HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 20. marts 2018

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 20. marts 2018 Sag 202/2017 (2. afdeling) Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Sanne H. Christensen) mod A (advokat Martin Laursen) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Horsens den 9. november 2016 og af Vestre Landsrets 14. afdeling den 15. juni I påkendelsen har deltaget fem dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben, Kurt Rasmussen og Anne Louise Bormann. Påstande Kærende, Ankenævnet for Patienterstatningen, har påstået stadfæstelse af byrettens kendelse. Indkærede, A, har påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse. Sagsfremstilling A brækkede den 7. december 2003 sin venstre arm. På baggrund af behandlingen af bruddet på Horsens Sygehus anerkendte Patientforsikringen den 22. september 2004, at A var påført en patientskade, og han blev tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og varigt mén mv., senest ved afgørelse af 25. september Den 4. november 2010 anmodede A om genoptagelse, jf. erstatningsansvarslovens 11, hvilket blev afslået af Patientforsikringen ved afgørelse af 3. marts 2011, som blev stadfæstet af Patientskadeankenævnet den 2. december Den 11. maj 2012 anmodede A på ny om genoptagelse. Den 12. oktober

2 afslog Patientforsikringen på ny at genoptage sagen, og den 21. august 2013 stadfæstede Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) Patientforsikringens afgørelse. Afgørelsen er truffet på grundlag af bl.a. en speciallægeerklæring af 25. januar 2012 og oplysninger fra en lægeundersøgelse den 15. august A indbragte afgørelsen for Retten i Horsens. Under retssagens forberedelse blev sagen i maj 2014 forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på en vejledende udtalelse om As varige mén og erhvervsevnetab i anledning af den anerkendte patientskade. A blev i 2015 og 2016 opereret i underarm/håndled. Den 23. august 2016 anmodede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en ny speciallægeerklæring fra en speciallæge i ortopædkirurgi med henblik på en erklæring efter den seneste operation. Ankenævnet protesterede mod indhentelsen, og byretten afsagde den 9. november 2016 kendelse om, at sagen ikke skulle udsættes på, at A indhentede en ny ortopædkirurgisk speciallægeerklæring. Byretten begrundede dette med, at det er Ankenævnets afgørelse af 21. august 2013, der er til prøvelse, og dermed hvorvidt der på dette tidspunkt var grundlag for genoptagelse. Byretten anførte endvidere, at det måtte præciseres over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at udtalelsen må baseres på de oplysninger, der forelå på tidspunktet for denne afgørelse, herunder speciallægeerklæringen af 25. januar Byrettens afgørelse blev indbragt for Vestre Landsret, der ved kendelse af 15. juni 2017 tillod, at A indhentede en ny ortopædkirurgisk speciallægeerklæring. Landsrettens præmisser citerer fra forarbejderne til erstatningsansvarslovens 11 og konkluderer, at bestemmelsen må forstås således, at der i sager om genoptagelse kan indhentes og lægges vægt på yderligere oplysninger til belysning af skadelidtes helbredsmæssige tilstand, selv om disse ikke forelå på tidspunktet for den afgørelse, der er til prøvelse, hvis de vurderes af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da A har undergået to operationer siden ankenævnets afgørelse, fandt landsretten, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en ny speciallægeerklæring ville bidrage til sagens oplysning. Anbringender Ankenævnet for Patienterstatningen har anført navnlig, at det er uden relevans for sagens tvist at indhente en ny ortopædkirurgisk speciallægeerklæring, og at denne bevisførelse derfor bør afskæres, jf. retsplejelovens 341. Domstolenes prøvelse af ankenævnets afgørelse må af-

3 - 3 - grænses til det, som ankenævnet har eller burde have forholdt sig til ved afgørelsen, og prøvelsen er således afgrænset til spørgsmålet om, hvorvidt der på afgørelsestidspunktet var grundlag for at genoptage sagen i medfør af erstatningsansvarslovens 11. Når det i forarbejderne til erstatningsansvarslovens 11 er anført, at der med udtrykket sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning, tilsigtes en retstilstand, der svarer til de almindelige processuelle regler om dommes bindende virkning. Dette må i en sag som denne forstås på den måde, at ankenævnet ved afgørelsen af, om der er anledning til at genoptage en sag, alene kan inddrage nye oplysninger efter sagens seneste afslutning. Der er ikke grundlag for at strække bemærkningerne så vidt, at domstolene ved efterprøvelsen af ankenævnets afgørelse kan inddrage nye oplysninger, som ikke kunne eller burde have foreligget, da ankenævnet traf afgørelse i genoptagelsessagen, og derved bryde med de almindeligt gældende principper for domstolenes prøvelse af forvaltningens afgørelser. Ankenævnet skal ikke ensidigt og uden egentlig anmodning fra A påbegynde en sag om genoptagelse, blot fordi ankenævnet måtte blive bekendt med nye oplysninger vedrørende A. Erstatningsansvarslovens 11 forudsætter da også udtrykkeligt, at genoptagelsen alene sker på skadelidtes begæring. Ankenævnet er ikke enig i, at det eksisterende system er et tungt bureaukratisk system. Derimod synes systemet at være velfungerende og effektivt. I tilfælde, hvor der verserer en retssag, er patientskademyndighederne og domstolene altid indstillet på at få behandlet sagerne så effektivt og hurtigt som muligt, og det foregår oftest på den måde, at eventuelt sideløbende administrative afgørelser om genoptagelse mv. samles i den verserende retssag, og forvaltningens afgørelser undergår dermed domstolens prøvelse under samme sag. Derved iagttages både lovgivningens forudsætning om en administrativ prøvelse, de almindelige principper om domstolenes prøvelse af forvaltningens afgørelser og hensynet til en hurtig og effektiv efterprøvelse af forvaltningens afgørelser. Det bestrides, at ankenævnet ved accept af formuleringen af forelæggelsesbrevet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring derved også har accepteret indhentelse af en ny speciallægeerklæring. Det burde dog i brevet have været præciseret, at vurderingen skulle foretages på bag-

