Barnets stemme MEDIATION

Transkript

1 MEDIATION Barnets stemme Stedet er Sct. Stefans Rådgivningscenter i København, hvor man i incestbehandlingen arbejder med mediation mellem krænker og barn. modelfotos: Colourbox SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

2 I behandlingen af seksuelle overgreb på børn er der lavet en del undersøgelser af, hvad der er best practice, og hvad voksne incestoverlevere retrospektivt tænker havde været godt eller skidt for dem, hvis overgrebene var blevet opdaget. Der er imidlertid ikke mange undersøgelser, der belyser barnets perspektiv i den terapeutiske proces. Vi besluttede derfor på Sct. Stefans Rådgivningscenter i København at evaluere effekten af vores offer-krænker-mediation som terapeutisk redskab, ud fra barnets perspektiv. Hvordan oplever barnet at møde den person, der har overskredet dets grænser seksuelt? Hvad er barnet optaget af? Hvad synes barnet er vigtigt og svært, og hvordan kan vi række ud af det terapeutiske rum og bygge bro til den dagligdag, som barnet skal forholde sig til efter afsløringen af seksuelle overgreb begået i familien? I virkelighedens verden møder barnet måske sin krænker på gaden, der skal måske være samvær i en eller anden form, eller man kan støde på hinanden ved forskellige lejligheder i familien. Hvordan står man ansigt til ansigt med den, man har sladret om eller måske fået sat i fængsel, og som man måske holder af eller er rædselsslagen for at møde igen eller begge dele? Tanken bag mediationen Som overbygning på det familieterapeutiske tilbud på Sct. Stefans Rådgivningscenter introducerede man i begyndelsen af 1990 erne Det konfronterende møde, en mediation mellem offer og krænker, i behandlingen af seksuelle overgreb på børn (Andersen, Larsen, Mogensen og Mogensen, 2006). Tanken bag mediationen er, at barnet får mulighed for at bygge bro mellem den psykiske og fysiske virkelighed, som det har skullet forholde sig til i det terapeutiske rum, og den realitet, der venter barnet som del af en familie, der skal starte forfra ude i den virkelige verden. Rent terapeutisk introducerer mediationen en kontrolleret ramme, hvori barnet kan få bekræftet den virkelighed, der fandtes mellem barnet og det krænkende familiemedlem, få placeret ansvar og skyld, få afmystificeret overgrebene og aflivet truslerne. At få en stemme i det, som ofte har været ordløst. I mødet mellem offer og krænker øjnede man muligheden for at hele nogle psykiske sår, som ellers var vanskelige at arbejde med terapeutisk. Inspirationen til at arbejde på denne måde kom fra erfaringer med restorative justice eller VORP-programmerne i USA og Canada (Zehr, 1995). I det kliniske arbejde på Sct. Stefan tager det terapeutiske arbejde udgangspunkt i parallel behandling af børn og forældre. Fokus for det terapeutiske arbejde er at finde ud af, hvor barnet befinder sig i forhold til det skete, og hvad det er optaget af. Forældrene støttes i at rumme og forholde sig anerkendende til, hvad barnet er optaget af. Offer-krænker-mediationerne på rådgivningscentret står aldrig alene, men indføres, hvor det vurderes relevant, og efter indledende stabilisering af familien samt grundig evaluering af krænkers evne til at anerkende og tage ansvar for barnets oplevelse. Mødet med krænkeren For at belyse børnenes perspektiv på en nuanceret måde har vi udfærdiget et semistruktureret interview bestående af to spørgeskemaer, som barnet udfylder med assistance fra sin terapeut. På skemaerne beskriver to børn på henholdsvis 6 og 11 år, hvordan de havde oplevet det konfronterende møde, og om de følte, at det havde været en god idé og en hjælp. Det ene skema indeholdt fire åbne spørgsmål, mens barnet på det andet skema rater mødet på en skala fra 0 til 4 ud fra forskellige parametre. Her børnenes historie og vurdering af mediationen: Maria på 6 år Maria har efter en seksuel grænseoverskridelse fra faderens side været bange for sin far og for at se ham igen. Maria fortæller, at hun var glad for, at mødet blev holdt. Det vigtigste for hende på mødet var, at far fik sagt undskyld til både hende og til mor. Det havde også været en lettelse, at han ikke var sur på hende. Maria følte sig tryg under mødet og var ikke bange. Hun følte sig ikke truet af far, men det var synd for far, at han græd. Hun følte i høj grad, at det var terapeuterne, der styrede mødet. Hun følte, at hun fik sagt de ting og spurgt om de ting, som hun gerne ville. Hun var glad for de svar, faderen gav hende. Hun følte ikke, PSYKOLOG NYT NR SIDE 9

