Jeg fremsender hermed indstillingen, hvis konklusion jeg har valgt at følge.

Transkript

1 XXXXXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXX GENERALDIREKTØREN DR Byen Emil Holms Kanal 20 DK-0999 København C T Maria Rørbye Rønn D E mrr@dr.dk Kære XXXXXXXXXXXX, Du har klaget over dokumentaren Jødehad i Danmark?, sendt på DR2 d. 4. marts Efter at redaktionen afviste din kritik, har du sideløbende med andre seere klaget videre til lytternes og seernes redaktør. Han har nu gennemgået sagen og lavet en samlet indstilling til min endelige afgørelse. Jeg fremsender hermed indstillingen, hvis konklusion jeg har valgt at følge. Med venlig hilsen Maria Rørbye Rønn Generaldirektør Kopi: Journalen Redaktionschef Rikke Hedman Redaktionschef Marianne Blichfeldt Kanalchef Michael Thouber Advokat Peter Skov

2 Indstilling fra lytternes og seernes redaktør Klage over dokumentaren Jødehad i Danmark? på DR2 En tv-dokumentar med titlen Jødehad i Danmark?, sendt på DR2 den 4. marts 2013, omhandlede chikane og vold mod jøder i Danmark. I dokumentarens indledning hedder det: Speak: Nørrebro, København en almindelig hverdag i februar. Det her er farligt land for jøder. Siger de i hvert fald selv. Hvis de går på gaden her med kalot eller davidstjerne risikerer de at blive råbt efter, spyttet på eller det, der er værre. Mange danske jøder skjuler deres religiøse tilhørsforhold både over for venner, kolleger og i det offentlige rum. I København er synagogen, den jødiske skole og den israelske ambassade pakket ind i pigtråd og overvåget af kameraer. At være jøde i Danmark er tilsyneladende at udleve sin religion bag lukkede døre. Nogle af de danske jøder er så bange og trætte af at skjule deres jødiske identitet, at de helt overvejer at forlade Danmark. Men hvorfor er jøderne så bange for at bevæge sig rundt i København? Vi forsøger at gå bag om frygten og undersøge, hvor meget det har på sig, når jøderne siger, at det er farligt at være jøde i Danmark. En række seere klagede efterfølgende over programmet. Redaktionen udarbejdede en samlet redegørelse for redaktionelle valg i forbindelse med udsendelsen, og denne redegørelse dannede baggrund for redaktionschef Rikke Hedmans individuelle svar til klagerne. Tre klagere ankede redaktionens svar til lytternes og seernes redaktør. Overordnet kan der af klagerne udledes fire specifikke kritikpunkter. For det første er der udtrykt utilfredshed over, at programmet stillede spørgsmålstegn ved bl.a. Mosaisk Trossamfunds rapporter om overfald på danske jøder og ved omfanget heraf. På denne kritik svarede redaktionen blandt andet: Det er også oplagt at kigge ned under de tal, som er blevet refereret i mange medier i den seneste tid. Mosaisk Trossamfund har registreret 37 ytringer eller overfald mod jøder i Danmark i 2012, hvor af de syv sandsynligvis ikke har noget at gøre med antisemitisme ifølge foreningen selv. Politiets efterretningstjeneste har registreret fem tilfælde i deres seneste opgørelse fra Det er tal, der også 2

