STOP ANGREBET PÅ SYRIEN: ATOMKRAFT IKKE ATOMKRIG

Transkript

1 Nyhedsorientering september 2013 FUSIONSKRAFT STOP ANGREBET PÅ SYRIEN: ATOMKRAFT IKKE ATOMKRIG LaRouche-kampagnens advarsler imod en krigspolitik, der leder til Tredje Verdenskrig, har båret frugt. Efter det britiske parlaments afvisning af et militært angreb på Syrien pga. manglende beviser for, at Assad stod bag det mulige giftgasangreb den 21. august, besluttede Obama at USA skulle angribe på egen hånd men han blev stoppet af general Dempsey, chef for den amerikanske generalstab. Derfor skal USA s kongres den 9. september diskutere et muligt angreb på Syrien, men der er stor modstand. Vil Obama-administrationen kunne lyve USA ind i en krig, der har kurs mod 3. verdenskrig med brug af atomvåben? Vil Folketinget støtte et sådant åbent brud på Folkeretten? Finansverdenen ønskede en indførelse af bail-in til at redde bankerne, som udkommet af G20-topmødet i Sankt Petersborg i venten på et finanssammenbrud dette efterår. LaRouche-kampagnen offentliggør nyt studie: I stedet for atomkrig skal vi bygge et moderne Nordamerikansk Vand- og Elektricitetssamarbejde, NAWAPA, baseret på atomkraft og fusion, og udvide det til hele Stillehavsområdet og resten af verden. Dette er en redigeret udgave af en tale Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, holdt den 5. september 2013, som, sammen med tilhørende diskussion, kan ses på Verden står netop nu med et dramatisk og skæbnesvangert valg: Vil vi tillade et angreb på Syrien, der vil være et angreb på folkeretten og en forbrydelse imod menneskeheden, ud fra de definitioner man etablerede efter 2. Verdenskrig og hængte folk for i Nürnberg? Et angreb på Syrien vil ud fra alle juridiske definitioner være en angrebskrig, der vil fortsætte kursen imod en 3. Verdenskrig, hvor man før eller siden ender med at bruge atombomber og brintbomber. Man kan så, i løbet af blot halvanden time, mere eller mindre udslette menneskeheden. Det er den ene mulighed. Den anden er at stoppe denne vanvittige krigspolitik og i stedet tæmme disse enorme kræfter, der kommer til udløsning ved fissions- og fusionsprocesser i atombomber, bringe dem under kontrol af den menneskelige fornuft og bruge dem til den fredelige udvikling af hele menneskeheden. Med brug af kernekraft i dag, men samtidig med en klar målsætning om, så snart som muligt, at være i stand til at overgå fra kernekraft til fusionskraft. Med overgangen KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 til fusionskraft vil vi ikke blot have ubegrænsede mængder energi til vor rådighed, men vil samtidig gennem bemestringen det subatomare domæne, gennem kontrollen af fissions- og fusionsprocesser, løfte vor økonomi, vor teknologiske evne og vort samfund som helhed op på et niveau, hvor vi ikke blot kan løse de problemer menneskeheden står over for i dag, men også vil være i stand til at gøre ting, som vi end ikke kan forestille os i dag, over de næste århundreder og årtusinder. Det valg skal vi træffe over de næste dage. R2P eller national suverænitet? Præsident Obama har, i sin egenskab af amerikansk præsident og øverstbefalende for de amerikanske væbnede styrker, allerede startet krigen. Han har fulgt den ordre, der kom fra den britiske imperiefraktion fra den britiske dronning og Tony Blair fra de kredse der i flere årtier har sagt, at vi skal afskaffe suveræne nationalstater, national suverænitet og alt, hvad dertil hører. Det skal erstattes med luftige principper som R2P,»forpligtelse til at forsvare«, hvor man helt tilfældigt og uden nogen form for retsorden, kan gribe ind i de lande, som man har lyst til, under dække af, at man mener at der er nogle mennesker eller regler, som skal forsvares, eller som man vil af med. Hvis vi er utilfredse med noget der foregår i andre lande, så er vi iflg. denne filosofi i vor gode ret til at gribe ind med alle tilrådighedstående midler inklusive militærmagt. Vi kan sende nogle krydsermissiler af sted, og hvis de ikke slår til, så kan vi jo bruge nogle atombomber. Denne idé, om at erstatte national suverænitet med»den stærkes ret«til at bestemme, er, hvad der er vokset frem over de seneste fire-fem årtier siden mordet på præsident John F. Kennedy. Gennem globalisering på det økonomiske område, og gennem omdannelsen af NATO fra en forsvarsalliance til en permanent militær indsatsstyrke, som det er sket siden Kosovo-krigen i NATO er blevet til romerske legioner, der kan sættes ind, hvor som helst vi mener, at der er nogle, der ikke makker ret og gør, som vi den vestlige verden mener, at de bør gøre. Som det efterfølgende skete i Afghanistan, i Irak, i Libyen, og som man har tænkt sig, at det skal ske, i Syrien, i Iran, og før eller senere over for de største hindringer, når der drejer sig om at begrave national suverænitet: Rusland og Kina. Udover at være geografisk store lande, der specielt i Kinas tilfælde også er ekstremt folkerigt, er de også teknologisk avancerede og militært veludrustede lande specielt Rusland og så er det to lande, der nægter at acceptere, at man kan fjerne nationalstaterne og give de private finansielle interesser frie hænder over alt på planeten. Det britiske kongehus folkemord Dertil kommer det misantropiske program, som den britiske dronning og hendes elskede husbond, prins Philip, igen og igen har krævet. Den prins Philip, der grundlagde Verdensnaturfonden sammen med den hollandske nazist prins Bernhard, var måske aldrig nazist, men i sine udtalelser og ideologi har vist sig som en hel del værre end nazisterne. Prins Philip har gjort det til et hovedpunkt i sine aktiviteter at få reduceret den menneskelige befolkning. Han har underholdt verden med udtalelser om, at hvis han kunne få lov til at blive genfødt, så ville han genfødes som en dødelig virus, der kan være med til at løse Jordens største problem: At der er alt for mange mennesker. Denne kampagne, der bl.a. er iscenesat fra Det britiske Kongehus, sætter tilmed tal på: Bag klima- og miljøkampagnen er der den idé, at mennesket gennem sin brug af moderne teknologi har overskredet Jordens bæredygtighed. Jorden kan ikke oppebære de syv mia. mennesker, der er på Jorden i dag, men højest to mia., en mia., eller måske endnu mindre. Dette må vi, mener prins Philip, rette os ind efter på samme måde, som når en dyrebestand er vokset kraftigt og er ved at skævvride hele økosystemet: Man må reducere deres antal. På samme måde, som vi sender jægere ud med geværer for at skyde måger, når vi bliver generet af en voksende mågebestand i København, skal vi så skaffe os af med de seks mia. mennesker, der er for mange. Skal vi lade os lyve i krig? Obama har allerede besluttet sig for krigen imod Syrien, selv om han har måttet acceptere, at Kongressen får lov til at diskutere sagen. Derfor er man tvunget