Léonie Sonnings Musikpris 2007

Transkript

1 Léonie Sonnings Musikpris JUNI KL DET KONGELIGE TEATER, GAMLE SCENE Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen NY CD UDGIVELSE MED LARS ULRIK MORTENSEN OG CONCERTO COPENHAGEN PÅ DACAPO PALSCHAU WORKS FOR HARPSICHORD (first recording) PÅ GADEN FRA D. 2. JUNI Kan købes for kr 150,ved alle Koncerterne eller fra vores administration på + kr 20 i forsendelse Dacapo records JUNI KL VOR FRUE KIRKE, SVENDBORG 5. JUNI KL NORDJYLLANDS KUNSTMUSEUM 6. JUNI KL KUNSTMUSEET LOUISIANA Lars Ulrik Mortensen, Solo cembalo 10. JUNI KL KRONBORG SLOTS RIDDERSAL Lars Ulrik Mortensen, John Holloway og Jaap Ter Linden LÉONIE SONNINGS MUSIKPRIS Igor Stravinskij Leonard Bernstein Birgit Nilsson Witold Lutoslawski Benjamin Britten Boris Christoff Sergiu Celibidache Arthur Rubinstein Lord Yehudi Menuhin Dmitrij Sjostakovitj Andrés Segovia Dietrich Fischer-Dieskau Mogens Wöldike Olivier Messiaen Jean-Pierre Rampal Dame Janet Baker Marie-Claire Alain Mstislav Rostropovitj Isaac Stern Rafael Kubelik Miles Davis Pierre Boulez Svjatoslav Richter Heinz Holliger Peter Schreier Gidon Kremer György Ligeti Eric Ericson Sir Georg Solti Nikolaus Harnoncourt Krystian Zimerman Yuri Bashmet Per Nørgård András Schiff Hildegard Behrens Sofia Gubaidulina Michala Petri Anne-Sophie Mutter Alfred Brendel György Kurtág Keith Jarrett John Eliot Gardiner Yo-Yo Ma Lars Ulrik Mortensen

2 Sonningpriskoncert 2. JUNI 2007 KL DET KONGELIGE TEATER, GAMLE SCENE Georg Frederic Händel ( ): Water music, Suite I, HWV 348 Ouverture - Adagio e staccato - Allegro - Andante - Presto - Air - Minuets - Bourrée - Hornpipe - Andante - Allegro Georg Frederic Händel: Orgelkoncert i g-moll, Op. 4 nr.1, HWV 289 Larghetto e staccato - Allegro - Adagio, organo ad libitum - Andante Prisoverrækkelse ved Amalie Malling 30 minutters pause Jean-Philippe Rameau ( ): Suite fra Platée Ouverture - Passepieds 1&2 - Tambourins 1&2 - Loure - Orage Menuet 1&2 dans le goût de vielle Airs pour les Foux gaix et tristes - Passepieds 1&2 - Rigaudons 1&2 Koncerten sendes direkte på DR P2 med genudsendelse søndag den 3. juni kl og optages til senere udsendelse på DR TV MEDVIRKENDE: Lars Ulrik Mortensen, musikalsk leder og solist (orgel) Concerto Copenhagen Violin I: Peter Spissky (koncertmester) Gabriel Bania, Fredrik From, Stefanie Barner, Jesenka Balic, Johanna Andersson Violin II: Bjarte Eike, Antina Hugosson, Elisabet Enebjörn, Jens Solgaard, Merete Steffensen, Maria Holm Viola: Torbjörn Köhl, Marie Louise Marming, Rastko Roknic, Bryndis Bragadottir Cello: Thomas Pitt, David Gammelgård, Helle Sørensen, Kjeld Steffensen Violone: Lars Baunkilde, Anders Cornelius Cembalo: Søren Gleerup Hansen Obo I: Frank de Bruine Obo II: Per Bengtsson Fagot I: Jane Gower Fagot II: Györgyi Farkas Horn I: Erwin Wieringa Horn II: Anneke Scott Lars Ulrik Mortensen og nåleøjet At Lars Ulrik virkelig er genial, det véd ikke blot alle vi, der er til stede ved denne koncert, men stadig flere musikelskere her og i udlandet har følt sig beriget ved at opleve hans musikalske fortolkninger, både ved koncerter, i radio og på CD. I Concerto Copenhagen føler vi, at den berømte historie fra Matthæus-evangeliet om den rige unge mand, der får sværere ved at komme i Himmerige, end en kamel kan komme gennem et nåleøje, passer rigtig godt på dette års Sonningprismodtager. Nu er Lars Ulrik ikke just nogen kamel han er snart sagt alt andet men vi tillader os at mene, at han er kommet gennem nåleøjet ved at overliste det med sin musikalske genialitet, utrolige engagement og smittende entusiasme. Concerto Copenhagen begyndte for snart tyve år tilbage sin virksomhed som et idealistisk initiativ af glæde over at spille ældre musik på originale instrumenter vi så drømmen om at samle de bedste musikere fra hele det nordlige Europa og arrangere koncerter og indspille plader på det højeste kunstneriske niveau. Det kræver selvfølgelig rigtig gode musikere, men også en kunstnerisk leder af