dog gennem studier udført af forskellige fremstående coleopterologer, navnlig Ganglbauer, Kolbe, Bøving & Craighead og Peyerimhoff nået et godt stykke vej frem mod en tilfredsstillende systematisk inddeling. Denne inddeling er i det væsentlige baseret på karakterer vedrørende nervesystemet (dets større eller mindre koncentration), flyvevingernes ribber, æggerørene, det mandlige kønsorgans testikler og antallet af dets bikirtler, de malpighiske rørs antal, føddernes bygning, strubesømmene og prothorax' pleuralsømme, bagkroppens bygning og larvekaraktererne. Det nyeste system ( ) er opstillet af R. A. Growson, der specielt har undersøgt det såkaldte ') Se X, p

17 17 met-endosternit (en endoskeletal struktur i metathorax, der bærer de vigtigste bevægelsesmuskler for bagbenene) hos et stort antal billeslægter og har taget resultatet af disse undersøgelser i betragtning ved sin inddeling. løvrigt må om disse spørgsmål henvises til bemærkningerne i indledningen til de enkelte billebind og til den nedenstående oversigt (p. 42), til hvilken der også er knyttet en kort gengivelse af Growsons nye system (p. 48). 3. Biologi, indsamling m. v. Billerne er den artrigeste af alle dyreordener. Over arter er beskrevet. I Danmark er der fundet ca arter. Hovedmassen af vore biller (og andre insekter) må antages at være indvandret i den postglaciale tids fyrretid ca år f. Kr., ad den brede landbro, som den store landhævning havde skabt fra Mellemeuropa over Danmark og Skåne. Nogle arter er dog antagelig først indvandret ved overgangen til egeblandingsskovstiden. Endvidere må ager- og markdyrene antages først at være indvandret i den historiske tid. Og endelig er nåletræsfaunaen først indvandret, efter at der i Danmark, som i en lang periode havde været blottet for nåletræer, for højst et par hundrede år siden påbegyndtes plantning af nåletræer. Også i vor tid forøges vor billefauna undertiden med udenlandske arter, der f. eks. gennem handelen føres til landet og viser sig i stand til at klare sig i vort klima. I de seneste år har navnlig en del fra Østen stammende arter (de såkaldte adventivarter) Victor Hansen: Biller. XIX. o

18 18 bredt sig over store dele af Europa og har også slået sig ned i Danmark. Dette gælder navnlig en del rovbiller, f. eks. Philonthus rectangulus og Lithocharis nigriceps, der især lever i kompostbunker. Omvendt er der arter, som tiltager i sjældenhed eller endog uddør herhjemme, fordi deres livsbetingelser ophører at være tilstede. Dette gælder navnlig sådanne arter, som er knyttet til ældgamle træer, især gamle ege. Eghjorten er nu yderst sjælden i Danmark, og det samme gælder f. eks. torbisterne Gnorimus octopunctatus, Osmoderma eremita og Cetonia lugubris. Den sidstnævnte art er muligvis helt uddød hos os. Forekomst, Billernes levevis er meget forskellig med hensyn til ernæring, og ikke sjældent er larvernes levevis afvigende fra den udviklede billes, som f. eks. hos de store vandkærer, hvor larven er rovdyr, imago planteæder, eller mange træbukke, hvor larven er vedgnaver, medens imago lever af honning og blomsterstøv. Mange biller, f. eks. de fleste løbebiller og vandkalve og mange staphyliner, er - oftest både som larve og imago - rovdyr, der især jager andre insekter og deres yngel eller andre smådyr, f. eks. mider. Andre arter lever af henrådnende dyriske stoffer, f. eks. ådselgraverne og andre ådselbiller samt mange staphyliner. Atter andre, f. eks. bladbiller og snudebiller, er planteædere og lever, ofte både som larve og imago, af blade, blomster eller frugter, i stængler eller rødder, i bark eller ved. Nogle af disse arter, snudebillerne Rhynchites m. fl., danner bladruller til deres yngel eller danner som larver miner i bladene (f. eks. jordloppearter) eller galler på stængler eller rødder (f. eks. visse snudebiller (Gymnetron m. fl.)). Adskillige af de planteædende biller er

