sådan taler medier og borgere om politik EN DISKURSANALYTISK UNDERSØGELSE AF POLITIK I DET MEDIALISEREDE SAMFUND

Transkript

1

2 sådan taler medier og borgere om politik EN DISKURSANALYTISK UNDERSØGELSE AF POLITIK I DET MEDIALISEREDE SAMFUND

3 MAGTUDREDNINGEN Folketinget besluttede i marts 1997 at iværksætte en dansk magtudredning eller, som det officielle navn er, En analyse af demokrati og magt i Danmark. Projektet ledes af en uafhængig forskningsledelse. Magtudredningens forskningsresultater publiceres i en række bøger, som udgives på Aarhus Universitetsforlag, og i en skriftserie, som udgives af Magtudredningen. Lise Togeby (formand) Jørgen Goul Andersen Torben Beck Jørgensen Peter Munk Christiansen Signild Vallgårda

4 Louise Phillips og Kim Schrøder S Å DA N TA L E R ME D I E R OG BORG E R E OM P O L I T I K EN DISKURSANALYTISK UNDERSØGELSE AF POLITIK I DET MEDIALISEREDE SAMFUND AARHUS UNIVERSITETSFORLAG

5 Sådan taler medier og borgere om politik En diskursanalytisk undersøgelse af politik i det medialiserede samfund er sat med Bembo og trykt hos Narayana Press, Gylling Magtudredningen, forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2004 Tilrettelægning: Kitte Fennestad Omslag: Kitte Fennestad ISBN Aarhus Universitetsforlag Langelandsgade Århus N Fax

6 INDH O L D DEL 1 PROBLEMSTILLINGER, TEORIER, METODER, RESULTATER 11 KAPITEL 1 KAPITEL 2 KAPITEL 3 KAPITEL 4 Medier og demokrati : portræt af en debat 13 Politik, medier og demokrati 21 Analysemetoden: den diskursanalytiske ramme 27 De empiriske undersøgelser 34 DEL 2 SÅDAN TALER BORGERNE OM DERES BRUG AF MEDIERNE 47 KAPITEL 5 KAPITEL 6 KAPITEL 7 KAPITEL 8 KAPITEL 9 KAPITEL 10 Brug og oplevelse af lokale medier 53 Brug og oplevelse af landsdækkende medier 67 Brug og oplevelse af konkrete tv nyhedsindslag 85 Brug og oplevelse af aktualitets- og debatudsendelser på tv 107 Orientering mod verden uden for danmark 133 Sammenfatning og diskussion: journalistiske og mediepolitiske overvejelser 138

7 DEL 3 SÅDAN TALER MEDIERNE OM POLITIK 149 KAPITEL 11 KAPITEL 12 KAPITEL 13 KAPITEL 14 KAPITEL 15 KAPITEL 16 Det parlamentariske demokrati i arbejdstøjet 156 Det parlamentariske demokrati: bagsiden af medaljen 178 Populisme i medierne: borgerne mod systemet 183 Græsrods- og hverdagspolitik i medierne 193 Metadiskurser om politik 199 Sådan taler medierne om politik: mønstre i mediernes diskursive landskab 203 DEL 4 SÅDAN TALER BORGERNE OM POLITIK 207 KAPITEL 17 KAPITEL 18 KAPITEL 19 KAPITEL 20 KAPITEL 21 KAPITEL 22 BILAG 1 Fokusgrupper 297 Det partipolitiske spil: det parlamentariske demokrati i arbejdstøjet og bagsiden af medaljen 215 Populisme 235 Politikken i hverdagen forhandling af individuelt ansvar 247 Borgernes refleksioner over egen deltagelse i det politiske system 265 Sådan taler borgere om politik: opsummering og konklusioner 285 Medier, mediebrug og demokrati 292 BILAG 2 Samtaleguide til fokusgrupper om trafik, politik og medier 300 BILAG 3 Samtaleguide til fokusgrupper om brug og oplevelse af medier 308 LITTERATUR 314