3 gør indtryk og som nuancerer billedet af overskrifter, der i den seneste tid har givet indtryk af, at jøder i Danmark bliver forfulgt overalt i det offentlige rum. Vi er bekendt med, at der også findes udokumenterede overgreb sted, som ikke er registrerede, men netop af den grund, kan vi ikke i programmet bruge det som dokumentation til at beskrive omfanget af jødehadet i Danmark. Vi stiller på intet tidspunkt spørgsmålstegn ved, at de sager der er registreret, er ægte og ubehagelige. Det er der vist ingen, der er i tvivl om, at de er! Men vi forsøger at give et realistisk billede af omfanget. For det andet er der klaget over, at DR i udsendelsen fulgte en testperson, der iklædt kalot vandrede rundt i Københavns gader uden at blive udsat for nogen form for chikane. Det blev kritiseret, at udsendelsen på den baggrund antydede, at jøders frygt for at offentligt at tilkendegive deres religiøse tilhørsforhold var overdrevet. Redaktionen svarede blandt andet følgende på kritikken: Vi bruger en testperson til at gå igennem Københavns gader, og bruger vandreturen som dramaturgisk fremdrift i programmet. Som seer kan man følge testpersonens tur gennem områder, hvor jøder har fortalt, at det er mest ubehageligt og farligt at gå. Vi lægger facts klart frem: Testpersonen har gået i 10 timer fordelt over to dage. Vi påstår på intet tidspunkt, at denne test giver dokumentation for noget som helst. Det ville også være helt hen i vejret! Det er et dramaturgisk greb, som giver historien et forløb og det giver en fornemmelse af, hvad det er for et miljø, nogle jøder ikke føler sig trygge i. Vi siger efter testpersonens vandring, at: Undervejs er han blevet spurgt om sin kalot to gange begge gange af etniske danskere. Men ellers har ingen kommenteret den, og han er på intet tidspunkt blevet råbt efter, spyttet på eller truet. Det er til gengæld de jøder, der har fortalt deres historie her. Følelsen af frygt fylder, og den har afgørende betydning for deres syn på fremtiden. De føler sig ikke sikre i Danmark. Det burde fremgå med al tydelighed, at vi i programmet fuldt ud anerkender, at der eksisterer et problem ved at være jøde i det offentlige rum i København, som hovedpersonerne i programmet beretter om også selv om vores testperson ikke oplevede noget på sin gåtur gennem byen. Intentionen med gåturen med kalot gennem Nørrebro har været at skabe et dramaturgisk greb, som giver programmet et udviklingsforløb, og at give seerne en fornemmelse af, hvad det er for et miljø, nogle jøder ikke føler sig trygge i. Det 3

4 er beklageligt, at nogle har opfattet gåturen som dokumentation. Set i det lys, skulle vi have gjort intentionen med turen endnu mere tydelig. For det tredje er der klaget over, at en henvisning til forfølgelsen af jøder i forbindelse med 2. verdenskrig var irrelevant og dermed understregede udsendelsens antydning af, at de bekymrede jøder, som blev interviewet, er paranoide og sidder fast i fortiden. Omtalen af jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig blev bragt i forbindelse med et interview med en forsker fra Dansk Institut for Internationale Studier, der omtaler den ny antisemitisme, der bliver brugt til at betegne en politisk for antisemitisme med rødder i Mellemøstkonflikten og den israelske stat. Redaktionens svar på denne kritik lød: Vedr. billeder fra 2. verdenskrig, som kan virke stødende, så er de brugt netop for at understrege, at jødernes frygt har dybe og forståelige rødder i historien, som den 29-årige kvinde beskriver. Det har ikke været hensigten at gøre kvindens udsagn svagere, og det beklager vi, hvis det er blevet opfattet sådan. For det fjerde er der klaget over, at der i udsendelsen blev bragt et interview med formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed. Det blev fremført, at Fathi El-Abed ikke burde få taletid i dokumentaren, idet han, ifølge en af klagerne, selv bidrager til had til jøder med sine hadske angreb på Israel og jøder i kronikker og Facebook. Angående brugen af Fathi El-Abed, som kilde, svarede redaktionen: Undervejs i programmet udpeger flere af de medvirkende unge muslimer som dem, der står bag ytringer og overfald mod jøder. Det dokumenteres blandt andet med fotos af to unge arabere. Vi lod netop Fathi El-Abed erkende, at overfaldene primært er udført af en gruppe unge utilpassede muslimer, der laver ballade i flere forskellige sammenhænge. Det er en vigtig pointe, at netop han vedkender sig, at det er muslimer, der står bag ytringer og overgreb mod jøder ikke hovedparten, men en mindre gruppe. Sammenfattende finder klagerne, at udsendelsen på et overordnet plan negligerede problemerne eller ligefrem stemplede danske jøders frygt for overfald og chikane som grundløse, og at man fremstillede jøder som paranoide. På denne overordnede problematik svarede redaktionen blandt andet: 4

