i:\marts-2000\erhv-d-la.doc

Transkript

1 i:\marts-2000\erhv-d-la.doc Af Lars Andersen - Direkte telefon: marts 2000 RESUMÈ REGERINGENS ERHVERVSSTRATEGI Notatet kommer med nogle generelle betragtninger i forhold til erhvervsstrategien, samt kommenterer de overordnede pejlemærker regeringen opstiller i forhold til erhvervsudviklingen. Regeringen har en bred og fremadrettet tilgang til erhvervspolitikken. Det er en styrke ved strategien. Efterhånden som arbejdskraften bliver mere knap, må erhvervspolitikken rette sig mere mod at skabe vilkår som gør, at lønmodtagerne bliver beskæftiget i brancher og virksomheder, som tilfører samfundet størst mulig værdi. Dette forstærkes af den fremtidige befolkningsudvikling, som betyder flere ældre. Succes for strategien må blandt være, at alle parter går aktivt ind for den. Det er derfor vigtigt dels at blive taget med på råd, dels at kunne se sig selv i strategien. Det kan man naturligvis ikke på alle punkter, men det skulle gerne være muligt for en del af erhvervsstrategien. AE vil derfor opfordre til, at man er meget opmærksom på disse aspekter, når der efterhånden skal sætte mere kød og blod på erhvervsstrategien. Regeringen opstiller fire overordnede pejlemærker for erhvervsudviklingen. Disse pejlemærker er: produktivitet, innovation, markedsandele og internationalisering. Det er godt, at der opstilles nogle målbare pejlemærker. Man skal dog i det videre arbejde med pejlemærkerne være opmærksom på dels, at man ikke hurtigt kommer til at køre tilbage mod den traditionelle industripolitik og dels, at pejlemærkerne kan være vanskelige at forholde sig til. Produktivitet er det helt afgørende pejlemærke i forhold til erhvervsudviklingen. Det er endnu ikke konkretiseret nærmere hvordan man mere præcist vil arbejde med produktivitetsbegrebet. AE vil opfordre til, at der i det fremtidige arbejde bruges en del ressourcer på at udvikle produktivitetsbegrebet. Nogle af de ting der kan være godt at have i baghovedet i denne forbindelse er: - at måling af produktivitet indenfor service ofte ikke kan forstås på samme måde som i traditionel industriproduktion - at produktiviteten i stigende omfang ikke kun afhænger af erhvervets egen indsats - at produktiviteten ikke kun ses kom et kortsigtet begreb, men at der også må tages højde for om en høj produktivitet her og nu, hæmmer produktiviteten på længere sigt via større fysisk og psykisk nedslidning.

2 2 REGERINGENS ERHVERVSSTRATEGI I dette notat har vi ikke i sinde at gå i detaljer med regeringens erhvervsstrategi. Spørgsmålet er da også hvor mange detaljer, der på nuværende tidspunkt ligger fast. For som regeringen selv skriver: Regeringens erhvervsstrategi er en ramme, der skal fyldes ud i de kommende år. Initiativerne udgør en idéliste over, hvad der skal til for at tage de første skridt ind i vidensøkonomien.. Regeringens strategi er med andre ord ikke et færdigt produkt. Det er snarere en begyndelse på noget nyt (dk21, side 33). Det, vi derimod vil gøre, er at komme med nogle generelle betragtninger i forhold til erhvervsstrategien samt kommentere de overordnede pejlemærker, regeringen opstiller i forhold til erhvervsstrategien. Generelle betragtninger Den traditionelle opfattelse af erhvervspolitik er, at den handler om skatter, administrative byrder og forskellige tilskud og omkostninger, som det offentlige giver/pålægger erhvervslivet. Forhold, der her og nu påvirker de eksisterende virksomheder. Det er ikke denne tilgang til erhvervspolitikken, som ligger i regeringens erhvervspolitiske strategi. Regeringen har en bred og mere fremadrettet tilgang til erhvervspolitikken. Og det er en styrke ved strategien. Da ledigheden var høj, kunne erhvervslivet med nogen ret finde støtte for det synspunkt, at al produktion også den der mere eller mindre kunstigt skulle holdes liv i - gav et positivt bidrag til samfundsøkonomien. Derfor var branchestøtte enten direkte som tilskud eller indirekte som skattefradrag - et udbredt erhvervspolitisk instrument. Efterhånden, som arbejdskraften bliver mere knap, må man tænke mere over at skabe vilkår som gør, at lønmodtagerne bliver beskæftiget i brancher og virksomheder, som tilfører samfundet størst mulig værdi. Dette forstærkes af den fremtidige befolkningsudvikling, som betyder flere ældre. Erhvervspolitikkens rolle i forhold til dette er at skabe de bedst mulige rammebetingelser.