8 FORORD De undersøgelser om forholdet mellem medier, borgere og politik, som denne bog handler om, viser, hvis det skal siges meget kort, at danskerne har et vågent, velinformeret og kritisk forhold til det politiske system og det mediesystem, som vi har udviklet i Danmark frem til i dag. Ud over selve konklusionen er det nuancerne, der er denne undersøgelses stærke side. Vi har gennemført en omfattende kvalitativ analyse af, hvordan danskerne oplever medier og politik i deres dagligdag, og vi lader dem i vid udstrækning selv komme til orde i de analytiske kapitler, hvor vi citerer fyldigt fra de gruppesamtaler, vi har haft med et bredt men selvfølgelig ikke statistisk repræsentativt udvalg af danskere. På baggrund af deltagernes udtalelser i gruppesamtalerne har vi så at sige taget temperaturen på almindelige danskeres brug og oplevelse af de mangfoldige trykte, elektroniske og digitale medier, som de har adgang til i hverdagen, og deres oplevelse af politik og politiske partier. Vi har ikke haft nogen ambitioner om at nå frem til en påvisning af enkle årsagsforbindelser mellem medier og politik. Tværtimod har vi været styret af den grundholdning, at det i et moderne, hyperkomplekst og gennemmedialiseret samfund ikke lader sig påvise generelt, om medierne har magten over det politiske system (sådan som det i visse spektakulære enkeltsager godt kunne tage sig ud), eller om det er det politiske system, der orkestrerer sin kommunikation på en sådan måde, at medierne lader sig trække rundt ved næsen (sådan som fx spindoktordebatten indimellem kan tyde på). Som den amerikanske forsker William Gamson udtrykker det, er forholdet mellem medier og politik komplekst og virker begge veje. Første del af bogen tager afsæt i den måde, hvorpå samfundsdebatten om medier og politik hidtil er foregået, og vores position i forhold hertil, hvorefter vi skitserer den opfattelse af politik og demokrati, som bogen bygger på. I del 1 beskriver vi også vores teoretiske og metodiske fundament, og 7

9 vi fortæller konkret om, hvordan vi har lavet de tre delundersøgelser, som optager resten af bogen: En undersøgelse af hvordan danskere i dag bruger og oplever de medier, som er alment tilgængelige i dagens Danmark, og en vurdering af hvordan mediebrugen sætter dem i stand til at handle inden for det politiske system i bred forstand (del 2). En undersøgelse af mediernes fremstilling af politik, blandt andet eksemplificeret gennem et casestudie af mediernes fremstilling af trafikproblemer og trafikspørgsmål som et område for politisk handling (del 3). En undersøgelse af danskernes oplevelse i hverdagen af trafikproblemer og trafikspørgsmål som et område for politisk handling (del 4). Som det fremgår af ordlyden i den anden og tredje delundersøgelse, er disse to delundersøgelser tæt forbundne og munder tilsammen, i det afsluttende kapitel, ud i en sammenlignende vurdering af mediernes og medborgernes måder at tale om politik på. Læsere, der ønsker at gå direkte til undersøgelsesresultaterne, vil finde dem i hver af de analytiske deles slutkapitel, dvs. kapitel 10, 16 og 21, og i bogens sidste kapitel 22. Undersøgelsens metode er i bred forstand diskursanalytisk både hvad angår den indholds- og tekstanalytiske undersøgelse af mediernes italesættelse af (trafik)politik, og hvad angår de to kvalitative interviewundersøgelser, herunder den receptionsanalytiske undersøgelse af medborgerdiskurser om medieoplevelse og -brug. Hvad vi forstår ved diskursanalyse, forklarer vi nærmere i kapitel 3. Den diskursanalytiske tilgang fører til, at vi i et vist omfang benytter den fagterminologi, som hører til inden for denne videnskabstradition begreber som diskursive praksisser, diskursorden, italesættelse osv. Læserne vil altså støde på sådanne begreber i både de teoretiske og analytiske kapitler. Men vi har forsøgt at minimere denne slags terminologiske barrierer. Alle ikke-danske citater er oversat af os. Maja Kiener Jensen og Rikke Hessellund, begge kommunikationsstuderende, har været ansat som forskningsassistenter til at bistå med de praktiske sider af fokusgruppesamtalerne. De har især bidraget til undersøgelsen med deres kompetente udskrifter af de video- og lydbånd, som vi brugte til at fastholde fokusgrupperne med. Vi takker studerende og kolleger for værdifulde input og feedback 8

