Skal vi bare lade dem være?

Transkript

1 Skal vi bare lade dem være? I ti år har antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet, været nogenlunde konstant , dog med stor rotation. De fleste kommer i arbejde, men får førtidspension og et ukendt antal forbliver ledige på kanten af arbejdsmarkedet. Hvordan kan vi hjælpe dem i arbejde og dermed også sikre dem en højere indkomst, så de ikke hænger fast i fattigdom i bunden af samfundet? Det var til debat på et gå-hjem møde i Arbejds markedsstyrelsen. Af journalist Tina Juul Rasmussen I sin strategiplan Danmark 2020: Viden, vækst, velstand, velfærd har regeringen sat som mål, at det danske udbud af arbejdskraft skal være blandt de ti højeste i verden. For at få så mange ledige som muligt tilbage på arbejdsmarkedet har man blandt andet strammet de offentlige ydelser, rådighedsreglerne, vedtaget en arbejdsmarkedspolitik med vægt på en tidlig og effektiv indsats mv. Men virker disse indsatser? Kommer de udsatte ledige i job? Tilsyneladende ikke, når antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet har været konstant i omegnen af ti år. Og hvordan tackler vi den udfordring i disse krisetider? Det var baggrunden for et gå-hjem møde i Arbejdsmarkedsstyrelsen under overskriften Fattigdom og arbejde den 24. november. Mødet var arrangeret af EAPN og Socialpolitisk Forening i samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen i anledning af EU s fattigdomsår. Måler ikke resultaterne af indsatsen Per K. Larsen, landssekretær i den danske afdeling af EAPN, indledte med et kort overblik over historiske udvikling i EU s planer for fattigdomsbekæmpelse, der startede allerede i 1970 erne. - I år 2000 vedtager medlemslandene nogle mål for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og man aftaler at gøre status i fattigdomsåret I Danmark lever målene en stilfærdig tilværelse, der udsendes blot en national handleplan (NAP) hvert andet år, som beskriver de nationale indsatser, der primært er satspuljeprojekter. Men man måler ikke på resultaterne af indsatsen en modstand mod målinger, som stadig findes (jf. debatten om en dansk fattigdomsgrænse, red.), konstaterede Per K. Larsen. - Nu skal vi så gøre status og finde ud af, hvad vi vil frem til Målet med fattigdomsåret 1

2 er dog også at skabe opmærksomhed og debat, og jeg synes, der er sket en hel del herhjemme. Frivillige organisationer har lavet kampagner og konferencer. EAPN har sammen med Socialpolitisk Forening samlet 25 organisationer i Stop Fattigdom Nu og lavet en del initiativer i uge 44. Men vigtigst er nok, at vi har fået fattigdom på den politiske dagsorden og et tema frem til næste folketingsvalg. I kan bare gå i arbejde Et problem, pointerede Per K. Larsen, er, at fattigdommen ikke er blevet mindre, trods ti år med høj velstand og høj beskæftigelse. I den periode har vi set stigende fattigdom og ulighed i Danmark. Årsagerne er ifølge forskere og andre fagfolk bl.a. de lave offentlige ydelser. Folketingsflertallet vil ikke løfte disse ydelser, men vil hellere hjælpe med at løse andre årsager til at socialt udsatte ikke kommer stabilt i arbejde. - Den løsning er alle enige om, men det bliver ikke rigtig til noget. Der mangler kvalitet og sammenhæng i den offentlige service. En tredje årsag, som ikke har været meget i fokus i fattigdomsåret, er manglen på jobs, fremhævede Per K. Larsen. - Svaret til alle de fattige er jo: I kan bare gå i arbejde! Men det gør temmelig mange ikke. Derfor har jeg glædet mig til i dag, for når arbejde er den eneste løsning, der bliver peget på, må det være her i Arbejdsmarkedsstyrelsen, at vi skal finde løsningerne. Og det kan vise sig vanskeligt, mente han: - Så derfor kan man stille spørgsmål ved de mål, regeringen har for indsatsen mod fattigdom bl.a. at udbuddet af arbejdskraft skal være blandt de ti højeste i verden, når de redskaber man har for at få flere i arbejde tilsyneladende ikke virker. Antallet uden arbejde har været uændret