Diakoni impuls. Videncenter for Diakoni og Pædagogik. Nr.1 Marts barsler et nyt tidsskrift - Diakoniimpuls.

Transkript

1 Diakoni impuls Nr.1 Marts 2009 Videncenter for Diakoni og Pædagogik Videncenter for Diakoni og Pædagogik barsler et nyt tidsskrift - Diakoniimpuls. Formålet med Diakoniimpuls er at formidle diakonalt-pædagogisk viden fra ind- og udlandet til den pædagogiske praksis og uddannelsesverden. Diakonhøjskolen i Århus etablerede i foråret 2008 et Videncenter for Diakoni og Pædagogik. I den forbindelse blev der holdt en række foredrag og taler. De to hovedforedrag stod lektor Johannes Nissen fra Aarhus Universitet og Professor Heinz Schmidt fra Heidelberg Universitet for. Til dette nummer af Diakoniimpuls har Johannes Nissen forfattet en mindre artikel med udgangspunkt i bl.a. det foredrag, han holdt på Diakonhøjskolen. Heinz Schmidts foredrag er omtalt i form af et kort resumé. Både Nissen og Schmidt er aktive medlemmer i det europæiske forskningsnetværk om diakoni. Netværket er præsenteret an- detsteds i dette tidsskrift, ligesom der gives et overblik over de aktiviteter med udgangspunkt i Eurodiaconia, der har relevans for det diakonale arbejde og diakonuddannelsen. Der er tre andre bidrag i dette tidskrift ét handler om diakonifaglig supervision i det pædagogiske og diakonale arbejde ved supervisor og underviser Lisbeth Andreassen. Det andet bidrag beskæftiger sig med K.E.Løgstrups diakonisyn og er forfattet af uddannelsesleder Ullrich Zeitler. Sidstnævnte er også forfatter af et bidrag om diakoni og bæredygtighed og socialdiakonens professionalitet. Side 1 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

2 Sekretariat Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus Lyseng Allé 15, DK 8270 Højbjerg Tlf Hjemmeside skolen.dk/videncenter Kontakt Forstander Jens Maibom Pedersen jmp@diakonhojskolen.dk eller uddannelsesleder Ullrich Zeitler umz@diakonhojskolen.dk Redaktion Lisbeth Andreassen Bodil Lodberg Jens Maibom Pedersen Ullrich Zeitler (ansv.) Baggrundsgruppe Lars Bundgaard, Jysk Børneforsorg; Lis Salbøg Birkelund, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole; Arne Bak, Diakonhøjskolens bestyrelse; Lene Wagner, Professionshøjskolen VIA; Johannes Nissen, Aarhus Universitet; samt repræsentanter fra Blå Kors, Kirkens Korshær m.fl. Nr.1 marts 2009 Indhold Diakonien mellem omsorg og behandling Johannes Nissen Diakonifaglig supervision Lisbeth Andreassen Diakoni og bæredygtighed Ullrich Zeitler Empowermentpædagogik Heinz Schmidt Løgstrup og diakonien Ullrich Zeitler Eurodiaconia og det europæiske dia- konale netværk Videncenter for Diakoni og Pædagogik Manuskripter Alle er velkomne til at fremsende manu- skripter til tidsskriftet. Manuskripterne sendes til sekretariatet. Deadline er 1. januar og 1. august. Oplæg Tidsskriftet publiceres elektronisk og i et begrænset antal trykte eksemplarer efter behov. Trykte eksemplarer tilsendes efter forespørgsel. Tidsskriftet er gratis. ISSN: Side 2 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

3 Diakonien mellem omsorg og behandling Af Johannes Nissen, lektor, Aarhus Universitet Inden for diakonien spiller begreberne omsorg, hjælp og tjeneste en central rolle. I det følgende rettes opmærksomheden mod omsorgsbegrebet. Artiklen bygger især på bogen Diakoni og menneskesyn, hvor dette begreb indgår i forskellige sammenhænge. I bogen drøftes også andre aspekter, som ikke vil blive taget op, bl.a. human omsorgsetik i relation til kristen omsorgsetik samt omsorg og køn (evt. nærmere herom i Nissen 2008, og ). I artiklen inddrages dog andre, nye aspekter. Afklaring af omsorgsbegrebet Almindeligvis bruger vi begreberne omsorg og hjælp uden større forskel. De to ord kan dog give forskellige associationer. Det ser således ud til, at de ikke bruges helt på samme måde i den offentlige debat. Ordet omsorg indgår ofte i den socialpolitiske drøftelse, mens ordet hjælp især synes anvendt i det kristeligt sociale arbejde (jf. nødhjælp ). Da omsorgsbegrebet ofte bliver anvendt på en udifferentieret måde foreslår Kari Wærness, at man sondrer mellem tre typer af omsorg (Wærness 1999, 51): 1. Omsorgsarbejde knyttet til vækst eller resultater. Resultaterne kan frembringes på kortere eller længere sigt. Typiske omsorgsrelationer er forholdet mellem lærer og elev, mellem børnehavepersonale og barn, og i nogle tilfælde mellem psykiater/psykolog/socialrådgiver og klient. 2. Omsorgsarbejde knyttet til vedligeholdelse eller stilstand. Her vil omsorgsarbejde ikke føre til, at modtageren bliver selvhjulpen eller uafhængig, men vil have som mål at opretholde et vist funktionsniveau og/eller undgå forværring. Typisk for denne type omsorgsarbejde er institutioner for kronisk syge og funktionshæmmede. 3. Omsorgsarbejde knyttet til situationer præget af tilbagegang. Den mest typiske omsorgsrelation i denne kategori er omsorgen for døende mennesker. Til forskel fra kategori 2 vil udøveren af omsorg være klar over, at processen der i sig selv kan være positiv ender negativt, idet døden er uigenkaldelig. Efter Wærness mening kan denne inddeling bidrage til at give mere struktur og nøgternhed til socialpolitiske omsorgsdiskussioner, som ellers kan være både diffuse og velmenende. Det gælder ikke mindst inden for ældreomsorgen, som hun selv i særlig grad har arbejdet med. Et andet begreb, som Wærness fremhæver, er begrebet omsorgsrationalitet. Hun henviser bl.a. til diskussionen om hjemmehjælpernes arbejde. Her oplevede hun i debatten, at det forhold, at hjemmehjælperne udførte mere arbejde til gavn for klienterne, end de var betalt for, blev tolket sådan, at de var irrationelle eller nærmest dumme (1999, 53). Imidlertid findes der flere måder at være rationel på. Omsorgsrationalitet indebærer, at personligt kendskab og en vis evne til indlevelse i den enkeltes situation er vigtige forudsætninger for god omsorg. På den anden side betyder omsorgsrationalitet, at fagkundskab og færdigheder er af betydning for at mestre den angst, som ofte opstår i mødet med mennesker, der har stærkt behov for hjælp (1999, 56). Det afgørende ved omsorgsrationaliteten er, at det rationelle ikke må udelukke følelser, men tværtimod omfatte disse, også for at handlinger skal kunne betragtes som rationelle. Omsorgsarbejdet er ikke rationelt, hvis hjertet ikke bruges i arbejdet. Side 3 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