det helt store format. Det kræver simpelthen en Lars Ulrik Mortensen og siden han kom til for otte år siden har orkestret qua samarbejdet med ham udviklet sig kolossalt. Det kræver - udover idealisme - hårdt arbejde, også opbakning både praktisk, mentalt og økonomisk. Og til den ende har I som publikum været hans og vores orkesters støtter. I har bidraget med jeres bevidsthed om og glæde ved musikken og ikke mindst jeres praktiske bevidsthed om både hans og vores orkesters vilkår. Vi skylder mange tak. Det gælder de offentlige myndigheder og institutioner, som har set hvilke muligheder, der lå i dette musikalske initiativ. Det gælder også de mange virksomheder, fonde og personer, der har sponsoreret orkesterets virksomhed gennem årene, for uden deres opbakning var det ikke gået. Og det gælder ligeledes alle vore samarbejdspartnere og især Garnisons Kirke, for her i det fornemste barokrum og med det venligste personale har både vi og publikum lige fra begyndelsen følt os hjemme. Vi har følt det naturligt at påtage os arrangørrollen for hele denne festuge, som vil vise Lars Ulriks alsidige musikalske virke og vi takker de gode samarbejdspartnere i København, Svendborg, Aalborg, Humlebæk og Helsingør, som hjælper med til at gøre dette års prisfest landsdækkende. Så alt synes faktisk muligt og vi føler at vi i fællesskab har overlistet nåleøjet, og moralen er vel, at for den som har viljen til at nå det sublime, er alting muligt. Et stort tillykke med prisen Lars Ulrik, vi glæder os til at fortsætte det frugtbare samarbejde med dig i mange år endnu! Concerto Copenhagen Lars Ulrik Mortensens Festuge er arrangeret af Concerto Copenhagen i samarbejde med Det Kgl Teater, DR/P2-Musikproduktion, Cubus Film & TV, Vor Frelser Kirke i Svendborg, Nordjyllands Kunstmuseum, Kunstmuseet Louisiana samt Kronborg Slot. Koncerterne er støttet af Léonie Sonnings Musikfond Projektledere: Peter Stevnhoved og Lars Grunth Producent: Marie Büchert Produktionsassistener: Kirsten B. Larsen og Ete Forchammer Fotograf: Gorm Valentin

3 Festmusik fra Baroktiden Af Michael Bo G.F. Händel: Water Music. Suite I G.F. Händel: Orgelkoncert i g-mol op. 4 nr. 1 Georg Friedrich Händel ( ) var først og sidst teatrets mand, hverken kirkens eller koncertsalens. Sammentællinger på skrømt inden for de senere år har dokumenteret, at han igen er blevet den hyppigst opførte operakomponist på alverdens scener. Men Water Music og Fireworks Music er de eneste af Händels orkesterkompositioner, der egentlig ikke hører hjemme i teatret, men er skrevet til udendørs ikke-dramatiske opførelser. Det har været forsøgt at fi nde frem til en sandhed om Händels såkaldte orgelkoncerter, men de behjertede forsøg har i bedste fald bare gjort løgnen om deres udspring og bastardiseringen af dem større. I årtier blev koncerterne opført ikke alene i kirker, men under iagttagelse af pietetsfuld lutheransk andagt. Händel ville have forsøgt at drukne sin foragt i et ølkrus. Johann Mattheson, musikskribenten fra Hamburg, beskrev sin samtidige Händel som tidens største organist side om side med J. S. Bach. Og vi har øjenvidneberetninger om, hvordan den tudsegamle mester lod sig føre ved hånden op til orglet for at imponere rosset endnu engang. En af de kendteste af mange karikaturtegninger af Händel forestiller ham sidde fed, glinsende og veltilfreds ved sit orgel, afbildet som en gris. Når man tænker på, i hvilken grad Händel i sin samtid var identificeret med sit orgel, er det ærgerligt, så lidt af musikken for netop det instrument, der er bevaret. Men orgelkoncerterne i op. 4, det mellemste sæt uden opusnummer og det posthumt udgivne op. 7 har vi. De holdt Londons koncertliv og musikforeninger i ave i hen ved 30 år og demonstrerer en rigdom i tekstur i orkestreringen og et overskud i behandlingen af soloinstrumentet. I hvert fald i det omfang, det lader sig aflæse af partiturerne... Partiturerne er nemlig oversået med regibemærkningen ad lib, efter forgodtbefi ndende. Improvisation