TALE NATIONALBANKDIREKTØR LARS ROHDES TALE VED REALKREDITFORENINGENS ÅRSMØDE 3. APRIL 2014 DET TALTE ORD GÆLDER. 3. april 2014

Transkript

1 TALE NATIONALBANKDIREKTØR LARS ROHDES TALE VED REALKREDITFORENINGENS ÅRSMØDE 3. APRIL 2014 DET TALTE ORD GÆLDER 3. april 2014 Den internationale økonomi er i fremgang. Opsvinget tager til i USA, og i euroområdet er BNP steget de seneste tre kvartaler. Også i de sydeuropæiske lande med undtagelse af Grækenland var der fremgang i slutningen af I vækstøkonomierne er væksten til gengæld aftaget hovedsagelig som følge af svagere fremgang i den indenlandske efterspørgsel. Den amerikanske økonomi er nu så stærk, at den amerikanske centralbank i januar kunne påbegynde den tidligere annoncerede neddrosling af sine støtteopkøb. Samtidig var der kapitaludstrømning og en markant svækkelse i valutakursen i en række vækstøkonomier, bl.a. Argentina, Brasilien og Tyrkiet, hvilket også må ses i sammenhæng med de forringede vækstudsigter og interne ubalancer i disse økonomier. De ramte lande står dog kun for ca. 5 pct. af den globale handel, så de afledte effekter af uroen på de avancerede økonomier er formentlig begrænsede. Noget tilsvarende gør sig gældende med uroen i Ukraine. Den har hidtil ikke givet sig udslag i de store udsving på de internationale finansielle markeder, når der ses bort fra Rusland. I euroområdet er prisstigningstakten aftaget de seneste par år og nåede i marts ned på 0,5 pct. Kerneinflationen er ligeledes reduceret. Den lave inflation skyldes ud over en afdæmpet lønudvikling et nedadrettet pres på importpriserne bl.a. som følge af en appreciering af euroen. Hertil kommer, at bl.a. den friere bevægelse af arbejdskraften og øget international konkurrence medfører et vedvarende nedadgående pres på importpriserne og dermed den samlede løn- og prisstigningstakt. Herhjemme er der fremgang i den økonomiske aktivitet, selv om vækstforløbet har været noget ujævnt. Der er positive takter på arbejdsmarkedet med faldende ledighed, og antallet af beskæftigede er steget, især i den private sektor. Andelen af deltidsbeskæftigede er dog vokset. Det private forbrug har endnu ikke løftet sig, selv om grundlaget er til stede. Den private opsparing har været høj i en årrække. Renteniveauet er fortsat historisk lavt samtidig med, at der er udsigt til stigende realløn bl.a. som følge af en lav men dog positiv prisstigningstakt. Hertil kommer positive forbrugerforventninger og stigning i nettoformuen. Selv om husholdningernes bruttogældskvote gennemsnitligt set stadig er høj, og der hos nogle måtte være et ønske om yderligere Side 1 af 5

2 konsolidering, er det svært at se, at Nationalbanken kan klandres for at skønne fremgang i det private forbrug de kommende år. Nationalbanken skønner i sin seneste prognose, at væksten i BNP bliver 1,4 pct. i år stigende til 1,7 pct. næste år. Det lyder måske ikke af meget, men er over det skønnede potentiale, så kapacitetssituationen normaliseres frem mod Skal den økonomiske vækst op på et højere niveau på holdbar måde, kræver det, at væksten i produktiviteten øges. Reformer, der kan øge produktivteten, er på Regeringens program for den kommende tid, og det hilser jeg velkommen. Reformsporet i den økonomiske politik må fastholdes. Det er en forudsætning for fremtidens vækst og velstand. Jeg vil nu vende mig mod boligmarkedet. Boligpriserne har generelt været svagt stigende det seneste halvandet år. I januar 2014 lå huspriserne 6 pct. højere end i midten af 2012, mens priserne på ejerlejligheder i samme periode er steget 14 pct. Handelsaktiviteten er imidlertid stadig lav, og udbuddet af boliger til salg højt - set i længere perspektiv. Udbuddet er dog ikke steget yderligere det seneste år. I de senere år har udviklingen i den økonomiske aktivitet og dermed på boligmarkedet været ulige fordelt på tværs af