4 Den professionelle omsorgsgiver står i et dilemma. På den ene side kan det i den terapeutiske relation mellem fagperson og patient eller klient være et problem med for stor følsomhed og manglende professionel distance. På den anden side kan professionel dygtighed uden følsomhed være et problem. En institution med professionel kompetence eller et kommunalt eller kristeligt hjem kan ikke vanskeligt erstatte den nærhed og varme, som normalt omgiver os blandt vore allernærmeste (Foss 2005, 82-83). Omsorgens tvetydighed Der er magt involveret i enhver relation mellem mennesker; det gælder også alle former for omsorg og hjælp. Den, der hjælper, har en stor magt, som kan udtrykkes på mange måder. Andre mennesker er afhængige af den pågældende, og derfor må han eller hun være klar over sin magt og bruge den rigtigt. I kristne kredse er der ganske vist en tradition for, at magt og magtudøvelse er det modsatte af hjælp og omsorg. Og en del kristeligt socialt arbejde bygger på idéen om den magtfrie hjælp. Vi prøver at sige til os selv, at vi er afmægtige ( unyttige ) tjenere. Men denne kristne ydmyghed kan på længere sigt være farlig, fordi vi ikke passer på det misbrug af magten, der ligger lige for specielt når vi ikke vil være ved det (Nissen 2008, ). Derfor bør enhver form for omsorg og hjælp føre til, at man deler ud af sin egen magt til det andet menneske, så den pågældende oplever en større selvstændighed og frihed midt i elendigheden. Den hjælpende magt bør med andre ord være en befriende magt (Lenau Henriksen 1992, 46-48; Nissen 2008, 218). Grundlæggende skal enhver hjælp være hjælp til selvhjælp i så stor udstrækning, det overhovedet er muligt (Lenau Henriksen 1992, 40). Målet er ikke, at vi binder mennesker til os, men selvstændiggør dem, giver dem selvtillid og opmuntrer dem til at komme videre, så de udvikler sig. Mennesker må hjælpes frem til i højere grad at finde sig selv. Jo tungere et menneskes problemfyldte liv er, desto mere vil det indirekte give hjælperen magt og styrke. Vi må hjælpe mennesker til selv at påtage sig ansvaret for egne beslutninger og ikke tage dem på deres vegne. Vi skal pege på valgmulighederne, men samtidig understrege at beslutningerne er deres egne. I den forbindelse er det naturligt at nævne begrebet egenomsorg, der er blevet et vigtigt slagord i den sundheds- og socialpolitiske debat. Målet er, at man selv tager vare på sit eget liv. Men udtrykket egenomsorg er ikke uproblematisk, da det er med til at udvande begrebet omsorg. Mens omsorg nemlig er et relationelt begreb og kræver, at man glemmer sig selv, er egenomsorg baseret på, at man koncentrerer sig om sit eget helbred og sit eget velbefindende. I øvrigt kan der opstå en konflikt mellem ønsket om at yde omsorg for andre og sørge for egenomsorg (Wærness 1999, 53). I den forbindelse er det naturligt at nævne selvhjælpsgrupper og livsmodsgrupper. Her samles mennesker, der er ramt af samme nød og ulykke. Det kan være skilsmisse, savnet af en afdød ægtefælle, alkoholproblemer osv. Hjælperen er igangsætter og sørger for, at gruppen samles og hjælper samtalen i gang, men trækker sig i øvrigt tilbage fra gruppen så hurtigt som muligt. Tanken er, at gruppens medlemmer selv har nogle erfaringer og (positive) ressourcer, som de i fællesskab kan få frem, så den enkeltes selvværd bliver styrket. Et grundlæggende spørgsmål er, om omsorgens mål er at overflødiggøre sig selv og skabe den uafhængige fuldt ud autonome person. Ikke mindst i vores individualistiske tid synes svaret at være ja. Uafhængighed af andre og i den forstand af omsorg betragtes som et ideal voksentilværelsen stiler imod. Imidlertid påpeger Arne J. Vetlesen (2001, 37) med rette, at det at være menneske fundamentalt set indebærer, at man fra fødsel til død befinder sig i afhæn- Side 4 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

5 gighed af andre og dermed i afhængighed af omsorg. Omsorgens mål Et vigtigt spørgsmål drejer sig om omsorgens mål. Mål kan forstås på to måder. For det første kan man tænke på målsætningen: Hvilke resultater vil man gerne opnå med sit arbejde? For det andet kan man tænke på målgruppen. Hvem er omsorgen rettet imod? Hvordan skal man prioritere de forskellige grupper af udsatte personer? I et samfund præget af ønsket om vækst og resultater vil der let opstå en konflikt mellem de to mål. To eksempler kan belyse denne problemstilling. Det første er knyttet til nogle overvejelser over begreberne målrationalitet og værdirationalitet (Nissen 2008, ). Målrationalitet betyder, at man stræber efter at anvende de mest effektive midler for at opnå et bestemt mål. En værdirationalitet er ikke rationel, fordi den fører frem til et bestemt mål, men fordi den bekræfter eller befæster en værdi. Man kan således sige, at en målrationel handling viser sig ved, at handlingen fungerer som et middel til at opnå et mål, mens en værdirationel handling kendetegnes ved, at handlingen også er et mål i sig selv (Ekstrand 2001, 117). Spørgsmålet er nu, hvordan de to former for handling gør sig gældende i det diakonale arbejde? Et målrationelt diakonalt arbejde vil være resultatorienteret. Ud fra selve definitionen af diakoni er målet at lindre og afhjælpe så meget af menneskers nød som muligt på så god en måde som muligt. Et målrationelt arbejde forudsætter høj professionalitet af medarbejderne både ansatte og frivillige. Som eksempel kan nævnes arbejdet med misbrugere. Motivet som må skelnes fra målet er evangeliets budskab om kærlighed. Ud fra et sådant motiv vil man hjælpe så mange som muligt ud af misbruget og tilbage til et socialt stabilt samfundsliv. Arbejdet skal være så effektivt som muligt, og derfor tilstræber man en så stor professionalitet som muligt blandt medarbejderne. Og når man rekrutterer nye medarbejdere, vil professionel kompetence veje tungt. Et værdirationelt diakonalt arbejde vil sigte på, at den diakonale handling er en værdi i sig selv. Hensigten er ikke at opnå et mål, som kan beregnes i tal, men at udtrykke en værdi gennem bestemte handlinger. Værdien består i, at hvert enkelt individ er enestående, fordi det er skabt i Guds billede. Kriteriet på et godt (vellykket) diakonalt arbejde er i dette tilfælde ikke, at det lykkes at afhjælpe så meget nød som muligt, men at det udtrykker et kristent kærligheds- og omsorgsideal. I forhold til eksemplet med misbrugere drejer det sig altså om at bekræfte disse menneskers enestående værdi. I stedet for et avanceret misbrugsprogram kunne man vælge at skabe et miljø, f.eks. et værested, hvor tunge misbrugere kan få lov at være sig selv, og hvor de kan få mad, uden at man stiller krav om modpræstationer osv. Kriteriet på et vellykket arbejde bliver da ikke, hvor mange det lykkes at hjælpe, men snarere om man er i stand til at afspejle og formidle et kristent menneskesyn og en kristen etik. Når en diakonal organisation skal finde sin plads i velfærdssamfundet, kan det være vanskeligt at afveje de to hensyn. Ud fra et målrationelt diakonalt arbejde er det oplagt at skabe resultater, der kan måles. Omvendt kan et værdirationelt arbejde føre til en mere kritisk holdning til samfundets vægtlægning på resultater. Her ses kirken ikke i første række som producent af velfærdsydelser, men mere som en kritisk profet, der gennem sin diakonale handling peger på nogle centrale værdier såsom alle menneskers unikke værdi, barmhjertighed og solidaritet. I denne model får kirkens organiserede diakonale arbejde den funktion at være et tegn på barmhjertighed som en grundlæggende værdi (Ekstrand 2001, 124). Det andet eksempel er hjemmehjælperen, der kommer på besøg hos en kræftsyg Side 5 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

6 kvinde. Hjælperen er forpligtet på en bestemt en serviceydelse og må ikke påtage sig andre opgaver, selv om kvinden måske i den givne situation har mere brug for det. Konfronteret med en sådan stregkodeomsorg må de diakonale organisationer kritisk spørge, hvordan de kan bevare deres kristne værdigrundlag på et marked, der er mere optaget af muligheder for sammenlignelighed og pris på produktet end på værdier. Det kan kun ske, hvis omsorgsgiveren har modet til at være nærværende i situationen og møde den anden der, hvor den anden er, i stedet for blot at give den hjælp man har besluttet på forhånd vedkommende skal have (Sløk & la Cour 2005, 30; min kursivering). Omsorg og omklamring I enhver omsorgsrelation ligger, at én, som er stærk og har ressourcer, tager sig af én, der står i en svag position. Omsorgen består i at hjælpe det svage og truede liv frem. Alle mennesker har i perioder brug for omsorg fra andre bl.a. når de er syge eller ramt af sorg. Men omsorgen kan være farlig, hvis den ikke ser det som sin fornemste opgave at overflødiggøre sig selv. Den gode omsorg vil altid sætte den anden fri til at klare sig selv, hvis det er muligt. Uhelbredelige sygdomme fordrer omsorg på livstid, men det normale må være, at vi hjælper hinanden en tid, hvorefter den anden kan klare sig selv. Den gode omsorg frigør den anden. Det forholder sig anderledes med den omklamrende omsorg, hvor man fastholder den anden i et aldrig afsluttet afhængighedsforhold, som ikke sætter fri, men tværtimod gør den pågældende endnu mere afhængig af en. Den omklamrende omsorg kendes på, at den kræver gengæld i form af taknemlighed eller andre ydelser. Selv om vi skal hjælpe hinanden, kan og skal vi ikke tage hinandens beslutninger og gennemleve hinandens kriser. Men i mange af livets situationer kan vi være jordemødre for hinanden. Vi kan med vores professionelle viden og faglige kunnen og/eller kærlighed, interesse og forståelse støtte og hjælpe hinanden til at gennemleve en krise, hjælpe med at forløse en smerte, en idé, en erkendelse. Når vi finder ud af leve med hinanden og ikke (kun) for hinanden, er der måske håb om, at vi kan holde op med at forvente, at andre skal leve vores liv for os. Omsorg og behandling I nutidigt socialt arbejde er omsorgen oftest forbundet med behandling. Fra samfundets side ligger der en naturlig forventning om at få noget for pengene. Omsorgsarbejdet bliver resultatorienteret (jf. målrationaliteten). Men det kan få uheldige konsekvenser ikke mindst i forbindelse med sorgarbejde. Kravet om resultater betyder, at samfundet vil have os tilbage til det normale. Imidlertid er sorgen ikke bare et problem, der skal løses ( behandles ), men også en byrde, der skal bæres (omsorg og pleje). Inden for sygeplejen er der i de sidste årtier sket en udvikling, så man i stigende grad er gået fra behandling til pleje, fra produktion af sundhed til sansning af den syge, fra udeltagende observation til skæbnefællesskab. Samtidig hermed er der blevet større fokus på begrebet åndelig omsorg. Åndelig omsorg er at møde mennesker i deres eksistens, i dyb nød eller i glæden (Overgaard 2003, 15). Spørgsmålet om omsorg og/eller behandling er også noget, der til stadighed optager de diakonale organisationer. Fælles for dem alle er understregningen af, at hvert enkelt menneske er skabt i Guds billede, og som sådan har det en umistelig værdi, der må respekteres. Men hvordan kan det bedst udmøntes i det konkrete arbejde? Skal man først og fremmest yde omsorg, eller skal man også - foruden omsorgen pege på eller ligefrem fremhæve muligheden for behandling? Det spørgsmål besvares forskelligt af organisationerne, og det hænger til dels sammen med forskellige diakonisyn (Nissen 2008, ). Side 6 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

7 Den første mulighed er at lægge afgørende vægt på omsorgsaspektet. Som eksempel kan henvises til Kirkens Korshærs arbejde, der udtrykker det, man kalde for den accepterende diakoni. I store annoncer hedder det bl.a.: Det vanskeligste er: ikke at komme med gode forslag, ikke at ville motivere til behandling eller ændret livsførelse, ikke at tilbyde hjælp til at ordne forholdene på socialkontoret, men at acceptere den måde, han har valgt at leve sit liv på. I annoncen pointeres betydningen af omsorg, varme og nærhed (jf. hæftet af samme navn). Endvidere hedder det: Livskvalitet er ikke en fast størrelse, som man kan måle det enkelte menneske med, livskvalitet opleves og besluttes af hvert enkelt menneske, eller som Bjarne Lenau Henriksen har sagt det (1992, 145): Mennesket er sit eget livs livskvalitetsekspert. Dermed afvises ikke behandling, men behandling kommer først på tale, hvis der spørges efter hjælp til at komme i behandling. Den anden mulighed understreger i højere grad betydningen af behandling og forandring. Dermed er ikke sagt, at omsorgsaspektet er uden betydning tværtimod tillægges det stor vægt. Spørgsmålet er imidlertid, om den diakonale organisation først og fremmest skal etablere væresteder (varmestuer, sociale cafeer etc.), eller om den skal gå videre og etablere gøre-steder. Ofte vil behandlingen have form af en terapeutisk orienterede arbejdsmetode. Lederen af Kofoeds Skole, Jens Aage Bjørkøe, gør gældende, at der findes en tredje vej mellem omsorg og behandling, nemlig en pædagogisk metode, som bygger på kravet om aktivitet og hjælp til selvhjælp. Mens den tilbudsorienterede institution (jf. første mulighed) har sin styrke i at kunne modtage enhver uden nogen form for betingelser, og derfor især henvender sig til mennesker, der ganske mangler motivation og er langtvarigt eller kronisk belastede, har den kravorienterede institution sin styrke i den pædagogiske udfordring, som møder det enkelte menneske med forventning og respekt, der i sig selv indeholder en udviklings- og vækstdimension. Det er afgørende, at kravniveauet er nøje tilpasset til den enkeltes muligheder og ressourcer (Bjørkøe 2008, 358). Iflg. denne opfattelse er de omsorgsprægede opgaver ikke uden betydning, men Kofoeds Skole vil noget mere, og dette mere ligger i selve begrebet skole. Det betyder, at de, som kommer her, hverken er brugere, klienter eller patienter, men elever. Udover at være et behandlings- og værested er skolen også og først og fremmest - et lærested. Den er et sted, der giver mulighed for at lære både gennem håndens og åndens arbejde (Bjørkøe 1991, 22-23). Kernen og hemmeligheden i socialt arbejde er den menneskelige faktor. Alle har ressourcer, og vejen går fra hjertet (Bjørkøe 2008). Menigheden som omsorgsfællesskab Spørgsmålet om omsorg eller behandling er også et dilemma for menigheden som sådan. I det diakonale arbejde på det lokale menighedsplan er der brug for både væresteder og og gøre-steder (dvs. fællesskaber, hvor mennesker gør noget sammen). Derimod ville det være problematisk, hvis den kristne menighed blev opfattet som en slags behandlersamfund. I menigheden drejer det sig ikke om at be-handle andre, heller ikke om at handle for andre, men snarere om at handle sammen med andre (Nissen 2008, ). Menighedens fællesskab må være både væredygtigt og bæredygtigt - svarende til den karakteristik, lederen af Kristeligt Studenter Settlement, Johannes Bertelsen, giver af det frivillige sociale arbejde. Hovedopgaven er her at skabe fællesskaber, som både er væredygtige og bæredygtige. Væredygtighed vil sige, at man som person indgår i nogle sociale, produktive eller åndelige sammenhænge, som gør, at man kan give sig selv betydning og mening dér, hvor man nu er placeret. Bæredygtighed vil sige, at man personlig er med til at gå ind og tage an- Side 7 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

8 svaret for udviklingen af fællesskabet og af det fremtidige samfund. (Gengivet efter Clausen 1998, 183). Kirken må med andre ord undgå at dele sine medlemmer op i behandlere og patienter/klienter. Kirken bør snarere opfattes som en patient, der selv har brug for hjælp og helbredelse; et sted, hvor alle medlemmer har behov for hjælp. Alle behøver hjælp, og alle er i stand til at hjælpe (Bach 2006). Dette synspunkt er fremført af Ulrich Bach, præst og diakoniforsker, der selv på egen krop har oplevet, hvad det vil sige at have behov for hjælp, da han er fysisk handicappet og derfor kørestolsbruger. Tilsvarende understreger Jürgen Moltmann, at der dybest set ikke er nogen forskel mellem raske og syge, mellem sunde og handicappede. For ethvert menneskeliv er begrænset, sårbart og svagt. Når vi bliver født, har vi brug for hjælp, og når vi dør, er vi hjælpeløse. Så strengt taget gives der ikke noget liv, som ikke er handicappet. Det er kun de dygtiges og dueliges sundhedsideal, der klassificerer en del af menneskeheden som handicappet (Moltmann 1984, 59). Mange vil givetvis anføre, at det, der ideelt set gælder menigheden at den aldrig kan være et behandlersamfund, et terapeutisk fællesskab ikke lader sig gennemføre fuldt ud i forbindelse med diakonale institutioner. Uanset hvor energisk man bekæmper behandler-ideologien, vil der altid være et vist mål af behandling til stede. Det er rigtigt, men institutionens mål må hele tiden være at gøre arbejdet så personligt som muligt, således at det er institutionen, der tjener personen, og ikke personen, der blot skal tilpasse sig institutionen (Turre 1991, 76). Afdække lindre - forandre Det diakonale arbejde sigter ikke kun mod en forandring af det enkelte menneske, men også mod en forandring af livsvilkårene og det omgivne samfund. Visionen må være, at mennesker erfarer respekt, retfærdighed og omsorg. Med inspiration fra Kirkens Bymisjon i Oslo kan man sige, at diakonien har en tredobbelt opgave, som kan sammenfattes i ordene: afdække, lindre og forandre. Opgaven er både at afdække nødens årsager, lindre smerte og arbejde for en bedre og mere retfærdig hverdag i (storby)samfundet. Mennesker længes, drømmer og håber på nærvær og et sted at høre til. Gud har skabt mennesket med mulighed for oprejsning og nyt liv, uanset hvad det har oplevet af lidelse, fornedrelse og ondskab. Diakonien må være et sted, hvor længslen, drømmen og håbet får næring i åbenhed mod Gud og gennem fællesskabet mellem mennesker. Litteratur Bach, U. Die diakonische Kirche als Freiraum für uns alle, V. Hermann & M. Horstmann (hrsg.), Studienbuch Diakonik, Bd 1: Biblische, historische und theologische Zugänge zur Diakonik, Neukirchen 2006, Bjørkøe, J. Aa. En plads til os alle, København Bjørkøe, J. Aa. Vejen fra hjertet, København Clausen, E. Ildsjæle: et forsvar for de frivillige hjælpere og en kritik af Statens greb om folkelighed, København Ekstrand, T. Diakoniens rationalitet, T. Ekstrand (red.), Diakoni och samhälle, Uppsala 2001, Foss, Ø. Omsorgsetikk. Søkelys på omsorgens motivasjon, Oslo Lenau Henriksen, B. Livskvalitet, København Moltmann, J. Diakonie im Horizont des Reiches Gottes, Neukirchen Nissen, J. Diakoni og menneskesyn, København Side 8 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

9 Omsorg, varme og nærhed. Hæfte udgivet af Kirkens Korshær (uden år). Overgaard, A. E. Åndelig omsorg en lærebog. Kari Martinsen, Katie Eriksson og Joyce Travelbee i nyt lys, København Wærness (red.), Bliver omsorgen borte? Eldreomsorgens hverdag i den senmoderne velferdsstaten, Oslo 1999, Sløk, C. & A. la Cour, Modets nærvær. Diakonale organisationers særlige omsorgsprofil på det nye marked for velfærd, Social Kritik 99 (2005), Turre, R. Diakonik. Grundlegung und Gestaltung der Diakonie, Neukirchen-Vluyn Vetlesen, A. J. Omsorg mellom avhengighet og autonomi, K.W. Ruyter & A.J. Vetlesen (red), Omsorgens tvetydighet egenart, historie og praksis, Oslo 2001, Wærness, K. Omsorg, omsorgsarbeid og omsorgsrasjonalitet refleksjoner over en sosialpolitisk diskurs, K. Thorsen og K. Lektor Johannes Nissen, fotograferet i forbindelse med en konference i Oslo i Diakonifaglig supervision Af Lisbeth Andreassen, psykoterapeut, supervisor og underviser, Diakonhøjskolen i Århus Denne artikel omhandler den særlige mulighed som nyuddannede diakoner får tilbudt ved endt uddannelse på Diakonhøjskolen; diakonifaglig supervision. Artiklen vil redegøre for, hvad diakonifaglig supervision er, og hvordan den anvendes i praksis. Supervision Supervision som i Gyldendals røde ordbog oversættes til opsyn, kontrol, tilsyn kom til Danmark i 1950 erne fra USA. I mange år var socialrådgiverne en af de eneste faggrupper her i landet, der brugte supervision. Siden da har andre faggrupper inden for sundhedsområdet som sosu-assistenter, terapeuter, pædagoger og psykologer taget metoden til sig. Supervision er en faglig metode til integration af faglighed og personlighed. Arbejdet indenfor sundhedsområdet som pædagog, sosu-assistent, terapeut el. lign. baserer sig på en evne til at anvende faglige forudsætninger i et konstruktivt samspil med personlige egenskaber. Vanskeligheder ved at udføre arbejdet vil kunne afspejle faglige såvel som personlige begrænsninger hos Side 9 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

10 fagpersonen. (Bang, 2006)Supervision hjælper med at håndtere de mangfoldige problemstillinger, der er i arbejdet med mennesker. At adskille problemstillingerne i den faglige og den personlige del at kunne tage ejerskab på egen andel af problemer i arbejdet. Det være sig i forhold til relationer eller svære temaer som opstår i arbejdet. Formålet med supervision er at skabe et forum, hvor egne begrænsninger kan erkendes og bearbejdes, med sigte på dels et mere kvalificeret arbejde, dels en øget personlig trivsel i arbejdet. Supervision handler om det professionelle liv og ikke privatlivet. Det faglige og det personlige hænger naturligvis sammen, men supervision er ikke terapi, og derfor er det vigtigt, at problemstillingen tager sit udgangspunkt i det professionelle virke og ikke i privatlivet (Bang 2006). Det stiller krav at gå i supervision. Som supervisand skal man acceptere, at man har brug for hjælp, og at det ikke kun er i paniksituationer men også i almindelige dagligdags situtioner man kan have brug for hjælp. Det kan være hjælp til at lære at handle anderledes i en given situation, eller at man accepterer, at der er situationer og relationer, man ikke har styr på. Det kræver villighed til at lade sig kigge efter i kortene, dvs villighed til at vende blikket indad og vise sin sårbarhed, personlige og faglige usikkerhed. Der findes forskellige retninger indenfor supervision. Den supervision, der bliver beskrevet her, er den procesorienterede supervision som bygger på en eksistentialistisk og fænomenologisk tilgang. Fænomenologisk betyder, at man konstaterer, hvad der er, uden at lade sig forstyrre af, hvad der burde være. Og eksistentialistisk betyder, at man forholder sig til det, der er, dvs vælger, hvad man vil gøre med det og med sig selv i sammenhæng med det, i stedet for at ignorere virkeligheden eller håbe på at en anden kommer og vælger for én. (Falk 2006, s 20). Diakonifaglig supervision Idéen om diakonifaglig supervision udsprang af, at lærer Aage Salling Poulsen blev opmærksom på, at de studerende, når de var i praktik havde behov for supervision, som ofte lå ud over den supervision, de kunne få på praktikstedet. Det særlige diakoni-faglige aspekt, de åndelige og eksistentielle temaer som de studerende stod overfor i praktikkerne manglede de at kunne få vendt i supervision. Derfor udviklede Aage i samarbejde med diakon Britta Karlsen konceptet med diakonifaglig supervision. Siden har der været flere supervisionsgrupper hvert år. De sidste tre år har jeg haft ansvaret som supervisor for grupperne og har i de år haft 9 grupper med 3-10 deltagere i hver gruppe. Tilbuddet gælder nyuddannede pædagog/diakoner og sosu-assistenter/diakoner. Da deres fagområder er meget forskellige, fungerer grupperne som adskilte grupper. Diakonifaglig supervision tager sit udgangspunkt i ovennævnte beskrivelse af supervision. Og dertil kommer, at det i diakonifaglig supervision kan forventes, at supervisor har et kristent menneskesyn som fundament og er i stand til at analysere og hjælpe i forhold til de åndelige og eksistentielle temaer, som måtte opstå. Det er ikke på nogen måde en forventning, at supervisanderne skal bringe bestemte temaer i spil, men eftersom supervisanderne også er uddannede diakoner, er erfaringen, at der kan være behov for at kunne få supervision på netop diakonifaglige-personlige aspekter. Formålet med diakonifaglig supervision er, som i enhver anden supervision, at skabe et forum, hvor egne begrænsninger kan erkendes og bearbejdes, med sigte på dels et mere kvalificeret arbejde, dels en øget personlig trivsel i arbejdet. At hjælpe supervisanden til at blive den, han eller hun allerede er (Falk 2006, s 21). Dertil kommer det formål at kunne udvikle, integrere Side 10 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

11 og bevare den diakonifaglige kompetence. Eftersom en del diakoner er alene på deres fagområde på arbejdspladsen, har det vist sig, at det ofte er vigtigt at få bragt den diakonifaglige identitet på banen. At føle man står alene med en diakoni-faglighed, og endda en faglighed som kan være svær for andre i en personalegruppe at forholde sig til, kan skabe usikkerhed og frygt. Processen Det er vigtigt at understrege, at i supervision er det supervisanderne, der sætter dagsordenen. Det er supervisanderne, der kommer med problemstillingerne. Supervisor er ikke underviser og har ikke ansvaret for at temaer bliver bragt i spil. For at supervision bliver udbytterig, skal der opbygges en tillid mellem gruppemedlemmerne og mellem gruppemedlemmerne og supervisor, og det gøres bla ved, at alle bidrager til gruppen. Ingen kan tilmelde sig og gennemføre et helt supervisionsforløb over otte gange eller flere, uden at sætte sig i supervisandens stol. Det skaber en utryghed og ubalance, hvis det er de samme mennesker, der hver gang melder pas. Det kan give en fantasi om, at de jo nok er klogere end mig, siden de aldrig har behov for supervision eller andre fantasier, som ikke gavner for opretholdelse af gensidig tillid og tryghed. Ligeledes understreges det, at alle har tavshedspligt. Kun den, der har været supervisand må tale med andre om sin egen supervision efterfølgende. Hver supervisionsgang starter med en runde, hvor alle får taletid til at sige, hvad der fylder lige nu. Det er vigtigt, at alle får en oplevelse af at komme til stede og få sagt det, som tager den enkeltes opmærksomhed lige nu, for derpå at kunne vende sin opmærksom de næste 3 timer mod supervisionen. Som gruppemedlem er det også vigtig at høre, hvordan de andre gruppemedlemmer har det. Selve supervisionen foregår primært mellem supervisor og supervisand. Supervisanden fortæller om sit problem, og forløbet styres af supervisor. Supervisors opgave er ikke at komme med løsninger, gode råd eller tage ansvar for supervisandens problem. God hjælp må være hjælp til selvhjælp, som Bent Falk beskriver det. Supervisors opgave er at undersøge supervisandens problem og forholden sig til problemet. At stille sig til rådighed for supervisandens proces og se det der er, i stedet for det, der burde være. (Falk 2006) I supervision er parallelproces en vigtig markør. Det tema som supervisanten bringer på banen bliver ofte ubevidst ført ind i supervisionen, således at en lignende dårlig relation også sker mellem supervisor og supervisand, som dermed er vigtig at få belyst og analyseret. Parallelprocessen bliver dermed illustrativt for det problem, supervisanten forsøger at få undersøgt. Supervision kan foregå individuelt og i gruppe. Jeg foretrækker grupper, da gruppens medlemmer kan få meget ud af at lytte til hinanden og ofte kan genkende egne temaer (Yalom2001). Derudover er der mange ressourcer at hente i en gruppe. (Bang & Heap 2006). Det er supervisors ansvar, hvorledes gruppen skal inddrages undervejs i den enkelte supervisands arbejde. Supervisor kan benytte sig af forskellige metoder undervejs. Én metode er at bruge gruppen som et reflekterende team, hvilket vil sige, at supervisor giver supervisanden en pause, hvor fokus ikke er direkte på supervisanden men på de øvrige i gruppen med fokus på, hvad de tænker eller oplever, når de hører supervisandes problemstilling. Det handler på ingen måde om gode råd eller løsninger, men som supervisand kan det være konstruktivt at høre andre gruppemedlemmers undren, bekræftelse og empati (Bang & Heap 2006). Side 11 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

12 Det kan være brug af rollespil til at tydeliggøre et problem, eller tuning in hvor et gruppemedlem siger højt, hvad man forestiller sig sker i den pågældende klient ud fra det, man har hørt. Altsammen for at tydeliggøre problemet og processen for supervisanten med de ressourcer, der er til rådighed i gruppen. Gruppemedlemmerne kommer fra vidt forskellige arbejdspladser og miljøer men har alle det tilfælles, at de er diakoner. For nogen betyder den identitet mere end andre, men alle har de gennemgået den samme uddannelse og læring omkring diakoni. De har et fælles grundlag, hvilket er en stor ressource og styrke i supervisionssammenhæng. De har en fælles forståelse af mange begreber og stor interesse i at få integreret deres diakonale identitet i deres arbejde. Erfaringen fra supervisionsgrupperne viser bla, at mange diakoner oplever det sværere end forventet at bringe deres diakonifaglighed ind på arbejdspladsen, hvilket skaber frustration og usikkerhed. Det er ikke nogen selvfølge, at det er nemmere at være diakon på en diakonal arbejdsplads end på en almindelig kommunal arbejdsplads, som mange ellers kunne have haft en forventning om, da de søgte jobbet. At føle sig anderledes i kraft af den diakonale identitet er ofte et tema i supervisionsforløbene. Specielt når man føler, at man ikke bliver accepteret i sin anderledeshed. Og det er bla den diakonifaglige supervisions styrke, at dér er de alle lige, alle medlemmer er diakoner med en fælles forståelse og fælles faglig baggrund. Som noget nyt tilbyder Diakonhøjskolen nu diakonifaglig supervision til institutioner og organisationer. Det er et ønske, at den diakonifaglige supervision kan folde sig endnu mere ud og også blive et tilbud til andre med interesse i diakoni og pædagogik. Det være sig kommunale eller diakonale organisationer, hvor faglige forudsætninger og personlighed skal gå hånd i hånd, og hvor der er et ønske om en større integration af disse. For mere information, kontakt Diakonhøjskolen. Bang, Susanne (2006): Rørt, ramt og rystet, Socialpædagogisk bibliotek Bang, Susanne & Ken Heap (2006): Skjulte ressourcer, Socialpædagogisk bibliotek Falk, Bent (2006):I virkeligheden, Anis Yalom, Irvin (2001): Eksistentiel psykoterapi Psykoterapeut, supervisor, underviser Lisbeth Andreassen Supervision er et stærkt og vigtigt redskab. Diakonifaglig supervision har skabt sin egen identitet og særpræg, da det er en supervisionsform, hvor ikke kun psykologiske men også åndelige temaer kan bearbejdes og integreres. Side 12 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

13 Diakoni og bæredygtighed og socialdiakonens professionalitet Af Ullrich Zeitler, uddannelsesleder, Diakonhøjskolen i Århus Indledning En ikke ubetydelig del af det socialpædagogiske arbejde foregår indenfor de diakonale organisationer og institutioner. Blå Kors, KFUM s Sociale Arbejde, Kirkens Korshær, Jysk Børneforsorg mm. Det er organisationer, der føler sig forbundet med Folkekirken og arbejder ud fra et folkekirkeligt grundlag. De deler en række diakonale værdier, som først og fremmest handler om bibelsk inspireret menneskesyn og etik samt spiritualitet. Hvordan disse diakonale værdier kan spille en rolle i det socialpædagogiske arbejde, skal jeg vende tilbage til. De socialpædagogiske medarbejdere i ovennævnte diakonale arbejdsfelter er både frivillige og professionelle. Blandt de professionelle er almindelige socialpædagoger, og der er diakoner. Typisk vil det være socialdiakoner, der er ansat, og ikke menighedsdiakoner. Vi uddanner kun ganske få menighedsdiakoner i Danmark, altså diakoner, der udfører sognemedhjælperfunktioner i Folkekirken. I dette indlæg vil jeg fokusere på socialdiakonerne, dvs. socialpædagoger, der sideløbende eller efterfølgende også har fået en diakonuddannelse. Diakonuddannelsen dækker over en række teologiske fag, herunder sjælesorg, religionspædagogik, kirkehistorie, bibelkundskab mm. Socialdiakonerne har normalt gennemgået en uddannelse, der integrerer det teologiske med det pædagogiske. Det vil sige, der er ikke tale om to, men én uddannelse. Problemstillingen i det følgende er tosidet: 1. Hvad er det, der kendetegner socialdiakonens socialpædagogiske handlingskompetence? 2. Hvordan bidrager bæredygtighedsbegrebet til præciseringen af socialdiakonens opgavefelt og professionelle kompetenceprofil? Kilderne til min undersøgelse er først og fremmest tyske studier indenfor diakonal professionalitet og internationale studier i bæredygtighed. Undersøgelser vedr. diakonal professionalitet Det diakonale arbejde og den diakonale selvforståelse har skiftet karakter i det senmoderne samfund. Det kan bl.a. føres tilbage til religionens de-institutionalisering og individualisering, der har medført en usikkerhed omkring det kirkelige-diakonale handlingsfelt. Kirken har trukket sig ud af det diakonale arbejde. Dens rolle reduceres til organisation, forvaltningsapparat, ejer af fast ejendom og i højere grad i Tyskland end herhjemme politisk aktør. Diakonien har mere eller mindre selvstændiggjort sig. Denne gang mest udbredt i Danmark, hvor de diakonale organisationer er formelt uafhængige af Folkekirken og hvor Kirken stort set ikke varetager diakonale opgaver mere. Det diakonale arbejde er blevet mere og mere professionaliseret. Professionaliseringen har slået igennem hos alle europæiske diakonale organisationer. Rainer Merz taler om et paradigmeskift fra omsorg til tjenesteydelser, fra sindelag til faglighed, fra dydsbeskrivelser (ydmyghed, offervillighed, punktlighed, loyalitet mm.) til funktionsbeskrivelser (faglighed, driftsøko- Side 13 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