var barokkens og ikke mindst Händels hjerteblod, både som kompositionsmetode og opførelsesprincip. Ad lib kunne der stå hen over en hel sats, og der er næppe nogen tvivl om, at Händel aldrig spillede stykket ens to gange. Når betegnelsen dukker op én gang i løbet af en koncert, er det som regel i det afsluttende solostykke i satsen at sammenligne med klassicisternes kadencer men Händels kompositionsprincipper er ikke for fastholdere. Koncerternes struktur er ikke identiske, og solostemmen er mildt sagt sluppet fri for en eminent instrumentalist. J.P. Rameau: Suite fra Platée En anden komponist fra baroktiden, hvis hele musikalske ideal aspirerede mod vokalmusikkens fi gurer og dramatiske karakterer, var Jean-Philippe Rameau ( ). For et par sæsoner siden udgav Marc Minkowski og hans orkester Les Musiciens du Louvre cd en Une symphonie imaginaire, der er en fantasi over, hvordan et symfonisk værk skrevet af Rameau, den gamle franske operamester, ville lyde, sammensat af forspil, mellemspil, danse m.m. hvis han havde været symfoniker. Water Music er skrevet på ordre fra Englands musikelskende kong Georg I, der i 1717 bestilte 50 musikere til at spille på sin båd, mens den sejlede ned ad Themsen fra Lambeth til Chelsea. De nåede at spille hele Water Music tre gange undervejs, ifølge et samtidigt vidne. 50 musikere i de dage var en stor affære, det må have givet en overordentligt stor og sprød lyd. Den hele Water Music består af tre suiter samt en række variationer, men i dag har vi ingen anelse om, hvilken rækkefølge de blev opført i. Den suite, vi hører i dag, er den i F-dur vi kalder den nr. 1, og den er samtidig den mest overdådigt instrumenterede med fløjter, oboer, fagotter, trompeter og horn. Man kan roligt sige, at kongen og hans pomp & circumstance får sit, og der er rigeligt med dansant musik ind imellem til, at hoffet har kunnet tage en svingom på båden. Det er i Water Music, vi møder en af Händels mest berømte kompositioner, den udødelige Air. Men koncerterne var, som de operaer og oratorier de udsprang fra, rundet af den varmblodige italienske tradition og af teatret, og selv hvis de ikke er så rige i kontrapunkt som Johann Sebastian Bachs Brandenburgkoncerter, er de stedse overraskende, konstant melodiøse, charmerende og opfi ndsomme. Suiten, vi hører ved koncerterne den 2. og 3. juni, stammer fra den såkaldte operaballet Platée fra 1749, Rameaus mest berømte komiske værk, uropført i Versailles og komponeret til brylluppet mellem kronprins Ludvig og Maria Theresa. Den handler om guderne, der spiller Platée et ondskabsfuldt puds. Det var Händels forlægger, der kaldte dem orgelkoncerter, da han begyndte at udgive dem i Händel selv opfattede koncerterne, der i alt tæller tre gange seks styk, altså atten, som mellemspil til brug i opførelser af sceneværkerne. Barokken var som bekendt ikke brolagt med musikalske puritanere, og koncerterne var tænkt som virtuose supplementer til vokalmusikken. For koncerterne i op. 4 gjaldt det Alexander s Feast og Ode to St Cecilia s Day. Platée er en prinsesse, grim som en tudse, og hun er overtydet om, at hele verden er dybt forelsket i hende. Så Jupiter påtager sig at lade som om, han vil giftes med hende, og dybt ydmyget må prinsessen vende tilbage til frøernes sump, hvor hun hører hjemme. Rameau slår store musikalske brød op for at beskrive den pompøse, narcissistiske prinsesses endelige fald. Det siges, at den unge Händel, da han i 1709 var i Rom, udfordrede Domenico Scarlatti til en venskabelig kappestrid, der skulle afgøre hvem af dem, der var den dygtigste tangentspiller. Udfaldet kendes ikke, men der synes enighed om, at Händel så langt var den mest fi ngerferme ved et orgel af de to. Musikken er fyldt med programmatiske indslag, og vi hører frøer kvække, fugle kvidre, gøge kukke og æsler bræge. Platées sardoniske ironi er parret med en snerrende vildskab og en dybde og farverigdom i instrumentationen, der gør den uomgængelig som indgang til fransk barok.

