Prædiken til d.12. maj 2017 St. bededag. Lemvig Bykirke kl Konfirmation v/brian Christensen. Tekster: Hebr 8,10-12 ; Matt 7,7-12

Transkript

1 Prædiken til d.12. maj 2017 St. bededag. Lemvig Bykirke kl Konfirmation v/brian Christensen Tekster: Hebr 8,10-12 ; Matt 7,7-12 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. v8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. v9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, v10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? v11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! v12 Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Bøn:

2 Quo vadis? Sådan lyder et gammelt spørgsmål Hvor går du hen? eller Hvor går vejen? betyder det. Spørgsmålet er lige så gammelt som mennesket. Vore forældre spurgte sådan: Hvor går vejen? Og deres mødre og fædre før dem. Siden menneskets første dage har vi spurgt os selv, hvilken vej i livet, der er den rette. Hvilken vej skal vi gå, så vi er dér hvor det er bedst for os? Her i kirken spørger vi: Hvor er den vej, der svarer til Skaberens vilje med mennesket? Quo vadis? Hvor går vejen? Jeg ved ikke, hvor din vej i livet går. For jeg kan ikke gå din vej. Et menneske kan altid kun gå ad sin egen vej. Vi kan godt gå sammen et stykke af vejen, men der er aldrig to veje, der er ens.

3 Hvor vores veje går afhænger den historie vi bærer med os og af de valg vi træffer. Den afhænger af den tro vi har og hvad vi lader os bevæge af. Derfor må du gå din vej. Og jeg må gå min vej. Hver enkelt må leve det liv, som vi har som vi har fået. Men på min vandring har jeg oplevet, at Jesu ord, som vi har hørt fra Mattæus-evangeliet har noget at sige til os som vi kan lære af og som kan hjælpe os til at finde vej. Derfor skal vi høre teksten igen afsnit for afsnit og sammen søge ind til dens budskab. Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Quo vadis? Hvor går vejen?

4 Vejen er en vej i bøn siger ordene. Måske har I hørt udtrykket Give me a break sådan kan man sige på engelsk, når én er irriterende eller måske ligefrem fornærmer én. Give me a break hold lige op! Ordret siger de: Giv mig lige en pause! Bøn er pause. Bøn er en livgivende pause. Uden pause blev et barn ikke til. Uden ni måneders livgivende pause fra undfangelse til fødsel blev intet menneskeliv liv til. Og siden har pausen alle dage været den nødvendige liv-givende forudsætning for vores liv. Søvnens pause fornyer daglig vores kræfter. Højtidens og feriens pauser giver os mod på og kræfter til skolen eller arbejdet igen. Pauser kan ikke undværes. Men pausen har trange kår i dag. Indtrykkene passerer forbi os i en stadig strøm af information og billeder og lyd.

5 Mobiltelefoner, Facebook, Instagram, Snapchat, You- Tube, Serier og Reality Shows kræver vores opmærksomhed og bedøver os for det, der er nødvendigt for livet. Verden står aldrig stille. Vi oplever noget hele tiden. Om ikke andet, så foran skærmen. Konstant bliver vi bevæget af det som sker og som vi ser. Er vi blevet indtryks-syge? Overanstrengte af oplevelser? Er livet en stadig rastløshed, der æder os op indefra? Vi ved at vi har brug for motion for at have en sund krop. Pausen er den rette motion for sjælen. Hvile er det som vi først og fremmest har brug for. Bønnens hvile hos Gud. For bøn er den livgivende pause, som er nødvendigt for Guds-forholdet. At bede er at få, siger Jesus. At bede er at finde. At bede er at der bliver lukket op.

6 At bede er at gå ind i pausen men ikke en tom pause. Men en pause, der rummer at få. At søgen bliver til at finde. At livets banken på bliver til der skal lukkes op. At få hvad? kan vi spørge. At finde hvad? At der bliver lukket op til hvad? Det er jo ikke lige meget. Tænk hvis det er noget, jeg ikke vil. Måske var det bedre bare at være søgende end at finde. Mere spændende, mere sofistikeret, mere tjekket. At søge hele livet og aldrig finde, bare søge og søge. Hvem siger at jeg vil finde noget? Eller hvem siger, at jeg ønsker, der skal lukkes op? Det kunne jo gå hen og blive forpligtende. Hvad er det, bønnen lader os finde? At bede til Gud er at opgive rastløsheden og usikkerheden også den religiøse rastløshed.

7 Det er at vove at der bliver lukket op til sit eget indre. Det er at vove finde tilbage til ens oprindelse. Og erkende at jeg har rod hos min skaber. Det kan være smertefuldt at finde tilbage til ens oprindelse. Vi kender det fra adoptivbørn, der søger deres biologiske forældre. De har en trang til at finde deres udgangspunkt. Også selv om det rummer en smerte over det som de har mistet. Og måske en smerte over det de finder. Men uden jeg ved hvor jeg kommer fra/ uden udgangspunkt er det svært at sætte kursen. At bede er at finde hvor vi kommer fra. Hvem vi er børn af. At der bliver lukket op til hjemmet. At man hører den kendte stemme igen. At mærke de kendte arme, der tager mig i favn. Bøn er det, der lader os finde tilbage til Gud og mærke glæden i det. Men også at mærke smerten ved det som vi har mistet og det som mislykkedes for os.

8 Det hele bliver tydeligt i hans favn. I bønnen møder vi Skaberen, der ved sit åndedrag gør mig til et levende væsen. Og som ved sin Ånd igen og igen kalder mig sit barn. I den livgivende pause kan vi ånde ind af Guds kraft og kærlighed og ånde ud igen. PAUSE Lad os læse videre i teksten: Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres bøn gode gaver, hvor meget snarer vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham Gode gaver det er, hvad Gud giver i bønnen. Gode gaver som en far eller mor giver sine børn gode gaver.

9 Men det er ikke alle, der giver deres børn gode gaver. Jeg læste en artikel i Politiken om en kvinde, der en tilfældig eftermiddag på Nørrebro gik forbi en kvinde, som havde alt det hun ejede i en plasticpose. Kvinden, som lå der, var egentlig en pige på 19 år, som hed Iben og hun lå og var helt bedøvet af stoffer. Men da hun ikke kunne vækkes blev der ringet efter en ambulance og de to mænd spurgte hvor hendes forældre var. De vil ikke snakke med mig, svarede hun og man kunne mærke smerten i hendes stemme. eller, min far ville gerne indtil han drak sig ihjel sidste år. Iben er en af de unge mellem 19 og 35 år i Danmark, som kommer fra et alkoholiseret hjem. Som barn i en misbrugs-familie oplever man ensomhed og svigt og man får sår, der mærker én for livet. Det er ikke alle, der giver deres børn gode gaver. Der findes forældre, der giver deres børn sten i stedet for brød.

10 På samme måde er det heller ikke enhver religiøs oplevelse eller aktivitet der mætter sjælen. Bøn er ikke det samme som meditations-teknikker med baggrund i nye religiøse strømninger. Mindfullness fører dig ikke automatisk tættere på Gud. Bøn er ikke det samme som enhver åndelig indadvendt øvelse. Derfor er der også meget stene for brød i de kurser som tilbydes i alverdens religiøsitet. Det er ikke kun Islamistiske hadprædikanter, der taler om at slå jøder ihjel, som vi skal være på vagt overfor. Der er megen buddistisk inspireret selv-frelse og personligheds-terapi, som fører os længere væk fra Gud. Jesus taler i dag om, at der er én, der giver gode gaver. Der er én, det er Gud. Det er Ham vi skal bede til. Han står ved din vej for at mætte din sjæl med gode gaver. Med hjemmets tryghed.

11 Med skaberens nyskabende liv og kraft til den skabning, han kalder for sin. Quo vadis? Det spørger vi i dag sammen med alle mennesker til alle tider. Hvor går vejen? Jesu første svar er: Du skal bede! For i bønnen finder du tilbage til din skaber og far, der lader sig finde, der lukker op og mætter din sjæl med gode gaver. Vi vil læse de næste vers: Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Her får vi det andet svar på spørgsmålet: Quo vadis? Hvor går vejen? For hvis vi skal sammenfatte loven og profeterne og i en sætning skrive vejen for et menneske ned. Så skal du leve i kærlighed. Du skal elske

12 Se først ind i dig selv: hvordan vil du gerne, at andre er mod dig? Og det ved vi! Vi ved det, for det ligger dybt i os. Så dybt, at det er det som skaberen lagde i os. Siden Gud så, at det ikke var godt for mennesket at være ene og derfor skabte Eva til Adam. Siden da har mennesket higet efter kærlighed. Efter Guds kærlighed, efter andre menneskers. Kærligheden er for et menneske, hvad vand er for kornet, der er spiret på marken. Uden vand ingen høst. Kornet går ud. Men det er ikke nok at længes. Der må også handles. Sjælen må have motion, der må lægges noget energi, så det jeg gør kan glæde min kollega eller min nabo eller min søster. Jeg må bevæge mig ud dér hvor det kan mærkes på min økonomi og min egoisme, at jeg gør det gode. Og derhen hvor jeg kan høre, at jeg ikke skal rose mig af det.

13 Paulus skriver i brevet til menigheden i Efesus: For af nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i. Det er at gå med Gud, dér hvor han leder og retleder os til at gå. At leve sit liv i kærlighed er at leve i overensstemmelse med skaberens vilje med menneskeliv. Det er at leve et liv i den vækst, han har bestemt os til. Det er den rette åndelige motion. Ikke at alt det gode vi gør bringer os tættere på Gud. Gode gerninger er ikke vejen til frelse eller vejen til Gud. Jeg skal hverken med mine fromme bønner eller mine kærlige gerninger bevise overfor Gud, at jeg er værdig til at være hans barn. Nej, for jeg er allerede Guds barn. Enhver som er døbt er blevet skabt på ny, født på ny, til at leve med Gud hver eneste dag.

14 Jeg skal ikke præstere noget, for at få Gud til at holde af mig. Jeg skal ikke bevæge Gud til at elske mig eller bekymre sig for mig han er allerede hos mig og elsker mig uendelig højt. Quo vadis? Hvor går vejen? Til sidst skal vi have med, at vi kun kan gå Guds vej med Helligåndens kraft. Vi kan kun lære Gud at kende, hvis vi lytter til Helligåndens stemme og stoler på Guds kraft i os. Helligånden er Guds vindpust på min vej. Den er den milde, varme brise, som bringer foråret med sig. Vi har fået nok af vinterkolde nætter og triste regnfulde forårsdage. Vi vil mærke solens varme og forårets dufte. Derfor skal vi lade os fylde af Ånden. Guds Ånd. Vi skal igen lytte til Paulus og hans bøn for menigheden i Efesus: Jeg beder om, (at I må forstå) hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke.

15 Guds magt i en kristen er overvældende stor. Den har kraft til at gøre det umulige. Den kan gøre mørke til lys, skabe fællesskab, hvor der er ensomhed, forståelse, hvor der er splid, kærlighed, hvor der er had. Guds Ånd kan gøre alting nyt. Afslutning Jeg er sat til at leve mit liv. Du er sat til at leve dit. Og i dag er vi begge blevet mødt af nogle ord, der siger til os: - gå i bøn - gå i kærlighed - gå i Helligåndens kraft For det er Guds vej til frelse for os. Amen