Det er måske lidt for tamt. Med tilsidesætte fastholdes vel en skarphed i konflikten?

Transkript

1 Jesu foregribelse af invitationen til livets fest som et fripas prædiken til 2. s. e. trin. efter 2. tekstrække: Luk 14,25-35 den 29/ i Ølgod Kirke. Barnedåb. Ved Jens Thue Harild Buelund. I Bibelen kommer der på forskellige måder en modsætning til udtryk mellem det, vi kunne kalde for den menneskelige vilje her i verden, og det som er Guds vilje. Det er en ofte smertefuld konflikt og et kald til at leve et liv på andre præmisser end dem, skik og brug lægger op til et kald til at følge en vej, som verden ikke kender. I dette stykke fra Lukasevangeliet spidses det til. Konflikten føres ind i forholdet til vore allernærmeste: Hvis ikke du kan tilsidesætte dine nærmeste det er det, der her ligger i bibeltekstens hade hvis ikke du kan tilsidesætte dine forældre, ægtefælle, børn og søskende, kan du ikke være Jesu discipel. Ordet hade er i vore dage tungt ladet med følelse, intens, negativ følelse. Det bibelske ord derimod betegner snarere en handling en aktiv fravælgelse en vilje til aktivt og utvetydigt at sige fra. Den nyeste norske oversættelse formulerer det i forkortet og fordansket form sådan: Vi må ikke sætte forholdet til de nærmeste højere end det at være discipel. Det er måske lidt for tamt. Med tilsidesætte fastholdes vel en skarphed i konflikten? Og en forståelig protest vil lyde: Det at tilsidesætte ens nærmeste er da ikke pænt. Den menneskelige nærhed i familien. Det at kunne stå sammen og støtte hinanden, når tab og bekymring melder sig og stå sammen i glæde: børnefødsler, dåb, fødselsdage, jul Men hvis man skal tro evangelieteksten, er familieforholdene ikke det absolutte forhold i vores liv ikke det afgørende grundlag. Der er noget, der betyder mere. Ja, også vores eget liv, vore egne livsomstændigheder, skal vi kunne tilsidesætte. Kunne give afkald på alt vort eget. Der er noget, der betyder mere. Hvad kan dét dog være? Ja, vi kunne kalde det Gud! Du må ikke have andre guder, lyder det første af de Ti Bud. Det er dybest set det, det her drejer sig om. Ingen af dine medmennesker må du forgude. Det er hverken du eller de pågældende tjent med. Intet menneske kan tåle den forventning og belastning at være sat i Guds sted. Du skal ære din far og din mor; men det betyder ikke, at du som voksent menneske skal være underlagt dem. Du har ansvar for dit liv. Tilsvarende skal du ære din ægte-

2 fælle, som det lyder i vielsesritualet. Ære, men ikke forgude! Forgudelse kan låse dig fast i en afhængighed en ufrihed. Sætte dig i en position, som ikke holder i længden. Gøre dig uægte. Du er Guds barn, skabt til at være dig. Der er en mening med, at du er dig med ansvar for at svare på livet med din stemme ikke med svar, som andre med mere eller mindre gudestatus indtaler i dig. Ære, men ikke forgude. Den skelnen er vigtig; kun Gud kan holde til at være Gud. Den Gud, som kalder og stiller fordringer op for os, men også har styrke til at rejse os op igen, når vi falder med det kors, som er vores har styrke til at bære os, når vore egne kræfter endegyldigt slipper op. Denne ultimative magt har ingen anden end Gud. Det skal der en guddommelig kærlighed til for at magte. Under alle omstændigheder er der dog en strenghed i de Jesus-ord, evangelisten her gengiver; men hvis man læser det, der står lige før, og det, der står lige efter stykket, så sættes de barske Jesus-ord i en ramme: Umiddelbart forud gengiver Lukas lignelsen om det store gæstebud den lignelse, hvor Jesus fortæller om, at nogle har for travlt med deres eget til at tage imod Guds indbydelse; men så skal indbydelsen rækkes rundhåndet ud på byens gader og stræder til alle også dem, der selv måtte erkende, at det menneskeligt set var med god grund, at de var sat udenfor. Ja, gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. Og lige efter vores barske tekststykke i dag kommer lignelsen om hyrden og det mistede får billedet på, hvordan Jesus er sendt for at opsøge den, der er faret vild og ikke af sig selv kan komme tilbage, hvor der er næring og tryghed kun ved at blive båret på Hans skuldre. Blive indbudt, blive opsøgt, blive båret. Altså først og sidst denne guddommelige magt til at kunne gå ud, byde ind, favne, bære dét omkranser det strenge, vi så også hører, og som hører med. En guddommelig magt som er både mild og kravstillende, hvis Hans Gudsrige skal nå så langt ud til så mange som muligt. En magt ud over den, selv stærke og gode familiebånd har (jf. Johannes Værge, 2009). Der var engang en døv mand, som sad oppe i et træ og var ved at save en gren af, som han skulle bruge til et økseskaft. To mænd kom gående mod træet. Den døve ønskede ikke, de skulle opdage, at han var døv, hvorfor han prøvede at regne ud, hvad de ville spørge ham om. De vil nok spørge mig om, hvad jeg skal bruge grenen