4 Lars Ulrik Mortensen, Solo cembalo 4. JUNI KL VOR FRUE KIRKE, SVENDBORG 5. JUNI KL NORDJYLLANDS KUNSTMUSEUM 6. JUNI KL KUNSTMUSEET LOUISIANA Johann Sebastian Bach ( ): Kromatisk Fantasi og Fuga, BWV 903 Johann Sebastian Bach: Præludium, Fuga & Allegro i Es-Dur, BWV 998 Carl Philipp Emanuel Bach ( ): 12 Variariationer over Folie d Espagne, H.263 Carl Philipp Emanuel Bach: Fantasi i C-Dur, H minutters pause Wolfgang Amadeus Mozart ( ): Suite i C-Dur (fragment), KV.385 Ouverture (C-Dur) - Allemande (c-moll) - Courante (Es-Dur) Johann Wilhelm Hässler ( ): Sonate i a-moll (1776) Poco allegro - Largo - Presto Wolfgang Amadeus Mozart: Gigue i G-Dur, KV.574 Om Lars Ulrik Mortensen Cembalisten og ensemblelederen Lars Ulrik Mortensen er kendt som en af verdens førende profiler inden for strømningen af tidlig musik. Han har utallige prisbelønnede cd-indspilninger bag sig, som blandt andet har givet ham den franske udmærkelse Diapason d Or, Cannes Classical Award samt en dansk Grammy. Klassisk musik har fulgt Lars Ulrik Mortensen, siden han tre år gammel klatrede op på klaverbænken første gang. Han sang i Radioens Drengekor, blev student fra Aurehøj Gymnasiums musiklinje, og brugte så et par år i rockbandet Culpeppers Orchard sammen med bl.a. Tom McEwan. Da Lars Ulrik Mortensen begyndte at læse musikvidenskab på universitetet, faldt han over en bog om såkaldt engelsk virginalmusik. Han blev dybt fascineret, og musikken førte ham frem til det eneste tangentinstrument, han endnu ikke havde rørt: Cembaloet! Det var kærlighed ved første sprøde anslag. Lars Ulrik Mortensen besluttede at blive cembalist. Han studerede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og hos Trevor Pinnock i London. Derefter fulgte en årrække med koncerter som både solist og kammermusiker i Europa, USA, Mexico, Sydamerika og Japan. Fra 1988 til 1990 var Lars Ulrik Mortensen cembalist i ensemblet London Baroque og indtil 1993 i Collegium Musicum 90. Fra England flyttede han til Tyskland og blev professor i cembalo og opførelsespraksis i München. Lars Ulrik Mortensen vendte hjem til Danmark i 1999 og blev ansat som kunstnerisk leder for Concert Copenhagen (CoCo). Året efter debuterede han med stor succes som dirigent på Det Kongelige Teater i Kunzens opera Holger Danske. I 2002 blev succesen fornemt fulgt op med Händels Julius Cæsar. Han har på Det Kgl. Teater desuden stået i spidsen for Mozarts Idomeneo, Figaros bryllup, Titus, Rossinis Barberen i Sevilla samt Monteverdis Odysseus. I de kommende år vil han sammen med CoCo opføre operaer af både Monteverdi, Händel og Rameau. Lars Ulrik Mortensen er en af hovedpersonerne i den barok-bølge, der har skyllet ind over Danmark i de senere år. Han formår at præsentere musikken på én gang autentisk og tidssvarende både med sit eget ensemble, CoCo, som han efterhånden leder ved koncerter årligt, overvejende i udlandet, men også med EUBO (European Union Baroque Orchestra). Han optræder også regelmæssigt som både solist og kammermusiker med bl.a. Emma Kirkby, John Holloway og Jaap ter Linden. Ifølge Lars Ulrik Mortensen har det afgørende betydning for både lyden af og miljøet i et orkester, når musikerne spiller på autentiske instrumenter. I foråret 2003 meddelte Lars Ulrik Mortensen således, at han fremover udelukkende vil arbejde med periode instrument-ensemblerne. Det, der fascinerer mig ved barokorkestrene, er det rytmiske og sensuelle, farverigdommen i instrumenterne og friheden - det at musikken delvis skal opstå spontant i situationen. Og så synes jeg simpelthen, at det lyder bedre, har han sagt.

