IRLAND vs. INTER-ALPHA-BANKGRUPPEN

Transkript

1 Nyhedsorientering december 2010 IRLAND vs. INTER-ALPHA-BANKGRUPPEN Ved et møde den 25. november berettede Schiller Instituttets formand Tom Gillesberg om det sammenbrud af finanssystemet, som krisen i eurozonen er et udtryk for. Det er ikke Irland og den irske befolkning, der skal reddes gennem hjælpepakkerne, men den Inter-Alpha-bankgruppe, der er kernen i det nuværende finanssystem. Derfor er den irske befolkning i oprør, og hvis Irland siger nej, kollapser korthuset. I stedet for at ofre nationerne og befolkningerne for at redde bankerotte banker skal der nye løsninger på bordet, begyndende med indførelsen af en Glass/Steagall-banklovgivning og investeringer i store projekter. Tyskland, der var udset til at finansiere hjælpepakkerne, overvejer i stedet at forlade euroen, som ville betyde en ende på projektet med at gøre EU til det nye imperium. Hele mødet kan ses og høres på Det kan godt være, at det er blevet meget køligt udenfor, men verdenssituationen er ikke nedfrosset. Den tilspidses på rigtig mange områder på en gang. De, der endnu ikke er blevet totalt emotionelt afstumpede, og som derfor har medfølelse overfor de reportager, de ser ude fra verden, er dybt bekymrede. Vi har en koleraepidemi på Haiti, som spreder sig med lynets hast, og det sundhedspersonale, der er, siger, at de slet ikke har de fornødne ressourcer til at håndtere krisen. Det bliver bare værre dag for dag. Folk siger så:»det er jo bare Haiti. Det er sørgeligt, men sådan er det jo der«, men det er helt unødvendigt, og et tegn på hvad der venter os alle, hvis der ikke sker en global forandring. Så er der skærmydslerne på grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Granater er blevet affyret og har sat ting i brand. Bliver det her en ny storkrig? Israel forbereder et angreb på Iran og et samtidigt angreb på Libanon. Man er allerede emotionelt og politisk i gang med at forberede det. Det eneste, der kan forhindre det, er et meget direkte indgreb fra stormagterne og frem for alt USA. Men er det, hvad man kan forestille sig fra Obama og USA s Kongres? Der er en voksende fødevarekrise, som er en direkte KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 konsekvens af den politik, som Den amerikanske Føderalbank og Den europæiske Centralbank har sat i gang, med det de kalder»den kvantitative lettelse 2«, QE2, hvor de pumper enorme mængder penge ud på finansmarkederne. Man trykker ikke penge med seddelpressen som i gamle dage, men gør det i stedet elektronisk, for at forhindre et kollaps, der er i gang på finansmarkederne. Filosofien er, at hvis man bare pumper penge nok ud, så vil det kompensere for folks lyst til at trække penge ud af markederne. Som da man i Rusland havde problemer med faldende tryk i en gasledning og så løste problemet gennem at øge gastrykket fra centralen, lige indtil man fik en kæmpe eksplosion. Allerede nu har denne»kvantitative lettelse«[som er en eufemistisk omskrivning for hyperinflation i lighed med det, man oplevede i Weimar-Tyskland i 1933] resulteret i, at folk i finansverdenen har så mange penge, de skal spekulere med, og som de derfor skal investere et sted, hvor de ikke risikerer snart at tabe dem, at de investerer i ting som råstoffer og fødevarer. Ting, der også vil have en værdi, når penge ikke længere har det. Det har store konsekvenser i lighed med situationen for to år siden, da fødevarepriserne pludseligt steg og steg, og det sker på et tidspunkt, hvor Rusland har indført et eksportforbud for korn pga. tørken i sommer. Det har allerede haft en effekt i form af kraftigt stigende fødevarepriser. Vi er midt i et finansielt sammenbrud Oven i alle disse ting har vi så det kæmpestore monster, som er langt mere dramatisk, end folk tror, og farligt på en helt anden måde, end folk tror: Det, folk kom til at kende som»finanskrisen«for to år siden, er ikke fortid. Vi er netop nu midt i det største finansielle og økonomiske stormvejr nogensinde. Med denne»kvantitative lempelse«i pengepolitikken forsøger man at male Fanden, der allerede er på væggen, over med penge, så ingen kan se ham, men det hverken kan eller vil fungere. Mens vi så står midt i det største finansielle og økonomiske stormvejr nogensinde, så har vi et politisk lederskab, både herhjemme i Danmark og i størstedelen af resten af verden, som slet ikke har fattet det. De tror, at tingene næsten er som de plejer, men at vi bare lige skal justere lidt her eller der. Så går det nok alt sammen. Det gælder frem for alt den person, der tror, at han er verdens leder: Barack Obama, USA s præsident. Han har ikke blot mistet sin glans i USA, som man så det ved det amerikanske midtvejsvalg, hvor demokraterne tabte med et brag, fordi den amerikanske befolkning ønskede at sende et signal om, at man hader Barack Obama og alt hvad han står for. Eftersom han nominelt er demokrat, så fik de demokratiske kandidater lov til at betale regningen for, at de har hjulpet ham med at få hans politik igennem med hjælpepakker til finansverdenen og Wall Street og så nedskæringer i den økonomi almindelige mennesker lever i. Samtidig har Obama også mistet sin glans internationalt. Der er måske et par 68-nisser i Danmark, der stadigvæk tror, at Barack Obama er en stor gave til menneskeheden, men på G20-topmødet i Seoul, Sydkorea, så man, at resten af verdens ledere nu er klar over, at Obama befinder sig i en særdeles problematisk psykologisk tilstand, som gør ham komplet uegnet som samarbejdspartner. Han lider af ondartet narcissisme. En moderat mængde narcissisme er ikke en ubetinget dårlig ting, for et godt selvværd er faktisk en god ting. Det er godt at kunne lide sig selv og tage sig af sig selv. Det er godt at føle selvværd. Men den ondartede narcissisme, som er det, Obama lider af, er noget helt andet. Det er en psykopatisk tilstand, hvor man tror, at man er bedre end alle andre, føler sig højt hævet over alle andre, og mener, at de andre derfor skal være ens tjenere. En tilstand, som faktisk kommer af en mangel på sund narcissisme, en mangel på selvværd. Fordi man ikke har et indre selvværd, ikke hviler i sig selv og ikke respekterer sig selv, og fordi man føler sig tom indeni, så har man behov for at kompensere for det gennem at blive hyldet af sine omgivelser. Koste, hvad det vil. For en narcissist som Obama er det at ofre USA og den amerikanske befolkning, for at Obama får, hvad han vil have, småting. Det er en meget lille streg i regningen. Det er derfor, at LaRouche har sagt, at hvis man skal forstå Obama, så må man studere kejser Nero, Adolf Hitler eller andre personer i historien, som på grund af deres narcissisme fik katastrofale konsekvenser for det rige, de regerede over. I Seoul observerede man, at Obama kom, så, og fejlede ligesom han for øvrigt gjorde det sidste år ved det store klimatopmøde i København. Han kom og dikterede en dagsorden, men de andre sagde:»glem det«. Man blev ikke enige om noget som helst, hvilket er godt i den forstand, at hvis man var blevet enige om det, som Obama foreslog, havde det været en katastrofe, men det er dårligt i betragtning af den tilstand, verden er i, hvor der i allerhøjeste grad er brug for, at man snakker sammen og finder fælles løsninger. Men det skal altså være fælles løsninger. Obama klar til fascisme Vi har lige nu en gal amerikansk præsident der præsiderer over en amerikansk økonomi i frit fald. Den gale præsident vil straffe den amerikanske befolkning, fordi de ikke elsker ham nok, og han ønsker på britisk ordre at fjerne alle rester, der er tilbage af et suverænt USA og af Roosevelts politik for at skabe et amerikansk velfærdssamfund. Selv om de fleste måske ikke er klar over det, så har man i USA haft en høj levestandard og verdens bedste sundhedsvæsen for dem, som altså havde adgang til det. Alt det står Obama nu klar til at smadre og kan få hjælp til det af en gal amerikansk kongres, som efter nytår er under ledelse af en flok republikanere, som primært kæmper for at skære ned på den amerikanske stat. Deres løsning på krisen er at fjerne alle statslige udgifter gennem at fyre alt og alle, der har med staten at gøre, og fjerne alle statslige programmer. Den politik, som den nyvalgte Rand Paul er bannerfører for, er ikke en amerikansk politik. Det har intet at gøre med den amerikanske politiske tradition. Det er en rent britisk politik, både direkte og gennem Rand Pauls politiske guru 2 Schiller Instituttet december 2010

3 von Hayek, der er en repræsentant for den såkaldte østrigske skole. Det er en idé om en konservativ revolution, der går tilbage til tiden før nazitiden, og som nazismen i Tyskland var en udløber af i lighed med fascismen i Italien osv., men som efter 30 ernes eksperimenter ikke stod i så høj kurs. Man måtte dengang træde et skridt tilbage, men nu er den tradition, den østrigske skole, tilbage i fuldt flor. Det er de ideer, som er drivkraften i den konservative revolution i USA netop nu. Den amerikanske befolkning fornemmede pludselig, at der var noget helt galt med Obama, efter at han var blevet valgt og gik i gang med at lave sine hjælpepakker til finansverdenen, mens han skar ned på sundhedsvæsenet og intet gjorde for at skabe arbejdspladser og redde økonomien. De stemte derfor imod demokraterne ved midtvejsvalget og dermed for republikanerne. De har nu fået skabt et monster, der er langt større. Se på politikken i Storbritannien under den konservative Cameron-regering: Massive nedskæringer. Hver tolvte offentligt ansat bliver fyret, der er nedskæringer over hele linjen, inklusive nedskæringer i sundhedsbudgettet, som vil betyde at folk dør pga. manglende medicinsk behandling. Det almene vel er ikke længere vigtigt, det er noget, der hører fortiden til, for det eneste, der tæller, er bankernes ve og vel. Alt skal ofres for at redde den finansielle verden, som gennem sin enøjede grådighed har været ansvarlig for ødelæggelsen af økonomien og det globale finanssystem, og som gennem at spille fallit har skabt de kriser, som er kulmineret gennem de seneste to år. I stedet for at tage konsekvensen, bremse op og fjerne den kræftsvulst, som finansverden er blevet til en svulst, der blot har fortæret resten af økonomien uden tanke på konsekvenserne og derigennem har kollapset finansverdenen i stedet for at gøre det af med den og så begynde at genopbygge verden, siger Cameron i England, sammen med EU og et USA under ledelse af Obama: Nej, vi skal ofre alt for at redde bankerne. De enorme tab, de har haft, dem må skatteyderne nu dække. Det medfører en kraftig stigende statsgæld, som betyder, at vi må skære ned på alt andet. I stedet for at have det almene vel som rettesnor skal staten blot være finansverdenens slave. Hvor galt det end har været indtil nu, så er det her slet ikke forbi. Det er vild panik på De britiske Øer, frem for alt i City of London og i det der hedder Inter Alpha-gruppen, som er centret i det globale finanssystem. Man har gennemtvunget disse nedskæringer i England, hvor man har kontrol over tingene. Man fik også gennemtvunget nedskæringer i Grækenland, selv om man stadig har til gode at se, hvor meget af det der faktisk bliver gennemført. Men skal det nuværende system overleve, selv på kort sigt, så skal man nu knække Irland. Irland skal sluge en kæmpe kamel. Irland skal dække de enorme, astronomiske tab, som de irske banker har haft på de kæmpestore spekulationsbobler. De, der har fulgt med, har observeret et mærkeligt teater i forbindelse med Irland. Man begyndte at snakke om en irsk krise, men så kom den irske regering ud og sagde, at Irland slet ikke havde et akut problem. De sagde: Vi har de penge vi skal have, i hvert fald frem til midten af 2011, så vi har ikke brug for hjælp. Så kom alle autoriteterne på banen: Den europæiske Centralbank, ledelsen for EU, forskellige europæiske statsledere, der var pres fra USA. Man sagde: Jo, I har brug for hjælp! I skal, her og nu, ansøge om en kæmpe hjælpepakke fra EU og IMF, og hvad der ellers måtte være, I kan låne penge fra. Det skal I gøre nu. Nu siger den irske Cowen-regering så, at de nok skal tage imod en sådan kæmpe hjælpepakke på mia. euro. Det er et stort beløb i betragtning af, at Irland har en mindre befolkning end Danmark, kun 4,4 mio. mennesker. Men hvad er det egentligt, der står på spil? Er det Irland? Næh, det er ikke Irland. Det er irske banker, som i princippet bare er nogle udvækster på de britiske banker. Det er frem for alt de britiske banker og den internationalt forgrenede moderne version af Det britiske Imperium, som hedder Inter Alpha-gruppen, som er i klemme. Det er dem, der står til at tabe alle disse penge, som den irske regering nu skal ud for at låne. Det er ikke den irske befolkning. Tværtimod er hele oplægget, at for at Irland skal kunne låne disse penge, så skal den irske befolkning gå drastisk ned i levestandard. Det har den faktisk allerede gjort i løbet af de seneste to år. Man har sænket de offentlige lønninger og beskåret pensionerne kraftigt. I 2008 kollapsede den irske økonomi med 6% og i 2009 med yderligere 7,5%. Det er utrolig meget. Da den danske økonomi under krigen faldt med omkring 10%, føltes det virkelig hårdt. Arbejdsløsheden er allerede oppe på 14%, og de unge flygter i hobetal, for hvad skal de gøre i Irland, når de alligevel ikke kan få et arbejde? Det er situationen, man har nu, inden man skal lave nye nedskæringer. Den nye fireårsplan, som er blevet fremlagt, vil fjerne yderligere 15 mia. euro, otte procent af det irske bruttonationalprodukt, fra befolkningen. Disse ca. 110 mia. kr. vil blive taget fra