19 19 knyttet til aldeles bestemte plantearter eller -slægter, jfr. oversigten nedenfor p De arter, der er knyttet til træagtige planter (f. eks. de fleste barkbiller, en del smeldere, træbukke og torbister), lever snart i eller under barken, snart i veddet, nogle i sundt ved, andre i sygeligt, trøsket ved eller i smuldet af hule træer. Både stammer, stubbe og grene huser forskellige billearter. Mange biller søger til blomster, både af urteagtige planter, f. eks. skærmplanter, og af træer og buske, f. eks. hvidtjørn, røn, hyld, tørstetræ, eg og nåletræer, eller til udflydende træsaft, f. eks. på elme- og egestammer eller på popler, der er angrebet af sommerfuglen Gossus ligniperda. Også på og under nedfaldne eller afhuggede grene lever adskillige biller, f. eks. i grannålene under granris. Henrådnende plantedele huser i det hele taget en betydelig fauna, både plantemøddinger (kompostbunker), høbunker, gamle tagrørsbundter, stråtage, løv og mos i skovbunden, især omkring gamle stubbe, plantedele ved bredden af søer og moser, under gyvelog lyngbuske eller omkring græstuer. Også savsmuld ved stubbe og stammer trækker biller til, sålænge det endnu dufter. Mange biller er knyttet til svamp, og de forskelligste svampe kommer her i betragtning, både de store træsvampe, f. eks. på eg, bøg og birk, paddehatte, støvbolde, slimsvampe, brandsvamp, meldugsvamp og skimmelsvamp. I paddehatte lever således mange staphyliner, forskellige arter, eftersom paddehattene er mere eller mindre friske; selv helt henrådnende, saftende paddehatte, der ligger knækkede på skovbunden, søges af visse arter, f. eks. Athetaarter, medens derimod f. eks. Gyr o phaen a-arterne søger til friske svampe. Til underjordisk svampevæv

20 20 er vistnok Liodes- og C o lo n-arterne m. fl. knyttet, og disse dyr er derfor vanskelige at fmde, undtagen når de henad solnedgang kommer frem og sværmer lavt henover vegetationen for at parre sig. Nogle barkbillelarver (slægten Xyloterus) lever af de såkaldte Ambrosia-svampe, der dannes på væggene af gangene i det ved, i hvilket larverne opholder sig. I gødning, både helt frisk og noget ældre, samt i jorden derunder, lever ikke få biller såsom torbister, staphyliner og nogle vandkær-arter. Både ko-, heste-, hjorte-, fåregødning og anden gødning giver udbytte. Jordbunden spiller ofte en betydelig rolle, idet nogle arter f. eks. foretrækker sandet eller gruset bund. En særlig fauna er knyttet til dyreboer og -gange. I fuglereder forekommer således adskillige arter, der lever af værtdyrenes madrester eller ekskrementer eller af rov. Det samme gælder mange pattedyrreder, f. eks. ræve-, grævlinge-, egern-, muse-, rotteog muldvarpereder. Navnlig i muldvarpens (og vandrottens) reder og gange forekommer en del arter, som næsten udelukkende lever her og kun tilfældigt træffes uden for disse steder. Også myreboer huser en egen billefauna^), der kan deles i symphilerne (de ægte myregæster), som udsondrer stoffer, myrerne eftertragter, og som derfor plejes af myrerne, synøkerne (de tålte myregæster), som oftest lever af redeaffald og døde myrer eller mider, og som myrerne ikke interesserer sig for, og synektrerne (fjendtligt forfulgte gæster), som efterstræber myrerne eller deres yngel og derfor jages af myrerne. Grænsen mellem disse tre grupper er dog ikke skarp. Nogle af disse biller forekommer i flere forskellige myrearters tuer, medens andre holder sig til bestemte myrer, navnlig den røde skovmyre O Jfr. Danmarks Fauna, bind 49, Myrer p og

21 21 (Formica rufa) og dens nærstående former og orangemyren (Lasius fuliginosus) samt Lasius brunneus. Også til humlereder og gedehamsereder er visse billearter knyttet. Således lever den store staphylin Vellejus dilatatus hos den store, farlige gedehams Vespa crabro, der især bygger i gamle, hule træer. Om mange af de her omtalte lokaliteter (biotoper) gælder det, at man både træffer biller, som er knyttet til den pågældende substans, f. eks. som bark- eller vedgnavere, og biller, der lever her af andre grunde, f. eks. som skimmelædere eller som rovdyr. I granstammer i gangene af vor største barkbille, Dendroctonus mie an s, og kun her, træffer man således den clavicorne bille, Rhizophagus grandis, der jager barkbilleynglen, og i paddehatte træffes både arter, der lever af svampestoffet, f. eks. Gyrophaenaarter, og andre biller, der går på jagt, f. eks. Bolitobius-arter, som især jager svampemyggelarver. En del arter (synantrope arter) lever i kældere, udhuse, stalde og lader, i hønsehuse og dueslag, i kornmagasiner, eller er knyttet til menneskets boliger, hvor de f. eks. (som visse borebillers larver) gnaver gange i møbeltræ eller (som husbukkens larver) i hustømmer eller lever i madrester og lign. En del udenlandske arter (især af heteromerfamilien Tenebrionidae), der gennem handelen er blevet udbredt over store dele af jorden, de såkaldte kosmopolitiske arter, træffes også hos os på de steder, hvor de pågældende varer oplagres, f. eks. i majs- og risoplag og i oliefabrikker. Nogle af disse arter har vist sig i stand til at klare sig også i den frie natur, f. eks. Lathridius (Goninomus) nodifer, men for de flestes vedkommende er forekomsten hos os af en sådan tilfældig