4 - 4 - grund af de oplysninger, der forelå frem til den 21. august At dette ikke skete, er navnlig i lyset af sagens udvikling beklageligt. A har anført navnlig, at der hverken i ordlyden af eller formålet med erstatningsansvarslovens 11 er grundlag for at indlægge nogen tidsmæssig begrænsning i forhold til, hvornår i forløbet de nye oplysninger fremkommer. Tværtimod kræver bestemmelsen, at der er tale om nye oplysninger, som ikke var eller kunne være fremlagt i forbindelse med den første behandling af sagen. Dermed gøres det gældende, at erstatningsansvarslovens 11 giver hjemmel til at inddrage alle nye oplysninger, der er fremkommet efter sagens afslutning, i forbindelse med en genoptagelse af en erstatningssag herunder As patientskadesag. De relevante myndigheder har ved fremkomsten af væsentlige nye oplysninger altid mulighed for at genoptage patientskadesagen af egen drift på forvaltningsretligt grundlag, hvor der så kan træffes en ny afgørelse. Ankenævnet kunne således have genoptaget sagen af egen drift på baggrund af de nye oplysninger efter As operation i Det forhold, at ankenævnet ikke har genoptaget sagen, må tages som udtryk for, at de ikke har fundet grundlag for en genoptagelse ud fra disse nye oplysninger. Der er intet retssikkerhedsmæssigt betænkeligt ved, at domstolene i prøvelsen af sager vedrørende genoptagelse også inddrager oplysninger, der er fremkommet under retssagen og dermed efter myndighedens afgørelse. Alt andet vil føre til et uholdbart tungt bureaukratisk system, hvor A særskilt skulle have anmodet ankenævnet om genoptagelse af sagen både i 2015 og 2016, hvor han blev opereret, også selv om der allerede verserede en retssag om genoptagelsesspørgsmålet. Hensynet til sagens materielt rigtige afgørelse taler også herfor. Ankenævnet har accepteret formuleringen af forelæggelsesbrevet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og har derved også accepteret indhentelse af en ny speciallægeerklæring, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har fundet nødvendig for at kunne foretage den anmodede vurdering af sagen.

5 - 5 - Højesterets begrundelse og resultat Sagen ved Retten i Horsens angår prøvelse af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 21. august 2013 om afslag på at genoptage As erstatningssag, jf. erstatningsansvarslovens 11. Spørgsmålet for Højesteret er, om hovedforhandlingen i sagen skal afvente indhentelse af en ny speciallægeerklæring, eller om en sådan erklæring som antaget af byretten må anses for uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens 341. Efter erstatningsansvarslovens 11 kan en afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning genoptages på skadelidtes begæring, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Der er hverken i bestemmelsen eller dens forarbejder taget stilling til, om der ved domstolenes efterprøvelse af en forvaltningsafgørelse om afslag på genoptagelse kan tages hensyn til ændringer, der er indtruffet efter det tidspunkt, hvor forvaltningsmyndigheden afslog at genoptage sagen. Højesteret finder, at domstolenes prøvelse af ankenævnets afgørelse må ske på grundlag af As forhold på tidspunktet for ankenævnets afgørelse. Dette indebærer, at oplysninger, som ikke forelå for ankenævnet, kan indgå i sagen, hvis de belyser hans forhold på tidspunktet for afgørelsen. Oplysninger om senere ændringer i hans helbredstilstand, der eventuelt kan begrunde, at der på et senere tidspunkt end 21. august 2013 har været grundlag for at genoptage sagen, er derimod uden betydning for domstolenes prøvelse af afslaget på genoptagelse. Højesteret lægger til grund, at den speciallægeerklæring om As helbredsforhold efter seneste operation, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har anmodet om, har til formål at belyse hans helbredsforhold på nuværende tidspunkt og ikke på tidspunktet for ankenævnets afgørelse af 21. august Højesteret finder på den anførte baggrund, at en sådan speciallægeerklæring må antages at være uden betydning for sagen, og at der derfor ikke er grundlag for at udsætte sagen herpå. Højesteret stadfæster herefter byrettens kendelse.

6 - 6 - Højesteret bemærker, at det må præciseres over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at den vejledende udtalelse om As méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal afgives på grundlag af hans forhold den 21. august Thi bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes. Kæreafgiften tilbagebetales Ankenævnet for Patienterstatningen. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal A betale kr. til Ankenævnet for Patienterstatningen. Beløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretskendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.