14 nomi, velfærdspolitik). (Merz 2007, s.23, 27, 47) Selvom der stadig huserer idealistiske diakoniske imperativer - Handle således, at du i dit ansvarsområde med indsats af alle ressourcer altid starter hos den svageste, hos hvem det betaler sig mindst, for her har diakonien sit proprium så har systemtænkningen for længst afløst den kristne diakoni. (Dörner 1999, 27) Denne udvikling har udvisket forskellen mellem en seminarieuddannet socialpædagog og en socialdiakon og samtidig rejst spørgsmålet: Hvad er det, der kendetegner socialdiakonen særlige faglighed og professionalitet? Spørgsmålet kan opdeles i tre (jævnfør Merz 2007, s.53ff.): A. Hvad er forholdet mellem frivilligt diakonalt arbejde og professionelt diakonalt arbejde? Hvad er forskellen mellem hverdagsviden og professionel viden? Kræver evangeliet en særlig professionel kompetence, når det gælder om at hjælpe andre mennesker? (Ibid, s.53-54) Svaret er: Professionel handlen adskiller sig fra hverdagshandlen ved at være analyserende, sammenlignende og klassificerende. (Ibid., s.89) B. Hvad er forholdet mellem sækulær professionel hjælp og kristen professionel hjælp? Den tilsyneladende afgørende forskel er, at hjælpen kan være forskelligt motiveret, ikke at den ene hjælp er bedre end den anden. (Ibid., s.61) Den diakonale medarbejder skal være i stand til at informere om bevæggrundene for sin handlen, i stand til at beskrive, hvordan den kristne forkyndelse kan udmønte sig samfundsmæssigt (Ibid.,s.62) Reinhard Turre citeres for, at henvendelsen til ens medmenneske har for den kristne sin grund i Guds henvendelse til mennesket. Guds humanitet er forudsætningen for den kristne handling. (Ibid., s.63) C. Hvad er forholdet mellem den professionelle hjælp kristne kan yde, og den hjælp diakoner kan yde? Diakoner har den særlige forpligtelse at fastholde kirkerne i at videreføre det diakonale arbejde. Jvfr. arbejdsdelingen mellem forkyndelse og diakoni. (Ibid., s.65) Diakoner må gøre sig bevidst, hvilke særlige kompetencer de har. De særlige kompetencer falder indenfor tre områder: 1) Jura: administration og retspleje (hjælp og kontrol), 2) Hermeneutik: rådgivning, dannelse og terapi (pædagogik/psykologi/kommunikation), 3) Religion: det kirkelige-teologiske område. Den særlige diakonale kompetence ligger i at håndtere alle tre områder, hvilket kaldes diakonisk kongrueren. (Ibid., s.71) Ud over denne diakoniske kongrueren må vi kigge lidt nærmere på et af områderne, nemlig det kirkelige-teologiske, eller vi kan også kalde det det diakonale område. Hvad ligger der særligt i dette? Ud over menneskesyn og etik, som ikke væsentligt adskiller sig fra det humanistiske menneskesyn og den etik, der er rådende i det moderne og senmoderne samfund, er der spiritualitetstemaet tilbage. Og det er netop spiritualitetstemaet, der er afgørende for den kristne bæredygtighedsdiskussion. Bæredygtighed og diakoni Bæredygtighed er ikke noget nyt koncept for diakonien. Eksempelvis har den Evangeliske Kirke i Tyskland udfordret Brundtlandt-definitionen af bæredygtighed og taler om en ansvarlighed overfor skaberværket, der anfægter en begrænsning til økologisk, social og økonomisk bæredygtighed. Det samme gør økoteologien. (Kristiansen 1993) I enkelte modeller inkluderes spiritualitet, som en ekstra dimension, i bæredygtighedstænkningen. Derudover finder jeg det nødvendigt at synliggøre et regule- Side 14 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

15 ringsperspektiv, der tager højde for politiske, retlige og administrative rammebetingelser for bæredygtig handlen. (Se fig.1.) Det problematiske ved denne model er inklusionen af spiritualitetsdimensionen. At redegøre for spiritualitetsdimension i bæredygtighedssammenhængen er samtidig at redegøre for de specifikke diakonale kompetencer, der kendertegner socialdiakonen. Det betyder ikke, at socialdiakonen nødvendigvis handler bæredygtig. Det vil først være tilfældet, hvor han eller hun også iagttager de øvrige dimensioner i bæredygtighedskonceptet. RESSOURCER økologi,økonomi REGULERING jura,politik,administration SPIRITUALITET Fig.1: Bæredygtighedsmodel ADFÆRD social /miljøetik I nylige studier om diakoni er spiritualitetskonceptet blevet re-lanceret som et centralt begreb, der dækker de imaterielle aspekter af livet eller, med andre ord, meningen med livet. Spiritualitet er en fællesnævner for vores eksistentielle relationer til det transcendente, i enhver tænkelig betydning af det transcendente. (Götzelmann 2008, s.213) Dermed er spiritualitet et begreb, der er uafhængig af specifikke kulturelle og religiøse kontekster og aspirerer til at være et globalt anvendeligt begreb i overensstemmelse med bæredygtighedsbegrebets amibitioner. Götzelmann betragter spiritualitet som en antropologisk konstant (ibid., s.218), et grundlæggende menneskeligt vilkår. Mennesket er et spirituelt begavet og søgende væsen. Men hvor og hvordan kommer spiritualitet til udtryk? Her er det i litteraturen blevet peget på afbrydelsen, som den centrale indgang til det spirituelle. Ifølge Fritz Lienhard kommer spiritualitet til syne i øjeblikke eller perioder af afbrydelse. (Lienhard 2008) Afbrydelser tvinger os til overvejelser. At tænke og leve på ny er den mulighed der gives af afbrydelser. Spiritualitet er hverdagslivet, som er reflekteret i afbrydelsen, genovervejet og levet på ny. En afbrydelse kan være lige fra en pause, en udsættelse, et pusterum, en eksistentiel krise foranlediget af dødsfald, separation eller sygdom. En radikal form for afbrydelse og nybegyndelse er inkarnationen, Jesus Kristus død, genopstandelse og frelserakt. Det sidste er naturligvis en særlig kristen dimension af spiritualitet, som langt fra alle vil anerkende som gældende indbrud i vores hverdag. Når vi taler om diakoner, er det en uomstridt forudsætning, at disse mennesker arbejder ud fra en særlig forståelse af verdenen, som bl.a. har til forudsætning, at verden har forandret sig med Jesus Kristus frelserhandling. Kærligheden i Gud frisætter kræfter og sætter den enkelte i stand til at handle ud fra menneskekærlighed. En menneskekærlighed, der ikke distingverer mellem troende og ikke-troende. Spiritualitet ses som en bevægende og transformerende kraft. Denne kraft kan udvikles i løbet af uddannelsen. Det antages, at det er muligt at udvikle diakonens spirituelle kompetence. Side 15 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

