I dette årsskrift for 2006 er omtalt en lille del af de mange spændende og perspektivrige projekter, der er støttet i årets løb.

Transkript

1 Å r s s k r i f t

2 Forord Sygekassernes Helsefond har i 2006 uddelt ca. 20 mio. kr. til 93 projekter indenfor det sociale og sundhedsmæssige område. Siden fonden blev grundlagt i 1973 er der uddelt i alt næsten 1.5 milliarder kr. I dette årsskrift for 2006 er omtalt en lille del af de mange spændende og perspektivrige projekter, der er støttet i årets løb. Årets forskerpris blev uddelt til lektor ved Aalborg Universitet, sociolog, ph.d. Michael Hviid Jacobsen, som gennem flere år har forsket i den moderne død ud fra et sociologisk perspektiv. Dette arbejde har medvirket til at udvide og nuancere forståelsen for og håndteringen af døden i det moderne samfund. Det er nytænkende forskning, som blandt andet dokumenter døden og håndteringen af denne som nært forbundet med de generelle samfundsmæssige udviklingstendenser. Det er også forskning indenfor et svært, tabubelagt og meget følelsesbetonet område, og forskning, som kan være medvirkende til at bedre forholdene for de døende, men som også kan gøre døden nemmere at forholde sig til for de levende. Forskerprisen blev overrakt på Aalborg Universitet. Fonden har gennem årene bevilget omkring 25 mio. kr. til demensområdet. Disse bevillinger sluttes af med etablering af et sundhedsfagligt kompetencecenter indenfor demensområdet, som fonden har besluttet at støtte med i alt 10.5 mio. kr. Indenrigsog Sundhedsministeriet har ligeledes bevilget støtte til projektet af satspuljemidler. Fonden spænder vidt i sine projekter, og støtter målgrupper fra vugge til grav, men fælles for de støttede projekter er, at de alle indeholder en nyhedsværdi og udvikler ny, anvendelig viden. Vi håber med årsskrift 2006 at give et indblik i fondens arbejde og den indsats, der er ydet fra fondens bestyrelse, administration og forfatterne til årsskriftets artikler. Jørgen Pontoppidan Formand for Sygekassernes Helsefond 2

3 3

4 Indhold Forord Indholdsfortegnelse Bestyrelse og sekretariat Bestyrelsens beretning Regnskab Bevillingsvirksomhed Fuldmægtig Alice Bonde, Aalborg Universitet: Forsker i dødens sociologi hædret Artikel fra UGlen, Aalborg Universitets blad, om prisoverrækkelsen. Forskerprismodtager, ph.d. Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet: I dødens tjeneste et desideratum for dødssociologien Vi ved, at der i dagens Danmark dør ca mennesker årligt. Vi kender deres aldersprofil, deres køn, deres gennemsnitlige levealder, deres sygdomsforløb, deres dødssted og en lang række andre objektive forhold ved deres død. Men vi ved meget lidt om, hvad mennesker føler, tænker og tror om døden, altså den mere subjektive vinkel. Else Stenbak og Bjarne Møller, seniorkonsulenter, Socialt Udviklingscenter: Når børn er pårørende Et barn, som er pårørende, kan få ondt i maven, have svært ved at sove og have vanskeligt ved at leve op til skolens krav. Samtidig holdes barnet ofte uden for de samtaler, som forældre og professionelle har om problemerne. Det kan betyde, at barnet isoleres og overlades til sine egne forestillinger om, hvad der egentlig sker med mor eller far. Ph.d. stipendiat Nina M. Wittendorff: Det er jo bare mit liv jeg skal have styr på Tidligere vilde pigers erfaringer og fortolkninger af deres virkelighed Fænomenet vilde piger har i de seneste år været fremstillet som et stigende samfundsproblem, på grund af pigernes ofte voldelige og uhensigtsmæssige adfærd. De vilde piger er piger, der enten reagerer på deres problematiske livssituationer med en voldelig og derved synlig adfærd, eller ved at være indadvendte og vanskelige at få øje på. Ofte erstattes den indadvendte adfærd af den udadreagerende, når pigerne på et tidspunkt ikke kan rumme mere. Så er det de bliver problematiske for deres omverden, fordi de reagerer med vrede og aggression. Ofte iværksættes tidsbegrænsede socialpædagogiske indsatser for pigerne på baggrund af nogle konkrete problemer i nærmiljøet. Berit Johansen, lærer Rådmandsgades Skole og Berit Johansen, konsulent Navigent A/S: Værktøjet Integration via kommunikation et forløb for større skoleelever Sprog og identitet er meget tæt forbundne, derfor har man gennemført et projekt, hvor idéen var at skabe et forløb, hvor især tosprogede børn får mulighed for at forbedre deres sprog og kommunikative evner. Målgruppen er primært elever på klassetrin. Birgitte Vølund, projektleder, sygeplejerske, master i gerontologi, Omsorgsorganisationernes Samråd: At synliggøre det usynlige en undersøgelse af livssituationen for pårørende omsorgsgivere Gennem projektet, At synliggøre det usynlige, har man undersøgt, hvordan den nuværende livssituation opleves af de omsorgsgivende ægtefæller og hvilken hjælp og støtte, de får igennem den kommunale hjemmepleje og frivillige organisationer. Undersøgelsen viser samlet set, at omsorgsgivende ældre ægtefæller trækker et stort læs i hverdagen med 4 en svækket ægtefælle. De er sårbare alene i kraft af alderen og i særdeleshed i kraft af omsorgsopgavens karakter.

5 Anita Guldberg, center for Voldtægtsofre: Undersøgelse af kvinders reaktioner på retspraksis efter politianmeldelse af voldtægt Er det virkelig sket? En undersøgelse af kvinders reaktioner på retspraksis efter politianmeldelse af voldtægt. En voldtægt er belastende i sig selv, men det kan det efterfølgende forløb også være. Hvordan kvinden bliver mødt af politi og retssystem, får betydning for rehabiliteringen efter et seksuelt overgreb. Projektsygeplejerske og projektleder Lotte Vittinghus, Hæmatologisk Klinik, Rigshospitalet: Mad og motivation et ernæringsprojekt Indlagte danske patienter får ikke nok at spise. Hver 5. patient er eller bliver underernæret under hospitalsindlæggelser og på trods af systematisk screening og monitorering af disse patienters ernæringstilstand får kun ca. ¼ dækket deres behov for næringsstoffer. (Kondrup et al, 2002).Projekt Mad og Motivation søger at udvikle sygeplejen for hæmatologiske patienter, så deres ernæringstilstand bedres under indlæggelse. Lena Baungård, projektleder, demenskoordinator Ikast-Brande Kommune: Glem ikke Det er muligt at give mennesker med en demenssygdom og deres pårørende en bedre hverdag. Dette har vist sig ved et kvalitetsudviklingsprojekt i Ikast Kommune, hvor man har etableret et samlingssted, haft skræddersyede læringsforløb i kommunens lokalområder og ved en forbedring af samarbejdet om tidlig opsporing og udredning af demens. Nina Madsen Sjö, psykolog og afdelingsleder hos Center for Hjerneskades Neurocenter for Børn og Unge: Hot træning til børn og unge med kognitive vanskeligheder om et hukommelses- og opmærksomhedstræningsprogram med uventet effekt Hukommelses- og OpmærksomhedsTræning (forkortet til HOT) er et træningsprogram designet til at forbedre specifikke kognitive vanskeligheder hos børn og unge, navnlig vanskeligheder med hukommelse og opmærksomhed. Evnen til at huske og være koncentreret er særligt vigtig, da dette ligger til grund for en række andre færdigheder. Hvis børn har svært ved at huske og koncentrere sig påvirker det deres evne til at tage imod instruktioner og beskeder, at fastholde information, at fokusere på det væsentlige og abstrahere fra det uvæsentlige samt at skabe sammenhæng mellem begivenheder. De nævnte problemer betyder, at børn med disse vanskeligheder får svært ved at lære nye ting og at indgå i sociale sammenhænge. Mette-Louise Johansen, antropolog og forskningsassistent, RCT: Mod en fælles indsats At sætte sig ned, se hinanden i øjnene og tale sammen. Så enkel er opskriften på succes med at give børn i torturramte flygtningefamilier et bedre hverdagsliv. Der skal skabes sammenhæng mellem hjemmet, skolen, SFOen, politiet og socialforvaltningen. Merete Platz, seniorforsker, Gerontologsik Institut og Videnscenter på Ældreområdet: Ældres helbred og velbefindende flere gode leveår? Der bliver fremover færre yngre, erhvervsaktive mennesker og flere ældre. Vil de flere leveår medføre tilsvarende mange omsorgskrævende leveår? Kort omtale af projekter der har modtaget støtte indenfor fondens prioriterede områder i

6 Bestyrelse og sekretariat 2006 Udvalgsformand og provst Jørgen Egebjerg Pontoppidan, formand Udpeget af Kommunernes Landsforening, for perioden indtil Fhv. borgmester Inga Skjærris, formand. Udpeget af Kommunernes Landsforening, for perioden indtil Inga Skjærris fungerede som formand indtil Jørgen Pontoppidans udpegelse den 1. april Direktør Carsten Aagaard, næstformand. Udpeget af Folketinget, for perioden indtil Fhv. medlem af Folketinget Hans Jørgen Jensen. Udpeget af Folketinget, for perioden indtil Hans Jørgen Jensen er afgået ved døden i vinteren 2006 Afdelingschef Anders Lynge Madsen. Udpeget af socialministeren, for perioden indtil Fhv. medlem af Folketinget Else Winther Andersen. Udpeget af Folketinget, for perioden indtil Amtsborgmester i Vejle Amt Otto Herskind Jørgensen. Udpeget af Amtsrådsforeningen, for perioden indtil Medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik. Udpeget af sundhedsministeren, for perioden indtil

7 Sekretariat: Hanne Jervild, direktør Carsten Danielsen Mai-Britt Petersen Annette Gadegaard Sygekassernes Helsefond Magstræde 6, København K. Hjemmeside: Telefon: Telefax:

8 Bestyrelsens beretning 2006 Sygekassernes Helsefond har i år 2006 uddelt kr. til 93 projekter indenfor det sociale og sundhedsmæssige område. Siden fonden blev grundlagt i 1973 er der således uddelt i alt kr. Den bundne formues kursværdi er kr. Den frie formue udgør kr. Fondens formue har i 2006 været administreret af Nykredit Portefølje. Fondens bestyrelse har i 2006 afholdt et ekstraordinært samt 4 ordinære bestyrelsesmøder Bestyrelsen besluttede at forskerpris 2006 på kr. uddeltes til lektor, sociolog Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet. Prisoverrækkelsen fandt sted i februar 2007 på universitetet. Fonden har i 2006 fået ny formand. Jørgen Pontoppidan, udpeget af Kommunernes Landsforening, afløste Inge Skjærris Nielsen. Otto Herskind Jørgensen udtrådte af Helsefondens bestyrelse ved årets udgang og blev afløst af Poul Sækmose, udpeget af Danske Regioner. Fondens bestyrelse har i 2006 prioriteret bestemte områder for de kommende 3 år. Unge og misbrug, primært i relation til euforiserende stoffer, hash og spil Etniske minoriteter i forhold til: - børn og unge handicappedes livsvilkår og opvækst - psykisk sygdom - adfærds- og sundhedsforløb - de ældre Forskning i børnefedme Jørgen Pontoppidan Formand for Sygekassernes Helsefond 8

9 årsregnskab 2006 RESULTATOPGØRELSE Investeringsafkast Administrationsomkostninger Årets resultat Resultatdisponering Henlagt til senere anvendelse, primo Årets resultat Tilbageførte bevillinger i året Afdrag/indfrielse af pantebreve Periodiserede renter ultimo året. Overføres til Henlagt til senere anvendelse, Frie fondsmidler, idet der kun kan disponeres over de faktiske modtagne renter I alt til disposition der disponeres således: Bevillinger Efterløn til tidligere sygekassefunktionærer Henlagt til IT-system m.v Henlagt til senere anvendelse, ultimo Disponeret i alt BALANCE 31. DECEMBER Bundne Frie 2006 Aktiver fondsmidler fondsmidler I alt Obligationer Investeringsforeningsbeviser Pantebreve Likvide beholdninger Andre tilgodehavender Passiver Bevilgede, ikke udbetalte beløb Skyldige omkostninger Henlagt til senere anvendelse Henlagt til nyt IT-system Pantebreve Egenkapital

10 Bevillinger 2006 I 2006 er der modtaget 443 ansøgninger. Der er ansøgt om kr. og givet bevilling i 93 ansøgninger med et samlet bevilget beløb på kr., der fordeler sig således: Modtagne Antal Ansøgt Bevilgede Procentvis ansøgninger bevillinger beløb beløb bevilling af ansøgt beløb A B C D Adm Ikke opgjort 0 0 afslag I alt

11 Sygekassernes Helsefonds bevillingsvirksomhed Da de statsanerkendte sygekasser blev nedlagt i 1973, afløst af den offentlige sygesikring, blev grundlaget skabt for Sygekassernes Helsefond, idet de midler, der fremkom ved afviklingen, indgik i fonden. Ved udgangen af 2006 havde fondens bundne formue en værdi på knap 800 mio. kr., og det er afkastet af denne formue, der uddeles. Fondens fundats giver rammerne for uddeling af fondens midler. Fundatsen kan ses på Fonden kan uddele støtte til udviklingsforsøgs- og forskningsprojekter, konkrete tiltag og oplysning indenfor det sociale og sundhedsmæssige område. Det er et krav, at projekterne har til formål at afprøve nye ideer eller udvikle nye metoder. Der lægges vægt på, at der udvikles ny, konkret og anvendelig viden indenfor området. Det er ikke nok, at det ansøgte er nyt lokalt. Det forudsættes, at de ansøgte projekter forholder sig til allerede eksisterende viden indenfor området Fondens kan typisk støtte områder eller målgrupper, som ikke i forvejen har bevågenhed, eller hvor der ikke er initiativer fra hverken offentlige eller private institutioner, men hvor bestyrelsen mener, der er brug for ny viden eller konkrete foranstaltninger. Fonden prioriterer at støtte projekter, der kan tjene som spydspids eller modelprojekter til efterfølgelse for andre, der arbejder med lignende målgrupper eller formål, hvorfor der også lægges vægt på evaluering og bred formidling til de relevante målgrupper samt implementering af succesfyldte resultater. Sygekassernes Helsefond modtager ansøgninger, men kan også selv tage initiativ til velbegrundede projekter eller andet, hvor yderligere viden eller en konkret indsats skønnes nødvendig. Bestyrelsen har de senere år valgt at prioritere en række områder for at fokusere indsatsen. Det betyder dog ikke, at der udelukkende gives bevillinger indenfor de prioriterede områder. Hvis en ansøgning i øvrigt opfylder kravene, er der fortsat mulighed for at opnå støtte, også udenfor de prioriterede områder. I 2006 og de kommende år har bestyrelsen valgt at prioritere: Unge og misbrug, primært i relation til euforiserende stoffer, hash og spil Etniske minoriteter i forhold til: børn og unge handicappedes livsvilkår og opvækst psykisk sygdom adfærds- og sundhedsforløb de ældre Forskning i børnefedme En række områder støttes ikke som for eksempel rent medicinske projekter, studierejser, almindelig drift med videre. For nærmere oplysning om udfærdigelse af ansøgninger m.v. henvises til vor hjemmeside, hvor alt relevant materiale findes. 11