pensionister, arbejdsløse, arbejdere, landmænd osv., men ikke fra nogen af dem, der har skabt problemerne. Man tager dem ikke fra finansverdenen. De offentlige lønninger skal sænkes yderligere med 1,2 mia. euro, velfærden beskæres med 3 mia. euro og momsen hæves et par procentpoint. De 45% af befolkningen, som man indtil nu har ment var for fattige til at betale skat, betragtes nu åbenbart som rigere, for nu skal de også betale skat selv om de ikke kan. Gymnasieelever skal nu betale kr. om året for at få lov til at studere. Mindstelønnen sænkes med en euro, dvs. 12%, til 57 kr. i timen. Det her er langt, langt værre for befolkningen i Irland, end det lyder for os her, for man er i udgangspunktet langt fattigere, har langt lavere lønninger etc., end vi har her i Danmark. Og alt dette skal gennemføres, ikke for at redde Irland, men for at redde bankerne. For at redde det, der i dag er blevet et privat kontrolleret internationalt monetært system. Fra Det britiske Imperium til Inter-Alpha Det her har en forhistorie. De, der har studeret historie, ved, at Det britiske Imperium aldrig var britisk i form af, december 2010 Schiller Instituttet 3

4 at det var den britiske befolkning, der havde et imperium. Den britiske befolkning levede under kummerlige forhold, og frem for alt havde irerne det frygteligt under britisk overhøjhed tidligere. De døde i hobetal, og det var derfor, at der var så mange, der flygtede til USA. Det britiske Imperium gik ud på, at man havde en samling private finansinteresser, der havde en række multinationale selskaber, som f.eks. Det britiske Østindiske Kompagni, som gik ud og underlagde sig verden. Udplyndrede verden gennem at have kolonier, som i høj grad var private kolonier. Dvs. at det var private virksomheder, som ejede kolonierne, som f.eks. Det britiske Østindiske Kompagni ejede Indien. Men for at kunne opretholde udplyndringen havde man brug for et militær til at bakke denne»frihandelspolitik«op, en frihandelspolitik, der gik ud på at udplyndre alle de forskellige folkeslag, man kunne komme i nærheden af. Filosofien blev med pæne ord kaldt»køb billigt, sælg dyrt, og bliv en rig mand«. Der, hvor man købte billigt, som f.eks. i Indien, betød det hungersnød, død og ødelæggelse, og der, hvor man andre steder solgte dyrt, var det kun nogle få privilegerede, der kunne være med. Men en lille overklasse i England blev sammen med nogle få udvalgte i kolonierne stinkende rige. Det var ikke noget, der var til gavn for menigmand på De britiske Øer, så Det britiske Imperium var aldrig en nationalstat. Det drejede sig ikke om at få et rigt land og en rig befolkning. Det britiske Imperium var, som alle andre imperier gennem tiderne, et globalt finansielt imperium, som bare havde sit hovedkontor i London, og som brugte den politiske kontrol, man havde over De britiske Øer, som et redskab i gennemførelsen af sin politik internationalt. Efter 2. Verdenskrig måtte Det britiske Imperium erkende, at det var nye tider. Skulle imperiet overleve i en verden, som militært primært var domineret af USA, så var man tvunget til at ændre sin form. Det gjorde man gennem at erstatte Det britiske Imperium med det, man kaldte Commonwealth (Det britiske Statssamfund). På papiret fik alle kolonierne deres selvstændighed, man fjernede sine soldater og overflyttede kontrollen fra at være baseret på militær kontrol til økonomisk og rådgivningsmæssig kontrol. Den styrende klasse i de tidligere kolonier, som nu på papiret blev frie stater i Commonwealth, ville stadig gå på britiske skoler. De ville stadig lade sig rådgive af briterne og stræbe efter at blive accepteret af briterne som værende de førende blandt slaverne. Derigennem, og frem for alt gennem den økonomiske kontrol af de tidligere kolonier, bevarede man den politiske og økonomiske kontrol og slap for evig og altid at skulle sende sine tropper af sted. Roosevelts tragiske død Samtidig med, at USA i 2. Verdenskrig var allieret med Storbritannien i krigen imod Hitler, var man under Roosevelt også klar over, at Storbritannien i virkeligheden også var fjenden. Churchill mente, at krigen drejede sig om at bevare Det britiske Imperium, mens det for Roosevelt drejede sig om at besejre fascismen, men så bagefter ikke at lade et onde erstatte med et andet i form af at gå tilbage til det britiske, hollandske, eller andre imperier efter krigen. Han ville i stedet have suveræne nationer og en ny verdensorden med et FN, hvor alle de forskellige lande i verden kunne være repræsenteret på lige fod. Roosevelt døde desværre inden 2. Verdenskrig var slut, og Truman, som tog over som USA s præsident, var en meget lille mand, der var totalt i lommen på briterne. Derfor kom der aldrig det store opgør med denne imperietankegang. Tingene gik sin gang, og senere kom der en ny amerikansk præsident, som mente, at nu skulle USA sætte et andet aftryk på verden: John F. Kennedy. Han satte ikke alene rumprogrammet i gang, men havde også en idé om, at USA skulle skabe videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Kernekraft og andre gode ting skulle spredes til resten af verden. Han blev myrdet, det samme blev hans bror, og USA blev i stedet trukket ind i Vietnam-krigen, som Kennedy ikke ville være en del af. Det resulterede i, at USA blev dødeligt såret. USA s sjæl led enormt under krigen lige såvel som USA s økonomi. Fra at have et USA, der primært så sig selv som en suveræn nation, der skulle hjælpe ligesindede, fik man et USA under Nixon, der var noget meget ubehageligt. USA blev en del af de grimmere dele af det britiske spil. Den økonomiske krise, som USA kom ud i som en del af Vietnam-krigen, førte til en krise i det daværende fastkurs valutasystem, Bretton Woods-systemet, hvor dollaren var koblet til guldet, og de andre valutaer så til dollaren. Nixon tog dollaren af guldet og fjernede dermed fundamentet for den stabile økonomiske vækst, der havde præget den vestlige verden i efterkrigstiden. Samtidig med, at man fik aflivet Franklin Roosevelts fastkurs valutasystem, oprettede man i 1971 det, man kaldte»the Inter-Alpha Group of Banks«, Inter-Alpha-bankgruppen, som erstatning for det gamle system. Under ledelse af Rothschild, med Royal Bank of Scotland og en lang række banker internationalt i Frankrig, Tyskland, og i stadig flere lande, efterhånden som EU udvidede sig. Denne etablering af Inter-Alpha-bankgruppen i 1971 var en slags etablering af et nyt Britisk Imperium, men nu med centrum i EF (Det europæiske Fællesskab, som Storbritannien, Irland og Danmark blev medlemmer af i 1973), som EU hed dengang. Man havde allerede den gang en klar idé om, at gøre det til et forenet Europæisk Imperium under bankernes kontrol. Det var planen, og Storbritannien gik med ind i det for at sikre, at det blev tilfældet, og med Storbritanniens indtræden fulgte Danmark med. Inter-Alpha-bankgruppen har siden 1971 systematisk udvidet sig, opslugt stadig flere banker, og skabt et internationalt netværk og et imperium, som bag ved scenen i høj grad har fået lov til at sætte den politiske dagsorden. Her i Norden er det Nordea, der er en del af Inter- Alpha-gruppen, men det er ikke kun de banker, der er medlem af Inter-Alpha-gruppen, der koordineres derfra, for alle de andre finansielle institutioner tenderer til at være et vedhæng til den samme politik. Danske Bank er derfor ikke 4 Schiller Instituttet december 2010