3 Baggrund Sct. Stefans Rådgivningscenter hører under Socialforvaltningen i Københavns Kommune og er et gratis tilbud til familier med børn mellem 0 og 13 år. Se at hun var ansvarlig for overgrebene og er ikke længere bange for far. Hun følte, at mødet gav hende en afslutning på det, der var sket, og at de havde fået muligheden for at få en ny begyndelse. Maria føler, at hun har fået det bedre, i form af at hun ikke længere tænker på det, der er sket, og at hun ikke har savnet far. Sammenfatning af Marias besvarelse: Sammenlagt fremgår det af barnets besvarelse, at hun var angst for at møde sin far i forbindelse med mediationen, men at hun på trods af sin ængstelighed havde et udbytte af, at mødet fandt sted, selv om der var mange følelser involveret, både hos barn og krænker. Hun sagde efterfølgende, at hun var glad for, at mødet blev holdt. Barnet har ikke følt sig traumatiseret eller truet under mødet og beskriver, at hun er blevet i stand til at slippe tankerne om det skete. Hun er ikke længere ængstelig for at skulle møde krænkeren igen og føler, at hun har fået mulighed for at få en passende relation til sin far i fremtiden. Anna på 11 år Anna var været udsat for overgreb fra sin storebror over en årrække. Hun føler sig truet af ham og forventer ikke at blive hørt, hvis hun skulle på at sige fra over for ham. Storebror er to år ældre og har en ADHD-diagnose. I Annas behandling blev der afholdt to konfronterende møder. Nærværende artikel er blevet til på basis af et mere omfattende arbejde en artikel med titlen Offer-krænker-mediation. Den fulde tekst findes på Første møde: Efter det første møde beskrev Anna, at det ikke havde været et godt møde. Hendes storebror havde ikke været sød. Hun græd efter mødet og følte sig utryg og truet af sin bror, selv om hun følte, at terapeuterne havde styringen over mødet og passede på hende. Hun fik ikke sagt det, hun gerne ville sige, og hun brød sig ikke om de svar, hun fik fra krænkeren. Hun følte ikke, at han var ærlig eller virkelig mente det, han sagde. Hun følte ingen lettelse i sin skyld- og ansvarsfølelse i forhold til det, der var sket imellem dem. Hun følte ikke, at hun havde fået det bedre efter mødet, og hun var stadig væk bange for at møde sin bror igen. Hendes angstniveau var ikke faldet, og hun følte ingen form for afslutning på det, der var sket, eller at familien havde fået mulighed for at tage hul på en ny start i deres liv. Behandlerne noterer sig, at krænker før mødet virkede nervøs, men samtidig med en overlegen holdning til det, han skal igennem. Annas spørgsmål handlede overvejende om, hvorfor han havde gjort det og om han kunne finde på at gøre det igen. Under mødet svarer SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR

4 Hvordan står man ansigt til ansigt med den, man har sladret om eller måske fået sat i fængsel, og som man måske holder af eller er rædselsslagen for at møde igen eller begge dele? han på spørgsmålene og giver hende en undskyldning, men ikke så udførligt som under forberedelsen. Han svarer på en hoverende og afvisende facon. Han afviser derudover et af Annas spørgsmål, hvad der ifølge behandlerne forstyrrer processen. Andet møde: Andet møde blev afholdt efter to samtaler med Anna om det, der er sket ved første møde, og om hendes angst for broderen. Anna giver udtryk for at være ængstelig og bange for at være sammen med sin bror. Hun er ikke overbevist om, at han ikke kan finde på at krænke hende igen. På andet møde er der fokus på den ængstelse, broderen vækker i Anna, og hvordan hun havde oplevet hans adfærd ved foregående møde. Krænker forberedes til at tage ansvar for sin adfærd under første møde. Efter andet møde svarer Anna, at hun er glad for, at mødet blev holdt igen. Det havde føltes ok, at være der denne gang, og hun følte, at det, hun gerne ville sige, blev sagt. Hun var tilfreds med måden, broderen svarede på, og følte sig ikke truet eller afvist i kontakten denne gang. Det, Anna beskriver som det vigtigste ved dette møde, var: At han sagde undskyld, og at han mente det, han sagde. Hun fik sat ord på, hvad hans tilstedeværelse gør ved hende, og hvad hun ikke bryder sig om. Hun var også glad for, at de fik lavet nogle aftaler for fremtiden om, hvad han ville gøre, hvis hun følte sig utryg ved hans tilstede værelse. Hun beskrev, at hun havde fået det bedre efter mødet, og at det havde lettet hende for skyldfølelser og angst. Hun var ikke længere bange for at møde sin bror igen. Hun beskriver, at hun kan mærke, at hun har fået det bedre på, ved at hun ikke længere tænker så meget på det. Sammenfatning af Annas besvarelse: Ved første møde føler An na sig utryg og truet på grund af nonverbale signaler i kommunikationen med krænkeren. Hun føler ikke, at mødet har været hende til gavn, måske tværtimod. Efter andet møde, hvor der hersker en anden stemning hos krænkeren, får barnet et helt andet udbytte. Hun føler sig ikke truet og manipuleret af krænker, men føler at han oprigtigt kan stå inde for sin undskyldning. Efter mødet får hun det mærkbart bedre. Hun PSYKOLOG NYT NR SIDE 11