22 22 karakter, at de ikke kan betragtes som hørende til vor egentlige fauna^). Flere af vore billearter optræder som skadedyr på vore kulturplanter (såsom frugttræer og -buske, korn, roer, kløver); særlig kendt er det, at kartoffelbillen (coloradobillen, Leptinotarsa decemlineata) i sidste år er trængt frem over vor sydgrænse i Jylland. Også nogle af forstvæsenets værste fjender findes blandt billerne, især blandt barkbillerne og snudebillerne. Ikke alene med hensyn til ernæring, men også i andre henseender er billernes livsbetingelser meget forskellige, og på næsten alle slags lokaliteter kan man træffe biller, i skov og krat, på åbent land, hvadenten lokaliteten er muldet, leret, gruset, sandet, tørveagtig eller kalkholdig, i moser, ved sø- og åbredder, på havstranden, i klitter og heder og i ferske, undertiden også i brakke, men næsten aldrig i salte vande. Mange arter - navnlig blandt de sjældnere - er meget fordringsfulde med hensyn til livsbetingelser, således at de stiller bestemte krav til jordbundsforhold, temperaturforhold, fugtighedsforhold og belysningsforhold, eller er knyttet til bestemte plantearter eller -slægter. Omvendt er en del, især almindelige arter meget lidt fordringsfulde og kan træffes under meget forskellige forhold. I tæt, mørk skov er billefaunaen artsfattig, medens solåbne skovpletter, skovbryn og åbne, især lettere jorder med afvekslende plantevækst har en rig billefauna. I vand lever vandkalvene, hvirvlerne og de fleste vandkærer samt arterne i familierne Dryopidae og Helmidae. Rigest er vandbillefaunaen i vegetationsrigt, ikke for dybt ferskvand, men iøvrigt findes der 1) XII, p de

23 23 vandbiller under de forskelligste forhold, idet nogle arter foretrækker rindende, andre stillestående vand, nogle fersk-, andre brakvand, nogle sandbund, andre tørve- eller lerbund. Helmiderne lever især i rindende vand eller i søer med betydeligt bølgeslag og træffes oftest siddende på undersiden af de i vandet liggende sten eller grene. I vand lever ligeledes larverne til de fleste arter i familien Helodidae, f. eks. Helodesog Gyphon-arterne, og til sivbukkene (Donaciini), af hvilke Ha em o ni a-arterne også som imago lever under vandoverfladen. Endelig er en del snudebiller (især Dicranthus, Bagous og Phytobius) knyttet til vandplanter og lever som larve eller tillige som imago på disse planter under vandoverfladen. Adskillige af vandbillerne, f. eks. dryopiderne og helmiderne, kommer under gunstige vejrforhold op af vandet for at sværme og parre sig og kan da ketses i breddernes vegetation. Blandt jordbundsarterne findes mange ved planterødder, under løv og mos eller i selve det øverste lag af jordbunden. Nogle arter, de såkaldte tunnelgravende biller (især Dyschirius, Bledius, Trogophloeus og Heterocerus) graver både som larver og imagines gange i jordoverfladen og træffes f. eks. i siderne af sand-, grus- eller lergrave, i søeller åbrinker, på havskrænter eller i klitter eller marsken. Deres bopladser er i reglen let kendelige ved de små tuer, som ved dyrenes gravning dannes på overfladen, og som på grund af deres hurtige udtørring er lysere end den øvrige overflade. Løbebillen Bembidium laterale og arterne i staphylinslægten Diglotta lever i havstrandens sand (i gange eller under sten) på steder, der overskylles af tidevandet. De fleste biller klækkes og kommer frem i efter-

24 24 sommeren eller efteråret og overvintrer som imago for derefter påny at komme frem om foråret eller forsommeren. Parring og æglægning foregår hos nogle arter før, hos andre efter, hos atter andre både før og efter overvintringen. De fleste biller bliver næppe mere end ca. et år gamle, men nogle arter bliver dog ofte to eller flere år gamle. Omvendt er enkelte arters levetid som imago meget kort, f. eks. lever eghjorten, efter at have været larve i ca. 5 år, som imago oftest kun een eller nogle få måneder ligesom oldenborren, der er 4 år om sin udvikling. Fra den ovennævnte hovedregel om klækningstid og overvintring gælder dog mange undtagelser, idet adskillige arter, f. eks. blødvinger, klækkes tidligere på sommeren og dør i sommerens eller efterårets løb. Nogle arter er dagdyr, der elsker solskin og træffes løbende fremme (f. eks. mange løbebiller) eller siddende på deres værtplanter (f. eks. mange bladbiller og snudebiller) eller sværmende omkring træer og buske, ofte søgende til blomster. Andre arter er natdyr. Atter andre, f. eks. Liodes- og G ol on- arterne, seydmaener, pselapher og mange staphyliner kommer først frem henad solnedgang, og kan da ketses i vegetationen under gunstige vejrforhold på de rette årstider. I tusmørket sværmer adskillige arter, f. eks. oldenborrer, skarnbasser og næsehornsbillen. Indsamling. Bortset fra perioder, hvor frosten lægger hindringer i vejen, er der mulighed for at samle biller næsten nårsomhelst og hvorsomhelst i naturen, og billesamleren bør derfor, når han færdes i naturen, altid have det vigtigste redskab hos sig, nemlig et samleglas. Men på rigtige samleture kan man naturligvis ikke nøjes med dette, men må have flere redskaber med, vegetationsketser, vandketser, paraply

