6R LDOcUVUDSSRUW 6RFLDOSROLWLVN )RUHQLQJ RJ &HQWHU IRU $OWHUQDWLY 6DPIXQGVDQDO\VH &$6$

Transkript

1 6R LDOcUVUDSSRUW 6RFLDOSROLWLVN )RUHQLQJ RJ &HQWHU IRU $OWHUQDWLY 6DPIXQGVDQDO\VH &$6$

2 6RFLDO cuvudssruw 6RFLDOSROLWLVN )RUHQLQJ RJ &HQWHU IRU $OWHUQDWLY 6DPIXQGVDQDO\VH &$6$ 2PVODJ *UDILVN +LPPHO 7U\N 1DUD\DQD 3UHVV 8GJLYHW Sn 6RFLDOSROLWLVN )RUODJ,6%1,661.RUW SU VHQWDWLRQ DI IRUIDWWHUQH Birte Bech-Jørgensen, forskningsprofessor ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet, og tilknyttet Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer. Brian W. Lentz, projektleder, Sydhavns-Compagniet og FU-medlem, Socialpolitisk Forening. Sussi Maack, leder af De Frivilliges Hus i Aalborg. Niels Holck, tidl. rektor for Gedved Statsseminarium, medforstander på Rødding Højskole. Formand for Frivillighedsrådet i Skive og Socialpolitisk Forening for Viborg Amt. Nanna Mik-Meyer, antropolog og ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet Bent Rold Andersen, økonom og professor. Tidligere forsker ved SFI og AKF. Tidligere socialminister. Nu lokalpolitisk aktiv i Næstved.

3 6RFLDO cuvudssruw Dette er 3. årgang af Social Årsrapport, der er et tidsskrift, som årligt sætter fokus på de danske sociale forhold og indsatsen på det sociale område. Formålet med udgivelsen af Social Årsrapport er for det første at give et overblik over og en dokumentation af udviklingen på centrale sociale områder ved hjælp af tal og statistikker. For det andet at vurdere udviklingen i et kritisk lys, både samlet og på enkeltområder. For det tredje er det formålet at sætte fokus på socialpolitiske problemstillinger for på den måde at være med til at holde liv i den socialpolitiske debat. Velfærdssamfundet må anskues ud fra, om der er lige muligheder for alle, og hvordan vi tager os af de socialt dårligt stillede. Det er den vinkel på velfærdssamfundet, der er den centrale i Social Årsrapport. Det danske velfærdssamfund er udviklet gennem de seneste 50 år. Der har været tale om en materiel velstandsfremgang, der har bund i, at vi som samfund er blevet rigere og rigere. I forhold til andre lande har vi ud over et relativt højt materielt niveau et udbygget net af økonomiske velfærdsydelser og adgang til en række offentlige serviceydelser, som er gratis. Velfærdssamfundet er imidlertid også kendetegnet ved social og økonomisk ulighed, og der finder en konstant udstødning sted af personer fra arbejdsmarkedet. Personer, som bliver nedslidt eller ikke kan følge med eller som bliver ramt af arbejdsløshed, ulykker eller sygdom. På trods af et udbygget arbejdsmarkeds- og socialt system er integrationsmekanismerne vanskelige i velfærdssamfundet. Det betyder, at nogle bliver marginaliseret i forhold til samfundet, og nogle bliver helt udstødt. I dag udgives der generelle beskrivelser og analyser på det socialpolitiske område, fx Socialministeriets Sociale Tendenser og Finansministeriets årlige budget- og finansredegørelser. Selv om disse rapporter er meget værdifulde, lider de af den svaghed, at de stort set kun giver udtryk for den siddende regerings analyser og synspunkter på sociale problemstillinger. Det er et manglende samlet overblik over udviklingen på det sociale område samt kritiske vurderinger af den socialpolitiske indsats, der er baggrunden for tanken om en årlig social rapport. En rapport, som på den ene side kan dokumentere, hvordan det går på det sociale område, og samtidig kritisk kan vurdere udviklingen og den sociale indsats.

4 Er de sociale uligheder blevet mindre? Er der blevet færre eller flere dårligt stillede, er vilkårene blevet bedre for dårligt stillede i samfundet, og behandler vi dem værdigt? Hvordan kan det være, at der er hjemløse i velfærdssamfundet? Social Årsrapport indeholder for det første statistisk dokumenteret materiale. Der er lagt vægt på belysning af en række sociale indikatiorer såsom indkomstulighed, antal modtagere af sociale indkomstoverførsler, antal personer, der er arbejdsløse, på kontanthjælp og på førtidspension og på baggrund af egne kørsler foretaget på Danmarks Statistiks Sammenhængende socialstatistik, hvor længe folk opholder sig i de offentlige ydelsessystemer, og i hvilket omfang det lykkes at komme ud af systemerne og ind i en selvforsørgelsessituation. Derudover tages emner op, som er aktuelle i den socialpolitiske debat. I denne årsrapport sættes der fokus på det lokale. Der bliver set på regionale og geografiske forskelle og uligheder. Social Årsrapport udgives i et samarbejde mellem Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) og Socialpolitisk Forening. Rapporten finansieres med tilskud fra: Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogisk Landsforbund, BUPL, Egmont-Fonden, Dansk Magisterforening og Pædagogisk Medhjælper Forbund. Der er nedsat en redaktionsgruppe, som har det faglige ansvar for årsrapporten. Redaktionsgruppen består af: Annette Carstens, afdelingsleder i Beskæftigelsesafdelingen, Indre Nørrebro Bydel. Finn Kenneth Hansen, forskningsleder i Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA. Henning J. Nielsen, psykolog, Aspekt Psykologisk Praksis. Peter Abrahamson, lektor på Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Rikke Posborg, udviklingskonsulent i Kristeligt Studenter-Settlement, repræsentant for Socialpolitisk Forening. Den dokumenterende statistiske del af rapporten er udarbejdet af cand.polit. Henning Hansen og cand.polit. Finn Kenneth Hansen begge fra CASA. Den tekniske udførelse og layout af årsrapporten er udført af Britta Lerche, CASA. Forside og produktion er udført af Grafisk Himmel. Oktober 2001 Redaktionsgruppen

5 ,QGKROG Glogalskabens tid af redaktionen... 7 Den sociale udvikling Indkomstfordelingen Regional ulighed ved Hans Thor Andersen og Frank Hansen Arbejdsløshed Kontanthjælp Revalidering Sygedagpenge Førtidspension Børn og unge RPPHQWDUHU WLO GHQ VRFLDOH XGYLNOLQJ Brobyggerne, de hjemløse og naboerne af Birte Bech-Jørgensen Sydhavns-Compagniet af Brian W. Lentz Det frivillige sociale arbejde i udvikling af Sussi Maack En by i provinsen af Niels Holck Den kommunale aktiveringsindsats af Nanna Mik-Meyer Kommunaliseringen af socialpolitikken af Bent Rold Andersen