3 3 De grundliggende rammebetingelser for erhvervslivet er: 1. De menneskelige ressourcer, der handler om mængden og kvaliteten af den arbejdskraft, der er til rådighed i erhvervslivet. 2. Kapitalen har også både en mængde og kvalitetsdimension, hvor kvalitet relaterer sig til spørgsmålet om risikovillighed, investeringshorisont samt om der med kapitalen også følger en viden typisk i form af deltagelse i bestyrelsesarbejdet. Et andet vigtigt aspekt vedrørende kapital er den stigende tendens til direkte investeringer på tværs af landegrænser. 3. Infrastrukturen handler dels om den fysiske infrastruktur (veje, baner, energiforsyning m.m.), informationsinfrastrukturen (tele, datanet, informationsadgang m.m.), erhvervsserviceinfrastrukturen (teknologiske institutter, TIC-centre m.m.) samt den arbejdsmarkedsmæssige og uddannelsesmæssige infrastruktur (AF, uddannelsesinstitutioner m.m.). 4. Regulering handler om den regulering, der er nødvendig i forhold til markedskræfternes frie spil. Det være sig på arbejdsmarkedsområdet, på konkurrenceområdet, på miljøområdet, på skatteområdet, på regnskabsområdet og på forbrugerbeskyttelsesområdet. 5. En sidste central rammebetingelse for erhvervslivet er den stadigt stigende internationalisering. Den øgede internationalisering påvirker dels de nationale handlemuligheder, og dels understreger den betydningen af det internationale samarbejde omkring rammerne for produktion og handel først og fremmest via EU, men også via f.eks. WTO. Punkterne kan synes temmelig lærebogsagtige for mange. Det er således brede og abstrakte begreber, der indgår. Det virker jo nærmest, som om erhvervspolitik omfatter stort set alt hvilket også er tilfældet. Erhvervspolitik har stort set et ben i alle lejre. Næste spørgsmål, der melder sig, er: Hvor er de politikområder, som man så at sige kan tage og føle på, og som får dansk erhvervsliv til at flytte sig? Når man bevæger sig ned under overskrifterne, ender man som regel i politikområder, der ikke hører ind under Erhvervsministeriet. De fleste tunge politikområder, der vedrører erhvervslivets rammevilkår, ligger i andre ministerier. Det er dog vilkårene for en bred tilgang til erhvervspolitikken. Og det understreger blot betydningen af, at man hele tiden er opmærksom på de erhvervspolitiske konsekven-

4 4 ser af den konkrete politik, man fører i de enkelte ministerier. Samt at man ser noget mere på helheden i den politik, der føres i de forskellige ministerier. Det er dannelsen af Danmarks Eksportråd et godt eksempel på. Her samler man eksportordningerne fra Erhvervs-, Udenrigs-, Fødevare-, og Boligministeriet ét sted. Et andet punkt i forhold til erhvervspolitikken, som ofte rejses, er, at de enkelte politiske initiativer ikke flytter alverden. Dette gælder specielt for de områder, der hører ind under Erhvervsministeriet. Hvor meget flytter f.eks. Center for ledelse eller en styrket indsats for innovation gennem Vækstfonden, for at nævne et par af de konkrete erhvervspolitiske initiativer. Det er korrekt, at flertallet af de konkrete initiativer ikke batter meget og slet ikke på kort sigt. Summen af initiativerne kan dog godt flytte noget på længere sigt. Succes for strategien må blandt andet være, at alle parter går aktivt ind for den. Det er derfor vigtigt dels at blive taget med på råd, dels at kunne se sig selv i strategien også ude på den enkelte arbejdsplads. Det kan man naturligvis ikke på alle punkter, men det skulle gerne være muligt for en del af erhvervsstrategien. AE vil derfor opfordre til, at man er meget opmærksom på disse aspekter, når der efterhånden skal sætte mere kød og blod på erhvervsstrategien. Hvis ikke man evner dette, kan det prisværdige initiativ, som formuleringen af strategien er udtryk for, hurtigt ende som en studiekreds for nogle få indviede, men en halv hyldemeter rapporter for resten. Pejlemærker for erhvervsudviklingen. Regeringen opstiller fire overordnede pejlemærker for erhvervsudviklingen. De fire punkter er: 1. produktivitet, 2. innovation, 3. markedsandele 4. internationalisering.

5 5 Regeringens har frem til 2010 sat sig nogle konkrete mål for pejlemærkerne. Det er: Produktivitet: Regeringens mål er, at Danmark i de kommende år hæver sig over gennemsnittet af OECD-landene, og i 2010 er blandt de fem lande i OECD med den højeste produktivitet. Innovation: Regeringens mål er som minimum at bevare denne pæne position (i dag nummer 7 ud af 17 OECD-lande) og om muligt at bringe Danmark op blandt de fem bedste lande i Markedsandele: Det er regeringens mål, at Danmark i de næste ti år bevæger sig fremad, så vi kommer op blandt de fem mest konkurrencedygtige af de gamle lande i OECD målt på udviklingen i den samlede markedsandel. Globalisering: Dansk erhvervsliv skal de næste ti år blive endnu mere internationalt orienteret. Regeringen vil udarbejde et globaliseringsindeks, som viser danske virksomheders deltagelse i globaliseringen sammenlignet med de øvrige OECD-lande. Det er godt, at der opstilles nogle målbare pejlemærker. Der er dog to ting, man skal være opmærksom på i forbindelse med pejlemærkerne. For det første, at formålet og fundamentet for strategien ikke meget hurtigt kører tilbage igen mod en mere snæver industripolitik. De pejlemærker, man har valgt, kan således, hvis de ikke udvikles med omtanke, let flytte fokus i erhvervspolitikken tilbage mod industripolitikken. Pejlemærket omkring markedsandele knytter sig således tæt til vareproduktionen. Internationalisering af servicesektoren sker således som hovedregel via direkte investeringer. Det andet forhold, man skal være opmærksom på, er, om pejlemærkerne er vanskelige at forholde sig til. Der er således næppe mange af de nævnte pejlemærker, der er en del af snakken over frokostbordet rundt omkring på de danske arbejdspladser. I denne forbindelse kan man godt diskutere om helt grundlæggende forhold som beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder ikke burde være en del af de overordnede pejlemærker for erhvervsudviklingen. Produktivitet Produktivitet er det helt afgørende pejlemærke i forhold til erhvervsudviklingen. De tre første pejlemærker må således siges at være indbyrdes afhængige med produktivitet som det afgørende begreb. Innovation er bestemmende for den fremtidige produktivitet, og hvis produktiviteten er god, har man heller ikke problemer med at fastholde sine markedsandele. Afgørende er altså produktivitet.

