Bodil Brændstrup. Lille Guds ord - fra Horsens

Transkript

1 1

2 Bodil Brændstrup Lille Guds ord - fra Horsens Forlaget BB-KULTUR

3 Bodil Brændstrup Lille Guds ord fra Horsens 2013 Bodil Brændstrup og Forlaget BB-KULTUR Kopiering og anden gengivelse af dette værk eller dele deraf er kun tilladt efter reglerne i gældende lov om ophavsret eller inden for rammerne af en aftale med Copydan. Al anden udnyttelse forudsætter en skriftlig aftale med forlaget. Første udgave 2010, ISBN: (e-bog) Anden udgave 2013, ISBN: (e-bog) Bogens website: Forlaget BB-KULTUR Øverødvej DK-2840 Holte 3

4 Forord Denne lille historie er første del af de erindringer, Alba har lovet sine børn og børnebørn. Hun har tillige ønsket at dele et langt livs begivenheder og erfaringer, gode som mindre gode, med enhver, der har lyst til og mod på at genkende eller få indblik i den verden, hun har levet i. Man kan more sig, forarges eller genkende fra sig selv, hvad mennesker kan finde på at udsætte både sig selv og andre for. For Alba har livet været fantastisk, sommetider hårdt og skuffende, men altid umagen værd. Skulle de omtalte personer forekomme bekendt for Albas nærmeste, er det ikke nogen tilfældighed. Alba har ikke gjort noget forsøg på at besmykke hverken sin egen eller andres roller. Hendes vurderinger er udelukkende subjektive og ikke noget forsøg på at være retfærdig. Dette er en revideret udgave. Første udgave Holte, i september Bodil Brændstrup 4

5 Indhold Fra edens have til vildnis Er hun ikke forfærdelig! Far og datter Musik og familieliv Krig og skolestart En ny verden Håb og frustrationer Freden kom Familiebaggrund og holdninger Forberedelse til fremtiden? Gymnasieliv Teenage konflikter med Far Ud i efterkrigstidens Europa 5

6 Fra edens have til vildnis Der var en dejlig have Det er tidligt på dagen. Skyggerne er stadigvæk skarpe. Græsset er vådt, der er småsten på havegangen, så den følger hun over til fuchsiaerne i bunden af haven. Hun ved ikke, hvad de hedder, men hendes far har vist hende, hvordan de ligner små danserinder med fine skørter og tynde ben. Blomsterbedet er kantet med porcelænsblomster, en fin lille blomst på en lang stilk over en roset af blade helt nede ved jorden. Hun er opdraget til at være en from lille pige, så hun nynner på en sang, hun har lært: Jeg ved en dejlig have, hvor blomster står i flor. Den skabte Gud til gave for alle børn på jord! Hvert barn med tanker fromme og øm og kærlig sjæl, får lov til her at komme og plukke roser selv. Det må være en have som hendes, og hun tror også nok, hun kan få lov at komme ind i den have. Hun er på vej over til kirsebærtræet, hvor sandkassen er, da Mor kalder inde fra huset. Nu var her lige så dejligt! Men hun må hellere høre efter. 6

7 Det langsomme forfald! Den lille piges Far var ikke nogen havemand, men Mor, der var vokset op i en trang lejlighed med mange børn, ville have en have til sine børn. Hun følte dog heller ikke nogen trang til at passe have. Så haven fik lov til at passe sig selv. De mange blomster forsvandt efterhånden undtagen nogle robuste bonderoser, der stadig holdt stand. Ukrudt tog over, hvor porcelænsblomsterne og de små danserinder havde stået. Men der var stadig smukke blomster at se på. Der var buske med hvide og dybtlilla syrener og en guldregn, som børnene ikke måtte røre, fordi den var giftig. Buskene blev ikke beskåret, så de blev noget forvoksede med årene. Det samme gjaldt de to æbletræer, der blomstrede så overdådigt og gav masser af æbler, for ikke at tale om kirsebærtræet, der var så godt at klatre i. På et tidspunkt blev det fældet, fordi det skyggede for meget, og ingen kunne længere nå bærrene undtagen fuglene. Langs køkkenvæggen lykkedes det også nogle få vintergækker, krokus, hyazinter, påskeliljer og enkelte pinseliljer at overleve. Hver dag i foråret sneg den lille pige sig ud for at se, hvor langt de var kommet, og det hændte også, at hun lugede noget ukrudt op, som hun havde set nabokonen gøre. 7

8 Den perfekte legeplads Denne dejlige lille have blev efterhånden til en åben plads med stampet jord og lidt spredt græs omkranset af de forvoksede buske og frugttræer. Men det var en herlig legeplads for gadens børn. Her gjorde det ikke noget, at man stormede omkring huset i rask tagfat eller skjulte sig mellem buskene og klatrede i træerne. For ikke at tale om den noget kaotiske kælder, der også kunne bruges som skjulested. Alba i kirsebærtræet 8

9 Ud af edens have! Alene i den oprindelige og stadigvæk smukke have, følte den lille pige sig stadigvæk som et af de børn, der fik lov at plukke blomster i Guds have. Men denne lyksalighed varede ikke ved. Hun var datter nummer to, og skulle naturligvis have været en dreng. Hun fik navnet Alba efter en god veninde af familien, der var diakonisse. Desværre fulgte venindens milde og udmyge karakter ikke med navnet. Albas tre år ældre storesøster var et yndigt barn med lyse krøller og et smilende og sødt ansigt. Så moderen, der var ny i byen, var glad for den opmærksomhed, den søde datter vakte, og udtalte noget forhastet: Børn er, hvad man gør dem til! Det gjaldt desværre ikke datter nummer to. Hun havde ingen krøller, havde et intenst, alvorligt og direkte blik og blev en virkelig trussel for moderens rénomé som børneopdrager. Erhunikkeforfærdelig! Dermed begyndte historierne om, hvor lidt køn og hvor forfærdelig dette barn var. Således fortalte moderen, at folk, der mødte hende på gaden, roste det ældste og 9

10 yndige barn og til Alba bemærkede: Nå, er det også Deres? Der var dog god underholdningsværdi i disse historier, og sympatien samlede sig om den hårdt ramte moder. Straf hjælper ikke En af de ældste historier blev fortalt af moderen som følger: En dag, da Alba endnu ikke var to år, havde jeg dækket bord til nogle veninder, der skulle komme og drikke kaffe. Den fine broderede dug var lagt på og de kongelige porcelænskopper sat frem. Alba kunne lige nøjagtigt nå en snip af dugen, så da jeg et øjeblik var i køkkenet, hørte jeg et rabalder inde fra stuen. Alba havde trukket i dugen, så kopper og det hele lå spredt på gulvet. Hun fik selvfølgelig en ordentlig endefuld. Jeg var så hidsig, at jeg bagefter opdagede, at barnet havde mærker efter min vielsesring på sin bare hale. Jeg dækkede hurtigt bordet igen, men med tårerne stadigvæk strømmende ned over kinderne, gik barnet hen og gjorde det samme igen! Nu var jeg virkelig bekymret, tog barnet med til lægen og spurgte, om dette vanskelige barn virkelig kunne være normalt. Jeg havde jo aldrig haft problemer med min 10