16 Litteraturen, der handler om spirituel kompetence, kommer omkring en række eksempler. Disse eksempler kan grupperes i to typer: Aktive kompetencer og passive kompetencer. Blandt de aktive kompetencer er evnen til at handle i truende situationer, evnen til at orientere sig og handle i religiøse sammenhænge, evnen til at stille spørgsmål og bryde ind hvor det er uventet, evnen til at hjælpe andre til at se sig selv som hele mennesker. Blandt de passive kompetencer er tålmodighed, langsommelighed, ro, sensitivitet, venten, Gelassenheit, ærefrygt og ydmyghed, at afstå fra magt og beherskelse, at have tillid til Guds ånd og vores egen mangelfuldhed. Både indsigten i hvad vi har i vor magt, og hvad vi ikke har i vor magt kan være befordrende for de spirituelle sider af vores tilværelse og give mening til tilværelsen. Spiritualitet er formålsløs i betydningen, at den ikke kan gøres til genstand for strategiske overvejelser. (Götzelmann 2008, s.225) Det gælder også kontemplation, søvn, humor og spontanitet. De kan ikke fremtvinges eller villes, de viser sig kun, hvor de ikke intenderes. (Martin & Drees 1999, s.11) I K.E. Løgstrups ånd er det at forsøge på, at få kontrol over de mellemmenneskelige relationer et håbløst foretagende. Det kan kun føre til en ødelæggelse af vores humanitet. Derfor er den ydmyge respekt for skaberværket mere succesfuld end forsøget på at beherske naturen. (Zeitler 1995) En bæredygtig etik handler om, i lyset af vores afmagt og endelighed, at lade forsigtighedsprincippet råde. Men dermed er kun de passive kompetencer tilgodeset. De aktive kompetencer indikerer, at vi kan udvikle evnen til at se muligheder og lejligheder til at ændre ens opfattelse af livet fra håbløsheden til håb, fra meningsløsheden til mening, fra truende situationer til fortrøstningsfulde situationer. En person med spirituelle kompetencer er en person, der har et øje for ting, forhold og løsninger, som andre måske ikke har; ikke fordi de har en særlig mystisk magt, men fordi de evner at sætte ting i sammenhæng, der normalt ikke er tænkt på. En diakon har den mulighed at sætte situationer og begivenheder, ting og relationer ind i et teocentrisk perspektiv, der gør det muligt at se nye muligheder for alt og alle. Han eller hun har netop den mulighed at vende situationer fra håbløsheden til håb, fra meningsløsheden til mening, fra truende situationer til fortrøstningsfulde situationer takket være den særlige verdensforståelse og motivation, der ligger til grunde for diakonens handlen. Fornylig udgav UVM en strategi for bæredygtig udvikling på uddannelsesområdet. Hæftet hedder: Uddannelse for bæredygtig udvikling. Her tages der udgangspunk i UNESCOs tolkning af uddannelse for bæredygtig udvikling, som indebærer, at uddannelser og læringsmiljøer skal øge befolkningens kompetencer og færdigheder, således at beslutninger træffes på baggrund af viden og overvejelser vedrørende: Forholdet mellem nuværende og kommende generationers behov Forholdet mellem bevaring og forandring Forholdet mellem rige og fattige Forholdet mellem lokale interesser og globale hensyn. (UVM 2008) Dette er en strategi, der ikke specielt italesætter spiritualitet. Men den åbner op for, at der skal fokuseres på udvikling af kompetencer i at reflektere over de aktuelle udfordringer, vi står overfor. Den diakonale tankegang retter sin opmærksomhed mod de erfaringer, der gør udfordringerne nærværende for den enkelte. Begge tankegange komplementerer hinanden: Det diakonale nærvær mister let blikket for de globale perspektiver, hvilket gør det nærliggende at Side 16 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

17 kombinere begge perspektiver i en model som den i fig.1 skitserede. Spiritualitet kan betragtes som en komplementær dimension i bæredygtighedsmodellen og udgør den eksistentielle, interpretative ramme af de øvrige dimensioner: Regulering, ressourcer og adfærd. Litteratur Dörner, Klaus (1999), Ökonomisierung des Sozialen. Nachgeben oder Standhalten. I: Institut für Diakoniewissenschaft (ed.): Diakonie quo vadis? Mühlheim. Martin, Albert & Drees, Volker (1999): Vertrackte Beziehungen. Die versteckte Logik des sozialen Verhaltens. WB, Darmstadt. Merz, Rainer (2007): Diakonische Professionalität.Winter, Heidelberg. Undervisningsministeriet (2008): Uddannelse for bæredygtig udvikling. Zeitler, Ullrich (1995), Etik og regulering i lyset af Løgstrups metafysik. Philosophia 24 (1995), bd.1-2. Götzelmann, Arnd (2008), Auf der Suche nach Religion. Spirituelle Bedarfe diakonischer Bildung. I: Eurich, Johannes et al., red.: Diakonie und Bildung. Kohlhammer, Stuttgart., ss Hofmann, Beate & Schibilsky, Michael (red.) (2001): Spiritualität in der Diakonie. Kohlhammer. Kristiansen, Roald E. (1993): Økoteologi. Anis, Frederiksberg. Lienhard, Fritz (2008), Ausbildung für eine diakonische Spiritualität in Frankreich. I: Eurich, Johannes et al., red.: Diakonie und Bildung. Kohlhammer, Stuttgart., ss Uddannelsesleder, ph.d. Ullrich Zeitler Empowermentpædagogik Resumé af Prof. Heinz Schmidts foredrag ved åbningen af Videncenter for Diakoni og Pædagogik Empowerment-tænkningen har vundet indpas i det sociale arbejde. Professor Heinz Schmidt præciserer i sit foredrag de vigtigste elementer i empowerment-begrebet i en uddannelsesmæssig sammenhæng. Ser vi på den evangeliske kirke i Tyskland, så er den ifølge Schmidt karakteriseret ved, at den i mange år har haft mere fokus på eksistentiel orientering, etisk dømmekraft og motivation end på social handling. Anderledes handlings- og social orienteret er derimod uddannelsen på diakonskolerne. Her er der opmærksomhed på diakonalsocial dannelse, vidensformidling og kritisk refleksion, som bl.a. handler om social tryghed, social retfærdighed og chancelig- Side 17 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

18 hed i den professionelle verden. Det giver plads til empowerment-begrebet. på lige fod. Stikord: Demokrati, solidaritet, social tryghed. Det sociale hjælpearbejde skal ikke kun afhjælpe akut nød og fastholde den enkelte dér, hvor han eller hun befinder sig. Hjælpearbejde skal have fokus på udvikling af ressourcer og kompetencer. Schmidt gør opmærksom på, at det diakonale arbejde kun er meningsfuldt dér, når det ikke skaber nye afhængigheder, men under de givne betingelser sætter den enkelte i stand til selvstændig livsførelse. Empowerment-tænkningen skal i det diakonale arbejde tage udgangspunkt i den kristne mennekseopfattelse. Ingen dannelse uden menneskeopfattelse. Mennesket ses, ifølge Schmidt, som skabt af Gud og i Guds billede (hvormed mennesket påtager sig et ansvar for skaberværket), kaldet til frihed (hvormed mennesket kan udfolde sig som medskaber og til stadighed kan forløses gennem tilgivelsen) og værende i relationer (til Gud, medmennesker og den ikkemenneskelige natur). Det frie, ansvarlige og relationelle menneske er det menneskeideal, som ifølge Schmidt er grundlæggende for det diakonale arbejde. Personlighedsdannelse må tage udgangspunkt i dette og have fokus på, hvad der sætter os i stand til at varetage og forvalte det ansvar og den frihed, der er os givet. Heraf udspringer så empowermentpædagogikken. Empowermentpædagogikken er en pædagogik, som sætter en i stand til ligelig deltagelse, som sætter ind tidligt, som tager udgangspunkt i den aktuelle situation og er fremtidsrettet bæredygtig. Med tidlig indsats menes aldersadækvat stimulation, med særlig fokus på betydningen af en tidlig indsats for dannelsen af personligheden, samt forældredannelse. Med nutidsrelation menes, at mennesker mødes dér, hvor de er og i deres livssituation. Med bæredygtighed menes ansvarlighed, åbenhed og deltagelse, dvs. at muliggøre at alle mennesker får dannelse, at tilegne sig viden og værdier, adfærd og livsstile, som er nødvendige for en leveværdig fremtid og en positiv samfundsmæssig forandring, der er bæredygtig. Empowermentpædagogikken er en anerkendende pædagogik, som tager sit udgangspunkt i at fokusere på de positive muligheder og relationsevner, der er hos den enkelte til at håndtere udviklingens udfordringer. Men den forudsætter også en tillid til regler og strukturer, som både skal kunne opleves som forbindtlige, men også som foranderlige. Internalisering af værdier og normer er samfundets og pædagogikkens grundlag, idet de muliggør ansvarlighed. Heinz Schmidt: Teilhabe ermöglichen. Diakonische Bildung als Befähigungspædagogik. Med ligelig deltagelse menes en retfærdig samfundsorden, der sikrer at alle medlemmer af samfundet kan deltage i samfundet Side 18 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