landet. Den økonomiske vækst finder i stigende grad sted i de store byer. Det har været trenden gennem en lang årrække og ses også i andre lande, men det er som om, udviklingen i de senere år er accelereret herhjemme. Siden 2008 har der været en stor tilstrømning til hovedstadsregionen af især unge mennesker og folk med arbejde, mens pensionister og ledige flytter ud. Der er overvejende tale om unge mennesker i alderen år, der flytter til byerne for at uddanne sig, og de bliver i stigende grad boende efter endt uddannelse. Befolkningsudviklingen har sit spejlbillede på boligmarkedet. Boligpriserne i byerne er betydeligt mere konjunkturfølsomme end i resten af landet. Det gælder i udpræget grad i hovedstadsregionen og opland, som samtidig typisk er "first movers". Hertil kommer, at boligpriserne i byområderne er steget realt over tid, hvilket bl.a. afspejler den underliggende demografiske udvikling, hvor stadigt flere mennesker skal bo på et stort set givet areal. Da det koster nogenlunde det samme at bygge et hus i alle dele af landet, er det især grundpriserne, der er steget. Situationen er lige omvendt i de dele af landet, hvorfra fraflytningen sker. Her falder efterspørgslen efter boliger, mens udbuddet stort set er uændret. Der sker dermed en afkobling mellem boligpriserne og byggeomkostningerne, som normalt er retningsgivende for prisniveauet på lang sigt. Overskuddet af boliger betyder, at nogle ejendomme står og forfalder og reelt er værdiløse. Spørgsmålet er, i hvor høj grad den udvikling, vi ser, er et konjunkturfænomen, eller om der er tale om en mere strukturel tendens. Kausaliteten mellem befolkningsvækst og regional økonomisk vækst kan gå begge veje, og en konjunkturfremgang vil muligvis bremse udviklingen op. De regionale forskelle i huspriserne kan på et tidspunkt blive så store, at gevinsten ved at flytte ud bremser en underliggende søgning mod byerne, men det vil formentlig kun påvirke det umiddelbare Side 2 af 5

3 opland til byerne. Uden for pendlerafstand synes udviklingen at have mere strukturel karakter. Det er et problem, som hverken kan eller skal løses af det finansielle system. Det danske realkreditsystem bygger på, at der er værdi bag udlånene. Er der ejendomme, hvor værdien smuldrer fuldstændigt, er der heller ikke længere grundlag for at give realkreditlån. Under den seneste højkonjunktur steg husholdningernes låntagning kraftigt, også kraftigere end set tidligere. Stigningen var forbundet med en endnu større stigning i boligformuen og skal bl.a. ses på baggrund af, at højere boligpriser udvidede boligejernes muligheder for at optage lån mod sikkerhed i boligen. Tidligere analyser har vist, at de danske husholdninger fortsat vil kunne servicere deres gæld selv under et økonomisk tilbageslag, og den høje bruttogæld er ikke en alvorlig trussel mod den finansielle stabilitet, bl.a. fordi husholdningerne også har store finansielle aktiver. Men høje belåningsgrader forstærker konjunkturbevægelserne i dansk økonomi. Det understreger betydningen af at retablere sammenhængen mellem boligernes værdi og boligbeskatningen. Mens en øget stabilisering af boligpriserne gennem boligbeskatningen lader vente på sig, så vedtog Folketinget 11. marts en lovændring, der indfører betinget løbetidsforlængelse for realkreditobligationer, hvis de bagvedliggende lån ikke er forfinansierede. Det er en meget vigtig lovændring, der på en god måde tager hånd om nogle halerisici i den danske realkreditmodel. Jeg er glad for sektorens positive medvirken i processen fra det første forslag blev fremlagt, til den endelige lov blev vedtaget. Der blev lyttet til sektoren og andre markedsdeltagere undervejs, men formålet med lovændringen har været uændret fra start til slut. For det første er der opnået en robust håndtering af realkreditinstitutternes refinansieringsrisiko. For det