10 undervejs. Det gælder især vores kolleger ved Center for Brugerorienteret Kommunikationsforskning, Roskilde Universitetscenter, der har været deltagerobservatører til vores arbejdsproces. Også en tak til Henrik Larsen for kommentarer til store dele af manuskriptet. Vi er taknemmelige for den støtte, vi har modtaget fra Magtudredningens styregruppe, ikke mindst fra professor Lise Togeby, der på utroligt konstruktiv vis har udvidet vores opfattelse af, hvad ordet tålmodighed betyder. Roskilde, januar 2004 Louise Phillips Kim Schrøder

11 DEL 1 P R O B L E M S T I LLING E R, T E O R I E R, MET O D E R, F E L T ARB E J D E

12

13 KAPI T E L 1 M E D I E R OG DE M O K R A T I : POR T R Æ T A F E N D E B A T Den offentlige debat om mediernes, især tv s, rolle og magt i den demokratiske proces er præget af rutinemæssig bekymring. Når spørgsmålet om mediernes påvirkning af den politiske proces gennem de sidste årtier gøres til genstand for intellektuel debat, er der som oftest tale om en sørgelig historie. Det er de debattører, der fremfører denne store fortælling om mediernes og politikkens forfald, der har vinden i ryggen, mens de mere optimistiske debattører befinder sig i en perifer position, hvorfra der må argumenteres imod det pessimistiske syn. For eksempel skrev den ansete sprogprofessor og redaktør af Danmarks Nationalleksikon Jørn Lund i 1997 en kronik med overskriften Det kulturelle nulpunkt om mediernes ansvar for demokratiets sørgelige tilstand, hvori han konkluderede: Tv har svigtet folkeoplysningen, kulturen og sproget til fordel for perspektivløs dansk og udenlandsk underholdning. ( ) Efter min mening repræsenterer 1996 på begge stationer det kulturelle nulpunkt, det punkt, hvorefter de skadelige virkninger på kulturen er større end de gavnlige (Politiken, 29. august 1997). Når debatten omhandler de nyere programformer, som har taget udgangspunkt i almindelige menneskers hverdag og ladet en bred vifte af stemmer fra hverdagens Danmark komme til orde, er kritikken lige så skarp. For eksempel skrev daværende debatredaktør, senere radikal udviklingsminister i Poul Nyrup Rasmussens regering, Anita Bay Bundegaard (2000), under overskriften Medier: Den almindelige mening en klumme i Politiken, hvor hun tegnede et portræt af de demokratiske skadevirkninger af programmer som Synspunkt (et debatprogram på DR1, hvor et halvt dusin almindelige mennesker en gang om ugen blev sat til at diskutere aktuelle samfundsspørgsmål) og 19Direkte (DR1 s nyheds/magasin-program med nyheder i øjenhøjde ): 13

14 Lige så langsomt er almindelige mennesker ved at sætte sig på især de elektroniske mediers sendeflade. ( ) Programmet (Synspunkt) er kun et af mange, hvor almindelige mennesker optræder for andre almindelige mennesker på den anden side af skærmen. Ikke fordi de ved noget, har noget på hjerte eller en historie at fortælle. Deres eneste kvalifikation er, at de er almindelige, og at de har en mening. ( ) Er det ikke bare demokratisk? For er det måske ikke netop kernen i demokratiet, at alle har lov til at komme til orde, sige deres mening og påvirke dem, de har valgt til at styre landet? Er medierne i virkeligheden i gang med en tiltrængt demokratisering af samfundet? Det kunne godt se sådan ud. Men der kunne også være tale om noget mindre ædelmodigt, nemlig at de har travlt med at legitimere deres virksomhed ved hjælp af sagesløse mennesker. ( ) Nu er populisme jo et godt gammelt trick, når man vil i verden frem, der er bare det ved det, at i den moderne informationsverden vil almindeliggørelsen af medierne ret hurtigt få store konsekvenser for den offentlige debat og for det enkelte menneske. ( ) Medierne synes i al deres iver efter at tækkes et marked ( ) at lide af en kolossal frygt for at stå ved det, der simpelthen er deres forbandede pligt: at kvalificere den offentlige debat, så det enkelte menneske får et bedre grundlag at danne sin egen holdning på så vi bliver klogere (Politiken, 22. januar 2000). Med andre ord så er medierne godt på vej til at gøre os alle sammen dummere og dermed til at trække det hidtidige fundament af oplysning væk under vores demokratiske samfundsorden. I disse indlæg er det den overhåndtagende underholdning og almindelige menneskers invasion af sendefladen, der er problemet. Når det mere specifikt er nyhedsjournalistikken, der kritiseres, nævner kritikerne ofte en række indbyrdes forbundne forfaldstegn: Personfiksering: Nyhederne bliver mere og mere personfikserede og interesserer sig udelukkende for politiske aktørers taktiske spil og personlige troværdighed og ikke for deres politiske visioner og programmer. Trivialisering: Der fokuseres mere og mere på human interest og bløde nyheder i stedet for på væsentlige politiske sager. Populisme: Medierne bygger konflikter i samfundet op ud fra en modsætning mellem fjerne, uvidende og arrogante politikere og folkets repræsentanter, der ved, hvor skoen trykker, men ikke kan råbe politikerne op, så fornuften sejrer. Tempo-opskruning: Der bliver mindre og mindre tid til at dvæle ved tingene, indslagene bliver kortere og kortere, æstetiske virkemidler som 14

15 klipperytme bliver mere og mere hektiske, politikerne får kun lov til at tale i lydbidder, og skærmen fyldes med samtidige visuelle, talte og skriftlige informationer. Samtale-gørelse: Hverdagssproget finder vej også til nyhederne, som derved får præg af hyggesnak snarere end seriøs information. Set i historisk perspektiv er disse tendenser, og kritikken af dem, ingenlunde nye. De har i mere end hundrede år kendetegnet det, man med forskellige betegnelser har kaldt sensationspressen, den gule presse og tabloidpressen heraf etiketten tabloidisering. Men tendenserne er nye i tv-mediet, hvor de nok var på vej i dansk tv i erne under betegnelsen amerikanisering, men først for alvor fik fodfæste efter monopolbruddet og oprettelsen af TV2 i Denne udvikling er blandt andet dokumenteret af Stig Hjarvards analyser af tv-nyhedernes historiske udvikling i Danmark (Hjarvard, 1999b) og af Anne Jerslevs analyser af reality-tv i en dansk sammenhæng (Jerslev, 2004). I den internationale medieforskning vinkles udviklingen på samme måde og næsten altid i forlængelse af Jürgen Habermas historiske analyse af den borgerlige offentligheds forfald (Habermas, 1962). En radikal og velkendt eksponent for denne kritik er amerikaneren Neil Postman, der ofte citeres for, at seriøst tv er en selvmodsigelse (Postman, 1986). En nutidig skandinavisk eksponent for bekymringen på demokratiets vegne over mediernes ændrede italesættelse 1 af blandt andet politik tegner følgende signalement af situationen i dag: Det er stadig meningsfuldt at tale om en offentlig sfære, der eksisterer i dag, men ud fra en hvilken som helst målestok befinder den sig i en ynkelig tilstand. ( ) Den stigende popularisering kan være og har i mange tilfælde været en positiv udvikling, der har bragt flere ind i den offentlige sfære, men efter de flestes opfattelse er tendensen til popularisering i dag ved at degenerere i trivialisering og sensationstrang. ( ) Vi står over for en alvorlig nedbrydning af borgernes engagement, ( ) en krise for det civile samfund og samfundsborgerskab som sådan, der kan ses i forlængelse af en mere omfattende kulturel forarmelse (Dahlgren, 2001). Denne karakteristik af mediernes påvirkning af samfundet hævder altså, at medierne gør os borgere til dårligere medspillere i den demokratiske proces hvis vores demokrati er lidende, så er det i høj grad mediernes skyld. Der findes andre vurderinger af samspillet medier/demokrati, som anlægger en mere optimistisk synsvinkel. I en dansk sammenhæng kan man sige, 15

16 at forskere med analytisk indsigt i dansk nyhedsjournalistik er mere afdæmpet kritiske over for de nævnte tendenser (fx Lund, 2002; Hjarvard, 1999b). Det gælder også Jerslevs analyser af nyere dokumentar- og reality-genrer, der bl.a. ser på, hvordan unge seere faktisk oplever og bruger tabloid- og infotainmentprogrammer (Jerslev, 2004). Blandt internationale medieforskere er der nogle få, der næsten stiller sagen på hovedet. Briten John Fiske er nærmest herostratisk berømt for at se tabloidjournalistikken som et symbolsk udtryk for de undertrykte samfundsklassers oprør imod de økonomiske, politiske, kulturelle og videnskabelige eliters herredømme over det offentlige meningsrum (Fiske, 1987; 1992). Fiske hævder (inspireret af de Certeaus teorier om de undertryktes symbolske krybskytteri imod magthaverne), at dette oprør har rod i almindelige menneskers hverdagsliv, og at det italesætter politisk ukorrekte perspektiver på samfundsudviklingen og overtræder gældende normer for etisk og upartisk journalistik. Eksempler fra den danske virkelighed kunne være Ekstra Bladets fremmedkampagne og tabloidpressens brug af paparazzimetoder over for de kendte. I vores undersøgelse kan tabloidavisernes og tv-nyhedernes populistiske kampagne for en ældrebolig til den kræftsyge Aksel Jensen være et eksempel (se kapitel 13). Den hollandske medieforsker Liesbet van Zoonen deler Fiskes udgangspunkt og fremhæver, hvad man kunne kalde det lødige i det vulgære. Hun hævder det synspunkt, at der under tabloidjournalistikkens udskejelser ligger anvisninger på demokratisk sunde handlingsformer, at det faktisk er tabloidjournalistikkens fortjeneste, at det usigelige bliver sagt, at de herskende sandheder bliver anfægtet. Et dansk eksempel kunne her være de danske mediers udskældte italesættelse af sandheden om flygtninge og indvandrere, som ikke får lov til at komme til udtryk i den offentlige debat i Sverige. Senest har van Zoonen påvist paralleller mellem på den ene side ideel vælgeradfærd i det parlamentariske demokrati, og på den anden side den seer-adfærd, man ser omkring Big Brother-fænomenet: Yngre seeres intense engagement i programmet, deres livlige debatter om personer og begivenheder i Big Brother i chat-fora, og deres deltagelse i demokratiske afstemninger om, hvilke deltagere der i kraft af deres menneskelige egenskaber og livsprojekter går videre i eksperimentet henholdsvis stemmes ud (van Zoonen, 2003). Hendes generelle vurdering af nyere politisk journalistik er, at den repræsenterer et forsøg på at helbrede et svækket demokrati: Populærpolitisk journalistik kan ses som et forsøg på at genoprette forholdet mellem politikere og vælgere, mellem folket og 16

17 dets repræsentanter, og at genvinde den nødvendige følelse af fællesskab mellem folkevalgte og deres offentligheder (van Zoonen, 1998; se også Street, 2000; Corner, 2000). Der findes således stemmer i medieforskerverdenen og i den danske debat (Pedersen m.fl., 2000), der forsøger at give modspil til den demokratiske bekymring. Men de er relativt sjældne, og de fremstår ofte som et kuriosum i forhold til den seriøse medie- og journalistikforskning. Problemet med bekymringen over udviklingen i medieindholdet på demokratiets vegne er, at den overvejende er begrundet i forskeres og intellektuelles analyser og iagttagelser af medieindholdet og/eller af kommercialiseringen og koncentrationen af medievirksomhederne og dennes indvirkning på mediernes indhold og æstetik. Der findes meget få analyser af, hvordan borgerne bruger eller ikke bruger medierne i hverdagen som led i deres demokratiske myndiggørelse. Det er på den baggrund, at vi i denne bog sætter fokus på borgernes brug af medierne til at orientere sig om, hvad der foregår i samfundet omkring dem, lokalt, nationalt og internationalt, og på samspillet mellem mediernes italesættelse af politik og borgernes italesættelse af politik. M E D I E R N E, BO R G E R N E O G D E N PO L I T I S K E OFF E N T L I G H E D Vi mener, at enhver diskussion og vurdering af mediernes politiske definitionsmagt i samfundet må tage udgangspunkt i undersøgelser af, hvordan medierne konkret spiller sammen med borgerne i den offentlige meningsdannelsesproces. Der er i dag almindelig konsensus iblandt medieforskere om, at dette samspil, især som følge af mediernes kommercialisering og konkurrence, foregår under et grundvilkår, som kan betegnes modtager-orientering, dvs. at al massemedieret kommunikation må rette ind efter modtagernes værdier, holdninger og ønsker. For os giver det anledning til at støve den antropologisk inspirerede teori om medierne som samfundets skjald af og indstille vores undersøgelses optik derefter. Teorien, der er beslægtet med teorien om medierne som kulturelt forum (Newcomb & Hirsch, 1984), er udviklet af Fiske og Hartley (1978), med henblik på nationalt tv som kommunikations- og offentlighedsform men kan udvides til en generel teori om alle former for massemedieret kommunikation, der fungerer med modtagerorientering som et grundvilkår. Ifølge den udvidede teori fungerer medierne i rollen som skjald kort og 17