til at tage alt, hvad man ser i medierne med et stort gran salt. Som bekendt, så er det første offer i en krig sandheden. Så snart man beslutter sig for at gå i krig, eller støtte en krig, så vil man bruge alt, hvad der kan bruges til at manipulere folk til at støtte krigen. Sandheden kan man ikke bruge til noget. Den kan man måske bruge efter krigen, til at finde ud af, hvor dygtig man var til at lyve, men mens man befinder sig i krigen, så drejer det sig om, hvordan man kan manipulere folk til at støtte den. Det er, hvad vi ser i mediedækningen i Danmark og rundt omkring. Fordi man har læst i avisen at Bashar al-assad har brugt kemiske våben, så er det ikke sikkert, at det forholder sig sådan. Det eneste, som man kan være sikker på, er, at de der bestemmer, hvad der skulle stå i avisen, ønskede, at du skulle tro, at Assad har brugt kemiske våben. Det er, hvad en regering for et land i krig ønsker, og Danmark er i krig. Mens folk og regeringer rundt omkring i verden, belært af de dårlige erfaringer fra Irak og Libyen, løber skrigende væk fra ideen om at gå i krig i Syrien, så har vi i Danmark en socialdemokratisk ledet regering, der sammen med SF og Det radikale Venstre, der i sin tid opstod som parti i protest mod at bruge penge på det danske forsvar, og med Enhedslisten som regeringens støtteparti, siger, at Danmark som et af de få lande skal støtte Obama i dette vanvittige projekt. Når den beslutning først er truffet, så kører propagandamaskinen. Så er der ikke plads til kritiske røster. Så siger man blot det, der kan være med til at overbevise befolkningen. Den officielle forklaring på behovet for at gå i krig imod Syrien er, at man hævder, at det syriske militær den 21. august på ordre fra præsident Assad brugte nervegassen sarin i et militært angreb, der fandt sted i en østlig forstad til Syriens hovedstad Damaskus. Men man har arbejdet på denne historie længe. Medierne har længe været fyldt af spekulationer om, at den syriske regering brugte nervegas, selv om man ikke har kunnet dokumentere det. Man har 2 Schiller Instituttet september 2013

3 længe støttet de militære grupperinger i Syrien, der har kæmpet for at styrte Assads regime, på trods af, at de i vid udstrækning ikke er syriske, men er fundamentalister, der er strømmet til Syrien fra nær og fjern for at bekæmpe Assad og etablere endnu en fundamentalistisk stat i Mellemøsten. Disse ekstremister arbejder på ingen måde for at have en frihedselskende sekulær stat, der vil sikre en fredelig sameksistens i det kludetæppe af religiøse og etniske grupperinger, som Syrien udgør, men vil i stedet bruge det syriske territorium i sin fortsatte militante kamp for at udbrede sin religiøse fundamentalisme til resten af Mellemøsten og verden. Man skal huske på at al-nusra, der er den største og mest effektive del af rebellernes militære kamp i Syrien, med stolthed vedkender sig at være den lokale afdeling al-qaida. Regeringen siger, at der nu har været over dræbte i Syrien og udtaler så bombastisk, at det jo er Assad skyld! Som om at han har gået rundt og skudt alle disse folk. Som om han har ønsket en borgerkrig eller i det hele taget krig i Syrien! Man konkluderer altså, at alle ofrene for kamphandlingerne og de barbariske krigsforbrydelser, som al-qaeda og andre af de såkaldte frihedshelte begår i Syrien og i mange tilfælde stolt viser frem på YouTube, alt sammen er Assads skyld. Den 28. august holdt den amerikanske udenrigsminister John Kerry så en pressekonference, hvor han erklærede, at USA har konkluderet, at Assad har brugt kemiske våben, og at USA og verdenssamfundet derfor har en pligt til at gribe ind med et militært angreb for at straffe Assad. Man ville helst gøre det med FN s sikkerhedsråd i ryggen, men hvis sikkerhedsrådet siger nej, så må USA og andre handle militært uden om FN. Man udleverede så en firesiders såkaldt»dokumentation«for, at Assad havde brugt kemiske våben. Men læser man disse fire sider, så er der ingen dokumentation overhovedet. Der står blot, at USA har konkluderet, at der er blevet brugt kemiske våben, og at den syriske regering står bag. Man mener derfor, at det er nødvendigt med handling. Kerry gjorde klart, at USA ikke havde tænkt sig at vente på en rapport fra FN s eksperter, der har undersøgt skuepladsen for det, som man mente var et kemisk angreb, fordi man allerede har konkluderet, hvad det var, der havde fundet sted. september 2013 Chokket fra det britiske parlament Det kom så som et chok, at det britiske parlament den 29. august stemte nej til britisk deltagelse i et angreb på Syrien. En sådan afvisning fra parlamentet af en premierministers anmodning om krigsdeltagelse er ikke nogen hverdagsbegivenhed, men skulle efter sigende sidste gang have fundet sted i Hvorfor sagde det britiske parlament nej? Fordi man ikke troede på den amerikanske regerings påstand om, hvad der havde fundet sted. Hvorfor troede man ikke på de såkaldte beviser? Fordi man i Storbritannien, såvel som i USA og andre dele af verden, inklusive Danmark, var udsat for det samme i 2003, hvor Colin Powell stod i FN og hævdede, at USA havde klokkeklare beviser for, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og briterne præsenterede en fiks efterretningsrapport, der sagde, at Husseins brug af masseødelæggelsesvåben var en klar og umiddelbar trussel. På baggrund af den måtte man gribe militært ind omgående, for ellers ville man være ansvarlig for at hele verden blev truet med brugen af masseødelæggelsesvåben. Det hele var rent fup. Der var ingen dokumentation overhovedet, men man gik med på det, fordi man ikke mente, at man kunne finde på at lyve så groft. Man sagde det samme, som den danske regering siger i dag. Thorning-Schmidt frygter sandheden Hvad interesse skulle USA have i at lyve? Måske den, at George W. Bush sammen med Tony Blair allerede seks måneder tidligere var blevet enige om, at man skulle i krig i Irak. Spørgsmålet var derefter blot, hvordan man kunne få befolkningen overbevist om, at det var nødvendigt at gå i krig. Man løj, fordi man var tvunget til at lyve, for at få den reaktion, som man gerne ville have. Løgnen var et nødvendigt onde for at få den krig, som man ønskede. Det er nøjagtig det samme, vi ser i dag. Når den danske statsminister bliver spurgt om, hvilke beviser hun har set, der belaster Syriens regering, og som skulle retfærdiggøre regeringens holdning om, at det er ok at gå i krig i Syrien uden om FN, så svarer hun blot, at hun da ikke har set nogen beviser, og heller ikke behøver at se dem. Hvis den amerikanske præsident siger, at det er sådan, så er det jo sådan. Hvis det drejede sig om, at Helle Thorning-Schmidt skulle ud at købe en brugt bil, og at hun blev forsikret om, at den brugte bil var så god som ny og i fin stand, og hun så efterfølgende fandt ud af, at hun var blevet snydt så vandet drev, så er det hendes problem. Men når man som dansk statsminister overvejer at sende danske jagerfly på vingerne og danske soldater i krig, som dels selv bringes i fare, men som også samtidigt dræber syrere og kan sætte processer i gang, der kan få afgørende betydning for millioner og milliarder af mennesker, så er det ikke i orden at sige, at man ikke har set beviserne. Også selv om man ikke mener sig at have tid, fordi man skal ud at jagte underskrifter fra et par berømtheder, man støder på. Det er ikke ok. Der er ingen undskyldning for det. Spydige tunger vil måske mene, at dette er i tråd med det eneste princip, der ser ud til at være gennemgående i den nuværende regerings beslutninger: At man konsekvent vil gennemføre alt det, som den danske befolkning ikke vil have. Men det er nok snarere, at Helle Thorning-Schmidt har en utopisk forestilling om, at vi har det det bedst som USA s medskyldige, lige gyldigt hvad. Selv når alle de andre forsøger at forklare USA, at dette er en dårlig idé når selv briterne siger fra så vil vi blive tilbage som de eneste medansvarlige, for så bliver vi jo desto vigtigere og fylder mere i billedet. Danmark USA s bedste ven. Angreb uden FN er angrebskrig Problemet er bare, at når man har en god ven, som måske er stor og stærk, og som har besluttet sig for at lave ulykker, så skal man forsøge at tale sin ven til fornuft frem for blot at løbe bagefter og se både vennen og sig selv miste sin fremtid.»jeg ved godt, at du har sat dig for at gøre det her, men det er en rigtig skidt idé, og som din ven siger Schiller Instituttet 3

4 jeg: Lad være«. Det er, hvad gode venner gør. Det er, hvad gode allierede gør. Der er, hvad Danmark burde gøre. Gør vi det ikke, så er vi ikke blot en dårlig allieret, men så er vi også direkte medskyldige i krigsforbrydelser. Så er vi medansvarlige i at starte en angrebskrig imod Syrien og dermed ansvarlig for forbrydelser imod menneskeheden. Disse principper kan ikke gradbøjes. Hvis et enigt sikkerhedsråd i FN siger:»vi må gøre noget. Vi må bruge våbenmagt«, så kan man argumentere for, at man må gå i krig, selv om man som nation ikke er blevet angrebet, som under normale omstændigheder er den eneste berettigelse for at gå i krig. Men det er ikke, hvad vi taler om eller kommer til at tale om. Rusland og Kina har i hele forløbet gjort klart, at de ikke vil acceptere en illegitim krig imod Syrien, bare fordi Obama og Tony Blair siger, at den skal finde sted. De vil heller ikke være med til at bringe al-qaeda til magten i Syrien. De mener, at hele verden burde se på Libyen som det seneste skrækeksempel på, hvor frygteligt det kan gå, når man fraviger de principper. General Dempsey fik stoppet Obama Efter at briterne sagde nej til krig den 29. august, skabte det stort furore internationalt, og alle ventede på, hvad Obama så ville gøre. Den 31. august traf Obama så officielt beslutningen, at USA skulle angribe i løbet af få timer, men måtte efterfølgende, da han mødtes med general Dempsey, chef for den amerikanske generalstab, gå med til at vente med at iværksætte et angreb, indtil det var blevet diskuteret i Den amerikanske Kongres. Dempsey insisterede på, at der ikke var en akut trussel imod USA s sikkerhed, og at der derfor ingen begrundelse kunne være for, at man ikke kunne vente, indtil Kongressen var blevet hørt. Obama kunne ikke en gang hævde, at man stod med faren for en umiddelbar massakre, som måtte forhindres, som man gjorde det i Libyen. Inden angrebet på Libyen, påstod man, at civilbefolkningen ville blive massakreret, hvis man ikke indførte en flyveforbudszone. Efter at Obama så havde besluttet sig for et indgreb, og man i huj og hast i Danmark og andre lande havde hastebehandlet deltagelse i krigen for at»forhindre en umiddelbart forestående massakre«, så brugte man de næste seks måneder på systematisk at bombe den libyske regering og hær for at gennemtvinge et regimeskifte. Det regimeskifte blev så en realitet, da man tilfangetog og myrdede Muammar Gaddafi. De militære handlinger, og det efterfølgende regimeskifte, overskred på alle måder det mandat, som man havde fået fra FN s sikkerhedsråd til at etablere en flyveforbudszone til beskyttelse af befolkningen. Denne gang lykkedes det general Dempsey at få Obama til at acceptere, at Kongressen først skulle have lov til at diskutere spørgsmålet. Det vil tidligst ske den 9. september, når både Senatet og Repræsentanternes Hus vender tilbage fra sommerferie, men er en beslutning, som sagtens kan trække ud. Det var altså ikke, som mange eksperter har hævdet i de danske medier, Obama, der ønskede at udsætte angrebet og lade Kongressen blive hørt. Det var et krav fra det amerikanske militær. Det er heller ikke rigtigt, når man påstår, at Obama ikke vil have krig. Obama elsker krig. Højdepunktet i hans uge er, når han sidder og laver lister, der fastlægger, hvem man nu skal dræbe med amerikanske droner. Hvor er der et bryllup eller en begravelse man kan slå til imod? Når angrebene så har fundet sted, sidder Obama og ser optagelserne som snuff-film. Igen og igen ser han videoerne, som viser hvordan en drone rammer og dræber en af de udvalgte, som han har dømt til udslettelse. Det er også, hvad Obama mener, der skal ske i Syrien. Angrebet på Syrien blev altså, pga. Dempseys og det amerikanske militærs indgriben, midlertidigt udskudt. Det sker efter, at Dempsey i løbet af den seneste måned gentagne gange i store detaljer har forklaret de amerikanske politikere og offentligheden, hvorfor det er en meget stor, meget farlig og meget kostbar beslutning at involvere sig i Syrien. Han har fra et militært udgangspunkt gennemgået hver eneste af de militære muligheder, som USA har, fra regimeskifte til flyveforbudszone og såkaldte enkeltstående angreb. Han har også påpeget en meget vigtig, men ofte overset, detalje: Så snart USA affyrer det første missil, så er man i krig. Man kan ikke affyre et par missiler og så vende tilbage til kaffeslabberasen, som om intet var sket. Er man først i krig, så bliver man involveret i det videre hændelsesforløb, hvad enten man ønsker det eller ej. Når USA har kastet den første bombe, så er man en aktør i borgerkrigen, og spørgsmålet er så, hvilken side man er på og hvad formålet er med hele aktionen. Hvordan har man tænkt sig, at den militære aktion man indleder, bliver afsluttet? Hvad er succeskriteriet, og hvad kommer hele krigen til at koste? Dempsey har påpeget, at disse spørgsmål ikke er blevet besvaret af de folk, som ønsker amerikansk militær indgriben. De vil gerne iværksætte USA s deltagelse i krigen, men har ikke fremlagt holdbare ideer til, hvordan engagementet kan afsluttes. Hans holdning har derfor været, at man ikke på et så dårligt grundlag kan bede amerikanske soldater gå i krig. Og Dempsey står ikke alene. Der er i det amerikanske militær som helhed udbredt krigstræthed og en modvilje imod en militær involvering i Syrien-konflikten. Man lider under at have kæmpet i 12 år i Afghanistan og i Irak, og det er stadig ikke forbi. De mange udsendelser har været ekstremt belastende for både soldater og materiel. Mange soldater er blevet ødelagt af, at være blevet sendt af sted alt for mange gange, og det har belastet moralen i militæret som helhed. Samtidig er det ufatteligt dyrt at føre krig, som Dempsey har pointeret det igen og igen. Udenrigsminister Kerrys løgne Det hvide Hus har nu sat alle sejl til for at få Kongressen til at stemme for et angreb på Syrien. Man havde i går den 4. september en offentlig høring i Senatets Udenrigskomité, der endte med, at den stemte 10-7 for et angreb. Det var en del af en veltilrettelagt kampagne for at skabe indtryk af, at et angreb på Syrien er uundgåeligt og vil få Kongressens opbakning. Men den amerikanske befolkning er overvældende imod et amerikansk militært engagement i Syrien. Selv hvis Assad beviseligt stod bag et giftgasangreb på sin egen befolkning hvilket som sagt langt fra er bevist så er der stadig et klart flertal imod, at USA skal blande sig. Det er det, som Obama-administrationen er oppe imod, og som 4 Schiller Instituttet september 2013

5 man med en løgnekampagne forsøger at ændre. Denne løgnekampagne var høringen i Senatets Udenrigskomité et absurd eksempel på. Medierne viderebragte trofast de absurde løgne, men det blev for meget for Putin, den russiske præsident. Det har man så efterfølgende kunnet se i medierne. Putin udtalte nemlig foran rullende kameraer, at han synes det var sørgeligt, at man har en høring i det amerikanske senat, hvor udenrigsministeren lyver for åben skærm. Det skete, da Kerry blev spurgt, om al-qaeda var en vigtig del af rebellerne i Syrien og svarede, at al- Qaeda overhovedet ikke spiller nogen rolle. En større løgn er svær at forstille sig. Man kan sandsynligvis ikke bevæge sig 100 meter i områder i Syrien, der er under rebellernes kontrol, uden at støde ind i al-qaeda. Al-Qaeda er den militære rygrad i oppositionen. Kerry løj altså for åben skærm, hvilket Putin beklagede. Putin står fast på folkeretten På lignende vis kører man nu en mediekampagne, som siger, at Putin er ved at blive blød, og at Putin måske godt kunne finde på at acceptere et militært angreb på Syrien. Men det er ikke, hvad Putin har sagt. I et timelangt interview med amerikanske medier blev han spurgt igen og igen om et angreb, hvortil han svarede, at et sådant angreb under ingen omstændigheder kunne finde sted uden et mandat fra FN s sikkerhedsråd. Putin fremhævede, at de beviser, som man har fremlagt, er latterlige, og at det i det hele taget ikke giver mening, at den syriske præsident skulle beordre et giftgasangreb på sin befolkning, lige når USA og andre lande venter på en undskyldning for at gå i krig imod landet. At det samtidigt skete netop som FN s giftgaseksperter langt om længe var på plads i Syrien, understreger absurditeten i påstanden. Putin sagde så til sidst, at hvis der lå klokkeklare beviser for at Assad havde beordret brugen af giftgas, så kunne det da tænkes, at man, hvis man havde FN s sikkerhedsråd i ryggen, kunne angribe Syrien. Men i den sammenhæng rækker det på ingen måde, som USA har gjort det, at drage konklusioner på baggrund af udskrifter, som man har fået af den israelske efterretningstjeneste, der angiveligt viser en telefonsamtale mellem en regeringsrepræsentant og en lokal militær leder, der panisk diskuterer, hvem det er, der har fået den vanvittige idé at bruge giftgas det, der efter sigende er det stærkeste»bevis«i det hemmelige amerikanske materiale. Der skal helt andre holdbare beviser til for at retfærdiggøre krig, og det må aldrig ske for at fremprovokere et regimeskifte. Den holdning havde Putin og Rusland for to år siden, den har man i dag, og den vil man også have i morgen. Hvorfor siger man så i medierne, at Putin er ved at skifte mening? For at tage brodden af det, som mange tænker, nemlig, at det her kunne være ret så farligt. Angriber Vesten Syrien, på trods af russisk og kinesisk modstand og at de har nedlagt veto imod det i FN s sikkerhedsråd, så kan det selvfølgelig føre til en konfrontation med dem. Derfor kører man denne propaganda, hvor man misrepræsenterer tingene gennem at bringe halve sandheder, der som bekendt ofte er mere vildledende end en ren løgn, fordi de fremstår lidt mere troværdigt. september 2013 Amerikanerne imod krig imod Syrien Hvorfor lyver Kerry i senatshøringen om al-qaedas rolle i Syrien? Fordi nogle af de mest udbredte kommentarer i det amerikanske luftvåben netop nu er:»jeg gik ikke ind i militæret for at blive al-qaedas luftvåben«, og»skal jeg gå i krig for at bringe al-qaeda til magten?«det er der en enorm modstand imod. Derfor holdt Dempsey også en meget lav profil under høringen. Han havde nok på forhånd måttet love Obama, at han ikke åbent ville føre kampagne imod et militært angreb, og da han heller ikke vil lyve, så svarede han blot meget kortfattet ja eller nej på de fleste spørgsmål, mens han tidligere havde givet meget lange og udførlige svar, når han blev spurgt. Da man under høringen spurgte ham, hvad formålet med et militært angreb ville være, svarede han, at det ikke var noget, som han kunne svare på, men at det var op til andre. Derefter slukkede han for sin mikrofon og lænede sig tilbage i sædet. Det her kunne jo virke som absurd teater, men det har store konsekvenser i den virkelige verden. Krigen i Syrien har nu stået på i over to år, hvor Storbritannien, USA m.fl. har støttet, at Saudi-Arabien og Qatar finansierede en massiv strøm af våben og fundamentalistiske krigere og lejesoldater ind i Syrien via nabolandene. Man har givet dem efterretninger og trænet soldater, der skulle gøre en forskel i borgerkrigen. Senest forsøgte omkring 600 amerikansk trænede specialstyrker at trænge fra Jordan ind i Syrien med topmoderne udstyr og planer om at bevæge sig hurtigt frem mod Damaskus, og dér få iværksat et kup eller et eller andet, der kunne skabe et regimeskifte. Det var planen, men de nåede kun fem km ind i Syrien, inden de kom under hårdt angreb og måtte flygte. Det illustrerer atter en gang Dempseys pointe, at der ikke er nogen let vej til at sikre sig en hurtig sejr. Hvorfor flyver man ikke bare ind med jagerfly og bomber udvalgte mål (selv om det selvfølgelig ville være en ulovlig handling i strid med folkeretten)? Fordi der er et meget veludbygget syrisk luftforsvar, selvom man ikke er sikker på, præcis hvor effektivt det er. Et af de store spørgsmål er, om de allerede har modtaget S300-missiler fra Rusland, der er en trussel mod et hvilket som helst luftvåben. Det vil under alle omstændigheder være en langt vanskeligere opgave, end den man stod over for i Libyen. Man ser allerede konsekvensen af, at man har støttet denne massive udenlandske indgriben i Syrien over de sidste to år. Libanon, Jordan og Tyrkiet bliver i stigende grad destabiliseret af krigen og alle de fundamentalistiske elementer, den trækker ind udefra. Så er der Iran, der allerede er indirekte involveret i krigen via Hezbollah i Libanon, og Israel, der allerede har lavet gentagne strategiske bomninger ind i Syrien. Spørgsmålet er derfor, hvad det her ender med, hvis man griber direkte ind militært. De fleste militære analytikere siger, at de ikke håber, at Iran og Israel bliver direkte og massivt involveret, men det ved man ikke. Man håber ikke, at man vil fremprovokere et syrisk eller iransk angreb på Israel eller et israelsk angreb på Iran. Der er mange ubekendte, og det eneste man med sikkerhed ved, er, at der er en stor sandsynlighed for at hele Mellemøsten bliver sat i brand, og at de religiøse spændinger og konflikter, der allerede er til stede med sunni-muslimer imod shia- Schiller Instituttet 5

6 muslimer etc., vil blive langt værre. Og så er der det store spørgsmål, som ingen rigtig tør tale om: Hvad vil de globale konsekvenser være af det her? Hvis man laver et militært angreb på Syrien uden om FN, er det selvfølgelig et direkte angreb på FN. Det modsvarer at affyre et atommissil imod FN og den rolle FN spiller i den nuværende verdensorden. Men det er selvfølgelig også et angreb på Rusland og Kina. Rusland har advaret imod at tage for let på dette større perspektiv. For et par dage siden var der en episode, hvor Rusland kom ud og berettede, at man havde observeret to missiler over Middelhavet på radarskærmene, der havde kurs mod Rusland, uden at kunne sige, hvor de kom fra, og hvad der pludselig blev af dem. Ingen andre havde lagt mærke til dem, men senere kom Israel ud og erklærede, at det havde været en israelsk missiltest, og at man havde ladet missilerne styrte i Middelhavet. Rusland syntes, at det var en meget dårlig vittighed, og at man ikke skal affyre noget som helst i dette område, for det kunne hurtigt blive mistolket og få store konsekvenser. Rusland har samtidigt over længere tid arbejdet på at bringe sin atomstyrke op på fuldt beredskab og gjort klart, at det ikke er en kapacitet, som man har for sjov skyld. Det, som ingen vil tale om, er, at alt dette inklusive offensiven imod Libyen, Syrien og Iran skyldes, at der en britisk imperiefraktion, der med Barack Obama som en loyal lakaj, længe har kørt en kampagne for, at de skal bestemme, hvad der skal foregå her på kloden. Regimeskiftet i Libyen skulle følges op af et i Syrien og i Iran, men det egentlige mål er Rusland og Kina. Samtidig har såvel Rusland som Kina gjort det klart, at man aldrig vil underkaste sig det regimente, og at det er grunden til at man har atomvåben. Hvis det kommer til et valg om at underkaste sig udenlandsk overhøjhed, så vil man forsvare sig med alle midler. Og hvis USA truer med at bruge atomvåben for at få sin vilje, så vil man svare tilbage med samme mønt. Militærfolk siger fra Der er massive advarsler fra frem for alt den militære verden om, at et militært angreb på Syrien er en vanvittig dårlig idé. Barry McCaffrey, der er en firestjernet amerikansk general, der tjente i Operation Dessertstorm imod Irak i 1991 og senere under præsident Clinton, advarede efter Kerrys pressekonference den 29. august, på tv-kanalen MSNBC om, at beviserne ikke var nok til at konkludere, at Assad-regeringen havde beordret et angreb med kemiske våben. Det værste scenarie man kan tænke sig, sagde McCaffrey, er, at vi efter et angreb finder ud af, at det var de syriske rebeller, der stod bag brugen af kemiske våben for at få USA ind i konflikten. Mange andre har gjort sig lignende tanker i USA og internationalt. Veteran Intelligence Professionals for Sanity (Erfarne Efterretningsspecialister for Fornuft), VIPS, der består af en lang række erfarne (og ofte forhenværende) specialister fra CIA, DIA, Det amerikanske Udenrigsministerium og FBI og som blev dannet for at modvirke løgnene og krigspolitikken under George W. Bush opfordrede Demp sey til at træde tilbage, hvis Obama beordrede et angreb på Syrien uden om Kongressen. Vi ved selvfølgelig ikke, om Dempsey truede med det, da han mødtes med Obama den 31. august, eller om han sagde til Obama, at han, hvis han iværksatte et angreb, ville møde en rigsretssag, når Kongressen trådte sammen den 9. september, eller hvad det var, der fik Obama til at vente med angrebet. Jaap de Hoop Scheffer, generalsekretær for NATO , var også meget direkte i et interview Energigennemstrømningstæthed med den britiske avis Daily Telegraph den 31. august.»afstraffelsesangreb vil ikke løse noget som helst. Enhver som tror, at der er en militær løsning på den forfærdelige krig, der foregår i Syrien, skal have sit hoved undersøgt«, udtalte han. Dave Gavlak, der er en mellemøstbaseret freelance journalist, der har skrevet flittigt for AP og andre nyhedsbureauer, skrev den 29. august i Mint Press News, at øjenvidner i Damaskusforstaden, hvor det kemiske angreb havde fundet sted, sagde, at det var rebellerne, der havde brugt kemiske våben. Våben de sagde stammede fra Saudi-Arabien. De udtalte, at de havde fået våbnene uden at vide, at 6 Schiller Instituttet september 2013

7 LaRouche-kampagnen i USA har netop udgivet rapporten»et Kernekraftsbaseret NAWAPA XXI Vejen til Fusionsøkonomien«(øverst t.v.), der er et detaljeret program for ikke blot at redde den amerikanske økonomi, men løfte den, og hele verdensøkonomien, op på et langt højere niveau. Den gør samtidigt op med det unaturlige og misantropiske menneskesyn, der er skabt gennem miljø- og klimakampagnerne, så mennesket igen kan indtage sin unike rolle som en medskaber i universet, der forbedrer og udvikler naturen. Det er vor opgave at bruge vor moderne teknologi til at forbedre omstændighederne for livet her på kloden. I Nordamerika indebærer det, at der må rettes op på det misforhold, at størstedelen af nedbøren falder i det kolde og øde nordvestlige hjørne, mens store dele af resten af kontinentet, hvor klimaet er langt mere venligtsindet over for liv, lider af stor vandmangel pga. bjergkæderne i vest. Det er dette misforhold, som det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde, NAWAPA, skal råde bod på. Ved at bringe ferskvand ned fra Alaska og det nordvestlige Canada (øverst t.h.) kan resten af det tørstende kontinent tilføres vand. LaRouche-kampagnens videnskabshold har opdateret 1960 ernes forslag til at være baseret på brugen af kernekraft og arbejde hen imod udviklingen af kommerciel fusionskraft, der ville give menneskeheden en relativt utømmelig energikilde og revolutionere vore muligheder for at udnytte råstoffer og skabe helt nye materialer og processer, vi end ikke kan drømme om i dag. Det ville også betyde et afgørende skifte i Kort over NAWAPA XXI med udvidelserne 1-4. Det blå område i nordvest er vandopsamlings området, som overføres til områderne i sydvest (rød) og centralt (grøn). vor evne til at komme ud i rummet og kontrollere vort solsystem, gennem tilgangen til den langt højere grad af energigennemstrømningstæthed, som fusion udgør i forhold til almindelig kernekraft. En af de ting vi dermed i stigende grad kan gøre, er at lave et strategisk forsvar af Jorden imod asteroider og andre himmellegemer, der ville true vor eksistens, hvis de ramte Jorden. Til venstre øverst vises en fusionsmodel, hvor en række laserstråler fokuseres på en lille brændselpille, der er indkapslet i beryllium og karbid. Laserstrålerne sammentrykker og opvarmer brændselspillen i en milliarddel af et sekund, så dens indhold af deuterium og tritium fusioneres inden den eksploderer. Derunder ses de magneter og de magnetiske feltlinjer, der findes i en tokamak fusionsreaktor, hvor man fastholder den plasma, der skal fusioneres, i et magnetfelt, mens man tilfører de store mængder energi, der kan sætte fusionsprocessen i gang. Se også tokomakreaktoren på forsiden. The true story never told about the fight for NAWAPA september 2013 Schiller Instituttet 7

8 det var kemiske våben, og uden at være blevet instrueret i, hvordan de skulle håndtere dem. Organisationen Læger uden Grænser, som var de første til at beskrive brugen af kemiske våben, udtalte samtidigt den 28. august, at deres rapport ikke kunne bruges til at retfærdiggøre et angreb på Syrien, da de ikke kunne sige, hvem det var, der havde brugt dem. Den seneste til at melde sig i koret af advarende røster er EU-formanden, Herman Van Rompuy, der i forbindelse med G20-topmødet i Rusland udtalte, at EU var imod et militært angreb på Syrien. Han sagde, at det eneste EUland, der fortsat støttede en militæraktion, var Frankrig, og at det var noget, som man måtte diskutere. Han glemte helt at nævne Danmark, så Helle Thorning-Schmidt har åbenbart ikke kommunikeret tydeligt nok. G20 og det kommende finanssammenbrud Obamas slåen på krigstrommen sker samtidigt med, at det internationale finanssystem, det transatlantiske finanssystem, er i gang med at kollapse. Lyndon LaRouche, der gennem årtier har været den mest pålidelige prognosemager for, hvordan fremtiden så ud for finanssystemet, har været ude og advare om, at det er lidet sandsynligt, at finanssystemet overlever året ud. Traditionelt set er det så i oktober, at de store finansielle ulykker kommer, da det amerikanske finansår slutter i september. Regnskabets time plejer at være i oktober, men den kan selvfølgelig også indtræde både før og efter.»dr. Doom«Nouriel Nourobi, der fik sit tilnavn gennem succesrigt at forudsige finansboblekollapset i , hvilket, der som bekendt, ikke var mange udover LaRouche og Schiller Instituttet, der gjorde, er ude at advare om, at vi er på mod et nyt finanskrak her i efteråret. Men det LaRouche advarer imod, er ikke et simpelt børskrak. Det er også bankkrak og et kollaps af hele finanssystemet. Det er det hele. Alle de problemer, som man har haft i eurozonen og sagde, at man havde gjort noget ved, er på ingen måde løst. Forskellen mellem og i dag er, at man dengang havde en krise i bank- og finansverdenen. En krise man løste ved at flytte gælden fra bank- og finansverdenen over på staterne og pumpe masser af penge til lav rente ud på finansmarkedet. Da Grækenland, Spanien, Portugal etc. så efterfølgende befandt sig i en akut statsgældskrise, så undgik man det kollaps, der kunne have væltet euroen, ved at Den europæiske Centralbank, ECB, købte massivt op af disse usælgelige statsgældbeviser. ECB er (i lighed med Federal Reserve i USA) altså ikke blot belånt til op over skorstenen. Den har købt statsobligationer for så store mængder af penge, som den aldrig i sin vildeste fantasi havde drømt om at skulle være i besiddelse af. Den har ladet banker aflevere den værste form for finansielt giftaffald og brugt det som sikkerhed for at udstede nye lån. I samme øjeblik, som man ville lave en grundig inspektion af ECB og undersøge, hvad dens investeringer og beholdninger egentlig er værd, så måtte man konkludere, at ECB ville være verdens mest bankerotte bank til dato. Det er uholdbart. Løsningsmodellen har været at brede problemerne ud. Det modsvarer, at man opdager en kræftsvulst, men i stedet for at fjerne svulsten spreder den ud i hele organismen. Det betyder måske, at man midlertidigt ikke kan se svulsten på sine skanninger, men det garanterer også, at man kort efter dør, fordi kræften nu ødelægger alle organerne. Det er i princippet, hvad de europæiske ledere har gjort. Det er baggrunden til det G20-topmøde, der netop nu finder sted i Sankt Petersborg. Finansverdenen presser sammen med Storbritannien, Obama-administrationen og EU-apparatet på for, at man får en global bail-in forberedt. Man ønsker, at alle lande så hurtigt som muligt har lovgivning på plads, der sikrer, at man under den kommende finansstorm vil lade bankerne redde sig selv, og deres mange modparter i finansverdenens derivatjungle, gennem at konfiskere bankkundernes indeståender. Derigennem kan man undgå, at bankerne må holde brandudsalg af alle deres oppustede finansværdier, og derigennem håber man at undgå, at alle finansboblerne brister, og verdens finansinstitutioner falder som dominobrikker. Kan euroen reddes? Det er godt, at Rompuy på EU s vegne kommer ud imod et angreb på Syrien, men i den aktuelle situation virker det mere som et desperat tiltag for at sikre en alliance med Rusland, Kina og størstedelen af resten af verden til at redde euroen, på bekostning af et stadigt mere isoleret USA. Camerons aggressive politik for et angreb på Syrien, efterfulgt af et nej til britisk deltagelse i parlamentet, kan også sagtens vise sig at være koordineret med det formål, at få USA lokket til et katastrofalt angreb, som USA så kommer til at stå ene og isoleret med. Det drejer sig i høj grad om, hvem der kommer til at komme bedst ud på den anden side af den kæmpestore finansielle storm, der er på vej. Skal der være nogen chance for at redde euroen, så skal man have Rusland, Kina og andre spillere på banen, og få dem til at skyde de penge, de ellers ville investere i dollarzonen, over i Euroland. Patienten, dvs. det nuværende finanssystem, har fået spredt canceren ud i hele kroppen og vil altså meget snart dø. Hvad kan vi så gøre ved det? Vi kan sørge for, at vi har et nyt finanssystem baseret på Glass/Steagall. Vi kan lave en Glass/Steagall-banksanering og bankopdeling, der adskiller de samfundsnødvendige dele af bankernes aktiviteter fra den størstedel af bankverdenens aktiviteter, som udgøres af ren spekulation. Derefter kan vi så lave nationale kreditsystemer, der gør det muligt for de forskellige lande ikke blot at sætte store projekter i gang, der kan skabe beskæftigelse og løse de nuværende akutte problemer, men også løfte økonomierne op på et højere kundskabsmæssigt og teknologisk niveau, der kan være en platform for fremtidens fortsatte udvikling og fremskridt. Det indebærer bl.a. en massiv øgning af den nuværende fødevareproduktion og andre tiltag, der er nødvendige, hvis vi skal brødføde en befolkning, der i dag er på syv mia. mennesker, og som i fremtiden vil blive langt større. Iværksætter vi en sådan global økonomisk opbygning, så vil Rusland og Kina selvfølgelig være vigtige samarbejdspartnere. Kina er i forvejen det land, der er mest aktivt i at 8 Schiller Instituttet september 2013

9 bygge store infrastrukturprojekter rundt omkring i verden. Det seneste årtis massive udbygning af det kinesiske højhastighedstognet gør, at der er flere kilometer højhastighedstognet i Kina end i resten af verden til sammen, men de bygger også jernbanelinjer i andre dele af verden, inklusive i Afrika. Rusland har også som en absolut prioritet at få en forbindelse over Beringstrædet, der kan forbinde Det nordamerikanske og Det eurasiske Kontinent, noget der selvfølgelig kun kan ske, hvis USA er villig til at samarbejde om projektet. En sådan forbindelse, der ville betyde bygningen af et jernbanenet fra Beringstrædet hele vejen til Europa, ville gøre en udvikling af hele det gigantiske territorium i Sibirien muligt. Sibirien har nogle af de største råstofressourcer i verden, men er i dag ødemark uden de mennesker, der kunne gøre disse råstoffer anvendelige for menneskeheden. Strategisk Forsvar for Jorden Et sådant globalt samarbejde burde være det, som man diskuterede på G20-topmødet i Sankt Petersborg. Hvordan laver vi et nyt globalt finanssystem, hvor vi fjerner spekulationen og går tilbage til nationale valutaer og national suverænitet, og så har et samarbejde lig Bretton Woodssystemet, der sikrer faste valutakurser landene imellem? Vi skaber derefter kredit til store projekter, ikke blot internt i økonomierne men også den type store internationale projekter, som f.eks. en tunnel under Beringstrædet og de tilhørende jernbanelinjer til såvel Europa som resten af Nordog Sydamerika, der kan binde menneskeheden sammen og give os konkrete fordele af at samarbejde med hinanden. Derudover burde man på G20 have diskuteret, som kredse i Rusland foreslog det i foråret, etableringen af et fælles Strategisk Forsvar af Jorden, der kunne koordinere processen med at opdage og kortlægge alle de mange asteroider og kometer, der truer med at ramme Jorden, og samtidig begynde opbygningen af det maskineri, der ville kunne få sådanne himmellegemer til at skifte bane, inden de ville ramme Jorden. Man kunne så samtidigt bruge samarbejdet til at forstå og forudsige naturkatastrofer på Jorden som f.eks. jordskælv og lignende. Det er kun kort tid siden, at mange fik sig et chok, da der dels var en asteroide, der fløj tæt forbi Jorden, mens en meteor den samme dag, totalt uventet, eksploderede over Rusland med en kraft på omkring 30 atombomber. En eller anden dag kommer der et himmellegeme, der er meget større, og som alt efter størrelsen vil kunne udslette en storby, et land, et kontinent eller sågar hele menneskeheden. Det er sket mange gange før i Jordens historie. Vi skal have opbygget et forsvar til at beskytte os imod sådanne trusler, og det er ikke noget, der bliver opbygget på en dag. Det er et projekt, som menneskeheden kommer til at bruge stadig større ressourcer på i de kommende årtier, århundreder og årtusinder. Det er ikke noget, som et enkelt land kan gøre, men noget som hele verden må arbejde sammen om. Det burde have været med på dagsordenen. Som jeg begyndte med at sige, så er der en fare for at menneskeheden udryddes i en atomkrig, hvis ikke man stopper den udvikling, som et militært angreb på Syrien er september 2013 seneste del af. Det drejer sig ikke om Syrien eller en borgerkrig i Syrien. Syrien og Mellemøsten blot har fået den utaknemmelige rolle, som Balkan havde i tiden op til Første Verdenskrig. Det er stedet, som man bruger til at få stormagterne i krig med hinanden og dermed få skabt en verdenskrig. Der er det geopolitiske spil, som den syriske befolkning lider under. Det skal stoppes og det kan stoppes. Der er intet, som endnu er afgjort, som vi har set det i løbet af den sidste uge, hvor alle eksperterne blev rystet af det britiske parlaments afvisning af at deltage i et militært angreb, og efterfølgende af, at Obama blev hindret i sine planer om at starte et angreb omgående. Det havde ingen af dem set komme. Det britiske parlament tænkte sig om. De valgte at lære af historien. Derefter fik Dempsey lagt bånd på Obama. Nu vil eksperterne og medierne så sige, at det er givet, at Kongressen kommer til at godkende et militært angreb på Syrien, men det passer ikke. Der er en enorm modstand imod denne krig i den amerikanske befolkning og militær, og det sætter politikerne i Washington voldsomt under pres. Den afgørende faktor bliver, hvor meget befolkningen, militæret mv. blander sig i det her det gælder også for Danmark. Hvorfor har vi ikke set et ramaskrig i Danmark imod regeringens planer? Hvorfor er der ikke et oprør fra militærfolk, der siger:»stop! Det her kan vi ikke retfærdiggøre. Det ville tvinge os til at være delagtige i krigsforbrydelser. Det vil gøre os til allierede med de værste terrorister, man kan forestille sig. Det vil vi ikke være med til.«hvorfor er der ingen, der siger noget? Hvorfor går folk apatiske rundt og bare håber på, at problemet forsvinder af sig selv? Det kan selvfølgelig godt være det forsvinder, uden at Danmark behøver at blive involveret. Hvis der står en gal mand med et maskingevær og skyder, så kan man selvfølgelig lukke øjnene og håbe på, at man ikke bliver ramt. Men man kunne også søge dækning og forsøge at finde ud af, hvordan man får ham uskadeliggjort. NAWAPA XXI Visioner for fremtiden Men der er også en anden ting, der må på banen. Grunden til, at det har kunnet gå så galt, er, at folk ikke længere har store visioner for fremtiden. Folk lever ikke længere med tanke på fremtiden, men forsøger blot at overleve i nuet. Når man lever i fremtiden, når man brænder for det, som man skal opbygge i morgen, om et år, om ti år eller i de kommende generationer; når man brænder for det ens børn skal fortsætte, når man ikke længere selv er i stand til at gøre det, så vil man ikke tillade at galninge som Tony Blair og Barack Obama får lov til at ødelægge det. Så er man passioneret involveret i de politiske processer, der er i gang. Hvad er det, der foregår i Danmark? Etableringen af en havvindmøllepark, hvor man lader forbrugerne betale fire gange så meget for strømmen, som nødvendigt? Hvorfor det? For at der kan stå nogle vindmøller og tjok, tjok, tjok hugge hovedet af fugle, der flyver forbi? Hvad er det for noget? Hvorfor finder folk sig i det? Hvordan kunne det blive vedtaget? Fordi folk ikke har en idé om fremtiden, og den må vi derfor bringe tilbage på banen. Derfor er LaRouchebevægelsen i USA i gang med at præsentere en fantastisk Schiller Instituttet 9

10 spændende rapport, som hedder»nuclear NAWAPA XXI: Gateway to the Fusion Economy«,»Det Kernekraftsbaserede NAWAPA XXI: Vejen til Fusionsøkonomien«. Som vi tidligere har fortalt det, var Det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde, NAWAPA, et program, der blev foreslået i 1960 erne, hvor man ville flytte en del af den enorme mængde nedbør, der årligt lander i den nordvestlige del af Det nordamerikanske Kontinent, ned til resten af kontinentet, i stedet for at vandet blot løber ud i Ishavet og Stillehavet igen. Geografien og geologien har villet det sådan, at de kontinentalplader, som Nord- og Sydamerika befinder sig på, støder sammen med andre kontinentalplader langs kontinenternes vestkyst. Det har betydet, at man har fået opbygget høje bjerge langs Stillehavskysten på den vestlige side af kontinenterne. Eftersom vejrsystemerne på den nordlige halvkugle for det meste bevæger sig fra vest mod øst bliver størstedelen af al den vanddamp, skyerne bringer ind over Det nordamerikanske Kontinent, fanget af bjergene i Vest. Luftmasserne presses i vejret, når de rammer bjergene, og afleverer deres vanddamp i form af regn eller sne. På den sydlige halvkugle kommer vejrsystemerne derimod østfra. At vejrsystemerne bevæger sig fra vest imod øst på den nordlige halvkugle har altså betydet, at størstedelen af den nedbør, der bliver ført fra verdenshavene ind over Nordamerika, bliver fanget af de nordvestlige bjerge og ryger direkte ud i havet igen. I Sydamerika, hvor vejrsystemerne kommer fra øst mod vest, har den vanddamp, der føres fra verdenshavene ind over kontinentet, fri passage til at nå det meste af kontinentet. Derfor har vi f.eks. ufatteligt stor nedbør i Amazonområdet. Den»grønne«fejltagelse I 1960 erne lavede man så et detaljeret forslag til, hvordan man kunne rette op på den absurde ubalance der var på Det nordamerikanske Kontinent, hvor størstedelen af nedbøren falder i nogle øde kolde bjergegne, uden at gøre nogen stor nytte. Længere sydpå, hvor klimaet er langt varmere, og dermed mere velegnet for plantevækst, var der derimod ørken eller halvørken. Hvis man med menneskelig teknologi flyttede en del af vandet syd- og østpå, kunne hele kontinentet blive langt mere frodigt og venligtsindet over for både mennesker, planter og dyr. Hvorfor har man så ikke bygget det? Fordi præsident John F. Kennedy blev dræbt i 1963, og så blev der iværksat en massiv»grøn«kampagne om, at vi mennesker ikke skal gribe ind i naturen. Det ville være unaturligt, sagde man. Vi skal have en masse øde nationalparker, hvor der ikke er nogen mennesker, og så må menneskene affinde sig med, at vi ikke har det vand, som vi har brug for. Men det er et unaturligt og falsk menneskesyn. Mennesket er skabt som erkendelsesmæssigt liv, med en særlig evne til at gribe ind i og omforme vore omgivelser. Vi er ikke skabt som dyr, der render rundt i naturen og gør præcis det samme, som deres forfædre gjorde. Det er ikke vor rolle. Det har vi dyrene til. Vi mennesker kan se på omstændighederne og stille spørgsmålet: Hvad er der galt med den orden, som naturen har givet os. Hvilke problemer er der, der skal løses? Et af problemerne er f.eks. forskellen mellem Nord- og Sydamerika. I Sydamerika blev bjergene placeret rigtigt. I Nordamerika blev bjergene placeret, så de blokerer for, at vanddampen fra verdenshavene kan komme i sving på en stor del af kontinentet. Det kan vi så bruge vor menneskelige kreativitet og moderne teknologi til at løse. Til gavn for os selv, men også til gavn for alle planter og dyr. Når vi flytter vandet, er det ikke kun vore byer og landmænd, der får gavn af det. Det er hele biosfæren med hele dens flora og fauna. Områder, der i dag er ørken, vil takket være tilførslen af vand, i fremtiden være frodige skove, landbrug, eller hvad vi nu måtte ønske, at det skulle være. I den oprindelige udformning af NAWAPA-programmet var produktion af vandkraft også en stor del af programmet. Sindrige systemer af gigantiske dæmninger skulle sikre produktionen af store mængder vandkraft, der dels skulle bruges til at opretholde selve vandstrømmen sydpå, for visse steder ville det være nødvendigt med pumpestationer til at hæve vandet, for at vandet derefter kunne flyde resten af vejen gennem naturlige lavninger og kløfter for egen kraft. Samtidigt ville programmet producere ekstra elektricitet, der kunne komme samfundet til gavn. I alt 40 % af alt vand i NAWAPA-programmet ville blive»spildt«på at sørge for den nødvendige produktion af strøm til at sikre vandstrømmen syd- og østpå. I det nye forslag til NAWAPA, som LaRouche-bevægelsen har fremlagt, foreslår man i stedet at bruge kernekraft til systemets mange forskellige pumpestationer. I stedet for primært at få elektricitet fra vandet, vil vi i stedet prioritere vandets livgivende rolle. Men programmet går langt videre end som så. Vi bygger et NAWAPA, der gør brug af kernekraft, men bygger samtidigt ind i programmet en plan for, hvordan vi på et senere tidspunkt kan få skabt fusionskraft. Et kernekraftsbaseret NAWAPA er det første skridt, som vi kan tage i dag, men vi vil samtidigt massivt opgradere vor forskning i fusion, så vi får de gennembrud, vi ville have fået for 20 år siden, hvis ikke Kennedy var blevet dræbt og den grønne ideologi havde taget over. Verden behøver fusionskraft Var Kennedy ikke blevet dræbt, ville USA have satset på bygningen af NAWAPA og forskning i fusion med samme iver, som man lagde for dagen, når det drejede sig om at sætte en mand på månen. Det amerikanske rumprogram opslugte en anseelig del af USA s nationalbudget, men det gjorde samtidig, gennem anvendelsen af de fremkomne videnskabelige og teknologiske gennembrud, USA rigere. En lignende satsning på udviklingen af kommerciel fusionskraft er en gigantisk investering, men den kommer tilbage med renter, og renters rente, i tiden, der følger. Ikke om et år eller ti år, men om 20 og 40 år og derefter hundreder af år får vi investeringen mangefold igen. NAWAPA XXI drejer sig ikke blot om at bygge nogle dæmninger og vende et par floder. Det drejer sig om et skifte i hele tankegangen. Et skifte tilbage til fornuft. Væk med den såkaldte»grønne ideologi«, der slet ikke er grøn, men snarere brun. De»grønne«kampagner gør ikke natu- 10 Schiller Instituttet september 2013