1 Kapitel 1 Furesø egnens geologi og landskabs dannelse

Transkript

1 1 1 Kapitel 1 Furesø egnens geologi og landskabs dannelse 1.1 Inledning Furesø Kommune dækker et areal på 56 km2 og strækker sig fra Furesøen i øst til Jonstrup og Kirke Værløse i vest, ca. 7 km i lige stræk. - Fra nord til syd strækker kommunen sig fra Bregnerød til Hareskovby ca. 10 km. Kommunen har en befolkning på svarende til 0,7 % af Danmarks befolkning. Arealet er fordelt på 18 km 2 byområde, 14 km 2 skov, 8 km 2 søer, 11 km 2 landbrug og rekreative arealer samt 5 km 2 flyvestation. Cirka halvdelen af kommunens areal er beboet af mennesker, eller hvor landskabet bliver udnyttet af menneskelig aktivitet (grusgravning, landbrug, skraldpladser). Der er 2 å systemer, Mølleåen og Værebroå. Den første udspringer fra Bastrup Sø og løber ud i Øresund, den anden udspringer ved Søndersø og løber ud i Roskilde Fjord. Derudover findes et markant landskabselement Furesøen (Figur 1), som er den dybeste sø i Danmark. Den er 9.4 km2 stor, 38 m dyb på det dybeste sted og rummer ca.127 millioner m 3 vand (127 milliarder liter). Den er et sø-bassin, som udgør en del af Mølleåen s drænings område. Bassinet består af selve søen, Vaserne, Furesøpark mose, Vejlesø, Farumsø, Sortemose og Sækken. Hesselkilde mose skal muligvis også indregnes. Hele dette område hænger sammen, idet det har samme vandspejlsniveau, 20 m over havoverfladen. I den sydlige del af kommunen ligger Bagsværd - Hareskov Søndersø dalen, hvor den nu nedlagte Flyvestation Værløse ligger. Dalstrøget har flere steder relativt stejle sider, som leder op til et moræne plateau, som omkranser denne dal og de andre dale i området. I bunden af dalstrøget findes et utal af mindre søer og mosehuller samt den noget større Søndersø. Værebro å udspringer fra dette dalstrøg og løber i den mod vest. Det nordlige del af kommunen er overvejende flad, men med 2 grupper af flade bakker, en gruppe nord for Lynge og en anden gruppe bakker omkring Allerød. Det relativt flade område, som ligger i ca. kote 30, er afgrænset mod nord af en nordvendt skrænt, der løber fra Lystrup skov via Attemose til Nørre Herlev, Attemose skrænten. Nord for er landskabet også fladt men ligger lavere i kote 20 m. De flade bakker er 10-20m høje og varierer størrelse fra små (100x100m) til den største som er 200x1000m. Mod øst er landskabet begrænset af et mere kuperet landskab ved Rudeskov. Men hvordan er det landskab dannet, som kommunen ligger på og har udgjort eksistensgrundlaget for dets befolkning gennem århundreder. For at få svar på det gennemgås i det følgende den geologiske historie af området. De dybere lag under istidens aflejringer beskrives først, idet de danner grundlaget for istidens lag og indeholder en interessant historie i sig selv, og derefter istidslandskabet på overfladen. Furesøen behandles særskilt, idet det er forsøgt at beskrive søens dannelse i sammenhæng med landskabet såvel som undergrunden belyst ved de mange boringer, der findes i Furesø området. 1.2 Data og baggrundsinformation Litteratur listen er et uddrag af den litteratur som er anvendt til forberedelsen af dette kapitel. Den viste litteratur kan findes på biblioteket. Furesøområdet blev undersøgt første gang i første halvdel af nittenhundrede tallet. Det var især geologen Kjeld Milthers, der udførte dette arbejde, men man bør også nævne A. V. Nielsen, som i bogen om Farum Naturpark beskrev landskabet. Af senere geologer kan man nævne Houmark-

2 2 Nielsen, Ole Berthelsen, S. A. Andersen og Nick Svendsen, som alle har kontribueret til vores viden om området. Af mere almindelig karakter skal nævnes Per Smeds publikationer om kvartærgeologien og specielt beskrivelse af ledblokkene. Figur 1 Geologisk oversigtskort over Furesø-området. Området syd for Furesø, Farum sø, Lynge og Buresø er et moræne landskab gennemskåret af mange tunneldale og med mange dødishuller og. Området mod nord er en let kuperet moræneflade med fladbakker og dødisrelateret relief (Grafik: NS). Derudover findes en del råstofrapporter fra Københavns Amt og Skov og Naturstyrelsen, som beskriver områdets grus forekomster og vandresurser. Disse rapporter er ikke umiddelbart tilgængelige. Ud over de nævnte publikationer, som giver den overordnede beskrivelse af Nordsjællands geologi, findes et jordbundskort over området (Figur 27), som kan findes på GEUS s hjemmeside og som giver et indtryk af overfladens beskaffenhed. Kort og Matrikel Styrelsens målebordsblade er vigtige for at få et indtryk af overflade relieffet. Københavns amt har taget nogle prøver i 1995 på ca. 50 cm s længde i Furesøens bund. Prøverne blev taget på 25 m s vanddybde, og på en vanddybde på 2,5 m i Store Kalv. Der er optaget 7 ekkolod-profiler i 1976 og 7 i 2010/11, der giver et indtryk af den uregelmæssige bundprofil (Figur 21, 22 og 23). Der er et væld af oplysninger i GEUS (Danmarks Geologiske Undersøgelse) Jupiter boredatabase, men disse boringer ligger på tørt land uden for søen. Det er således, at alle undergrundsboringer udført i Danmark, lige meget hvilken dybde de har, er indberettet til GEUS. Det er overvejende vand-