18 godt som et socialt ritual, hvorigennem en kultur kommunikerer med sin kollektive bevidsthed: For at dække denne forestilling ( ) har vi opkastet den ide at anskue fjernsynet som vores kulturs skjald. Fjernsynet opfylder en skjaldefunktion for kulturen og for alle de forskellige individer, som lever i den. ( ) Når vi bruger udtrykket skjald er det for at understrege visse egenskaber, som er fælles for fjernsynsbudskabets mangfoldige ophav og for mere klassiske skjaldeytringer. ( ) skjalden fungerer i den traditionelle opfattelse som en instans, der ud fra kulturens forhåndenværende sproglige ressourcer sammensætter en række bevidst strukturerede budskaber, hvis funktion er at kommunikere et selvbekræftende billede af kulturens medlemmer (Fiske & Hartley, 1978: 85). Fiske og Hartley påpeger, at både den klassiske skjald og fjernsynet/medierne er centralt placerede i deres kultur, ligesom det gælder for dem begge, at den virkelige ophavsmand bag såvel skjaldens som mediernes budskaber er det publikum, som de deler kommunikativt og kulturelt fællesskab med. Begge fungerer under en kulturel logik, der får dem til at bestræbe sig på at tale ud fra et fælles samlingspunkt, eller når det ikke er muligt at udstille de forenelige eller uforenelige positioner, som samfundet rummer, så de bliver synlige for samfundets medlemmer. Det væsentlige ved denne opfattelse af mediernes skjalderolle i samfundet er, at den i stedet for simple magt- og årsagsrelationer betoner gensidigheden og samspillet imellem medier og borgere i den kollektive konstruktion af samfundets diskursive univers: Mediernes kommunikative virke ses som præget af en vekselvirkning imellem en aldrig helt stabiliseret konsensustilstand (der blandt andet manifesterer sig som taget-for-givne holdninger), og de sprækker i enigheden, der dukker op som diskursive konflikter og ambivalenser, i både medie- og borgerdiskurser. Vores undersøgelse af forholdet mellem medier og borgere/samfund foregår altså inden for rammerne af et diskursteoretisk magtbegreb, der kompleksificerer, hvad magt overhovedet er. Vi er således grundlæggende enige med Tore Slaatta, der har analyseret den norske medieorden som led i den norske magtudredning (Slaatta, 2003), og i sin rapport kritiserer den udbredte tendens til, at mediernes magt behandles og omtales, som om den skulle findes som en éntydig, objektiv størrelse, som en kraft som medierne en bloc har (Slaatta, 2003: 14). Han fremhæver, at der er stor uenighed om, hvad mediernes magt egentlig består i, men at der på det helt banale plan egentlig ikke er stor tvivl om, hvordan denne magt kommer til 18

