Død mands kiste. Blandt sømænd gik historien, som Christian også må have kendt, at Herluf havde sluttet fragt til et sted, hvor Svanen slet ikke kunne

Transkript

1 Død mands kiste Kjære Christian 20 juni 1872 Siden der sidst blev skrevet til Dig her fra Comptoiret er der hvad Forretningen angaar ikke noget nyt at melde, men vel en anden i høj grad sørgelig Efterretning, der dog formodentligt allerede vil være Dig Bekjendt, idet den sagtens vil være rygtedes til Rio Janeiro nemlig at Herluf er død i Montevideo den 10de dennes idet han dersteds selv har berøvet sig Livet.«86 Modstående side: Chr. Heering o Koffardikaptajn med egen fod på farbrors dæk. Privateje. Sådan skriver Peter N. til Christian i sommeren Noget er gået grueligt galt på Herlufs første rejse som skibsfører på Svanen. Svanen var i Pernambucu for at hente en bomuldslast, der forinden var truffet aftale om i Rio et meget fordelagtigt»bomulds Charterparty.«Svanen lå klar til ladning, men befragteren mødte ikke op med den lovede bomuld. Tiden gik, den gule feber hærgede i området, så Herluf valgte at annullere aftalen og sluttede i stedet en mindre god fragt for hurtigt at komme væk fra området. Eftersom bomulden ikke var blevet leveret til tiden, og der derfor var tale om misligholdelse af aftalen, kunne Herluf have krævet en bod på 400 pund af afladeren, men det gjorde han, uvist af hvilken grund, ikke. Peter N. skriver til Christian, at han tror, at det var på grund af en høj grad af ærgrelse og kummersyge over denne fejldisposition, at Herluf tog sit eget liv. Hvad Christian tror vides ikke. Men i denne periode oplevede han selv for første gang det store ansvar, der påhvilede en kaptajn. Som kaptajn havde han ikke blot ansvar for skibet og lasten, men også for mandskabets liv og helbred. Herluf havde måttet efterlade en mand på hospitalet i Pernambuco, og undervejs til Montevideo døde skibsdrengen af gul feber. Det kan vel tænkes, at det var medvirkende til, at belastningen blev for stor. Blandt sømænd gik historien, som Christian også må have kendt, at Herluf havde sluttet fragt til et sted, hvor Svanen slet ikke kunne 50

2 51

3 I 1870 korresponderede Peter N. livligt med Herluf Heering, der da var kaptajn på»frode«, om mulige ændringer af briggens rig. Her en kalkeret kopi af Peter N. s forslag. (29/ Brevkopibøger Peter N. Heering privat). flyde ind, så der var muligvis tale om en række forkerte dispositioner fra den unge kaptajns side. Der var også andre historier i omløb: Den tidligere bådsmand på Svanen fortæller i sin dagbog, at Herluf som helt ung havde været forlovet med en ung smuk pige, men at han havde gjort det forbi, og da masterne blev sat i Svanen i 1860, havde Herluf lagt sin forlovelsesring under stormasten.»det er jo en gammel skik at lægge penge eller lignende under masterne på nye skibe, men jeg har senere kommet til at tænke på, at det skulle vist Heering ikke have gjort, thi han havde ingen lykke siden der om bord, og hvis der er noget som hedder Nemesis, så tror jeg, at Heering fik det at føle«. 52

4 Peter N. nøjes ikke med at underrette Christian om Herlufs død, men har også afgjort, at det aldrig må komme frem, at Herluf tog sit eget liv.»jeg besluttede da strax at lade Sagens rette Sammenhæng hemmelig af Frygt for det Indtryk en saadan Efterretning vilde gjøre navnlig paa Din stakkels Moder og min Fader, og jeg underettede da alle Vedkommende om, at Herlufs Dødsaarsag var den gule Feber. Din Broder Johan, Wineken og jeg ere de eneste der ved rigtig Besked, og til Dig melder jeg ogsaa Sagen som den er, da jeg formoder at hvis den ikke allerede var Dig bekjendt vilde den let ved en eller anden Leilighed komme dig for Øre.«87 Fra Christianshavn går der besked til føreren af Svanen:»Bed Deres Mandskab om at fortie Sagens sande Sammenhæng og aldrig her i Huset at tale om, at Captainen hængte sig.«88 Sandheden om, hvorledes Herluf kom af dage, forblev en hemmelighed i Heerings Gård, men ude i verden diskuterede de danske søfolk, hvorvidt han hængte sig i kahytten eller i stormasten. Både Christian og hans bror Johan bøjede sig for Peter N. s beslutning om ikke at underrette den øvrige familie om den egentlig dødsårsag, men om de var enige i beslutningen er ikke til at sige. I øvrigt var der to andre, der vidste besked, for da Peter N. åbnede brevet med meddelelsen om Herlufs død, var posten fra Pernambuco allerede blevet fordelt i Heerings Gård. Peter N. s bror Alfred, som stod Herluf meget nær, modtog dødsbudskabet direkte fra en dansk præst, der havde været til stede ved begravelsen. Og Peter N. mener også, at søsteren Marie formodentligt har fået brev om sagens rette sammenhæng. 89 Begge disse får nu besked på at holde deres viden for sig selv. Bådsmand Kofoed åbenbarer endnu en hemmelighed i Herlufs liv en hemmelighed, som måske var medvirkende årsag til, at hans fejltagelser blev ubærlige, at drømmene brast og han valgte døden. Ifølge Kofoed var den 20-årige Herluf i 1858 hemmeligt forlovet med sin kusine, Peter F. s datter, den da kun 13-årige Marie Franziska. Og det var denne hemmelige forlovelse, der var årsag til, at Herluf så sagtmodig fandt sig i Ebsens forfølgelser, fordi han var bange for, at Ebsen ellers ville bagtale ham over for farbroderen. Om Herluf og den smukke Marie stadig var hemmeligt forlovede efter 14 år, er der ingen, der ved. Det er derimod sikkert, at Marie stadig var ugift, da Herluf døde, og at hun kort tid efter udviklede, 53

5 hvad man mente var hypokondri 90. Hun led af melankoli og søvnløshed, og senere nægtede hun at indtage føde. Marie blev indlagt på St. Hans og døde knapt et år efter, at budskabet om Herlufs død nåede Christianshavn. 54