3 3 boringer. Boremesteren indberetter dybden af boringerne og beskrivelsen af de gennemborede lag. Såfremt der er udført målinger i boringerne (eks. vandproduktion) er dette også indsendt. Disse indberetninger er foregået i over 100 år, og der er derfor mange boringer at vælge imellem, også i Furesø Kommune. Boredataene er frit tilgængelige og kan ses på GEUS hjemmeside, i digital format, i Jupiter boredatabasen. 1.3 Lidt om Danmarks Geologi Undergrunden i Danmark kan groft inddeles i 3 dele, det Prækambriske Grundfjeld, de Prækvartære sedimenter og de Kvartære aflejringer. De sidstnævnte ligger ved overfladen (Figur 2). Grundfjeldet består af bjergarter så som granit og gnejs, der er dannet dybt nede i en bjergkæde under højt tryk og temperatur. Bjergkæden er siden eroderet ned så bjergarterne nu ligger ved overfladen på Bornholm (Hammer Knuden) og i Sverige (eks. Kulden). De er meget gamle, og blev dannet i en bjergkæde for millioner år siden. I resten af Danmark er grundfjeldet dækket af yngre sedimenter og under Fyn og Sønderjylland ligger grundfjeldet i ca m s dybde, mens det ligger begravet m eller mere i den centrale del af Jylland og i Kattegat. Det højtliggende grundfjeldsområde under Fyn udgør en højderyg, der kaldes Ringkøbing Fyn Højderyggen (Figur 2). De sidste 2,7 millioner år af Jordens historie kaldes Kvartærtiden. Denne periode er karakteriseret af et meget koldt klima. Den består egentlig af flere kuldeperioder (istider), der er navngivet separat (Figur 3). Overfladen i det meste af Danmark består af aflejringer, der er dannet under og efter den sidste istid. Disse istidsaflejringer består af ler, grus og sand. Under de glaciale lag findes også sedimenter, der benævnes de prækvartære aflejringer (Figur 2 og 3). Disse sedimenter, mellem Kvartæret og Grundfjeldet, har en alder der varierer mellem 3 og 550 millioner år. Lagene kendes fra de dybe boringer, der er foretaget i Danmark for at finde olie og gas. De ældste lag er konstateret i en dyb boring ved Slagelse, der gennemborede lag fra Kambrium (500 millioner år gamle). De prækvartære lag består af sand, skifer, kalk og salt. Det vil komme for vidt her at beskrive hele Danmarks geologiske opbygning og historie, hvorfor der henvises til litteratur som tidsskriftet Geoviden, der udgives af Geocenter Danmark - Publikationen kan hentes via Geocentrets hjemmeside. Hvis vi kunne skrabe de Kvartære lag væk, ville den Prækvartære overflade blive afdækket (Figur 4). Den består af forskellige lag af varierende alder og sammensætning, og er kendt fra et udtal af vandboringer i hele Danmark, hvor der er boret ned til Prækvartæret. - I Nordsjælland består Prækvartæret af kalk. Danmark var for 60 til 65 millioner år siden under den tid, som geologerne kalder Danien tiden, dækket af et hav, hvor der først blev aflejret kalk og siden mergel. Danien kalken findes, udover i boringerne, også ved overfladen, f.eks. ved Stevns Klint og ved Fakse. I Sydsjælland findes der ovenpå kalken, mergel lag, fra Paleocæn tid (ca. 60 millioner år siden). Mergelen kan ses i bunden af Køge å. I Jylland er lagene endnu yngre, fra Miocæn tiden (35 millioner år) og i Sønderjylland findes en lille forekomst af Pliocæn alder (Sæd Formationen), der er det yngste Prækvartær (2,7-5 millioner gammel).

4 4 Figur 2 Tektonisk kort over Danmark med tidstavle for Jordens historie, der viser navnene på de perioder, som geologerne inddeler Jordens historie i. Det skal bemærkes at Danien tiden normalt inkluderes som en underafdeling af Paleocæn tiden, men er her vist som en selvstændig enhed (Grafik: NS). 1.4 Prækvartæret i Nordsjælland Lagene under de Kvartære lag kaldes som sagt de Prækvartære lag. Når man bruger de mange vandboringer i Danmark, der er boret gennem de Kvartære lag, er det muligt at lave et kort af højde variationerne af Prækvartæroverfladen (Figur 5). Kortet viser, at der i Nordsjælland, under Furesøen og Søndersøen, ligger en begravet dal, ud-eroderet i kalken, (Søndersødalen). Den har et relief på 20 til 30 m, og løber fra Øresund til Roskilde, dvs. den er ca. 50 km lang. Denne dal er dannet ved erosion af vand. Tidspunktet for erosionen er omdiskuteret, men det er muligt, at dalen allerede blev dannet før istiden. I Nordsjælland, ved Hillerød, ligger en anden og endnu større begravet dal, Alnarp dalen, som kan følges fra Nordsjælland til Skåne i Sverige (Figur 4).

5 5 Fig 3 Kvartær tidens kuldesvingninger. Alders angivelserne er baseret på Den Internationale Stratigrafiske Kommissions anbefalinger. Bemærk at tidsskalen ikke er liniær men sammentrængt nedad Grafik NS. Efter Palæocæntiden er der en lang periode, hvor Nordsjælland formodentlig ikke var dækket af hav. Det ved vi, fordi vi finder aflejring fra Miocæntiden ved Lillebælt og i Vestjylland, som antyder, at kysten fra Miocæntiden lå først på Fyn og siden rykkede til Jylland. I Vestjylland har vi aflejringer af brunkul og sand med et indhold af fossiler (rester af døde dyr og planter), der viser, at klimaet i Danmark, for 50 til 10 millioner år siden, var varmt og fugtigt, ligesom for eksempel på Balkan i dag. Kalken og merglen i Nordsjælland lå dengang derfor over havets overflade, og var eksponeret for erosion. Formodentlig har den også været dækket af vegetation. Regnvandet skulle finde en vej ud til havet, og det kan have været Søndersødalen. Der er ca. 20 til 40 millioner år mellem, at havet forsvandt fra Nordsjælland, og Kvartærtiden begyndte for ca. 2,7 millioner år siden - det er rigelig tid for en flod at erodere en dal med et relief af ca. 30 m og en længde på 50 km. Som tidligere nævnt, har vi ikke nogen endegyldigt bevis for, at Søndersødalen blev dannet før istiden. 1.5 Kvartær tiden De sidste 2,7 millioner år af Jordens historie har været præget af et koldere klima. Man kalder denne periode Istidsperioden eller mere formelt Kvartærtiden. Geologerne mener, at op til 1/3 af Jordens landområder var dækket af gletsjere i løbet af denne periode. Isen har dog ikke ligget permanent, men har i perioder været smeltet væk, for igen at have rykket frem. Man har identificeret mindst 6 istider og ligeså mange mellemistider. Istiderne startede med gletsjerdannelse i bjergområderne, da kulden satte ind. Når gletsjerne var vokset store, begyndte de at glide ud over det omliggende lavlandsområde. I Europa var Danmark, Norge, Sverige samt Nordtyskland dækket af gletsjerne. Forskerne mener at gletsjerens tykkelse blev over 3000 m i Nordsverige og Finland (Figur 6). Hver af istiderne indeholdt varmere perioder således at for hver istid var der flere gletsjerfremstød.

6 6 Figur 4 Den Prækvartære overflade i Danmark og Sydsverige, dvs. de lag der ligger under de Kvartære lag. De yngste lag findes mod vest i Jylland. På Sjælland findes Eocæne, Paleocæne og Danien aflejringer bevaret. I Furesø kommune består Prækvartæret kun af Danien kalk. Små forekomster af Palæocæn mergel i Nordsjælland og under København antyder at Nordsjælland var oprindeligt dækket af Palæocæne aflejringer som siden er blevet eroderet væk. (Modificeret efter flere kilder; Grafik: NS). Det var svejtsiske geologer som i løbet af 1800 tallet fremførte teorien om en istid. De kunne se at Alpernes gletsjere måtte have dækket langt større områder end de gør i dag. Isens større udbredelse kunne forklare tilstedeværelsen af de mange løse blokke man fandt (kaldet eratiske blokke) uden sammenhæng med den lokale geologi. I Danmark var det blandt andet geologen N. V. Ussing ( ) som adopterede istids teorien. Han og ligesindede geologer beskrev i deres klassiske afhandlinger Danmarks istidsaflejringer. Der er blevet fremsat flere teorier om, hvorfor Jorden blev udsat for en istid. Den mest accepterede er vel nok den teori, som jugoslaven Milutin Milankovitch fremsatte i Han mente, at det er jordbanens form, såvel som jordaksens position, der varierer og forårsager variationer i Jordens klima.

7 7 Figur 5 Dybdekort for den Prækvartære overflade i Nordsjælland og Øresundsområdet. Kortet er baseret på digitalisering af kort fra flere kilder samt vandborings databasen fra GEUS (Grafik: NS). Jordbanen omkring Solen er ikke regelret cirkulær, men oval (egl. ellipsoide). Når banen er mest cirkulær, er Jorden i gennemsnit nærmere Solen (klimaet varmere), men når den er mere oval, vil Jorden være lidt længere væk (klimaet koldere). Man kalder dette fænomen, at jordbanens excentricitet varierer og Milankovitch fandt ud af, at variationen har en periode på år. Jordaksen danner en vinkel på 66.5 o med jordbanens plan. Denne vinkel varierer mellem 65.5 o og 67,9 o. Variationsperioden er år. Når vinklen er mindst, hælder Jorden mere ind mod Solen, og modtager derfor mere indstråling. Endelig kan man opfatte Jorden som en snurretop. En snurretops akse peger som regel ikke i samme retning hele tiden, den beskriver en kegle i rummet. Variationerne har en periode på år. For øjeblikket peger Jordens akse mod Nordstjernen, men om år vil den pege i en anden retning mod stjernen Vega i Lyren. Milankovitch beregnede effekten af disse tre fænomener, og de kuldeperioder, han beregnede, svarer stort set til de kendte istider og mellemistider. Eksempelvis kan effekten af Melankovitch cyklerne betyde ca. 4 o koldere gennemsnits temperatur på vores breddegrader, nok til at det har en væsentlig betydning. Der er blot et problem med Milankovitch s teori, som er, at den sidste kølige periode, før Kvartærtiden, var i Oligocæntiden, for ca. 25 millioner år siden. Hvorfor er der ingen kulde perioder indimellem? Klimaet her i Nordeuropa har i den periode været varmt, så der er andre faktorer, der også spiller ind. Det kunne Millanko-

8 8 vitch ikke forklare i 1930, men vi ved i dag, at fordelingen af land, bjerge og hav også spiller ind når vi skal forklare klimaet. Figur 6 Isens udbredelse under sidste istid, Weichel Istiden. Tyngden af isen trykkede underlaget ned og da isen var smeltet væk begyndte underlaget at stige op igen. Det ved man fordi man har observeret gamle kystlinjer i bunden af den Botniske bugt, der ligger op til 250 m over nuværende hav niveau. Vendsyssel er opløftet ca m og Nordsjælland 4 til 5 m i de sidste 7000 år og meget mere siden istidens slutning. Man har beregnet af isen måske har været op til 3000 m tyk i det nordlige Sverige og Finland. Mens Danmark var dækket af is lå Mellem- og dele af Sydeuropa hen, som store tundrasletter magen til tundraen man ser i dag i Sibirien (Grafik: NS). Pladetektonik, eller kontinentaldriften, er det fænomen, der betyder, at kontinenterne, der består af granit og gnejs, og er en del af Jordens skorpe, flyder rundt oven på den dybereliggende kappe, som er blødere (som en meget sejtflydende væske). Når kontinenterne flytter sig bliver fordelingen mellem hav og land anderledes, og når de støder sammen, opstår der bjerge. Således opstod Alperne i perioden fra Oligocæntiden og til nu. Det hav, der lå i Mellemeuropa forsvandt. Alperne influerer på varmluft strømningerne fra syd. Derfor må kombinationen af Millankovitch astronomiske klima effekt og den nuværende fordeling af land og hav være grunden til, at vi fik nedisninger i Nordeuropa i de sidste 3 millioner år Glacial stratigrafi i Furesø området Et af målene med en geologisk undersøgelse af et område er at forsøge at give en kronologisk beskrivelse af de processer, som har ført til de aflejringer og strukturer som findes i et område. En så-

9 9 dan tidsbestemt rækkefølge omtales af geologerne som stratigrafi. Ordet kommer fra græsk og betyder lagbeskrivelse (stratos lag; grafos beskrivelse). Man har fundet tegn på, at der i Kvartærtiden, dvs. de sidste 2.7 millioner år har været mindst 6 istider, adskilt af perioder med varmere klima, hvoraf vi i Danmark har fundet rester af de sidste 4, Menap, Elster, Saale og Weichel istiderne. De kendes dog kun fra Vestjylland. I Øst Danmark er det kun de sidste to istider, Saale og Weichel, der har efterladt sig spor. Istidsaflejringerne i Furesø Kommune stammer for det meste fra den sidste istid, Weichel istiden (Figur 7). I de mellemliggende perioder, mellem istiderne, var temperaturen som i dag eller varmere. Perioden mellem Weichel og Saale istiderne kalder man Eem perioden, som havde en længde på år og sluttede for år siden. I nogle moseaflejringer fra Hollerup, ved Herning, har man fundet skeletrester af dådyr, hvor knoglerne er marvspaltede. Moseaflejringerne er dateret til Eem-tiden, dvs. fra varmetiden, før sidste istid. Marvspaltede knogler er et tegn på menneskelig aktivitet, som i dette tilfælde, altså er år gamle. Det var formodentlig Neanthertal mennesket, som huserede. Det er det eneste bevis vi har for, at mennesker har besøgt Danmark før sidste istid. Vi ved derfor ikke om mennesker også besøgte Nordsjælland, men det er ikke usandsynligt. Alt tyder på mindst 6 store isfremstød i forbindelse med Weichel istiden, og de sidste 4 er dem der har formet landskabet, som vi ser i dag; det ældste er det norske fremstød, hvor isen kom nordfra; hovedfremstødet hvor gletsjeren nåede hovedopholdslinien i Jylland og kom fra nordøst (eller Nordøst isen); Østjyllands fremstødet, og den sidste, det baltiske isfremstød, hvor isen kom overvejende fra sydøst. Det Norske fremstød er muligvis ikke til stede i Furesøområdet, men nåede kun til den nordligste del af Sjælland (Figur 9). For år siden var afsmeltningen så fremskreden, at Danmark var isfrit. Da isen var smeltet indvandrede mennesket, denne gang var det en ny race, Homo Sapiens. Spørgsmålet melder sig så om der kommer en ny istid. Hvis vi lytter til klimadebatten, som fortiden er i gang, og som er centreret om menneskets uhæmmede udledning af CO 2, ja så får vi ikke en ny istid. Det siger i hvert fald mange forskere, mens andre er mere skeptiske og fremfører, at klimaet er styret af så mange faktorer udover CO 2 (eks. Solens påvirkning) at klimaforudsigelserne er meget usikre. Ser vi det hele i et geologisk perspektiv, dvs år frem i tiden, så kan vi ikke udelukke, at der kommer en ny kuldperiode med en istid. Men det er en helt anden sag, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

10 10 Figur 7 Kvartær stratigrafitavle (dvs. en tavle der viser lagenes tidsmæssige relationer) modificeret efter Ref. 4. Det er derudover forsøgt at vise erosionsfaserne for Farum og Esrum sandene i relation til de forskellige till horisonter. Begravede dale er et velkendt fænomen i Nordeuropas kværtæreaflejringer og er beskrevet i den geologiske faglitteratur (for eksempel Geologisk Nyt). De forskellige is fremstød er navngivet ifølge Ref. 4. I Furesø området er de 3 sidste till horisonter fra Weischel istiden bevaret samt den Blågrå moræne fra Saale istiden. Figuren er lavet ved at sammenstykkeoplysninger fra et stort antal lokaliteter. Det betyder ikke nødvendigvis at samtlige aflejringer findes på et sted, idet de måske ikke blev aflejret der eller er eroderet (fjernet af senere isfremstød?) (Grafik: NS). Hver till horisont svarer til et isfremstød. Den følgende liste kæder de forskellige horisonter sammen med isfremstødende, som er nævnt i teksten: Till horisont Isfremstød Bevægelses retning Alder, år siden nu Bælthavs till Bælthavs fremstødet Fra syd øst Ca Østjylland till Østjylland fremstødet Fra syd øst Ca Midt Danske till Hovedfremstødet Fra nordøst Ca Kattegat till Norske fremstød Fra nord Ca

11 Glacial geologi Når en gletsjer rykker frem, skraber den undergrunden op, og det opskrabede materiale bliver frosset ind i isen og ført med. Når isen smelter, falder det indefrosne materiale ud, og ligger tilbage, efter at gletsjeren er smeltet væk. Materialet er sjældent særlig godt sorteret. Det består af en blanding af grus, sand og ler. Ler indholdet er typisk mellem 15 og 50 vægt procent. Geologerne kalder sådanne sedimenter till (efter engelsk) eller moræneaflejringer. De formationer som moræneaflejringerne danner, i form af bakker og flader, kalder man morænebakker eller moræneflader Randmoræne Gletsjeren kan stå stille i en lang periode, hvor afsmeltning og fremrykning af isen er i ligevægt. Det betyder, at det udsmeltede materiale ophobes, og danner et langstrakt bakkedrag parallelt med gletsjerranden. Hvis gletsjeren rykker frem, kan bakkedraget endog skubbes frem og deformeres. Sådan en langstrakt morænebakke, der markerer et ophold i gletsjerens bevægelse, kaldes en randmoræne. Høje Sandbjerg i Nordsjælland er et godt eksempel. Denne randmoræne strækker sig helt op til Gribskov, og er benævnt Gribskov randmorænen. I nogle tilfælde skubbede gletsjeren den frosne jord op foran sig i flager der blev stablet op oven på hinanden foran gletsjeren. Der findes flere eksempler på dette i Danmark, det mest berømte er nok Møens klint men et andet eksempel er Ristinge klint på Langeland Moræne flader, dødisrelief og dødishuller Bag ved randmorænen har isens fremadskridende bevægelse udjævnet det tidligere landskab. Ved afsmeltningen af isen aflejredes det indefrosne materiale som en till, der ligger oven på den jævnt bakkede overflade. Når gletsjeren begynder at smelte tilbage i varmere perioder, bliver den forreste del af den til dét, man kalder dødis, dvs. isen bliver liggende, og er ikke mere i bevægelse. Afsmeltningen af dødisen, som kunne ligge på store områder, foregik ikke jævnt. Resultatet blev et meget uregelmæssigt relief i det tidligere dødis område med mange bakker og lavninger. Et andet fænomen relateret til isafsmeltningen er dødishuller. Klumper af dødis kan efterhånden blive dækket af det udsmeltede sand og grus, som isolerer og forsinker afsmeltningen af isen. Det kan tage rigtig lang tid før isen endelig smelter, og aftrykket efter isen vil stå som et hul, der fyldes med vand. Mange af søerne fra Furesø egnen er dødishuller, for eksempel Sækken syd for Farum sø og ikke mindst Furesøen Sten og blokke De fleste af de sten, man finder i moræneaflejringerne, er revet op af isen lokalt. I Danmark er det flint og kalk. Resten er overvejende granit og gnejs sten, som stammer fra det nordlige Skandinavien. Nogle af de transporterede sten kan være ret store og kaldes for vandreblokke. Myrestenen i Ganløse Egede og Jonstrup stenen i Jonstrup Vang (Figur 8) er vandreblokke. Når stenene kan henføres til en bestemt lokalitet, kalder man dem ledeblokke. Ledeblokkene fra Norge, specielt Oslo området, er ofte rhombeporfyr (en vulkansk stentype), mens stenene fra Sverige stammer fra Dalaerne, og er grønklitporfyrit (også vulkansk). Ledeblokkene, som isen har ført med sig fra Østersøen, er enten Ålandsgranit (metamorf bjergart) eller Østersøkvartsporfyr (vulkansk bjergart). Ledeblokkene fortæller noget om isens bevægelsesretning (Figur 10). Geologerne har overalt i Danmark foretaget tællinger af ledeblokene hvor man angiver fordelingen af Norske, Dalar, Ålands og Østersøblokke. Ved Farum gav ledebloktællingen følgende resultat: Norske blokke: 1 (2 %), Dalarblokke: 32 (61 %), Ålandsblokke: 15 (29 %),

12 12 Østersøblokke: 4 (8 %) Selvom denne tælling er foretaget på en ældre måde, som nok undervurderer antallet af de norske blokke, så viser fordelingen en dominans af svenske blokke som antyder en isbevægelse fra nordøst og øst. I Værløse centrum ved biografen har man opsat en stor vandreblok, som er fundet i kommunen. Den stammer fra Ålandsøerne (Figur 10) og er derfor også en ledeblok. Figur 8 Vandreblok bragt hertil af isen - Jonstrup stenen. Ved Jonstrupvej i Jonstrup Vang, nær Pengemose og Tyskervej, ligger en vandreblok på den sydlige side af vejen. Den har en størrelse på 3 x 2,9 m. Der stikker kun 50 cm af den op over jorden, men ved hjælp af et spyd er det konstateret, at den stikker yderligere mindst 50 cm ned under jordens overflade. Stenen kan udmærket være yderligere 1 måske 2 m tykkere. Den vil så veje mellem 15 og 35 tons. Det betyder, at den er på størrelse med Myrestenen i Ganløse Egede, der vejer ca. 30 tons. Stenen ved Jonstrupvej består af granit, der er gennemskåret af en 4 cm tyk pegmatitgang (en tynd zone med storkornene krystaller). Stenen er begroet af mos og alger, og det er ikke muligt at se, om det er en kendt type ledeblok (foto NS).

13 13 Figur 9 Jyllands stadialets isfremstød. De sidste to isfremstød Østjyllands fremstødet og det Baltiske isfremstød kom fra sydøst og indeholder begge overvejende ledeblokke fra det Baltiske område (Figur 10). Det er ikke altid muligt at skelne aflejringerne (till horisonterne) fra de to fremstød fra hinanden. Det tredje sidste fremstød, Hovedfremstødet, som aflejrede Middanske till, nåede helt over til det centrale Vestjylland. Bevægelses retningen af denne gletsjer var fra nordøst og er også betegnet nordøst isen i litteraturen (Grafik NS) Smeltevands aflejringer Smeltevandet fra gletsjeren løber ud på landet, foran isen, og danner floder og søer. Vand, der løber, har den egenskab, at det kan transportere sand, grus og ler. Vand, der løber hurtigt, kan transportere selv det grovere materiale. Så snart det begynder at løbe langsommere, bundfælder først det grovere materiale sig, og siden det mere fine materiale, som sand og ler. Dvs. at vandet sorterer det materiale, det fører med sig. Aflejringer, dannet af smeltevandsfloder og i smeltevands søer, kalder man periglaciale aflejringer. Hvis floderne breder sig ud og løber i flettede flodløb, danner de store smeltevandssletter, som for eksempel dem der findes i Vestjylland (hederne), og som i dag formes foran de store isbræer i Island. Islændingene kalder sådanne smeltevandssletter for sandur, og dette ord bliver også benyttet af geologerne.

14 14 Figur 10 Kortet viser nogle af de almindelige ledeblokkes oprindelsesområder og dermed også isens bevægelses retning angivet ved pilene. Under transporten sker der en hvis spredning af blokkene (Grafik: NS). 1. Oslo og Larvik området: Rhombeporfyr har sit navn efter de rhombeformede strøkorn (enkelt krystaller af mineralet feldspat) i den brunlige grundmasse. En anden bjergart er Larvikit (ikke vist)som især er almindelig i Jylland og stammer fra Larvik området i Norge. 2. Dalarne: Grønklittporfyrit har relativt mange men relativt små strøkorn i en rød grundmasse. 3. Ålandsøerne: Ålandsrapakivi er karakteriseret ved de store ovale øjne af feldspat, der ofte er over 2 cm i radius. Jonstrup Vang stenen, som nu står ved Værløse biograf, er en rapakivi. 4. Østersøen: Vi kender 2 typer af ledeblokke fra østersøen, Rød og Brun Østersøkvartsporfyr. Man har ikke fundet stedet hvor de findes faststående. Ved at kortlægge deres udbredelse har geologerne kunne sandsynliggøre stederne hvor de to typer sten må findes faststående. Den Røde Østersøkvartsporyr har en rødlig grundmasse med relativt få lyse strøkorn, mens den Brune Østersøkvartsporyr har en brunlig grundmasse med relativt mange strøkorn.

15 15 5. Skåne: Tertiær basalt (40 til 50 millioner år gamle). Basalt er en vulkansk bjergart, der indeholder overvejende mørke mineraler og derfor fremtræder med en sort grundmasse. Man kan blandt andet se basalt gange (dvs. 10 til 15 meter brede zoner i granitten) på Kulden. 6. Vestergötland: Kinnekulde diabas, en grålig vulkansk bjergart. På overfladen ser den ud som om den havde gåsehud, idet den indeholder augit krystaller, der står ud som kugler 1 cm i størrelse, i en grålig matrix af feldspat. Figur 11 Billede fra Canada der viser en gletsjer, som er smeltet tilbage. Foran ligger tunneldals komplekset, åsen og smeltevands sletten. Eksemplet giver ingen tvivl om sammenhængen mellem gletsjeren og tunneldalene (Geologisk Nyt nr ).

16 16 Figur 12 Gletsjer fra Grønland til illustration af hvordan Furesøområdet kunne have set ud under istiden. Furesøen ville så være dannet under istunnellen (Foto: Joachim Stiel Korshøj, 2009). Tunneldale Smeltevandet fra gletsjerne løber ned i sprækker i isen, og smelter sig vej ud under isen, hvor der dannes istunneller, nær isranden. Vandet løber ikke konstant, men langsomt og i små mængder om vinteren, men hurtigt og i store mængder om sommeren. Det betyder, at sommerens afsmeltningsvand har en større erosionskraft, og der dannes erosionshuller eller dale under isen. På Grønland (Figur 12) kender man også pludselige tømninger af isdæmmede søer. Således fandtes der en 15 km 2 stor smeltevands sø ved gletsjeren Narsap Sermia ved Godthåbsfjorden. I 2009 gik der hul på søen, og mere end 1000 milliarder liter vand strømmede ud i løbet af 48 timer. (Det er 8 gange så meget vand som i Furesøen). Det var den tredje sø på gletsjeren, der tømte vand, inden for få år. Søerne havde en dybde på mellem 30 og 130 m, med et omtrentligt total volumen på 1800 milliarder liter vand. Sådan et fænomen kaldes - Jøkel løb. Ordet stammer fra islandsk jøkellaub, og betyder gletsjer afløb. Det beskriver den situation, hvor smeltevand pludselig begynder at strømme ud fra en gletsjer i store mængder. Det betyder ekstra erosionskraft, og kan i øvrigt være meget farligt. En Værløse beboer, som for få år siden var på Grønland, blev skyllet væk af et jøkelløb og druknede. Jøkelløb er et almindeligt fænomen, og er også foregået i Danmark under istiden, specielt da gletsjerne smeltede. Tunneldalenes dannelse har været diskuteret lige siden geologen N. V. Ussing introducerede begrebet i Han anvendte dengang betegnelsen fjorddale. - Geologen Victor Madsen foreslog i 1921 at kalde disse dale for tunneldale. N. V. Ussing diskuterede mest dannelsen af de Østjyske fjorde, mens det var geologen Milthers (Ref. 10), der omtalte og fremførte fortolkningen af dalene i Nordsjælland, som dog allerede var kortlagt af geologen Rørdam i Tunneldalsteorien er kontroversiel, idet geologerne ikke direkte har kunnet observere dannelsen af en tunneldal. Dalene er ofte flere hundrede meter bredde og mange kilometer lange. Istunneller af disse dimensioner har man ikke observeret i nutiden. Bredden og højden af de nutidige tunneller er sjældent større end 10 til 20 m. Større tunneller vil formentlig kollapse. Der er næppe nogen geologer i dag, der vil betvivle, at der løber vand nede ved bunden af en gletsjer og oven på Problemet ligger i dimensionerne af tunnellerne. Når isen er tilstrækkelig tyk, bliver den plastisk, og revner og sprækker lukker automatisk til.