19 udtryk: Mediernes virkemåder og magt er nemlig overordentlig synlige, velbeskrevet og alment forstået, både blandt folk flest og blandt mediernes professionelle udøvere (Slaatta, 2003: 13). På enkeltsagsniveau kan medierne jo ofte gennemtrumfe et virkelighedsbillede, som andre samfundsaktører mere eller mindre godvilligt må handle ud fra. Her er det, som Slaatta siger, let at forstå at mediernes magt forstås som næsten ubegribelig stor (Slaatta, 2003: 13). Et eksempel kunne være Politikens påpegning af danske skoleelevers manglende geografikundskaber (efteråret 2003), der allerede i skrivende stund har fået undervisningsministeren og et flertal af politiske partier til at planlægge et lovindgreb, der skal styrke geografiundervisningen i folkeskolens højeste klasser. Et andet eksempel er den allerede nævnte sag om den kræftsyge mand, som vi analyserer nedenfor, og som fik mobiliseret et stort antal politikere til fordel for sin sag. Vores diskursanalytiske pointe er, at i alle disse sager, hvor mediernes dagsordensættende rolle er ubestridelig, foregår italesættelsen af sagen inden for rammerne af værdi- og holdningssæt, der allerede findes hos store grupper af borgere. Det vil sige, at medierne også i sådanne tilfælde magtmæssigt fungerer som det, vi med Fiske og Hartley kalder samfundets skjald, dvs. som italesættere af samfundets kollektive dialog med sig selv. Det er disse værdi- og holdningssæt, vi vil forsøge at fremanalysere i vores undersøgelse, hvor vi vil afdække, hvordan politik i bred forstand italesættes gennem en række politiske fortolkningsrepertoirer i henholdsvis medie- og borgerdiskurser. Vi vil se nærmere på, hvilke stemmer der kommer til orde i disse diskurser, og på hvordan de indgår i dominans- og underordningsrelationer med hinanden og dermed på, hvordan det politiske overhovedet får eksistens (bliver konstitueret) diskursivt i det danske samfund. For os består det at indkredse mediernes magt ikke i at udpege nogen, der foretager sig noget odiøst, men i selve det at skabe en ny erkendelse om magtens kompleksitet i medialiserede samfund at gøre det muligt at se nye sammenhænge og muligheder, som udfordrer etablerede forståelser af magt, og som i næste omgang kan øge den enkeltes og det kollektive handlingsrum i forhold til det at påvirke og ændre de eksisterende magtrelationer (Slaatta, 2003: 230). Vi håber, at vi med vores sammenlignende analyse af mediernes og borgernes forskellige italesættelser af politik kan udfordre de etablerede og hårdnakkede opfattelser af, hvad mediemagt er, og at erkendelsen af, at magtrelationen mellem medier og borgere er 19

20 kompleks og tovejs (Gamson, 1992), kan skabe bevidsthed om borgernes organiserede og individuelle muligheder for politisk handling. Mediernes rolle i magtkredsløbet består for os at se i at offentliggøre mosaikken af samfundets forskellige stemmer gennem italesættelsen af dem i tekster, lyd og billeder, som vi møder i aviser, radio, tv og på nettet. Herigennem sættes forskellige måder at se verden på i spil i det offentlige rum og indgår som diskursive ressourcer i de mangfoldige samtaler rundt omkring i hverdagen. Vi undersøger også, hvordan de diskursive ressourcer, som medierne stiller til rådighed inden for rammerne af skjaldelogikken, så forvaltes af borgerne i deres daglige brug af medierne til at holde sig orienterede om, hvad der sker i verden omkring dem. Not e 1 Italesættelse er et diskursanalytisk begreb, der betegner det at give noget eksistens gennem selve den måde, man taler om det på. Politik kan for eksempel italesættes på talrige måder: Som noget der foregår i parlamentariske forsamlinger; som noget der foregår i folkelige bevægelser; eller som noget den enkelte borger praktiserer i sin hverdag, fx gennem politisk forbrug. Måden, politik italesættes på, får konsekvenser for, hvad man opfatter som politiske spørgsmål, hvordan man kan forholde sig til politik, og hvordan man kan agere politisk som borger. Medierne italesætter politik på mange forskellige måder, men ofte vil der være tale om, at én eller nogle få måder at italesætte politik på dominerer over andre. 20

