Rimbert: Ansgars Levned

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Rimbert: Ansgars Levned"

Birthe Jespersen
5 år siden
Visninger:

1 Rimbert: Ansgars Levned Rimbert var Ansgars efterfølger som ærkebiskop i Hamburg-Bremen. Han tiltrådte embedet i 865 og beklædte det til sin død i 888. Han skrev i 870 Vita Anskarii Ansgars Levned, som har karakter af en helgenkrønike over Ansgar og hans gerninger. 5 Kilde: heimskringla.no. Oversat af P. A. Fenger, København 1910 Kapitel 7 Rejsen til Danmark Derefter blev de så begge førte for kejseren 1. Han glædede sig over deres vilje og lyst og 10 gav dem kirketøj, kister, telte, og hvad de ellers kunne trænge til, eller som syntes nødvendigt på så lang en rejse. Han bød dem at drage med ovennævnte Harald og pålagde dem især at sørge for hans tro, og ved gudelig formaning stadig at styrke ham og hans mænd, som var døbte med ham, at de ikke ved djævelens tilskyndelse skulle falde tilbage til deres forrige vildfarelser. Tillige skulle de ved Ordets prædiken flittig 15 formane også andre til at antage den kristelige tro. Dermed lod kejseren dem fare. De havde ingen følgesvend, som kunne give dem en håndsrækning, eftersom der ingen var af abbedens tyende, der frivillig vilde rejse med dem, og han ikke vilde nøde nogen dertil imod deres vilje. Selv Harald, til hvem de 20 havde været anbefalede, var endnu rå og ny i troen og forstod ikke, hvorledes man burde behandle præster. Ej heller hans folk, som den gang var nyomvendte og ganske anderledes opdragne, brød sig stort om dem. Så begyndte de da denne rejse med møje og besvær og kom til Køln. Der havde den gang hans Højærværdighed ærkebiskop Hadebold sit sæde. Han mærkede nok, hvad de trængte til, og gav dem et ypperligt 25 fartøj, hvori de kunne tage deres gods om bord, og hvori der var to ruf, meget hyggelig indrettede.

2 Da ovennævnte Harald så det, fik han lyst til at blive hos dem på det samme fartøj, så at han tog ophold i det ene ruf og de i det andet. Således begyndte fortrolighed og velvilje 30 at vokse mellem dem, og fra nu af viste kongens folk dem al den omhyggelighed og tjeneste, de kunne. Ved Dorestad steg de i land, og gennem frisernes egne kom de til Danmark. Men fordi kong Harald undertiden ikke kunne blive med fred i sit rige, så gav 35 ovennævnte kejser ham et len hinsides Elben, for at han kunne ty derhen, dersom det måske blev nødvendigt for ham. De ovennævnte Guds tjenere, der skulle være, hvor han var, havde således deres opholdssted snart imellem kristne, snart imellem hedninger. De begyndte at trænge på med Guds ord og bevæge, hvem de kunne, til at betræde sandhedens vej. Mange blev også ved deres levned og lære omvendte til troen, 40 og deres antal voksede dag for dag, som lod sig frelse i Herren. Drevne af guddommelig kærlighed til at udbrede deres hellige gudsdyrkelse begyndte de også med flid at opspørge drenge, som de kunne få til købs, og opdrage dem til Guds tjeneste. Ovennævnte Harald betroede dem også nogle af sine, som de skulle drage 45 omsorg for og oplære. Og således skete det, at de i kort tid der fik en skole oprettet på 12 eller flere drenge. De skaffede sig også, her og der fra, andre tjenere og medhjælpere, og rygtet om dem og deres fromhed begyndte under Guds velsignelse at vokse og bære frugt. 50 Da de således et par år eller længere havde været sysselsatte med dette hellige forehavende, hændte det sig, at nysnævnte Broder Autbert fik en tung og besværlig Sygdom. Derfor blev han flyttet derfra til Ny Korvey 2, og da hans kræfter sank dag for dag, døde han der, som vi tro, en salig død ved påsketid, således som det i forvejen havde været ham åbenbaret af Herren. 55 Kapitel 9 Rejsen til Sverige

3 Da han altså var ført for kejseren, og denne havde spurgt ham, om han vilde påtage sig denne sendelse, svarede han med frimodig røst, at han var redebon til alt, hvad kejseren havde besluttet at pålægge ham for Kristi navns skyld. 60 Da fandt den højærværdige abbed under Guds forsyns styrelse en staldbroder til ham af Eders broderskab; han hed Vitmar, og var både meget værdig og villig til så stor en gerning. Fremdeles bestemte han til at være hos Harald den fromme fader Gislemar, en mand, som var prøvet i tro og gode gerninger, og som havde en brændende nidkærhed 65 for Gud. Således påtog Ansgar sig det ærinde, der var ham pålagt af kejseren, nemlig at drage til Sveriges egne for at prøve, om hint folk var villigt til at tage ved troen, således som ovennævnte sendebud havde givet til kende. Førnævnte Vitmar, som selv var med, vil bedre kunne fortælle, hvor store og hvor svære 70 ulykker han måtte udholde på denne færd. Vi må lade os nøje med at berette dette alene, at da de var omtrent midt på rejsen, stødte de på vikinger. Købmændene, som drog med dem, forsvarede sig mandigt og sejrede i det første angreb; men i det andet blev de overvundne og overvældede af samme vikinger, så at disse tog skibene og alt, hvad de havde, fra dem, og det var med nød og næppe, at de kunne flygte til land og til 75 fods slippe bort. Der mistede de da både de kejserlige gaver, som de skulle have bragt til Sverige, og al deres ejendom, med undtagelse af det lidet, som de, idet de sprang fra borde, kunne træffe til at gribe fat på og føre med sig. Blandt andet mistede de henved 40 bøger, som de havde samlet sig til gudstjenesten, hvilke faldt i røvernes hænder. Kapitel Missionen til Danmark bliver taget op på ny Så snart vor fader havde overtaget Bremer-stiftet og således allerede dengang havde råd til at give noget bort, begyndte han på ny i sin inderste sjæl at brænde af begærlighed efter i Danmark at arbejde, hvad han kunne, for Kristi navns skyld.

4 85 Derfor besøgte han jævnlig Hårik, som dengang var enehersker i Danmarks rige, og søgte ved foræringer og ved at bevise ham alle de tjenester, han kunne, at gøre sig gode venner med ham, for med hans tilladelse at kunne få magt til at udføre prædikeemhedet i hans rige. Thi alt imellem sendtes han til ham i kongeligt ærinde og udførte med iver og troskab, hvad der hørte til fred og forbund, og til nytte for begge 90 riger. Derved lærte ovennævnte Kong Hårik den hellige mands troskab og retskaffenhed at kende, begyndte højlig at elske og ære ham, betjente sig gerne af hans råd og fik sådan fortrolighed til ham i alle ting, at han endog lod ham være med, når han i løndom 95 forhandlede med sine rådgivere om rigets anliggender. Ja skulle der sluttes noget forbund mellem folket i dette land, nemlig Saksen, og hans rige, ville han ikke, at det skulle stadfæstes uden på hans ord; thi det, sagde han, kunne han ganske stole på, hvad han både kaldte godt og lovede for. 100 Da han således havde vundet hans fortrolighed, begyndte han også at overtale ham til at blive en kristen. Kongen hørte også villig på alt, hvad han fortalte ham af den hellige skrift, og gav det den ros, at det var meget godt og i sandhed gavnligt, og sagde, at han glædede sig meget derved, og at han gerne vilde vinde Kristi yndest. Ifølge dette ønske begyndte vor hellige Fader rent ud at råde ham at bevise den Herre Kristus den 105 villighed, hvad der ville være ham allerkærest, nemlig at tillade, at en kirke blev bygget i hans rige, hvor en præst til enhver tid kunne være til stede og udstrø Guds ords sæd og meddele dåben til enhver, som vilde tage derimod. Det indrømmede han med stor beredvillighed og glæde; og i en søstad i hans rige, som 110 var meget skikket dertil og ligger nær ved disse egne (Slesvig er dens Navn), hvor købmænd kom sammen fra alle kanter, tillod han ham at bygge en kirke, indrømmede ham et sted, hvor præsten kunne bo, og gav tillige den tilladelse: at hvem i hans rige der vilde, måtte blive en kristen.

5 115 Da vor herre og biskop havde fået denne tilladelse, satte han straks i værk, hvad han længe havde ønsket: han byggede der en kirke til den hellige Guds moder Marias ære og indsatte der en præst; og nu begyndte Guds nåde på dette sted at vokse og bære frugt. Thi der var alt tilforn mange kristne, som havde været døbte enten i Dorestad eller i Hamborg. blandt dem var nogle af de fornemste i samme by og de vare glade ved, 120 at der gaves deri lejlighed til at udøve deres kristne gudsdyrkelse. Mange andre, både mænd og kvinder, fulgte deres eksempel, forlod den overtroiske afgudstjeneste, omvendte sig til troen på Herren og blev døbt. Og der blev en stor glæde på det sted, så at endog mennesker af dette folkefærd (sakserne) uden al frygt, hvad før 125 ikke lod sig gøre, og købmænd både herfra og fra Dorestad frit søgte til samme by, og det gav anledning til, at der blev overflødighed på alt godt. Og mens mange, som der var døbte, levede længe efter, var der en utallig mængde, som i deres hvide dåbsdragt derfra steg op til det himmelske rige; thi de lod sig villig korse 130 for at blive lærlinge, hvorved de fik lov til at gå ind i kirken og være til stede ved de hellige handlinger, men de opsatte dog at annamme dåben, idet de tænkte, det var bedst at blive døbt ved deres livs ende, for at de, rensede ved salighedens bad, kunne rene og ubesmittede uden noget ophold gå ind gennem det evige livs døre. 135 Der var også mange syge hos dem, som når de så, at de forgæves havde ofret til afguderne deres frelse og vare opgivne af deres nærmeste, tog deres tilflugt til Guds barmhjertighed og lovede, at de ville blive kristne, og som, når de havde ladet præsten hente og havde modtaget dåbens nåde, straks blev helbredte af den algode Gud. 140 Således voksede på dette sted Guds forbarmende nåde, og en mængde af folket blev omvendt til troen på Herren.

6 1 kejseren: Ansgar og hans rejsefælle Autbert 2 Ny Korvey: Et kloster i Sachsen

Relaterede dokumenter

N I. Arbejdsark. Orienteringsløb

N I. Arbejdsark. Orienteringsløb V Orienteringsløb - Klip et sæt bogstaver ud til hvert hold (kopiér dette ark i samme antal som antal hold). Husk at fordele bogstaverne ud på posterne. Grupperne får udleveret disse bogstaver, når de