25 25 eller bankeskærm, en stærk planteske, et stemmejern og en sigte med tilbehør, samt dræbestof. Det bedste dræbestof til biller er eddikeæter. Et lille praktisk og bekvemt redskab, som det altid er godt at have ved hånden, er en teske eller en lidt større ske af rustfrit stål. En sådan ske er i mange tilfælde særdeles anvendelig til at sikre sig et dyr i uskadt og utilsnavset stand, f. eks. når det kryber på eller i frisk kogødning eller løber på stejle, fugtige, lerede skrænter, hvor det er meget vanskeligt at få dyret fat med fingrene eller med en pincet. Også til at tage dyr op fra sigtekluden med er en sådan ske praktisk. Til foreløbig undersøgelse bør man have en lup, der forstørrer A c gange, hos sig. Et praktisk samleglas ses på fig.9. Det egentlige glas er c. 10 cm højt og c. 2,5-3 cm i udvendig diameter. Midt gennem proppen er anbragt et c. 8 cm langt glasrør med en udvendig diameter af c. 1 cm; det er foroven slebet til eller trukket ud, så at kanten bliver tynd, og lukkes her med en (kork-eller gummi-) prop, Fig. 9. Samleglas. Halv størrelse. der med en snor fæstnes til glasset eller hovedproppen; omkring den nederste del af røret, der når c. 1,5 cm ned under hovedproppen er det praktisk at fastbinde lidt gazestof, hvorpå man hælder eddikeæter, så at dette ikke kommer direkte på dyrene. I glasset er anbragt nogle strimler filtrerpapir til at

26 26 holde dyrene adskilt og opsuge den vædske, de undertiden afsondrer; nogle samlere foretrækker i stedet for filtrerpapir at anvende savsmuld (ikke for fmt). Det her beskrevne glas er praktisk til små eller middelstore biller. Til større dyr må man naturligvis anvende større glas. Store og små dyr bør man aldrig komme i samme glas, da de store let kan ødelægge de små. Vanddyr bør altid samles i et glas for sig selv. Man bør derfor altid have flere forskellige samleglas med på ekskursion. Til smådyr er et par dråber eddikeæter, hældt på glassets gazestof eller på savsmuldet, tilstrækkeligt, og man bør aldrig bruge mere eddikeæter end nødvendigt, idet dyrenes forskellige kropsdele ellers er tilbøjelige til at skyde sig ud fra hinanden. Vanddyr, især de store eller halvstore vandkalve, er særlig sejlivede og kræver en noget større portion eddikeæter. Efter endt ekskursion bør samleglassene tømmes, og udbyttet lægges i små eller større reagensglas efter dyrenes størrelse, og så mange dyr i hvert glas, at de bevarer deres blødhed til præparationen. Den fornødne erfaring i denne kunst opnås efterhånden. Dyrene bør med en pensel renses godt for alt snavs, men med forsigtighed, så at behåring og skælklædning, der ofte sidder ret løst, ikke ødelægges. En vegetationsketser bør være af stærk konstruktion, da den ofte skal bruges i kraftig vegetation. Ringen, der praktisk kan være c. 30 cm i diameter, laves af båndjern, c. 15 mm bred og 3 mm tyk. Den er i reglen, for at kunne slås sammen, delt i to halvringe, der i den ene ende er forbundet med hinanden ved en bolt og i den anden er forsynet med et firkantet hul for at kunne sættes på en bolt i stokkens ende og fastskrues med en møtrik. Ofte bruges dog en noget

27 27 lettere konstruktion, fordi den ikke er så trættende at arbejde med. Den består i reglen af rund ståltråd, c. 6 mm i diameter, og kan være indrettet således, at den kan slås sammen i 3 led og påsættes stokken ved en særlig konstruktion. Stokken bør være c. 115 cm lang, af asketræ og så kraftig, at den også kan benyttes til bankning af træer m. m. Ketserposen, der passende kan være c. 45 cm dyb og med rundede hjørner i bunden, bør være af stærkt, hvidt stof (lærred), og det er praktisk, at løbegangen, gennem hvilken ketserringen går, og som slides særlig stærkt ved ketsning, er af ravndug eller andet særlig stærkt stof. Ketseren benyttes til at stryge gennem vegetationen for derved at indfange de dyr, der færdes her. Mange biller, der egentlig er knyttet til jordbunden, går op i vegetationen for at jage eller parre sig eller sværme. Men foruden disse dyr får man ved ketsningen arter, der lever deres liv på planterne og færdes på disses blade, stængler eller blomster. Mange af disse arter er knyttet til ganske bestemte plantearter og fås derfor ofte bedst ved, i stedet for at ketse løs på vegetationen i flæng, at banke de plantearter, som dyrene lever på, hen over ketseren, eller hvis det er høje, kraftige planter, hen over paraplyen. Dette bør ske med forsigtighed, da mange biller, f. eks. snudebiller, straks lader sig falde til jorden, når planten rystes. Ketsning giver sjældent ret meget udbytte på mørk, overskygget skovbund, men iøvrigt kan man med godt resultat ketse på de forskelligste lokaliteter, på skovsletter, ved skovbryn og skovveje, på marker, overdrev og enge, ved sø-, mose- og åbredder. Jo mere afvekslende plantevæksten er, desto flere arter vil man i reglen få.

28 28 Som planter, der ofte vil give godt udbytte af planteædende arter, er der grund til at fremhæve korsblomstrede, ærteblomstrede, rubladede, læbeblomstrede og kurvblomstrede. Ketsning giver bedst resultat i tørt, stille, lunt vejr og kan ske hele dagen, men eftermiddagen er i reglen bedst. Nogle arter, f. eks. adskillige sjældne ådselbiller, kommer kun frem i tiden kort før solnedgang. Under ketsning bør ketseren undersøges med korte mellemrum. Naturligvis kan ketseren også benyttes til fangst af flyvende biller. De fleste biller er ikke vanskelige at fange i flugten, da denne i reglen er jævn og ofte noget tung. Dyr, der tages i flugten, må man passe på ikke at dræbe, førend de har foldet flyvevingerne ind under vingedækkerne. Særlig henimod solnedgang i stille, lunt vejr, kan fangst af flyvende biller give forbløffende gode resultater på velegnede lokaliteter, hvor man kan stille sig således, at de flyvende dyr kan ses på den lyse baggrund. På denne måde er der f. eks. i Norge gang på gang gjort fund af yderst sjældne arter, som næsten ikke fås ved andre samlemetoder på grund af deres skjulte og ukendte levevis. Til vandketsning må man bruge en pose af grenadine, og det er praktisk at have et firkantet stykke af samme stof, f. eks. 1 m^ stort og med jernkramper i hjørnerne til at spænde det ud på jorden med. På dette stykke hældes ketserens indhold ud og spredes godt for at kunne undersøges grundigt. For at få smådyrene med bør posens grenadinestof ikke være for åbenmasket, men det er praktisk også at have et vandnet med større maskevidde til brug i mudret vand, der ikke nemt går igennem den finmaskede grenadine.

29 29 Paraplyen anvendes til nedbankning af biller fra træers og buskes (eller større urteagtige planters) løv, blomster eller grene eller fra nedfaldne, svampede, i skovbunden liggende grene, som må løftes forsigtigt, for at dyrene ikke skal lade sig falde. Godt udbytte får man ofte af eg, hassel, pil, poppel og birk, gran og fyr samt blomstrende hvidtjørn, røn, hindbær og brombær. Også til afrystning af høbunker o. lign. er paraplyen god. Den bør have et stærkt stel og være af stærkt, lyst stof, for at dyrene bedre kan ses i den. Nogle samlere anvender i stedet for paraply et firkantet stykke hvidt lærred, der holdes udspærret ved hjælp af stokke, men paraplyen er og bliver det bedste redskab til nedbankning, og er jo tillige anvendelig både som sol- og regnskærm. Et meget vigtigt samleapparat er sigten. Den bruges til at finde de mange arter, der lever i opskyllet ved søer og moser, i jorden omkring planterødder, ved stubbe, under mos og løv, i mulden under bark eller i hule træer, i dyreboer, i gødning, ådsel, paddehatte og kompost. Også i mangfoldige andre tilfælde er sigten det mest anvendelige redskab, og den bør tages med på alle ekskursioner. En praktisk sigte dannes ved hjælp af to i diameter c. 30 cm store ringe af c. 6 mm tyk, galvaniseret jerntråd. Af disse ringe overspændes den ene med galvaniseret metaltrådsnet med en maskevidde af c. 6 mm og anbringes som bundstykke i en til ringens diameter svarende c. 60 cm lang pose af stærkt lærred, medens den anden ring anbringes således, at den danner posens øverste rand. Denne ring er det praktisk at give en konkav indbugtning, så at den kan anbringes tættere op til træstammer eller grene, som man vil afbarke. Det undgås herved, at mulden mellem bark