12 Forsker i dødens sociologi hædret med kvart mio. kr. af Helsefonden Af fuldmægtig Alice Bonde, Aalborg Universitet Jeg kan ikke fange ham, sagde en opgivende dansklærer en gang til et forældrepar om deres søn Michael. Det var bogstaveligt talt, drengen ville hellere være ude i fart end at sidde stille indenfor. Her ca. 25 år senere er der stadig fart på den nu 36-årige ph.d. Michael Hviid Jacobsen, lektor i sociologi på Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation. Men på et eller andet tidspunkt må studierne have fanget ham og sat ham ned alene hans fyldige forfatterskab må have kostet mange sidde- og slidetimer ved tasterne. For sin omfattende forskning i døden i det moderne samfund, beskrevet som bemærkelsesværdig og original, modtog Michael Hviid Jacobsen 8. februar Helsefondens Forskerpris 2006 på kr. til yderligere forskning. Sygekassernes Helsefond har siden 1993 årligt uddelt forskerprisen til en yngre forsker, der har gjort sig særligt bemærket inden for sit felt. Overrækkelsen fandt sted på Ålborg Universitet i Kroghstræde 7, hvor foruden fondsbestyrelsen mange kolleger og familiemedlemmer var mødt frem for at hylde den energiske, arbejdsomme og iderige forsker. Helsefondens formand, Jørgen Pontoppidan, begrundede valget af AAUforskeren og sagde bl.a.: Gennem 10 år har Michael Hviid Jacobsen interesseret sig for og forsket i den moderne død ud fra et sociologisk perspektiv: Hvordan døden opfattes og håndteres af de døende, de pårørende og af dem, som plejer/behandler døende. Ligeledes hvordan forholdene kan forbedres for de døende. Dette arbejde har medvirket til at udvide og nuancere forståelsen for og håndteringen af døden i det moderne samfund. Michael Hviid Jacobsen har aktuelt været forskningskonsulent bag en undersøgelse af døden på plejehjem i Danmark og er herudover forfatter til en række publikationer om døden. Døden er ingen nyhed. Men det er denne forskers fokus på måden, vi dør på, som er nyt og bemærkelsesværdigt. Det er nytænkende forskning, som blandt andet dokumenterer døden og håndteringen af denne som nært forbundet med de generelle samfundsmæssige udviklingstendenser. Det er samtidig forskning inden for et svært, tabubelagt og meget følelsesbetonet område, og derved er Michael Hviid Jacobsens forskning med til at bryde nogle tabuer. I samfundet er det i højere grad blevet acceptabelt at diskutere områder relateret til døden som fx organdonation, hospices, planlægning af egen begravelse. Ligeledes er der tale om forskning med stor nytteværdi og forskning, som er anvendelsesorienteret. Forskning, som kan være medvirkende til at bedre forholdene for de døende, men som også kan gøre døden nemmere at forholde sig til for de levende. Formanden roste endvidere prismodtageren for hans omfattende formidlingsarbejde, bl.a. foredrag om døden for en bred skare af mennesker. Ukueligt drive Institutleder Søren Kristiansen sagde, 12

13 at instituttet kan prise sig lykkelig for at have forskere som Michael. Han roste ham for hans formidlingsvilje og evne til at brede sin forskning ud til offentlig heden. Bl.a. anskueliggjort ved dygtig brug af billeder og metaforer. Han kunne afsløre, at Michael har fået betegnelsen Duracel-sociologen på sig, at han bliver ved og ved. I hvert fald er ingen på instituttet i tvivl om, når han var til stede, for han tæsker i tastaturet, så det høres overalt og det bliver ved og ved. Din entreprenante foretagsomhed, optimisme og ukuelighed er enorm. Ind imellem kan nye tiltag fra politisk hold godt tære på vores optimisme, men det får ikke lov til at spolere dit drive og evne til at sætte projekter i gang. Derved er du med til at trække mange med, både studerende og kolleger. Forskning frem for administration Prismodtageren takkede for prisen, et skulderklap, som han modtog med stolthed, glæde og taknemmelighed. Ikke en sovepude, men en sand ansporing til yderligere forskning inden for emnet, som med tiden måske kan materialisere sig i form af et forskningscenter i dødsstudier, hvor såvel palliative, thanatologiske og dødssociologiske problemstillinger kan blive belyst. Det er trods alt noget, der berører hele befolkningen, som han udtrykte det. Men der skal tid til at finde midler, hvilket førte ham til at sige, at der skal være tid til forskning, at det er vigtigt, at tiden ikke konsumeres af administration. Michael Hviid Jacobsens forskningsinteresse for døden blev vakt i 1995/96 som udvekslingsstuderende på University of Sunderland, hvor prof. Peter Rushton introducerede ham til kurset The Sociology of Death and Dying. Uden hans inspirerende forelæsninger og gavmilde indstilling var jeg nok ikke blevet så bidt af døden og næppe frivilligt have kastet mig over døden som forskningstema. Udvalgte bogtitler Dødens mosaik (2001) Farligt feltarbejde (2001) Erving Goffman (2002) Sociologiske visioner (2003) Zygmunt Bauman (2004) Arbejdssamfundet (2004) Upassende sociologi (2004) Hverdagslivet (2005) Baumans mosaik (2006) Memento mori (2007) Døden essays (2007) 13

14 I dødens tjeneste et desideratum for dødssociologien Af Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet Ville det ikke være bedre at give døden den plads i virkeligheden og i vores tanker, den er berettiget til? - Sigmund Freud Vi ved for lidt Den franske forfatter La Rouchecauld udtalte engang, at der var to ting, man ikke kunne betragte med et roligt blik solen og døden. På samme måde som solens stråler, der skærer i øjnene, skræmmer døden så meget, at det tilsyneladende ikke er muligt for mennesket at betragte den med sindsro. Det har imidlertid været min faglige metier igennem små ti år at forsøge at se på døden med et forholdsvis roligt, sociologisk og analytisk blik for at finde ud af, hvilke forandringer og forskydninger døden historisk, socialt og kulturelt har gennemgået i vores samfund, og hvilke nye tendenser og kendetegn døden afspejler i og om vores samfund. Det har været min hensigt med dette mangeårige sociologiske blik på døden at forsøge at vise, hvorledes en forståelse af døden er en forudsætning for en mere fyldestgørende forståelse af livet, og at døden udgør en velegnet optik til at analysere menneskelivet og samfundslivet med. Det skyldes, at livet og døden står i et dialektisk forhold til hinanden, hvor store dele af vores liv også selvom vi forsøger at fornægte og fortrænge det er præget af tanker og forestillinger om døden og livets endeligt, og hvor mange facetter af vores opfattelse af døden samtidig afspejler det liv, vi lever, og de værdier, holdninger og normer, der er fremherskende i vores samfund. Vi lever i disse år i en brydningstid i forhold til døden. På mange måder har døden som sådan ikke forandret sig den har altid været der, og den vil for altid markere den yderste og naturlige grænse for alt menneskeligt liv. Døden er således såvel et eksistentielt som et praktisk grundvilkår i vores samfund, og dødeligheden i Danmark, som alle andre steder, er i dag, som altid, 100%. Samtidig er der dog næppe nogen tvivl om, at hele den måde vi som kultur, som samfund og som enkeltindivider forholder os til døden på har undergået en transformation, hvis ikke ligefrem en mindre revolution i løbet af en generation eller to. Vi har på mange måder og områder bevæget os fra et forholdsvis fremherskende, kollektivt og tungt dødstabu, hvor døden var fortrængt, vores indstilling til den var fremmedgjort og vores omgang med den var tavs og afstandtagende (det, der med sociologiske begreber kaldes en moderne dødsmentalitet) til en mere åben, imødekommende og nysgerrig indstilling (det, der med sociologiske begreber betegnes en senmoderne eller postmoderne dødsmentalitet). I forhold til den sidstnævnte er der tale om en myndiggørelse af det enkelte menneske, der nu i stigende grad forventes men tilsyneladende også selv ønsker at forholde sig mere aktivt til døden som en del af, og ikke som en modsætning til, livet. Det er denne transformation eller revolution i vores opfattelse af døden, dens socialhistoriske forudsætninger og kulturelle udtryksformer og samfundsmæssige konsekvenser, som jeg igennem en årrække teoretisk og empirisk har forsøgt at indfange 14

15 gennem mit arbejde med det, der kaldes dødens sociologi, som mange kolleger gennem årene har betragtet med en vis morbid fascination og undren. Derfor er det naturligvis personligt glædeligt for mig, at uddelingen af Helsefondens Forskerpris for 2006 tilfaldt mig og mit mangeårige arbejde med døden. Det er dog mindst ligeså fagligt glædeligt, at det felt, som jeg arbejder inden for, og som ofte lige som døden i vores samfund har været forholdsvis marginaliseret og en noget ensom aktivitet, nu på grund af denne pris og den medfølgende mediebevågenhed er blevet trukket lidt mere frem i lyset. Det er mit desideratum, at pristildelingen kan anspore andre forskere inden for det samfunds- 15

16 videnskabelige eller sundhedsvidenskabelige felt til at bevæge sig ind på dødens domæne og undersøge hidtil underbelyste aspekter af vores forhold til og omgang med døden. Dødens sociologi I et samfund, hvor en forskningsmæssig interesse i døden af mange formentlig betragtes som enten morbid eller meningsløs, eller hvor den omgærdes af mystik og fascination, skal der en vis form for katalysator eller tilfældighed til, førend denne interesse indledningsvis vækkes. Således også i mit tilfælde. Men hvorfor begynder man i første omgang overhovedet at interessere sig for et så anderledes og alligevel så allestedsnærværende tema som døden? Hvorfor ikke bare lade døden være i fred med indstillingen om, at den kommer, når den nu engang kommer, så ingen grund til at tage sig af den, mens vi stadig er i live. Der er flere grunde til, at jeg ikke kunne lade døden være. Da jeg i 1995/1996 var udvekslingsstuderende på University of Sunderland i England, introducerede professor Peter Rushton mig til kurset The Sociology of Death and Dying, der først ligesom for mange andre forekom mig fascinerende, fordi der var en aura af noget mystisk og anderledes over dette tema, og jeg fulgte i begyndelsen kurset, fordi det om ikke andet var en måde at skille sig ud fra mængden på. Det viste sig imidlertid gennem forelæsningsrækken, at det ikke blot var en aparte eller alternativ studiekreds, han afholdt, men at der var faglig substans og akademisk udfordring i at beskæftige sig med dødens sociologi, fordi den fortalte os så meget om hele den måde vores samfund og kultur er organiseret på. Denne oplevelse ansporede mig til selv at gå videre af dette spor og arbejde videre med døden, såvel empirisk som teoretisk. Uden Rushtons inspirerende forelæsninger var jeg nok ikke blevet så bidt af døden, og jeg havde næppe frivilligt kastet mig over døden som forskningstema. Forud herfor havde jeg i en årrække selv arbejdet som portørferieafløser på et større dansk provinssygehus, hvor en del af arbejdet bestod af mødet med syge og døende mennesker, håndteringen af afdøde kroppe og kontakt til sørgende pårørende. Denne praksiserfaring kombineret med den faglige indsigt og inspiration, som jeg opnåede gennem Rushtons kursus banede vejen for, at jeg fandt det interessant at beskæftige mig mere indgående med, hvordan vi håndterer og forholder os til døden i et moderne vestligt samfund som det danske, og hvorfra og hvordan vi er kommet til den indstilling og mentalitet, som vi nu engang er. Min metode til at forstå og fortolke vores opfattelse af døden har ikke taget afsæt i en stringent, systematisk eller definerbar tilgang. Det har drejet sig om forholdsvis små sporadiske observationsstudier af mikrokontekster f.eks. håndteringen af døden på hospitaler iagttagelser af og interviews om iscenesættelsen og gennemførelsen af begravelsesceremonier, en indgående granskning af teorier og studier om døden i en lang række kulturelle og historiske sammenhænge, vedvarende samtaler og dialoger med praktikere inden for dødsområdet præster, sygeplejersker, bedemænd osv. i forbindelse med foredrag og faglige arrangementer koblet 16

17 til en mere dybdegående opmærksomhed mod de mange politiske og praktiske tiltag, der finder sted inden for dødsområdet i disse år. Trods dens tilsyneladende noget sporadiske karakter afslører denne metode imidlertid en masse om den måde, danskerne forholder sig til døden på danskerne forstået som den mangfoldighed af mennesker, der hver især, på forskellige tidspunkter i livet, af forskellige årsager og på forskellige måder, støder på døden. Det er en måde at tilnærme sig døden på, der ser efter kontinuitet og brud, ligheder og forskelle, processer og stilstande. Der findes naturligvis andre og mere systematiske måder at undersøge døden på så som gennem landsdækkende eller repræsentative spørgeskemaundersøgelser, og der er da også udarbejdet et par af disse i de senere år herhjemme, der forsøger at indfange danskernes opfattelse af døden. Imidlertid er det ofte vanskeligt med kvantitative og distancerende metoder som spørgeskemaer eller statistiske beregninger, fornemmer jeg, at indfange den kompleksitet, dybde, vekselvirkning mellem nysgerrighed og afstandtagen, vægelsind, uafklarethed og manglende refleksion eller evne til italesættelse, som døden i vores samfund er omgærdet af. Derfor er det nødvendigt, men samtidig også metodisk vanskeligt, at gennemføre grundige kvalitative studier, der tager højde for alle disse forhold, som indfanger dødens overordnede og mere objektive omstændigheder, men som også når i dybden med de komplekse og ofte fortrængte tanker, følelser, holdninger og handlinger, som er knyttet til døden i nutidens samfund. Jeg har også brugt den interesse, hvormed min egen forskningsmæssige interesse for døden er blevet mødt af omverdenen herunder af medierne som en slags analytisk blik på, hvordan vi (eller man) opfatter døden i dette samfund. Jeg plejer at formulere det på den måde, at medierne i udgangspunktet kun interesserer sig for døden og tager kontakt på to tidspunkter til højtid og til agurketid. Døden er interessant, når vi afholder højtider, hvor døden er central f.eks. i forbindelse med påske, allehelgensaften eller årsdage for særligt dramatiske begivenheder, hvor mennesker er omkommet på meningsløs vis. Her vil man ofte blive spurgt af journalister om, hvorfor vi har de særlige ritualer vi har, eller hvordan vores samfund forholder sig til særligt dramatiske dødsfald, der er opsigtsvækkende, fordi de står i skærende kontrast til den dybt uinteressante almindelige død. Eller også kontaktes man om døden eller danskernes forhold hertil når der ikke er så meget andet at skrive om. Her er det også interessant, at man ofte bliver spurgt om, hvad danskerne mener om døden et tilsvarende spørgsmål om, hvad danskerne mener om livet stilles vist kun sjældent selvom karakteren og volumen af spørgsmålene næsten er identisk velvidende, at spørgsmålets kompleksitet og omfattende karakter umuliggør brugbare og meningsfulde svar eller overstiger den spalteplads, der vies til den ganske almindelige, trivielle og naturlige død, som langt de fleste danskere kommer til at opleve og således skal forholde sig til. Det er således kendetegnende for vores (og herunder mediernes) forhold til døden, at den fortrinsvis er 17

18 interessant og vækker opmærksomhed, når den er spektakulær, dramatisk eller adskiller sig fra den død, der i det danske samfund finder sted i gennemsnit halvanden hundrede gange hver dag på hospitaler, plejehjem, hospices eller i private hjem, men det er efter min opfattelse netop den død, der er så interessant at forstå. Hvad vi ved Eftersom vi lever i et samfund, hvor dybe tanker, refleksion og ikke mindst samtale om døden er forholdsvis fraværende i hvert fald hvis vi skal tro de mange teorier, der florerer om det vestlige menneskes forhold til døden er det naturligvis også, som jeg var inde på ovenfor, vanskeligt at spørge mennesker direkte om deres overvejelser og følelser om eller ønsker for døden. Mange mennesker vil givetvis også mene, at det ikke er noget, der optager dem i deres dagligdag. Når det nu således er forholdsvis vanskeligt at indsamle retvisende eller mere dybdegående viden om døden via repræsentative spørgeskemaer, er vores viden som omtalt og måske ikke så overraskende ret begrænset. Der er dog udarbejdet forskellige nyere repræsentative undersøgelser om danskernes forhold til udvalgte aspekter af døden af bl.a. Gallup og Vilstrup men altså ikke mere videnskabeligt funderede undersøgelser, der tager afsæt i et ønske om mere fyldestgørende at afdække danskernes holdninger, handlinger og værdier i forhold til døden. Man kunne således anbefale, at den såkaldte Værdiundersøgelse, der hvert årti udarbejdes af danske sociologer, og som berører en lang række facetter af danskernes livsførelse og forestillinger, også afsatte en mere udførlig sektion til danskernes forhold til døden. Hvad ved vi så egentlig ud fra de eksisterende kvantitative undersøgelser og fra det andet kildemateriale af noget sporadisk karakter, vi er i besiddelse af? Vi ved, at stadig flere mennesker i det danske samfund ønsker at præge en lang række aspekter af deres egen død, hvor den skal finde sted, hvordan, med hvem, med hvilke ritualer og ceremonier, med hvilket ceremonielt tilbehør og hvordan de ønsker at blive begravet eller kremeret osv. Det ved vi bl.a. fra stigningen i ansøgninger til Kirkeministeriet om tilladelse til askespredning over åbent hav, fra foreninger der arbejder for muligheden for at udføre naturbegravelser, fra stigningen i ønsker om at dø på hospice, fra præster der på baggrund af egne erfaringer taler om stadig mere individualiserede og personliggjorte begravelsesceremonier og fra bedemandsbranchen og dens tilbud om at udarbejde et Min Sidste Vilje, forudbetalte begravelser og et i øvrigt stadig mere overdådigt sortiment inden for kister, urner og andre forhold ved en begravelsesceremoni. Inden for alle disse områder har der i de senere år været en stigning, der ganske vist ikke dokumenterer et voldsomt værdiskred, men som imidlertid indikerer, at danskerne er begyndt at forholde sig til og planlægge egen død mere end det var tilfældet for blot et årti eller to siden. Vi ved således også, at såvel udbud som efterspørgsel i disse år forandrer sig. Den danske begravelsesbranche er i de senere år blevet gradvist mere professionaliseret og måske også mere kommercialiseret, der dukker nye tilbud 18

