Prædiken til 2. søndag i advent, Matt. 25, tekstrække. Urup Kirke. Søndag d. 8. december 2013 kl Steen Frøjk Søvndal.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 8. december 2013 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. søndag i advent, Matt. 25, tekstrække Salmer DDS 74: Vær velkommen, Herrens år DDS 612: Den store mester kommer DDS 271: I jomfruer, I kloge DDS 86: Hvorledes skal jeg møde Altergang: DDS 85: Op, Zion, at oplukke DDS 268: Zions vægter hæver røsten Tekstlæsninger GT-læsning Mal 3,1-3 Epistel Jak 5,7-8 Prædiketekst Matt 25,1-13

2 2 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matt 25,1-12 Prædiken Der er fire adventssøndage i vores kirkeår, og hver af dem har sit eget tema ud fra hovedoverskriften komme. Som nævnt i introduktionen til gudstjenesten handler adventstemaet i dag om Jesu andet komme, altså at vi siden Jesu første komme har været i en ventetid, som Bibelen kalder de sidste tider. Som vi hørte i den anden læsning, så sammenlignes ventetiden med bondens ventetid. Han sår sin afgrøde og må tålmodigt vente på regnen, der får afgrøderne til at spire og vokse. Sådan må vi vente tålmodigt på, at Kristus kommer igen. AT han kommer, bliver aldrig betvivlet i Bibelen. Heller ikke hvornår, for det bliver sagt tydeligt, at den dag kender kun Faderen. Menighedens fokus kommer også tydeligt til udtryk: At våge og være klar, når det pludselig sker. Det er målet med vores gudstjeneste i dag her i forberedelsestiden til jul: At vores øjne og tro bliver rettet mod Jesu komme engang ud i fremtiden, måske nær fremtid, så vi har olie på lampen, når han kommer. Våg, menighed!

3 3 Og for at rette vores øjne og tro den vej, fortalte Jesus lignelsen om de 10 brudepiger. Vi vil samle os om tre overskrifter: For det første: Guds rige sammenlignes med et bryllup! For det andet: Det kan mistes. Det kan ende med en lukket dør! For det tredje: Hvordan kommer jeg med? Det første: Når Jesus skal fortælle os om Guds rige og det evige liv, så tager han det mest glædelige, vi kender, frem. Et bryllup, et festmåltid. Og der er masser af bryllupsbilleder i Bibelen: Fest og forelskelse og god vin. Og som metaforer hører bryllupsbillederne til de mest mættede af alle Ny Testamentes billeder. De er nådesmetaforer: Menigheden modtages som brud af ingen ringere end fyrstesønnen selv, vi bliver kongebrud og ikke nok med det. Vi bliver ikke bare antaget som brud, vi bliver gjort skønne som brud. Vi bliver gjort ham værdige, jf. Efeserbrevet billede om ægteskabet: Som en mand elsker sin brud, har Kristus elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri (Ef 5,25-27). I lignelsen om brudepigerne er scenen også et bryllup. Det foregik på den måde, at brudgommen gik fra sit hus hen til brudens hus for at hente hende. Han ville tage en håndfuld eller to venner med, og resten ville vente ved hans hus på, at han kom tilbage med bruden. Og det er her, vi har de 10 brudepiger, ventende ved brudgommens hus, hvor festen skulle holdes. Turen kunne godt tage noget tid, for brudeparret ville gå ned af så mange gader i byen som muligt for at lade sig hylde af og snakke med byens indbyggere. Derfor kunne det trække ud, og lyset kunne gå ud, hvis man var tåbelig og ikke havde taget ekstra olie med til sin lampe. Det er den ventetid, vi er i nu. Og som man måske lægger mærke til, så er bryllupsbilledet anderledes her end i andre lignelser. Vi er her ikke bruden. Bruden nævnes overhovedet ikke! Her har vi en helt anden funktion. Vi er dem, der venter på

4 4 brudgommen og er tjenere for brudgommen. Også det hører med til billedet af at være en kristen. Ser du dig selv sådan som en tjener for Jesus, mens vi venter? Kristus lader vente på sig, fordi han går rundt i verden og taler med mennesker og føjer flere til, der skal gå ind til festen på den store dag. Han har vundet sin brud det skete på korset og i gravhaven, hvor Jesus besejrede døden og genskabte Paradiset, som en dag skal blive virkelighed. Festen venter i brudgommens hus, men endnu er han på vej i verden. Vi venter! Det evige liv bliver en bryllupsfest! For det andet, så skjuler Jesus ikke for os, at døren bliver lukket, og nogle må stå udenfor den dag. Ikke fordi de ønskede det, og heller ikke fordi brudgommen ønsker det, men fordi de var tåbelige. Fordi de ikke vågede! Det negative eller formanende perspektiv møder vi mange gange i Jesu fortællinger. Der er fx lignelsen med bryllupsfesten i Matt 22 om de indbudte, der ikke gad møde op, hvorfor de så erstattes af både onde og gode ude fra vejene, og hvor én møder op uden bryllupsklædning og kastes ud i mørket udenfor. Der er lignelsen om pladserne ved bordet, når man er indbudt til bryllup, hvor Jesus advarer mod at sætte sig øverst og så med skam blive flyttet nedad. Der er ordet i Luk 12 om at have kjortlen bundet op og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Og hele pointen i disse tekster er præcis: Jeg får ingen advarsel. Han kommer i en time, jeg ikke kender. Jeg får ingen fortrydelsesmulighed. Og jeg skal ikke dømmes efter den olie, jeg havde engang. Jeg skal ikke dømmes efter den olie, jeg havde i sinde en gang med tiden at få købt. Jeg skal dømmes efter den olie, jeg har nu! Nogle siger, at det da var en utrolig hård dom at fælde over de 5 brudepiger, fordi de tilfældigvis ikke havde fået ekstra olie med. Men for det første ville Jesu tilhørere umiddelbart forstå, at de virkelig var tåbelige. Det ville være helt utænkeligt at gå rundt i mørket uden en lampe, der brænder. For det andet er olien et billede på

5 5 Helligånden, der brænder i os ved troen. Og så forstår vi for alvor, at man er tåbelig, hvis ikke man søger den olie, som Gud har stillet til rådighed. I kirken taler vi om nådemidlerne, nemlig de midler, som Gud har givet os kvit og frit for at kunne vise os sin nåde. Det er for det første Ordet, Bibelen, som har kraft til at holde liv i vores lamper. For det andet er det sakramenterne, dåb og nadver, hvori Gud fylder på vores lampe. Derfor må vi også sige: Hvis du holder dig fra nådemidlerne og ikke søger dem, så er du virkelig så tåbelig, som noget menneske kan være! Det er som at have en 3-retters menu foran sig og blive ved med at gentage: Jeg er så sulten! Så spis dog! Riget har en dør, som kan og vil blive lukket. Og det er for sent at købe sig til olie, når råbet har lydt: Brudgommen kommer! Derfor bør ethvert menneske spørge sig selv: Hvordan kommer jeg med? Og det er det tredje i prædikenen i dag. Pointen er netop i lignelsen, at man ikke kan låne hos hinanden, men står til ansvar for sig selv og den olie, man selv har. Jeg tror også, at enhver af os kan forfærdes over lignelsen og tænke: Der var 10, kun de 5 kom med. De ville alle sammen gerne med, de havde lys i lampen, da de kom, de ville have den til at brænde hele tiden, men den gik lige så stille ud, mens de sov. Hvordan er det med mig? På hvilken side står jeg? Hvordan kommer jeg med? Det har Hans Adolph Brorson skrevet en fabelagtig salme om, som vi skal synge efter prædikenen. Jeg må nok betegne den som min favorit inden for kategorien julesalmer. Det er nummer 86 i Salmebogen, og jeg foreslår faktisk, at I slår op og følger med. Brorson har nemlig set det, at Jesus er stor og mægtig, og han selv er lille og uværdig. Derfor spørger han i v. 1: Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat? Du skønne morgenrøde mod al min jammers nat! Min Jesus, sig hvorledes mit arme hjerte skal opsmykkes og beredes dig til en brudesal. Brorson spørger altså: Hvordan skal jeg kunne møde Jesus? Jeg kommer med al min synd og skyld, og han er ren og retfærdighed. Hvordan kan det møde så ske? Brorson