30 30 og ved, der ofte indeholder gode arter, falder uden for sigten. For at få alt ønskeligt stof i sigten er det ofte praktisk at anvende en børste (en almindelig skobørste kan bruges) f. eks. til at afbørste veddet med, efter at barken er kommet i sigten. Dersom sigtegodset ønskes undersøgt ude, kan dette ske ved at sigte ud på et hvidt lærredsstykke - f. eks. 1 m^ stort -, der holdes stramt ved hjælp af fire i hjørnerne anbragte jernkramper, som kan stikkes i jorden. Denne sigtemåde har det fortrin, at man med sikkerhed kan konstatere, på hvilket sted en art er taget, men da mange af de biller, der sigtes, er små, og da sigtningen hyppigt foretages i den kolde årstid, vil det ofte være det mest praktiske at undersøge sigtegodset hjemme. Sigtningen sker da i poser, som snøres for neden på sigten; i dette øjemed er det praktisk at lade sigtens lærredsstof fortsætte c. 4 cm under sigtebunden og her anbringe en jernring af samme diameter som bunden. Posen snøres da fast mellem denne ring og sigtebunden. For at kunne konstatere, hvor man har taget de forskellige dyr, bør man så vidt muligt kun sigte i en pose fra eet bestemt terræn, og man bør derfor være forsynet med et rigeligt antal poser. Undersøgelsen i hjemmet foregår mest hensigtsmæssigt ved, at man sigter godset gennem en spånsigte med en maskevidde af c. 2 mm ud på et hvidt underlag, f. eks. en stor, hvid lebakke. Spånsigten bør rystes et par gange, og i mellemtiden stå anbragt i en beholder, f. eks. et fad eller en flad skål, hvori de nedfaldende dyr kan opsamles uden at kunne undløbe. Det lag, der sigtes ud på bakken, bør ikke være for tykt, for at smådyrene ikke skal kunne undgå ens blik. Det er ofte praktisk at gemme undersøgt sigtegods i en eller anden beholder, f. eks. en stor, dyb skål og

31 31 dække overfladen med et stykke helst lidt fugtigt stof. De dyr, som ved undersøgelsen er undgået ens opmærksomhed på grund af deres ringe størrelse eller træghed, lader sig da ofte i de nærmest påfølgende dage indsamle fra undersiden af det pålagte stof, til hvilket de er kravlet op. Som ovenfor nævnt vil en maskevidde af c. 6 mm som regel være praktisk til sigtning i naturen. Til meget vådt sigtegods kan det dog være hensigtsmæssigt at bruge en noget større maskevidde, c. 9 mm, for lettere at få materialet til at gå gennem sigten. Omvendt vil man undertiden have brug for en sigte med noget mindre maskevidde, c. 3 mm. Dette kan opnås ved at anskaffe en særlig sigtebund, der er af ganske lidt mindre diameter end den almindelige sigte og kan lægges inden i denne. Sigtning med finere maskevidde er især praktisk ved undersøgelse af myretuer, idet man da kan undgå at blive besværet af myrerne, der ikke går igennem sigten, medens billerne, der overvejende er små arter, går igennem. Særlig med hensyn til sigtning af myretuer bemærkes, at de myrearter, der huser de fleste biller, er den store, røde skovmyre (Formica rufa og dens nærstående former), orangemyren (Lasius fuliginosus), særlig hvor den bygger i gamle, hule træer, f. eks. eg, og Lasius brunneus, der hos os kun er fundet på Lolland, især i eller ved gamle ege. Men også andre myrearter, især Formica sanguinea og exseeta, Lasius flavus og umbratus og Myrmica- arterne, huser forskellige, tildels meget sjældne billearter. Arterne af rovbilleslægten At em el es lever fra efterår til næste forår hos Myrmica- arter, men søger om foråret bort til tuer af Formica-arter, hvor de lægger æg og får deres yngel opklækket af myrerne. Som

32 32 regel er yngre tuer bedre end gamle og tuer, der ligger på lune, tørre steder i skovbryn bedre end tuer på skygget, kold og fugtig bund; forladte, svampe- eller skimmelangrebne tuer kan dog undertiden give enkelte sjældne dyr, f. eks. ptiliider. Nogle biller, navnlig synektrer, lever mest i udkanten af tuerne, andre, f. eks. pselapher og scydmaener, mest i tuens indre. Sigtning af myretuer, navnlig Formica-tuer, kan foretages i vinterhalvåret, da myrerne ikke forstyrrer så meget; billerne er da som regel dybt nede i den varme del af tuen. En del udenlandske samlere anvender en såkaldt exhaustor, med hvilken man gennem et rør kan indsuge biller i et samleglas, og som navnlig bruges til dyr, der har søgt skjul i barksprækker og lignende steder, hvor de ikke godt kan tages med fingrene eller med pincet. Hos os anvendes exhaustoren vistnok ikke meget til billefangst, men man bruger ofte ved hjælp af tobaksrøg at tvinge dyrene frem fra deres skjulesteder, f. eks. arter, der således som Pediacus kryber ind i de smalle radiale revner i endefladerne af gennemsavede træstammer. Et særligt rygeapparat til dette brug lader sig let fremstille. Det vil fremgå af det foregående afsnit om billernes forekomst, at man kan samle biller på de mest forskelligartede lokaliteter. Nogle mere almindelige råd og anvisninger er der dog grund til at give. Man må så dels arbejde videre på egen hånd og indhøste sine egne personlige erfaringer, dels søge at komme på ekskursion med ældre og kyndige samlere, som vil kunne give en mængde værdifulde vink. Naturligvis vil der dog oftest være et vist moment af held eller uheld med i spillet, men gennem målbevidst arbejde kan dette moment reduceres betydeligt.

