HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 12. juni 2018

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 12. juni 2018 Sag 242/2017 A (advokat Claus Hastrup Knudsen) mod X ApS og Y ApS (advokat Bent Stamer for begge) og SKAT (advokat Trine Irene Brodersen) I tidligere instanser er afsagt kendelser af Sø- og Handelsrettens skifteret den 10. februar 2017 og af Østre Landsrets 9. afdeling den 27. september I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jon Stokholm, Lars Hjortnæs og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Kærende, A, har nedlagt påstand om stadfæstelse af Sø- og Handelsrettens skifterets kendelse af 10. februar Indkærede, SKAT, har nedlagt påstand principalt om stadfæstelse af landsrettens kendelse af 27. september 2017, subsidiært om ophævelse af Sø- og Handelsrettens skifterets kendelse af 10. februar 2017 og hjemvisning til fornyet behandling i Sø- og Handelsrettens skifteret. Indkærede, X ApS og Y ApS, som for Højesteret er indtrådt som part i sagen i stedet for Z ApS, har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse af 27. september 2017.

2 - 2 - Sagsfremstilling Efter begæring fra A indledte Sø- og Handelsrettens skifteret den 17. januar 2017 rekonstruktionsbehandling af A. Den 10. februar 2017 blev der afholdt planmøde og afstemningsmøde, hvor følgende fordringshavere var til stede: - X-bank med et krav på ca. 6,9 mio. kr. - SKAT med et krav på ca. 1,2 mio. kr. - Z ApS med et krav på ,40 kr. - Y-realkreditinstitut med et krav på ,40 kr. - Z-sparekasse med et krav på ca. 14,4 mio. kr. På mødet blev der stemt om rekonstruktørens forslag til rekonstruktionsplan. Da et flertal af de fremmødte fordringshavere efter fordringernes beløb ikke stemte imod forslaget til rekonstruktionsplanen, var den vedtaget, jf. konkurslovens 11 e, stk. 2. På mødet redegjorde rekonstruktøren for et rekonstruktionsforslag, som gik ud på, at A skulle betale kr. til fordringshaverne svarende til en dividende på 1,03 %. Rekonstruktøren oplyste på mødet den 10. februar 2017 bl.a., at de anmeldte krav hovedsageligt vedrørte As personlige konkurs i Konkursboet blev sluttet i A blev i 2014 straffet for underslæb begået i Der blev ikke under straffesagen taget stilling til et civilretligt erstatningskrav fra Z ApS, og der verserer en civil retssag herom. Rekonstruktøren oplyste endvidere bl.a., at dividenden i tilfælde af konkurs ville udgøre 0, og at rekonstruktøren og den regnskabskyndige tillidsmand på den baggrund havde fundet, at rekonstruktionsforslaget indebar en rimelig løsning. Da et flertal af fordringshaverne efter fordringernes beløb ikke stemte imod rekonstruktionsforslaget på mødet, var det vedtaget, jf. konkurslovens 13 d, stk. 1. Z-sparekasse var den klart største fordringshaver, jf. ovenfor.

3 - 3 - Z ApS og X-bank anmodede under mødet skifteretten om at nægte at stadfæste det vedtagne rekonstruktionsforslag i medfør af konkurslovens 13 e, stk. 3 og 5. Ved kendelse afsagt den 10. februar 2017 stadfæstede skifteretten rekonstruktionsforslaget med følgende begrundelse: Skifteretten kan nægte at stadfæste et vedtaget rekonstruktionsforslag i medfør af konkurslovens 13 e, stk. 3 og stk. 5. For så vidt angår 13 e, stk. 3, nr. 1, finder skifteretten ikke, at der er sket fejl i fremgangsmåden under behandlingen af forslaget. Skifteretten finder efter et skøn over oplysningerne i forslaget, oplysningerne fremsendt i de fremlagte brev fra rekonstruktør til kreditorerne og de under retsmødet i dag fremkomne oplysninger ikke, at der er ufuldstændighed i oplysningerne, der må antages at have haft væsentlig betydning for stemmeafgivningen. Skifteretten har herved lagt vægt på, at der er givet tilstrækkelige oplysninger om straffedommen, ligesom rimelighedserklæringerne fra rekonstruktør og tillidsmand fremgår af forslaget og er uddybet på retsmødet i dag. For så vidt angår 13 e, stk. 3, nr. 3, finder skifteretten ikke grundlag for at konstatere, at skyldneren har tilsagt nogen kreditorer fordele uden for rekonstruktionen. Det bemærkes i den forbindelse, at skyldneren under strafansvar har erklæret, at han ikke har tilsagt nogen kreditorer fordele uden for rekonstruktionen. For så vidt angår 13 e, stk. 5, finder skifteretten endelig ikke grundlag for at konstatere, at forslaget står i misforhold til skyldnerens økonomiske stilling. Skifteretten har herved lagt vægt på oplysningerne om skyldnerens økonomiske forhold, herunder skyldnerens indtægt, samt at dividenden i tilfælde af konkurs er anslået til at udgøre 0. Det bemærkes i den forbindelse, at reglerne for gældssanering eller principperne herfor ikke finder anvendelse i rekonstruktion. Det af skifteretten stadfæstede rekonstruktionsforslag er sålydende: A tilbyder kreditorerne, dvs. de simple usikrede kreditorer, at afdrage DKK pr. måned i en tre årig periode. Det vil give et samlet beløb på DKK til kreditorerne. I tillæg hertil lånet A DKK fra nærtstående, således at A betaler kreditorerne DKK , hvilket giver en dividende på 1,03 %. Beløbet fordeles mellem kreditorerne i overensstemmelse med konkurslovens regler herom, ligesom resterende krav akkorderes til DKK 0. Rekonstruktionsomkostningerne, jf. konkurslovens 94, betales særskilt af A og i tillæg til akkordbeløbet på DKK Forfald Beløbene forfalder til betaling som følger:

4 - 4 - Lån: DKK (30 dage efter endelig stadfæstelse af rekonstruktion) Afbetaling 1 år efter betaling af DKK DKK Afbetaling 2 år efter betaling af DKK DKK Afbetaling 3 år efter betaling af DKK DKK Z ApS og SKAT kærede skifterettens kendelse til Østre Landsret. Ved kendelse af 27. september 2017 nægtede landsretten at stadfæste det vedtagne rekonstruktionsforslag for A. Landsrettens begrundelse er sålydende: Formålet med reglerne om rekonstruktion, som trådte i kraft den 1. april 2011, og som byggede på Konkursrådets overvejelser og forslag i betænkning nr fra 2009, var som angivet i forarbejderne at forbedre mulighederne for, at virksomheder, der har økonomiske vanskeligheder, kan videreføres i stedet for at blive erklæret konkurs. Som ligeledes angivet i forarbejderne indebar vægtningen af virksomhedernes fortsatte drift, at det overordnede hensyn bag Konkursrådets overvejelser var varetagelsen af fordringshavernes fælles interesser med et fortsat rimeligt hensyn til skyldneren. Det var på baggrund af kommissoriet for Konkursrådets arbejde ikke et selvstændigt mål at forbedre skyldnerens retsstilling. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der førte til rekonstruktionsreglerne, at det altovervejende hovedområde og sigte for anvendelse af rekonstruktionsreglerne vil være selskaber og andre erhvervsdrivende, men at fysiske personer, der ikke driver erhvervsvirksomhed, ikke vil være udelukket fra at anvende reglerne om rekonstruktion. Landsretten finder, at formålet med de indførte regler om rekonstruktion må inddrages ved vurderingen af, i hvilke tilfælde en stadfæstelse af det vedtagne rekonstruktionsforslag bør nægtes i medfør af reglen i konkurslovens 13 e, stk. 5, hvorefter skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis vilkårene i rekonstruktionsforslaget står i misforhold til skyldnerens økonomiske stilling. De forskellige regler, der blev gennemført og ændret i forbindelse med rekonstruktionsinstituttet og baggrunden herfor må ligeledes indgå. Efter oplysningerne i sagen lægger landsretten til grund, at A personligt er blevet erklæret konkurs, og at konkursboet blev sluttet i Det lægges endvidere til grund, at de under rekonstruktionsbehandlingen rejste krav hovedsageligt vedrører As personlige konkurs. Herefter og henset til sagens øvrige omstændigheder, herunder indholdet i rekonstruktionsforslaget, finder landsretten, at en stadfæstelse af det vedtagne rekonstruktionsforslag bør nægtes i medfør af konkurslovens 13 e, stk. 5.

5 - 5 - Procesbevillingsnævnet har den 9. november 2017 meddelt A tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret. Anbringender A har anført navnlig, at flertallet af kreditorerne har godkendt rekonstruktionsforslaget, og at der ikke i medfør af konkurslovens 13 e, stk. 3 eller stk. 5, er grundlag for at tilsidesætte dette. Det kan lægges til grund, at der i forbindelse med skifterettens behandling af sagen ikke fremkom indsigelser mod de anmeldte krav, og derfor var det et flertal af fordringshaverne, som stemte for rekonstruktionsforslaget. Hvis fordringerne var blevet bestridt, ville skifteretten have truffet afgørelse herom. Skifterettens afgørelser om fordringernes stemmeret efter 13 d, stk. 2, 2. pkt., jf. 120 og 121, og 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt., kan ikke indbringes for højere ret. Skifteretten har specifikt anført, at der ikke har været ufuldstændighed i oplysningerne for skifteretten, der må antages at have haft betydning for stemmeafgivningen. Rekonstruktøren og den regnskabskyndige tillidsmand har undersøgt og godkendt de anmeldte krav, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering. Rekonstruktøren har foretaget en grundig og seriøs behandling af rekonstruktionsboet og har i den forbindelse prøvet de anmeldte krav. Ingen kreditorer er tilsagt særlige fordele for at tiltræde rekonstruktionen, jf. konkurslovens 13 e, stk. 3, nr. 3. Landsrettens begrundelse er i strid med konkursloven og forarbejderne til rekonstruktionsreglerne. Det følger af forarbejderne til rekonstruktionsreglerne, at de også kan finde anvendelse ved rekonstruktion af fysiske personer. Ved at afvise rekonstruktionsforslaget efter konkurslovens 13 e, stk. 5, tilsidesætter landsretten tillidsmanden og rekonstruktørens vurdering af aktiverne. Tillidsmanden og rekonstruktøren har vurderet, at konkurs vil være et dårligere resultat for kreditorerne, og denne vurdering kan retten ikke tilsidesætte. Hensigten med bestemmelsen har været, at kreditorerne på baggrund af rekonstruktøren og tillidsmandens vurdering skulle kunne afgive deres stemme i vished om, at rekonstruktionen blev gennemført, såfremt flertallet stemte for dette. Det har ikke været meningen med reglerne at tillægge retten en skønsmæssig beføjelse, når flertallet har stemt for rekonstruktionsforslaget. Bestemmelsen i konkurslovens 13 e, stk. 5, har til formål at sikre, at ingen kreditorer bliver stillet væsentligt ringere, end den pågældende ville være blevet stillet i tilfælde af skyldnerens konkurs. Skifteretten skal alene vurdere, om der er et misforhold i forhold til skyldnerens økonomiske stilling, hvis den dividende, som opnås ved rekonstruktionen, er væsentligt ringere end den forventede konkursdividende. Da den dividende, der opnås ved rekonstruktionen, er højere end den, der opnås ved konkurs, kan rekonstruk-

6 - 6 - tionsforslaget ikke nægtes fremme. Hertil kommer, at der ikke vil være nogen konkursdividende i As personlige konkursbo, hvorfor rekonstruktionsforslaget heller ikke af den grund kan nægtes i medfør af konkurslovens 13 e, stk. 5. Konsekvensen af landsrettens afgørelse er, at skyldneren tvinges i konkurs, og fordringshaverne tvinges derved til at acceptere en dividende, som er ringere end den, som opnås med rekonstruktionen. SKAT har anført navnlig, at det ikke er korrekt, at der ikke blev fremsat indsigelser mod de anmeldte krav. Z-sparekasse var den eneste kreditor, som stemte for rekonstruktionsforslaget, mens de øvrige kreditorer gjorde indsigelse mod rekonstruktionsplanen og -forslaget. Det er ikke tilført retsbogen, at SKAT, Z ApS og X-bank stemte imod rekonstruktionsforslaget. Det fremgår af advokat Bent Stamers redegørelse i skifteretten, at Z-sparekasse havde en væsentlig interesse i gennemførelsen af rekonstruktionen, fordi rekonstruktionen ville indebære en mulighed for, at A kunne få overdraget anparterne i selskabet Holding ApS som Z- sparekasse er bankforbindelse for samt datterselskaber. Det fremgår af udskrift fra Erhvervsstyrelsen, at A er registreret som direktør bl.a. i Holding ApS og i dette selskabs datterselskaber. Det fremgår endvidere, at A har været direktør og bestyrelsesmedlem i en lang række selskaber, som alle er tvangsopløst eller opløst efter konkurs. Sagen handler ikke om kære af spørgsmål, som ikke kan kæres, jf. konkurslovens 249, men om Sø- og Handelsrettens skifteret burde have nægtet at stadfæste det vedtagne rekonstruktionsforslag, jf. konkurslovens 13 e, stk. 3 og 5. Der er ikke fremkommet nye oplysninger for Højesteret, og derfor bør landsrettens kendelse stadfæstes. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om rekonstruktionsreglerne, at det altovervejende hovedområde og sigte med anvendelsen af rekonstruktionsreglerne er selskaber og andre erhvervsdrivende, men at fysiske personer, der ikke driver erhvervsvirksomhed, dog ikke er udelukket fra at anvende reglerne om rekonstruktion. Det fremgår af landsrettens kendelse, at landsretten tillægger det betydning, at A allerede har været under konkursbehandling, at konkursboet blev afsluttet i 2012, og at en stor del af gælden vedrører denne konkurs, og dette må forstås sådan, at landsretten tillægger det betydning, at formålet med rekonstruktionsreglerne, herunder et hensyn til en videreførelse af en virksomhed, undgåelse af en konkurs samt kreditorernes fælles interesser i en videreførelse af en virksomhed, ikke gør sig gældende i denne sag. Rekonstruktionsforslaget er således alene båret af et hensyn til A personligt og ønsket om en akkordering af en gammel gæld. Landsretten kan derfor nægte at stadfæste et vedtaget rekonstruktionsforslag, selv om et flertal af for-

7 - 7 - dringshaverne ikke stemte imod rekonstruktionsforslaget. Z-sparekasse kunne vedtage rekonstruktionsforslaget alene. Til støtte for den subsidiære påstand har SKAT anført navnlig, at rekonstruktionen er hastebehandlet uden nærmere begrundelse, og at der er en række forhold, som burde have været undersøgt nærmere med henblik på at afdække, om rekonstruktionsforslaget burde nægtes stadfæstet, jf. konkurslovens 13 e, stk. 3 og stk. 5. Der bør bl.a. ske en undersøgelse af og fremlæggelse af dokumentation for As engagement med Z-sparekasse, herunder vilkårene for engagementet og den høje rente på 25,5 pct. af et lån på ca. 8 mio. kr. X ApS og Y ApS, har gjort de samme anbringender gældende for Højesteret, som Z ApS gjorde gældende for landsretten. Højesterets begrundelse og resultat Efter det oplyste vil rekonstruktionsforslaget indebære en dividende på 1,03 %, mens dividenden i tilfælde af konkurs ville være 0 %. Som anført af landsretten må det lægges til grund, at de krav, som er rejst under rekonstruktionsbehandlingen, hovedsagelig vedrører As personlige konkurs i Rekonstruktionsforslaget vil således næsten udelukkende tilgodese As interesse i at få slettet en personlig gæld. Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at stadfæstelse af det vedtagne rekonstruktionsforslag bør nægtes, jf. konkurslovens 13 e, stk. 5. Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til nogen anden part.