5 Det er ensbetydende med krig! Sænk Inter-Alpha-gruppen af Lyndon LaRouche, den 19. november 2010 Med det direkte, britiske strategiske angreb imod Irland, udgående fra kræfter under bannerføring af det britiske verdensimperiums Inter-Alpha-gruppe, der lanceredes i midten af 1971 for at erstatte verdens daværende fastkurs valutasystem, så hænger verdens skæbne nu på den bydende nødvendige mobilisering af en opposition til britisk imperialisme; en opposition der, på et tidspunkt hvor det blotte skin af suverænitet endnu findes blandt verdens ledende nationer, for nærværende findes blandt patrioter i disse nationer. Det betyder ikke, at vi har til hensigt at afskaffe bankinstitutioner. Det betyder, at vi er fast besluttet på en tilbagevenden til en mere eller mindre global gruppe af ledende, og andre, nationer, der er rede til at indføre den Glass/Steagall-lov fra 1933, der var i kraft fra , med det formål omgående at redde den uundværlige kerne af kommercielle banker ud af den nuværende galskab, som er baseret på en grundlæggende hyperinflationær form for monetært system. Dette system var sat i verden med den intention at skabe et verdensomspændende»post-vestfalsk system«, der skabtes under et banner af det britiske monarkis lancering af den såkaldte Verdensnaturfond, hvis udtalte formål det er, som det er blevet fremført af Storbritanniens hertug af Edinburgh prins Philip og afdøde prins Bernhard af Nederlandene, hastigt at reducere verdens befolkning fra omkring 6,7 mia. til under 2 mia. Den nuværende aktive plan, der, blandt disse fortalere for folkemord, er repræsenteret af og fremsagt på vegne af de interesser, som nu er forbundet med det verdensimperium, der kendes som den faktisk bankerotte Inter-Alpha-gruppe, er at eliminere suveræniteten for alle verdens nationer ved at dumpe denne britiske imperiale finansielle gruppes finansielle gæld på verdens nuværende nationalstater, med det formål at skabe en tilbagevenden til de ældgamle systemer af verdensimperier, som f.eks. Det romerske Imperium. Vores hensigt må være, ikke at besejre Det britiske Imperiums onde plan ved at bruge strategiske våben, men ved med fredelige, om end ulykkelige midler, at hænge Inter-Alpha-gruppens piraters nuværende finanssystem i deres egne monetære mastetoppe. Hvis USA svigter, gennem at undlade omgående at genindføre en Glass/Steagall-lovgivning med præcis de samme karakteristiske træk og under det samme navn som den, der blev indført i 1933 under præsident Franklin Roosevelt, så bliver den umiddelbare situation for alle nationer på planeten næsten omgående håbløs. Ingen anden nation kunne med succes bruge iværksættelsen af dens egen kopi af præsident Franklin Roosevelts design til gavn for sig selv eller andre nationer. I tilfælde af, at denne lov ikke fremsættes hurtigt, så ville en praktisk taget uundgåelig, langvarig, global»ny mørk tidsalder«være det eneste mulige resultat, når det gælder de relativt umiddelbare udsigter. Hvis loven genindføres, så må de økonomiske reformskridt, der følger umiddelbart efter, sættes i værk som presserende nødtiltag. Se LaRouches seks-punkts genopbygningsprogram på næste side! i en anden politisk lejr end Nordea i denne sammenhæng. Samtlige banker er langt hen ad vejen med på samme vogn, specielt de større banker. Har man små lokale banker og sparekasser, er det en helt anden affære, for de små lokale pengeinstitutter blev dannet for at fremme den lokale udvikling, og det er nok derfor, at der er en meget aktiv politik for at få dem fjernet. Globalisering er angreb på suverænitet Inter-Alpha-bankgruppen og hele denne transformationsproces, hvor man ville transformere det, der oprindeligt var Kul- og Stålunionen, et samarbejde mellem suveræne nationer, der senere blev til Det Europæiske Fællesskab, til Imperiet, gik hånd i hånd med den proces, som går under fortsættes på side 8 december 2010 Schiller Instituttet 5

6 Efter USA s genindførelse af Glass/Steagall: LaRouches 6-punkts genopbygningsprogram 1Glass/Steagall-loven må gøres international, gennem et samarbejde mellem ledende og andre nationer, inklusive Rusland, Kina og Indien på fremtrædende plads, og en afgørende gruppe af andre førende nationer som Tyskland, og/eller Frankrig, og Italien, specielt de, som repræsenterer veludviklede almene traditioner for højteknologisk, kapitalintensiv industri, som dem nævnt her. Vi ville håbe, at Det Forenede Kongerige, befriet for sin nuværende forbindelse med Inter-Alpha-gruppen, ville deltage i en nyttig moderne, kapitalintensiv, videnskabsintensiv rolle, med at fremme velfærden i både deres egne lande og verdens andre områder. 2Nødtiltag for at genopbygge evnen til agroindustrielt, energiintensivt fremskridt må indføres, som en fælles opgave for disse samarbejdende suveræne nationalstater. 3For at nå dette mål må der indføres faste valutakurser i lighed med de mål, suveræne nationer satte sig i tiden inden den vanvittige amerikanske Vietnam-krig blev startet i Dette tredje tiltag, der er fremsat her, kræver følgende dele af en bredere diskussion om fysisk-økonomiske principper, som adskiller sig fra et monetært system. I korthed er ideen om et nationalbanksystem, som den blev fremlagt af Alexander Hamilton, og som førte til udformningen af USA s oprindelige forfatning, den eneste kompetente tilgang til opbygningen af et retfærdigt system af fysisk-økonomiske relationer nationer imellem. Dette princip var inspirationen for designet af Glass/Steagall-lovgivningen under Franklin D. Roosevelts præsidentskab. Det betyder, at det kreditsystem, som etableres som et partnerskab mellem suveræne nationer, vil føre til et langsigtet samarbejde mellem deltagende nationer, når det gælder fysisk kapital, hvor der udstedes kredit til lave fastlagte priser både i nationerne og mellem dem. Renten må være lavere end den gennemsnitlige margen af værditilvækst per indbygger, et mål, som kræver en energisk rate af tilvækst i kapitalintensitet og i skabelse af produktivitet både målt per indbygger og per kvadratkilometer territorium. Det betyder også en øget brug af energikilder, der har deres rod i primære energikilder med relativt høje energigennemstrømningstætheder, og en voksende realtilvækst i vandgennemstrømningen per kvadratkilometer og per indbygger, for at tilfredsstille det nuværende presserende behov for en konstant stigning i energigennemstrømningstætheden målt per indbygger og per kvadratkilometer. Det må betones, at energikilder med en lav energikoncentration, som f.eks. de ekstremt ineffektive 6 Schiller Instituttet december 2010