6 6 har mærket den fornemmelse, som du og jeg også kan mærke, at jeg formår ikke at holde min lampe brændende, jeg kan ikke rigtig gribe om alt det, som Jesus er, ikke rigtig kan finde den stærke tro i hjertet, ikke tage imod ham, som jeg gerne ville. Fx kommer det også til udtryk her i julen, hvor vi gerne ville gribes af den fred, som julenat genlød af, men det sker ikke rigtig, når vi prøver på at sætte os selv op til det, og inden vi får os set om, så er julen slut og alt er ved det gamle. Det er derfor, vi så tit understreger, at vi skal fokusere på ham, som kommer. Evangeliet handler nemlig om, at han gerne vil i kontakt med os. Det er derfor, det blev jul og påske og pinse. Og derfor taler vers 3 sjælesørgerisk så stærkt til den, som ikke kan få sig selv smykket op: Jeg lå i bånd og fængsel, du førte mig herud, jeg stod i spot og trængsel, da tog du mig til brud; for mig at få ophøjet du bar min skam og brøst; hvad du så tungt har pløjet er mig en evig høst. Jesus spændte den tunge plov for, da han lod sig føde på jorden og senere lod sig korsfæste og dø for at få os ophøjet. At han gjorde det, har afgørende betydning for os og vores jul i dag. Jesus er nemlig på samme måde i dag, og hvor stort det er, skal netop rulles op for os i julen. Her bliver det så klart, at han både vil give os sin store frelse og en enorm værdi. Brorson slutter salmen med at vende tilbage til tanken fra første vers og besvare spørgsmålet: Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat? Han svarer i vers 6, vel vidende, at det ud fra en menneskelig betragtning er umuligt, at vi selv kan blive værdige til at modtage ham: Du skal ej heller klage, at du ham ej kan få, han kommer selv at tage dig ud af jammers vrå; han kommer selv, han kommer at dæmpe al din ve og gør en liflig sommer af al din trængsels sne. Dét er evangeliet: At Jesus selv kommer. Evangeliet er ikke, at vi får os selv sat op og endelig bliver i stand til at tage imod ham, men at han selv kommer og giver sig hen for os fortabte mennesker.

7 7 Hvad betyder det i lignelsen om de 10 brudepiger? Jo, Brorson svarer i sin salme på det ene afgørende spørgsmål: Hvordan får jeg olie i lampen, så mit lys brænder, når Jesus snart kommer igen? Den kloge brudepige lader Jesus fylde lampen igen og igen med sit evangelium, sin nåde og sin tilgivelse. Hun kender sig selv godt nok til at vide, at der i hende selv ikke er olie nok til at brænde bare et sekund. Hun er helt og aldeles afhængig af Jesus. Derfor går hun ind til den evige glæde, når råbet lyder: Brudgommen kommer. Efter den lange ventetid går døren op til den store fest. Skal vi afdække det helbibelske perspektiv, så sprænges billedet af brudepigerne, for nu er du ikke længere brudepige, men brud. Brudgommens brud, kongesønnens brud. Ikke alene, men sammen med den talløse skare, som venter på brudgommen. Kirken er brud! Med ord fra den sidste salme i dag: Hvad intet øje så, hvad tanker aldrig nå, dér vi skuer. Nu, jord, farvel, stig højt, min sjæl, følg Jesus ind til livets væld! Glædelig advent glædelig komme! Amen!