5 Krænker skal være motiveret for at give barnet lindring på trods af et dårligt møde, ellers er der ikke grundlag for opfølgende mediationer. kan slippe sin angst forbundet med krænkeren samt følelser af ansvarlighed for overgrebet. Hun føler, at der er kommet en afslutning, og at familien i fællesskab kan indgå præventive aftaler for fremtiden. Hun begynder at have overskud til at tage sig af sit udseende. Selv om første møde var utilfredsstillende og angstfremmende, vurderer hun sammenlagt efter andet møde, at hun er glad for, at mødet blev holdt. Undskyldningen det vigtigste Det ovenstående casestudie bekræfter vores tanker om, at en vellykket mediation kan give barnet en mulighed for at aflive hypoteser (fx Er far vred på mig, eller er det min skyld? ) og få en anerkendelse af, at det, barnet har oplevet, kan genkendes af krænkeren, både følelsesmæssigt og faktuelt. Det er sket i virkeligheden, det er ikke en fantasi eller en drøm. De vellykkede mediationer giver barnet en oplevelse af afslutning og muligheder for at træde ud i den virkelige verden, som ofte indebærer en eller anden kontakt til krænker. Casestudiet illustrerer imidlertid også, at der er en vis risiko forbundet med offer-krænker-mediationer, også selv om der er gjort et grundigt forberedelsesarbejde. Man kan diskutere, om man kunne have afbødet den negative effekt ved Annas første møde, hvis mødelederen havde interveneret ved tidlige tegn på dårlig stemning hos krænker. Hvis man havde kaldt time out i dette tilfælde, kunne ubehaget have været minimeret. Fordelen ved at mødet indgår i en terapeutisk ramme, er imidlertid den, at der er tid og plads til at arbejde med det ubehag, der opstår ved første møde, og at dette ubehag, som også relaterer til det spændingsforhold, der generelt er mellem offer og krænker, kan konfronteres, bevidnes og arbejdes med som genstand i sig selv. Dette betyder imidlertid ikke, at man bare skal lade angsten få frit spil. De professionelle, der styrer mediationen, skal hele tiden være opmærksomme på, om magtbalancen forskyder sig under mødet. Krænker skal være motiveret for at give barnet lindring på trods af et dårligt møde, ellers er der ikke grundlag for opfølgende mediationer. Muligheden for at samle en skæv mediation op forefindes ikke, når man laver isolerede offer-krænker-mediationer uden opfølgning. Når man spørger børnene selv, hvad der var det vigtigste ved mødet, så svarer de begge, at det vigtigste var: at deres krænker gav dem en undskyldning. Undskyldningens betydning er imidlertid kontroversiel. Nogle behandlere advokerer for, at undskyldningen ikke må have en central placering, idet det kan presse barnet til at acceptere eller forklejne det skete og hermed underminere barnets egen oplevelse eller i værste fald legitimere nye overgreb (McNevin, 2010; Cossin, 2008). Alligevel står undskyldningen som det vigtigste for begge børn. Set i lyset af, at undskyldninger er det redskab, som børn generelt opdrages til at løse konflikter og misforståelser med i dagligdagen, er det måske ikke så mærkeligt, at det er det, der betyder noget for barnet. Hvis man skal følge barnets behov, kan man antage, at det er legitimt, at krænker giver en undskyldning, så længe man sikrer, at barnet ikke skal formulere en tilgivelse eller accept. Tilgivelsen eller accepten er i denne ramme barnets egen indre proces. Et trin på vejen til at forlige sig med det skete. Sophie Iuel-Brockdorff, psykolog, Sct. Stefans Rådgivningscenter Referencer Andersen, L.A.; Larsen, A.C.; Mogensen, U. & Mogensen, M. (2006). Seksuelle overgreb mod børn og unge En antologi om forebyggelse og behandling. København. AKF forlaget. Red. Jill Mehlbye og Anette Hammershøi. Zehr, H. (1995). Changing Lenses. Scottdale: Herald Press. McNevin, E. (2010). Applied Restorative Justice as a Complement to Systemic Family Therapy: Theory and Practice Implications for Families Experiencing Intra-Familial Adolescent Sibling Incest. The Australian and New Zealand Journal of Family Therapy, vol (1) Tschudi, F., Reichelt, S.(2004). Conferencing When Therapy is Stuck. Journal of systemic Therapies vol 23, (1) SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR