Om kunstmagasinetjanus Kunstmagasinet udkommer 4 gange årligt, marts, juni, september og december. Det er et tidsskrift for billedkunst,

Transkript

1 Om kunstmagasinetjanus Kunstmagasinet udkommer 4 gange årligt, marts, juni, september og december. Det er et tidsskrift for billedkunst, kunsthåndværk, arkitektur, design, debat, kunstlitteratur, kunstformidling, kunstpolitik samt fag og teknikker.

2

3

4

5

6 Artikel skrevet af Annette Hoff-Jessen. Vi er begge født og opvokset omkring København, ligesom vi begge har fået vores uddannelse på Kunstakademiet i København. I mange år boede vi i en lejlighed, og havde hver vores atelier forskellige steder i byen. Selv om det fungerede godt og vi var glade for at bo i København, kunne vi godt tænke os et sted hvor vi kunne have det hele under samme tag. Desuden havde vi lyst til forandring, til nye udfordringer. Det er nu 23 år siden vi tog beslutningen om at flytte fra Danmark og bosætte os i det sydlige Frankrig. Vi havde lyst til at opleve hvordan det var at begynde forfra i et andet land, og tanken gav en berusende følelse af frihed. Vi havde været længe undervejs, stod midt i livet, med mange billeder og mange udstillinger bag os, mange erfaringer. Samtidig havde vi også fornemmelsen af at have langt igen, et halvt liv med nye oplevelser og nye erfaringer som skulle omsættes i billeder. Det nemmeste ville have været at blive hvor vi var, vi havde det godt i Danmark, men vi følte at det ville være mere spændende at prøve noget nyt. Vi ville gerne flytte fra storbyen, ud i mere landlige omgivelser, tæt på naturen, og hvorfor så ikke tage skridtet helt ud og flytte til et andet land, med en anden natur. Sydpå. Måske følte vi også at det var nu eller aldrig. Tidligere havde vi rejst rundt i Europa i vores ferier, og efter at have tænkt os lidt om og talt frem og tilbage, besluttede vi at Frankrig ville være et land som passede os godt. Nu skulle vi så bare finde vores hus. Da vi rejste ud for at finde det, var det efterår. November måned med regn og faldende blade. Vi kørte med bus fra lufthavnen i Nimes, en skolebus propfuld af børn og unge, og vi klemte os sammen på det hårde sæde og forsøgte at skimte lidt af landskabet derude i det tiltagende mørke. Lyset i bussen flimrede mens den slingrede ned ad en bjergside, og vi fik et glimt af en flod langt nede. Vi havde bestilt værelse i Uzès, på et hotel hvis navn vi dårligt kunne udtale, og da vi nåede frem var det blevet helt mørkt, og støvregnen var blevet tættere. De tunge middelalderbygninger virkede mørke og truende, og vores forestilling om det solbeskinnede syden begyndte at blegne. Det er ellers netop i denne region at der er flest solskinstimer i hele Frankrig, havde vi hørt. Da vi endelig fandt hotellet faldt vi udmattede om. Næste dag skinnede solen, og byen så betydelig mere tiltalende ud. Nu svarede det til vores forventninger, vi kunne endda spise vores morgenmad ude, i en af byens mange små caféer. Det var den store dag, hvor vi skulle rundt og se på huse i omegnen, vi var utålmodige, og det hele var nyt og spændende. De første huse vi så, var lidt af en skuffelse, og vi begyndte at blive nervøse, men da vi rundede det næste hjørne, så vi huset ligge der som et stort gult bjerg der lyste i solen. 1

7 En fredelig grusbelagt plads bredte sig ud foran det, og tre ældgamle Akacietræer strakte deres krogede grene ud mod huset og pladsen. Straks vidste vi, at det var vores hus, at vi havde fundet vores nye hjem. Selve huset var stort, det fyldte et hjørne, hvor det bredte sig et godt stykke til begge sider. Hushjørnet var rundt, og mindede lidt om et tårn. De nærmeste naboer var landsbyens kirke, og et kæmpemæssigt borglignende chateau. En flok hunde af meget blandet herkomst lå og døsede i solen, men da de fik øje på os kom de os venligt i møde. Ellers virkede landsbyen øde, den eneste lyd der hørtes var kirkeklokken der ringede hver halve time. Vi følte os straks godt tilpas i den fredfyldte stemning, her ville vi kunne male i fred og ro. Et halvt år senere flyttede vi ind, medbringende alt vores jordiske gods. Det var i maj måned Solen bagte, himlen var lysende blå, men inde i det gamle stenhus var der en behagelig kølighed. Nætterne var lune og bløde som fløjl, men de var mørke. Vi var kommet lige fra de lyse, danske sommernætter. Vi følte straks at vi hørte til her, naboerne kom og bød os velkommen, og vi havde indtryk af at vi var kommet hjem. Her lever vi på fast grund, huset er ikke alene bygget direkte på klippen, det er selv en del af den samme klippe som det står på. Igennem tiderne har stykker af klippegrunden løsrevet sig, og er blevet anvendt til byggematerialer. Stenene er lysende okkergule, sat sammen med gult sand. Hele landsbyen er en del af den samme klippe. Den ligger som en knude på højsletten, omgivet af store øde strækninger med skov og lave stedsegrønne vækster. La Garrigue kaldes dette landskab, og her kan vi gå i timer uden at møde andre end vildsvinene og kaninerne. Romerne havde bygget en by her: Villa de Fonte Erecto, opkaldt efter byens kilde, Erectus Fontana. Engang i 1500-tallet blev navnet ændret til det nuværende Fontarèches. Selve huset var delvis restaureret da vi købte det, så vi boede godt og konfortabelt med det samme, men der manglede stadig en meget vigtig del, nemlig ateliererne. Denne del af vores nye hjem, var langt fra beboelig, og da det var en af de vigtigste dele, der hvor vi fremover skulle tilbringe en stor del af vores dag, var der ingen tid at spilde. Vi måtte have hjælp fra lokale håndværkere, og vi opdagede hurtigt, at de var rene kunstnere til at håndtere de gamle sten. Mens de arbejdede stod vores øjne på stilke, for at vi kunne lære dem lidt af kunsten af, vi var nemlig nødt til også selv at svinge murskeen ind imellem, for at restaurere de gamle metertykke mure. Det var et stort arbejde, men det var umagen værd, for nu er huset som skræddersyet til os. Vi har indrettet to gode, store atelierer, lyse og venlige, takket være store vinduer i taget som gør at rummene er lyse hele dagen igennem. 2

8 Dagen begynder tidligt, så snart det er helt lyst går vi sammen med vores hunde ud på en lang morgentur, for at lade lyset og den rene luft fylde os med energi til dagens arbejde. Om sommeren er lyset varmt og gyldent, og om vinteren er det mere skingert, men altid er det her, lyset. Der er ingen virkelig mørk årstid, og det præger malerierne. Der er kommet mere lys og luft i dem, efter at vi er flyttet hertil. Farverne træder frem på en anden måde, vi ser det især når billederne kommer til Danmark for at blive udstillet. De kunne ikke have været malet i Danmark, det var blevet noget andet. Vi går gennem den lille landsbys smalle gader, men efter kun et par minutter når vi ud mellem vinstokke, og store marker med solsikker som vender de tunge hoveder i retning mod solen, bortset fra et par individualister, som demonstrativt vender hovedet den anden vej. Solen varmer både sommer og vinter, og det er godt at komme ind i den svale skygge i skoven. Her dufter af buksbom, vild timian og lavendel, og de gamle stedsegrønne egetræer er furede og vejrbidte. Et sted har et gammelt, nedlagt okkerbrud skåret dybe, lodrette snit i jordskorpen. De mange meter høje skrænter lyser som guld, ild og blod mod den dybgrønne vegetation. De er en direkte inspiration til vores malerier. Efter turen har vi altid fået nye indtryk, og selv om vi ikke direkte maler det vi har set på morgenturen, sætter det sine spor. Vi udstiller ind imellem i gallerier her i Frankrig, men ofte kommer folk fra Danmark og andre lande til os, for at besøge vores atelierer. De er altid velkomne, når vi bor så langt væk som vi gør, er vi indstillet på at få besøg ind imellem. Et par gange om året tager vi til Danmark for at udstille, og så oplever vi Danmark på en anden måde end vi gjorde da vi boede der. Det klare, kølige lys, og de saftgrønne vækster står i kontrast til den sydlandske natur vi nu har vænnet os til. I Danmark er havet altid nærværende, og det og den høje himmel genopdager vi, ved hvert besøg, som noget enestående. Det er en god vekselvirkning, vi føler at vi er priviligerede, at vi oplever det bedste i begge verdener. Fontarèches, juli 2012 Annette Hoff-Jessen 3