andet genskabes der en troværdig afviklingsmodel for realkreditinstitutter. Jeg har med tilfredshed noteret mig, at kreditvurderingsbureauerne altovervejende har taget positivt imod lovændringen. Selv om lovændringen ikke løser alle problemer, så konstaterer Moody's, at loven fjener refinansieringsrisikoen fra danske realkreditobligationer. Derved fjernes en betydelig kilde til kreditrisiko, og det understøtter en høj kreditvurdering. Det er også efter lovændringen afgørende, at realkreditinstitutterne opretholder en sund kreditpolitik. Investorernes tillid til den langsigtede kreditkvalitet uanset hvordan det går på boligmarkedet er afgørende. På den baggrund anbefaler Nationalbanken en nedsættelse af lånegrænsen for afdragsfrie lån som andel af boligens værdi på belåningstidspunktet. Det bør gælde for afdragsfrie lån, der ligger til sikkerhed for udstedelse af SDO, SDRO og RO fra penge- og realkreditinstitutter. Derved vil låntagerne over tid opbygge en vis afstand til belåningsgrænserne. Det vil yderligere understrege den høje sikkerhed i realkreditsystemet, også ved store boligprisfald, og bidrage til den makroøkonomiske stabilitet. Erfaringerne viser, at generelle ændringer i amortiseringsprofil, særligt førsteårsydelsen, også har en introduktionseffekt på boligpriserne og derigennem makroøkonomien. Timing og dosering af en begrænsning af afdragsfrihed skal derfor nøje overvejes. Side 3 af 5

4 Pengeinstitutter bør derimod ikke yderligere begrænses i at yde afdragsfrie lån, hvis de finansieres på anden måde end ved udstedelse af SDO. Realkreditvirksomhed er en særlig sikker forretningsmodel, der er grundlæggende forskellig fra pengeinstitutvirksomhed, og som reguleres på en særlig måde. Mens realkreditinstitutter alene finansierer deres udlån ved udstedelse af realkreditobligationer, der matcher långivningen, finansierer pengeinstitutter deres udlån med forskellige finansieringskilder fx indlån, udstedelse af SDOer og udstedelse af seniorgæld. Realkreditinstitutter kan overvejende kun påtage sig kreditrisiko og selv denne risiko indhegnes af krav om lånegrænser og afdragsprofiler. Hvis et realkreditinstitut vil have de samme muligheder som et pengeinstitut, så må det få en pengeinstitutlicens. Jeg vil nu rette blikket mod Europa. Her er Bankunionen på vej fra tegnebrættet til at blive en grundsten i den finansielle arkitektur. Nogle opfatter primært Bankunionen som en del af styrkelsen af euroen. Men set fra Nationalbankens synspunkt, er det vigtigste element, at Bankunionen vil bidrage til et velfungerende indre marked for finansielle tjenesteydelser. Det fælles tilsyn er allerede besluttet og under opbygning. ECB overtager 4. november 2014 tilsynet med de største banker i euroområdet. For at sikre, at ECB kun overtager tilsynet med sunde, levedygtige banker, er en gennemgang af aktiverne i de 130 største banker det såkaldte "asset quality review" i fuld gang. Ud over egne ressourcer anvender ECB i dette arbejde et uafhængigt konsulenthus, og til sommer følges arbejdet op med en stresstest. Banker, der fejler stresstesten, vil blive mødt med krav om rekapitalisering eller afvikling. Alt i alt ser arbejdet med at sikre, at der hverken er råd eller svamp i hjørnerne af det hus, ECB får ansvaret for, meget lovende og ambitiøst ud. Et andet centralt element i Bankunionen: Den fælles afviklingsmekanisme, herunder en fælles afviklingsfond, er der netop opnået enighed om efter forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Reglerne forventes at blive vedtaget i løbet af denne måned. Når naboerne bygger et nyt hus, kommer man uvægerligt til at se på sit eget hus med andre øjne. Bankunionen er en realitet, som vil få stor betydning for Danmark uanset om vi vælger at deltage i den nye finansielle arkitektur eller ej. Det er Nationalbankens opfattelse, at danske