i mange år og nogen hænger fast i bunden. En ting, man kan diskutere, er vel, at der mangler arbejdspladser til dem, som ikke kan komme i arbejde, f.eks. socialøkonomiske virksomheder, som er indrettet til mennesker med nedsat arbejdsevne, plus fleks- og skånejobs, sagde Per K. Larsen. Han nævnte også de fælles EU-mål frem til år 2020 at løfte 20 mio. ud af fattigdom, og at alle lande skal lave nationale mål og indsatser. Man er i EU også enige om at måle fattigdom på tre indikatorer: En indkomst under 60 pct. af medianindkomsten, materielle afsavn, og husholdninger med ledighed eller meget lav beskæftigelse. - I Danmark har vi cirka , som lever for mindre end 60 pct. af medianindkomsten. Vi har andre , som lider materiale afsavn, og vi har lidt færre husholdninger med ingen eller lav beskæftigelse. Dem, der er ramt på alle tre indikatorer, har det allersværest, sagde Per K. Larsen og tilføjede: - Og det eneste sted, man kan se en samlet indsats mod fattigdom, er i den Nationale Reform Plan, Danmark skal aflevere til EU i april Derfor bør man tage den alvorligt. Jeg ved ikke, hvad Arbejdsmarkedsstyrelsen har bidraget med til planen, men det får vi måske antydet i dag sagde Per K. Larsen og gav ordet videre til mødets værtinde fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Virksomhedsrettet aktivering virker bedst Kirsten Brix Pedersen, kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen, lagde for med at fortælle om styrelsens tiltag for at få de udsatte grupper i arbejde. - Regeringens 2020-plan om øget arbejdsudbud svarer også til vores mål at få folk fra offentlig forsørgelse videre ud i arbejde eller udannelse. Det er en løsning, som også sikrer højere indkomst. Samtidig er der, som Per også nævnte, strammet op på ydelserne, så det kan betale sig at arbejde, plus et øget fokus på aktiv beskæftigelse og hurtig indsats, sagde hun. Og hendes budskab om, hvad der virker for at få de svageste ledige i arbejde, var meget kort: 2

3 - Virksomhedsrettet aktivering virker bedst. Vores opgave er så at hjælpe kommunerne inden for de rammer, der findes. Der er nogle styringsmuligheder, bl.a. refusion, og vi samler op på, hvad der virker. Men vi ved, at der er både er politisk opbakning og opbakning fra brugerne til den virksomhedsrettede aktivering. Vi ved også fra projekt Ny chance til alle, at jobcentrene fik de bedste resultater med en denne indsats, sagde Kirsten Brix Pedersen. Hun forklarede videre, at strategien fremover handler om virksomhedscentre at der afsættes et vist antal pladser i private virksomheder med støtte fra kommunen, og at virksomhederne får den rette støtte fra kommunen og har en fast kontaktperson på jobcentret, så virksomheden får den rette hjælp herfra. - Det betyder, at virksomheden ikke bare får overladt en person, men føler at de får den rette hjælp, f.eks. via ugentlige møder med jobcentret, at der er opfølgning osv. Og det allervigtigste at de ledige oplever at være en del af et fællesskab på arbejdspladsen, at de indgår på lige fod. Det virker. Men vi må også erkende, at vi skal se fremad, at nogle af de svageste har brug for en langvarig og koordineret indsats fra kommunen og jobcentret. Og vi ser, at den kommunale aktivering på sigt skal erstattes af disse virksomhedscentret, hvis man skal det step videre ud på arbejdsmarkedet. Og med det nye refusionssystem, som lige nu er i høring, får kommunerne en højere refusion for forsørgelsesydelsen, når de giver virksomhedsrettet aktivering eller en uddannelsesindsats. Det er fremtiden for de svageste ledige, sagde Kirsten Brix Pedersen. Hænger fast i kontanthjælpen De svageste på arbejdsmarkedet er også en naturlig del af forskningsområdet for SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, forklarede den næste oplægsholder, Lisbeth Pedersen, afdelingsleder for Beskæftigelse og Integration hos SFI. Og hun fremlagde et overblik over forskningen i de svagere kontant hjælpsmodtageres forhold til arbejdsmarkedet: - Hvilke problemer har de? Kan de komme i arbejde? Hvad gør vi for dem, og hvordan virker den indsats? Det ved vi en del om, men der er også en del, vi ikke ved, sagde hun og fremlagde en opgørelse fra Rigsrevisionen om effekten af indsatserne. - Her kan vi se, hvorfor sagsbehandlerne har inddelt de svagere ledige i matchgruppe 4 og 5 (den tidligere matchopdeling, red.). Den viser, at langt flere blandt de svagere ledige i match 4 og 5 har problemer med personlige kompetencer, netværk, misbrug, økonomi osv. Og mere håndterbart: De mangler også praktiske og faglige kompetencer. Så de har altså en blandet problemstilling. Men vi ved også, hvordan de svagere ledige ser på sig selv, fortsatte Lisbeth Pedersen: - Vi har lavet en survey om, hvordan de selv vurderer deres helbred og hvilke problemer, de har. Den viser, at halvdelen i match 4 og 5 mener, at de har et dårligt helbred. Og omkring halvdelen har modtaget behandling for deres psykiske helbred. Vi ved, at det er meget handicappende ift. arbejdsmarkedet at være Foto: Lillian Møller 3

4 psykisk syg det er en større barriere end at være fysisk handicappet. Vi kan også se, at der findes flere i match 4 og 5 med alkoholog misbrugsproblemer. Og at de har været på kontanthjælp ganske længe: 67 måneder i match 4 og 83 måneder i match 5, sagde Lisbeth Pedersen. Vil gerne arbejde og forsørge familien Et naturligt spørgsmål er så, om disse svagere ledige har et arbejdskraftpotentiale? Det kan man diskutere på flere måder, pointerede hun. - Hvordan ser disse mennesker på arbejde kan og vil de arbejde? Det spurgte vi om en undersøgelse, og her svarede 80 procent, at det var vigtigt for dem at have et arbejde og kunne forsørge sin familie. Omvendt er der så 20 procent, som ikke mener det. Og samme andel, i matchgruppe 4, ville foretrække at arbejde frem for at få kontanthjælp, mens de fleste i match 5 gik og ventede på en førtidspension noget, de fleste i match 4 ville foretrække at undgå. Så der er altså rigtig mange, som kan og vil arbejde i denne gruppe, konstaterede Lisbeth Pedersen og havde flere tal: - En opgørelse af den danske arbejdskraftreserve slog for et par år siden fast, at Danmark havde ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, og 60 procent af dem ønskede at komme i arbejde, mens 30 pct. mente, at de umiddelbart kunne arbejde. Der var altså , som kunne puttes i arbejde efter eget udsagn. Men sagsbehandleren kan godt se anderledes på det enige om mulighederne. I den periode lykkedes det kun at bringe i arbejde trods højkonjunktur. Det siger noget om, hvor svært det er, sagde hun. Hvad gør kommunerne for disse mennesker, og hvad virker, var Lisbeth Pedersens sidste spørgsmål: - Ifølge to undersøgelser er sagsbehandlerne enige om, at formålet med beskæftigelsesindsatsen er at bringe de ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere tættere på arbejdsmarkedet. Dog er der relativ stor forskel på, hvordan denne målsætning udmøntes, fordi man har at gøre med mange typer problemer, de er diffuse og ofte sammenvævede og derfor svære at løse. De kræver typisk en lang afklaring, er sagsbehandlernes opfattelse, sagde Lisbeth Pedersen. Hun forklarede, at der er lavet forskellige typer effektmålinger af indsatsen over for ledige: - Man ved for gruppen som helhed, at den virksomhedsrettede indsats virker bedst, som vi også har hørt. Den gruppe, som har været igennem denne indsats, har den højeste grad af selvforsørgelse. Det gælder både dagpengeog kontanthjælpsmodtagere. Men når vi ser på de svagere, er det svært at finde resultater af indsatser. Den nyeste måling er lavet for Rigsrevisionen, og den viste en negativ effekt og det endda med virksomhedspraktik. Et andet forsøg med lodtrækning i ni kommuner for match 4 og 5 viste også kun svage eller ingen resultater af den særlige beskæftigelsesindsats. Om indsatsen bringer dem tættere på arbejdsmarkedet er svært at måle, så det er vi begyndt at udvikle værktøjer til fordi det handler om mange mennesker og mange penge, som bliver brugt på indsatsen, sluttede Lisbeth Pedersen. Skubber folk væk fra arbejdsmarkedet Jane Korzack, næstformand i 3F og tidligere medlem af Rådet for Socialt Udsatte, fik som den sidste oplægsholder stafetten. Og pointerede, at 3F efterhånden fylder godt i beskæftigelseslandskabet som Danmarks største fagforbund med snart medlemmer. - Og jeg har lyst til at være polemisk og spørge: Er arbejdsmarkedet parat til dem, som er arbejdsmarkedsparate? For det, vi har set udvikle sig, er det laveste sikkerhedsnet, vi nogensinde har kendt. Kontanthjælpen er blevet strammet de seneste ti år, og mange flere ender i fattigdom. 4

5 En konsekvens af det er også, at man skubber dem længere væk fra arbejdsmarkedet. Og når vi taler om, hvordan vi får flere i arbejde, er det sympatisk at tale om det rummelige arbejdsmarked. Men virkeligheden i dag er, at vi har et elite-arbejdsmarked, hvor man skal yde 120 procent, og hvis du falder ud til siden, er der ikke længere plads til dig. Der skal tjenes mange penge, og konkurrencen udefra er massiv, så arbejdsmarkedet er under forandring og på sin vis også i krise, påpegede Jane Korzack. Samtidig er både fagforeninger og arbejdsgiverne presset med vigende medlemstal, og det sætter den danske forhandlingsmodel under pres. - Det skal man vide, når man anviser folk til virksomhedspraktik, fordi der er ingen parter til at overtage aftalerne. Og når man samtidig strammer reglerne for supplerende dagpenge, fratager man endnu flere muligheden for i perioder at forsørge sig selv. Det gør kun folk fattigere og skubber dem endnu længere væk fra arbejdsmarkedet. Jane Korzack understregede, at 3F ikke er imod en aktiv beskæftigelsespolitik, men indsatsen for den enkelte ledige er for lidt målrettet og i mange tilfælde også respektløs, mente Jane Korzack. - Og så hørte jeg et forsigtigt skøn på, at vi brugt omkring 10 mia. kr. på indsatsen! Man kan altså få rigtig meget for 10 mia., f.eks. flere almene kompetencer, som arbejdsmarkedet skriger på. Vi ved jo allerede nu, at vi kommer til at mangle arbejdskraft om år, så vi er nødt til at sparke nogle opad og udad skabe nye muligheder for dem. Til denne diskussion hører også de etniske minoriteter, som vi ved bliver fremtidens fattige. Især de unge, som er tredje generation og uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er et kæmpe potentiale tænk, at vi kan tillade os at se bort fra hele den gruppe i stedet for lave en håndholdt indsats for dem, sagde Jane Korzack. Kan leje østeuropæisk malkepige Hun kom også omkring den globale udfordring at der er 18 mio. working poor i EU, og at udlændige derfor kommer til Danmark og arbejder gratis i perioder. - Jeg hørte om et vikarbureau, der solgte malkepiger fra Østeuropa til danske landmænd. Hvis de kunne tale engelsk, kostede de 80 kr. i timen, og hvis de kun talte f.eks. ukrainsk var de billigere. Det tangerer jo slavehandel og det krydspres skal vi agere i, samtidig med at vi taler om det rummelige arbejdsmarked og om at beskytte den danske model, fremhævede Jane Korzack. Derfor er 3F fortaler for både en officiel fattigdomsgrænse og for at kontanthjælpsloftet og 300-timers reglen skal væk for at løfte de fattigste højere op. - Og vi skal sikre, at alle arbejder efter en gæl- 5

6 dende overenskomst, så vi ikke ender som en bananrepublik, hvor underklassen er inddelt efter hudfarve. Vi skal have ansvarliggjort samfundet og forstå, at vi er en del af en større sammenhæng, så vi kan få løftet dem, som har det allersværest. Det vil vi gerne være med til at løse, sagde Jane Korzack. Det virker for nogen, ikke for andre Den afsluttende paneldebat kom blandt andet til at dreje sig om den økonomiske incitamentspolitik over for de svageste ledige. - En måde kunne jo være at løfte lønningerne for de lavestlønnede eller give de fattigste skattelettelser, så vi får skabt lidt luft i bunden og bedre mulighed for at hænge fast på arbejdsmarkedet, men