5 Vi anerkender til fulde, som det også fremgår af den måde jøderne kommer til orde på i programmet, at der er et problem! Efter de seneste måneders debat i aviserne er det oplagt at kigge ned under frygten for at forstå den, som vi gjorde det ved at møde flere forskellige jøder i programmet, der har været udsat for vidt forskellige og ubehagelige overgreb. Deres historier gør indtryk, og vi sætter på intet tidspunkt spørgsmålstegn ved deres fortællinger. De er gode eksempler på, hvad det er, en bestemt gruppe mennesker i Danmark er udsat for og bliver skræmt af. Vi kommer også ind på det historiske perspektiv i frygten, som kun kan bidrage til forståelsen af frygten. Tre klagere valgte at anke til lytternes og seernes redaktør. Jeg har nu gennemgået sagen og afleverer hermed min indstilling: Da de tre klager over udsendelsen har en række fællespunkter, har jeg valgt at lave en samlet indstilling ud fra de fire klagepunkter, som er gennemgået ovenfor. 1. Udsendelsens behandling af Mosaisk Trossamfunds registreringer af overfald og chikane mod jøder. I udsendelsen omtales Mosaisk Trossamfunds registreringer således: Speak: Mosaisk Trossamfund hævder, at der gennem de seneste år er sket en stigning i antallet af trusler og fysiske overgreb på jøder i Danmark. Artikler viser, at Mosaisk Trossamfund også tidligere år har været ude med budskabet om et stigende antal overgreb mod jøder. I Kristeligt Dagblad fortalte Finn Schwarz om 30 overfald i 2010 og omkring 40 hændelser i Og i 2012 registrerede organisationen 37 hændelser. Selv om tallene altså har ligget forholdsvis stabilt de seneste år, fastholder han, at man godt kan tale om en stigning, fordi jøderne samtidig skjuler sig mere og mere. Finn Schwarz: På trods af, at man har indrettet sig, så bliver tallet relativt det er relativt højt. Speak: Ser man nærmere på organisationens liste over hændelser i 2012, viser det sig, at den også indeholder en række episoder, der måske slet ikke er antisemitiske. I 7 af de 37 sager skriver mosaisk trossamfund således selv, at det er uklart, om der ligger et antisemitisk motiv bag handlingen. 5

6 Finn Schwartz: Vi har ikke nogen interesse i at tale det her op, fordi vi bruger uforholdsmæssigt store ressourcer på det her, på sikkerhed og så videre, hvor vi i virkeligheden meget hellere ville være fri for det, og åbne op og sige: nå, men vi står ude på gaden og hygger os ligesom alle andre gør. Speak: Finn Schwartz fastholder altså, at det er i orden at tælle episoderne med, selv om man reelt ikke ved, om de bunder i antisemitisme. Der er ingen andre, der kan bekræfte tallene fra Mosaisk Trossamfund. Hos Politiets Efterretningstjeneste er de nyeste tal fra Her er der registreret 5 forhold mod jøder. Der er intet til hinder for, at DR omtaler Mosaisk Trossamfunds registreringer på en sådan måde. Det er naturligt, at man behandler alle informationer fra kilder på en kritisk måde, og der er intet i speaken, der fremstiller Mosaisk Trossamfund som utroværdig eller udsætter foreningen for unfair kritik. Derimod får foreningens formand, Finn Schwarz, god lejlighed til at svare på relevante spørgsmål. 2. Udsendelsens brug af en testperson, der iklædt kalot går igennem Københavns gader. I udsendelsens indledning siges det i speaken: Vi forsøger at gå bag om frygten og undersøge, hvor meget det har på sig, når jøderne siger, at det er farligt at være jøde i Danmark. Senere hedder det blandt andet: Speak: For at undersøge påstandene om, at jøder ikke kan gå frit rundt og skilte med deres religion i København, har vi besluttet at lave en test. Vi har fundet en person, der skal udgive sig for at være jøde. Han skal i løbet af de næste dage gå flere forskellige ruter i København med en synlig kalot - også kaldet kippa - på hovedet. For at dokumentere hvad der sker på turen, udstyrer vi ham med en mikrofon og et skjult kamera. Første tur går fra enden af Dronning Louises Bro, forbi Blågårds Plads, hele vejen ned gennem Nørrebrogade, ned til Nørrebro Station og så den samme vej tilbage igen. Vi vil se, hvad vores testperson oplever undervejs. Bliver han råbt efter? Bliver han truet? Bliver han spyttet på? Speak: Vores lille undersøgelse er nu slut. I løbet af to dage har vores testperson iført skjult kamera og en kalot vandret rundt gennem Nørrebro og det indre 6