5 En Søgende Virtuos Af Knud Ketting Vi kender alle den store Johann Sebastian Bach som en virtuos musiker, der som en ustandseligt søgende komponist blev afgørende for kunstmusikkens udvikling. Mindre kendt er det måske, at han også tog aktivt del i samtidens instrumentudvikling. Således erindrede Bach-eleven Johann Friedrich Agricola senere at have set og hørt et såkaldt lutklaver hos læremesteren i Leipzig omkring Det var en hybrid mellem et vanligt cembalo og et fortepiano, designet af Bach og bygget af en Zacharias Hildebrandt. Det var formentlig for dette instrument, at Bach sent i 1730 erne skrev sit Præludium, Fuga og Allegro i Es-dur, mens hans langt oftere hørte og meget mere virtuost anlagte Kromatisk Fantasi og Fuga er for et vanligt cembalo, men så også skrevet væsentlig tidligere, dengang han var kapelmester i Weimar. Det sidstnævnte stykke kunne meget vel have indgået i den musikalske kappestrid med den franske komponist og cembalist Louis Marchand ( ), der angiveligt skulle have fundet sted i 1717 ved hoffet i Dresden. Bach havde forpligtet sig til at spille alt fra bladet, som Marchand måtte fi nde på at sætte på nodestativet. Marchand skulle gøre det tilsvarende, men udeblev, så Bach vandt uden konkurrence. Men ifølge Bachs næstældste søn, den ligeledes supermusikalske Carl Philipp Emanuel var faderen ellers ikke den, der lod andre føle, hvor musikalsk overlegen han var. Selv samme Carl Philipp Emanuel gjorde også en betydelig karriere, som via en langvarig ansættelse ved Frederik den Stores hof i Berlin førte ham i 1768 til Hamburg som Telemanns efterfølger. I årene mellem 1779 og 1787 udgav han i alt seks samlinger af musik for tasteinstrument. Deres lidt forskelligt lydende titler havde det tilfælles, at betegnelsen für Kenner und Liebhaver indgik. Samlingerne blev solgt på subskriptionsbasis, hvilket vil sige, at de først blev trykt, når komponisten havde et tilstrækkeligt antal bestillinger i hus. Efter faderens død var Bach-sønnen nu blevet den store. Således skrev tidsskriftet Magazin der Musik forud for udgivelsen i 1786 af det femte bind, hvorfra C-dur Fantasien stammer: Den store Bachs genius synes faktisk ubegrænset. Hvor ivrigt man end studerer de sonater, rondoer eller fantasia er, som han uden ophør giver os nye prøver på, fi nder man altid, at hvert stykke er fuldkommen nyt og originalt i sin konception, ihvorvel Bachs ånd er til stede i dem alle. Reklamen virkede, om end ikke fuldt så godt som tidligere. I København blev bindet dog immervæk solgt i hele 40 eksemplarer. I subskriptionslisten står de alle noteret til kongelig kammermusicus Schiørring, men det kan næsten kun skyldes, at samme Nils Schiørring (født omk. 1743), selv cembalist og komponist, havde samlet bestillinger for andre københavnske kendere og liebhavere. Han havde nemlig studeret hos Bach-sønnen i Hamburg, så de kendte hinanden personligt. Det betyder så også, at opførelserne ved disse koncerter næppe er de første i Danmark. Denne musik må have lydt før, om ikke offentligt, så i nogle af datidens bedre borgerhjem. Noget tilsvarende ved vi ikke om Variationerne over Folie d Espagne. De stammer fra 1778, men blev først udgivet i 1803 efter komponistens død. Men danske kendere og liebhavere vil have kendt det tema, som her bliver varieret. For denne spanske dansemelodi fra engang sent i 1500-tallet spredte sig i løbet af barok-perioden som en steppebrand over Europa i utallige kendte og ukendte komponisters udsættelser og bearbejdelser. Der var gode grunde til, at vor egen Carl Nielsen i sin opera Maskarade lod Holberg-tidens dansesyge fru Magdelone udfolde sig i netop denne dans. Mellem to sjældent hørte stykker af den velkendte Mozart har Lars Ulrik Mortensen i programmets anden halvdel placeret en sonate af den nu stort set ukendte tysker Johan Wilhelm Hässler. Han forsøgte i første omgang at drive faderens hattevirksomhed i fødebyen Erfurt sideløbende med en musikalsk karriere. Efter en afstikker til England blev han i 1792 ansat som hofkapelmester i Skt. Petersborg, og han blev i Rusland til sin død i A-mol sonaten er fra 1776, hvor han stadig var bosat i Erfurt. Stilmæssigt svarer den til, hvad en Carl Philipp Emanuel Bach kunne fi nde på i sine mere rolige øjeblikke. Efter at Mozart i 1781 havde sadlet om fra ansættelsen i Salzburg til en fri tilværelse i Wien, fi k han baron Gottfried van Swieten blandt sine adelige velyndere. Ham aflagde Mozart visit hos om søndagen, og han havde også afgang til baronens omfattende nodebibliotek, hvor han kunne studere musik af barokkens store mestre (og hvor også det allerede omtalte bind fem af Carl Philipp Emanuel Bach befandt sig det havde baronen købt i 12 eksemplarer). En af frugterne af disse studier er den ufuldførte suite i Händel-stil, formentlig komponeret i At den skulle have været længere, kan vi være helt sikre på, for ud over de tre her fremførte satser rummer manuskriptet også de første seks takter af en Sarabande. Men hvor en Händelsuite holder sig til én dur-toneart med måske et enkelt skift til den tilsvarende mol, kan Mozart ikke dy sig: fra Ouverturens C-dur går han regelret nok til Allemandens c-mol, men derefter videre til Courantens Es-dur. Den lille Gigue i G-dur, der afslutter dette koncertprogram, er endnu mere revolutionerende. Mozart nedskrev den ex tempore i 1789 under et besøg i Leipzig og gav den til den stedlige organist Karl Immanuel Engel. Den rummer et Händel-citat. Men nok så revolutionerende præsterer den i sit stærkt kromatiske tema at anvende elleve af halvtoneskalaens tolv toner og dermed bliver en art Schönberg-forløber. Et stykke altså, der peger både forud og bagud, og som i al sin korthed næppe kunne være mere velanbragt som slutsten i et prismodtager-program. Vi kan da vist også med god ret kalde Lars Ulrik Mortensen for en søgende virtuos og lykønske ham med dansk musiklivs fornemste hædersbevisning.