7 vindmøller og solfangere, som tilmed har et negativt regnskab, må forlades til gavn for energikilder med en højere energigennemstrømningstæthed. I modsat fald vil den såkaldte»bæredygtighed«af både planeten og dennes respektive nationer blive brugt til at fremme programmer for folkemord, som vi da også ser, er iboende tendenser i politikken hos de nationer, der kræver at man benytter sig af en høj grad af tendens til folkemord (befolkningsbegrænsning), i lande hvor man har vedtaget at betone energikilder med en lav energigennemstrømningstæthed. 4Der må være en øget tilgang til ferskvand overalt i nationernes territorier, både målt per indbygger og per kvadratkilometer, og ligeledes en kraftig udbygning af de internationale netværk af både jernbane- og magnettogsystemer, både per indbygger og per kvadratkilometer på hele planeten. Dette indebærer også en afgørende stigning i udviklingen af essentielle»råstoffer«, fra det, der før blev betragtet som marginale koncentrationer af sådanne ressourcer. 5 Vi må være klar over, hvor vigtigt det, vi i dag kalder»rum«-forskning og udvikling, er for forskellige andre områder. Vi skal nå frem til at forstå dette i form af den indbyrdes afhængighed, kommunikeret gennem den allestedsnærværende kosmiske stråling, der findes mellem vor galakse og den rolle livet spiller i vores solsystem, på vores planet og i dets nationer. På lignende vis er det trængende nødvendigt at betone de dele af den grundlæggende økonomiske infrastruktur, eksemplificeret ved den relative stigning i udviklingen af tilgængelighed af vand, der udvikles med en stigning i omsætningsraten (og dermed øger raten af tilgængelighed både per indbygger og per kvadratkilometer), ved rater, som er relativt højere end produktivitetsstigningen i almenhed. NAWAPA [Det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde] er et eksempel på den type design, som kan bruges på denne måde. 6Det almene formål med reformen, der bliver gennemført for at fjerne og erstatte Inter-Alphagruppens rolle over de seneste årtier, er at øge det typiske menneskes evne til at være til og producere. Det må i denne sammenhæng betones, at den menneskelige art, som også kendes som noosfærens domæne, som det blev fastlagt af videnskabsakademiets V.I. Vernadskij, er den eneste kendte art, som i sin natur har den viljemæssige evne til kvalitative stigninger i den intellektuelle formåen, som menneskeheden kan og bør bruge til at øge energigennemstrømningstætheden af den energi, som bringes ud til brug for det befolkede område, både per indbygger og per kvadratkilometer. december 2010 Schiller Instituttet 7

8 fortsat fra side 8 navnet»globalisering«.»globalisering«har været en udvikling, hvor man systematisk, bid for bid, har fjernet alle nationale begrænsninger. Først og fremmest for finansielle transaktioner, men efterhånden også for alle andre dele af økonomien. Naive sjæle, og dem er der mange af, har købt en historie om, at»globalisering er godt for os alle sammen, fordi der skabes et større marked. Hvis markedet er større, så kan man købe tingene billigere. Derfor er det godt for forbrugerne, og det er derfor, at vi har globalisering.«nej, det passer ikke. Globalisering har altid haft et mål og kun et mål: At afskaffe nationalstaterne. For at fremme det mål har man tilmed været villig til, på kort sigt, at ofre økonomiske fordele og ekstra indtægter, betale bestikkelser osv., fordi man vidste, at kunne man skaffe sig af med nationalstaterne, så var det hele et stort tagselvbord for de private finansielle interesser.»væk med kontrol, væk med begrænsninger, væk med ideen om, at der skal være en folkevalgt regering, der skal styre på vegne af det almene vel. Det er meget bedre«, sagde man,»at overlade det til de private interesser. Det er meget bedre at lade de frie markedskræfter styre tingene. Så vil vi alle sammen få det meget bedre.«da man så blev klar over, at ikke alle købte ideen om, at der slet ikke skulle være nogen reguleringer, så sagde man:»okay, selvfølgelig skal der være nogle reguleringer, så derfor flytter vi lovgivningsapparatet væk fra nationalstaterne og over i EU. Så kan vi have fælles lovgivning, så er der fælles spilleregler for alle.«men i EU har befolkningerne aldrig haft noget at sige. Det har altid været langt væk fra dem, og det har heller aldrig været de folkevalgte EU-parlamentarikere, der har haft noget at skulle have sagt. Det har været et bureaukratisk apparat, som hele tiden har manipuleret og presset på de politiske ledere fra de forskellige lande, til i princippet at gå med til at afskaffe deres egen magt, afskaffe nationalstaternes magt, og i stedet at acceptere, at det hele er blevet til et imperium. Hver gang befolkningen bliver spurgt i denne proces, så vil befolkningen sige:»vi er ikke enige«. Vi så det i Danmark med afstemningen om Maastricht i 1992, hvor det blev et»nej«. Så kan man spørge:»hvorfor stemte alle de andre befolkninger så ikke nej til Maastricht?«Fordi de aldrig fik lov til at stemme om det. Kun den franske befolkning fik lov til stemme, og der fiksede man den, lige med nød og næppe, med lidt stemmefusk. Så var man godt klar over, at man helst ikke skulle spørge befolkningerne igen, for de svarer ikke altid det, de skal. Men man var senere så forhippet på ideen om en Europæisk Union, at man sagde: Nu laver vi en forfatning for EU, som giver os det store forkromede imperium. Det skal vi jo nok lige have befolkningernes accept af. Det forsøgte man at få i Holland og i Frankrig, og det blev et rungende»nej«. Så sagde man: Okay, så dropper vi det. I stedet for at gøre det ærligt, så laver vi Lissabon-traktaten, hvor vi gør nøjagtig det samme, men under et andet navn, så vi slipper for at spørge befolkningerne. For skal vi det, så siger de nej. Men selv Lissabon-traktaten måtte til afstemning i Irland, og det blev til et stort problem, fordi de stemte nej i første omgang. Nu er vi så midt i en finansiel krise og en eurokrise. Det, vi står med, er et sammenbrud af dette imperie-system, for det er ikke EU, der er selve imperiet, det er Inter-Alphabankgruppen, der er det. Det er disse private finansinteresser, som er det egentlige imperium. EU er bare en lakaj, der skal føre politikken ud i livet, så godt som de nu kan. Nu er krisen der. Det vi vil se allerede over de næste par måneder, er noget meget brutalt, og der vil derfor være en naturlig impuls til at forsøge at finde nationale løsninger. Befolkningerne