17 17

18 18 Figur 13 Tunneldalsmodeller baseret på flere publikationer (Grafik: NS). Model 1: Istunnellen bliver holdt åben af vandtrykket. Vandet eroderer i bunden af tunnellen og fører det bløde sediment med sig, hvorved tunnelen eroderer sig ned i underlaget. Der dannes derved en erosions dal i underlaget. Model 2: Smeltevandet samler sig i subglaciale søer (eks. Lake vodstok i Antarktis). Da uderlaget er frosset fast til gletsjeren kan vandet ikke trænge ud. Når trykket er stort nok vil det dog overkomme modstanden og dræne ud af søen som et jøkelløb. Model 3: Denne model kaldes også den tidstransgressive model. Først dannes en tunnel i isen. Når tunnelen er tilstrækkelig stor falder loftet ned. Vandet eroderer sig ned i underlaget. Erosionen er specielt kraftigt der hvor det kommer ud agletsjeren, hvor der dannes en fordybning (plungepool). Sand og grus udfylder derefter kanalen med sand og grus. I litteraturen er der tre foreslåede modeller for tunneldale (Ref. 2, 10 og 13). De er vist på Figur 13. Den ene model udelukker ikke den anden, og man kan sige, at Model 2 er et særtilfælde af Model 3 - begge relateret til jøkelløb. Hvis vi opfatter tunneldalene som erosionsdale, kan det uregelmæssige relief i tunneldalene forklares som resultatet af jøkelløb, der lokalt har eroderet dybere. Istunnellerne har ikke ligget det samme sted, men har flyttet sig, og derved udvidet erosionsrenden. Disse 3 modeller opsummerer geologernes nuværende syn på tunneldalenes dannelse. Selvom 2 af modellerne foreslår, at erosionen mest foregår ved udløbet fra gletsjerporten, så er der ikke noget i vejen for, at det også kan foregå inde under gletsjeren. Det væsentlige er, at tunneldalene er opstået af en proces, der starter inde under gletsjeren, men fortsætter udenfor i dødis området. Undersøgelser af moderne gletsjere viser, at vandet på gletsjeren trænger ned via sprækker på overfladen, og derefter flyder i disse sprækker og smelter sig vej mod bunden. Vandet flyder mod randen af gletsjeren, dvs. med en overvejende retning vinkelret på gletsjerranden. Tunneldalene forventes derfor også at have en tilsvarende orientering. Derudover ved vi fra Antarktis, at der findes store forekomster af vand under isen (eks. Lake Vodstok som er på størrelse med Sjælland). Nogle af disse søer har varierende vandstand, dvs. vandet fylder dem op og forsvinder derefter igen formodentlig ud gennem istunneller. Med andre ord, de nutidige gletsjere viser, at der må flyde vand i bunden af gletsjerne med en sådan kraft, at der kan dannes erosions dale under isen (tunneldale). Åse Åse er langstrakte bakker dannet opbygget af smeltevands aflejringer, for det meste sand og grus. Man skelner mellem to typer, kanalåse og kamåse. Strøbakker nord for Slangerup og Skuldelev ås i Hornsherred er eksempler på åsbakker (figur 14). Når gletsjeren begynder at smelte tilbage i varmere perioder, bliver den forreste del af den til dét, man kalder dødis, dvs. isen bliver liggende, og er ikke mere i bevægelse. Smeltevandet løber stadig ud fra den smeltende is, og følger lavninger i isen, samt danner kanaler med sider af is. Grus og sand aflejres i bunden af kanalen. Når isen er smeltet helt væk, står grusaflejringerne tilbage, som langstrakte markante bakker, kaldet åse (figur 11) af kanal typen. Strøbjerge er kanaltypen. Kamåse har en kerne af moræne, og smeltevandsaflejringerne bøjer sig rundt om moræne kernen. Man forestiller sig, at åsen blev dannet inde i istunnellen, og at moræneaflejringerne har været plastiske (ikke frosne) og er blevet presset op i en revne i isen, under smeltevandsaflejringer. De min-

19 19 dre åse i Farumområdet er muligvis af kamås typen for eksempel åsen ved Gedevasebro nær Farum (Figur 15). Fladbakker I området nord for Farum finder man en del bakker, som er fladtoppede og opbyggede af smeltevandsaflejringer (ler og sand). Disse bakker er dannet som bundfyld i smeltevandssøer i dødisen. Smeltevandet førte ler og sand med og da det dannede huller i dødisen aflejredes først sand og senere når vandet var mere stillestående i søen, ler. Ofte finder man at leret indeholder årsvarv dvs. at det udviser en lagdeling der reflekterer årsrytmen i smeltevands strømmen. Om vinteren var vandet stillestående og tilfrosset. I denne periode aflejredes den fine ler fraktion. Når isen smeltede om sommeren bragte smeltevandet lidt grovere sediment med (måske silt, dvs. sediment med en kornstørrelse mellem sand og ler) som så aflejredes ovenpå vinterens ler. Næste år aflejredes endnu et tilsvarende lag osv. Da dødisen smeltede, stod fladbakken tilbage. Man kan sige at fladbakken er det samme som en ås, blot er fladbakken ikke langstrakt Fra Bagsværd til Slangerup I området mellem Øresund, Hillerød, Roskilde fjord og Bagsværd ligger en samling dalstrøg. Dalene er aflange og med et uregelmæssigt relief (eks. Bagsværd Sø, Farum Sø, Bastrup Sø, Burre Sø og Kedelsø, Figur 14). De har 2 forskellige orienteringer, en orientering øst-vest og ved Slange rup en vest-nord-vest-orientering. De sidstnævnte dale har forbindelse med en langstrakt ås, Strø Bjerge (Figur 13). Der er 7 til 10 sådanne dalstrøg, der udviser et flettet mønster nogen gange med abrupte forbindelses dale som i den nordlige ende af Burresø. Disse dale er fortolket som værende tunneldale, dvs. dannet af vanderosion under isen. De to orienteringer af tunneldalene antyder, at gletsjerranden for de øst-vest orienterede dale har været nord-syd, hvorimod gletsjerranden har været orienteret NNØ SSV, for dalene med en NNV- SSØ orientering, hvad der kunne betyde, at dalene kunne være dannet i forbindelse med to isfremstød.

20 20 Figur 14 Oversigts kort over den centrale del af Nord Sjælland, der viser de glacial morfologiske fænomener såsom tunneldale og israndsliner. Tværsnit 1 refererer til Figur 16 og Tværsnit 2 refererer til Figur 17. Det er muligt at nogle af tunneldalene er dannet ved næstsidste isfremstød og har overlevet Den Baltiske is (Grafik: NS).

21 21 Figur 15a Småbakket og relativt fladt morænelandskab nord for Uvelse og Lynge dannet af den sidste gletsjer, Bælthavsgletsjeren. Billedet er taget i udkanten af Uvelse (Foto: NS). Figur 15b Tunneldalen ved Gedevasebro lige vest for Farum. Foto er taget på den vestlige side af dalen lige før vejen krydser ned gennem dalen. Tunneldalen har relativt bratte sider med et relief på ca. 20 m. Inde i tunneldalen ligger en ås, der har en bredde på ca. 40 til 50 m og 10 til 15 m høj. Der ligger flere forladte grusgrave i åsen, som vidner om en tidligere udnyttelse. Den er ca. 500 m lang. Dalen er omtrent 500 m bred ved Gedevasebro. Det giver en fornemmelse af forholdet mellem bredderne af en istunnel, der hvor åsen er dannt og tunneldalen (Foto: NS). De øst-vest orienterede dale kunne derfor være dannet af Hovedfremstødet, hvor isranden var orienteret nord syd. Da det østjyske isfremstød og den baltiske is overskred området fra sydøst, blev de

22 22 tidligere dale bevaret og delvist genbrugt. Dateringen er dog ikke helt sikker, for hvis vi kikker på Strøbjerge så ligger denne ås på en Østjylland till og vi må derfor opfatte Strø Bjerge, som en istunnel i den Østjyske gletsjer dengang da kanten af gletsjeren lå vest for Roskilde Fjord. Taget i tunnelen er så kollapset, og da den aktive is var smeltet tilbage, fungerede den omliggende dødis som sider i floden. Floden blev fyldt op af smeltevandsaflejringer. Da Bælthavsgletsjeren overskred åsen blev den deformeret. Strøbjerge fortsætter mod øst liggende i en tunneldal. Det antyder at tunneldalene er dannet af yngre gletsjere end Hovedfremstøds isen og derfor er dannet af Østjyllandsgletsjeren og Bælthavsgletsjeren. Dalenes alder er derfor usikker. Ved Grethesholm nær Farum og ved Ganløse findes mindre åse i forbindelse med tunneldalene (Figur 1, 13 og 15), som må være dannet inde i istunellen. Figur 15c Tunneldalen ved Gedevasebro, tredimentionelt kort. Siderne i dalen er ca. 20 m høje idet bunden i dalen ligger i kote 20, hvorimod morænefladerne over dalen ligger i kote 40 til 50 (Grafik: NS). Bagsværd sø har længe været opfattet som en tunneldal. Søens nordlige bred har relativt stejle sider med et relief på 20 til 30 m, som fortsætter rundt om søens vestlige ende til Regatta Pavillionen. I forlængelse af søen ligger Hulsø som ligeledes har stejle sider med et tilsvarende relief. Milthers opfattede dette dalkompleks som dannet ved subgalcial erosion (dvs. erosion under isen). Hareskovby ligger ligeledes i en dal med relativ stejl nord side op mod skoven, mens den sydlige side er mindre markant og ligger på den anden side af Smørmosen. Hareskovvby lavningen fortsætter mod vest syd om Egebjerg til Søndersø og Præstesø. Søndersø har ligeledes markant stejl nordside mens den sydlige side er mindre markant. Bertelsen (Ref. 1) nævner i sin bog at der muligvis findes en israndslinie, som løber fra Vedbæk ned til Gentofte sø, hvor den svinger mod vest syd om Bagsværdsø og over til Hareskov by. Fortsættelsen videre mod vest er usikker. Denne israndslinie

23 23 er ikke markant og er kun markeret ved smeltevandsaflejringer i form af grus og sand. Den antages at være dannet af den Baltiske is. Det er derfor muligt at den nordlige side af Hareskovby dalsænkningen er en isrand. Idet tilfælde er Egebjerg og den nordlige side af Søndersø en del af denne isrand. I de senere år har Markussen og Østergaard (Ref.10) præsenteret en alternativ afsmeltningsmodel for Bagsværd og Lyngby sø området, som antyder at søerne er dannet under isflodssletter (smeltevands aflejringer), som har ligget på dødis, derved kunne man betragte søerne som dødishuller.geologen Steen Andersen har ved analyse af detaljerede højdekort forslået i en upubliceret rapport fra 2012 at Bagsværdsø, Harskovby området og Søndersø alle er tre dødishuller. Vi har derfor fire mulige dannelses modeller for området fra Bagsværd til Søndersø, tunneldale, isrande eller dødishuller. Hvilken skal man vælge? Jeg vil her citere fra Berthelsens bog (Ref. 1): Hvis læseren efter denne gennemgang af områdets tunneldale føler sig noget forvirret og på gyngende grund, er det en særdeles forståelig reaktion. Også geologerne har deres vanskeligheder med at få styr på disse dalsystemer. Svaret ligger muligvis midt imellem, derved ment, at ikke alle dalene i Nordsjælland, som Milthers beskrev som tunneldale, er dannet ved subglacial erosion men kan i stedet være dødishuller, israndsfænomener eller en kombination af de to først nævnte muligheder (for eksempel Hareskov området). Hvis dalene ved Bagsværd-Hareskov-Søndersø er dødishuller, da er de dannet i forbindelse med afsmeltningen af Bælthavsgletsjeren Farum Sandet De kvartære aflejringer i Nordsjælland er tykkest omkring Hillerød, med en tykkelse på omkring 120 m. De tynder ud mod syd, og udgør under 20 m ved Roskilde. I den nordlige del af Furesø Kommune og i Allerød Kommune består de glaciale sedimenter af smeltevandssand og grus på op til 50 m s tykkelse. De hviler for det meste direkte på den prækvartære kalk, men af og til også på en tynd till-horisont, der ligger lige ovenpå kalken. Smeltevandssandet (sådant er det beskrevet i boringerne) er ved overfladen dækket af en till på 5 til 20 m (Figur 18) og er fundet i mange boringer i et område på ca. 150 km 2 i Nordsjælland fra Farum-Lynge i syd til Allerød og Hillerød i øst og nord. Miljøministeriet har udgivet et par rapporter, der viser nogle tværsnit baseret på vandboringerne. Nogle af tværsnittene skærer igennem udbredelsesområdet af smeltevandssandet ved Farum. Det er påfaldende, at sandet ikke indeholder nogle till-horisonter, bortset fra det øverste lag og sommetider et till-lag ved bunden af sandet. Den øverste del af sandlaget er blottet i mange af Farum-egnens grusgrave hér skal særligt nævnes Nymølle grusgrav, vest for Farum (Figur 13). Der er flere grusgrave i nærheden af Nymølle bl.a. Lynge (Figur 13). Desværre er de i dag ikke aktive, men anvendes som losseplads, friluftsbiograf eller andet. Der er derfor ikke nogle gode blotninger af smeltevandssandet, og den overliggende till i disse grave. Men der er dog åbnet nye grusgrave nord for Lynge. I Nymølle-graven kan man i toppen af sydskråningen, mellem træerne, finde grænsen mellem den øverste till og sandet. - Farum Sandet er dér velsorteret, mellemkornet sand. Kontakten mellem sandet og den overliggende till består af et ca. 30 cm tykt, dårligt sorteret gruslag. Den øverste till er ca. 2 m tyk og leret, men bliver tykkere mod syd. Desværre foreligger der ikke nogen datering i form af ledeblokstællinger, der kan klargøre om den øverste till horisont er midt danske till eller en af de baltiske fremstød. Et kort over sandtykkelsen i udbredelsesområdet (Figur 18) viser, at sandet er tykkest omkring Farum og Allerød og bliver tyndere mod nord og vest. Sandet beskrives ofte som grus i den østlige og

24 24 sydlige kant af udbredelsesområdet, hvorimod det er finere mod vest og nord. I enkelte boringer er sandet afløst af mere finkornet sediment i silt fraktionen (Silt er sediment med en korstørrelse mellem sand og ler) (Figur 16 og 17). I en rapport om grundvandet fra Frederiksborg Amt er sandet vist på et tværsnit (Figur 20), men ikke navngivet. I bogen Naturparken Farum Slangerup, hvor Furesø områdets geologi tidligere er beskrevet (Ref. 8), nævnes disse smeltevandsaflejringer, og at de kunne være fra den næstsidste istid, Saale-istiden, eller fra den tidlige del af Weichel-istiden. Faktum er dog, at de er udaterede. Der findes i Nordsjælland, i den prækvartære Alnarp-dal, nogle tykke smeltevandsgrus- og sandlag, kaldet Esrum-sandet (Figur 9 og 20). Esrum-sandet er dateret til Mellem Weichel istiden. Ifølge tværsnittet fra Grundvandsatlasset er smeltevandssandet ved Farum yngre. Figur 16a Nymølle og Lynge Grusgrav, oversigtskort (Grafik: NS).

25 25 Figur 16b Nymølle og Lynge Grusgrav, profil. Fotoet (til venstre) af syd skrænten og profilet (i midten) er justeret så de har samme størrelses forhold. Billederne til højre er detaljer fra profilet, som er fotograferet inde mellem træerne (som vist på billedet til venstre) (Grafik: NS). Tværsnittet i Frederiksborg Amts Grundvands rapport stopper ca. ved Ganløse. Tværsnittet er gentegnet og forlænget til Hedehusene ved Roskilde baseret på boredata, således at det fører over til den anden side af den prækvartære dal, Søndersø-dalen (Figur 20). Dette tykke smeltevandssandaflejring beliggende i området mellem Farum-Allerød- Hillerød er her benævnt Farum Sandet. Sandet kan ikke ses i boringerne syd for Ganløse. I området mellem Roskilde og Ganløse findes ofte to sandlag i boringerne, men hyppigst dog kun ét lag.

26 26 Figur 17 Sedimentologisk kolonne for forskellige steder omkring Farum. Boringen er valgt, fordi den ligger i Nymølle-graven og har en prøvetæthed på 1 meter. Det siltede interval på ca 32 meters dybde er angivet som smeltevandssilt. Nymølle Boringen indeholder ikke nogen till horisont, idet den er udført nede i grusgraven. Siderne i grusgraven har till på toppen dvs at der skal lægges ca. 20 m smeltevandssand til tykkelsen af Farum sandet i den boring. Boringen ligger ved Søndersø uden for Farum sandets udbredelses område og viser tilstedeværelsen af flere till horisonter. Boringen ligger ved søens bred og da søen har skråninger på over 20 m viser boringen ikke den sidste till i området over søen. Kornstørrelsesfordelingen i lagene er vist ved forskellig bredde af lagene (Grafik: NS). Ved den sydlige side af Søndersø-dalen er der dog også observeret en till, beliggende direkte oven på kalken. - Ved Himmelev, nær Roskilde, findes et sandlag, Himmelev-sandet, der ligger direkte på en till fra Saale istiden, den såkaldte Blågrå Moræne (Ref. 7). Der er ikke noget der tyder på, at Himmelev-sandet nødvendigvis er dannet samtidig og hænger sammen med Farum Sandet. Men hvilken alder har Farum Sandet så? Tykkelseskortet antyder, at sandet kan forbindes med en gletsjer, der lå med en gletsjerport ved Furesøen. Det faktum, at smeltevandssandet ved Farum ofte ligger direkte på kalken, kunne antyde, at floderne, som aflejrede sandet, har eroderet en dal i de ældre moræner og smeltevandsaflejringer, hvorefter sandet er blevet aflejret (Figur 17).

27 27 Figur 18 - Tykkelseskortet over Farum Sandet viser den tykkeste del i den sydøstlige del af sandets udbredelse. Konturerne er angivet i 5 meter intervaller. De konturer, der ligger uden for området angivet med den blå stiplede linj,e skal tages med forbehold. Forholdene omkring Ganløse er meget varieret, hvor nogen af boringerne har en øverste till horisont med et tykt smeltevandssand lag nedenunder liggende direkte på kalken, mens andre boringer viser flere till adskilt af flere smeltevandsand lag. Området er ikke systematisk undersøgt så Farum sandet findes formodentlig også der. Det kunne antyde at erosionen (tunneldal dannelsen) er startet mod nord og siden flyttede mod syd. Kortet kan bruges til at beregne volumen af sandet, og resultatet er millioner m 3. i et område på 145 km 2. Regner vi med et porevolumen på ca. 25 % (gennemsnits porevolumen i en ukonsolideret sand), indeholder Farum Sandet millioner tons sand og grus og 725 millioner m 3 vand. Kortet er baseret på boringerne i GEUS Jupiter data base. Konturerne er i meter (Grafik: NS).

28 28 Figur 20 Tværsnit fra Gribskov til Roskilde tværsnit 1 på figur 12. Tværsnittet viser Gribskov randmorænen mod nord samt relationerne mellem Esrumsandet og Farumsandet (Modificeret efter Frederiksborg Amts Grundvandsatlas 2003; Grafik: NS). I den geologiske litteratur er der beskrevet kvartære erosionsdale fra Nordsøen, og det er foreslået, at disse dale er dannet som vanderosion fra jøkelløb og derefter udfyldning af dalen med sandaflejringer dannet af flettede flodløb (Figur 12 model 3). Jøkelløbet startede i en tunnel under isen og dannede en erosionsfordybning (plunge pool, Ref. 15), dér hvor vandet kom ud fra istunnelen. Erosionsfordybningen vandrede op ad strømmen, mens den nedre del af dalen udfyldtes af sand. Det er denne dannelses måde, der foreslås for dannelsen af Farumsandet. Med andre ord, Farumsandet ligger i en erosionsdal dannet af jøkelløb (dvs. kraftig vandstrømning). Ved Lynge finder man i flere boringer, at den øvre till, som ligger direkte på Farum sandet, indeholder et smeltevands sandlag, mens andre nærved liggende boringer ikke har smeltevandssand. - Tilstedeværelsen af et smeltevands sandlag i till en kunne antyde tilstedeværelsen af to tillhorisonter, dvs. at både Bælthavs-till og Østjyllands-till er repræsenteret. Derved ville Farum Sandet være ældre end Midtdanske-till, og dannet under afsmeltningen af hovedfremstødsisen. Alderen af Farum Sandet må anses for usikker. Men det kan dog konkluderes at sandet er dannet i den sidste del af Weichel istiden. Vandboringerne, lige nord for Furesøen, gennemborer Farum Sandet. Den nærmeste boring ligger175 m fra søen (GEUS Boring nr ). Den nordlige del af søen har 20 til 30 m høje klinter, men sandet er ikke blottet på skråningerne, skråningerne består udelukkende af till. Der er selvfølgelig den mulighed, at sandet er dækket af nedskredet materiale, men søen og sandet ligger meget tæt på hinanden, og er måske i direkte kontakt.