19 op til kunderne, man kan vælge mellem mange flere former for udsmykning end den traditionelle hvide kiste, og i det hele taget kan man sige, at man i branchen har formået at indfange tidsånden med, at kunderne vil have større valgfrihed og mere mulighed for at sætte et personligt præg på det, der er livets sidste store ceremoni. Men hvor mange, der reelt benytter sig heraf eller ytrer ønsker herom, har vi dog stadig kun begrænset viden om. Vi ved også, som en kendsgerning, at der i dagens Danmark årligt dør ca mennesker. Vi kender eller kan dokumentere deres aldersprofil, deres køn, deres gennemsnitlige levealder, deres sygdomsforløb, deres dødssted (sygehus, plejehjem, hospice, eget hjem) og en lang række andre objektive forhold ved deres død. Desværre ved vi forholdsvis hvis ikke ligefrem overraskende lidt om, hvad mennesker føler, tænker og tror om døden, altså den mere subjektive vinkel. Som nævnt er der udarbejdet forskellige repræsentative spørgeskemabaserede undersøgelser af, hvad danskerne tror om livet efter døden, hvad deres indstilling er til aktiv dødshjælp, om Folkekirkens rolle i begravelsesritualet, hvor ofte danskerne tænker på døden, om de vil tage plejeorlov til at passe en døende slægtning, hvor de gerne vil dø osv. De få studier, der til dato er udført, dokumenterer samtidig en forholdsvis tydelig diskrepans mellem en lang række forhold; en diskrepans mellem individuelle ønsker og strukturelle forhold, mellem det subjektive og det objektive, det ønskede og det faktiske. Således udtrykker størsteparten af danskerne i de få tilgængelige undersøgelser, at de foretrækker at dø i eget hjem statistikken viser imidlertid, at tre ud af fire danskere dør uden for eget hjem (hvis vi i denne statistik altså ikke medregner plejehjem som eget hjem). Samtidig udtrykker mange danskere et ønske om at tage plejeorlov for at passe deres døende pårørende i praksis er det meget få, der benytter sig af denne mulighed. Ligeledes udtrykker størsteparten af danskerne, at de jævnligt taler med deres familie og venner om døden men hvor ofte er jævnligt, og er det overhovedet korrekt, at danskerne jævnligt taler med deres nærmeste om deres ønsker eller frygt for døden? Og mange andre forhold kunne fremdrages, der kaster lys over den tilsyneladende paradoksale situation, vi oplever i Danmark i disse år 19

20 at der tilsyneladende er en kløft mellem de ønsker, mennesker udtrykker, og de faktiske realiteter, der i sidste instans gør sig gældende i forhold til døden i dagens samfund. Det er her, vi har behov for at få mere viden og få belyst de områder og aspekter, som hidtil har været underbelyste eller oversete, så vi kan få mulighed for at bygge bro over denne kløft. Vi skal ikke undersøge døden for dødens egen skyld, men fordi vi derigennem lærer om livet og de levende. Hvad vi bør vide Det ville være en tilsnigelse at hævde, at døden i dagens Danmark er et tabu. Det er formentlig også forkert at hævde, at vi stadig har et fremmedgjort forhold til den, eller at vi ligefrem fortrænger den. Men det er nok ikke helt forkert at påstå, at vi har et noget forvrænget forhold til døden og det at skulle dø. Overalt eksponeres vi for døden i forskellige afskygninger og særligt gennem medierne men det er oftest den dramatiske, fiktive, unaturlige og usandsynlige død, vi præsenteres for, alt imens den helt igennem naturlige, udramatiske og ikke-spektakulære død, som langt størsteparten af os personligt eller som pårørende kommer til at opleve, er skubbet ud i kulissen. Døden er således ikke tabu på samme måde, som den var det i store dele af det forgangne århundrede, hvor enhver offentlig tale om eller fremvisning af døden i skærende kontrast til døden blot et århundrede tidligere forekom upassende og skabte forlegenhed, men den er heller ikke ordentligt be - lyst eller undersøgt, og derfor har vi brug for mere viden så vi kan forstå, hvad det er, der foregår i vores samfund i disse år. Formålet med denne viden er at imødekomme de ønsker, som menne sker i vores samfund måtte have om at dø en værdig og anstændig død. Det er altså ikke viden for denne videns egen skyld, der er brug for, men viden der kan forbedre dødskvaliteten i forlængelse af livskvaliteten for samfundets medlemmer. Nogle af de områder, som vi i de kommende år får brug for mere og mere udførlig viden om, er bl.a., hvordan mennesker dør på forskellige institutioner, om vi kan forbedre praksis her, om vi kan uddanne personalet bedre, om vi kan åbne op for andre og mere hensigtsmæssige arbejdsgange, fysiske indretninger, medicinske eller palliative tiltag, om vi kan stille nye muligheder i udsigt i forhold til begravelser (f.eks. indførelsen af naturkirkegårde, frysetørring af lig eller askespredning på egen ejendom) osv. Samtidig behøver vi viden, ikke bare om hvor og hvordan mennesker dør, men også om hvad de tænker herom, hvilke forestillinger de gør sig, hvilke ønsker de har til den sidste tid, og hvordan de gerne vil herfra, således at samfundet kan indrette sine institutioner, ritualer og traditioner på en måde, der er tidssvarende og fleksible. Det er også vigtigt at tage højde for og undersøge de ændrede demografiske forhold i samfundet. I dag er de mennesker, der bliver gamle og dør, ifølge nyere forskning, betydeligt fysisk og åndeligt i bedre form end tidligere, og vi er i dag i forhold til tidligere bedre i stand til at holde længere liv i mennesker. Dermed udstrækkes dødsprocessen ofte, hvilket bevirker, at mennesker lever længere med døden og med bevidstheden om døden end tidligere. Det gør de både i eget hjem og på 20