6

7 *ORJDOVNDEHQVWLG Af redaktionen *OREDOLVHULQJHQV SDUDGRNV 'HW ORNDOHV YRNVHQGH EHW\GQLQJ Efter den 11. september i år kan ingen længere være i tvivl om, at vi lever i 1 glogalskabens tid. Terrorbombardementerne af World Trade Center i New York og Pentagon i Washington D.C. har gjort os smerteligt opmærksom på, at verden hænger sammen, at vi lever i en globaliseret eller i hvertfald internationaliseret tid. Det kan således vel tænkes, at denne lokale hændelse får verdensomspændende konsekvenser, f.eks i form af en ny krise for den internationaliserede økonomi, og således også sætter en bremse for den danske højkonjunktur. En af de måske paradoksale konsekvenser af denne tiltagende internationalisering er, at det lokale vokser i betydning. Netop fordi vi nu har mulighed for at kommunikere, handle og rejse på tværs af steder, får det lokale rum en særlig betydning, dels som et sted der skal kunne tiltrække ressourcer i en stadig stigende konkurrence med andre steder, dels som et sted 2 der skal kunne udvikle og fastholde sine ressourcer for at overleve. Tiden 3 devalueres, i stedet opprioriteres rummet, skriver Krishan Kumar. Forhold omkring nærhed og afstand i rummet, snarere end i tiden, er det, der nu har betydning. Samtidig betyder internationalisering, at nogle dominerende træk i samfundsudviklingen udbredes til stadig flere steder. Nogle af disse internationale træk har været en stigende grad af ulighed, marginalisering og polarisering i befolkningerne, på samme tid en pluralisering og standardisering af kulturelle udtryksformer, samt en ændring i politiske manifestationsformer, hvoraf selvmodsterrorisme kun er én form. Når der ses bort fra de mest rabiate højrekræfter, så har opinionen verden over været grundlæggende enige i, at kampen mod terrorisme, religiøs ortodoksi, politisk reaktion og kulturelt snæversyn er tæt forbundet med forbedring af levekårene overalt i verden. Fattigdomsspørgsmålet specielt, og de sociale levekårs fordeling generelt, er altså igen, og stadigvæk, sørgeligt aktuelt. Vi oplever nu, hvad Loïc Wacquant har kaldt avanceret marginalisering. 4 'HQ VRFLDOH WLOVWDQG L 'DQPDUN (W NRUUHNWLY Social Årsrapport har som formål at redegøre for, og dermed lægge op til diskussion af, den sociale tilstand i dagens Danmark og således være et korrektiv til de skønmalerier, som ofte udsendes fra officielt hold. Danmark er en del af verden, og vi påvirkes af, hvad der sker andre steder. Men vi har også

8 *ORJDOVNDEHQV WLG en mulighed for og en forpligtelse til at forholde os aktivt til verdens tilstand. Det kan vi bl.a. gøre ved at hjælpe andre i nød, men vi kan også gøre det ved at foregå med et godt eksempel. Mange vil mene, at vi er et sådant godt eksempel for hele verden, men spørgsmålet er, dels om vi er så gode, som vi tit går rundt og tror og gerne overbeviser hinanden og ikke mindst fremmede om, og dels om udviklingen går i den rigtige eller forkerte retning? Det er det Social Årsrapport handler om dels gennem vores gennemgang af den sociale tilstand med udgangspunkt i en række kvantitative indikatorer, og dels via en række artikler der belyser udvalgte områder af vores velfærdssamfunds aktuelle situation. 'H VRFLDOH IRUKROG XGVSLOOHU VLJ L NRPPXQHUQH Generelt peger internationaliseringen altså på det paradoksalt vigtige i at fokusere på det lokale niveau, og specielt lægger det forestående kommunalvalg op til en sådan orientering imod de lokale forhold. Ofte diskuterer vi udviklingen i aggregerede termer, såsom arbejdsløshedsprocenten, graden af daginstitutionsdækning osv. Det er da også den måde, vi i de to foregående årsrapporter har grebet tingene an. Men i Social Årsrapport 2001 har vi valgt at supplere gennemgangen af de gængse indikatorer med deres fordeling på lokalt niveau. Det vil sige, at vi i år ikke bare kan angive f.eks. korrigerede tal for den gennemsnitlige ledighed, men også hvordan ledigheden fordeler sig blandt landets 275 kommuner, ligesom vi har valgt at indhente artikler om udvalgte emner, der alle fokuserer på, hvordan problemet udfolder sig og forsøges tacklet lokalt. 'HQ UHHOOH OHGLJKHG HU Q VWHQ GREEHOW Vn K M VRP GHQ UHJLVWUHUHGH OHGLJKHG Den gode nyhed er, at den registrerede ledighed er faldet markant siden 1993, og at den fortsatte med at falde, siden vi kommenterede situationen for et år siden. Men den registrerede ledighed er ikke noget godt tal for, hvor mange der står uden for arbejdsmarkedet. Derfor har vi udviklet begrebet uden ordinær beskæftigelse, hvor vi samler alle dem, der er på orlov eller i aktivering. Således korrigerer vi ledigheden fra at udgøre ca. fem procent til at udgøre ca. ni procent i 2000 på landsplan. Hvis vi hertil lægger alle de grupper, der er helt uden for arbejdsmarkedet, så viser det sig, at hver fjerde dansker (25%) i arbejdsfør alder er forsørget på anden vis end ved arbejdsindtægt. Dette tal er ganske vist lavere end i 1993, hvor der var tale om 28-29%, men de 25% tyder på en stabilisering på det niveau, vi har haft i snit siden midten af 1980erne. Den ændring, der er sket op igennem 1990erne, er, at udviklingen ikke går så hårdt ud over de unge som tidligere. 2YHU WLG EOLYHU QRJOH LQWHJUHUHW PHQ GHVY UUH ODQJWIUD GH IOHVWH At være uden for arbejdsmarkedet er afgørende for muligheden for integration i hele samfundet, og vi har derfor undersøgt, om det er de samme individer, der år ud og år ind er uden for. Det er det heldigvis ikke. Af dem, der modtog en midlertidig ydelse i 1993, har halvdelen opnået selvforsørgelse enten via job eller uddannelse tre år senere. Af dem, der modtog en langvarig ydelse i 1993, var det imidlertid kun ca. hver fjerde, der ingen ydelse modtog i Det vil altså sige, at jo længere man er afhængig af sociale ydelser, jo