3 til, og da de to mænd mødte den døve mand med et goddag mand, svarede han økseskaft. Goddag mand, økseskaft. Vi bruger udtrykket, når noget bliver til fuldstændig nonsens. Og vi bruger det som regel med en nedladende latterliggørelse; men hvem har ikke prøvet at regne sig frem til et svar i en fremtidig situation? Hvem har ikke forsøgt at skabe kontrol ved at regne sig frem til mulige svar i pressede situationer som f.eks. jobsamtaler, eksaminer og stævnemøder (dates)? Og når man så møder Jesu ord om, at man skal hade sin familie for at kunne følge Ham, så kan man have lyst til at overveje menighedens indvendinger og på forhånd forberede nogle gode svar. Fordi man kan føle sig presset af den umiddelbare mangel på sammenhæng mellem Jesu budskab om næstekærlighed og ordene om, at vi skal hade vores familie; men når man på den måde vil forberede svar på spørgsmål og indvendinger, man ikke kender, så risikerer man, at det bliver goddag mand, økseskaft. Måske er det det, der sker for Jesus. Måske har Han forberedt sig ud fra en formodning om, hvad nogle tænker. Han har lige fortalt om det store festmåltid, hvor pointen er, at det gælder om at være klar til at gå med til livets fest den fest, hvor man kan komme præcis, som man er, fordi Gud er den, Han er. Og man behøver ikke tænke på, hvad man skal gøre eller præstere; men i stedet har man muligheden for at tænke på fællesskabet med de andre gæster; men måske er der nogle af dem, der misforstår. Måske er der nogle, der tænker, at når man er inviteret med til livets fest præcis som den, man er, er det et fripas til at koncentrere sig om sig selv og sit eget blandt sine egne. Jesus vil sikkert foregribe, at nogen kommer til at tænke på den afskærmende måde, og derfor siger Han: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sine nærmeste, kan han ikke være min discipel. Jesus har på forhånd besluttet sig for at lade os forstå, at vi ikke kan være en del af livets fest med hinanden uden at gå ind i fællesskabet i Guds rige det rige, hvor det ikke bare handler om os selv og vore nærmeste, men også om fokus på andre uden for ens inderkreds (jf. Rikke Mai, 2011). Jesu ord er en efterklang af GT-profeten Jeremias ord om, at enhver skal dø på baggrund af egne begåede fortrædeligheder og ikke på baggrund af fædres synder. Enhver skal stå til regnskab for sit eget liv. Det er en modsigelse i forhold til de kredse også hos os, der tyr til såkaldt æresdrab, fordi slægten er det afgørende for dem. Slægtens anseelse dens ære.

4 En ny pagt, hvor den slags ikke gælder. Det er ligesom ordene i begyndelsen af Johannesevangeliet, hvor Jesus bliver benævnt som Ordet Ordet, som var i begyndelsen: Han kom til sit eget, og Hans egne tog ikke imod Ham. Men alle dem, der tog imod Ham, gav Han ret til at blive Guds børn dem, der tror på Hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Åbenbaring af en ny pagt, hvor Åndens magt er endnu stærkere end blodets bånd. Indfælder mennesket i en virkelighed, som er af Gud ikke af mennesker. En lysfyldt virkelighed, som er evig. Jesus havde selv erfaret, fortæller evangelierne, hvordan Hans mor og søskende på et tidspunkt prøvede på at lede Ham væk fra den vej, Han var i færd med at gå. Og Han var nu, da ordene fra Lukasevangeliet falder, på vej mod Jerusalem, hvor de ledende kredse ikke havde lagt skjul på, at de anså Ham for en farlig forstyrrelse og ønskede at få Ham fjernet. Skulle Jesus underlægge sig sin familie, skulle Han underlægge sig frygten for at miste sit eget liv? Skulle Hans disciple? Det viste sig ved begivenhederne den påske i Jerusalem, at Jesus havde magt til at holde sig fri af at underlægge sig andet end Gud. Disciplene klarede det ikke på samme måde; de blev bange, da det snørede sig sammen omkring dem. Det vil sige: Jesus fandt ingen sande, store, uplettede disciple ingen, der kunne følge Ham hele vejen; men efter sin opstandelse, viste Han sig igen for dem trådte frem i deres liv som udtryk for tilgivelse af dem. De havde ingen grund til stolt knejsen; men sine disciple regnede Han dem stadig for at være. Der synes stadig at være håb for ufuldkomne disciple! Magten i Jesus den, som udtrykker Guds væsen har fortsat denne spændvidde: Han indbyder, Han stiller krav om udvidet opmærksomhed i forhold til den gængse horisont, og Han bærer os på sine skuldre, når dét er nødvendigt (jf. J. Værge). Lad os som Guds børn bestemme af Hans kalden på os til et muligt vidtspændende virke. Da lader vi os ikke så nemt snøre ind ja kvæles af indbyrdes krav og forventninger. Vi giver afkald på (noget af) vort eget, for at Guds forløsende rige så småt i regelmæssige, tydelige glimt kan vise sig iblandt os trods alt. Det kristne håbs legemliggørelse imellem os lever af, at vi kan se og forholde os ømt til en verden udenfor og udover det, der er alt for bekendt for os ja, måske der-

5 til udover det, der er alt for sløvende trygt for os. Det kan af os kræve en umiddelbar, midlertidig tilsidesættelse i det nære en tilsidesættelse, som handler af et kærligt hjerte. Amen. Salmerne: 2, 633, 447 én dåb 674 v. 2, og 446 (den sidste salme er dåbsfamiliens ønske).