POLIT EN #4 - december 2003

Transkript

1 POLIT EN #4 - december 2003

2 indhold Polit en udgives af en uafhængig redaktion med støtte fra Økonomisk Studienævn. Indlæg til bladet modtages gerne pr. eller på diskette. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte fremsendte indlæg. Polit en Polithuset c/o Politrådet Skindergade 36, København K politen@econ.ku.dk Redaktion Jakob Kongsgaard Olsson (ansv.) tlf Henriette Høeg Madsen (ansv.) tlf Frederik Svenning Simonsen Anne Christine F. Nierhoff Luise Jespersen Søren Guldhammer Bennike Jakob Kongsgaard Olsson Henrik Bøhm Rasmussen Kasper Dybkjær Hounsgaard Mette de Lorent Gad Johan Bernt Nordang Henriette Høeg Madsen Lars Reenberg Peter A. Fournais institutstafet side 4 dansker slår takten an i Fed side 6 om vismænd og økonomisk-politisk rådgivning side 8 finansministeriet side 12 kalender side 13 gallafest 2003 side 14 stud.forlidt side 16 fra planeten, hvor roere bo... side 17 polit pt. side 19 Karriererådgivning: En god mulighed side 20 polit på Norsk side 22 den eftertragtede titel side 24 nede i Roberts kælder side 25 coffee to go side 26 den ukendte kaffefaktor side 27 Politens redaktion Foto: Søren Roschmann Layout: Simon Engelhardt Annoncetegning: Henriette Høeg Madsen tlf: Tryk: Herman og Fischer A/S Næste deadline: d. 12. februar 2004 Oplag: 2100 stk.

3 leder Af Henriette Høeg Madsen og Jakob K. Olsson Julestemningen er efterhånden begyndt at sænke sig over polit-studiet. Dette til trods for at de fleste studerende kan se frem til en juleferie i bøgernes tegn og en nytårsaften, hvor de festlige udskejelser i høj grad hæmmes af eksamenerne forude! Med gran, guirlander og julepynt overalt i byen er det således nemt at lægge eksamensstress og den dårlige samvittighed på hylden. For selv den flittige og ambitiøse studerende kan ikke sige nej til julefrokoster, klippe-klistre og julehygge! Og måske vigtigst af alt: Juleshopping! Der skal købes julegaver, laves pakkekalender og købes ind til det helt store julebord. Så var det jo godt man sagde ja til kassekredit og SU-lån, så der er lidt ekstra at give af! I takt med at julen nærmer sig og dankortet slides mere og mere, synes fornuften nemlig helt at forsvinde. Vores forbrug skyder helt til tops, og vi glemmer alt om forbrugsudjævning og opsparing. Væk er den langsigtede forbruger, og ønsket om maksimering af livstidsnytten er erstattet af et enormt behov for nytte her og nu. Men det er ikke blot et spørgsmål om at tilfredsstille vores egne behov. Der købes julegaver til familie og venner, og det virker pludselig helt rationelt at bruge de allersidste penge på en CD til en grandkusine fra Jylland, som man i øvrigt aldrig har mødt! Hvad sker der med den ellers så rationelle økonomistuderende?

4 institut-stafet: Jakob Brøchner Madsen I started studying economics in 1976 at the University of Århus, just after the western world tumbled into stagflation following the first oil price shock. I was extremely curious about the economic consequences of the first oil price shock and why inflation and unemployment suddenly blew up after years of low inflation and low unemployment. However, I was very disappointed by my studies. We never learnt about macroeconomic fluctuations and the causes of inflation and unemployment and the teachers were often unprepared, boring, and taught things that had no relevance to the real world as we saw it. To compensate for the lack of interesting study material, we formed alternative groups to study Karl Marx, which was fashionable at that time. However, this turned out to be equally disappointing - although we would not have admitted it at this time, we were all blindly lead to believe that Karl Marx had the answer to the capitalist economic crisis. Marx was eventually put aside and after my studies I joined Jyske Bank, which was the most capitalist bank at that time! The time I spent there was very enjoyable and it was a great place to work. I worked on economic forecasting and modelling, but I knew from the very beginning that I did not want to retire as a banker. Money did not mean much to me and I felt that the social return to my work was low or even zero. At some stage I decided to do a PhD and accepted into the program at the Australian National University. Moving across the world into a foreign country was initially hard but it turned in to a great experience. Australia is really a great place to be and the people are extremely friendly, open, polite, and interested in other people, which is something we Danes could learn a great deal from. Something I notice for example is that here in Denmark an is rarely ever acknowledged (least at all with a thank you ) - a thing that is, unfortunately, deeply rooted in our, at times gruff and reserved, culture. I, sometimes, wonder why I bother to respond to requests. Teaching I returned to Denmark last year with my Australian wife and our son after having spent 13 years at various universities in Australia and the UK. Although I have enjoyed life abroad, it has been great to end up at the Institute of Economics at the University of Copenhagen. Research-wise it is a world class department, the students are excellent, the management of the Institute is outstanding, and there is easy access to resources for research. The move from the UK, where I lectured last, to Copenhagen was, teaching-wise, a bit of a culture shock. In the UK I forgot what a good student was, because all good English students go to Cambridge, Oxford, or LSE. Almost 40% of

5 a cohort in the UK goes to university - more than the fraction entering gymnasium in Denmark! As a consequence there has been a continual dumming down at many universities in the UK. Marks are scaled up - sometimes substantially, to avoid failure rates above 10-20%. Share markets A great deal of my recent research and teaching has been motivated by the share market. There is a very strong interaction between share markets and the macroeconomy, and it is still an area that is under-researched. Very little research has been done in the field of finance on the determinants of share prices at the macro level. Share valuation models are all partial equilibrium models that fail to take account of the feedback effects from the macroeconomy and how determinants of share prices are connected to macroeconomic factors. Why study economics? Would I study economics again if I was given the opportunity? Yes, without any doubt. I feel that I learn something new every day and that learning in economics is inexhaustible. I also enjoy the interplay between theory, empirics and economic history. Job-wise economics is also a great choice. When I studied economics I thought that I would probably end up in a ministry or a less developed country as a consultant. I certainly did not imagine myself working in a bank. When I started my PhD I had an international organisation in mind, such as the OECD, IMF or the World Bank. But I ended up in academia. Life rarely goes just as one imagines or plans. In that sense I believe that studying economics offers great opportunities as it opens up horizons to a multitude of jobs and possibilities in life. Share prices have enormous influence on the macroeconomy and yet they are in the short term, which can last for years, determined by noise traders who have little idea about which factors that determine the intrinsic value of shares. The bubble demonstrated this. More concerning is that several economists, particularly, in the US argue that the share market run-up was a rational response to expectations of increasing earnings growth derived from e-capital and other ICT investments, and reduced required share returns. Again, this reflects a complete ignorance as to how the share market and the macroeconomy interact. My belief is that the share market is deeply irrational and the concept of irrationality has to be taken seriously in economic models because of the macroeconomic consequences of boombust economies. The irony is that several courses in finance abroad contain a large section on whether or not share markets are rational, and they usually conclude, often for ideological reasons, that share markets are rational. And yet, in my opinion, when share valuation is taught serious mistakes are made. So, I ask, if the lecturers do not understand valuation how would the market?

6 dansker slår takten an i Fed Af Jakob Kongsgaard Olsson Den danske økonom Morten Linneman Bech er i stillingen som rådgiver for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, blandt de mest indflydelsesrige økonomer i verden. Når nogen af verdens vigtigste pengepolitiske beslutninger skal træffes, sidder der en dansker med ved bordet. Navnet er Morten Linnemann Bech, og han er rådgiver for den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed). Sammen med en stab af halvtreds økonomer, der er beskæftigede i Federal Reserves tolv distriktskontorer, rådgiver den danske Fed-økonom de amerikanske pengepolitiske beslutningstagere i, hvordan der skal føres pengepolitik i verdens største økonomi. Morten Linnemann Bechs akademiske karriere startede i studiegården i indre by, hvor han efter tre år i selskab med Mankiw, Tirole og Varian blev Bachelor.polit. Derefter gik turen til University of California, Santa Babara, hvor han som Fulbright Student, blev kandidat i økonomi. Efter et par års ansættelse som fuldmægtig i Danmarks Nationalbank, vendte den danske økonom tilbage til den amerikanske vestkyst, hvor han blev Ph.d, med centralbanker som speciale. Det var netop på baggrund af hans imponerende afhandling, at han fik et jobtilbud fra Federal Reserves regionalbank i New York, som han ikke kunne afslå. Derfor arbejder Morten Linnemann Bech nu som økonom i bankens forskningsafdeling. Den kun 32- årige danskers arbejde består blandt andet i at rådgive regionalbankens direktør samt betjene banken øvrige personale. Dog arbejder han også med, at skrive artikler for førende amerikansk tidsskrifter såsom American Review samt fri forskning, der kan bruges, når banken skal træffe afgørende rentebeslutninger. Afdelingen som den hjemlige danske nationalbankøkonom arbejder for, gør ligeledes meget ud af at samarbejde med universiteter, så de ansatte ikke kommer for langt væk fra den akademiske verden. dagligt over 2,5 billioner dollar mellem store banker og finansinstitutioner. Over halvdelen af disse transaktioner foregår i New York, da The Appel, ikke alene er USA s finanscentrum med hele verdens finansielle omdrejningspunkt. Når et så kompliceret system som Fedwire skal evalueres og forbedres, bruges blandt andet spilteori. John Nash teoretiske arbejde er især brugbart, når man skal beskrive, hvordan betalingssystemerne vil reagere, når de udsættes for pres. At kende mere til disse sammenhænge er af ekstrem stor betydning for den amerikanske økonomi. En del af årsagen til børskrakket i 1987 var blandt andet, at det daværende FedWire fungerede så dårlig at bankerne ikke kunne overfører penge til hinanden. Og resultatet var katastrofalt. På blot en dag mistede den samlede aktiemarked over en femtedel af sin værdi. Det er sådanne kriser, Morten Linnemann Bech forhåbentlig skal være med til at forhindre sker i fremtiden. Den danske polit har i øjeblikket kun overlov fra sit arbejde i Danmarks Nationalbank, derfor er det ikke usandsynligt at han vender tilbage til sit arbejde i nationalbanken. Men med den gode teoretiske bagage fra Københavns Universitet sammen med rådgivningsarbejdet for Federal Reserve, er der uden tvivl et hav af amerikanske arbejdsgivere, der står på spring for at få fat i den dygtige økonom. Så hvem ved, om Danmarks eneste Fed-økonom nogensinde vender tilbage til de hjemlige breddegrader. Morten Linnemann Bech bruger især meget tid på at beskrive og analysere, hvorledes betalinger af store beløb foregår. Herunder er det særlige betalingssystem FedWire et centralt element. Systemet overfører nemlig

7

8 om vismænd og økonomisk-politisk rådgivning Af Peter Birch Sørensen Polit ens redaktion har inviteret mig til at skrive et indlæg i anledning af, at jeg fra nytår overtager posten som formand for Det økonomiske Råd ( overvismand ). Derfor vil jeg først fortælle lidt om vismandsinstitutionen og vismændenes arbejdsform. Dernæst vil jeg fundere lidt over de kommunikationsvanskeligheder, som økonomer kan komme ud i, når de deltager i samfundsdebatten. Det økonomiske Råd (DØR) er en ærværdig institution med mere end 40 år på bagen. Rådet med dets formandskab (de tre økonomiske vismænd ) blev oprettet i 1962 med vedtagelsen af en Lov om økonomisk samordning. Ifølge lovens 1 har DØR til formål at følge landets udvikling og at bidrage til at samordne de forskellige økonomiske interesser. Man kan opfatte DØR som et stærkt forsinket barn af Oplysningstiden med dens optimistiske tro på den menneskelige fornuft. Forarbejdet til loven om DØR blev gjort af det såkaldte Samordningsudvalg, som i en betænkning fra 1956 bl.a. skrev, at der i offentligheden kan være tale om manglende viden eller forståelse af visse økonomiske sammenhænge. Ideen bag oprettelsen af DØR var tilsyneladende, at hvis man udpegede nogle uafhængige økonomiske eksperter til at forklare visse økonomiske sammenhænge, så ville man kunne føre en mere rationel økonomisk politik. F.eks. ville man kunne få interesse-organisationerne og befolkningen til at acceptere en mere behersket udvikling i pengeindkomsterne, så det blev lettere at forene høj beskæftigelse med lav inflation. Allerede ved oprettelsen af DØR var der mange, der opfattede denne tankegang som naiv. Man kan da også konstatere, at inflationen i de første to årtier efter Rådets oprettelse steg mærkbart samtidigt med, at beskæftigelsesgraden faldt markant efter Ikke desto mindre lever vismandsinstitutionen nu videre på sit femte årti. Der har ganske vist været flere situationer, hvor nogle interesseorganisationer eller politikere har været så fortørnede på vismændene, at de har krævet DØR nedlagt. Når institutionen alligevel har overlevet, skyldes det formentlig en udbredt opfattelse af, at den har været med til at hæve niveauet for den økonomisk-politiske debat. Det er det, der er vismandsinstitutionens centrale opgave: At levere vitaminer til den økonomiskpolitiske debat og derved bidrage til at forbedre beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik. Efterhånden udgives der en syndflod af økonomiske rapporter fra offentlige og private organisationer og institutioner i ind- og udland. Man kan derfor spørge, om der fortsat er behov for vismandsinstitutionen og dens to årlige rapporter? Der er imidlertid det særlige ved vismændene, at de er uafhængige af partipolitiske og erhvervsmæssige interesser. Vismændene repræsenterer kun sig selv, og deres vigtigste aktiv er deres faglige renommé i forhold til kolleger samt deres troværdighed i offentligheden. Det aktiv har de en naturlig interesse i at fastholde og udbygge, hvilket giver offentligheden en vis sikkerhed for, at vismændene udtaler sig på et sagligt grundlag, og at de ikke har en skjult dagsorden om at fremme en bestemt interesse. Det stærkeste argument for at bevare vismandsinstitutionen er derfor ikke, at vismændene er klogere end alle andre økonomer (det er de ikke nødvendigvis), men at selve vismandsinstitutionen er indrettet på at sikre en høj grad af faglig integritet i de indspil til debatten, der kommer fra vismændene. Vismændenes arbejdsform er også indrettet på at sikre fagligheden og troværdigheden bedst muligt. F.eks. pålægger de altid sig selv en spærretid i forhold til medierne de sidste to måneder før de udsender deres næste rapport. Dette skal bl.a. sikre, at der er foretaget en grundig analyse af de aktuelle økonomiske problemstillinger, før vismændene udtaler sig. Vismændene er også bundet sammen af en musketéred : De står alle i fællesskab inde for hele indholdet i hver rapport. Rapporternes analyser og anbefalinger er altså noget, som alle tre vismænd er enige om. Dette er også et forsøg på faglig kvalitetssikring ud fra en forestilling om, at hvad tre hjerner i fællesskab finder frem til som regel er mere holdbart end de kæpheste, som den enkelte vismand måtte have. Vismændenes arbejdsvilkår er ikke blevet nemmere med årene. Da DØR blev oprettet, var der næsten ingen andre institutioner, der regelmæssigt udgav

9 økonomiske rapporter. Dette sikrede automatisk en betydelig medieinteresse for vismandsrapporterne. I dag kommer der som nævnt en malstrøm af økonomiske rapporter samtidigt med, at informationsstrømmene om alle mulige andre begivenheder er eksploderet. I deres stakåndede konkurrence om offentlighedens opmærksomhed er medierne blevet stadig mindre villige til at afsætte ordentlig tid og plads til at forklare og debattere økonomisk-politiske problemstillinger af en vis kompleksitet. Vismændene forventes derfor - som så mange andre eksperter - i stigende grad at kunne aflevere deres budskaber i simple one-liners, der helst skal være så sexede og provokerende som muligt. Dermed bliver det ofte vanskeligt eller umuligt at få de nødvendige forbehold og nuancer med, når man udtaler sig. Kravet om kortfattede og bastante - og dermed ofte overforenklede - udtalelser til medierne kan være belastende ikke alene i forhold til de fagfæller, der kritisk vurderer ens udsagn, men også i forhold til de betydelige dele af offentligheden, der er skeptiske overfor økonomer og deres tilgang til problemerne. Når man til daglig fortrinsvis færdes blandt fagfæller, kan man let komme til at overse, hvor upopulære økonomer faktisk er i mange befolkningsgrupper. For et par år siden udkom f.eks. en debatbog med titlen Kritik af den økonomiske fornuft, og man hører jævnligt beklagelser over, at økonomerne er ansvarlige for en stigende DJØFicering af samfundet. Det hævdes bl.a., at økonomerne arbejder målbevidst for at omgøre alle sociale relationer til markedsrelationer styret af økonomiske incitamenter. Meget af denne kritik er præget af en sådan overfladiskhed og mangel på indsigt, at den er let at afvise. Kritikken har imidlertid fået et sådant omfang, at vi som økonomer gør klogt i at spørge os selv, hvoraf den udspringer, og om den evt. kan have en vis berettigelse. Der er næppe tvivl om, at det er den berygtede economic man, der er årsagen til mange af kommunikationsvanskelighederne mellem økonomerne og omverdenen. Størstedelen af økonomisk teori er bygget op på en forestilling om, at den enkelte økonomiske aktør er en rationel egoist, der bevidstløst søger at maksimere sin egen nytte eller profit uden hensyntagen til andre interesser end hans egne og uden andre formål i livet. Sådan en type er jo ikke ligefrem enhver svigermors drøm. Dette giver økonomerne lidt af et image-problem, eftersom ganske mange ikke-økonomer tror, at økonomer tager forestillingen om economic man bogstaveligt. Økonomer opfattes i vide kredse som nogle afstumpede typer, der tror, at mennesker altid handler strengt rationelt og egoistisk og primært styres af

10 økonomiske incitamenter. Selvfølgelig er the economic man en urealistisk abstraktion, ganske som de mange andre horrible abstraktioner, vi foretager ved opstillingen af økonomiske modeller. Når vi alligevel foretager disse abstraktioner, er det i et heroisk forsøg på i det mindste at kunne identificere visse systematiske sammenhænge i den enormt komplekse mekanisme, som samfundsøkonomien udgør. Den første fuldstændige karakteristik af economic man blev givet af John Stuart Mill i et berømt essay On the Definition of Political Economy skrevet i Mill giver heri en malerisk beskrivelse af et forkvaklet menneske, hvis eneste formål i livet er at akkumulere rigdom med et minimum af anstrengelse. Umiddelbart herefter skriver Mill: Not that any political economist was ever so absurd as to suppose that mankind are really thus constituted, but because this is the mode in which science must necessarily proceed. Hvad pokker mener Mill med dette provokerende udsagn om, at (den økonomiske) videnskab nødvendigvis må basere sig på en absurd antagelse om den menneskelige psykologi? Min egen fortolkning (som baserer sig på den kontekst, hvori ovennævnte citat indgår) er følgende: Der findes visse menneskelige aktiviteter - nemlig dem der går ud på at erhverve og anvende indkomst - som i betydelig grad er styret af de motiver, der besjæler the economic man. På disse områder af det sociale liv kan det være en frugtbar forskningsstrategi at udlede de forudsigelser om den økonomiske adfærd, der følger af antagelsen om economic man (fordi vi er nødt til at forenkle drastisk for at kunne overskue blot dele af den komplekse virkelighed). Dernæst må analytikeren overveje, i hvilket omfang denne rationelt-egoistiske adfærd må antages at blive modificeret af andre (ikkeøkonomiske) motiver, der erfaringsmæssigt spiller en væsentlig rolle for menneskelig adfærd. Først efter denne vigtige øvelse kan analytikeren håbe på at fremkomme med relevante forudsigelser om den adfærd, der kan forventes i den virkelige verden. Mill understreger også, at der er væsentlige områder af det sociale liv, hvor antagelsen om economic man ikke vil være særligt frugtbar, fordi adfærden på disse områder primært er styret af ikke-økonomiske motiver. John Stuart Mill var en alsidig tænker og en stor humanist, hvis bidrag til europæisk filosofi og idehistorie var væsentligere end hans bidrag til den økonomiske videnskab. Det er derfor paradoksalt, at det netop var Stuart Mill, der stod fadder til den abstraktion om economic man, som har givet økonomer et så dårligt ry ikke mindst blandt humanister. I de seneste års danske debat om velfærdspolitikken er der et godt eksempel på de kommunikationsproblemer, der opstår, når tiden (medierne) ikke giver plads til den nuancerede diskurs, som Mill gennemfører i sit essay om nationaløkonomiens metode. Vismændene og andre økonomiske eksperter har således flere gange peget på, at det er problem, at ganske store lavtlønnede grupper stort set ikke har nogen økonomisk gevinst ved at komme i beskæftigelse frem for at være på overførselsindkomst, og at nogle ligefrem taber på det (heri ligger ikke nødvendigvis en anbefaling om nedskæring af dagpenge og kontanthjælp; man kan også vælge at sænke skatten på de lavtlønnede i beskæftigelse). Dette udsagn er ofte blevet imødegået med henvisning til, at masser af lavtlønnede ikke desto mindre arbejder, selvom de tilsyneladende ikke har nogen økonomisk fordel af det. Ganske mange ser dette som en modbevisning af økonomernes antagelse om de økonomiske incitamenters betydning. Rent faktisk har både danske og udenlandske arbejdsmarkedsforskere leveret solidt empirisk belæg for, at den økonomiske gevinst ved overgang fra overførselsindkomst til beskæftigelse har en vis betydning for arbejdsudbud og jobsøgeintensitet mm. på aggregeret plan (selvom effekterne varierer på tværs af socioøkonomiske grupper, ganske som man ville forvente). Heri ligger alene et udsagn om, at de økonomiske incitamenter ikke er ligegyldige for arbejdsudbuddet. Det udelukker naturligvis ikke, at arbejdsudbuddet i overvejende grad styres af ikkeøkonomiske motiver. Men samtidigt kan det meget vel tænkes, at økonomiske incitamenter på marginalen har en ikke uvæsentlig betydning. Denne nuancerede og komplekse fremstilling af sagen - som er i fuld overensstemmelse med John Stuart Mill s metode - er imidlertid meget vanskelig at kommunikere ud i det offentlige rum via de moderne medier, der kræver ultrakorte og forenklede punchlines. Derfor får man ofte en polariseret og fordummende debat om disse spørgsmål, hvor økonomer efterlades på slagmarken som (postulerede) fortalere for et kynisk og materialistisk menneskesyn. Alt dette kunne lyde som om, det er rigtigt synd for os økonomer: I virkeligheden har vi et meget nuanceret og humanistisk syn på verden, men den uoplyste

11 omverden er ikke avanceret nok til at forstå os! Så let slipper vi dog ikke af krogen. Ganske vist er det næppe urimeligt at sige, at mange ikke-økonomer har en tendens til at undervurdere de økonomiske incitamenters betydning. Til gengæld socialiseres økonomer måske i kraft af deres uddannelse til at overvurdere den motivationskraft, der ligger i økonomiske incitamenter. Vi opdrages så at sige til at efterspore tegn på betydningen af økonomiske incitamenter overalt, hvor de kunne tænkes at spille en rolle. Det er der intet galt i, så længe vi bevarer vor proportionssans og anerkender, at menneskelig adfærd også motiveres af en lang række andre faktorer, jævnfør Stuart Mill. Men måske mister vi nogle gange denne proportionssans. Det er heller ikke blot abstraktionen om economic man, der undertiden skaber en kommunikationskløft mellem økonomer og omverdenen. Det er også opfattelsen af markedet og dets funktionsmåde, der ofte skiller vandene. Økonomer opfatter typisk markedsmekanismen som en nyttig og ubureaukratisk metode til sikring af en effektiv ressourceanvendelse. Derfor argumenterer de tit for at udvide anvendelsen af markedsmekanismer og økonomiske incitamenter til prioritering og styring af samfundets ressourceanvendelse. Udenfor økonomernes kreds er begejstringen for markedet derimod til at overse. Faktisk opfatter mange markedet som en blind og brutal mekanisme blottet for menneskelige og sociale hensyn. På markedet kan værdien af en persons arbejdskraft og værdien af en virksomheds produkt blive udsat for tilfældige svingninger, der ofte opfattes som dybt uretfærdige. Undertiden anklages økonomerne også for at legitimere egenskaber som grådighed og grov materialisme, fordi økonomisk teori har påvist, at de enkelte agenters egoistiske stræben efter egen nytte og profit via det perfekte marked kan føre til en (Pareto) optimal tilstand. Også i denne sammenhæng kan John Stuart Mill s tanker måske hjælpe til at bygge bro mellem økonomerne og omverdenen. Mill mente, at markedet på de fleste områder er den bedste institution til sikring af økonomisk effektivitet og velstand, men han mente ikke, at markedsmekanismen kan sikre en retfærdig indkomstfordeling. Derfor var det statens ret og pligt at omfordele faktorindkomsterne via skatteog overførselssystemet. at jeg havde bestået polit.-studiets første årsprøve. I makroteorien havde jeg lært alt om, hvordan man kan forhindre arbejdsløshed og store konjunkturudsving ved at styre den samlede efterspørgsel. I mikroteorien havde jeg lært, hvordan økonomiens enkelte markeder fungerer, og hvornår og hvordan det offentlige bør gribe regulerende ind. Jeg forklarede gerne alle, der orkede at høre på mig (det var ikke så mange), hvordan samfundets økonomiske problemer kunne løses. Siden har begivenhedernes gang og videre studier bibragt mig lidt mere ydmyghed. Vi økonomer ved faktisk ikke så meget om, hvordan økonomien fungerer. Men vi ved trods alt mere herom end ikke-fagfolk, og derfor bør vi selvfølgelig bidrage til samfundsdebatten. Fortsat held og lykke med dine studier! Økonomifaget er et spændende studium, der giver vigtige indsigter og mange stærke analyseredskaber. Personligt har jeg aldrig følt mig så klog, som lige efter

12 finansministeriet - din kommende arbejdsplads? Af Luise Jespersen En råkold, stille onsdag eftermiddag d. 8. oktober 2003 mødtes en flok polit-studerende på det ganske velkendte Bispetorv. Stemning var høj, og folk var fulde af forventninger. Grunden hertil var et længe ventet besøg på en af Danmarks største arbejdspladser for polit er: Finansministeriet. Præcis klokken 12:30 forlod flokken af frysende politstuderende Bispetorv og gik to og to, eller næsten da, ned til Christiansborg. Gruppen bestod af en stor del studerende fra første årsprøve, der formodentlig inspicerede deres muligheder for et job som student eller fuldmægtig i Finansministeriet. Da gruppen endelig blev tilladt adgang til de imponerende bygninger, hvor Finansministeriet har til huse, ventede der en fantastisk frokost bestående af delikate sandwich og sodavand. Efter denne formidable frokost begyndte den mere, studierelevante del af ekskursionen. Seancen startede ved en præsentation af Finansministeriet ved Louise Moos, der er ansat i personalestyrelsen. Der blev for det første redegjort for Finansministeriets mål: at give Finansministeren og regeringen det bedst mulige grundlag for at føre en sund, økonomisk politik. Efter en virkelig spændende gennemgang af Finansministeriet blev ordet givet til Michael Skarup fra Finansministeriets fjerde kontor, blandt regnedrengene bedre kendt Makro-kontoret. Hvilket kunne have været en fantastisk gennemgang af et af de i alt 15 kontorer i Finansministeriet viste sig ret hurtigt at blive en tør forelæsning i et ellers ganske spændende emne. En spændende konjunkturvurderinger blev chokerende hurtigt omdannet til et tåget gennemgang for størstedelen af gruppen. Hvorom alting er fik man uden tvivl et indblik i fjerde kontors arbejdsområder, herunder en gennemgang af de berømte ADAM- og DREAM-modeller. Efter en sidste gennemgang af planen rundede Michael Skarup af og overlod afslutning til to polit-studerende, der begge arbejder som studenter i Finansministeriet. De arbejder begge i 1. kontor, der hovedsagelig beskæftiger sig med finans- og udenrigspolitik. Disse to studenter er blandt Herefter blev blandt andet arbejdsmiljøet gennemgået. Finansministeriet ansætter utrolig mange nyuddannede polit er, så miljøet er ungt. Gennemsnitsalderen for fuldmægtige ligger omkring de 30 år, for kontorchefer cirka 37 år og for chefkonsulenter cirka 41 år. Der er overvejende mænd ansat i huset. Kvinder udgør en uanseelige andel på cirka 30 pct., sådan som vi også ser det på polit-studie. Da de fleste kun bliver i ministeriet i cirka to år, er Finansministeriet hermed med til at forme tidens nyuddannede polit er, inden de søger nye græsgange. Her skal dog tilføjes, at størstedelen vender tilbage efter et par år ude. Men et job i Finansministeriet stiller også store krav til ansøgeren. Der forventes selvfølgelig et højt kompetenceniveau og faglig fleksibilitet fra ansøgerens side. Kort sagt et super fedt sted at arbejde, hvis man dels har karaktererne og dels viljen til at knokle r. ud af bukserne.

13 andet med i arbejdsprocessen omkring Danmarks finanslove, hvilket imponerende lytterskaren. Der blev også gennemgået finanslove og beslutningsprocesser på livet løs i cirka en halv times tid, inden de to unge studenter blev nød til at rundede seancen af, da de havde modtaget en kode 2. I skrivende stund overvejes det stadig, hvad en kode 2 er. For at finde ud af det, må man vel blive ansat i Finansministeriet. KALENDER December bordfodboldsturnering i polithuset 10. quiz i polithuset 12. jule klippe-klister og fredagsbar v/hold 6 i polithuset 19. juleafslutning Februar semesterstartsfest Se mere på

14 gallafest 2003

15

16 stud.forlidt Af Mathilde Almlund, formand Politrådet Vi læser og forbereder os morderlig lidt. Det er den gennemsnitlige politstuderendes lidet opløftende - men måske ikke så overraskende - selvkarakteristik i de senest tilgængelige evalueringer. Til øvelsestimerne skriver vi bevidstløst ned, hvad der står på tavlen, blot for at kompensere for, at vi ikke har regnet opgaver i forvejen - hvis vi da overhovedet dukker op. Til gengæld læser vi uhæmmet, når vi skal til eksamen. Efter således hæmningsløst at have overgeneraliseret på et spinkelt grundlag, og uden den nødvendige respekt for variationen i datamaterialet, tillader jeg mig hermed at spørge: Er vi en flok lade fjolser, eller bare så knivskarpe, at et kort blik på pensum før eksamen er nok til at bære os igennem, eller måske en skøn kombination? Og hvad kan man gøre for at forøge vores brændende passion for den økonomiske videnskab og få os til med ildhu at kaste os over bøgerne i læsesale, kollegieværelser og loftshybler byen over, og blive siddende i videnshungerens sved længe efter enhver indre, fritidskrævende stemme har bønfaldet os om det modsatte? Når videnshungeren og engagementet svigter, er der flere årsager. Er man blandt de stærkeste, gider man ikke komme til undervisning, der blot er en slavisk gennemgang af formlerne i tekstbogen - nu som PowerPoint-show. Så hellere læse det selv. Og hører man omvendt til de, der jævnligt må melde pas overfor opgaveregningen, er der ikke meget andet at gøre, end efter bedste evne at akkompagnere øvelseslærerens interaktive rettevejledning med intens griflen og håbe, at noget af logikken hænger ved. Så niveauet er både for højt og for lavt, og hvordan kan man så stille nogle bedre uden at stille andre værre? Fagligt engagement og nysgerrighed tropper op, når man - måske en smule indoktrineret - erkender, at økonomi er et solidt bud på en metode til at besvare påtrængende spørgsmål om verden, og det er også dén nysgerrighed, der gør, at man - inciteret af andet end en nært forestående eksamen - forbereder sig mere end det absolutte minimum. Som de fleste af os - med mere eller mindre bitterhed - har erfaret, er det imidlertid sådan, at formalisme, præcision og tekniske redskaber er forudsætninger for at kunne beskæftige sig med disse spørgsmål på et niveau, der hæver sig over dagens udgave af Urban. Derfor består de første par år på bachelordelen primært af opgaveregning, og forbindelsen til virkeligheden, til årsagen med opgaverne, drukner desværre ofte i tekniske detaljer. Det betyder, at opgaver opleves, som om de regnes for opgaveregningens skyld, og man drives som studerende snarere af sur pligt end af intens videnshunger. Nysgerrigheden og lysten til at sætte tekstbogsteorien i større perspektiv kan man gemme til bacheloropgaven og kandidatdelen, hvis man da ikke har fuldstændig har mistet den, når man når så langt. Det ideelle ville således være, hvis man i højere grad kunne inddrage forholdet mellem teori og virkelighed i undervisningen, så man som studerende fik sat bogens guldkorn i et større perspektiv. Men kan det lade sig gøre, uden at man går på kompromis med fagligheden og gør økonomistudiet til en udvandet debatklub for avislæsere? En del af løsningen kunne være at gøre undervisningen i tekniske færdigheder mere effektiv, og dermed skabe plads til mere end teknik. I en del fag, primært redskabsfag som statistik og matematik, forekommer teorien for mange at være så svær, at det blot bliver et spørgsmål om at lære at løse typeopgaver til eksamen. Umiddelbart lyder det måske acceptabelt, da det jo netop drejer sig om redskabsfag, hvor det vigtige er, at det virker. Det paradoksale er imidlertid, at teorien i matematik og statistik bare er generaliseringer af det, vi lærer i mikro og makro, og burde være en hjælp til at forstå disse fag, og ikke endnu en byrde af abstraktion og regnetekniske vanskeligheder uden forbindelse til meget andet end den 17. dimension. Når det ikke fungerer sådan i praksis, er det primært fordi, vi oftest lærer redskaberne på et helt andet tidspunkt end dér hvor de bruges. Mange oplever, at de først lærer matematikken, når de skal bruge den i mikro og makro, mens matematikfaget blot går ud på at lære at regne eksamensopgaver i matematik. Det ville derfor være oplagt at lade undervisningen i redskabsfagene følges med undervisningen i de økonomiske kernefag på hele bachelordelen - dog uden at integrere den helt og dermed miste de teoretiske aspekter. Derudover kunne man f.eks. supplere den passive indlæring af tør teknik i øvelsestimerne med en form for lektiecafé, hvor man havde mulighed for at regne opgaver i fællesskab og få hjælp til det. Cafélittens nye grupperum er et godt skridt på vejen, men mere organiserede rammer og tilknyttede øvelseslærere ville være en hjælp for mange, særlig for de, der ikke benytter sig af faste læsegrupper. Med bedre muligheder for at få styr på redskaberne kunne man således skabe rum i undervisningen for det, der egentlig gør økonomisk teori interessant: At den forsøger at svare på vores spørgsmål om virkeligheden. Med bedre plads til at lære om antagelser, policyimplikationer og empiri, ville der også være mulighed for mere selvstændige opgavetyper, som kunne gøre det mere motiverende både at være velforberedt til undervisningen og møde op til den. Dermed skulle vi med tiden snildt kunne transformeres til en flok lidenskabeligt visdomskrævende og studentikose politstuderende. Hvordan bachelordelens sammensætning optimeres er ét af de spørgsmål, som Politrådet vil beskæftige sig med i den kommende tid. Vi holder møde for alle interesserede studerende hver anden mandag kl. 19 på anden sal i Polithuset, og du er meget velkommen til at komme forbi og lytte med, eller måske udfordre ovenstående synspunkter. Du kan også skrive en mail til politraadet@econ.ku.dk.

17 fra planeten, hvor roere bo til haven, hvor økonomer gro Af Mathilde Almlund Alexandersalen ekkoede svagt af spredte mumlelyde og stoleskramlen. Den høje, skaldede 37-årige tidligere topidrætsmand, der stod med benene solidt plantet på den plads, hvor man normalt kun observerer ivrigt formelskriblende forelæsere, kiggede ud over salen, afventende. Klokken var en onsdag eftermiddag sidst i november, og han skulle have været på scenen kl Alligevel stod salens fløjdøre stadig åbne, ligeledes afventende. Den samlede mængde tilhørere, som havde trodset vind, vejr, Varian og vinterhygge talte nemlig sytten skikkelser, der nu sad spredt i salen som forfrosne fugle, ikke helt overbeviste om, at de var landet det rigtige sted. Og indrømmet, det var ikke uden skepsis, at undertegnede så plakaten. SØS-foredragets emne var coaching, en teknik fra sportens verden, som konsulentfirmaer benytter til at få virksomheder til at yde mere. Foredragets titel var If you can dream it - you can do it, og foredragsholderen var Niels Laulund Henriksen, OL-guldvinder i roning i Atlanta 1996 og partner i OlymPeak Coaching. Det lød lettere poppet, og der var jo en grund til, at det var på Økonomisk Institut, man havde valgt at sætte sine ben hver dag og ikke på Handelshøjskolen. Nuvel, fagchauvinisme fik lov at være fagchauvinisme, foredraget fik en chance, og undertegnede var således at finde blandt de sytten sjæle i salen. Der kom ikke flere. Dørene blev lukket, samtlige tilhørere krøb på opfordring op på første række, roeren blev præsenteret, og på trods af, at den pinlige stemning fyldte hele det store rum, begyndte manden - der som en venlig gestus mod sædvane holdt sit foredrag ganske gratis - at tale med rolig, sikker stemme. I 1996 i Atlanta var seks både ved startlinien. Bådene var ens, bortset måske fra farven, i hver båd vejede roerne i gennemsnit lige meget og var i gennemsnit lige høje. Vi havde i gennemsnit forberedt os lige længe og var teknisk lige dygtige. Disse både mødtes jævnligt til konkurrencer på samme niveau. Alligevel var der én båd, der vandt Han holdt en lille kunstpause. Naturligvis, sagde den indre økonominørd sarkastisk, i et eksperiment med seks uafhængige, identisk normalfordelte stokastiske variable må én af de seks observationer være den mest ekstreme. hver gang, fortsatte roeren. Pludselig lænede de sytten økonomistuderende af begge køn sig næsten umærkeligt frem og lyttede en smule mere opmærksomt. Jagten på den usynlige forklarende variabel, på årsagen til, at personer med tilsyneladende ens karakteristika ikke klarer sig lige godt i gennemsnit, var gået i gang. I løbet af de næste par timer fik den lille forsamling formelryttere - de fleste uden den store lidenskab for eller viden om hverken rosport eller coaching - historien om, hvordan roerne i den omhyggeligt sammensatte firer i 1993 havde besluttet sig for at vinde guld i 1996, hvordan de havde opnået det, samt hvordan de videregav erfaringerne til erhvervsfolk og studerende med lige stor overbevisning. Budskabet var mentalt arbejde for at få den samme indstilling til det ubeskedne mål som det vigtigste af alt, samt benhård prioriterering af alt andet i livet. Spørgsmålene fik hurtigt de flyvske ord ned på jorden igen. Jamen, sagde en pige, jeg vil jo gerne både være god til mit studie, mit arbejde, være en god veninde og en god kæreste - du skulle jo bare være god til at ro? Men der var ingen nåde at hente fra guldvinderen: Der skal være plads til flere ting, men man må prioritere. Hvis kæresten dengang havde spurgt mig, om det var hende eller roning, vidste hun, at svaret ville være roning. Så hun spurgte ikke. En fyr ville vide, hvad han skulle gøre for at få 11 i sin gruppeeksamen. Sæt dig ned og læs, tænkte de fleste af os, men roerens svar var af mere subtil karakter og drejede sig igen om fælles indstilling i gruppen. Der var langt fra roning og OL til ligninger og Økonomisk Institut. På trods af fordommene var vi efterhånden fuldstændig opslugt, af mandens vanvittige ambitioner, af hans historie og af hans mod til at stille sig op med et blødt budskab foran en flok studerende med præferencer for hård videnskab, som når det, man havde troet ville være en mellemting mellem et dødssygt realityshow og TV-Sluk viser sig at være en underholdende film, krydret med lige dele pseudovidenskab og lommefilosofi. To timer forsvandt, og da vi gik derfra, var den pinlige luft over de mange tomme pladser forduftet gennem døre og vinduer. Vi havde på forunderlig vis glemt, at en roer ikke skal komme og fortælle en økonom noget som helst.

18 Meddelelse til alle specialestuderende: Aktivér din speciale-viden To freelancejournalister tager hul på at viderebringe den viden, som specialestuderende og nyudklækkede kandidater fra KU sidder inde med. Hvert semester produceres masser af spændende viden i de specialer, som KU-studerende afleverer. Desværre er det kun en brøkdel af denne viden, som samfundet får indsigt i de fleste specialer afleveres bare på biblioteket og kommer aldrig videre. Den offentlige debat får aldrig glæde af den værdifulde viden. Mange specialestuderende forestiller sig at skrive fx en kronik, når de har afleveret specialet. En god ide men det er meget sjældent, at den bliver realiseret. Desuden er kronikken ikke nødvendigvis den rigtige måde at formidle den nye viden på. Det er synd og skam, at al den viden går tabt, og det vil vi gerne være med til at lave om på dels ved at fungere som sparringspartnere for jer og vurdere den viden, I sidder inde med: Er emnet interessant for pressen? Er materialet journalistisk brugbart? Og dels ved at fungere som journalister: Hvem kunne være interesseret? Hvordan skal historien vinkles? Hvis der i jeres speciale er basis for at skrive eller producere en historie, gør vi det og afsætter den til det relevante medie. Hvis vi ender med at producere en historie, vil vi formentlig supplere med andre kilder end dem I har brugt i specialet og måske trække nye perspektiver frem men det sker i samarbejde med jer, så I ikke risikerer at ende med oplevelsen af at få forvansket jeres viden og materiale. En win-win situation Vores gevinst er, at vi får materiale til vores freelancearbejde. Jeres gevinst er, at jeres viden bliver til gavn for flere end jer selv. Derudover bliver I hvis der er materiale til en historie brugt som ressource/kilde i historien og derfor selvfølgelig nævnt på tryk eller i de elektroniske medier. At blive sat i forbindelse med sin viden kan være en fordel i jobsøgning, etablering af fremtidige samarbejdsrelationer etc. Vores bagggrund Vi er begge er uddannet fra RUC, arbejder som freelancejournalister og har blandt andet leveret historier til DR, Politiken, Weekendavisen og Magisterbladet. Vores brede kendskab til mediebilledet gør, vi vil kunne finde det medie, som egner sig til jeres historie. Hvilke specialer er særligt interessante?»arbejdsfordelingen«er ligetil: I informerer, vi vurderer. Det er ikke jeres ansvar at vurdere, om specialet eller den viden, I sidder inde med, er god nok til at komme på forsiden af Politiken eller nogen andre steder. Det vurderer vi på baggrund af vores journalistiske faglighed. Derfor skal specialet udelukkende opfylde det krav, når I henvender jer, at det indeholder interessant ny viden. Imidlertid vil specialer, som er teoretisk tunge og på den måde primært retter sig mod det akademiske miljø, være svære for os at have med at gøre. Specialer med empirisk materiale om specifikke emner er omvendt meget oplagte. Hvad har vi brug for at vide? I mailer os (nyviden@ofir.dk) og fortæller kort om specialet højst en halv side tekst. Mailen skal begynde med sætningen»jeg/vi har fundet ud af, at «dvs. med den viden I har høstet og den konklusion, som man kan drage af jeres arbejde. Derudover vil vi gerne have stikord på jeres data: Hvor mange interviewpersoner har I, hvem har I sendt spørgeskemaer til, hvor har I lavet jeres empiri, hvor mange sider data har I etc. Vi glæder os til at høre fra jer. I er også velkomne til at maile med kommentarer til projektet fx forslag til forbedringer. Pia Bertelsen og Julie Top-Jensen nyviden@ofir.dk

19 polit pt. 1. Hvad læste du i sidste nummer af Politen? 2. Hvad mener du om de danske EU-forbehold? Jacob Monberg, 3.årsprøve 1. Jeg læste under 1/5. Det er mest fordi siderne ikke er særlig indbydende. Det er generelt kedelige overskrifter og kedelige artikler. 2. De skal ophæves alle sammen. Jeg støtter ikke Dansk Folkepartis idé om at opretholde den stramme udlændingepolitik. Så jeg håber de alle sammen kommer til afstemning på en gang. Pernille Nulle Johansen, Kandidatdelen 1. Jeg læste meget i bladet. Især artiklen om rusturen og Polit pt. Men må indrømme at jeg ikke læste hele bladet. Jeg kan også godt lide kalenderen så man kan se hvornår tingene sker. Bladet er hyggeligt og let. 2. Der er jeg helt blank. Jeg mangler oplysning om det, men hvor mon man får noget at vide?? Udlændingepolitikken er usympatisk men det er svært at vide hvad der sker hvis man enten gør den løsere eller strammere. Christina S. Petersen, 2. årsprøve 1. Jeg læste stort set det hele, dog ikke artiklen om økonomisk historie. Jeg synes bladet er godt og relevant. 2. Forbeholdene skal ud. Enten er vi med fuldstændig eller også er det ud. Ikke den forsigtigper-politik vi fører nu. For at få generel indflydelse skal vi være med. Ditte Andersen, 2. årsprøve 1. Jeg skimmede bladet, men jeg læste artiklen om økonomisk historie. Det var interessant at læse det som forelæseren syntes. 2. De duer ikke. Politikerne burde spænde hjelmen og tage sig sammen. Politikken daler i niveau når der er så mange ting vi ikke kan deltage i. Vibeke Borchsenius, 1. årsprøve 1. Jeg kiggede på billeder fra semesterstartsfesten og læste rustursartiklen. Jeg læste også det min øvelseslærer havde skrevet. 2. Umiddelbart er de lidt mærkelige. Det er lidt som om det er forbehold for forbeholdenes skyld. Bl.a. er der jo blevet sendt soldater hjem fra Jugoslavien pga. forbeholdene. Så jeg mener de skal væk. Mikkel Gregersen, underviser i erhvervsøkonomi, cand.polit. 1. Det var ikke meget jeg fik læst i sidste nummer, det var lige midt i en flytning. Jeg plejer nu altid at kigge det igennem, og læser oftest stafetten og Polit pt., bruger en halv times tid på det. 2. De skal væk, sådan er det. Der skal stemmes om hver enkelt, da en samlet afstemning øger chancen for et nej. Det skaber også en bedre debat hvis man tager dem hver for sig.

20 Karriererådgivning: En god mulighed Karriererådgivning er en fantastisk mulighed for dem, der er usikre på, hvordan de skal tackle jobansøgninger eller samtalen der måske er billetten til drømmearbejdet. For de studerende, der med frygt ser frem til en dimententledighed på mere end tredve procent, er der nu endnu et tilbud om hjælp til den dag kandidateksamen er i hus. CA, Økonomernes A-kasse og karriererådgivning, tilbyder nemlig gratis test og rådgivning til de medlemmer, der ønsker at sidde med bedre kort på hånden, når ønskejobbet skal findes. Men hvad kan man i grunden bruge karriererådgivning til? Med det spørgsmål in mente indvilligede Polit en i at få foretaget en karrieretest, efterfulgt af en samtale med en af CA s mange karriererådgivere. Udgangspunktet for rådgivningen er en test udarbejdet af konsulentfirmaet Thomas International, der har mange års erfaring med personlighedstest og personalerekruttering. Testen forsøger bandt andet at afdække, hvor man står stærkt i en jobsituation, og hvilke egenskaber man bør lægge vægt på i en ansøgning.. Det er dog kun 24 spørgsmål, der ligger til grund for selve prøven, så derfor er den efterfølgende samtale langt det vigtigste element i karriererådgivningen. At være til samtale hos en karriererådgiver minder en smule om et besøg hos en psykolog. Rådgiveren starter med at gennemgå resultaterne af den foretaget test for derefter, at beskrive i hvilke situationer man klarer sig henholdsvis godt og mindre godt. Der er dog mistænkelig få negativt ladede adjektiver i det billede karriererådgiveren tegner af ens person. Af beskrivende ord kan i flæng nævnes, positiv, verbal, overbevisende, indflydelsesrig, venlig, kommunikativ, konkurrenceminded, dominerende, nysgerrig, pålidelig, velovervejet, osv. Mange ville sige, at en mere nuanceret beskrivelse eller vurdering umiddelbart vil synes mere værdifuld. Det er CA karriererådgiver Søren Kreilgaard dog ikke enig i. Han mener derimod, at det vigtigste ved karriererådgivning er at lægge vægt på, hvilke kvaliteter man kan bidrage med på en kommende arbejdsplads. Vores udgangspunkt er ikke, at smide et kanonslag i hoved på folk, der kommer for at få karriererådgivning, siger karriererådgiver Søren Kreilgaard til Polit en og uddyber: Når man eksempelvis skriver en jobansøgning, kan man med fordel tage fat i de positive ord, der indgår i den udleverede kandidatprofil. Søren Kreilgaard forklarer at mange der kommer til karriererådgivning ikke kender egne kompetencer godt nok. Selv om de fleste måske har en ide om, hvad de er gode til, er der uden tvivl mange, der har svært ved at sætte ord på deres kvaliteter eller styrker. Til en ansættelsessamtale skal man sælge sig selv. Derfor er det nødvendigt at kunne formidle, hvad man mener, man kan bidrage med på en mulig arbejdsplads, forklarer Søren Kreilgaard overfor Polit en. Han har personligt fået mange henvendelser fra tidligere jobsøgende, hvor karriererådgivning ikke alene har betydet, at de er kommet hurtigt i arbejde, men også har været vejen til drømmejobbet. Karriererådgivning går nemlig i høj grad ud på, at finde frem til, hvilke type arbejde man er bedst egnet til. Er man eksempelvis en meget udadvendt person, vil man typisk befinde sig godt i en stilling, hvor man dagligt er i kontakt med mange mennesker, siger Søren Kreilgaard og fortsætter: Derfor er det utrolig vigtigt at målrette sine jobansøgninger efter netop den type jobs, der harmonerer med ens personlighed.