19 Professor Heinz Schmidt og Professor Kari Latvus (Finland) ved et Europæisk Netværksmøde om diakoni og fattigdom på Diakonhjemmet i Oslo Løgstrup og diakonal etik Af Ullrich Zeitler, udddannelsesleder, Diakonhøjskolen i Århus I K.E. Løgstrups forfatterskab er diakonal etik stort set ikke tematiseret. Det hænger sammen med hans kritiske opgør med diakonien, som organiseret diakoni, og etikkens fundering i det almenmenneskelige. Løgstrup vil helst være diakonien foruden, forstået som en organiseret kristen hjælpetjeneste, og dermed giver det heller ikke mening at udbrede sig om grundlaget for en diakonal etik. Det hele er imidlertid et spørgsmål om diakoniopfattelse. Det er legitimt at spørge, om Løgstrups diakoniopfattelse er tidssvarende. Løgstrup mener selv, at emnet skal belyses ud fra den aktuelle situation, vi befinder os i men det er også nærliggende, at hans samtidsanalyse næppe kan overføres til vor tid. Som sagt opfatter Løgstrup diakoni som organiseret, kristent hjælpearbejde. Diakoni betyder, at kristne mennesker under en eller anden form slutter sig sammen for at hjælpe nødstedte mennesker, eller at kirken ikke blot vil forkynde Evangeliet, men også vil øve en barmhjertighedsgerning mod mennesker i nød. (Løgstrup, Forkyndelse og Diakoni, 1) Dermed understreger Løgstrup, at der ved diakoni ikke blot forstås en tjeneste af næsten i almindelighed, en barmhjertighedsgerning imod ham og hende, men en tjeneste der udgår fra en sammenslutning af kristne mennesker. (Ibid., 7) Det problem, som Løgstrup har med diakonien hænger sammen med, at den som udgangspunkt udøves af personer med en Side 19 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

20 kristen livsanskuelse, som uundgåeligt bringer deres livsanskuelse med over i det diakonale arbejde. Her overfor står så forkyndelsens ord, som netop ikke diskriminerer mellem kristne og ikke-kristne, og som ikke på nogen måde gør det at tjene den anden til en specifik kristen opgave men karakteriserer det som en nådegave. Det kristne fællesskab, som er et fællesskab omkring en livsanskuelse, er forskelligt fra fællesskabet om en nåde, der altid kommer os i forkøbet. Dette fællesskab om en nåde skelner ikke mellem kristne og ikke-kristne; er ikke ekskluderende. Af nådens karakter, som en nåde der altid kommer os i forkøbet, følger at man intet skel kan drage mellem dem der tilhører dette fællesskab og dem, der ikke gør det. (Løgstrup, Kirkens Liv, 4) Diakoni tilskrives hos Løgstrup det motiv, at ville hverve medlemmer til livsanskuelsesfællesskabet. Det er ikke nødvendigvis hensigten med diakonien at ville hverve medlemmer til det kristne fællesskab. Der er ikke tale om en missionær virksomhed. Nej, den diakonale virksomhed er mere sofistikeret. Diakonien er tjeneste uden at stille betingelser. Så, hvad er problemet? Problemet er at diakonien, der således fremstår som forbilledligt, er en virksomhed, der tilskrives mennesket og ikke Guds nåde. Det forbilledlige og ærefulde i at udføre diakonalt arbejde fører ifølge Løgstrup til, at mennesker tiltrækkes til det eksklusive fællesskab af kristne. Meningen med tjenesten er, at den skal være så iøjnefaldende uegennyttig, så frapperende ædel, at den der bliver genstand for den eller vidne til den, må ønske selv at blive så uegennyttig og tjenende, og derfor søger det miljø, hvor kraften dertil er at finde. (Ibid., 8) Diakonien, eller tjenesten mod næsten, skal ikke vokse og udbredes under vor front og vort miljøs beskyttelse netop fordi Riget er Guds og ikke vort. Tjenesten mod næsten er et folkeligt, ikke et specifikt kristent eller kirkeligt anliggende. Gør vi derimod kirkens ordning til en kirkelig front, så vi mener, at et liv i et kirkeligt miljø og en udbredelse af det er ensbetydende med et arbejde for Guds riges sag, så har vi indkapslet Guds Rige i vores kraftige gerninger og mener, at det skal udbredes under beskyttelse af den kirkens ordning, som vi har udbygget på vor egen måde som miljø og front. (Ibid., 10) Løgstrup sætter ikke spørgsmålstegn ved tjenesten mod næsten. Men han sætter spørgsmålstegn ved, om det er en eksklusiv opgave for kristne. Det falder fint i tråd med Løgstrups tanke om, at etikken er noget almenmenneskeligt, og at der ikke findes en særlig kristen etik. Men Løgstrups verdslige etik og den etiske fordring står og falder med, at livet er en gave, at vi kun eksisterer på Guds nåde. Og det har kristne måske en særlig forståelse for. Litteratur: Løgstrup, K.E. (u.å.): Forkyndelse og Diakoni. Artikelmanuskript. Løgstrup-Arkivet / Privat-Arkivet XIX Løgstrup, K.E. (u.å.): Kirkens Liv. Løgstrup- Arkivet / Privat-Arkivet XIX (Dansk version af foredrag i Schweiz.) Løgstrup-Arkivet K.E.Løgstrups forfatterskab er stort set tilgængelig i form bogudgivelser. Der er dog stadig nogle notater og manuskripter, herunder manuskripter til foredrag, der ikke er udgivet. De er til gengæld tilgængelige på Løgstrup-Arkivet. Løgstrup-Arkivet blev Side 20 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus

21 etableret midt i 1990erne på det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Det består, ud over Løgstrups bogsamling, af mikrofilm med alle Løgstrups efterladte papirer. Undtaget er dog størstedelen af hans korrespondance. gstrup Man kan orientere sig i arkivet ved at gå ind i databasen og søge efter stikord eller nøgleord. Det kan gøres på stedet eller via internettet. Har man identificeret de manuskripter man er interesseret i, kan man efterfølgende læse dokumenterne på mikrofilm og lave print. Ansvarlig for arkivet er lektor Kees van Kooten Niekerk. EURODIACONIA & DET EUROPÆSKE DIAKONALE NETVÆRK Af Ullrich Zeitler, udddannelsesleder, Diakonhøjskolen i Århus EURODIACONIA - Det Europæiske Diakoniforbund har til formål at opbygge et stærkt netværk af medlemmer, at styrke diakoniens identitet og at være nøgleaktør i opbygningen af et socialt Europa. Danske medlemmer er Dansk Diakoniråd og Kofoed Skole. De væsentligste indsatsområder er: Lobby-arbejde og samarbejde i forhold til EU's socialpolitik. Senest blev der i december 2008 afholdt et dialogmøde om socialpolitik med kommissionen, hvor der blev udvekslet gensidige standpunkter og forventninger. Iværksættelse og understøttelse af netværksgrupper, f.eks. geografiske samarbejdspartnere (Visegrad Platform, Latin Platform, Nordisk Platform) og tematiske arbejdsgrupper (Social Policy Working Group, Communication and PR Working Group, Volunteering Working Group, Diaconal Education Working Group). Diakonhøjskolen i Århus er repræsenteret i arbejdsgruppen om diakonal uddannelse. Nærmere information på hjemmesiden EURODIACONIA INNOVATION PRIZE Eurodiaconia uddeler hvert år en såkaldt Innovation Prize. Prisens formål er at skabe opmærksomhed omkring eksemplarisk diakonalt arbejde. For at komme i betragtning skal man have iværksat et udviklingsprojekt. Ved 2008-uddelingen var der indkommet 14 ansøgninger, heraf opfyldte 13 kriterierne. Det sidste projekt blev afvist, da det endnu var i planlægningsfasen. Projekterne kom fra Tyskland, Skotland, Østrig, og Tjekkiet. Vinderprojektet blev et projekt fra Side 21 Diakoniimpuls Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen i Århus