7 København på kryds og tværs. Han har gået i 10 timer og været på mange af de steder, som jøderne betegner som farlige. Undervejs er han blevet spurgt om sin kalot to gange - begge gange af etniske danskere. Men ellers har ingen kommenteret den, og han er på intet tidspunkt blevet råbt efter, spyttet på eller truet. Det er til gengæld de jøder, der har fortalt deres historie her. Følelsen af frygt fylder. Og den har afgørende betydning for deres syn på fremtiden. De føler sig ikke sikre i Danmark. Det forhold, at testpersonen ikke bliver udsat for chikane i løbet af sine ture igennem København, benyttes således ikke i udsendelsen til at konkludere, at jøder ikke udsættes for chikane eller overfald. Redaktionschefen erkender dog i sine svar, at udsendelsen kunne man have været mere eksplicit omkring det forhold, at resultatet af testpersonens byvandring ikke havde til formål at levere dokumentation, der kunne be- eller afkræfte chikane af danske jøder. I den indledende speak hedder det, at programmet vil undersøge, hvor meget det har på sig, når jøderne siger, at det er farligt at være jøde i Danmark. Det er denne formulering, der er uheldig, da den kan skabe en forventning om, at man nu vil lave en undersøgelse. 3. Udsendelsens omtale af jødeforfølgelsen i forbindelse med 2. verdenskrig. Emnet bliver bragt på banen af en anonym jødisk kvinde, der forklarer sine følelser vedrørende antisemitisme. Desuden nævnes 2. Verdenskrig af DIIS-forsker Cecilie Banke, der forklarer om det, hun kalder den ny antisemitisme, og der vises i den forbindelse billeder fra en militærparade i Nazityskland. Billederne indgår i følgende sammenhæng: Cecilie Banke: Man kan rejse det spørgsmål, om den økonomiske krise har ført på samme måde som det rent faktisk gjorde i mellemkrigstiden og i 30 erne har ført til en særlig racisme over for jøder, men ikke kun jøder, også romaer, homoseksuelle altså om der er kommet en hårdere tone, og om den økonomiske ustabilitet også fører til, at nogle specifikke befolkningsgrupper bliver hængt ud og bliver marginaliserede, bliver squeezet ud, måske, af majoritetssamfundet. Speak: Men til forskel fra situationen i 30erne, findes der i dag en række institutioner, der overvåger menneskerettigheder og diskrimination af minoriteter. Derfor deler Cecilie Banke ikke frygten for jødernes fremtid. Billederne af og henvisningen i speaken til Nazityskland indgår således i en kontekst, der netop omhandler forholdet mellem jødeforfølgelsen i 30 erne og 40 erne og det, 7

8 der af forskeren kaldes den ny antisemitisme. Brugen af billederne og omtalen af nazismen fremstår derfor relevant i fortællingen om antisemitismen i dag. 4. Udsendelsens interview med formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed. Idet udsendelsens fokus især er på forekomsten af antisemitisme blandt muslimske grupper ikke mindst i lyset af Mellemøstkonflikten er det relevant, at interviewe formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed. Hertil kommer, at flere af de interviewede netop peger på muslimer eller folk af mellemøstlig herkomst som den primære årsag til jødernes frygt for chikane og overfald. Fathi El-Abeds konkrete udtalelser om forekomsten af antisemitisme blandt muslimer står klart for egen regning. Konklusion Omtalen af Mosaisk Trossamfunds registreringer af overfald med antisemitisk motiv var fair og lå klart indenfor rammerne af en almindelig kildekritisk behandling. Samtidig får formanden får god lejlighed til at svare. Dokumentaren betvivler ikke forekomsten af chikane og overfald motiveret af antisemitisme hverken eksplicit eller implicit. Der er heller ikke grund til at kritisere programmets brug af Fathi El-Abed som kilde, ligesom omtalen af jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig, indgår i en relevant kontekst. Klagerne har ret i, at den gennemførte test (hvor en kalotklædt testperon vandrede rundt i København) ikke dokumenterer, hvorvidt danske jøder chikaneres eller ej. Men da der netop ikke i udsendelsen konkluderes noget generelt på baggrund af testens resultat og da vandringen i sig selv er nøgternt beskrevet, er der ikke tale om en fejl, som kræver berigtigelser eller beklagelser. Jacob Mollerup, den 22. marts