9 *ORJDOVNDEHQ WLG sværere er det at blive selvforsørgende. Alder og etnisk baggrund er afgørende variabler. Jo ældre man er, jo sværere er det at blive integreret på arbejdsmarkedet, og jo mere fremmed baggrund man har, desto sværere er det. Den gode nyhed er dog, at efterkommere af indvandrere klarer sig meget bedre end deres forældre, men det tager altså tid at blive integreret, hvis man er af fremmed herkomst! )RUWVDW X QGUHW XOLJKHG Sn WURGV DI JRG NRQRPL Når vi betragter uligheden i form af fordelingen af den disponible indkomst, får vi ligeledes et indtryk af stabilitet, men dog med en svag tendens til øget ulighed. Den såkaldte maksimale udjævningskvotient, som angiver, hvor stor en del af indkomsterne der skulle omfordeles fra de fattige til de rige for at opnå en helt jævn indkomstfordeling, er steget fra 23,8% i 1990 til 25,2% i 1999; før skat var den noget højere, nemlig 28,6% i De forbedrede økonomiske konjunkturer siden begyndelsen af 1990erne er således ikke slået igennem i form af en mere ligelig fordeling af de disponible indkomster, snarere tværtimod! Desuden viser en særanalyse, vi har fået foretaget af indkomstfordelingen imellem en række storkøbenhavnske byområder, at der er en stigende tendens til, at forskellige indkomstklasser bosætter sig segregeret, dvs. at de bedst stillede klumper sig sammen i egne områder, mens de dårligst stillede koncentreres i andre byområder. 3RODULVHULQJ DI ERV WQLQJVP QVWUHW Hans Thor Andersen og Frank Hansen har sammenlignet situationen i 1981 med situationen i I 1981 udgjorde byområder med henholdsvis ekstrem lav eller meget lav indkomst på den ene side og på den anden side byområder med henholdsvis ekstrem høj og meget høj indkomst kun ca. 10% af alle områder. I 1997 var denne andel vokset til godt og vel 40%. Der er altså sket en kraftig polarisering af bosætningsmønstet i Storkøbenhavn. Dette hænger snævert sammen med, at boligmarkedet er segmenteret opdelt i forskellige typer: ejerboliger typisk parcelhuse for sig og lejeboliger typisk almennyttige for sig. Denne tendens er også steget kraftigt de seneste årtier. De, der bor i almennyttigt boligbyggeri, er dårligere og dårligere stillet over tid, mens det modsatte gør sig gældende for dem, der bor i parcelhus. *HRJUDILVN VRFLDO PDUJLQDOLVHULQJ For at få et overblik over den sociale skævhed i hele landet har Andersen og Hansen opdelt Danmark i en række såkaldt arbejdsmarkedsoplande og set på, hvordan andelen af marginaliserede personer fordeler sig herpå i I gennemsnit er 22% marginaliseret (efter deres definition), hovedstadsområdet ligger lidt lavere med 19%. Oplande med lave procenter findes hovedsageligt i Vest- og Østjylland. Omvendt er de arbejdsmarkedsoplande med den største andel af marginaliserede områder såsom Lolland-Falster, Langeland og Bornholm. Opgjort på kommuner fandt de, at følgende steder var dårligst stillede i denne henseende: Skagen, Læsø, Samsø, Æreskøbing, Marstal, Rudkøbing, Nakskov, Maribo, Nykøbing F., Møn, Rønne og Neksø. Ved at se på udviklingen fra 1985 og frem til 1997 konkluderer de, at det fortrinsvis er de

10 *ORJDOVNDEHQV WLG områder, der var stillet dårligst i 1985, der har haft den mest negative forandring frem til nu: Der er tale om en øget polarisering, en tendens til geografisk social marginalisering af visse dele af Danmark.,QWHJUDWLRQHQ HU YRNVHW PHQ O\NNHV EHGVW L GH ULJH NRPPXQHU Vel vidende, at nogle af de ovennævnte tal er gennemsnit for hele landet, har vi som sagt i år foretaget en række beregninger, hvor vi har oplysninger fordelt på alle landets kommuner. Vi kan derfor besvare spørgsmålet, om det ser ens eller tilsvarende ud over hele landet? Og svaret er, at det gør det bestemt ikke! Vi definerer integrationsprocenten som andelen af dem, der var uden for arbejdsmarkedet i 1993, og der er selvforsørgende i 1999, og det fremgår, at der er en faktor to til forskel på den kommune, hvor det er sværest en integrationsprocent på 26 og den kommune, hvor det er lettest en integrationsprocent på 56. I gennemsnit har de danske kommuner en integrationsprocent på 40, men de ti kommuner, der ligger bedst, har alle en integrationsprocent, der ligger over 50, mens de ti kommuner, der har sværest ved at løfte opgaven, har en integrationsprocent på mellem 25 og 30. Mere detaljeret kan vi se, at de kommuner, der har opnået den bedste integration af sine borgere, alle er fra hovedstadsområdet. Det drejer sig om rige og velbjergede kommuner, såsom Allerød, Birkerød, Søllerød, Hørsholm, og Gentofte. De steder i landet, hvor det er sværest at blive integreret, er typisk de små øer Læsø har den laveste integrationsprocent på 26 eller kommuner i de amter, vi kender som Udkantsdanmark, Storstrøm, Bornholm og Nordjylland. Det drejer sig om kommuner, såsom f.eks. Rødby og Munkebo, der ligesom de andre i denne gruppe er karakteriseret ved, at de har mistet mange arbejdspladser i de seneste årtiers erhvervsmæssige omstilling. 8GVW GHOVHQ IRUWV WWHU Ikke kun integrationen, men også udstødelsen eller marginaliseringen fra arbejdsmarkedet er skævt fordelt. Hvis vi ser på den varige udstødelse i form af overgang til førtidspension, så varierer procentdelen fra 3 til 12, mens landsgennemsnittet er 6%. De steder, hvor færrest går på førtidspension, er typisk små kommuner i Jylland, såsom Lunderskov, Frederikshavn, Hirtshals og Fanø. Disse steder er det kun mellem tre og fire procent af dem, der var uden for arbejdsmarkedet, der går på førtidspension. Omvendt drejede det sig om 9 til 12% i de ti kommuner, hvor flest blev tilkendt en førtidspension. Disse kommuner finder vi på Sjælland og Lolland-Falster. Det drejer sig om f.eks. Nykøbing-Rørvig, Helsingør, Nysted, Holeby, Rødby og Skibby. Afgang fra arbejdsmarkedet forekommer også i form af efterløn og overgangsydelse, og igen finder vi en stor spredning. Procentdelen, der har valgt disse former for tilbagetrækning, varierer fra 4 til 15; altså igen med ca. faktor fire. De kommuner, der har den færreste trafik til disse ydelser, er spredt over hele landet, og der tegner sig således her ikke noget særligt geografisk mønster. Når vi betragter de 10 kommuner, hvor flest går på efterløn og overgangsydelse, så dækker de også det meste af landet, men tre af de fire højeste af dem ligger dog i Storstrøms Amt, som vi ved har og har haft en meget vanskelig beskæftigelsessituation.

11 *ORJDOVNDEHQ WLG 6W UUHOVHQ EHW\GHU QRJHW PHQ LNNH DOW Vi har også undersøgt, om kommunestørrelse skulle være af betydning for marginalisering og integration, og da viser det sig klart, at jo større indbyggerantal kommunen har, jo større er integrationsprocenten. Omvendt er efterlønsprocenten størst i de små kommuner, hvilket muligvis skyldes en anden erhvervs- og aldersstruktur. Når det er sagt, så kan vi også konstatere, at ikke alene er spredningen meget stor mellem samtlige 275 kommuner, men spredningen er ligeså stor inden for grupper af kommuner med samme størrelse. Det er altså ikke kun et spørgsmål om størrelse. Beskæftigelsespolitik og den førte politik spiller også ind. 8GNDQWVGDQPDUN KnUGHVW UDPW DI DUEHMGVO VKHG Regionale forskelle gør sig også gældende, når vi kort vender tilbage til ledigheden. I de ti kommuner, der har den laveste ledighed i Danmark, er kun to til tre procent af arbejdsstyrken registreret som ledig, mens det drejer sig om mellem otte og 13 procent i de ti kommuner med den højeste ledighed. Den lave ledighed finder vi i hovedstadsområdet og på Als, den højeste ledighed finder vi i udkantsområderne, såsom de små øer samt Lolland-Falster, Bornholm og Nordjylland. Som nævnt ovenfor, så finder vi det mere rimeligt også at inkludere dem, der ikke er i ordinær beskæftigelse, dvs. dem, der er i støttet beskæftigelse, uddannelsesforanstaltninger, orlov, og anden aktivering. $)DNWLYHULQJ YLUNHU EHGUH HQG NRPPXQDO DNWLYHULQJ Vi har i forhold til de forskellige aktiveringsforanstaltninger beregnet, i hvilken udstrækning deltagerne tre år efter at have været igennem et sådant tilbud er selvforsørgende. For landet som helhed så vi, at ca. halvdelen (49%) af dem, der har været igennem AF-aktivering i 1996 (forsikrede ledige), var selvforsørgende i 1999, mens det kun gjaldt for godt og vel en tredjedel (37%) af dem, der havde været gennem kommunal aktivering (bistandsmodtagere). Men denne integrationsprocent varierer kraftigt mellem kommunerne fra under 20% til over 60%, altså med en faktor tre. Integrationsprocenten stiger med kommunestørrelse, således at den er lavest i de små kommuner og højest i de større kommuner. Den geografiske spredning er således, at integrationen lykkes bedst i Københavnsområdet, både hvad angår kommunal aktivering og AF-aktivering. I Ribe Amt går AF-aktiveringen ret godt, og Århus opnår ret gode resultater inden for kommunal aktivering. Vi kunne også konstatere, at arbejdsløsheden spiller lidt ind, forstået således, at steder med lille ledighed har en bedre integrationsprocent, men udsvingene er forholdsvis beskedne, hvorfor vi konkluderer, at mange andre faktorer end ledigheden afgør, om aktivering bliver en succes. ) UUH Sn NRQWDQWKM OS PHQ IOHUH Sn ODQJYDULJ KM OS De kommunalt aktiverede er en del af dem, der modtager kontanthjælp. For den samlede gruppes vedkommende er der sket et lille fald op gennem 1990erne, således at vi i 2000 havde personer, der modtog kontant-

12 *ORJDOVNDEHQV WLG hjælp til forsørgelse. Til gengæld var der flere af disse, der modtog, hvad vi kalder for langvarig kontanthjælp, dvs. at de har været i systemet 10 til 12 måneder i et kalenderår. Fra at udgøre 38% af samtlige i 1994, udgjorde de 47% i Den samlede gruppe af kontanthjælpsmodtagere er altså blevet en smule mindre, men til gengæld meget tungere. Igen dækker disse samlede tal over en stor kommunal variation. Vi har beregnet, hvilke kommuner der har haft den største stigning i antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere, og hvilke der har haft det største fald. Nogle kommuner har haft et fald på helt op til 50%, mens andre har haft tilsvarende stigninger, og nogle endog stigninger på mellem 500 og 1.000%. De store stigninger har fundet sted i de mindre kommuner i Sønderjyllands, Ringkøbing og Nordjyllands Amt med indbyggertal fra til , såsom i Aulum-Haderup og i Løgumkloster. De største fald er til gengæld sket i mellemstore kommuner fortrinsvis i Frederiksberg, Roskilde og Københavns Amt, såsom Helsinge, Ledøje-Smørum, Ølstykke og Greve. De fire største kommuner (København, Århus, Aalborg og Odense) har alle høje andele af langvarige kontanthjælpsmodtagere, ligesom det er tilfældet for en række andre store kommuner, såsom Esbjerg, Vejle, Herning, Ballerup og Helsingør. Når vi ser på, hvordan det er gået for kontanthjælpsmodtagere, der modtog hjælp i 1993, så viser der sig igen store forskelle udover landet. Andelen, der forblev marginaliseret i denne periode, varierede fra næsten 80% til knap 30%. De ti kommuner med den laveste del af marginaliserede, såsom Allerød, Ramsø, Solrød og Ishøj, er alle beliggende i Frederiksborg, Roskilde og Københavns Amt, hvor beskæftigelsessituationen har været god. Omvendt er de ti kommuner, der har haft sværest ved at integrere deres kontanthjælpsmodtagere typisk fra Nordjyllands, Viborg og Storstrøms Amt, hvor beskæftigelsessituationen har været dårligere. Det drejer sig bl.a. om kommuner som Hanstholm, Brovst, Aars, Ravnsborg og Rødby. Vores kvantitative analyser omfatter også udviklingen mht. revalidering, sygedagpenge, førtidspension samt børn og unge, og de bekræfter billedet af et socialt skævt Danmark. Mange socialt belastede områder påvirkes desværre ikke af de ellers forbedrede økonomiske konjunkturer. 5HJHULQJHQV Q\H VRFLDOSROLWLVNH UHWRULN VHW IUD JXOYK MGH Ligesom i de foregående udgaver af Social Årsrapport, så har vi også i år suppleret de kvantitative oversigter med kvalitative analyser i form af korte artikler, og vi har her videreført princippet om at fokusere på det lokale niveau. Dette har vi gjort på to måder. Dels bringer vi artikler, der tager udgangspunkt i og begrænser sig til, hvordan forholdene er i en bestemt kommune (Aalborg, Syd-Vestkvarteret i København og Skive). Dels bringer vi artikler, der behandler en bestemt kommunal problemstilling på tværs af landet (aktivering, selvstyret). I de senere år har regeringen og kommunerne lagt stor vægt på, hvor vigtigt det er at forsøge at involvere de frivillige organisationer mere i det sociale arbejde, ligesom partnerskabstanken samarbejde mellem f.eks. kommune og erhvervsliv og frivillige er blevet fremført som et væsentligt element i fornyelsen af socialpolitikken. Sammen med aktiveringstankegangen at yde for at nyde er disse elementer det, der skal til

13 *ORJDOVNDEHQ WLG for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund, forlyder det. De følgende artikler diskuterer konkret og kritisk disse temaer. Således har Birte Bech-Jørgensen skrevet om udviklingen af et nyt partnerskab i Aalborg brobyggerne, der forsøger at integrere hjemløse gennem etableringen af særlige boformer. Dette sker i samarbejde med øvrige beboere, frivillige organisationer og socialforvaltningen. Det viste sig nemmere i et kvarter med tradition for solidarisk ageren end i et mere individuelt orienteret kvarter, men fælles for begge var, at integrationen af udstødte lettes, når kendskabet til dem øges. Ligeledes med udgangspunkt i Aalborg har Sussi Maack skrevet om udviklingen i det frivillige sociale arbejde, som sammen med aktivering og nye sociale partnerskaber er nogle af regeringens nøgleord med hensyn til fornyelsen af dansk socialpolitik. I stedet for en ukritisk og idealiserende forestilling om det indlysende i at inddrage frivillige i løsningen af lokale sociale problemer påpeges det, hvilke reelle problemer og begrænsninger strategien kan indebære. Der er problemer med, at nogle udelukkes, og at mange frivillige (organisationer) er meget sårbare, og at arbejdsløshedslovgivningen lægger helt urimelige begrænsninger ned over det frivillige arbejde. Brian Lentz skriver om et boligsocialt udviklingsprojekt i det københavnske syd-vestkvarter, Sydhavns-Compagniet, og vi får en reel indsigt i, hvordan endnu et af regeringens modeord, nemlig kvarterløftstrategien i kombination med det ligeså populære fænomen aktivering, udfolder sig konkret. Udgangspunktet er den historiske ændring af kvarterets sociale geografi fra at være arbejdernes Hellerup til at blive Københavns glemte bydel. Sidstnævnte forsøges ændret gennem projektets fokus på at være brobygger mellem den enkelte vanskeligt stillede borger, (sociale) myndigheder og øvrige grupper i lokalmiljøet. I artiklen En by i provinsen tager Niels Holck os med hele vejen rundt i det sociale arbejde i Skive. Byen beskrives som en typisk repræsentant for det skæve Danmark: Skattegrundlaget er for spinkelt, og byen ligger under gennemsnitsindkomsten, og infrastrukturen (havn, motorvej og jernbane) er for dårlig. Omvendt så vidner dette sociale portræt af Skive også om, at der ved en koordineret og kvalificeret indsats kan opnås gode resultater med afhjælpningen af sociale problemer lokalt. Samtidig peges der også på en række resterende problemer, bl.a. omkring integration af nogle grupper blandt unge og indvandrere. Endelig får vi et godt indblik i, hvordan byen har forsøgt at anvende det frivillige sociale arbejde i indsatsen. 8I OVRP RJ XIRUVWnHOLJ DNWLYHULQJ Et af de helt store nyere fænomener i dansk socialpolitik er det øgede fokus, der har været på aktivering. Op igennem 1990erne har den kommunale aktivering udviklet sig, og det er dette fænomen Nanna Mik-Meyer skriver om med afsæt i en undersøgelse af 60 projekter i tre kommuner. Hun skelner mellem socialpædagogisk eller social aktivering og arbejdsmarkedsrettet aktivering. Lidt rystende konstaterer hun, at mange aktiverede borgere ikke selv ved, hvorfor de deltager i aktiveringsprojektet. I de førstnævnte projek-

14 *ORJDOVNDEHQV WLG ter er det endvidere sådan, at borgerne her mødes med en forestilling om, at de er meget svage og tunge. Dermed bekræfter projektet, hvad det skulle modvirke, nemlig klientgørelse og uselvstændighed, og det opleves som irrelevant af mange af deltagerne. Omvendt er mange af de arbejdsmarkedsrettede initiativer ufølsomme over for den enkelte arbejdsløses muligheder og betingelser, og han eller hun vil derfor ofte opleve placeringen som uforståelig. Nanna Mik-Meyer viser, at for begge typer projekters vedkommende eksisterer der bestemte definitioner af det sociale rum, som reproduceres i projektets selvforståelse. Hvis en arbejdsløs i et givent projekt derfor ikke deler dette værdigrundlag, vil det være svært hvis ikke umuligt for hendes selvforståelse at skabe konsekvenser i hverdagen. 'HW NRPPXQDOH VHOYVW\UHV VYDQHVDQJ I den sidste artikel diskuterer Bent Rold Andersen udviklingen i og problemerne med det kommunale selvstyre. Han beskriver den historiske proces siden kommunalreformen i 1970, der har medført en stigende grad af professionalisering og til dels også decentralisering. Men decentraliseringen, som i udgangspunktet byggede på det professionelle skøn, blev under indtryk af massearbejdsløsheden fra midten af 1970erne afløst af en stadig stærkere central regelstyring. Han vurderer, at virkeligheden hver dag dementerer, at milimeterretfærdige regelsæt skulle være nogen særlig beskyttelse af borgernes retssikkerhed Virkeligheden er, at regelbjerget beskytter politikerne og forvaltningen, ikke borgeren! Som løsning foreslår Bent Rold Andersen, at vi vender tilbage til den oprindele bistandslovs oprindelige princip om det kvalificerede skøn og dermed opgiver millimeterretfærdigheden. Alternativet synes ellers at være et farvel til det kommunale selvstyre, som ellers er (en af) hjørnestenene i den danske velfærdsmodel. 1RWHU 1. Udtrykket glogalskab er inspireret af Lars Bo Kaspersen. Se hans kronik Globalskabens årti? i Dansk Sociologi vol. 12 (2001) No. 1: Se David Harvey (1989). The Condition of Postmodernity. Oxford: Basil Blackwell, s Se Krishan Kumar (1995). From Post-Industrial to Post-Modern Society: New Theories of the Contemporary World. Oxford: Basil Blackwell, s Se Loïc Wacquant (1999). Urban marginality in the coming millennium. Urban Studies 36 (10):

15 'HQVR LDOHXGYLNOLQJ Den sociale udvikling i Danmark har de senere år været præget af den forbedrede beskæftigelsessituation. Danmark er nu blandt de lande, der har den laveste registrerede arbejdsløshed og den højeste beskæftigelsesprocent. Kun få andre steder i verden er så mange mennesker i erhvervsmæssig beskæftigelse. Der tales nu ofte om mangel på arbejdskraft som det store problem i Danmark både nu og ikke mindst i fremtiden. Spørgsmålet er imidlertid, om vi nu er ved vendepunktet, hvor konjunkturerne bliver dårligere, og hvor arbejdsløsheden begynder at vokse igen. Så skal det danske system stå sin prøve i en nedgangsperiode. Siden 1993 er der sket det positive, at antallet af registreret arbejdsløse er faldet, og antallet af beskæftigede er steget. Men der er også sket det negative, at antallet af personer uden for arbejdsmarkedet er steget. 120 Figur 1: Udviklingen i beskæftigelse, arbejdsløshed og uden for arbejdsmarkedet Uden for arbejdsmarkedet Beskæftigelse Registreret ledighed Kilde: Statistisk tiårsoversigt Antallet af personer uden for arbejdsmarkedet er ganske vist steget med ca. 15% i perioden , men siden 1996 har dette tal været stabilt.

16 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ Antallet af registrerede arbejdsløse har været kraftigt faldende. Det er faktisk blevet halveret i perioden Det er en af succeshistorierne i den danske udvikling. Men som vi senere skal se, så er der også andre arbejdsløse end de registreret arbejdsløse. 2IIHQWOLJH RYHUI UVOHU Hvis vi tæller alle personer mellem 15 og 66 år, som modtager offentlige overførselsydelser, så er det i 2000 på ca personer. Dette tal svarer til 25% af de årige. De personer er et beregnet gennemsnitstal for, hvor mange der i løbet af et år er på overførselsindkomst nogen er det i kort tid, mens andre er det permanent. I tallet med de personer indgår imidlertid også personer på barselsdagpenge og beskæftigede, der har taget orlov. Disse grupper bør ikke betragtes som sociale problemer. Hvis man udelader disse grupper, er der kun ca personer på sociale overførselsindkomster, svarende til 23% af de årige. Der er tale om et pænt fald siden 1993, hvor 28-29% modtog en social overførselsindkomst. 80 Figur 2: Procentdel, der modtager indkomstoverførsler år år år Kilde: Statistisk tiårsoversigt Det er specielt blandt gruppen af unge (18-24 år), der er færre, der modtager overførselsindkomster fra 44% i 1994 til 29% i Det er en meget kraftigt reduktion og hører til blandt de største succeshistorier på det sociale område. Men også i aldersgruppen år er der nu færre, der modtager overførselsindkomster.

17 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ Aldersgruppen år er den eneste aldersgruppe, hvor der er blevet relativt flere på overførselsindkomster fra 72 % i 1994 til 77% i Det skyldes primært, at mange flere er gået på efterløn (både absolut og relativt). Vi kan opdele overførselsindkomsterne i fire forskellige grupper: 3HUPDQHQWH RYHUI UVOHU Efterløn Førtidspension Overgangsydelse $UEHMGVO VKHG Arbejdsløshedsdagpenge Kontanthjælp som arbejdsløs $NWLYHULQJRUORY Støttet beskæftigelse Støttet uddannelse til arbejdsløse Arbejdsløse på orlov 6\JGRPVRFLDO Sygedagpenge Revalidering Kontanthjælp uden AF-registrering Figur 3 viser os, at den eneste gruppe af overførselsindkomster, der er faldet markant i perioden , er arbejdsløshedsydelserne. De øvrige kategorier er enten faldet eller steget lidt. Eksempelvis er antallet af permanente y- delser steget, især i begyndelsen af perioden. Derimod er der ingen markante ændringer i ydelser til sygdom og sociale problemer, og heller ikke aktivering/orlov er ændret nævneværdigt. Ligesom i de foregående års Social Årsrapport kan vi konkludere, at det er gået godt med den registrerede ledighed den er faldet kraftigt. Men der er ikke sket nævneværdige ændringer, når det gælder andre sociale problemer, sygedagpenge, revalidering og støttet beskæftigelse. Det skal dog nævnes, at antallet af personer på førtidspension er faldet de seneste år, men det skyldes administrative ændringer og regelændringer, snarere end at der er færre personer, der har behov for førtidspension. Arbejdsmarkedet udstøder stadig mange mennesker, midlertidigt og permanent, og mange ønsker at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, så snart det kan lade sig gøre. Det viser bl.a. tilgangen til efterløn, som stadig stiger. Alt i alt kan man sige, at det er gået godt for de unge og arbejdsduelige, mens det er gået dårligt for de ældre og nedslidte.

18 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ 120 Figur 3: Udviklingen i antal indkomstoverførselsmodtagere Indeks 1994 = Permanente 20 Sygdom og social Aktivering/orlov Arbejdsløshed Kilde: Finansredegørelsen QJHQGH L V\VWHPHW Et af de vigtige spørgsmål, når man beskæftiger sig med sociale ydelser, er, om ydelserne er i stand til at hjælpe modtagerne efter hensigten. Det gælder specielt for den del af ydelserne, som vi kalder midlertidige ydelser, det vil sige dagpenge, kontanthjælp o.l. Disse ydelser skal kun gives i en kort periode, hvorefter det sociale problem, fx sygdom eller arbejdsløshed, er løst, og man er igen blevet selvforsørgende. I sidste års Social Årsrapport fik vi lavet nogle særlige analyser i Danmarks Statistik, som vi vil gengive i år. Vi har undersøgt, hvad der er sket med de personer, som i 1996 og 1993 modtog midlertidige ydelser. Hvilken status havde de i 1999? Var de blevet selvforsørgende, eller modtog de stadig sociale ydelser? I de følgende figurer har vi opdelt personerne i dem, der modtog midlertidige ydelser i mindre end et halvt år, og dem, der modtog midlertidige ydelser i mere end et halvt år det vil sige en grov opdeling i lette og tunge sager. Vi kan for det første konstatere, at blandt dem, der kun modtog midlertidig ydelse under et halvt år, kan halvdelen klare sig selv 3 eller 6 år efter. Det er kun 20-25% af dem, der modtog en midlertidig ydelse i mere end et halvt år, der kan klare sig selv. Vi kan også konstatere, at den procentdel, der modtager en varig ydelse, er størst blandt dem, der modtog en ydelse i mere end et halvt år. Desuden er flere på varig ydelse, når der er gået 6 år, end når der er gået 3 år. Det er der intet mærkeligt i.

19 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ Figur 4: Ydelsesstatus 3 og 6 år efter at have modtaget midlertidige ydelser 100 Under ½ år Over ½ år Varig ydelse Over ½ år 20 Under ½ år Ingen ydelse Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik Den generelle lovmæssighed er altså, at jo længere tid man modtager en y- delse, des større er risikoen for at blive afhængig af offentlige ydelser. Derimod spiller det tilsyneladende ikke så stor rolle, hvor lang tid efter man analyserer situationen der er kun mindre forskelle på en 3-års periode og en 6-års periode. Figur 5: Procentdel, der ikke modtog ydelser 3 og 6 år efter år år år år 6 år efter 3 år efter Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik Vi har sammenlignet to 6-års perioder med hinanden: og Her viser det sig, at der er en lille, men klar forbedring. Det viser sig især ved, at der er flere i perioden , der slipper ud af ydelsessyste-

20 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ met, end i perioden Denne positive udvikling må tilskrives de bedre konjunkturer, hvor flere er kommet i beskæftigelse. Det er helt klart de ældre (50-59 årige), der har sværest ved at komme ud af ydelsessystemet. Eksempelvis er det kun 18% af de årige, der ikke modtager nogen offentlig ydelse 6 år efter. En væsentlig del af forklaringen er, at en del har valgt at gå på efterløn og overgangsydelse (der blev lukket for tilgang til ordningen i 1997). Derimod er der ikke væsentlige forskelle blandt de årige, dog klarer de årige sig bedst. Et andet forhold, som ikke er vist i figur 5, er, at mændene generelt har større sandsynlighed for at slippe ud af ydelsessystemet end kvinderne. Det gælder i alle aldersgrupper, men især er det tilfældet blandt de unge og de ældre. Der er også forskel på, hvordan danskere, indvandrere og efterkommere klarer sig på de forskellige ordninger. Hvis vi sammenligner personer med dansk baggrund med efterkommere og indvandrere 3 år efter, de har modtaget en midlertidig ydelse, ser vi et klart og forventeligt mønster. 100 Figur 6: Ydelsesstatus 3 år efter at have modtaget midlertidige ydelser. Danskere, efterkommere og indvandrere Varig ydelse Over ½ år 40 Under ½ år Ingen ydelse 20 0 Danskere Efterkommere Indvandrere Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik Personer med dansk baggrund klarer sig bedst, mens indvandrerne klarer sig dårligst. Eksempelvis er næsten 40% fri af ydelsessystemet efter 3 år. Det er kun tilfældet for 33% af efterkommerne og 24% af indvandrerne. Vi kan konstatere, at der er flere indvandrere, der modtager ydelser i mere end et halvt år (45%), mens det kun er tilfældet for godt 20% af personer med dansk baggrund. Disse forskelle skyldes ikke, at alderssammensætningen er

21 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ forskellig i de tre grupper. Tværtimod genfinder vi de samme forskelle, når vi opdeler i forskellige aldersgrupper. Efterkommerne placerer sig klart imellem indvandrerne og danskerne. Det er endnu et tegn på, at integrationsprocessen tager tid. Efterkommerne kommer gradvis til at ligne danskerne, når det gælder om at klare sig selv økonomisk.,qwhjudwlrq WLO RJ DIJDQJ IUD DUEHMGVPDUNHGHW L NRPPXQHU Hvilke forskelle er der mellem kommunerne, når det drejer sig om at integrere personer, som er i en sårbar situation, og når det drejer sig om at fratræde arbejdsmarkedet mere eller mindre frivilligt? Til at belyse disse spørgsmål har vi gennemført nogle særlige analyser på Danmarks Statistiks sammenhængende socialstatistik. Vi har taget udgangspunkt i de personer, som i 1993 og 1996 modtog en eller anden form for midlertidig ydelse, fx dagpenge eller kontanthjælp i kortere eller længere tid. Derefter har vi set på situationen for disse personer i 1999, dvs. henholdsvis 3 år og 6 år efter. Der er altså tale om personer, som har været i midlertidige problemer, typisk på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Spørgsmålet er herefter, om de pågældende personer er kommet (tilbage) i beskæftigelse og ikke modtager nogen offentlige ydelser, eller om de har forladt arbejdsmarkedet, fx gået på efterløn, overgangsydelse eller førtidspension. Den tredje mulighed er, at de stadig modtager dagpenge eller andre midlertidige ydelser i et eller andet omfang. Følgende tabel viser denne udvikling for alle årige, som i 1993 og 1996 modtog en midlertidig offentlig ydelse årige, der modtog midlertidig ydelse i 1993 og 1996 hvordan er deres situation i 1999? Hele landet Situationen Situationen efter 3 år efter 6 år Modtager ingen ydelse (inklusion)... 36,7% 40,9% Modtager en midlertidig ydelse... 57,5% 46,5% Modtager en varig ydelse (afgang)... 5,8% 12,6% I alt % 100% Antal personer i 1996 og Omkring 40% er kommet i beskæftigelse. Nogle få procent er overgået til en varig ydelse. Mens omkring halvdelen modtager midlertidige ydelser.

22 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ Jo længere perioden er, des flere er kommet i beskæftigelse igen, og des flere er overgået til en varig ydelse. Er der forskel på integrationsprocenten, dvs. den procentdel der ikke modtager nogen ydelse? Er mulighederne for at komme tilbage i beskæftigelse større i nogle kommuner end i andre? Her viser vores analyser, at integrationsprocenten varierer mellem 25,5 og 56,4 for perioden Vi kan også se, at afgangsprocenten, dvs. den procentdel, der har forladt arbejdsmarkedet og overgået til en varig ydelse (førtidspension eller efterløn og overgangsydelse), varierer mellem 8,8 og 22,9. Der er altså tale om meget store variationer mellem kommunerne, når det drejer sig om at få folk tilbage i beskæftigelse, ligesom man kan sige, at risikoen for at forlade arbejdsmarkedet (frivilligt eller ufrivilligt) varierer meget.,qwhjudwlrq Vi kan opstille en hitliste med de 10 kommuner, der har den højeste integrationsprocent. De 10 kommuner med højest integrationsprocent. Situationen efter 6 år Ledøje-Smørum (Københavns Amt)... 56,4% 2. Allerød (Frederiksborg Amt)... 55,0% 3. Ramsø (Roskilde Amt)... 52,5% 4. Hørsholm (Frederiksborg Amt)... 52,1% 5. Birkerød (Frederiksborg Amt)... 52,0% 6. Lejre (Roskilde Amt)... 51,7% 7. Gentofte (Københavns Amt)... 51,6% 8. Vallensbæk (Københavns Amt)... 51,4% 9. Søllerød (Københavns Amt)... 51,3% 10. Værløse (Københavns Amt)... 51,0% Gennemsnit for alle kommuner... 40,2% Ledøje-Smørum ligger helt i toppen, hvor 56,4% af de personer i Ledøje-Smørum Kommune, som i 1993 modtog dagpenge og kontanthjælp, var kommet i beskæftigelse seks år efter i Man skal desuden lægge mærke til, at alle kommunerne i top-10 kommer fra hovedstadsområdet, dvs. Københavns Amt, Frederiksborg Amt og Roskilde Amt. Det er de såkaldt rige og velbjergede kommuner, som har den højeste integrationsprocent. Hvis vi ser på den modsatte side af hitlisten ser vi de kommuner, der har de laveste integrationsprocenter. Det betyder, at de personer, der var på dagpenge eller kontanthjælp i 1993 i disse kommuner, har haft sværest ved at komme i beskæftigelse igen.

23 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ De 10 kommuner med lavest integrationsprocent. Situationen efter 6 år Læsø (Nordjyllands Amt)... 25,5% 2. Ravnsborg (Storstrøms Amt)... 26,2% 3. Rudbjerg (Storstrøms Amt)... 27,8% 4. Nexø (Bornholms Amt)... 28,1% 5. Højreby (Storstrøms Amt)... 28,8% 6. Munkebo (Fyns Amt)... 28,9% 7. Allinge-Gudhjem (Bornholms Amt)... 29,3% 8. Rødby (Storstrøms Amt)... 29,6% 9. Nysted (Storstrøms Amt)... 29,8% 10. Tranekær (Fyns Amt)... 30,1% Gennemsnit for alle kommuner... 40,2% Læsø Kommune ligger i bunden med en integrationsprocent på 25,5. Desuden bemærker man, at blandt de 10 dårligste kommuner, er de fem kommuner fra Storstrøms Amt og to fra både Bornholms Amt og Fyns Amt. Det er stort set alle kommuner fra de områder i landet, hvor der er blevet nedlagt mange arbejdspladser. $IJDQJ IUD DUEHMGVPDUNHGHW I perioden forlod 12,6% arbejdsmarkedet med en varig ydelse enten førtidspension (5,6%) eller efterløn og overgangsydelse (7,0%). Vi kan også opstille hitlister med de kommuner, der har de højeste og de laveste afgangsprocenter. Vi har dog valgt at opdele afgangsprocenterne i to dele. Afgang til førtidspension og afgang til efterløn og overgangsydelse. Overgangsydelsen slår man ofte sammen med efterlønnen, fordi den betragtes som de åriges efterløn. Der er dog den væsentlige forskel på overgangsydelse og efterløn, at man skal have været arbejdsløs i længere tid (12 måneder i løbet af de sidste 15 måneder) for at være berettiget til overgangsydelse, mens der ikke stilles krav om forudgående arbejdsløshed for at opnå efterløn. Overgangsydelsen eksisterede reelt kun i 3 år og blev afskaffet igen i 1996, men der er stadig ca personer, som bliver ved med at modtage overgangsydelse, til de bliver 60 år. Man kan tale om, at de, der modtager efterløn og overgangsydelse, har valgt at forlade arbejdsmarkedet frivilligt, mens modtagerne af førtidspension er blevet tvunget ud af arbejdsmarkedet som følge af helbredsproblemer og/eller sociale problemer. Det er dog ikke så enkelt, idet en del af modtagerne af overgangsydelse forlod arbejdsmarkedet, fordi de var langtidsarbejdsløse og havde svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Denne gruppe er nærmest blevet tvunget ud af arbejdsmarkedet. En del valgte overgangsydelsen for at undgå aktivering.