33 33 Om foråret lønner det sig ofte at sigte de opskylsbræmmer af planterester m. v., som har dannet sig langs sø-, mose- og åbredder. Her vil hyppigt et stort antal overvintrende arter i mange individer være samlet sammen, og dette bør udnyttes, inden dyrene ved varmens indtræden forlader deres vinterhi og spredes ud til deres forskellige opholdssteder. Sand' og grusgrave giver ofte godt udbytte, især om forsommeren. Adskillige arter, som fører en skjult levevis, kan undertiden findes her, nedfaldne fra deres egentlige opholdssteder, f. eks. musegange i terrænet langs gravens øverste kanter. Havstranden er også undertiden et godt samlested, hvor man under tangbræmmer også kan finde arter, der egentlig ikke hører hjemme på stranden, men som under deres sværmen er slået ned her eller faldet i vandet og derpå skyllet ind på strandbredden. Indsamling på strandbredder er dog overordentlig lunefuld og navnlig afhængig af, om det de nærmest foregående dage har været gunstigt sværmevejr. Havskrænter rummer hyppigt en meget afvekslende billefauna, bestående dels af planteædende arter, der er knyttet til vore havskrænters ofte meget afvekslende plantevækst, dels til jordbunden, navnlig hvor denne er grus-, sand- og lerblandet. Her forekommer ofte de tunnelgravende bledier og dyschirier, og især hvis der er kildevæld, vil der langs disse og navnlig også i det våde kildemos kunne være et rigt dyreliv. Også omkring planterødder på skrænten vil der kunne sigtes med udmærket udbytte. I den meget våde vegetation, navnlig mosvegetationen ved den yderste bred af søer og moser holder flere arter, navnlig rovbiller, til. Sigtning hjælper her ikke altid så meget, fordi dyrene bliver hængende i Victor Hansen: Biller. XIX. 3

34 34 de våde plantedele og er vanskelige at ryste gennem sigten. Plantematerialet må da spredes ud på sigtekluden og undersøges, men man kan også få godt udbytte ved at trampe vegetationstæppet ned under vandoverfladen; dyrene tvinges da til at give slip og kommer op til overfladen, hvor de så kan tages. Om efteråret, når paddehattene florerer, bør den rige fauna, navnlig af rovbiller, der her søger til, indsamles ved undersøgelse, eventuelt sigtning af svampene. Både friske og rådnende svampe giver udbytte. Nedgravning af fangdåser, udlægning af ådsler, madrester og gødning bør foretages, hvis man har egnede steder, hvor man hyppigt kan undersøge det udlagte. Mange små rovbiller og ptiliider fås bedst på denne måde. Navnlig har i udlandet frisk due- og hønsegødning, udlagt i mos, givet godt udbytte. Alt dette er kun eksempler. Mange andre metoder kommer i betragtning og giver sig enten af sig selv, når man står overfor den aktuelle situation, eller læres gennem erfaringen. Hvad særlig klækning af biller angår, kan på dette sted kun siges, at den ofte er forbundet med meget besvær og kræver omhyggelig pasning og megen erfaring. Selvom man ikke specielt studerer billernes udvikling og deres larver, påkalder klækning opmærksomheden for de arters vedkommende, hvis imago kun yderst sjældent er at finde ude i naturen f. eks. en del heteromerer og smeldere, der lever som larver i hule træers ved eller smuld, såsom All ecu la- arter og Ludius. Til klækning kan man her bruge blikdåser eller sylteglas. En del af disse arters larvestadium er flerårigt, og omhyggelig pasning med hensyn til fugtighedsgraden m. v. er nødvendig. Mange af vore billearter er udbredt over hele landet.

35 35 medens andre er meget stedegne. Nogle arter er hos os kun kendt fra Jylland, andre kun fra øerne, men i hvert fald i en del tilfælde skyldes dette sikkert kun ufuldstændigt kendskab til arternes udbredelse. Bornholm og Højemøen har hver en meget særpræget fauna, der omfatter flere arter, som ikke er fundet i landets andre dele. Vore sydlige egne har i flere henseender en fyldigere og frodigere billefauna end de nordlige. Forøvrigt er ingenlunde alle vore egne grundigt undersøgt med hensyn til billefaunaen. Bedst undersøgt er naturligvis de lokaliteter, hvor en kyndig og flittig samler har boet i en række år, og et blik i vor billefortegnelse viser, hvorledes disse lokaliteter går igen gang på gang for de sjældnere arter. Vort lands natur er ikke så særpræget, at der kan antages hos os at forekomme billearter, som ikke også lever i vore nabolande, og de få arter, der hidtil kun er kendt fra Danmark, er utvivlsomt overset andetsteds på grund af stor lighed med nærstående arter. Arter, som endnu ikke er fundet hos os, men derimod nær vore grænser, f. eks. i Skåne eller i områder nær vor jyske sydgrænse, f. eks. i Hamburg- og Llibeckegnen, bør man have sin opmærksomhed henvendt på som muligt forekommende også hos os, og disse arter er derfor medtaget i bindene af Danmarks Fauna. 4. Præparation, bestemmelse og ordning af en samling. En smuk præparation af de indsamlede biller forøger ikke blot skønhedsindtrykket og glæden ved samlingen, men er også af stor betydning ved dyrenes bestemmelse, som lettes meget, når f. eks. følehorn og ben er nemme at undersøge. 3*

