DET GAMLE MEJDAL. Erindringsglimt fra Mejdal omkring 1950

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "DET GAMLE MEJDAL. Erindringsglimt fra Mejdal omkring 1950"

Holger Danielsen
8 år siden
Visninger:

1 DET GAMLE MEJDAL I sidste nummer af Mejdal Bladet efterlyste vi nogle personer, der kunne fortælle om»mejdals Barndom«. Redaktionen har fået flere kontakter, som vil være os behjælpelige med opgaven. Det første og meget interessante bidrag, har jeg fået af en af mine gamle skolekammerater, som var kommet til Holstebro for at fejre vort 60 års skolejubilæum. Det er planen at de forskellige bidrag vil blive bragt i bladet, efterhånden og når pladsen tillader det. Efterfølgende vil»historiebogen«blive samlet og lagt på hjemmesiden. Mogens Jensen red. Erindringsglimt fra Mejdal omkring 1950 Skrevet af Lis Skjernaa Jacobsen f I 1947 købte mine forældre et husmandssted med 10 tønder land jord til. Det lå nabo til Mejdal Camping med jord ned til Vandkraftssøen og ned til nuværende Prins Burisvej. Vandkraftsøen var en kunstig sø, der blev dannet 1942, da kraftværket blev opført. Området hørte dengang til Tvis kommune, og vi var rigtig kommet på landet. I dag kan man knapt finde stedet. Der er vokset enorme villakvarterer op på begge sider af Prins Burisvej, og der ligger tre villaer i vores køkkenhave. Hvor mange der er bygget på hele vores jord, har jeg ikke tal på. Beboelseshuset ligger der fortsat, og havearealet er omtrent omkranset af Ranunkelvej. På gavlen af beboelseshuset ses stadig den navnetavle, vi som børn kreerede ved at lægge farvede glasstykker ned i våd cement, så de dannede navnet»løvsal«. Jo, vi var kommet på landet, og cykelturen ad den ret øde vej forbi Sønderlands plantage kunne godt være lidt uhyggelig i mørket. Der var engang en mand, der havde hængt sig derinde! Og gadelys var der jo intet af. Der lå en række husmandssteder og småhuse, og længere henne lå den større Uhregård. Vores hus var i en miserabel forfatning. Der var en lille lejlighed i den ene ende og stald m.v. i den anden. I beboelsen fløj duer rundt i soveværelset, og køkkenskabene var også fyldt med duemøg. Vi flyttede ind lige før jul, og mor skrubbede og skurede og tapetserede skabene indvendigt, før hun kunne sætte noget derind. I årene derefter blev huset totalt ombygget til en moderne bolig med centralvarme, badeværelse osv.

Det er planen at de forskellige bidrag vil blive bragt i bladet, efterhånden og når pladsen tillader det. Efterfølgende vil»historiebogen«blive samlet og lagt på hjemmesiden. Mogens Jensen red.

2 Mine forældre byggede et stort hønseri med flere længer, og utallige daggamle kyllinger, rugeæg og slagtekyllinger blev solgt derfra, men i 1957 gik eksporten til bl.a. Italien helt i stå, og de måtte forlade stedet og fik således ikke gavn af den senere udstykning og det store byggeboom. Vi hørte som nævnt under Tvis, men min broder og jeg fortsatte i Danmarksgades Skole inde i Holstebro. Selv om jeg formelt skulle bestå mellemskoleprøven i foråret 1948, lå det nok fast, at jeg skulle fortsætte der, og derfor fik jeg lov til at fortsætte. Mine to mindre søstre skulle derimod i henholdsvis 1950 og 1952 begynde i landsbyskolen i Tvis, hvor der sad en ældre degn som enelærer, og hvor der kun var skolegang hver anden dag. Vores forældre mente derfor ikke, skolegangen der var god nok, så de valgte at betale skolepenge til Holstebro, vist 50 kr/måned for hver, selv om pengene var små. Men de udefra kommende kunne dog ikke deltage i f.eks. skole-tandpleje og skolebespisning. De to piger kom senere til at gå på den nyopførte Sønderlands-skole, hvor jeg selv underviste som vikar i Det var jo en landkommune, og bl.a. skulle hver husstand stille en mand med en skovl til rådighed, når snefogeden indkaldte til arbejde, og der var i halvtredserne nogle vintre med rigtig meget sne. Jeg begyndte på gymnasiet i Struer i på det tidspunkt kom kun ca. 3 % af en årgang i gymnasiet, og til Struer kom eleverne helt oppe fra Thyholm, Skive og altså Holstebro. En vinter var jeg på ski på vej til stationen for at komme med toget til skole, men uheldigvis blev sålen på min ene skistøvle trukket helt af, så jeg måtte halte hjem og nåede først frem til skolen ved 10-tiden. Så stillede man på rektors kontor og forklarede sin forsinkelse. Og da lød det tørt fra Rektor Mathiassen:»Nå, det var da i det mindste en ny undskyldning«! Landposten skulle jo også rundt, og kunne han ikke cykle på grund af sne, ja, så måtte han jo gå, og i øvrigt medbringe mindre pakker også. Da vi fik bil i 1954 en Renault varevogn kørte far med den stakkels post de sidste dage før jul, hvor postmængden var ret stor. Vi oplevede nok den begyndende overgang til et mere moderne samfund, men også lidt af det gamle. Bl.a. kom der en kludekræmmer med en enorm sammenknyttet bylt rundt for at sælge bånd og sløjfer samt undertøj med lodden vrang. Og der kom også en, der ville købe gammelt jern, ben og klude. Jeg rejste fra Holstebro i 1956, og siden da er der jo sket en rivende udvikling på mange områder. Fra at være en stillestående provinsby uden ret mange kulturelle muligheder, har jeg jo set tingene blomstre og byens erhvervsliv og kulturen udfolde sig.

Selv om jeg formelt skulle bestå mellemskoleprøven i foråret 1948, lå det nok fast, at jeg skulle fortsætte der, og derfor fik jeg lov til at fortsætte.

3 På dette kortudsnit, der senest er rettet i 1960, ser man tydeligt, hvor lidt bebyggelse, der var i Mejdalområdet. Man ser rækken af huse og smågårde hen langs Vandkraft-søen hen mod Uhregård. Jeg tror, vores hus ligger lige under H & O i Holstebro. På dette kort fra 2000 ser man hele den»nye«bebyggelse i Mejdalområdet.

Man ser rækken af huse og smågårde hen langs Vandkraft-søen hen mod Uhregård.

4 Vores hus i forskellige stadier af udbygning af hønseriet. Bygningerne på dette billede ligger der endnu, men den bagerste længe er bygget om til beboelse. På dette flotte billede af hønseriet, ses øverst til venstre, roklubberne og vandrehjemmet, som senere er blevet til TV Midt-Vest. Den bageste bygning er nedrevet.

5 Lidt mere om hønseriet»løvsal«hønseriejer S. E. Skjernaa var ikke nogen almindelig hønseavler. Han kunne lide at eksperimentere og gik sine egne veje, i dag ville han nok have haft betegnelsen»iværksætter«. Med håndkraft gravede han og hustruen nogle underjordiske rum, hvor kyllingerne i en god konstant varme trivedes gevaldigt. Det var verdens eneste underjordiske hønseri. Temperaturen blev automatisk reguleret efter kyllingernes alder. På den måde kunne Skjernå levere slagtekyllinger året rundt. Foruden slagtekyllinger, blev der også solgt æg, daggamle kyllinger og årligt avlsdyr, som Skjernå selv havde fremavlet. For at udnytte varmen i de underjordiske opvarmede og isolerede kyllingehuse, byggede han drivhuse ovenpå dem, så gik varmen jo ikke til spilde.

Med håndkraft gravede han og hustruen nogle underjordiske rum, hvor kyllingerne i en god konstant varme trivedes gevaldigt. Det var verdens eneste underjordiske hønseri.

Relaterede dokumenter

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen Morten Dürr SKADERNE Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen Hvidt, sort og grønt Efter mor døde, ville far jage skaderne væk. Men sådan gik det ikke. Skaderne blev. Det var godt.