interesser varetages bedst ved, at Danmark deltager i bankunionen. Det må forventes, at tilsynsstandarden, som vil blive sat af det fælles tilsyn under ECB, bliver det afgørende benchmark for både deltagende og ikke-deltagende lande. Hvis Danmark deltager, vil det i højere grad være muligt at tilpasse standarderne til danske forhold og erfaringer. Det fælles tilsyn vil efter alt at dømme blive opfattet som et kvalitetsstempel, da der vil være flere og også eksterne øjne på overvågningen af bankerne og de væsentligste tilsynsbeslutninger. Det vil alt andet lige, selv for lande som Danmark med en troværdig national tilsynsmyndighed, give bankerne en konkurrencefordel sammenlignet med "udelandenes" banker. Hvis Danmark vælger at stå uden for, kan det kræve en strammere tilsynspraksis. Desuden må det forventes, at investorerne vil kræve en mere ambitiøs kapitalog likviditetsoverdækning sammenlignet med banker inden for bankunionen. Side 4 af 5

5 Det er samtidig i Danmarks klare interesse, at der bliver en fælles praksis ved krisehåndtering af banker. Med den fælles afviklingsmekanisme vil der være bedre mulighed for at gennemføre krisehåndtering af grænseoverskridende banker. Fuldt indfaset vil det fælles tilsyn og afviklingsmekanismen fungere som en forsikringsordning for finansielle virksomheder, og der vil være større sikkerhed for ligebehandling af kreditorer i nødlidende banker på tværs af landene. Nye internationale likviditetsstandarder er et andet område, der qua vores særegne danske finansielle arkitektur har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Siden Baselkomiteens første høringspapir om nye internationale likviditetsstandarder blev offentliggjort i 2009, har såvel myndighederne som sektoren haft en hel speciel interesse i likviditeten af danske realkreditobligationer. Nationalbanken har på baggrund af et detaljeret datasæt indsamlet af Finanstilsynet med alle transaktioner i danske stats- og realkreditobligationer analyseret likviditeten i de to markeder før, under og efter finanskrisen. Vi har i dette arbejde haft et tæt samarbejde med eksperter fra CBS og BIS. Vores resultater, som vi offentliggjorde i 2010 og 2012, viser entydigt, at højlikvide danske realkreditobligationer var stort set lige så likvide som statsobligationer gennem krisen. På EU-niveau har den Europæiske Banktilsynsmyndighed i 2013 foretaget en lignende empirisk analyse med stort set samme resultat. Nu afventer vi så Europa-Kommissionens afgørelse. Set fra Nationalbankens synspunkt bør en likviditetsbuffer være veldiversificeret, og det skal være empirisk veldokumenteret, hvad der kan medregnes i bufferen. Set i den kontekst er behandlingen af statsobligationer i den finansielle regulering lidt af et paradoks. Statsobligationer fra alle EU-lande kan frit inkluderes, uden at de vægtes i risikoen, og uden at der er spredningskrav. Det kan undre, når man tager i betragtning, at EU-traktaten forbyder, at offentlige enheder får privilegeret adgang til finansielle institutioner. Det er Nationalbankens opfattelse, at det på baggrund af grundige empiriske analyser med høj troværdighed kan fastslås, at likvide danske realkreditobligationer bør klassificeres som højlikvide. Realkreditobligationer kan bidrage til, at finansielle virksomheder har en veldiversificeret beholdning af likvide aktiver. Det er et standpunkt, vi vil fastholde uanset udfaldet i EU. Derimod kan der ikke med stor troværdighed opmales et rædselsscenarie for Danmark, hvis EU på trods af solid empirisk dokumentation for det modsatte vælger ikke at klassificere realkreditobligationer som højlikvide. Ja, det vil have nogle omkostninger. Men nej, det er ikke en bombe under hverken realkreditinstitutter, pengeinstitutter eller boligejere. Dertil er det danske realkreditsystem alt for stabilt. Tak for opmærksomheden. Side 5 af 5