vil kræve af deres regeringer, at de gør noget for at forsvare befolkningerne imod disse morderiske finansielle interesser. Det ønsker man for enhver pris at forhindre, og det er slaget, der er i gang. Trichet: Erstat regeringer med»governance«formanden for Den europæiske Centralbank, Jean- Claude Trichet, lukkede katten ud af sækken i et interview med den franske avis Le Progrès den 13. november, hvor han gjorde brug af det nye modeord i disse kredse, det de kalder»governance«. På engelsk kommer begrebet»governance«af et verbum:»to govern«,»at regere«. Ud fra det kommer så»government«,»en regering«en statsledelse som regerer. Man har så også et andet udtryk:»governance«. Hvorfor vil man nu bruge»governance«i stedet for»government«? Fordi»government«for folk intuitivt hører sammen med en stat. Det drejer sig om en stat, der regerer sig selv. Men nu går vi ind i en ny verden, hvor dette, ifølge Jean-Claude Trichet, ikke længere skal være tilfældet. Han sagde i interviewet:»beslutningsprocessen [governance] er i dag stadig baseret på ideen om suveræne nationer i en»vestfalsk«verden, som ikke er i overensstemmelse med de behov, som det nye beslutningssystem [governance] har i en integreret global økonomi. Den store udfordring lige nu er at accelerere forvandlingen til et globalt beslutningssystem [system of global governance], der passer til den nye verden, vi har skabt.«så han siger direkte, at vi efter indgåelsen af Den Vestfalske Fred i 1648 har været vant til at leve i en verden baseret på suveræne nationer. For dem, der er lidt svage i historien bør det nævnes, at Europa fra var i en lang krig, specielt Centraleuropa, Tyskland og Frankrig. Tyskland var endnu ikke samlet, der var alle mulige små kongedømmer, grever, baroner og meget mere, der sloges konstant. Så var det protestanter imod katolikker, så var det noget andet. Det kulminerede i Trediveårskrigen fra Først kom den ene hær ind og plyndrede et område, så kom den næste, og det hele blev lagt i ruiner. Det var så grelt, at man på et tidspunkt blev klar over, at hvis det ikke blev stoppet, så ville Europa aldrig komme sig. Så ville der aldrig komme en civilisation igen. Ud fra den erkendelse skabte man Den Vestfalske Fred i 1648, hvor man, baseret på sine bitre erfaringer, fik etableret, at man er tvunget til at acceptere begrebet suverænitet. 8 Schiller Instituttet december 2010

9 National suverænitet. At befolkningen, der bor på et territorium, har lov til efter egen vilje at regere sig som de vil, så længe de ikke går i krig med naboerne. Hvis de har lyst til at have en tro, som vi andre mener er komplet tåbelig, og hvis de har lyst til at have en konge, som vi andre mener er komplet tåbelig, så har de lov til det, for det må være deres suveræne beslutning. Til gengæld, så når de ser på os, og på vores tåbelige beslutninger og vores tåbelige konge, så accepterer de også, at det er vores suveræne beslutning. Så selv om vi ikke er enige om alt, så er vi enige om, at vi hver for sig skal have lov til at styre og regere vores nationer, som vi har lyst til. I stedet for at gøre det, man gjorde fra , nemlig at finde måder, hvorpå man kan underminere, chikanere og ødelægge naboerne mest muligt, så gør vi det modsatte. Vi skaber et princip, der hedder»den andens fordel«. Hvis det går godt for min nabo, så er chancen for, at jeg kommer i krig med ham i morgen, mindre end hvis han har det ad helvede til. Derfor hjælper vi hinanden. Dette var ikke perfekt. Det betød ikke, at verden aldrig mere fik krig. Men det betød, at der var en underliggende idé, som gjorde, at man kunne have lange perioder med stabilitet og ikke havde krig hele tiden. Det betød også, at man havde nationalstater, og det førte til en fantastisk opblomstring i økonomierne og udviklingen rundt omkring. Hvert af disse folk havde en nation som betød, at det ikke blot var hver mand for sig selv, som måtte forsøge at klare dagen og vejen, men at man også havde et fælles mål og en fælles mission: Nationens overlevelse og de kommende generationers fremtid. Det er den vestfalske verden, som Trichet mener, og andre europæiske ledere og andre dele af EU har været ude at sige lignende ting, at vi skal af med. De mener, at det i den nye verden ikke længere skal være suveræne nationalstater, som træffer beslutningerne, det skal være nogle andre: Det skal være de globale markeder, som træffer beslutningerne, og de nationale regeringers opgave skal blot være at gennemføre og dvs. gennemtvinge de beslutninger, som er truffet et andet sted. Hvad enten det er i EU eller på de globale finansmarkeder. Det er, hvad»system of global governance«betyder. Det er, hvad man taler om. Slaget om Irland Det er, hvad slaget om Irland drejer sig om. Hvis man kan få Irland til at acceptere det her, til at acceptere hjælpepakken, så går EU ind og giver en masse penge til alle disse banker, der har problemer, og som i sidste ende er en del af det britiske system. Irerne skriver under på regningen, og de kommer så til at betale med deres liv i lang tid fremover. De bliver gældsslaver for at redde briterne. Kan man få irerne til at gøre det, så håber man at kunne gøre det samme i Portugal og derefter i Spanien. Så kan man gøre det samme alle de andre steder. Alle landene pantsætter deres fremtid for at hjælpe et bankerot system. Alle bliver dybt forgældede og må derfor acceptere at være underlagt et diktat fra den finansielle verden om, hvad de kan og hvad de ikke kan. Så kommer man en gang for alle af med national suverænitet, demokrati og al den slags. Det er slåskampen. Det, der også kan ske, er selvfølgelig, at den irske befolkning siger nej. Der er en lang tradition for, at briterne chikanerer og myrder folk, men dem, der er blevet mest udsat for det, er irerne. Der er derfor et dybt og inderligt had i Irland imod dette Britiske Imperium, imod briterne og alt, hvad det system står for. Spørgsmålet er, hvordan det vil reflekteres i den nuværende situation. Premierminister Cowen har en plan, som er, at han skriver under på vegne af den irske befolkning, forpligter dem til at betale de næste mange årtier og gennemfører disse drakoniske nedskæringer, og at han derefter træder tilbage og udskriver valg. Ved det valg vil han selvfølgelig ikke blive genvalgt, han vil være Irlands mest upopulære mand, men det er ikke noget problem for Cowen. Han kan i stedet få et langt mere lukrativt embede i det europæiske apparat. Der ved man jo, at han er en god medspiller, for han har været villig til at ofre den irske befolkning og den irske nations ve og vel for at redde imperiet. Han vil få sit job og vil få sine gode ben. Spørgsmålet er bare, om det vil fungere, for irerne er ikke så dumme. De kan da godt se, hvor det her ender. Folk siger til Cowen:»Hvis du vil gå af, så gå af, men