6 6 Det er endnu ikke konkretiseret nærmere, hvordan man mere præcist vil arbejde med produktivitetsbegrebet. Det eneste, der foreløbigt står fast, er, at man vil sammenligne værditilvæksten pr. arbejdstime med andre lande. AE vil opfordre til, at der i det fremtidige arbejde bruges en del ressourcer på at udvikle produktivitetsbegrebet. Der er mange forhold, som gør, at produktivitet i traditionel forstand - målt enten ved niveauet som værditilvækst pr arbejdstime (eller indsatsfaktor) eller som stigning ved den mængdemæssige produktionsudvikling pr. arbejdstime - kræver yderligere udvikling for at kunne bruges som operationelt begreb for en sammenhængende erhvervsstrategi. Her vil vi pege på fire forhold, som kan være gode at have i baghovedet, når produktivitetsbegrebet skal videreudvikles og operationaliseres. De fire punkter skal ikke opfattes som en udtømmende liste, men som et første bud på, hvordan man kan arbejde videre med begrebet produktivitet procent af såvel værditilvækst som beskæftigelse ligger i dag i serviceerhvervene, hvor produktivitet ofte ikke kan forstås på samme måde som i traditionel industriproduktion. Specielt den mængdemæssige udvikling i produktionen er problematisk at arbejde med, når man ser på service. Problemet er, at serviceproduktion på mange måder er forskellig fra fysisk fremstillingsproduktion. Serviceydelser er ikke på samme måde noget håndgribeligt, der kan tælles og lægges på lager. Værditilvæksten afhænger også ofte af samspillet mellem producent og forbruger og mellem producent og producent. Service er desuden så forskellige ting som transport, banker og forsikring, rengøring, databehandling, e-handel, virksomhedsrådgivning, undervisning, sundhed, pleje, musik, underholdning, markedsføring, reklame o.s.v. Transport er måske den produktion, som kommer tættest på traditionel industriproduktion, og som man derfor kan beregne produktivitet for på den traditionelle facon. Ved forhold som undervisning, virksomhedsrådgivning, markedsføring m.v. er det imidlertid ikke muligt på samme måde at bruge traditionelle begreber. Værdien af produktionen afhænger således ikke blot af produktet, men også af hvor godt forbrugeren eller producenten bruger produktet.

7 7 2. Udvikling i produktiviteten afhænger i stigende omfang ikke kun af erhvervets indsats. Det er sjældent sådan, at varen eller serviceproduktet alene er resultatet af en isoleret proces i den enkelte virksomhed. Oftest er det sådan, at den erhvervsmæssige styrke netop er et udslag af sammenhæng mellem de forskellige erhverv. Industriproduktionen er således konkurrencedygtig og har en høj produktivitet fordi der er en god servicesektor. Træindustrien har f.eks. klaret sig godt, dels fordi der en høj produktivitet i traditionel fremstillingsforstand, men også fordi dette er kombineret med en konkurrencedygtig servicesektor, f.eks. transport, logistik, design, god evne til at finde kunder, samlet placering i to amter, høj evne til at kunne lave hurtige omstillinger i produktionen o.s.v. Omvendt har mange servicebrancher haft succes, fordi der har været en kvalificeret efterspørgsel fra industrien. Det er forholdsvist begrænset hvor godt kendskab, vi har til sammenhængene og samspillet mellem erhvervene. AE vil derfor anbefale, at dette opprioriteres i forbindelse med, at erhvervsstrategien konkretisters. Jo bedre samspillet er mellem erhvervene hvilket det bør være erhvervspolitikken rolle at bidrage til jo højere produktivitet og værditilvækst vil det alt andet lige være muligt at opnå. 3. Fleksible arbejdsformer I fremtidens produktionsliv kan man forestille sig et andet forhold til arbejdstiden. Med mere fleksible arbejdstimer f.eks. som følge af informationsteknologien og muligheder for distancearbejde bliver produktion pr. time ikke længere så interessant. Det er mere produktet i sig selv, som er interessant. AE vil opfordre til, at tidsanvendelse, tidsfordeling og samarbejdsformer indgår som en del af arbejdet med at øge produktivitet og værditilvækst. 4. Produktivitet kan ikke ses som et statisk/kortsigtet begreb Det kan også være vigtigt i højere grad at forsøge at indlægge en tidsdimension i forståelsen af produktivitet. Det er ikke nødvendigvis godt at maksimere produktiviteten på ethvert tidspunkt. Hvis en særlig høj produktivitet på længere sigt giver problemer i form af hurtigt nedslidte mennesker d.v.s. lav eller nul-produktivtet på længere sigt er det naturligvis hverken socialt eller samfundsøkonomisk

8 8 optimalt. Der er i stigende grad i øvrigt en erkendelse af, at der også i serviceerhvervene kan være betydelige problemer ved en kortsigtet og uhensigtsmæssig høj produktivitet. AE vil opfordre til, at der udvikles produktivitetsbegreber, som tager højde for eventuelt negative eksterne effekter i form af f.eks. fysisk eller psykisk nedslidning. Måske var det i denne forbindelse en idé at udvikle et produktivitetsmål for de forskellige brancher, der, udover at måle den produktion branchen skaber her og nu, også indrog den del af samfundsproduktionen, som branchen indirekte lægger beslag på, hvis dens medarbejdere slides ned.