6 Lars Ulrik Mortensen, John Holloway og Jaap Ter Linden 10. JUNI KL KRONBORG SLOTS RIDDERSAL Sonate nr. 5 i C-dur, BuxWV 256 Sonate nr. 2 i G-dur, BuxWV 253 Sonate nr. 7 i e-moll, BuxWV 258 Sonate nr. 3 i a-moll, BuxWV 254 Vivace Violino solo Allegro Largo Allegro Adagio Allegro Lento Vivace Adagio Allegro Largo Arioso Allegro Largo Presto Vivace Adagio Poco presto - Lento Prestissimo Adagio Allegro Lento Vivace Largo Presto Adagio 20 minutters pause Sonate nr. 1 i F-dur, BuxWV 252 Sonate nr. 6 i d-moll, BuxWV 257 Sonate nr. 4 i B-dur, BuxWV 255 Vivace Lento Allegro Adagio Andante Grave Presto Grave Allegro Con discretione Adagio [Con discretione - ] Adagio Vivace [Con discretione ] Adagio Poco presto Poco adagio Presto Lento Vivace Allegro Lento Allegro ( BuxWV: Georg Karstädt, Thematisch-systematisches Verzeichnis der musikalischen Werke von Dietrich Buxtehude. 2. rev Ausgabe. Wiesbaden (Breitkopf & Härtel) 1994 ) Den lille, store musik - om Buxtehudes sonater Af Niels Martin Jensen Opus 1, det første værk, plejer at være betegnelsen for den musik, hvormed en ung komponist for første gang ønsker at træde offentligt frem. Men Buxtehudes opus 1 er fuldt af overraskelser. Da samlingen udkom i 1694, var Buxtehude 57 år og havde i 26 år beklædt det ansete embede som organist ved Mariakirken i Lübeck. Og sammen med hans opus 2 for samme besætning, der udkom to år senere, er det næsten de eneste værker, som denne hovedskikkelse i sin tids musikliv i Østersøområdet fik udgivet. Det var der nu ikke noget mærkeligt i. Organister og kantorer skrev deres musik som brugsmusik til deres kirkelige tjenester. Den kunne cirkulere i afskrifter, og det er sådan, næsten al Buxtehudes orgelmusik er bevaret. At udgive musikken var derimod en bekostelig og besværlig affære, især i en vanskelig og uharmonisk tid, som Buxtehude skrev i tilegnelsen til Lübecks borgmestre og rådmænd foran i sit opus 1. Det er først i de senere år, man er blevet opmærksom på den rolle, den instrumentale kammermusik har spillet i Buxtehudes produktion. Genopdagelsen af hans musik begyndte med orgelværkerne i slutningen af 1800-tallet, hurtigt efter dukkede kantaterne op, langt senere hans cembalomusik, og nu, takket være de sidste årtiers opførelser, indspilninger og udgivelser, kan man også få det fulde indtryk af hans kammermusik og dermed et samlet billede af denne store danskers omfattende musikalske livsværk, som både Händel og Bach beundrede. 22 sonater for forskellig besætning er bevarede fra Buxtehudes hånd. De 14 udgav han som opus 1 og 2 med syv i hver samling, resten forblev utrykte. Der er tilsyneladende en overordnet plan i sammenstillingen af sonaterne i opus 1. Syv sonater i syvtoneskalaens syv tonearter i rækkefølgen F G a B C d e. Men forventer man at finde en regelmæssig sammenstilling af satser i de enkelte sonater, som vi kender det fra Haydn, Mozart og Beethoven, bliver man overrasket. Ikke to sonater har den samme satsfølge; nogle færre, nogle flere end de tre eller fire satser, som senere blev det almindelige; hurtige og langsomme, korte og lange afsnit veksler i en broget mangfoldighed; de langsomme og korte tjener oftest som indledning, overledning og afslutning mellem de længere satser. Sonaterne afslører en uforudsigelig variation, hvor affekterne den tids betegnelse for sindets følelser afløser hinanden fra sats til sats og fra sonate til sonate. Der ligger imidlertid nøje gennemtænkte kompositionsprincipper bag denne brogede mangfoldighed: Satser i den strenge stil, hvor et enkelt tema præsenteres og bearbejdes i de to strygere, veksler med variationssatser over en yndefuld melodi i strygerne eller over et gentaget basmotiv; de afløses så igen af dansesatser med præg af courante, sarabande eller gigue. Dertil kommer forløb, som næsten har karakter af nedskrevet improvisation i den fantastiske stil, hvor man kunne komponere frit uden at være bundet til nogen indskrænkninger, som en samtidig musikforfatter beskrev den. Inden for et velordnet musikalsk kosmos, styret af samtidens kompositionsregler og tonale principper, skaber Buxtehude i disse sonater sit helt eget kunstneriske mikrokosmos, der tager musikere og tilhørere med på uventede rejser ind i musikken. Her er nogle holdepunkter på denne musikalske lystrejse ind i hans opus 1:

7 Sonate nr. 5 To livlige ydersatser (Vivace og Allegro), hvor fugatemaer kastes rundt mellem de to melodiinstrumenter, violinen og gamben, omrammer to midtersatser med dansepræg: en courante-præget sats for soloviolin efterfulgt af sin variation (Violin solo Allegro), hvor Buxtehudes melodiske åre strømmer frit, og en sats med karakter af gigue (Allegro). Langsomme, udtryksfulde takter (Largo og Adagio) formidler overgangen mellem satserne. Denne sonate er det nærmeste, Buxtehude kommer en fi rsatset sonatetype. Sonate nr. 2 Tre satser i forskellig udformning en koncerterende første sats (Lento - Vivace) hvor violin og gambe skiftes til at være førende imellem de tilbagevendende temaindsatser, en stormende gigue i moll (Allegro) og en afsluttende variationssats (Arioso) over en anden af Buxtehudes yndefulde, lyriske melodier. Og man hæfter sig også her ved de udtryksfulde, langsomme indlednings- og overledningspassager (Lento, Adagio og Largo). Sonate nr. 7 Få andre steder i Buxtehudes sonateproduktion er der tale om et så bredt anlagt, sammenhængende forløb af korte og lange, hurtige og langsomme satsafsnit, der hele tiden synes at vokse i intensitet efter den indledende, mere regelmæssige første sats (Allegro Largo). Vivace afløser Presto, der bremses op (Adagio og Lento) for, at sonaten til sidst kan munde ud i Prestissimo et effektfuldt punktum ikke alene for denne sidste sonate i opus 1, men for hele samlingen. Sonate nr. 3 Dette er den længste af samlingens sonater, hvor også to af de langsomme afsnit, den indledende Adagio og Lento-afsnittet, er udbygget til selvstændige satser. Kun de langsomme takter (Largo og Adagio), der omrammer den sidste hurtige sats (Presto), har karakter af overledning og afslutning. Den kromatiske sonate kunne man kalde den med dens stigende og faldende kromatiske linier i et forløb, hvor Buxtehude demonstrerer langt flere kontrapunktiske kunststykker, end man kan opfatte i en enkelt gennemhøring. Sonate nr. 1 Sonate nr. 4 Af de fi re store satsafsnit, Vivace Lento, Allegro Adagio, Andante Grave og Presto skal man især lægge mærke til Andanten. Over et fi rtakters basmotiv i cembaloet, der gentages uændret ni gange, udfolder sig de smukkeste melodiske linier i de to strygere. Her tager Buxtehude udfordringen op mellem frihed og bundethed, der spillede så stor en rolle for baroktidens komponister. Blandt Buxtehudes utrykte sonater fi ndes en tidligere version af denne sonate med et delvist andet forløb. Efter en indledende sats, betegnet Sonate, følger fi re dansesatser i den traditionelle rækkefølge Allemande Courante Sarabande Gigue. Det svarer nøje til den satsfølge, som Buxtehudes ældre ven, Hamborg-organisten Johann Adam Reincken, gav alle sine sonater, da han nogle år før Buxtehudes opus 1 udsendte en prægtigt udstyret samling med titlen Hortus musicus, Den musikalske lysthave. Men en sådan regelmæssighed har Buxtehude følt som en spændetrøje. Han omarbejdede sin sonate til den skikkelse, den fi k i opus 1: To store satsafsnit sammensætter han af 32 variationer over et stadigt gentaget basmotiv (Vivace Allegro) og af en hurtig sats med langsom indledning (Lento Allegro), hvor han midt i satsen indlægger solistiske afsnit for de to strygere. På denne måde ville han forene barokkens logos og patos den ordnende fornuft og den stærke følelse. Sonate nr. 6 Antallet af forskellige satsafsnit i denne sonate er højdepunktet af broget mangfoldighed i Buxtehudes sonateproduktion og det tydeligste eksempel på den fantastiske stil stylus phantasticus som man især kender den fra hans store orgelværker. Con discretione ( efter behag ) beskrives af en lidt senere musikforfatter som forløb, der er ubundet af takten, og hvor man efter behag kan spille snart hurtigt, snart langsomt. Og hør blot, hvad det bliver til hos Buxtehude! John Holloway og Jaap Ter Linden Buxtehude var ikke nogen ung mand, da han udgav sit opus 1, men de syv sonater har en ungdommelig friskhed og en musikalsk frodighed, der modsætter sig alder og årstal. John Holloway er som en af sin generations ledende violinister én af pionerende indenfor den tidlige musik, med mange prisvindende cd-indspilninger bl.a. Buxtehudes kammermusik på Dacapo og senest med Bachs solosonater på ECM. Holloway har været professor på Guildhall Scholl of Music and Drama i London, gæsteprofessor på Schola Cantorum i Basel samt Early Music Institute ved Bloomington i Indiana. Siden 1999 har han været professor ved Hochschule für Musik i Dresden og siden 2005 kunstnerisk leder for New Trinity Baroque orkestret i Atlanta, USA. Jaap ter Linden har som solocellist i bl.a. Musica Antiqua Köln, The English Consort samt Amsterdam Baroque Orchestra også været én af pionerende indenfor tidlig musik. Linden har ligeledes indspillet mange prisvindende plader på bl.a. Harmonia Mundi, ECM og Deutsche Grammophon. Han har som dirigent og solist stået i spidsen for San Francisco Baroque, Portland Baroque samt Amsterdam Bachsoloists, men han har også bidraget med sin erfaring til moderne ensembler såsom Amsterdam Sinfonietta og Deutsche Kammerphilharmonie.