gør det nu, inden du vedtager loven. Så kan vi have en afstemning om det«. Men en afstemning ville bare aldrig fungere. Det har man prøvet tidligere. Så det er dramatisk. Selv på den finansielle side kan man se, at der hele tiden er nye folk, der kommer ud og råber vagt i gevær:»det her er ikke ovre. De siger, at de har en aftale, men først var det Grækenland, nu er det Irland, så er det Portugal og så kommer Spanien. Irland kan man måske klare, og måske også lige Portugal, men når man så kommer til Spanien, så vil der aldrig være penge nok«. Hvornår forlader Tyskland euroen? Det er den ene side af sagen. Den anden er: Hvad med Tyskland? For alt det her er baseret på, at Tyskland betaler regningen, hvilket den tyske befolkning selvfølgelig er dybt utilfreds med. Men selv den tyske regering, selv finansminister Schäuble og Angela Merkel, er utilfredse med det. De skal stille op med kreditterne til alt det her, og hvad nu hvis pengene ikke bliver betalt tilbage? Alle de andre siger, at det skal man ikke bekymre sig om, men det er Tyskland, der kommer til at betale regningen. Så allerede nu spekulerer de britiske aviser i, og det er dem, der er mest bekymrede over situationen af selvindlysende årsager, at euroen har et problem. Der er nogle, der vil forlade euroen, men det bliver nok ikke Grækenland, Irland eller Italien, men derimod nok Tyskland. Hvorfor skulle de blive ved med at stå model til det her? Tyskland har ikke kun en lille bagdør, men snarere en åben ladeport, man kan bruge til at forlade euroen. Den tyske forfatningsdomstol besluttede tidligere at afvise et sagsanlæg fra en række tyske professorer, der sagde, at den tyske deltagelse i euroen var ulovlig, fordi forfatningen siger, at man har en forpligtelse til at sikre en stabil valuta. december 2010 Schiller Instituttet 9

10 Når man så afskaffede en stabil d-mark og erstattede den med en ustabil euro, så går det imod den tyske forfatning. Forfatningsdomstolen afviste dengang klagen ved at sige, at der ikke var noget tegn på, at euroen ville være ustabil. Det var en anden tid. Tyskland kan når som helst sige:»nu er ballet forbi. Vi stopper her.«vil Tyskland så bare forlade euroen? Det, som den nye EU-præsident Rompuy er kommet ud med, er, at krisen ikke drejer sig om euroen, men om EU. Hvis euroen knækker, så kan EU ikke fortsætte. Det er sådan, man ser på det. Lederen af vores kampagne i Tyskland, og den internationale præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, har taget konsekvensen af det og været ude med en udtalelse og krævet, at Tyskland ikke blot forlader euroen, men også EU. EU repræsenterer ikke længere noget som helst godt. EU er et bankernes diktatur, hvor man vil fjerne det repræsentative demokrati, man vil fjerne borgernes medbestemmelse, og man vil gøre dem til slaver. Derfor skal Tyskland forlade EU, hellere i dag end i morgen. Vi skal tilbage til national suverænitet. Så kan Tyskland indgå i et samarbejde med Kina, Rusland, Indien og USA, og mange andre herlige nationer rundt omkring i verden, og spille den rolle, som Tyskland bør spille. Det samme gælder for de andre europæiske nationer. Vi må tilbage til national suverænitet. Hvis Tyskland forlod EU, så ville der ikke være et EU mere. Det ville være en stor glæde for alle os andre. Vi har selvfølgelig haft gavn af, at vi har et tæt samarbejde med de andre lande og bare kan handle på kryds og tværs, men det kan vi stadigvæk gøre, også uden EU. Men vi slipper for at få en masse meningsløse diktater fra Bruxelles, som ødelægger vores udvikling. Det her drejer sig ikke bare om landene i Europa. Det er en global magtkamp. Det her er også det afgørende spørgsmål for USA. Tager USA et opgør med det her? Kaster den amerikanske befolkning handsken? Kaster den amerikanske befolkning forræderne overbord og laver en ny revolution, som man gjorde det i 1776? Ligesom dengang er det briterne, der sidder og dikterer, hvad man skal gøre, som lakajen Barack Obama så forsøger at føre ud i livet. LaRouche lavede den 19. november en udtalelse:»det er ensbetydende med krig Sænk Inter-Alpha-gruppen«. Han pointerer der, at angrebet på Irland blot er den seneste fase af det, der påbegyndtes i 1971, da man afskaffede Bretton Woods-fastkurssystemet og erstattede det med Inter-Alpha-gruppen. Denne magtgruppering forsøger nu at gøre det af med alle suveræne nationer og gennemtvinge den reduktion af verdensbefolkningen som prins Philip ønsker fra 6,7 mia. mennesker til under 2 mia. Vi må stoppe dette kupforsøg imod nationerne, siger LaRouche, og i stedet gennemføre en 6-punkts redningsplan for USA og verden: 1. En genindførelse af Glass/Steagall-banklovgivningen i USA i samme form, som den blev indført i USA af Franklin D. Roosevelt i Men ikke blot i USA, men også i andre ledende nationer som Rusland, Kina og Indien, og andre nationer rundt omkring i verden. 2. Iværksættelsen af nødprogrammer for genopbygningen af den agroindustrielle produktionsevne, dvs. industri og landbrug, og et fremskridt baseret på en stadig større energigennemstrømningstæthed, dvs. kernekraft i stedet for vindmøller og solceller. 3. Genetablering af et fastkurs valutasystem som det eksisterede inden Vietnam-krigen, og et skifte fra et monetært system, der er drevet af private finansinteresser, som vi har det i dag, til et kreditsystem baseret på suveræne nationer. 4. Udbygningen af tilgangen til vand i de forskellige nationer, og opbygningen af jernbane- og magnettognet over hele planeten. Det vil også give os tilgang til meget større råstofressourcer end dem, vi har i dag. 5. Vi skal have gang i rumforskningen, forske i kosmisk stråling, og undersøge livets funktion i vores solsystem. Vi skal terraforme Jorden med NAWAPA og andre projekter forbedre livets betingelser her på Jorden, som vi også senere kommer til at gøre det ude i rummet. 6. Vi må erstatte det globale forfald, som er blevet gennemtvunget under Inter-Alpha-gruppens overopsyn, med en global politik baseret på en forståelse af udbygningen af det, Vernadskij kaldte noosfæren. Det sker gennem at sikre en stadig større energigennemstrømningstæthed overalt på kloden. Vi mennesker har til opgave at gribe ind i naturen og forbedre naturen. Hvorfor skal vi begå kollektivt selvmord i den nuværende situation? Hvorfor skal vi være som lemminger, der, nation efter nation, hopper ud over klippekanten, når vi har set, hvordan det gik alle de andre, der gik forud? Vi kan nu se resultatet af 68-kulturen. Vi kan se resultatet af den ødelæggelse af kulturen, der foregik i efterkrigstiden under ledelse af CCF, Kongressen for Kulturel Frihed, hvor man systematisk angreb den klassiske kultur og sagde, at den skulle erstattes af en moderne irrationel kultur. Vil vi virkelig begå et folkemord, som det, prins Philip og Verdensnaturfonden vil have? Vil vi reducere verdens befolkning til 2 mia. mennesker, bare på grund af en defekt ideologi? Eller vælger vi i stedet at gå tilbage til videnskabeligt og teknologisk fremskridt? Til at se mennesket som noget godt, se os som værende skabt i Guds billede? Og hvem er Gud? Det er den universelle kreativitet, det princip, som har skabt universet og som hele tiden videreudvikler universet. Det at være menneske er at være en kreativ medskaber her 10 Schiller Instituttet december 2010