24 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ Vores analyser viser, at der er ret store forskelle mellem kommunerne på, hvor stor en del af modtagerne af dagpenge og kontanthjælp, der ender med førtidspension og med efterløn/overgangsydelse. )UD PLGOHUWLGLJ \GHOVH WLO I UWLGVSHQVLRQ Den procentdel, der ender på førtidspension i perioden , varierer mellem 2,8 og 11,8 typisk ligger procenten dog på 4-6. De 10 kommuner med lavest afgangsprocent til førtidspension. Situationen efter 6 år Thyholm (Ringkøbing Amt)... 2,8% 2. Lunderskov (Vejle Amt)... 3,0% 3. Jelling (Vejle Amt)... 3,1% 4. Lejre (Roskilde Amt)... 3,2% 5. Frederikshavn (Nordjyllands Amt)... 3,3% 6. Hirtshals (Nordjyllands Amt)... 3,4% 7. Fanø (Ribe Amt)... 3,4% 8. Galten (Århus Amt)... 3,5% 9. Skævinge (Frederiksborg Amt)... 3,5% 10. Hedensted (Vejle Amt)... 3,6% Gennemsnit for alle kommuner... 5,6% De 10 kommuner med lavest førtidspensionsprocent finder vi næsten alle i Jylland, men de er spredt ud over flere amter. De 10 kommuner med højest afgangsprocent til førtidspension. Situationen efter 6 år Nykøbing-Rørvig (Vestsjællands Amt)... 11,8% 2. Helsingør (Frederiksborg Amt)... 10,0% 3. Trundholm (Vestsjællands Amt)... 9,7% 4. Nyborg (Fyns Amt)... 9,6% 5. Nysted (Storstrøms Amt)... 9,1% 6. Rudbjerg (Storstrøms Amt)... 9,0% 7. Bjergsted (Vestsjællands Amt)... 9,0% 8. Holeby (Storstrøms Amt)... 8,8% 9. Rødby (Storstrøms Amt)... 8,8% 10. Skibby (Frederiksborg Amt)... 8,7% Gennemsnit for alle kommuner... 5,6%

25 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ De 10 kommuner med højest afgangsprocent til førtidspension finder vi på Sjælland og Lolland-Falster. Fire af kommunerne er beliggende i Storstrøms Amt, hvor beskæftigelsessituationen har været dårlig. )UD PLGOHUWLGLJ \GHOVH WLO HIWHUO QRYHUJDQJV\GHOVH Procentdelen, der har valgt efterløn og overgangsydelse, ligger mellem 4,0 og 14,7, og der er tale om en pæn spredning. De 10 kommuner med lavest afgangsprocent til efterløn/overgangsydelse. Situationen efter 6 år Københavns Kommune... 4,0% 2. Karlebo (Frederiksborg Amt)... 4,3% 3. Århus (Århus Amt)... 4,7% 4. Hanstholm (Viborg Amt)... 5,1% 5. Spøttrup (Viborg Amt)... 5,1% 6. Billund (Ribe Amt)... 5,2% 7. Roskilde (Roskilde Amt)... 5,3% 8. Gladsaxe (Københavns Amt)... 5,4% 9. Suså (Storstrøms Amt)... 5,4% 10. Ishøj (Københavns Amt)... 5,5% Gennemsnit for alle kommuner... 7,0% De 10 kommuner med lavest efterlønsprocent er spredt ud over hele landet. De 10 kommuner med højest afgangsprocent til efterløn/overgangsydelse. Situationen efter 6 år Sydfalster (Storstrøms Amt)... 14,7% 2. Tranekær (Fyns Amt)... 14,0% 3. Rudbjerg (Storstrøms Amt)... 14,0% 4. Ravnsborg (Storstrøms Amt)... 13,5% 5. Sydlangeland (Fyns Amt)... 13,3% 6. Vallø (Roskilde Amt)... 13,1% 7. Sydals (Sønderjyllands Amt)... 11,8% 8. Thyholm (Ringkøbing Amt)... 11,7% 9. Gråsten (Sønderjyllands Amt)... 11,3% 10. Ebeltoft (Århus Amt)... 11,2% Gennemsnit for alle kommuner... 7,0%

26 'HQ VRFLDOH XGYLNOLQJ De 10 kommuner med højest afgangsprocent til efterløn er spredt over det meste af landet, men man skal bemærke, at tre af de fire højeste efterlønsprocenter findes blandt kommuner i Storstrøms Amt..RPPXQHVW UUHOVH Der er stor forskel på kommunernes størrelse i Danmark både arealmæssigt og befolkningsmæssigt. Halvdelen af kommunerne har eksempelvis under indbyggere, og der findes enkelte kommuner med under indbyggere. Men spiller det nogen rolle, hvor stor kommunen er, når det gælder integration til og afgang fra arbejdsmarkedet? Gennemsnitlig integrationsprocent og afgangsprocent for førtidspension og efterløn i forskellige kommunestørrelse. Situationen efter 6 år Afgangsprocent Integrations- Førtidsprocent pension Efterløn Under indbyggere... 35,0 6,3 9, indbyggere... 39,0 5,8 8, indbyggere... 39,5 5,4 7, indbyggere... 41,4 5,2 8, indbyggere... 41,4 5,7 7, indbyggere... 41,7 6,0 7, indbyggere eller flere... 40,2 5,7 7,9 Alle kommuner... 40,2 5,7 7,9 Der er en tendens til, at jo højere indbyggertal i kommunen, des større er integrationsprocenten. De store kommuner er tilsyneladende bedre til at integrere personer end de små kommuner. Måske har de bedre muligheder for at integrere, fordi de har flere strenge at spille på, eller måske er der en større vilje til integration i de større kommuner. Man kan også se en tendens til, at efterlønsprocenten er størst i de små kommuner, og den bliver gradvist mindre i de større kommuner. En forklaring på dette kan måske være, at erhvervssammensætningen er lidt forskellig i de små og de store kommuner. Efterløn og overgangsydelse benyttes især af faglærte og ikke-faglærte arbejdere, og dem er der flere af i de mindre kommuner. Til gengæld er der ingen sammenhæng mellem førtidspensionsprocenten og kommunernes størrelse. Den varierer kun lidt og uden noget mønster. Men selv om vi altså kan konstatere, at der er systematiske forskelle i integrationsprocenten og efterlønsprocenten mellem kommuner af forskellig størrelse, så er der alligevel store forskelle inden for de forskellige kommunestørrelser. Det viser følgende tabel over integrationsprocenten.