36 36 Tidligere var det almindeligt at sætte alle større arter på en insektnål, stukket fra oven gennem dyrets højre vingedække, og også nu til dags bruger nogle samlere denne metode for de største arter. Men det er dog blevet mere og mere almindeligt, især hos os, hvor der jo kun forekommer ret få rigtig store biller, at man også for de store arter anvender den samme metode, som er den eneste eller bedste metode for smådyrene, der ikke tåler at blive gennemstukket, nemlig at klistre dem op på et firkantet stykke stift, hvidt karton. Dette har også den store fordel, at tælling og måling af følehornsled og fodled, som ofte kræves ved bestemmelsen, bliver let på den hvide baggrund, og at dyret beskyttes af kartonstykkets kanter, så at det ofte ikke beskadiges, selv om det skulle falde på gulvet. Som bindemiddel bruger man for større dyr (f. eks. over c. 5 mm) en lille klat fiskelim eller arabisk gummi midt under dyret. Følehorn og ben anbringes i en naturlig og praktisk stilling ved hjælp af tragantgummi, som tilberedes i en passende tykkelse ved opløsning af tragant (købes på apoteket) i varmt vand. De mindre dyr kan opklæbes udelukkende ved hjælp af tragantgummi. Dette har den fordel, at det praktisk taget er farveløst, og at det kan opløses ved hjælp af koldt vand, hvis man senere vil bløde dyret af, f. eks. for at undersøge dets underside. Men gummien må ikke komme i berøring det drejer sig om med kroppens overside, særlig hvor behårede eller skælklædte arter eller arter, hvis mikroskulptur skal undersøges. Ved præparationen, der oftest bedst lader sig foretage 1 å 2 døgn efter, at dyrene er dræbt, benytter man fine nåle på et lille skaft og fine pensler. Her, som ved anskaffelsen af samleredskaber er det klogt at søge råd hos en erfaren

37 37 samler. Een ting er der særlig grund til at mærke sig: Man må passe på ikke at ødelægge den fine behåring eller skælklædning, som udmærker mange biller, da dette ikke blot tager skønheden fra dyrene, men vanskeliggør eller umuliggør bestemmelsen. Dersom par- Fig. 10 a. Kartoffel- eller Coloradobille (Leptinotarsa decemlineata Say). ringsorganet skal præpareres ud, er det bedst at foretage det samtidig med, at dyret opstilles, da det er langt vanskeligere at gøre det ved senere lejlighed. reglen kan man ved hjælp af en fin nål, der stikkes ind i bagkropsspidsen, trække organet ud, og med nogen øvelse kan det gøres uden at beskadige bagkroppen eller organet. Dette bør opklæbes på samme karton som dyret, og som regel bør, for så vidt angår hannens organ, paramererne adskilles fra penis for at lette undersøgelsen. I

38 38 Kartonstykket sættes på en tyk insektnål, så at det når op til 12 mm under nålehovedet, og 12 mm nedenunder anbringes en etikette med findested og findedato for dyret (fig. 10 a). Det er også praktisk - eventuelt på en særlig etikette - at angive finderens navn og landet, i hvilket findestedet ligger, f. eks. ved ordet Dania. Man bør indrette et lille apparat, som kan bruges til at få kartoner og etiketter på alle nåle anbragt i ensartet højde. Alle dyr bør straks forsynes med findesteds- og dato-etikette, hvilket er af aldeles afgørende betydning for samlingens fremtidige værdi. Etiketterne bør - af pladshensyn - ikke være større end de mindste kartonstykker, man anvender til at klæbe biller på. De fleste af vore samlere benytter nu en minimumsstørrelse for kartonstykkerne af 4x12 mm, der er anvendelig til en meget stor del af vore billearter, og bruger derfor altid etiketter af denne størrelse. Nogle biller, navnlig de større, lader sig bestemme ved undersøgelse med en lup, der forstørrer gange, men ved de vanskeligere arter vil det ofte, f. eks. til undersøgelse af skulptur, mikroskulptur, behåring, skælklædning, fodleddenes eller følehornsleddenes antal og form, være nødvendigt at anvende stærkere forstørrelse. Bedst er et binokulært mikro gange; undertiden, skop med en forstørrelse af c. f. eks. til de ganske små rovbillers eller ptiliidernes mikroskulptur, vil dog endnu stærkere forstørrelse kræves. For vanskeligere gruppers vedkommende gælder det, at man bør indsamle et nogenlunde fyldigt materiale, inden man går igang med bestemmelsen. De kendetegn, som det er nødvendigt at anvende i en bestemmelsestabel, er ofte af en så relativ karakter, at man