11 i universet. Det er godt, når vi griber ind i naturen. Det er vores ansvar. Vi må være ansvarlige mennesker, der både lever op til det ansvar her på Jorden, men også allerede nu forbereder at kunne leve op til det ansvar gennem at sprede liv ud i verdensrummet. Styrer Rothschild den danske regering? Disse spørgsmål vedrører ikke kun den store verden, men er også helt aktuelle her i Danmark. Der var en påmindelse om det, som man kan se i Ekstra Bladet den 15. november, hvor man på forsiden skriver:»stor skandale. Lene Espersen gav blankocheck til konsulenter. Brugte million på hotel og taxa uden bilag. Det er helt utilstedeligt«. Hvad var det, der foregik? Man skulle lave Bankpakke II og derfor inviterede Økonomi- og Erhvervsministeriet, under ledelse af Lene Espersen, britiske Rothschild Bank til at komme til København og lave bankpakken for os. For den tjeneste fik de ni millioner udbetalt i konsulenthonorar, og så denne ekstra million til dækning af forskellige udgifter, som de aldrig afleverede bilag for. Skandalen er ikke, at der var en regning på en million uden bilag. Skandalen er, at menneskehedens fjende nummer ét, Inter-Alpha-gruppen, blev inviteret over for at lave Bankpakke II! Og hvis de blev inviteret over for at lave Bankpakke II, hvem lavede så Bankpakke I og Bankpakke III? Det er der ingen, der har snakket om, men det er jo sandsynligvis de samme. Det er den store, store skandale, men det fattede Ekstra Bladet selvfølgelig ikke. Det viser, hvor dyb denne infektion er, også her i Danmark. Børsen har i dag en historie, som jeg lige så på internettet, om, at der er vild panik i de danske sparekasser, fordi man i dag har førstebehandlet et lovforslag i Folketinget, fremlagt af regeringen, der vil afskaffe den stemmebegrænsning, der i dag findes i mange danske pengeinstitutter. Mange sparekasser og banker har simpelthen indskrevet i deres vedtægter, at ligegyldigt hvor mange aktier man ejer, så kan man kun stemme med en hvis stemmeandel. Det har man gjort for at forhindre, at en eller anden spekulant, eller hvad det nu måtte være, kan komme ind og opkøbe sparekassen og så bruge den som sin egen selvbetjeningsbutik. For at sikre, at sparekassen eller banken fortsat vil fungere, som det, den var sat i verden for at gøre: At yde hjælp til den lokale økonomi og det lokale samfund. Det er, hvad regeringen ved lov vil forbyde. Man må ikke have en bank eller en sparekasse, som tjener det almene vel. Den må kun være et redskab for private finansielle interesser til at udbytte og plyndre. Det er meget afslørende. Vi må håbe, at der, da det nu er kommet frem, vil være et ramaskrig, der kan stoppe det. Det understreger i hvert fald problemet med denne regering. Man kan så diskutere, om det er fordi de er onde eller blot er så ufatteligt dumme, at de ikke forstår, hvad det er de laver. Der er stærke argumenter i begge retninger. Det var derfor, vi sagde fra begyndelsen, da alle disse kriser gennem de sidste par år begyndte: Vi behøver ingen bankpakker, ingen blankocheck til redning af bankerne. Lad dem gå ned! Vi skal have en dansk version af Glass/Steagall-lovgivningen. Gå ind og rens op. Lad os skelne mellem skidt og kanel. Sådan noget, som de lokale sparekasser er sat i verden for at lave, det vil vi gerne beskytte. I stedet for at ødelægge det, skal vi beskytte det. Det er fint, at de er små. Mindre lokale sparekasser og banker har en større tendens til at tjene lokalsamfundet end store fede banker, der kun tænker på at skaffe penge til deres aktionærer. Banker må skam godt være store, så længe de tjener det almene vel, så længe deres primære formål er at låne penge ud til almindelige mennesker og virksomheder normal indlåns- og udlånsvirksomhed. Når de begynder at tage de penge, som de har tjent på folk her i Danmark, og investere dem i banker ovre i Irland eller andre steder, så er det slut. Det skal de ikke have lov til. Lad dem miste hovedet, det gør ikke noget. Det, der er det vigtige, er den tjeneste, de yder den normale økonomi. Derfor skal vi beholde det danske realkreditsystem. Derfor burde vi med det samme melde os ud af EU sammen med Tyskland, så vi kan slippe for SDO-lån og alt det her fis, som kun har til formål at gøre folks boliglån til et spekulationsobjekt. Det danske realkreditsystem har tidligere været vældig godt til at forhindre det. Samtidig skal vi i gang med store projekter, og det skal være hurtigt, for det bliver meget blodigt ude i den finansielle verden. Vi burde allerede være i gang med Femern Bælt-projektet. Der er en masse sabotage i gang fra Tyskland og fra EU for at forhindre projektet. Vi bør skubbe på. Region Hovedstaden er netop kommet ud med noget meget fornuftigt. Man har foreslået, at vi allerede nu går i gang med at forberede Helsingør/Helsingborg-forbindelsen og en Ring V uden om København. En omfartsvej, der går fra Helsingør til Køge, så al den trafik, der vil være fra Helsingør til Femern Bælt, ikke skal ind igennem hovedstadsområdet. Det gælder både for vejnettet, men også jernbanen der skal transportere gods. Det er rigtig tænkt, og man burde gå i gang med det, hellere i dag end i morgen. Koster det ikke penge? Jo, men det her er investeringer, ikke løbende udgifter. Når man bygger en jernbane eller en vej, så koster det lidt at vedligeholde den, men den store udgift er selve etableringen. Den udgift får man så til gengæld gavn af år efter år. Når det gælder Kattegatbroen behøver vi ikke at bekymre os om EU eller andre. Det er et rent internt dansk projekt. Det kan vi sætte i gang med det samme, og samtidig etablere et magnettognet. Bare fordi andre lande ikke har fået magnettog, kan vi godt have et internt dansk magnettognet. Så knytter vi Danmark sammen. Så kan det være, at man skal skifte tog i Hamborg, men det skal vi såmænd nok alligevel. Og så skal vi have kernekraft. Det er fremtidens teknologi. Det er det, de satser på ude i Asien. Hvis vi vil med, hvor det er spændende, så skal vi have kernekraft. Så må vi glemme alt om solceller og vindmøller, som blot er en enorm belastning og udgift for hele økonomien. Dertil kommer det, som LaRouche har som sit sidste punkt: Den kulturelle udvikling. Det kulturelle forfald der har været, som underminerer fundamentet for vores frem- december 2010 Schiller Instituttet 11