8 Stemmer i Eksil ESBJERG INTERNATIONAL CHAMBER MUSIC FESTIVAL AUGUST I SALEN PÅ VESTJYSK MUSIKKONSERVATORIUM Kammerjazz m. Trio Gjallen og West Coast Jazz Quartet Bohuslav Martinu: La revue de cuisine Astor Piazzolla: Suite Punta del Este Kurt Weill: Sange for mezzosopran og ensemble György Ligeti: Mysteries of the Macabre Bohuslav Martinu: Les Rondes Hanns Eisler: Kantate zu Herrn Meiers erstem Geburtstag Charles Martin Loeffler: Fire sange for sopran Antonin Dvorak: Strygekvintet i G Dur Op Erich Wolfgang Korngold: Suite Op. 23 George Antheil: Bad boy of music Darius Milhaud: Le Boeuf Sur Le Toit, Op. 58b Richard Strauss: Sextet Op. 85 Alexander von Zemlinsky: Klavertrio Op. 3 Richard Strauss: Klaverkvartet i c mol, Op Arnold Schoenberg: Verklärte Nacht Antonin Dvorak: Klaverkvintet Op Ernst Dohnányi: Sextuor Op. 37 Antonin Dvorak: Bagateller Op. 47 Astor Piazzolla: Tango Sensations Anton Bruckner: Strygekvintet Richard Strauss: Metamorphosen ESBJERG INTERNATIONAL CHAMBER MUSIC FESTIVAL PRÆSENTERER I SIN 9.SÆSON STEMMER I EKSIL - MUSIK AF KOMPONISTER DER ALLE HAR GENNEMLEVET EN TILVÆRELSE I EKSIL. FREMFØRT AF FREMTRÆDENDE MUSIKERE FRA IND- OG UDLAND BILLETTER FRA ESBJERG TURISTBUREAU TLF LÆS MERE PÅ fq] emkacydkc] ]n]flqj A CD9KKAKC fj& -2 =j FacdYk Kan]d n Ê\]f kcyf\afynakc]?d]ff?gmd\ê$ ]f ` Zd k jgeyflac]j ]dd]j ^j]ela\]fk hayfakl7 :Yjgccgehgfakl]f :mpl]`m\] ]j e]kl c]f\l ^gj kaf gj_]demkac$ e]f a kaf kyela\ aehgf]j]\] `Yf :Y[` e]\ kaf] jy^^af]j]\] cyflyl]j \jan]j ]l kla_]f\] YflYd mf_] cmfklf]j] lad Yl \qjc] ]f _]fj]$ \]j `n]jc]f dgn]j eyeegf ]dd]j Z]j ee]dk]7 FAC D9K KAN =D N L]eY2 CYee]jemkac a <YfeYjc xjkyzgff]e]fl h ^aj] fmej] Y^ CD9KKAKC *)1$% L]_f YZgff]e]fl h +.,,.(.0 ]dd]j ooo&cdykkakc&gj_$ `ngj \m g_k ^af\]j fq`]\]j$ cgfcmjj]f[]j$ Yjlac]dm\\jY_ g_ cgf[]jlcyd]f\]j& Henschel Quartett Trio con Brio Trio Ismena Bak Dinitzen / Westenholz Det Kongelige Kapels Klarinettrio Trio Libra 10 Kammermusiksoiréer 8. til 19. juli Bo på slottet med musikerne - få en helhedsoplevelse! Introduktionsforedrag: Valdemar Lønsted, DR P2 Claus Johansen, DR P2 Jesper Lützhøft, orkesterchef Hindsgavl Slot, Middelfart Tlf.: