Evaluering af kapitel 1: Skolens profil Formålet med kapitlet er at få indblik i den kontekst skolens selvevaluering indgår i samt at kvalitetsevaluere skolens profil. Kapitlet falder i tre dele: 1. Præsentation af skolens profil (s. 2) dvs. skolens formål, målsætning, værdigrundlæg, værdier, nøgletal om elever og lærere, fag, time/fagfordeling og prøver. 2. Opfølgning på opsatte mål fra sidste selvevaluering (s. 5) 3. Kvalitetsevaluering af skolens profil (s. 8) Vi har evalueret via en spørgeskemaundersøgelse til skolens forældre og eleverne på 7. 10. årgang. Specifikt var vi optaget af at finde ud af, om forældre og elever oplever, at vi gør det, vi siger, vi gør, når det gælder realiseringen af skolens værdier i hverdagen. Evalueringen indeholder en beskrivelse og vurdering af undersøgelsen, samt nye mål og handleplaner for området. Skolens pædagogiske leder, Rikke Holst Vigilius, har i samarbejde med skoleleder Jeppe Møller Tobberup, viceinspektør Alice Bach Andersen og Pædagogisk Udvalg, hvor skolens tre afdelingsledere og en lærerrepræsentant for hver af afdelingerne er med, foretaget evalueringen. 1
1) Præsentation af skolens profil Helsinge Realskoles formål er, efter de til enhver tid gældende love og bestemmelser vedrørende friskoler og private grundskoler, at føre eleverne op til de afsluttende prøver. Helsinge Realskoles målsætning er, at den enkelte elev tilegner sig kundskaber og udvikler karaktér. Denne målsætning virkeliggør vi ved at tilbyde en målrettet og engageret undervisning på et højt fagligt og kvalificeret niveau. Gennem mødet med faglighed, kultur og interaktion med andre mennesker bliver den enkelte elev på Helsinge Realskole styrket i sin personlige udvikling og karakterdannelse. Helsinge Realskoles værdigrundlag er kristent og nationalt. Det kristne grundlag betyder, at vi opfatter det enkelte menneske som værdifuldt og unikt og derfor har alle både børn og voksne krav på respekt og anerkendelse. Desuden værner vi om vores kristne arv ved morgensang og markering af højtider. Det nationale grundlag betyder, at vi har respekt for, hvad der har præget og formet Danmark gennem historien. I skolens hverdag italesætter vi og værner om værdier som demokrati, tolerance og tillid i et inkluderende fællesskab for alle uanset nationalitet. Helsinge Realskoles fire kerneværdier er trivsel, faglighed, dannelse og tradition. Med værdien trivsel forstår vi, at den enkelte: bliver set, respekteret og anerkendt som en del af fællesskabet indgår i et positivt samspil med andre bliver udfordret og får medindflydelse Med værdien faglighed forstår vi, at den enkelte: tilegner sig kundskaber og færdigheder får styrket sin kreative evne til at arbejde løsnings- og problemorienteret får afdækket og udviklet sit potentiale Med værdien dannelse forstår vi, at den enkelte: får styrket sin personlige udvikling gennem faglighed, kultur og interaktion med andre mennesker får styrket sin evne til at udvise hensyn og forståelse for andre og fællesskabet 2
er i stand til at aflæse en given situation og handle derefter Med værdien tradition forstår vi, at den enkelte: får styrket forståelsen af sin nationale, historiske og kristne arv oplever, at vi har en fælles referenceramme, der binder os sammen som skole oplever sig selv som en del af et større fællesskab Skolens kerne: Elever, lærere og organisering af undervisningen - Skolens elevtal er 976 elever pr. 5. september 2015 - Det samlede antal lærere er 58, hvilket svarer til 55 fuldtidsstillinger (pr. 4. april 2016) - Skolen giver undervisning fra 0. 10. klassetrin - Skolen har fire spor på 0. 9. årgang og én 10. klasse - Skolen organiserer undervisningen i klasser med 24 elever Skolen giver undervisning i følgende fag: Humanistiske fag Dansk Engelsk Tysk Fransk Kristendomskundskab Samfundsfag Historie Engelsk Tysk Fransk Naturfaglige fag Matematik Fysik/kemi Natur/teknik Geografi Biologi Praktisk/musiske fag Idræt Svømning Musik Håndgerning Billedkunst Sløjd Hjemkundskab 3
Time/fagfordeling på de enkelte klassetrin 2015/2016 0. 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. Dansk 1 10 10 9 8 8 8 8 7 7 7 Kl. time 1 2 1 1 1 1 1 1 1 1 1 Matematik 1 6 6 5 5 5 5 5 5 5 6 Engelsk 2 3 3 3 3 3 4 4 Tysk/Fransk 2/2 3/3 4/4 4/4 4/1 Historie 1 1 1 2 2 2 1 Geografi 2 1 1 Biologi 2 2 2 Samfundsfag 2 2 2 Fysik/kemi 2 3 3 3 Kristendom 2 1 1 1 1 1 1 1 1 Natur/teknik 1 2 2 2 3 Håndgerning 2 Sløjd 4b Musik 1 1 2 2 2 Hjemkundskab 4b Idræt 1 2 2 2 2 2 2 2 2 2 2 Svømning 2a Billedkunst 2 2 2 2 2 Støttetimer (dansk) Støttetimer (matematik) I alt 25 25 27 28 27 31 31 33 33 29/26 a: semesterdelt; b: halve hold Prøver og slutmål: Skolens elever skal aflægge folkeskolens afsluttende prøver. Skolen følger Nye forenklede Fælles Mål i alle fag med undtagelse af idræt og musik. I idræt og musik har skolen selv udarbejdet undervisningsmål og planer, der undervises efter. 4
2) Opfølgning på opsatte mål fra sidste selvevaluering På baggrund af kvalitetsevalueringen af skolens profil i sidste selvevaluering fra 2013, blev følgende visioner/mål opsat: 1) Det er en vision, at refleksion over undervisning/supervision/sparring i højere grad er blevet en del af skolens praksis Denne vision er vi godt i gang med at opfylde på forskellig vis: Via Projekt Kollegial Feedback I foråret 2015 besluttede ledelsen på Helsinge Realskole at indgå i et samarbejde med SOF ACADEMY om projekt Kollegial feedback på Helsinge Realskole. I løbet af skoleårene 2015-2017 får alle lærere besøg af en kollegial sparringspartner i et forløb af fem lektioner fordelt over fem uger og efterfølgende får de fem gange anerkendende og udviklende feedback på deres adfærd i læringsrummet. Formålet med projektet er øget refleksion hos den enkelte lærer omkring adfærd i læringsrummet og videndeling på skolen i det hele taget. Når alle lærere har været igennem et forløb er planen, at ordningen med Kollegial Feedback bliver permanent ved, at en lærer kan ønske at få det, hvis vedkommende har udfordringer med en klasse og har brug for friske øjne på situationen og feedback på egen adfærd. 29 lærere har modtaget kollegial feedback i skoleåret 2015/2016. Lærernes evaluering af forløbene er helt overvejende meget positiv. Over 90 % af lærerne tilkendegiver, at de godt kunne tænke sig at modtage kollegial feedback en anden gang. Via vores specialpædagogs observation af undervisning og efterfølgende feedback Skolens specialpædagog observerer ofte undervisning og giver feedback til lærere med henblik på at få elever med udfordringer til at fungere i klasserne. I løbet af skoleåret 2015/2016 har skolen opprioriteret specialpædagogens muligheder for at komme ud i klasserne. 5
Via observationer og feedback hos nyansatte lærere Nyansatte observerer undervisning hos gamle lærere på skolen for at få inspiration til egen undervisning. Inden for den nyansattes seks første uger observerer den pædagogiske leder tre lektioners undervisning og giver efterfølgende feedback. Via Projekt Nye Samarbejder I skoleåret 2014/2015 deltog alle lærere i Projekt Nye Samarbejder. Formålet med projektet var inspiration og vidensdeling. Lærerne valgte selv, hvad de ville arbejde med og hvem, de ville arbejde sammen med. I slutningen af skoleåret 2014 fremlagde alle grupper ganske kort om deres samarbejder til to pædagogiske møder. En ganske betragtelig del af de nye samarbejder handlede om refleksion over undervisning. Fx blev der arbejdet med følgende emner: Matematik på 3. årgang med fokus på undervisningsdifferentiering Mundlighed i matematik i udskolingen Sprogligt samarbejde (eng/ty/fra) Samarbejde mellem dansk/his/samf. Dansk i udskolingen med fokus på undervisningsdifferentiering /niveaudeling og funktionel grammatik. 2) Det er et mål, at skolen har gennemført en evaluering af skole/hjem-samarbejdet ved at spørge elever, lærere og forældre. I skoleåret 2013/2014 gennemførte vi denne evaluering. Pædagogisk udvalg besluttede, at vi kun ville inddrage forældrene og lærerne. Eleverne er blevet inddraget i en anden evaluering. Vi definerede skole/hjem-samarbejdet som både forældremøder og skole/hjem-samtalen. Forældrene evaluerede skole/hjem-samarbejdet via fokusgruppeinterviews, lærerne evaluerede vha. et spørgeskema. Efterfølgende behandlede Pædagogisk Udvalg de indsamlede data. Evalueringen viste dels, at der var meget i vores skole/hjem-samarbejde, der fungerer efter hensigten, dels at der var plads til forbedringer. 6
På baggrund af evalueringen besluttede Pædagogisk Udvalg nedenstående, som er de retningslinjer skolen arbejder efter: Mht. forældremøder: 1) Lærerne siger noget omkring deres forventninger mht. lektier 2) Lærerne afsætter tid til, at forældrene laver gruppearbejde om et relevant emne. På den måde lærer de hinanden at kende og får drøftet noget væsentligt + at flere kommer til orde. 3) Skolelederen tilpasser sine oplæg til de konkrete målgrupper. Mht. skole/hjem-samtalen: 1) Indholdet i skole/hjem-samtalen må ikke komme bag på forældrene. Hvis der er noget vigtigt med eleven, skal forældrene informeres løbende. 2) Meget vigtigt, at forældrene kommer til orde. Lektier på intraen Alle lærere i alle fag sørger for at få lektierne skrevet på intra. 7