det er jo et spørgsmål om ideolog, sagde Jane Korzack. Lisbeth Pedersen, SFI, påpegede, at der næsten er to sandheder om de økonomiske incitamenter, fordi gruppen af ledige er så sammensagt. - Det virker for nogle og ikke for nogle andre. Vi kan se, at når man laver en hurtig indsats for de arbejdsmarkedsparate, kommer de hurtigt ud. Mens man kan straffe de svageste så meget man vil, det flytte dem ikke. Nogle siger endda, at man kan tage deres børn, og det flytter dem stadig ikke. Så der findes to virkeligheder, sagde Lisbeth Pedersen. En deltager ville vide, om der da slet ikke er noget, som virker? Han var stødt på en gammel bekendt med ADHD, som havde opgivet at komme i arbejde, selvom han gerne ville, fordi ingen ville have ham. Og Dorte Olsen fra Socialpolitisk Forening spurgte til, om man måler på processen med f.eks. at virksomhedsaktivere folk, så selvom de måske ikke kommer i arbejde, så i hvert fald kommer tættere på arbejdsmarkedet? - Der findes ikke effektmålinger på processen, men der er lavet mange undersøgelser af, om folk selv mener, de har fået noget ud af at være i aktivering. Man arbejder på at finde en metode, fordi vi skal måle det umålelige får de svageste ledige det bedre? Her er vi nødt til at bruge metoder fra det sociale område, sagde Lisbeth Pedersen og tilføjede: - Vi ved ikke, om kontanthjælpsloftet skubber folk væk fra arbejdsmarkedet, men vi ved, at gæld kan gøre det. I forhold til de psykisk syge ved vi heller ikke, hvad der virker. Men vi ved, at mange får det bedre, så de har større chance for at komme tilbage, fordi de bliver helbredt. Kirsten Brix Pedersen fremhævede, at der også er succeshistorier om psykisk syge, som kommer i praktik og senere får job. Og Per K. Larsen fortalte om erfaringerne fra Sverige, som virker: - De har et stort statsligt aktieselskab, SAM- HAL, med ansatte, som alle er arbejdshandicappede, psykisk syge m.v. Dem, som jobcentrene ikke kan anvise jobs til, har man pligt til at ansætte her, fordi samfundet bygger på værdier om at være lønsom og på retten til at arbejde. Virksomheden har f.eks. været underleverandør til Ikea, konkurrerer på lige fod med bl.a. ISS om hjemmeserviceopgaver og driver Nordeuropas største gartneri nær Malmö. Det er de områder, vi taler om, at vi mangler hænder på. Og der er lavet undersøgelser af de afledte effekter, bl.a. en bedre sundhed hos de ansatte. Samtidig motiverer man dem til at søge videre i almindelige virksomheder ved at aflønne dem lidt lavere end overenskomsten pga. deres nedsatte arbejdsevne. Så jo, det virker virkelig. Men det er altså i Sverige, sagde Per K. Larsen. Sidste del af debatten handlede om den måde, borgerne behandles på i hjælpesystemet at de sendes rundt i en jungle af mange forskellige kontorer, tales nedladende til uden at få den hjælp, de har brug for. - Det er svært fra statsligt hold at regulere, hvordan kommunerne strukturerer sig eller taler til folk, men der er ikke nødvendigvis noget galt holdningen hos sagsbehandlerne, mente Kirsten Brix Pedersen. Per K. Larsen foreslog, at man sanerer i reglerne. 6

7 - Alene reglerne for sanktioner, hvis du ikke møder op, kvæler alle. Men det kan siges meget kort: Behandl folk ordentlig og hjælp dem i arbejde. Jane Korzack bakkede op og luftede tanken om, at systemerne i virkeligheden indrettes til dem, som skal måle og veje effekten, ikke for borgernes bedste. Lisbeth Pedersen bekræftede, at undersøgelser viser, at samarbejdet fungerer godt mange steder, at sagsbehandlerne generelt er meget positivt indstillet over for deres opgave og gerne vil hjælpe. - Men de har af og til svært ved at forstå reglerne eller har aldrig hørt om dem. Og mange ledige oplever også, at de ikke får hjælp til at komme videre. Per K. Larsen rundede af med at sige, at debatten ikke stopper, selvom fattigdomsåret slutter. - Vi har inviteret alle organisationerne bag Stop Fattigdom Nu kampagnen og kommer med et samlet udspil til januar, lovede han. 6