21 KAPI T E L 2 POL I T I K, M E D I E R OG DE M O K R A T I Politik betragtes inden for liberale demokratiforståelser ofte som lig med det etablerede parlamentariske og partipolitiske system. Denne forståelse er imidlertid blevet udfordret af kampe, der har fundet sted om politikkens grænser. Græsrodsbevægelser har presset på for udvidelsen af det politiske til også at omfatte spørgsmål, som den politiske sfære ikke har anerkendt som politiske anliggender eller ikke har taget tilstrækkeligt alvorligt, fordi de inden for den traditionelle forståelse har hørt til den private sfære. Med udgangspunkt i Ulrich Beck, Anthony Giddens og beslægtede samfundsteorier ser vi politik som en udvidet størrelse, der rummer former for politik uden for det etablerede, formelle politiske system bestående af politik og parlamentarisk politik (Beck, 1994; 1997a; 1997b; Giddens, 1991; 1994a; 1994b). Mens der i de senere år har været en tendens til, at borgerne er blevet desillusionerede over og har trukket sig tilbage fra det etablerede politiske system (udtrykt blandt andet i tilbagegangen i de politiske partiers medlemstal), har der været en parallel tendens til, at de er blevet mere engagerede i andre former for politiske emner og politisk handlen, som af Beck betegnes som subpolitik og af Giddens som livspolitik. Både subpolitikkens og livspolitikkens opståen ses som udtryk for og del af en generel tendens hen imod individualisering, hvorved aspekter af livet, som før betragtedes som uundgåelige og faste, nu gøres til genstand for valg og ansvar. Beck og Giddens hævder begge, at den viden om fjerne problemer, som individet får gennem medierne, skaber en følelse af personligt ansvar for at løse problemerne. En type af politisk handlen, som kan tjene som et eksempel på individualiseret politik, er det politiske forbrug, hvor man handler ud fra en følelse af personligt ansvar for almene problemer vedrørende fx det globale miljø og menneskerettigheder. Når man fx køber Max Havelaar-kaffe, inkorporerer man det globale i sit hverdagsliv. Man forsøger at påvirke globale fordelingsspørgsmål ved at drikke en bestemt 21

22 kaffe, og samtidig sender man et signal til sine omgivelser om, at man er et bevidst og solidarisk menneske. Beck ser subpolitikken som et produkt af refleksivitet skabt gennem refleksiv modernisering. Refleksiv modernisering indebærer to former for refleksivitet. Den første form for refleksivitet er en form for refleksagtig selvkonfrontering med selve moderniseringsprocessen, hvor samfundet konfronteres med de negative konsekvenser af risikosamfundet (fx på miljøområdet), som ikke kan afhjælpes inden for industrisamfundets regi. Den anden er en form for refleksion over indretningen af samfundet praktiseret af medborgere, der er bekymrede over de mange farer, som man føler man står over for i risikosamfundet. Det moderne samfunds konceptuelle byggesten fremskridt, teknologisk rationalisering og herredømme over naturen bliver ikke længere taget for givet som objektive sandheder, men udfordres og gøres til genstand for politiske kampe over samfundets indretning (Holzer & Sørensen, ). Her arbejder Beck med en forståelse af politik som skabelsen og forandringen af livsomstændigheder frem for den konventionelle forståelse som et forsvar for og en legitimation af herredømme, magt og interesser (Beck, 1997b: 311). Traditionel politik foregår inden for rammerne af det etablerede politiske system, mens subpolitikken finder sted uden for dette etablerede formelle system. I modsætning til traditionel politik er der ikke behov for, at subpolitikken legitimerer sig gennem brug af demokratiske procedurer (Holzer & Sørensen, 2003: 82). Desuden deltager såvel enkeltindivider som grupper i subpolitiske aktiviteter, i kontrast til den traditionelle politik, som karakteriseres ved deltagelsen af kollektive agenter dvs. repræsentanterne for interessegrupper og partier. Beck fremhæver socialbevægelser som hovedaktørerne i subpolitikken. I subpolitikken deltager både individer og grupper uden for det etablerede politiske system i politisk vurdering og handlen vedrørende moralske spørgsmål som fx økologi, energi, familien og etnicitet. Deltagerne fremlægger videnspåstande, der ofte er baseret på en social frem for en videnskabelig rationalitet. Beck argumenterer for, at gennem engagement i subpolitikken har medborgere uden for det etablerede politiske system politisk taget magten, således at det er lykkedes dem at sætte moralske sager på dagsordenen på trods af de etablerede partiers modstand (Beck, 1997: 100). Livspolitik har ifølge Giddens teori rødder i behovet for personlig selvaktualisering, og fokus er på personligt ansvar for offentlige problemer. Selvaktualiseringsprocesserne formes af et samspil mellem det lokale og det 22