Den Europæiske Union

Transkript

1 Den Europæiske Union sådan startede det EU blev skabt på ruinerne af Anden Verdenskrig, af mennesker som havde oplevet to verdenskrige på kort tid. Forbavsende mange af ideerne fra starten har overlevet og bruges stadig i dag. EUROPA 27-9

2 Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945, var den mest presserende opgave at skaffe mad og tag over hovedet til alle de mange millioner hjemløse flygtninge. Europa skulle bygges op fra grunden. Men da der først var fundet en slags løsning på de praktiske problemer, var det nu tid at overveje og drøfte Europas fremtid. Der var mange politikere, der talte om at forene Europa som en garanti for, at der ville blive sat en stopper for krigene. Den britiske krigshelt og premierminister Winston Churchills tale ved Europakongressen i Haag i 1948 er et af de mest kendte bidrag i debatten om Europas Forenede Stater, men han var bare én af mange, som havde det samme budskab. Franskmanden Jean Monnets idé var mere radikal end de fleste. Monnet foreslog, at de gamle ærkefjender Frankrig og Tyskland skulle samle deres ressourcer af de absolut vigtigste råstoffer, kul og stål, under en uafhængig (men fælles) myndighed. Begge lande skulle bruge kul og stål til genopbygningen, men de måtte ikke kunne udnytte det til at fremstille våben. Det var i 1950, og nye konflikter lå i luften ved den fransk-tyske grænse, da Frankrigs regering valgte at acceptere Monnets plan. Det samme gjorde Tysklands forbundskansler, Konrad Adenauer, hvis land med de mange ressourcer stadig var underlagt sejrherrernes administration. Dette er vores gennembrud, sagde Adenauer, som anså samarbejdet for at være første skridt i retning af, at Tyskland blev accepteret som et normalt land igen. Den franske udenrigsminister Robert Schuman forelagde planen for omverdenen den 9. maj 1950, blot fem år efter krigens afslutning. Andre europæiske lande blev indbudt til at deltage. Italien, Belgien, Holland og Luxembourg sagde straks ja og var derfor blandt de seks lande, der startede Kul- og Stålfællesskabet. Danmark, Sverige og Storbritannien takkede derimod nej. Samarbejdet udvides Kul- og Stålfællesskabet var blot begyndelsen for Monnet og andre europæiske politikere. De havde større drømme. Monnet havde mellem de to verdenskrige i det 20. århundrede arbejdet i Folkeforbundet, som var det første forsøg på at skabe et internationalt forum, hvor konflikter kunne løses gennem debat i stedet for krig. Dette forsøg mislykkedes, og Monnet var overbevist om, at det skyldtes, at alle lande havde vetoret. Ingen ville give sig, og ingen ville gå på kompromis, men Arkitekterne bag det, der skulle blive til EU, Jean Monnet og Robert Schuman EUROPA 27

3 brugte deres mulighed for at stoppe ubehagelige beslutninger. Kulog Stålfællesskabet skulle derfor ikke bygge på idéen om, at alle har vetoret, men på fælles interesser, et praktisk og konkret samarbejde, hvor landene kunne opbygge gensidig tillid. Kul- og Stålfællesskabet, hvis Høje Myndighed fik hjemsted i Luxembourg, fungerede præcis, som det var tænkt. Nogle år senere fandt generalsekretær Jean Monnet tiden moden til at gå videre og foreslog landene at udvide samarbejdet langt ud over kul og stål. Også denne gang fik han støtte til sin idé. I 1957 undertegnede de seks lande Rom-traktaten, som skabte EØF, et europæisk, økonomisk fællesskab. Overstatslighed EØF byggede på samme overstatslighed, som Monnet anså for at være nødvendig for at få uafhængige stater til at samarbejde: En fritstående myndighed varetager forvaltningen (Kommissionen), men kompetencen til at træffe afgørelser ligger hos medlemsstaterne (Rådet). En parlamentarisk forsamling (Europa-Parlamentet) fik kontrolmuligheder og kunne fremføre sine synspunkter. En domstol (EF-Domstolen) blev oprettet for at kunne afgøre tvister mellem landene og sikre, at alle følger de afgørelser, der træffes, på ensartet vis. I Rom-traktaten findes endnu flere velkendte elementer fra dagens EU som den fælles landbrugspolitik, toldunionen, konkurrencepolitikken og det fælles marked. Andre lande i Europa blev presset af Rom-traktaten. De mistænkte landene på det europæiske fastland for at ville oprette et eksklusivt kartel, som skulle udelukke andre lande fra vigtig handel. Derfor dannede Storbritannien, Danmark, Norge, Portugal, Sverige Det første møde i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Schweiz i 1961 et frihandelsområde, EFTA. Her var der ingen fælles myndighed, domstol eller politik, men blot et forum, hvor emner som told og handelsproblemer kunne drøftes. Men det var stadig et faktum, at de vigtigste markeder for EFTA-landene lå i netop de lande, der var med i EØF. Derfor valgte Storbritannien, Danmark, Norge og Sverige alligevel at søge om medlemskab af EØF af frygt for at miste handel. Det gik imidlertid ikke så nemt. Frankrigs præsident Charles de Gaulle var imod britisk medlemskab og var skyld i, at det trak ud i flere år. Først efter hans død i 1970 blev døren åbnet. På det tidspunkt var det kun Storbritannien, Danmark og Irland, der blev optaget som medlemmer af EØF i Norge havde også forhandlet en tiltrædelsesaftale på plads, men den blev afvist ved en folkeafstemning. I 1980 erne fik samarbejdet, som nu var blevet omdøbt til EF, flere nye medlemmer. Det var Europas tidligere diktaturer, som havde lagt deres mørke historie bag sig og ansøgt om medlemskab af EF som bevis på deres demokratiske vilje. Grækenland blev medlem i 1981, Spanien og Portugal i Det store spring Men det var det fælles marked, der skulle blive det store spring fremad i det europæiske samarbejde. Efter flere årtier med lavkonjunkturer og dårlige tider blev medlemsstaternes stats- og regeringschefer i midten af 1980 erne enige om, at det var på høje tid at gennemføre planerne om et fælles marked. Erhvervslivet skulle blomstre, og der skulle skabes nye arbejdspladser. For at landene skulle kunne føle sig trygge ved at fjerne grænsekontrollerne, måtte de først forsøge at blive enige om fælles regler, som skulle garantere en høj og sikker standard for alle varer og tjenesteydelser. Forhandlingerne blev lange og hårde, for alle lande mente, at netop deres nationale produktregler ville garantere det bedste resultat. Det, som til slut gjorde det muligt at nå til enighed, var en nyhed i lovgivningen om det indre marked EF-landene opgav for første gang vetoretten for nu at træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Det forhold, at man nu kunne blive nedstemt, øgede viljen til kompromis mærkbart. Den 1. januar 1993, præcis som planlagt, var de fleste regler på EUROPA 27-11

4 Robert Schuman og Jean Monnet. plads, og grænsebommene kunne hæves. Det indre marked forandrede EF på flere måder. Som man havde håbet, havde det en klar økonomisk effekt handel og erhvervsliv fik et løft, og dette øgede væksten og skabte millioner af nye arbejdspladser. Udbuddet af varer blev større, og mange forbrugerpriser faldt. Men projektet havde også en politisk effekt. Efter flere års hårde forhandlinger havde medlemsstaterne lært hinanden meget bedre at kende og havde fundet en ny tillid en ny følelse af fællesskab, som kom til at betyde meget, da verden inden længe forandrede sig. En tredje virkning blev, at omverdenen begyndte at interessere sig for EF. Det blev magtpåliggende for de store handelsmagter, USA, Japan og Rusland, ikke at blive udelukket fra det, der var blevet verdens største og rigeste marked med 380 mio. ganske velstående forbrugere. Deres erhvervsliv etablerede sig i Europa. De nærmeste naboer besluttede sig for, at de ville være med trods alt. I 1991 ansøgte Østrig, Sverige, Finland og Norge om medlemskab. De tre førstnævnte kom med i Norges befolkning sagde igen nej ved en folkeafstemning og valgte i stedet EØS-aftalen, som er en slags samarbejdsaftale, ifølge hvilken Norge, Island og Liechtenstein har tiltrådt det indre marked, men ikke kan være med i beslutningerne. Europa genforenes Den nye følelse af fællesskab kom meget passende, da storpolitikken ændrede forudsætningerne i Europa. Sovjetregimet faldt sammen i slutningen af 1980 erne og blev endeligt opløst i En supermagt og potentiel fjende var nu væk. Sovjetunionens støtter i Østeuropa gik samme vej. I 1989 blev Berlinmuren revet ned af demonstranter, og resten af jerntæppet mellem Øst- og Vesteuropa blev flået i stykker. De lande, der havde været en del af den kommunistiske blok, gik en ny og usikker fremtid i møde. EF-landenes svar på den politiske uro var at styrke deres fællesskab og forvandle sig i hvert fald i navnet til en politisk union. Det skete gennem en ny EU-traktat Maastricht-traktaten. De østeuropæiske lande opfattede EU som adgangskort til en verden af stabilitet, velstand og demokrati. De ville være med. For alle lande på EU-siden var dette ikke selvfølgeligt. I nogle år havde 12 medlemsstater kæmpet for at få gennemført vigtige reformer, og nu var EU på vej til at få tre nye medlemsstater. At integrere 10 nye fattige og ustabile lande virkede ikke tillokkende. Men efter nogle års tvivl og diskussioner stod det klart, at man ikke kunne lade denne historiske chance for at forene Europa gå tabt. EU bidrog med finansiering, ekspertise og strenge instrukser om, hvordan landenes demokratier, statsapparater og markedsøkonomier skulle bygges op. I maj 2004 blev 10 nye lande medlem af EU, og i januar 2007 kom to mere til. EU havde nu 27 medlemsstater. Europæisk folkestyre Midt under de store politiske omvæltninger i 1990 erne dukkede en ny faktor op. EU s beslutninger havde gennem det indre marked fået en stadig større betydning for borgernes hverdag og nu ville folket også have indflydelse. De politiske ledere kunne ikke tage fejl af budskabet, da det danske folk i 1992 ved en folkeafstemning stemte nej til Maastricht-traktaten. EU var vokset i samarbejdsområder og i antal lande, havde gennemført reformer og udviklet sig, men det var sket på udenrigsministerog regeringschefsniveau, uden at vælgerne eller de nationale parlamenter var blevet involveret. Kravet om større indsigt og mere demokrati kom også fra Europa- Parlamentet, en politisk kraft, der var gået fra at være meget ubetydelig til at blive mere og mere indflydelsesrig. Da EØF blev oprettet i 1957, blev der også oprettet en parlamentarisk forsamling, men den havde stort set ingen indflydelse. Fra 1979 fik medlemsstaternes borgere mulighed for at vælge deres repræ EUROPA 27

5 sentanter til Europa-Parlamentet. Med 410 medlemmer, direkte valgt af folket og beskæftiget på heltid med europapolitik, blev Europa- Parlamentet en ny magtfaktor, og snart øgedes presset på regeringerne for at øge de folkevalgtes indflydelse på EU-politikken. Det store gennembrud kom i 1987, da der blev indført flertalsafgørelser på det indre marked. Europa- Parlamentet fik medbestemmelse i forbindelse med disse afgørelser. Appetitten voksede, og når EUlandene genforhandlede EU s traktater i 1990 erne, sikrede Parlamentet sig hver gang, at medbestemmelsen blev udbygget til stadig flere politiske områder. I dag er Europa-Parlamentet ligestillet med Rådet som lovgiver det er stort set kun skatte-, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, der ligger udenfor. Europa-Parlamentets indflydelse synes dog at betyde meget lidt for vælgerne ude i medlemsstaterne. Det gjorde meningsmålinger og store, vrede demonstrationer ved EU s topmøder klart for politikerne. Da det i 2002 endnu en gang var tid at ændre spillereglerne for EU, valgte regeringerne derfor en ny fremgangsmåde. Godt 100 europæiske parlamentsmedlemmer fik i samråd med interessegrupper fra alle dele af samfundet til opgave at udarbejde et udkast til en ny EU-traktat. Forfatningstraktaten, som de udviklede, blev godkendt af stats- og regeringscheferne med nogle små ændringer. Forfatningstraktaten øgede antallet af flertalsafgørelser og gav Parlamentet mere medbestemmelse. Den indeholdt også flere nyheder på området demokrati og kontrol. De nationale parlamenter fik for første gang en rolle i EU-arbejdet. Rådets lovgivningsarbejde skulle herefter gennemføres offentligt. Borgerne skulle med en million underskrifter kunne kræve nye EU-love. Kommissionen blev underlagt en forpligtelse til at holde samråd med aktører i samfundet, inden den formulerer lovforslag. Men befolkningen lod sig ikke overbevise. I foråret 2005 sagde Holland og Frankrig nej til EU-forfatningen ved folkeafstemninger, og den måtte derfor lægges på is. I vinteren 2007 blev regeringerne enige om en noget ændret erstatning Lissabon-traktaten, men den blev nedstemt i en irsk folkeafstemning i sommeren For at få irerne til at sige ja krævede det en tillægsprotokol, som lover irerne, at deres lovgivning om bl.a. neutralitet, familieliv (abort) og skatter bliver fredet. I december 2009 trådte Lissabon-traktaten endelig i kraft. Om den kløft, der tydeligvis har været mellem EU og befolkningerne, dermed er forsvundet, må fremtiden dog vise. Daværende statsminister Jens Otto Krag ved tiltrædelsen den 1. januar EUROPA 27-13