3) Kvalitetsevaluering af skolens profil I vores sidste selvevaluering af kapitlet om skolens profil fra 2013 skrev vi bl.a., at: vi kunne godt tænke os i højere grad at spørge vores forældre, om de oplever, at skolen gør, hvad vi siger, vi gør. I forbindelse med anden omgang af selvevalueringen har vi via et spørgeskema på skolens intra spurgt alle forældre og alle udskolingselever om, i hvor høj grad de oplever, at skolens værdier lever i hverdagen. Undersøgelsen blev gennemført i januar 2016. 291 forældre med ét, to eller flere børn på skolen besvarede. 196 udskolingselever (ud af 312 mulige) besvarede. Helt konkret lød spørgsmålene på, hvorvidt deltagerne i undersøgelsen var helt enige, enige, uenige eller helt uenige i vores fortolkning af skolens værdier. Fx under værdien faglighed: Den enkelte elev bliver udfordret og får medindflydelse hvor enig er du i det? (Se fortolkningerne af vores fire værdier på side 2-3). Herudover kunne forældre og elever skrive eventuelle kommentarer. Pædagogisk Udvalg bearbejdede i samarbejde med skolelederen resultaterne. Det samlede billede var en meget høj grad af tilkendegivelse af, at elever og forældre oplever, at skolens værdier lever i hverdagen. Således gælder det, at cirka 90 % af deltagerne er helt enige eller enige i at skolens værdier lever i hverdagen i forhold til de fortolkninger, vi har anført. Det er et meget tilfredsstillende resultat. Pædagogisk udvalg valgte at sætte fokus på de besvarelser, der pådrager sig opmærksomhed: Elevernes svar i spørgeskemaundersøgelsen: Når det gælder følgende to udsagn er hhv. 19% og 16% uenige eller helt uenige : Den enkelte elev får styrket sin kreative evne til at arbejde løsnings- og problemorienteret og Den enkelte elev oplever vi har en fælles referenceramme, der binder os sammen som skole. 8
Forældrenes svar i spørgeskemaundersøgelsen: Når det gælder følgende to udsagn er hhv. 14 % eller 15 % uenige eller helt uenige, når det gælder følgende udsagn: Den enkelte elev får styrket sin kreative evne til at arbejde løsnings- og problemorienteret og Den enkelte elev får afdækket og udviklet sit potentiale. Forældrenes kommentarer: I forældrenes kommentarer er der specielt to områder, der pådrager sig opmærksomhed, og som vi har besluttet at handle på: Forældrene tilkendegiver et stærkt ønske om, at ledelsen kommer tættere på undervisningen. Både når det gælder de fastansatte lærere og vikarer. Derudover bliver der udtrykt en bekymring for, om det kan lykkes skolens lærere at fastholde skolens gamle værdier i en verden, der bestandigt udvikler sig. Skolen opfordres til at hjælpe lærerne. Mål for evalueringsområde: 1) Eleverne tilkendegiver i en senere evaluering, at de i højere grad oplever, at de arbejder kreativt med det faglige. 2) Eleverne tilkendegiver i en senere evaluering, at de i højere grad oplever, at vi som skole har en fælles referenceramme, der binder os sammen som skole. 3) Eleverne og forældrene på Helsinge Realskole oplever i højere grad, at den enkelte elev får afdækket og udviklet sit potentiale. 4) Skoleledelsen kommer tættere på skolens kerneydelse: Undervisningen. 9
5) Vi vil sætte nyt fokus på vores værdier i skoleåret 2016/2017. Vi vil indføre en ny procedure for at introducere nyansatte endnu bedre til vores værdibårne skole. Handleplan for evalueringsområde: Ad 1) Pædagogisk møde skal inddrages i arbejdet med, hvordan målet nås. Ansvar: Pædagogisk udvalg og RV Ad 2) Elevrådet skal inddrages i arbejdet med, hvordan målet nås. Ansvar: AB og RV Ad 3) Pædagogisk møde skal inddrages i arbejdet med, hvordan målet nås. Ansvar: Pædagogisk udvalg og RV Ad 4) Følgende nye procedurer er indført eller indføres i år 2016: Nyansatte: Den pædagogiske leder overværer undervisning i tre lektioner og giver feedback inden for prøveperioden Vikarer: Den pædagogiske leder overværer undervisning og giver feedback inden for den første måned Fastansatte: Nærmeste leder overværer hvert år en lektions undervisning med fokus på et bestemt pædagogisk tema og giver feedback. Ad 5) Planlægning af konkret værdiforløb for ansatte på skolen. Udarbejdelse af ny procedure for nyansatte. Ansvar: JMT, RV og AB. 10